FOMO, begrænsede energi overskud. Og loftbelysning.

 FOMO: Fear of missing out. Der er meget jeg gerne ville, som jeg før i tiden kunne. Og når jeg bliver overmandet af træthed, bliver jeg bange for at det bare er sådan det er, et liv uden meget liv. Ikke at balancen nogensinde rigtigt har været der, men alligevel. 

Kan man slukke for at ville noget med sit liv? Hvor lidt kan give mening? 

Identitet, fælleskaber når man er for ustabil til at holde fast. Det er ikke en personlig prioritering, og man kan ikke slippe ud af alle ubelejlige aftaler, selvom guderne skal vide jeg ville gerne. Lidt overbelastning her og der, og det hele skrider. 

Det levede liv daglige liv burde bygge på et nærheds princip, som det har gjort for de fleste mennesker gennem tiden.  Men i dag skal man rakke et eller sted hen, en proces der for nogen tager for meget energi, af den energi der ikke er for meget af i forvejen. 

Skulle jeg have taget bussen frem og tilbage fra indre Nørrebro til ydre Nørrebro fremfor at gå? Eller lå det ikke der? Træthed akumuleret for flere dage siden? 

Men værre endnu, hvad med hjemmet? Lavere energi, der også tager fra de små daglige gerninger, der også bliver vanskeligere. Hvad er det der sker når det går fra at kunne lidt, til ikke at kunne? 

Og hvor dage bliver til uger og måneder og det hober sig op?

Det ideelle er at jeg selv er primus motor på at få tingene gjort, at bare blive løftet ud af det virker ikke. Men/og begge dele gør mig udmattet. Det er kompliceret at regne ud hvordan jeg skal orme mig ud af den situation. 

Det er også svært at sætte en tidslinie på. Og jeg må freestyle mellem områder i lejligheden, fordi forskelligt "brænder på" og fordi det er ved at være jul. Samtidigt er der også kælderen. Og det her skal jongleres, det nytter ikke noget at være firkantet. 

Jeg skal også have noget loftlys op i lejligheden, men det er stødt på nogen estetiske problemer, nu ville mange sige når lejligheden er som den er, hvorfor skal belysningen så lige pludselig være perfekt? 

I mit tilfælde er det fordi nogen ting er estetisk udvalgt, eller valgt efter hvad jeg synes er praktisk. Jeg kunne sig at al lys ville være en forbedring, men åbenbart ikke. Jeg har besluttet mig for at nogen flade lyspaneler ville være det bedste, men også mere besværligt at finde end nogen hængelamper. Jeg synes betonloftet og at det er relativt lavt gør at det ikke er løsningen. Meget typisk for mig med det lille benspænd. Det at det skal være rigtigt i første hug, efter det slet ikke har været rigtigt i årevis. Såååå typisk! 

Nu kigger jeg lampe typer og priser, eller hvor jeg kunne score det brugt. 

Livs strategier frem for bare at overleve.

Når man bare prøver at overleve er ens valg kortsigtede, det der kan lade sig gøre lige nu. Ikke hvad der ville være det bedste over tid. 

Det er her man kan hægte sig helt fast i tankemønstre og handlinger der ikke er gode for en, men får en i gennem dagen, ugen, og meget længere, bare ikke på en særlig optimal måde. 

Det kan være ens forbrug, kost, misbrug, spil, for meget tid på nettet. Det dulmer, men det er ikke den rigtige retning eller et større overblik, det er ikke det man egentligt ville, men det er det man gør. 

Men at komme ud af den sump? 

Ofte håber man der sker noget, en forandring, en mulighed der åbner sig, uden at være mere konkret. Det kan man så vente længe på, for det er sjældent det der sker. 

Livs strategier handler om noget der realistisk kan komme til at ske, ikke magisk tænkning. Der er mange delmål og tilbagefald. 

Det kræver støtte, realisme også andres realisme, men også håb. Det er skutte nemt. Men noget må der gøres, noget må jeg gøre. 

Micro handlinger for ADHD

Det er ikke dovenskab at folk med ADHD har svært ved at komme i gang med, eller afslutte opgaver. Det er ADHD hjernens eksekutive funktioner der fungerer anderledes. Vi kan udrette det utrolige, og samtidigt ikke magte det mest almindelige. Det gør at de fleste udefra vil mene at tog man sig lidt sammen og fokuserede så kunne man godt. Det er bare ikke sådan det fungerer, det kan lykkes af og til, med stor anstrengelse, men ikke som noget man bare kan og gør. 

Det handler ikke viljestyrke, at "bare" presse sig selv. Det kan også have en stor pris, hvor man går ned, og mere og mere ned med tiden. 

Man kan godt vide, hvad og hvordan man skal udføre en opgave, og oprigtigt ønske at gøre det, uden at kunne komme i gang. Eller man kommer i gang og så tuller forvirret rundt, falder i staver, eller den dårlige korttidshukommelse driller en med at man ikke aner hvor man lagde noget for et sekund siden. Opgaverne er som om de skal udføres i en centrifuge af lyde og indtryk, samt en egen indre stemme der bander over en selv. 

Pres og skam kan gøre det sværere. Jo mere du kritiserer dig selv og forsøger at tvinge dig i gang, desto mere overvældende føles opgaven. Det er som om det er den endelig dom over en selv, den snaskede køkkenvask, doom piles ("Didn’t Organize, Only Moved.") af tøj på stole og gulv, mails man ikke har fået åbnet osv. 

Motivation kan afhænge af situationen. mange med ADHD har lettere ved at handle, når der er tidspres, spænding, interesse eller en umiddelbar belønning.

Traditionelle metoder virker ikke for alle. To-do-lister, timere og planer hjælper ikke nødvendigvis, hvis selve igangsætningen er den største barriere. For nogen virker det, eller for en tid. Jeg siger bare nej tak. Men det er ofte det man får at vide man bør gøre, og man virker negativ hvis man sige det ikke funker. 

Men hvad så? 

Start med en mikroskopisk handling. I stedet for at forsøge at løse hele opgaven skal du fokusere på den allerførste, meget lille handling – eksempelvis at samle én ting op fra gulvet eller åbne det dokument, du skal arbejde på.  Men jeg har været der hvor jeg har taget noget op fra gulvet der lå lige foran mig, stået med det og så lagt det tilbage hvor det lå, lige midt i det der skulle være gangområde. Og her er det man er så presset at der ikke er et overskud til overblik.  Her eller den dag kan den mikroskopiske handling ikke engang være realistisk. Men det er også i forhold til et hjem der er gået i totalt kaos, og her hvor man ikke kan stå alene med det. 

Men det er sandt vi brænder os på de store planer for det vi ikke rigtigt kan. Og bliver så mentalt udmattede af den erfaring at pantflaskerne aldrig kommer ned. 

Hvad er den praktiske lære?

Prøv at gøre starten så lille, at den føles næsten latterligt nem. Ja det er svært for har man ADHD kan man lidt udfordringer, ikke noget latterligt nemt. Men bare lægge én ting på plads, og måske lige en anden og en til. Målet er at komme i bevægelse, frem for at vente på motivationen.

Kort sagt: Mindre selvkritik, mindre pres og mindre fokus på hele opgaven – mere fokus på den første lille handling.

Der kan så være dage hvor der sker mere, men det er også ok at den ikke bliver fuldført, at det kun var nogen af skoene der kom på plads og parret op den dag. I det mindste var de ikke sorteret og på plads da man stod op, så færdig arbejde. 

Manfred alene hjemme. Den skræmmende virkelighed.

 Jeg fik set "Manfred alene hjemme" en dokumentar på TV 2 hos en ven. Vennen forventede jeg ville have en masse kommentarer under vejs, men nej, jeg var ret stille.

Jeg har selv som Manfred overvejet at filme mit hjem i al det gru og uværdighed, og spørger: Er det her vi er i 2026? Er det Danmarks skjulte fattiggård? Ironisk nok en meget dyr en, da firmaet kommunen entrerede med skulle have 100.000 for det om måneden. Men det er jo lidt som jeg, der også har diverse fra kommunen tilknyttet uden, der er blevet gjort det rigtige. 

Sagen er at hoarding er svær, når man ikke er fagligt kompetent lige til det, udover at have et talendt for at være Hoarder visker.
Vi er sky typer, vi skal føle tillid, en tillid der ofte har været brudt mange gange, men også en iboende skyhed. 

Jeg vil sige tak til Manfred for hans mod, hans "det her er ikke godt nok" og holde fast i det. Og at han ikke bare vendte det indad. I det mindste ikke i udsendelsen. 

Jeg kunne genkende hans vrede og frustration, og behovet for at lukke døren, for folk der er for langt væk til at forstå, og se en.
Blandingen af det at være klart sende, men også med Autisme, at hvis man er sand over for sig selv, må man afvise andres synsvinkel og virke som om man er sin egen værste fjende, og ikke kan indgå i et "samarbejde", på meget ulige vilkår. Måske man ikke må have personlig automi, når man behøver hjælp, den skal man afskrive?

Kunne man hjælpe Manfred? Det kunne man sikkert, men det havde fået lov til at nå meget langt ud over lang tid. Har man overhovedet hørt hvad Manfred ville definere som hjælp og arbejdsopgaver? Eller er man bare kommet med "sådan gør vi". Og der er meget "sådan gør vi", der gør at man ikke ser det enkelte menneske. Og at opgaven med målgruppen er lige så psykologisk som praktisk, og så at skabe tillid, tillid, tillid!

Hoarder, Autist, bliver vi vrede og irriterede, så bliver vi det! Det er ligesom en del af det, det er en del af diagnosen, det er forventeligt. Men vi er også mere og andet en vrede og irriterede, men når vi bliver pressede overtager det, det er symptomer på at vi ikke trives, at vi er under press. Og mange af os skal presses ret hårdt til at faktisk nå dertil, men når vi er der synes folk vi er meget besværlige, og kontrære. 

Vi lærte ikke noget om hvem Manfred ellers var, interesser, håb og drømme. Jeg kan regne ud at de er der. Men jeg ved også man kan blive så presset at, de næsten forsvinder og der kun er fokus på kampen. En kamp der tager alle kræfter fra livet. 

Som type af Hoarder og Autist fremstår jeg meget anderledes udadtil end Mandfred, men forskellen er ikke så stor omme bagved. 

Dokumentarer ender med at Manfred til sidst bliver udsat fra sin beskyttede bolig, ikke noget hvad der skete senere. 

Andres manglende forståelse, hviler tungt på os. Det gør at vi er udsatte socialt, praktisk i samfundet. Det er trættende vi ikke bare kan gøre som "andre", vi ikke har samme motivering, at vi ikke har det samme drive, at vi kommunikere anderledes, forstår anderledes, det er bare for besværligt......

Men det er ikke mere besværligt at det ikke kan gøres bedre, det kan gøres bedre, men det kræver indsigt og faglighed og at dem der arbejder med Hoardere og Autister. Og faktisk synes det er det/dem de vil arbejde med. Mødes vi med håbløshedens energi, med tvivl, at vi bare er endnu en træls arbejdsopgave, så er det dømt på forhånd. 

Med en bedre faglig tilgang, og tro på det kan gøres bedre er det at arbejde med Hoarding og Autisme, noget positivt, ikke at alle mål nås eller alle kan hjælpes lige meget, men at alting der forbedre livskvalitet tæller, og erfaringer gør mester, også fordi det at støtte Hoardere kræver erfaring udover faglighed. Og det kræver man kan lide mennesker, også dem der er lidt sky, eller vrede og udmattede. 

Vi har meget med at sige "det er op til dig, om du vælger hjælpen".  Som i, hvis den ikke passer dig, er det den vi har, og ellers må du selv klare dig. For os der lever med det er det liv eller død, men på en anden måde end den folk ser, fra deres udgangspunkt i livet. 

Hvis mennsker lever uværdigt med en diagnose, skal vi ikke opstille det som et valg, og et valg mellem at få den hjælp "vi" har valgt du skal have, eller undvære. Det er ableisme og kynisme, det er der kun er ens lags mennesker, de rigtige, og de andre og de har de  muligheder "vi" støtte opstiller. 

Personligt har jeg brugt meget tid på at forstå andre, andre måder at tænke på, andre behov, se grå skalaer. Meget tid. Det er en svær måde at leve på, men også interessant. 

Er det helt umuligt at forestille sig at man udvidede forståelsen af andre mennesker, til at rumme mere af hvad der også er den menneskelige natur? 

Har vi overladt os til at hylde en stræber kultur, hvor der kun er plads til at gå fra højde punkt til højdepunkt i livet, og overvinde al sygdom og ulykker som den perfekte historie af selverkendelse og at rejse sig fra asken?  Så er vi desværre blevet dummere som mennesker, også mere sårbare, for sådan fungere livet ikke, i det mindst kun for meget få. 

Samfundets svageste er kun en lille del af samfundet, men den måde vi behandler dem på siger meget om samfundet og samfundets værdier, indsigt, humanisme. Humanisme er ikke at idealisere menneske perfektion, men at tro på at tro at med alt hvad vi er er der mulighed for positiv forandring for alle, ikke bare de få, der passede perfekt ind lige nu og her hvor vi er i 2026. 

Når shopping bliver en hobby.

Vi lever i en tid med overforbrug som en livstil, på trods af krise, der dog rammer forskelligt. Men forbrug er blevet en del af det at leve livet, en måde at manifestere sig i livet og gøre det godt for sig selv. At forbruge er at leve, og mere forbrug er mere liv. 

Det er fritid, afslapning. Finde det rigtige til den rigtige pris. Eller lidt ekstra luksus. 

Handel på nettet gør at man køber lidt ekstra for at opveje fragten, eller der så er fri fragt. Det skaber overforbrug og det at man vænner sig til at købe mange ting af gangen, A haul som det hedder. Og man kan se andre på TikTok, instagram eller Youtube pakke ud, ting efter ting, og det samme i flere farver.

Det er en ny udvikling, der kan gøre flere til shopaholics meget tidligt og med større hastighed. Det ligger vel meget tæt på spilafhængighed, og da nogen lægger gamification ind i det at købe varer, bliver det endnu mere forstærket. Også at købe mystery pakker hvor man ikke ved hvad man får, på samme måde som fortidens tykkegummi samlekort og senere spilkort. Det er også en måde at fange kvinder ind. Der kan også være en ide om at det bliver mere værd, og noget er sjældent, at det har en blivende eller højere værdi med tiden. 

Shien og tikTok har sat det igang, men nu har det spredt sig til mange flere platforme og typer af indkøb. Men det var TV shop i gamle dage og i USA kunne det gå helt galt for folk. Måske er det folk fortager sig at indkøb om aftenen/natten, dem der er mindst fornuftige. 

Nettet har udbredt spilafhængighed og købemani, det er gået hånd i hånd. De sociale medier skulle give et maximum afkast, og det foregår via at blive helt sammenvævet med forbrug og tjenester. Der har gjort platformene ringere for brugerne, der er sjældent udvikling af brugerfladen og forbedringer for den almindelige bruger, men til gengæld bliver den monetære side styrket med nye måde at fodre folk med reklamer på nye måder. Det er også det børn og unge møder, og de har ikke kendt til andet.

Forbrug er en oplevelse, så reelt er tingen det samme som at være gået til en koncert eller ud at spise, oplevelsen har være der, og den er en konsumeret oplevet. Men med tingen er den der endnu fysisk, den kan lægges væk, den sælges på Vinted. Det er bare ikke særligt bæredygtigt på nogen måde. 

Vi kan præke kvalitet, og at det, og det vil holde i længden er det rigtige at gøre. Men det er jo ikke det det handler om, det er ikke fornuften der råder her, i det mindste ikke for alle. Det er rekreativ shopping. Det er et livstegn. 

I et jæger/samler samfund ville det være meget gavnligt med den indstilling, ud og finde ting i naturen, finde de gode steder, huske hvor de er. Ville shopaholics og hoardere været super nyttige i fortiden? Myre flittige indsamlere og ressource findere? Og dopamin i kroppen, samtidig med en ægte belønning, noget brugbart og andres anerkendelse?

Vores hjerner er ikke anderledes end dengang vi gik på stepperne. Men noget i vores steppehjerner fungere ikke i den moderne verden. Vi overspiser, fordi vi kan, og vores hjerner er skabt til det, men verden er en anden. Vores arbejdsliv er meget anderledes for de fleste end tidligere, og det er andre personligheds typer der foretrækkes. 

Forventningerne til hvad det gode liv er, også blevet meget højere end for 40 år siden, og det er svære at acceptere at man ikke har den livstil, man synes man burde have. Og hvad er den? Hvor ser vi den?

Men for rigtige Shopaholics og hoardere er det et fastere loop, indre psykologiske kræfter, der respondere lige på netop det, fremfor en anden afhængighed, eller sammen med en anden afhængighed.

Det er manglende impuls styring, det er dopamin. Jeg vil så sige jeg havde en god impulsstyring som barn, jeg har tabt. Og normalt vil det lidt være det samme hele livet. Og jeg synes min impulsstyring forsvandt ret sent vel nærmest i 40erne. Det er lidt specielt fordi så skulle min personlighed ligge ret fast og mine vaner. Og jeg må tro det er trauma og stress relateret at det gik så galt. At noget jeg kunne kontrollerer eller reelt ikke behøvede at kontrolleret dukkede op i mit liv. Og så har været et problem siden.  

Der har været lavet forsøg med impulstyring hos børn og senere udvikling. Men normalt er det allerede etableret i barndommen, ikke noget det pludseligt viser sig midt i livet. Hjerneskader kan ændre på impulsstyring, medicin, hjernesygdomme osv. Manglende impulsstyring er ikke optimalt, da det let fører til misbrug og uheldige livsvalg. 

Tilbage til Hoarding og overkøb: Selve handlingen ender i glemmebogen, hvor blev de penge af? Hvad skete der enligt? Det kan stå meget uklart selv med et bankudtog, hvad skete der? Hvordan blev indkøb til 50 kr til 250 kr? Der er ogå perioder hvor jeg ikke aner hvad der sker. Reelt er vi nok et andet sted mens det sker, men konsekvenserne er der. Det er skidt og skamfuldt. Det er en ting når det går ud over en selv, noget andet når børn, partner, familie bliver rodet ind i det. Og nogen historier om for lidt penge, kan blive som misbrugerens løgne. Der var faktisk penge nok, men de strøg bare afsted med en masse dårlige valg, valg man nok ikke var opmærksom på. 

Både overindkøb og Hoarding kan kører i en stress/løsning mode. Der tages lån, eller lejes opbavarings plads til ting, det løser det for en tid, men problemet bliver bare større. Panik løsningerne løser det ikke. Og forbruget eller mængden af ting forsøges skjult for andre, så de først opdager det alt for sent. Og der er tilvænningen og situationen meget alvorlig. 

Man kan sige det er dumt af folk, men jo dumt, men gjort af mennesker med forskellig intelligens, som mange andre typer misbrug. Og alt efter intelligens, status, økonomi kan man leve med det i en anden grad. Er man længere nede i systemet er man bare den uforsvarlige, dumme der burde have vidst bedre. 

Man kan bruge skræmmeeksemplerne på tv, og ryste på hovedet. Men måske vi som samfund skulle fokusere på vejen til hoarding/overkøb. Og hvad man kan gøre inden, det går helt galt. Bare en større generel bevidsthed om ikke andet. 

Tænk hvis det kunne vendes i en anden mere nyttig retning for en selv og andre? For meget af det her ligger i generne og overlevelses strategier, det er en del af hvad vi er som menneske og nogen mere end andre, vi kan ikke fjerne det  med en antiforbrugs/hoarding pille. 

Der er steder for spilafhængighed, det er anerkendt som noget farligt. Der er råd og vejledening hjælp, hvis man vil. Men med overkøb? 

Jeg ved ikke om købemani ses som en kvinde ting, "sådan er mange kvinder", så det ikke ses for hvad det reelt er. Er der ikke mænd med købemani? jo det er der da. Men hvad ved vi om hvor udbredt det er i befolkningen? Det er tal for det med spilafhængighed. Men købemani er jo spredt over alt muligt, og alle mulige andres indkøb, det er ikke aktiviteten på et spil site eller app. 

Let tilgængelighed og den menneskelig natur er grunden, det har aldrig været lettere, men det gør også vi reflektere mindre over det. 

Hvad er det vi hellere ville? Hvilket liv, hvad ville vi bruge vores resurcer og penge på? Det andet er en her og nu løsning på det, der føre os længere væk fra det vi egentligt gerne ville. 

Kamikaze oprydning og tanker.

I dag kastede jeg mig ud i sorterer sko og støvler, jeg har gået og kigget på det, gået hen over dem, ikke kunne finde to ens i meget lang tid. 

Nej det var ikke struktureret, og det var med hovedet under armen, men prøv at finde den anden sko. Og proppe i nogen kasser, par for par. Og skal noget ude eller sælges. 

Det er ikke helt eller halvt færdigt, men det er påbegyndt. 

Der er bare så meget andet også. Og det kommer til at tage meget lang tid. 

Jeg undre mig på hvor jeg har været de sidste mange år, detsværre ikke et andet sted igang med noget andet. Bare gået i stå. Det eneste der er fortsat er at ikke komme af med ting og anskaffe mere. Det kræver færre kræfter at gøre det forkerte, end at gøre det rigtige. Og tiden går. En dag må der komme noget mere energi og overblik, sker bare ikke. 

Og grundende er mere og flere  end hvad en selvhjælpsbog kan klare.

Jeg kan ikke være i mig selv, jeg kan ikke være i mit hjem, jeg han ikke være ude i verden. De praktisk realiteter, har skubbet min fantasiverden væk, muligvis det der balancerede at jeg hang sammen. Men Hoardingen er også en slags fantasiverden, desværre bare en meget konkret og materiel en.  

Der skulle have været noget i stedet for, noget der havde menneskelig værdi. Men det er svært når man ikke passer ind i samfundet, at det der skal til, er det jeg ikke rigtigt kan. Det at være en del af, sammen med andre. Der er en grund, det er ikke tilfældig ensomhed, det er nærmest en født ensomhed, der altid har været der, men jeg i mange år ikke så som ensomhed, fordi jeg fyldte den ud med andet, mit eget univers. Det var da det blev udskiftet med en virkelighed jeg ikke kunne løfte jeg for alvor fik problemer. Eller sådan var det hele tiden, men jeg havde færre kræfter nu. 

Det er også efter den her uges overbelastning, at jeg kunne tage diagnosen Hebefren Skizofreni helt ind, et par dage før blev jeg ved med at tænke det kunne være så meget andet: kompliceret Trauma fx. Autisme/ADHD og noget andet....men skizofreni? 

Disorganiseret skizofreni jo tak....Jeg tænkte også på min barndom og ungdom, jeg har aldrig haft en reel chance, princippet det samme som min Mor. Samme diagnose, bare to forskellige mennesker. 

Jeg hader den situation jeg lever i, den tager livet af mig. 

Nå, ny hjemmevejleder nye tider, måske det med distriktpsykiatrien er blevet klinket. 

Uanset, jeg er ikke en der opgiver let, der er altid noget i mig der kæmper. 

Når vejen til handling er kognitivt forstyrret.

 Jeg har svært ved at udføre fysiske praktiske handlinger, der er ingen automatik i dem. Handlinerne udføres mens der er flere lag af informationer og afledninger. 

Der er det sædvanlige kværnene ADHD lag, og indre kommentator. Jeg skal prøve at holde fokus og se hvad jeg gør, og hvad jeg skal gøre med ting, jeg skal tage det og det skal et andet sted hen. Pause hvor???

Der er overvældede sanser og OCD, en gammel plumret opvask, og nu skal det blive helt rent. Jeg har lyst til at holde pause gå et andet sted hen. Eller noget må stå lidt i blød, kommer jeg tilbage til det, hvornår?

Der køre så meget forskelligt indover at jeg kun er 20 procent i hvad jeg gør praktisk. Jeg fumler. 

Jeg har ikke nogen kortidshukommelse mere. Jeg vender mig om for at gøre et eller andet og hvad var jeg igang med? 

Det er mødet med mig selv som inkompetent, at jeg dagligt fokusere på at jeg er inkompetent fordi jeg ikke kan passe et hjem. At jeg ikke kan passe mit hjem gør at jeg ikke har overskud til at kunne gøre det jeg kan, det jeg er kompetent til. 

Det er som om min detaljesans er i vejen for praktiske opgaver, at jeg ikke får øje på det rigtige for at løse opgaven, nogen har nævnt at neurotypiske se opgaven oppe fra og ned, og neurodiverse nedefra og op. Det giver god mening, for når jeg flytter noget, ser jeg noget der er kaos der forvirre så meget, at jeg ikke kan tage det næste der ligger lige for. Jeg går til det mest problematiske og bliver overvældet. Det er også åh nej. 

Hvor praktiske ting i hjemmet måske er kedeligt og nødvendigt for andre, men rart når det er klaret. Er praktiske ting i hjemmet blevet den slagmark jeg er ved at dø på. 

Hvis jeg har støtte på, er det en distraktion, der gør at jeg kan kæmpe mig igennem, og nogen der spørger hvorfor jeg pludseligt er i gang med en ny opgave og forladt den anden. Det er også en distraktion i forhold til den vrede og sorg og selvhad der er når jeg er alene med det. 

Det er som om jeg altid er et andet sted, end hvor jeg er, måske enda mere end det, som om der kører mange scripts samtidigt. Og nogen af dem er lige så destruktive for selvet som tvangstanker. 

Andre handlinger kører mere automatisk, sådan da. Få børstet tænder fx. Når jeg skal ud, børste tænder, vaske ansigt, ansigtscreme, mascara, smykker, prøve at holde en vis standart. Så finde noget tøj, med mere eller mindre besvær og min taske. 

Jeg kan også vaske tøj i en balje, det går kun galt hvis jeg ikke magter at få sæben skyllet ud i tide. Har jeg energi nok kan det kører. Når det ikke går er det et tegn på jeg har det mindre godt. 

Jeg kan lige akkurat lave mad i mit køkken, jeg laver en portion til flere dage og fryser ned. Det foregår noget fumlet, men det bliver gjort. Men der er være meget lange perioder hvor jeg ikke har kunne. 

Det er som om jeg ikke rigtigt lever i verden, men alligevel hænger på det praktiske af at være et menneske, og noget i mig accepterer ikke rigtigt at det er sådan. Det er ikke noget nyt, det er en del af mig. Måske det er det hebefrene skizofreni der gør sig gældende her. 

Og så har jeg også neurologisk "statisk sne" for øjnene både i lys og mørke, der gøre at det jeg ser flimre. Det er heller ikke optimalt for at gøre noget praktisk og have overblik.

Det er en meget svær måde at leve på, og hvordan kommer man mere i plus end minus når man lever sådan? 

Der er ingen medicin der tænder og slukker for det rigtige. Slukker man for min hurtige hjerne vil jeg bare sidde, det kommer der ikke en færdig opvask ud af. Tænder man går det for hurtigt. 

Der arbejdes på ting der måske kan målrette hjernens /funktionerreaktioner bedre i fremtiden. Men nok ikke noget jeg kan få glæde af. Men spændende er det. 

Det er mærkeligt at leve i en verden, hvor der er så meget folk bare gør og kan, der er nærmest umuligt for mig, selvom vi udefra ligner hinanden.