At nå ind til realiteterne omkring sin egen udgave af AFS

Føj, jeg spænder i kæberne og har ondt i tænderne, og det er meget længe siden jeg har gjort det sidst, og det plejer at betyde alvor, at der er noget der trykker mig mig mer end ellers. Nu er jeg i gang med at prøve at finde den undeliggende årsag. Jeg er i gang med at sortere det fra jeg ikke tror det handler om, for at nå ind til kernen.

Jeg tror det er sorg, at jeg først for alvor begynder at forstå nu...

Jeg ved ikke om jeg har troet der en dag var en vej ud af den verden jeg har levet i, eller jeg har troet der var en vej ud, når bare jeg kæmpede længe nok og uden at give op. At mine mentale blokeringer ville opløse sig, og jeg ville indgå i verden på en anden måde, der var nemmere, accepterende af andre af mig selv, at blive en del af livet og fælleskabet, i stedet for et sted ude i kanten, kiggende ind på de andre.

Bliver det værre (for det kan det), kan det blive bedre, kan jeg blive ok tilfreds, finde en slags mening....skifte fokus? Men hvordan afliver man drømme man har drømt et helt liv? -Fordi det kan man blive nød til, og andre har måtte gøre det for at kunne eksistere, overleve med en Autisme.

Hvor retter man livskraften hen, hvis man vil leve, men det ikke bliver i den retning som jeg havde troet/håbet. At mit kaotiske hjem er et skjul for større udfordringer, og nogen af dem handler om noget helt andet end jeg har troet.

At jeg har troet det handlede om vejen ud. Jeg har det meste af mit liv troet at bare jeg kæmpede hårdt nok, ville det lykkes for mig at fungere i verden.

Jeg har også indset hvor svært det er for andre, at se det jeg ser. Hvordan kan man være så tæt på det neuro typiske og så alligevel så langt fra? Hvorfor der det så pokkers afgørende, at det kan kører et liv i sænk, så alt det gode og alle evnerne bare aldrig kommer rigtigt i spil.

Det at have et andet styresystem, er åbenbart mere alvorligt end det lyder, det er ikke bare, "bare". Det er afsindigt afgørende.

Jeg føler mig ikke svagere efter diagnosen, nærmest tvært imod, for meget af det jeg har hadet mig selv for, er jeg nu klar over at jeg ikke var skyld i, og at jeg faktisk kæmpede en imponerende, men noget fejlslagen kamp for en tilværelse, fejlslagen fordi jeg ikke kunne forstå hvad det var der foregik, arv, miljø, diagnoser osv. Hvad var det mine problemer var bygget af, og hvorfor var nogen af det så umulige at flytte rundt med?

Hvad jeg opnåede ved en AFS diagnose var: At jeg efter fjorten dage, ikke følte jeg havde depression mere, efter endnu en omgang på 5 år hvor den var min faste følgesvend. Jeg følte at jeg nu var fri til at søge viden på en helt anden måde, og tingene faldt på plads og gav mening fra start. Puslespillet faldt på plads, ingen brikker der skulle presses ned hvor de ikke passede.

Men jeg vil nok sige at jeg efter de her måneder godt kunne trænge til at tale med nogen med viden om Autisme, hvad betyder det her, sådan helt ærligt? Jeg er en kæmper, men er der kampe jeg bare ikke skal tage, fordi jeg grundlæggende er den jeg er, og noget af Autismen er så indbygget i mit system, at jeg bare må leve med at sådan er det, og så gå andre veje med det der er muligt.

Personligt føler jeg mig ikke stigmatiseret af Autismen, forstået på den måde at jeg har levet med stigma det meste af mit liv af flere grunde, derfor er det her ikke noget særligt, og næsten en forbedring, eller det er faktisk en forbedring, vel også grunden til at depressionen lettede.

Men jeg har kun haft lidt over fire måneder til at søge viden og selvforståelse i, og jeg må nok regne med det tager flere år at komme på plads, og finde egne måder at at skabe en bedre tilværelse.

Det forbandede med at spekteret er så bredt og noget om inklusion

Jeg synes det ofte ender i at man enten bliver set som hjælpeløs eller man kan mere end man reelt kan, hvordan kan kommunen, hjælpe uden at få kørt alle fordommene frem, og få proppet en i en kasse der ikke rummer en? At finde ud af hvilken hjælp og måden der passer, uden at gribe til at forudsætte ting om den enkelte, der måske ikke passer?

Nogen ønsker at have hjælp til hjemmet, andre vil ikke, nogen vil bo beskyttet, andre vil absolut ikke.
Nogen er udadvente, andre er ikke. -Intelligens, interesser, ekstra diagnoser, forudsætninger, arv og miljø, køn. Vi vil jo gerne ses som dem vi selv føler vi er. Eller i det mindste så tæt på som muligt, uden det skal være en kamp for at blive hørt.

Når man føler Autisme som en "sygdom","tilstand" osv. er det jo også fordi men hele tiden skal forsøge at leve op til ting der er meget udfordrende, det kræver stor selverkendelse, og det tære på en mentalt og det kan give ekstra psykiske/fysiske problemer, man selv føler som en del af ASF diagnosen.  

For de sentdiagnosticeret har man ofte ikke haft hele opskriften på hvordan man levede bedst muligt med ASF. Og meget viden/støtte/hjælp er målrettet børn og unge med Autisme. 
Men mange af os voksne har levet i en tid hvor den viden man har nu ikke var der, eller ikke tilstrækkeligt udbredt. Derfor er depression, angst og andet kommet oveni, så man let kan mene det er en del af Autismen, og ikke følgevirkninger af 30-50 år med Autisme der ikke har været udredt, eller støttet tilstrækkeligt.

Støtte og info til voksne med Autisme: Autisme når man er på arbejdsmarkedet, uddanner sig, når man er sendiagnosticeret, skal have meget mere fokus, vi kan ikke bare være nogen tabte generationer?

Og de mest velfungerende Autister står jo i frontlinien med at skulle klare arbejdsmarkedets stigende og Autist uegnede krav, hvilket også ofte er generelt uegnede for de fleste andre også. Virksomhederne søger robust arbejdskraft hvad det så er, det lyder lidt som der så kunne mangle noget andet så.

Er det spild af energi at se på inklusionens af de voksne Autister?....Hvis nutidens børn med ASF skal få bedre chancer i livet, er det så ikke nu vi skal igang, med at forberede at de kan uddannes og finde et job, uden at det ender galt, og af grunde vi allerede kan forudsige, fordi vi godt ved hvor det er tingene bliver svære for Autister.
Og vi i grunden også ved hvad der er sket med uddannelser og arbejdsmarked de sidste 20 år. Jeg har den holdning at det der er skabt jo ikke bare er Autist uegnet, men uegnet til rigtigt mange mennesker som vi har brug for i samfundet, hvis vi ikke bare vil ende med en lille gruppe "robuste", og en stor gruppe af folk på sidelinien, fordi kravene til mennesker ikke længere passer med hvad der er menneskeligt muligt, at kunne magte over længere tid uden at få alvorlig stressreaktioner.

Autisme spektret er meget bredt, fra dem på døgn instutioner, dem der bor på bosteder eller andre boformer med støtte, der er dem der har skabt sig en familie, og dem der arbejder, dem der af omverdenen ikke fremstår som nogen der skal tages hensyn til, men alligevel dagligt må forholde sig til et liv med AFS, der om muligt er mere gådefuldt for omverdenen desto mere usynligt det er.
Det er lettere at forholde sig til den del af Autisme spektret hvor folk synligt virker anderledes...eller det er nemmere at forholde sig til på afstand og så se det som handicappet og ikke noget man kommer til at støde på ude i livet, kun noget man ser på film og TV. At der render mange rundt på Autisme spektret er sværere at forholde sig til, og en udfordring når vi ligner de nerotypiske til forveksling....

Og vi andre ved der er ikke Autisme light, at uanset hvor du er på spektret, så er der noget man skal tage med i sine beregninger og gør man ikke det, kan det gå galt.

Nej det er ikke en sygdom, men når Autisme skal fungere i et samfund der har svært ved at rumme Autisme....og meget andet. Så er der absolut udfordringer, man kan mange gange kækt sige at Autisme bare er et andet styresystem, for i nogen situationer er der ikke plads til den forskel, specielt ikke for frontlinie Autisterne der er ude og uddanne sig og ude på arbejdsmarkedet, kunne vi ikke som samfund minimere usikkerheden, sammenbrudene, mindreværdet, ydmygelserne for flest muligt med ASF hele spektret rundt?

Men....men, hvis der er viden nok og støtte til voksne ASFer, og viden nok på uddannelsessteder og informationer til arbejdsmarkedet så kunne det være at det hele gik bare lidt nemmere i fremtiden, men så skal der også gøres noget NU, ellers er der flere tabte generationer.
-og det med det kun er et andet styresystem det handler om, bare er et kækt postulat, da det desværre i nogen situationer er ret afgørende hvilket styresystem man render rundt med ude i livet, hvis livet skal leves godt.

Når Autist temperamentet siger ka-pum og eksplodere

1-2-3 Boooom! Så var der lige noget der var anderledes end jeg gik og troede det var, og inden jeg fik vurderet om det var til det værre eller bedre....-eller måske ret ligegyldigt, gik min hjerne i selvsving. Sådan med lyn, røg ud af ørene og tordensky over hovedet.

Jamen, der må jeg jo kende så godt fra gennem livet? Tjoooo, men jeg tror ikke jeg har set mønstret klart og måske ment at min irritation/vrede modsvarede situationen i korrekt størrelsesforhold.

Måske jeg har levet et mindre udadvendt liv før i tiden, eller jeg mest imploderede fremfor eksploderede? At jeg i dag oftere udsætter mig for påvirkninger der kan give den slags følelser...Hvor er det dog ikke smart at have det sådan, det kan til nød gå hvis det kan holdes indenbords, så er det bare den stakkels hjerne der kæmper med ophidselsen og tankemylderet.

Det at jeg er opdraget til ikke at måtte vise temperament, og at jeg ikke gennem min barndom og ungdom har haft mulighed/lov til  for at forholde mig til bla. vrede, undtagen som noget dybt indeni der skulle skjules.
Jeg tror også at jeg i mange tilfælde heller ikke har læst situationer, så jeg har været klar over om jeg burde blive vred, eller hvordan man skulle kunne vise det på en "naturlig" måde. Jeg har akcepteret situationer som rimelige, selvom de ikke var det, og andre situationer har jeg reageret på, men ikke formålstjeneligt, eller i forhold den reelle påvirkning....måske, der er jo altid tvivlen.

Jeg har det ikke så meget med at noget er pinligt, men når temperamentet viser sig udadtil så er det mere end pinligt, det er ret katastrofalt i forhold til omgivelserne....Crazy woman, uha!

Der er ingen tvivl om at jeg har fået kig på problematikken, fordi den i forbindelse med det social er den mest ødelæggende i forhold til andre, men i høj grad også i forhold til eget selvværd og selvtillid, når man nu ikke er i kontrol, men kan være ukontrolleret, godt nok sjældent, men når det sker er det jo sket.

Jeg skriver det her i dag, hvor jeg lige havde en af de der "hjerne eksplosioner", heldigvis nåede den ikke at komme ud i verden, men kun oppe i mit hovede, men det er irriterende nok.

Tidligere var jeg mere vred på mig selv, og nu er jeg også vred på andre, hvis de lige kommer til at ryge indover noget jeg mente var/eller burde være på en anden måde. Ergo er jeg ikke altid god til overraskelser, sådan som de fleste Autister jo heller ikke er det. Jeg kan improviserer, men nogen gange slet ikke, overhovedet ikke, og så gnistre det oppe i hovedet.

Er jeg reelt vred på nogen? ikke nødvendigvis, det behøver ikke at være direkte personligt, bare i vejen i forhold til hvad jeg troede -At jeg så godt mentalt kan få iført folk små horn og hale når jeg er i gang med at skumle, er så en eftervirkning. Kan så horn og hale komme af de mennesker igen...hm, tjaaa, nogen gange, men så skal det også ordenes ordentligt mellem de indblandede.

Nu hvor jeg har selverkendelsen og ser mønstret og årsag og virkning er jeg lidt bange, jeg vil gerne have nogen værktøjer til at takle det. Eller jeg skal have nogen værktøjer og gerne lidt hurtigt.
Nogen vil måske mene at der er nogen der er værre end jeg, men er det værre er der også mere man bare automatisk er udelukket fra, på den måde er samfundet uden nåde, hvis man gerne vil kunne færdes i mange miljøer også dem der ikke er forberedt på at folk er "specielle", må man kunne takle menge situationer lidt fikst uden at falde helt igennem med et brag. Retfærdigt, næ, men det er virkeligheden for det meste.

På den end side er jeg jo som person både yderst fredsommelig og rummelig, og det er også det jeg vil være, og har været 99 procent af mit liv, men hvad skal jeg gøre med den der indre Trold der springer op uden varsel?

Jeg vil have et liv sammen med andre og jeg kan samarbejde, og jeg er ikke generelt ufleksibel, og jeg bliver på andre fronter bedre og bedre til at takle de sociale....eller hvad?

Jeg tror jeg vil konkluderer at jo større sværhedsgraden er, desto større bliver udfordringerne, og jeg har åbenbart sat barren højt for det sociale, og nu må jeg se at løse det bedst muligt, så jeg må have værktøjer og træne, jeg har brugt for mange år på at lære at være social til at krybe i skjul nu!

PS. Om ikke andet lader det til at jeg fik opdaget og bearbejdet det der gjorde at jeg blev sort og røgfyldt oppe i hjernen tidligere på ugen, og det kom ikke op og vende igen, og igen og igen efterfølgende, men var åbenbart overstået.
Men stresset det er jeg og det giver en kortere lunte lige for øjeblikket. Men jeg ved det og nu er jeg opmærksom bare der er lidt der rør på sig af signaler.

Tanker om fortid og fremtid......og julecabaretten

Jeg har det ikke nemt med at sove for tiden på grund af tanker..... jeg er ked af det, jeg er nået til nogen (selv)erkendelser og nogen minder der åbenbart gør ondt. Jeg synes jeg siger farvel til rigtigt meget og hvad er det jeg siger goddag til?

December kommer til at gå med at øve og optræde til "Screwed again! - queer x-mas cabaret" i Warehouse9, og det er jo mit valg, og måske dumt, men det er min test af om den slags overhovedet har en plads i min fremtid. hele 4 forestillinger, på den anden side er det ikke værd at øve til mindre end det.

Vi er nu mange flere....her er jeg med mit "gamle hår" og Garbo look...

Jeg må også få valgt numre og i gang med at øve, og frem for alt ikke gør det for svært for mig selv, det er ikke det det handler om i år. Jeg er bare med i gruppen og jeg skal overleve uden for meget stress og en helt fladmast jul.

Men "Shewed again" er jo en meget god tittel, så kan man godt gå rundt og være lidt tyndhudet og intens on stage. Jeg må også se på min lille "Autist monolog".

Enten vil det er cabaret noget være godt for selvværdet, det vil garanteret teste mig til det yderste forhåbentligt uden for mange episoder. Og jeg må jo afgøre hvor meget jeg vil udsætte andre og mig selv for, måske der også er andre veje. Jeg skal også igang med noget med digte i kombination med elektronisk musik, hvilket er mere afslappende at arbejde med, men samtidigt også lækkert kreativt udfordrende.

I den sidste tid synes jeg det har været/er et meget intenst forløb med at få noget selvforståelse omkring Autismen, og det er godt og det gør ondt. Der er svar på meget, men hvad så?

Hvordan kan jeg bo, hvordan kan jeg leve mere og bedre socialt, hvordan får jeg en fremtid der ikke bare trækker mig nedad i den tiltagende sociale sump som regeringen er ved at skabe til os i restgruppen.
Et utryghedsamfund for os der ikke er vinderne. Og hvor menneskers værd defineres efter hvor mange penge de kan generer og magt, penge og magt, viden der ikke er lig med de to ting, er ikke rigtig viden sådan som samfundet er strikket sammen, og dermed er jeg ikke den "gode og nyttige Borger"...

Kærlighed, selvværd, tryghed? Er der nogen realisme i den slags for en som mig? ...Og hov det er vist nogen af de følelser man reelt ikke kan købe for penge, men kun kan føle dybt i sit sind.

Mening, indhold, kunst, mulighed for at udtrykke sig, at være sammen med andre, det er jo det jeg vil.

At få hjælp og komme videre med hjemmet

Jeg fik smidt ud fra køleskabet, og vasket op i dag....blandt andet, jeg fik også øreakupunktur NADA og hjalp venner med at kuvertere julepost, i form af 300 kuverter til afsending, med efterfølgende fine Franske kager og Rom...og pulverkaffe til mig, jeg har eget lager der. Og jeg fik også nusset Hundene.

Der var lige ved at gå helt Ged i tidsplanen, da min hjemmevejleder også var en del af dagens program, men var forsinket fra det hun havde gang i, inden hun skulle hen til mig og jeg vidste jo jeg skulle til ørestikning kl. 14.00, men det gik.........Og oh happy day, i næst uge er der kørsel til Ikea, det betyder jeg kan få købt kasser og diverse for at få i orden. Så nu skal der skrives liste.

Men jeg er godt nok træt nu, men på en ok måde og så må det med hjemmet fortsætte.

Måske jeg skulle lure i kasserne bag stue døren i morgen, hvad dælen er der i dem...og så er der jo badeværelset, suuuk!

Kan det at få hjælp, forenes med at bevare sit selvværd?

I weekenden var jeg ikke udenfor en dør, men var igang med at ordne mit hjem.

Jeg kæmpede med badeværelset, som jeg har svært ved at overskue, der er en masse ting der skal ordnes og renses og er endt derude, samt tøj, jeg har taget af der ligger i en bunke. Og det er som sådan ikke vasketøj. Når jeg er blevet for forvirret af badeværelset, har jeg ryddet op i stuen og i køkkenet, jeg gik ikke igang med opvasken, ellers ville for meget energi have været brugt der.

Mandag var det så tid til det ugentlige forløb med speciel hjemmehjælp målrettet at få orden på hjemmet (et andet forløb end det med min hjemmevejleder). Det var åbenbart tid til igen at evaluere, halvvejs evaluering? Oprindeligt troede jeg det var to gange 45 min, det var det der stod på papiret, men det er kun en gang 45 min.

Som det har været har jeg haft meget svært ved at følge en ugeplan, fordi det jo ikke var vedligehold men, at skulle igang med et totalt rodet hjem, der ikke er rent og heller ikke indrettet færdigt.

Resultatet er som man kunne forvente, ikke fantastisk og jeg har ikke kunne ret meget, jeg har mest drejet rundt om mig selv, og et skridt frem og to tilbage.

Men det at jeg åbenbart ikke helt har opfyldt hjemmehjælperens/kommunens forventninger til mig, betød at jeg fik stikpiller med hensyn til min "aftale med københavns kommune" som hjemmehjælperen sagde.
-Det var vist der der begyndte at komme røg ud af mine øre. Kommunikationen blev ikke bedre af at vi var det meste af tiden i hvert sit rum, bla. fordi jeg må udnytte det at der er noget, til at fastholde mig i at gøre noget i hjemmet, og at nogen andre gør noget der gør at det gør en vigtig forskel. Skal man bruge tid på at evaluere eller at få tingene gjort? Tja, det skulle nok have været mere klart. Men når det kun er 45 min. om ugen skal der jo ske noget eller?

Når jeg ikke kan følge et skema og holde aftaler er det jo fordi jeg ikke kan, ikke fordi jeg ikke vil. Ikke fordi jeg ikke holder fast i prioriteringerne, men fordi at kernen er at jeg prøver at gør noget, jeg gør det jeg kan, på den måde jeg kan, prøver at finde løsninger teknikker der kan holde, men prioriteringerne kan ende med, ikke at kunne leve op til at få det prioriterede løst, frem for alt....men det kan også betyde at jeg kører fast i en ting og mister selvtilliden og jeg intet få gjort.

Det lader til at jeg ikke får hjælp der passer til en med Autisme og ADD, at der bliver lagt skyld på mig for noget jeg fejler og i forvejen er meget ked af....hvordan skal det føre noget godt med sig? Der bliver brugt en måde at tale på, der absolut er uegnet i forhold til en med Autisme. Jeg oplever heller ikke der bliver brugt praktiske tilgange der passer til Autisme og ADD.

Jeg er ikke et uartigt barn, doven....jeg har haft rigeligt af det, og det har ikke styrket selvværd eller selvtillid.

Jeg fik så sagt hvad jeg mente, at jeg synes at det var godt jeg var igang, at det var godt jeg havde arbejdet en hel weekenden, at jeg kunne se forbedringer og det gav mig håb. At prioriteringerne ikke var ændret, men de måtte gøres som jeg nu kan det, da jeg jo må gøre det meste alene og det er svært for mig.

Jeg var vred og jeg sagde det som jeg havde det. Men jeg synes nu jeg holdt vreden inden i.

Hvorfor er det jeg skal hjælpes af Københavns kommune, hvis jeg kan/kunne klare tingene selv?....det giver jo ingen mening.

Jeg ser det som et samarbejde hvor man må lære henad vejen, specielt når man arbejder sammen med nogen uden Autisme kendskab. Derfor vil der være ting man prøver der ikke lykkes, og det for langer jeg ikke, men det forlanges åbenbart af mig? Hvorfor kan man ikke bare gøre sit bedste lære af det og se hvad der sker, uden der skal peges nogen ud som den der er problemet?

Jeg ville hellere klare mig selv, fremfor at blive bedømt og irettesat af fremmede mennesker i mit eget hjem, jeg har jo prøvet det nogen gange før.....Som modtager af hjælp skal man være ydmyg....desværre må man så betale i form af frataget empowerment og selvværd.

For sensitiv? Nej, jeg kender bare situationen for godt fra tidligere. Og det er jo gratis for andre at ydmyge mig og uden konsekvenser på det område. Jeg er bare en "borger", og er man det så er man egentligt meget lidt hvis nogen beslutter sig for det, det er mig der sidder med konsekvenserne.

Som en der hjælpes må jeg sikkert ikke blive vred eller stille krav, det prøver jeg også ellers at undgå hvis det er muligt.
Men hvorfor er det så svært at respektere en kvinde med Autisme, der er intelligent, men har store praktiske problemer, der er kroniske, men der kan trænes, men der også hurtigt kan gå i den helt forkerte retning hvis der er meget stress i livet. Og nu har "vi" jo set hvad der kan ske hvis jeg stresser, så kan både hjemmet og det sociale gå helt i stykker.
Er det fordi jeg skal gentage det jeg gjorde inden jeg fik stress sidste gang? Grundlæggende må jeg tage ansvar for det hele, og jeg bliver nød til at se hjemmet og min psyke, som noget der skal balanceres, jeg kan ikke vælge det ene for det andet.

Jeg er stresset, som et mere eller mindre grundvilkår, gennem Autismen og ADD....Og jeg kunne godt undvære det.

Nu hvor jeg har fået en Autisme diagnose, for 4 måneder siden har jeg også måtte bruge energi på at få den stress ned der gjorde jeg fik diagnosen, samtidig med at lære at forstå hvad jeg kan gøre bedre fremover, da det er noget jeg selv må hitte ud af, er en del af min ram dagligt beskæftiget med at lære, reflektere og afprøve.

Grundlæggende er jeg taknemmelig for at få hjælp, jeg har problemer i hjemmet og jeg ved hvad konsekvenserne er uden hjælp. Men jeg er voksen, jeg er også meget sårbar overfor kritik af det hjemlige, er det den pris man skal betale når man lukker andre ind i sit kaos hjem?

....Men jeg vil klappe mig selv på skulderen for at komme synligt igang med hjemmet.

At ville det sociale....på trods

Jeg havde en ret social fredag, jeg lagde ud med at få øreakupunktur NADA, det var lykkedes for mig at tro det var kl.14.30..... jeg ser åbenbart ikke for godt selv med briller.....derfor var "nadarummet" fyldt op, men jeg valgte så en chaiselong de har stående i en krog, jeg havde heldigvis ørepropper med, og så gik jeg i dvaletilstand der, faktisk meget i dvale, helt ude i tæerne. Jeg har ikke tidligere oplevet at det sådan gik ned i kroppen, og jeg følte mig meget afslappet, hvilket vist ikke er så almindeligt for mig.

Efter det futtede jeg ind til indre by, jeg tænkte jeg ville hilse på mine Hunde venner. De var der begge to....og så fandt jeg ud af at der var en fernisering med Kathrine Ærtebjergs billeder i Nansensgade og det var jo lige på vejen hjem, så den tog jeg lige med også. Og der var mennesker og jeg snakkede og vi snakkede en del og ret meget...og så tog jeg hjem for at skifte tøj til fredagsbar, og var ret mør i betrækket og meget træt, men jeg gjorde det alligevel. Og heldigvis var der kun mig og fredagsbar indehaveren til start og vi drak vand og åd slik og så Radisserne, og så meget senere dukkede der flere op, men der var vi også blevet friskere af at slappe helt af....og så futtede jeg hjem ved 2.00 tiden?

Jeg vil ikke levet et isoleret liv, og på en måde er det ærgerligt at jeg ikke bare kan været typen der ikke har behov for det sociale, da jeg jo på nogen måde ikke magter det uden at det bliver for meget for mig.

Jeg har så udviklet en måde at flyde med strømmen når jeg fornemmer at nu er jeg alligevel på farten, at jeg bare improviserer, og ikke først skal ud af døren til noget bestemt.

I de sidste 14 dage  har jeg har haft en klar følelse af at der lurede nogen tanker under overfladen, jeg har læst nogen ting der ramte og ophidsede mig, og gjort at jeg har skulle tænke over nogen ting omkring Autisme der har gjordt ondt. Det har også givet mig spændinger i kroppen og det betyder at det var noget der virkeligt påvirkede.

Men jeg konkluderede i går at jeg havde set monstrene i øjnene og fået sorteret det der for alvor har plaget mig, fra det mere underordnede...så nu er der ingen grund til de spændinger mere, har jeg fortalt mig selv.

Jeg synes jeg havde en god fredag, begge hunde var "helt bløde i pelsen" som vi kalder det, når de er rigtigt søde og nusse interesserede. Jeg var ude og snakke med "fremmede" i stor stil, jeg overvandt følelsen af at blive hjemme og ikke tage videre i byen, men gjorde det -noget nogen ville kalde dumt, men jeg synes det var godt fordi det giver mig fornemmelsen af at jeg bestemmer, ikke min Autisme.

I dag stod jeg meget sent op, jeg har ryddet op på en meget ADHD agtig måde, men noget er sket og andet besluttet, ting der skal sælges og ud af hytten, jeg skal have orden til jul.

Anden del af: Alt for meget rod

Jeg synes ikke jeg har det godt i kroppen, og jeg har ondt i tænderne, det er ret sikker spændinger, noget jeg ikke har haft i lang tid og det med tændrene er endnu længere siden og ikke gode tegn.

På den anden side var der hjemmevejleder i dag og jeg havde besluttet mig til at hun nok kom kl 9 da jeg ment det var tidligt, eller hvad der for mig er alt for tidligt, det var så kl. 10 aftalen var, men så havde jeg haft et time med kaffe og bærbar inden.

Da hun kom indenfor begyndte jeg at stryge nogen skjorter mes jeg speedsnakkede om verdenssituationen, så gik jeg over til min egen situation, mens jeg ryddede op på køkkengulvet hvor der gennem noget tid var dannet bunke på gulvet. Jeg fik også ryddet strygebrættet, som jeg ellers har anvendt selv med en masse sager på, og så bare strøget på det yderste af brættet.

Så jeg lavede noget hele tiden og der skete noget, men ikke nok i dag.

Så gik jeg på nettet for at kigge på hvide papkasser til alt det løste rod, kasser der kan blive sendt hjem, fremfor hentes i Ikea med alt hvad det indbefatter af udflugt og slæb.....og ja Ikea.

Jeg er umiddelbart bitter over det koster 85 kr at få send de kasser, men det er måske ok nok.

Jeg fik klaret nogen julegaver i går og har også nogen købt tidligere endnu, så jeg føler jeg er på forkant.

Jeg vil jo lidt  i orden til julen, det andet er for socialrealistisk og/eller stresset. Og stuen er slet ikke kommet i orden efter den blev spartlet og malet i sommers, ikke at den heller var i orden før den blev spartlet og malet...

Det er en lille trøst at en der har fået renoveret sin lejlighed i ejendommen heller ikke er kommet i orden, så jeg er ikke den eneste der ikke kan rubbe sig.

Jeg har en kasse med antik julepynt jeg burde se at få solgt meget snart, men det betyder fotos skal tages og annoncer skal skrives, og det er et helvede....jeg må se på det...

Jeg må se på det til weekenden så er der jo gang i nethandlen på Facebook og DBA.....Og så må så ud og se på det badeværelse i morgen, der er trælst, jeg synes uanset hvor meget jeg møffer med det er der bare ting og ting og ting og rod og gris.

Alt for meget rod, uden en realistisk plan der kan holde

Den der ide med ugeplanen for oprydning og rengøring, der hænger på køleskabet funker ikke.

Men her er for meget, en ugeplan er bedst til vedligehold, men det er er kaos. Og det betyder at der biver for lidt fremdrift og så lidt, at jeg helt mister overblik og motivation. Hvis der ikke bliver skabt en synlig orden i det kaos på relativt kort tid, vil jeg ikke komme igang med vedligehold og den der køleskabsplan der bare hænger og provokere.

Og hvad gør jeg så? For lige nu kan jeg ikke lave noget fornuftigt uden at være mandsopdækker pga. ADDen, jeg kan ikke "lave noget fornuftigt" i 25-30 min. uden der er en anden i rummet. Ellers så render jeg bare rundt om mig selv, uden der sker meget....ret beset sker der heller ikke det store hvis der er nogen, men dog noget mere.

Jeg bliver vred af at det ikke fungere i hjemmet.

Og hvordan er det jeg får fat i nogen hvide solide kasser med låg....selv uen hjælp i form af kørsel? For jeg kan ikke fjerne ting for bare ting, der er rod og bunker og ting, og mine øjne kan ikke se det i forhold til at skabe struktur, det er bare rod og jeg hader det, men jeg kan ikke overskue logistikken, samtidigt med jeg husker på hvor dum og håbløs jeg er, og at det har været et rent helvede at gå rundt i, i et halvt år. nu....Flytningen har skabt stress, en stress der både har ødelagt mit sociale liv udenfor hjemmet og mit hjemmeliv.

For jeg kan fornemme stressen er lige under overfladen og det gør at jeg ikke bare kan tvinge mig selv i gang. 

Jeg bliver meget ked af det når jeg kæmper i mit hjem, min hjerne er fuld af negative tanker og en følelse af hjælpeløshed. Noget der let kan blive til nedsmeltning eller lige på kanten. Det provokere mit system så meget, at det ikke bare handler om at handle, fordi det bringer så meget negativitet med sig, tanker om fortiden og nutiden, og giver mig endnu mere forvirring omkring selve det praktiske arbejde.

Som jeg ser det skal tingene i en nogenlunde ok orden meget hurtigt, og det kan jeg ikke klare alene, eller gennem ganske små nøk af gangen. Jeg har tidligere set hvad den form for langsommelig proces tilgang til hjemmet gør i forhold til mig psykisk, og det duer ikke.

Men når tingene er lidt bedre bliver jeg bedre til at klare tingene og kunne arbejde i længere tid selvstændigt i hjemmet, for det lykkedes jo i mit gamle hjem.

Drejebogen er logistik, at ting har et sted at være. Det er at der er nogen mens jeg gør et eller andet praktisk. 

Det er at der bliver taget et ordentligt spring frem, hjulpet af andre. 

Og det er at der hjemmetrænes, så jeg igen kan lave noget i længer og længere tid. Det handler om at jeg kommer til at tro på det, at jeg selv får overblikket og håbet tilbage....Og troen på at jeg kan klare mig selv.

Det overtilpassede Autist barn

Man siger at Asperger/Autist børn har det svært ved at have en passende adfærd -men der er en anden udgave, der er stærkt formet af opvæksten og barnets egen anvendelse af de selvbeskyttende introverte sider af af Autismen.

Det artige Autistbarn, der aldrig udadreagerer, eller er skrup umulig, barnet der bare prøver at følge med i hvad der sker og forholder sig afventende. For her er det ikke barnet der har noget at skulle have sagt, eller der har råderum til handling, for sådan er det i nogen familier, det forstår barnet selv alt for godt, der er faste rammer. Ikke at det hele forstås for hvad det er der ligger til grund, men det er jo vilkårene, og det er indenfor de vilkår og de rammer, der må leves og overleves så godt som muligt.

Der er ting der ikke skal siges og gøres, så bliver andre kede af det, det er en barndom hvor man træder forsigtigt, næsten bogstaveligt talt.
Og det at det ikke går så super i skolen er ikke godt, for det gør Mor og Far kede af det, og så ved de ikke hvad de skal gøre. Og når de ikke ved det hvad så?

Og ja, så har barnet sin fantasi, sine lege, den indre verden, og det tilpasser sig omstændighederne.

Hjemmet fungere, men barnet har også andre behov end selve rammen, den praktisk omsorg, mad.

Jeg beskyttede mine forældres sårbarhed, dækkede over dem....og nej, der var sikkert ikke andet at gøre for mig, og mine forældre dækkede over at jeg ikke fungerede.....og trods alt var jeg jo et sødt, glad barn og deres livs lys. Og sådan gik min barndom og ungdom.

Jeg er opvokset på Østerbro, med den højere del af middelklassens vurderinger om adfærd, der på den ene side giver plads til en vis excentricitet, men på andre punkter kræver absolut ufravigelig disiplin. 

Jeg tror så at det overtilpassede Autist barn kan findes i flere miljøer, hvor der ikke er plads til barnet, i forhold til forældrenses egne problemstillinger, der kan bunde i deres egen barndom, psykologiske problemer, at de selv havde en form for Autisme, og jeg taler ikke om familier der er helt ude på overdrevet socialt eller psykologisk, men familier der kan virker helt normale udadtil.

Et af problemerene er bare at det meget tilpassede Autist barn er svære at opdage som en på Autisme spektret, og som voksne endnu vanskeligere.
Jo, vi kan virke "specielle", man kan også sætte andre diagnoser på os, vi er ikke helt normale, men næsten. Og vi sidder inden i som fanger i vores egen krop, med resterne af et Stockholmsyndrom og manglende erfaringer med at afprøve livet fra da vi var børn, for vi fik aldrig lov til at komme ud på det dybe. Selvom vi jo dagligt mentalt padlede som gale for at holde snuden oven vande. Men den manglende viden om hvad der skete når vi kom for langt ud, er vigtigt for selvforståelsen og for at kunne handle, der er ingen empowerment eller et reelt sammenbrud der kan afsløre hvad der gemmer sig bag facaden.

Om forskellen på piger og drenge også handler om at der er mere social kontrol af piger, på adfærd, drenge er jo drenge, men piger skal opføre sig pænt. Det gælder stadig og ikke mindst for os der tilhøre andre gennerationer. 

Jeg har altid haft kant som menneske, men på så mange fronter har jeg holdt mig inde for meget definerede grænser, formet af min barndom og af manglende erfaringer med hvor grænserne egentligt er. Og med Aspergerens ekstra forvirring omkring grænser og impulsivitet.

Men sådan gik opdragelsen og Autismen hånd i hånd, hvad jeg kunne have været ved jeg ikke, om jeg endte som den bedst mulige version trods alt, eller?

Hvad jeg ved i dag er at min gundlæggende disciplin og overlevelses evne er der, men med det kunstigt skærmede liv i min barndom og ungdom gav mig ingen fornemmelse af, hvad jeg kunne og ikke kunne, vel specielt hvad jeg faktisk kunne.

På Østerbro i min barndom og ungdom så man mange pæne familier med meget voksne børn der boede hjemme, ikke fordi disse voksne børn ikke var intelligente, men fordi der formodentligt var et eller andet, måske en Aspergers, de var tilpassede, men levede et skærmet liv, hvordan de så skulle klare sig når forældrene ikke kunne mere, hvad så?

Jeg kom hjemmefra som 38 årig, bedre sent end aldrig, og så måtte jeg tage mange erfaringer efterfølgende jeg nok skulle have haft meget tidligere i livet.

På den anden side, følte jeg stærkt det var nødvendigt for at komme fri, ikke en begrænset voksen kvinde på vej til at blive en original men ikke på den fede måde, bare en stakkel.
Jeg har set andre kvinder med samme kvælende opvækst, der forsøgte at opretholde det liv deres forældre havde anvist dem, de evige barne kvinder, med deres indre verden, men sære hengemte skabninger i en verden der ændrede sig fra dengang.

Jeg tænker at jeg som voksen måtte gå ud og være upassende, problemet var bare, at jeg ikke længere var et barn og jeg måtte gøre det helt bevidst, og af en grund og med en mening, selvom noget af det var en skidt ide og ude på kanten. Der var en mening med galskaben en nødvendighed, men alligevel skrappe sager at skulle igennem for at komme videre i at lære at være en voksen og klare sig.

Jeg er så desværre begyndt at være mere udadreagerende i de sidste to år, hvilket virker ret skræmmende på mig, da jeg har været så super kontrolleret, og introvert.
Jeg ved ikke hvad det betyder, om det er værre eller bedre, om ikke andet tvinger det mig til at forstå hvad der stresser og provokere mit system. Jeg synes jeg har levet meget af mit liv i en tvunget udvikling, da jeg har måtte lære ting for at få noget der lignede et liv, det er åbenbart noget der fortsætter.....Aspergers er ikke Autisme light, den er hardcore at takle.

På mange måde er jeg en "dygtig" Aspergers, men jeg er også opdraget på Østerbros bonede gulve, og jeg har lært udadtil at have en facade og kører lidt på charmen, den har vi aldrig manglet i min familie om ikke andet.

Følelser og refleksion

Jeg er hele livet blevet mødt af: "Du tænker for meget, du føler for meget", jeg har ofte tænkt at de jo ikke blev bedre af at folk sagde sådan.

Jeg behøver mange informationer og jeg håndtere mange informationer....det vil sige det gør jeg når jeg har informationer nok til at forstå et enme eller en situation.

Manglende information, undertrykte følelser er værre end mange informationer og følelser, jeg forlange viden for at forstå, holder man på viden uden at ville give den videre, bliver jeg ikke valideret, er mine følelser for meget bliver jeg ikke valideret. Jeg er ikke til  fagpersoner der bare ser en som en klump dumt kød. Og folk der tror at det er en dyd at føle mindst muligt og være ligeglad i begge ender. Det er muligt de ikke orker mig, men det er så også gengældt hvis det er.....Hoooost! ....Eller det er ok de er ligeglade, bare jeg kan få lov til ikke at være det.

Det er da ikke fordi jeg ikke gerne ville være lidt mere i zen, lukke ned, bare være, men det er jo også et projekt....jeg kommer nok aldrig til at mangle livs projekter.

Jeg begynder at forstå den evindelige flugt væk der ligger i Autismen, eller flygt eller reager, enten eller.
Impulsen er som en to on/off kontakter og der sidder tæt på hinanden, nogen gange ret vilkårlig hvilken der trykkes på nå situationen rammer og man panisk vælger et eller andet, fordi en mellemting eller noget tredie fjerde bare ikke falder en ind.......Men der er nu også meget jeg aldrig har nået at reagere på fordi jeg ikke var opmærksom, sådan er det jo med perspektiv og fokus, men desværre er der noget der fanger Autist forstørrelsesglasset, og er det først opdaget, så er det, det jeg ser og mærker....puh, hvor er det trættende. Jeg kan godt se det er dumt og ikke føre noget godt med sig.

Jeg tænker også at nogen negative tanker og følelser er en slags standby ting der bare står og blinker, når der ikke er andet der foregår. Kunne de skiftes ud med nogen der var mere behagelige?

Jeg har et alternativt styresystem, men jeg ville godt have en geninstallation tak, der er så meget der roder på harddisken.

Jeg ved det tager tid at processe ting, bla. de her livsting, jeg synes jeg har gjort det godt med hensyn til at lande min spritnye Autisme diagnose, men det går skidt med hensyn til at styre mine tanker om mig selv og mit liv, og hvordan jeg løser ting.

Men jeg er nød til at stå ved at jeg tænker og føler for meget, andre kan synes er uhensigtsmæssig, og det er muligt det er det det er, men det er sådan jeg fungerer, det ligger til mit system, jeg prøver så bare at finde nogen fikse omveje, til at måske få det til at fungere på sigt.

Aspergers med en ADD som ekstra kaos element

Det bliver ofte anbefalet at man skal mærke efter og så handle derefter. Og det er jo fint nok, min erfaring er så at andre har meget svært ved at acceptere når man siger "det kan jeg ikke nu", og det er det stof urealistiske planer er skabt af.

Jeg kan klart mærke at stressen fra i sommers er tilbage, jeg er vred og irriteret, og tænker i ring.....Lidt mindfulness, eller en lille pille? Tja, jeg er ikke der hvor jeg kan finde en god krog at hænge situationen op på, og tage det derfra.

Jeg bliver mere og mere klar over at mit største hverdagsproblem er min ADD/ADHD (jeg formoder det er en ADD version). Den tager livet af mig, og efterlader mig i kaos gang på gang.

Der er en liste af ugjorte gerninger, opgaver jeg bare slipper, telefonsamtaler jeg ikke har taget, ting jeg ikke få undersøgt. Og samtidigt arbejder min hjerne intellektuelt tip top. Problemet er at tanke og handling er blevet splittet fra hinanden.

Som jeg ser det bliver det hele værre og værre, det er det slidte stressede system der for alvor har sat ind, derfor er der ingen nemme løsninger og det mindste provokere mit system.

Jeg ser at Aspergeren er det mindste af mit problem, også fordi jeg langt hen af vejen har trænet nogen af de problemer man kan have med en Aspergers, men samtidig sabotere ADDen de godt ing vad en Aspergers, hvad dælen skal jeg gøre med den situation???

Siden jeg blev diagnosticeret med Aspergers i sensommeren 2015 er jeg blevet meget klogere på mange sammenhænge, men det føles ret barsk nu, det er som om jeg nærmer mig kernen, men ingen løsninger kan se.

ADHD er den lille Nisse der laver rod i det hele, fuld af unoder er den, impulser, den vi gerne have lidt gang i gaden, men kan ikke afslutte noget, den er modig udover det fornuftige, og det er den der korslutter meget fra det gode omkring en Aspergers.

Hvad er ro? Hvor slukker man? Hvordan holder man en plan, specielt når det er noget trivielt? Den lille Nisse er ikke til det trivielle nemlig. Og den hader skemaer.
Det er som om jeg har to poler og mangler midten, forbindelsen. Og ja det gør jeg vel med en ADD.

Som barn og ung var jeg mere koncenteret om opgaver end nu og kunne sætte skyklapper på og lave utrolige ting.

Men som det er i dag ser jeg kan ikke se en fornuftig fremtid for mig, jeg har nået en højere erkendelse omkring Autismen og hvordan den har påvirket mit liv, men jeg føler ikke jeg ser realistiske løsninger omkring ADDen, og mit system er så uroligt at jeg ikke ved hvordan det skal tøjles, og hvordan jeg skal holde mig optimistisk og depressionsfri....og kræfterne er brugt op kan jeg desværre mærke, der forestår et stort arbejde, men hver gange jeg gør lidt går det skævt, jeg bliver overbelastet og mister selvtilliden.....Og jeg har været igennem diverse piller til ADHD.

Jeg er ikke et svagt menneske, jeg er ikke et menneske uden rygrad, men jeg har kæmpet i mange år og det sætter spor, det tære på systemet og man kan miste evner man faktisk havde tidligere.

Hvad gør jeg så nu? Hvordan få jeg formuleret helt klart at det her ikke går og jeg føler mig fanget, i at reelt og realistisk ikke kunne magte ret mange opgaver?

Jeg er træt af at være et ynkeligt brokkehoved.....

Er det ok at jeg også er her?

Nogen gange roder man sig ud i situationer med andre mennesker, der ender helt galt. Kunne man have forudsagt det, kunne man have gjort noget for at det ikke var gået helt så galt?

Kan man forlange at folk skal acceptere at man er Autist og derfor reagere lidt anderledes end "de andre"?

Hvad ville være smartest når man arbejder, uddanner sig bor, møder "de andre" de nero typiske, er det bedst at være helt åben omkring Autismen, eller?

Og kan man være åben i en tid hvor mange mennesker helst undgår det personlige, at de udefrakommende kommer lidt for tæt på?

Jeg synes det er svært efter skaden er sket, at skulle sige hvorfor præcis, men jeg erkender at der hvor det havde været smart med kommunikation i rette tid, har været når der bare ofte lukke helt af fra start fra de andres side, eller sådan har jeg oplevet dem, som lukkede og afvisende..

Og oplever jeg andre som lukkede og afvisende selvom de ikke er?....Så dårlig mener jeg nu heller ikke jeg er til at aflæse andre. Men måske jeg kan tolk usikker adfærd som arrogance?

Men kan jeg være i den slags miljøer, arbejdspladser, kan jeg bo i den slags boliger, eller er det bare at lægge op til uløselige problematikker og at jeg føler mig stresset og dårlig tilpas?

Jeg kan både være meget direkte, men også yderst diskret, jeg prøver at finde en balance, jeg prøver at finde ud af hvad er det man gør her, hvad er reglerne? Men når regler er uskrevne og de andre bare reagere udfra dem, hvor er jeg så i den situation....For lidt eller for meget?

Er jeg ok, eller helt gal på den?

Og, næææ sandsynligvis ikke, ikke i det her samfundsklima af skulende landsmænd og kvinder, der bare vil lades i fred mest muligt, gøre det nødvendige og så hjem og lukke døren.

Halllooo....tavshed...Jeg forsøgte at hilse på mine naboer, alle 17 lejemål, det var kun få, der frivilligt sagde hej, eller et helt uopfordret hej.

Nu siger jeg ikke hej mere, også så længe jeg ikke ved hvor hadebrevet kom fra, det påståede "solidariske" hadebrev....jeg må se hvad det hele bliver til....

Skjult aggressivitet, passive aggressive adfærd, strudseadfærd, gruppeadfærd, ekskluderen, teritorial adfærd.....rend mig.

Jeg ved jeg ikke altid rammer den perfekte adfærd hver gang, men jeg er næppe den eneste i verden, de neuro typiske er jo heller ikke altid for smarte.
Jeg er grundlæggende et ret stille menneske, et menneske der tager hensyn. Og jeg vil hellere trække mig, men nogen gange kan man ikke bare trække sig hvis jeg skal leve mit liv.

Og så kan jeg godt gø lidt og vise den lille hugtand for at få lidt plads, men det er nu som regel når jeg føler mig hårdt trængt, eller i forhold til hvad jeg føler mig trængt op i en krog af. Og det passer måske skidt med neuro typisk opfattelse hvad jeg synes er for meget....Og jeg bliver meget træt af at skulle være på vagt.

Og ja, det kan føles sårbart og skamfuldt, måske meget mere end det burde. Det tynger mig ned, der er ingen sejerherre her, kun tabere, både dem og mig.

Jeg kunne godt tænke mig at kunne sige: Her er jeg, jeg prøver at gøre mit bedste, min intention er sådan og sådan, men jeg ved ikke hvornår jeg opnår det mål, men jeg arbejder på sagen.
Og hvis folk/du gør sådan og sådan kan jeg let føle mig trængt, og så reagere jeg ikke altid helt perfekt, men lidt i panik. Og det er ikke ment ubehageligt, og jeg er ikke den der bære nag, jeg vil bare gerne have lov til at være.

Spørgsmålet er så om man må det, som Autist, som en det kan stikke lidt ud, men kun lidt og det er måske endnu svære at forholde sig til for andre.

På den anden side, de der skuler, skuler vist til alle, dem der sparker nedad gør det når de kan, de der føler sig bedre end andre holder fast i den tanke med næb og klør.

Og hvad gør jeg....hvordan forbygger jeg mest muligt ikke at rende ind i problemer med mine omgivelser?....Tjaaaaaa hmmmm, jeg er slet ikke sikker, faktisk mindre og mindre. Er det den "Asperger tvivlen" der endnu engang sætter ind, at man/jeg tænker for meget, har det for tæt på?

Den gode historie der har en bagside

På nettet er der massere af matriale om de positive sider af Autisme/Aspergers, historier om kende der påstås at have Autisme/Aspergers, eller mennesker der på en eller anden måde har næsten overvundet det at have diagnosen, om ikke andet så de nu næsten kun har de positive sider af spektret....solstråle fascinations historier, enten om nogen der fik det bedre eller det rigtige job, men også til tider formidlet som spændende særlinge med helt særlige evner og særinteresser, som "raitets mennesker", men er det det vi er?
Eller så er det bare de der opslag på Facebook med inspirerende oplistninger af hvad man kan være god til som Autist, specielle evner....men vel mest hvis man ellers er en med høj IQ og funktions niveau.....

Jeg ved at der er kendte Autister der har lavet flot arbejde for at formidle viden om Autisme, og det er guld værd, fordi vinklen er så vigtig, og kommer væk fra ekspert synet og pårørende synet.
Så det jeg skriver om er: Når man udnævner nulevende eller afdøde kendte til at være på Autisme spektret og bruger dem som ambassadører og forbilleder, uden at der er reelt er tale om der er nok til en diagnosticeret Autisme, men bare at man udfra nogen excentriciteter gætter på de nok har/havde Autisme.

For nogen år siden brugte man kendte dansker til at formidle viden om "folkesygdommen Depression", det har gjort at mange lidt lettere kan være åbne om depression, men samtidigt har det også udvandet synet på diagnosen, trivialiseret den, også fordi depression kan skyldes mange forskellige ting og have meget forskellige symptomer af stor variation i styrke, som det også er med Autisme (selvom det er at sammenligne pære med bananer), så har du mødt en med depression, har du mødt en med depression. Hvad blev opnået ved al depressions informationen i medierne -mere hjælp? Næ, bare piller der i alt for mange tilfælde ingen reel virkning har. Hvad med at se hvordan det bleve til en folkesygdom? -Muhaaaha...næppe, i individualismens tidsalder er alle mentale lidelser helt personlige, også selvom de kan være delvis samfundskabte.

Men tilbage til Autisme: Folk både med og uden Autisme kan godt lide de positive historier og liker det gerne på facebook. Men der er en lurende sandhed bagved solstråle historierne og de inspirerende oplistninger der skulle give en, en følelse af selvværd og empowerment, men efterlade mig med en noget flad fornemmelse: For ja, jeg er en af dem der har mange fantastiske evner og havde jeg haft et lidt andet blandingsforhold og var lidt anderledes på spektret så kunne jeg måske have udlevet mine evner noget bedre, fundet min plads i samfundet, eller noget der lignede.
Men for mig nytter det ikke at opliste alt det gode jeg er, når der er noget andet der hele tiden kommer og tager det gode væk i mit eget tilfælde.

Hvis jeg levede et liv hvor jeg udelukkende kunne bruge mit liv på det gode det jeg kan, så kunne det måske være anderledes, men sådan ser virkeligheden ikke ud. Jeg har evnerne, men for mange forhindringer, ikke fordi mine evner er for små, men fordi jeg kæmper med noget der helt konkret lukker mit system ned ved den mindste overbelastning, som kan være små praktiske ting i hverdagen, eller større udfordringer, i sidste ende er resultatet det samme for mig, nedlukning, og et såret selvværd, "kunne jeg ikke engang magte det...hvad kan jeg så bruge mit liv på?".

Man kan være ramt meget forskelligt af Autisme, og jeg er jo ikke engang i "den tunge ende", jeg skal forestille at have mildere versioner der knapt nok giver udslag i nettets Autisme tests, selvom jeg jo er diagnosticeret......og selvom jeg er i den bløde ende af spektret, er mit liv alligevel hele tiden ved at gå i stykker og mine evner forbliver ubrugte. Og på nogen måder ville det være nemmere at have færre evner, der gerne ville ud og bruges i verden.

Jeg ved at min Autisme og ADHD har et potentiale og en rigdom, jeg ved det fordi jeg har det i mig, men jeg falder ikke for forsukkrede udgaver af den gode positive historie, for bagsiden af Autisme spektret kan for mange være en skæbne der er svær at bære. Som en Have fuld af friske stiklinger, der gang på gang bliver trampet ned, af en selv og/eller af omgivelserne.

-Er de opbyggelige posts på nettet skabt til at trøste forældre, så de har håb om at deres Autistiske barn ikke ender som en voksen uden job og ude på et sidespor, uden forståelse fra omgivelserne, uanset de evner der faktisk er tilstede, uden at andre ser mennesket bag? Og ja, det er en reel forståelig frygt at have.

-Er det for at Autistiske børn kan drømme at de engang er dem der bliver lige som de berømte og rige Autister....hvis de kendte så reelt også er diagnosticerede Autister.

Vi bliver let ofre for en værdisætning, hvor vi hylder de enkelstående tilfælde og sætter dem som det der er målet hvis man er en "dygtig" Autist. Som om der er en sejerskammel der venter os alle.

Mange oplistninger af positive ting omkring Autisme/Aspergers og ADHD går også udfra at alle har rimelig høj intelligens og specielle evner, hvilket jo ikke er sandt, mange er middel intelligente og har nok at se til med at balancere en hverdag uden for mange nederlag og nedsmeltninger, hvad så med dem? De kæmper kampen, men de er ikke ekstraordinære på den glittede/interessante måde, men/og de er så absolut værd at respektere for deres hverdags indsats for en tilværelse.

-Eller skabes kendis/Autisme promoen for at vise udenforstående at vi er noget værd, der en kendte og rige i vores lille Autist stamme, så vi på den måde kan låne lidt af deres stjernestøv til at opnå forståelse for Autisme?

Når virkeligheden rammer og det gør den sku ofte når man er på Autisme spektret, så nytter det ikke noget med nettets sukkersøde tilgang til empowerment og selvværd, eller kæk formidling til de udenforstående der bygger på løst gætværk om de kendte for at skabe en postuleret "positiv historie", uden at skulle lave for meget forarbejde med at søge de rigtige info.

For når jeg ser hvem de promovere som værende på spektret har jeg svært ved at få det til at passe med, hvor udmattede vi andre bliver af at arbejde fuld tid, møde mange mennesker, klare os igennem de konflikter der er uungåelige, og få tid til at mentalt bearbejde alle indtrykkene, uden at falde død om at udmattelse og kører helt af sporet.
For selv for den mest velfungerende Autist er der altid en pris at betale hvis man ikke passer på, og kan man det, når man flyver og fare? Ja, de fleste af os kan altså ikke og nogen af os knapt nok. Så hvad er det de mennesker skal formidle om os? Hvis det da ikke er endnu endnu et angreb på vores selvværd omkring de manglende evner tal at absorbere stress og uro, de flest af os døjer med?
Om ikke andet, mit selvværd styrker det ikke.

Jeg ville hellere høre om Autistiske børn der kommer godt gennem skoletiden, voksne der kan få et job der fungere for dem, mennesker der føler sig accepteret mødt og set i samfundet. Eller høre om nogen der kæmper politisk for bedre forhold....mennesker der tænker tanker om, hvad der der egentligt sætte så mange Autister udenfor, og ser alternativer til det almene syn på Autisme/Aspergers og de muligheder folk med Autismes har for at føle sig inkluderede efter deres egne behov. Men jeg tror ikke vejen er at bede pænt om at for lov til at få accept, det er endnu aldrig sket uden grupper har måtte kæmpe for det...lige nu kæmper de fleste af os bare alene og en af gangen og det kommer der for lidt ud af, så er vi alt for lette at nægte hjælp og bedre muligheder for et stabilt og frugtbart liv.

Der er fokus på dem det er lykkedes for, men Autisme er jo kronisk indvævet i en, der er ingen helbredelse. En Autisme kan blive støttet formet af opvækst betingelser og samfundssyn, det kan styrke mennesker til bedre at kunne leve et liv. Så det der måtte gemme sig indeni en kan få lov til at blomstre og sætte frø. Jeg ville gene se at flere stod sammen og kæmpede fremfor at kæmpe alene mod fx. kommunen, skolesystemet, arbejdsmarkedet, stigmatiseringen.  Se det er det jeg gerne så der stod noget mere om på de sociale medier.

Vred og deprimeret, hvor er der et fundament for fremtiden?

Jeg synes jeg er blevet noget depressiv igen, hvorfor? Stagnation på grund af der ikke er et solidt nok fundament for en hverdag der fungere praktisk, fordi her stadig er beskidt og rodet, fordi jeg stadig ikke ved hvordan jeg skal takle den Autisme, fordi det der kunne have været min drømme bolig har vist sig at være en "syg ejendom", hvor det åbenbart har været beboer trakasserier siden det blev bygget.

Der er for meget af : "Hvad så nu?...kommer der overhovedet til at ske noget?" i mit liv.

Jeg tænker på at jeg savner et dyr, men min lejlighed ikke er parat til at modtage en Kat, jeg har heller ikke prøvet at have et dyr alene. Men jeg kigger meget "dyr" på nettet.

Jeg kan ikke løfte mig af det her alene, jeg har været igennem for meget i for mange år, jeg er ekspert i at have det dårligt og eskapisme, jeg ved hvordan man overlever, ikke hvordan man lever.

Der er for mange løse ender, der er ting jeg ikke kan overskue, der et tab med tab på.

Jeg er her endnu. Jeg ved at jeg kun bliver ældre, at ting burde ske nu mens tid er, men tiden glider fra mig, uden liv og kærlighed, uden nogen illusion om lidt mening med det hele.

Jeg er vred igen, og det er ikke godt, ikke fordi vred er noget dårligt, men fordi jeg føler mig som et bæst på lur, der pludseligt vil lange ud, "Skrid af helvede til!". Som om der er nogen der burde betale for hvad de gør.

Og så er jeg tilbage til Maslow pyramiden.

Jeg har på fornemmelsen at hjemmehjælpen ikke kommer i dag, der er blevet ringet med hemmeligt nummer to gange og jeg nåede ikke at få fingre i mobilen. Vi skulle ellers have haft gang i badeværelset der er kriminelt for tiden.

Der er opvask.....jeg har selv håndvasket og forsøgt tørre tøj i flere dage, men jeg kan mærke den nyvaskede skjorte lugter surt, uanset mine bestræbelser, så det er vist en ommer...

Jeg har ikke spist bare ok sundt i meget lang tid.

Små og store problemer væves sammen til et samlet ubehag, at intet fungere og nok heller ikke kommer til det, lidt håb og så kollaps osv.

Hvem er det jeg skal tale med, hvad er det jeg skal forlange der skal ske og kan man forlange noget i dag "i disse tider"?

Autisme spektrum er ikke en lidelse i sig selv, men den kan være det når rammerne ikke er der, og heller aldrig har været der.

Nu har der været forsket i Autisme i mange år, man ved ikke alt, men man ved meget, så hvorfor er det jeg ikke kan få lidt af den faktiske viden implementeret til mit liv? At det er noget jeg må finde frem til på nettet eller låne en bog, som om det jeg søgte var en fucking kageopskrift.

Og selvom jeg nu er blevet tilknytte handicapcentret, så er der åbenbart egentligt ikke noget i vejen, jeg ikke bare selv kan fikse, ved at tage mig selv i kraven, eller en google søgning?....der er vist noget jeg skal se på, hvad der er muligt at få af "afklaring".

Fordi jeg har hjemmevejleder og hjemmehjælp men der reelt ikke er en overordnet realistisk plan der hænger sammen. At det personlige og det praktiske er forbundet. Og vælter det ene, vælter det andet også før eller siden....man har vist afskaffet holisme.

Jeg vil ikke mere af det samme, men jeg er træt, jeg har ikke ale svar selv og det burde heller ikke være et krav, jeg er klog og indsigtsfuld men ikke en omnipotent superkvinde, jeg er et menneske der har levet 50 år med en delvis velfungerende udiagnosticeret Autisme og jeg er lidt træt nu og har være igennem en del, så hvad er det jeg gør nu?

Hm, nu ringede hjemmehjælpen, han er på vej...

Gamle løsninger er ikke vejen frem

Så hvordan får jeg tømt min lejlighed for det overflødige, uden at bare skulle give det væk, samtidig med jeg ikke har kræfter til loppemarkeder og salg via nettet?

Hvordan bliver jeg i stand til at passe min lejlighed....eller er det fordi der er så meget i den at jeg ikke kan passe den?

.....Kommer jeg til at orke at være social igen?

Jeg skal oooop af dyndet! Men det kræver energi, og når jeg bruger energi, mister jeg energi. 

Jeg futter rundt som en hovedløs Høne i hjemmet, noget kommer på plads andet falder ned...Er der nogen fremtid i det her?

Og hvor er den ekspertise der kunne forklare mig hvordan man evt. kunne få det hele lidt i orden, på en måde jeg ikke bliver stresset af og mere Autistisk?...ja man kan faktisk bliver mere autistisk af stress og overbelastning, så også ting det tidligere fungerede går galt.

Jeg har et stort problem med hjemmet, jeg har også fået et problem med at bo der hvor jeg bor, det kan godt være der er blevet sat en konflikt mægler på ejendommen, men jeg ser ikke for mig at det bliver bedre, i det mindste ikke det der irritere mig.

Jeg har også mistet konceptet af hvad et hjem er for mig, det er på en måde opløst, jeg bor her, men jeg ved ikke om jeg er hjemme. Er det på grund af omstændighederne, eller er det min egen forestilling. Er hjem der hvor jeg har min seng.....føles der hyggeligt, trygt? Nej.

Jeg har i årevis arbejdet på et "bedre liv, det betyder er liv med indhold, aktiviteter, mening, mere end en vane trummerum, ikke leve i rod og kaos. Jeg har forsøgt at se om jeg kunne noget der kunne give mig en idenditet som et menneske, der var andet end en bistandsmodtager og senere førtidspensionist. Jeg har forsøgt at få et arbejde, jeg har forsøgt at lave noget uden at have et arbejde.

Jeg har i så mange år troet at jeg måske kunne blive af med depressionen, og de ting der hæmmede mig socialt hvis jeg bare arbejdede hårdt nok på det.

Det er fint nok at jeg blev diagnosticeret med Autisme, men nu må der godt ske noget reelt konkret positivt, det her er bare mere af det samme, men nu uden håb om recovery.

Jeg gider ikke det liv jeg har, det er et kedsommeligt liv, ovenpå et tidligere lige så kedsommeligt liv, et hengemt "som om liv".  Og det er muligt nogen lever fint med det, men det gør jeg ikke. Der er for meget der mangler af det grundliggende. Samtidigt med jeg kæmper med at realisere de ting jeg har i mig som kunstner. Og det der sker er at jeg prøver at realisere det kunstneriske, uden at det basale indhold er til stede i hverdagen.

Jeg ser ikke vejen frem....jeg har lovet at jeg optræder i warehouse 9 jule cabaret, som jeg har gjort det de sidste par år, denne gang to weekender i december, og så må jeg se om hvor længe jeg skal rekonvalsere efterfølgende, om det er det værd og hvilken form for performancekunstner jeg realistisk kan blive.

Er det ego og ambitioner der driver mig? Jeg ved det ikke, jeg ved bare at jeg har meget i mig som jeg føler må anvendes, for at give mit liv mening....da jeg mener at der har været så meget meningsløst og trist ikke bare pga. Autismen, men min familiebaggrund. Et liv som en burfugl, men med et menneskes bevidsthed om at være fanget...men også senere med døren på klem, dog uden at have kræfterne til at flyve frit.
Jeg hader det, jeg ville så gerne ændre den skæbne, at det ikke er hele historien om mig, ikke en happy end, men noget der lignede et fuldt udlevet liv.

Jeg har gennem livet trøstet mig med der var værre skæbner, men alligevel er det ikke en reel trøst, i Danmark 2015.

Så nu står jeg her igen, et kaos liv og hjem, lidt alene, menneskeligt og kunstnerisk uforløst, hvordan skal det blive anderledes denne gang?

Erkende at jeg kan meget lidt, og resten af mit liv vil være meget begrænset, udover min fantasi og hvad jeg kan finde på internettet eller i en bog?

Jeg er vred, jeg vil ikke gå frivilligt med på det!

“To live is the rarest thing in the world. Most people exist, that is all.” 

Oscar Wilde.

Veninder jeg bare droppede

Det foregår jo altid i en specifik sammenhæng at man droppe en veninde, af umiddelbart forskellige grunde der alligevel kan danne et mønster gennem livet.

Er jeg ikke et trofast menneske, der kam magte et venskabs op og nedture? Jo, nogen gange, der er eksempler på begge dele.

På mange måder må det være Autist on/off knappen der aktiveres, når et eller andet svigt er blevet registreret og man lukker helt af. Men ser ingen fremtid i venskabet. Ikke at jeg efterfølgende ikke tænker på dem, eller er ked af det, men de er ude af mit liv, og jeg kontakter ikke.

Brand hårdt? Jo, men jeg har ikke set det som et regulært mønster før nu, men jeg har jo gjort det med 4 nære veninder, så et mønster er der jo. Har jeg ikke kæmpet for venskaber, jo det har jeg også, jeg har også været fleksibel og tålmodig osv.

Har jeg også gjort det i andre situationer, gået fra noget mentalt og ikke set tilbage.....og som regel finder jeg ikke der er et valg, bare noget der skal klares.

Måske netop det at der ikke er alternativer er vel en rigiditet i min måde at anskue ting på, ikke at jeg ikke kan reflektere over situationerne, det synes bare udover mine evner at ændre på det, det er som det er.
Kan jeg ikke løse konflikter, jo nogen gange, men der var vel ikke direkte konflikter der fik mig til at droppe veninder, måske bare noget underliggende der trak i forskellige retninger.

Ja, så hyggeligt kan det være.

Jeg har måske også sådan, at jeg tænker folk er som de er, ikke at jeg ikke tror på man kan ændre sig, men jeg ser det som noget man skal ville rigtigt meget, skønner jeg måske at en person næppe har interesse i ændring af adfærd pga. af mig, og derfor så opgiver fremfor at finde løsninger?

Men et brudt  venskab medfører et tab, fx. et tab af nogen der husker en fra tidligere. Noget andet er om jeg har gået ud af venindeforhold fordi jeg har fundet dem for ensidige, at jeg kom i tvivl om balancen i forholdet. Balancen i veninde forhold skifter efter hvordan den enkelte har det, det er i de perioder man må kæmpe for at bevare venskabet, men efter diverse perioder over år, kan da komme en tid hvor man ikke vil mere.

Var veninderne ikke klar til at jeg var på vej i en anden retning....At jeg som menneske måske er lidt mere på vej end de fleste, hvilket kan være svært at følge med i....At jeg måske ikke er god til at kommunikere mine mellemregninger, når jeg først har flyttet mig mentalt? Og jeg har været gennem ret ekstreme perioder, hvor jeg har været gennem en turbulent udvikling og hvor nogen oplevelser måske ikke rigtigt kunne deles. Så står man alligevel alene med noget væsentligt, som jo burde deles med en god ven. Og når så den ene oplever meget og den anden ikke, det kan være ok, men af og til trækker det venskabet skævt.

Det er ikke fordi jeg behøver at begå karaktermord på gamle veninder, jeg kan sagtens huske hvad jeg kunne lide ved dem og hvad der var godt -men det er bare ovre.

Jeg tror kernen hver gang er "du der kender mig, og kender mig så godt man nu kan, du svigtede mig, selvom du burde have vidst bedre, jeg stod alligevel helt alene og ikke for første gang i venskabet, og hvad skal man så bruge en ven til?" Måske Autist logik, fremfor neuro typisk, ikke så meget føle, bare en konstatering.

Har Autister en lille sort bog, og en dag regnes der sammen og man ser resultatet og tænker:... hmmmm, hænger det her sammen....Og når vi har sat to stregen under resultatet beslutter vi os?

Venskaber består af at følge og være der, det er reelt nok at sige, jeg kan ikke hjælpe så meget nu fordi jeg selv er nede, for det viser man har set at der er noget at hjælpe med. Nogengange er det så lidt der skal til for at bevare og nurse et venskab. Men som venner er det vigtigt at være der når de store ting sker, bare i en eller anden grad, at man viser man har set og hørt.

Jeg tager ikke mange mennesker ind i mit liv og jeg investere i venskaber, af den grund er det ikke godt at miste venner. Har jeg såret nogen? Sikkert, for der kom ofte ikke noget om hvorfor jeg pludseligt forsvandt ud af deres liv.

Har jeg så ingen venner mere, jo det har jeg, både gamle og nyere.

Hvilken version af mig er jeg lige nu?

Nogen med Aspergers sige der ikke fornemmer hvem de selv er, "jeget". Selv synes jeg jeg har en god fornemmelse af hvem jeg er, men jeg bliver mere og mere klar over at jeg ikke altid ved hvilken version mig jeg er, når jeg går ind af en dør.

Det er først når jeg er gennem døren jeg fornemmer om jeg er genert, nysgerrig, tryg, utryg, eller mig selv.....eller hvad er mig selv, er der altid en vis tøven? Og den jeg er lige nu og der er ikke noget jeg kan reflektere over og rette op lige med det samme, jeg er bare plantet lige midt i situationen. Det er som om mit system nægter at forstå goddag/farvel scenarier, at jeg ikke lære ritualerne selv efter så mange år, som voksen.

Nogen gange fare jeg lige ind i et rum og fokusere på hvor jeg skal hen, noget der fanger min interesse, eller finder hurtigt et godt hjørne, så må det vente lidt med menneskene.

Det er jo ok når man er klar til at være åben og tryg, men skidt når man er mere tilbageholdende i situationen. Det kan næsten være svært at hilse, svare på noget, man vil helst bare lige få lov til at være lidt....i fred, mens man akklimatiserer sig lidt.

Men de neurotypiske er sådan hej hej, og nu er vi helt på........jeg er bare ikke helt på endnu....

Jeg har levet med det et liv, det kejtede goddag.......Jeg har ikke fået jakken af, kan vi ikke liiige vente lidt, jeg er ikke helt på endnu?.....og så det lige så kejtede farvel...panik, lidt drejen rundt på samme sted. Hej, og så afsted, afsted....og væk.

Jeg kender godt mig selv, men der er versioner af mig, de er alle mig, men jeg er ikke udadtil alt på samme gang, jeg kan ikke bare skifte om, men jeg kan spille en rolle, men jeg kan ikke nødvendigvis bestemme hvilken rolle lige nu og her. Jeg vil hellere spille roller af lyst, end af nød, nød roller er bare en maske, og jeg er bage masken og du kan ikke rigtigt se mig, og jeg vil godt have du kan se mig, jeg er ok, men jeg er ikke tryg hele tiden, andre gange er jeg ikke heller tilstæde selvom jeg er her, jeg kan være stille, jeg kan snakke, men jeg er her ikke nødvendigvis i ånden, kun fysisk.

Jeg er nogen gange mere genert end jeg troede, mere tilbageholdene, måske jeg selvom jeg er så gammel som jeg er, har jeg et uklart billede af min egen fremtræden. For jeg kan også være meget selvsikker, og helt på, mere på end de fleste.

Jeg står ved den jeg er, jeg er og og lidt speciel, egentlig meget ligetil, måske mere ligetil end du umiddelbart tror.

Jeg tror jeg vil være opmærksom omkring det med døren, hvornår forvandlingen sker når jeg går over tærsklen.

En tur i brændeskuret

Indenfor recovery og blandt musikere der et begreb: At gå "in the woodshed" eller bare "Woodshedding", at man tager en pause lukker døren og overvejer/prøver noget i ensomhed.

Jeg har i flere uger været i brændeskuret, først fordi jeg måske var træt efter en opgave, men stadig fortsatte med at være træt, også for træt til at blogge, og uden emner der var parrat, tænkt igennem. Og mere væsentligt emner der skulle ses på om mit liv og min fremtid.

Jeg har også haft en del overvejelser, og selvom jeg har været god til at bearbejde det at få en Autisme diagnose for få månder siden, så er der virkeligt meget at reflektere over, så mange sammenhænge, og et helt liv, et helt liv fordi jeg næsten er 50, og først har fået en forklaring nu på hvorfor det har været så forbandet svært. Og det er godt, det går den rigtige vej mentalt om ikke andet.

Jeg reflektere over fortiden og jeg jeg ser nye ting på en ny måde, når jeg møder mine reaktioner ude i livet, men nu med den viden jeg nu har, at meget af det jeg gør gør, gør jeg med en Autisme i bagagen.

Jeg vil hellere leve livet end at skulle al den reflektren, på den anden side vil jeg godt nå dertil hvor jeg ved hvad jeg skal skære fra mit liv, for at få et liv. Jeg har jo ikke plads til det hele med min psyke, så jeg må vælge mine kampe.

For det med hjemmet går af helvede til, jeg kan ikke samle mig om nogen praktiske opgaver og jeg vil ikke have stressen tilbage. Den ligger og lure under overfladen og jeg tror ikke de aftaler og skemaer der er for hjemmet kommer til at holde. Det sr lidt sort ud, når jeg ikke kan lægge kræfter i fysisk eller psykisk. Jeg gik over mine grænser i for lang tid, og nu kan jeg ikke bare gå i gang igen, stresser er lige under overfladen.

Og hvad gør jeg så, mere hjælp, mere skæren ind til benet, medicin?.....Ved jeg hvad jeg vil? Ja, det mener jeg nok, er det realistisk? Jeg aner det ikke...
Men noget af det VIL jeg have, saftsuseme!

.....Jeg har bøjlet tøj op i dag, fået puttet juleting i salgskassen, jeg har vasket lidt tøj og det ulækre badeværelses afløb ordnende jeg i går....selvom det lidt har været flere dages projekt, bvader!

Når mental "nedlukning" er en del af livet

I går havde jeg en mental mindre "nedlukning" til noget jeg var til om aftenen, en af gæsterne havde en lidt vidtløftig adfærd fra første minut (og uden indtagelse af alkohol) der tenderede det lettere maniske, høj abrupt tale, høje noget malplacerede grin, sing-along i et ret afvigende toneleje og hoppen rundt på gulvet, mægtige klask i borden så tingen synes at hoppe på det ellers solide bord. det var lidt som alle andre var blevet til statister, der blev sagt ting til, men ikke hørt.

Jeg sad og prøvede at lade som ingenting uden at sige meget (eller det forkerte), lidt bortvendt fra "epicentret", mens jeg håbede det ville holde op. Jeg tror dog at jeg på et tidspunkt skældte gæsten ud, eller hvad der i min optik er at skælde nogen ud, en kraftig irettesætning, ikke så meget om adfærd, men om hvorfor vedkommende havde valgt at dukke op med en så divergerende dagsorden, vel vidende at det her ikke var byens vildeste fredags party......netop grunden til jeg havde valgt at lige være netop der, og ikke andre steder i byen hvor der måske var mere gang i den.

Da vedkommende var gået videre, efter noget forhåbentligt mere spændende ude i byen, var jeg pludseligt lammende træt, jeg gabte og gabte, men jeg konstaterede jamen jeg har jo sovet rigeligt, haft en rolig dag, var ikke træt inden jeg kom og jeg er jo en sand natteugle og klokken var knapt 23?

Umiddelbart ville jeg ikke give op og gå hjem, så jeg forsøgte at bekæmpe. Og så sad jeg og snakkede lidt mekanisk i et stykke tid, og kom lidt til hægterne.

Og da jeg skulle i seng kunne jeg ikke sove, ikke så meget af tankemyller, men fordi jeg ikke var træt på den rigtige måde men psykisk træt og det sover man ikke god og hurtig af som Autist.

Udenpå var jeg mere tjekket, men indeni så jeg sådan ud

Ville en neuro typisk have opfattet situationen ved bordet anderledes, som mindre ekstremt? Ikke nødvendigvis, men personen ville nok bedre kunne absorbere uroen og irritationen der lå i situationen.

Jeg har så mange gange oplevet psykisk nedlukning når jeg er gået fra noget, når jeg sad i bussen/toget, pludselig har den mentale persienne lukket af og jeg er blevet ramt af dødelig træthed og negative tanke mønstre.
Jeg har også oplevet at komme til sociale ting og ikke kunne sige ret meget eller frivilligt tage kontakt med nogen den første halv til hele time, og så derefter tvinge mig selv til det, på samme måde som det foregående eksempel. På med "Asperger masken" som jeg tidligere har skrevet om, og så forsøge at undertrykke det indre, for at kunne magte situationen.

Man kan jo sige, jamen hvorfor går du ikke når det er for meget? Ja, bl.a for ikke at skabe drama for andre, evt. få værten til at tro nogen har gjort noget galt, og for ikke at selv komme til at fremstå helt umulig socialt, og fordi jeg prøver at lære at takle de situationer, jeg simpelthen nægter at give op, hvilket er meget typisk for mig.

Tidligere har jeg været noget styrende i forhold til at få situationerne der hen der hvor jeg bedre kunne takle dem, men det gør jeg vist ikke mere. I dag vil jeg hellere forsøge at komme lidt væk fra situationer jeg ikke kan overskue: til et andet rum, hen til nogen andre mennesker, lave noget praktisk, gå ud og tisse, alt sammen så jeg kunne vinde tid, ændre omstændighederne og ro til at kunne magte situationen igen.

På den anden side tænker jeg, at det at få reaktionen med det samme, er mere autentisk og mindre maskeret. Jeg tror jeg har maskeret for meget, så meget at jeg også har skjult sandheden og konsekvenserne for mig selv og mine omgivelser. Jeg har ville undgå skammen, mestre situationen, men jeg betaler altid prisen før eller senere, og ofte skjult i forhold til omgivelserne. 

Folk siger ofte: "Men jeg bliver også træt?", og så må jeg forklare at jeg får den type træthed man har efter flere døgn uden søvn, og uden at kunne slappe af og bare sove.

Der er så meget jeg gerne vil bla. det sociale og det gør mig vred -det gør mig vred, at jeg kan takle og magte så lidt i forhold til hvad jeg gerne vil med mit liv.
Men jeg må jo træne og blive klogere og se om jeg kan finde Cowboytricks til at overkomme noget af det, uden det koster mig selv alt for meget på min mentale trætheds konto.