Jeg har svært ved at udføre fysiske praktiske handlinger, der er ingen automatik i dem. Handlinerne udføres mens der er flere lag af informationer og afledninger.
Der er det sædvanlige kværnene ADHD lag, og indre kommentator. Jeg skal prøve at holde fokus og se hvad jeg gør, og hvad jeg skal gøre med ting, jeg skal tage det og det skal et andet sted hen. Pause hvor???
Der er overvældede sanser og OCD, en gammel plumret opvask, og nu skal det blive helt rent. Jeg har lyst til at holde pause gå et andet sted hen. Eller noget må stå lidt i blød, kommer jeg tilbage til det, hvornår?
Der køre så meget forskelligt indover at jeg kun er 20 procent i hvad jeg gør praktisk. Jeg fumler.
Jeg har ikke nogen kortidshukommelse mere. Jeg vender mig om for at gøre et eller andet og hvad var jeg igang med?
Det er mødet med mig selv som inkompetent, at jeg dagligt fokusere på at jeg er inkompetent fordi jeg ikke kan passe et hjem. At jeg ikke kan passe mit hjem gør at jeg ikke har overskud til at kunne gøre det jeg kan, det jeg er kompetent til.
Det er som om min detaljesans er i vejen for praktiske opgaver, at jeg ikke får øje på det rigtige for at løse opgaven, nogen har nævnt at neurotypiske se opgaven oppe fra og ned, og neurodiverse nedefra og op. Det giver god mening, for når jeg flytter noget, ser jeg noget der er kaos der forvirre så meget, at jeg ikke kan tage det næste der ligger lige for. Jeg går til det mest problematiske og bliver overvældet. Det er også åh nej.
Hvor praktiske ting i hjemmet måske er kedeligt og nødvendigt for andre, men rart når det er klaret. Er praktiske ting i hjemmet blevet den slagmark jeg er ved at dø på.
Hvis jeg har støtte på, er det en distraktion, der gør at jeg kan kæmpe mig igennem, og nogen der spørger hvorfor jeg pludseligt er i gang med en ny opgave og forladt den anden. Det er også en distraktion i forhold til den vrede og sorg og selvhad der er når jeg er alene med det.
Det er som om jeg altid er et andet sted, end hvor jeg er, måske enda mere end det, som om der kører mange scripts samtidigt. Og nogen af dem er lige så destruktive for selvet som tvangstanker.
Andre handlinger kører mere automatisk, sådan da. Få børstet tænder fx. Når jeg skal ud, børste tænder, vaske ansigt, ansigtscreme, mascara, smykker, prøve at holde en vis standart. Så finde noget tøj, med mere eller mindre besvær og min taske.
Jeg kan også vaske tøj i en balje, det går kun galt hvis jeg ikke magter at få sæben skyllet ud i tide. Har jeg energi nok kan det kører. Når det ikke går er det et tegn på jeg har det mindre godt.
Jeg kan lige akkurat lave mad i mit køkken, jeg laver en portion til flere dage og fryser ned. Det foregår noget fumlet, men det bliver gjort. Men der er være meget lange perioder hvor jeg ikke har kunne.
Det er som om jeg ikke rigtigt lever i verden, men alligevel hænger på det praktiske af at være et menneske, og noget i mig accepterer ikke rigtigt at det er sådan. Det er ikke noget nyt, det er en del af mig. Måske det er det hebefrene skizofreni der gør sig gældende her.
Og så har jeg også neurologisk "statisk sne" for øjnene både i lys og mørke, der gøre at det jeg ser flimre. Det er heller ikke optimalt for at gøre noget praktisk og have overblik.
Det er en meget svær måde at leve på, og hvordan kommer man mere i plus end minus når man lever sådan?
Der er ingen medicin der tænder og slukker for det rigtige. Slukker man for min hurtige hjerne vil jeg bare sidde, det kommer der ikke en færdig opvask ud af. Tænder man går det for hurtigt.
Der arbejdes på ting der måske kan målrette hjernens /funktionerreaktioner bedre i fremtiden. Men nok ikke noget jeg kan få glæde af. Men spændende er det.
Det er mærkeligt at leve i en verden, hvor der er så meget folk bare gør og kan, der er nærmest umuligt for mig, selvom vi udefra ligner hinanden.
