Når undertrykkelse af Autister er så systemisk at ingen rigtigt ser den.

 "jeg har tidligt måtte udvikler hård hud i forhold til andre". Det er jo den stoiske måde, at lade være med at tænke på hvad andre tænker (hvis det reelt er muligt). Og at tage den behandling man får som det naturlige, sådan er det. Det er at integrere undertrykkelsen, at tage den på sig uden at stille spørgsmål. 

Man stiller sig op som stærk, men man har taget rollen som den der ikke har krav på respekt og forståelse. At dagligt tænke hov hvor blev accepten er det stærke, at blive lige overrasket over at ens værdi er mindre. Ja, man kan virke skinger og kamp parat af den grund. 

Der er ikke noget naturgivent i det her, historisk er det som enhver undergiven der acceptere at være undergivet og generationer frem. Som mindreværdig, med færre rettigheder og muligheder. Som mindre end, som det mest naturlige, "det er sådan det er". 

I dag kan folk tænke det er underligt mennesker fandt sig i det, levede i de systemer. Det der var tydeligt var fattigdom og vold, i dag har vi mindre tydelig fattigdom og systemet er ikke voldeligt i den form. Men det har udviklet andre former for at holde folk på plads og straffe. Og ikke lovovertrædelser, men straffe socialt og kulturelt, og dem der udøver den magt ser det ikke, lige så lidt som en slaveejer havde overvejelser, "det er som det er". Og man har forklaringer på hvorfor det er som det er. Vi har retten til at administrere andre. 

Jeg er blevet administreret af andre, det er det jeg har været hele mit liv. Hvordan kunne jeg forestille mig noget andet, bryde fri af det?

Og de mindste forsøg bliver modarbejdet, hvordan vover man at tale i mod status qvo? "Du tænker for meget", "du er for følsom", "du er vanskelig", "du stiller for store krav", "vi har ikke mulighed for så meget forskellighed". 

Hvis jeg hopper på den med den hårde hud, og det har jeg måske gjort engang da jeg var ung, så gør jeg det nemmere at undertrykke mig/os, at vende det indad og håbe at facaden holder og følelsen holder af at være stærk nok. Jeg lover det kommer ikke til at holde i længden. Vreden og bitterheden er der, men uden ord for hvad var det der skete, og uden den viden at det ikke var personligt, det var ikke ens egen kamp, men en kamp mange andre kæmpede alene. 

Og det der gør at det bare kan fortsætte.

Med Autisme, og med "let Autisme",  lever vi liv med forskellige økonomiske ressourser, adgang til uddannelse og job. Fra hvilke rammer man havde i sin barndom, hvornår man blev diagnosticeret, til hvor man bor i Danmark. Det er alt sammen med til at forme hvordan det er at være Autistisk, og nogen del mere end vi selv og andre er bevidste om. 

Vi kan sige at vi ikke kan gøre noget ved det, at der ikke er råd, at det er for kompliceret at ændre på. Vi kan gøre det til den enkeltes problem, vi kan ideologisere det. 

Det er veje til at gøre det bedre, og det at mentalt at udvikle hård hud, er ikke løsningen, det er afmagt. Jeg vil så hellere kæmpe og vise at det her betyder noget, og at jeg er blevet såret. Og der er en forskel på at være blevet såret/skadet og at være sårbar/følsom som er blevet en undskyldning for at bare fortsætte at skabe flere. Vi jonglere med ordene, begreberne, men måske nogen er de testet af livet stærke, som i troede var de svage. 

Når folk spørger hvad/hvem jeg er siger jeg: "Jeg er ikke nogen". For i jeres verden er jeg ikke nogen, uanset at i ikke kan lide at jeg siger sådan noget. Det må bare ikke siges lige ud. 

Men jeg ser undertrykkelsen og resultaterne, og at den ligger som et tæt slør af bekvemmelighed over vores samfund. En meget blød undertrykkelse umiddelbart, men med  hårde konsekvenser. 

Nu vil nogen af med deres Autisme diagnose!

Med flere børn og unge er har fået en Autisme diagnose er det vel naturligt at nogen vil vælge at blive af med den senere, og senere er nu. Det kan der være flere grunde til, det kan være at man som ung voksen føler maner så velfungerende det slet ikke er relevant mere. Det kan være at man synes det er en stigmatiserende og på klæbet etiket man ikke ser sig som. 

På en måde er det ret forståeligt, jeg var overset fordi det var den måde man gjorde det på, og de andre er blevet set, og måske overste på en helt anden måde. Et pludseligt fokus. Men hvad synes barnet selv? Hvad synes forældrene? Nogen forældre søger en diagnose for barnet, andre bliver opfordret til at barnet får den. Hvordan ser forældrene på det omgivelserne? 

Dagen er jo at man er stemplet, at der er stigma. At børn med eller uden diagnoser har idealer og drømme, hvor handicap ikke passer ind, anderledeshed. At passe ind er det de fleste børn ønsker. Og lige nu er det som om man skal vælge vilke fordele og ulæmper der er ved en diagnose og stå ved det, hvis det ikke er strengt nødvendigt med speciel støtte, eller man selv mener der ikke er. 

Jeg har levet et liv hor jeg reelt havde en blind vinkel i forhold til at kunne klare mig selv, og hvad der skal til. Det er ikke usædvanligt for unge ikke være realistiske omkring det. Men for voksne sendiagnosticerede har vi været mødt med ableisme, som det var dovenskab og mangel på fokus på det vigtige. Ikke at det ikke var realistisk i forhold til graden/formen af Autisme/ADHD. Så vi troede på at det var os der sjuskede og det måske var et valg vi havde taget bevidst. Og mens man er ung er der stadig en form for smidighed og kræfter der gør at man lige magter ting, ingen fortalte en at på spektret kan det blive taget fra en fra den ende dag til den anden, uden man føler der var et forvarsel.

Kan det betyde at nogen af dem der får fjernet diagnosen, kanende med at få den igen, når filmen knækker efter 40? Ja, det kunne det. 

Hvis vi skyndte os at forbedre de generelle vilkår på uddannelser arbejdsmarkedet til at rumme forskellighed grundlæggende og ikke som en special ting, integreret som mulighed for alle uanset diagnose, ville det ændre på noget? At nogen ikke skal gen diagnosticeres, eller bare går til bunds, hvis vi fortsætter i samme stil og mere til? 

Jeg behøvede jo ikke en diagnose eller støtte hvis jeg fungerede i hverdagen. Jeg behøvede ikke at være vred over ikke at have(have haft muligheder. Jeg kunne være sluppet igennem, noget bedre end jeg er i dag. 

Jeg forstår ikke det med at være stolt af at have Autisme, det er noget jeg er født med, som min hudfarve. Hvordan det vurders af samfundet og efter kultur.  Jeg ville bare gerne have haft et bedre liv, jeg ville gerne have følt mig som endel af samfundet, jeg ville gerne have bidraget med noget. Jeg ville gerne have haft et liv der var meningsfyldt, og det jeg gjorde var godt. Det kunne have givet mig det man kan kalde stolthed, jeg ville nok bruge andre ord. 

Vi satser når vi er unge, vi stiller spørgsmål til samfindet, eller nogen gør, jeg synes ikke de unge er særligt samfundsomvæltende. Men man kunne se det at aflægge sig diagnoser som en måde at skabe sin egen identitet, en anden end den man oplevede i skolen, et håb om at det faktisk var muligt. 

Jeg kan godt forstå det, jeg kan godt mærke tidsånden og det der sker. Menneskesynet. At det tvinger os til at vælge side, fremtids håb. 

Om de her mennesker er fejl eller overdiagnosticeret er ikke til at vide, men man kan ikke slette en Autisme diagnose hvis den er lavet korrekt da den er medfødt. Man kan få en second opinion eller en ny udredning, jeg må dog gå ud fra man må betale selv eller leve med en lange ventetid. Jeg blev ikke informeret om at jeg kunne have fået en   an kan ikke slette en Autisme diagnose hvis den er lavet korrekt da den er medfødt. Man kan få en second opinion efter min diagnose, hvilket jeg nok havde haft brug for, pga. den noget sære udredning jeg fik. 

Hvis man som barn bliver udredt med Autisme eller ADHD, og har ret klare tegn, men virker mere velfungerende senere, har man stadig Autisme og ADHD, den er i en system altid, men nogen får en ekstra udvikling senere man ikke kan regne med de får, men nogen får. Fx. verbalt. Men har man Autisme eller ADHD selv i en "lettere grad" kan det betyde at man senere kan vælte i sit liv ret seriøst, og det har jo betydning for støtte hvad der kan gøres og hvordan. Stress, depression, er ikke det samme og ikke samme behandling, eller det bør ikke være det. Mange sendiagnosticerede er jo blevet behandlet forkert fordi man troede det var "noget psykisk".  Og vejen ud af det er bare en anden når man er på spektret. 

En diagnose er reelt et arbejdsredskab så man kan få et overblik over videre behandling, når/hvis det bliver nødvendig. Andet er det egentlig ikke. Autisme og ADHD kan ikke helbredes, men med den rigtige viden om hvad der udløser ting og hvad man kan gøre for at det ikke sker i samme grad kan gøre livet meget nemmere. Man kan tage bedre valg og fravælge og tilvælge med større sikkerhed og hold fast i det, uanset hvad andre siger. 

Hvordan passer det med at flere og flere ønsker at bliver diagnosticeret med Autisme og ADHD, og nogen siger at det er på grund af "folk vil være specielle"? Og samtidigt en efterspørgsel på at få fjernet  de selvsamme diagnoser hos nogen andre, et symptom på samfundets diagnose træthed? Eller ønsket om en ny identitet, individualismen igen. For det vil koste penge og give ventelister, både hos det offentlige og de private eksperter på området. 

Som over 35 er der ikke meget at hente med en Autisme og/eller ADHD diagnose, den giver ikke rigtigt adgang til noget, hvis man ikke allerede har været kendt i systemet. Og man går ud fra at sendiagnosticserede kan "klare sig selv", hvis de ikke kan så er der ikke meget at stille op. Som voksen og set som selvjulen, eller tidigere selvjulpen, er tærsklen gjort umuligt høj. Så hvad nu hvis efter 10-15 år og man har skippet diagnosen, men nu går det bare ikke alligevel? 

Fordi folk har troet at jeg var mere selvhjulpen, har det været det jeg har troet. Resten var skyld og skam. 

"Damerne først" på P1 tror åbenbart det er fedt at være anderledes, det er nu meget opreklameret....

Hvorfor tror folk at det er fedt og individualistisk at være neurodivers? At det flest af os ville foretrække bare at kunne fungere i al ubemærkethed? Men det er ikke det samme som at vi vil på tage os skyld og skam for det, men det gør vi alligevel. Tror de mennesker virkeligt vi får fripas?

At så meget af smerten er at så udenfor, ikke ønsket om at være "speciel", jeg tænker det mere siger noget om debattørerne selv, deres egen selvpromovering for at komme frem, får dem til at tro at det bunder det samme sted, folk der vil have opmærksomhed. Men sagen er jo en neurodiverse ikke kan vælge når de falder igennem socialt, og når der er fascinerende. Og når man falder igennem kan man mærke det meget kontant. 

Jeg må tro at folk der er i medierne ofte har hård hud, de har også hårde meninger, så måske de ikke er de rigtige til at bedømme en helt anden type mennesker. Og en type mennesker der ikke er kendte Autister og ADHDer kendt fra TV. 

Jeg ved godt at folk hader en neurodivers identitet, og jeg bare skal flette næbet. Jeg er bare en mere. Endnu et sendiagnosticeret kvindemenneske der vil være særlig. Jeg har ikke selv søgt min diagnose, og jeg ville heller bare kunne leve et ok liv, og have kunne leve et ok liv.  

Og vil jeg være speciel kunne jeg være det på mange andre måder, der var mere attraktive i samfundets øjne. Bortset fra snubletråden jeg altid render rundt med. 

Nå, jeg er en halvgammel tante og jeg har set og hørt en del, og ikke blevet sparet, men måske nogen ander kunne spares for det jeg har skulle stå model til? At vi faktisk er en reaktion på mennesker der måske præker det fælles, men sætter sig selv først i sidste ende, på vores andres bekostning. De får taletid, vi får et gok i nødden, endnu engang. 

En mening med livet som Autist kvinde.

 Det kræver bare vi har en tilgang til det der livet mening, det vil sige mening for os. Når vi er børn og unge ser vi hvad der giver andres liv mening, de synes er værdifuldt. Nogen med Autisme følger deres egne interesser og mål uden at skele til hvad andre gør, mens andre prøver at leve optil de almindelige interesser og livsmål. Og bruger utroligt meget energi på det, i mange år.

Mange af dem er Autistiske kvinder. Uddannelse, job, kæreste, børn, hele pakken, hvornår sker det? Hvornår er det at det giver mening? Vi kan flytte ind i et neurotypisk liv, fordi det er det eneste liv. Rammerne passer bare ikke. Og hvis man så står med to børn og job, og hjem, og det gøre en del jo. Det er bares hvis man rammer krisen der, og ja det gør en del. Og der er ingen tvivl om at de her mål har været en stor drøm, og en drøm om det meningsfyldte liv.

De fleste mennesker vil bare gøre som de fleste, passe ind, det er hårdt altid at skulle gå mod strømmen, udmattende, og det kan være svært at finde meningen, hvorfor kæmper jeg så meget, og det er svært at føle tilfredshed i det liv? Man skal omdefinere livet, og ofte kan det føles meget solo, selvom mange andre går gennem det samme men også føler sig alene med det. 

Det er noget af opgaven at få de ting tilgængelige, så mange ikke bruger 20 år eller mere på det ræs. Og brænder ud....og ikke mindst meningen smutter.

I sidste ende er livskriser lidt nemmere hvis man ikke helt har tabt al mening og håb. 

Men Autisme er livsråd nogen andre end til neurotypiske, nogen gange nærmest omvendte. Og det kræver stamina at holde ved at det der duer for alle de andre, nok ikke passer til en, og have det godt med det. Og så  finde bedre løsninger, eller tilgive sig selv og sige, det der er ikke det værd og det fungere ikke. 

Jeg ved ikke hvorfor nogen insistere på at et neurotypisk liv, ville være det der ville rede os, give mening, gøre os lykkelige. For det passer bare ikke til os, vi har brug for noget der er tilpasset os, og mental plads til at få lov til selv at finde ud af det, eller med inspiration fra andre på spektret. 

Det bliver ikke perfekt, eller nemt, men kan let blive bedre end at skulle passe ned i en form der aldrig kommer til at passe. 

Så når så mange taler offentligt om unge overdiagnosticerede kvinder, og hvad de bude gøre med deres liv, i stedet for at overtænke og være sarte, så er det ikke noget der gavner de her piger, at det her bliver luftet. Det er lige det modsatte, og er det det, der ønskes? En ny generation der gør det vi andre gjorde og betalte prisen? 

Det der skal til er at der er tilgang til den viden, at der er dialog om det er via nettet eller live. Men det er svært ikke at skele til de andre piger/kvinder, hvad de gør og kan. 

Men måske medierne mere skullegive det spalteplads, end nogen der reelt ikke selv er i den situation, de har ikke den hjerne, eller den måde vores hjerne påvirker vores krop, eller det hormonsystem. For vi er en helhed, ikke bare et hovede, vi er i høj grad en hel krop, der ofte er blevet overset når vi opsøgte læger. Og der er vi også blevet belært om vores kroppe og følelser, og de smerte de sagde vi ikke havde, både af mandlige og kvindelige læger. Og det har gjort mange af vores liv mere ubehageligere end de burde. 

Vi skal ses, i skolen, vi skal ses når vi opsøger lægehjælp osv. Vi skal ses tidligt så vi ikke mister tiltro. 

Autistiskemennesker mangler ikke mening med livet, hvis vi får plads til et liv, og vores dedikering til et emne/noget, kan være meget inspirerende og givende. Der er noget vi kan, og det giver mening, også når det skrider lidt, kan man finde tilbage til den når man har taget ejerskabet af sin mening med livet. 

Mål os ikke efter jeres standarter, eller gasligth os til at bruge jeres metoder, selvom i selv tror på dem. For hvad der er sandhed for andre, kan være en løgn for os, eller bliver det så snart vi overtager den, som en løsninger og mål for os. 

Det betyder ikke at vi ikke kan/vil opnå uddannelse, job, børn, et forhold hvis vi vil, det bliver bare på vores måde og og når vi er parat.

Hvis man tager sine egne normer med ind, i et Hoarder hjem.

I mødet med Hoarding, vil mange automatisk gå til de generelle holdninger og metoder til hvad "man" burde gøre. Det ligger dybt i vores kultur at men bør kunne holde sit hjem, selvom vi også ved det er langt fra realistisk eller nødvendigvis normen.  Men de flest kan klare det med en gevaldig oprydning og rengøring hvis det bliver nødvendigt, trælst men muligt. Så normaliteten og anstændigheden er oprettet og andre kan træde ind af døren.

Derfor er det let at se Hoardere som nogen der ikke har forstået det, at det er nået for langt ud. Hvordan de endte der, i så meget kaos og ting. Hvordan de kan leve med det beskidte. 

Man kan let træde ind af døren og møde det men ikke selv vil være, og tagesine egne holdninger og ubevidste tanker med ind. Og nogen "praktiske værktøjer" til Hoarder hjem. 

Men virkeligheden for Hoarderen er at at nogen kommer lige ind i noget der er meget privat og intimt, og alleantenner vil være ude, hvad sker der nu? Men samtidigt overvældende, angst provokerende, vrede. 

Hvis oprydning og rengøring er via tvang fordi der trues med udsætning af bolig, er det en voldsom række af begivenheder. Som kan gå ret hurtigt, eller føles sådan, fordi opgaven ikke kan magtes selv på en måde hvor man har noget at sige selv. 

Og de fleste Hoardere ikke ide om hvordan de burde behandles, støttes, det er bare noget man lever med/ i. Og måske tror man er den eneste, eller det er sjældent. Eller at man let ikke er særlig bevidst om hvor galt det er gået, og det er også muligt. Eller at Hoarderen har en urealistisk forestilling om realiteterne og en oprydning. 

Så det kan blive et klash mellem samfunds normer og ableisme og mennesker der har overlevet i en egen boble indenfor grænserne af deres hjem.  

Og alle Hoardere har deres egen for historie, og lige i ders hjem er det den fortælling om dem der fylder, det de ikke har kunne magte at holde orden i. 

Der er Hoardere i alle socialgrupper, køn, intelligens, uddannelse, diagnoser, ikke diagnoser. Nogen kan være bedre til at gå under radaren, i det mindste for noget tid. Har man plads nok, måske slet ikke. 

Mængden af ting er en langsom tilvænning, for nogen en buffer zone mod verden, for nogen en byrde men de ved ikke hvordan de skal komme igennem det. Nogen anerkender følelser af angst og uro omkring deres ting, at passe på dem, miste dem, at skille sig af med ting. Hvis man har levet sådan længe nok, kan man ikke forestille sig noget andet. Eller det er en eventyr drøm. 

Der er også det at Hoarding er er kommet lang nok ud, er snavs og svineri meget problematisk, men Hoarderens drøm om hvad alle sagerne skulle bruges til og bibringe en af glæde er jo en ting. Så det med at præke minimalisme, og at ting ikke har betydning er i stærk modsætning til Hoarden, hvor ting har betydning, ikke bare som ting. Man kan ikke hjerne vaske Hoardere til at blive minimalister, fordi det er tidens trend. Det er mere at leve godt og uden sundheds farer. Der er reelt mennesker der lever med ufatteligt mange ting, men rimeligt rent og ordentligt. Resten, der hvor det hele falder fra hinanden i kaos er der hvor noget i en også er faldet fra hinanden. Og sjovt nok tingene var det man kunne holde fast i, indtil det blev et match. Det indre og det ydre.

Med Autisme og/eller ADHD har det ekstra udfordringer med Hoarding, vi kan fysisk have svært ved at udføre opgaverne i hjemmet af mange grunde. Fokus er noget af det, men der er også noget med det praktiske, og noget med  OCD og hverdags ting kan være vanskelige når ens hjerne bare er andre steder. Og den er andre steder. 

Jeg er ret sikker på at mange af de mennesker der har fået bragt mig på gråden og raseriet rand i forhold til mit hjem, var søde og empatiske mennesker med de bedste intentioner. De kunne bare ikke se mig, både fordi empati ikke er universel og måske slet ikke dækker folk med Autisme, der er ikke en grundlæggende forståelse af vores signaler. At neurotypiske i grunden er stillet som mig selv overfor dem, jeg skal oversætte dem intellektuelt, og jeg skal oversætte deres reaktion på det Autistiske, eller det skal jeg ikke for det går lige ind. Men måske jeg har prøvet at ignorere fordi det er for smertefuldt.

Hoarding er ikke bare noget der skal ordnes, Hoarding er ikke bare en praktisk opgave, som det detsværre har været set i mange, mange år. 

Hoarding er dybt personligt og ofte traume udløst, og traume uløst, det/de traumer man bare måtte finde ud af at klare som men kunne. Og Hoarding var fordi det var den version overlevelse, der lå i en, der til sidst blevet fængsel. 

Derfor ar samfundsnormer som et elektrisk stød på Hoarderen, når man prøver at støtte en "afhoardings" process. Og det er bedst at prøve nulstille sine egne værdi normer, eller være meget bevist om at mennesker er forskellige og det faktisk er ok. Og tro på processen. 

Er der alt for meget om folk med handicap og sygdom?

Tja, det er der nok når man ikke selv fejler noget, og der er altid nogen der bliver skræmt af sygdomme og handicap, det passer ikke ind i deres verden, på en eller anden måde. "De er ikke gode til det med sygdom". I denne uge har vi så både haft Ditte Okman og andre der ikke helt magtede det i et Radio IIII podcast. Og Jesper Buch fra Løvernes hule. Hvis man selv har noget overrasker det ikke at folk håner, eller lægger afstand, taler det ned. At ableismen trives "når jeg kan, kan du også". 

At folk i medierne udtaler sig om hvad et "rigtigt handicap" er, og at de handicappede ikke er læsere eller lyttere? Men det er vel det utrolige med ableisme, der er jo kun os de rigtige, de andre sidder og rokker et sted, de er ikke lige her. 

Når man ikke kan abstrahere fra at nogen har besvær med at tale, selvom det er muligt at forstå, lige som at rette en ordblind offentligt selvom man faktisk kan læse det der står. Jeg mener det siger der viser tilbage på den person der håner, personens egne problemer med at være menneske i verden. Når nogen kan peges ud, er men selv højere oppe i systemet. Og når man høre for meget om handicap er det fordi nogen kunne tage ressourcer fra en selv, og det er jo mig der skal have ikke?  

Jeg ved skutte om jeg er "god til det med sygdom" og reelt var jeg også helst fri for at skulle have brugt så meget tid på psykisksygdom, Autisme, og ADHD fx. Men nu har jeg jo den viden og den er vigtig og nogen skal jo. Og det føles op af bakke, og ikke så attraktivt, men ja, der er meget af min viden og interesser der ikke interessere andre så det er vel ok. Det er en del af at have Autisme og/eller ADHD.

Det er ærligt nok at melde klart fra. Men den dag det rammer så er virkeligheden ligeglad om man er god til det. 

Hvis ens første reaktion over anderledeshed er afstand og latterliggørelse, og ingen eftertanke udover mere af sammeskuffe, så er man måske lidt for ureflekteret og med noget i klemme til bare at sende ud. For hold kæft hvor skal vi høre på meget lort, i andres samtaler, tilen selv, i medierne, bom! der var den igen, og bom!, alle de små nålestik stik der udgør at man bliver mindet om at man ikke er helt "som de andre", og det åbenbart udgør et problem for dem. 

Og sådan får de det ofte vendt til, at det er dem der er synd for. :-D 

200.000 borgere med ADHD i Danmark. -Og hvad nu?

"Antallet af ADHD diagnoser er tredoblet siden 2015 til over 200.000 ifølge de nyeste tal, skyldes primært øget opmærksomhed, bedre diagnostiske kriterier for voksne og mindre stigmatisering. Væksten er særligt markant bland voksne".

Det er måske ikke et under at nogen ser nogen udfordringer her og panikker lidt. Jeg siger at samfundet har ignoreret noget, som kunne være set tidligere. At man ikke kunne være i tvivl om et mørketal. Og man heller ikke har kunne være i tvivl om en Dansk perfektions kultur, der ville lade flere og flere udenfor, og dem der var indenfor mere og mere stressede. Den samme stress gør vel også, at der er mindre rummelighed. 

Det letteste er at sige at for mange bliver diagnosticerede og uden reel grund. Det efterlader bare uanset hvad, vil det stadig betyde at en stor gruppe stadig kæmper i hverdagen i en eller grad, men dog mere end de fleste. Ja, nogen lever bedre med deres ADHD end andre, og godt for det. Men hvad så med de andre?

Jeg vil sige at samfundet producerer bourn out, hos mange grupper, ikke kun ADHD og Autisme, det handler også om psykisk syge, det handler om handicap og mange flere. Der er også ufatteligt svært at komme igennem med noget, hvis man vil uddannes, eller i job, der er ikke lige sådan. Eller at noget skal være på plads og man ansøger om noget, og ender i ikke at komme ud af stedet, sagsbehandlings trauma.

Det er næsten nemmere at ikke ville noget. Men så er man jo udenfor samfundet, især hvis man ikke finder nogen andre. Men da ADHD også giver nogen tilknytnings problemer kan det give en del udfordringer også. 

ADHD kan fantastiske ting, men. Der er altid fare for overbelastning. Der er fare for at vi finder de forkerte løsninger. At andre ikke kan se det vi kæmper med. Misbrug og fængselsstraffe er der hvor det tydeligt viser sig at der er mange med ADHD. Og formodentligt langt tilbage i tiden. Lige så hurtige vi kan være til at gøre det rigtige, kan vi være til at gøre det forkerte, især hvis det sidste er den nærmeste mulighed. 

Jeg kender til det at  anvende den nærmeste mulighed, for dopamin, for mental overlevelse. Der er så mange varianter, nogen samfundsmæssigt mere uskyldige, men for den enkelte ikke særligt godt. 

Man kan se os som dem der tager dårlige valg. Og det er specielt når man er nederst i systemet at det er synet på en. Men om hvor mange valg man egentligt havde og med den man er født som er noget helt andet. Man kan se resultatet, ikke de gange muligheder blev tabt så det gode valg ikke var tilgængeligt. Det er ableisme "når jeg kan kan du også", at vi ser ADHD liv som en motorvej der kun føre et sted hen. Og at personen har valgt den rute, mangel på de rigtige personlige egenskaber. At tage sig sammen er jo super klassisk. Opføre sig ordentligt. Det bygger på at ingen tror at vi nogen sinde tager os sammen, og prøver at opføre os ordentligt. At vi ikke har viljen, eller er for svage, dovne. Det var grimme ord, og vi kender dem, vi har hørt dem så mange gange før,

Og om man er en yngre Akademiker eller bandemedlem, har man faktisk hørt mange af de samme negative ord, lige så snart man ikke levede op normen. For man kunne jo "bare holde op med det der ikke?" Man kunne jo "være opmærksom, og tie stille, eller være rolig i bare et minut, ikke, det er da ikke meget af forlange vel???" -Nææææ, som sådan ikke, men det er bare ikke let, og nogen gange ikke muligt. Det føles utilgiveligt, eller man vrisser, at det "bare er som det altid er, idioter". 

Vi gyser over fortidens Drengehjem og institutioner og vold overfor børn på spektret, det var meget konkret. Det der sker i dag er mindre konkret, det er mere ord og noget der ligger i luften og muligheder der ikke er der i samme grad som de neurotypiske. Der er stadig trauma, og folk ved ved noget om trauma ved også at ord og holdninger og fra dem tættest på er der der gør mest ondt. Det efterlader bare ikke synlige skader på samme måde. Men det gør det nu, skader i adfærd, den måde man færdes i verden, tænker taler. Der er der hele tiden og har formet en. Definere af hvad man ikke er, i forhold til det man skulle have været. Den adfærd og de or kan aflæses af dem de genkender de ord og den adfærd, lige så lette at tolke som blå mærker og brækkede ben. Også de ord der ikke bliver sagt, fordi vi ved at det er ikke noget der tilhøre nogen som os. Og bruger vi dem føler vi at det er hubris. 

Der er ADHDeren der lykkes big time, og senere har råd til den nødvendige støtte hvis tingene ramler. Og ingen er mere engagerede og på, og fuld af ideer. Mere levende. I det mindste udadtil. Veritable optræks kaniner når der er publikum. Senere er noget andet. Men vi tror ofte på det når vi er flyvende, så flyver vi, og har glemt tanken om at falde. Den kommer senere. 

Det handler om at det der kommer senere ikke er den totale nedtur, hvordan vi skaber et samfund der tager højde for den forskellighed, og hvordan man takler sig selv i den verden, bedre. 

Nogen føler deres ADHD bliver mindre med alderen, andre ikke. Selv meget gamle mennesker kan opnå noget ved en udredning da der kan være sammenhænge man ikke har set, der har en betydning for deres liv nu, og der kan gøres noget ved det. Nogen får ikke brug for specielt meget støtte og nogen har. Nogen er meget præget af gentagne traumer, andre nærmest ikke. Der er kormorbiditet af diagnoser osv. Uanset burde det være muligt at løfte ADHD området, for selv små forbedringer kan være afgørende for livskvaliteten. 

En verden uden ADHD ville være kedeligere og mindre innovativ, og igen vi vil gerne. Og vi har egentligt ikke lyst til at ting går galt, og det behøver heller ikke at gå galt, eller så galt. 

ADHD er en livs ressource, der har evnen til at flyde over og give rigtigt meget til andre. Men det skal også give noget til os selv, hvilket vi også ofte kan glemme. 

Vi vil gerne være en del af, være med. Men i skal huske at få os med på jeres fine samfundsplaner.

"Autisme og ADHD er ikke en fejl -de er variationer" - Er nok en lidt for kæk tilgang til virkeligheden.

(Ja, igen et citat fundet på nettet) I denne uge var jeg til et møde med en flok mennesker med Autisme, forskellige aldre, baggrunde. Vi var nok som voksne mere ens end vi var som børn, nogen indhenter jo noget fra overgang til barn voksen, andre mister noget, men nok mest pga. livet. 

Vi var den velartikulerede udgave, og der bare kan slå over på Engelsk, dem der fik en uddannelse, lige undtagen mig uden en. Nogen var åbne omkring diagnosen, andre valgte hvornår. Nogen havde mere typiske træk af Autisme/ADHD andre ikke. 

Det er helt klart at nogen med Autisme og ADHD kan lykkes rigtigt godt, i forhold til hvordan samfundet opfatter rigtigt godt. Det er ret sikkert der er ressourcer der ikke bliver brugt, der ikke bliver set også blandt dem der ikke passer perfekt ind. 

Men det vil kærve så mange forandringer og et helt andet menneskesyn. Jeg er overbevist om at der er langt flere med Autisme og ADHD end det vi ved nu. Der må stadig være et stort mørketal. Om det er godt eller skidt er jo efter hvordan et samfund er, vil vi erkende det og arbejde ud fra at det er sådan? 

Og et eller andet sted tvivler jeg, jeg synes ikke verden går fremad med stormskridt, det er lidt frem, og så lidt tilbage også de de rigeste og mest demokratiske samfund. Og dybest set handler det om hvem der har hvilke privilegier, og om nogen vil afgive sine, eller tro på at de ikke kommer til at afgive dem, ved at nogen andre får nogen muligheder. Jeg ser det ikke lige. Mange fnyser af positivsærbehandling, fordi de tror at det betyder man er mindre kvalificeret til uddannelsen/jobbet. Uden at forstå at personen jo skal have fat i det grundlæggende, og ofte lidt ekstra. Det er ikke mindrefaglighed, men der er nogen andre ting der er gjort letter. Mange neurotypiske tænker ikke på at ting jo er lavet for dem, allerede gjort lettere. Det kan være de små ting der vælter læsset, men nogen vil ikke dele mulighederne med nogen andre, de kan kun se inklusion som noget man tager, ikke at det tilbyder noget, og det ikke smider nogen andre ud af reden.

Næsten som dig, og alligevel slet ikke. Autisme og ADHD er også så meget is under vandfladen, der ikke lige ses af andre. Og når andre tror man fungere som dem, hvordan kan man så ikke altid ende i en utrolig ulighed, der er usynlig?

At man faktisk arbejder så meget mere hårdt, og det der udmatter en mest, kan være meget svært at forstå for andre. Fra at træt, ikkebare er træt, men som efter over 48 timer uden søvn. Og folk siger "Jamen jeg bliver også træt efter arbejde", og ja det gør de, men ikke på den måde, hvor det kognitive og fysikken begynder at vakle. Vel også der hvor rumineringen kan begynde. Jeg tror en del har det med at tænke dagen igennem, i den overtræthed, hvilket ikke kan anbefales, men ofte er uungåelig. 

Fleksible arbejdstider, nogen dage på arbejde nogen dage fri, så man kan nå at blive sig selv?

Ville det være bedre at folk på spektret var i teams sammen? Og hvor meget ved vi om hvordan vi ville arbejde sammen, når de neurotypiske ikke blandede sig? Jeg har lavet krævende samarbejde hvor mange var på spektret, så jeg er ikke bekymret.  Der ville være udfordringer, men også ting vi ikke behøver at bruge tid på. Og i idealiseringen af det neurotypiske som guldstandarten, har vi ikke overvejet andre måder at arbejde/samarbejde. Vi har ikke stolet på andre måder der var gode nok, eller kunne give resultater der kunne noget.
Egentlig ved vi jo ikke hvad det er vi kunne, før det er gjort og over længere tid, og uden "de voksne". Og derfra kan man jo gå ud og blande sig med de andre variationer hvis man vil. For det at forstå hvad forskellen er, er ufattelig vigtig. Man har prøvet det selv, det bygger ikke på fordomme, men det levede liv. Det gør også at man ville kunne se hvad de største udfordringer var og der der reelt ikke betyder så meget. 

Har jeg personligt lyst til at kæmpe med neurotypiske for at kunne gøre ting? Det er spild af tid hvis det man gør er vigtigt, og reelt kunne gøres uden deres indblanding eller mindst muligt. 

Jeg har måtte leve med mine fejl et helt liv, og jeg har ikke kunne komme ud over det og lykkes.
Jeg har ufatteligt mange evner og talenter, der ikke kunne anvendes til noget i sidste ende. Jeg er en overlever, der har startet forfra igen og igen. 

Jeg ville bare være en "del af", være ok. 

Og tingene har ikke ændret sig meget, og perfektionen er bare blevet et endnu større krav, og de afrundede hjørner på ens personlighed. 

Det er ikke manglende intelligens, eller flittighed der holder mig fra arbejdsmarkedet, det er de uskrevne regler, den manglende fleksibilitet, det er manglende forståelse for at vores evner kan være asymmetrisk, og det er at der ikke har været den rigtige støtte til at komme i job, og (frivillig) fastholdelse på arbejdsmarkedet, hvor det faktisk skal være i forhold til Autisme, fordi vi opfatter en arbejdsplads anderledes, end andre grupper med umiddelbart samme problematik.

 
Solidt forarbejde, giver en god start på arbejdsmarkedet. Jeg har arbejdet med flere projekter der skulle forbedre mulighederne for et job, for grupper med psykisksygdom, og ved af erfaring at det ikke er helt det samme med Autisme, meget er det samme, men det kan være afgørende at man forstå forskellen. Og at man selv forstår den og arbejdsgiveren. Det er 90% det samme, men det sidste kan være ret afgørende.Min erfaring er bare at man ofte forenkler det man gør, efter nerotypiske regler, og glemmer det målgruppen selv har pointeret som væsentligt. Der er også nogen ubehagelige sandheder man ofte prøver at springe over, men da de er dem der kan ende med at blive snubletråden, nytter det ikke igen at glatte ud. 

Mange ønsker brændende et job, og det at komme ud og noget går galt, kan være fortvivlende og tage tid at komme over og få bearbejdet så man måske tør igen. Det kræver at nogen er der til at lande det også med arbejdsgiveren, der kan føle de gjorde noget galt. Så hvis vi tror på at Autisme og ADHD kun er variationer, så skal vi samle op på al den solide viden jeg kender til, og mere end det, så det kan lykkes. Og det bliver nødt til at være tænkt af dem der har erfaringerne unge som modne, hvad fungere, hvad fungere ikke. Der må være en del der har haft et langt og ok arbejdsliv, hvor de fandt deres hylde. Samtidigt med at andre prøvede og prøvede. 

Men sandheden er ikke uden kanter og politisk korrekt. Men det hjælper heller ikke nogen, for jeg ved hvad vi sætter på spil, vi satser så meget at vi ikke skal have halve sandheder og udenoms snak. 

De nye Autistiske piger/kvinder, nogen forskere ikke gider.

Vi behøver ikke engang mænd, for at stille spørgsmål til Autisme hos kvinder:

I et interview hævder professor Karen Hoyland "At kvinder, der hævder at være autistiske, bare higer efter en diagnose, og forskere som hende har gjort udsigten til autisme attraktiv."

Og hun tilføjede "Autisme er ikke underdiagnosticeret hos kvinder, tro mig - nej, hey, stop med at tjekke PubMed! Stop det!"

"Jeg synes, vi skal gemme 'autisme'-mærkatet til kun de mennesker, jeg tror, ​​er handicappede. Hey, dig! Barn, der leger med LEGO! Skynd dig, fortæl mig - har denne trekant følelser?"

"At fortælle alle disse evigt ængstelige Lola Young-fans, at de skal sparke sten, vil hjælpe os med at fokusere forskningsmidler på min yndlingsform af autister: dem, jeg kan tale om." 

Ja, vi ynglings Autisterne og jeg høre sikkert med. Jeg elsker Lola Young fra første lyt, men jeg er jo også AuDH versionen, piger/kvinder uden grænser og fuld knald på følelserne. 

Ja, vi har hørt det ofte vi har for mange følelser og samler på diagnoser. Hm, tja, hvad jeg ved er, at mange af os har har ikke trivedes, og vi er blevet ignoreret, vi har ofte fået andre diagnoser, vi har haft fysiske symptomer, der var uforklarlige, sådan noget "kvinde noget". Vi er bare en flok tøsede regnbue Enhjørninger der søger identitet. Men jeg tænker at identiteten som Autist, er ikke så attraktiv som nogen åbenbart går og tror, man har et styresystem der ikke matcher flertallets og der er reelt ingen points at tage ved at deklarere ens diagnose. 

I et langt liv ved jeg alt om kvinder, der ikke støtter andre kvinders liv og erfaringer. Især når de selv har fået deres på det tørre, og har magten. De er dybt forankret i systemet og gamle mønstre, som de måske tror de har brudt med, ved at lykkes indenfor systemet. Vi andre er bare pinlige, en reminder om hvor håbløs kvinder kan være. 

Hvad er vi så? Er vi dem dem kaldte Hysteriske, Skrøbelige,  svage nerver, en af grundene til kvinders dårlige ry? "Det svag køn"? Jeg synes jeg genkender noget. Der er også rigtigt meget med overlevelses mekanismer, nedarvet overlevelse. 

Jeg genkender også den frostkolde afvisning jeg har mødt som en ung kvinde, der ikke kunne forstå jeg var så udmattet bare for det mindste, samtidigt jeg så gerne ville være med. Deltage. Jeg ville bare være som andre, men sådan var det ikke. Hvad der gjorde jeg stak ud vidste jeg ikke, men der var noget. 

Og når det gik helt galt fik vi en psykiatrisk diagnose, eller begik selvmord eller begge dele, eller selvmedicinerede os, mod smerten og ubehaget. For smerten og ubehaget var der. Og man skal være stærk for at magt det i længden. Og stærk når ingen anerkender en, ikke ser en. Og der ikke er en plads til en.
Nogen af os dumpede ned i alternative miljøer og fandt mening, og andre mennesker der. Og andre som os, inden de begyndte at diagnosticere os en for en, og vi skrev, "velkommen til klubben, og hvis du vil vide noget skriv til mig" på deres virtuelle væg.

Mange har klaret sig med diverse job og uddannelser, med fantastiske tider, og store nedture. Andre vil hellere være hjemme og styre livet derfra. Og nogen klare sig faktisk meget godt, men så kommer overgangsalderen, og pludseligt er man som et andet menneske, og mindre smidig i evner. Det sidste gør også at jeg mener det er vigtigt at de unge bliver gjort opmærksom på hvad der sker ved menopausen, og at praktiserende læger ved det. 

Det kan godt være at de forskere der kun tager sig af "de rigtige Autister" synes vi er i vejen og fylder. Og tager fokus fra en gruppe der har flere og større udfordringer. Det er bare ikke ensbetydende med at vi andre ikke har dem, at vi ofte har usikre liv og en kortere levetid end gennemsnittet af befolkningen. 

Vi er her, og vi har altid været her, men vi er stadig latterliggjort, pyttet væk, som egocentrikere, diagnose søgere, opmærksomheds søgere. Selvom nok hoved parten af os er meget stilfærdige, og ikke fremfarende på nettet, eller ude i livet.
Den store andel af ny diagnosticerede piger/kvinder kom som en overraskelse for forskningen. Også maskeringen, at kravet til piger og kvinder er så ultimativt, og vi er hardwired til at maskere for overlevelse, alene som kvinder, og dobbelt op som værende på spektret. Nogen af os er bedre end andre, men vi falder dog ofte igennem i de andres øjne.

Udover det,  er der en stor gruppe af kvinder på spektret med en lidt anden kønsidentitet, der er mange variationer. Før i tiden opfattede jeg det som at Autisme havde nogen maskuline træk, og derfor logisk at man som Autistisk eller ADHD kvinde, havde nogen maskuline træk i ens tænkning. At man var pike/kvinde på et lidt anden måde og faktisk kunne have svært ved at forstå andre pigers leg, og samtaler. De havde noget underforstået mellem sig, man ikke selv havde indblik i. Igen for noget føles det meget afgørende, mens andre lige fornemmer det, men får det til at fungerer ved maskering og kopiering af adfærd. 

De her ting har udviklet sig gennem de sidste 30 år til at blive mere og mere synlige. Og folk har fundet ud af, at de ikke var alene. Fundet ud af nogen af de sære fysiske symptomer var ægte, men også typiske for kvinder på spektret fordi det hørte under nogen genetiske kombinationer, også mange hormon betingede cyklus problemer, som læger prøvede at pytte væk. De gør de stadig, men der er ved at ske noget.

Så pludselig kunne vi se den samlede sum af at have "lettere Autisme" som kvinde. Pludselig var den ikke så let som nogen påstod, og vi havde gået der  og følt os pivede og forkerte.
Viden i sig selv kan gøre det lettere at takle, men hvis der var noget der kunne gøre det nemmere i hverdagen?. Vi bestod ikke mere af enerer, vi var andre med lignende kombinationer. Og lignende drømme og evner. Og ofte en pokkers mange traumer, og trætte efter at have maskeret i årevis. 

Vi gav afkald på noget, måske mest for at gøre andre tilfredse. Og for at dække over skammen og usikkerheden. Og det var ikke en "særlig overfølsomhed" der nødvendigvis gjorde det, for de fleste ved godt hvad der sker hvis vi ikke holders inden for rammerne. Det er lidt hønen og ægget. Ja, vi har stærke antenner, men der er også mange gentagne negative erfaringer, der gør det til Angst og OCD,  til lavt selvværd, ruminering. Og når nu en hjerne er wired til at ruminere? De evner, der kan gøre at man kan noget særligt, ligger meget tæt på det der kan forpeste ens eget liv. 

At vores tanker går hurtigere, dybere, højere, kan ting, gør os potentielt sårbare, hvis man vil se os sådan, ikke kun Autistiske kvinder også mænd. Men der er stadig forskel på hvad man forlanger af mænd, og kvinder i vores samfund. 

Der er forvented adfærd, for hvordan man agerer. Vi forventer at kvinder er mindre kantede, mere sociale, og på en særlig kvindelig måde, med en masse mikro detaljer i tale og kropsprog. At vi ikke er alt for kække eller direkte. Mænd er morsomme, men kvinder er mindre, det folk griner af ay en mand siger, gælder ikke for en kvinde. At målrettethed hos mænd er ok, men kvinder skal kunne vige af.
At den Autistiske form, med at tale ens med alle, kan opleves som manglende respekt, og vores evne til at se fejl og løsninger, kan være skide irriterende, endnu mere når det er en kvinde det taler. 

Er vi virkeligt kke nået længere?

Og så er vi der igen, vi fandt hinanden, vi fandt svar, og så kom push backet:, "I er ikke de rigtige Autister bitches, bare wannabees fordi det nu er trendy!" "Fordi i vil være særlige".

Nu har jeg aldrig ønsket at være særlig, jeg ville bare kunne gå i skole, finde ud af det med de andre børn kunne, lære noget. Jeg ville bare have haft et job, jeg ville have et fælleskab med nogen. At jeg have et fag.

Men jeg betalte den ultimate pris, ingen skoletid der fungerede, uddannelse, fælleskab, job, fag. Kun en nydelig, intelligent pige/kvinde. Der spurgte hvorfor! 

Vil det lykkes disse forskere at gøre os usynlige, og latterlige igen? Og hvad er vores plads i samfundet så, for der er jo noget der ikke fungere, og det er ikke bare os der ikke fungerer, en restgruppe af svage individer der ikke er ressourser til. Vi er næsten tilbage i Eugenik. Men hvor vi bare bliver skubbet rundt og stresset i "systemet". Det former vores syn på os selv, vi kommer til at virke "offeragtige". Det moderne samfund har sine "restgrupper", der skubbes rundt med svage eller selv forskyldt dårligt fungerende mennesker, er det billigere bare at lade dem være som en ansigtsløs masse, et nødvendig onde. Er vi ikke nået længere? Tidligere var det et hot emne, så blev det meget kontroversielt af gode grunde. Nu ignorere alle bare. Det er bare ikke heller ret humant, for mennesker der aner de er en restgruppe har dårlige liv.
Og det er ikke bare som det er. Det er ikke en naturlov. Det er heller ikke sådan at vores samfund ikke kunne løse det, at vi ikke kunne løse det. 

Jeg er ret sikker på at nuværende og kommende neuro sparkly generationer nok skal give svar på tiltale, det er levede livs erfaring, og selv dem på 10 år har erfaringer, og deler dem med andre på 10 år og alle de kvinder der har været 10 engang og på spektret. 

Skal der ses på grupperingerne af Autisme? Eller er det ikke det det handler om, men mere generel solid viden i samfundet om, hvad det indebære at have forskellige former for Autisme. Og at vi jo reelt i dag ikke klumper det hele sammen i en kasse, der hedder Autisme.
Og så dem der næsten kan uden støtte men godt af og til får brug for støtte, og i tide. Og så der er "højfungerende", men alligvel kan ramme bunden, fordi at Autisme og ADHD ikke er det sammen igennem hele livet, den forandre sig. Eller det kan den. Og så er det at hjælpe folk hurtigst muligt. For vi kan have svært ved at komme op igen, og vi ruminere og vi kan få langvarige shutdowns der kan tage måneder, og længere. 

Information og adgang til den rigtige støtte uanset alder og uanset hvor velfungerende man er er vigtig, det øjeblik man ryger i et hul. Autisme har konsekvenser for et liv, mange muligheder ja, men også konsekvenser, så det er ikke ok at tale ned til nogen grupper, dertil har lidt for mange af dem, betalt prisen, vi behøver ikke at fortsætte på den måde.

Hvis man vil forske i "rigtig autisme" gør det, der er brug for det, og lad os andre være, så kan vi, og forskere og fagfolk se hvad man gør for, at  vi har får bedre muligheder for at trives.
Det med at spille grupper ud mod hinanden, og kun styrke sit eget felt er ikke vejen. Eller så er de bare modne til pension, de synes de har lært det de skulle i deres liv, og nu er der alt muligt nymodens hejs, der ikke er til at forholde sig til, for et voksent menneske, med årtiers forskning bag sig. 

Jeg tænker at solid forskning altid vil være en del af historien, også den mindre solide. Time vill tell hvordan man vil se på Autisme, ADHD om 10 år, det er ikke til at sige, for jeg tror forskningen vil blive speedet op, og der vil være mange forgreninger. Og der kan også komme noget viden gennem et helt andet felter der vil gøre at der sker større forandringer. Om det bliver til vores fordel, det er ikke til at vide. 

Uta Frith og Autisme hos kvinder. Vi er åbenbart ikke rigtigt Autistiske de fleste af os.

Uta Frith har forsket i Autisme i mange år. Og hun har fulgt hvordan flere og flere piger og kvinder er blevet diagnosticreret med autisme. Hun mener i dag at rigtig mange af de kvinder ikke har Autisme, men er hybersensitive. Og at Autisme ikke er et spektrum, men  med subgrupper. 

Jeg har set at ADHD også er ved at blive set som forskellige grupper, med forskellige symptomer. Og der skulle være nogen genetiske markører for de forskellige varianter.

Uta Frith mener at så mange (piger) er blevet diagnosticeret med Autisme og på et for let grundlag. Og at Autisme diagnosen nu ikke giver nogen mening.

Det er sandt at da Asperger diagnosen forsvandt, var det ikke egentligt en god ting for dem der bedst passede til den diagnose, nu lidt svævede i det uvisse. Samtidigt med at man pludseligt opdagede flere piger med Autistiske karakteristika.

Uta Frith siger at de "omfattende" klassiske Autisme typer, ikke er vokset som gruppe, at det er den gruppe af piger og kvinder der er eksploderet, og at det ikke giver mening, og hun ikke tror på Autistisk maskering. 

Det er noget der vil give en del debat, det vil også være meget oprørende for mange kvinder på spektret og deres erfaringer. Først lige set, og nu vil nogen forsøge at gøre dem uset igen. 

Det kliniske syn versus det levede liv. 

Særligt sensitive piger og kvinder er det Uta Frith ser dem som. Med alt det jeg har kæmpet med ser jeg mig ikke som særligt sensitiv og hvis var det noget jeg blev. Fordi jeg er så ADHD, kan jeg altid falde tilbage på den, den er hvad den er. Autismen i min AuDHD, jo den er der. 

Min erfaring er at skoler og forældre ikke har ville se problemerne, og at man ikke havde et navn for dem, fordi Autisme var regnet for noget meget ekstremt år tilbage. Der er meget samfundet kan overse når de ikke ved hvad de skal gøre og at dem der har et problem, ikke er direkte problematiske og udadreagerende. 

Folk siger at vi alle er lidt Autistiske fx. Og man kan sige de flydende grænser har bidraget til det. Også at ens diagnose ikke tages seriøst. Uta Frith siger der er blevet overdiagnosticeret. Jeg vil tro der er begge dele, alt efter folks adgang/ressourser til at få en diagnose, hvor andre ikke har haft den mulighed. 

Det næste er hvis spektret rummer mange flere, så betyder det også at den måde samfundet er indrettet på ikke passer ret godt til mange mennesker. Og der sandsynligvis også er en gruppe af drenge og mænd der er også blevet overset. At der er en del der bare klare sig med Autisme, uden en diagnose, at de lige klare at kunne rumme skole og arbejdsmarked som det er. Og hvis ikke, kalder vi det noget andet. 

Måske de to styresystemer procentvis har en større andel af Autisme og ADHD end vi har troet, fordi det lige gik. Men der er et problem fordi vi stiller flere og flere specifikke og mangsidige krav til den enkelte. Det er et krav, og på den måde ender det i Diagnosticering, fordi flere og flere, ikke kan leve op til de krav i længden. 

Måske spektret ikke giver mening, at vi bliver nød til at se på det på en anden måde, med det vi ved nu. For vi er her, hvad pokker vi end er, er vi her. Og vi trives ikke. Og vi skal også være her.
Og der skal ses på den måde skoler/uddannelse/job fungerer på, vi skal ikke være en restgruppe, af næsten ikke Autistiske, men alligevel heller ikke helt rigtige. Det nytter ikke at ignorere os mere, for vi har set mønstrene for, hvordan vi er blevet gjort usynlige, men samtidigt altid personligt ansvarlige. Du er for sensitiv, doven, burde gøre dig mere umage, du er dum, underlig, du er upraktisk, du er for genert, du taler for meget, du er for meget, du er for lidt osv. 

Og nogen af os har været på sidelinjen hele livet, men der var faktisk ikke en vej ind på banen. Såe,,,

"Vi er alle anderledes"

Jeg vil så tilføje at nogen er mere anderleds end andre.  For ofte er det netop det folk siger når man fortæller man er på spektret, at vi alle er det i en eller anden grad. Hvordan skal man tage det, når man faktisk er diagnosticeret? Er det en omfavnelse af forskelligheden og at vi alle er lidt uperfekte? Eller er det er dyk man får, fordi ingen gider at høre på en? Er man endnu engang blevet gjort usynlig.

Så længe de fleste ikke har en ide om hvad Autisme og ADHD er, men stadig har meninger, skulle de måske tænke sig om før de taler. "Du har ingen ide om hvad jeg har været igennem, og min spektrum radar siger ret tydeligt at du ikke er på spektret". Er spektrum radar en ting? Jeps! "En med-Autist". Hvor er respekten for vores erfaringer?

"Vi er alle anderledes" er titlen på Christian Groes bog, og ud fra at et mere rummeligt samfund kunne være en fordel for alle. Noget jeg selv har skrevet om, at de fleste kan fungere i samfundet, er det ikke ensbetydende med at de ikke kunne have det bedre. Men dem der virkeligt rammer er dem der ikke kan være i det. Så det er dem der kommer til at stikke ud. Vi gør meget i samfundet som vi plejer, uden at tænke på andre løsninger, det kan så blive dyrt et andet sted. Men ofte gider ingen overblikket over sammenhængen. Vi lappeløser, og det er dyrt. På den måde bliver pengene brugt på det, fremfor at tage den større helheds model. 

Mennesker er forskellige, mennesker på spektret er forskellige. Der er fællestræk. Fællestræk virker positive, som vejen til løsninger. Forskellighed virker besværligt, for komplekst. De fleste hader komplekst, det skulle lige være folk med Autisme der synes det lyder spændene. :-D 

Måske jeg bare må erkende at når folk siger: "at vi alle sammen har lidt"...... "Og vi alle sammen har noget", at ignorere det. Jeg kan også gør som jeg gjorde sidst, jeg sagde bare "Nej!". 

Jeg er ikke en syg Hundehvalp!

Eller det var nok bedre hvis jeg var....

Eller nej, faktisk. Sagen er, at umiddelbart virker det som om at i Danmark sætter man lighedstegn ved at det at vise forståelse og empati, svare til at man har rodet sig ud i at adoptere en andens problem. At i anderkendelsen ville også ligge det et man var nød til at handle på det. Det der med næsten, og det kultur Kristne. Det lure i baghovedet, derfor er det vigtigt at kunne lukke den dør.
Og det er der mange måder at gøre på hurtigt. Det er som en besværgelse mod det onde, i form af at der er en virkelighed, og det er ikke en man selv vil have indblik i. Man har nok som det er.

Der er aldrig nogen der overvejer om der egentligt forventes noget, at det bare er et udtryk for en person der er ærlig, siger det som det er. Noget der flyder over, ikke kan skjules mere. Men så må erkende at der jo faktisk var en grund til at skjule det. Andres reaktion viser tydeligt at det ikke var det rigtige at gøre.

Man fik "gode råd", det blev minimeret, det blev skøjtet henover. Det blev ikke valideret for hvad det var. Ikke set, ikke hørt. måske bare et ja, et øjebliks kontakt. 

Men det er alt for farligt, sandsynligvis besværligt, lillefingeren og så hele armen, man slipper aldrig væk. 

For man er ikke en syg Hundehvalp, men åbenbart mere en enkelt persons zombiehær, der med sin ulykkelighed ville kunne suge alt ud af dem man mødte. 

Guderne må vide at jeg har mødt "sugerne", men som jeg kender den giver de aldrig den anden vej, og er ret klare med deres forventninger til andre. Og der kan jeg ikke se mig selv, og mange andre. Og vi har gennem tiden bevist at vi gerne ville når vi overhovedet kunne. Men måske det er et svagheds tegn at ville så meget for at være med, at det kæver alt? Og når der så ikke er mere.

Vi er en nation der vejer vores ressourser på en guldvægt, og holder øje med personligt overskud, plus det det andet, hvad andre har, og hvor man selv er i forhold til det.

Folk har altid travlt med at der er nogen der har det værre end mig. Hvilket jeg absolut ikke tvivler på. Men bedre og værre hvordan? Man kan sige ved ikke at ville tale om det, bliver man ikke klogere på det. Hvordan tror de jeg har det, hvordan tror de mit dagligliv er, min fortid? De er formentlig ligeglade. Men derfor behøver man ikke af forudsætte ting man intet ved om. Eller noget der kunne røre ved noget man ved om, men ikke vil have aktiveret. 

Mødet med det svære i et andet menneske, er et møde med en selv. I det overfladiske er det mødet med den man tror man er. 

I en samtale i sommer sagde jeg "Det er egentligt underligt, at der aldrig er nogen der har spurgt hvordan vi overlevede". Det er nok fordi vi ikke er overlevet på den rigtige måde, i bog og foredrags form, med forløsning og happy end. Men overleverer dr stadig kæmper, og vil blive ved med det. 

Løsrevet fra samfundet kunne vi også komme til at sige de ting man ikke må sige, vi har ligesom sluppet kontrakten, med "hvad man siger". Og kan på den måde være "damen med de blå tænder" selv helt uden rødvin, der ser de blinde vinkler og sætter ord på. 

Vi synes sandhed føles hårdt. Det synes jeg også, men det er hvad jeg har tilbage. Men jeg har også meget empati for at folk har deres, at det ikke er et (sandheds) sværd jeg skal holde over deres hoved. 

I disse tider kan man spørge hvad sandhed er. Men med viden, erfaring og selverkendelse og iagtagelsesevne kan man nu komme langt, til sådan nogen lunde kunne se spektret af gråtoner. 

Og her kan jeg elegant komme tilbage til hvor jeg startede, at mødet med andre ikke er et enten eller, eller sort/hvidt, og hvid det er er det en spejling af en selv, der tror det ser noget der kunne pille ved det selv, tage noget, sætte noget på spil, noget ubekendt, noget alt for velkendt? Kan det kun være negativt?

Jeg har ofte oplevet at menesker der var skadet på nogen punkter, havde noget jeg kunne lære af, jeg selv ikke kunne og måske omvendt. Men kan man kun bytte viden og støtte med dem i den gruppe?

Har vi kun noget at sige til hinanden, når vi er på samme trin i Maslows pyramiden? Sandsynligvis, for hvad ville en der var totalt kostfikseret kunne relatere til en der bare spiste hvad der lige kunne lade sig gøre. Når man selv ser mad som at bevæge sig i et minefelt af fare og tidlig død? Men ellers velfungerende og med tjek på det. Og jeg kunne blive ved med menneske typer der ville være så meget på den anden side af hinanden, selvom de var ret almindelige i Danmark. Middelklassen har middelklasse problemer, som æder dem op på deres egen måde. Indenfor de rammer er der også afgrunde, fordi folk er blevet enige om afgrundene, de er underforståede, og dræbere. Og det er måske derfor alle gerne vil have det nemmere lige på deres egen hylde. 

Vi skal komme videre, vi skal komme over det, og den rigtige kost og motion, og så tænke positivt og ikke for meget. Så så skal vi tjene penge og have noget at se frem til. 

Det er så ikke lige der jeg er. Ikke at jeg ikke også skal noget andet, nu. Jeg har ingen plan og jeg må vel tage de opgaver der ligger øverst i bunken. Der er altid rigeligt at tage fat på. Hvilket også kan være positivt, vi er her for at lære noget, ikke for at dyrke vores egen individualisme indtil den selv imploderer. Vi er meget lidt uden andre, om ikke andet de fleste af os. 

Den store gåde i Dagens Danmark, hvad skete der med medfølelsen?

 Jeg oplever gang på gang, at vi samtaler ikke kan rumme det uperfekte, det sårebare. At der hurtigt skiftes til gode råd, eller at nogen andre har de værre, og man burde være mere positiv. Det er en måde hurtigt at få lukket af, og ikke få resten af hvad det egentligt handler om. Man er sluppet ud af det, så man kan fokusere på sit eget.
Opfatter personen det som om at et udtryk af, at et andet menneske har noget at slås med, som et konkret krav om at man skal hjælpe dem? At det andet menneske kunne blive en personlig byrde, og man nu er fange i en støtte rolle?

Selv kan jeg sagtens udtrykke empati og forståelse, uden jeg tror/føler at det afkræver mig noget ekstra personligt. Jeg skal ikke løse noget, jeg kan lytte, jeg kan gøre det personligt smertefulde jeg får at vide, til noget der er noget der er generelt menneskeligt, og noget vi kan tale om. -Men kræver det at man selv er mere afklaret og åben for at kunne gøre de? Og at man kan afgrænse det at vise empati, og rummelighed, ikke er ensbetydende med at man har skrevet kontrakt på, at være fast støtteperson. At det er et udtryk for man ikke selv har fat i grænserne og nu er overvældet. Og nu regner med den anden ikke kender grænserne.

Fordi man lufter noget, overfor et andet menneske er grundlæggende ikke, at den person skal redde en. Men når vi problematiserer den åbenhed og afviser den, gør det mennesker bliver meget alene med sig selv. At man kan have mange venner, men venner ikke betyder at man kan være åben om hvad man går og tænker på. Hvilket i min verden ikke er at have venner, eller være en ven for nogen hvis man bare altid parrere den anden, det er mere en verbal kampsport, det er ikke en samtale. Det er ok at sige at man ikke ved det, er i tvivl, eller ikke kan yde det, den anden afterspørger, det er ærligt. Det andet er ikke ærligt........eller man er ikke ærlig over for sig selv, blinde vinkler. 

Den gasligting og afvisning man ofte møder i Danmark, både hos venner og fagligt i kommuner, psykiatri osv. Der som en rygmarvs refleks der er blevet normen i Danmark.
Det er måden vi kommer gennem dagene, vi prøver at tage ansvar for vores eget liv og de aller nærmeste. Der er ikke rum til mere siger vi.
Hvorfor er der så ikke det? Fordi at vi aldrig er helt nok i det her samfund individualistiske samfund, der er altid plads til personlig forbedring. Den se så sjovt nok ofte performativ i forhold til omverdenens syn på en, ikke hvordan man møder andre på et dybere plan. Det er hvordan man møder andre som det produkt man er blevet, efter de værdier samfundet sætter øverst lige nu og her. 

Jeg vil så sige at jeg høre mange angstfyldet samtaler mellem unge på cafeerne i dag. Men det er aldrig mere en deres tvivl, det er uden en kontekst i forhold til samfund, vilkår. Det er totalt ureflekteret. Det er bare jeg har det her, og så en lang monolog. Den anden part mumler så et eller andet. Det er næsten en norm med den der ureflekterede følelse af ikke at være nok, men samtidig den eneste i verden.

Og det er som om man ikke kan forvente det er den generation der bryder med de normer der er nu. At de har ungdommens fysiske styrke, men at tidens "alle muligheder" har paralyseret deres tanker. Og jeg er den der var at paralyserede tanker ødelægger alt. De unge kender forventningerne, forældrene, samfundets, der er bundet, ikke frie. Ja, de bruger psykiatriord, og føler ting. Så de er andreleds end dem der er ældre. Vil de spørge os, eller har de også fået afvisningen? Eller er de den generation hvor forældrene har haft fokus på alt, fordi det var projekt børn? Hvis det jeg oplever er generelt, så var projektbørn ikke løsningen på fremtiden. 

Når vi ikke taler sammen om de ting der rumsterer og ikke mindst sætter dem i en samfunds kontekst, glemmer vi at vi deler de tanker med mange andre mennesker, og man kan ændre på ting, at vi alene prøver at løse noget der er delvis samfundskabt. Jeg ved godt mange siger, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved, men det er jo ikke rigtigt, før i tiden har mennesker stået sammen om at ændre på ting, der ikke var politikere eller mennesker med magt. Så det kan gøres igen.

Alene det at man er flere er lidt beroligende at vide. Det at tale med andre om det, og forskellige vinkler, og med nogen der har været gennem det, og fundet løsninger, og andre der har fundet andre løsninger, gør at man måske kan finde sin egen vej. Ikke som et projekt, bare stille og rolig erkendelse. Og for nogen tager det længere tid end andre, men det er ikke en konkurrence mod det samme mål. 

Men det er næsten som om vi har mistet dybden og erfaringerne i Danmark, en nation af jeg'er, i et umiddelbart lykkeligt og velfungerende samfund. Men også der har meget svært med at takle tingene når de bliver svære. Og det er en sårbarhed, for den enkelte, men også samfundsmæssigt. 

Hvis evnet til at kunne rumme livet i alle de aspekter der er, vil vi prøve at tvinge det ind i kun at rumme et meget lille vindue for hvad en tilværelse er, og alt hvad der er udenfor, skal forblive udenfor, og er kun farligt og uden nogen værdier. Sagen er at alt det der ligger udenfor det lille vindue faktisk er værdierne, uden helheden er vi meget fattige mennesker, der har nok økonomisk, men meget lidt på kontoen for hvad det er at være et menneske. Og vi er underlagt at kunne risikere så meget, at vi bliver tvunget ud i at forstå det, men desto mere vi forstod inden, desto stærkere står vi. Og jo mere det er en del af hele samfundet kan vi også fagligt møde andre, fremmede mennesker og have den samtale, på den gode måde. Hvor vi kan se hinanden, eller i det mindste mere. 

At være udenfor det acceptable vindue, er ikke at være pestramt, det kunne enda betyde man havde flere svar, men alligevel må udtrykke et eller andet i forhold til andre medmennesker. 

Jeg har mange gange mødt og talt med mennesker jeg aldrig kommer til at se igen, samtaler om vigtige ting, eksistens, kultur, historie, samfund, erfaringer, og de erfaringer der er svære. I den samtale kan vi tage noget med os videre, der var en udveksling. Og jeg oplever altid at der er humor og engagement og viden, og andre vinkler. Det er den vigtige samtale. Og vel i grunden den jeg foretrækker. 

Når jeg ender i de samtaler er det fordi jeg er parat til at åbne ballet. Jeg siger det kan jeg godt forstå, det er også rigtigt. Det er også lidt min oplevelse. Der er mange måder at leve i verden på. Der er meget tilfælles, men også mange variationer. Og erkendelsen af at nogen historier først folder sig ud, når tiden er til det. Godt nok er jeg ret åben selv, men det er jo en måde at overleve, at vise det. Jeg tog vejen ud af de paralyserede tanker mange unge slås med. Det er også derfor jeg trods alt overlever at være rimeligt anderledes, og få mine hug for det. 

Den hurtige afvisning af andre er nem og tidsbesparende, den er absolut effektiv. Men den har også en pris, den går begge veje, i første omgang går den mest udover den der er ærlig og åben, og har et problem. I sidste ende kan den anden nå til vejsende, og tænke var der noget udenfor den ramme jeg levede i, og brugte jeg min tid bedst muligt for mig, og andre? 

Skammen vi ikke vil være ved, skammen vi foragter.

Det er svært at kræve noget, når ens liv er bygget på et fundament af skam. Vi har altid hørt at vi ikke gjorde nok, det er det derfor det er som det er. Det er derfor vi er usynlige og uværdige. 

Ingen vil frivilligt har del i den skam høre om den, skam minder os om vores egen skam, eller den vi har mødt i vores opvækst. På mange måder vækker skam afsky. For os selv, for andre. 

Narcissisten vælger sin rolle væk fra skammen allerede som et lille barn og ind i en fiktiv verden, med sig selv i hovedrollen. Inden i sidder skammen, den driver værket gennem hele livet. Psykopaten har så ingen skam. 

Jeg tør godt insistere på min skam, stå ved den, ikke fordi den er lille, eller ikke har magt over mig, for det har den. For mig handler det måske om at jeg lige har det lille overblik over den, ja den kan styre mig, men jeg kan også se den. Og jeg tror nogen ikke kan se den og at den er drivkraften i meget negativt. Jeg har ikke tidligere set den som det mest væsentlige i mit liv, men jeg tror det nu.

Indre dæmoner som nogen ynder at tale om, lyder flot og spændende. Men reelt kan de "bare" være skam, dækket af ord, der lyder stærkere, end skam. 
Og Indre negative stemmer være den generationel skam, og din opvæksts mest negative stemmer. Og skam over ikke at have været elsket. 

Generationel skam. Forældres egne frustrationer, kan komme ud som skamning, i forhold til partnere, børnene. Og det er en gammel testamentlig skam. Der er ingen tilgivelse, kun skyld. Og det er kun den ultimate perfektion der er kuren mod skammen i den version. Men det er bare ikke muligt, barren er altid sat for højt. Det er uden realisme, det er fiktivt, det er toxisk. Det er her syndebukke bliver skabt, der ellers ikke ville være set som syndebukke i andre forbindelser, men lige her er de, bland disse mennesker, og de vil gøre alt for at holde dem fast i skammen, for at de kunne blive den næste. For syndebukke rollen kan hoppe videre til en anden person i gruppen, hvilket sætter spørgsmål til skammen, hvis den så let kan flyttes, hvad består så kernen af? Den består af det der er aftalt i den gruppe. 

At få fodfæste til at komme op af det hul, er kampen mod sig selv, ens opdragelse og ens erfaringer. Og erfaringerne og verden har reageret på skammen i en. Alle de gange man har trukket sig, undskyldt sig, tvivlet og meget, meget, mere. Det ligger i baghovedet. Hvor andre der ikke har skammen liggende som default, reagere anderledes, og opfattes anderledes af andre.

Så det at kunne tilgive sig selv, give sig selv omsorg, er så svært at holde fast i. Og viser verden ikke en, at det er sandt du er faktisk ok, så er jeg jo ikke god nok. 

Rigtigt og forkert.
I skammen er det som om der ikke er gråzoner, den føles som et piskesmæld når det rammer en, en elektrisk rygmarvs fornemmelse. Kan du mærke skammen, eller kan du ikke? Det er sort/hvid tænkning, der ikke er en sund tilgang til verden, der er intet råderum for fejltagelser, ens egne, andres. Alt skal vindes, ellers er alt tabt. 

Skammen handler ikke om rigtigt og forkert, selvom det ville "de" nok sige. Det er en spejling af deres egen skam, der ikke har noget at gøre med lov og ret, godt og ondt. Mere et kulturelt sammensurium og opvækst, hvor godt og ondt reelt kunne være omvendt af samfundets. Det er et Stokholms syndrom, hvor man ikke kan blive af programmeret. Det er som en kult, en bande. Det er en familie. Der er idealer og der er skam. Og ofte er idealerne sat for højt, så der skal snydes lidt, der tales uden om, gaslightes  Dem vi så som havende magten og indsigten, havde den ikke i den grad vi troede dengang. 

Erkendelsen.

Da jeg var 31 fik jeg en angstpsykose, psykisk og fysisk var det kaos, af tanker, eller ikke plads til tanker for tanker, og store fysiske smerter. Jeg vidste godt det havde indhentet mig, og at jeg måtte vælge, at forsvinde i psykosen/psykoser, eller holde mig ude af psykiatrien, og vel væsentligst, ikke lade psykosen få fat i mig. 

De fleste vil sige at når man er midt i en psykisk sygdom der raser, er der ingen fornuft. Det er så ikke sandt. 

Jeg kan huske jeg sad på gulvet i den store stue og sagde: "Jeg er stærkere end dem, for jeg tør at erkende". Med "dem" mente jeg min familie. Det var erkendelsen af de ikke kunne rykke sig ud af deres situation, de kunne mærke den, men de turde ikke udfordre den, gå i gennem den. 

Dengang vidste jeg ikke hvor lang den vej var, jeg fokuserede på de små forbedringer. Trinnene lige foran mig. 

Nogen gange var jeg effektiv, men andre gange hvde jeg perioder hvor jeg kunne meget lidt. Og i de sidste ti år her jeg kunne meget lidt. Jeg kunne ikke få overblik. Jeg var så belastet af stress at der ikke lige var det ekstra at tage af. Og ingen hjælp at hente. Skam. At ligge i dvale, hjælpeløs, ingen vil hører, skam. Og på den måde forenes den generationelle skam sig med barndommens og ungdommens skam, og alle de gode begyndelser der ikke fortsatte, til nutidens skam. 

Når i ikke kan se mig må det jo skyldes -mig? 

Men når i ser mig, kommer i til at tænke det, i ikke selv vil være, hjælpeløser, tvivlende, modløse, magtesløse, skamfulde. Og som et menneske der bare burde have nogen bedre leveregler ,og holde sig til dem. Det er jo bare en beslutning, ikke?

Men mit udgangspunkt er at bare magte dagen, og livet kræver alt. Som i alt. Og det på mange måder ikke giver nogen mening. Er det skammen over at opgive, det sidste håb om at vise en anden side, der kunne give en mening med mit liv, der driver mig videre, og videre på trods?. Og det er noget af en illusion, for der er ikke nogen mening, vi er her, og så er vi her ikke.

Skam i 2025

Skam kan avle vrede, mange har flygtet fra sammen via vrede. Vrede mod andre, at udskamme andre. Hvis man ikke vil se sig selv, kan man pege på andre. Og man kan se på skammen som "værdier". At de opsatte regler for adfærd skal opretholdes, og at man selv forsager, mens andre synes at hoppe rundt og bare være til. 

Men når skam bliver værdier, må alt det der ikke passer ind skubbes under gulvtæppet. Skammen bliver fundamentet, og hvad sker der hvis det ryger? En kædereaktion. 

Hvis du møder nogen der bruger skam som værktøj, ved du at de rummer skammen i sig selv. Bemærk der er ingen reflektion, ingen afbødning, skammen er som kom den fra en gammel gud uden nåde. Måske det giver dem en umiddelbar følelse af ro, at ting er sat på plads. Hvor du kan tænke WTF! eller føle dig skamfuld. Du kan gøre modstand, du kan blive mundlam. Dybest set er din reaktion ligegyldig for dem, det er som det er. Og hvad hvis andre er til stæde? Er din protest eller manglende protest betydningsfuld? Er skammen blevet en del af den fælles kultur, om ikke andet i forhold til det her menneskes adfærd? 

Man kan snakke op og ned af stolper og gradbøje og se fra forskellige vinkler, sjovt nok oftes i forhold til dem der har en negativ adfærd og har lidt magt. 

Det er komplekst, men det er også meget enkelt. Skam er en sjæle dræber. Men nogen har valgt at andre også skal betale med skam, for deres skam. Passende mængder at skam er ok, folk der er totalt skamløse er ikke godt selskab. Skam med eftertanke og rette mængde er nødvendigt. Men skam der er uproportioneret nej. 

Næste gang du ser nogen skamme nogen og med selvfølelse og selvfølgelighed, se dem for hvem de er, de er skammens aftagere der aldrig turde stille spørgsmål til "reglerne". De blev skam som den udøvende skam, og den napper dem i hælene. Derfor napper de derfor andre. 

Det er svært at lære at tilgive sig selv. Og vi skal samtidigt holde en balance med hvad der kan være nødvendigt og der hvor vi må tilgive acceptere os selv og have selvomsorg. Vi fik aldrig den rigtige opskrift, og samfundet er fuld af idealer, mål og regler. Det kan være meget forvirrende, og det at tage fejl meget farligt. De mindste ting. 

Tænk over det, det er så afgørende for et menneskeliv, og vores liv sammen. At vi ikke kører på automatpilot, men stopper op og lytter, til den indre stemme der ikke taler pænt til en selv, til dem der skammer i samfundet, over nogen/noget de faktisk aldrig har mødt. Til dem i dit liv hvor du ikke tør at være åben fordi du ved de vil vende det, med et "godt råd", eller en følelse af at du er håbløs. De taler måske til sig selv, og ikke til dig. Men du er dig, ikke deres selv spejling. Og du har stadig muligheden, til at være bedre mod sig selv, og andre. 

Jeg beskytter dig for min Autisme og ADHD.

 Det du ser er det jeg "kommer til" at gøre og sige ved et uheld. 

Mennesker med Autisme og ADHD er ofte meget for sandheden og i mod uretfærdighed.
Nogen siger det er fordi vi selv har oplevet meget uretfærdighed, og bliver stærkt berørt når det sker mod andre. Og at vores impulsivitet gør at vi reagere uden at tænke over konsekvenserne. Vi tænker når noget er sandt og er uretfærdigt må det være grund nok, men det er det bare ikke i en nerotypisk verden. Der er mange andre hensyn der skal tages, til en selv og andre. 

Vi har jo set når nogen tager de hensyn til sig selv og andre, og hvad det kan ende med at dække over, af misbrug. Det starter et sted og fortsætter og der er ingen til at bryde kæden af fortielse.

Her vil nogen se mennesker med Autisme og ADHD som det svageste led i en kæde af tavshed, men man kunne også se det som det stærkeste, den der ser tingene og reagerer som en rygmarvsrefleks .
For vi er ofte ret precise i vores iagttagelse, eksperter. Men vi er ubelejlige eksperter, og ikke anbragt i den rolle, vi nu pludseligt tager.
Nu er vi i en risiko. Vi har ødelagt den gode stemning, vi har kaldt til forandring, som ingen lige har lyst til. Jo, de kan godt se der er noget om det, men det er besværligt, og for meget og mange er involveret. Der er også lidt skam, at nogen så det.

Ofte beskytter vi andre mod sandheden, også sandheden om os selv. Hvis du vidste hvordan det virkeligt var, måtte du revidere dit syn på at være min ven. Måske min reelle virkelighed ville sætte dig i forlegenhed. Og det vil de fleste af os ikke. Det kan godt være vi fortrækker sandheden, men vi vil heller ikke skuffe jer. 

Det er ikke det vi ikke siger hvordan vi har det, men for at det skulle forstås, skulle det være mere konkret, mere brutalt, og på den måde grænseoverskridende for en allistisk/ikke autistisk person.
Og vi ved godt, det ikke er godt.
Men det betyder at der foregår meget i ikke aner. Men som er hverdag for os. I tager jeres for givet, og vi har vores der bare er der, det er det vi kender.
Og det er som om det er umuligt at kommunikerer, uden at såre og konfrontere eller tale ned.
Med Autisme og/eller ADHD har vi lært at det er de andres syn og regler der gælder, vi har studeret det, og vi prøver. Men de andre har aldrig været tvunget til at forstå os, de har ikke risikeret noget ved ikke at forstå os. Det har ikke været nødvendigt. 

Reelt er vi nok mange flere en statistikkerne siger, men vi er stadig et mindretal. Vi er repræsenteret mere nogen steder i samfundet end andre steder. Og vores selvforståelse kan være mere eller mindre udviklet. Og de flest af os har indrettet os på, at det er som det er, alligevel kan vi en dag sige fra, og så er vi sat i spil, som besværlig og ubelejlige.
Og her er det at hele vores system kan gå i selvsving. Med rædsel må vi se at de andre har en anden holdning, og nu er det dig der har gjort noget. Du kan tænke det igennem, igen og igen. Du kan vægte ting. Du kan fortryde det. Du kan blive vred. Du kan blive det hele på en gang. Du ved det er forkert uanset hvad de siger, men de gør det så selvfølgeligt, kan de have ret?

Der er mennesker med Autisme der ikke kan tale, der er nogen der kan tale, men ikke i alle situationer. Men selv den mest veltalende Autist eller ADHDer kan opleve at man lige så godt kunne være stum. 

Små børn der ikke kan kommunikere kan græde, de kan rase. For at blive set og hørt. 

De børn der fortsætter med at græde og rase fortsætter med at være synlige, det er noget af det der gør Autistiske og ADHD børn synlige for andre. Men de børn der ikke reagere sådan er ikke så synlige. Og vi bruger energi på ikke at være det på den måde. Vi har lært det ikke nytter noget. Det nytter heller ikke noget at artikulere det. Der foregår ting inden i, men vi må lade som ingenting, vi må absorberer det. Vi er så de "let Autistiske". Er det forståeligt at vi bliver irriterede over den label?

Vi kan så gå gennem verden uden at blive set, eller set, men ikke for hvem vi er. Der er ingen validering for vores følelser, sanser. Kun det der kan passes ind, der der kan anvendes/valideres. Resten er den besværlige del. 

Når jeg tænker på hvor meget allisistiske mennesker søger validering hos andre og konsensus, står det i knivskap kontrast til det man med en Autisme/ADHD oplever, på den anden side er det også som om, mange os har en buffer i forhold til det ikke at passe ind, at vi stadig insistere på det at være os, som om det burde være muligt. Hvilket det også burde. 

Der ligger noget i ikke altid at søge validering og konsensus, og at fortsætte at gøre det man gør uden. Det kan være en styrke, hvis man har gang i et stykke arbejde. Hvis man er heldig kan man finde andre der giver gode input til det man gør. Og man får opbygget så meget at det er synligt at her er der noget der fungerer. Man har fat i noget. Og man har evnen til at fokuserer og bare arbejde på det. Arbejde/ hobby/underholdning er et og det samme. For mange med Autisme/ADHD er det lykken og livet. Og så nogen få gode venner, og nogen kæledyr. At gøre det man er bedst til og er interesseret i, igen og igen. 

At så alt andet kan sejle er noget andet. Og nogen gange ender alt det det sejler med at definere en som menneske for en selv og andre, fremfor interesser og evner. Det er så den rædselfulde udgave af ADHD/Autisme, et levende helvede. 

Hvem er der under alt det der ikke kom til at fungerer, som andre ser, men alligevel ikke ser? Der er et menneske der ville gøre noget andet, der ville kunne fokusere anderledes. Energi ville blive frisat til noget mere gavnligt for den enkelte. Måske også for andre. 

Vi skærmer andre, vi stiller ikke krav, vi ved også at vi ikke ville møde forståelse, bare forklaringer på hvorfor det er som det er, og det hele udgår fra os. Vi skal gøre det bedre, eller nøjes. Vi skal være realistiske.

Alligevel bliver jeg spurgt om hvad jeg drømmer om, og jeg bliver helt tom i ansigtet og hjernen. Alle mine drømme er dræbt for længe siden, jeg har ikke muligheder, kun begrænsninger, og det er ikke noget jeg siger, for det var det jeg fik. Lad være med at påstå andet, lad være med at dække over andre. Nej, de gjorde det ikke med vilje, de vidste ikke bedre. Men hvorfor er det et absolut krav at jeg skal hæve mig over det, når jeg stadig er der hvor jeg er? 

Af den enkle grund at det er mere nemt og bekvemt for alle, og for samfundet. Det handler ikke om sandhed eller retfærdighed. Det er som om det ikke findes, som om vi ikke findes, som om vi var uden stemmer og sprog. 

Det er ikke noget personligt, men det rammer mig personligt.

 Mange af de forhindreinger man kan møde som neurodivergent, er ikke skabt for at med vilje gøre det svært for os. Men det kan gøre ting meget svært for os. Når tingene ikke er lavet for en, vænner man sig til det, man finder løsninger. Det kunne være nemmere, men det går nok. 

Når den samlede sum af det man hsr måtte vænne sig til, alle kompromisserne og de muligheder der ikke var summer sig op, kan det blive til meget. 

Samtidigt med at det virker som om at omverdenen bare pytter det hele: "Det her må du kunne klare. Det er bare på'en igen!".

Det at sige fra, at sige at "det går bare ikke mere, det er ikke realistisk", vil ikke blive modtaget positivt, absolut ikke. #Du må tage dig sammen, der er ingen hjælp, der er ikke penge til det, det er ikke nødvendigt". Færdig!

Det er lidt som et dårligt parforhold, men i en udgave hvor du er i parforhold med et utal af mennesker, hvis ikke hele samfundet, det kan enda føles som hele verden. 

"Er det mig der tager fejl, har de andre ret?" 

De har ikke ret, de har ikke nået nogen erkendelse, eller verden er indrettet bedre for dem. Det de siger er ikke rettet personligt mod dig, det er bare det "man" siger. Det er en verbal refleks, der spejler tiden og stedet. 

Men det rammer nogen personligt, personligt som i at være fanget i systemet uden at kunne gøre ret meget. Det er svært at stille krav eller spørgsmål når man først har mistet al overskud og fremdrift. I et demokrati kan man sagtens miste stemmen. Det er flertal og de meninger der er oppe i tiden, der afgør hvornår man vil høre at noget ikke fungerer. Hvilke problematikker der trender, og hvilke der er yt. Hvilket intet siger om hvad der er nødvendigt, eller særligt rimeligt. 

Hvis der er et konsensus om hvad der ikke står øverst på listen, så er det sådan. Alle tider og lande har deres skyggesider, selv de mest priviligerede. Og vi kan godt lide at det tager sig sådan ud. At vi kan klare, det der skal klares som samfund. 

Så jeg tager det ikke personligt, jeg kan godt se der ikke er penge nok i kasserne, og at jeg ikke har nogen første prioritet. På den anden side får jeg en ubehagelig fornemmelse ved tanken om, hvad der så heller ikke er førsteprioritet, anden eller tredjepladsen . 

Jeg kunne have lyst til at råbe, hallo, er der nogen, hvad synes i, er det her ok? Skulle vi gøre det anderledes? 

Eller er jeg for anderledes, men ikke anderledes nok? 

Jeg ville ønske at jeg kunne skrive noget håbefuldt, om det vigtige i bare at prøve holde fast i nogen værdier omkring det sociale, handicap, psykiatri er rigtigt væsentlige områder at forske i, forebygge, at støtte folk, at tænke dem ind i samfundet. Ikke bare en irriterende restgruppe der trækker det hele neeeed.
Mange af os har noget at bidrage med, hvis der var plads, måske nogen tænker, at vi ville tage plads fra "de rigtige mennesker". Måske nogen ikke vil ud med sandheden: At vi er der hvor vi bør være, og vi bliver holdt der, via et større fælleskabs holdninger, der er indforståede. Det er et sammenfiltret klæbrig væv, det er en fin beskyttelse mod ubehagelige sandheder. Fuck hvor jeg hade det! 

Velkommen til den virkelige verden!

Så længe man ikke har brug for offentlige ydelser, kan man leve i den tro at det sociale sikkerhedsnet fungerer. Også at de hensigter der står på nettet hos kommunerne svare til virkeligheden. Og når det ikke lige er noget der kommer en ved personligt er det med ventelister osv. bare en strøm af ord i nyhederne. 

Men der går meget tid på at holde igen med pengene, og hvem der kan få. Det handler ikke om det ville være rimeligt, men om hvor mange der allerede står i køen. Og pengene allerede er sluppet op først på året til den gruppe. 

Universel velfærd? Man kan læse at det er det vi har i norden. Og umiddelbart også i Danmark. Men det er på papiret. Det øjeblik ydelsen skal godkendes eller afvises er der uendelig mange detaljer der afgør hvem der får eller ikke får, og næsten samme situation/diagnose udløser ikke den samme hjælp/støtte i Danmark, ikke bare tilnærmelses vis. Og mange sager er enten eller, ikke mere eller mindre, men ingenting, eller noget. Og dem der er mest udmattede råber ikke op. Dem der ikke har netværk står svagere. 

Cathrine Widunok Wichmand der havde fået godkendt personlig støtte af Frederiksberg kommune for at kunne fortsætte med sit job efter en ADHD diagnose, måtte sande at virkeligheden var en anden end det hun troede. Godt nok har vinklingen været at hun var for priviligeret til en sådan støtte. Om hun er eller ikke er kan jeg ikke udtale mig om, lige som folk heller ikke kender mine udfordringer med ADHD/Autisme udefra set. Men sagen har fascineret mig ud fra hvor man nu lige er i samfundet:

"- Det synes jeg ikke, at det var. Vi har universelle velfærdsydelser i det her land. De gælder alle, siger hun." Sagde Cathrine Widunok Wichmand til DR. Da hun blev spurgt om, om det var forkert af hende at søge den ordning. Som sådan må folk for min skyld søge som de synes, og det står jo på nettet at man kan i hendes situation. Det var mere det at hun faktisk fik støtten, og ikke var klar over hvor særligt det er. 

I et tidliger interview med TV2 siger  Cathrine Widunok Wichmand" " - Hvis syv ud af ti står uden for arbejdsmarkedet, skal vi så gøre det endnu sværere for de tredive procent, der er på arbejdsmarkedet? Hvis nu 70 procent af personerne med adhd i min kommune ikke kan arbejde, ville jeg i hvert fald ikke bruge min energi på at slå de sidste 30 procent i hovedet." Her tænker jeg der ikke reflekteres over hvorfor de syv ud af ti, har måtte opgive arbejdsmarkedet, at det måske ikke var de de ønskede, og de ingen støtte kunne få, da de havde brug for det. Eller er de bare "de andre", en anden slags ADHDer, der bare har lagt sig ned og opgivet, så der kunne blive plads til nogen der var "happening"? 

Måske DR eller TV 2 skulle have set på de generelle forhold, og andre med ADHD deres erfaringer? Måske hvis medierne var lidt mere med på de emner ville der være en informeret debat, der var noget andet end forargelse. Hvad ved vi generelt om et voksenliv med ADHD?

Hvor store varianterne er, komorbiditet, at man har flere sygdomme foruden en primær sygdom, depression, angst andet? Hvordan stress påvirker ADHD. I en hvis iver for at afstigmatiserer ADHD, har man samtidigt trivialiseret hvor meget det kan påvirke ens voksen liv, at det bare er en "en mindre forskel" man sagtens kan "komme ud over".  Hvilket efterlader dem der ikke bare kan "komme over det", med ikke at blive taget seriøst. 

At ord som oversdiagnosticering, sætter sig fast, og giver et indtryk af meget flydende grænser i forhold til en diagnosticeret ADHD, hvilket går i retningen af om det overhovede er en ting, eller en nymodens opfindelse der kan påklistres næsten hvem som helst der søger en udredning. Og det vil jeg ikke håbe, for det vil igen trivialiserer det til en pyt diagnose. Men muligvis er det bare sådan det fungerer i medierne, og virkeligheden forsvinder mellem let forståelige sætninger, der rummer nogen sandhed, men ikke på nogen måde den hele. Men sagen er at dem med diagnosen får smidt det i hovedet, og hvis man modsiger bliver man ikke taget alvorligt, den offentlige mening er mere informeret, end den der har skoen på, super!

Et andet spørgsmål er så hvad ved folk med ADHD, om andres ADHD, og deres udfordringer.....eller manglen på samme? Der er fællestræk i ADHDen, men en absolut uendelighed af forskelle i udtryk, kormorbiditet, sociale forhold. Og den måde jeg havde ADHD på som barn og yngre, er meget anderledes end i dag, den er værre, men måske for andre måske blevet nemmere at håndterer. Nogen har fået værktøjer, og anvender dem, og mærker en positiv forskel. Andre har kørt over kanten i årevis, uden at ane hvorfor. 

Der er folk med højtlønnede jobs med ADHD, og folk der er hjemløse. ADHD kan skabe mirakler og udløse katastrofer, og nogen gange er de to ting ret tæt på hinanden, og kan give konsekvenser uanset privilegier. 

Giver det bedre pengene tilbage at holde hånden under de priviligerede, end at klatte dem væk til dem der ikke har bevist overfor samfundet de kan finde ud af det? 

Jeg ved en ting helt sikkert at der aldrig var en plads til at jeg kunne bevise noget over tid, det med over tid er væsentlig. For der vil være perioder hvor man er kommet til at brænde sit lys i begge ender, eller der er nederlag der føles meget store, så der eer brug for at det kan rummes og ikke alt er tabt, at man ikke har mistet den plads man kæmpede for. Jeg er næppe alene med den erfaring. 

Men jeg tror i høj grad et det handler om relationen mellem mennesker, det er ikke bare politisk, eller staten, eller penge. Jeg ved så godt at politikerne, staten, og pengene har en vægt og en magt til at forme synet på grupper i samfundet, man kan problematiserer, men også usynliggøre. 

Nogen af os er vandt til at blive talt ned, det er derfra vi taler, andre er mere priviligerede det er derfra de taler. I sidste ende er de sidste mere let forståelige i deres udgangspunkt, i forhold til norm Danmark. 

Hvis udgave af ADHD har et talerør i forhold til cloud, medier? Den der passer bedst til den virkelighed og normer der gælder, derfor vinder privilegier som regel altid på den lange bane, uanset shit.