mandag den 30. november 2015

At nå ind til realiteterne omkring sin egen udgave af AFS

Føj, jeg spænder i kæberne og har ondt i tænderne, og det er meget længe siden jeg har gjort det sidst, og det plejer at betyde alvor, at der er noget der trykker mig mig mer end ellers. Nu er jeg i gang med at prøve at finde den undeliggende årsag. Jeg er i gang med at sortere det fra jeg ikke tror det handler om, for at nå ind til kernen.
Jeg tror det er sorg, at jeg først for alvor begynder at forstå nu...


Jeg ved ikke om jeg har troet der en dag var en vej ud af den verden jeg har levet i, eller jeg har troet der var en vej ud, når bare jeg kæmpede længe nok og uden at give op. At mine mentale blokeringer ville opløse sig, og jeg ville indgå i verden på en anden måde, der var nemmere, accepterende af andre af mig selv, at blive en del af livet og fælleskabet, i stedet for et sted ude i kanten, kiggende ind på de andre.

Bliver det værre (for det kan det), kan det blive bedre, kan jeg blive ok tilfreds, finde en slags mening....skifte fokus? Men hvordan afliver man drømme man har drømt et helt liv? -Fordi det kan man blive nød til, og andre har måtte gøre det for at kunne eksistere, overleve med en Autisme.




Hvor retter man livskraften hen, hvis man vil leve, men det ikke bliver i den retning som jeg havde troet/håbet. At mit kaotiske hjem er et skjul for større udfordringer, og nogen af dem handler om noget helt andet end jeg har troet.

At jeg har troet det handlede om vejen ud. Jeg har det meste af mit liv troet at bare jeg kæmpede hårdt nok, ville det lykkes for mig at fungere i verden.

Jeg har også indset hvor svært det er for andre, at se det jeg ser. Hvordan kan man være så tæt på det neuro typiske og så alligevel så langt fra? Hvorfor der det så pokkers afgørende, at det kan kører et liv i sænk, så alt det gode og alle evnerne bare aldrig kommer rigtigt i spil.

Det at have et andet styresystem, er åbenbart mere alvorligt end det lyder, det er ikke bare, "bare". Det er afsindigt afgørende.


Jeg føler mig ikke svagere efter diagnosen, nærmest tvært imod, for meget af det jeg har hadet mig selv for, er jeg nu klar over at jeg ikke var skyld i, og at jeg faktisk kæmpede en imponerende, men noget fejlslagen kamp for en tilværelse, fejlslagen fordi jeg ikke kunne forstå hvad det var der foregik, arv, miljø, diagnoser osv. Hvad var det mine problemer var bygget af, og hvorfor var nogen af det så umulige at flytte rundt med?


Hvad jeg opnåede ved en AFS diagnose var: At jeg efter fjorten dage, ikke følte jeg havde depression mere, efter endnu en omgang på 5 år hvor den var min faste følgesvend. Jeg følte at jeg nu var fri til at søge viden på en helt anden måde, og tingene faldt på plads og gav mening fra start. Puslespillet faldt på plads, ingen brikker der skulle presses ned hvor de ikke passede.


Men jeg vil nok sige at jeg efter de her måneder godt kunne trænge til at tale med nogen med viden om Autisme, hvad betyder det her, sådan helt ærligt? Jeg er en kæmper, men er der kampe jeg bare ikke skal tage, fordi jeg grundlæggende er den jeg er, og noget af Autismen er så indbygget i mit system, at jeg bare må leve med at sådan er det, og så gå andre veje med det der er muligt.


Personligt føler jeg mig ikke stigmatiseret af Autismen, forstået på den måde at jeg har levet med stigma det meste af mit liv af flere grunde, derfor er det her ikke noget særligt, og næsten en forbedring, eller det er faktisk en forbedring, vel også grunden til at depressionen lettede.


Men jeg har kun haft lidt over fire måneder til at søge viden og selvforståelse i, og jeg må nok regne med det tager flere år at komme på plads, og finde egne måder at at skabe en bedre tilværelse.



Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv