Kamikaze oprydning og tanker.

I dag kastede jeg mig ud i sorterer sko og støvler, jeg har gået og kigget på det, gået hen over dem, ikke kunne finde to ens i meget lang tid. 

Nej det var ikke struktureret, og det var med hovedet under armen, men prøv at finde den anden sko. Og proppe i nogen kasser, par for par. Og skal noget ude eller sælges. 

Det er ikke helt eller halvt færdigt, men det er påbegyndt. 

Der er bare så meget andet også. Og det kommer til at tage meget lang tid. 

Jeg undre mig på hvor jeg har været de sidste mange år, detsværre ikke et andet sted igang med noget andet. Bare gået i stå. Det eneste der er fortsat er at ikke komme af med ting og anskaffe mere. Det kræver færre kræfter at gøre det forkerte, end at gøre det rigtige. Og tiden går. En dag må der komme noget mere energi og overblik, sker bare ikke. 

Og grundende er mere og flere  end hvad en selvhjælpsbog kan klare.

Jeg kan ikke være i mig selv, jeg kan ikke være i mit hjem, jeg han ikke være ude i verden. De praktisk realiteter, har skubbet min fantasiverden væk, muligvis det der balancerede at jeg hang sammen. Men Hoardingen er også en slags fantasiverden, desværre bare en meget konkret og materiel en.  

Der skulle have været noget i stedet for, noget der havde menneskelig værdi. Men det er svært når man ikke passer ind i samfundet, at det der skal til, er det jeg ikke rigtigt kan. Det at være en del af, sammen med andre. Der er en grund, det er ikke tilfældig ensomhed, det er nærmest en født ensomhed, der altid har været der, men jeg i mange år ikke så som ensomhed, fordi jeg fyldte den ud med andet, mit eget univers. Det var da det blev udskiftet med en virkelighed jeg ikke kunne løfte jeg for alvor fik problemer. Eller sådan var det hele tiden, men jeg havde færre kræfter nu. 

Det er også efter den her uges overbelastning, at jeg kunne tage diagnosen Hebefren Skizofreni helt ind, et par dage før blev jeg ved med at tænke det kunne være så meget andet: kompliceret Trauma fx. Autisme/ADHD og noget andet....men skizofreni? 

Disorganiseret skizofreni jo tak....Jeg tænkte også på min barndom og ungdom, jeg har aldrig haft en reel chance, princippet det samme som min Mor. Samme diagnose, bare to forskellige mennesker. 

Jeg hader den situation jeg lever i, den tager livet af mig. 

Nå, ny hjemmevejleder nye tider, måske det med distriktpsykiatrien er blevet klinket. 

Uanset, jeg er ikke en der opgiver let, der er altid noget i mig der kæmper. 

Når vejen til handling er kognitivt forstyrret.

 Jeg har svært ved at udføre fysiske praktiske handlinger, der er ingen automatik i dem. Handlinerne udføres mens der er flere lag af informationer og afledninger. 

Der er det sædvanlige kværnene ADHD lag, og indre kommentator. Jeg skal prøve at holde fokus og se hvad jeg gør, og hvad jeg skal gøre med ting, jeg skal tage det og det skal et andet sted hen. Pause hvor???

Der er overvældede sanser og OCD, en gammel plumret opvask, og nu skal det blive helt rent. Jeg har lyst til at holde pause gå et andet sted hen. Eller noget må stå lidt i blød, kommer jeg tilbage til det, hvornår?

Der køre så meget forskelligt indover at jeg kun er 20 procent i hvad jeg gør praktisk. Jeg fumler. 

Jeg har ikke nogen kortidshukommelse mere. Jeg vender mig om for at gøre et eller andet og hvad var jeg igang med? 

Det er mødet med mig selv som inkompetent, at jeg dagligt fokusere på at jeg er inkompetent fordi jeg ikke kan passe et hjem. At jeg ikke kan passe mit hjem gør at jeg ikke har overskud til at kunne gøre det jeg kan, det jeg er kompetent til. 

Det er som om min detaljesans er i vejen for praktiske opgaver, at jeg ikke får øje på det rigtige for at løse opgaven, nogen har nævnt at neurotypiske se opgaven oppe fra og ned, og neurodiverse nedefra og op. Det giver god mening, for når jeg flytter noget, ser jeg noget der er kaos der forvirre så meget, at jeg ikke kan tage det næste der ligger lige for. Jeg går til det mest problematiske og bliver overvældet. Det er også åh nej. 

Hvor praktiske ting i hjemmet måske er kedeligt og nødvendigt for andre, men rart når det er klaret. Er praktiske ting i hjemmet blevet den slagmark jeg er ved at dø på. 

Hvis jeg har støtte på, er det en distraktion, der gør at jeg kan kæmpe mig igennem, og nogen der spørger hvorfor jeg pludseligt er i gang med en ny opgave og forladt den anden. Det er også en distraktion i forhold til den vrede og sorg og selvhad der er når jeg er alene med det. 

Det er som om jeg altid er et andet sted, end hvor jeg er, måske enda mere end det, som om der kører mange scripts samtidigt. Og nogen af dem er lige så destruktive for selvet som tvangstanker. 

Andre handlinger kører mere automatisk, sådan da. Få børstet tænder fx. Når jeg skal ud, børste tænder, vaske ansigt, ansigtscreme, mascara, smykker, prøve at holde en vis standart. Så finde noget tøj, med mere eller mindre besvær og min taske. 

Jeg kan også vaske tøj i en balje, det går kun galt hvis jeg ikke magter at få sæben skyllet ud i tide. Har jeg energi nok kan det kører. Når det ikke går er det et tegn på jeg har det mindre godt. 

Jeg kan lige akkurat lave mad i mit køkken, jeg laver en portion til flere dage og fryser ned. Det foregår noget fumlet, men det bliver gjort. Men der er være meget lange perioder hvor jeg ikke har kunne. 

Det er som om jeg ikke rigtigt lever i verden, men alligevel hænger på det praktiske af at være et menneske, og noget i mig accepterer ikke rigtigt at det er sådan. Det er ikke noget nyt, det er en del af mig. Måske det er det hebefrene skizofreni der gør sig gældende her. 

Og så har jeg også neurologisk "statisk sne" for øjnene både i lys og mørke, der gøre at det jeg ser flimre. Det er heller ikke optimalt for at gøre noget praktisk og have overblik.

Det er en meget svær måde at leve på, og hvordan kommer man mere i plus end minus når man lever sådan? 

Der er ingen medicin der tænder og slukker for det rigtige. Slukker man for min hurtige hjerne vil jeg bare sidde, det kommer der ikke en færdig opvask ud af. Tænder man går det for hurtigt. 

Der arbejdes på ting der måske kan målrette hjernens /funktionerreaktioner bedre i fremtiden. Men nok ikke noget jeg kan få glæde af. Men spændende er det. 

Det er mærkeligt at leve i en verden, hvor der er så meget folk bare gør og kan, der er nærmest umuligt for mig, selvom vi udefra ligner hinanden. 

Hoarding og realisme, ens egen og andres.

Grundlæggende har man som Hoarder/samlermani ikke et overblik over hvad man har rodet sig ud i. Det er også som om selve processen fra lidt for meget i hjemmet, til alt for meget er meget uklart. Det var bare noget der skete. 

Der er noget dissociativt i det, der går gennem hele processen, man er et andet sted. Vi kan ikke rigtigt være i det liv vi lever, og håber på noget andet. Samtidig er det vi skaber en stopklods for det vi egentligt vil.

Jeg har prøvet mange gange at gøre noget, det er derfor mit glas er ret halvtømt med håb. Det kan selvfølgeligt virker noget irriterende, at jeg ikke rigtigt tror på fremskridtene, fordi jeg bare har set dem forsvinde meget hurtigt. Det er bare nogen uger jeg har det dårligt, eller har medmindre støtte udefra. Jeg er realistisk, fordi det andet vil gøre endnu mere ondt. Det er overlevelse. Og Hoardingen er også en form for overlevelse. Ikke en god en, men min form for misbrug. 

Hoarding er bare desværre en form for OCD/misbrug der ikke er en behandling for i Danmark. Og det kræver en langvarig behandling. Det kræver også at Hoarderen har mod på det. 

Men Hoarding kan ikke bare ses som afhænighed/spil/stoffer/spiritus, der ligger flere kognitive og praktiske udfordringer, der ikke altid kan trænes væk, forbedres ja, men kun hvis det mentale ikke forværres. Og de praktiske udfordringer i et hjem kan være stærkt forbundet med ADHD/Autisme, Skizofreni eller andre tilstande der gør ,at det at have fuldt fokus mellem hovede/overblik og hænder bare ikke rigtigt er der. At der ikke rigtigt er en praktisk kontakt mellem den indre verden, og det ydre praktiske. 

Jeg er meget detalje orienteret, men i et hjem er det ikke godt. Der er for meget jeg skal orientere mig omkring, og mine tanker overrider mine handlinger. 

Hjemmevejleder: "Kunne du ikke sætte den kasse oven på den anden, så den ikke står midt i døråbningen?" Mig: "Ååååh joooo." Kigger forvildet rundt, får fat i kassen, og sætter den ovenpå, men ser noget andet bagved der også ligger forkert. "Kunne den der kasse ikke ikke stå ved siden af?" Mig: "Hmmmm, nej hmmm..." prøver at skrabe lidt rundt i det der er i vejen for det, men får anbragt den anden kasse også.  

Det er ret tydeligt der foregår ting, start/stop, start/stop, overvejelser, negative tanker, forvirring. Øjnene køre rundt i hoved på mig, jeg drejer rundt og jeg har ingen korttidshukommelse. Det er ikke bare at jeg har ting, der er noget eksekutivt jeg ikke har tilgang til. 

"Kan du ikke se det positive i den struktur der er blevet skabt?". Jo, det kan jeg, jeg husker da den var endnu mindre struktur og alt kunne være hvor som helst. Men kaos råder stadig i hjemmet. 

I hoardingen er der ikke realisme, man kan ikke længere se hvor langt man reelt er ude, man lever i det, dag for dag. 

Jeg hører og læser Hoardere lægge planer for at gøre en større indsats på egen hånd, men sandsynligheden for det lykkes er ikke stor, ikke fordi det ikke kommer fra et reelt ønske om noget andet, men fordi vejen ud er langt mere kompliceret praktisk og psykologisk, og ja der er det executive, og nogen er ikke engang bevidste omkring den del af det. Hoardere er meget stigmatiserede, vi skjuler det, vi skammer os, vi har ofte ikke ord for det, og vi tror vi måske får løst det på et eller andet tidspunkt hvor sol og måne står rigtigt. Det kommer bare ikke til at ske. 

De fleste Hoarders håber på selv at kunne løse det. Det er bare ikke så realistisk. Desværre er der bare ikke den rigtige støtte i Danmark. Og Hoarding forværres med tiden. Som grænserne overskrides for kaos bliver det det nye normal. Og når det et vist punkt er den normal kronisk, der hvor det nærmest er umuligt at få det anderledes, selv efter udsmidninger og socialrengøring.

At støtte Hoardere er en lang og intensiv proces der kræver stor faglighed og empati, det er mindst et år. Men skal også tage højde for at der kan være flere diagnoser der har indflydelse på hvordan en realistisk fremtid ser ud. 

Mennesker med samlermani/Hoarding er en meget blandet gruppe, nogen lever uden overhovedet at realiserer der er et problem med deres hjem, andre lider ekstremt under det. Nogen vil gerne gøre noget ved det, andre vil/kan ikke. Men selv dem der vil mest, er reelt ikke realistiske omkring problematikkerne, det er blevet en del af os, en del af vores symptomer, hjem og person er groet sammen. Og det sidste gør at det er ufatteligt svært at få folk helskindede ud af den situation de er i. 

Udefra tror andre/kommunem at når hjemmet fremstår "normalt" er det løst efter en socialrengøring. Det er det ikke. Højst sandsynligt tilbagefald, måske enda værre og en hurtigere proces end før. 

Håbløst? Nej, men det kræver viden og fokus på problemet, det kræver at folk overhovedet har adgang til viden og hjælp, støttegrupper og den rigtige faglige hjælp. Når vii Danmark ikke kan støtte, de mest motiverede er der et problem. 

Et Hoarder hjem er et Hjem man ikke kan være i, et hjem der ikke længere fungerer som et hjem. Det er et livsvilkår der ikke er menneskeværdigt. Hoarding/samlermani er ikke et valg, som OCD/afhængighed er det arv/miljø, psykiske udfordringer der gør hvilken vej det nu tog. 

Jeg vil mene at Hoarding er meget kompleks, der er ekstra mange ting der gør sig gældende, og i mange varianter. Hoarding er ikke bare samlermani, men flere elementer, hvoraf samlermanien er en del af det, og mange har samlermani, uden det bliver til direkte Hoarding. Det kan dog potentielt blive det, ved et eller andet livs sammenbrud. 

Hoarding er et sammenbrud af ens verden, der nu er et meget synligt sammenbrud af kaos, der afspejler det indre kaos. Måske det er det der er sandheden, lever du længe nok med kaos er det det ddet du kender og husker, andet ville føles fremmet og meget skræmmende. Jamen det er så forfærdeligt? Ja. Jeg tænker det siger noget om de traumer vi holder på plads, der ligger begravet under ting og skrald og snavs. Alt det der ikke kan rummes af andre, samfundet. 

Samtidigt er det vigtigt at huske på at diagnoser og executive problematikker, der gør det meget svært og stressende at passe et hjem, absolut også er en grund til at Hoarding opstår i den sværeste form. 

Det stedfortrædende håb - et håb når man selv har tabt håbet.

Jeg har prøvet så mange gange, uden det lykkedes, jeg er stabilt ustabil, og ryger ind i dage og uger hvor jeg bare ikke kan/gør noget. Det er realiteten som det er nu. Det betyder jeg hele tiden stresser fordi jeg ikke kan magte det mest hverdags agtige, i hjemmet og livet.

Det er gentligt en umulig situation en evig skuffelse og et evigt kaos af ugjorte gerninger. 

Jeg drømmer om noget andet, kunne hægte mig på noget der går en anden vej end ned. Men det er jo ikke det der sker. 

Jeg tror andet var muligt hvis jeg ikke var i at rende i det samme Hamster hjul, uger, måneder, år. Jeg er spærret inde i det jeg ikke kan, så jeg ikke kan gøre det jeg kan. Så det er sådan jeg ser mig selv, hende der ikke kan mere. For det er jo sådan det er, med de muligheder jeg har. 

Jeg kan virke negativ, men måske er jeg bare mere realistisk. Jeg kan ikke komme ud af det her alene. Men er det ikke meget menneskeligt? Vi forguder den påståede egen præstation, som om der aldrig indgår andre i den, eller visse privilegier og muligheder. 

Der er noget der skal flytte/ændre sig for at noget andet kan ske.

Jeg har tidligere haft en ret stor selvtillid. Men jeg må indreømme at den er stærkt minsket. 

Jeg er tilknyttet psykiatrien, men jeg fornemmer de bare synes jeg er fyld på hylderne, en der ikke skal satses på, en der er blevet fanget i år af psykiske problemer der nu bare er som det er, der kan ikke rigtigt gøres til eller fra. Man kan ikke lære en gammel Hund nye kunster. 

Det køber jeg nu ikke, jeg tror ikke det er sådan det er, at det ikke kunne være anderledes. Jeg er faktisk ret sikker. 

Alt tæller når man ikke har det godt, når man kronisk ikke har det godt. Forbedringer er tydelige, men også meget uvante. 

Alle med psykisk sygdom fortjener at nogen tror på dem som mennesker, at forandring er mulig hele livet. Folk kan godt lide når jeg har håb, men har i håb for mig når jeg ikke har? 

Det vagtsomme barn.

 Mit hjem kørte efter bestemte rutiner, min Mormor kørte efter meget faste rutiner. Det var sådan hun fik livet og hjemmet til at hænge sammen. Og min Morfar havde også sine rutiner, det måtte han jo have i kriminalpolitiet med vagter. 

Min biologisk mor var så noget andet, der viste man aldrig rigtigt, en evig ustabilitet af humør, påvirkning, piller, spiritus, stoffer. Og så det at hun var tilbage i barndoms hjemmet, med hvad det indebærer af komplikationer. Jeg oplevede hende aldrig ud fra hvordan hendes venner oplevede hende, og jeg tror faktisk hun mest dukkede op når noget var i vejen. Måske hun håbede på noget havde ændret sig, en tryghed hun havde følt engang, men nu var hun voksen. Og det skriver jeg ud fra mine egne erfaringer, at det der var var væk, eller det aldrig var der, kun i barnets optik da de stadig stolede på deres forældre gjorde deres bedste. Det nytter ikke at komme tilbage, i det mindste ikke med det håb og den sårbarhed.

I al den forstillelse der er i den type hjem, var jeg alligevel meget klartskuende, jeg var den der undrede mig og konstaterede ting. Hvorfor kan de ikke ændre deres mønstre, de fungere jo ikke. Og jeg var ikke ret gammel. 

Med tiden blev jeg mere og mere indviklet i komplikationerne, hvorfor ting ikke kunne være anderledes, fastlåstheden. Det manglende overblik, og det ikke at kunne se hvad det ville føre til? Det vil altid undre mig, min familie ikke kunne se det. Blinde vinkler og smertepunkter. 

Og det bliver jo ens arv, og min barndoms klarsyn blev svækket af grunde til det var som det var. Og der ikke var andre muligheder. Så mere af det samme, men værre og værre. 

Skyld, skam, afmagt. At min biologiske Mors adfærd afspejlede familien, hvilket den jo ikke nødvendigvis gjorde, hendes psykologiske problematikker var jo hendes. Selvfølgeligt også formet af opvæksten, men stadig hendes sjæls uro, og muligvis også en ADHD. Mine Morforældre kunne have sluppet ideen of hvad hun skulle have været for et menneske, den idealdatter de ikke fik. Min Mor kunne ikke levere det, og mine Morforældre kunne ikke leverer på andre punkter, de har heller ikke idealforældre. 

Jeg blev så det nye idealbarn, et nyt forsøg, og med min Mor som skræmmeeksempel på hvordan det kunne gå. Måske vi var mere ens end jeg har troet, jeg handlede anderledes, ikke bedre bare anderledes, jeg passede mere på, men var også derfor fanget ind. 

Jeg tror jeg i min barndom forvekslede hjemmets rutine tryghed med kærlighed, jeg gav loyalitet, måske det var de de så som kærlighed. I dag ved jeg ikke rigtigt hvad kærlighed er. Og jeg føler mig ikke rigtig tryg. 

Når høj intelligens, socialklasse, maskering forvirre i behandlingen.

 Man skulle tro det et være veltalende og reflekterende burde være en fordel, det er det bare ikke i "systemet", der er for meget at skulle tage højde for, og min erfaringe er at mange ikke kan overskue det komplekse i at kunne noget og absolut ikke kunne noget andet. 

Det er også forvirrende for en selv. Og det kan også være svært at se sig selv udefra. Og det at prøve at forklare at det du ser ikke er den virkelighed jeg lever i. Jeg lever med nogen normer jeg har lært i livet, nogen sidder fast, andre kan jeg slet ikke leve op til, måske derfor holder jeg fast i det jeg kan fastholde, at mit tøj er rent, jeg er velklædt. Jeg har en vital gang, et fast håndtryk. Jeg virker rimeligt selvsikker. 

Jeg har arbejdet på at slippe min ungdoms facade, jeg har selverkendelse, der er ting jeg er meget mere åben om, alligevel er det som om det bare ikke opfattes. At mine grundlæggende strategier er så væsentlige for andres opfattelse, at den bare virker for godt. 

At jeg altid vil fremstå som en priviligeret højere middelklasse kvinde. Og ikke en kvinde der lever på kanten af at kunne udholde hverdagen. 

Jeg kan selvfølgelig vise folk mit hjem og sige hvor velfungerende ser det ud? At de fleste kun ser mig i en kurateret udgave ude, ikke som resten af de 90 procent af mit liv reelt leves. 

Og jeg ikke aner hvordan jeg har kræfter til at fortsætte, men det er vel det eneste jeg kan, fordi jeg heller ikke har kræfter til ikke at fortsætte. 

Der er lag på lag af gamle traumer der holder mig fast i færre muligheder for et godt liv. Et overbelastet nervesystem. Der kan sættes diagnoser på, men det er jo sådan det er. 

Jeg har brug for et løft, men det er kompliceret. Det er medicinsk og praktisk. 

Jeg sidder fast i et helvede, men jeg er overbevist om at det det ikke behøvede at være så slemt som det har været i årevis. 

Det er sært at man kan være tilknyttet psykiatri teams og hjemmevejleder, og det ikke fungerer og alt tager evigheder. Og der er gået evigheder inden det overhovedet kom igang. 

Det ville godt nok være fedt at kunne klare sig selv, også selvom det var på en lidt sær måde. 

Jeg spurgte ChatGPT.....

Jeg havde fungeret meget godt på elevanse, men jeg havde den bivirkning at jeg fik åndenød og forhøjet blodtryk, det med åndenøden var det jeg lagde mest mærke til, så stoppede jeg modvilligt med Elevanse det gik ikke. Problemet er bare at jeg ikke rigtigt kan klare mig uden. 

Nu har jeg opdaget at de bivirkninger måske kunne afbalanceres af en anden ADHD medicin. En kombination der bruges på børn. Guanfacin der er ikke stimulerende. Og man kan finde en kombination af de to, og at Guanfacin skulle hjælpe på korttidshukommelsen, hvilket ikke fungere hos mig, og heller ikke med Elevanse. 

Det var åbenbart en viden min psykiater ikke havde, eller tanken at afprøve noget andet i stedet for Elevanse. 

Det var ret klart at ADHD medicinen var en forbedring af min dagligdag og min evne til at passe mit hjem bla. 

Man gør ofte grin med at folk googler deres symptomer, og nu bruger ChatGPT. Nu må jeg finde ud af om der kan afprøves noget kombi behandling, for jeg har ikke været meget værd i måneder. 

Ja, jeg aner ikke om det er en løsning, men jeg tænker at der er noget der er glippet her. 

Det er resultatet af det er så umuligt at komme til en psykiater specialiseret i ADHD, med årelange ventetider. Og en psykiatri der kan glemme at den enkelte patient er meget afhængig af om de får den bedst mulige behandling, eller bare den mindst mulige faglige indsats. For os er det liv eller død.