At blive rettet på som et barn, når man er en voksen.

De fleste med Autisme og ADHD har nok oplevet at blive rettet på af andre, og fået et flashback til barndommen og skoletid. 

Der er også den fornemmelse af at det er svært at tolke om det er den anden der går over stregen, eller en selv. Det er det evige neurodiverse dilemma, det at tolke denslags og gøre det in realtime mens det sker. Vi kan også ikke være helt opmærksomme på det når det sker og så huske på det og så s over hvad det nu var der skete. Vi kan også blive helt hevet ud af det vi faktisk havde gang i, tabe tråden. 

Hvornår er man som "voksen for meget"? Hvornår taler man for højt, når det er om noget helt almindeligt og med en ikke aggressiv stemmeføring? 

Vi har jo ikke et body cam så vi kan lave playback, men ærligt talt det kunne være en hjælp. Tænk hvis det meste af det man oplevede af denslags ikke var noget reelt, bare uopdragent af den anden? 

Nogen har det med at ville styre/dirigere andre, og andre er bare andre. Det handler om dem selv, ikke de andre. Og de har en selvfølgelighed i at kunne rette på andre. Jeg tror ikke at folk med stor selvtillid og selvværd har en vane med at rette på andre på den måde. 

Uanset hvor mange gange jeg bliver rettet på, vil mig jeg stikke frem, igen og igen. Tale for meget, komme til at tale for højt fx. Ikke se folk i øjnene. Jeg har maskeret alt det jeg kan, jeg kan ikke gøre det bedre for jer. Det er hvad det er. 

I dag ser jeg klart, hvem jeg ikke kan og vil omgås, jeg kender sætningerne, den måde de vil holde mig i skak. Men det behøver de ikke, de bør også se at jeg ikke er noget for dem, så jeg skal ikke rettes til, der er bare ikke et match. 

Det kan stadig undre mig hvor ofte det sker. Men vi er der og de andre er der. Så det sker. Man kunne tænke at man kunne forklare det som det er, men det vil højst sandsynligt ikke hjælpe på noget. De har brug for deres styring, og ikke interesserede i hvordan andre er skruet sammen, hvis de da ikke kan anvende det. 

Jeg tror ikke andre opdager de mikro aggressioner i sociale sammenhænge, højst hvis man selv reagere og giver svar på tiltale, hvor de fleste nok vil mene man overdriver. 

Egentligt behøver vi ikke at fortælle andre hvad vi har oplevet 1000 gange, og hvorfor vi reagere på det, usynligt eller synligt. Det vigtigste er at se og mærke hvad der sker, genkende det, men ikke som dengang, men som noget man ved hvad er nu, "det er ikke dig". Man kan stadig blive vred og ked af det, sådan er det. Men at have set mekanismen i det, og det er en person spejlet i en person der har det output i verden. Den anden er ikke den voksne, eller den klogeste, eller mest rigtige. Det er bare noget vedkommende har som sin maske. Og da din maske lige faldt, skulle de lige markere med deres maske.

Vi kan bruge meget tid på at vurdere vores egen rolle i ting, om vi nu var for meget, forkerte på den. En ting der er sikkert det er at meget ofte er dem der påpeger det, dem der mindst tænker på deres egen adfærd i forhold til andre, og slet ikke den der kunne virke negativ. 

Jeg vil altid overveje om det kunne være mig, jeg vil altid prøve at være et ordentligt fair menneske. Men jeg vil ikke gå så langt som tidligere. 

Man kan blive lidt bedre til at tolke omverden med en Autisme/ADHD, men det er efter dagsform og stress. Det er og bliver en teoretisk lærdom, ikke noget automatisk. Det er det der er noget af forskellen på at være på spektret.

Jeg kan ikke se hvorfor det skulle være rimeligt at vi mikro straffes for vores diagnose. Det er som sandkorn, et for et, alle de ting der bare var som de var og der kunne ikke tages hensyn. Det bliver til mange sandkorn, mikro, men mange nok tynger de en ned. 

I sidste ende handler det om selv at vide. Også erkende vægten af en sandsæk for hvad den er, det er det man har været oppe i mod. Jo mere konkret man kan forholde sig til det, bliver det mindre et udtryk for en selv, hvad man er, og mere et overblik over de vilkår man har levet, og ikke bare en selv men mange andre i en lignende situation. 

Så når vi er anderledes, er vi anderledes som mange andre, faktisk så mange at vi ikke er så anderledes enda, så anderledes som de gør os til, lige der i den de sociale situation eller en til en. 

Træn dine algoritmer og hvorfor doomscrolling måske kan være ret ok.

 I dag har jeg fået meget i min feed på FB om det negative ved sociale medier og internettet.

Men reelt afspejler det hvor vi selv er, om vi bare sidder hjemme, eller vi scroller alle steder og situationer. Hvordan vores algoritme ser ud. Det er ikke det samme internet, men de samme oplevelser, delvis, men alligevel ikke. Vi bruger det på vores egen måde, nogen tager imod det de får, andre søger mere og søger mere hjørner. Nogen søger reel vide og information og ved hvordan. Nogen finder noget vidunderligt, de ikke vidste eksisterede, og søger mere viden.

Der er flere lag, der er det vi alle får smækket i hovedet i håb om at vi vil se det, og så er der meget mere.

Doomscrolling? Ja, det kan være en dårlig vane, men det kan også grounde nogen af os. Og hvis vi ikke gjorde det ville vi gøre noget andet random, altså bare en anden overspringshandling, vi ville stadig ikke gøre det vi burde.

Når folk bruger det som skærmning i sociale situationer, om det er offentlig transport, på cafer osv. Ja, mon ikke den skærmnings behov har været der også før mobilen? Nu har vi bare en måde at gøre det på der er social acceptabel sådan da.

En aflednings manøvre og fidget toy. Når vi snakker om hvor svært det er at aflægge od mobil vanerne, bør vi vel spørge os selv om hvad det er de gør for os. Og hvorfor det åbenbart mangler i tilværelsen. Er det lov til pauser, er det kravet om effektivitet alle vågne timer. At have lov til at zone ud og være unyttige.

Men online afspejler og måske forstærker vores sindstemning, mønster genkendelse. Negativt, genkender negativt, depression genkender depression, glæde, genkender glæde. Vi ser det vi ser, og overser andet. Algoritmen forstærkes.

Men vi kan godt styre algoritmen, selvom den altid trækker i særlige retninger, men ved man det, kan man trække en anden vej. Man kan motionere sine algoritmer. Man kan fucke lidt med dem, algoritmerne. De skal ikke tro de ved bedst, overrask dem.

Der er reel viden på nettet og man kan fact tjekke. AI svare fint på mange ting, på andre ikke. Wikipedia er faktisk ret solid. Men jo mere du selv ved i forvejen, gør du kan se hvis der er noget. Og du tjekker efter. Nettet gør ting hurtigere, men du skal stadig huske at tjekke, det tager man ikke skade af.

Og jeg har det fint med at kigge søde dyr dagligt, jeg ville selvfølgelig helst klø dem bag øret live. Men jeg får også viden jeg ellers ikke ville have om deres intelligens osv. Så selv endorfin scrolling kan give viden, nyttig? Hvis det giver respekt for dyrs intelligens, synes jeg det er ok.

Og så er der kunst og kultur, vi behøver ikke at gå laveste fællesnævner, men vi kan, og man kan blande, højkultur, elitær viden og popkultur, og det nyeste sladder, politiske deepdives, podcasts, laaaange youtubes. De mindste subkulturer, de mest nørdede fora. Og uanede mængder af lir og løjer, men også hvordan man gør praktiske/tekniske opgaver, skridt for skridt.

Når AI kommer for alvor? Vi aner det ikke. Det kan blive fantastisk, det kan blive et mareridt. Det kan blive begge dele. Reelt er viden magt, den viden du har der er reel er den du har til at manøvrere i en virtuel verden, der bearbejder det vi ved. Men med en indsigt der ikke er menneskelig.

Jeg spurgte AI omkring noget med Romerske dragter. Og jeg kunne godt se hvordan det kørte i ring, jeg gik mere i dybden, jeg krævede noget konkret, men den kunne ikke. Den sagde det jeg spurgte om var sandsynlig, og lidt mere end det. Men i forskning kan jeg ikke bruge det til noget. På den anden side ved jeg at jeg selv skal finde og se den missing link der kan bevise det. At jeg må bruge de evner jeg har til at se det og sætte det i kontekst, så det er forskning. Ikke at det er helt forkert at sige at der sansyligvis har været noget, men det skal bruges ufatteligt sparsomt, og kan slet ikke bruges i forhold til det der er væsentligt for en bevisførelse.

AI ved meget om nogen emner, fordi der ligger meget på nettet om det, andet der er mindre om forsøger AI at få til at hænge sammen, hvilket kan være lidt sjovt. AI vil så gerne og har meget fine fluffy sætninger. Men ved man bedre, ved man bedre. Gør man ikke? Ja så er man på den. Og skal nok passe på med at bruge det overfor nogen der ved.

I forhold til Autisme og ADHD? En del af os bruger det til grounding/fidget toy. At zone ud. Afledning. Når nogen siger at de spilder tid på at scrolle, husker jeg på at jeg før i tiden kunne sidde og glo ud i luften og være i en egen verden, en doomscrolling uden net og mobil. Bedre, værre? Min tanker er bare at jeg "spildte tiden" også dengang, bare på en anden måde, at det var nødvendigt, at det er den måde jeg fungere i verden. Vi kan kræve effektivitet, at vi skal være nyttige og gøre det rigtige gennem hele dagen. Men med Autisme/ADHD er de her bobler/ud-zonening'er nødvendige for at holde os kørende. Ville det være bedre at vi sad og reflekterede ved en å, end a kigge på søde katte på tikTok? Sikkert, men vi gør det der er muligt og realistisk, hvor vi nu er placeret i verden. Vi kan arbejde mod at ændre på det der er vores personlige bobbel/ud-zonening, til noget der kunne være endnu bedre, men for os, ikke som at signal til omverdenen om at vi er mere mindfull og autentiske nu, end dengang med Kattene, eller hvad vi ny nød som en stille stund.

Tanker omkring Mikayla Raines fra Save a Fox.

I mandags så jeg at Mikayla Raines havde begået selvmord. Hun havde skabt Save a Fox centret hvor hun redede Ræve fra Pelsfarme, udover Ræve der havde været kæledyr og nu havde brug for et sted fordi ejeren ikke kunne klare dem, eller var død. Mange stødte på hende på YouTube under covid. Og hun var lige det man manglede på det tidspunkt, og folk har fulgt hende siden og flere kom til. Det gav folk endorfiner: de skønne Ræve, og den gode formidling, in usikker tid. Det var nærværende og jordnært. Og vi kom på fornavn med alle dyrene.

Vi fulgte også at hun fik en kæreste, der måtte indrette sig på, at der var dyr over det hele, også mange andre end Ræve. Og senere fik de en lille Pige. Og der kom mere og mere gang i at hjælpe flere Ræve og opkøbe en hel pelsfarm med 400 dyr og samarbejder omkring det. Større visioner, og samtidig med det evige praktiske arbejde, det meget praktiske fysiske arbejde har været stort. Og når man så lægger Autisme og borderline til. På den ene side kan diagnoserne også bidrage til noget godt og særligt, men det er også en farlig ballancegang. Det er godt vi har noget at brænde for, og noget andet end os selv. Men det kan køre på grænsen.

Jeg er ret sikker på at alle dem der gik efter Mikayla Raines online, følte at hun havde mere, fik mere, og de selv fik mindre. Nogen var enda nogen hun havde kendt personligt ikke bare online trolls, men hun var jo online af gode grunde. Det var sådan hun skaffede bevågenhed og donationer. Men de mennesker der forfulgte hende online kunne ikke se prisen der skulle betales, eller anerkende det store arbejde, på trods og ikke mindst i forhold til to alvorlige diagnoser, hvor kun kærligheden og dedikationen kunne opveje hvad det har kostet.

Udefra set var det det perfekte liv, som mange med Autisme/ADHD kunne drømme om, et liv med dyr og nærvær, og en sag at kæmpe for. På den måde var hun en inspiration og forbillede for folk med eller uden diagnoser.

Når vi kækt siger at i dag har alle en diagnose, og overser at diagnoser har konsekvenser, forhøjet rate af selvmord, selvskade, overset i sygehus systemet, overset allemulige steder i samfundet gennem hele livet. At vores tanker og følelser ofte ikke bliver valideret, men talt ned. Det slid på os, gør at vi allerede som 29 årige kan føle at alt er brugt, men også at vores "system" kan lukke ned uafhængigt, bare lukke ned, uden vi har magt til at gøre noget, i bedste fald kan vi gå i hi og håbe på vi kommer ud igen, andre gange er det definitive valg.

Husk at være mere omsorgsfuld, mindre dømmende, bedre informeret.

Er der et autentisk selv bagved masken?

Som meget sen-diagnosticeret med Autisme/ADHD har man prøvet at få livet til at fungere i mange år, og det kan være svært at huske sig selv som barn og ung. Måske endnu mere svært hvis der har været trauma. Trauma kan være som et slør over fortiden. Og rigtigt mange på spektret har det, vi er mere sensitive, samtidigt gør arvelighed også at en forældres Autisme og/eller ADHD har påvirket opvæksten. Det kan være svært at vide hvor trauma og Autisme/ADHD ender og begynder. For der er overlap i hvad der kan komme af symptomer. Er det en senere pådraget komorbiditet, eller den personlige udgave af ADHD/Autisme? Der er et puslespil, men ikke det puslespil nogen bruger som et symbol for Autisme spektret. Jeg tænker at der er mange komponenter, men det er langt mere organisk og det er ikke meningen at det kan løses. Men det er muligt at mindmappe hvor man selv er og tilføje elementer, det er ikke fordi der mangler brikker, der er højst for lidt for mange. Og gennem et liv er der dele af os der er mere i fokus, det hele er der, men det kan varierer med udfordringer og evner. 

Ja, vi er født med det, men det varierer hvad der personligt kommer til udtryk gennem et menneskeliv. Og vi bliver som alle andre mennesker udfordret af livet. Men med en manglende plasticitet, kan vi gå i stå fordi det er for meget at tage ind. Det er ikke det samme gennem hele livet og især kvinder føler det ændre sig i menopausen, enda ret drastisk. Og der sker nok også noget for mænd. Men det er ny viden.

De sendiagnostiserede har levet livet uden den rigtige diagnose, men med udfordringer, evt. fået andre diagnoser, som mange har fået i stedet for Autisme og/eller ADHD, det har påvirket de løsninger vi er blevet rådet til, vi fundet en "form". Og den "form", er meget ofte ikke særligt gavnlig for mennesker med Autisme og/eller ADHD. Mange anbefalinger i forhold til psykisk sygdom er nærmest ubrugelige i forhold til Autisme/ADHD. Det kan være svært at gøre op med, og ofte får man heller ikke meget opbakning, da de fleste ikke aner hvad der er bedst for mennesker med ADHD/Autisme Herunder desværre også psykiatere, læger osv. Vi er ikke nået så langt i Danmark. 

Det nemmeste har været at udskrive antidepressiv medicin, for nedtrykthed og angst. Det er samtidig medicin der er svær at komme ud af, uden længere varende reaktioner. Det tager tid at trappe ud, og så kommer der ofte noget lige når man er ved at være ud af det. Eller efterfølgende. Mange vil heller ikke udfordre at der "sker noget". Hvem samler så en op? Det der er eller ligner depression er så udbredt i den her gruppe, og forskellige udgaver af angst/OCD/posttraumatisk stress. Det bedste var nok at man aldrig var blevet sat på det antidepressive, uden at vide man havde Autisme/ADHD, det har en betydning, også selvom man får medicinen. Det er en anden kontekst, og vi reagere også anderledes på medicin. Men ofte er det at vi får medicinen fordi vi har kæmpet for meget, så vi kan gå ud og kæmpe igen, nu medicinerede. Hvor vi havde haft brug for at vide hvad der var sket og hvad vi kan gøre bedre for os selv. Medicinen opretholder masken. Og mange ender på det for altid.
Jeg selv er så presset i mit liv, at jeg ikke kan droppe medicinen. Og det ville ikke være klogt med erfaringerne. Optimalt, nej. 

At stå ved sig selv som et menneske med Autisme/ADHD, overfor sig selv og andre er ikke nemt, det sniger sig ind, ablelism, ofte i formen at "hvis jeg kan kan du også". Og i den personlige form "Jeg må tage mig sammen". 

Så det at skære igennem kræver man er ret hardcore, i forhold til andres meninger, og det "arvegods" man har med sig gennem mange år. Og hvad det at have diagnosen, bliver formet af hvad ens rammer er, opvækst, skole, arbejde. Stress faktorer, krav. Så udover de uendelige varianter af at være på spektret, så er der det omkring en, og det sidste er ret væsentligt. 

Personligt synes jeg, at jeg ikke har kunne være mig, at der altid lå noget forude, hvor jeg ville fremstå forkert. Og at jeg som regel blev overrasket alligevel. Hvilket måske er typisk Autisme/ADHD, man er for lidt, for meget. Man prøver at passe på, men så glemmer man det. Er det så det autentiske selv der viser sig når man glemmer? Tja, det kan være for meget maske og social stivhed, men det kan også være man går linen ud, også at man gør det hele, og det alt sammen kan virke off på andre.

Men det pointere at man ikke er ok som man er. At andre forventer at man kan "tage sig sammen" når det er, at man kan lære den rigtige adfærd. Men Fx. Jeg er ordblind, med en computere er jeg bedre. Jeg læser og skriver meget, men jeg er lige så ordblind som jeg hele tiden har været. Jeg kan ikke tage mig sammen og lære at læse bedre, ikke mere end det jeg har gjort. Det kan ikke trylles væk. Jeg kan heller ikke trylle Autismen eller ADHD væk, der vil ske ting, og der er ting leg glemmer i momentet, jeg ved men ikke lige kan anvende. Og det er vel det der er noget af netop forskellen, det er ikke en naturlig adfærd at falde ind i det mønster der forventes af de neurotypiske. Det ligger ikke i rygmarven. Vores hjerner tager en anden rute pr. automatik. Og meget af det vi gør som mennesker med adfærd er automatisk, for det er det hurtigste, fremfor noget meget tillært eller "naturstridigt". 

Det er heller ikke det samme der gør folk på spektret urolige, i forhold til hvad der kunne gøre neurotypiske urolige. Personligt tør jeg ting, mennesker generelt ville være nervøse for, men jeg har det dårligt med ting de fleste slet ikke bemærker som noget svært, eller angstprovokerende. Man kan blive ved med at sige at man har et andet styresystem, uden at folk forstår det reelt virkeligt er et andet styresystem. Det er ikke noget man siger for at gøre sig interessant eller være kontrær. Det er indbygget. 

Folk kan sige at jeg er stort set som dem, det er så det de tror. Det er det de kan se, det de tror de ser. Maske eller ej, vil de tro vi er det samme slags, men jeg bare er dårligere til det at "fungerer". Det er ikke et særligt respektfuldt udgangspunkt for samværd. Jeg er ok, og du er mindre ok i vores verden. Vi bestemmer om du kan være med. Det er ikke så meget en diagnose, det er mere karakterfejl i deres øjne. Derfor skal der ikke gives plads eller forståelse, til os. 

Det er derfor jeg gør mig mindre end jeg er, men det er også derfor jeg har prøvet at skjule det der er svært for mig. Evner og udfordringer passer ikke lige ind, det er en forvirrende faktor for andre, de ikke ved hvad de lige skal stille op med. Men ikke på samme måde som tidligere, jeg magter det ikke, jeg kan ikke mere. Det er ikke bare et valg, mit "system" kan ikke.

Jeg er ikke den samme, men det er lige svært bare på en anden måde i dag. Min viden og mine erfaringer er rent tillærte/intellektuelle når det kommer til den "rigtige adfærd", jeg er bedre til at forstå ting efterfølgende, sortere og reflekterer, men jeg understrejer: Efterfølgende. Det forgår sjældent i realtid mens ting udspiller sig, jeg er lige så Autistisk/ADHD som jeg altid har været. Jeg er bare blevet mere voksen, jeg har skaffet mere viden til at forstå verden. Men jeg har ikke en direkte adgang til den forståelse, simultant med virkeligheden. -Eller jeg kan ikke regne med jeg har det. Jeg kan have det, men jeg kan meget hurtigt ikke have det, så det kan jeg bare ikke regne med det. 

Tidligere troede jeg at jeg bare skulle øve mig og vide mere. I dag må jeg lære at tage mine fuck ups og kunne leve med det. De absurde snubletråde der er i de mest ligetil ting, der kan udløse kaos og nedsmeltning. Hvorfor kunne jeg ikke forudse det? Hvorfor undersøgte jeg det ikke bedre? Hvordan overså jeg det? Hvorfor gør jeg det igen? 

Men samtidigt er der det jeg kan forudse andre ikke forudser, det jeg har undersøgt grundigt, det jeg ikke overså, og de ting jeg trods alt ikke gør igen, men også de ting jeg tør gøre igen. Prioritere jeg socialt mod højere? Med ADHD yes.

Jeg jonglere med for mange data, og er kun et menneske til at holde rede i det, og er den type menneske der prioritere lidt anderledes pr. automatik. 

Og de ting der prioriteres er også vigtige, på mange måder ville verden se anderledes ud, hvis vores prioriteter ikke var her i verden, måske på ret overraskende måder. 

Tilbage til udgangspunkt: Er der et autentisk selv bagved masken? Ja, det er der sikkert, selvom vi måske selv ikke kan se det selv, for alt det andet. Måske det hele er der endnu, bag lagene af levet liv. Om vi kan få det frem kan handle om alder og meget andet. Men tanken om at vi er intakte, på trods af skaderne, vi er der stadig. Det er ikke for sent, og vi har så meget i os, så bare vi finder lidt, så er det en slags sejer. 

"Mikro oprydning" er en meget god tester på hvad der foregår.

Jeg er begyndt at sorterer småting i kasser, små skuffer og æsker hvor materialer som sytråd, knapper, bånd, perler, smykke dele var blevet rodet sammen. Eller var endt på gulvet, eller andre forkerte steder. 

Det en bedre måde at se hvad det er der sker når jeg prøver at gøre noget prakisk. Der er noget med mine praktiske executive evner der ikke fungerer og fungerer dårligere end tidligere.
Udover korttidshukommelsen der gør, at jeg ikke kan huske hvor jeg lagde noge for 5 sek. siden, og at min hjerne er et helt andet sted end i det jeg foretager mig, så jeg taber/vælter ting. 

Jeg går i stå, når jeg bliver i tvivl om hvor jeg skal anbringe ting(Står med klassiske ADHD T-Rex arme og kigger). 
Det er start top, start stop, "-hvooor pokker er?".
Stirre rundt. "Åh der!" -Start stop....
Hov!, her er noget i en helt anden kategori, har jeg en æske til det?
Hov!, er er noget der skal i en æske jeg allerede har sorteret. 

Kommer til at vælte æske ud på gulvet, ud over andre løse usorterede ting på gulve. "Helvede!" Og det er svært at blive i opgaven. 

Jeg har anskaffet akrylkasser, jeg kan se hvad der er i. Samtidigt husker det mig på at jeg er e kreattivt menneske.....Eller jeg engang var et kreativt menneske. Men faktisk reparerer og syr jeg lidt i hånden om aftenen. Så det er god at kunne finde alle farver sytråd. 

Mikro oprydningen er mindre sigmaiserende og psykologisk pinefuld, end de større projekter i hjemmet. Hvor mine tanker ryger hen i, hvad der har bragt mig i den situation. Hvordan det endte så galt. Jeg bliver vred, ked af det, det føles håbløst. Jeg har prøvet så mange gange at få bund i det. 

Jeg har ikke valget at tage mig sammen, jeg har ikke muligheden for, at dag, for dag nå videre med et synlig resultat. Ja, noget bliver ryddet væk, noget ryger på gulvet. Andet i mit liv kræver min opmærksomhed. Eller at det hele bliver for sort, at fortiden kryber ind, og følelsen af et manglende håb for en fremtid. En bedre fremtid, end de sidste 12 år og min nutid. 

Jeg står op til det, det kan krævet noget at komme ud af sengen. Eller det kræver meget. Jeg møder min største afmagt hver dag. 

Det er svært at finde vejen til et andet liv, og en identitet, hvor det jeg ikke kan, ikke er det der fylder mest i mit liv. 

Jeg kan distancere mig mentalt, dissocierer, som jeg ofte har gjort for at overleve.
Det synes ikke at være vejen at forholde sig konkret til rodet og svineriet, når jeg nu ikke evner det praktisk alene, det er bare vejen til at forstærke det psykiske ubehag, fastholde, og ikke give plads til noget andet og sundere. 

Men jeg sorterer videre, så alt får sin æske. 

Når ADHD støtte går viralt.

 Da Cathrine Wichmand (influencer og iværksætter) glad forkyndte på sin profil at hun var blevet tildelt 15 timers ugentlig hjælp af Frederiksberg kommune, havde hun ikke regnet med reaktionerne, da en Politiker fik øje på opslaget og det gik viralt og i medierne. 

Det er rigtigt nok når man slår op på nettet omkring Autisme og ADHD at der står at man kan få tildelt 15 timers personlig støtte. Det er den slags jeg tager med en gran salt fordi jeg ved at man altid får nej, til alt det der står om støtte. Men ok, så var der en der fik, så det eksistere faktisk som andet en ord på kommunens internetside.

For de fleste andre der den slags nærmest som en Enhjørning, en myte. 

Det at kunne fastholde (friviligt) folk på arbejdsmarkedet er en god ting, og støttede job er jo også en ting hvor noget af lønnen betales af staten. Og det er forskellige typer job på forskellige løntrin. Jeg drømte selv længe om en lignende mulighed, inden jeg måtte tage førtidspensionen. 

Handler det så om at det er en kvindelig influencer og iværksætter, der har iscenesat sig i medierne i en lidt lux udgave, og nu er folk forargede over at samfundet skal understøtte den livstil fordi hun har ADHD og efter stress, så hun igen kan arbejde? 

For mig er det måske mere det med "Enhjørninge støtten" der overrasker og hvem der så kunne få den. I betragtning af mine egne erfaringer og hvor langt jeg er ude i hampen. Og så det jeg ellers ved om emnet og manglen på støtte på området. Jeg ved også at da ingen er specielt indignerede omkring mine boligforhold, så er der en del der bor sådan og værre, og det er skutte en undskyldning, eller jeg overdriver mit hjem, det siger bare noget, det siger meget om forholdene for mennesker med Autisme, ADHD, psykisk sygdom og andre grupper. Der er trængsel og meget få kan få.

Og det er nok derfor at man kigger og tænker, men hvem får? Og er det bedre at støtte en der har noget i forvejen, så der kommer skattekroner i fremtiden, fremfor at klat hjælpe førtidspensionister og mennesker der er på vej til ikke at komme eller kunne forblive på arbejdsmarkedet. Og det er jo et andet spørgsmål, der har været vigtigt for mig, at hvis folk ville arbejde skulle man gøre hvad der var nødvendigt for at gøre det muligt. Hvilket kræver man ved hvordan og at det fungerer. Er der nogen der blev tabt der? Ja, det er ret sikkert. 

Når først man har førtidspensionen, er det ret svært at få ekstra støtte, eller ikke mulig. Det handler om alder og det handler om der stadig er uddannelse/jobmulighed. Med resten må det være som det er, der er en pension, færdig. 

Samtidigt med er der børnene med Autisme og ADHD, flere diagnosticerede børn og flere diagnosticerede voksne. Og der er i forvejen en børn og voksen kamp om ressourcerne. Faggrupper i forhold til børn eller voksne med ADHD og/eller Autisme? Der her manglet på voksenområdet. Og bosteder koster kassen for kommunerne, og der har været sager. Og skal vi satse på inklusion i skolerne eller ikke. 

Og jeg tror ingen tør tænke: Skal vi gøre det billigste, eller gøre det rigtige. Fordi man ser pengene flyve afsted, uanset. 

Jeg så gerne nogen voksne med ADHD og/eller Autisme deltage i debatten. Jeg så gerne at politikere blev holdt lidt fast på hvad planerne er for fremtiden. Hvad er realiteterne, også hvis vi bare lurepasser. 

Når krybben er tom, bides Hestene. Det er sandt. Og det kan blive toxisk. Men reelt er der også noget at blive vred over lige nu, noget der ikke er synligt for almenheden men puttet væk. Og en virkelighed mange med ADHD eller/og Autisme ikke kender hvis de er mere heldige. 

Der hvor afmagten er, er der ofte ikke en stemme der kan råbe højt nok. Det kunne også gøre en synlig på en ubehagelig måde. 

Det vi ikke ser, er der ikke, samfundet kværner videre, men vi er her stadig, og der er stadig rigtigt meget der kunne trænge til et eftersyn, så vi ikke er det samme sted om 20 år. 

Autisme og mønstergenkendelse og bias -og mere.

Nogen med Autisme har ekstrem god mønstergenkendelse, vi kan genkende ting og se detaljer andre overser.
På en måde har den neurotypiske hjernen bias, så den ser, det den ved den ser. Vores øjne og hjerne rekonstruere det sete, og omsætter det til noget vi forstår. Det spare tid, og mindsker forvirring.

Med Autisme og/eller ADHD er der også muligheden for at nå frem til noget andet, når den normale automatik er et andet styresystem. Den personlige udgave har egne preferencer, "settings" for at opleve verden. Og vores forhøjede sanser, kan være en fordel, og ikke bare noget der giver os for meget stimuli. For når vi kan selektere det stimuli kan vi gå ind i det og hører og se mange detaljer. 

Med AI, vil det vise sig om det kan overgå vores detalje orientering, og om AI kan lave forbindelserne mellem at man ved det er det rigtige info, eller det bare lyder rigtigt, men det er ikke det der skal bruges.

Jeg er begyndt at bruge AI, men jeg ved det skal styres i den rigtig retning via viden, der er forankringer jeg mener holder. AI kan skubbes mange steder hen, men lige nu kræver det nærmet at man i forvejen har tingene ok på plads vidensmæssigt. 

Vi lever i en tid med et meget sort hvidt holdnings bias på nettet og medierne, alle emner skal tvinges ned i kasserne, det kræver at de skal rettes til så de passer. Og det ender med at blive en vane. 

Så alt der er komplekst, kræver ekstra viden og tid, bliver kogt ned, og giver folk en tro på at de ved nok om emnet til at kunne gå ud med det. At vi er endt i en verden med selvudnævnte eksperter, er kaotisk, fordi mange ikke er trænede i debat, eller at der er mere at vide. 

Intelligens er ikke demokratisk, vejen til viden er ikke den samme for alle. Og i mange år har man mistænkeliggjort viden og eksperter som noget, elitært, verdensfjernt, arrogant. På den anden side er det jo tilgængelig viden hvis man orker. Og sandheden er jo at eksperterne var dem der orkede, ikke så meget at de er super intelligente, men de tog vejen gennem det nødvendige og lidt til. Jeg ved ikke hvorfor det blev så provokerende i de sidste 30 år. Også i Danmark. 

Sandsynligvis er det at viden/forskning ikke altid passer med den politik der føre an, tidens strømninger. Og nogen emner er mere irriterende politisk end andre. Og så er det godt at kunne tale eksperterne ned. Eller ignorere dem. 

Og det ændre også befolkningens syn på viden og hvad der skal til for at vide noget. Uanset om det er professionelt eller bare af interesse. Viden er ikke hot. 

Der var en der sagde at unge gerne vil være influensere, noget keativt, at blive kendt tjene penge, få de rigtige kærester, men i grunden var men fint fremtidssikret hvis man læste skattelov fx. 

Nå, hvor kom jeg fra, jo Autisme og mønstergenkendelse. Jeg tror i høj grad at mennesker på spektret har meget at byde på, også ting der ikke er tænkt på, måske fordi vi skulle være i en situation hvor der er mulighed for at lege lidt med de muligheder. Andre rammer, andre holdninger til nytte. Går man fremad med skyklapper/bias er der meget man ikke ser, men tro man ser, man tro man ser vejen frem. Men det er for begrænset et udsyn.

Når jeg går ud af min dør har jeg nærmest øjne i nakken, samtidigt mad at jeg ser andre har en nærmest zombi agtig adfærd i Københavns gader. Jeg er chokeret på deres vegne, så mange nærved og næsten situationer. Og slipper jeg koncentration og overvågenhed 2 sek, er det ved at gå galt for mig. Det må føles meget forskelligt. Måske de ser ting jeg ikke kan de de ser, når de drejer af. Måske de ikke gør og det lykkes. Og de har ikke set at det kunne have været farligt så det computer ikke. Meget forskellige dyr i by savannen. 

Når vi først har genkendt noget, er det lettere at se det igen. Min undersøgelse af narcissisme gør at jeg ser meget i den kontekst, samtidigt med at emner er ved at trende. Jeg har altid være en iagttager af verden, og hvor jeg var i den. Men jeg har samtidigt også været en drømmer. Men for at redde mig selv ud af ting, har jeg måtte forholde mig til livet på en mere konkret måde, mere detaljeret. Det har være nyt territorie, men fordi jeg stod i det var det ikke bare et studie, det var en kamp jeg stod i. Og jeg kunne ikke finde svar. 

Det er fordi de fleste svar på livet og samfundet, ikke er skabt af mennesker med Autisme eller ADHD. Der mangler de mellemregninger vi ofte har brug for for at forstå det, fordi "alle de andre" bare forstår det automatisk. Det er meget mærkeligt. Og af gode grunde kan de ikke forklare noget de "bare gør", noget de er født til at kunne. 

Intet under at de ofte ikke ved hvad de skal sige til os, eller de synes vi komplicere ting for meget. Og det er der hvor mennesker på spektret står alene, vi bare står der, igen og igen. 

Vi kan tænke de ikke tager os alvorligt, at vi bliver ignorerede. Men de har ikke svarene. Det bedste råd er at erkende at de ikke har dem, og hvis de har er de nok på spektret eller "noget andet". Den anden vinkel og indsigt, må man søge andre steder. Og vi vil ikke blive respekteret for vores livslange studie af "neurotypisk kultur" som er et feltstudie. Og vi kommer aldrig hjem, det er et feltstudie for livet.

Heldigvis er der nogen med Autisme og ADHD der aldrig rigtigt opdager at de er lidt ved siden af. Hvilket kan være en fordel. At blive i sin boble, især hvis den fungere ok. 

Piger med Autisme har det mere med at holde øje med hvad andre gør, prøve at efterligne de andre piger. Hvad jeg selv har bemærket er det en generel ting for kvinder at efterligne andre kvinder, og det er yderst praktisk, ikke mindst gennem historien. Hvor mænd ofte vil tilføje lidt ekstra. Bias? Nej det mener jeg ikke, men det er ikke entydigt, i grupper og i forhold til opgaver, især kreativ har jeg en automatisk en maskulin tilgang. Det er der også mange andre kvinder der har af forskellige grunde. Min er Autisme og ADHD, fordi jeg ikke forholder mig til konsensus, eller de andre kvinder som hvis jeg var neurotypisk. Der er en accept jeg ikke søger. Jeg er parat til at stå alene. Men det er på en social måde, jeg ønsker fælleskab, og vil gerne deltage. Men der er ting der skal gøres, alt kan ikke bare være indenfor stregerne.

Andre erfaringer, giver andre vinkler. Andre "hjerne styresystemer" giver andre svar. Måske vi allerede har det vi skal bruge til fremtiden, det er spørgsmålet om nogen tør. 

Jeg ved ikke om vi skal tilbage til 1950erne, for at erkende at det ikke var løsningen, dengang der kun var to køn, LGBT var i skabet, Autisme var hos drenge og i en bestemt version, og ADHD bare var umulige børn. Og kvinder helst skulle holde sig til det hjemlige og huske hun var mindre end.
Behøver vi det eksperiment, fordi verden flyttede sig lidt for hurtigt og blev for kompleks at følge med i for mange? Jeg kan godt lide noget ikke er entydigt, at noget er komplekst. 

Menneskets overlevelse har bygget på at holde fast i det gamle, og være innovative når det var nødvendigt. Vi ser udvikling og højkulturer som idealet, at de må have været klogere, som i bedre. Og dem der er forblevet på et stenalder stadie må mindre kloge. Men deres verden har bare fungeret, og samtidigt med kan de have tanker og viden der er vigtig for dem, som vi ikke kan fornemme hvad det er for dem. Vi måler det efter vores bias og målestok for kultur og viden.

Verden har aldrig været så ekstremt divergerende, der er stadig mennesker der lever som i stenalderen, og popstjerner der bliver sendt ud i rummet bare fordi vi kan. Og store summer penge, ender på færre hænder. Og det sætter jo spot på at vi er bare den her klode, der rummer så meget, men er overladt til meget få at "regerer". Det rene sci-fi, selvom vi afventer den flyvende bil, men det er vist i 2026. 

Diagnosefabrikken arbejder, men måske det ikke er det værste.

Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og ungdomspsykiatrisk selskab siger: "Vi risikerer diagnosefabrikker. Min frygt er, at hvis man kun leder efter ADHD og autisme, så er det det man finder, og overser alle de andre grunde til, at børn mistrives, siger hun.

Hun henviser til, at børn også kan have ondt i maven, ikke har lyst til at komme i skole og oplever koncentrationsbesvær på grund af andre ting som skilsmisse, kaos i skolen eller noget helt tredje."

Nogen ser det som epidemisk, og et moderne fænomen, andre ser det som overdiagnosticering af raske børn, nogen ser det som noget der egentlig ikke eksisterer, eller at "Vi alle er lidt Autistiske og/eller ADHD". Hvor går grænserne, og er der nogen? 

Er det fordi vi forventer perfektion hos alle børn/mennesker, og når der så er "noget", skal der en diagnose til. Eller er det fordi vi ikke vil yde støtte, hvis der ikke er en diagnose (ikke fordi der bliver ydet meget støtte). 

Og har vi bare overset at en meget større gruppe af mennesker ikke var neurotypiske, og puttet dem i andre båse, eller de fandt en plads, en plads der måske ikke er der i dag. 

Siden jeg var barn er børn blevet et projekt, børn er ikke noget man bare har, det er et prestige projekt der bare skal lykkes. Hvert barn er det vigtigste barn i verden. Hvordan det så skal passe med virkeligheden ved jeg ikke. Den globale, eller den Danske. Der er aldrig tænkt i den prioritering, uanset hvad forældre kan have af forstillinger. 

Personligt er jeg aldrig blevet prioriteret, eller set, jeg ser heller ikke at der er nogen tegn på ændringer, udover diagnosticeringen af børn og voksne med Autisme og/eller ADHD, der er diagnosticering efter en lang venteliste, men hvad bagefter? Hvad er forventningen? Og hvem kommer først? 

Og vi kan ikke engang trylle støtte frem, selvom der var en stor pose penge i morgen. Vi er for sent på den. 

Information kan noget i sig selv, men information kan også gøre en ret frustreret når man opdager, at der er så mange forhindringer for at udleve det som man råder til. At der er for mange kompromier. Selvforståelse gør at man kan se hvad det er der sker, men meget ofte kan man ikke stille noget op, fordi samfundet fungerer på en anden måde. For mig er det som om disharmonien er blevet større, som jeg er blevet klogere på mine diagnoser. Mange siger det virkeligt har hjulpet dem bare at blive diagnosticeret, men måske de har haft mere velfungerende liv, hvad ved jeg. 

Jeg bad ikke om at blive diagnosticeret, jeg søgte hjælp fordi jeg ikke magtede min "depression". 

Jeg er træt af trivialiseringen af diagnoserne (alle har dem), samtidigt med snakken om (over)diagnosefabrikken. Jeg er træt af den måde medierne behandler emnet. Jeg er træt af "superpower" pep talk pis. Nogen af os har betalt en ret høj pris, nogen af os er udsatte. 

Måske det værste reelt er meningsmaskinen der kværner og kværner, og alle meninger er åbenbart skabt lige. Og mennesker med ADHD/Autisme får dem hele tiden i hovedet, det er som om alle glemmer at vi faktisk er her, og vi skal leve med de holdninger -og vi skal absolut ikke modsige det, for det er ikke charmerende, nope! Og hvis man skal udtale sig, skal man veje sine ord på en guldvægt, og forholde sig til ikke at provokere eller irritere nogen, jeg vil sige man forventer man skal lade sin Autisme og ADHD blive hjemme i skabet, men tage skiltet på, hvis vi vil ses og høres. 

Diagnosefabrikken koster penge offentligt, eller privat, meningsmaskinen er gratis, og der er aldrig venteliste, der mangler aldrig meninger, holdninger og myter om mennesker med ADHD og Autisme, eller deres forældre. 

Jeg kan ikke vide hvor meget overdiagnosticering der er, men jeg gætter på at der samtidigt stadig er nogen der går under radaren. Personligt tror jeg bare at vores variant er mange flere end man har været klar over, og med tiden vil der være et meget bedre overblik, hvor der nu er lidt panik også pga. ventelisterne offentligt og privat for at blive diagnosticeret. -Men når man har fået diplomet?

Af-Hoardingen er startet!

På en måde er taktikken for mit kaos hjem lidt en sniger, vi har været i kælderen og sorterer og flyttet det over der er til ud, eller videre sortering. Og vi har også været på altanen og rydde, og noget røg i min kælder og noget andet i "sorterings" kælderen. Og ja noget røg bare direkte ud. 

Det er tre gange af omtrent to timer plus minus. Hvilket fysisk og mentalt er passende. Og det er effektiv arbejdstid. Det har været meget fysisk med at løfte kasser og poser ned/ud fra kælderen, og op og ned at trapper. Og så turen til sorterings kælderen, der dog har elevator, hvilket mere er en underholdnings moment, for der har man været op og ned i flere omgange far lejlighed og min egen kælder. 

Jeg finder overaskende sager hver gang, og kasser der ikke er blevet sorteret i 12 år, og ting der er ret random gemt og glemt fra flytningen dengang. Også ting der aldrig skulle være kommet så langt væk. 

Der er ikke noget af det her der er svært psykologisk, det er bare at holde koncentrationen og musklerne. Men jeg ved det andet skal nu nok komme senere. 

Så sniger knibtangs manøvren er nok ret smart, fordi der sker noget, og det gør at der kommer bevægelse i sagerne. Og det der ryger ud er visuelt synligt. Sådan da, men lige pludseligt bliver det tydeligt der er mindre. Det er også at prioritere de nemme valg først, finder jeg en kasse/sæk med noget "vanskeligt" må den vente lidt, det er fundet, men det er ikke nu jeg skal stå og vende og dreje det. Det er beholde, videre eller vente. 

Når jeg skal igang med logistikken i lejligheden bliver jeg nok overvældet som sædvanligt. Også fordi jeg gerne vil gøre det rigtigt. Og det forvirrer mig åbenbart, og tager tid. At finde billig gode løsninger der ikke er noget bras. Og hvordan og hvem der skal udføre det. Orker ikke at tænke på det nu. Men det lure i fremtiden. 

Den socialt uacceptable hjerne.

 Mennesker med Autisme og/eller ADHD fortæller om oplevelser med at være anderledes og ikke passe ind. Ofte er eksemplerne ikke super konkrete, men mere den generelle situationer, egne reaktioner og omgivelsernes.

Der bliver nævnt skam, der bliver nævnt nedsmeltning eller efterfølgende udmattelse i dage efter eller længere. 

Misforståede intentioner, oversete signaler, reaktioner der er for lidt, eller for meget i forhold til forventningerne til hvordan man opføre sig. Eller den måde vi udtrykker os på, vores stemmer, talestil, øjenkontakt, eller fraværende øjenkontakt, kropsholdning. 

Vi er ofte i situationen at andre retter på os som om vi var børn, selvom vi er tydeligt voksne og ved vores fornufts fulde brug. Måske især hvis vi er kvinder. 

Det nytter bare ikke meget at rette på os, jeg har lidt tænkt at det er fuldstændigt som ordblindhed, den er som den er, hele livet, man kan lære nogen cowboytricks og bruge hjælpemidler og da jeg kom til at bruge en pc, var det en revolution for mig. Men jeg er lige så ordblind som jeg altid har været. Jeg er mere øvet i at skrive tekster, men ordene, der er stadig nogen og ofte de samme. 

Men hvad gør man med en socialt og samfunds kulturelt uacceptabel hjerne? Er det at opgive alt der kan eksponere en til negative oplevelser, at det ikke er det værd, og ikke føles værdigt. Det er om at komme væk fra det. Eller skal man gøre opmærksom på at der foregår en diskrimination, der holder en ude af noget. Det sidste med stor sikkerhed noget det ikke ville blive modtaget positivt, og noget hvor de fleste ikke ville vide hvad "ikke diskriminere" ville betyde i forhold til Autisme/ADHD. 

Ja, der er mange med ADHD og Autisme der arbejder, uddanner sig osv. Der selv synes de trives, og det trods alt fungere, og de har fundet medtoder. Og det er jo godt.

Men hvad så med os andre? Diagnostisk vil vi have den "lette" udgave, men meget forskellige liv og muligheder. 

Hvad er det jeg skal skære fra for at leve et ok liv, der ikke ender med at være totalt isoleret fra omverdenen? Sagen er at det er svært at finde ud af selv, man har hele livet forsøgt at leve op til hvad vi ser som normalt, så processen at få skåret alt det fra der ikke fungere for en, er en meget stor opgave og også lidt i blinde. Der er så meget der er en selvfølge der omgiver os, men ikke er en selvfølge for os.

Jeg kan ikke kæmpe alle de kampe hvor jeg møder manglende forståelse/diskrimination, jeg må bare gå og vende det ryggen. Erkende det, og se på hvad jeg så kunne. Reelt kan det ende med døre der lukker sig hele vejen, og ingen åbne.

Måske jeg bare må skabe mit eget rige, det var bare aldrig det jeg ville. Men jeg kan ikke alene ændre på synet på neurodiverse mennesker, og det går for langsomt med at udbrede viden, det bliver ikke noget jeg kommer til at opleve. Og jeg fornemmer at mange med Autisme og ADHD stadig lever med samfundets vurderinger som målestok og ideal, så de er ikke parat med det opgør. 

Jeg tor også det på en måde er mere behageligt stadig tro på de neurotypiske idealer, selvom det gør negative ting ved den, det andet føles meget råt, -Mine omgivelser har løjet for mig hele livet, og ikke med vilje, det var deres verden, og aldrig min.
Jeg har kun en kvart balde på sædet og en afgrund under, og du har en blød sofa der står hvor den står, og du kan ikke se det. 

Juletanker

"Jeg håber at tingene er kommet mere i orden inden jul". Det sagde jeg i sommer til et møde, måske jeg allerede sagde det i foråret. 

Sådan blev det ikke. Da det blev sagt var det i et naivt tro på at der var måneder nok, og måske mere hjælp, eller at ADHD medicinen havde virket mere mirakuløst. At bare et eller andet var blevet sat igang.

Det er en belastning at leve i et hjem der ikke fungere, alt er mere bøvlet og det er deprimerende. Selvværdet er i bund. Hvor der der et pejlemærke, et glimt af håb, er der en knage at hænge det her op på?

Det der har foregået er realiteterne, det har være et udtryk for min dagsform, når der ikke er sket mere har det været fordi det var det jeg kunne. Og det at komme op til nogenlunde ok tid, og lidt ud af døren, lave med, gøre noget i hjemmet har været svært at få til at hænge sammen, det har været en kamp og fremskridtene ikke overvældende. Men jeg har virkeligt prøvet at være konstant, men det er ikke som det var før. 

Hvad skulle ændre sig i 2025? Umiddelbart intet, hvis jeg ikke gør noget drastisk. Men hvad drastisk kan jeg gøre? 

Reelt har jeg ikke mulighed for at hjælpe andre, før jeg selv har det bedre/mere stabil. Jeg kan heller ikke få en støtte i forhold til bolig, og hoarding der ikke eksistere i Danmark. 

Der er en uværdighed i det her, og den fylder så meget at jeg ikke kan leve et liv, men bare komme gennem dagene. Og det er faktisk blevet værre år for år. Mindre liv.
Det er fint nok at kæmpe og at det er svært, men når det ender kun med at være det der er, en svær kamp der er usynlig og uheroisk, der udefra set mere ligner inerti og manglende vilje styrke, negativitet. '

Jeg er også meget andet, jeg gør også andet, jeg er et menneske der bidrager, dag for dag, hver dag. Men der er en skævhed i det her, måske det er det at være på spektret, asymmetrien, men er den så stor, så burde der jo kunne tilbydes noget relevant hjælp.....Burde. 

Hvad gør os så uværdige, os der er for lidt Autistiske, men samtidigt for meget. At vi er så svære at placere, så ubekvemme, uvæsentlige, ubelejlige for systemet/samfundet. Ikke værd at kaste penge efter, ressourser, forskning. Vi er her, og vi bør være stille, bare leve med det, "det er jo medfødt" som folk tilføjer, underforstået at så har man at sætte sine standarter derefter, og sætte dem lavt.

Men "det" er jo ikke diagnosen, "det" er samfund/kultur versus ens Autisme/ADHD. Og er jeg særlig subversiv fordi min udgave ikke har kunne passe ind (som (dem) set på TV), og at jeg synes der er plads til forbedringer her og der? 

Det er nemmere at sige at det er mig der bør indrette mig, og forstå at jeg ingen ret heller krav har på noget, absolut, det er den nemmeste løsning. For samfundet er det nemmest at vi, alle hver for sig forstår at vi ikke har ret eller krav på noget i forhold til vores ADHD og eller Autisme, det er vores personlige problem, "vores personlige rejse", der ikke behøver et sikkerhedsnet, når nogen af os ikke kan mere. På en måde er vi ikke, vi kan tales ned og væk. Det bedste er nok aldrig at opdage at man tilhører "ikke" menneskerne, og heldigvis tror jeg nogen slipper for den erkendelse. 

2025? Jeg agter at gøre hvad jeg kan, og satse der hvor jeg ser ting spire, af det jeg har sået. Måske løsninger /livet vil komme fra helt andre kanter.  God jul! 

Diagnose på 1. klasse.

Hvor er det nydeligt og middelklasset i "Hvad fejler Fuhlendorff" på DR TV. Der er ikke rigtigt nogen der har et problem, eller har de, hr de adgang til at få hjælp og blive taget seriøst. 

Man bliver efterladt med følelsen af det det er jo ikke noget særligt. Det bliver lige sagt at følgerne er lidt efter, hvor meget man har skulle kæmpe for at kunne være til. Jeg vil ikke minimaliserer andres oplevelse af ADHD eller Autisme, selvom man er sluppen lettere fra det, er det der jo. Men for nogen er konsekvensenserne helt uoverskuelige. Og tilgangen til udredninger og støtte nærmest ikke tilstæde. Man bliver ikke taget seriøst, man er næsten ikke et menneske, men en tid i en kalender med mange andre ret ligegyldige skæbner. 

Nogen af os er holdt op med at fungerer, vi er ikke vokset ud af det, men ind i det, og mistet mange af det ting vi faktisk kunne engang. 

Men hvad så med at blive klogere på sig selv, efter en diagnose og lære hvordan man undgår at blive væltet omkuld af livet? Tjo, det er der vel mange der oplever, men er man nået langt nok ud, er selverkendelse ikke nok. Eller måske ikke mulig. Alene med sig selv og fortiden og nutiden, er måske ikke det bedste sted, eller i et hjem i kaos. 

Udsendelsen forudsætter også lidt det med at man har familie og pårørende, at man har nogen. Måske "systemet" hurtigt regner en nu når man ikke har nogen.  Guderne skal vide at det "at have nogen" også kan være årsagen til tingenes tilstand, totalt manglende forståelse, og fejen under gulvtæppet. Eller man var den der skulle leverer hjælp, støtte, forståelse, praktisk hjælp til dem. 

Og så er der det med at være en kvinde og ikke en mand. Der er så meget vi acceptere hos mænd, som vi ikke gør hos kvinder, der er en verden til forskel stadig. 

Det er som om der er dele af det at være kvinde vi ikke kan se, og der er en selvredigering i adfærd det skjuler det. Så er det vores egen skyld? Personligt tror jeg bare det er bekvemt ikke at se det i forhold til kvinder, det synes også næsten uden konsekvenser for samfundet. Hvilket ikke er sandt, det er bare på en mere stille måde, næsten som om det/vi ikke er der. 

Så min vrede og afmagt passer skidt ind DRs pæne info program om ADHD/Autisme, hvor der krydses af for emner og holdninger, men indenfor rammen selvfølgeligt. 

Og det er tankevækkende for hverken ADHD eller Autisme er indenfor rammen, det er lidt det det handler om, det er derfor det er diagnoser, og ikke bare en måde mennesker også kan være på. Og medierne er med til at sætte rammerne, kravene til det moderne menneske, der gerne skal være pænt  symmetrisk på spektret, et nydeligt spindelvæv, og ikke en Edderkop på LSD trip. 

Jeg har ADHD og Autisme, og måske den nydelige serie vil gøre at folk vil tænke, at det ikke er noget særligt problem, for mig eller dem. Det ændre så ikke på at jeg har et mega problem, med at få tingene til at hænge sammen dagligt, og ikke er den eneste. Men vi står alene. 

Der bliver ikke taget hånd om, at nogen ikke vokser ud af det, og har liv der ikke egner sig til aftenkaffen. En tour fra det nasty badeværelse, til køkkenvaskens uger gamle plummer og opvaskemaskinen der ikke virker, og mælkekartonerne på gulvet. Og at en tour måtte være virtuel måske viadrone, da det nærmest er umuligt at sætte fødderne på gulvet for en uøvet, jeg har udviklet Katteagtige evner gennem årene. Det kan være der er værre hjem end mit, men det er jo ikke en konkurrence: "Hvem lever værst?". Dare you fuckers på licens TV! :-D 

Knuste jule drømme.

Og så smadrede jeg noget fantastisk pynt, fordi min hjerne var et andet sted, i den stress og vrede jeg har over det svigt jeg oplever omkring min autisme og adhd, at jeg reelt står i samme umulige hjemme situation. år efter år, på trods af hjemmevejleder og kommune og DPC.

Jeg har hele tiden sagt, bare det bliver bedre til jul.....Måned efter måned, og nu er det så jul og alt er om muligt mere kaos end ellers.

Måske det er på tide at jeg går i offensiven på en helt anden måde, stille "folk" til ansvar. Jeg har selv måtte bære al for meget skyld og ansvar, over ting jeg aldrig har haft mulighed for at kunne gøre bedre eller anderledes.

Der er dage jeg sover dagen væk, dage hvor jeg bruger næsten to timer på at komme ud af sengen, og dage hvor jeg faktisk kommer op til ok tid.

Jeg ordner ting, prøver at komme lidt ud. Men det er aldrig nok. Jeg prøver at være det mennesker jeg også er, kreativ, givende. Og ikke bare en borger der lever i rod og svineri.

Erkendelsen er at Danmark ikke kan tilbyde noget i forhold til de problematikker jeg lever med.Problematikker der nærmest ligner en straf, en frihedsberøvelse, en fastholdelse i uværdighed. Jeg er en del af bunden af samfundet, ikke den fattigste, eller mest udsatte, men alligevel et ret marginaliseret liv.

Medierne taler om alle dem der mangler i julen, er ensomme i julen, hvorfor? Who cares? Juletoget er kørt og kun den der har sikret sig en plads er med, og folk er jo også fattige og ensomme resten af årets dage, kan vi som samfund ikke bare erkende at vi er ligeglade, lige indtil det er os selv?

Som sådan ville jeg være ligeglad vis jeg ikke havde jul som "special interesse". Men/og nytåret er jo altid en tid hvor man opsumere året der gik. Og det gik, og gik, uden jeg kom meget videre omkring min fysiske situation.

Jeg var ellers nået til at jeg ikke orkede at være vred, at det er som det er, og jeg kan ikke ændre det. Når jeg ser klart bliver jeg vred. Når jeg lever i min egen verden, så er der ting jeg ikke ser på godt og ondt.

Med Autisme og ADHD er kravet stadigt, at jeg opføre mig lidt logisk og rimeligt, og kan erkende min situation. Jeg synes bare ikke at det det jeg oplever fra andre, afspejler de krav der stilles til mig.

Det her samfund er gennemsyret af forløjethed og idealer vi ikke drømmer om at opretholde. Om falsk bekymring for de unge, de psykisk syge, de ældre, udsatte børn, kværn, kværn, kværn. Det er bare soundbites fra dem der lever af bekymring, eller afvisning af bekymring, de professionelle. Vi andre bliver kværnet under det lydspor. Nogen gange er vi så gaslightet, at vi ikke erkender at det er en forstilling, det er teater, der er ingen reelle intentioner om at ændre noget, det er bare er gamle rester af et humant menneskesyn (som vi måske egentligt aldrig har haft), kummer i fejebakken, snart vil det ikke engang være tilbage.

Er der noget du gerne ville ændre på de fremtidsudsigter? Jeg vil.

Stille piger er det mindste problem.

Når de økonomiske ressourser ikke er til rådighed, så får dem der larmer mest først, og ikke altid dem heller.

Der er en forventning om at samfundet kan løfte opgaven med at diagnosticere børn hurtigt nok, og kunne tilbyde den rigtige støtte. Men det står i skarp kontrast med virkeligheden. Der er kø til at får ADHD og Autisme diagnoser, også selvom man vil betale privat. Og med diagnosen i hånden er der ingen garanti for noget som helst udover nye frustrationer. 

Der er ingen automatik her, det er brandlukning hvor det er nødvendigt, hvis man er heldig. 

Det foregår når det er børn, unge, voksne sendiagnosticerede. 

Er man ikke som forældre blevet ekspert i diagnosen, eller men er blevet ekspert i sin egen, er det ret svært at advokere sin sag, fordi meget bare bliver affejet, og er man ikke hurtig nok, og helt forankret i sin viden, kommer man ikke videre. Der er barriere hele tiden. 

På den måde kan kampen for støtte, blive en del af diagnosen, et det ene er lig med det andet, at det er sådan at have ADHD eller Autisme, at der skal bruges så meget energi, i forsøget at skabe en dagligdag der fungere bedre. 

Det er jo ikke sådan at alle der har ADHD og/eller Autisme har brug for støtte gennem hele livet, eller overhovedet. Men når der opstår belastninger og der ikke er mulighed for at afhjælpe det, kan det sætte gang i at behovet for støtte bare vokser med tiden. 

Men vi lever ikke i en verden/samfund der kan tilbyde det der er nødvendigt. Og udviklingen gå mod, ja hvad går den mod? Nogen troede vi var blevet lovet individualisme og personlig frihed, og ja vi lever i tider med meget individualisme og personlig frihed, hvis vi lever det rigtige sted, og ok velfungerende. Jeg tror ikke engang dem der udlever det nu, aner hvor priviligerede de er, i forhold til bare dem der levede en generation eller to tilbage. 

Vi forventer mere. Vi forstår også nye sammenhænge, der gør op med hvordan man har set på det, at være et menneske, familie, samfund. 

Og vi er stadig ikke ude af, at mennesker med ADHD og Autisme, bliver set som mennesker der nærmest bare uvildige til at forstå hvad de burde gøre. Tidligere brugte man ordet manglende moral, omkring alt i tilværelsen, hvor man ikke levede op til samfunds standarten. Det var der en del børn og voksne der kom til at betale for det menneskesyn. Og det er ikke så længe siden. 

Og nu er det vi med den viden vi har i dag, at vi troskyldigt tror at der er helt andre muligheder for mennesker med ADHD og Autisme. Og det er der vel, men ikke på den måde man kunne håbe på. Vi er simpelthen ikke der, og om vi vil nå derhen, jeg tvivler. Jeg tror ikke at politikkerne nogensinde vil kaste de penge efter det område.

Personligt mener jeg at meget kunne gøres med, at mere viden der blev anvendt når man skal tænke ting, omkring skole, arbejdspladser, det hele, at man huskede at tænke ind at mennesker er forskellige, at nogen har synsnedsættelser, nogen er gangbesværede, handicap synlige og usynlige, når vi indretter samfundet. Offentlig transport, Københavns metro og Autisme/ADHD, for mig er det et rent mareridt. 

Jeg tror at meget går galt når vi bliver ved med at skabe ting, der kun er for nogen mennesker, og insistere på at det er den eneste måde at gøre det på, også selvom de små ting kunne tilgodese måske flere end man havde regnet med, måske ikke ville koste meget ekstra, når det alligevel var en del af en større plan. Men vi sidder jo ofte ikke med ved bordet. Vi er der ikke til at sige, "Hov, husk lige, kunne vi ikke?". 

Derfor ender meget i at prøve rette op på ting på den rigtigt dyre måde, fordi mange ikke var inkluderet i deres planer i første omgang, vi eksisterede ikke som noget, der skulle tages højde for. Inklusion er jo bare en fucking ad on, når man lige har glemt nogen. Selvom det bliver indpakket som en mild gave. 

Vi larmer ikke nok, og foreningerne er vel bange for at fornærme nogen, ved at blive for politiske og aktivistiske. 

Det er derfor stille piger (og drenge) i sidste ende er det mindste problem, for dem der reelt har magt til at ændre på noget. 

Når der skal tænkes planer midt i kaos. Elvanse 4.

Det står efterhånden klart for mig, at det at planlægge hvad der skal ske med min lejlighed, ikke bør foregå i min lejlighed. At det at få hjemmevejledere ind i min lejlighed, ikke fungere i forhold til at planlægge hvordan ting logistisk skal løses.

Der er for meget der fylder, både med ting og sager, og de jeg føler omkring det. Det er ikke de omgivelser der skal til for at tale om, at opnå en struktur. 

Situationen gør, at jeg ikke har min opmærksomhed der hvor den skulle være, og er sikkert også forvirrende for dem. Der er for meget støj på linjen. 

Men det er forventeligt, min hjerne reagere som en ADHD/Autist hjerne gør. Og som en stresset ADHD/Autist hjerne.

Jeg havde jo den plan med at få opbevaret nogen ting externt, så der kunne gøres rent i lejligheden. Åbenbart ar der været talt om det, og at der kunne søges om det, men det har jeg helt svedt ud. På den ene side husker jeg som en Elefant, og kan hive viden frem, når jeg bare får fat i et lille hjørne af noget jeg mere at huske. På den anden sider er der så store bidder af samtaler, der kan være pist forsvundet, der bare ikke computer, min hjerne har været et andet sted på lige det tidspunkt. Og nogen gange kan min hjerne tage info ind på flere kanaler samtidigt, hurtigere end de fleste. 

Og det er sådan det er, og jeg, andre er stadig forvirrede over variationen af min evne til at processe hvad der sker. Men det er som ADHD/Autisme er. Så på den måde er jeg helt normal. 

Det ville være bedre med skriftlige aftaler, ikke 100 procent sikkert, men bedre. Hvad er opgaven/målet, hvor starter vi, hvordan kommer vi derhen, hvordan færdiggøres opgaven, timeline?

Jeg har sat forskelligt igang jeg venter på, men det med "flere ting" og "venter", er også en mental udfordring, jeg er nød til at være tålmodig, men jeg har også været tålmodig alt for længe, eller jeg har bare været stivnet i den situation jeg var i, hvilket ikke er tålmodighed, det er at føle sig magtesløs og se dagene passerer. 

At gøre noget andet kræver mere energi, men der er ingen ekstra energi at tage af. Det er som om jeg har ventet på at der var en eller anden, pludselig strøm jeg kunne følge, og jeg med det ekstra puf kunne bruge de kræfter jeg måtte have, for at komme ud af den fastlåste situation. 

Måske ADHD medicinen kan noget af det, at jeg lige har energi nok til at komme videre med planer og gennemføre dem. Men det er ikke fra den ene dag til den anden, og jeg synes det har taget måneder at stabiliserer på Elvanse, men der virker som om det er sket nu. At bivirkning som ekstra støjfølsomhed og stress fornemmelser i kroppen ikke er der mere fx. 

Så der er nok lidt mere klarhed nu, og noget af støjen har været en blanding af stress og elendighed over mit hjem, og at jeg ikke var landet omkring medicinen. 

Danmark har ikke penge til alle dem med ADHD og Autisme, hvad gør man så? -Vi er her jo.

Der er ikke penge til særlig støtte til alle dem der bliver diagnosticeret med ADHD og Autisme. Diagnosticere man for mange børn, diagnosticere man for mange voksne, der i princippet har fungeret sådan ok? 

Har en overdiagnosticering devalueret diagnoserne, til at betyde mindre, blive taget mindre seriøst, både af fagpersoner, politikere og samfundet generelt?

Og hvad gør man så. når støtte er/bliver nødvendig? Venter til lokummet virkeligt brænder, eller bare ignorer. Så længe der ikke er pårørende til at råbe op, så går det jo nok. 

Vi kommer til at se frem til at tabe flere generationer, fordi vi har ignoreret strukturene i samfundet er ved at udfase mange mennesker, og vi kan ikke nå at ændre det hurtigt nok, til at undgå at mange unge kommer til at opleve det mange af de fx. sendiagnosticerede er gået igennem.
Vi er ikke klar som samfund til at få dem igennem skole, uddannelse, job, og kunne bibeholde jobbet vel at mærke. Og med mindre generationer kan man ikke bare ensidigt satse på de super robuste, og efterlade de andre, til ikke at kunne få et solidt fodfæste i samfundet. 

Men hvad så før i tiden? Før i tiden havde man andre forstillinger om medarbejdere, jo de var skrappe nok, anderledes på nogen punkter end i dag, men dagens arbejdsmarked har ikke plads til varianter af medarbejdere. Og mange jobtyper er forsvundet, og andre job har fået flere arbejdsområder.
For 80-50 år siden havde vi andre normer og sociale regler, end vi har i dag, men vi er ikke blevet mere frie, vi er bare inden for nogen normer på en anden måde.
Og der er et absolut krav til at opfylde de normer. Men vi er jo så individualistiske? Ja, det er vi så længe at vi er individualistiske på den samme måde. At vi selv ser os som unikke, men vi er tilpasset normerne. Og ikke mindst i stand til at tilpasse sig normerne, hvilket bare ikke er så ligetil med ADHD og/eller Autisme. Så det er jo her man som ADHD/Autist kan komme på overarbejde. Det er næsten som om fortidens mere kantede sociale regler var nemmere at forholde sig til, end de nye flydende uformelle, der så alligevel ikke er flydende og uformelle når det kommer til stykket.  

Måske den gamle form var nemmere at forstå intellektuelt, et regelsæt. Det er noget man med Autisme kan forholde sig til, man kan være uenig, men der er noget der er defineret klart, og det er godt for hjernen. Hvor i mod det der ikke kan fanges ind på formel er forvirrende, for hvad gælder? 

Det er som om det er de neurotypiske tænkemåder der har overtaget helt i det moderne samfund, at meget af det der kunne fungere som pejlemærker for adfærd og regler, har trådt i baggrunden, og kræver meget mere hjernekraft at regne ud når man "er på spektret". 

Men hvad så? Vi er her, vi er en del af samfundet, og nogen af os får brug for speciel støtte hvis vi skal leve et værdigt liv. Skal vi i stedet for at blive inkluderet skabe vores egne netværk, egne platforme og boliger, hvor vi kan bytte now how, praktisk hjælp? At vi kan hjælpe med det vi kan, og andre kan hjælpe med, det vi ikke kan. For vi har jo ressourcer, når vi bruger det vi kan, og ikke det vi ikke kan. 

Er det utopisk? Mange af os lever jo på kanten af hvad vi magter, og mange af os er ikke super sociale, eller ønsker at være det. Men jeg tror det kunne fungere for nogen, og måske også der hvor man ikke tror på det kunne fungerer. 

Så mange af nederlagene skyldes at omverdenen forventer at vi kan lidt af det hele, især hvis vi "tog os sammen og fokuserede nok på det". Fremfor at dyrke styrkerne, og finde løsninger for "det andet". 

Og da mennesker med Autisme og/eller ADHD er super forskellige på alle leder og kanter, så vil der kunne byttes styrker. Udgangspunktet kunne blive, jeg ved hvad jeg er godt til, -fremfor jeg ved hvad jeg ikke kan finde ud af. 

Det er sandt at det vil være de mere velfungerende der ville kunne mest, og at det realistisk ville fungere bedst i byer hvor flere kunne finde sammen. Men man kunne også forestille sig at der var andre der ville være interesserede i at deltage, og at det var en måde at vise og lære hvordan man kan arbejde med mennesker med ADHD og Autisme på en anden måde. At erfaringerne blev samlet, til at kunne bruges af andre.

For jeg bliver mere og mere klar over at den nerotypiske tilgang til os, virkeligt er en barierer for at støtte os, eller rettere sagt ikke skade os. At det fleste fornuftige pædagogiske tilgange, kommer til kort, og skader mere end det gavner. Bla. fordi det bygger på udvikling af evner, men at forsøget på at udvikle vores evner, kan koste dyrt på andre områder, og på uforudsete måder. Og det er dyrt at miste styrker og evner, fordi der er et krav om at skulle lære ting, og indgå i ting, der ikke passer til ens personlige spektrum. Igen vi er meget forskellige. 

Danmark har voksne erfarne mennsker med ADHD og Autisme, vi kan fortælle om det der fungere og det der ikke fungerer, også selvom vi er meget forskellige, er der meget fælles omkring rammerne og udfordringerne. 

Jeg tror ikke vi skal vente på politikerne, vi er allerede for sent på den, så vi kan lige så godt gå i gang med at se på ideer. Ellersender næste generationer også i det samme, det er ikke ADHD og Autisme, det er det der foregår udenom lige nu og her, der definere hvordan et liv kan være med de diagnoser. Det kan gøres anderledes, det kan gøres (meget) bedre og det er nødvendigt! 

Skal man bære diagnosen som en badge?

Der har være debateret om det er bedst at undgå at være for fikseret på sin diagnose, at der lå selvstigmatisering i det gennem mange år. At man gjorde sig selv svagere. 

Men er der dukket andre stemmer op i debatten, der har et andet syn på det, at det ikke nytter at putte med det, da det jo er noget der reelt påvirker ens liv. At stigmaet ligger i, at helst skulle holde mund.

Jeg faldt over den her artikel på DR "Lone Frank synes, at unge 'spiller på deres svagheder', når de deler deres diagnoser": ttps://www.dr.dk/nyheder/kultur/lone-frank-synes-unge-spiller-paa-deres-svagheder-naar-de-deler-deres-diagnoser

Lone Frank Ph.d. i neurobiologi, forfatter og videnskabsjournalist Ph.d.  har sagt at hun synes at unge dyrker deres diagnoser for meget. At de dyrker deres svagheder mere end deres styrker. "- Det er som om, at din generation dyrker sin egen overfølsomhed og nærmest foretrækker personlig svaghed frem for styrke. Hvorfor?" spørger hun podkastvært Sofie Diemer "Sofie og de nye tider" på DR. Sofie Diemer fik sin ADHD diagnose for 8 år siden. 

Lone Frank påpeger at hendes generation var mindre skærmede, og ville klare sig selv. og "- Det giver jo valuta ude på de sociale medier at have noget, man kan sige er en svaghed.". Lone Frank har selv været gennem perioder med depression og stress.

Her er så mit take på det: Jeg er tættere på Lone Frank i alder, men jeg har ikke kunne opretholde et facade og funktioner til at kunne fremstå som velfungerende. Og hvad jeg har haft af styrker, har ikke kunne anvendes, fordi der ikke var nogen platforme i samfundet for dem. 

Jeg kan spørge var jeg bare ikke dygtig nok, eller gjorde min ADHD at jeg spredte mig for meget i emner,  og var jeg for ustabil og var jeg så akavet socialt?
Man kan lave et falsk selv, hvor man mener man er vildt talentfuld, men andre bare ikke kan se det (Det kan ikke anbefales), eller man erkender at der er udfordringer men man panisk dækker af med egenskaber andre gerne vil se, og de rigtige positive sætninger (det kan heller ikke anbefales). 

Men man kan vide at man er dygtig til ting, og med de rette muligheder, kunne det udvikles til noget der kunne fungere. Man kan være realistisk omkring udfordringerne, læring, uforudsete hurdles, stress, overfølsomhed, omgivelserne, det sociale, at det hele tiden spiller ind på evnerne/talentet. Og der sandsynligvis vil ske "situationer", og at man med ADHD og/eller Autisme har det med at overtænke det, og reagere også fysisk på det. Det tager længere tid med os at fordøje når der sker ting. 

Så det nytter ikke at skubbe evner, og styrker frem foran andre, og håbe de ikke opdager "det andet". For vi vil blive dømt og fejlfortolket på "det andet", ingen vil spare os for skammen og nederlaget, det er helt vores. Som vi så kan grave os ned med. 

Er man mere aktivistisk indstillet, har man set mønstrene, ens egne og de andres, man ved noget er uungårligt og der må tages andre valg, omkring hvordan man præsentere sig selv udadtil og give andre mod på at stå ved dem selv. Ikke at det det er den perfekte løsning at sætte sig selv i spil, og gøre sig sårbar, men åbner andre muligheder, og måske en vej til noget andet, afklaring, selverkendelse, realisme, hvilket er et godt fundament at bygge på. 
Vi er en pose blandede bolcher, og nogen af dem ikke vil falde i alles smag. Men blandingen er som den nu er. Der er ikke noget valg for os, heller ikke et valg for andre, hvor de kan ikke pick and choose.
Fordi vi ikke selv kan vælge, skal vi ikke konfronteres igen og igen med at der er et valg. Og hvis bare vi tog os lidt sammen så ville det "besværlige" falde helt i baggrunden. Det er bare ikke sådan ADHD og Autisme fungerer, det skal nok komme frem i forgrunden på upraktiske tidspunkter, og så står man der med skammen. 

Jeg kender ikke noget til likes og hjerter for at være åben om sin diagnose, nogen får jo også ubehageligheder. Men mange bruger humor til at formidle udfordringerne omkring ADHD og Autisme. Mange holder sig også fra det mere hårde og smertefulde. Men de mange der formidler emnet på nettet kan give følelsen af, at der er en lavine af mennesker med ADHD og Autisme. Og at vores samfund spytter dem ud i tusinde tal dag for dag. Alle disse oversensitive unge, der finder identitet i deres diagnoser, og burde havde en mere sund indstilling. Der dyrker svagheden. 

Jeg tror så ikke de synes de dyrker svagheden, men retten til både at have styrker og udfordringer. Og jeg kan bestemt ikke anbefale den måde jeg prøvede at klare mig da jeg var ung, det fungerede jo ikke, og sled mig op. Det endte med at gør mig svagere. Og svagere end jeg behøvede at være endt. 

Og det er muligt at diagnose fikseringen heller ikke er vejen, og det er den ikke. Men det nytter ikke at skyde skylden på den enkelte, eller en generation, det handler om at se at vores samfund stadig ikke rummer os særligt godt. Nu er vi i det mindst blevet synlige, og flere siger ting åbent. Men det er noget andet der skal ske.

Dem der vil have samfundsforandring må finde hinanden, og komme med konkrete bud om hvordan der kan blive bedre plads til mennesker med ADHD og Autisme, hvilket også kunne gavne mange andre grupper. 

Og så må vi melde fra når vi bliver talt ned, som for meget, selvoptagne og sarte. Det er en meget nem måde at lukke munden på os, gøre os irellevante, i et samfund der stadig dyrker det at holde facaden, og har et meget ensidigt syn på hvad styrke er for noget. 

Jeg ved jeg har meget styrke, det er derfor jeg stadig er her. Det er bare ikke ensbetydende med at jeg ikke behøver støtte. Mon ikke det også gælder for mange andre end jeg?