Den triste sandhed er at når man er ordblind, så vil der altid snige sig fejl ind i ens tekster, det kan være stavefejl, gramattiske fejl, som desværre ikke bliver opdaget af stavefunktioner og ens ihærdige eftersyn. Derfor må man som regel bare lære leve med at der vil være nogen fejl.
Jeg skriver en blog vel vidende, at nogen vil synes det trækker ned at jeg ikke altid staver rigtigt, at man er dum, at ens viden er mindre værd, alt i alt kan man risikere blive dømt. At der er mennesker der mener en enkelt stave Ged er nok til, at så er alt det man skriver nok er noget vrøvl.
Men at man stadig ser stavefejl som et tegn på dumhed og bare noget sjusk? Ja, der er sjuskefejl, for der er lidt forskel på stavefejl og sjuskefejl, men igen det er jo kommunikation? Når vi taler laver vi også fejl, men de talte ord forsvinder, og vi lever med folk på tv kan snuble i ordene, det skriftlige består på en anden måde, som en mere varig dom over ens udtalelser.
Man jo skrevet i århundrede hvor der ikke var en retskrivning og klaret sig alligevel. Jeg kan godt se at i et detalje samfund som vores, at det skriftlige skal være mere ensartet end i 1600. Men det burde ikke være alt afgørende, jeg håber også teknologien vil gøre det nemmere at kommunikere på trods at at man ikke er den perfekte staver, det vil sige der er jo nogen muligheder allerede, bare ikke udbredt nok i befolkningen.
Jeg hader når jeg laver fejl, jeg læser igennem flere gange, men det går galt alligevel. Ordblindheden er der, selvom jeg bliver bedre. Der er bare ord jeg bare ikke kan se for mig, så jeg må tjekke de samme ord igen og igen og igen. men jeg skriver alligevel, på trods af at det tager længere tid, ikke selve det at skrive, men det at tjekke ting.
Det kan godt være jeg staver skidt, men jeg har viljen.....ved de der kan stave hvor meget vilje det kræver, eller sårbarheden i at risikere at blive udstillet og få dumme kommentarer?
Som så meget andet er der noget der ikke ses udefra, kun toppen af isbjerget, med ordblindhed som med Autisme, man gør sit bedste, og prøver at leve med at kunne blive afsløret i sine begrænsninger og andre ikke ved hvor meget man kæmper for at gør det godt nok.
Måske de der dømmer en hårdest er de der i grunden ikke har så meget selvværd når det kommer til stykket, at de tænker: om ikke andet staver jeg bedre. Og de selv ville frygte at blive grebet i en fejl. Nogen bruger et helt liv på at skjule sårbarheder, og jeg kan let forestille mig hvor hæmmende det kan være på ens livsudfoldelser, for det er jo i gennem at vove, og prøve sig frem man lære noget.
Det andet er jo en form for mentalt elektronisk fodlænke, der gør man må blive hvor man er, og være bitter og begrænset, men også lidt bedre i egen optik end dem der dummer sig synligt.
Jeg må stå ved at jeg er ordblind og laver fejl, for ellers kan jeg ikke gøre ret meget i livet af det jeg gerne vil, hvis bekymringen for fej blev alt for stor.
Tanker omkring at blive diagnosticeret med Autisme og ADHD som meget voksen. Bloggen tager emner op som samfund, psykiatri, stigma og afstigmatisering, magt i eget liv og ja politik. Og hvad man kan gøre af godt for sig selv, men også på hvilke måder samfundet kan medvirke både postitiv og desværre også negativt på den personlige proces.
torsdag den 14. januar 2016
Abonner på:
Opslag (Atom)
Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

- Cathrin Augusti Ludvigsen
- Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme og ADHD i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med Autisme og/eller ADHD, uden der er så meget hjælp at hente hvis men er en af dem der er ved at falde ud over kanten. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog.