Velkommen til den virkelige verden!

Så længe man ikke har brug for offentlige ydelser, kan man leve i den tro at det sociale sikkerhedsnet fungerer. Også at de hensigter der står på nettet hos kommunerne svare til virkeligheden. Og når det ikke lige er noget der kommer en ved personligt er det med ventelister osv. bare en strøm af ord i nyhederne. 

Men der går meget tid på at holde igen med pengene, og hvem der kan få. Det handler ikke om det ville være rimeligt, men om hvor mange der allerede står i køen. Og pengene allerede er sluppet op først på året til den gruppe. 

Universel velfærd? Man kan læse at det er det vi har i norden. Og umiddelbart også i Danmark. Men det er på papiret. Det øjeblik ydelsen skal godkendes eller afvises er der uendelig mange detaljer der afgør hvem der får eller ikke får, og næsten samme situation/diagnose udløser ikke den samme hjælp/støtte i Danmark, ikke bare tilnærmelses vis. Og mange sager er enten eller, ikke mere eller mindre, men ingenting, eller noget. Og dem der er mest udmattede råber ikke op. Dem der ikke har netværk står svagere. 

Cathrine Widunok Wichmand der havde fået godkendt personlig støtte af Frederiksberg kommune for at kunne fortsætte med sit job efter en ADHD diagnose, måtte sande at virkeligheden var en anden end det hun troede. Godt nok har vinklingen været at hun var for priviligeret til en sådan støtte. Om hun er eller ikke er kan jeg ikke udtale mig om, lige som folk heller ikke kender mine udfordringer med ADHD/Autisme udefra set. Men sagen har fascineret mig ud fra hvor man nu lige er i samfundet:

"- Det synes jeg ikke, at det var. Vi har universelle velfærdsydelser i det her land. De gælder alle, siger hun." Sagde Cathrine Widunok Wichmand til DR. Da hun blev spurgt om, om det var forkert af hende at søge den ordning. Som sådan må folk for min skyld søge som de synes, og det står jo på nettet at man kan i hendes situation. Det var mere det at hun faktisk fik støtten, og ikke var klar over hvor særligt det er. 

I et tidliger interview med TV2 siger  Cathrine Widunok Wichmand" " - Hvis syv ud af ti står uden for arbejdsmarkedet, skal vi så gøre det endnu sværere for de tredive procent, der er på arbejdsmarkedet? Hvis nu 70 procent af personerne med adhd i min kommune ikke kan arbejde, ville jeg i hvert fald ikke bruge min energi på at slå de sidste 30 procent i hovedet." Her tænker jeg der ikke reflekteres over hvorfor de syv ud af ti, har måtte opgive arbejdsmarkedet, at det måske ikke var de de ønskede, og de ingen støtte kunne få, da de havde brug for det. Eller er de bare "de andre", en anden slags ADHDer, der bare har lagt sig ned og opgivet, så der kunne blive plads til nogen der var "happening"? 

Måske DR eller TV 2 skulle have set på de generelle forhold, og andre med ADHD deres erfaringer? Måske hvis medierne var lidt mere med på de emner ville der være en informeret debat, der var noget andet end forargelse. Hvad ved vi generelt om et voksenliv med ADHD?

Hvor store varianterne er, komorbiditet, at man har flere sygdomme foruden en primær sygdom, depression, angst andet? Hvordan stress påvirker ADHD. I en hvis iver for at afstigmatiserer ADHD, har man samtidigt trivialiseret hvor meget det kan påvirke ens voksen liv, at det bare er en "en mindre forskel" man sagtens kan "komme ud over".  Hvilket efterlader dem der ikke bare kan "komme over det", med ikke at blive taget seriøst. 

At ord som oversdiagnosticering, sætter sig fast, og giver et indtryk af meget flydende grænser i forhold til en diagnosticeret ADHD, hvilket går i retningen af om det overhovede er en ting, eller en nymodens opfindelse der kan påklistres næsten hvem som helst der søger en udredning. Og det vil jeg ikke håbe, for det vil igen trivialiserer det til en pyt diagnose. Men muligvis er det bare sådan det fungerer i medierne, og virkeligheden forsvinder mellem let forståelige sætninger, der rummer nogen sandhed, men ikke på nogen måde den hele. Men sagen er at dem med diagnosen får smidt det i hovedet, og hvis man modsiger bliver man ikke taget alvorligt, den offentlige mening er mere informeret, end den der har skoen på, super!

Et andet spørgsmål er så hvad ved folk med ADHD, om andres ADHD, og deres udfordringer.....eller manglen på samme? Der er fællestræk i ADHDen, men en absolut uendelighed af forskelle i udtryk, kormorbiditet, sociale forhold. Og den måde jeg havde ADHD på som barn og yngre, er meget anderledes end i dag, den er værre, men måske for andre måske blevet nemmere at håndterer. Nogen har fået værktøjer, og anvender dem, og mærker en positiv forskel. Andre har kørt over kanten i årevis, uden at ane hvorfor. 

Der er folk med højtlønnede jobs med ADHD, og folk der er hjemløse. ADHD kan skabe mirakler og udløse katastrofer, og nogen gange er de to ting ret tæt på hinanden, og kan give konsekvenser uanset privilegier. 

Giver det bedre pengene tilbage at holde hånden under de priviligerede, end at klatte dem væk til dem der ikke har bevist overfor samfundet de kan finde ud af det? 

Jeg ved en ting helt sikkert at der aldrig var en plads til at jeg kunne bevise noget over tid, det med over tid er væsentlig. For der vil være perioder hvor man er kommet til at brænde sit lys i begge ender, eller der er nederlag der føles meget store, så der eer brug for at det kan rummes og ikke alt er tabt, at man ikke har mistet den plads man kæmpede for. Jeg er næppe alene med den erfaring. 

Men jeg tror i høj grad et det handler om relationen mellem mennesker, det er ikke bare politisk, eller staten, eller penge. Jeg ved så godt at politikerne, staten, og pengene har en vægt og en magt til at forme synet på grupper i samfundet, man kan problematiserer, men også usynliggøre. 

Nogen af os er vandt til at blive talt ned, det er derfra vi taler, andre er mere priviligerede det er derfra de taler. I sidste ende er de sidste mere let forståelige i deres udgangspunkt, i forhold til norm Danmark. 

Hvis udgave af ADHD har et talerør i forhold til cloud, medier? Den der passer bedst til den virkelighed og normer der gælder, derfor vinder privilegier som regel altid på den lange bane, uanset shit. 

 

Når ADHD støtte går viralt.

 Da Cathrine Wichmand (influencer og iværksætter) glad forkyndte på sin profil at hun var blevet tildelt 15 timers ugentlig hjælp af Frederiksberg kommune, havde hun ikke regnet med reaktionerne, da en Politiker fik øje på opslaget og det gik viralt og i medierne. 

Det er rigtigt nok når man slår op på nettet omkring Autisme og ADHD at der står at man kan få tildelt 15 timers personlig støtte. Det er den slags jeg tager med en gran salt fordi jeg ved at man altid får nej, til alt det der står om støtte. Men ok, så var der en der fik, så det eksistere faktisk som andet en ord på kommunens internetside.

For de fleste andre der den slags nærmest som en Enhjørning, en myte. 

Det at kunne fastholde (friviligt) folk på arbejdsmarkedet er en god ting, og støttede job er jo også en ting hvor noget af lønnen betales af staten. Og det er forskellige typer job på forskellige løntrin. Jeg drømte selv længe om en lignende mulighed, inden jeg måtte tage førtidspensionen. 

Handler det så om at det er en kvindelig influencer og iværksætter, der har iscenesat sig i medierne i en lidt lux udgave, og nu er folk forargede over at samfundet skal understøtte den livstil fordi hun har ADHD og efter stress, så hun igen kan arbejde? 

For mig er det måske mere det med "Enhjørninge støtten" der overrasker og hvem der så kunne få den. I betragtning af mine egne erfaringer og hvor langt jeg er ude i hampen. Og så det jeg ellers ved om emnet og manglen på støtte på området. Jeg ved også at da ingen er specielt indignerede omkring mine boligforhold, så er der en del der bor sådan og værre, og det er skutte en undskyldning, eller jeg overdriver mit hjem, det siger bare noget, det siger meget om forholdene for mennesker med Autisme, ADHD, psykisk sygdom og andre grupper. Der er trængsel og meget få kan få.

Og det er nok derfor at man kigger og tænker, men hvem får? Og er det bedre at støtte en der har noget i forvejen, så der kommer skattekroner i fremtiden, fremfor at klat hjælpe førtidspensionister og mennesker der er på vej til ikke at komme eller kunne forblive på arbejdsmarkedet. Og det er jo et andet spørgsmål, der har været vigtigt for mig, at hvis folk ville arbejde skulle man gøre hvad der var nødvendigt for at gøre det muligt. Hvilket kræver man ved hvordan og at det fungerer. Er der nogen der blev tabt der? Ja, det er ret sikkert. 

Når først man har førtidspensionen, er det ret svært at få ekstra støtte, eller ikke mulig. Det handler om alder og det handler om der stadig er uddannelse/jobmulighed. Med resten må det være som det er, der er en pension, færdig. 

Samtidigt med er der børnene med Autisme og ADHD, flere diagnosticerede børn og flere diagnosticerede voksne. Og der er i forvejen en børn og voksen kamp om ressourcerne. Faggrupper i forhold til børn eller voksne med ADHD og/eller Autisme? Der her manglet på voksenområdet. Og bosteder koster kassen for kommunerne, og der har været sager. Og skal vi satse på inklusion i skolerne eller ikke. 

Og jeg tror ingen tør tænke: Skal vi gøre det billigste, eller gøre det rigtige. Fordi man ser pengene flyve afsted, uanset. 

Jeg så gerne nogen voksne med ADHD og/eller Autisme deltage i debatten. Jeg så gerne at politikere blev holdt lidt fast på hvad planerne er for fremtiden. Hvad er realiteterne, også hvis vi bare lurepasser. 

Når krybben er tom, bides Hestene. Det er sandt. Og det kan blive toxisk. Men reelt er der også noget at blive vred over lige nu, noget der ikke er synligt for almenheden men puttet væk. Og en virkelighed mange med ADHD eller/og Autisme ikke kender hvis de er mere heldige. 

Der hvor afmagten er, er der ofte ikke en stemme der kan råbe højt nok. Det kunne også gøre en synlig på en ubehagelig måde. 

Det vi ikke ser, er der ikke, samfundet kværner videre, men vi er her stadig, og der er stadig rigtigt meget der kunne trænge til et eftersyn, så vi ikke er det samme sted om 20 år. 

Juletanker

"Jeg håber at tingene er kommet mere i orden inden jul". Det sagde jeg i sommer til et møde, måske jeg allerede sagde det i foråret. 

Sådan blev det ikke. Da det blev sagt var det i et naivt tro på at der var måneder nok, og måske mere hjælp, eller at ADHD medicinen havde virket mere mirakuløst. At bare et eller andet var blevet sat igang.

Det er en belastning at leve i et hjem der ikke fungere, alt er mere bøvlet og det er deprimerende. Selvværdet er i bund. Hvor der der et pejlemærke, et glimt af håb, er der en knage at hænge det her op på?

Det der har foregået er realiteterne, det har være et udtryk for min dagsform, når der ikke er sket mere har det været fordi det var det jeg kunne. Og det at komme op til nogenlunde ok tid, og lidt ud af døren, lave med, gøre noget i hjemmet har været svært at få til at hænge sammen, det har været en kamp og fremskridtene ikke overvældende. Men jeg har virkeligt prøvet at være konstant, men det er ikke som det var før. 

Hvad skulle ændre sig i 2025? Umiddelbart intet, hvis jeg ikke gør noget drastisk. Men hvad drastisk kan jeg gøre? 

Reelt har jeg ikke mulighed for at hjælpe andre, før jeg selv har det bedre/mere stabil. Jeg kan heller ikke få en støtte i forhold til bolig, og hoarding der ikke eksistere i Danmark. 

Der er en uværdighed i det her, og den fylder så meget at jeg ikke kan leve et liv, men bare komme gennem dagene. Og det er faktisk blevet værre år for år. Mindre liv.
Det er fint nok at kæmpe og at det er svært, men når det ender kun med at være det der er, en svær kamp der er usynlig og uheroisk, der udefra set mere ligner inerti og manglende vilje styrke, negativitet. '

Jeg er også meget andet, jeg gør også andet, jeg er et menneske der bidrager, dag for dag, hver dag. Men der er en skævhed i det her, måske det er det at være på spektret, asymmetrien, men er den så stor, så burde der jo kunne tilbydes noget relevant hjælp.....Burde. 

Hvad gør os så uværdige, os der er for lidt Autistiske, men samtidigt for meget. At vi er så svære at placere, så ubekvemme, uvæsentlige, ubelejlige for systemet/samfundet. Ikke værd at kaste penge efter, ressourser, forskning. Vi er her, og vi bør være stille, bare leve med det, "det er jo medfødt" som folk tilføjer, underforstået at så har man at sætte sine standarter derefter, og sætte dem lavt.

Men "det" er jo ikke diagnosen, "det" er samfund/kultur versus ens Autisme/ADHD. Og er jeg særlig subversiv fordi min udgave ikke har kunne passe ind (som (dem) set på TV), og at jeg synes der er plads til forbedringer her og der? 

Det er nemmere at sige at det er mig der bør indrette mig, og forstå at jeg ingen ret heller krav har på noget, absolut, det er den nemmeste løsning. For samfundet er det nemmest at vi, alle hver for sig forstår at vi ikke har ret eller krav på noget i forhold til vores ADHD og eller Autisme, det er vores personlige problem, "vores personlige rejse", der ikke behøver et sikkerhedsnet, når nogen af os ikke kan mere. På en måde er vi ikke, vi kan tales ned og væk. Det bedste er nok aldrig at opdage at man tilhører "ikke" menneskerne, og heldigvis tror jeg nogen slipper for den erkendelse. 

2025? Jeg agter at gøre hvad jeg kan, og satse der hvor jeg ser ting spire, af det jeg har sået. Måske løsninger /livet vil komme fra helt andre kanter.  God jul! 

Diagnose på 1. klasse.

Hvor er det nydeligt og middelklasset i "Hvad fejler Fuhlendorff" på DR TV. Der er ikke rigtigt nogen der har et problem, eller har de, hr de adgang til at få hjælp og blive taget seriøst. 

Man bliver efterladt med følelsen af det det er jo ikke noget særligt. Det bliver lige sagt at følgerne er lidt efter, hvor meget man har skulle kæmpe for at kunne være til. Jeg vil ikke minimaliserer andres oplevelse af ADHD eller Autisme, selvom man er sluppen lettere fra det, er det der jo. Men for nogen er konsekvensenserne helt uoverskuelige. Og tilgangen til udredninger og støtte nærmest ikke tilstæde. Man bliver ikke taget seriøst, man er næsten ikke et menneske, men en tid i en kalender med mange andre ret ligegyldige skæbner. 

Nogen af os er holdt op med at fungerer, vi er ikke vokset ud af det, men ind i det, og mistet mange af det ting vi faktisk kunne engang. 

Men hvad så med at blive klogere på sig selv, efter en diagnose og lære hvordan man undgår at blive væltet omkuld af livet? Tjo, det er der vel mange der oplever, men er man nået langt nok ud, er selverkendelse ikke nok. Eller måske ikke mulig. Alene med sig selv og fortiden og nutiden, er måske ikke det bedste sted, eller i et hjem i kaos. 

Udsendelsen forudsætter også lidt det med at man har familie og pårørende, at man har nogen. Måske "systemet" hurtigt regner en nu når man ikke har nogen.  Guderne skal vide at det "at have nogen" også kan være årsagen til tingenes tilstand, totalt manglende forståelse, og fejen under gulvtæppet. Eller man var den der skulle leverer hjælp, støtte, forståelse, praktisk hjælp til dem. 

Og så er der det med at være en kvinde og ikke en mand. Der er så meget vi acceptere hos mænd, som vi ikke gør hos kvinder, der er en verden til forskel stadig. 

Det er som om der er dele af det at være kvinde vi ikke kan se, og der er en selvredigering i adfærd det skjuler det. Så er det vores egen skyld? Personligt tror jeg bare det er bekvemt ikke at se det i forhold til kvinder, det synes også næsten uden konsekvenser for samfundet. Hvilket ikke er sandt, det er bare på en mere stille måde, næsten som om det/vi ikke er der. 

Så min vrede og afmagt passer skidt ind DRs pæne info program om ADHD/Autisme, hvor der krydses af for emner og holdninger, men indenfor rammen selvfølgeligt. 

Og det er tankevækkende for hverken ADHD eller Autisme er indenfor rammen, det er lidt det det handler om, det er derfor det er diagnoser, og ikke bare en måde mennesker også kan være på. Og medierne er med til at sætte rammerne, kravene til det moderne menneske, der gerne skal være pænt  symmetrisk på spektret, et nydeligt spindelvæv, og ikke en Edderkop på LSD trip. 

Jeg har ADHD og Autisme, og måske den nydelige serie vil gøre at folk vil tænke, at det ikke er noget særligt problem, for mig eller dem. Det ændre så ikke på at jeg har et mega problem, med at få tingene til at hænge sammen dagligt, og ikke er den eneste. Men vi står alene. 

Der bliver ikke taget hånd om, at nogen ikke vokser ud af det, og har liv der ikke egner sig til aftenkaffen. En tour fra det nasty badeværelse, til køkkenvaskens uger gamle plummer og opvaskemaskinen der ikke virker, og mælkekartonerne på gulvet. Og at en tour måtte være virtuel måske viadrone, da det nærmest er umuligt at sætte fødderne på gulvet for en uøvet, jeg har udviklet Katteagtige evner gennem årene. Det kan være der er værre hjem end mit, men det er jo ikke en konkurrence: "Hvem lever værst?". Dare you fuckers på licens TV! :-D 

Danmark har ikke penge til alle dem med ADHD og Autisme, hvad gør man så? -Vi er her jo.

Der er ikke penge til særlig støtte til alle dem der bliver diagnosticeret med ADHD og Autisme. Diagnosticere man for mange børn, diagnosticere man for mange voksne, der i princippet har fungeret sådan ok? 

Har en overdiagnosticering devalueret diagnoserne, til at betyde mindre, blive taget mindre seriøst, både af fagpersoner, politikere og samfundet generelt?

Og hvad gør man så. når støtte er/bliver nødvendig? Venter til lokummet virkeligt brænder, eller bare ignorer. Så længe der ikke er pårørende til at råbe op, så går det jo nok. 

Vi kommer til at se frem til at tabe flere generationer, fordi vi har ignoreret strukturene i samfundet er ved at udfase mange mennesker, og vi kan ikke nå at ændre det hurtigt nok, til at undgå at mange unge kommer til at opleve det mange af de fx. sendiagnosticerede er gået igennem.
Vi er ikke klar som samfund til at få dem igennem skole, uddannelse, job, og kunne bibeholde jobbet vel at mærke. Og med mindre generationer kan man ikke bare ensidigt satse på de super robuste, og efterlade de andre, til ikke at kunne få et solidt fodfæste i samfundet. 

Men hvad så før i tiden? Før i tiden havde man andre forstillinger om medarbejdere, jo de var skrappe nok, anderledes på nogen punkter end i dag, men dagens arbejdsmarked har ikke plads til varianter af medarbejdere. Og mange jobtyper er forsvundet, og andre job har fået flere arbejdsområder.
For 80-50 år siden havde vi andre normer og sociale regler, end vi har i dag, men vi er ikke blevet mere frie, vi er bare inden for nogen normer på en anden måde.
Og der er et absolut krav til at opfylde de normer. Men vi er jo så individualistiske? Ja, det er vi så længe at vi er individualistiske på den samme måde. At vi selv ser os som unikke, men vi er tilpasset normerne. Og ikke mindst i stand til at tilpasse sig normerne, hvilket bare ikke er så ligetil med ADHD og/eller Autisme. Så det er jo her man som ADHD/Autist kan komme på overarbejde. Det er næsten som om fortidens mere kantede sociale regler var nemmere at forholde sig til, end de nye flydende uformelle, der så alligevel ikke er flydende og uformelle når det kommer til stykket.  

Måske den gamle form var nemmere at forstå intellektuelt, et regelsæt. Det er noget man med Autisme kan forholde sig til, man kan være uenig, men der er noget der er defineret klart, og det er godt for hjernen. Hvor i mod det der ikke kan fanges ind på formel er forvirrende, for hvad gælder? 

Det er som om det er de neurotypiske tænkemåder der har overtaget helt i det moderne samfund, at meget af det der kunne fungere som pejlemærker for adfærd og regler, har trådt i baggrunden, og kræver meget mere hjernekraft at regne ud når man "er på spektret". 

Men hvad så? Vi er her, vi er en del af samfundet, og nogen af os får brug for speciel støtte hvis vi skal leve et værdigt liv. Skal vi i stedet for at blive inkluderet skabe vores egne netværk, egne platforme og boliger, hvor vi kan bytte now how, praktisk hjælp? At vi kan hjælpe med det vi kan, og andre kan hjælpe med, det vi ikke kan. For vi har jo ressourcer, når vi bruger det vi kan, og ikke det vi ikke kan. 

Er det utopisk? Mange af os lever jo på kanten af hvad vi magter, og mange af os er ikke super sociale, eller ønsker at være det. Men jeg tror det kunne fungere for nogen, og måske også der hvor man ikke tror på det kunne fungerer. 

Så mange af nederlagene skyldes at omverdenen forventer at vi kan lidt af det hele, især hvis vi "tog os sammen og fokuserede nok på det". Fremfor at dyrke styrkerne, og finde løsninger for "det andet". 

Og da mennesker med Autisme og/eller ADHD er super forskellige på alle leder og kanter, så vil der kunne byttes styrker. Udgangspunktet kunne blive, jeg ved hvad jeg er godt til, -fremfor jeg ved hvad jeg ikke kan finde ud af. 

Det er sandt at det vil være de mere velfungerende der ville kunne mest, og at det realistisk ville fungere bedst i byer hvor flere kunne finde sammen. Men man kunne også forestille sig at der var andre der ville være interesserede i at deltage, og at det var en måde at vise og lære hvordan man kan arbejde med mennesker med ADHD og Autisme på en anden måde. At erfaringerne blev samlet, til at kunne bruges af andre.

For jeg bliver mere og mere klar over at den nerotypiske tilgang til os, virkeligt er en barierer for at støtte os, eller rettere sagt ikke skade os. At det fleste fornuftige pædagogiske tilgange, kommer til kort, og skader mere end det gavner. Bla. fordi det bygger på udvikling af evner, men at forsøget på at udvikle vores evner, kan koste dyrt på andre områder, og på uforudsete måder. Og det er dyrt at miste styrker og evner, fordi der er et krav om at skulle lære ting, og indgå i ting, der ikke passer til ens personlige spektrum. Igen vi er meget forskellige. 

Danmark har voksne erfarne mennsker med ADHD og Autisme, vi kan fortælle om det der fungere og det der ikke fungerer, også selvom vi er meget forskellige, er der meget fælles omkring rammerne og udfordringerne. 

Jeg tror ikke vi skal vente på politikerne, vi er allerede for sent på den, så vi kan lige så godt gå i gang med at se på ideer. Ellersender næste generationer også i det samme, det er ikke ADHD og Autisme, det er det der foregår udenom lige nu og her, der definere hvordan et liv kan være med de diagnoser. Det kan gøres anderledes, det kan gøres (meget) bedre og det er nødvendigt! 

Skal man bære diagnosen som en badge?

Der har være debateret om det er bedst at undgå at være for fikseret på sin diagnose, at der lå selvstigmatisering i det gennem mange år. At man gjorde sig selv svagere. 

Men er der dukket andre stemmer op i debatten, der har et andet syn på det, at det ikke nytter at putte med det, da det jo er noget der reelt påvirker ens liv. At stigmaet ligger i, at helst skulle holde mund.

Jeg faldt over den her artikel på DR "Lone Frank synes, at unge 'spiller på deres svagheder', når de deler deres diagnoser": ttps://www.dr.dk/nyheder/kultur/lone-frank-synes-unge-spiller-paa-deres-svagheder-naar-de-deler-deres-diagnoser

Lone Frank Ph.d. i neurobiologi, forfatter og videnskabsjournalist Ph.d.  har sagt at hun synes at unge dyrker deres diagnoser for meget. At de dyrker deres svagheder mere end deres styrker. "- Det er som om, at din generation dyrker sin egen overfølsomhed og nærmest foretrækker personlig svaghed frem for styrke. Hvorfor?" spørger hun podkastvært Sofie Diemer "Sofie og de nye tider" på DR. Sofie Diemer fik sin ADHD diagnose for 8 år siden. 

Lone Frank påpeger at hendes generation var mindre skærmede, og ville klare sig selv. og "- Det giver jo valuta ude på de sociale medier at have noget, man kan sige er en svaghed.". Lone Frank har selv været gennem perioder med depression og stress.

Her er så mit take på det: Jeg er tættere på Lone Frank i alder, men jeg har ikke kunne opretholde et facade og funktioner til at kunne fremstå som velfungerende. Og hvad jeg har haft af styrker, har ikke kunne anvendes, fordi der ikke var nogen platforme i samfundet for dem. 

Jeg kan spørge var jeg bare ikke dygtig nok, eller gjorde min ADHD at jeg spredte mig for meget i emner,  og var jeg for ustabil og var jeg så akavet socialt?
Man kan lave et falsk selv, hvor man mener man er vildt talentfuld, men andre bare ikke kan se det (Det kan ikke anbefales), eller man erkender at der er udfordringer men man panisk dækker af med egenskaber andre gerne vil se, og de rigtige positive sætninger (det kan heller ikke anbefales). 

Men man kan vide at man er dygtig til ting, og med de rette muligheder, kunne det udvikles til noget der kunne fungere. Man kan være realistisk omkring udfordringerne, læring, uforudsete hurdles, stress, overfølsomhed, omgivelserne, det sociale, at det hele tiden spiller ind på evnerne/talentet. Og der sandsynligvis vil ske "situationer", og at man med ADHD og/eller Autisme har det med at overtænke det, og reagere også fysisk på det. Det tager længere tid med os at fordøje når der sker ting. 

Så det nytter ikke at skubbe evner, og styrker frem foran andre, og håbe de ikke opdager "det andet". For vi vil blive dømt og fejlfortolket på "det andet", ingen vil spare os for skammen og nederlaget, det er helt vores. Som vi så kan grave os ned med. 

Er man mere aktivistisk indstillet, har man set mønstrene, ens egne og de andres, man ved noget er uungårligt og der må tages andre valg, omkring hvordan man præsentere sig selv udadtil og give andre mod på at stå ved dem selv. Ikke at det det er den perfekte løsning at sætte sig selv i spil, og gøre sig sårbar, men åbner andre muligheder, og måske en vej til noget andet, afklaring, selverkendelse, realisme, hvilket er et godt fundament at bygge på. 
Vi er en pose blandede bolcher, og nogen af dem ikke vil falde i alles smag. Men blandingen er som den nu er. Der er ikke noget valg for os, heller ikke et valg for andre, hvor de kan ikke pick and choose.
Fordi vi ikke selv kan vælge, skal vi ikke konfronteres igen og igen med at der er et valg. Og hvis bare vi tog os lidt sammen så ville det "besværlige" falde helt i baggrunden. Det er bare ikke sådan ADHD og Autisme fungerer, det skal nok komme frem i forgrunden på upraktiske tidspunkter, og så står man der med skammen. 

Jeg kender ikke noget til likes og hjerter for at være åben om sin diagnose, nogen får jo også ubehageligheder. Men mange bruger humor til at formidle udfordringerne omkring ADHD og Autisme. Mange holder sig også fra det mere hårde og smertefulde. Men de mange der formidler emnet på nettet kan give følelsen af, at der er en lavine af mennesker med ADHD og Autisme. Og at vores samfund spytter dem ud i tusinde tal dag for dag. Alle disse oversensitive unge, der finder identitet i deres diagnoser, og burde havde en mere sund indstilling. Der dyrker svagheden. 

Jeg tror så ikke de synes de dyrker svagheden, men retten til både at have styrker og udfordringer. Og jeg kan bestemt ikke anbefale den måde jeg prøvede at klare mig da jeg var ung, det fungerede jo ikke, og sled mig op. Det endte med at gør mig svagere. Og svagere end jeg behøvede at være endt. 

Og det er muligt at diagnose fikseringen heller ikke er vejen, og det er den ikke. Men det nytter ikke at skyde skylden på den enkelte, eller en generation, det handler om at se at vores samfund stadig ikke rummer os særligt godt. Nu er vi i det mindst blevet synlige, og flere siger ting åbent. Men det er noget andet der skal ske.

Dem der vil have samfundsforandring må finde hinanden, og komme med konkrete bud om hvordan der kan blive bedre plads til mennesker med ADHD og Autisme, hvilket også kunne gavne mange andre grupper. 

Og så må vi melde fra når vi bliver talt ned, som for meget, selvoptagne og sarte. Det er en meget nem måde at lukke munden på os, gøre os irellevante, i et samfund der stadig dyrker det at holde facaden, og har et meget ensidigt syn på hvad styrke er for noget. 

Jeg ved jeg har meget styrke, det er derfor jeg stadig er her. Det er bare ikke ensbetydende med at jeg ikke behøver støtte. Mon ikke det også gælder for mange andre end jeg?

Realisme tak!

Umiddelbart er det godt at være realstisk omkring sine egne evner, min erfaring er bare, at ofte er folk ikke ret realistiske omkring mine udfordringer. Jeg skriver "folk" for det er ret uanset om det er "professionelle", venner, eller "folk". 

Måske det er naturligt hvis man selv bare gør ting sådan vipti vupti, eller kan når det er nødvendigt, at forestille sig ikke at kunne ting selvom det er nødvendigt. Og når jeg forklare til andre, at noget ikke er realistisk, så kan de ikke forholde sig til det. At min vej til noget er så meget længere. Det er som om de ting jeg ikke magter, hele tiden glemmes, eller minimeres. 

Forstillingerne om hvor nemt, hurtigt en opgave kan klares er en del af det underforståede, og noget hvor jeg selv  kan regne ud, hvad opgaven normalt ville kunne tage af tid og arbejde for en mere "Normalt fungerende". Og ofte kommer jeg til at sige, "jo det kan jeg godt, det er nemt nok". Men det er ikke virkeligheden. Jeg glemmer igen og igen at det bare ikke er sådan det er, når det er mig. 

I grunden skulle jeg hjælpes med at forstå, at det ikke bare lige er sådan, at jeg mindst muligt endte i den situation, da det hele tiden gør noget ved mit selvværd. 

Så jeg har Autisme og ADHD, men det betyder åbenbart ikke noget særligt, men hvorfor er det så jeg kæmper sådan dagligt? Har vi udstyret nogen med de diagnoser der reelt ikke havde brug for dem, så de der har brug for støtte ingen får? I mange tilfælde siger man at de diagnoser bliver stillet  i forhold til, at der er ting man har brug for støtte til? 

Det er godt at se en persons ressourser, men får vi får ofte blandet det sammen på en måde der ikke giver mening. At ressourcer på nogen punkter, bliver lavet om til at det opvejer det man ikke evner, hvilket det jo ikke gør med ADHD og/eller Autisme, jeg kan ikke bruge det jeg har af ressourcer på et punkt, på de ting jeg kæmper med. De opvejer, balancere ikke hinanden ud. Og de har været der hele mit liv.

Forskellen er nok at jeg har brugt mine ressourcer som et skjold, og prøve at skjule alt det andet. Og det er jeg mindre tilbøjelig til i dag. Hvilket skulle være en god ting? Det fungere bare ikke, folk foretrækker mit gamle jeg, for det nye. 

Jeg ved meget om hvordan man gør ting rigtigt, men det betyder bare ikke, at jeg kan udføre dem rigtigt selv. -Eller det vil kræver meget mere af mig, end de fleste andre. Og jeg er altid op imod "de fleste" og "de andre".
Og ingen gider at hører på en der ser sund og rask ud sige "det kan jeg ikke", eller "det burde jeg egentlig ikke gøre". Selvom det er min erfaring og tilkæmpede indsigt efter mange, mange år, at sådan er det bare. Andres eller min egen magiske tænkning, og delulu vil ikke hjælpe på sagen. For "sagen" er støbt i stor skala i solid beton, så der skal gås grundigt til værks, hvis den skal væk, og en gaffel gør det ikke. Tro mig.

Så jeg bliver nød til at holde fast i mine erfaringer, ikke lade mig overtale til at tro på ting der ikke er realistiske netop for mig. Og jeg bliver også nød til at sige det igen og igen til andre, selvom jeg er træt af det. For var det så let, var jo alting løst forlængst ikke?

At leve som jeg gør, tager mine ressourser, så der ikke er noget til livet og til at skabe en ok nutid og en fremtid. Der skal tilføres noget, der reelt kunne være meget forskelligt, i situationen ville alt "noget" der kunne gøre en positiv forskel, blive til en meget stor forandring.