Den store gåde i Dagens Danmark, hvad skete der med medfølelsen?

 Jeg oplever gang på gang, at vi samtaler ikke kan rumme det uperfekte, det sårebare. At der hurtigt skiftes til gode råd, eller at nogen andre har de værre, og man burde være mere positiv. Det er en måde hurtigt at få lukket af, og ikke få resten af hvad det egentligt handler om. Man er sluppet ud af det, så man kan fokusere på sit eget.
Opfatter personen det som om at et udtryk af, at et andet menneske har noget at slås med, som et konkret krav om at man skal hjælpe dem? At det andet menneske kunne blive en personlig byrde, og man nu er fange i en støtte rolle?

Selv kan jeg sagtens udtrykke empati og forståelse, uden jeg tror/føler at det afkræver mig noget ekstra personligt. Jeg skal ikke løse noget, jeg kan lytte, jeg kan gøre det personligt smertefulde jeg får at vide, til noget der er noget der er generelt menneskeligt, og noget vi kan tale om. -Men kræver det at man selv er mere afklaret og åben for at kunne gøre de? Og at man kan afgrænse det at vise empati, og rummelighed, ikke er ensbetydende med at man har skrevet kontrakt på, at være fast støtteperson. At det er et udtryk for man ikke selv har fat i grænserne og nu er overvældet. Og nu regner med den anden ikke kender grænserne.

Fordi man lufter noget, overfor et andet menneske er grundlæggende ikke, at den person skal redde en. Men når vi problematiserer den åbenhed og afviser den, gør det mennesker bliver meget alene med sig selv. At man kan have mange venner, men venner ikke betyder at man kan være åben om hvad man går og tænker på. Hvilket i min verden ikke er at have venner, eller være en ven for nogen hvis man bare altid parrere den anden, det er mere en verbal kampsport, det er ikke en samtale. Det er ok at sige at man ikke ved det, er i tvivl, eller ikke kan yde det, den anden afterspørger, det er ærligt. Det andet er ikke ærligt........eller man er ikke ærlig over for sig selv, blinde vinkler. 

Den gasligting og afvisning man ofte møder i Danmark, både hos venner og fagligt i kommuner, psykiatri osv. Der som en rygmarvs refleks der er blevet normen i Danmark.
Det er måden vi kommer gennem dagene, vi prøver at tage ansvar for vores eget liv og de aller nærmeste. Der er ikke rum til mere siger vi.
Hvorfor er der så ikke det? Fordi at vi aldrig er helt nok i det her samfund individualistiske samfund, der er altid plads til personlig forbedring. Den se så sjovt nok ofte performativ i forhold til omverdenens syn på en, ikke hvordan man møder andre på et dybere plan. Det er hvordan man møder andre som det produkt man er blevet, efter de værdier samfundet sætter øverst lige nu og her. 

Jeg vil så sige at jeg høre mange angstfyldet samtaler mellem unge på cafeerne i dag. Men det er aldrig mere en deres tvivl, det er uden en kontekst i forhold til samfund, vilkår. Det er totalt ureflekteret. Det er bare jeg har det her, og så en lang monolog. Den anden part mumler så et eller andet. Det er næsten en norm med den der ureflekterede følelse af ikke at være nok, men samtidig den eneste i verden.

Og det er som om man ikke kan forvente det er den generation der bryder med de normer der er nu. At de har ungdommens fysiske styrke, men at tidens "alle muligheder" har paralyseret deres tanker. Og jeg er den der var at paralyserede tanker ødelægger alt. De unge kender forventningerne, forældrene, samfundets, der er bundet, ikke frie. Ja, de bruger psykiatriord, og føler ting. Så de er andreleds end dem der er ældre. Vil de spørge os, eller har de også fået afvisningen? Eller er de den generation hvor forældrene har haft fokus på alt, fordi det var projekt børn? Hvis det jeg oplever er generelt, så var projektbørn ikke løsningen på fremtiden. 

Når vi ikke taler sammen om de ting der rumsterer og ikke mindst sætter dem i en samfunds kontekst, glemmer vi at vi deler de tanker med mange andre mennesker, og man kan ændre på ting, at vi alene prøver at løse noget der er delvis samfundskabt. Jeg ved godt mange siger, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved, men det er jo ikke rigtigt, før i tiden har mennesker stået sammen om at ændre på ting, der ikke var politikere eller mennesker med magt. Så det kan gøres igen.

Alene det at man er flere er lidt beroligende at vide. Det at tale med andre om det, og forskellige vinkler, og med nogen der har været gennem det, og fundet løsninger, og andre der har fundet andre løsninger, gør at man måske kan finde sin egen vej. Ikke som et projekt, bare stille og rolig erkendelse. Og for nogen tager det længere tid end andre, men det er ikke en konkurrence mod det samme mål. 

Men det er næsten som om vi har mistet dybden og erfaringerne i Danmark, en nation af jeg'er, i et umiddelbart lykkeligt og velfungerende samfund. Men også der har meget svært med at takle tingene når de bliver svære. Og det er en sårbarhed, for den enkelte, men også samfundsmæssigt. 

Hvis evnet til at kunne rumme livet i alle de aspekter der er, vil vi prøve at tvinge det ind i kun at rumme et meget lille vindue for hvad en tilværelse er, og alt hvad der er udenfor, skal forblive udenfor, og er kun farligt og uden nogen værdier. Sagen er at alt det der ligger udenfor det lille vindue faktisk er værdierne, uden helheden er vi meget fattige mennesker, der har nok økonomisk, men meget lidt på kontoen for hvad det er at være et menneske. Og vi er underlagt at kunne risikere så meget, at vi bliver tvunget ud i at forstå det, men desto mere vi forstod inden, desto stærkere står vi. Og jo mere det er en del af hele samfundet kan vi også fagligt møde andre, fremmede mennesker og have den samtale, på den gode måde. Hvor vi kan se hinanden, eller i det mindste mere. 

At være udenfor det acceptable vindue, er ikke at være pestramt, det kunne enda betyde man havde flere svar, men alligevel må udtrykke et eller andet i forhold til andre medmennesker. 

Jeg har mange gange mødt og talt med mennesker jeg aldrig kommer til at se igen, samtaler om vigtige ting, eksistens, kultur, historie, samfund, erfaringer, og de erfaringer der er svære. I den samtale kan vi tage noget med os videre, der var en udveksling. Og jeg oplever altid at der er humor og engagement og viden, og andre vinkler. Det er den vigtige samtale. Og vel i grunden den jeg foretrækker. 

Når jeg ender i de samtaler er det fordi jeg er parat til at åbne ballet. Jeg siger det kan jeg godt forstå, det er også rigtigt. Det er også lidt min oplevelse. Der er mange måder at leve i verden på. Der er meget tilfælles, men også mange variationer. Og erkendelsen af at nogen historier først folder sig ud, når tiden er til det. Godt nok er jeg ret åben selv, men det er jo en måde at overleve, at vise det. Jeg tog vejen ud af de paralyserede tanker mange unge slås med. Det er også derfor jeg trods alt overlever at være rimeligt anderledes, og få mine hug for det. 

Den hurtige afvisning af andre er nem og tidsbesparende, den er absolut effektiv. Men den har også en pris, den går begge veje, i første omgang går den mest udover den der er ærlig og åben, og har et problem. I sidste ende kan den anden nå til vejsende, og tænke var der noget udenfor den ramme jeg levede i, og brugte jeg min tid bedst muligt for mig, og andre? 

Skammen vi ikke vil være ved, skammen vi foragter.

Det er svært at kræve noget, når ens liv er bygget på et fundament af skam. Vi har altid hørt at vi ikke gjorde nok, det er det derfor det er som det er. Det er derfor vi er usynlige og uværdige. 

Ingen vil frivilligt har del i den skam høre om den, skam minder os om vores egen skam, eller den vi har mødt i vores opvækst. På mange måder vækker skam afsky. For os selv, for andre. 

Narcissisten vælger sin rolle væk fra skammen allerede som et lille barn og ind i en fiktiv verden, med sig selv i hovedrollen. Inden i sidder skammen, den driver værket gennem hele livet. Psykopaten har så ingen skam. 

Jeg tør godt insistere på min skam, stå ved den, ikke fordi den er lille, eller ikke har magt over mig, for det har den. For mig handler det måske om at jeg lige har det lille overblik over den, ja den kan styre mig, men jeg kan også se den. Og jeg tror nogen ikke kan se den og at den er drivkraften i meget negativt. Jeg har ikke tidligere set den som det mest væsentlige i mit liv, men jeg tror det nu.

Indre dæmoner som nogen ynder at tale om, lyder flot og spændende. Men reelt kan de "bare" være skam, dækket af ord, der lyder stærkere, end skam. 
Og Indre negative stemmer være den generationel skam, og din opvæksts mest negative stemmer. Og skam over ikke at have været elsket. 

Generationel skam. Forældres egne frustrationer, kan komme ud som skamning, i forhold til partnere, børnene. Og det er en gammel testamentlig skam. Der er ingen tilgivelse, kun skyld. Og det er kun den ultimate perfektion der er kuren mod skammen i den version. Men det er bare ikke muligt, barren er altid sat for højt. Det er uden realisme, det er fiktivt, det er toxisk. Det er her syndebukke bliver skabt, der ellers ikke ville være set som syndebukke i andre forbindelser, men lige her er de, bland disse mennesker, og de vil gøre alt for at holde dem fast i skammen, for at de kunne blive den næste. For syndebukke rollen kan hoppe videre til en anden person i gruppen, hvilket sætter spørgsmål til skammen, hvis den så let kan flyttes, hvad består så kernen af? Den består af det der er aftalt i den gruppe. 

At få fodfæste til at komme op af det hul, er kampen mod sig selv, ens opdragelse og ens erfaringer. Og erfaringerne og verden har reageret på skammen i en. Alle de gange man har trukket sig, undskyldt sig, tvivlet og meget, meget, mere. Det ligger i baghovedet. Hvor andre der ikke har skammen liggende som default, reagere anderledes, og opfattes anderledes af andre.

Så det at kunne tilgive sig selv, give sig selv omsorg, er så svært at holde fast i. Og viser verden ikke en, at det er sandt du er faktisk ok, så er jeg jo ikke god nok. 

Rigtigt og forkert.
I skammen er det som om der ikke er gråzoner, den føles som et piskesmæld når det rammer en, en elektrisk rygmarvs fornemmelse. Kan du mærke skammen, eller kan du ikke? Det er sort/hvid tænkning, der ikke er en sund tilgang til verden, der er intet råderum for fejltagelser, ens egne, andres. Alt skal vindes, ellers er alt tabt. 

Skammen handler ikke om rigtigt og forkert, selvom det ville "de" nok sige. Det er en spejling af deres egen skam, der ikke har noget at gøre med lov og ret, godt og ondt. Mere et kulturelt sammensurium og opvækst, hvor godt og ondt reelt kunne være omvendt af samfundets. Det er et Stokholms syndrom, hvor man ikke kan blive af programmeret. Det er som en kult, en bande. Det er en familie. Der er idealer og der er skam. Og ofte er idealerne sat for højt, så der skal snydes lidt, der tales uden om, gaslightes  Dem vi så som havende magten og indsigten, havde den ikke i den grad vi troede dengang. 

Erkendelsen.

Da jeg var 31 fik jeg en angstpsykose, psykisk og fysisk var det kaos, af tanker, eller ikke plads til tanker for tanker, og store fysiske smerter. Jeg vidste godt det havde indhentet mig, og at jeg måtte vælge, at forsvinde i psykosen/psykoser, eller holde mig ude af psykiatrien, og vel væsentligst, ikke lade psykosen få fat i mig. 

De fleste vil sige at når man er midt i en psykisk sygdom der raser, er der ingen fornuft. Det er så ikke sandt. 

Jeg kan huske jeg sad på gulvet i den store stue og sagde: "Jeg er stærkere end dem, for jeg tør at erkende". Med "dem" mente jeg min familie. Det var erkendelsen af de ikke kunne rykke sig ud af deres situation, de kunne mærke den, men de turde ikke udfordre den, gå i gennem den. 

Dengang vidste jeg ikke hvor lang den vej var, jeg fokuserede på de små forbedringer. Trinnene lige foran mig. 

Nogen gange var jeg effektiv, men andre gange hvde jeg perioder hvor jeg kunne meget lidt. Og i de sidste ti år her jeg kunne meget lidt. Jeg kunne ikke få overblik. Jeg var så belastet af stress at der ikke lige var det ekstra at tage af. Og ingen hjælp at hente. Skam. At ligge i dvale, hjælpeløs, ingen vil hører, skam. Og på den måde forenes den generationelle skam sig med barndommens og ungdommens skam, og alle de gode begyndelser der ikke fortsatte, til nutidens skam. 

Når i ikke kan se mig må det jo skyldes -mig? 

Men når i ser mig, kommer i til at tænke det, i ikke selv vil være, hjælpeløser, tvivlende, modløse, magtesløse, skamfulde. Og som et menneske der bare burde have nogen bedre leveregler ,og holde sig til dem. Det er jo bare en beslutning, ikke?

Men mit udgangspunkt er at bare magte dagen, og livet kræver alt. Som i alt. Og det på mange måder ikke giver nogen mening. Er det skammen over at opgive, det sidste håb om at vise en anden side, der kunne give en mening med mit liv, der driver mig videre, og videre på trods?. Og det er noget af en illusion, for der er ikke nogen mening, vi er her, og så er vi her ikke.

Skam i 2025

Skam kan avle vrede, mange har flygtet fra sammen via vrede. Vrede mod andre, at udskamme andre. Hvis man ikke vil se sig selv, kan man pege på andre. Og man kan se på skammen som "værdier". At de opsatte regler for adfærd skal opretholdes, og at man selv forsager, mens andre synes at hoppe rundt og bare være til. 

Men når skam bliver værdier, må alt det der ikke passer ind skubbes under gulvtæppet. Skammen bliver fundamentet, og hvad sker der hvis det ryger? En kædereaktion. 

Hvis du møder nogen der bruger skam som værktøj, ved du at de rummer skammen i sig selv. Bemærk der er ingen reflektion, ingen afbødning, skammen er som kom den fra en gammel gud uden nåde. Måske det giver dem en umiddelbar følelse af ro, at ting er sat på plads. Hvor du kan tænke WTF! eller føle dig skamfuld. Du kan gøre modstand, du kan blive mundlam. Dybest set er din reaktion ligegyldig for dem, det er som det er. Og hvad hvis andre er til stæde? Er din protest eller manglende protest betydningsfuld? Er skammen blevet en del af den fælles kultur, om ikke andet i forhold til det her menneskes adfærd? 

Man kan snakke op og ned af stolper og gradbøje og se fra forskellige vinkler, sjovt nok oftes i forhold til dem der har en negativ adfærd og har lidt magt. 

Det er komplekst, men det er også meget enkelt. Skam er en sjæle dræber. Men nogen har valgt at andre også skal betale med skam, for deres skam. Passende mængder at skam er ok, folk der er totalt skamløse er ikke godt selskab. Skam med eftertanke og rette mængde er nødvendigt. Men skam der er uproportioneret nej. 

Næste gang du ser nogen skamme nogen og med selvfølelse og selvfølgelighed, se dem for hvem de er, de er skammens aftagere der aldrig turde stille spørgsmål til "reglerne". De blev skam som den udøvende skam, og den napper dem i hælene. Derfor napper de derfor andre. 

Det er svært at lære at tilgive sig selv. Og vi skal samtidigt holde en balance med hvad der kan være nødvendigt og der hvor vi må tilgive acceptere os selv og have selvomsorg. Vi fik aldrig den rigtige opskrift, og samfundet er fuld af idealer, mål og regler. Det kan være meget forvirrende, og det at tage fejl meget farligt. De mindste ting. 

Tænk over det, det er så afgørende for et menneskeliv, og vores liv sammen. At vi ikke kører på automatpilot, men stopper op og lytter, til den indre stemme der ikke taler pænt til en selv, til dem der skammer i samfundet, over nogen/noget de faktisk aldrig har mødt. Til dem i dit liv hvor du ikke tør at være åben fordi du ved de vil vende det, med et "godt råd", eller en følelse af at du er håbløs. De taler måske til sig selv, og ikke til dig. Men du er dig, ikke deres selv spejling. Og du har stadig muligheden, til at være bedre mod sig selv, og andre. 

Jeg beskytter dig for min Autisme og ADHD.

 Det du ser er det jeg "kommer til" at gøre og sige ved et uheld. 

Mennesker med Autisme og ADHD er ofte meget for sandheden og i mod uretfærdighed.
Nogen siger det er fordi vi selv har oplevet meget uretfærdighed, og bliver stærkt berørt når det sker mod andre. Og at vores impulsivitet gør at vi reagere uden at tænke over konsekvenserne. Vi tænker når noget er sandt og er uretfærdigt må det være grund nok, men det er det bare ikke i en nerotypisk verden. Der er mange andre hensyn der skal tages, til en selv og andre. 

Vi har jo set når nogen tager de hensyn til sig selv og andre, og hvad det kan ende med at dække over, af misbrug. Det starter et sted og fortsætter og der er ingen til at bryde kæden af fortielse.

Her vil nogen se mennesker med Autisme og ADHD som det svageste led i en kæde af tavshed, men man kunne også se det som det stærkeste, den der ser tingene og reagerer som en rygmarvsrefleks .
For vi er ofte ret precise i vores iagttagelse, eksperter. Men vi er ubelejlige eksperter, og ikke anbragt i den rolle, vi nu pludseligt tager.
Nu er vi i en risiko. Vi har ødelagt den gode stemning, vi har kaldt til forandring, som ingen lige har lyst til. Jo, de kan godt se der er noget om det, men det er besværligt, og for meget og mange er involveret. Der er også lidt skam, at nogen så det.

Ofte beskytter vi andre mod sandheden, også sandheden om os selv. Hvis du vidste hvordan det virkeligt var, måtte du revidere dit syn på at være min ven. Måske min reelle virkelighed ville sætte dig i forlegenhed. Og det vil de fleste af os ikke. Det kan godt være vi fortrækker sandheden, men vi vil heller ikke skuffe jer. 

Det er ikke det vi ikke siger hvordan vi har det, men for at det skulle forstås, skulle det være mere konkret, mere brutalt, og på den måde grænseoverskridende for en allistisk/ikke autistisk person.
Og vi ved godt, det ikke er godt.
Men det betyder at der foregår meget i ikke aner. Men som er hverdag for os. I tager jeres for givet, og vi har vores der bare er der, det er det vi kender.
Og det er som om det er umuligt at kommunikerer, uden at såre og konfrontere eller tale ned.
Med Autisme og/eller ADHD har vi lært at det er de andres syn og regler der gælder, vi har studeret det, og vi prøver. Men de andre har aldrig været tvunget til at forstå os, de har ikke risikeret noget ved ikke at forstå os. Det har ikke været nødvendigt. 

Reelt er vi nok mange flere en statistikkerne siger, men vi er stadig et mindretal. Vi er repræsenteret mere nogen steder i samfundet end andre steder. Og vores selvforståelse kan være mere eller mindre udviklet. Og de flest af os har indrettet os på, at det er som det er, alligevel kan vi en dag sige fra, og så er vi sat i spil, som besværlig og ubelejlige.
Og her er det at hele vores system kan gå i selvsving. Med rædsel må vi se at de andre har en anden holdning, og nu er det dig der har gjort noget. Du kan tænke det igennem, igen og igen. Du kan vægte ting. Du kan fortryde det. Du kan blive vred. Du kan blive det hele på en gang. Du ved det er forkert uanset hvad de siger, men de gør det så selvfølgeligt, kan de have ret?

Der er mennesker med Autisme der ikke kan tale, der er nogen der kan tale, men ikke i alle situationer. Men selv den mest veltalende Autist eller ADHDer kan opleve at man lige så godt kunne være stum. 

Små børn der ikke kan kommunikere kan græde, de kan rase. For at blive set og hørt. 

De børn der fortsætter med at græde og rase fortsætter med at være synlige, det er noget af det der gør Autistiske og ADHD børn synlige for andre. Men de børn der ikke reagere sådan er ikke så synlige. Og vi bruger energi på ikke at være det på den måde. Vi har lært det ikke nytter noget. Det nytter heller ikke noget at artikulere det. Der foregår ting inden i, men vi må lade som ingenting, vi må absorberer det. Vi er så de "let Autistiske". Er det forståeligt at vi bliver irriterede over den label?

Vi kan så gå gennem verden uden at blive set, eller set, men ikke for hvem vi er. Der er ingen validering for vores følelser, sanser. Kun det der kan passes ind, der der kan anvendes/valideres. Resten er den besværlige del. 

Når jeg tænker på hvor meget allisistiske mennesker søger validering hos andre og konsensus, står det i knivskap kontrast til det man med en Autisme/ADHD oplever, på den anden side er det også som om, mange os har en buffer i forhold til det ikke at passe ind, at vi stadig insistere på det at være os, som om det burde være muligt. Hvilket det også burde. 

Der ligger noget i ikke altid at søge validering og konsensus, og at fortsætte at gøre det man gør uden. Det kan være en styrke, hvis man har gang i et stykke arbejde. Hvis man er heldig kan man finde andre der giver gode input til det man gør. Og man får opbygget så meget at det er synligt at her er der noget der fungerer. Man har fat i noget. Og man har evnen til at fokuserer og bare arbejde på det. Arbejde/ hobby/underholdning er et og det samme. For mange med Autisme/ADHD er det lykken og livet. Og så nogen få gode venner, og nogen kæledyr. At gøre det man er bedst til og er interesseret i, igen og igen. 

At så alt andet kan sejle er noget andet. Og nogen gange ender alt det det sejler med at definere en som menneske for en selv og andre, fremfor interesser og evner. Det er så den rædselfulde udgave af ADHD/Autisme, et levende helvede. 

Hvem er der under alt det der ikke kom til at fungerer, som andre ser, men alligevel ikke ser? Der er et menneske der ville gøre noget andet, der ville kunne fokusere anderledes. Energi ville blive frisat til noget mere gavnligt for den enkelte. Måske også for andre. 

Vi skærmer andre, vi stiller ikke krav, vi ved også at vi ikke ville møde forståelse, bare forklaringer på hvorfor det er som det er, og det hele udgår fra os. Vi skal gøre det bedre, eller nøjes. Vi skal være realistiske.

Alligevel bliver jeg spurgt om hvad jeg drømmer om, og jeg bliver helt tom i ansigtet og hjernen. Alle mine drømme er dræbt for længe siden, jeg har ikke muligheder, kun begrænsninger, og det er ikke noget jeg siger, for det var det jeg fik. Lad være med at påstå andet, lad være med at dække over andre. Nej, de gjorde det ikke med vilje, de vidste ikke bedre. Men hvorfor er det et absolut krav at jeg skal hæve mig over det, når jeg stadig er der hvor jeg er? 

Af den enkle grund at det er mere nemt og bekvemt for alle, og for samfundet. Det handler ikke om sandhed eller retfærdighed. Det er som om det ikke findes, som om vi ikke findes, som om vi var uden stemmer og sprog. 

Det er ikke noget personligt, men det rammer mig personligt.

 Mange af de forhindreinger man kan møde som neurodivergent, er ikke skabt for at med vilje gøre det svært for os. Men det kan gøre ting meget svært for os. Når tingene ikke er lavet for en, vænner man sig til det, man finder løsninger. Det kunne være nemmere, men det går nok. 

Når den samlede sum af det man hsr måtte vænne sig til, alle kompromisserne og de muligheder der ikke var summer sig op, kan det blive til meget. 

Samtidigt med at det virker som om at omverdenen bare pytter det hele: "Det her må du kunne klare. Det er bare på'en igen!".

Det at sige fra, at sige at "det går bare ikke mere, det er ikke realistisk", vil ikke blive modtaget positivt, absolut ikke. #Du må tage dig sammen, der er ingen hjælp, der er ikke penge til det, det er ikke nødvendigt". Færdig!

Det er lidt som et dårligt parforhold, men i en udgave hvor du er i parforhold med et utal af mennesker, hvis ikke hele samfundet, det kan enda føles som hele verden. 

"Er det mig der tager fejl, har de andre ret?" 

De har ikke ret, de har ikke nået nogen erkendelse, eller verden er indrettet bedre for dem. Det de siger er ikke rettet personligt mod dig, det er bare det "man" siger. Det er en verbal refleks, der spejler tiden og stedet. 

Men det rammer nogen personligt, personligt som i at være fanget i systemet uden at kunne gøre ret meget. Det er svært at stille krav eller spørgsmål når man først har mistet al overskud og fremdrift. I et demokrati kan man sagtens miste stemmen. Det er flertal og de meninger der er oppe i tiden, der afgør hvornår man vil høre at noget ikke fungerer. Hvilke problematikker der trender, og hvilke der er yt. Hvilket intet siger om hvad der er nødvendigt, eller særligt rimeligt. 

Hvis der er et konsensus om hvad der ikke står øverst på listen, så er det sådan. Alle tider og lande har deres skyggesider, selv de mest priviligerede. Og vi kan godt lide at det tager sig sådan ud. At vi kan klare, det der skal klares som samfund. 

Så jeg tager det ikke personligt, jeg kan godt se der ikke er penge nok i kasserne, og at jeg ikke har nogen første prioritet. På den anden side får jeg en ubehagelig fornemmelse ved tanken om, hvad der så heller ikke er førsteprioritet, anden eller tredjepladsen . 

Jeg kunne have lyst til at råbe, hallo, er der nogen, hvad synes i, er det her ok? Skulle vi gøre det anderledes? 

Eller er jeg for anderledes, men ikke anderledes nok? 

Jeg ville ønske at jeg kunne skrive noget håbefuldt, om det vigtige i bare at prøve holde fast i nogen værdier omkring det sociale, handicap, psykiatri er rigtigt væsentlige områder at forske i, forebygge, at støtte folk, at tænke dem ind i samfundet. Ikke bare en irriterende restgruppe der trækker det hele neeeed.
Mange af os har noget at bidrage med, hvis der var plads, måske nogen tænker, at vi ville tage plads fra "de rigtige mennesker". Måske nogen ikke vil ud med sandheden: At vi er der hvor vi bør være, og vi bliver holdt der, via et større fælleskabs holdninger, der er indforståede. Det er et sammenfiltret klæbrig væv, det er en fin beskyttelse mod ubehagelige sandheder. Fuck hvor jeg hade det! 

Velkommen til den virkelige verden!

Så længe man ikke har brug for offentlige ydelser, kan man leve i den tro at det sociale sikkerhedsnet fungerer. Også at de hensigter der står på nettet hos kommunerne svare til virkeligheden. Og når det ikke lige er noget der kommer en ved personligt er det med ventelister osv. bare en strøm af ord i nyhederne. 

Men der går meget tid på at holde igen med pengene, og hvem der kan få. Det handler ikke om det ville være rimeligt, men om hvor mange der allerede står i køen. Og pengene allerede er sluppet op først på året til den gruppe. 

Universel velfærd? Man kan læse at det er det vi har i norden. Og umiddelbart også i Danmark. Men det er på papiret. Det øjeblik ydelsen skal godkendes eller afvises er der uendelig mange detaljer der afgør hvem der får eller ikke får, og næsten samme situation/diagnose udløser ikke den samme hjælp/støtte i Danmark, ikke bare tilnærmelses vis. Og mange sager er enten eller, ikke mere eller mindre, men ingenting, eller noget. Og dem der er mest udmattede råber ikke op. Dem der ikke har netværk står svagere. 

Cathrine Widunok Wichmand der havde fået godkendt personlig støtte af Frederiksberg kommune for at kunne fortsætte med sit job efter en ADHD diagnose, måtte sande at virkeligheden var en anden end det hun troede. Godt nok har vinklingen været at hun var for priviligeret til en sådan støtte. Om hun er eller ikke er kan jeg ikke udtale mig om, lige som folk heller ikke kender mine udfordringer med ADHD/Autisme udefra set. Men sagen har fascineret mig ud fra hvor man nu lige er i samfundet:

"- Det synes jeg ikke, at det var. Vi har universelle velfærdsydelser i det her land. De gælder alle, siger hun." Sagde Cathrine Widunok Wichmand til DR. Da hun blev spurgt om, om det var forkert af hende at søge den ordning. Som sådan må folk for min skyld søge som de synes, og det står jo på nettet at man kan i hendes situation. Det var mere det at hun faktisk fik støtten, og ikke var klar over hvor særligt det er. 

I et tidliger interview med TV2 siger  Cathrine Widunok Wichmand" " - Hvis syv ud af ti står uden for arbejdsmarkedet, skal vi så gøre det endnu sværere for de tredive procent, der er på arbejdsmarkedet? Hvis nu 70 procent af personerne med adhd i min kommune ikke kan arbejde, ville jeg i hvert fald ikke bruge min energi på at slå de sidste 30 procent i hovedet." Her tænker jeg der ikke reflekteres over hvorfor de syv ud af ti, har måtte opgive arbejdsmarkedet, at det måske ikke var de de ønskede, og de ingen støtte kunne få, da de havde brug for det. Eller er de bare "de andre", en anden slags ADHDer, der bare har lagt sig ned og opgivet, så der kunne blive plads til nogen der var "happening"? 

Måske DR eller TV 2 skulle have set på de generelle forhold, og andre med ADHD deres erfaringer? Måske hvis medierne var lidt mere med på de emner ville der være en informeret debat, der var noget andet end forargelse. Hvad ved vi generelt om et voksenliv med ADHD?

Hvor store varianterne er, komorbiditet, at man har flere sygdomme foruden en primær sygdom, depression, angst andet? Hvordan stress påvirker ADHD. I en hvis iver for at afstigmatiserer ADHD, har man samtidigt trivialiseret hvor meget det kan påvirke ens voksen liv, at det bare er en "en mindre forskel" man sagtens kan "komme ud over".  Hvilket efterlader dem der ikke bare kan "komme over det", med ikke at blive taget seriøst. 

At ord som oversdiagnosticering, sætter sig fast, og giver et indtryk af meget flydende grænser i forhold til en diagnosticeret ADHD, hvilket går i retningen af om det overhovede er en ting, eller en nymodens opfindelse der kan påklistres næsten hvem som helst der søger en udredning. Og det vil jeg ikke håbe, for det vil igen trivialiserer det til en pyt diagnose. Men muligvis er det bare sådan det fungerer i medierne, og virkeligheden forsvinder mellem let forståelige sætninger, der rummer nogen sandhed, men ikke på nogen måde den hele. Men sagen er at dem med diagnosen får smidt det i hovedet, og hvis man modsiger bliver man ikke taget alvorligt, den offentlige mening er mere informeret, end den der har skoen på, super!

Et andet spørgsmål er så hvad ved folk med ADHD, om andres ADHD, og deres udfordringer.....eller manglen på samme? Der er fællestræk i ADHDen, men en absolut uendelighed af forskelle i udtryk, kormorbiditet, sociale forhold. Og den måde jeg havde ADHD på som barn og yngre, er meget anderledes end i dag, den er værre, men måske for andre måske blevet nemmere at håndterer. Nogen har fået værktøjer, og anvender dem, og mærker en positiv forskel. Andre har kørt over kanten i årevis, uden at ane hvorfor. 

Der er folk med højtlønnede jobs med ADHD, og folk der er hjemløse. ADHD kan skabe mirakler og udløse katastrofer, og nogen gange er de to ting ret tæt på hinanden, og kan give konsekvenser uanset privilegier. 

Giver det bedre pengene tilbage at holde hånden under de priviligerede, end at klatte dem væk til dem der ikke har bevist overfor samfundet de kan finde ud af det? 

Jeg ved en ting helt sikkert at der aldrig var en plads til at jeg kunne bevise noget over tid, det med over tid er væsentlig. For der vil være perioder hvor man er kommet til at brænde sit lys i begge ender, eller der er nederlag der føles meget store, så der eer brug for at det kan rummes og ikke alt er tabt, at man ikke har mistet den plads man kæmpede for. Jeg er næppe alene med den erfaring. 

Men jeg tror i høj grad et det handler om relationen mellem mennesker, det er ikke bare politisk, eller staten, eller penge. Jeg ved så godt at politikerne, staten, og pengene har en vægt og en magt til at forme synet på grupper i samfundet, man kan problematiserer, men også usynliggøre. 

Nogen af os er vandt til at blive talt ned, det er derfra vi taler, andre er mere priviligerede det er derfra de taler. I sidste ende er de sidste mere let forståelige i deres udgangspunkt, i forhold til norm Danmark. 

Hvis udgave af ADHD har et talerør i forhold til cloud, medier? Den der passer bedst til den virkelighed og normer der gælder, derfor vinder privilegier som regel altid på den lange bane, uanset shit. 

 

Identitet og diagnose.

Tænk hvis jeg kunne stå op om morgenen uden at blive konfronteret med Autisme og ADHD fra jeg slå øjnene op?

Sikke en befrielse, hvilken åbning på dagen!

Det er bare ikke mit liv. Det er selvfølgeligt ikke sådan for alle med de diagnoser, langtfra. For nogen er det muligt at abstrahere fra det eller leve med det, uden det er rædselsfuldt at komme gennem dagene. Ja der kan være dage, og situationer, og der kan ske ting der gør at men cirkel og overtænker, eller bare er udmattet. Men der er også andet, meget andet. 

Men det er bare som om mine symptomer, min udgave gør at jeg ikke kan undslippe at blive konfronteret med det. Det er det der fysisk omgiver mig, og det der holder mig fanget. 

ADHD gør det svært for mig at gøre ting praktisk, jeg mister overblik, jeg fumler med ting, jeg er fraværende. Autismen gør jeg prøver at holde fast i tryghed, selvom jeg reelt ikke føler nogen tryghed, selvom jeg prøver at holde fast i ting. Det er det velkendte ubehag, fremfor det ukendte. Det er kun en lille smule bedre, og det føles ikke som frit fald. 

Og jeg har prøvet næsten at miste mig selv, og jeg er modig. Men jeg kender også konsekvenserne. Og jeg ved at ingen samler mig op. Der er kun mig, og jeg skal gøre det selv. Jeg har ikke råd til eksperimenter. Men det ville være godt med forandring.

Jeg har været mange ting, forskellige liv, det var dengang jeg havde kræfterne til det. Det at tage masken af har været en blandet fornøjelse, eller slet ikke nogen fornøjelse, bare ubehagelige erkendelser omkring ting jeg egentligt ikke har haft meget indflydelse på, eller større muligheder for at ændre på nu. 

Jeg ved ikke om jeg bare må separere min fysiske virkelighed og min indre verden, jeg har gjort det før, det er ikke optimalt, men en klassiker. Jeg er født med mit eget matrix jeg kan bevæge mig i, frit. I modsætning til virkeligheden. Er der en kur mod virkeligheden? 

Eller skal jeg bare lære at glemme alle regler der er opsat for hvordan man skal være og leve, at virkligheden ofte er lig med normer. Ja, der er naturkræfter osv. men virkeligheden er også hvordan man ser/fortolker verden. 

Det vil vise sig om jeg kan frigøre mig fra normene. Så kan de gå med som affald, eller til genbrug, når jeg nu er igang med at rydde op.

Realisme tak!

Umiddelbart er det godt at være realstisk omkring sine egne evner, min erfaring er bare, at ofte er folk ikke ret realistiske omkring mine udfordringer. Jeg skriver "folk" for det er ret uanset om det er "professionelle", venner, eller "folk". 

Måske det er naturligt hvis man selv bare gør ting sådan vipti vupti, eller kan når det er nødvendigt, at forestille sig ikke at kunne ting selvom det er nødvendigt. Og når jeg forklare til andre, at noget ikke er realistisk, så kan de ikke forholde sig til det. At min vej til noget er så meget længere. Det er som om de ting jeg ikke magter, hele tiden glemmes, eller minimeres. 

Forstillingerne om hvor nemt, hurtigt en opgave kan klares er en del af det underforståede, og noget hvor jeg selv  kan regne ud, hvad opgaven normalt ville kunne tage af tid og arbejde for en mere "Normalt fungerende". Og ofte kommer jeg til at sige, "jo det kan jeg godt, det er nemt nok". Men det er ikke virkeligheden. Jeg glemmer igen og igen at det bare ikke er sådan det er, når det er mig. 

I grunden skulle jeg hjælpes med at forstå, at det ikke bare lige er sådan, at jeg mindst muligt endte i den situation, da det hele tiden gør noget ved mit selvværd. 

Så jeg har Autisme og ADHD, men det betyder åbenbart ikke noget særligt, men hvorfor er det så jeg kæmper sådan dagligt? Har vi udstyret nogen med de diagnoser der reelt ikke havde brug for dem, så de der har brug for støtte ingen får? I mange tilfælde siger man at de diagnoser bliver stillet  i forhold til, at der er ting man har brug for støtte til? 

Det er godt at se en persons ressourser, men får vi får ofte blandet det sammen på en måde der ikke giver mening. At ressourcer på nogen punkter, bliver lavet om til at det opvejer det man ikke evner, hvilket det jo ikke gør med ADHD og/eller Autisme, jeg kan ikke bruge det jeg har af ressourcer på et punkt, på de ting jeg kæmper med. De opvejer, balancere ikke hinanden ud. Og de har været der hele mit liv.

Forskellen er nok at jeg har brugt mine ressourcer som et skjold, og prøve at skjule alt det andet. Og det er jeg mindre tilbøjelig til i dag. Hvilket skulle være en god ting? Det fungere bare ikke, folk foretrækker mit gamle jeg, for det nye. 

Jeg ved meget om hvordan man gør ting rigtigt, men det betyder bare ikke, at jeg kan udføre dem rigtigt selv. -Eller det vil kræver meget mere af mig, end de fleste andre. Og jeg er altid op imod "de fleste" og "de andre".
Og ingen gider at hører på en der ser sund og rask ud sige "det kan jeg ikke", eller "det burde jeg egentlig ikke gøre". Selvom det er min erfaring og tilkæmpede indsigt efter mange, mange år, at sådan er det bare. Andres eller min egen magiske tænkning, og delulu vil ikke hjælpe på sagen. For "sagen" er støbt i stor skala i solid beton, så der skal gås grundigt til værks, hvis den skal væk, og en gaffel gør det ikke. Tro mig.

Så jeg bliver nød til at holde fast i mine erfaringer, ikke lade mig overtale til at tro på ting der ikke er realistiske netop for mig. Og jeg bliver også nød til at sige det igen og igen til andre, selvom jeg er træt af det. For var det så let, var jo alting løst forlængst ikke?

At leve som jeg gør, tager mine ressourser, så der ikke er noget til livet og til at skabe en ok nutid og en fremtid. Der skal tilføres noget, der reelt kunne være meget forskelligt, i situationen ville alt "noget" der kunne gøre en positiv forskel, blive til en meget stor forandring.

Nogen gange er jeg som en Kat

Jeg så en dag slutningen af en TV udsendelse om hvordan Katte tænker, eller hvad man tror Katte tænker.
Jeg hoppede lige ind i noget, hvor de viste forskellen på Hunde og Katte adfærd, i forhold til at komme ind i et nyt rum, hvor ejeren også var i rummet: Hunden skyndte sig hen til ejeren for at hilse, hvor Katten først skulle afsøge hele rummet først.

Og det er meget som jeg selv reagere, selv i kendte miljøer, jeg skal altid orientere mig hvilket gør min hilse reaktion er meget forsinket i forhold til hvad der ellers regnes for socialt normalt.

Godt nok har jeg tillært mig meget forskellig adfærd så jeg virker "normal", men lige på det punkt går det altid galt, år efter år. Det skiller mig ud fra andre, virker sært, jeg kan virke afvisende, uvenlig i den situation.

Kunne jeg lære det, ved at gennemgå en drejebog for at komme ind i et rum med andre? Eller er det her så typisk for mig, specielt da jeg efter 50 år stadig ikke mestre, det at mødes og hilse på folk på den måde vi nu gør det i den kultur jeg er i.

Jeg har ikke læst bogen "Alle Katte har Aspergers", men jeg kender jo katte og mig selv så måske jeg kan regne ud hvad det handler om....og ja, man skal kende Katte og respektere deres måde at opleve ting på, for at få det bedste ud af relationen.

Man skal ikke forsøge at manipulere dem, kaste sig over dem når de ikke viser interesse, man skal vænne dem til ting, man skal give dem områder hvor de her fred, som er deres, og hvor de føler sig trygge. Nogen synes Katte er uberegnelige, og skræmmende, hvorfor blev den sur, hvorfor blev jeg revet. Hvorfor virker katten så egoistisk i forhold til egne behov, og ikke så ivrig for at please som en hund?

For os der holder af Katte, vil vi vil bare sige at det er noget af charmen, og at de da har følelser for en, på deres måde. Og at de er så skønne at man da lever med at de er så meget sig selv.

Jeg kan så tænke på hvad nogen Autistiske træk, kan have betydet dengang mennesker var jægere og samlere (eller der hvor mennesker stadig er jægere og samlere), det at mennesker på Autismespektret, ser, hører anderledes, er mere opmærksomme på udefra kommende lyde - Jeg må indrømme at jeg selv færdes i byen som et meget opmærksomt dyr, i forhold til de andre der trasker afsted uden det virker som om de ser eller hører. Jeg tænker ofte det må være meget afslappende, fremfor mig hvor alle sanser er vågne og i beredskab.

Men var vi ude på savannen/eller stepperne, så tror jeg at jeg på en måde var en vinder, jeg er bare desværre taberen i en moderne storby.
Jeg kan ikke rigtigt sortere alle de indtryk,og jeg kan reelt ikke omdanne dem til noget der er til min fordel i storbyen. Dem der har fordelen er dem der slet ikke ser de er ved at blive kørt ned, eller bare går med snuden i en mobil og håber andre går udenom.

Det er med til at jeg daglig må reflektere over at jeg er en anden slags individ, mennesketype, men en mennesketype der også har mange gode evner.  Sagen er bare om jeg skulle finde ud af hvor det er jeg er bedst tilpasset, med mine mere fine sanser, så jeg får fordelene og ikke kun alle ulemperne af dem.

....Nogen gange går jeg på Kattepoter, nogen gange stritter jeg med knurhårene, nogen gange vil jeg bare have fred, andre gange vil jeg ud og opleve.

Det er bare noget du siger du ikke kan...

Forestil dig at man tog en vilkårlig kørestolsbruger man mødte på sin vej, og hældte vedkommende ud af kørestolen og sagde, "Jeg tror altså godt du kan gå selv".

Eller at blinde og døve fik at vide de burde blive lidt mindre blinde og døve, og det bare var at tage den beslutning og så ellers se sig ordentligt for eller hører ordentligt efter.

De fleste kunne se urimeligheden og overgrebet i den type handlinger og udtalelser, kommer det til usynlige handicap er der mere normen, end undtagelsen at man møde de holdninger.

"Kan du ikke bare lade det gå over af sig selv?", "Jeg tror godt du kunne alligevel", og "Hvis du nu lod være at tænke så meget på det?"....

Jeg lever med det her, det er mit grundlæggende vilkår, jeg kan tage stigmatseringen på mig, jeg kan kæmpe mod den osv. Men i sidste ende hænger jeg på vilkårene. Andre kan have en mening om mig... om "os", og uanset hvor tåbelige de er, kan man ikke gøre dem ansvarlige for deres tåbeligheder, på samme måde som de gør mig/andre ansvarlige og naturlige modtagere af deres fordomme og antagelser.
Det kan føles uretfærdigt det er sådan, men den med flest "normalitets" privilegier vinder, hvergang!

Jeg er ikke en levende prøveklud for andres teorier om en som mig, når du såre mig gør det ondt, og som et menneske der er på Autisme spektret gør det endnu mere ondt, men jeg er jo på den ande side vandt til smerten....den smerte der ikke et et symptom på at være på Autisme spektret, men noget man (som regel) får foræret af omverdenen når man er på spektret.

Trykker du hårdt for at få en reaktion, for at få en forklaring på hvorfor jeg er som jeg nu er, så er det ofte sådan at den Autistiske forklaring ikke kan formidles, den er inden i, lukket inde, og selvom den kan forklares, bør det kun være når det er det den Autistiske selv ønsker og er parat til at forklare, ikke fordi man bliver presset til det.

Om jeg er normal eller ikke er normal er hele tiden op til nogen andre, at være de selvudnævnte ekspert på. Det er bare meget ufedt, uanset hvad folk lige kommer frem til, er jeg ikke ret smigret.

I nogen situationer ser jeg ikke de neurotypiske "ikke Autisterne" klart, på andre punkter ser jeg dem meget klart, for de har såret mig på så mange 1000 måder og vist mig jeg ikke høre til, at jeg altid før eller siden kommer til kort, uanset hvor fint jeg bære min "ikke Autistiske" maske, gør mig umage, gør opgaverne, tager mig sammen, prøver at ignorere smerten, ja den fysiske psykosomatiske smerte, og de reelle spændings smerter.......og prøver at holde det små psykotiske tanker væk, når det trænger sig på via den stress og overstimulation jeg oplever. Samtidigt prøver at leve med den manglende forståelse, at de ting jeg siger bliver talt ned så det passer til "ikke Autistisk" tilgang til virkeligheden....og så de gode råd der ikke duer.....Og "du tænker for meget".

Muren mellem mig og det andre bare gør helt naturligt, er meget høj og solid, du kan sige den ikke er der, for den er der jo ikke for dig, det er et one way mirror, fra den ene side er det et klart vindu, fra den anden side et spejl hvor man ser sig selv, men ikke kan se menneskene på den anden side. Med og uden Autisme står vi på skift udenfor det vindu og kan ikke se ind i den andens verden og realiteter.

Og derfor skal man være mere ydmyg når man nærmer sig det "uperfekte", om det er det synlige handicap, eller der er tale om et usynligt handicap, men hvor det usynlige handicap åbenbart mindre forpligtet til at tage det tages alvorligt, men i stedet frister nogen til at prøve at lege rådgiver/psykolog og enda af den provokative slags, stik en syl i det ømme punkt og se hvad der sker? Men bliver du/nogen egentlig klogere, sker der andet end at et andet menneske bliver påført stigma og føler afmagt endnu engang, græder, bliver vred, ydmyget, må skjule?

Det kan ikke forlanges at jeg/vi altid skal kunne sætte os udover andres uvidenhed, at vi skal være nået til et punkt af ophøjet selverkendelse hvor verdens små ondskabsfuldheder ikke længere kan ramme os. Der er dage det går, andre dage det ikke går sådan. At leve med et skjult handicap gør ikke til en Helgen skikkelse der skal tage imod alt med oprejst pande. Omverden siger vi ikke må gøres os til ofre, men hvem er det der uddeler den rolle, uanset om vi tager tingene pænt eller er vrede?

Jeg er ikke en af dem på Autisme spektret der har kunne magte en uddannelse eller et job, det er der andre der kan der kan. Jeg tænker meget på hvad der gjorde forskellen, da vi vel i omgivelsernes øjne umiddelbart virker lige Autistiske, eller uautistiske. Jeg tror ikke jeg finder forklaringen, jeg kan gætte på nogen faktorer og så ellers ærgrer mig for resten, jeg ville også meget gerne have haft uddannelse og job, manglen på samme har givet mig mange kampe og sorger, uden at det ændrede på noget, andet end at gøre mig ked af det og give et lavt selvværd.
Så det er ikke bare noget jeg siger, jeg har prøvet og udfordret mine personlige begrænsninger også mere end det var godt for mig. I fremtiden må jeg finde en bedre balance, uden altid at hænge ude på kanten af min ydeevne, eller sidde fast i depression, og det kan jeg kun ved at erkende hvem jeg er som menneske og stå fast på det i forhold til omverdenen.

Autisme, kan den blive bedre...eller værre?

Bloggen handler om støtte til selvforståelse, i modsætning til den sociale maskering mange med Autisme i en eller anden grad har måtte tillærer sig.

Autisme kan takles, man kan finde sine måder at klare tingene, man kan lære at fornemme hvad man magter, så man ikke så ofte ryger ud i at blive overstimuleret.
En god selvforståelse er vejen mod mere ro, at det ikke går mod forværring af reaktioner, depression, stress, angst, udadreagerende adfærd, ja, listen kan være meget længere, og det er jo netop det den ikke bør være, og ikke altid behøvede at være, men desværre er virkeligheden for mange på Autisme spektret.
Man kan lære en masse værktøjer, til det sociale, til at få ro på sind og krop. der skal være et grundlag af struktur, ro og orden hvis man skal kunne udfolde sig på andre punkter og bruge sit potentiale, eller ja, have et godt liv...eller bare et bedre liv.

Man kan desværre også få tillært sig at maskere Autismen, når man ikke får hjælp til selvforståelse, eller Autismen vilkår ikke accepteres.

Masken kan virke rimeligt udadtil, men ikke indadtil, man lære at skjule, sammenbrudene sker måske mere skjult, målet er at få det til at virke udadtil, men det dulmer ikke uroen, tvivlen, stressen. Og er man god til at maskere vil den få ens reelle udfordringer, til ikke at kunne kunne ses klart, heller ikke af en selv, og man vil kæmpe og kæmpe omme bagved masken.......andre vil kun se masken, samtidigt også se at noget er galt, men ikke hvad der er galt.
På den måde kan man gå gennem livet og føle sig uset, men også samtidigt lidt for synlig.

Uanset hvor på Autisme spektret kan det være svært at se det klart, hvad det er for ting der gør forskellen på en bedre hverdag, eller hvad der ender i kaos...Nogen vil sige: "Men det kan man jo se?" Men så enkelt er det ikke, når der er følelser med i spillet, det kan godt stille sig i vejen for det der var mest formålstjeneligt, så de negative mønstre bare fortsætter. Vi kæmper mod og med idealerne og følelserne, der lægger et filter over realiteterne. Ikke i mangel af intelligens, eller kærlighed, men fordi der ofte er mange lag af tanker og følelser der kan være i vejen for at nå ind til hvad der er nødvendigt at gøre.
Processen vil rippe op i mange tanker og forestillinger, for hvad sker der så, går man helt ned, gør man alt galt og der vil aldrig komme bedre løsninger alligevel?
Det er et hop ud i det ukendte og farlige, fremfor følelsen af at nu bliver det bedre. Men man må/skal finde sin egen nødvendighed for forandring, hvor gamle løsninger, bare ikke længere er brugbare og næsten alt andet bedre end det gamle, men det kræver jo man tør tror på dem der har erfaringerne med hvad der skal til. Også erkendelsen af de reelle begrænsninger, for derefter kunne få styrkerne frem i lyset.

For dem der går rundt med en udiagnosticeret Aspergers, er der mange spørgsmål til hvad alle  andre gør, som man bare ikke forstår, og det bliver faktiske ikke nemmere med tiden, fordi man vil mangle den brik der er Autismen, hvordan præcis er man ikke forstår, og den viden får det til at give mening, men også afklaring og løsninger....hvis man ellers kan få støtte til afklaring og løsninger når man får diagnosen. For selvforståelse er en alt for stor opgave at stå med alene, med mange gamle indøvede metoder til at takle livet, der måske ikke var så gode enda, der skal "aflæres" for at få plads til bedre metoder og det er hårdt, men også vejen mod noget der er bedre, og mere ro.

Hos den sendiagnosticerede er en maske der skal af, den maske man har prøvet at redde sig selv fra de værste situationer med, men der i lige så høj grad gjorde en meget alene og angst.

Men også dem der i dag bliver diagnosticerede som børn, kan føle sig tvunget til at maskere, for forældres og omgivelsernes skyld, så det er letter og alle andre gladere, fordi det hele virker/ser mere normalt ud.
Det er vigtigt at erkende Autismens grundvilkår i familien, ellers går barndom og ungdom i håbet om at det nok går over af sig selv med alderen. Men Autisme går ikke over, men den kan takles forskelligt, men det kræver der arbejdes på det.

Forældre viser jo deres børn hvad der er idealet og Autistiske børn fornemmer også i hvilken retning idealet går, selvom de ikke kan opfylde det. Så familien/omgivelsernes mere eller mindre udtalte forventninger og drømme kommer til at betyde rigtigt meget for barnet, er forventningerne urealistiske og uden at være forbundet med empowerment og selvværd, kan et helt liv ende med at prøve at opfylde de forventninger, uden at have kontakt til hvad man selv føler og reelt evner.
Tomme præstationer, fremfor at kunne hvile i sig selv. Ja, det sker også for "ikke Autistiske" børn, men det er en langt mere vanskelig kognitiv proces hvis man er på spektret.

Når den rigtige støtte/rådgivning ikke er til stæde, er det svært at have overblik over, hvad er Autismen og hvad er følgevirkninger af de psykosociale, på den måde står det ikke altid klart hvad man kan arbejde med, om der var hjælpemidler/teknikker og hvad der er den grundlæggende Autismes vilkår.
Hvis omgivelsernes største drøm er at Autismen nok går over med alderen, at det ikke er så synligt, fremfor at erkende at Autismen er der, og gå ind i det der ligger bag, og støtte barnet i takling, og kunne fornemme hvad der foregår, når det forgår, fremfor maskering, sker det samme som det er sket for andre tidligere generationer på spektret, der skaber snubletråde for livet.

Så det er om at droppe maskerne og det underforståede krav til at maskerer, og sats på at finde alle de tanker og handlinger der rent faktisk takler Autismen, i erkendelsen af at Autismen er der gennem hele livet, men ikke nødvendigvis udtrykt på samme måde.

Kan Autisme blive forværret?, ja det kan den og ikke bare for børn og unge. Jeg har selv prøvet i høj alder at min Autisme blev skåret ud i pap, med et blinkende neonlys over, fordi der var alt for meget stress, også på en måde der var mere ekstrem end nogen sinde tidligere i mit liv, selvom jeg tidligere har haft diverse gedigne sammenbrud i forhold til hvad jeg kunne overskue og takle praktisk, var jeg nu mere typisk Autistisk, uden rigtigt at komme tilbage til en maskering overfor omgivelserne og min egne indre ro.  På den måde endte jeg med at få en diagnose i meget voksen alder. Held i uheld....nu venter jeg bare på støtte til selvforståelse, jeg har brugt et år på selvstudie, det er bare ikke godt nok, der skal dialog til, det gøres ikke solo.

Håbet er at alle på spektret fik mulighed for at lære værktøjer til livet, og fik friheden til at finde vores egen personlige måde at være en det af samfundet. Så det ikke bare alt for ofte går mod det værre, men det bedre.

Når den "gode historie" skygger for virkeligheden

Aviser, blade, og TVs måde at behandle psykiske lidelser, er ofte pakket ind i en færdigpakket fortælling, offeret, helten, eller skræmmebilledet. Man kan sige at disse påklæbede insisterende rammefortællinger, får virkelighedens mennesker med psykiske problemer til at fremstå som noget specielt, her er tingene sort/hvide.

Spøgsmålet er om den fordomsfulde formidling, der jo også er fordomsfuld når den insistere på at være overpositiv, eller sentimental. Den kunstige indbakning spejler angsten, som journalisten har for at det afvigende står frem som reelt afvigende, elller det afvigende ikke kan ses tydeligt nok, for det er jo et produkt der skal skabes. Men når vi skaber formidlings produkter opnår vi så noget godt, noget vi bliver klogere af, der fjerne stigma og rent faktisk formidler noget om psykiske problemer på en realistisk måde?

Stigmatiseres folk bare yderligere gennem mediernes vinklinger og bliver forventningerne om den gode historie med en pointe bare til en målestok ude i virkeligheden, om man nu er god og rigtig nok som ramt? For de færdigpakkede historier er fiktion, på samme måde som de opstillede hjem i boligbladene. Men det her er bare mere skadeligt.

Jeg tror stadig på at hvis flere formidler deres historie på egne betingelser, er vejen frem i forhold til at afstigmatiserer. Uden et påklæbet filter "så andre bedre forstår". For så må noget bare blive lidt uforståeligt, hvis det er sådan det er, hvorfor er det så farligt, så meget mere farligt end det filter der sættes op og hykler forståelse?  For vinkler har det med at arbejde med indforstået med tabu og fordomme så det bliver selvopfyldende, fremfor her er et menneske, bland mennesker, hvad har du at sige?.
Er det fordi det skal underholde og fastholde, at folk ikke ville forstå pointerne hvis de ikke står bøjet i neon? Men kan man ikke vænne mennesker til at kunne tænke lidt selv, eller bare tro de godt kan?

Nå jeg holder foredrag "kaster jeg en luns til Løverne" som jeg kalder det, noget lidt dramatisk og følelsesfuldt og personligt midt i alt det saglige, men det er mig der bestemmer præcis hvad, hvornår og hvordan.  Den personlige historie er ikke en Hollywood film, eller en fikst opsat historie fra det virkelige liv, det er bare ofte sådan vi får den fra medierne, hvis vi ikke lige selv sidder overfor det pågældende menneske og får historien direkte.

Er det diagnosen der taler nu, eller et menneske?

Har jeg lov til at have en mening, specielt hvis den afviger fra flertallets, eller jeg ligefrem står alene med den?

Jeg ser ofte folk der har meninger der ikke er specielt valide, men de fremstår jo ikke med en diagnose, de har bare en anden holdning, en holdning blandt andre holdninger.

Hvis man indenfor foreninger der arbejder for at forbedre vilkårene for folk med Autisme, kan man så fratage dem med Autisme deres meningers relevans fordi de er Autister, og hvor går grænsen? 

Det er en umyndiggørelse af mennesker, at det kun er så længe de siger det samme som flertallet, kan få lov til at få lidt af fornemmelsen at være ok og med i flokken, måske det er derfor nogen vælger, at vælge den side for at kunne opnå samfundets accept, fremfor at forholde sig mere kritisk....eller bare have en lidt anden holdning. 

Med en ny Asperger diagnose fik jeg hurtigt lært at sådan nogen som mig, tager ting for personligt og de kan ikke læse mellem linierne...og de er for følsomme, ja det ved jeg så ikke om jeg er, også fordi jeg i en fx. debat ikke går efter  at levere "på den ene side, og på den anden side" kommentarer.  Og det er skræmmende hvordan der meget hurtigt dannes et fast billede af hvad en med Autisme er og ikke er... Sådan kommer stigmatiseringen krybende, etiketterne bliver klasket på: ned i fordomskassen med dig!. Og så er alt under kontrol igen, så "de voksne" kan diskuterer i fred.  

Det vil altid være populært, men hvis det er fordi man forsøger at lufte en holdning, og ikke bare være populær, så må man prøve at stå mere klart i hvad det er man vil sige....og det har ikke noget med en diagnose at gøre, men noget i forhold til valgt debatstil. Jeg behøver ikke at kommunikere at jeg faktisk godt kunne se nogen mellemregninger, for så når vi aldrig ind til kernen, nogen gange er det jo også for at finde ud af hvad der mere konkret er bag nogen udtalelser at man taler/skriver som man gør, man håber folk melder mere klart ud.

Og alle mennesker der ikke kan læse mellem linierne, der er for følsomme, tager ting for personligt, er ikke Autister, de er heller ikke nødvendigvis "unormale". Selvom det er bekvemt at sætte en diagnose på.....er det den måde vi holder anderledes tænkende nede i vores samfund, når det er mennesker uden magt/socialstatus?  Jeg tænker at mange politikere så godt kunne pakke sammen, hvis de samme regler galt for dem, at man bare kunne sige at det var en eller anden diagnosen der talte, følsomheden, at de var for vrede, at de talte mod bedre vidende, at de ikke at kunne læsemellem linierne osv. Men der siger vi jo at det bare er politik og taktik, må man godt have stærke meninger og dreje ting bare fordi det er politik, men hvad så når folk med Autisme diskutere politik/samfund?

På mange måder er det utroligt skræmmende og vel også derfor der er så mange stemmer der ikke høres i samfundet, at stigmatiserering fratager folk lysten og følelsen af at have ret til at stå frem. 

Det betyder en reel skævvridning, at nogen bliver talt/skrevet om af andre, ikke fordi de ikke selv kan skrive og tale, men fordi at det kunne bringe dem i situationer hvor man kunne blive udstillet og hånet, og det vælger man jo fra når man har det indviklet nok i forvejen. 

Mennesker med psykiske skjulte handicap har helt specielle vilkår, du kan forsøge at fremstå "som de andre" dog med en diagnose og håbe på lidt plads, eller de kan stå mere fast på at have en anden vinkel og tage balladen der medfølger. Jeg synes ikke det er et nemt valg, og gid de "normale" kunne forstå det med at prøve at forme sig selv til at passe ind er som et overgreb på en selv, nærmest selvskadende adfærd der dog "kun" giver ar på sjælen...

Men også der hvor man ikke kan eller vil indrømme det rammer det en, det med at passe ind, men man prøver at passe ind, alligevel koster det en pris man først opdager senere.  

Var der ikke en måde hvor man kunne få lov til at være mere autentisk uden en tilkæmpet normalitet der koster på andre fronter? Jeg har kæmpet mig mod at være mere autentisk, til gengæld kan jeg godt nok også fornemme at jeg er ude af synk med flertallet. 

Jeg kan godt se det bekvemme i at diagnosestemple holdninger, at pege folk ud som kværulanter, som have farvede holdninger pga. egne erfaringer.....er det ikke ok at have erfaringer? Folk med andre erfaringer end mig, prøver at korrigere på mine erfaringer, må jeg ikke korrigere deres...eller rettere bidrage med mine erfaringer folk kan vælge at forholde sig til? For hvem er det der ejer virkeligheden, sandheden?  

Det der kunne ligne virkeligheden og sandheden er et sted midt i strømmen af meninger, hvis vi ikke tror på diktatur. 

Jeg tror på mine egne oplevelser og holdninger, ikke som mine oplevelser og holdninger er den eneste mulighed, jeg ved at der er mange andre versioner, men jeg er stadig selv en del af de versioner og ikke en mindre væsentlig på grund. 

Når debatten på nettet bliver destruktiv

"Man" siger at folk på spektret er mere nærtagende og ofte misforstår intentioner mere end "normalt". Men når man færdes på nettet for tiden, er diverse debatter fuld af mennesker det skriver forbi hinanden. Jeg skriver ikke om der hvor den politiske debat eksplodere i trusler og had og bliver avisstof, men i de mindre mere lukkede/privat forum.

Vi har fået en stærk tendens i tiden til at sammenligne vores egen selvforståelse, oplevelser og verdensbillede med andres, på en måde der ikke overlader plads til, at der måske er flere måder at se ting på, alt efter hvor man er, socialt, økonomisk, geografisk, køn, seksualitet.
Måske sammenstødende kommer af at nettet blander kortene på en ny måde og folk der ellers ikke ville tale sammen, nu møder hinanden via nettet, eller fordi vi er ved at bliver et mere polariseret samfund end for 20 år siden?
Men uanset hvorfor sidder mange nu på nettet og har en holdning til det meste. Nogen gør det rimeligt blødt, andre kører holdningerne hårdt, selvom de nok holder tonen, de ser sig nok som Alfaer i flokken, fornuftige og kloge, med de rigtige holdninger. Men kan man patentere rigtige holdninger, og det altid holder som de rigtige, selvom de er et slags gennemsnit?


For jo mere man kører frem med en personlig virkelighed, man prøver at gøre universelt gældende, og håber at den virkelighed til sidst er den der vinder, så er man ude på et skråplan debatmæssigt, for sådan fungere verden jo ikke, kan vi tromle dem med ander liv og meninger, men de holder ikke op med at eksistere af den grund ikke uden deres liv og omstændigheder skulle ændre sig, og måske heller ikke det ville ændre på det. På en måde er det ofte ikke dem med de ekstreme meninger der tromler frem, men dem med "gennemsnits meningerne". Måske derfor ønsker de at alle ander forholder sig til tingene som et gennemsnit. Men verden og menneskelivet er ikke altid et gennemsnit, eller tilpas, eller passende. Så mange kontroverser bygger på at udglatte meninger, i værst fald tvære dem ud, mere end at forholde sig til dem, eller debatere dem.


Man kan intimidere folk til at tie, til ikke sammen med andre kunne finde ord for deres tanker og følelser...-Bliver der ikke stat ord på, så eksistere det ikke. Og er til en vis grad rigtigt, det ryger under den offentlige radar, men det er der jo et sted alligevel, så hvorfor ikke lade det få plads?. Meget få af dem der bliver ramt af de nye nedskæringer taler for sig selv, eller dem der bliver ramt af den meget nedprioriterede psykiatri fx. Fordi de mennesker ikke har en stemme, eller fordi der er et stigma? Sagen er at man ikke høre dem, og det betyder er er forskellige ting i samfundet der holder disse baggrunds historier værk fra almen viden. Men uden de historier er disse mennesker bare objekter og statestikker, ikke rigtige mennesker.

Den gode debat kan kun fungere når vi ved/erkender vi ikke kan eller skal overbevise andre om at have ret, men at man gennem debatten får holdninger frem der kan nuancere og give et udvalg af holdninger man så kan blive klogere af hvis man vil. En slags brainstorm. Hvis man brainstormer og det er dem der er mest aggressive der vinder, er det langt fra sikkert det bliver den bedste løsning.

Tiden fokusere på hvad der adskiller os, ikke det fælles. Det er elle mod alle, og på den måde ender vi med at stå alene, og på den måde går vi tilbage ikke frem.

Tilgengæld er der kommet andre samlingspunkter, der tiltrækker folk fra vidt forskellige kanter, usikkerhed og frygt kan gøre at man ikke rigtigt tænker sig om.

Og foraerne rummer mange typer: Dem der fremstiller sig selv som de rigtige, provoerne, ofrene, bøllerne, de harme, dem der prøver at mægle, dem der sidder på to stole, dem der altid tror at alt handler om dem, dem der mobber i flok, den der synes alle andre er idioter, og ja, så dem der faktisk forsøger at debatere....ja der er mange flere typer.
Det burde være godt med mere debat hvor flere kan deltage, desværre er mange bare ikke trænede i det. Men det er jo også svært der hvor folk har noget personligt i klemme.

Jeg har tidligere skrevet om at jeg aldrig har følt mig så stigmatiseret som de jeg var i nogen Autisme/Aspergers grupper på facebook. Godt nok var der også indsigtsfulde mennesker, hvilket jeg jo netop havde håbet på. Men der var også andre agendaer om at strømlinie hvad der var passende holdninger, og en typecasting af folk med Autisme, selvom det hele tiden blev bedyret at "har man mødt en med autisme, har man kun mødt en med Autisme". Måske det ligger i at nogen mener at det handler om tilpasning til samfundet der er vejen frem, og andre om at finde sin egen vej. Det fornemmes at man med Autisme diagnosen helst ikke skal forholde sig kritisk, men heller være inadvent nørdet, for det er sådan vi kan lide vores Autister, ingen ballade her taaaak!

Andre steder diskuteres der køn og seksualitet...grundlæggende er det lidt det samme der sker, at dem der selv synes de har tjek på det, tromler den der sætter spørgsmålstegn, eller der synes noget er svært. Holdningen er: At når jeg tror jeg ved hvad der er rigtigt, må du pr. automatik jo være forkert. Spørgsmålet er så om de skråsikre er dem der kender en højere sandhed, de lever bare godt med det, de har besluttet er virkeligheden for dem. Og vil andre være med må de lære at blive rigtige, så de en dag også kan fortælle andre hvad der er rigtig på området. Det handler om at være ægte/rigtig et eller andet sæt ind hvad du ønsker af noget man kan have eller være.. ...I grunden er det ligegyldigt med emne områder, det er de samme ting der sker.

Man søger fælleskaber, for ikke at være alene med det, men finder ud af at man i grunden er alene mede det, selvom et par stykker også synes at være mere på bølgelængde med en.

Det er en slags gruppeterapi uden en terapeut/ordstyrer, selvom der er nogen selvbestaltede af slagsen, hvilket ikke fungere online, men næsten kan få det hele mere op at kører, benzin på bålet, fremfor at skabe et rum, og internettet er sjældent et trygt nok rum til det mest sårbare...og mange emner kan gå den vej.

Polarisering? Det er som om sammenstødende af meninger og følelser fragmenter det der kunne være fælles, som en stjerne der eksploderer.

Vi taler om individualisme, men det vi fik var mere egocentri, der handler om at begrænse andres frihed for selv at få mest mulig plads meningsmæssigt og fysisk, men i processen begrænser det også i sidste ende ens egen frihed.  

Et link til baggrunds historien bag de Japanske "Ikke høre, ikke se, ikke tale" Aber: De tre Aber

Voksen mobning og fortidens skygger

Faktisk nåede jeg at blive meget voksen før jeg mødte noget jeg ville kalde reel mobning. Jeg har været rimeligt forskånet på trods af min Aspergers og at jeg var og er speciel.

Men så kom min tid også til at føle mig marginaliseret. I mit tilfælde har det handlet om min bolig, og der er man jo umiddelbart noget fanget, men kan ikke sådan lige flytte og ikke efter få år, jeg har ikke pengene og fuld bytteret er først efter tre år. Og ens hjem burde være der hvor man kunne finde ro og tryghed....burde...

Jeg har tænkt meget på om det var min egen skyld at det er gået de sidste par år, om det er fordi jeg har Aspergers at jeg er i tvivl om hvad der er den rigtige adfærd. Er det dem eller er det mig, og selvom det også lidt er mig, er det så stadigt overhovedet rimeligt hvad der har foregået?

I et mobbende fælleskab, for så er vi fælles om noget og vi skaber en slags let psykotisk virkelighed sammen vi bekræfter hinanden i, at vi er rigtige, men ikke hende der. Vi holder op med at være mennesker for hinanden, bare flade fjende billeder. Den mobbede er ikke et menneske, men mobberne er heller ikke mennesker.

Ved jeg hvordan jeg kunne løse det, har jeg overhovedet de evner, og har jeg dem når jeg også har perioder med depression og stress oven i Aspergeren?

Jeg tror jeg gør ting så godt jeg kan, når jeg har mere overskud kan jeg bedre lave mad, passe mit hjem osv. Når jeg har det dårligt er det meget svært.

Jeg har mine idealer, det jeg gerne ville være og kunne, men jeg kan det ikke altid.

Jeg må bære skylden og skammen for min del af det, tage det på mig og jeg tager det på mig, laver jeg noget lort er det jo det, jeg hænger på det.
Jeg kender noget af grunden til hvorfor jeg har gjort hvad jeg har gjort, og  jeg har jo været en deltager. Men jeg har svært ved at gennemskue min egen deltagelse. At det der har ramt mig, var en naturlig selvfølge af mine handlinger. Handlinger der har handlet om, at der også skulle være plads til mig, ikke bare de andre, at det ikke var et ønske om specielle hensyn, men almindelige hensyn man burde tage....men "burde" er vist ved at være noget der er ved at uddø.

Den lille ondskab eksistere jo, folk der har fordomme, folk der uden at tøve diskriminere og mobber dem de ikke kan lide. De kan ike træde lidt tilbage og se helheden, de kan ikke reflekterer, deres behov og vinkel er den eneste der fungere for dem....ikke at de så ikke kan komme ud i modstand og selv komme galt afsted med den adfærd, for det kan de. Asocial adfærd har som regel følger, selvom det kan fungere noget af tiden.

Ikke at de bliver ramt af karma, eller en højere retfædighed, men noget kommer de til at betale på den konto......Det er måske lidt trøst til mig der må betale for mine egne fejltagelser.

Jeg tilstår jeg tager fejl, om jeg ser klart hvilke der er værst, det ved jeg ikke, elller det først er når det er gået galt....Men det er en del af Autisme problematikken. Men måske også at jeg faktisk er ret ærlig og meget skyldsbevidst og lader mig plage af at jeg tager fejl, på en måde er mange mennesker nok er ret ligeglade med, hvis de selv kommer til at gøre noget forkert. Og den skyldsbevidsthed  eller mangel på samme bliver jo en del af samspillet med andre.

Det er dumt med den sociale platfodethed, men den er jo en del af at have Aspergers, og Aspergers er for resten af livet, uanset hvor meget jeg træner og prøver at forudse sociale katastrofer så er det ikke helt muligt, og også kun i den udstrækning at man/jeg er mest muligt i balance, uden stress, pres og depression, for så slår det tillærte fra, og katastrofen kan ramme.

Jeg har skrevet tidligere at det synes som om jeg bliver værre med alderen vreden og irritationen, men det er vist ret typisk for voksne med aspergers der for sent fik diagnosen. Man har kæmpet for længe med noget man ikke vidste hvad var, og nu er man irriteret vred og bitter.....måske man også har taget for meget hensyn til alle andre gennem årene og ikke gider det mere, jeg har været for artig og føjelig...men det er farligt, at kommme i trodsaldern midt i livet, uden redskaber og vejledning kan kun gå skævt, og det var jo ikke det det skulle, man skulle blive voksen og selvstændig, afklaret og kunne sætte grænser. Det er bare ikke helt det der sker.

Men åbenbart er der også andre der ikke blive voksne og klogere, og i modsætning til mig har de ikke en diagnose til at forklarer deres fastlåste og uhensigtsmæssige reaktioner. Men det er sikkert nogen erfaringer fra tidligere i livet der gør sig gældende, at overgreb er den bedste måde at forsvare sin egen identitet som den der har ret, måske de selv engang var ofrene.
På den måde kan man næsten altid konkludere at mobbere har et eller andet der gnaver, uanset deres magtfuldkommenhed udadtil.

Jeg prøver at kunne gennemskue om det er fordi folk er reelt antisociale, eller om det mere er frygt og lavt selvværd der driver dem, men det kan jo også være en kombination. Måske de heller ikke kan læse adfærd? Jeg tror også at mennesker der har været udsat for overgreb i en eller grad, enten vælger at blive helt anderledes eller overtage overgrebets logik....men det sidste er jo den ureflekterede måde, man overtager, uden at se hvad det faktisk gør og hvad det har gjort ved en selv.

Det eksponere hvad der gemmer sig bag, mennesker i balance vælger ikke den type løsninger på livets konflikter. Måske et lille stykke af vejen, men de vil ikke gå til den bitre ende. Og går man til den bitre ende har man tabt gamet og udstillet at man er i sine egne gamle dæmoners vold, facaden krakelere.
Når vi presser hinanden, ikke giver hinanden plads, så vil det over tid vise sig hvilket stof man er lavet af.

Og jeg ved at jeg som barn og ung har måtte beskytte mig selv mentalt i min egen familie, de erfaringer gør at jeg ved jeg har min egen måde at takle det på, også måder jeg helst ikke ville have, eller huske på jeg har, sider af mig selv jeg ønskede jeg havde forladt helt. Si

Jeg tror alt for meget negativt går i arv, det negative, det mistroiske, det ikke givende, nogen gange hviler det, andre gange bliver det vakt til live, i mødet med mennesker og situationer.

Det er hæsligt, det er grundlaget for det vi kalder menneskelig ondskab....Netop fordi den fordre det reflekterende menneske, at vi faktisk har evnen til at tænke og handle anderledes med eller uden diagnoser....men jeg siger ikke det er nemt når man er gået for langt i den forkerte retning, men vi må lære at turde gøre noget der er mere givende, det andet er bare at tabe, med intet at vinde.

Når fortiden er udlevet og fremtiden må blive noget helt andet

Det handler om  ikke at kunne det samme sociale jeg troede jeg kunne for to år siden, alt det jeg smerteligt måtte forlade dengang hvor stressen tog over både privat og socialt.
Når jeg er tilbage er jeg en tilskuer, jeg ser de andre og jeg ser mig selv, som fra et sted oppe i loftet, har jeg en indre dialog, samtidigt mad at jeg tager indtryk ind. Men jeg vil ikke kaste mig ind i kampen, med at være social og åben, jeg er der bare og egentligt er det ikke rart, det hele er velkendt, stederne menneskene, men jeg er ikke hjemme i det.
Jamen var det hele ikke hyggeligt nok? Jo, jeg har været til en den det sidst år der var super fint, i godt selskab, til gode ting, men hvor jeg følte jeg et andet sted, og jeg ønsker at være nærværende, i nuet. Er der ingen mellem ting for mig, kun ekstremt meget på, eller så er jeg lidt hægtet mentalt af? Desværre er det nok tæt på sådan det er at være mig.

Jo, jeg har savnet mit byliv i de sidste par år, at jeg bare ikke magtede at komme ud af døren, alt det jeg måtte sige nej til, som jeg gerne ville.

Men det efter lader et stort spørgsmål, hvad så? Jeg har jo gentagende gange skrevet at jeg vil ud og deltage i livet...men på hvilken måde så?

Jeg kan nu i den grad selv mærke tænd/sluk mekanismen i mig, og at tænd funktionen ikke er den rigtige version af mig, bare mig på autopilot, og i værste fald autopilot på den forkerte kurs, måske jeg føler mig lidt for gammel til den stil, selvom det vel ikke har noget at gøre med alder.

Måske det også handler om at noget er udlevet, at situationer jeg testede , ikke samme interesse mere, det giver ikke det samme boost af selvtillid, "Hurra, jeg overlevede det!".  I dag ved je at jeg overlevet, men spørger om hvad der ellers er i det for mig udover overlevelsen.

Måske jeg i dag betragter andre andeledes, ser andre detaljer, måske jeg i dag bedre står ved at jeg ikke altid kan lide/orker andre mennesker, og det netop er en del af det at have Aspergers, at man ikke overkommer mennesker, enkelte personer, eller bare mennesker, og på en måde der giver en for mange indtryk, det laver situationer om til noget negativt, selvom der noget reelt negativt eller stressende for andre.
Jeg har bekæmpet den følelse i mange år, nægtet at give op overfor ubehaget. Men er der et reelt valg i forhold til at jeg kan vælge det sociale fra, når jeg altid har arbejdet på at forstå det, er det ikke bare en af mine livsopgaver, selvom jeg ikke tror på skæbnen.

Tidligere i mit liv var det social svært på en anden måde end nu, det er som om jeg dengang bare accepterede andres adfærd næsten uanset hvad, hvilket jeg ikke gør mere. Måske det var pga. min noget forlængede barndom, måske fordi jeg ikke måtte sætte grænser for andre, hverken oppe i mit eget hovede eller ud i livet. I dag er det anderledes, men det gør det ikke lettere. Det skaber vrede og konflikter der ikke var der dengang....he he, ja sådan er det når man er "for nem"....og hvad er jeg så nu, forhåbentlig på vej væk fra nem, men i høj grad også væk fra at være irriteret og stresset.

Men hvad så lige nu? Jeg vil ikke være alene, og jeg vil ikke sidde hjemme altid. Og jeg har jo optrænet det sociale og det virker delvis, men kun delvis.

Skulle jeg have noget medicin der lige gav mig et nyk i den rigtige retning, det vil jo vise sig og er ikke noget der kommer til at ske i nærmeste fremtid, der er megen venten i mit liv når man er i systemet, man må have tålmod for ikke at få svip af det.

Jeg må indrømme at jeg ingen ide har om fremtiden. Og færre fremtids planer end nogen sinde. Jo jeg kunne godt tænke mig at den kroniske depression gik væk og jeg fik ro omkring min bolig, men det er vel også et væsentligt grundlag for at kunne noget andet og mere.

Men jeg har gode venner, der situationer jeg bare er en del af, der er der hvor jeg står åben for indtryk, jeg ønsker forandring, hvordan jeg opnår det ved jeg endnu ikke.

Hvem er det lige samfundet er?

Samfundet er en fornemmelse, føler du dig tryg, føler du at du er med, føler du dig som en del af det og har en indflydelse?

Føles det som du lever i et hierarkisk pyramide samfund,  eller føler du at samfundet består at mange forskellige organisk forbundne enklaver, føler du at du står i udkanten af samfundet, eller er du lige midt i det?

Synes du, du deler de gængse værdier, eller synes du samfundet sværdier føles helt forkerte? Eller er det sådan at det, er op til hvem man kender og møde i hverdagen hvordan samfundet ser ud til at fungere. ....Eller er samfundet mere noget du har fra medierne, end dine gene oplevelser i hverdagen?

Når du skælder ud på samfundet er samfundet også dig, selvom det måske ikke lige føles sådan.

Kan du spejle dig i samfundet, kan du genkende dig selv som type i reklamerne, det er dig de vil have, og du kunne købe den ting, eller den ydelse.
Eller vil du ikke have noget af det  de prøver at prakke dig på og de afspejler ikke din livstil, og du er ikke interessant i deres verden, du er ikke rigtig en af typerne/grupperne reklame folkene arbejder med.

Du er måske heller ikke som dem i de danske film og tv serier, du hører ikke til den del af middelklassen de beskriver, fordi de beskriver sig selv, deres venner og familie, de sidder med manuskripterne.
Når det går lidt udover deres erfaringer bliver det lidt karikeret, "de andre". Men måske du ikke engang er en af de typer der figurere som "de andre"?

Der snakkes om at facebook sørger for, du mest ser de holdninger du selv deler, så du på den måde mest bekræftes i dine egne holdninger.
Måske du allerede har luret segmenterne, dem der deler konkurrencer og  lækre forbrugsgoder de gerne ville have eller har købt. Der er dem der deler deres bekymringer om verden, links om sundhed, og dem der deler blomster og deres hjem, og måltidsbilleder og feriebilleder. Bekymring eller hedonisme, retro eller fremtid.

Og så er der dem der er ret vrede og de melder jo klart ud...og alligevel ikke der er lag der ikke altid ses, hvis man ikke kender personen godt nok, de der små mellemregninger. Har man ikke mellmregningerne kan det være man lukker helt eller delvis af for dem på FB...For meget pral, præk, klynk, spam....Og en dag trykkes der følg ikke.

Danskerne er stadig lykkelige siger statestikken, jeg har svært ved at se det, men måske jeg er det forkerte sted i samfundet. Og det er jo ikke fordi jeg ikke har øjnene på stilke og ørene slået ud når jeg færdes. De nævner at vi er et samfund med tillid, men er det ikke ved at blive et mistillids samfund?
 Men det gælder måske ikke for dem med det sikre job, og dem der aldrig er blevet ramt af krisen, andet end de skulle bruge lidt mindre, ikke fordi de ikke havde, bare for en sikkerheds skyld.
Og der er en forskel på valg og nødvendighed, og nogen i Danmark kan vælge, andre ikke, og dem der kan vælge kan ikke se hvorfor de andre ikke kan, og så er vi tilbage til det med tillid og mistillid.

Måske jeg har for meget fornemmelse for hvad der foregår i tiden, at jeg kan se lidt frem, se lidt bagom. Det er jo en spændende evne, men også svær, og jeg kan ikke ignorere de informationer jeg får.

Jeg må trøste mig med at verden og lille Danmark ikke er entydig, at der er mange strømninger i tiden også positive. Jeg kan håbe på at det mindst dårlige sejre, og jeg en dag vil se mig selv som omgivet af samfundet og ikke ude ved kanten.

Når du dømmer mig, handler det så mere om dig selv?

Resiliens* og robusthed* er nogen af tidens modeord, det er det vi gene vil have, politikerne, arbejdsgiverne, skolesystemet: Vær stærk og klar dig selv uanset hvad, på den måde kæmper vi kun for os selv, og alene.
Samtidig så skal det jo gå lidt hurtigt med at opbygge den resiliens hvis vi ikke lige har den, der er ikke tid til at vente på et nogen får det bedre, det er et ræs mod målet: Det lykkelige Danske liv.
Men sådan fungere det bare ikke almindeligvis, det er kun vejen til at moppe dem yderligere der ikke føler de præstere 100 procent. Der er ikke tid til recovery på recoverys eller rehabiliteringens betingelser den tid det tager, de egne processer der kan fungere, den støtte der kan fungere, men kun med en synlig og varig effekt, hvis der også er en omgivende accept af hvor meget det kræver og hvor lang tid det tager. At der ikke er en quick fix, på et halvt år/et år.

At få et liv på ret køl hvis man har ramt bunden er som at tage en universitetsgrad og lidt til, hvorfor tror vi det at skulle opbygge et fundament for livet, kan gøres nemt og hurtigt, helt ulig hvad ting ellers kræver i livet?  Det er et uddannelse/job/opgave som alt andet, det skal gøres dag for dag også når man ikke orker, og man har ikke fri i weekenden. Så giv processen lov til at arbejde og giv den platforme, for støtte og udvikling for den enkelte, og ikke mindst vis de mennesker respekt for det de gør, fremfor at dømme om de er effektive nok, stress fremmer ikke en recovery eller en rehabilitering.

Hvis man selv havde brækket benet og havde haft et perfekt forløb og heling, kan man jo ikke efterfølgende belære en anden person, der havde et helt andet længere og mere kompliceret forløb, og der fik varigt men af det.  Du kan ikke overføre din positive oplevelse af at kunne hele igen og et godt trygt behandlingsforløb, med den anden persons oplevelse. Jo, der kan være nogen fælles erfaringer med at have et brækket ben, men det fælles, gør ikke at det er det samme, og at den andens negative oplevelse og minder gode resultat skal tales ned, og underkendes.
Igen, hvad er det den med det komplicerede og måske fejlbehandlede brud, tager fra den med den gode oplevelse? At hvis det bare var gået lidt mere galt, kunne det have været en helt anden historie, end den gode historie?

Det sker ikke for mig, det sker for nogen andre? Men hvor er logikken lige? Logikken er vel at den falske tryghed, ja den giver faktisk tryghed. Men omskabes åbenbart til en mere eller mindre skjult aggressivitet overfor dem der blev mere hårdt ramt af livet....."Når jeg forestiller mig at jeg sikkert kunne gøre det bedre end dig, så er det sådan det er, og derfor gør du gør det ikke godt nok!" På den måde gør mennesker sig til dommere over noget de intet ved om, for at dulme egen frygt.

For medfølelse er ikke længere sagen, for det kunne jo være at have ondt af nogen, og det er åbenbart forfærdeligt, så gør man dem jo til ofre.  Men hvad er det så vi gør, ved ikke at være medfølende og accepterende af andres mindre fede vilkår? Vi gør dem stadig til ofre men i dobbelt potens, de er både ofre for det der oprindelige skete og nuværende problematikker, og nu også for samfundets bedømmelse om de nu også er rigtige ofre men bare nogen klynkere, samt kravet til at skynde sig at komme videre på record tid, uanset de samlede omstændigheder. Er det er god menneskesyn, fremmer det de vi egentlig vil?

Når du ikke ved hvordan det er at være mig, eller min livshistorie, har du intet grundlag for at dømme/bedømme mig, heller ikke hvis du er fagperson jeg lige har talt med i 5 min. For hvor ofte kender fagpersoner den fulde historie, eller selv ens venner?  For selvom man er god til at tale om tingene, bliver det jo kun til toppen af isbjerget. Jo, der er da fagpersoner og venner der kan have rigtigt godt indblik, men det kræver tid og tillid, den tid der ofte er mangel på....og det kræver også tillid at lytte til det svære, da det kan føles som om det svære kan æde en, og det derfor er klogere at lukke af. Psykiatere og psykologer er jo uddannet til at kunne klar det, i princippet, men nogen er bedre til det end andre.

Hvis jeg fortæller om mit liv, forlanger jeg ikke noget af dig, ikke gode råd og vejledning, heller ikke din medfølelse hvis du ikke vil, ikke har overskud til den. Men jeg ved godt det ofte er det du tror. Jeg mærker det. Det føles forladt, men det er lidt vilkåret.

Men er mit liv en uacceptabel historie, jeg denne tids spedalske. Det er ikke set som guds straf, men et udtryk for min egen manglende robusthed og resiliens, og det gør mig uværdig til det gode selskab. Jeg skal bedømmes igen og igen, om jeg nu er værdig, gør nok, for de "stærke" ved bedre end jeg, eller gør de? For ved man noget om sig selv før det er testet, er det før man har ramt bunden man ved hvad man egentligt er lavet af? Og alle kan ramme bunden hvis livet bliver svært/ekstremt nok.

For 100 år siden vidste de fleste godt at det at leve, ikke var det samme som at have krav på et nemt og lykkeligt liv, hvordan kunne den vestlige verden gå så meget i dekadence, at den viden og de erfaringer blev tabu? I Freuds tid var det seksualiteten der skulle fortrænges, i dag er det tanken om at vi ikke alle bliver født til rigdom og lykke. Vil vi ikke om 100 undre os lige så meget over, at det var så meget tabu, at vi gjorde alverdenskrumspring og behandlede vores mindre heldige medmennesker så ligegyldigt og kynisk, som vi nu undre os over de seksuelt undertrykte mennesker Freud beskriver, og det samfund det byggede på?

Den grumme skæbne har altid fascineret kunstnere og forfattere, det samme gælder seksualiteten, men tolkningen og stilen har skiftet mange gange. Nogen reaktioner ligger i den måde vores hjerner er indrettet på som noget fælles menneskeligt, andet i den sociologiske kontekst. Og det bliver blandet på en måde de fleste ikke kan skille fra hinanden, og det er ikke en del af skolepensum at få de værktøjer, selvom det godt kunne være god viden for livet.

Politikere/magthavere tager det de ideologisk kan bruge, og gør det til sandheden om hvad det er at være menneske og hvad vores egentlige behov er. Hvem der er heltene og hvem der er skurkene. De er også fedtet ind i tidsånden og begrænsede af deres egen frygt eller tro på sig selv som usårlige og ret til at bestemme.

Men livet leves, og har mange flere facetter og muligheder end det der er tidens hotte tendenser når det handler om at være et rigtigt menneske og hvad det liv er.

Jeg er et rigtigt menneske, jeg er ikke 2016 ideal mennesket, men på den anden side dyrker jeg helst ikke det ideal, der mangler alt for meget af det jeg ser som værdifuldt. Jeg kunne godt drømme om ikke at skulle tage livtag med tidsånden dagligt, at jeg ikke skulle have tidens målestok over nakken. Men jeg kan håbe at situationen tvinger mig til reflektion, og reflektion der bliver konkret, klare ord, at jeg er en stemme bland andre,  andre hvor nogen er bedre til det og er uddannet til det, men uanset det, at jeg ikke er helt alene med mine tanker, og jeg giver et bud på hvad det også er at være et menneske, udover det der er blevet den officielle fortælling om ideal mennesket og det gode liv.

Vi kan starte med at holde op med at bedømme andre, i en afspejling af eget liv og frygt, at se sin egen mulige afmagt personificeret, se mennesket bag så der det måske også muligt at se det der er håb og liv også, og så er det lettere at række ud, at selv turde stå ved sin egen sårbarhed, og det er der vi for alvor mødes som mennesker.


* Resiliens: https://paedagogik.systime.dk/index.php?id=259

* Robusthed: https://www.lederne.dk/ledelse-i-dag/ny-viden/2016/ledelse-i-dag-maj-juni-2016/der-er-forskel-paa-robusthed-og-robusthed