Hoarding og realisme, ens egen og andres.

Grundlæggende har man som Hoarder/samlermani ikke et overblik over hvad man har rodet sig ud i. Det er også som om selve processen fra lidt for meget i hjemmet, til alt for meget er meget uklart. Det var bare noget der skete. 

Der er noget dissociativt i det, der går gennem hele processen, man er et andet sted. Vi kan ikke rigtigt være i det liv vi lever, og håber på noget andet. Samtidig er det vi skaber en stopklods for det vi egentligt vil.

Jeg har prøvet mange gange at gøre noget, det er derfor mit glas er ret halvtømt med håb. Det kan selvfølgeligt virker noget irriterende, at jeg ikke rigtigt tror på fremskridtene, fordi jeg bare har set dem forsvinde meget hurtigt. Det er bare nogen uger jeg har det dårligt, eller har medmindre støtte udefra. Jeg er realistisk, fordi det andet vil gøre endnu mere ondt. Det er overlevelse. Og Hoardingen er også en form for overlevelse. Ikke en god en, men min form for misbrug. 

Hoarding er bare desværre en form for OCD/misbrug der ikke er en behandling for i Danmark. Og det kræver en langvarig behandling. Det kræver også at Hoarderen har mod på det. 

Men Hoarding kan ikke bare ses som afhænighed/spil/stoffer/spiritus, der ligger flere kognitive og praktiske udfordringer, der ikke altid kan trænes væk, forbedres ja, men kun hvis det mentale ikke forværres. Og de praktiske udfordringer i et hjem kan være stærkt forbundet med ADHD/Autisme, Skizofreni eller andre tilstande der gør ,at det at have fuldt fokus mellem hovede/overblik og hænder bare ikke rigtigt er der. At der ikke rigtigt er en praktisk kontakt mellem den indre verden, og det ydre praktiske. 

Jeg er meget detalje orienteret, men i et hjem er det ikke godt. Der er for meget jeg skal orientere mig omkring, og mine tanker overrider mine handlinger. 

Hjemmevejleder: "Kunne du ikke sætte den kasse oven på den anden, så den ikke står midt i døråbningen?" Mig: "Ååååh joooo." Kigger forvildet rundt, får fat i kassen, og sætter den ovenpå, men ser noget andet bagved der også ligger forkert. "Kunne den der kasse ikke ikke stå ved siden af?" Mig: "Hmmmm, nej hmmm..." prøver at skrabe lidt rundt i det der er i vejen for det, men får anbragt den anden kasse også.  

Det er ret tydeligt der foregår ting, start/stop, start/stop, overvejelser, negative tanker, forvirring. Øjnene køre rundt i hoved på mig, jeg drejer rundt og jeg har ingen korttidshukommelse. Det er ikke bare at jeg har ting, der er noget eksekutivt jeg ikke har tilgang til. 

"Kan du ikke se det positive i den struktur der er blevet skabt?". Jo, det kan jeg, jeg husker da den var endnu mindre struktur og alt kunne være hvor som helst. Men kaos råder stadig i hjemmet. 

I hoardingen er der ikke realisme, man kan ikke længere se hvor langt man reelt er ude, man lever i det, dag for dag. 

Jeg hører og læser Hoardere lægge planer for at gøre en større indsats på egen hånd, men sandsynligheden for det lykkes er ikke stor, ikke fordi det ikke kommer fra et reelt ønske om noget andet, men fordi vejen ud er langt mere kompliceret praktisk og psykologisk, og ja der er det executive, og nogen er ikke engang bevidste omkring den del af det. Hoardere er meget stigmatiserede, vi skjuler det, vi skammer os, vi har ofte ikke ord for det, og vi tror vi måske får løst det på et eller andet tidspunkt hvor sol og måne står rigtigt. Det kommer bare ikke til at ske. 

De fleste Hoarders håber på selv at kunne løse det. Det er bare ikke så realistisk. Desværre er der bare ikke den rigtige støtte i Danmark. Og Hoarding forværres med tiden. Som grænserne overskrides for kaos bliver det det nye normal. Og når det et vist punkt er den normal kronisk, der hvor det nærmest er umuligt at få det anderledes, selv efter udsmidninger og socialrengøring.

At støtte Hoardere er en lang og intensiv proces der kræver stor faglighed og empati, det er mindst et år. Men skal også tage højde for at der kan være flere diagnoser der har indflydelse på hvordan en realistisk fremtid ser ud. 

Mennesker med samlermani/Hoarding er en meget blandet gruppe, nogen lever uden overhovedet at realiserer der er et problem med deres hjem, andre lider ekstremt under det. Nogen vil gerne gøre noget ved det, andre vil/kan ikke. Men selv dem der vil mest, er reelt ikke realistiske omkring problematikkerne, det er blevet en del af os, en del af vores symptomer, hjem og person er groet sammen. Og det sidste gør at det er ufatteligt svært at få folk helskindede ud af den situation de er i. 

Udefra tror andre/kommunem at når hjemmet fremstår "normalt" er det løst efter en socialrengøring. Det er det ikke. Højst sandsynligt tilbagefald, måske enda værre og en hurtigere proces end før. 

Håbløst? Nej, men det kræver viden og fokus på problemet, det kræver at folk overhovedet har adgang til viden og hjælp, støttegrupper og den rigtige faglige hjælp. Når vii Danmark ikke kan støtte, de mest motiverede er der et problem. 

Et Hoarder hjem er et Hjem man ikke kan være i, et hjem der ikke længere fungerer som et hjem. Det er et livsvilkår der ikke er menneskeværdigt. Hoarding/samlermani er ikke et valg, som OCD/afhængighed er det arv/miljø, psykiske udfordringer der gør hvilken vej det nu tog. 

Jeg vil mene at Hoarding er meget kompleks, der er ekstra mange ting der gør sig gældende, og i mange varianter. Hoarding er ikke bare samlermani, men flere elementer, hvoraf samlermanien er en del af det, og mange har samlermani, uden det bliver til direkte Hoarding. Det kan dog potentielt blive det, ved et eller andet livs sammenbrud. 

Hoarding er et sammenbrud af ens verden, der nu er et meget synligt sammenbrud af kaos, der afspejler det indre kaos. Måske det er det der er sandheden, lever du længe nok med kaos er det det ddet du kender og husker, andet ville føles fremmet og meget skræmmende. Jamen det er så forfærdeligt? Ja. Jeg tænker det siger noget om de traumer vi holder på plads, der ligger begravet under ting og skrald og snavs. Alt det der ikke kan rummes af andre, samfundet. 

Samtidigt er det vigtigt at huske på at diagnoser og executive problematikker, der gør det meget svært og stressende at passe et hjem, absolut også er en grund til at Hoarding opstår i den sværeste form. 

Det stedfortrædende håb - et håb når man selv har tabt håbet.

Jeg har prøvet så mange gange, uden det lykkedes, jeg er stabilt ustabil, og ryger ind i dage og uger hvor jeg bare ikke kan/gør noget. Det er realiteten som det er nu. Det betyder jeg hele tiden stresser fordi jeg ikke kan magte det mest hverdags agtige, i hjemmet og livet.

Det er gentligt en umulig situation en evig skuffelse og et evigt kaos af ugjorte gerninger. 

Jeg drømmer om noget andet, kunne hægte mig på noget der går en anden vej end ned. Men det er jo ikke det der sker. 

Jeg tror andet var muligt hvis jeg ikke var i at rende i det samme Hamster hjul, uger, måneder, år. Jeg er spærret inde i det jeg ikke kan, så jeg ikke kan gøre det jeg kan. Så det er sådan jeg ser mig selv, hende der ikke kan mere. For det er jo sådan det er, med de muligheder jeg har. 

Jeg kan virke negativ, men måske er jeg bare mere realistisk. Jeg kan ikke komme ud af det her alene. Men er det ikke meget menneskeligt? Vi forguder den påståede egen præstation, som om der aldrig indgår andre i den, eller visse privilegier og muligheder. 

Der er noget der skal flytte/ændre sig for at noget andet kan ske.

Jeg har tidligere haft en ret stor selvtillid. Men jeg må indreømme at den er stærkt minsket. 

Jeg er tilknyttet psykiatrien, men jeg fornemmer de bare synes jeg er fyld på hylderne, en der ikke skal satses på, en der er blevet fanget i år af psykiske problemer der nu bare er som det er, der kan ikke rigtigt gøres til eller fra. Man kan ikke lære en gammel Hund nye kunster. 

Det køber jeg nu ikke, jeg tror ikke det er sådan det er, at det ikke kunne være anderledes. Jeg er faktisk ret sikker. 

Alt tæller når man ikke har det godt, når man kronisk ikke har det godt. Forbedringer er tydelige, men også meget uvante. 

Alle med psykisk sygdom fortjener at nogen tror på dem som mennesker, at forandring er mulig hele livet. Folk kan godt lide når jeg har håb, men har i håb for mig når jeg ikke har? 

Det vagtsomme barn.

 Mit hjem kørte efter bestemte rutiner, min Mormor kørte efter meget faste rutiner. Det var sådan hun fik livet og hjemmet til at hænge sammen. Og min Morfar havde også sine rutiner, det måtte han jo have i kriminalpolitiet med vagter. 

Min biologisk mor var så noget andet, der viste man aldrig rigtigt, en evig ustabilitet af humør, påvirkning, piller, spiritus, stoffer. Og så det at hun var tilbage i barndoms hjemmet, med hvad det indebærer af komplikationer. Jeg oplevede hende aldrig ud fra hvordan hendes venner oplevede hende, og jeg tror faktisk hun mest dukkede op når noget var i vejen. Måske hun håbede på noget havde ændret sig, en tryghed hun havde følt engang, men nu var hun voksen. Og det skriver jeg ud fra mine egne erfaringer, at det der var var væk, eller det aldrig var der, kun i barnets optik da de stadig stolede på deres forældre gjorde deres bedste. Det nytter ikke at komme tilbage, i det mindste ikke med det håb og den sårbarhed.

I al den forstillelse der er i den type hjem, var jeg alligevel meget klartskuende, jeg var den der undrede mig og konstaterede ting. Hvorfor kan de ikke ændre deres mønstre, de fungere jo ikke. Og jeg var ikke ret gammel. 

Med tiden blev jeg mere og mere indviklet i komplikationerne, hvorfor ting ikke kunne være anderledes, fastlåstheden. Det manglende overblik, og det ikke at kunne se hvad det ville føre til? Det vil altid undre mig, min familie ikke kunne se det. Blinde vinkler og smertepunkter. 

Og det bliver jo ens arv, og min barndoms klarsyn blev svækket af grunde til det var som det var. Og der ikke var andre muligheder. Så mere af det samme, men værre og værre. 

Skyld, skam, afmagt. At min biologiske Mors adfærd afspejlede familien, hvilket den jo ikke nødvendigvis gjorde, hendes psykologiske problematikker var jo hendes. Selvfølgeligt også formet af opvæksten, men stadig hendes sjæls uro, og muligvis også en ADHD. Mine Morforældre kunne have sluppet ideen of hvad hun skulle have været for et menneske, den idealdatter de ikke fik. Min Mor kunne ikke levere det, og mine Morforældre kunne ikke leverer på andre punkter, de har heller ikke idealforældre. 

Jeg blev så det nye idealbarn, et nyt forsøg, og med min Mor som skræmmeeksempel på hvordan det kunne gå. Måske vi var mere ens end jeg har troet, jeg handlede anderledes, ikke bedre bare anderledes, jeg passede mere på, men var også derfor fanget ind. 

Jeg tror jeg i min barndom forvekslede hjemmets rutine tryghed med kærlighed, jeg gav loyalitet, måske det var de de så som kærlighed. I dag ved jeg ikke rigtigt hvad kærlighed er. Og jeg føler mig ikke rigtig tryg. 

Når høj intelligens, socialklasse, maskering forvirre i behandlingen.

 Man skulle tro det et være veltalende og reflekterende burde være en fordel, det er det bare ikke i "systemet", der er for meget at skulle tage højde for, og min erfaringe er at mange ikke kan overskue det komplekse i at kunne noget og absolut ikke kunne noget andet. 

Det er også forvirrende for en selv. Og det kan også være svært at se sig selv udefra. Og det at prøve at forklare at det du ser ikke er den virkelighed jeg lever i. Jeg lever med nogen normer jeg har lært i livet, nogen sidder fast, andre kan jeg slet ikke leve op til, måske derfor holder jeg fast i det jeg kan fastholde, at mit tøj er rent, jeg er velklædt. Jeg har en vital gang, et fast håndtryk. Jeg virker rimeligt selvsikker. 

Jeg har arbejdet på at slippe min ungdoms facade, jeg har selverkendelse, der er ting jeg er meget mere åben om, alligevel er det som om det bare ikke opfattes. At mine grundlæggende strategier er så væsentlige for andres opfattelse, at den bare virker for godt. 

At jeg altid vil fremstå som en priviligeret højere middelklasse kvinde. Og ikke en kvinde der lever på kanten af at kunne udholde hverdagen. 

Jeg kan selvfølgelig vise folk mit hjem og sige hvor velfungerende ser det ud? At de fleste kun ser mig i en kurateret udgave ude, ikke som resten af de 90 procent af mit liv reelt leves. 

Og jeg ikke aner hvordan jeg har kræfter til at fortsætte, men det er vel det eneste jeg kan, fordi jeg heller ikke har kræfter til ikke at fortsætte. 

Der er lag på lag af gamle traumer der holder mig fast i færre muligheder for et godt liv. Et overbelastet nervesystem. Der kan sættes diagnoser på, men det er jo sådan det er. 

Jeg har brug for et løft, men det er kompliceret. Det er medicinsk og praktisk. 

Jeg sidder fast i et helvede, men jeg er overbevist om at det det ikke behøvede at være så slemt som det har været i årevis. 

Det er sært at man kan være tilknyttet psykiatri teams og hjemmevejleder, og det ikke fungerer og alt tager evigheder. Og der er gået evigheder inden det overhovedet kom igang. 

Det ville godt nok være fedt at kunne klare sig selv, også selvom det var på en lidt sær måde. 

Jeg spurgte ChatGPT.....

Jeg havde fungeret meget godt på elevanse, men jeg havde den bivirkning at jeg fik åndenød og forhøjet blodtryk, det med åndenøden var det jeg lagde mest mærke til, så stoppede jeg modvilligt med Elevanse det gik ikke. Problemet er bare at jeg ikke rigtigt kan klare mig uden. 

Nu har jeg opdaget at de bivirkninger måske kunne afbalanceres af en anden ADHD medicin. En kombination der bruges på børn. Guanfacin der er ikke stimulerende. Og man kan finde en kombination af de to, og at Guanfacin skulle hjælpe på korttidshukommelsen, hvilket ikke fungere hos mig, og heller ikke med Elevanse. 

Det var åbenbart en viden min psykiater ikke havde, eller tanken at afprøve noget andet i stedet for Elevanse. 

Det var ret klart at ADHD medicinen var en forbedring af min dagligdag og min evne til at passe mit hjem bla. 

Man gør ofte grin med at folk googler deres symptomer, og nu bruger ChatGPT. Nu må jeg finde ud af om der kan afprøves noget kombi behandling, for jeg har ikke været meget værd i måneder. 

Ja, jeg aner ikke om det er en løsning, men jeg tænker at der er noget der er glippet her. 

Det er resultatet af det er så umuligt at komme til en psykiater specialiseret i ADHD, med årelange ventetider. Og en psykiatri der kan glemme at den enkelte patient er meget afhængig af om de får den bedst mulige behandling, eller bare den mindst mulige faglige indsats. For os er det liv eller død. 

Hvorfor er der ikke selvhjælpsgrupper for Hoarding og samlermani i Danmark?

 Det virker helt besynderligt at der ikke findes noget og noget lettilgængeligt for den gruppe mennesker. 

Godt nok er det under OCD, men stadig et specialiseret meget emne. Det overlapper spilafhængighed, der jo har hjælp. 

Er det fordi overforbrug og købemani er en så normal del af samfundet at det er overset, samtidigt med det når det afsløres er meget stigmatiserende? Købemani må være næsten en folkesygdom. Det er så en ting, Hoarding er meget mere omfattende, fordi det ødelægger en hver struktur i et hjem, og til sidst ender i forfald og at bad og køkken ikke længere kan tilgås på normal vis. Også at tingene vokser ud i kælder og loftrum man reelt ikke ejer. Eller flytter ud i haven hvis man bor i hus. 

Men den manglende hælp til at forstå lidelsen, gør også et selverkendelse bliver mødt af manglende information og støtte. Eller forkerte løsnings metoder. 

Det er underligt fordi de fleste af os vil kende flere mennesker med samlermani, eller der er Hoardere. Enten aner vi det, eller de har kunne skjule det rigtigt godt. Og det er også en stor del af at have samlermani/Hoarding. 

Det er ikke fedt at få at vide man gør noget så dumt med sit liv, som man sidder fast i. Det er ikke nemt at nå indtil, hvorfor man har udviklet den metode til overlevelse. For ja, det er det det er. Man Hoarder samler fordi der er noget andet man ikke kan. Og der er nogen følelser af tab, der ikke er set på og helet. Og måske udsigten til at hele ens liv skal bygges om, og kan man det? Når Hoarding/samlermani virkeligt har fanget en er man ofte lidt oppe i alderen, man er dannet som person, og fanget ind af fortiden og hverdagen. 

Den angst der kommer krybene kan være hvad ville livet være efter Hoarding/samlermanien var under kontrol? Det fleste ville udefra sige at det var en god ting, at det måtte være rent positivt. Min egen erfaring er at det ikke er sådan, at det udløser tilbagefald hvis man ikke har en plan og støtte, at epicentret af krise ikke bare ligger i den første del af at støtte at nogen kommer ud af Hoarding/samlermani, med al det stress det indebærer. Men det er en meget længere proces. 

Glemmer med Hoarderen/samlere efterfølgende i den tro det nu er fikset, vil OCD/depression kunne tage over lige med det samme. 

Hoarding/samlermani er også ofte forbundet med manglende eksekutive evner i et hjem. Det kan være et fysisk handicap, det kan være synsforstyrrelser man ikke kan rette op på, det kan være ADHD hvor man ikke kan komme igang med opgaver, eller korttidshukommelsen er så kort man ikke huske hvad man gjorde et minut tidligere. Det kan være sanserne der reager på hvordan ting føles, forenemmes så man trækker sig fra bestemte opgaver. Der er utroligt mange varianter af hvad der er af ekstra grunde til at et hjem ikke fungerer udover selve samlermanien/Hoardingen. 

Og når der er sammenstødet med mennesker der  udefra siger, alt det der har du ikke brug for. Nogen gang hvor de knapt er gået over ens dørtrin. Så er man jo på vagt med det samme. "Her er virkeligt meget"... No shit Sherlock. 

Hvis dem der skal støtte heller ikke ved hvad man skal gøre hvad så? Den usikkerhed mærker man jo med det samme. Der skal være strategier. Realistiske mål. Men der er altså også noget mentalt der skal adresseres, og tages meget alvorligt. Man kan rydde og lave socialhovedrengøring utallige gange, det er ikke det der er nøglen. 

Mit hjem var ok i orden i foråret efter måneders arbejde (siden sidst november), her til efteråret er mit hjemlige så slemt som før, hvor jeg havde været år om det. På rekordtid groede alt til. 

Der var ikke nok støtte til at gribe det, og mange måneders mentalt og fysisk arbejder virker umiddelbart spildt. Måske, måske ikke. Jeg har et nyt indblik i situationen, om det er godt eller skidt ved jeg ikke. Men jeg ved nu at man kan få et seriøst tilbagefald selvom meget lidt reelt bliver fjernet fra hjemmet, og selvom det hele forgå rimelig utraumatisk. I det mindste set udefra. Men det kan min psyke ikke mene, den mener noget andet. Hvad foregår der? 

Udover at jeg personligt har svært ved at udføre ting i hjemmet, og køre på et meget lavet blus og har dårlig korttidshukommelse, så er der noget mere, angsten for hvad der er nødvendigt for at skabe en bedre fremtid. Det ryddede hjem stiller andre dagsordner der kan være svære at overskue. Horder hjemmet er svært at overskue, men det er jo det kaos man kender, det andet er ukendt og med mange forandringer. Man ser sit hjem som en fremmed og ser de måske skulle gøres noget med gulvet, og der mangler en lampe i loftet, der er et utal af ting der aldrig er blevet gjort, at man måske aldrig fik indrettet sit hjem, hvem ville man så være hvis man havde indrettet sig? 

Og meget af det man har samlet/Hoardet var en del af det man håbede på man ville, ting man ville få brug for, noget man en dag skulle, specielt for Hoarderne. Købemani er mere det øjeblikkelige indkøbs sus, hvor Harding er at beholde ting også uden umiddelbar værdi. Men der er også kombinationer. 

Og det er nok der hjernen slår fra. Måske man indser at det der er gjort kun var toppen af isbjerget. Og man stadig står alene med meget. 

Nogen med Samlermani/Hoardere har ikke en selverkendelse, eller den er meget flygtig. De er heller ikke bevidste om hvad der psykologisk/praktisk holder dem tilbage, og kan prøve længere omgange medat prøve at komme til bunds i det, men som regel er opgaven for stor og vil stresse. Så det bare udløser opgivelse og fortsættelse af negative mønstre. Nogen lever med det er sådan, andre lider meget under situationen. 

Horading/samlermani spænder over diagnoser og tilstande og så mange faggrupper et det let kan gå galt, at indsatsen ikke er sammenhængene, og langvarig nok. 

Men det er underligt der ikke findes noget som anonyme Hoardere i Danmark. Og selv med alle mine erfaringer og viden om emnet er det ting jeg finder meget mærkværdige, der kunne findes svar på, svar der kunne hjælpe. 

Hvem er psykiatrien lavet til i dag?

Der er en ting jeg ved det er den ikke er lavet til mig, her falder jeg også udenfor. Jeg falder uden for samfundet, men jeg falder også udenfor psykiatrien og kommunens støtte. 

Jeg ved ikke hvad der foregår, men det er vel systemer, kasser, penge. Og et press på det der er afsat af ressourser til støtte/behandling. Der bliver anvendt ressourser, men hvem hjælper det reelt, bliver det smurt så tyndt ud, at det sjældent gør en rigtig forskel for den det burde hjælpe. Det holder lige akkurat folk kørende hvis de ikke forventer for meget, og så "brandslukning" når deres liv kæntre. 

Men det skal kæntre rigtigt meget, med en psykisk sygdom kan man leve på kanten af afgrunden hele tiden, ikke fordi sådan er det bare det er ens psykiske sygdom, men fordi det er den behandling/støtte der er til rådighed  ikke er nok til at løfte en lidt. Der et ting der ikke bliver afprøvet, det er ikke guldstandarten af behandling, Den er ikke holistisk i, hvor er der noget der måske kunne gøre livet 10 procent nemmere. At alting tæller. Og at de 10 procent kunne blive et vendepunkt. Det er her Recovery tanken er blevet helt glemt i systemet. De skriver det, men der er ikke ressourser til det. 

Det er et meget koldt system, og har man noget at tilføje, bliver man næset af. Det er som det er. Du skal ikke tro du er noget særligt. Det er et nærmest mekanisk system, af hvilken medicin man afprøver først, og at det patienten siger er irrelevant, det er bare symptomer. 

Det er en kold psykiatri for levende sårbare mennesker, der kæmper med ting, og almindelig empati er blevet fraværende, som en følge af af den forråelse der sker, når man ikke kan leverer en bedre behandling. Det ene følger det andet. Ellers kan man ikke overleve som medarbejder under de forhold. Er det er psykiatri for 2026? Tja, den afspejler samfundet, og den del af det de fleste ikke vil vide fungere på den måde, hvis de en dag selv, og deres skulle få brug for den type støtte.