Hvordan skaber man en realistisk handlingsplan omkring et Hoarder hjem?

4 del af 4 blogge om Hoarding.

Når jeg mener der kunne gøres ting anderledes og bedre for folk der Hoarder, så er det ikke bare noget med at kræve noget af kommunen, men i erkendelsen af at hoarding er en ret tung ting at leve med, og den bør kunne behandles bedre, og med noget af den viden der findes i udlandet.
Det nytter ikke bare at tømme en hoarders hjem, da årsagen foregår oppe i hovedet, i forskellige kombinationer af årsager. Bare det at kunne finde frem til hvilken type hoarder man har med at gøre, kan betyde noget for processen og en realistisk plan.

Som Hoarder føler man at folk bliver skuffede og ikke ved hvad kriteriet er for en susses, på grund af at det ikke står klart hvor svært det kan være at løse opgaven. Men når man ved det, tror jeg også det kan gøres bedre og mere effektivt. Det er lidt som om at hver gang man står med en Hoarder så skal den dybe tallerken genopfindes, og det er ikke effektivt eller betryggende hverken for den der skal hjælpe, eller den der hjælpes.

I nogen lande ses Hoading som en psykiatrisk lidelse, det kan betyde man kan få hjælp.
Det er jo ikke fordi psykiatrien i Danmark ikke møder folk der hoarder, men hoardingen sen ikke som det primære, eller det udløser et specielt fokus på problemet, det er bare en psykisk syg der ikke kan magte sit hjem.

Som jeg ser det er det at blive af med værdifulde ting tidskrævende, og skulle man på marked kræver det en bil og det kræver man ikke er alene om det, som Autist er det at være på et marked i lang tid noget af en udfordring.

Jeg har afsat større partier til handlende. Jeg har solgt på den blå avis, i salgsgrupper på Facebook. Men det er lidt som at have et job, og jeg er jo førtidspensionist der i grunden ikke klare ret mange timer. Det betyder jo at det tære på mine kræfter, hvilket betyder jeg får stress eller tager lange pauer hvor jeg ikke kan komme igang igen. På den måde bider det sig selv i halen.
Men hvad så med hjemmevejleder og hjemmehjælp gør det er forskel? ja det gør det, men omkring noget af arbejdsopgaverne med at blive af med ting så er det ikke noget de kan gå ind i. På den måde kan man ikke få støtte som en helhedsplan, der går fra start til slut. Og det er ikke hjemmehjælp eller hjemmevejlders skyld, men at der ikke ligger en drejebog for takling af Hoarding fra A til Z, udover der hvor man bare vælger løsningen at tømme folks hjem for skidt og lort.

Hvad er der ellers man kan gøre? Faktisk kan Hoardere hjælpe/støtte andre Hoardere, de ved hvad der foregår og andres ting er jo deres egen ting og derfor meget mere overskuelige. Jeg kan altid bedre s hvordan man kan ordnr og ryde op hos andre, men ikke ho mig selv. Der er også lande hvor frivillige støtter Hoardere. Der er lande der har flere eksperter i at hjælpe Hoardere praktisk og psykologisk.
Det kræver selvfølgelig der er fokus på at hoarding også findes i danmark, og man skaffer viden og solid erfaring.

Men så længe der ikke rigtig er et solidt oversat materiale om emnet, sker det nok ikke noget forløbigt.

Det er godt at vide hvad folks baggrund er for at Hoarde, hvilke udfordringer de her og hvad deres ressourcer er.
Grundlæggende handler det om at afdække det udløsende tab, eller/og de kognitive udfordringer, om at få så meget ud af huset som muligt og få skabt en brugbar struktur der kan holdes.

Hvad består Hoardingen af, skrald, aviser, dyr shopping, samleri, hobby ting? Er tingene ødelagt inficerede? Har ting en sådan værdi at de bør sælges? Skal der kontaktes hentning af ting til genbrug?
Netop det her er noget af det svære, skal man bare forvente folk skal afgive ejendele af større værdi uden kompensation, fordi de har sat sig i en Hoarder situation?

Nogen vil nok sige det er alt for besværligt og kan ikke blive andres opgave. Man kan også tænke i hvordan det kunne gøres realistisk? Og hvorfor?
Fordi det her i forvejen er mennesker der føler de er udsatte, det er den udsathed der er ofte er udløsende og fastholdende faktor. Så hvad skal der sættes i stedet for? Hvis formålet er at hoarderen mentalt bliver bevidst om hvad der foregår psykisk og får bedre styr på impulsen til at skaffe/gemme ting, så skal der jo være en oplevelse af susses og empowerment, men også en form for forløsning og erkendelse af hvordan var det der her skete i første omgang?

Som sagt umiddelbart kan et ryddeligt hjem føles som om det beskyttende sneglehus er blevet taget fra en, uden der er noget andet til at give en tryghed. Det kan godt være man nu udadtil virker normaliseret og alt nu er godt. På en måde svare det til problematikken når man skaffer en bolig til en hjemløs, at det nye hjem der burde vær rart og trygt slet ikke er det for den hjemløse. Fordi det handler om et sted at bo, men det handler også om mennesker, om hvad vi mistede på vejen gennem livet og hvordan vi kan genfinde der netop gør os trygge...desværre glemt vi det på vejen, og må nu finde hjem med lidt hjælp fra andre.

(Jeg har skrevet om Hoarding tidliger på min blog, og min egen lange kamp med mit hjem)

Mine egne erfaringer med Hoarding

3 del af 4 blogge om Hoarding

Processen med at "af-hoarde" mit eget hjem, har været en meget lang omgang, og jeg må bare konstatere det går for langsomt. Den langtsomme process trækker stressen ud, og giver for meget tvivl om det nogen sinde vil lykkes at komme i bund med hjemmet.

Problemet er bare at udover jeg har meget svært ved det praktiske, så er det også det psykologiske, når jeg til at skulle skille mig af med noget jeg selv finder meget vigtigt, vil jeg reagere. Og det at bruge meget tid på salgsannoncer og have folk rendende er også en absolut stressfaktor.

Min evne til at strukturere et hjem er ikke ret god, da det stod værst til, kunne hvad som helt være hvor som helst, køkken ting i badeværelset, badeværelses ting i køkkenet osv. Et tæppe af snavsetøj på entre gulvet, ingen fri gulvplads nogen steder, så jeg måtte gå rundt som en Kat. Alt i alt nåede jeg at blive en fuldt udviklet Hoarder, med et ubrugeligt køkken, og et badeværelse der lige akkurat kunne anvendes.

Det er jo meget yndigt at nogen venner siger det var bedre hvis det hele brændte, for det løser jo ikke det at man er hoarder, jeg ville jo bare begynde forfra og nu med endnu et stort tab i hukommelsen.
For det at fylde hjemmet med ting, kræver ikke penge, vil man fylde sit hjem med ting og sager, er der altid muligheder.

På et tidspunkt prøvede jeg og se om der var hjælp i forhold til shopaholicks, men måtte konstatere at det åbenbart er så almindeligt i Danmark at det bare er noget man prøver at ignorere "For kvinder shopper jo"..... Det er jo tanke vækkende jeg synes den er hel gal, når samfundet åbenbart ikke forholder sig.
Alt i alt er købemani og Hoarding bare ikke en god kombination, pengene går til det forkerte, og ens hjem bliver ikke rart.

Noget andet og lidt skræmmende er at man helst ikke skal nå for langt i sin hoarding, for så er det nærmest umuligt at kunne leve normalt igen. Der er stadier af hoarding der er afgørende for fremtidsudsigterne. Jeg var der hvor jeg var på grænsen, og jeg er rykket i den rigtig retning, men jeg er stadigt langt fra.

Har jeg det mentale overskud kan jeg erkende jeg behøver ikke alle de ting, har jeg ikke det overskud behøver jeg det hele, eller kan slet ikke finde ud af hvordan jeg praktisk skal komme igennem sorteringen.

Jeg har været motiveret og positivt indstillet, mere end det er normalt for en hoarder. Jeg har hele tiden erkendt det er forkert at leve sådan, jeg siger ikke pyt, og jeg prøver ikke at gøre problemet mindre end det er, hvilket er ret almindeligt hos mange Hoardere.
Alligevel synes jeg det er svært, og nu kender jeg resultaterne af de forskellige løsnings metoder hvilket lidt tager håbet fra mig, men måske de rigtige metoder slet ikke har været i brug.

Det rigtigt kedelige er at jeg har været mere naiv tidligere og på den måde nemmere at arbejde med, nu hvor jeg kender konsekvenserne, er jeg noget mere tvivlende og kørt træt. Jeg gik jo ned med stress i 2015...eller nok allerede i 2014, bare uden at erkende det, for tingen skulle jo løses. Med den erfaring må jeg konstatere at vilje ikke er nok, vil en system ikke i længden så siger det stop. Det endt så med en Autisme diagnose som følge.

Måske jeg endnu en gang er ret utålmodig og selvkritisk, trods alt er jeg næsten lige blevet af med en depression, og jeg har haft stress, så hvis stressen kommer på plads, vil jeg måske få flere kræfter i løbet af 2016. At jeg så føler det her burde have været løst for to år siden, er så noget helt andet.

Jeg selv aktivt søgt hjælp i forhold til min hoarding, desværre endt det i nogen misforståelser, jeg fik hjælp, men jeg var endnu ikke fuldt udviklet som hoarder, det vil sige at man ikke synes det var så galt enda, men det var det så to år efter.... For så skete der ting i mit liv hvor det gik helt galt, men det var det svært at råbe nogen op.

Det var først da ejendomsinspektøren skulle se på noget i badeværelset, jeg mener det var en revne i terrassoen der skulle ses på. Han spurgt om han skulle ringe til kommunen omkring situationen i min lejlighed og jeg sagde bare ja tak, jeg har prøvet så det må du godt. Og så fik jeg hjemmevejleder.

Faktisk kom den gamle lejlighed pænt i orden, det jeg bare overså da jeg flyttede var det jeg havde i kælderen og på loftet, og ja, jeg mistede meget under en kælder ovesvømmelse så hvordan kunne jeg stadig have så mget. Jeg skildte mig af med meget inden flytningen som man nu kan nå på en måned, jeg har skildt mig af med meget i den nye lejlighd, men jeg har stadigt et stort problem. Så selvom jeg er en motiveret af-hoarder så er det ikke en nem eller hurtig proces.

Hvad har fungeret for mig? Det at få hjælp til at skabe struktur, at ting har et sted at være.

Men arbejdet fortsætter, og der er opstået kaos i mit soveværelse, så det er opgaven, og så bliver det at se på hvad der er i de flyttekasser.

Link til den 4 af 4 blogs om Hoarding: Hvordan skaber man en realistisk handlingsplan?

Hvad er udfordringerne i forhold til Hoarding?

2 del af 4 blogge om Hoarding.

De fleste der hoarder underdriver at der er et alvorligt problem, ofte kan de ikke helt  selv se problemets omfang, eller vil helst ikke, og som rodet og svineriet bliver værre, er det bare så umuligt at overskue hvor man skulle starte.
Og hvis det så også er forbundet med noget medfødt som ADHD eller Autisme, er det som om hjernen og kroppen slet ikke vil komme igang med opgaven. Men igen det er kun nogen med ADHD, OCD eller Autisme der hoarder. Nogen hoardere har oprindeligt haft nydelige hjem, og ikke haft medfødte/livslange kognitive problemer med at sortere og smide ud, men det er først opstået efter en traumatiserende oplevelse.

Det handler ikke bare om at folk er nogen rodehoveder eller samlere der er gået over gevind, men der er et reelt problem med at kognitivt tage valg, eller PSD, depression, angst fx.

En hoarder kan synes at en gammel plastpose eller en stak gamle Aviser, er lige så værdifulde at beholde som en Ming vase, så det er meget forskelligt hvad folk selv synes er det de holder mest fast i, og det har ikke noget med andres vurdering, derfor kan udefrakommendes udsagn virke meget krænkende, og slet ikke motiverende for erkendelsen af problemet eller processen.

På samme måde som tingene hober sig op og dækker gulve og overflader, så dækker det også for det evt. underliggende psykologiske, der sker en gradvis tilvænning til miljøet. Og når hjemmet ikke længere fungere skal man finde metoder til at komme i bad, få mad, få plads til sig selv, og det tager også energi, på den måde bliver man ganget ind, den energi der kunne bruges til at gøre noget ved hjemmet, bliver brugt til at eksistere i hjemmet. Har man levet sådan i bare 4 år, kan man næsten ikke huske det kan være anderledes.

Umiddelbart er det mit indtryk at som hoarding situationen fremskrider gennem tid, bliver flere og flere ting til noget man ikke smider ud, overblikket er for længst forsvundet i alt det andet rod. De tomme syltetøjsglas der evt. kunne anvendes indtil man har 50 stående.
For en  ikke hoardere er det jo en no brainer: Ud med skidet, men for Hoarderen er der noget helt andet på spil.

Alle valgene er forbundet med uro og angst, og specielt når valget bliver provokeret frem. Bare 20 minutter hvor man skal tage stilling til at noget skal ud af hjemmet om det er som udsmidning/genbrug/salg er udmattende og koncentrationen svigter.....Og er der nu noget der er ved at ryge ud ved et uheld?

Der er også nogen der over tid får for mange kæledyr, umiddelbart giver dyrene en god fornemmelse, men er hjemmet også rodet, og man mister overblik over om de skider i hjørnerne, så går det helt galt. Og da lort og urin er noget der helt ødelægger en bolig, så er det en af de helt alvorlige former for Hoarding, det kan også ende som noget der mest er dyremishandling, selvom de bedste intentioner var der fra start.

Når en hoarder er nået til et vist punkt, begynder hjemmet at blive sundhedsfarligt, almindeligt vedligehold bliver ikke gjort, bor vedkommende i eget hus, og taget lækker eller kælderen ovesvømmes så er det at mug og svampe flytter ind. Køkkenet ender som et bakteri område og badeværelst er mere eller minder uanvendeligt.

Men selv hordere hvor hjemmet er nået det punkt af totalt kaos og svineri kan fremstå yderst rene og pæne udadtil, folk kan også gå på job og klare det til ug.  Så en hoarder er ikke nødvendigvis en eneboer der ligner en hjemløs, det kan de være, men det er ikke generelt. Hoarder kan også have familie i hjemmet, der lever der som gidsler midt i rodet, uden at kun gøre noget på grund af familie dynamikken.

En intervention med hensyn til hoarding bør ikke vare flere år, det er at trække pinen ud, og tilbagefald opstår meget let når problemerne stadig er der, er der stadig mange ting og flyttekasser og ting gemt på lofter og kælder, kan det hurtigt igen brede sig til selve boligen.

Mange hoarder møder ikke psykiatrien eller kommunen, af gode grunde da de måske ikke høre under psykiatrien som sådan, og de har et job så der er ikke nogen kontakt til kommunen, men de bare lever skjult med det, til det måske ramler sammen en dag, og det bliver til en sag.
Og de synes måske selv at det hele er rimeligt ok som det nu er.
En dag jeg var ude at køre i bil, så jeg et hus hvor ting og skrald flød i hele haven og i indkørslen, ingen tvivl om at der var en ekstrem hoarder på spil. Og mon ikke naboerne snakker, og det var lige ud til en motorvej.

Link til den 3 af 4 blogs om Hoarding: Mine egne erfaringer med Hoarding

Hoarding/samlermani, når tingene tager over i hjemmet

1 del af 4 blogge om Hoarding.

Der er nok flere Hoardere* i Danmark end man lige går og tror, på mange måder lever Hoardere et hemmeligt liv, for når tingene tager over, holdes andre på afstand.

Der ligger en automatik i Hoarding som den udvikler sig og bliver værre. Rum der mister deres oprindelige funktion, snavs der ophobes, at køkken og badeværelse ikke længere kan anvendes, at installationer ikke bliver vedligeholdt, som følge af det er for pinligt at få andre mennesker ind i hjemmet hvis der bliver brug for håndværkere.

Samfundet opdager som reegel først Hoarding når det er gået helt galt, utøj, oversvømmelse, lugt osv.

Som Hoarder finder man undskyldninger og metoder,  for at venner og familie ikke kan komme på besøg.

Udover det er stressende med et hjem fuld af ting og sager, er det stressende at man kunne blive afsløret i rodet og griseriet.

Hoardere har ikke en bestemt social klasse, det handler heller ikke om intelligens, det handler heller ikke om hvad man ellers kan magte udenfor hjemmet.

*(Det Engelske ord "Hoard" betyder en akumulation af værdier man passer på/gemmer, det bliver bla. brugt om arkæologiske nedgravede skattefund.)

Hvorfor Hoarder nogen mennesker?

Det fælles for mange Hoardere er at det begynder med et stort afgørende tab, dødsfald, skilsmisse, et mistet job fx. Ofte er der depression ind over og/eller OCD. Men gruppen af hoardere er ikke entydig i forhold til hvorfor, selvom hjemmesituationen er den samme.

Hvordan det så er for Autister? Folk med Autisme spektrum er ikke overpræsenteret blandt gruppen af Hoardere, men der er Autister der er Hoardere.
Men måske det er mere almindeligt at Autister begynder at hoarde lige fra barndommen og gerne vil beholde ting. Det kan jo drive nogen forældre til vanvid, men hvordan takler man det?

Jeg har set nogen råde forældre til at smide tingene ud når barnet ikke ser det, men det vil jeg se som et alvorligt tillidsbrud hvis barnet udtrykke det selv mener at have brug for tingene. Hvordan ville man selv have det hvis man kom hjem og noget man selv holdt af var smidt ud, fordi nogen andre havde en anden mening om værdien?
At løse Hoarding forgår i et repektfuld samspil om det handler om en på 10 eller 70 år.

Folk med Autisme er der også en tendens til at have et specielt forhold til ting, ting er ikke bare ting, ting kan være vigtiger end mennesker, ting kan enda opfattes som at have et liv.

Det er også at alle tingene kan have en tilknyttet historie, hvor det kommer fra, hvad det er, hvis ting er koblet til en længere historie er det også svære at skille sig af med.

Men mange med Autisme og ADHD har svært ved at tage beslutninger om ting i hjemmet, hvor skal det hen og skal det ud? Noget andet er at specialinteresser også kan ende med at fylde et hjem, om det så er videoer, hobbygrej, samler ting osv. Og at disse ting jo kan ses som værdifulde og meget brugbare og derfor kan man ikke til at beslutte om noget om dem, smider jeg det, skal jeg måske bruge det om en uge.

Hoarding er også forbundet med OCD, og uanset den enkelts Hoarder profil, så føles der stor uro når andre påpeger at her er sørme alt for meget og det burde/skal ud.
Det at have alle tingene omkring sig er en måde at cope med angsten. Det føles trygt, selvom denne tryghed med tingene også giver frygt for at blive afsløret, samtidigt med at rodet stresser, da alt i hjemmet er besværliggjort.

Og kombinationen af et manglende overblik i forhold til struktur oprydning er absolut ikke et plus, og det blik man måske trods alt har haft forsvinder mere og mere. Faktisk lære man at lukke øjnene for hjemmet tilstand og når ma har lært ikke at se det, er det svært at se det det øjeblik der skal gøres noget for at blive af med det. Der er et mønster der skal trænes væk, og der vil være tilbagefald i den proces.

Det nogen meget stærke kræfter der er på spil, som med en ludomani/alkoholisme, det er ikke bare lige sådan at fikse. Som med Alkoholisme er det en kamp der kan vindes og tabes, og nogen vil slet ikke tage kampen op for alvor. Det er også noget man skal forholde sig aktivt til resten af livet, det er nemt at falde i de gamle mønstre.

På en måde er Hoarding ret hensynsløs forhold til en selv, det er jo ikke særligt kærligt at byde sig selv at leve med.

Desværre er der jo ikke en slags AA for Hoardere, eller for Shopaholics i Danmark, hvor motivation og erfaringer kan deles.

Link til den 2 af 4 blogs om Hoarding: Hvad er udfordringerne i forhold til Hoarding?