200.000 borgere med ADHD i Danmark. -Og hvad nu?

"Antallet af ADHD diagnoser er tredoblet siden 2015 til over 200.000 ifølge de nyeste tal, skyldes primært øget opmærksomhed, bedre diagnostiske kriterier for voksne og mindre stigmatisering. Væksten er særligt markant bland voksne".

Det er måske ikke et under at nogen ser nogen udfordringer her og panikker lidt. Jeg siger at samfundet har ignoreret noget, som kunne være set tidligere. At man ikke kunne være i tvivl om et mørketal. Og man heller ikke har kunne være i tvivl om en Dansk perfektions kultur, der ville lade flere og flere udenfor, og dem der var indenfor mere og mere stressede. Den samme stress gør vel også, at der er mindre rummelighed. 

Det letteste er at sige at for mange bliver diagnosticerede og uden reel grund. Det efterlader bare uanset hvad, vil det stadig betyde at en stor gruppe stadig kæmper i hverdagen i en eller grad, men dog mere end de fleste. Ja, nogen lever bedre med deres ADHD end andre, og godt for det. Men hvad så med de andre?

Jeg vil sige at samfundet producerer bourn out, hos mange grupper, ikke kun ADHD og Autisme, det handler også om psykisk syge, det handler om handicap og mange flere. Der er også ufatteligt svært at komme igennem med noget, hvis man vil uddannes, eller i job, der er ikke lige sådan. Eller at noget skal være på plads og man ansøger om noget, og ender i ikke at komme ud af stedet, sagsbehandlings trauma.

Det er næsten nemmere at ikke ville noget. Men så er man jo udenfor samfundet, især hvis man ikke finder nogen andre. Men da ADHD også giver nogen tilknytnings problemer kan det give en del udfordringer også. 

ADHD kan fantastiske ting, men. Der er altid fare for overbelastning. Der er fare for at vi finder de forkerte løsninger. At andre ikke kan se det vi kæmper med. Misbrug og fængselsstraffe er der hvor det tydeligt viser sig at der er mange med ADHD. Og formodentligt langt tilbage i tiden. Lige så hurtige vi kan være til at gøre det rigtige, kan vi være til at gøre det forkerte, især hvis det sidste er den nærmeste mulighed. 

Jeg kender til det at  anvende den nærmeste mulighed, for dopamin, for mental overlevelse. Der er så mange varianter, nogen samfundsmæssigt mere uskyldige, men for den enkelte ikke særligt godt. 

Man kan se os som dem der tager dårlige valg. Og det er specielt når man er nederst i systemet at det er synet på en. Men om hvor mange valg man egentligt havde og med den man er født som er noget helt andet. Man kan se resultatet, ikke de gange muligheder blev tabt så det gode valg ikke var tilgængeligt. Det er ableisme "når jeg kan kan du også", at vi ser ADHD liv som en motorvej der kun føre et sted hen. Og at personen har valgt den rute, mangel på de rigtige personlige egenskaber. At tage sig sammen er jo super klassisk. Opføre sig ordentligt. Det bygger på at ingen tror at vi nogen sinde tager os sammen, og prøver at opføre os ordentligt. At vi ikke har viljen, eller er for svage, dovne. Det var grimme ord, og vi kender dem, vi har hørt dem så mange gange før,

Og om man er en yngre Akademiker eller bandemedlem, har man faktisk hørt mange af de samme negative ord, lige så snart man ikke levede op normen. For man kunne jo "bare holde op med det der ikke?" Man kunne jo "være opmærksom, og tie stille, eller være rolig i bare et minut, ikke, det er da ikke meget af forlange vel???" -Nææææ, som sådan ikke, men det er bare ikke let, og nogen gange ikke muligt. Det føles utilgiveligt, eller man vrisser, at det "bare er som det altid er, idioter". 

Vi gyser over fortidens Drengehjem og institutioner og vold overfor børn på spektret, det var meget konkret. Det der sker i dag er mindre konkret, det er mere ord og noget der ligger i luften og muligheder der ikke er der i samme grad som de neurotypiske. Der er stadig trauma, og folk ved ved noget om trauma ved også at ord og holdninger og fra dem tættest på er der der gør mest ondt. Det efterlader bare ikke synlige skader på samme måde. Men det gør det nu, skader i adfærd, den måde man færdes i verden, tænker taler. Der er der hele tiden og har formet en. Definere af hvad man ikke er, i forhold til det man skulle have været. Den adfærd og de or kan aflæses af dem de genkender de ord og den adfærd, lige så lette at tolke som blå mærker og brækkede ben. Også de ord der ikke bliver sagt, fordi vi ved at det er ikke noget der tilhøre nogen som os. Og bruger vi dem føler vi at det er hubris. 

Der er ADHDeren der lykkes big time, og senere har råd til den nødvendige støtte hvis tingene ramler. Og ingen er mere engagerede og på, og fuld af ideer. Mere levende. I det mindste udadtil. Veritable optræks kaniner når der er publikum. Senere er noget andet. Men vi tror ofte på det når vi er flyvende, så flyver vi, og har glemt tanken om at falde. Den kommer senere. 

Det handler om at det der kommer senere ikke er den totale nedtur, hvordan vi skaber et samfund der tager højde for den forskellighed, og hvordan man takler sig selv i den verden, bedre. 

Nogen føler deres ADHD bliver mindre med alderen, andre ikke. Selv meget gamle mennesker kan opnå noget ved en udredning da der kan være sammenhænge man ikke har set, der har en betydning for deres liv nu, og der kan gøres noget ved det. Nogen får ikke brug for specielt meget støtte og nogen har. Nogen er meget præget af gentagne traumer, andre nærmest ikke. Der er kormorbiditet af diagnoser osv. Uanset burde det være muligt at løfte ADHD området, for selv små forbedringer kan være afgørende for livskvaliteten. 

En verden uden ADHD ville være kedeligere og mindre innovativ, og igen vi vil gerne. Og vi har egentligt ikke lyst til at ting går galt, og det behøver heller ikke at gå galt, eller så galt. 

ADHD er en livs ressource, der har evnen til at flyde over og give rigtigt meget til andre. Men det skal også give noget til os selv, hvilket vi også ofte kan glemme. 

Vi vil gerne være en del af, være med. Men i skal huske at få os med på jeres fine samfundsplaner.

Fælles erfaringer og oplevelser med at have Autisme.

Vi har vores egen personlige blend af Autisme, evner, udfordringer. Vi kommer fra alle slags miljøer. Vi har har forskellige muligheder, eller forhindringer i livet. 

Alligevel er der meget der er fælles, som vi nu ved vi deler med andre i højere eller mindre grad. Vi kan gennem set se ting mere klart. Vi kan måske også se ting i et nyt helhedsperspektiv, der er komplekst end de andre har set udefra (de nerotypiske), eller kædet sammen med andet der både har noget værdifuldt, men også noget upraktisk. Det kan lære os meget, vi kan lære meget af hinanden, og forskellige måder at takle ting på. Autistiske tips og trick's for hverdagens overlevelse. 

Det er når de psykiatriske tekstbøger lægges væk. og vi er andet end de observerede. Det er når vi observere verden, andre med Autisme. Mange har ikke umiddelbart mødt andre med Autisme når de er sendiagnosticerede. Personligt mødte jeg i Fountain House København og andre steder folk der må have haft Autisme, men var diagnosticeret med en psykisk sygdom. Jeg har også mødt mange der senere fik en Autisme diagnose gennem de steder jeg har haft mit kunstneriske virke og aktivisme, der ikke nødvendigvis havde en diagnose før. 

På en måde har dem der i forvejen arbejder med græsrodsarbejde, aktivisme, særlige miljøer en meget bedre platform for at finde andre og gøre noget sammen. End dem der står udenfor det, også lidt udenfor fornemmelsen at man selv kan deltage, og gøre noget bedre for en selv og andre, at det faktisk kan nytte.

Lige nu er Autisme og ADHD i et politisk spind, vi er for mange synes nogen. Vi er skudt op af jorden som en hær af Hattifnatter (Mumi), og nu er vi der.
Og umiddelbart vil det koste samfundet penge, for det kræver mere af samfundet som det ser ud i dag. Det kræver mere af samfundet fordi at vi nu er blevet ignoreret. Og fordi samfundet har kørt kravet til/om perfektioneringen af den enkelte borger, helt ud i ekstremer.
Derfor er vi blevet mere synlige, vi står mere ud, os der måske lige kunne have været med før. 

Kampen om hvem der er de rigtige Autister, Autistiske nok. Og ny diagnosticeredes skræk, for at nu havde endeligt fundet sig selv, og hvad nu? Og i samme åndedræt kommer meningerne, når nogen stiller spørgsmål til visse typer af Autisme, er det det vi får kylet i hovedet, i medierne, på nettet, live. Vi er allerede traumatiserede nok, så lortet rammer.

Selv de mest artige neurodiverse har gennem deres opvækst være rettet på, kommenteret, misforstået, gaslighted, og det der er værre. Det er blevet gentaget og gentaget siden vi var små, og fortsætter som voksen enten direkte, eller vi oplever andre blive udsat for det. Når det går ud over andre, ser vi også det er det der sker. Måske det skaber vores retfærdigheds sans, vi ser ting gå udover en selv og andre der ikke er retfærdigt. Vi ved ofte ikke konkret at de ting der gøres mod os, ikke er acceptable, eller det fulde omfang af hvor forket det er, alligevel ved vi det. På en måde bliver det en del af den neurodiverse livsoplevelse at der ting der sker, folk lader som om ikke sker, og det der sker med os er usynliggjort. Bagatelliseret. 

Vores påståede følsomhed, vores påvirkelige antenner bliver brugt mod os, som om de ikke taler sandt. At vi ikke skal stole på dem, og vi skal redigere hvad antennerne fortæller os. For andres skyld. Men vores antenner fejler ikke noget, desto hurtigere vi forstod hvad de fortæller os, jo hurtigere kunne vi komme tilbage til vores egen normal. 

Og det er vel den Autistiske fælles erfaring der kan deles, uden at samfunds normer skal hældes udover det. Eller vi bliver gjort mere underlige end vi er. 

Set udefra kan vi som gruppe blive brugt og gjort til alt muligt, der reelt ikke er til fordel for os. Vi kan ende som tropes, som maskotter, som feel good underholdning for vores barnlighed, eller som umenneskelige super mennesker. Som figure i film og serier med påstået Autisme og sære manerer. Jeg vil tro at det om nogen år vil blive set som noget ret upassende. Måske vi skulle kræve at vi bliver spillet af skuespillere på spektret. Vi bliver også anvendt til at fortælle historier på en særlig måde. Uanset aldrig fra den Autistiske rolles perspektiv, fordi Autisme er en performance af hvad man udefra mener Autisme er. Manerer. 

Vi kan håbe på at vi skal bruges mindre til den slags og hvis vi skal at vi selv laver det. For ja, vi er jo alle mulige steder faktisk. 

Når folk fortæller om en Autistisk filmrolle og hvor fantastisk personen er, rynker jeg på næsen, det er fucking fiktion, vi er rigtige mennesker. 

Det forbløffende er også at i fiktionens verden, indgår den Autistiske også meget mere uden konsekvenser end i den virkelige verden. For seernes skyld er de neurotypiske meget mere søde og åbne og rummelige overfor den Autistiske adfærd end i virkeligheden. Hvilket kunne give det indtryk at det var muligt i virkeligheden, det er det bare ikke. Det kræver meget mere maskering. Der skal så lidt til.

Og Autistiske erfaringer også, hvis i tror i rummer os, så er det ikke sandt. I små og store situationer. Og det er her de 1000 nålestik kommer ind, når vi virker nærtagende eller vrede, er det den samleder erfaring, den samlede smerte af at være forkert på den. 

Det er altid skamfuldt at få et vide man overdriver lidt. Og "andre kan godt finde ud af det". Og det er sådan det er når man: Går i skole, er på job, ude blandt mennesker. Men der er faktisk steder man mindre risikere det her, og det landes bedre. Ikke fordi man tager hensyn til vores kognitive handicap, men bare fordi der er rum for, forskellige slags mennesker. At det ikke handler om særligehensyn, men erkendelsen at mennesker er forskellige, og det er positivt og vi kan få det bedste ud af det, til gavn for hele samfundet.

At vi ikke stjæler ressourser fra samfundet, på linje med andre grupper der også ses som passive tagere af ressourcer, det handler om at der ikke er skabt platforme for trivsel. Og først og fremmest at folk ikke er tænkt ind i samfundet. 

Det er vel ikke bare mig der får flip af Københavns Metro, eller DSB appen? Og sådan helt lavpraktisk burde man jo kontakte og sige de bør gøre det bedre, så man ikke får en nedsmeltning hver gang. Eller den er lidt mindre. Og efter hånden er jeg super stresset fordi jeg bare ved noget vil gå galt. Kæmpe blinkende Solsikkesnor når jeg er i offentlig trafik. Kunne det der hjælper mig hjælpe ikke Autistiske, ja. 

Så rigtigt meget burde være med Handicappede og Autister ved arbejdsbordet. Så det er tænkt ind fra start. Alle større projekter burde have overvejelser om det her kun er for neurotypiske og mennesker med fuld førlighed. Tilgængeligheder så meget, og ja jeg har ikke synes samfundet var ret tilgængeligt gennem hele mit liv. Det kunne have været småting der kunne have gjort en forskel. 

Men jeg håber at ved at menesker med Autisme og/eller ADHD finder sammen kan vi finde ord, og føle en sikkerhed i at sige at det ikke bare er noget vi føler, at det ikke er sensitivitet som et privet problem vi bare må lære at leve med, men en del af at være menneske, og konkrete små ændringer kunne gøre meget store ting for os. 

Vi har lært at indrette os, indtil vi ikke kunne mere, og føle skam når vi ikke kunne mere. Nu kan vi sige til hinanden, jeg forstår dig, jeg har selv været der. Har du oplevet hvor det fungerede bedre? Hvad er jeres andres erfaringer? 

"Autisme og ADHD er ikke en fejl -de er variationer" - Er nok en lidt for kæk tilgang til virkeligheden.

(Ja, igen et citat fundet på nettet) I denne uge var jeg til et møde med en flok mennesker med Autisme, forskellige aldre, baggrunde. Vi var nok som voksne mere ens end vi var som børn, nogen indhenter jo noget fra overgang til barn voksen, andre mister noget, men nok mest pga. livet. 

Vi var den velartikulerede udgave, og der bare kan slå over på Engelsk, dem der fik en uddannelse, lige undtagen mig uden en. Nogen var åbne omkring diagnosen, andre valgte hvornår. Nogen havde mere typiske træk af Autisme/ADHD andre ikke. 

Det er helt klart at nogen med Autisme og ADHD kan lykkes rigtigt godt, i forhold til hvordan samfundet opfatter rigtigt godt. Det er ret sikkert der er ressourcer der ikke bliver brugt, der ikke bliver set også blandt dem der ikke passer perfekt ind. 

Men det vil kærve så mange forandringer og et helt andet menneskesyn. Jeg er overbevist om at der er langt flere med Autisme og ADHD end det vi ved nu. Der må stadig være et stort mørketal. Om det er godt eller skidt er jo efter hvordan et samfund er, vil vi erkende det og arbejde ud fra at det er sådan? 

Og et eller andet sted tvivler jeg, jeg synes ikke verden går fremad med stormskridt, det er lidt frem, og så lidt tilbage også de de rigeste og mest demokratiske samfund. Og dybest set handler det om hvem der har hvilke privilegier, og om nogen vil afgive sine, eller tro på at de ikke kommer til at afgive dem, ved at nogen andre får nogen muligheder. Jeg ser det ikke lige. Mange fnyser af positivsærbehandling, fordi de tror at det betyder man er mindre kvalificeret til uddannelsen/jobbet. Uden at forstå at personen jo skal have fat i det grundlæggende, og ofte lidt ekstra. Det er ikke mindrefaglighed, men der er nogen andre ting der er gjort letter. Mange neurotypiske tænker ikke på at ting jo er lavet for dem, allerede gjort lettere. Det kan være de små ting der vælter læsset, men nogen vil ikke dele mulighederne med nogen andre, de kan kun se inklusion som noget man tager, ikke at det tilbyder noget, og det ikke smider nogen andre ud af reden.

Næsten som dig, og alligevel slet ikke. Autisme og ADHD er også så meget is under vandfladen, der ikke lige ses af andre. Og når andre tror man fungere som dem, hvordan kan man så ikke altid ende i en utrolig ulighed, der er usynlig?

At man faktisk arbejder så meget mere hårdt, og det der udmatter en mest, kan være meget svært at forstå for andre. Fra at træt, ikkebare er træt, men som efter over 48 timer uden søvn. Og folk siger "Jamen jeg bliver også træt efter arbejde", og ja det gør de, men ikke på den måde, hvor det kognitive og fysikken begynder at vakle. Vel også der hvor rumineringen kan begynde. Jeg tror en del har det med at tænke dagen igennem, i den overtræthed, hvilket ikke kan anbefales, men ofte er uungåelig. 

Fleksible arbejdstider, nogen dage på arbejde nogen dage fri, så man kan nå at blive sig selv?

Ville det være bedre at folk på spektret var i teams sammen? Og hvor meget ved vi om hvordan vi ville arbejde sammen, når de neurotypiske ikke blandede sig? Jeg har lavet krævende samarbejde hvor mange var på spektret, så jeg er ikke bekymret.  Der ville være udfordringer, men også ting vi ikke behøver at bruge tid på. Og i idealiseringen af det neurotypiske som guldstandarten, har vi ikke overvejet andre måder at arbejde/samarbejde. Vi har ikke stolet på andre måder der var gode nok, eller kunne give resultater der kunne noget.
Egentlig ved vi jo ikke hvad det er vi kunne, før det er gjort og over længere tid, og uden "de voksne". Og derfra kan man jo gå ud og blande sig med de andre variationer hvis man vil. For det at forstå hvad forskellen er, er ufattelig vigtig. Man har prøvet det selv, det bygger ikke på fordomme, men det levede liv. Det gør også at man ville kunne se hvad de største udfordringer var og der der reelt ikke betyder så meget. 

Har jeg personligt lyst til at kæmpe med neurotypiske for at kunne gøre ting? Det er spild af tid hvis det man gør er vigtigt, og reelt kunne gøres uden deres indblanding eller mindst muligt. 

Jeg har måtte leve med mine fejl et helt liv, og jeg har ikke kunne komme ud over det og lykkes.
Jeg har ufatteligt mange evner og talenter, der ikke kunne anvendes til noget i sidste ende. Jeg er en overlever, der har startet forfra igen og igen. 

Jeg ville bare være en "del af", være ok. 

Og tingene har ikke ændret sig meget, og perfektionen er bare blevet et endnu større krav, og de afrundede hjørner på ens personlighed. 

Det er ikke manglende intelligens, eller flittighed der holder mig fra arbejdsmarkedet, det er de uskrevne regler, den manglende fleksibilitet, det er manglende forståelse for at vores evner kan være asymmetrisk, og det er at der ikke har været den rigtige støtte til at komme i job, og (frivillig) fastholdelse på arbejdsmarkedet, hvor det faktisk skal være i forhold til Autisme, fordi vi opfatter en arbejdsplads anderledes, end andre grupper med umiddelbart samme problematik.

 
Solidt forarbejde, giver en god start på arbejdsmarkedet. Jeg har arbejdet med flere projekter der skulle forbedre mulighederne for et job, for grupper med psykisksygdom, og ved af erfaring at det ikke er helt det samme med Autisme, meget er det samme, men det kan være afgørende at man forstå forskellen. Og at man selv forstår den og arbejdsgiveren. Det er 90% det samme, men det sidste kan være ret afgørende.Min erfaring er bare at man ofte forenkler det man gør, efter nerotypiske regler, og glemmer det målgruppen selv har pointeret som væsentligt. Der er også nogen ubehagelige sandheder man ofte prøver at springe over, men da de er dem der kan ende med at blive snubletråden, nytter det ikke igen at glatte ud. 

Mange ønsker brændende et job, og det at komme ud og noget går galt, kan være fortvivlende og tage tid at komme over og få bearbejdet så man måske tør igen. Det kræver at nogen er der til at lande det også med arbejdsgiveren, der kan føle de gjorde noget galt. Så hvis vi tror på at Autisme og ADHD kun er variationer, så skal vi samle op på al den solide viden jeg kender til, og mere end det, så det kan lykkes. Og det bliver nødt til at være tænkt af dem der har erfaringerne unge som modne, hvad fungere, hvad fungere ikke. Der må være en del der har haft et langt og ok arbejdsliv, hvor de fandt deres hylde. Samtidigt med at andre prøvede og prøvede. 

Men sandheden er ikke uden kanter og politisk korrekt. Men det hjælper heller ikke nogen, for jeg ved hvad vi sætter på spil, vi satser så meget at vi ikke skal have halve sandheder og udenoms snak. 

De nye Autistiske piger/kvinder, nogen forskere ikke gider.

Vi behøver ikke engang mænd, for at stille spørgsmål til Autisme hos kvinder:

I et interview hævder professor Karen Hoyland "At kvinder, der hævder at være autistiske, bare higer efter en diagnose, og forskere som hende har gjort udsigten til autisme attraktiv."

Og hun tilføjede "Autisme er ikke underdiagnosticeret hos kvinder, tro mig - nej, hey, stop med at tjekke PubMed! Stop det!"

"Jeg synes, vi skal gemme 'autisme'-mærkatet til kun de mennesker, jeg tror, ​​er handicappede. Hey, dig! Barn, der leger med LEGO! Skynd dig, fortæl mig - har denne trekant følelser?"

"At fortælle alle disse evigt ængstelige Lola Young-fans, at de skal sparke sten, vil hjælpe os med at fokusere forskningsmidler på min yndlingsform af autister: dem, jeg kan tale om." 

Ja, vi ynglings Autisterne og jeg høre sikkert med. Jeg elsker Lola Young fra første lyt, men jeg er jo også AuDH versionen, piger/kvinder uden grænser og fuld knald på følelserne. 

Ja, vi har hørt det ofte vi har for mange følelser og samler på diagnoser. Hm, tja, hvad jeg ved er, at mange af os har har ikke trivedes, og vi er blevet ignoreret, vi har ofte fået andre diagnoser, vi har haft fysiske symptomer, der var uforklarlige, sådan noget "kvinde noget". Vi er bare en flok tøsede regnbue Enhjørninger der søger identitet. Men jeg tænker at identiteten som Autist, er ikke så attraktiv som nogen åbenbart går og tror, man har et styresystem der ikke matcher flertallets og der er reelt ingen points at tage ved at deklarere ens diagnose. 

I et langt liv ved jeg alt om kvinder, der ikke støtter andre kvinders liv og erfaringer. Især når de selv har fået deres på det tørre, og har magten. De er dybt forankret i systemet og gamle mønstre, som de måske tror de har brudt med, ved at lykkes indenfor systemet. Vi andre er bare pinlige, en reminder om hvor håbløs kvinder kan være. 

Hvad er vi så? Er vi dem dem kaldte Hysteriske, Skrøbelige,  svage nerver, en af grundene til kvinders dårlige ry? "Det svag køn"? Jeg synes jeg genkender noget. Der er også rigtigt meget med overlevelses mekanismer, nedarvet overlevelse. 

Jeg genkender også den frostkolde afvisning jeg har mødt som en ung kvinde, der ikke kunne forstå jeg var så udmattet bare for det mindste, samtidigt jeg så gerne ville være med. Deltage. Jeg ville bare være som andre, men sådan var det ikke. Hvad der gjorde jeg stak ud vidste jeg ikke, men der var noget. 

Og når det gik helt galt fik vi en psykiatrisk diagnose, eller begik selvmord eller begge dele, eller selvmedicinerede os, mod smerten og ubehaget. For smerten og ubehaget var der. Og man skal være stærk for at magt det i længden. Og stærk når ingen anerkender en, ikke ser en. Og der ikke er en plads til en.
Nogen af os dumpede ned i alternative miljøer og fandt mening, og andre mennesker der. Og andre som os, inden de begyndte at diagnosticere os en for en, og vi skrev, "velkommen til klubben, og hvis du vil vide noget skriv til mig" på deres virtuelle væg.

Mange har klaret sig med diverse job og uddannelser, med fantastiske tider, og store nedture. Andre vil hellere være hjemme og styre livet derfra. Og nogen klare sig faktisk meget godt, men så kommer overgangsalderen, og pludseligt er man som et andet menneske, og mindre smidig i evner. Det sidste gør også at jeg mener det er vigtigt at de unge bliver gjort opmærksom på hvad der sker ved menopausen, og at praktiserende læger ved det. 

Det kan godt være at de forskere der kun tager sig af "de rigtige Autister" synes vi er i vejen og fylder. Og tager fokus fra en gruppe der har flere og større udfordringer. Det er bare ikke ensbetydende med at vi andre ikke har dem, at vi ofte har usikre liv og en kortere levetid end gennemsnittet af befolkningen. 

Vi er her, og vi har altid været her, men vi er stadig latterliggjort, pyttet væk, som egocentrikere, diagnose søgere, opmærksomheds søgere. Selvom nok hoved parten af os er meget stilfærdige, og ikke fremfarende på nettet, eller ude i livet.
Den store andel af ny diagnosticerede piger/kvinder kom som en overraskelse for forskningen. Også maskeringen, at kravet til piger og kvinder er så ultimativt, og vi er hardwired til at maskere for overlevelse, alene som kvinder, og dobbelt op som værende på spektret. Nogen af os er bedre end andre, men vi falder dog ofte igennem i de andres øjne.

Udover det,  er der en stor gruppe af kvinder på spektret med en lidt anden kønsidentitet, der er mange variationer. Før i tiden opfattede jeg det som at Autisme havde nogen maskuline træk, og derfor logisk at man som Autistisk eller ADHD kvinde, havde nogen maskuline træk i ens tænkning. At man var pike/kvinde på et lidt anden måde og faktisk kunne have svært ved at forstå andre pigers leg, og samtaler. De havde noget underforstået mellem sig, man ikke selv havde indblik i. Igen for noget føles det meget afgørende, mens andre lige fornemmer det, men får det til at fungerer ved maskering og kopiering af adfærd. 

De her ting har udviklet sig gennem de sidste 30 år til at blive mere og mere synlige. Og folk har fundet ud af, at de ikke var alene. Fundet ud af nogen af de sære fysiske symptomer var ægte, men også typiske for kvinder på spektret fordi det hørte under nogen genetiske kombinationer, også mange hormon betingede cyklus problemer, som læger prøvede at pytte væk. De gør de stadig, men der er ved at ske noget.

Så pludselig kunne vi se den samlede sum af at have "lettere Autisme" som kvinde. Pludselig var den ikke så let som nogen påstod, og vi havde gået der  og følt os pivede og forkerte.
Viden i sig selv kan gøre det lettere at takle, men hvis der var noget der kunne gøre det nemmere i hverdagen?. Vi bestod ikke mere af enerer, vi var andre med lignende kombinationer. Og lignende drømme og evner. Og ofte en pokkers mange traumer, og trætte efter at have maskeret i årevis. 

Vi gav afkald på noget, måske mest for at gøre andre tilfredse. Og for at dække over skammen og usikkerheden. Og det var ikke en "særlig overfølsomhed" der nødvendigvis gjorde det, for de fleste ved godt hvad der sker hvis vi ikke holders inden for rammerne. Det er lidt hønen og ægget. Ja, vi har stærke antenner, men der er også mange gentagne negative erfaringer, der gør det til Angst og OCD,  til lavt selvværd, ruminering. Og når nu en hjerne er wired til at ruminere? De evner, der kan gøre at man kan noget særligt, ligger meget tæt på det der kan forpeste ens eget liv. 

At vores tanker går hurtigere, dybere, højere, kan ting, gør os potentielt sårbare, hvis man vil se os sådan, ikke kun Autistiske kvinder også mænd. Men der er stadig forskel på hvad man forlanger af mænd, og kvinder i vores samfund. 

Der er forvented adfærd, for hvordan man agerer. Vi forventer at kvinder er mindre kantede, mere sociale, og på en særlig kvindelig måde, med en masse mikro detaljer i tale og kropsprog. At vi ikke er alt for kække eller direkte. Mænd er morsomme, men kvinder er mindre, det folk griner af ay en mand siger, gælder ikke for en kvinde. At målrettethed hos mænd er ok, men kvinder skal kunne vige af.
At den Autistiske form, med at tale ens med alle, kan opleves som manglende respekt, og vores evne til at se fejl og løsninger, kan være skide irriterende, endnu mere når det er en kvinde det taler. 

Er vi virkeligt kke nået længere?

Og så er vi der igen, vi fandt hinanden, vi fandt svar, og så kom push backet:, "I er ikke de rigtige Autister bitches, bare wannabees fordi det nu er trendy!" "Fordi i vil være særlige".

Nu har jeg aldrig ønsket at være særlig, jeg ville bare kunne gå i skole, finde ud af det med de andre børn kunne, lære noget. Jeg ville bare have haft et job, jeg ville have et fælleskab med nogen. At jeg have et fag.

Men jeg betalte den ultimate pris, ingen skoletid der fungerede, uddannelse, fælleskab, job, fag. Kun en nydelig, intelligent pige/kvinde. Der spurgte hvorfor! 

Vil det lykkes disse forskere at gøre os usynlige, og latterlige igen? Og hvad er vores plads i samfundet så, for der er jo noget der ikke fungere, og det er ikke bare os der ikke fungerer, en restgruppe af svage individer der ikke er ressourser til. Vi er næsten tilbage i Eugenik. Men hvor vi bare bliver skubbet rundt og stresset i "systemet". Det former vores syn på os selv, vi kommer til at virke "offeragtige". Det moderne samfund har sine "restgrupper", der skubbes rundt med svage eller selv forskyldt dårligt fungerende mennesker, er det billigere bare at lade dem være som en ansigtsløs masse, et nødvendig onde. Er vi ikke nået længere? Tidligere var det et hot emne, så blev det meget kontroversielt af gode grunde. Nu ignorere alle bare. Det er bare ikke heller ret humant, for mennesker der aner de er en restgruppe har dårlige liv.
Og det er ikke bare som det er. Det er ikke en naturlov. Det er heller ikke sådan at vores samfund ikke kunne løse det, at vi ikke kunne løse det. 

Jeg er ret sikker på at nuværende og kommende neuro sparkly generationer nok skal give svar på tiltale, det er levede livs erfaring, og selv dem på 10 år har erfaringer, og deler dem med andre på 10 år og alle de kvinder der har været 10 engang og på spektret. 

Skal der ses på grupperingerne af Autisme? Eller er det ikke det det handler om, men mere generel solid viden i samfundet om, hvad det indebære at have forskellige former for Autisme. Og at vi jo reelt i dag ikke klumper det hele sammen i en kasse, der hedder Autisme.
Og så dem der næsten kan uden støtte men godt af og til får brug for støtte, og i tide. Og så der er "højfungerende", men alligvel kan ramme bunden, fordi at Autisme og ADHD ikke er det sammen igennem hele livet, den forandre sig. Eller det kan den. Og så er det at hjælpe folk hurtigst muligt. For vi kan have svært ved at komme op igen, og vi ruminere og vi kan få langvarige shutdowns der kan tage måneder, og længere. 

Information og adgang til den rigtige støtte uanset alder og uanset hvor velfungerende man er er vigtig, det øjeblik man ryger i et hul. Autisme har konsekvenser for et liv, mange muligheder ja, men også konsekvenser, så det er ikke ok at tale ned til nogen grupper, dertil har lidt for mange af dem, betalt prisen, vi behøver ikke at fortsætte på den måde.

Hvis man vil forske i "rigtig autisme" gør det, der er brug for det, og lad os andre være, så kan vi, og forskere og fagfolk se hvad man gør for, at  vi har får bedre muligheder for at trives.
Det med at spille grupper ud mod hinanden, og kun styrke sit eget felt er ikke vejen. Eller så er de bare modne til pension, de synes de har lært det de skulle i deres liv, og nu er der alt muligt nymodens hejs, der ikke er til at forholde sig til, for et voksent menneske, med årtiers forskning bag sig. 

Jeg tænker at solid forskning altid vil være en del af historien, også den mindre solide. Time vill tell hvordan man vil se på Autisme, ADHD om 10 år, det er ikke til at sige, for jeg tror forskningen vil blive speedet op, og der vil være mange forgreninger. Og der kan også komme noget viden gennem et helt andet felter der vil gøre at der sker større forandringer. Om det bliver til vores fordel, det er ikke til at vide. 

Når man svigter andre, og samtidigt svigter sig selv.

Det er dejligt at kunne hjælpe andre. Det er godt med fælleskab og venskaber. At være en man kan regne med. Gensidighed.

Jeg kan have svært ved at sige fra, jeg kan have meget svært ved at sige fra. Jeg håber jeg kan, jeg tænker det må kunne lades sig gøre, det er ikke noget stort. Men på det forkerte tidspunkt kan det blive kæmpestort og overskygge alt. Jeg kan ikke overskue det, og jeg føler skam over ikke at kunne, jeg ruminerer over det, det fylder alt, så andet heller ikke bliver gjort. Jeg går i stå, falder tilbage. 

Jeg kunne bedre hjælpe andre før i tiden og betale prisen efterfølgende. Nu er det inden. Åbenbart har jeg ikke forstået det. 

Det handler jo om selvbillede, mine idealer, hvordan jeg gerne ville være, hvad jeg er som menneske. Hvordan jeg selv vil mødes. 

Måske det er helt slut, det kommer ikke til at blive som det var, eller som det aldrig reelt var, bare noget jeg gjorde og betalte prisen. Måske min generøsitet overfor andre må blive noget andet, noget jeg kan magte og få energi af, på mine betingelser. Ikke ud fra egoisme, men for at kunne bidrage, og overleve. 

For hvis alt er på kanten, kan det aldrig give en rigtig følelse af at have gjort noget godt. Overskud, der bliver trukket ud af underskud. 

Samtidigt har jeg masse af overskud der kunne tage form, men det kræver at jeg bare gør det. At mindst muligt kommer i vejen. 

Jeg kan ikke bytte med den samme type valuta, men noget helt andet, hvis det giver mening. 

Og jeg må lære at holde fast i det, for jeg har det så dårligt med at svigte andre. 

Lige nu hvor der sker noget positivt i mit liv, men også noget meget krævende, vil jeg holde fast i at sige: Lige nu har jeg time out, jeg skal kun det der er nødvendigt for at få det bedre. Og det er en lang time out. Og det kan være at jeg vil komme til at leve ting andre synes er underligt og selvmodsigende, men nødvendigt for mig. Jeg tror det kan tage år, eller jeg får drejet mit liv på en måde hvor det jeg levere er det jeg leverer, og ikke alt muligt andet. 

Reelt aner jeg heller ikke om det er muligt, er det muligt at opnå det i høj alder med Autisme/ADHD? Hvor lav skal barren være, eller hvor specifikke skal mine mål være?

Eller handler det om at hver dag, jeg er bedre og mindre kritisk mod mig selv er en sejer? Det synes jeg er dejligt konkret. 

Mindre mental smerte, og så se hvad der så sker. 

Hvordan formidler jeg det overfor andre, at det er så afgørende at jeg stadig er der, men jeg skal være fredet i en tid? Og at selvom ting går i den rigtig retning, er tingene ikke bare ordnet. At ting nu ikke bare er godt eller overstået. At den stabilitet jeg behøver er et langt sejt træk, med tilbagefald og min egen skepsis er sund og bygger på erfaring, det er ikke negativitet, det er at jeg ved hvad jeg står overfor, hvilket er en styrke, selvom den kan virke irriterende. 

Jeg tror at tingene kan ændre sig nu, at det bare er et naturligt tilbagefald og en vigtig reminder om hvad jeg skal huske på. Hvad jeg behøver at holde fast i uanset hvad andre tænker om mig. Og om andre forstår mig. Jeg må lære at skuffe og leve med det.

Det er et opgør med min opvækst og den måde jeg har levet på, og troet at jeg havde lagt fra mig, for der er endnu mere jeg må holde op med. Det er en afvikling, men forhåbentlig også måden jeg kommer til at gøre det jeg kan og trives med. 

Hvad der kommer til at vokse op vil vise sig, jeg aner det ikke. Jeg har så meget spændende på mit lager. 

Der ligger også en styrke i at se det halvtomme glas.

 "Tingene går i den rigtige retning så nu skal du bare være tilfreds og optimistisk". Hvis man ofte nok har kæmpet og tabt, har man lært ikke at håbe for meget. Det håb der kan kaste en i afgrunden. En mere realistisk tilgang kan gøre faldet blødere, og gøre det er muligt at prøve igen, på en lidt anden måde.

Jeg kan lige nu se en sjat kaffe i mit krus, det er en ok sjat, halvtomt men ikke tomt. 

Den anden: "Hvordan spiser man en Elefant?". "En bid af gangen". Med ADHD kan det være svært at vide hvor man starter. Med Autisme kan det være svært at skifte til en tilgang til en anden. Med begge dele så er det rigtigt komplekst. Det er at finde metoder og skifte metoder, så flere metoder til samme opgave. Hvad gør jeg hvis jeg går i stå, bliver i tvivl, kommer til at gå igang med noget andet? 

Hvis alt er endt i kaos er der meget få metoder man bruger. Der er daglig overlevelse, der næsten skrumper år for år med hvad der er muligt. Der skal skabes nye metoder og ny struktur. Det er reelt kognitiv træning. Gentage nye mønstre. 

Men fra et næsten 0 punkt, vil meget føles som om meget lidt sker, og at man lidt har været der før. Eller mange gange. Det at rulle stenen op af bjerget, og over. 

Fastlåsthed, og ekstra meget fordi man er under press og overvældet der hvor man er. Udgangspunktet er ikke optimalt. Frustrerende opgaver der provokere minder om andre gange, og viser de manglene evner. Det er en kamp, mentalt fysisk og det er bare en smattet køkkenvask. Men den er også et personligt sammenbrud. Men man er jo ikke sin køkkenvask, men lige der er man. Lige der er den køkkenvask det man er, eller det man ikke er. Det andre lige kan klare, og aldrig når dertil. Der hvor andre væmmes og man selv væmmes fordi man har stærke sanser. 

Og det skal jo gøres rigtigt og den skal blive rigtig ren, fordi den er virkelig slimet. Og man starter, og der er snavsede ting der skal værk....et sted. Og man skal give den en ordentlig behandling med noget der fjerner bakterier og det hele. Og det skal lige stå og virke. Og så gør man noget andet og nogen dage efter ser man vasken igen, og laver en rinse and repeat. Og prøver at sætte de ulækre ting i blød. Osv. osv. Og når man ved det og kender det ved man hvad jeg mener og hvis man ikke gør vil man tænke hvorfor bliver det ikke bare gjort? 

Men det er ikke bare køkkenvasken, der er meget andet der skal fikses, der burde gøres. Og der er aldrig energi nok. Og spektret er en off on knap man ikke selv kan styre. I den perfekte verden ville man være mindre overvældet af livet, men det er kun for de heldige. 

Jeg kunne godt mose igennem da jeg var yngre. Men on/off knappen kan i dag sætte sig fast på off, og blive der. Det betyder jeg ikke kan komme ud af døren eller op af sengen eller noget. Og jeg kan ikke kalde på hjælp, det eneste jeg kan er at være i det til mit system er reguleret. Men det er ikke 3 dage, eller 2 uger, det kan være 3 måneder det kan være mere. Det er en kolaps af hvilke systemer der måtte have været, og erkendelsen af at være ret hjælpeløs. Alene i det.

Det er der jeg er glad for mine interesser, da de lige får mig igennem dagen/ugen/månederne. På e måde er det det halvtomme glas, det er en sjat på bunden. Men den sjat består i "åndelig/kulturel føde". Det er et nøjsomt liv. Der er en diciplin i at kunne meget lidt og alligevel overleve, og håbe noget sker. At batteriet lige får 2% mere. For det er det der er at arbejde med, de små procenter af mere mental og fysisk energi. For det skal alt sammen komme fra mig, der er ingen støtte omkring den prosess. der er ikke noget løft. Der er kun mig i en beskidt kaos lejlighed. Og min evne til at bevare håbet og kraften, når der reelt ikke er meget håb i sigte. Det er meningsløst.

Jeg er sikker på mange vil synes det er tungt. At jeg er tung. At jeg ikke er opløftende at jeg ikke giver andre håb. Fordi det lidt er en pligt man har, at hvis man ikke fungere optimalt skal man give andre håb, ikke de andre ikke velfungerende, men de velfungerende. Så de kan leve lykkeligt videre. Det er et interessant koncept. Men med Autisme insistere jeg på at være irriterende. 

Jeg køber ikke den naive optimisme, og det er mit valg, for den fungere ikke for mig. Og jeg har været igennem alt for meget, af alt muligt der ikke er nemt at have med at gøre. Men jeg er her endnu, så noget må jeg have gjort rigtigt. 

Der er meget i livet der er som at lære noget nyt, det kræver man gør det rigtigt mange gange, og har overblik over helheden, hvordan det griberind i andre ting. Der er ting der går som et leg og andet er bare er en sej omgang. Og med Autisme/ADHD er det ofte helt andre ting der er meget svære, end det er for flertallet. 

Optimalt ville det være bedre med meget mindre af det jeg ikke kan finde ud af, og meget mere af det jeg kan. For energi og fokus vil aldrig være i balance eller nok, det er altid en balance på en knivsæg. Der i perioder kan fungere ret ok, men også kollapse. Det er vores virkelighed og vi kan tro vi har lært balancen, og vi passer på os selv, og vi bruger de teknikker der fungere for os. 

Når tingene ramler, så burde vi kunne få den støtte vi behøver. At vi ikke skal leve i år i det, at vi ikke dør i det/af det. Usete. Er vi for andre de halvtomme glas? Den sjat der ender i køkkenvasken? 

Det halvtomme glas er altid muligheden, for endnu en opfyldning, og funktionen er at det holder på sit indhold om det er fyldt til randen, eller de er to dråber på bunden. Vi burde have nok i vores samfund til at gen fylde glasset en smule når det er nødvendigt. Men hvem? Er samfundet staten, eller os som proaktive? 

Nå, jeg regner ikke med der sker meget på det område, og jeg vil/må koncentere mig om at hive mig selv op af den ulæks køkkenvask, inden jeg redder verden. 

Dissociation i kombination med ADHD.

 "Min ADHD er blevet værre", det med at ikke være til stede i ting. Der er bare det at Dissociation gør det samme: psykisk stress belastning. Jeg er klar over at Dissociation har fulgt mig gennem livet i mange former. De findes i Autisme og ADHD, men Dissociation er en forstærket reaktion, og det er en reaktion på ikke at kunne reagere som behøver at gøre det, at man er tvunget ind i et mønster, der bare prøver at få det til at fungerer, i situationen. Er det et livs vilkår er det sådan det fungerer. 

Det er svært at være til stede i livet som det er. Noget af en er et andet sted, for kortere eller længere tid. Nogen gange er man hverken her eller der, med det ene ben i virkeligheden og det andet? Nogen kunne kalde det distraktion, dagdrømme, tvangstanker, manglende fokus. 

Jeg var et tålmodigt barn, jeg gjorde ting ordentligt. Til en fumlende scatterbrain? Det var jo ikke fordi jeg ikke brugte Dissociation som barn, slet ikke. Men jeg havde stadig kontakt til det jeg gjorde. Det ubærlige gør at tingene ryger ud af hænderne på en. Er ADHD og Autisme der er sendiagnosticeret og fået lov til at klare sig selv under svære vilkår, endt i ikke at kunne være i sig selv, et konstant tryk og ubehag i hverdagen, der er for omfattende til overhovede vide hvor man skulle begynde.

Jeg tænker at når man ikke engang har drømme for fremtiden, er det fordi det er for urealistisk i forhold til nutiden. Og at mine daglige udfordringer er uforståelige for de fleste, fordi det går ind i alt, det mest enkle. Alt det man bare kan. Der er grunde, på grunde, på grunde til at ting ikke kan gøres på den rigtige måde og løses. Så mange ting der er gået galt og skal ordnes først. Udmatende. Dissociation træder ind. Holder en i live, men ikke levende. Det er det hemmelige liv, det liv jeg lever når ingen ser mig, eller når det er dem der hjælper mig i mit hjem. 

Det der dukkede op efter mit hjem er kommet mere i orden er ordet Dissociation, og det kom egentligt i forhold til Dissociation i forhold til min barndom. I forhold til minder, til at huske hvordan det var. 

Dissociationen fungere på flere planer, en tåge over fortiden og en tåge der lavpraktisk tåger en praktisk opgave. Først følelsen af hvad gør jeg, jeg har været her før, og så Dissociation. Ubehag. Men Dissociationen skaber også selvhad, hvorfor kan jeg ikke? Hvorfor skaber jeg det her kaos for mig selv? Jeg skabe kaos og jeg taler grimt til mig selv. Alligevel er Dissociationen løsningen min hjerne vælger, selvom det sidste er meget værre. 

Hvorfor udsætter jeg mig for en smerte og mental selvskade der er værre, end det jeg umiddelbart distancere mig fra? Formentligt fordi det er det jeg kender derfra. 

Efter jeg fik mere hjælp i hjemmet, er jeg mindre ond ved mig selv. Og undre mig over jeg kan finde ting og ved hvor ting skal være.

Hvorfor har jeg skulle leve på den måde, min måde at leve på afspejler min tilværelse, det afspejler Autisme og ADHD ja, men det afspejler i høj grad hvad jeg har skulle magte alene af store udfordringer. Det går til et vist punkt. En dag kan man ikke mere. Når hvæser at Autisme og ADHD er noget man er født med, som om det skulle gøre mig mere tilfreds med mit liv, og det er som det er. Så er det ikke som det er. Det kunne have været anderledes hele vejen igennem, ikke perfekt, men det kunne have været bedre. Jeg har bare måtte kæmpe for meget, og for alene. Jeg er resilient og en fighter, jeg har selvindsigt, jeg kan reflekterer. Det er bare ikke nok, selvom jeg måske har mere end de fleste. 

Det er svært at tro på sin egen værdi og værdighed som menneske, når det ikke er det man møder i samfundet. At holde fast i det, hele tiden, uanset hvad der bliver sagt og gjort, eller hvor meget man bliver ignoreret. Det er som om andre Dissociere mig, noget slår fra, de kan ikke høre og se. Er jeg et levende symbol på trauma, hvad samfundet ikke kan hele. Det ingen ønsker for sig selv?

De neurotypiske har deres egen Dissociation, der ser og høre pr. automatik. Og en automatik der ofte ikke får de detaljer med, hvor man kan fange og rumme Autisme og ADHD, og følgerne af det når vilkårene ikke er  særligt optimale. 

Det at jeg Dissociere betyder ikke at jeg Dissociere fra smerten ved livet, kun noget af den. Vel enda kun en lille del af den. Men nok til at komme videre til den næste dag. Jeg er bevidst om meningsløsheden i det Hamsterhjul, og det spinkle håb at noget sker der sender mig i den rigtige retning, ud af hjulet, eller den negative infinity sløjfe, af ruminering/overtænkning og Dissociation. 

Det det kræver er faktisk at noget af byrden løftes af mine skuldre, at vi dropper at vi altid kan finde vejen ud alene. Det kræver et skift, en ændring og en positivt. Bare lidt jeg ikke skal løse selv. Det kan være småting der gør at der er overskud til at gøre noget andet, der kan ændre til noget bedre. Men det skal til. 

Når nogen faktisk taler sandheden som den er.

 Min jul var præget af ikke at komme i mål med kaos hjemmet, ikke komme i mål med året. Og min tåbelighed i at havde troet, at en meget tydelig bedring ville kunne klares på et år. 

Jeg nævnte det for min nye støtte i hjemmet, og hus sagde ca. sådan: At jeg havde lagte en plan der krævede andres hjælp, at den var hængt op på om det kunne lade sig gøre". Og ja det er sandt. Det var sådan en sætning jeg selv kunne levere, "diamant sandheden", ofte ikke populær blandt neurotypiske. 

Men det var jo rigtigt. Med ingen ander muligheder og uden evner til at gøre det på egen hånd, havde jeg overladt mit mest brændende ønske, i hænderne på "systemet". Men systemet kunne ikke løfte opgaven. Eller de kunne ikke løfte det uden at jeg samtidigt fik alle mine fine sager evt. trampet ned. Og med den viden. at de fleste socialerengøringer med en "oprydning" skader mere end den gavner, et ekstra trauma. 

Det ville havde krævet støtte hvor der var oprydning min 2 gange om ugen, uge efter uge. Måske oftere fordi jeg ikke kunne arbejde så mange timer. Nu kan det være to gange af 4 timer og mere.

Hvorfor kan jeg ikke passe mit hjem? Fordi det er groet til i en periode jeg har haft det skidt for mange år siden. Fordi min ADHD gør at jeg glemmer hvad jeg har gang i, og at jeg nærmest taber ting ud af hænderne, eller ikke kan beslutte mig hvordan jeg skal angribe det. Jeg ved godt hvordan man gør det rigtigt, jeg kan bare ikke. Jeg kan ikke være i det. Samtidigt med bander jeg over mig selv, og hvordan det kunne gå så galt, håbløsheden i det. Det er der min hjerne er endt efter alle de forsøg. Jeg har været slem mod mig selv.

Ja, der er bygget nogen kognitive motorveje, der går igang når jeg går i gang med hjemmet. Jeg har brugt kognitiv terapi før, og Recovery. Og jeg har selv arbejdet med Recovery.
Udfordringen er bare når alt er brændt sammen over tid, og det er svært at filtre det ud af hinanden, men noget af det reelt heller ikke er psykisk i almindelig forstand.
Noget af det "ekstra" de sidste 10 år var at menupausen var indtrådt, og havde lagt en tåge udover alt. Jeg forstod selvfølgeligt ikke hvad der var sket, og troede  at menupausen var fysiske symptomer og ustabilitet. Ikke at den kunne omhylle en i noget der bare gjorde alt mere op af bakke end det var før. Og det var ikke godt før, men det der ekstra, var alt for meget, og jeg kunne ikke gennemskue hvad det var, også fordi der var ting der gjorde at der var lidt for meget at forholde sig til. At blive diagnosticeret med Autisme, en flytning, og personlige tab. Jeg fanget ind. Og det var som om jeg ikke kunne psykisk eller fysisk flytte mig i over 7 år. Jeg ser det som mistede år. Menopause og Autisme og ADHD er nu noget man ved mere om, og at det laver ret voldsomme negative ændringer hos kvinder på spektret. 

Jeg sagde til lægen her i ugen, det føles som en straf at leve sådan, i sådan et hjem. Det er sådan noget man gør for at straffe folk, spærer dem ind. Jeg har tilbragt alt for meget tid inde uden at kunne andet, og under forhold man ikke ville unde nogen. Mit hjem er en følge af mentale tilstand, der er en blanding af flere faktorer "opbygget" gennem et liv, udover Autisme og ADHD. Og samtidigt påvirker hjemmet mig negativt. Både stigmaet ved at leve sådan og kaoset i det, og det med ikke realistisk kunne magte det selv. 

Hvordan elevanse medicinen kunne have hjulpet mig endnu mere, hvis mit hjem i løbet af de to år havde ændret sig mod det bedre? Det eneste jeg kunne gøre var at rydde op i min hjerne sammen med elevanse, for det hjalp den med uge for uge. Men den gjorde mig ikke bedre til det med hjemmet. 

Ja, jeg "gjorde regning uden vært" og "satte min lid til andre" som man sagde engang. Jeg troede på noget/nogen der var udenfor mig, at jeg kunne hjælpes og det måtte kunne lykkes, og jeg tog fejl. 

Havde jeg ikke troet på det havde jeg ikke kunne leve, havde jeg vidst at meget lidt var sket fra den ene jul til den næste. Jeg kan ikke rumme det. 

Jeg er begyndt at gå til live musik igen, jeg er begyndt at tegne og modellere igen. Jeg er igang med at tage min julepynt ned og ikke være ked af det og vred samtidigt. Julepynten er mit valg og min glæde. Og også en træning, ned i de rigtige æsker. Vær i det. Fortsæt. 

Det var en jul som året før, og den var barsk, men også anderledes. Der var sket noget i hjemmet inden med den nye støtte. Og jeg havde overlevelses erfaringer fra julen før. 

Og jeg kunne se det groteske, i at det er her vi er som samfund, og at Hoarding kommer som diagnose i 2026. Men lige nu er jeg stadig udenfor nummer og rette kasse, i det Danske kassesystem. 

Men kan føle sig så totalt magtesløs i vores rige regulerede pæne samfund. Det er en erkendelse, det er sådan det er og man kan ikke regne med noget. 

Neurotypiske ville sikker sige, hvorfor jeg ikke er gladere, nu hvor det synes som om  jeg får den rigtige støtte?

Det er jeg også, men det jeg har lært og mærket konsekvenserne, og det er ikke noget man/jeg lige glemmer. Det er de afgrunde jeg kender og jeg ved jeg kan komme til at møde igen meget let, for det er sådan samfundet er skruet sammen. Det gør mig ikke tryg, heller ikke tanken om andre som mig og alle de andre der kan sidde med lignende problemer. 

De færreste mennesker er skabt til at løfte alting selv her i livet. Og vi skal tro på andre kan gøre en forskel i ens liv og at man selv kan i andres. Selv jeg. ;-) 

Men ja, jeg overlod mit håb til noget/nogen udefra. Hvordan jeg løser min fremtid vil vise sig, men det er tid til forandring. 

Jeg havde et håb for julen 2025.

Efter julen 2024 svor jeg at det blev nød til at blive anderledes, jeg kunne og ville ikke mere leve på den måde. Jeg synes bunden var nået og det ikke var et værdigt liv. 

Umiddelbart er mit hjem ikk anderledes et år efter. Og jeg kan sige at jeg var naiv, at jeg troede at 12 måneder måtte kunne gøre en forskel. Jamen, det måtte det da?

Mit hjem må da være til at kunne leve i, og sådan ok inden næste december, det er da realistisk! Det er da realistisk?...

Joooo, det burde det vel have været, men sådan fungere systemet ikke. Der kunne ikke laves en plan der kunne uføres, og udføres med det overskud og de kræfter jeg har til det. 

Jeg kan ikke udføre det praktiske. Og når jeg prøver fungere det nærmest på en selvdestruktiv måde, fordi jeg ikke kan, og samtidig er vred på mig selv og vred fordi der ikke har været en hjælp der svarede til det der havde været brug for. Så jeg var Prügelknabe, fordi ingen ville anerkende hvordan det stod til. 

Jeg har været forfærdelig mod mig selv. Det har været svære dage. Jeg har håbet på løsninger, jeg har søgt løsninger. 

Er jeg blevet klogere? 

Absolut, jeg gør altid alt hvad jeg kan, når jeg ikk kan er det fordi jeg ikke kan. Og når jeg går over stregen for hvad jeg magter, betaler jeg. Med at kunne endnu mindre og hade mig selv endnu mere.

Det er en dårlig deal, det er en lorte deal. Og det er ikke mig der har fundet på den. Det er den der er, det er den virkelighed vi har lige nu. 

Jeg har slidt mig selv helt gennemsigtig, så jeg ikke selv længere ved hvem jeg er. Har jeg tvivlet på mig selv tidligere, så tvivler jeg endnu mere. Jeg ved at jeg intet betyder nu. På en måde er det at vaske tavlen ren. Så er der i det mindste noget der bliver vasket rent. 

Det kan føles som en straf for noget, uafgrænset straf, en uofficiel straf. Men hvad er det jeg har gjort?

Jeg kan ikke klare mig selv på nogen basale områder. Det er sådan det er. 

Det kunne have været anderledes, det kan være anderledes. Det kunne blive anderledes.

Men det er faktisk ikke op til mig. Jeg har gjort rigeligt, og jeg kæmper stadig. Det burde ikke være nødvendigt, ikke så meget. Når man står alene med sin desperation, der det som om den aldrig kan lægges til side. Alle vågne timer er en bevidsthed om det der ikke kan gennemføres. Sikkert også nætterne. Jeg vågner og kan mærke at mine hænder skal folde sig ud. Et såret dyr. 

Hvad så med 2026? Jeg kan mærke jeg er på vej ud, jeg har set ting, jeg har forstået ting. Jeg er blevet konfronteret med min egen usynlighed. 

Samtidigt er jeg også begyndt at gå til koncerter, kommer mere ud, være mere kreativ, opøve ting. Men kontrasten giver ingen mening, men det er nok der sandheden ligger. 

Jeg har altid gået hele vejen og lidt til, andre kan tro det har gjort det, men jeg ved nu, at det er der bedraget ligger i samfundet, i andre. Den sandhed vil ikke gøre mig mere lykkelig, men den giver mit eget liv den vægt, der svare til hvad det har kostet mig som menneske. Det udvinder guldet fra slaggerne. Jeg har gjort arbejdet. Det er det jeg gør. 

2026?

Der er dog sket noget i året, og her sidst på året. Men det sætter alt det andet i relief. At opleve det kunne være anderledes. At når man er mindre presset, bliver der plads til noget andet. Der bliver mere ro og mindre selvhad og vrede. Og det er meget svært at gøre noget praktisk når det er ens head space. Jeg ved godt at vi lever i en tid hvor vi siger vi kan bestemme vores eget headspace. Det kan vi til en vis grad, men ikke under alle forhold og nogen man stadig lever under. De kræfter der stigmatisere og undertrykker er ikke fiktive, ja de kan være svære at konkretiserer, men de er der. At arbejde på at det man oplever bare kan skiftes ud, og drejes, og nu lykkes det der ikke kunne lykkes før. Det hele er op til dig. Nu er du placeret rigtigt i verden, det var ikke den, men dig. 

Det er en samfunds løgn vi lever på. Det er også en samfundsløgn der kan ødelægge os og lægge os i graven før tid. "Det er bare dig". 

Vi bliver nød til at være klar over at vi er alene med hinanden og staten kan ikke fikse mange af de ting der sker. Men den er også stærkt medvirkende til at det sker. Vi har overladt det til "nogen", i håb om at de ville gøre et eller andet. Og samle op på det værste, så vi var et moderne samfund. At vi fulgte med udviklingen. Og vi har lappet og anvendt det politisk uden ansvar. Uden overblik. Og skabt kasser, som efterhånden ikke passer til nogen. Fordi vi ikke passer i kassen, betyder det jo ikke vi ikke er der. Eller at vi er for få, til at kunne kræve noget for os. Og er det et argument der egentligt holder? Et super rigidt system, der faktisk er blevet værre. Ingen vil tage ansvar for at bøje noget til den positive side. For "borgeren", for "brugeren", for det enkelte menneske i nød. 

God jul. 

Vi mistede os selv gennem livet. Og af mange reelle grunde.

Man kan dag for dag miste sig selv, den man var, det man kunne, sin gamle identitet.

Man har gemmen mange år tilpasset sig omgivelserne, hjemmet, forventninger, skole, arbejde, men det var ikke let, noget der var anderledes.

Man har prøvet at gøre sig nyttig, relevant, ok. Eller en der brød reglerne og ikke så til siderne. Det synes at virke i mange år. At holde fast, eller slippe alt inden det bliver for farligt.

Men med tiden kan det ikke opretholdes. Enten fordi Autisme og ADHD kan forandre sig over tid, med alderen, skader opstår, stress, man har fanget sig selv i en fælde. Og nu kan man selv ane omridset af den.

Det efterlader en tomhed, at der lå nogen præmisser og usandheder i fortiden, lige fra start. Det er en skræmmende erkendelse midt eller sent i livet, intet var som man troede. Og man har bare ageret, ikke levet. Og man har mindre kræfter til at opretholde rollen, man snubler i det nu.

Giver noget længere mening? I en endnu mere skræmmende version svinder evnerne ind, og så meget at man bliver levende begravet i det, magtesløs, og at få overblik over hvorfor, og hvad der skal gøres er for overvældende, eller ikke kognitivt muligt fordi ens overskud ikke giver plads til andet end daglig overlevelse, man kan ikke se det ovenfra, man er bare i det.

Og man kan mindre dag for dag, og kommer til at glemme hvem man var. Af og til kommer man på det, og det gør ondt, hvor blev jeg af, hvad skete der, vil det her vare for resten af mit liv. Hvorfor gjorde jeg det her, hvorfor var der ingen der sagde noget?

Nu oplever man at andre ikke er til meget hjælp og støtte, de kan faktisk ikke se en, de kommer med gode råd, men råd der er uanvendelig for hvor man er. Kombinationen af Autisme og/eller ADHD gør, at det andre tror og tænker ikke, er relevant for de kan ikke  forstå hvad det er der foregår. Og læger og psykiatere ofte heller ikke.

Den ellers tidligere velfungerendes, problematikker er stadig ubelyst specielt i Danmark. Og kompleksiteten  af Trauma, stress og ændringer i homoner med alderen.

Det er ikke her der er overskud til tigerspring ud i noget andet, der måske engang var muligt. Og tiden går. Og man bliver en skygge af sit gamle jeg. Man har ramt meningsløsheden, og en ensomhed, selv for den der ikke har et problem med at være alene. Man er holdt op med at være et menneske blandt mennesker, man overlever dagene. Og andre kan ikke se en.

Man har ramt meningsløsheden, og en ensomhed, selv for den der ikke har et problem med at være alene. Man er holdt op med at være et menneske blandt mennesker, man overlever dagene. Og andre kan ikke se en.

Kan den livssituation ændres?

Jeg tror det, men man kan ikke gøre det helt alene, og man kan kun gøre det via andre der er villige til at lytte, mennesker der har viden, mennesker der ikke dømmer efter neurotypiske normer.

Måske de skulle mindre til end man tror, men nogen gange kan det lidt, virke som rigtigt meget. Både i forhold at hvor skulle det komme fra? Men også rigtigt stort hvis man faktisk fik den hjælp ind i livet og verden igen.

Det Autistiske infinity loop.

 Det er som om jeg har været fanget i et negativ evigheds sløjfe i over 10 år. Måske jeg har været fanget i andre tidligere i livet. Måske jeg har arvet opskriften og Autisme gør det absolut ikke bedre. 

Ofte vil man bruge infinity loopet som noget positivt. Før i tiden ville man sige at tankerne kører i ring, men jeg synes at sløjfen passer bedre, da der er er en bevægelse og et skift, og så køre man endnu en gang i loopet.

For et par dage siden så jeg loopet for mig, men at det nu var sprængt og på vej, videre ud af loopet. 

Det er noget med at kunne holde fast i det man har erkendt, så man ikke tager ruten igen, igen. Der er meget tvivl i Autisme, har jeg ret i hvad jeg føler og tænker? Det er den tvivl, der kan få det til at tankerne tager den samme rute, fra en vis afklaring til, tvivl, vrede, afmagt, skam osv. For neurotypiske mennesker er det ikke til at forstå og de kan ikke bidrage med meget, udover yderligere forvirring og tvivl. 

Måske de store spørgsmål er hvor går neurotypiske mennesker hen, når de ikke kan løse livet? Er vi dømt til at tage så mange loops som det nu er personligt nødvendigt for os? Sandsynligvis. Og kan vi på samme måde som vi bliver suget ind i et loop, kan vi også blive udstødt, ved at noget sker, en påvirkende forandring, god eller dårlig, nogen gange tror jeg at det er underordnet, hvis bare det giver det slip der skal til. 

Vi er alt for grundige. Vi sætter også en ære i det. Også selvom vi har haft negative oplevelser med det og ikke nogen anerkendelse fra andre. Det er som om der er en indre anerkendelse der driver en. Der er rigtigt meget vi ikke ville gøre, hvis vi gjorde som andre sagde og synes. Alligevel insistere vi på at fortsætte. Med det vi kan og med det der undre os, og det der er svært. 

Idealet ville være at kunne gøre det man er bedst til, med færrest forhindringer. Og for nogen af os er der mest forhindringer. 

Hvor meget havde man ikke kunne nå, hvis alt muligt uvedkommende ikke havde braset ind i ens verden? Meget, rigtigt meget. Og jeg har brugt meget tid på de trivialiteter livet og andre mennesker spinder en ind i. Loopet som en kokon af klæbrigt spin omkring en, år for år. Måske skiftene temaer, men samme proces, rinse and repeat. 

Man siger at synapserne bygger tanke mønster motorveje i hjernen. Og det ufattelige er at den Autistiske/ADHD hjerne både kan sprænge rammerne mønstrene, men også blive så fanget i et mønster. Og reelt begge dele nærmest samtidigt. At holde fast i, at gentage, at kaste, gribe ud, det er alt sammen en mulighed, i et øjeblik. Men ofte bliver det øjeblik ikke fanget ind, synligt for hvad det er, potentialet. Det er der, og så er det der ikke, og som om det aldrig havde været der. Det er som energi der ikke bliver oplagret, bevægelsen er der, men bliver det ikke registreret, lagret, er det væk igen. 

For de mere kaotiske på spektret er infinity (evigheds) vasketøj og opvask er aldrig pist væk sjovt nok, det er meget fysisk, men først det øjeblik når man konfronteres med det igen, når man passere køkken og badeværelset. En form for meget fysisk konstant, med en hjerne er er mange andre steder hele tiden, lige indtil mødet med realiteterne, samme ubehag hver gang og samme overaskelse, og en af de dårlige. Og så gør man noget på en god dag men ikke helt færdigt arbejde.
Vi synes det er underligt det er sådan, og det er vel logisk nok, når alt andet er omskifteligt, hvorfor der det så ikke? Hvis vandglasset er væk og alt muligt andet uden at vide hvordan og hvorfor, hvorfor så ikke vasketøj og opvask? Med huller i hukommelsen, hvorfor ikke den glade opdagelse: At det faktisk blev klaret, men glemt at det var det? Det ville være genialt og jeg tror mange af os slet ikke ville undre sig hvis det blev fikset magisk, vi ville tænke fedest, nu er det om at gøre noget interessant og væsentligt. 

Den store gåde i Dagens Danmark, hvad skete der med medfølelsen?

 Jeg oplever gang på gang, at vi samtaler ikke kan rumme det uperfekte, det sårebare. At der hurtigt skiftes til gode råd, eller at nogen andre har de værre, og man burde være mere positiv. Det er en måde hurtigt at få lukket af, og ikke få resten af hvad det egentligt handler om. Man er sluppet ud af det, så man kan fokusere på sit eget.
Opfatter personen det som om at et udtryk af, at et andet menneske har noget at slås med, som et konkret krav om at man skal hjælpe dem? At det andet menneske kunne blive en personlig byrde, og man nu er fange i en støtte rolle?

Selv kan jeg sagtens udtrykke empati og forståelse, uden jeg tror/føler at det afkræver mig noget ekstra personligt. Jeg skal ikke løse noget, jeg kan lytte, jeg kan gøre det personligt smertefulde jeg får at vide, til noget der er noget der er generelt menneskeligt, og noget vi kan tale om. -Men kræver det at man selv er mere afklaret og åben for at kunne gøre de? Og at man kan afgrænse det at vise empati, og rummelighed, ikke er ensbetydende med at man har skrevet kontrakt på, at være fast støtteperson. At det er et udtryk for man ikke selv har fat i grænserne og nu er overvældet. Og nu regner med den anden ikke kender grænserne.

Fordi man lufter noget, overfor et andet menneske er grundlæggende ikke, at den person skal redde en. Men når vi problematiserer den åbenhed og afviser den, gør det mennesker bliver meget alene med sig selv. At man kan have mange venner, men venner ikke betyder at man kan være åben om hvad man går og tænker på. Hvilket i min verden ikke er at have venner, eller være en ven for nogen hvis man bare altid parrere den anden, det er mere en verbal kampsport, det er ikke en samtale. Det er ok at sige at man ikke ved det, er i tvivl, eller ikke kan yde det, den anden afterspørger, det er ærligt. Det andet er ikke ærligt........eller man er ikke ærlig over for sig selv, blinde vinkler. 

Den gasligting og afvisning man ofte møder i Danmark, både hos venner og fagligt i kommuner, psykiatri osv. Der som en rygmarvs refleks der er blevet normen i Danmark.
Det er måden vi kommer gennem dagene, vi prøver at tage ansvar for vores eget liv og de aller nærmeste. Der er ikke rum til mere siger vi.
Hvorfor er der så ikke det? Fordi at vi aldrig er helt nok i det her samfund individualistiske samfund, der er altid plads til personlig forbedring. Den se så sjovt nok ofte performativ i forhold til omverdenens syn på en, ikke hvordan man møder andre på et dybere plan. Det er hvordan man møder andre som det produkt man er blevet, efter de værdier samfundet sætter øverst lige nu og her. 

Jeg vil så sige at jeg høre mange angstfyldet samtaler mellem unge på cafeerne i dag. Men det er aldrig mere en deres tvivl, det er uden en kontekst i forhold til samfund, vilkår. Det er totalt ureflekteret. Det er bare jeg har det her, og så en lang monolog. Den anden part mumler så et eller andet. Det er næsten en norm med den der ureflekterede følelse af ikke at være nok, men samtidig den eneste i verden.

Og det er som om man ikke kan forvente det er den generation der bryder med de normer der er nu. At de har ungdommens fysiske styrke, men at tidens "alle muligheder" har paralyseret deres tanker. Og jeg er den der var at paralyserede tanker ødelægger alt. De unge kender forventningerne, forældrene, samfundets, der er bundet, ikke frie. Ja, de bruger psykiatriord, og føler ting. Så de er andreleds end dem der er ældre. Vil de spørge os, eller har de også fået afvisningen? Eller er de den generation hvor forældrene har haft fokus på alt, fordi det var projekt børn? Hvis det jeg oplever er generelt, så var projektbørn ikke løsningen på fremtiden. 

Når vi ikke taler sammen om de ting der rumsterer og ikke mindst sætter dem i en samfunds kontekst, glemmer vi at vi deler de tanker med mange andre mennesker, og man kan ændre på ting, at vi alene prøver at løse noget der er delvis samfundskabt. Jeg ved godt mange siger, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved, men det er jo ikke rigtigt, før i tiden har mennesker stået sammen om at ændre på ting, der ikke var politikere eller mennesker med magt. Så det kan gøres igen.

Alene det at man er flere er lidt beroligende at vide. Det at tale med andre om det, og forskellige vinkler, og med nogen der har været gennem det, og fundet løsninger, og andre der har fundet andre løsninger, gør at man måske kan finde sin egen vej. Ikke som et projekt, bare stille og rolig erkendelse. Og for nogen tager det længere tid end andre, men det er ikke en konkurrence mod det samme mål. 

Men det er næsten som om vi har mistet dybden og erfaringerne i Danmark, en nation af jeg'er, i et umiddelbart lykkeligt og velfungerende samfund. Men også der har meget svært med at takle tingene når de bliver svære. Og det er en sårbarhed, for den enkelte, men også samfundsmæssigt. 

Hvis evnet til at kunne rumme livet i alle de aspekter der er, vil vi prøve at tvinge det ind i kun at rumme et meget lille vindue for hvad en tilværelse er, og alt hvad der er udenfor, skal forblive udenfor, og er kun farligt og uden nogen værdier. Sagen er at alt det der ligger udenfor det lille vindue faktisk er værdierne, uden helheden er vi meget fattige mennesker, der har nok økonomisk, men meget lidt på kontoen for hvad det er at være et menneske. Og vi er underlagt at kunne risikere så meget, at vi bliver tvunget ud i at forstå det, men desto mere vi forstod inden, desto stærkere står vi. Og jo mere det er en del af hele samfundet kan vi også fagligt møde andre, fremmede mennesker og have den samtale, på den gode måde. Hvor vi kan se hinanden, eller i det mindste mere. 

At være udenfor det acceptable vindue, er ikke at være pestramt, det kunne enda betyde man havde flere svar, men alligevel må udtrykke et eller andet i forhold til andre medmennesker. 

Jeg har mange gange mødt og talt med mennesker jeg aldrig kommer til at se igen, samtaler om vigtige ting, eksistens, kultur, historie, samfund, erfaringer, og de erfaringer der er svære. I den samtale kan vi tage noget med os videre, der var en udveksling. Og jeg oplever altid at der er humor og engagement og viden, og andre vinkler. Det er den vigtige samtale. Og vel i grunden den jeg foretrækker. 

Når jeg ender i de samtaler er det fordi jeg er parat til at åbne ballet. Jeg siger det kan jeg godt forstå, det er også rigtigt. Det er også lidt min oplevelse. Der er mange måder at leve i verden på. Der er meget tilfælles, men også mange variationer. Og erkendelsen af at nogen historier først folder sig ud, når tiden er til det. Godt nok er jeg ret åben selv, men det er jo en måde at overleve, at vise det. Jeg tog vejen ud af de paralyserede tanker mange unge slås med. Det er også derfor jeg trods alt overlever at være rimeligt anderledes, og få mine hug for det. 

Den hurtige afvisning af andre er nem og tidsbesparende, den er absolut effektiv. Men den har også en pris, den går begge veje, i første omgang går den mest udover den der er ærlig og åben, og har et problem. I sidste ende kan den anden nå til vejsende, og tænke var der noget udenfor den ramme jeg levede i, og brugte jeg min tid bedst muligt for mig, og andre? 

Når tillidsfuldhed bliver til mistro.

Mennesker med Autisme er ofte mere tillidsfulde end de fleste. men også af den grund, kan de kan blive manipulerede af andre, specielt som børn og unge. Også ønsket om at være en del af noget, kan trække i den forkerte retning. 

Jeg vil beskrive mig som ret tillidsfuld, eller som tidligere tillidsfuld. Der skulle en del til for at gøre mig mistroisk over for folks intentioner, og hele samfundets. Grundlæggende tror jeg på at folk er ret ok, og også vores samfund. Men med en Autisme er der andre spilleregler, og de er ikke lavet til folk med Autisme og for nogen af os slet ikke. Det vil næsten være nemmere at forblive en barne-voksen der ikke for alvor stiller spøgrsmål til hvorfor, og slet ikke på en direkte måde. At leve med det, at føle smerten i det, men ikke hele konteksten. 

Hvor mange gange er man ikke blivet spist af med en neurotypisk forklaring, der kun forklare ting ud fra deres perspektiv, men ikke er svaret. Jeg er ikke dum, men der er ting jeg ikke opfatter med min ADHD og Autisme som filtrering. Men der er godt nok meget neurotypiske heller ikke opfatter, men det kræver en med Autisme eller ADHD til at pointere hvad det er de ikke opfatter. Ofte vil de mene de opfatte det væsentlige, der der skal opfattes som menneske. Ikke vores uregulerede hyper opfattelse. Som desværre bliver mere ureguleret af at skulle fungere i en verden der ikke er gearet til os. Hvordan ville de neurotypiske agere i en Autistisk verdensorden? Måske ok, så hvorfor ikke gøre det nemmer for alle så? 

Men de fleste af os voksne Autister er ret søde og sagtmodige. Vi slår os til tåls med. Prøver at se positivt på det og fokusere på det der fungere for os. Vi har fundet nogen Cowboy tricks til at overleve verden og valgt ting fra. Men hvad med at vælge mere til af det gode? Hvordan er mulighederne der?

Det at forholde sig postiv er jo næsten religiøst og en nødvendighed i Danmark. Og er der noget der ikke fungere skal man kigge indad, men ikke alt for meget, man skal handle sig praktisk ud af det, som det nu er muligt, indenfor rammerne. For der skal ikke stilles spørgsmål til rammerne, eller hvad der faktisk mangler. 

Selvforståelse på Autistiske præmisser?
Er selvforståelse godt for mennesker med Autisme? For selvforståelse og det at kunne advokere for sig selv, vil komme ind på smertefulde erkendelser, alt efter hvor stækket man har været i sit liv. Hvor meget vi har været igennem, vil være forskelligt, men meget vil også være genkendeligt som det samme, noget fælles. Og meget har vi taget for givet, at det er sådan det er, at det altid er mere vanskeligt, og ikke lavet til os. Vi er små jeger i et hav af neurotypiske selvfølgeligheder, vi prøver på ikke at drukne, men vi tror det er sådan man trækker vejret, sådan er det, men ved siden af os kan der være andre som os, og flere end vi tror. 

Hvorfor kan vi ikke gøre det bedre for sådan nogen som os? Spektret er så stort at der er mennesker der er yderst veluddannede med gode jobs, og ja magt. Og så er der dem der aldrig har passet ind. Jeg ville ønske at mennesker med Autisme der havde mere velfungerende liv, kunne støtte at samfundet også blev indrettet for dem, der ikke var lige så heldige/priviligerede. Måske de er mere i øjenhøjde, med dem der sidder på magten. 

Med alle mine erfaringer, og mine erfaringer med foredrag og undervisning og projekter, vil jeg alligevel  aldrig være i øjenhøjde med dem der beslutter noget, selv helt nede i systemet. 

Og det ved jeg, fordi jeg ved det, jeg har været der igen og igen, og det er derfor tillid, blev til mistro eller skepsis.
Der er bare ikke en ligeværdighed. Jo, men kan lige tro det, indtil man ikke gør. Hvis man er harmløs nok, kan det være man kan komme igennem hel skindet, som et poster child for systemet et godt ekempel med bruger erfaringer. Men vær forsigtig det er en illution. Og når illutionen er brudt, er den brudt, og med Autisme og eller ADHD kan det tage tid at få på plads, det kan tage meget lang tid, og svarene er sjældent noget brugbart som jeg har oplevet, men men kan være heldig.
Den kræver et reelt ligeværd når vi anvender peer medarbejdere, mennesker med egne erfaringer, men er der plads til dem der ikke orker flere "samfunds løgne", kan det rummes i det offentlige system? 
Der er en recovery når man tror at nu er det lykkedes med selvforståelse og evt. inklusion, og så er der den der kan komme senere, den første var dyr, den anden kan næsten kostet en livet. 

Samfundet/systemet ved ikke hvad du har kæmpet med, og det er bedst/nemmest for dem at du ikke var hvad du reelt har kæmpet med. Det er til samfundet umiddelbare fordel at vi ikke kan sætte ord på, og at vi ikke ved hvor meget vi har til fælles og med hvor mange. At der kun er et jeg der står alene. Der kan tvivle og vi tvivler ofte. Man kan føle sig urimelig med sin vrede eller/og afmagt. 

Efter en diagnosticering ser man (andre) at man lægger fortiden i garderoben, det var dengang, nu er det nu. Det er nok en af de fedeste og mest bekvemme løgne. Det er det røgslør både neurodiverse (og for den sags skyld også de neotypiske) prøver at finde vej i. Men erkendelse og selvforståelse går bare gennem en genkendelse af mønstre, af ens egne, men i høj grad også andres og verden omkring en, og den måde samfundet er indrettet. Det første er ok harmløst, det sidste er det ikke, for alt er jo rimeligt i Danmark, det er at forlange lidt for meget, pas bare dit eget, med dig selv, ikke noget med at snakke samfund, ændringer, krav. 

Når det ikke bare er dig, men samfundet.
Før i tiden sagde man at alt er politik, hvilket det også er. Men det kan føles ubekvemt for samfundet når det er grupper af mennesker, der på forskellige måder er på kanten af marginalisering, eller er røget ud over kanten begynder at kunne konkretisere noget, der har foregået ubemærket.

Den måde vi støtter på, i hvor høj grad ønsker samfundet at folk kan se deres situation klart, og så klart at de ser at der var mange forhindringer og at de forhindringer der stadig er der og ser ud til at blive de samme. Og at små forbedringer altid er udformet efter hvad der kan rummes, i forhold til at erkende de forhindringer, at man selv har kunne gå uhindret videre, og hvad det siger om en selv, det fungerede for mig, vil jeg give plads for de andre? Vil de være i øjenhøjde, og er det nemmere at vi ikke ved hvem vi er. Der er lande der har gjort mere. Her har vi været lidt for selvtilfredse. 

Vi kan som Autistiske/ADHD tænke, de andre er  "de rigtige" og de stærke, robuste. Og vi, vi er blevet tilrettet og sukket over. Vi har været dem man ikke vidste hvad man skulle stille op med. Vi har lært at vi ikke er "de rigtige" og de robuste, de rigtigt voksne. Vi kan pynte os med, at vi er andre ting, at vi har andre evner, og kan tilføre særlige værdier og vinkler. Men vi er en tilføjelse. Vi ses ikke som en del af fundamentet, men alligevel må så meget mennesket har tænkt og skabt gennem årtusinder være udført af mennesker på spektret. Verden uden ville være fattigere og meget anderledes.

Mistænksomme Autister er besværlige, ubelejlige, kontrære. Vi kan også finde smertepunkterne, godt nok nogen gange ved et uheld, helt naivt, og komme til at sige det. Andre gange som en tør konstatering, vel vidende at ingen rigtig hører efter, eller vælger at overhører det. :-D 

Kan vi skubbe på processen for bedre vilkår?
Jeg tror på at man kan ændre ting, min gamle idealisme fra fortiden, der burde være død. Men samtidig har jeg svært ved at træde ind i de rammer samfundet har skabt, også for mennesker på spektret. Jeg taler om Autismehuset i valby, steder med aktiviteter for mennesker med Autisme, Autismeforeninger. Jeg kender fælderne nu, og selvom rammerne ser fine ud og store, er jeg meget  i tvivl om der er plads til mig. Er der skepsis og mistro den anden vej? Vil voksne sendiagnosticerede kunne rokke båden i forhold til den måde et udviklings handicap rummes, når der er en voksen med mange evner og erfaringer, men også med rigeligt med Autisme eller ADHD. Er der kun plads hvis vi deltager på en måde der er acceptabel for det nuværende samfund, og er det sådan, hvordan skiller så de ting der skal støtte os, fra resten af samfundet i sidste ende? 

Det siger mest noget om min livslange marginalisering, end det siger noget om mig som person. Jeg holdt fast i nogen gode intentioner, handlinger og  holdninger meget længe, jeg skulle gennem flere "dødsprocesser"/nederlag, for at se den blege sandhed.
Så der er en skepsis for at pludseligt at kunne blive set som det menneske jeg er, skepsis lyder pænere end mistro, og reelt er jeg nok mere skeptisk. Jeg er stadig mere tillidsfuld end de fleste, det er stadig en sjover måde at møde verden på, en særlig evne, der både gør mig underlig som Dansker, men ellers er en nøgle til et levet liv med andre. 

Jeg står ved en skillevej, jeg skal gøre nogen valg, jeg skal satse. Det kræver tillid, jeg har faktisk tillid til mig selv (omkring det jeg kan, eller det jeg kan lære), men også tillid til til "andre" omkring det der gælder, men hvilke andre og hvor er de?
For der er mange gode mennesker, men hvem er gode for mig, det er noget helt andet. Og hvem er jeg god for? 

I københavn har vi Pulsen i indre by, og nu det store Autismehus i Valby, men er jeg den type med Autisme/ADHD som de kan rumme? Det er som om jeg er den forkerte slags, jeg ville gerne møde andre, der var lidt den samme type som mig, den vildere side, ikke at jeg ikke kan se mig selv, i de mere stille og sagtmodige Autister, absolut og som mig i en yngre, udgave. Eller gemmer der sig vilde Autister bag det sagtmodige? Mennesker der ikke er sat fri endnu? Men har fundet en "acceptabel" form.

Empowerment " magt i eget liv" for Autister, ville verden være klar til det? Den frisatte voksne Autist, eller frisat fra barndommen. Og med dem også bedre vilkår for dem der har flere udfordringer med Autisme. 

En fremtid hvor Autisme bliver meget mere med vores ord, at vi finder ord og på Dansk, at det ikke er diagnosticerings ord, og kommune ord. Og at vi meget hurtigere gennemskuer, når folk prøver at feje os af. At vi kan holde fast, og ved hvor der er andre med Autisme er, og man kan spørge "visdoms Autisterne". Også om det der er så barskt, at systemet helst ikke vil se det. For selvom samfundet ikke kan vil se det, betyder det ikke, at det ikke er der for os, den Autistiske sandsning er valid, og vi er ikke små isolerede enheder vi er flere end vi aner, og vi skal  finde en stemme, helst mange stemmer og ord der kan kommunikere alt det vi er. 

Duelighedsmærker for Autisme/ADHD

Måske vi skulle lave duelighedsmærker i forhold til Autisme ADHD. De ting vi har med os hele tiden, vi prøver på at regulerer. Og alt det vi har gjort, det vi kan, det vi ved. Og det vi har overlevet. 

Mine personlige duelighedmærker er både det jeg skal magte i hverdagen i forhold til at have Autisme/ADHD, men også det jeg kan og det jeg har gjort, og det jeg har overlevet. 

Så når nogen siger vi har "lettere Autisme" eller "vi alle er lidt ADHD", så har vi det på mobilen, eller i en fysisk form, eller vi bare ved at vi har det, og ikke behøver at vise det, for vi ved det selv. Men skulle det glippe så har vi det, så vi husker det alt sammen. Fortalt i billeder, tekst og farver, sådan der mit spektrum ud, og med mulighed for forandringer, vi er født med det, men det ikke uforanderligt på godt og ondt. 

Og man ved aldrig hvor når man får et nyt duelighedmærke og hvilken type. Men jeg tænker at netop det siger det vigtige, vi går gennem ting med hvores Autisme og/eller ADHD, positivt som negativt, men værdien på mærkerne er den samme, vi har været i det. Vi lever i en kultur der er besat at udvikling og det positive, og de mere svære ting skal have en slags happy end for at fejres af andre. Sådan ser jeg det ikke, for det syn tager erfaringen fra os og templer den som kun negativ og ikke bestået. Og det er ikke sandt, eller medmenneskeligt, eller på nogen måde styrkende for den enkelte. 

Et menneskelivs væsentligste er ikke alt det der bare lykkedes, det er også hvardandet var modvægtet af livs omstændigheder, hvor testet man er blevet gennem livet.  Og har man reflekteret? Hvor meget ejer man sine erfaringer? 

Ude i virkeligheden, kan man blive helt tom i hovedet, når man mødes af at folk tror de ved hvem man er, diagnose, liv, de sætter ord på, men man selv mangler ord dlige der. Eller man er træt af t skulle virke vred og aggressiv, så man er klar hvis nogen siger noget. Og når man ved der er så meget mere end det synlige, det rammer altid. 

Måske de kunne have et visuelt udtryk, ikke perfekt, men alligevel meget mere nuanceret billede af et liv med Autisme/ADHD. 

Hvad kunne der være på dem? Det kunne være helt konkrete ting som:

Lysfølsomhed. 

At ikke altid at kunne tale i visse situationer. 

Men det kunne være de ting vi kan evner/viden. Det kan være livssituationer vi har været igennem. Interesser. Det kan være de ting vi har synes har været det sværeste. Der hvor vi her følt os mindst set og hørt. 

Det kunne være mage mærker, rigtigt mange. Men der er også alt for mange kasser, eller nærmere få, fordi de ikke viser at helheden kan være meget mere blandet, og næsten selvmodsigende for andre, vi kan blive ved med at sige: "når du har mødt en på spektret har du bare møde en variation af Autisme eller ADHD. Mange tror de har fat i helheden, men har ikke. Vi skuffer deres ønske om et hurtigt overblik, men det er bare ikke muligt. Det er komplekst, og det er blandet med livshistorie. 

Folk forstår let/svær, det med at det er et spektrum, og personlige evner ikke er symmetriske, at nogen egenskaber/evner kan virke fuldt udviklede og andre evner næsten ikke er, og hos den samme person, kan næsten ikke accepteres som værende rigtigt. Kan man det ene, kan man også det andet hvis man tager sig sammen. Det er begrebet ableisme: "Kan jeg, kan du også", der ikke vil/kan se andres manglende muligheder, for at gøre som dem. 

Vi møder det igen og igen, fornægtelsen af den udviklingsmæssige symmetri. Asymmetri i sandserne: Ting der er skruet op og ned for, lys, lyd, smerter og meget andet. Og folk gider ikke at høre det, de vil gerne kloge sig, men de vil ikke hører vores egne erfaringer. De tror at deres udefra oplevelse er den sande og vores er falsk og for negativ, og vi ikke ved noget der er relevant. Men det er det så heller ikke for dem, og det er det vi skal lære, de er faktisk så ligeglade de fleste. Det er ikke os der skal forklare det bedre, så de forståer. De gider ikke. Men ofte føles det som at mangle ord, at en Autist med ord, kan være næsten lige så udsat som en uden et sprog. 

Markere man overfor fordomme og dårlige råd, er man irriterende, siger man for meget er man besværlig og negativ, selvoptagen, man kan aldrig vinde her. Kun hvis det vi kan, kan udnyttes i en eller anden form. Og så gerne formes om, så det passer ind. Men det er en evig kamp, for at kunne være sig selv. Det er altid mere og mere, og man kan stå der med mindre. Og ingen omkring en vil tage ansvar, man var bare dum at man ikke passede bedre på sig selv. 

Det lyder negativt, neurotypiske er da ikke onde? Nej, det er ikke ondskab, de kan bare ikke rigtigt se os, og det er ikke nødvendigt for dem. De er meget mere A til B eller A til Z. Der er mange detaljer der ikke tæller, men også andre der betyder ufatteligt meget. Vi deler dem bare ikke rigtigt os på spektret og de neurotypiske. 

Vi har nogen default indstillinger om man er neurotypisk eller på spektret. Når man på spektret er i topform kan vi manøvrerer bedre, i forhold til erfaringer og det vi har lært op adfærd, men ellers er det direkte over på default reaktionerne. Default er derfor vi nogen gange svare på en vittighed, som om det var alvor, svare på hvordan vi har det, og svare sandt og måske længerer. Eller vi tror noget er mere kompliceret end det er, for ellers er det for dumt. Osv. 

Hvordan er det når nogen modsvare en joke, helt straigt? Og jeg må indrømme jeg gør det, men også gør det som en joke. Lige som alt det ironiske jeg siger, ikke er ironi. Men jeg heller ikke gør noget for at det skal fremstå som ironi. Og det er vel det der kan gøre os lidt edgy. Hvor er vi egentligt? Og her er svaret ofte, vi er som som klart vand, det er bare ikke det du tror, for du bruger andre filtre. Det er de filtre der gør det muligt at fungere mere smidigt i verden som neurotypisk om ikke andet som det er nu. Og det er de filtre vi helt eller delvis mangler med Autisme/ADHD Vi har ikke den elastiske bufferzone socialt eller sanse mæssigt. Det betyder ikke at vi ikke er sociale eller ikke vil være det, eller nogen af os vil, jeg tror vi har en egen måde at socialiserer, der faktisk kan noget, den er bare anderledes. 

"Jeg er et meget socialt menneske" er også et mærke. Det samme er "Jeg kan godt lide at være alene". Og nogen vil have begge mærker. Men uanset hvor gerne man vil det sociale, så er der en tid hvor man må gå ind i sin egen zone. "Jeg er blevet bedre til at opdage når batterierne er brugt op" er også et vigtigt mærke. 

Det aller vigtigste er at have ejerskab af hvem man er, at vi kan bidrage til viden om Autisme og ADHD som voksne, at vores diagnose ikke bare er en tilfældig artikel på internettet, nogen referere til som den sande viden om en. Det er ikke at se sig som en diagnose, viden/erkendelse er det skjold vi har mod de ting vi får i hovedet dagligt gennem et helt liv, også når vi mindst venter det, bang! 

Og så er det godt at huske hvem vi er, og at vi har ufatteligt mange ressourser. Nogen er bare bundet til "bare" det at prøve fungerer. Det er ikke "bare", vi gør et stort dagligt arbejde vi aldrig rigtigt har fri fra.