Velkommen til den virkelige verden!

Så længe man ikke har brug for offentlige ydelser, kan man leve i den tro at det sociale sikkerhedsnet fungerer. Også at de hensigter der står på nettet hos kommunerne svare til virkeligheden. Og når det ikke lige er noget der kommer en ved personligt er det med ventelister osv. bare en strøm af ord i nyhederne. 

Men der går meget tid på at holde igen med pengene, og hvem der kan få. Det handler ikke om det ville være rimeligt, men om hvor mange der allerede står i køen. Og pengene allerede er sluppet op først på året til den gruppe. 

Universel velfærd? Man kan læse at det er det vi har i norden. Og umiddelbart også i Danmark. Men det er på papiret. Det øjeblik ydelsen skal godkendes eller afvises er der uendelig mange detaljer der afgør hvem der får eller ikke får, og næsten samme situation/diagnose udløser ikke den samme hjælp/støtte i Danmark, ikke bare tilnærmelses vis. Og mange sager er enten eller, ikke mere eller mindre, men ingenting, eller noget. Og dem der er mest udmattede råber ikke op. Dem der ikke har netværk står svagere. 

Cathrine Widunok Wichmand der havde fået godkendt personlig støtte af Frederiksberg kommune for at kunne fortsætte med sit job efter en ADHD diagnose, måtte sande at virkeligheden var en anden end det hun troede. Godt nok har vinklingen været at hun var for priviligeret til en sådan støtte. Om hun er eller ikke er kan jeg ikke udtale mig om, lige som folk heller ikke kender mine udfordringer med ADHD/Autisme udefra set. Men sagen har fascineret mig ud fra hvor man nu lige er i samfundet:

"- Det synes jeg ikke, at det var. Vi har universelle velfærdsydelser i det her land. De gælder alle, siger hun." Sagde Cathrine Widunok Wichmand til DR. Da hun blev spurgt om, om det var forkert af hende at søge den ordning. Som sådan må folk for min skyld søge som de synes, og det står jo på nettet at man kan i hendes situation. Det var mere det at hun faktisk fik støtten, og ikke var klar over hvor særligt det er. 

I et tidliger interview med TV2 siger  Cathrine Widunok Wichmand" " - Hvis syv ud af ti står uden for arbejdsmarkedet, skal vi så gøre det endnu sværere for de tredive procent, der er på arbejdsmarkedet? Hvis nu 70 procent af personerne med adhd i min kommune ikke kan arbejde, ville jeg i hvert fald ikke bruge min energi på at slå de sidste 30 procent i hovedet." Her tænker jeg der ikke reflekteres over hvorfor de syv ud af ti, har måtte opgive arbejdsmarkedet, at det måske ikke var de de ønskede, og de ingen støtte kunne få, da de havde brug for det. Eller er de bare "de andre", en anden slags ADHDer, der bare har lagt sig ned og opgivet, så der kunne blive plads til nogen der var "happening"? 

Måske DR eller TV 2 skulle have set på de generelle forhold, og andre med ADHD deres erfaringer? Måske hvis medierne var lidt mere med på de emner ville der være en informeret debat, der var noget andet end forargelse. Hvad ved vi generelt om et voksenliv med ADHD?

Hvor store varianterne er, komorbiditet, at man har flere sygdomme foruden en primær sygdom, depression, angst andet? Hvordan stress påvirker ADHD. I en hvis iver for at afstigmatiserer ADHD, har man samtidigt trivialiseret hvor meget det kan påvirke ens voksen liv, at det bare er en "en mindre forskel" man sagtens kan "komme ud over".  Hvilket efterlader dem der ikke bare kan "komme over det", med ikke at blive taget seriøst. 

At ord som oversdiagnosticering, sætter sig fast, og giver et indtryk af meget flydende grænser i forhold til en diagnosticeret ADHD, hvilket går i retningen af om det overhovede er en ting, eller en nymodens opfindelse der kan påklistres næsten hvem som helst der søger en udredning. Og det vil jeg ikke håbe, for det vil igen trivialiserer det til en pyt diagnose. Men muligvis er det bare sådan det fungerer i medierne, og virkeligheden forsvinder mellem let forståelige sætninger, der rummer nogen sandhed, men ikke på nogen måde den hele. Men sagen er at dem med diagnosen får smidt det i hovedet, og hvis man modsiger bliver man ikke taget alvorligt, den offentlige mening er mere informeret, end den der har skoen på, super!

Et andet spørgsmål er så hvad ved folk med ADHD, om andres ADHD, og deres udfordringer.....eller manglen på samme? Der er fællestræk i ADHDen, men en absolut uendelighed af forskelle i udtryk, kormorbiditet, sociale forhold. Og den måde jeg havde ADHD på som barn og yngre, er meget anderledes end i dag, den er værre, men måske for andre måske blevet nemmere at håndterer. Nogen har fået værktøjer, og anvender dem, og mærker en positiv forskel. Andre har kørt over kanten i årevis, uden at ane hvorfor. 

Der er folk med højtlønnede jobs med ADHD, og folk der er hjemløse. ADHD kan skabe mirakler og udløse katastrofer, og nogen gange er de to ting ret tæt på hinanden, og kan give konsekvenser uanset privilegier. 

Giver det bedre pengene tilbage at holde hånden under de priviligerede, end at klatte dem væk til dem der ikke har bevist overfor samfundet de kan finde ud af det? 

Jeg ved en ting helt sikkert at der aldrig var en plads til at jeg kunne bevise noget over tid, det med over tid er væsentlig. For der vil være perioder hvor man er kommet til at brænde sit lys i begge ender, eller der er nederlag der føles meget store, så der eer brug for at det kan rummes og ikke alt er tabt, at man ikke har mistet den plads man kæmpede for. Jeg er næppe alene med den erfaring. 

Men jeg tror i høj grad et det handler om relationen mellem mennesker, det er ikke bare politisk, eller staten, eller penge. Jeg ved så godt at politikerne, staten, og pengene har en vægt og en magt til at forme synet på grupper i samfundet, man kan problematiserer, men også usynliggøre. 

Nogen af os er vandt til at blive talt ned, det er derfra vi taler, andre er mere priviligerede det er derfra de taler. I sidste ende er de sidste mere let forståelige i deres udgangspunkt, i forhold til norm Danmark. 

Hvis udgave af ADHD har et talerør i forhold til cloud, medier? Den der passer bedst til den virkelighed og normer der gælder, derfor vinder privilegier som regel altid på den lange bane, uanset shit. 

 

Når ADHD støtte går viralt.

 Da Cathrine Wichmand (influencer og iværksætter) glad forkyndte på sin profil at hun var blevet tildelt 15 timers ugentlig hjælp af Frederiksberg kommune, havde hun ikke regnet med reaktionerne, da en Politiker fik øje på opslaget og det gik viralt og i medierne. 

Det er rigtigt nok når man slår op på nettet omkring Autisme og ADHD at der står at man kan få tildelt 15 timers personlig støtte. Det er den slags jeg tager med en gran salt fordi jeg ved at man altid får nej, til alt det der står om støtte. Men ok, så var der en der fik, så det eksistere faktisk som andet en ord på kommunens internetside.

For de fleste andre der den slags nærmest som en Enhjørning, en myte. 

Det at kunne fastholde (friviligt) folk på arbejdsmarkedet er en god ting, og støttede job er jo også en ting hvor noget af lønnen betales af staten. Og det er forskellige typer job på forskellige løntrin. Jeg drømte selv længe om en lignende mulighed, inden jeg måtte tage førtidspensionen. 

Handler det så om at det er en kvindelig influencer og iværksætter, der har iscenesat sig i medierne i en lidt lux udgave, og nu er folk forargede over at samfundet skal understøtte den livstil fordi hun har ADHD og efter stress, så hun igen kan arbejde? 

For mig er det måske mere det med "Enhjørninge støtten" der overrasker og hvem der så kunne få den. I betragtning af mine egne erfaringer og hvor langt jeg er ude i hampen. Og så det jeg ellers ved om emnet og manglen på støtte på området. Jeg ved også at da ingen er specielt indignerede omkring mine boligforhold, så er der en del der bor sådan og værre, og det er skutte en undskyldning, eller jeg overdriver mit hjem, det siger bare noget, det siger meget om forholdene for mennesker med Autisme, ADHD, psykisk sygdom og andre grupper. Der er trængsel og meget få kan få.

Og det er nok derfor at man kigger og tænker, men hvem får? Og er det bedre at støtte en der har noget i forvejen, så der kommer skattekroner i fremtiden, fremfor at klat hjælpe førtidspensionister og mennesker der er på vej til ikke at komme eller kunne forblive på arbejdsmarkedet. Og det er jo et andet spørgsmål, der har været vigtigt for mig, at hvis folk ville arbejde skulle man gøre hvad der var nødvendigt for at gøre det muligt. Hvilket kræver man ved hvordan og at det fungerer. Er der nogen der blev tabt der? Ja, det er ret sikkert. 

Når først man har førtidspensionen, er det ret svært at få ekstra støtte, eller ikke mulig. Det handler om alder og det handler om der stadig er uddannelse/jobmulighed. Med resten må det være som det er, der er en pension, færdig. 

Samtidigt med er der børnene med Autisme og ADHD, flere diagnosticerede børn og flere diagnosticerede voksne. Og der er i forvejen en børn og voksen kamp om ressourcerne. Faggrupper i forhold til børn eller voksne med ADHD og/eller Autisme? Der her manglet på voksenområdet. Og bosteder koster kassen for kommunerne, og der har været sager. Og skal vi satse på inklusion i skolerne eller ikke. 

Og jeg tror ingen tør tænke: Skal vi gøre det billigste, eller gøre det rigtige. Fordi man ser pengene flyve afsted, uanset. 

Jeg så gerne nogen voksne med ADHD og/eller Autisme deltage i debatten. Jeg så gerne at politikere blev holdt lidt fast på hvad planerne er for fremtiden. Hvad er realiteterne, også hvis vi bare lurepasser. 

Når krybben er tom, bides Hestene. Det er sandt. Og det kan blive toxisk. Men reelt er der også noget at blive vred over lige nu, noget der ikke er synligt for almenheden men puttet væk. Og en virkelighed mange med ADHD eller/og Autisme ikke kender hvis de er mere heldige. 

Der hvor afmagten er, er der ofte ikke en stemme der kan råbe højt nok. Det kunne også gøre en synlig på en ubehagelig måde. 

Det vi ikke ser, er der ikke, samfundet kværner videre, men vi er her stadig, og der er stadig rigtigt meget der kunne trænge til et eftersyn, så vi ikke er det samme sted om 20 år. 

Den diskrete udstødelse i rige samfund.

Man må ikke have huller i sit CV. Og det at "bare få et job" er ikke bare hvis man har en diagnose.
Man kan skjule man har dem, og håbe der ikke opstår problemer, at man får en periode, eller jobbet bliver for stresset. Man kan også være åbent om det, men ofte glemmer jobbet at tjekke ind, men tænker det går jo fint, men det kører lige på grænsen eller over, men hvad så, ryger jobbet, vil de blive sure, hvordan skal det forklares?

I sidste ende kan de have den effekt at det bare er for skræmmende at skulle igennem job processen igen. Ikke at der ikke kunne være arbejde der kunne fungerer, men det at forhandle arbejdsopgaver og kunne sige fra, kommer til at fylde for meget. Og det at måtte droppe et job kan føles som det ultimate nederlag, der kan tage tid at komme over. Koster deltagelsen i samfundet for meget, fordi samfundet ikke er gearet til det? Og vores moderne Danske samfund har det svært med mennesker der "normies", det er det der efterspørges og forventes. Historisk eller globalt er det ikke nødvendigvis tilfældet, men vi er blevet meget over regulerede de sidste 30 år. Og den forventning udstøder folk der faktisk kunne have hængt på tidligere. 

Jeg så noget om 1800 tallets Workhouses for samfundets udsatte, det havde vi også i Danmark. Man kan sige at uanset synet på den gruppe af mennesker, så var det muligt at se hvad der foregik på godt og ondt.
I dag sidder folk i hver sin lejlighed bag en lukket dør, hvordan skal man få et samlet billede af deres reelle vilkår? Og de faggrupper der evt. møde dem, vænner sig til at sådan er det, det er det enkelte individs problem, og det kan skygge for at mange ender i det samme, men det er svært at eksponere det journalistisk, politisk. 

Der burde være et helt andet fokus på det, men det ender i personsager, men handler om større grupper af mennesker, der ikke har et fundament for noget bedre. Og ofte ikke engang kan forstille sig et sådan fundament, hvad der kunne gøre en forskel, men de kan mærke stigmaet og de manglende muligheder. Men det bliver som enkeltperson, og alene er vi ikke så stærke, som hvis vi kan se det fælles, at det er det samme man roder rundt med, og det samme der fra holder en fra noget bedre. Og at det faktisk kunne være anderledes, og at det ikke er rimeligt, det er ikke bare som det er, der er barriere og det er mere vanetænkning i samfundet, end af gode grunde. Men de der har mulighederne ser ikke at andre kæmper, eller der er grund til at støtte dem der kæmper. Enten tror man at samfundet gør hvad det kan, eller at de her personer bare ikke meget noget. Det er ikke sandt. 

Mange tror at det Danske samfund er så velfungerende, at vi ikke behøver at tage et grundigt eftersyn med mellemrum. Der lappes hvis noget bliver eksponeret, men der er ikke et større overblik.
Der er ikke et hvad tænker vi som samfund, hvad er vores menneskesyn? Skal vi have et socialt sikkerhedsnet, og til hvem? Og hvor lav går barren? 

Ideologisk har vi lagt det hele over på den enkelte, lidt mere år for år i de sidste 30-40 år, skruen strammes. Måske de yngre generationer ikke vil klemmes i den skruetvinge, kravet om det perfekt uddannede menneske, med slebne kanter, og robusthed mod stress. At de tøver med at udsætte sig for de her ting, uden at stille spørgsmål. At de vælger en anden livstil, fordi det ikke er det værd at kører sig selv af sporet fra start. At dårlig stress, ikke bare er som det er, og normalt, så vi slet ikke ser det.
Og her er jeg så tilbage i, at vi normaliserer ting, vi ikke burde normaliserer. I stedet for skulle vi sam samfund se på andre muligheder, for det her har vi prøvet rigeligt af det i mange år, lad os forlade det.  

Danmark har ikke penge til alle dem med ADHD og Autisme, hvad gør man så? -Vi er her jo.

Der er ikke penge til særlig støtte til alle dem der bliver diagnosticeret med ADHD og Autisme. Diagnosticere man for mange børn, diagnosticere man for mange voksne, der i princippet har fungeret sådan ok? 

Har en overdiagnosticering devalueret diagnoserne, til at betyde mindre, blive taget mindre seriøst, både af fagpersoner, politikere og samfundet generelt?

Og hvad gør man så. når støtte er/bliver nødvendig? Venter til lokummet virkeligt brænder, eller bare ignorer. Så længe der ikke er pårørende til at råbe op, så går det jo nok. 

Vi kommer til at se frem til at tabe flere generationer, fordi vi har ignoreret strukturene i samfundet er ved at udfase mange mennesker, og vi kan ikke nå at ændre det hurtigt nok, til at undgå at mange unge kommer til at opleve det mange af de fx. sendiagnosticerede er gået igennem.
Vi er ikke klar som samfund til at få dem igennem skole, uddannelse, job, og kunne bibeholde jobbet vel at mærke. Og med mindre generationer kan man ikke bare ensidigt satse på de super robuste, og efterlade de andre, til ikke at kunne få et solidt fodfæste i samfundet. 

Men hvad så før i tiden? Før i tiden havde man andre forstillinger om medarbejdere, jo de var skrappe nok, anderledes på nogen punkter end i dag, men dagens arbejdsmarked har ikke plads til varianter af medarbejdere. Og mange jobtyper er forsvundet, og andre job har fået flere arbejdsområder.
For 80-50 år siden havde vi andre normer og sociale regler, end vi har i dag, men vi er ikke blevet mere frie, vi er bare inden for nogen normer på en anden måde.
Og der er et absolut krav til at opfylde de normer. Men vi er jo så individualistiske? Ja, det er vi så længe at vi er individualistiske på den samme måde. At vi selv ser os som unikke, men vi er tilpasset normerne. Og ikke mindst i stand til at tilpasse sig normerne, hvilket bare ikke er så ligetil med ADHD og/eller Autisme. Så det er jo her man som ADHD/Autist kan komme på overarbejde. Det er næsten som om fortidens mere kantede sociale regler var nemmere at forholde sig til, end de nye flydende uformelle, der så alligevel ikke er flydende og uformelle når det kommer til stykket.  

Måske den gamle form var nemmere at forstå intellektuelt, et regelsæt. Det er noget man med Autisme kan forholde sig til, man kan være uenig, men der er noget der er defineret klart, og det er godt for hjernen. Hvor i mod det der ikke kan fanges ind på formel er forvirrende, for hvad gælder? 

Det er som om det er de neurotypiske tænkemåder der har overtaget helt i det moderne samfund, at meget af det der kunne fungere som pejlemærker for adfærd og regler, har trådt i baggrunden, og kræver meget mere hjernekraft at regne ud når man "er på spektret". 

Men hvad så? Vi er her, vi er en del af samfundet, og nogen af os får brug for speciel støtte hvis vi skal leve et værdigt liv. Skal vi i stedet for at blive inkluderet skabe vores egne netværk, egne platforme og boliger, hvor vi kan bytte now how, praktisk hjælp? At vi kan hjælpe med det vi kan, og andre kan hjælpe med, det vi ikke kan. For vi har jo ressourcer, når vi bruger det vi kan, og ikke det vi ikke kan. 

Er det utopisk? Mange af os lever jo på kanten af hvad vi magter, og mange af os er ikke super sociale, eller ønsker at være det. Men jeg tror det kunne fungere for nogen, og måske også der hvor man ikke tror på det kunne fungerer. 

Så mange af nederlagene skyldes at omverdenen forventer at vi kan lidt af det hele, især hvis vi "tog os sammen og fokuserede nok på det". Fremfor at dyrke styrkerne, og finde løsninger for "det andet". 

Og da mennesker med Autisme og/eller ADHD er super forskellige på alle leder og kanter, så vil der kunne byttes styrker. Udgangspunktet kunne blive, jeg ved hvad jeg er godt til, -fremfor jeg ved hvad jeg ikke kan finde ud af. 

Det er sandt at det vil være de mere velfungerende der ville kunne mest, og at det realistisk ville fungere bedst i byer hvor flere kunne finde sammen. Men man kunne også forestille sig at der var andre der ville være interesserede i at deltage, og at det var en måde at vise og lære hvordan man kan arbejde med mennesker med ADHD og Autisme på en anden måde. At erfaringerne blev samlet, til at kunne bruges af andre.

For jeg bliver mere og mere klar over at den nerotypiske tilgang til os, virkeligt er en barierer for at støtte os, eller rettere sagt ikke skade os. At det fleste fornuftige pædagogiske tilgange, kommer til kort, og skader mere end det gavner. Bla. fordi det bygger på udvikling af evner, men at forsøget på at udvikle vores evner, kan koste dyrt på andre områder, og på uforudsete måder. Og det er dyrt at miste styrker og evner, fordi der er et krav om at skulle lære ting, og indgå i ting, der ikke passer til ens personlige spektrum. Igen vi er meget forskellige. 

Danmark har voksne erfarne mennsker med ADHD og Autisme, vi kan fortælle om det der fungere og det der ikke fungerer, også selvom vi er meget forskellige, er der meget fælles omkring rammerne og udfordringerne. 

Jeg tror ikke vi skal vente på politikerne, vi er allerede for sent på den, så vi kan lige så godt gå i gang med at se på ideer. Ellersender næste generationer også i det samme, det er ikke ADHD og Autisme, det er det der foregår udenom lige nu og her, der definere hvordan et liv kan være med de diagnoser. Det kan gøres anderledes, det kan gøres (meget) bedre og det er nødvendigt! 

De uafhængige menneske.

Jeg så dokumentaren "The Swedish Theory of Love" fra 2015 af Erik Gandini, om den politiske ide at alle i Sverige skulle blive mennesker der ikke var afhængige af andre. Med fokus på det økonomiske ville man frisætte kvinder fra at være afhængige af mænd, og ældre kunne komme på plejehjem så de ikke skulle bo og passes hos familien. Og at unge hurtigst muligt kunne flytte hjemmefra i egen bolig. At fælleskaber skulle være tilvalgte. Og ikke præget af gamle normer om familien og de krav det havde stillet til tidligere generationer af Svenskere. 

Mange af de tanker har også været i Danmark i løbet af 60-70erne. Måske ikke så ideologisk udtalte, men mere som praktisk for samfundet. Skulle kvinderne på arbejdsmarkedet, skulle der være daginstitutioner og de gamle skulle på plejehjem, for ingen var hjemme i løbet af dagen. 

Der kom et stærkt fokus på at den enkelte skal udleve sit potentiale uden at blive hæmmet af familie, eller lokalsamfundet. Vi skylder ikke rigtigt nogen noget mere, vi er selvstændige individder.

Samtidigt med den udvikling, kom der folk udefra i løbet af 60-80erne, indvandre og flygtninge der havde et helt andet syn på familie og fælleskab, i grunden et syn vi næsten selv havde haft bare 20-30 år før, men som nu virkede helt fremmet og undertrykkende. Og det var svært at forstå at deres børn ikke løsrev sig fra det liv, og ikke ville indgå på lige fod med resten af de unge. Man kunne slet ikke forstå det, at mange følte en forpligtelse til familien og kulturen. Med en moderne Dansk indstilling kunne kun se det negative, som social kontrol og det der var værre, men at der var andet i kulturen der skabte en mening, værdier og tryghed kunne man ikke forstå. Det var ting der ikke længere passede ind i samfunds modellen. Man kan så sige at den manglende forståelse, var med til at grave grøfter. Vi synes vi havde opnået noget stort, som alle skulle nyde godt af, friheden til at være et uafhængigt moderne menneske. 

Jeg er opvokset hos min Mormor og Morfar, og det gjorde at jeg også måtte indse at de var ældre end de andres forældre, og jeg havde et ansvar, jeg ikke bare kunne stikke af fra. Som teenager kan man heller ikke være lige så grov overfor ældre person, som en der er i deres bedste alder. Som yngre tænkte jeg meget over de nye normer, hvor opofrelse var helt forkert. Og at jegi andre tider ville være blevet set som en god datter, med gode værdier. Men i den tid jeg levede i, var der ingen respekt for det ansvar jeg tog. Eller at jeg reelt ikke havde et super frit valg. 

Man kan sige at dengang folk levede i forpligtende fælleskaber lå der jo en menneskelig/moralsk værdisætning i, at det man gjorde for andre, uden at få noget for det.
Og som mindre isolerede fra andre, var det jo synligt for samfundet. Der lå en forventning, men der var også noget meningsfyldt og det tilføjede til hvem man var i forhold til fælleskabet. Kvinder bidrog med meget usynligt ekstra arbejde, jeg tror de andre kvinder så det, men mændene har taget det for givet. 

Så jeg vil ikke idealisere det især kvinder lavede af gratis socialt praktisk arbejde for andre, for det har været barskt i mange tilfælde. Syge sengliggende gamle familiemedlemmer der krævede pleje måske i flere år. Udover alt det andet man som husmoder skulle klare. 

Men Norden fik frisat deres borgere i løbet af 1960-70erne. 

Vi bliver pine død nød til at være sociale på jobbet, de der små ting, der gøres at det fungere, og man beholder jobbet, der ikke bare er arbejdsopgaverne, og det napper energi. Man vil gerne have timeout for at holde tungen lige i munden, når man har fri. Man vil hjem og lukke døren. 

Men selvstændigheden gør også at vi har glemt hvordan vi agere med fx. naboer når man bor i en by. Men det med til at gøre os til isolerede enheder. Vi aner ikke hvem vi bor i hus med, om de er døde eller levende. Vi lære ikke børn at huske at hilse på naboen. Så en ejendom er ikke længere et netværk. Jeg mener der kan ske ting for alle, hvor vi kan have brug for hjælp af naboen. Det vil sige, nogen steder er det, man kan være uheldig.

I Norden er vi mange der bor alene, det er næsten halvdelen af befolkningen, for nogen er det et valg, for andre fordi de ikke er lykkedes at finde en at leve med, og nogen har en kæreste, men bor hvert sit sted så man ikke går hinanden på nerverne i et ellers godt forhold. Vi kan få børn uden en partner. Vi kan ignorere vores forældre, uden at andre tænker noget videre om det. Vi ved godt nogen familierelationer bare er for vanskeligt til at insistere på i længden. Og mange unge har slet ikke travlt med selv at få børn, men vil hellere noget andet. 

Vi er ikke bare ikke særligt forpligtede overfor hinanden. Og familien som ide er guld standarten, men ofte bare forældre og børn, ikke den større familie.  Men mange unge har slet ikke travlt med selv at få børn, men vil hellere noget andet. At få børn er vel noget af det mest forpligtende, og ikke mindst i et land og en tid hvor børn er noget man har valgt og ikke bare får. Og det perfekte forældreskab er så komplekst og performativt, at man kan blive træt bare ved tanken. Så hvis vi virkeligt hylder uafhængigheden, så er børn heller ikke sagen. 

Der er stadig familier der ikke totalt har ændret værdier, og stadig holder sammen på flokken. Og der er dem der vælge bofælleskaber, fordi de ikke vil leve som en isoleret ø. Det sidste er så ofte et luksus valg, der ikke helt kan lade sig gøre med en lavere indkomst, uden det bliver lidt usikkert. Man experimenterer ikke med sin bolig form, hvis man har svært ved at komme ind på boligmarkedet igen efterfølgende.

Det kan godt være vi lære børn gode værdier om fælleskab og mangfoldighed, men er det kun i ord og ikke i handling de ser, så duer det ikke. Hvis forældrene lever efter "os og de andre" i hverdagen, så gør pæne ord det ikke. Vi kan ikke vælge vores næste. Og det er pointen. 

Når kun penge, og lysten gælder, så mangler der noget i forhold til at være et menneske, blandt mennesker. Hvis vi forudsætter perfekt match for kolleger, naboer, så der ikke er noget der besværligt eller udfordrende. Mennesker er kun dem der ligner dig selv i interesser, indkomst, job, værdier. Resten er nogen andre. At kontakter og relationer skal kunne bruges til noget der gavner os selv. Og jeg tror mange ville sige at det er det godt og naturligt. Det er det jo også, indtil man selv ikke er til gavn, at ingen ser en værdi at kende en, gøre noget for en. 
Men vi har nærmest tilskyndet og forherliget en narcissistisk adfærd, hvor alle andre fungere som objekter.  

Hvis nettet skaber ekko kamre, så gør dagligdagen det også i Danmark. De gamle klasseskel er væk, men der er opstået andre. 

Men hvad hvis man nu blev overasket, at der gemte sig noget bag facaden, der faktisk var inspirerende? At det øjeblikkelige match, kan være den nemme facade men uden meget indhold i forhold til kunne tilføje noget. Vi snakker om selvudvikling, men personlig udvikling sker jo også gennem mødet med andre, og ikke mindst det vi ikke har lagt mærke til før. 

Har vi glemt at være nysgerrige på hinanden på den gode måde. Eller har job arbejdsetikken taget det overskud, og så er der bare Netflix og benene op. 

Selv lever jeg efter carpe diem, når jeg er ude. Jeg kommunikere med mennesker jeg nok ikke vil se igen, men jeg tror på møder mellem mennesker. Det skal ikke være så svært, det er ikke en tandudtrækning selvom man får det indtryk af nogen Danskere. 

Vi er i følge statistiske undersøgelser stadig en af de mest lykkelige nationer. Men vi er måske også ved at blive den mest ensomme, og ensom kan man godt være i en familie. Ensomhed er ikke at føle sig set, som den maner, ikke kunne dele sine tanker uden frygt. Ensomhed er at man ikke følers sig god nok til at indgå fælleskabet. Det er en følelse der gror og gror, til en Tornerose hæk om en, men der kommer ikke en Prins eller en Prinsesse og vækker en. Måske man også ville sige nej tak. 

Der var gårdfest i August de hvor jeg bor. En  "Familiefest" stod der bla. øverst.  Der var trylleshow for Børnene, og legetøjsloppemarked, og fælles spisning og så til sidst levende musik. 
En af dem der havde deltaget i forberedelserne havde efterfølgende spurgt nogen naboer hvorfor de ikke havde været med til noget af det, og de svarede at der jo stod "Familiefest" så de mente ikke at det betød at de var inkluderede, det var nok bare for børnefamilierne i gården.

"Jamen de kunne da læse alt det andet der foregik på plakaten?" var der en der sagde, da hun hørte det. Sandt, men vi læser jo ting ud fra hvor vi selv er, og når der står "Familiefest" øverst med stort, når man ikke til bunden af plakaten. Men det var godt nogen spurgte til det, ellers ville ingen have spekuleret over det, at nogen kunne opfatte det sådan. Har det en betydning at nogen få ikke føler sig inkluderede i fælleskabet, ska man tage det med i overvejelserne til næste års gårdfest? Flere typer indhold, eller samvær i mere stille zoner til nogen?

Mangfoldighed bliver brugt som et plusord, ofte uden at det bliver helt konkretiseret, eller om man faktisk vil lægge et solidt arbejde i det. Det er et populært ord i det Almennyttigeboligselskab hvor jeg bor. De har også afholdt noget brainsstorm om det og "det gik godt". Men hvis det reelt skal implementeres hos medarbejderne, i forhold til beboerne, og beboerne imellem? Svare det til green washing? Men om ikke andet det øjeblik organisationer og virksomheder pynter sig med ord, kan man spørge ind til det, man kan prøve at få dem til at konkretisere deres holdninger og mål, og om der gør noget for det.

Diversitet har også været et ord, men mangfoldighed har nok overtaget. Måske det er fordi diversitet nu forstås som etnisk diversitet fx. Hvor mangfoldighed også skal inkludere andre grupper, det kunne være boliger til hjemløse. Det kan være omkring handicap, det kunne være psykisksygdom, og ja, en som jeg Autisme og ADHD.  Listen kan fortsættes. Men måske der skulle de også være mere klare, hvem taler vi om?
Og hvis ingen tager ansvar, og de andre beboere ikke gider det diverse, men har en egen mental ligusterhæk, hvad er det så andet end et ord der skal se pænt ud på papiret. "Vi arbejder på/for diversitet". 

Når det handler om at bo, ville det optimale være at vi alle havde mulighed for den boform vi havde lyst til. Så vi ikke bliver bundtet sammen med nogen der ikke vil det fælles, hvis det er det vi søger og omvendt. Men igen det er pengepungen og at der er for få ok billige lejligheder der hvor folk vil bo. Og andre steder er der så dårlig offentlig transport at man skal have råd til bil og kunne kører en bil. Jeg tror mange ville overveje at bo anderledes hvis det var mere tilgængeligt, og man kunne komme rundt uden en bil. 

Omkring det uafhængige menneske er vi en nation af mennesker på vej til arbejde i hver sin bil. Det er bedst at sidde alene og man ar kun sig selv at skulle indpasse sig efter. Det er et sindbillede på 2024. 

At styrke fælleskabet handler ikke om det kan betale sig, det handler om hvad vi giver videre til de næste generationer, der er ikke kun klima og ulige ressourser der truer, eller sagt på en anden måde at selvom vi gør noget for miljøet, men vi taber generationer til ensomhed og følelsen af utilstrækkelighed der ikke gør dem værdige til fælleskabet, så glemte vi noget vigtigt, for fælleskabet får os igennem de sære tider og de gode tider, og grønne enge gør ikke vores liv rigere hvis vi sidder alene hjemme dag efter dag. Det er ikke et enten eller, men der er ikke et solidt samfund hvis vi som mennesker tør hinanden. 

Hvorfor er det ok at hade på førtidspensionister?

 Det er faktisk svært af blive førtidspensionist i dag, det har det være i mange år. Der var lige en overgang hvor det var nemmere, at placere folk der. Men ja det er meget længe siden, men måske fordommen hænger ved.

Jeg har kendt mange der burde have fået en førtidspension for længe siden, men blev kørt rundt i arbejdsprøvninger og alt mulig forhaling i årevis, med hvad det indebære fysisk og psykisk.

 
Flere unge får i dag en førtidspension, jeg tror det er et modtræk til man en overgang slet ikke ville give det til de unge og krævede at de skulle ud i kurser og flexjobs/skånejobs. Erfaringerne må have været at det gjorde nogen endnu dårligere, og det kostede penge at prøve at fastholde at der skulle arbejdes.
Det er et af de der eksempler på at folk skal passe de i kasser der politisk bliver opfundet, at man på et tidspunkt parkerede folk på en førtidspension for at få dem ud af arbejdsløshedsstatistikkerne, for derefter at gøre det helt umuligt for folk at få en, nærmest uanset hvad. 
Det jer har oplevet i mit liv er at de mest udsatte i samfundet, har været underlagt politiske holdninger, der intet havde at gøre med, hvad der var det rigtige at gøre, men det befolkningen ville hører, eller bare ren kold dogmatik. Og her er der mennesker der kommer i klemme, folk lider under det, og dør af det før tid. Men vi er blevet kyniske, ikke alle liv, er lige meget værd. 

I dag kan vi godt regne med at mennesker der får en førtidspension er blevet efterset i alle ender og kanter, og i længere tid inden de har fået den tilkendt været igennem mange afklarende forløb. Så hvorfor et det stadig sådan et stigma, og hvorfor tror nogen stadig det er noget man kan få, bare fordi man beder om det? 

Der er stadig det med usynlige handicap og sygdomme, men de fleste burde i dag kunne forstå at kroniske lidelser og handicap ikke altid er synlige? Og hvorfor mener man at man kan sige det lige op i ansigtet til mennesker med en førtidspension, at det er af bekvemmelighed og dovenskab?

Nogen har den indstilling at folk på en førtidspension skal kunne ingenting, og bare det de kan ser nogen lunde velfungerende ud i en halv time, gør at der er noget lusk. Man kan undre på hvordan de ville forholde sig til selv at være i en situation med ikke at kunne, ville de dømme sig selv anderledes, eller vende de grimme tanker mod sig selv?

Måske rigtigt meget af det at italesætte andres førtidspension, er at man tror at det er noget man har et reelt bud på, det er jo bare et andet menneske og jeg ser hvad jeg ser, og det jeg ser, er ikke en der ser syg nok. At man ikke er uddannet læge eller psykiater spiller ingen rolle. Er det socialt uacceptabel adfærd? Absolut. Men desværre vil mange med en førstidspension begynde at opremse hvorfor de har fået den, og det efterlader den anden med en magt, og en selv med mindre selvom man talte godt for sig. Andre har faktisk ikke et krav på at man skal godtgøre hvorfor, for at selv være acceptabel og venlig. Måske "Jeg er udredt/diagnosticeret og jeg er blevet tilkendt, så alt er efter bogen". 

Man kunne spørge dem der udtaler sig grimt om førtidspensionister, om når de nu synes det koster og personen sikkert godt kunne arbejde, om de ville være villige til at bistå denne person, for at minimere udgiften til samfundet. Jeg er ret sikker på det ville give en ret voldsom tilbagetrækning, især hvis der kom eksempler på hvilken hjælp og støtte. 

Der har i mange år kørt mottoet i Danmark at "Man kan hvad man vil", og kan man ikke det, er det fordi man er uden rygrad og ambitioner. Man er ikke nyttig for samfundet, man er bare fyld, og i værste fald koster man penge ud af fælleskassen. Man glemmer så at en lille del af fælleskassen er det sikkerhedsnet der skulle afbøde, de frie fald for landets borgere, hvis noget går rigtigt galt. 

Så man gør sig til selv overdommer over hvem der er de værdigt trængene, med meget lidt indsigt og information. Men man føler man har ret, man har betalt skat, og også når man ikke har betalt skat. Igen, hvis jeg skal vinde, må andre tabe, de er ikke så stærke som jeg. 

Der er måske også dem der tænker at de også godt kunne tænke at komme på pension og holde op med at arbejde, men ikke har muligheden. Så det at møde en der render rundt på en pension prikker til den følelse. Og det falder ikke personen ind at der er en pris for den pension, at man har en meget kraftig arbejdsnedsættelse og/eller slet ikke kan arbejde.

Måske folk på en førtidspension ikke må smile, have en sjov farvet bluse på, have interesser, have en mening, ønsket at deltage i samfundet? At de bare skal være forkuede grå og sammenkrøbne som en flok forkrøblede tiggere på et middelalder kalkmaleri for at være på førtidspension -Er det stadig er billedet på handicap og kronisk sygdom...i 2024?

Psykisk sygdom er jo et kapitel for sig selv af usynlige førtidspensions givende diagnoser. Og så er der Autisme og ADHD. Nogen af os har prøvet at komme ind på arbejdsmarkedet, og i flere omgange. For nogen har det lykkedes at få og bibeholde et job. Men andre har måtte opgive. Det var ikke det vi ønskede, et liv udenfor arbejdsmarkedet, men førtidspensionen var den sidste løsning.

Jeg mindes alle de projekter man har været hældt ud i og arbejdsprøvning. Og det var barsk, man var jagtet vildt, og det var ikke godt for psyken. De arbejdsløse skulle javes rundt til de blev stressede nok til de tog et job "frivilligt". At der så var en gruppe af mennesker der ikke var raske, der blev kørt igennem den kødhakker, var bare sådan det var. Vi var alle under mistanke for at være nogen dovne snydere, og det blev sagt i alle medier dag efter dag. 

Det passede så dårligt med mine erfaringer med dem jeg mødte på de der helvedes kurser, det var rigtige mennesker, med rigtige udfordringer i livet. Men dem kendte politikerne jo ikke. De var de andre, den slags der ikke vil arbejde. 

Jeg har altid undret mig over den "ikke vil arbejde", de fleste jeg har mødt ville gerne arbejde, selvfølgeligt i forhold til evner og kunnen. Og hvis man ikke vil arbejde er det vel også et udtryk for at man ikke synes man er en del af fælleskabet, at man er udstødt på en eller anden måde. Der ligger noget inden "Vil ikke arbejde". For det ligger nu til os mennesker at gøre noget, hvis vi overhovedet kan.

Når politikkeren eller meningsdanneren siger "Nogen vil ikke arbejde" er det for at skabe en stemning, de arbejder med nogen selvopfundne personer der bliver sat i spil, for at kunne fremme en sag. Og den sag er ikke for at sikre almindelige Dansker goder, som de ikke ville få, hvis de der andre får,  De penge skal blive helt oppe i systemet, oppe bland nulsums storspillernene. Det er bare lokke mad, og frygt, og "os og de andre".
Jeg tror folk der stemmer sådan, håber at hvis man stemmer der, kommer man selv opad.
Men hvis det ulykken sker ender man i bunken med "os andre" stakler.  Det er kun de meget rige der altid har lidt ekstra gemt af vejen hvis der skulle opstå noget.
Og ja, jeg ar mødt dem under kommunens helveds kurser, de der fik en overraskelse over virkeligheden når bunden falder ud, og man ellers har levet et helt andet liv, og troet fuld og helt på man kan hvad man vil og det vil ikke ske for mig. Heldigvis er "vi andre" ret søde og forstående, vi har jo prøvet så meget.

Nogen får en førtidspension og arbejder lidt ved siden af, for ekstra penge, nogen gør frivilligt arbejde. For nogen er det ikke en praktisk mulighed. Men livet er også meget andet end arbejde, selvom det er så centralt i vores Danske kultur, den sidst rest af moral, der absolut skal overholdes, for at være med i klanen.
For der er en meget stærk moralisering i det, individualisereingen har opløst mange gamle moralske forestillinger om hvad man må og skal som menneske og fællesskabet. Men når det kommer til det, ikke at arbejde, så er det det samme som i de gode gamle dage, og åbenbart er synet på de ikke arbejdsdygtige heller ikke rigtigt flyttet sig for nogen, man skal godkendes af dem personligt, og vi skal se syge og triste ud for at blive godkendt. Og det er her vi skal sige nej tak! 

For der skal være livskvalitet i et liv med en førtidspension. Vi skal være et samfund der kan unde folk at leve så godt og rigt liv som muligt med en kronisk sygdom/handicap, uden at få smålige komentarer. 

Har du værdi?

Jeg tror på at alle mennesker har en værdi, eller at vi slet ikke skal bruge ordet værdi i den forbindelse, det burde være helt underforstået.

Mange artikler om Autistiske mennesker, handler om at godtgøre vores værdi som mennesker, man siger vi er noget særligt, har specielle evner. Meget er det set i forhold til tilpasning til , skole, uddannelse, job, om vi nu er gode nok på samfundsnormens præmisser, om vi bliver gode nok, specielt dem af os der virker "normale" på overfladen, der jo bør kunne bidrage med noget.
De der ikke virker "normale" kan komme i kategorien for inspirererende atypiske mennesker, og skal helst indgå i noget feel good, der gør de normale håbefulde og giver troen på  at mennesker der er "normale" godt kan rumme det afvigende....men hvad så med alle os andre, der ikke lige virker så umiddelbart inspirerende og positive, eller passende afvigende?

Jeg har svært ved at udtrykke hvor træt jeg er af de normer for det rigtige liv og hvad man bare skal kunne, den altid nærværende målestok for mit liv som jeg møder hver dag. Det er svært at gøre sig fri af noget, der i den grad gennemsyrer samfundet, selvom det ikke er hele samfundet der nødvendigvis har de holdninger.

I tiden er der en stærk tendens til, at skal man gøre noget for nogen af de udsatte grupper, så skal der være en samfundsmæssig gulerod der lokker forude, for at godtgøre man gør noget for disse "special grupper", det er underforstået at det ikke er nok at gøre noget, der er godt for "den slags" mennesker, bare fordi det ville være godt for dem, et bedre liv, der skal også være et helt precist afkast/formål til hele samfundet....det er ikke nok at kunne sige, det er rart at vide at vi kan støtte i den slags situationer.
For der er altid en forkromet plan for hvad der er forventet af dem der får hjælp, som om mennesker er så forudsigelige og det er ønskeligt at de er det.
Det er en maskinel holdning til hvad det er at være menneske, hvis politikerne beslutter sådan er det, så skal borgeren gøre sådan, der er ikke taget højde for helt uforudsete ting kan opstå, også det gode uforudsete, noget helt andet, noget nyt. Alt skal forblive indenfor rammen, måske lidt bedre, men stadig indenfor rammen.

Jeg har meget stærkt følelsen at jeg er blevet en social konstruktion, flyttet fra det der var min oprindelige form. Summen af det liv jeg har levet, under normer og vilkår der har begrænset mig og givet mig nogen forkerte idealer og redskaber, der har været et langt selvskadende projekt, hvor arene sidder inden i.
Jeg har troet at bare jeg arbejdede hårdt nok på det kunne jeg ændre mig selv, så jeg passede bedre ind, lykkedes det vel til sidst. Og at smerten var et nødvendigt onde, og jeg vel fortjente den, når jeg nu ikke kunne noget på samfundets præmisser. Eller det samfund jeg mødte på min vej.

Og det med at være et menneske med værdi -Er det godt nok jeg selv bliver tilfreds, eller er det vigtigere andre bliver det?
Og hvilken historie er det du vil have af mig? Den historie du kan forstå, den der får dig til at føle dig godt tilpas og håbefuld.....Jeg kan også tage alt håb fra dig, for jeg er vant til at vende og dreje på alt, min verden er et kaleidoskop, jeg kan se ting fra mange sider, det kan blive meget komplekst, men hvem kan så følge med?.

Det gode liv jeg drømmer om og arbejder på at få engang, skal være min udgave af et bedre liv, men det kræver at udover det at bearbejde det helt praktiske om takling af hverdagen, så handler det også om at få skrællet lagene af, af at prøve at fremstå normal, mest i forhold til, at jeg selv at forstå maskeringen når den sker, at jeg er bevidst om hvad jeg har måtte gøre og sige for at skærme mig socialt. Jeg kan måske fortsætte med stadig at gøre og sige de ting (fordi det kan være nødvendigt i en neurotypiske verden), men selve bevidstheden om hvorfor og at det er det jeg gør, er et fremskridt, jeg bliver ikke en på Autisme spektret i balance, hvis jeg fortsat agere som en der føler sig tvunget til altid at skulle spille "ikke Autist".

Det meste af livet har jeg forsøgt at please andre, nu er jeg vist begyndt at stikke til folk. Sjovt nok fordi jeg er blevet bedre til at holde fast i mine egne holdninger og følelser.....var det bedre da jeg var nemmere og sødere?

Tænk at ikke blive sammenlignet og værdisat efter tidens modetendenser for alt hvad man skal kunne for at få andres accept, for den tvinger jo en selv ud i de tankemønstre, "Er jeg god nok, har jeg nogen værdi?".
Nogen kan lide at konkurrerer med andre, men kan man få lov til at blive fri, uden at det også bliver en livslang kamp om at blive fri?  Og en kamp der næsten ikke kan vindes, fordi entydige normalitets normer og rangdeling af menneskers værdi, stadig har så meget plads i vores samfund, uden det for alvor blive diskuteret.

Det er bare noget du siger du ikke kan...

Forestil dig at man tog en vilkårlig kørestolsbruger man mødte på sin vej, og hældte vedkommende ud af kørestolen og sagde, "Jeg tror altså godt du kan gå selv".

Eller at blinde og døve fik at vide de burde blive lidt mindre blinde og døve, og det bare var at tage den beslutning og så ellers se sig ordentligt for eller hører ordentligt efter.

De fleste kunne se urimeligheden og overgrebet i den type handlinger og udtalelser, kommer det til usynlige handicap er der mere normen, end undtagelsen at man møde de holdninger.

"Kan du ikke bare lade det gå over af sig selv?", "Jeg tror godt du kunne alligevel", og "Hvis du nu lod være at tænke så meget på det?"....

Jeg lever med det her, det er mit grundlæggende vilkår, jeg kan tage stigmatseringen på mig, jeg kan kæmpe mod den osv. Men i sidste ende hænger jeg på vilkårene. Andre kan have en mening om mig... om "os", og uanset hvor tåbelige de er, kan man ikke gøre dem ansvarlige for deres tåbeligheder, på samme måde som de gør mig/andre ansvarlige og naturlige modtagere af deres fordomme og antagelser.
Det kan føles uretfærdigt det er sådan, men den med flest "normalitets" privilegier vinder, hvergang!

Jeg er ikke en levende prøveklud for andres teorier om en som mig, når du såre mig gør det ondt, og som et menneske der er på Autisme spektret gør det endnu mere ondt, men jeg er jo på den ande side vandt til smerten....den smerte der ikke et et symptom på at være på Autisme spektret, men noget man (som regel) får foræret af omverdenen når man er på spektret.

Trykker du hårdt for at få en reaktion, for at få en forklaring på hvorfor jeg er som jeg nu er, så er det ofte sådan at den Autistiske forklaring ikke kan formidles, den er inden i, lukket inde, og selvom den kan forklares, bør det kun være når det er det den Autistiske selv ønsker og er parat til at forklare, ikke fordi man bliver presset til det.

Om jeg er normal eller ikke er normal er hele tiden op til nogen andre, at være de selvudnævnte ekspert på. Det er bare meget ufedt, uanset hvad folk lige kommer frem til, er jeg ikke ret smigret.

I nogen situationer ser jeg ikke de neurotypiske "ikke Autisterne" klart, på andre punkter ser jeg dem meget klart, for de har såret mig på så mange 1000 måder og vist mig jeg ikke høre til, at jeg altid før eller siden kommer til kort, uanset hvor fint jeg bære min "ikke Autistiske" maske, gør mig umage, gør opgaverne, tager mig sammen, prøver at ignorere smerten, ja den fysiske psykosomatiske smerte, og de reelle spændings smerter.......og prøver at holde det små psykotiske tanker væk, når det trænger sig på via den stress og overstimulation jeg oplever. Samtidigt prøver at leve med den manglende forståelse, at de ting jeg siger bliver talt ned så det passer til "ikke Autistisk" tilgang til virkeligheden....og så de gode råd der ikke duer.....Og "du tænker for meget".

Muren mellem mig og det andre bare gør helt naturligt, er meget høj og solid, du kan sige den ikke er der, for den er der jo ikke for dig, det er et one way mirror, fra den ene side er det et klart vindu, fra den anden side et spejl hvor man ser sig selv, men ikke kan se menneskene på den anden side. Med og uden Autisme står vi på skift udenfor det vindu og kan ikke se ind i den andens verden og realiteter.

Og derfor skal man være mere ydmyg når man nærmer sig det "uperfekte", om det er det synlige handicap, eller der er tale om et usynligt handicap, men hvor det usynlige handicap åbenbart mindre forpligtet til at tage det tages alvorligt, men i stedet frister nogen til at prøve at lege rådgiver/psykolog og enda af den provokative slags, stik en syl i det ømme punkt og se hvad der sker? Men bliver du/nogen egentlig klogere, sker der andet end at et andet menneske bliver påført stigma og føler afmagt endnu engang, græder, bliver vred, ydmyget, må skjule?

Det kan ikke forlanges at jeg/vi altid skal kunne sætte os udover andres uvidenhed, at vi skal være nået til et punkt af ophøjet selverkendelse hvor verdens små ondskabsfuldheder ikke længere kan ramme os. Der er dage det går, andre dage det ikke går sådan. At leve med et skjult handicap gør ikke til en Helgen skikkelse der skal tage imod alt med oprejst pande. Omverden siger vi ikke må gøres os til ofre, men hvem er det der uddeler den rolle, uanset om vi tager tingene pænt eller er vrede?

Jeg er ikke en af dem på Autisme spektret der har kunne magte en uddannelse eller et job, det er der andre der kan der kan. Jeg tænker meget på hvad der gjorde forskellen, da vi vel i omgivelsernes øjne umiddelbart virker lige Autistiske, eller uautistiske. Jeg tror ikke jeg finder forklaringen, jeg kan gætte på nogen faktorer og så ellers ærgrer mig for resten, jeg ville også meget gerne have haft uddannelse og job, manglen på samme har givet mig mange kampe og sorger, uden at det ændrede på noget, andet end at gøre mig ked af det og give et lavt selvværd.
Så det er ikke bare noget jeg siger, jeg har prøvet og udfordret mine personlige begrænsninger også mere end det var godt for mig. I fremtiden må jeg finde en bedre balance, uden altid at hænge ude på kanten af min ydeevne, eller sidde fast i depression, og det kan jeg kun ved at erkende hvem jeg er som menneske og stå fast på det i forhold til omverdenen.

Diskrimination af handicappede, det er vel bare sådan det er?

Der er kun diskrimination af handicappede i Danmark på arbejdspladsen i følge lovgivningen....men hvad så med alle de andre situationer?. For der er diskrimination i alle former, fra det helt praktiske som fysiske adgangsforhold, til det sociale.

Og hvad med de usynlige handicap og dermed bla. også Autisme?

Strukturel diskrimination ses umiddelbart mest i forhold til etnicitet, selvom den strukturelle diskrimination gælder for mange andre grupper i samfundet. Noget rammer folk på de samme områder og af samme grund som når det handler om etnicitet. fordi det dybest set er økonomisk/sociale problemer, andre grupper har andre problematikker i forhold til at få lidt mere lige vilkår, i forhold til skole/uddannelse, jobs og deltagelse i samfundet.

Når man ikke som samfund ikke vægter at prøve på at definerer, hvad der giver forskellige grupper dårlige vilkår og det blive udbredt som rimeligt almen viden, er diskriminationen reelt gjort usynlig, selv for dem der bliver/er ramt af diskriminationen/forhindringer. En manglende rampe til en kørestol er let at få øje på, men der er andre mangler/forhindringer, der virker usynlige, dr er svære at sætte ord på, selv for dem der oplever dem, jo man fornemmer der er barriere, men hvor, og er det bare mig der er forkert? Og normen er jo fortolket af dem der passer ind, så de er de sidste til at se der skulle være noget der kunne gøres anderledes og mere inkluderende, for andre grupper af mennesker.

Problemer bliver talt ned, eller direkt afvist, der smøles, i værste fald påføres der skyld og skam.
Og ofte er man helt vænnet til fra barn at man ikke er vigtig og at ens behov ikke bliver mødt, og det er jo fordi man er forkert og sikkert også ikke dygtig og klog nok til at finde løsninger.....Og man skal jo ikke forlange for meget an andre. For folk der er anderledes må leve med at samfundet ikke lige kan tilpasses lige til deres/dit behov, der er jo logik ikke? .......Jooooooooo det er det vel.....? Ja, man bliver meget vandt til at blive talt ned til når man er usynligt handicappet.

De grupper det har lykkedes for at definere problemstillingerne er dem der har kunne stå sammen og gøre sig synlige, men det kræver at man er stor nok som gruppe.

Vi har ikke tid og/eller penge er altid en gyldig forklaring, som samfund, som enkeltpersoner, vi skubber problematikkerne foran os, der er ofrene, men det går nok, for se på alle dem der godt kan finde ud af det helt af sig selv?

Jeg har tidligere skrevet at jeg ikke tror det bliver mere dyrt for samfundet at give mere plads til dem der ikke er så meget plads til nu, jeg kan ikke love det direkte bliver billigere, men om ikke andet kunne det bidrage til samfundets diversitet på måder der kunne være til gavn for samfundet som helhed.

Hvem er det lige samfundet er?

Samfundet er en fornemmelse, føler du dig tryg, føler du at du er med, føler du dig som en del af det og har en indflydelse?

Føles det som du lever i et hierarkisk pyramide samfund,  eller føler du at samfundet består at mange forskellige organisk forbundne enklaver, føler du at du står i udkanten af samfundet, eller er du lige midt i det?

Synes du, du deler de gængse værdier, eller synes du samfundet sværdier føles helt forkerte? Eller er det sådan at det, er op til hvem man kender og møde i hverdagen hvordan samfundet ser ud til at fungere. ....Eller er samfundet mere noget du har fra medierne, end dine gene oplevelser i hverdagen?

Når du skælder ud på samfundet er samfundet også dig, selvom det måske ikke lige føles sådan.

Kan du spejle dig i samfundet, kan du genkende dig selv som type i reklamerne, det er dig de vil have, og du kunne købe den ting, eller den ydelse.
Eller vil du ikke have noget af det  de prøver at prakke dig på og de afspejler ikke din livstil, og du er ikke interessant i deres verden, du er ikke rigtig en af typerne/grupperne reklame folkene arbejder med.

Du er måske heller ikke som dem i de danske film og tv serier, du hører ikke til den del af middelklassen de beskriver, fordi de beskriver sig selv, deres venner og familie, de sidder med manuskripterne.
Når det går lidt udover deres erfaringer bliver det lidt karikeret, "de andre". Men måske du ikke engang er en af de typer der figurere som "de andre"?

Der snakkes om at facebook sørger for, du mest ser de holdninger du selv deler, så du på den måde mest bekræftes i dine egne holdninger.
Måske du allerede har luret segmenterne, dem der deler konkurrencer og  lækre forbrugsgoder de gerne ville have eller har købt. Der er dem der deler deres bekymringer om verden, links om sundhed, og dem der deler blomster og deres hjem, og måltidsbilleder og feriebilleder. Bekymring eller hedonisme, retro eller fremtid.

Og så er der dem der er ret vrede og de melder jo klart ud...og alligevel ikke der er lag der ikke altid ses, hvis man ikke kender personen godt nok, de der små mellemregninger. Har man ikke mellmregningerne kan det være man lukker helt eller delvis af for dem på FB...For meget pral, præk, klynk, spam....Og en dag trykkes der følg ikke.

Danskerne er stadig lykkelige siger statestikken, jeg har svært ved at se det, men måske jeg er det forkerte sted i samfundet. Og det er jo ikke fordi jeg ikke har øjnene på stilke og ørene slået ud når jeg færdes. De nævner at vi er et samfund med tillid, men er det ikke ved at blive et mistillids samfund?
 Men det gælder måske ikke for dem med det sikre job, og dem der aldrig er blevet ramt af krisen, andet end de skulle bruge lidt mindre, ikke fordi de ikke havde, bare for en sikkerheds skyld.
Og der er en forskel på valg og nødvendighed, og nogen i Danmark kan vælge, andre ikke, og dem der kan vælge kan ikke se hvorfor de andre ikke kan, og så er vi tilbage til det med tillid og mistillid.

Måske jeg har for meget fornemmelse for hvad der foregår i tiden, at jeg kan se lidt frem, se lidt bagom. Det er jo en spændende evne, men også svær, og jeg kan ikke ignorere de informationer jeg får.

Jeg må trøste mig med at verden og lille Danmark ikke er entydig, at der er mange strømninger i tiden også positive. Jeg kan håbe på at det mindst dårlige sejre, og jeg en dag vil se mig selv som omgivet af samfundet og ikke ude ved kanten.

Følelser der modsvare det man har på spil

Jeg har ofte oplevet at nogen synes der var noget jeg reagerede for stærkt på, men for stærkt i forhold til hvad, i forhold til andre, og giver det nogen mening korrigere i forhold til hvad jeg bør føle?

Hvis noget bare betyder mere for nogen? For det gør det jo, vi prioritere ikke ens, vi er heller ikke alle lige ambitiøse, eller ambitiøse på de samme områder.

Så kan og skal vi udefra gradbøje om andres følelser er for store eller små?

Fordi følelser kan blive et problem for omgivelserne, for store, for farlige, udadrettede? Det er vel forståeligt nok at nogen synes det er for meget, men vi behøver ikke komme ud i drama eller ballade før at man får at vide man føler for meget og burde slappe af.

Og kan og skal man kontrolere det man brænder for, så længe det man gør ikke går ud over andre på en uacceptabel måde? Og kan man leve et liv hvor man aldrig kommer på kant med noget, eller nogen forhold til sit liv?

Det skulle ellers være godt at være autentisk med hensyn til sine følelser, jo mere vi skjuler og fordrejer, kan det ende som psykiske problemer, eller en indirekte adfærd, hvor man gennem andre tillærte reaktioner forsøger at få luft for sine følelser. Følelser man måske ikke længere selv kan identificere, fordi de er blevet gemt helt væk, og afløst af en maske og taklings metoder der ikke er optimale, fordi de dækker over den oprindelige følelse, så den hverken opleves "ren" af en selv eller andre.
Jeg har arbejdet på at føle rent, da det andet ender i en borderline lignende tilstand, på den anden side udløser det nye og andre reaktioner, og i grunden er jeg ikke sikker på at omgivelserne ser den ene type reaktioner som bedre end de tidligere, der må man selv hold på at den rene vare er bedre end borderline reaktionerne.

Jeg synes jeg gennem mit liv har måtte høre på at de ting jeg følt var forkerte, det har forvirret mig og gjort at jeg har været i tvivl om jeg skulle tage mine egne følelser alvorligt. Man kan sige det kan være en del af en Autisme, men det kan også være omgivelsernes afvisning af ens følelser. På den måde bliver man jo ikke meget klogere på sine følelser, de er kun tabu, og ikke noget der kan læres at takles, ved at de bliver taget seriøst.

Jeg har forstået på andre at man helst ikke må reagere som jeg gør, skjult eller synligt, at jeg tænker er for meget, jeg burde tænke anderledes og mindre, synes en del.
De kan ikke deale med min kamp, mit håb og de udfordringer jeg har. Og så er det nemmere at afvise og tale til rette. Men det ændre jo intet, det der er væstentligt for mig, bliver ikke mindre væsentligt af den grund. Er det det Danske med at alt skal tales ned, at følelser er generelt upassende, ingen passion, intet må være for vigtigt?

Dengang jeg gerne ville ud på arbejdsmarkedet, og det var svært, rigtigt svært, men ingen kunne forstå jeg var så ked af det, hvorfor jeg kæmpede så meget? Selvom det er logik, følelserne svarede til hvad det betød for mig at komme ud på arbejdsmarkedet, men ingen jeg talte med forstod det. For i sidste ende handlede det ikke om følelser, men om at leve og overleve som menneske i er verden hvor jeg ikke passede ind, ikke forstod de uskrevne regler, hvor jeg var utryg, stresset, samtidigt med at jeg gerne ville arbejde, at det var meget vigtigt at lykkes...er det ok at reagere på det?

Jeg er ikke typen der flat-liner, men jeg kunne næppe være kunstner hvis jeg var en der flat-linede. Hvis intet er rigtigt stort og andet rigtigt slemt, hvor er der så dybde i tilværelsen, et liv i mellem pasteller, og lidt gråt og lidt beige?. Ingen sort fortabelse, ingen gnistrende flammerød, ingen strålende hvid, ingen uendelig blå....men det er vel ok hvis man aldrig selv har opfattet de farver?
Og det er måske kernen, vi oplever udfra vores egen evne til at opfatte, og vi opfatter/sanser ikke ens som mennesker.

Og hvis folk opfatter verden beige, så fint nok, men jeg vil helst være fri, men jeg ved der er en pris jeg betaler, men jeg har ikke valgt min opfattelse af lyde, lys, farver.

Jeg må også konstatere at desto mere jeg føler, eller rettere udlever/viser det jeg føler, desto mere klar bliver jeg i det jeg gør som kunstner.

Men ja, lidt for meget, og lidt for meget i forhold til et "normalt" job. For mig er alt en del af noget større, hvilket det vist ikke er for alle, de kan meget bedre afgrænse tingene, livet.

.....livet ville være lettere og havde jeg fra start kunne have valgt "normal", jeg havde jeg haft flere muligheder og større sikkerhed som individ, ikke et liv på kanten, personligt, socialt, økonomisk. Ja, ærligt talt ville jeg hellere det kunne arbejde, kunne være mere på bølgelængde med andre mennesker, men jeg fik ikke valget og nu har jeg kørt den her stil i en menneskealder.

Jeg synes stadig der er ting der skal opnås, potentiale der ikke har været brugt, erfaringer jeg ikke har. Jeg må opgive "normalisering", at jeg trods alt er bedre som anderledes, at det er der mine styrker er. Jeg vil stadig arbejde med at socialisere, men på andre fronter vil jeg hellere udvikle på mine små afvigelser og få noget spændende ud af det, omdanne følelserne til noget konstruktivt, kreativt, formidlende.

Myten om den "gode" Autist

Vi er ikke som de "de neuro typiske"...de siger der er en skillelinie mellem neuro typisk/Autist, jeg har stadig svært ved at se den, udover på skrift og når den bliver fortalt -Vel fordi for mig er det hele bare en del af hvad det kan være at være et menneske.....for er Autistisk og menneskeligt ikke foreneligt, er vi så langt fra den menneskelige selvforståelse?

De af os der opleves som "de gode Autister" ender lidt med at ses som mennesker med en "karakterfejl" fremfor et handicap, vi er dovne, når vi har svært ved det praktiske osv. Så de "gode" Autister er i et ingenmands land, hvor fordømmelsen altid ligger på lur, og vi ikke er "dårlige" nok til at kunne trække handicapkortet, og prøver vi bliver vi fejet af, det er altid op til de neuro typiskes hurtige vurdering, er vi inde, eller ude i kulden lige nu?.

Myten om den velfungerende autist føles ofte som et velmenende klap på hovedet, som man kan vælge at tage til sig for at stive sig selv af, men afstivningen er ret fiktiv i realiteternes verden, der altid afgør om man er nu er god nok og for lov til at være med.

Hvad er mulighederne for et godt liv, specielt hvis vi insistere på et socialt liv blandt andre mennesker, at blive inkluderet.  Det er hårdt arbejde at forsøge at blive inkluderet... Problemet er bare at man som "god" oftere vil komme i klemme i forhold til andres opfattelse/accept, og på den måde opstår der andre problematikker. .....Faktisk mange forskellige, fra det helt lav praktiske, til det mere avancerede sociale, og desto mere "god" man virker, desto hårdere er øretæverne og den manglende forståelse fra omgivelserne.

Så i princippet har alle på spektret alvorlige udfordringer.  Udfordringer det kan føre til depression, angst, at man er mere socialt hæmmet end det var nødvendigt, alvorlige nedture efter problemer med uddannelse, fyringer. Stress der kan forværre Autismen. Evt. Skolegang der ikke tog hensyn til Autismen, og listen er endnu længere. Det er med til at billedet af det at leve med en Autisme, er en mosaik af ting, der er følger af mødet med det omgivende samfund, og ikke selve Autismen.  

Vi må også altid se på om vi selvstigmatisere os selv, om vi overdriver eller underdriver vores udfordringer med Autismen, og hvad det betyder for vores selvopfattelse, og andres opfattelse af os.   For selvom man kan glæde sig over at man rimeligt elegant og efter mange år har lært at magte mange situationer, så skal der bare mindre "udfald" til at ødelægge hvad man havde forsøgt at opbygge. Og det er den velfungerende Autist´s dilemma og vilkår gennem livet.

Man skulle jo tro os "gode" voksne Autister kunne forstå at blive bedre til at takle vores udfordringer, så vi ikke rendt ind i problemer så ofte. Dertil må jeg bare konstatere at det kan vi også godt, noget af tiden, men vi kan ikke hele tiden og når vi ikke kan det er der hammeren falder.
Og gør det svært at komme ind til kernen af selvforståelsen, at de sociale følger bliver en del af det at have Autisme, uden det behøvede at være det i så høj grad hvis der var andre muligheder for folk med Autisme.

Og det er en pris de fleste på spektret må betale. Men man kan sige desto mere bevidst om at du ikke fungere, desto flere detaljer du kan se i det, jo flere sjælekvaler har man jo.  På den måde føles verden som et usikkert sted, hvor man aldrig kan vide hvor noget farligt vil indhente en. Vel et menneskelig vilkår, men i endnu højere grad for en Autist.

Så den "gode" og den "velfungerende" Autist på spektrummet er en myte skabt af de neuro typiske, i forhold til noget de mener er værre ramt af autisme, vi skal bare huske på at det er hvad de synes er værre, i forhold til deres normalitets syn. Deres syn på hvem det er mest synd for, hvem der er mest handicappet, alt i alt et menneskesyn skabt af dem, der ser sig selv som normale og velfungerende. De føler helt naturligt de er mennesker der har ret til at kategorisere og vurdere alle andre "under kategorier".......men briller på, der mere går indad end udad.....Vi bliver spejlet af deres optik, og deres optik er jo altid den...rigtige?

Er den ikke også begrænset, som vores opfattelse på nogen punkter kan være det, er det fordi de er flertallet?

At være tæt på det neuro typiske er at leve tætter på ilden, når man er på spektret, andres fornægtelse, ens egen skam, ens uendelige forsøg på at lykkes.  ....Tja, hvordan mon det var at leve i en mere Autistisk verden, hvordan ville vi indrette os, få tingene gjort...det er faktisk lidt spændende, for vi ville nok finde løsninger, der ville give mening for os Autister.

Når man ikke sender og modtager de samme signaler som "de andre"

Jeg har før skrevet at jeg har det svært ved goddag og farvel situationer. I god dag situationer, er jeg ofte med forsinket reaktion, at jeg lige tjekker rummet, men så er jeg for sent på den i forhold til de neuro typiske. på den måde kan jeg nå at s afvisende/ignorerende ud, og hvis så den neurotypiske slår over i at se sur ud over afvisningen er det det ansigt jeg ser og reagere på. Og jeg har det åbenbart svært med mimik også.

Alligevel hævder folk at jeg jo virker åh så normal....lige indtil at jeg virker underlig, og så er det jo fordi jeg er sur og/eller udannet. Og når en adfærd bliver talt om at andre, at man opføre sig forkert og bøflet, måske de har lyst til at skælde en ud, rette, være pædagogiske overfor en kvinde på 50, for den karakterfejl skal jo rettes, og i hele hendes liv har der bare ikke været nogen til at fortælle hende at hun ikke opføre sig helt korrekt...men når det nu bliver sagt så kommer det i orden fremover, ikke?...

Det er jo et rigtigt dumt område at kikse på, sådan et kerne punkt for menneskelig adfærd, og så kommer man og jokker i spinaten ofte.

Og hvad gør man så, skal man tælle til 10 inden man går ind i et rum, og så sige: Taa-daaa! og så smile og øjenkontakt? -Og er det realistisk, at lykkes med 100 procent, eller bare 20? For jeg gør det jo ikke bevidst, jeg afsøger rummet jeg går ind i, og så ser jeg menneskene, det er en del af den måde jeg færdes på. Det er den måde jeg finder tryghed i situationen, fodfæste.

Jeg synes bare jeg har bemærket en del episoder på det sidste og er endnu mere opmærksom.
Ikke at jeg ikke har været bevidst om jeg jeg klumrede i de situationer før jeg fik Autisme diagnosen, men jeg gav det andre forklaringer, at jeg måske ikke havde lært det hjemmefra, har været ret isoleret i perioder....- på den anden side er, goddag og farvel vel noget meget basalt, den naturlige øjenkontakt, mimik, kropssprog. Men åbenbart skal der ikke meget til i ændret opfattelse til, at de signaler ikke opfattes hurtigt nok, klart nok når man har Autisme. Det handler om opfattelse/reaktion.

Jeg tænker også der en nogen millisekunder jeg går glip af, vigtige sekunder mellem mennesker. Eller det er vist ikke om jeg gør, man at jeg mister sekunder som jeg ikke altid får rettet op på. Og så falder dommen......Og mere skal der ikke til, at man kommer i seriøs bad standing blandt ikke Autister.

Næææh, det er skutte ikke nemt, måske jeg skal begynde at gå med hvide tennisokker, sådan godt op over det nederste af bukserne, så er NT folk advaret om at man er lidt anderledes.....

Det forbandede med at spekteret er så bredt og noget om inklusion

Jeg synes det ofte ender i at man enten bliver set som hjælpeløs eller man kan mere end man reelt kan, hvordan kan kommunen, hjælpe uden at få kørt alle fordommene frem, og få proppet en i en kasse der ikke rummer en? At finde ud af hvilken hjælp og måden der passer, uden at gribe til at forudsætte ting om den enkelte, der måske ikke passer?

Nogen ønsker at have hjælp til hjemmet, andre vil ikke, nogen vil bo beskyttet, andre vil absolut ikke.
Nogen er udadvente, andre er ikke. -Intelligens, interesser, ekstra diagnoser, forudsætninger, arv og miljø, køn. Vi vil jo gerne ses som dem vi selv føler vi er. Eller i det mindste så tæt på som muligt, uden det skal være en kamp for at blive hørt.

Når man føler Autisme som en "sygdom","tilstand" osv. er det jo også fordi men hele tiden skal forsøge at leve op til ting der er meget udfordrende, det kræver stor selverkendelse, og det tære på en mentalt og det kan give ekstra psykiske/fysiske problemer, man selv føler som en del af ASF diagnosen.  

For de sentdiagnosticeret har man ofte ikke haft hele opskriften på hvordan man levede bedst muligt med ASF. Og meget viden/støtte/hjælp er målrettet børn og unge med Autisme. 
Men mange af os voksne har levet i en tid hvor den viden man har nu ikke var der, eller ikke tilstrækkeligt udbredt. Derfor er depression, angst og andet kommet oveni, så man let kan mene det er en del af Autismen, og ikke følgevirkninger af 30-50 år med Autisme der ikke har været udredt, eller støttet tilstrækkeligt.

Støtte og info til voksne med Autisme: Autisme når man er på arbejdsmarkedet, uddanner sig, når man er sendiagnosticeret, skal have meget mere fokus, vi kan ikke bare være nogen tabte generationer?

Og de mest velfungerende Autister står jo i frontlinien med at skulle klare arbejdsmarkedets stigende og Autist uegnede krav, hvilket også ofte er generelt uegnede for de fleste andre også. Virksomhederne søger robust arbejdskraft hvad det så er, det lyder lidt som der så kunne mangle noget andet så.

Er det spild af energi at se på inklusionens af de voksne Autister?....Hvis nutidens børn med ASF skal få bedre chancer i livet, er det så ikke nu vi skal igang, med at forberede at de kan uddannes og finde et job, uden at det ender galt, og af grunde vi allerede kan forudsige, fordi vi godt ved hvor det er tingene bliver svære for Autister.
Og vi i grunden også ved hvad der er sket med uddannelser og arbejdsmarked de sidste 20 år. Jeg har den holdning at det der er skabt jo ikke bare er Autist uegnet, men uegnet til rigtigt mange mennesker som vi har brug for i samfundet, hvis vi ikke bare vil ende med en lille gruppe "robuste", og en stor gruppe af folk på sidelinien, fordi kravene til mennesker ikke længere passer med hvad der er menneskeligt muligt, at kunne magte over længere tid uden at få alvorlig stressreaktioner.

Autisme spektret er meget bredt, fra dem på døgn instutioner, dem der bor på bosteder eller andre boformer med støtte, der er dem der har skabt sig en familie, og dem der arbejder, dem der af omverdenen ikke fremstår som nogen der skal tages hensyn til, men alligevel dagligt må forholde sig til et liv med AFS, der om muligt er mere gådefuldt for omverdenen desto mere usynligt det er.
Det er lettere at forholde sig til den del af Autisme spektret hvor folk synligt virker anderledes...eller det er nemmere at forholde sig til på afstand og så se det som handicappet og ikke noget man kommer til at støde på ude i livet, kun noget man ser på film og TV. At der render mange rundt på Autisme spektret er sværere at forholde sig til, og en udfordring når vi ligner de nerotypiske til forveksling....

Og vi andre ved der er ikke Autisme light, at uanset hvor du er på spektret, så er der noget man skal tage med i sine beregninger og gør man ikke det, kan det gå galt.

Nej det er ikke en sygdom, men når Autisme skal fungere i et samfund der har svært ved at rumme Autisme....og meget andet. Så er der absolut udfordringer, man kan mange gange kækt sige at Autisme bare er et andet styresystem, for i nogen situationer er der ikke plads til den forskel, specielt ikke for frontlinie Autisterne der er ude og uddanne sig og ude på arbejdsmarkedet, kunne vi ikke som samfund minimere usikkerheden, sammenbrudene, mindreværdet, ydmygelserne for flest muligt med ASF hele spektret rundt?

Men....men, hvis der er viden nok og støtte til voksne ASFer, og viden nok på uddannelsessteder og informationer til arbejdsmarkedet så kunne det være at det hele gik bare lidt nemmere i fremtiden, men så skal der også gøres noget NU, ellers er der flere tabte generationer.
-og det med det kun er et andet styresystem det handler om, bare er et kækt postulat, da det desværre i nogen situationer er ret afgørende hvilket styresystem man render rundt med ude i livet, hvis livet skal leves godt.

Den gode historie der har en bagside

På nettet er der massere af matriale om de positive sider af Autisme/Aspergers, historier om kende der påstås at have Autisme/Aspergers, eller mennesker der på en eller anden måde har næsten overvundet det at have diagnosen, om ikke andet så de nu næsten kun har de positive sider af spektret....solstråle fascinations historier, enten om nogen der fik det bedre eller det rigtige job, men også til tider formidlet som spændende særlinge med helt særlige evner og særinteresser, som "raitets mennesker", men er det det vi er?
Eller så er det bare de der opslag på Facebook med inspirerende oplistninger af hvad man kan være god til som Autist, specielle evner....men vel mest hvis man ellers er en med høj IQ og funktions niveau.....

Jeg ved at der er kendte Autister der har lavet flot arbejde for at formidle viden om Autisme, og det er guld værd, fordi vinklen er så vigtig, og kommer væk fra ekspert synet og pårørende synet.
Så det jeg skriver om er: Når man udnævner nulevende eller afdøde kendte til at være på Autisme spektret og bruger dem som ambassadører og forbilleder, uden at der er reelt er tale om der er nok til en diagnosticeret Autisme, men bare at man udfra nogen excentriciteter gætter på de nok har/havde Autisme.

For nogen år siden brugte man kendte dansker til at formidle viden om "folkesygdommen Depression", det har gjort at mange lidt lettere kan være åbne om depression, men samtidigt har det også udvandet synet på diagnosen, trivialiseret den, også fordi depression kan skyldes mange forskellige ting og have meget forskellige symptomer af stor variation i styrke, som det også er med Autisme (selvom det er at sammenligne pære med bananer), så har du mødt en med depression, har du mødt en med depression. Hvad blev opnået ved al depressions informationen i medierne -mere hjælp? Næ, bare piller der i alt for mange tilfælde ingen reel virkning har. Hvad med at se hvordan det bleve til en folkesygdom? -Muhaaaha...næppe, i individualismens tidsalder er alle mentale lidelser helt personlige, også selvom de kan være delvis samfundskabte.

Men tilbage til Autisme: Folk både med og uden Autisme kan godt lide de positive historier og liker det gerne på facebook. Men der er en lurende sandhed bagved solstråle historierne og de inspirerende oplistninger der skulle give en, en følelse af selvværd og empowerment, men efterlade mig med en noget flad fornemmelse: For ja, jeg er en af dem der har mange fantastiske evner og havde jeg haft et lidt andet blandingsforhold og var lidt anderledes på spektret så kunne jeg måske have udlevet mine evner noget bedre, fundet min plads i samfundet, eller noget der lignede.
Men for mig nytter det ikke at opliste alt det gode jeg er, når der er noget andet der hele tiden kommer og tager det gode væk i mit eget tilfælde.

Hvis jeg levede et liv hvor jeg udelukkende kunne bruge mit liv på det gode det jeg kan, så kunne det måske være anderledes, men sådan ser virkeligheden ikke ud. Jeg har evnerne, men for mange forhindringer, ikke fordi mine evner er for små, men fordi jeg kæmper med noget der helt konkret lukker mit system ned ved den mindste overbelastning, som kan være små praktiske ting i hverdagen, eller større udfordringer, i sidste ende er resultatet det samme for mig, nedlukning, og et såret selvværd, "kunne jeg ikke engang magte det...hvad kan jeg så bruge mit liv på?".

Man kan være ramt meget forskelligt af Autisme, og jeg er jo ikke engang i "den tunge ende", jeg skal forestille at have mildere versioner der knapt nok giver udslag i nettets Autisme tests, selvom jeg jo er diagnosticeret......og selvom jeg er i den bløde ende af spektret, er mit liv alligevel hele tiden ved at gå i stykker og mine evner forbliver ubrugte. Og på nogen måder ville det være nemmere at have færre evner, der gerne ville ud og bruges i verden.

Jeg ved at min Autisme og ADHD har et potentiale og en rigdom, jeg ved det fordi jeg har det i mig, men jeg falder ikke for forsukkrede udgaver af den gode positive historie, for bagsiden af Autisme spektret kan for mange være en skæbne der er svær at bære. Som en Have fuld af friske stiklinger, der gang på gang bliver trampet ned, af en selv og/eller af omgivelserne.

-Er de opbyggelige posts på nettet skabt til at trøste forældre, så de har håb om at deres Autistiske barn ikke ender som en voksen uden job og ude på et sidespor, uden forståelse fra omgivelserne, uanset de evner der faktisk er tilstede, uden at andre ser mennesket bag? Og ja, det er en reel forståelig frygt at have.

-Er det for at Autistiske børn kan drømme at de engang er dem der bliver lige som de berømte og rige Autister....hvis de kendte så reelt også er diagnosticerede Autister.

Vi bliver let ofre for en værdisætning, hvor vi hylder de enkelstående tilfælde og sætter dem som det der er målet hvis man er en "dygtig" Autist. Som om der er en sejerskammel der venter os alle.

Mange oplistninger af positive ting omkring Autisme/Aspergers og ADHD går også udfra at alle har rimelig høj intelligens og specielle evner, hvilket jo ikke er sandt, mange er middel intelligente og har nok at se til med at balancere en hverdag uden for mange nederlag og nedsmeltninger, hvad så med dem? De kæmper kampen, men de er ikke ekstraordinære på den glittede/interessante måde, men/og de er så absolut værd at respektere for deres hverdags indsats for en tilværelse.

-Eller skabes kendis/Autisme promoen for at vise udenforstående at vi er noget værd, der en kendte og rige i vores lille Autist stamme, så vi på den måde kan låne lidt af deres stjernestøv til at opnå forståelse for Autisme?

Når virkeligheden rammer og det gør den sku ofte når man er på Autisme spektret, så nytter det ikke noget med nettets sukkersøde tilgang til empowerment og selvværd, eller kæk formidling til de udenforstående der bygger på løst gætværk om de kendte for at skabe en postuleret "positiv historie", uden at skulle lave for meget forarbejde med at søge de rigtige info.

For når jeg ser hvem de promovere som værende på spektret har jeg svært ved at få det til at passe med, hvor udmattede vi andre bliver af at arbejde fuld tid, møde mange mennesker, klare os igennem de konflikter der er uungåelige, og få tid til at mentalt bearbejde alle indtrykkene, uden at falde død om at udmattelse og kører helt af sporet.
For selv for den mest velfungerende Autist er der altid en pris at betale hvis man ikke passer på, og kan man det, når man flyver og fare? Ja, de fleste af os kan altså ikke og nogen af os knapt nok. Så hvad er det de mennesker skal formidle om os? Hvis det da ikke er endnu endnu et angreb på vores selvværd omkring de manglende evner tal at absorbere stress og uro, de flest af os døjer med?
Om ikke andet, mit selvværd styrker det ikke.

Jeg ville hellere høre om Autistiske børn der kommer godt gennem skoletiden, voksne der kan få et job der fungere for dem, mennesker der føler sig accepteret mødt og set i samfundet. Eller høre om nogen der kæmper politisk for bedre forhold....mennesker der tænker tanker om, hvad der der egentligt sætte så mange Autister udenfor, og ser alternativer til det almene syn på Autisme/Aspergers og de muligheder folk med Autismes har for at føle sig inkluderede efter deres egne behov. Men jeg tror ikke vejen er at bede pænt om at for lov til at få accept, det er endnu aldrig sket uden grupper har måtte kæmpe for det...lige nu kæmper de fleste af os bare alene og en af gangen og det kommer der for lidt ud af, så er vi alt for lette at nægte hjælp og bedre muligheder for et stabilt og frugtbart liv.

Der er fokus på dem det er lykkedes for, men Autisme er jo kronisk indvævet i en, der er ingen helbredelse. En Autisme kan blive støttet formet af opvækst betingelser og samfundssyn, det kan styrke mennesker til bedre at kunne leve et liv. Så det der måtte gemme sig indeni en kan få lov til at blomstre og sætte frø. Jeg ville gene se at flere stod sammen og kæmpede fremfor at kæmpe alene mod fx. kommunen, skolesystemet, arbejdsmarkedet, stigmatiseringen.  Se det er det jeg gerne så der stod noget mere om på de sociale medier.