Når høj intelligens, socialklasse, maskering forvirre i behandlingen.

 Man skulle tro det et være veltalende og reflekterende burde være en fordel, det er det bare ikke i "systemet", der er for meget at skulle tage højde for, og min erfaringe er at mange ikke kan overskue det komplekse i at kunne noget og absolut ikke kunne noget andet. 

Det er også forvirrende for en selv. Og det kan også være svært at se sig selv udefra. Og det at prøve at forklare at det du ser ikke er den virkelighed jeg lever i. Jeg lever med nogen normer jeg har lært i livet, nogen sidder fast, andre kan jeg slet ikke leve op til, måske derfor holder jeg fast i det jeg kan fastholde, at mit tøj er rent, jeg er velklædt. Jeg har en vital gang, et fast håndtryk. Jeg virker rimeligt selvsikker. 

Jeg har arbejdet på at slippe min ungdoms facade, jeg har selverkendelse, der er ting jeg er meget mere åben om, alligevel er det som om det bare ikke opfattes. At mine grundlæggende strategier er så væsentlige for andres opfattelse, at den bare virker for godt. 

At jeg altid vil fremstå som en priviligeret højere middelklasse kvinde. Og ikke en kvinde der lever på kanten af at kunne udholde hverdagen. 

Jeg kan selvfølgelig vise folk mit hjem og sige hvor velfungerende ser det ud? At de fleste kun ser mig i en kurateret udgave ude, ikke som resten af de 90 procent af mit liv reelt leves. 

Og jeg ikke aner hvordan jeg har kræfter til at fortsætte, men det er vel det eneste jeg kan, fordi jeg heller ikke har kræfter til ikke at fortsætte. 

Der er lag på lag af gamle traumer der holder mig fast i færre muligheder for et godt liv. Et overbelastet nervesystem. Der kan sættes diagnoser på, men det er jo sådan det er. 

Jeg har brug for et løft, men det er kompliceret. Det er medicinsk og praktisk. 

Jeg sidder fast i et helvede, men jeg er overbevist om at det det ikke behøvede at være så slemt som det har været i årevis. 

Det er sært at man kan være tilknyttet psykiatri teams og hjemmevejleder, og det ikke fungerer og alt tager evigheder. Og der er gået evigheder inden det overhovedet kom igang. 

Det ville godt nok være fedt at kunne klare sig selv, også selvom det var på en lidt sær måde. 

Jeg spurgte ChatGPT.....

Jeg havde fungeret meget godt på elevanse, men jeg havde den bivirkning at jeg fik åndenød og forhøjet blodtryk, det med åndenøden var det jeg lagde mest mærke til, så stoppede jeg modvilligt med Elevanse det gik ikke. Problemet er bare at jeg ikke rigtigt kan klare mig uden. 

Nu har jeg opdaget at de bivirkninger måske kunne afbalanceres af en anden ADHD medicin. En kombination der bruges på børn. Guanfacin der er ikke stimulerende. Og man kan finde en kombination af de to, og at Guanfacin skulle hjælpe på korttidshukommelsen, hvilket ikke fungere hos mig, og heller ikke med Elevanse. 

Det var åbenbart en viden min psykiater ikke havde, eller tanken at afprøve noget andet i stedet for Elevanse. 

Det var ret klart at ADHD medicinen var en forbedring af min dagligdag og min evne til at passe mit hjem bla. 

Man gør ofte grin med at folk googler deres symptomer, og nu bruger ChatGPT. Nu må jeg finde ud af om der kan afprøves noget kombi behandling, for jeg har ikke været meget værd i måneder. 

Ja, jeg aner ikke om det er en løsning, men jeg tænker at der er noget der er glippet her. 

Det er resultatet af det er så umuligt at komme til en psykiater specialiseret i ADHD, med årelange ventetider. Og en psykiatri der kan glemme at den enkelte patient er meget afhængig af om de får den bedst mulige behandling, eller bare den mindst mulige faglige indsats. For os er det liv eller død. 

Hvorfor er der ikke selvhjælpsgrupper for Hoarding og samlermani i Danmark?

 Det virker helt besynderligt at der ikke findes noget og noget lettilgængeligt for den gruppe mennesker. 

Godt nok er det under OCD, men stadig et specialiseret meget emne. Det overlapper spilafhængighed, der jo har hjælp. 

Er det fordi overforbrug og købemani er en så normal del af samfundet at det er overset, samtidigt med det når det afsløres er meget stigmatiserende? Købemani må være næsten en folkesygdom. Det er så en ting, Hoarding er meget mere omfattende, fordi det ødelægger en hver struktur i et hjem, og til sidst ender i forfald og at bad og køkken ikke længere kan tilgås på normal vis. Også at tingene vokser ud i kælder og loftrum man reelt ikke ejer. Eller flytter ud i haven hvis man bor i hus. 

Men den manglende hælp til at forstå lidelsen, gør også et selverkendelse bliver mødt af manglende information og støtte. Eller forkerte løsnings metoder. 

Det er underligt fordi de fleste af os vil kende flere mennesker med samlermani, eller der er Hoardere. Enten aner vi det, eller de har kunne skjule det rigtigt godt. Og det er også en stor del af at have samlermani/Hoarding. 

Det er ikke fedt at få at vide man gør noget så dumt med sit liv, som man sidder fast i. Det er ikke nemt at nå indtil, hvorfor man har udviklet den metode til overlevelse. For ja, det er det det er. Man Hoarder samler fordi der er noget andet man ikke kan. Og der er nogen følelser af tab, der ikke er set på og helet. Og måske udsigten til at hele ens liv skal bygges om, og kan man det? Når Hoarding/samlermani virkeligt har fanget en er man ofte lidt oppe i alderen, man er dannet som person, og fanget ind af fortiden og hverdagen. 

Den angst der kommer krybene kan være hvad ville livet være efter Hoarding/samlermanien var under kontrol? Det fleste ville udefra sige at det var en god ting, at det måtte være rent positivt. Min egen erfaring er at det ikke er sådan, at det udløser tilbagefald hvis man ikke har en plan og støtte, at epicentret af krise ikke bare ligger i den første del af at støtte at nogen kommer ud af Hoarding/samlermani, med al det stress det indebærer. Men det er en meget længere proces. 

Glemmer med Hoarderen/samlere efterfølgende i den tro det nu er fikset, vil OCD/depression kunne tage over lige med det samme. 

Hoarding/samlermani er også ofte forbundet med manglende eksekutive evner i et hjem. Det kan være et fysisk handicap, det kan være synsforstyrrelser man ikke kan rette op på, det kan være ADHD hvor man ikke kan komme igang med opgaver, eller korttidshukommelsen er så kort man ikke huske hvad man gjorde et minut tidligere. Det kan være sanserne der reager på hvordan ting føles, forenemmes så man trækker sig fra bestemte opgaver. Der er utroligt mange varianter af hvad der er af ekstra grunde til at et hjem ikke fungerer udover selve samlermanien/Hoardingen. 

Og når der er sammenstødet med mennesker der  udefra siger, alt det der har du ikke brug for. Nogen gang hvor de knapt er gået over ens dørtrin. Så er man jo på vagt med det samme. "Her er virkeligt meget"... No shit Sherlock. 

Hvis dem der skal støtte heller ikke ved hvad man skal gøre hvad så? Den usikkerhed mærker man jo med det samme. Der skal være strategier. Realistiske mål. Men der er altså også noget mentalt der skal adresseres, og tages meget alvorligt. Man kan rydde og lave socialhovedrengøring utallige gange, det er ikke det der er nøglen. 

Mit hjem var ok i orden i foråret efter måneders arbejde (siden sidst november), her til efteråret er mit hjemlige så slemt som før, hvor jeg havde været år om det. På rekordtid groede alt til. 

Der var ikke nok støtte til at gribe det, og mange måneders mentalt og fysisk arbejder virker umiddelbart spildt. Måske, måske ikke. Jeg har et nyt indblik i situationen, om det er godt eller skidt ved jeg ikke. Men jeg ved nu at man kan få et seriøst tilbagefald selvom meget lidt reelt bliver fjernet fra hjemmet, og selvom det hele forgå rimelig utraumatisk. I det mindste set udefra. Men det kan min psyke ikke mene, den mener noget andet. Hvad foregår der? 

Udover at jeg personligt har svært ved at udføre ting i hjemmet, og køre på et meget lavet blus og har dårlig korttidshukommelse, så er der noget mere, angsten for hvad der er nødvendigt for at skabe en bedre fremtid. Det ryddede hjem stiller andre dagsordner der kan være svære at overskue. Horder hjemmet er svært at overskue, men det er jo det kaos man kender, det andet er ukendt og med mange forandringer. Man ser sit hjem som en fremmed og ser de måske skulle gøres noget med gulvet, og der mangler en lampe i loftet, der er et utal af ting der aldrig er blevet gjort, at man måske aldrig fik indrettet sit hjem, hvem ville man så være hvis man havde indrettet sig? 

Og meget af det man har samlet/Hoardet var en del af det man håbede på man ville, ting man ville få brug for, noget man en dag skulle, specielt for Hoarderne. Købemani er mere det øjeblikkelige indkøbs sus, hvor Harding er at beholde ting også uden umiddelbar værdi. Men der er også kombinationer. 

Og det er nok der hjernen slår fra. Måske man indser at det der er gjort kun var toppen af isbjerget. Og man stadig står alene med meget. 

Nogen med Samlermani/Hoardere har ikke en selverkendelse, eller den er meget flygtig. De er heller ikke bevidste om hvad der psykologisk/praktisk holder dem tilbage, og kan prøve længere omgange medat prøve at komme til bunds i det, men som regel er opgaven for stor og vil stresse. Så det bare udløser opgivelse og fortsættelse af negative mønstre. Nogen lever med det er sådan, andre lider meget under situationen. 

Horading/samlermani spænder over diagnoser og tilstande og så mange faggrupper et det let kan gå galt, at indsatsen ikke er sammenhængene, og langvarig nok. 

Men det er underligt der ikke findes noget som anonyme Hoardere i Danmark. Og selv med alle mine erfaringer og viden om emnet er det ting jeg finder meget mærkværdige, der kunne findes svar på, svar der kunne hjælpe. 

Hvem er psykiatrien lavet til i dag?

Der er en ting jeg ved det er den ikke er lavet til mig, her falder jeg også udenfor. Jeg falder uden for samfundet, men jeg falder også udenfor psykiatrien og kommunens støtte. 

Jeg ved ikke hvad der foregår, men det er vel systemer, kasser, penge. Og et press på det der er afsat af ressourser til støtte/behandling. Der bliver anvendt ressourser, men hvem hjælper det reelt, bliver det smurt så tyndt ud, at det sjældent gør en rigtig forskel for den det burde hjælpe. Det holder lige akkurat folk kørende hvis de ikke forventer for meget, og så "brandslukning" når deres liv kæntre. 

Men det skal kæntre rigtigt meget, med en psykisk sygdom kan man leve på kanten af afgrunden hele tiden, ikke fordi sådan er det bare det er ens psykiske sygdom, men fordi det er den behandling/støtte der er til rådighed  ikke er nok til at løfte en lidt. Der et ting der ikke bliver afprøvet, det er ikke guldstandarten af behandling, Den er ikke holistisk i, hvor er der noget der måske kunne gøre livet 10 procent nemmere. At alting tæller. Og at de 10 procent kunne blive et vendepunkt. Det er her Recovery tanken er blevet helt glemt i systemet. De skriver det, men der er ikke ressourser til det. 

Det er et meget koldt system, og har man noget at tilføje, bliver man næset af. Det er som det er. Du skal ikke tro du er noget særligt. Det er et nærmest mekanisk system, af hvilken medicin man afprøver først, og at det patienten siger er irrelevant, det er bare symptomer. 

Det er en kold psykiatri for levende sårbare mennesker, der kæmper med ting, og almindelig empati er blevet fraværende, som en følge af af den forråelse der sker, når man ikke kan leverer en bedre behandling. Det ene følger det andet. Ellers kan man ikke overleve som medarbejder under de forhold. Er det er psykiatri for 2026? Tja, den afspejler samfundet, og den del af det de fleste ikke vil vide fungere på den måde, hvis de en dag selv, og deres skulle få brug for den type støtte. 

Indsatser der bliver tabt gennem ventetider.

Det virker meningsløst at arbejde hårdt mod et mål med min Hoarder hjem, og alt ender med at blive tabt fordi det ikke bliver understøttet efterfølgende. At sagsbehandling og overgange og ferier, gør at måneder går. 

Jeg har jo ikke et valg, jeg kan ikke bare gå og smække med døren. Det er reelt en dødsdom hvis jeg opgiver at få støtte. Spørgsmålet er bare om nogen af de andre indvolverede forstår det?

At det er en kamp for overlevelse og en kamp med meningsløsheden. For hvad er meningen når dagene bare ikke fungerer, og alt føles pinefuldt og fastlåst. Og når et lille håb ender i at være tilbage få måneder senere, i det der udløste hjælpen? Indsatsen blev tabt, faktisk blev min tilstand forværret. Min økonomi dårligere, mit hjem i kaos på rekord tid. Badeværelse, køkken, gangarealer. 

Nu kan jeg ikke komme rundt i hjemmet, her er farligere at komme rundt. Så slemt har det ikke været før. 

Hoarding har ingen AAA som alkoholisme, stofmisbrug, spillere, der er ikke noget. Og dem der ikke ved hvad det er kan man ikke tale med. Det er frit fald og udmattelse efter at skulle arbejde lidt for hårdt med hjemmet og samtidig vide det kun er toppen af isbjerget. Og så ingenting, bare vente. 

Psykisk sygdom holder ikke somerferie, eller går på standby pga. ventetider. Der kan ske rigtigt meget negativt på 3-4 måneder. Inklusive håbet der døde, og apati.

Jeg har været en "dygtig pige", men hvad fik jeg ud af det? Er der nogen vej ud af det her helvede, der afgrænser mit liv på alle måder, socialt, energi, hjerne overskud. Og hvad med fremtiden, er der nogen fremtid for mig der rummer andet end det her, der har stået på sådan her i over 20 år. Men jeg er ikke 40 mere, og overgangsalderen har taget sit. 

Måske mine forventninger for høje, til et system der har opgivet, folk arbejder dagligt, men det er så det. Jeg har et har af folk tilknyttet mig, men....

Det er er vel lige så dyrt at gøre det dårligt, som at gøre det godt, eller? Er det et samfund der bare lader som om det stadig fungerer, men er ved at kollapse. Der er intet overblik. Vil vi gå mod mere kynisme, hvem kan vi hjælpe, hvem vil vi hjælpe? 

....det eneste jeg drømmer om er mere energi.  

En ubelejlig ekspeditions sag, og recovery tanken der blev væk

 Psykiatrien arbejder ikke recovery orienteret, eller jeg har ikke mærket noget til det. Der hang ellers en sedel fin om kursus i recovery tanken, men det er åbenbart ikke integreret i deres "behandlings model" i psykiatrien

Jeg har ellers undervist i recovery og hvordan medarbejdere kan understøtte en recovery proces. Det jeg oplever er faktisk hvordan man slukker al håb for recovery, du er ikke vigtig, vi har ikke noget håb for dig, du skal bare have noget medicin og så holde mund. Det er bare symptomer. 

Når man har arbejdet med recovery tanken i mange år, er det utroligt så mange år efter at møde mennesker i psykiatrien, der slet ikke har den på rygmarven, men er lige så teknokratiske som altid. Og der absolut ikke har brug for dit ind put, det er irrelevant, man er jo bare psykisk syg, og derfor ikke kapabel til at have erfaringer eller konstruktiv information. 

Det er lidt utroligt i 2026 at det er der vi er. At man er set som en ekstra belastning af et belastet psykiatri og "system". 

Hvis man havde det psykisk skidt da man kom, er det kun blevet værre, du er endu mindre værd end du troede. At de stille håber jeg/man bare går og dropper behandlingen når man nu ikke er personfarlig eller selvmordstruet. ....Vil de have jeg/vi skal dø alligevel? Og med den "forkerte diagnose", forkert alder, og os de ikke har noget relevant tilbyde i forhold til vores psykiske sygdom, og heller ikke et venligt ord. 

Det her er noget man kan tage skade af, der kan forværre situationen, det er nemt og billigt at sige det er symptomer, det er bare sådan det er. Uden at se på at det at dræbe det lille håb, og en lille smule tryghed, kan være afgørende.

Jeg har altid undervist i det jeg kalder hardcore recovery, hvor man er meget alene i at holde sammen på sit liv. Jeg er ikke blevet rask, men jeg er stadig i live. Jeg har lært nye ting, der er stadig en mental smidighed der kunne før til noget positivt. Men jeg kan ikke klare det hele selv. 

Det er pokkers at den støtte til selvhjælp skal være så op af bakke sådan en kamp. Og at ens erfaringer så ringeagtede selvom de er afprøvede. Vi kan alle ende der hvor vi ikke har kræfter nok det burde der ikke være en skam i eller at man af den grund ikke har en værdi. At man har mindre ret. 

Hvis du siger der ikke er håb for mig, siger du samtidigt der ikke er håb for nogen, at fejler du, skal du også forlades uden håb og hjælp. For det er der vi er, samfundet uden nåde. Nydeligt, men uden nåde. 

Den forkerte støtte til hoardere, gør det bare endnu værre.

I foråret var mit hjem rimeligt ryddeligt, så der kunne komme en social hovedrengøring, nu er det efterår og her er værre end sidste efterår...... 

Jeg har hjemmevejleder og tilknyttet distriktpsykiatrien og har hjemmehjælp, hvorfor er det så sådan?

Af den simple grund intet er i forhold til Hoarding. Hjemmevejledere er ikke et job, i forhold til at hjælpe med Hoarding. Psykiatrien ved ikke noget om Hoarding, hjemmehjælpen er heller ikke lavet til at kunne fastholde en kurs, al den tid der skal bruges på at få struktur på hjemmet og den psykologiske støtte der skal til.  Hoarding har sin grund(e) og en del af en komorbiditet. Og ændringer i hverdagen er angstprovokerende. Et hjem er ikke bare et hjem og Hoarderen er forbundet meget psykologisk og fysisk med boligen på en yderst dystfunktionel måde. 

Og uanset hvor meget man som Hoarder pukler mentalt og fysisk taber man kampen alene, er der ikke nok energi på tanken og psykologisk støtte klasker man bare sammen, og det starter forfra, måske enda værre end sidst. Jeg er selv skræmt af hvor kort tid der gik, til at hjemmet igen var kaos. Samtidig er al håb taget, jeg ved nu præcis hvor hårdt det er. Hvor meget tid, hvor meget udmattelse, og så bare bom, tilbage igen. 

Jeg kan ikke tage imod en social rengøring nu, jeg gør det ikke igen. Og det hjælper jo heller ikke, hvis der ikke er en videre langsigtet plan. 

Den grundlæggende struktur er der ikke. Lamper så jeg kan se, indretning der fungerer, så mindre ender på gulvet og forbliver på gulvet. 

Der blev skabt noget struktur dengang, jeg stadig har. Men jeg kan ikke løse det tetris alene. Og jeg kan ikke få hjælp til at få boret et søm i betonvæggen, når der ikke er et gulv at gå på osv.  Så meget kan ikke lade sig gøre, på grund af noget andet. 

Jeg er en anden person når der er lidt mere tjek på hjemmet, end jeg er nu. Det gør mig syg, det får mig til at føle jeg er døende, at jeg burde forsvinde, mit liv er slut. 

Omkring mit hjem er jeg ret hjælpeløs, især når det går den forkerte vej.  Jeg ser klart nu, kommunen ser den anden vej. Jeg er bare en sag, ikke menneskeliv. 

Jeg er så vred!