Er der gang i for meget på en gang? (Hoarding)

Jo måske, men jeg blev så træt at af der ikke skete noget, at sidde fast i det. Ja, det er meget med støtte 3 gange om ugen, på den anden side er vi lige nu i vintersæsonen hvor vi bliver syge og der kan være andre grunde til afbud, og så er det ret smart at der er en aftale en anden dag i ugen. For det handler om fremdrift nu. 

Jeg går også til behandling på Tandlægeskolen en gang om ugen, hvis jeg havde råd kunne det klares på en eller to aftaler, men det er som det er. Det bliver ordnet.

Jeg har brugt meget mental energi på ikke at kunne noget, en stress i alle vågne timer, som at jeg burde gøre noget. Der skulle bare mere til for at få hul på det end det jeg kunne. 

Tidligere kunne jeg godt tage det lange seje træk, eller i panik løse ting. Indtil jeg ikke kunne mere. 

Mit liv er altid lidt for meget, det er også for lidt. Jeg kan sige til, jeg kan sige fra, det er som begge dele har en negativ pris. 

Så det eneste jeg kan gøre er at være målrettet, mod det der er vigtigst. Så er det heller ikke et spild af kræfter, og jeg er træt af en god grund. Evt. overbelastet men stadig med fokus på det væsentlige for mit liv. Det gør en forskel. Men jeg tror også jeg kan mærke hvis noget bider sig fast, og jeg må stoppe op. 

Så længe jeg kan forstå hvad der sker, mine reaktioner, og sige det er nok fordi. At jeg var lidt muggen dagen efter en mikrooprydning, en uendelighed af småting og fnuller. Og så blev jeg mindet om noget helt andet fra før i tiden, og skulle lige vende det. Men jeg tror det er på plads. ADHD medicinen gør at jeg har mentalt overskud nok til at få ting på plads oppe i hovedet, det er ret vigtigt for at have overskud for at få ting på plads i hjemmet. Omvendt? Det ville medicinen ikke, eller min hjerne valgte at opfatte medicinen som vejen til at få harddisken sorteret, og nægtede det praktiske arbejde. Senere! 

Min erfaring er at hvis det kører, så er det bare at fortsætte, det er indblandingen, det er full stop der gør at det kan være umuligt at komme tilbage på sporet igen. Så ingen længere afbrydelser.
Mit system skal kunne huske hvordan jeg gør det, og jeg har i lang tid ikke haft de rutiner. Ja, det kræver noget af hjernen, men det har også krævet meget at være i den negative tankeverden jeg har levet i. Den har desperat prøvet at finde en vej ud af det, og samtidig stillet mig selv til ansvar. Det er nærmest en autoimmun reaktion, der gør man mentalt går til angreb på sig selv, ens system prøver at rede en ud af det den tror der sker, men det er bare ikke måden. 

Vi har meget et ideal om selv at tage ansvar, og nogen af os har taget det til os, i lidt for høj grad, og aldrig reelt haft muligheden for at kunne udøve ansvar på den måde, vi har prøvet at gøre det gennem et liv. Der er ikke noget der hedder "jeg kan ikke mere", der er ingen der hører "jeg kan ikke mere". Dovenskab eller svaghed, forsøg på at få andres støtte. At tage noget fra dem der har mere, uden at være værdig/værdifuld? 

Ja, der er nogen der forsøger at gøre det nemt for sig selv ver at agere hjælpeløse, nogen. Men det er lidt noget andet. Men måske vi er så langt fra hinanden, at vi ikke længere kan genkende den der ikke bare tager, og den der reelt behøver hjælp. Hvis du kender mig ville du vide det. Mit livs handlinger er et bevis, men hvem husker det nu? Min fortid er et kludetæppe af afsluttede livs epoker jeg ikke længere har kontakt med. 

På en anden side giver det mulighed for at genopfinde sig selv. Forhåbentlig i en for mig bedre balanceret udgave. 

Der ligger også en styrke i at se det halvtomme glas.

 "Tingene går i den rigtige retning så nu skal du bare være tilfreds og optimistisk". Hvis man ofte nok har kæmpet og tabt, har man lært ikke at håbe for meget. Det håb der kan kaste en i afgrunden. En mere realistisk tilgang kan gøre faldet blødere, og gøre det er muligt at prøve igen, på en lidt anden måde.

Jeg kan lige nu se en sjat kaffe i mit krus, det er en ok sjat, halvtomt men ikke tomt. 

Den anden: "Hvordan spiser man en Elefant?". "En bid af gangen". Med ADHD kan det være svært at vide hvor man starter. Med Autisme kan det være svært at skifte til en tilgang til en anden. Med begge dele så er det rigtigt komplekst. Det er at finde metoder og skifte metoder, så flere metoder til samme opgave. Hvad gør jeg hvis jeg går i stå, bliver i tvivl, kommer til at gå igang med noget andet? 

Hvis alt er endt i kaos er der meget få metoder man bruger. Der er daglig overlevelse, der næsten skrumper år for år med hvad der er muligt. Der skal skabes nye metoder og ny struktur. Det er reelt kognitiv træning. Gentage nye mønstre. 

Men fra et næsten 0 punkt, vil meget føles som om meget lidt sker, og at man lidt har været der før. Eller mange gange. Det at rulle stenen op af bjerget, og over. 

Fastlåsthed, og ekstra meget fordi man er under press og overvældet der hvor man er. Udgangspunktet er ikke optimalt. Frustrerende opgaver der provokere minder om andre gange, og viser de manglene evner. Det er en kamp, mentalt fysisk og det er bare en smattet køkkenvask. Men den er også et personligt sammenbrud. Men man er jo ikke sin køkkenvask, men lige der er man. Lige der er den køkkenvask det man er, eller det man ikke er. Det andre lige kan klare, og aldrig når dertil. Der hvor andre væmmes og man selv væmmes fordi man har stærke sanser. 

Og det skal jo gøres rigtigt og den skal blive rigtig ren, fordi den er virkelig slimet. Og man starter, og der er snavsede ting der skal værk....et sted. Og man skal give den en ordentlig behandling med noget der fjerner bakterier og det hele. Og det skal lige stå og virke. Og så gør man noget andet og nogen dage efter ser man vasken igen, og laver en rinse and repeat. Og prøver at sætte de ulækre ting i blød. Osv. osv. Og når man ved det og kender det ved man hvad jeg mener og hvis man ikke gør vil man tænke hvorfor bliver det ikke bare gjort? 

Men det er ikke bare køkkenvasken, der er meget andet der skal fikses, der burde gøres. Og der er aldrig energi nok. Og spektret er en off on knap man ikke selv kan styre. I den perfekte verden ville man være mindre overvældet af livet, men det er kun for de heldige. 

Jeg kunne godt mose igennem da jeg var yngre. Men on/off knappen kan i dag sætte sig fast på off, og blive der. Det betyder jeg ikke kan komme ud af døren eller op af sengen eller noget. Og jeg kan ikke kalde på hjælp, det eneste jeg kan er at være i det til mit system er reguleret. Men det er ikke 3 dage, eller 2 uger, det kan være 3 måneder det kan være mere. Det er en kolaps af hvilke systemer der måtte have været, og erkendelsen af at være ret hjælpeløs. Alene i det.

Det er der jeg er glad for mine interesser, da de lige får mig igennem dagen/ugen/månederne. På e måde er det det halvtomme glas, det er en sjat på bunden. Men den sjat består i "åndelig/kulturel føde". Det er et nøjsomt liv. Der er en diciplin i at kunne meget lidt og alligevel overleve, og håbe noget sker. At batteriet lige får 2% mere. For det er det der er at arbejde med, de små procenter af mere mental og fysisk energi. For det skal alt sammen komme fra mig, der er ingen støtte omkring den prosess. der er ikke noget løft. Der er kun mig i en beskidt kaos lejlighed. Og min evne til at bevare håbet og kraften, når der reelt ikke er meget håb i sigte. Det er meningsløst.

Jeg er sikker på mange vil synes det er tungt. At jeg er tung. At jeg ikke er opløftende at jeg ikke giver andre håb. Fordi det lidt er en pligt man har, at hvis man ikke fungere optimalt skal man give andre håb, ikke de andre ikke velfungerende, men de velfungerende. Så de kan leve lykkeligt videre. Det er et interessant koncept. Men med Autisme insistere jeg på at være irriterende. 

Jeg køber ikke den naive optimisme, og det er mit valg, for den fungere ikke for mig. Og jeg har været igennem alt for meget, af alt muligt der ikke er nemt at have med at gøre. Men jeg er her endnu, så noget må jeg have gjort rigtigt. 

Der er meget i livet der er som at lære noget nyt, det kræver man gør det rigtigt mange gange, og har overblik over helheden, hvordan det griberind i andre ting. Der er ting der går som et leg og andet er bare er en sej omgang. Og med Autisme/ADHD er det ofte helt andre ting der er meget svære, end det er for flertallet. 

Optimalt ville det være bedre med meget mindre af det jeg ikke kan finde ud af, og meget mere af det jeg kan. For energi og fokus vil aldrig være i balance eller nok, det er altid en balance på en knivsæg. Der i perioder kan fungere ret ok, men også kollapse. Det er vores virkelighed og vi kan tro vi har lært balancen, og vi passer på os selv, og vi bruger de teknikker der fungere for os. 

Når tingene ramler, så burde vi kunne få den støtte vi behøver. At vi ikke skal leve i år i det, at vi ikke dør i det/af det. Usete. Er vi for andre de halvtomme glas? Den sjat der ender i køkkenvasken? 

Det halvtomme glas er altid muligheden, for endnu en opfyldning, og funktionen er at det holder på sit indhold om det er fyldt til randen, eller de er to dråber på bunden. Vi burde have nok i vores samfund til at gen fylde glasset en smule når det er nødvendigt. Men hvem? Er samfundet staten, eller os som proaktive? 

Nå, jeg regner ikke med der sker meget på det område, og jeg vil/må koncentere mig om at hive mig selv op af den ulæks køkkenvask, inden jeg redder verden. 

"Vi er alle anderledes"

Jeg vil så tilføje at nogen er mere anderleds end andre.  For ofte er det netop det folk siger når man fortæller man er på spektret, at vi alle er det i en eller anden grad. Hvordan skal man tage det, når man faktisk er diagnosticeret? Er det en omfavnelse af forskelligheden og at vi alle er lidt uperfekte? Eller er det er dyk man får, fordi ingen gider at høre på en? Er man endnu engang blevet gjort usynlig.

Så længe de fleste ikke har en ide om hvad Autisme og ADHD er, men stadig har meninger, skulle de måske tænke sig om før de taler. "Du har ingen ide om hvad jeg har været igennem, og min spektrum radar siger ret tydeligt at du ikke er på spektret". Er spektrum radar en ting? Jeps! "En med-Autist". Hvor er respekten for vores erfaringer?

"Vi er alle anderledes" er titlen på Christian Groes bog, og ud fra at et mere rummeligt samfund kunne være en fordel for alle. Noget jeg selv har skrevet om, at de fleste kan fungere i samfundet, er det ikke ensbetydende med at de ikke kunne have det bedre. Men dem der virkeligt rammer er dem der ikke kan være i det. Så det er dem der kommer til at stikke ud. Vi gør meget i samfundet som vi plejer, uden at tænke på andre løsninger, det kan så blive dyrt et andet sted. Men ofte gider ingen overblikket over sammenhængen. Vi lappeløser, og det er dyrt. På den måde bliver pengene brugt på det, fremfor at tage den større helheds model. 

Mennesker er forskellige, mennesker på spektret er forskellige. Der er fællestræk. Fællestræk virker positive, som vejen til løsninger. Forskellighed virker besværligt, for komplekst. De fleste hader komplekst, det skulle lige være folk med Autisme der synes det lyder spændene. :-D 

Måske jeg bare må erkende at når folk siger: "at vi alle sammen har lidt"...... "Og vi alle sammen har noget", at ignorere det. Jeg kan også gør som jeg gjorde sidst, jeg sagde bare "Nej!". 

Jeg har fnusket. Støv, fnuller og skatte.

Hvordan jeg gennem et liv har arvet og samlet så mange småting, er imponerende. Men også ret problematisk. Forskellige kategorier, kreating, arveting, noget der høre til noget andet, der er i en anden kasse. Minder, skatte. Stof fnuller, støv, papir. silkepapir, hårnåle osv. Og gennem mange panik oprydninger blevet mere og mere usorterede, end de var engang. 

Kun jeg kender betydningen, værdi for mig, eller reel værdi. Jeg må tage det på mig, at det er der hvor andre ikke rigtigt kan hjælpe mig. Jeg sortere der der nemt kan sorteres og så er der det stadig usorterede. Og det må blive noget aften noget, hvor jeg kigger film samtidigt. 

De støtte timer jeg får bør gå til de store linjer, ikke det her mikro sortering, og udsmidning. Hvad det bliver til, den større beslutning kommer an på det færdige resultat, hvad der der rent faktisk, og hvad kan anvendes, hvad vil blive anvendt. Det er et udtryk for mit liv, så hvad er det samlet? 

Og hvad af det kan jeg som mere struktureret finde ud af at eje? Jeg har fået dropzoner for mange ting nu. Værktøjer, tape, mange kategorier. Ting kan komme tilbage til deres opholdsplads. Det er næsten underligt, at jeg kan gøre ting, og få værktøjet og materialer tilbage igen. Eller det er underligt. 

Det er ikke mange uger siden at alting, kunne være hvor som helst i min lejlighed. Og jeg følte at jeg var et menneske der var gået helt i stykker. Kun intellekt, men uden evnen til at få hænderne til at gøre de rigtige bevægelser, til at få hjernen til at færdigøre handlingen. 

Jeg troede at det var den jeg var blevet, og det nok ikke kunne ændres. 

Men det krævede at jeg fik støtte. Vi lægger så meget kulturelt i den personlige viljestyrke som ideal, og krav. Noget skal bevises. Vi taler ikke om synd mere i Danmark, men det ikke at tage sig sammen og klare sig er stadig en synd, og en utilgivelig en. At vi alle kan ende i at vi ikke kan tage hele løftet selv, er den blinde vinkel. Og at vi ikke altid har den hjælp tilgængelig, er en anden blind vinkel. 

Det kan få store konsekvenser, det har store konsekvenser. 

Dissociation i kombination med ADHD.

 "Min ADHD er blevet værre", det med at ikke være til stede i ting. Der er bare det at Dissociation gør det samme: psykisk stress belastning. Jeg er klar over at Dissociation har fulgt mig gennem livet i mange former. De findes i Autisme og ADHD, men Dissociation er en forstærket reaktion, og det er en reaktion på ikke at kunne reagere som behøver at gøre det, at man er tvunget ind i et mønster, der bare prøver at få det til at fungerer, i situationen. Er det et livs vilkår er det sådan det fungerer. 

Det er svært at være til stede i livet som det er. Noget af en er et andet sted, for kortere eller længere tid. Nogen gange er man hverken her eller der, med det ene ben i virkeligheden og det andet? Nogen kunne kalde det distraktion, dagdrømme, tvangstanker, manglende fokus. 

Jeg var et tålmodigt barn, jeg gjorde ting ordentligt. Til en fumlende scatterbrain? Det var jo ikke fordi jeg ikke brugte Dissociation som barn, slet ikke. Men jeg havde stadig kontakt til det jeg gjorde. Det ubærlige gør at tingene ryger ud af hænderne på en. Er ADHD og Autisme der er sendiagnosticeret og fået lov til at klare sig selv under svære vilkår, endt i ikke at kunne være i sig selv, et konstant tryk og ubehag i hverdagen, der er for omfattende til overhovede vide hvor man skulle begynde.

Jeg tænker at når man ikke engang har drømme for fremtiden, er det fordi det er for urealistisk i forhold til nutiden. Og at mine daglige udfordringer er uforståelige for de fleste, fordi det går ind i alt, det mest enkle. Alt det man bare kan. Der er grunde, på grunde, på grunde til at ting ikke kan gøres på den rigtige måde og løses. Så mange ting der er gået galt og skal ordnes først. Udmatende. Dissociation træder ind. Holder en i live, men ikke levende. Det er det hemmelige liv, det liv jeg lever når ingen ser mig, eller når det er dem der hjælper mig i mit hjem. 

Det der dukkede op efter mit hjem er kommet mere i orden er ordet Dissociation, og det kom egentligt i forhold til Dissociation i forhold til min barndom. I forhold til minder, til at huske hvordan det var. 

Dissociationen fungere på flere planer, en tåge over fortiden og en tåge der lavpraktisk tåger en praktisk opgave. Først følelsen af hvad gør jeg, jeg har været her før, og så Dissociation. Ubehag. Men Dissociationen skaber også selvhad, hvorfor kan jeg ikke? Hvorfor skaber jeg det her kaos for mig selv? Jeg skabe kaos og jeg taler grimt til mig selv. Alligevel er Dissociationen løsningen min hjerne vælger, selvom det sidste er meget værre. 

Hvorfor udsætter jeg mig for en smerte og mental selvskade der er værre, end det jeg umiddelbart distancere mig fra? Formentligt fordi det er det jeg kender derfra. 

Efter jeg fik mere hjælp i hjemmet, er jeg mindre ond ved mig selv. Og undre mig over jeg kan finde ting og ved hvor ting skal være.

Hvorfor har jeg skulle leve på den måde, min måde at leve på afspejler min tilværelse, det afspejler Autisme og ADHD ja, men det afspejler i høj grad hvad jeg har skulle magte alene af store udfordringer. Det går til et vist punkt. En dag kan man ikke mere. Når hvæser at Autisme og ADHD er noget man er født med, som om det skulle gøre mig mere tilfreds med mit liv, og det er som det er. Så er det ikke som det er. Det kunne have været anderledes hele vejen igennem, ikke perfekt, men det kunne have været bedre. Jeg har bare måtte kæmpe for meget, og for alene. Jeg er resilient og en fighter, jeg har selvindsigt, jeg kan reflekterer. Det er bare ikke nok, selvom jeg måske har mere end de fleste. 

Det er svært at tro på sin egen værdi og værdighed som menneske, når det ikke er det man møder i samfundet. At holde fast i det, hele tiden, uanset hvad der bliver sagt og gjort, eller hvor meget man bliver ignoreret. Det er som om andre Dissociere mig, noget slår fra, de kan ikke høre og se. Er jeg et levende symbol på trauma, hvad samfundet ikke kan hele. Det ingen ønsker for sig selv?

De neurotypiske har deres egen Dissociation, der ser og høre pr. automatik. Og en automatik der ofte ikke får de detaljer med, hvor man kan fange og rumme Autisme og ADHD, og følgerne af det når vilkårene ikke er  særligt optimale. 

Det at jeg Dissociere betyder ikke at jeg Dissociere fra smerten ved livet, kun noget af den. Vel enda kun en lille del af den. Men nok til at komme videre til den næste dag. Jeg er bevidst om meningsløsheden i det Hamsterhjul, og det spinkle håb at noget sker der sender mig i den rigtige retning, ud af hjulet, eller den negative infinity sløjfe, af ruminering/overtænkning og Dissociation. 

Det det kræver er faktisk at noget af byrden løftes af mine skuldre, at vi dropper at vi altid kan finde vejen ud alene. Det kræver et skift, en ændring og en positivt. Bare lidt jeg ikke skal løse selv. Det kan være småting der gør at der er overskud til at gøre noget andet, der kan ændre til noget bedre. Men det skal til. 

Hoarding, ude af øje ude af sind. Og alligevel ikke.

 Sidste mandags havde været en mærkedag, lettelsen over at stuen var ryddet, næsten. Det føltes som om det hele havde balanceret oven på mig og nu var væk. Vi havde arbejdet intenst.

Og her fredag skete der mere. Men jeg fik en sær fornemmelse af omfang, og hvad der endnu ikke var gjort. Ikke at jeg ikke har været nede i kælderen, og den er sorteret flere gange. Men hvad er der egentligt? Hvad har jeg mentalt og fysisk stuvet af vejen?

Alle mine liv, hvad jeg har været og hvad jeg har drømt om, og hvad jeg har måtte lægge bag mig. Det jeg har været tvunget at skille mig af med og det jeg har holdt fast i. 

Det var også en ordentlig omgang i dag, og der var meget mikro sortering. Og noget jeg skal af med fordi det fylder og ikke længere fungere i min bolig. 

Det er et gennembrud, men jeg ved der er meget mere der skal gøres. 

Jeg fandt også nogen billeder der mindede mig om hvornår min bolig lige akkurat kunne friseres. 2020, billederne kom i et blad i 2021, den efterfølgende jul. 

Det er som om jeg har mistet fornemmelsen af årene, jeg ved hvornår jeg flyttede, jeg ved der skete noget og der skete noget mere. 10 år, 5 år, pist væk. Årene er moset sammen, en blok. En afvikling af mit liv. Selv mindre og mindre dag for dag som person, men mere og mere overvældet af omgivelserne. 

Jeg kan nu huske at jeg før havde en stærkere logistik i hjemmet. Det handler om flere ting, men det handler også om hvordan jeg i perioder har haft det så dårligt, at jeg har kunne meget lidt. Eller har måtte træffe valg, hvor noget måtte fravælges. Og efterhånden ingen rigtige valg, bare overlevelse som det nu var. Der må have været særlige perioder, en tidslinje. Men når man bare overlever, så bliver nok det hele bare det samme, igen og igen. Kun tiden går. 

På samme måde forsvinder de fysiske ting ned under overfladen, det mentale og det fysiske bliver som sort is, usynlig i vandet, men meget fysisk tilstede alligevel. Det jeg ikke husker er der stadig, det jeg har fysisk, er stadig et eller andet sted, indtil jeg støder på det, og det overasker mig, "ååh, dammm! der er der endnu", det jeg er kustode for. En af opgaverne er at få de ting samlet, og med en advarsel på, familie sager! Jeg er ved at lave en kasse nu. Jeg må se hvad det bliver til i mængde helt konkret, er det 2 kasser traumer, eller 8? 2 er nok ikke realistisk, er 8? 

I første omgang er det at ting har det rigtige sted, så det er muligt at komme videre til det næste, og det næste. Så vil det vise sig hvad der fylder mest. 

Hoarding er også kulturelt tillært.

 Der var engang det var en dyd at passe på sine ting, og at arvegods var lige så godt som at arve penge. Arv var at kunne akumullere generationel rigdom. 

Samtidigt gik også tingenes historie i arv, et grydelåg var ikke bare et grydelåg, det kom fra Faster Oda, der var god i et køkken, og den musselmalede Chokoladekande kom fra Oldemoder og det var den man brugte til fødselsdage. Så alt havde en historie og minder tilknyttet. Også historier det øgede værdien i familiens øjne, og kunne give livs lange strider om hvem der fik hvad, umiddelbart ikke altid værdifulde ting, men ting det betød noget mere, affektionsværdi. Historier om hvordan et andet familiemedlem lagede sin klamme hånd på en særlige ting, kunne være utilgiveligt.

Tidligere kunne arv virkeligt bidrage til en husholdning rent praktisk. Man havde ikke bare alt. I dag når vi arver har vi ofte alt i forvejen og det vi selv har valgt. Vi har råd til at købe det rigtige, ikke bare hvad vi lige har råd til.
Porcelænstell og bestik var sociale markører, og til de næste generationer. Var man snedig brugte flere i familien det samme spisestel mønster, så de ville gå lige ind i resten via arv. Og pletsølv, kunne skiftes til tre tårnet via arv. Hvor mange har ikke rester af gammelt sølvbestik dele liggende, man har arvet men ikke bruger?

I slutningen af 1800 tallet blev stilen at man fyldte hjemmet op med fine ting. Fotos trendede og dermed fine rammer og mange rammer, og væggene skulle helst næsten være tapetseret med billeder og spejle. Og alle overflader stod der figurer og vaser og skåle. Og det stod ikke på det bare træ, men på fløjls løbere og blonde flaconer. Tingene skulle symboliserer kultur, det kunne også være souvenirs. Det kunne være afstøbninger af klassiske værker. Og meget der fortalte historie.Det var også tænkt som, at børnene kunne lære af det. Og nye trykketeknikker kunne udbrede billeder fra berømte museer, så man selv kunne have dem i stuen. 

Hvis man ser hvordan den Danske kongefamilie havde indrettet sig i slut 1800 tal, var det et hav af tingel tangel sendt fra børnebørn som gaver der stod fremme på skrivebordene. 

Og så i løbet af 1900 begynde ideerne om den gode smag, der dog ikke helt fik bugt med ting og sager. Mange af småmøbler fra slut 1800 tal endte som brænde under 2 verdenskrig. Pyntehylder og etagerer osv. Men man hold af sentimentale grunde fast i meget af det andet. 

Boede man stort eller på en gård kunne man udrangerer ting til lofter og udhuse. Opkøbere af antikviteter prøvede at opsnuse ting på den måde, og se om de måtte kigge på det gamle skidt. Det var så ofte møbler og større ting. 

Men andet var vogtet i den fine stue, alle de finere arvesager. 

Man oplever ofte at folk overvurdere alder og pris på ting der har været i familien, når det nu har været vogtet og fortalt om må det være fint og sjældent.

I familier har der altid været samlere og spredere. Dem der passede på, og dem der sagde "det gamle skidt", eller de kunne bare ikke passe på det. 

Men mange er endt som ufrivillige familie kustoder af fortidens "rigdomme", ikke personligt valgte ting, men ting man føler ansvar for. Og her er noget af det der ligger i hoarding, et ansvar. Det er så dybt i en, at det er en. 

På en måde kan det sammenlignes med relikvier og indviede kult figurer, også en grund til at meget har klaret sig gennem tiden, vi må hellere lade det blive hvor det er. Men også som om de ting har et indre liv i sig selv. Og her er vi tilbage i animisme. Så selv i samfund der ikke længere har animisme, bliver der altid født animister, deres hjerne er sådan. Det er det iboende i nogen mennesker, det syn på naturen men også skabte ting. Det særlige, men også som om man kan røre fortiden. For nogen eksistere det ikke. For andre er det en helt naturlig følelse. Jeg har selv den animistiske tilgang, og jeg husker ikke andet. 

Nogen Hoardere kan reelt føle at det er ondt mod tøjet at smide det ud, bare fordi det er hullet og gammelt. Det er ikke bare som en dyd som sparsommelighed, det er noget andet. Men begge "tros systemer" kan være igang. Sparsommelighed som en kulturel dyd og animisme som en iboende neurologisk arv hos nogen. 

Og det kan godt være vi godt ved vi er fjollede, men det er stærke kræfter der trækker. 

At Hoarding er problematisk er fordi vi mennesker har mere og mere i dag. Samtidigt skal vi også holde styr på mere end tidligere, en verden der stiller krav om forandring, og på mange fronter samtidigt. Ting kan føles som en beskyttelse og personlig sikring. På den måde kan det kører i ring, vi sidder fast. 

Hvis man skal slippe fri kræver det en bevidsthed, ikke nødvendigvis noget der nærmer sig minimalisme og ud med skidtet. Men at men nu ved hvad det repræsentere på godt og ondt. For hvis det ikke repræsentere mere end bare "ting" ville der aldrig være noget problem. Hoarding er meget intimt, personligt, noget uhelet. Det er ikke bare sådan. Samtidigt ligger det også i nogens neurologiske grundlag. Men ukontrolleret Hoarding har altid mindst en livsbegivenheds årsag, ofte flere.