Det er en erkendelse: jeg aldrig var vigtig, og ikke set, eller hørt. Og samtidigt er jeg alligevel set og hørt, og meget vigtig, men af de forkerte grunde. Jeg har aldrig fået et sundt forhold til at eksisterer i verden. Og det er hovedsageligt ikke Autismen og ADHDen skyld, men min opvækst, den tvungne rolle, og jeg taler ikke bare om maskering i forhold til Autisme/ADHD, det er en meget voldsommere en, det er den maske det manipulerede barn får, af en narcissistisk opdrager. Det er en maske der udadtil kan minde om borderline, narcisisme, ja, og ADHD og Autisme. Men jeg tror der er tale om en dobbelt maske, Austime/ADHD masken kan føles negativ, at man skal gøre noget for at være ok udadtil, ja der kan være skyld og sam over at man klokker i det, og det er slemt nok. Men den form og maske den narcissistisk forældre påføre fx. det gyldne barn, er meget mere skræmmende. Det handler ikke kun om passende adfærd. Det er hjernekontrol, det er et verdensbillede, det er alt. Det er magt.
Nogen med ADHD og Autisme begynder at lægge masken efter en sendiagnosticering. Men jeg kan ikke lægge min maske, fordi det er en anden en, den er det jeg blev, og kan ikke længere adskilles. Den er smeltet sammen med mit dna. Jeg ved at det samme er sket for andre med Autisme og ADHD, at udover den "almindelige maskering", har vi trauma og kontakt med fx. narcisistiske forældre. Det er blevet en blandform, hvor vi høre om maskering og genkender, men det er kun delvis det vi vi står med.
Vi kan tænke, hvorfor kan de bedre smide masken og blive mere autentiske i deres ADHD eller Autisme, og jeg spiller stadig skuespil, eller folk tror ikke på mig. Kombinationen af ikke at blive troet og rolle er væsentlig. Eller vi fornemme angsten når vi prøver at gøre noget andet. Vi kan ikke stå rent med vores behov, med hvem vi er. Hvorfor? Fordi det var det der blev undertrykt i vores barndom, der var ikke plads til os, som dem vi var, ikke fordi vi var formeget, men fordi der ikke var plads til nogen, narcissistens krav bygger ikke på rimelighed, det bygger på deres behov.
Det er ikke fordi vi var svage, for det kan ske for alle, også for folk der synes at fungere godt i livet. Men vi er blevet præget til en bestemt måde at tænke og opfører os på, og så længe, at hvad vi måske var, er meget langt væk. Vores egen fornuftige stemme, vores eget syn på verden blev forvrænget. Nogen gik ind og overskrev det, de vel nærmest slettede vores fungerende filer. Og anbragte narcissistens malware dybt ind i vores system.
Men vi er ikke AI, vi er ikke robotter, vi føler, så det gør ondt. Vi ved noget er galt, men det er så forbundet med os.
Man kan føle man ville gøre hvad som helt for at kunne slide sig fri. Satse alt. Jeg har ADHD så jeg har den måde at være på. Bare gøre noget og se.
Jeg er mest mig når jeg laver noget, arbejder med noget der interessere mig. Men hvordan får jeg den platform? Noget der ikke er "som om", men rigtigt.
Det handler om mening, det handler om at kunne give noget videre, og det handler om at leve, nu. Det handler om at forbinde mig til samfundet. Det handler om at jeg kan få brugt det jeg har arbejdet på. Det handler om at jeg ikke skal være isoleret igen, i en lejlighed fordi det er alt jeg kan.
Det handler om indhold, solid viden, det grundlæggende, og møde andre der.
