Ordblindhed, man må leve med det nok aldrig bliver helt perfekt

Den triste sandhed er at når man er ordblind, så vil der altid snige sig fejl ind i ens tekster, det kan være stavefejl, gramattiske fejl, som desværre ikke bliver opdaget af stavefunktioner og ens ihærdige eftersyn. Derfor må man som regel bare lære leve med at der vil være nogen fejl.

Jeg skriver en blog vel vidende, at nogen vil synes det trækker ned at jeg ikke altid staver rigtigt, at man er dum, at ens viden er mindre værd, alt i alt kan man risikere blive dømt. At der er mennesker der mener en enkelt stave Ged er nok til, at så er alt det man skriver nok er noget vrøvl.

Men at man stadig ser stavefejl som et tegn på dumhed og bare noget sjusk? Ja, der er sjuskefejl, for der er lidt forskel på stavefejl og sjuskefejl, men igen det er jo kommunikation? Når vi taler laver vi også fejl, men de talte ord forsvinder, og vi lever med folk på tv kan snuble i ordene, det skriftlige består på en anden måde, som en mere varig dom over ens udtalelser.

Man jo skrevet i århundrede hvor der ikke var en retskrivning og klaret sig alligevel. Jeg kan godt se at i et detalje samfund som vores, at det skriftlige skal være mere ensartet end i 1600. Men det burde ikke være alt afgørende, jeg håber også teknologien vil gøre det nemmere at kommunikere på trods at at man ikke er den perfekte staver, det vil sige der er jo nogen muligheder allerede, bare ikke udbredt nok i befolkningen.

Jeg hader når jeg laver fejl, jeg læser igennem flere gange, men det går galt alligevel. Ordblindheden er der, selvom jeg bliver bedre. Der er bare ord jeg bare ikke kan se for mig, så jeg må tjekke de samme ord igen og igen og igen. men jeg skriver alligevel, på trods af at det tager længere tid, ikke selve det at skrive, men det at tjekke ting.

Det kan godt være jeg staver skidt, men jeg har viljen.....ved de der kan stave hvor meget vilje det kræver, eller sårbarheden i at risikere at blive udstillet og få dumme kommentarer?

Som så meget andet er der noget der ikke ses udefra, kun toppen af isbjerget, med ordblindhed som med Autisme, man gør sit bedste, og prøver at leve med at kunne blive afsløret i sine begrænsninger og andre ikke ved hvor meget man kæmper for at gør det godt nok.

Måske de der dømmer en hårdest er de der i grunden ikke har så meget selvværd når det kommer til stykket, at de tænker: om ikke andet staver jeg bedre. Og de selv ville frygte at blive grebet i en fejl. Nogen bruger et helt liv på at skjule sårbarheder, og jeg kan let forestille mig hvor hæmmende det kan være på ens livsudfoldelser, for det er jo i gennem at vove, og prøve sig frem man lære noget.
Det andet er jo en form for mentalt elektronisk fodlænke, der gør man må blive hvor man er, og være bitter og begrænset, men også lidt bedre i egen optik end dem der dummer sig synligt.

Jeg må stå ved at jeg er ordblind og laver fejl, for ellers kan jeg ikke gøre ret meget i livet af det jeg gerne vil, hvis bekymringen for fej blev alt for stor.

Hvad er det værste ved at have Aspergers?

Man kan lave tanke eksperimentet om det ikke at have haft Aspergers, man kan også opregne hvor mange problemer ens "alternative styresystem" har lavet i ens liv. Hæmsko i stribvis, snubletråde, kluddermor og Gordiske knuder, livet igennem.

- Det havde såmænd nok været nemmere foruden -der havde været helt andre muligheder.

På mange måder synes jeg mit liv har været for svært, for lidt af det gode og menigsfyldte og selvværdsgivende og for meget af det der hæmmer og gør mig fortvivlet, og ikke mindst isoleret med mig selv. Og altid med alt for mange spørgsmål om "hvad gør jeg forkert, hvorfor kan jeg ikke?", og alt for meget med andres blik og dømmen omkring hvad jeg kan og ikke kan og burde kunne gøre.

Har det være det hele værd? Næ, egentlig ikke. Livet som udstødt i et velfærdsamfund er ikke et priviligeret liv, selvom nogen af og til antyder det er. Man har måske mad, tøj og husly, men alt det andet i Maslow pyramiden er der ikke rigtigt....lige med undtagelsen af spændende kreative tanker når man er mig.

Det fulde, eller det tomme krus?....det hele er som man ser det? -Tjaaaa, måske, måske ikke, mantraet har været i flere år at man skabte sin egen virkelighed, i det nye individualistisk tusindeårsrige hvor alt er muligt bare man vil og tror på det selv.....det er bare ikke hele sandheden, eller i længden sundt at se det sådan. Kun så længe men ikke snubler, for så er vejen ned, og meget ensom.

Hmmm, den der Maslow pyramide...

Som mennesker er vi både begrænsede og ubegrænsede og det er ok, vi er ikke halvguder, og evnerne er heller ikke lige fordelt. Når vi skaber samfund hvor dem der er i samfundet ikke kan følge med, hvad er vi så ude på? Vi skiller alt for mange fra i denne skræmmende proces af konkurrencestat.

Og os/mig der allerede ved den er gal: Aspergers, ADD, ordblindhed, depression, sikke noget crap at slæbe rundt med, men det er sådan det er og blev, og jeg tillader mig at mene at resultatet ikke er fastlagt som i: "Sådan er det bare". At så meget af det der føles negativt omkring en Autisme Spektrum diagnose, også hænger sammen med de vilkår man har i samfundet.

Jeg mener faktisk at depressionerne har været det der har invalideret mig mest, det jeg frygter mest, den største livs tyv.
Rigtigt mange procent med Aspegers, ADHD/ADD, ordblindhed får depression oveni hvad de allerede har at slås med, men det er også fordi skole og samfund alt for ofte er med til at nedbryde ens selvværd og selvtillid...i grunden burde ordblindhed jo ikke bonge ud med 50 procent chance for depression senere i livet? Jeg mener tog man ordentlig hånd om de børn, behøvede det vel ikke at være sådan?

Der er stor variation om hvad man kan magte og takle med en Aspergers diagnose, men hvad er det der for alvor gør at man let bliver marginaliseret? Mange af problemerne i forhold til Aspergers må jo ses i forhold til samfundets indretning, krav og forventninger, og alt det der ikke kan tilbydes eller bare rummes af de "normale". De manglende hensyn, fordomme, uskrevne regler, Autister hader uskrevneregler, de er noget rigtigt neuro typisk rod, øv.

Som jeg ser det, må diagnose og det psykosociale forsøges adskilt lidt, hvad er udfordringerne helt personligt med Aspergers og hvad er det der sker omkring en det psykosociale. Hvor mange af de budskaber man møder fra omverdenn er med til at bryde en ned, stresse, gøre at man har lyst til at gemme sig, at man bliver vred? Og er det bare en selvfølge at kan man ikke magter de vilkår, ja så er man dømt ude, da ingen hensyn kan tages i de neuro typiske´s verden, vi er jo de forkerte....men hvorfor?

Når folk siger at Aspergers har ødelagt deres liv, så er det ikke kun en diagnose der har fået dem til at føle sådan, det er de personlige nederlag, og de sker jo meget ofte i samspil med andre, socialt, skole, uddannelse, job. Som med andre mennesker, har vi et ansvar for at få tingen til at fungere, men vi kan jo kun så langt som evnerne og kræfterne rækker. Derefter er vi overladt til om dem omkring os, kan få tingene til at fungere igen.
Ja, der er "nedsmeltninger" og "nedlukninger", der er søvnløshed, der støjfølsomhed, der er det at kæmpe med det sociale og meget mere, der har konsekvenserne for ens muligheder for ens liv, ting der hæmmer en og gør at småting der kan kører en ud i situationer der er svære at styre og kan give svære nedelag.

Ja, man er mere sensitiv når man er Autist, men hvorfor er det at det ses så uendeligt negativt, hvorfor den evige fordømmelse? Det er som om vi stadig lever i et moralsk klima fra 100 år siden, hvor man skulle hærdes, og mishandles til at blive stærk og rigtig. Har verden kun brug for en slags mennesker, og er der mennesker der rummer det hele et perfekt sæt af evner, uden at mangle et eller andet andet i den personlige værktøjskasse?

Har samfundet kun brug for én slags mennesker, en monkoultur? Jeg tror at samfundet ikke ved de har brug for os, men er det vores/min fejl?

Historisk set har det måske været letter på nogen punkter at være Aspergers, livet gik langtsommere, der var mindre mekanisk støj osv. Og måske den gang for længe siden ude på sletterne var det fint nok med nogen der hørte det de andre ikke hørte og så det de andre ikke så, så gruppen ikke blev ædt eller overfaldet, og måske man fandt på løsninger de andre ikke havde tænkt på? At det måske ikke var så skidt med en Aspergers i en gruppe/landsby?

Vi kan gå mod en samfundsmodel der udelukker flere og flere fra at deltage, fordi vi har stresset dem ud af arbejdsmarkedet, eller slet ikke lukker dem ind. Og hvor vil man gøre af de mennskelige "rester" fra konkurrencestatens slagmark?

Men uanset gider jeg ikke mere at tage stigmatiseringen på mig, jeg gider ikke at pretendere normalitet, tilpasset. Jeg vil vende fingeren stift udad og pege: Nu har jeg forsøgt at leve i den her veden i 50 år, på jeres vilkår og regler, men nu har jeg i sinde at stille spørgsmål til det hele, jeg vil se mindre indad og spørge mindre hvad jeg selv gør forkert -Men jeg vil se, rigtigt se, hvad det er der forgår der ude, for at forstå hvorfor jeg/vi ikke må være med, og om der virkeligt går noget fra andre ved det, at vi andre får en chance for at bidrage med et eller andet også?

Aspergers er ikke let at takle i hverdagen, der er så mange ting at holde styr på, men jeg kender ikke andet. Jeg synes ikke jeg har haft et godt liv, men det er en blanding af en speciel fortid, familien og min diagnose, det er ikke en Aspergers alene der har fucket mit liv op, og mine vilkår har ikke ligefrem været Asperger egnede.

Men jeg ved, at jeg i en del år, dag efter dag, arbejdede frivilligt i Fountain house, og gjorde et godt stykke arbejde på flere fonter, og jeg havde ikke depression i den periode. Nej, det var ikke nemt, men jeg følte jeg levede og gjorde noget. At jeg havde en platform for noget socialt og for udvikling og at være en del af samfundet.
Og havde en som jeg haft flere muligheder, havde jeg kunne have levet et væsentligt bedre liv og formentligt med mindre depression, mere selvværd og empowerment. Så som jeg ser det, betyder det at mine diagnoser skal ses i forhold til det psykosociale og det samfundsmæssige. Og det betyder at så mange af mine nedture og nederlag i livet ikke bare handler om min Aspergers eller om mine egne evner som menneske, men mine omgivelser og den tid jeg lever i.

Jeg håber jeg får kræfter til at arbejde politisk på en eller anden måde, eller være med til at udbrede viden om, at Autisme, psykiske problemer, ADHD/ADD osv. skal ses i forhold til de muligheder folk reelt har for, at ved støtte og egen indsats skabe et godt liv. At uden der skabes platforme, vil ikke nok opleve at i højere grad end nu, kunne fungerer og trives i fremtiden.

Fe gudmødrene og forskellige benspænd

Man må nok sige jeg fik i pose og i sæk da der blev uddelt gener, det er som om mine Fe gudmødre gik helt amok, og ikke var helt enige om i hvilken retning, min skæbne skulle gå: Et drys Autisme, lidt ADHD, så ordblindhed, og så venstrehåndet for bedst mulig forvirring. For at balancere det, et par sprøjt kreativitet, videbegærlighed, gode danse ben og kampånd -Lille og hurtig, og en anelse forvirret, og alligevel målrettet.

Og først sov jeg Thornerose søvn og livet passerede i min ungdom, og så vågnede jeg, kæmpde og håbede noget ville give mening, at der var et ok liv til mig.

Tænk hvis der kom en trylle Fe, der sagde at nu var det nu, og tiden var inde, nu var det nu, de slumrende egenskaber var parat, metamorfosen ville ske og nu endelig give fuld mening.

En nydelig lille skifting er jeg, men hvad er mine muligheder? Jeg er overkommet min ordblindhed, ikke 100 procent, men jeg arbejder videre på det. Jeg har kørt en recovery på en Aspergers, fordi jeg ikke vidste jeg havde den og jeg ville være mere social, og jeg har trods alt opnået meget på den konto. Med en bærbar er det venstrehåndede mere ligegyldigt. ADHDen er noget hø, den fucker hele tiden med min hjerne og mit hjem...og der skal findes en løsning på det med hjemmet, så det ikke nupper al energi og fremdrift.

Up and away!

For jeg vil bruge mest mulig tid med at bruge hjernen til viden og til kunst, til det jeg er god til. Nogen vil sige det er at spise sin dessert frem for sin broccoli. Man har jo pligter som et voksent menneske, andre må jo arbejde og tage opvasken osv. Det kan jeg da ikke bare springe over?
Tja, jeg vil finde en løsning, så det mest muligt er det jeg gør, jeg vil forsøge at vælge mine nederlag, og ikke blive nedlagt af dem, igen og igen.

Jeg bliver måske aldrig rigtig voksen, jeg er ansvarlig, men jeg er ikke så skrap til meget af det voksne trivi. ADHD er ikke til voksen trivi, så hopper den rundt som en gummibold. Og Autismen vil gerne have noget guf til tankerne og lidt ud og flyve på et magisk tæppe. Og måske det er slut med at holde det tilbage, at bare erkende, vuggegaverne og forbandelserne og med de erfaringer jeg har tage styringen. Ikke som "en artig pige" der gør sine pligt og lever op til normen, for det tager livet af mig mentalt og fysisk før tid.

Jeg tror ikke på begrebet skæbne, men heller ikke at der er frit valg på alle hylder bare man moser på og tænker positivt. Jeg hader bare at opgive, mere end noget andet.

Jeg må finde vejen til det gode Autist liv, Jeg har ventet så længe, men nu er det vist tid til at sætte magien fri, for den Fe gave er alt for god, til ikke at anvendes aktivt.

Min personlige udgave af Aspergers

Selvom en del siger at jeg ikke virker Autistisk, så står jeg absolut også på mål for andres undren, bedst hvis folk i det mindste ser det humoristisk, fremfor at se det negativt.

Hvad er det så jeg går og laver?:

At jeg ofte svare seriøst på folks pis, selvom jeg faktisk godt ved det er noget pis.

At jeg kan sige noget så folk tror det er ironisk, men jeg faktisk mener det.

At jeg har svært hvad at sige hej/goddag specielt når jeg har mødt folk før. Jeg hopper direkte ind i en dialog, jeg kan heller ikke finde ud af farveller.

Nogen gange siger jeg bare bla. bla. ting for at fylde ud. Jeg har min egen bull shit generator.

Jeg tager livet alvorligt, jeg er faktisk ret passioneret omkring livet. Bare ærgerligt at jeg ikke orker det jeg gerne ville.

Jeg kan være rimeligt morsom/underholdende, men den ligger lidt i de for mange detaljer jeg tilfører, og spring i kontekst.

Jeg kan absolut have en rap replik, hooost!

Jeg kan være svær at aflæse. Jeg har ikke altid det rigtige ansigtsudtryk på.

Nogen siger, jeg kan være ret kontant....

Nogen synes at jeg lytter og spørger for lidt....det er som regel med folk jeg ikke kender godt, eller der ikke interessere mig...eller i situationer hvor jeg har andet jeg er mere interesseret i.

Jeg foretrækker der er et formål med ting.

Jeg er ikke så fiks når det gælder "gå i byen" signaler.

Jeg er ikke ret vild med at folk er for fysiske, men skelner ikke specielt mellem passende/upassende...hmmmm.

Når folk rører ved mig kan jeg fornemme hvordan jeg har det, men da jeg sandsynligvis ikke har det fysisk godt, er det ikke ubetinget fedt.

Jeg bliver meget let distraheret, hele tiden, hjemme og ude, på en måde er mit liv en stor distraktion.

Jeg har det svært med lyde.

Jeg har det svært med stærkt lys.

Jeg ser ikke på andre på gaden, udover at konstater de er der.

Jeg har lettere ved at se folk i øjnene på en naturlig måde nu.

"Feminin" er noget jeg har i mit klædeskab. Indeni er jeg bare et menneske.

Mit hjem er der hvor jeg opbevare ting og sager, og forhåbentligt kan finde en stol og sengen.

Folk bliver ofte blivet hægtet af når jeg taler.

Jeg virker ofte enten helt on eller helt off, ikke midt i mellem.

At jeg ikke har et problem med at nuppe den første bid kage, eller hvad der nu er.

"Foretager du dig nogensinde noget normalt" (sagt om mit sociale liv)...."Næææ, helst ikke alt for meget hvis jeg kunne vælge" fordi jeg plejer at underholde med de ting, der kan virke lidt ekstreme på nogen, jeg er ikke så vild med main stream, og almindelige fester eller koncerter, og når der sker noget skal der være knald på lampen.

At være dannet og opføre sig pænt, kan blive for kedeligt og klaustrofobisk, hvorfor passe ind, hvis man kan være lidt upassende af og til?

Jeg mangler ikke interesser, jeg har svært ved at forstå at mange ikke rigtigt har interesser.

Nogen gange forsøger folk at opdrage på mig, efter min diagnose vil jeg fortælle dem hvad jeg mener...Folk er ikke min Far eller Mor og jeg er voksen, helt voksen. Jeg er lidt underlig på nogen punkter, men lev med det, jeg må jo også leve med andres måde at være på, uden jeg har retten til at rette eller dømme.

Jeg lever i en verden der er indrettet til nogen der ikke er mig. Jeg bruger den "forkerte hånd", er ordblind, B menneske og lettere Autistisk og det skal jeg jonglere med hele tiden uden at falde for meget igennem.

Jeg har i hovedparten af mit liv altid gået udfra, at andre var mere rigtige end jeg.

Jeg har tidligere troet at andre mennesker meninger om mig, var absolutte sandheder.

..........En dag bliver jeg afklaret med at være i et fremmet territorie, at jeg er "en anden slags" her, at trække på skulderen og bare konstater at der er flere måder at gøre ting på, jeg er et fornuftigt og velvilligt menneske, det må være godt nok. Jeg kommer aldrig til at kunne se mig selv gennem andres øjne, eller komme til at opleve andre fra et andet perspektiv end det min egen hjerne kan levere, men der ligger også en vigtigt viden i at forstå, hvad man ikke forstår, at der er et andet liv, mange liv -og meget mere.

Ordblindhed -Det frasorterede barn

Meget havde været lettere hvis jeg ikke var ordblind, meget kunne have været anderledes, nogen akademiske muligheder havde været realistiske. Jeg drømte som barn om at blive arkæolog eller historiker, men det gik jo slet ikke med den skolegang.

Jeg var over 30 da jeg begyndte at komme i nærheden af computere, og opdagede et værktøj og en verden jeg kunne bruge, nye spændende muligheder. Ikke at det faldt mig let at bruge en pc, men jeg gav ikke op.

For mig har computeren ændret mit liv, givet mig så mange muligheder, og været en personlig revolution. Nu kunne jeg skrive og internettet gjorde jeg kunne søge endnu mere viden og ikke mindst møde mennesker på en ny måde. Jeg kunne nu kommunikere skriftligt og jeg kunne få en kontakt til mennesker, der også kunne fører til at jeg traf dem ude i livet.

Så hjælpen på mit skrive problem kom sent i livet fra jeg som 31 årig fik adgang til en pc, og senere i form af en egen pc med internet adgang som 38 årig. Ikke en med en stavekontrol til ordblinde, som jeg faktisk godt kunne få. Men jeg anvender google til at søge rettelser, den almindelige stavekontrol er jeg ikke imponeret af.

Havde man da ikke undervisning og hjælpemidler for ordblinde i min barndom og ungdom i 70-80erne? Jo, det havde man og da jeg blev udredet for min ordblindhed som voksen, fik jeg også at vide at der burde have været muligheder for en meget bedre hjælp til min ordblindhed.

Ordblindhed er et alvorligt handicap i vores samfund og alt for mange bliver stadigt svigtet. Det lader også til at nogen helt mister troen på at man som voksen kan blive bedre til at læse og skrive, at det er som det er og kun kan byde på flere nederlag.

Og nederlag er der, det er skræmmende hvor mange døre der lukker når man er ordblind, selv når man er det i lettere grad. Eller let og let ved jeg ikke, for jeg kæmper da stadig og laver de samme fejl igen.

Jeg er opvokset i et hjem med bøger, jeg har fået læst højt, jeg har lært hvordan man finder viden, jeg er opvokset med at viden var vigtig og jeg har altid søgt informationer i forhold til mine interesser.
Så uanset det ikke var nemt, så tyggede jeg mig igennem det jeg ville vide.
Det var jo også sådan jeg fik lært Engelsk.
På den måde er jeg priviligeret i forhold til de ordblinde børn hvor forældrene ikke er boglige. Måske den forskel har været væsentlig i mit tilfælde. Men det viser jo at ordblindhed kan påvirkes positivt på forskellig måder.

"Ansvar for egen læring" var mantraet i skolen, jeg mener jeg har hørt begrebet allerede inden 80erne. Personligt giver jeg ikke meget for den fortolkning af den sætning der blev valgt. Faktisk kunne jeg godt have fortalt hvordan jeg kunne have lært mere i skolen og dermed taget eget ansvar, for mine indlæringsvanskeligheder og min ordblindhed. For en mere praktisk indlæringsmetode ville kunne have gjort det hele lettere for mig, at det praktiske og visuelle blev anvendt for at styrke motivation og forståelse af sammenhæng, og hvad jeg skulle bruge den viden til.

Personligt mener jeg at alle børn burde have et krav på at blive undervist efter den/de metode der passer bedst til deres læringsmønster. Alt for mange børn bliver tabt i undervisnings systemet, generation efter generation, med meget mindre generationer er det ikke ligegyldig hvem samfundet vælger at tabe. De børn der kunne løftes og de børn der intelligente men ikke bliver intellektuelt stimuleret eller de er intelligente med indlæringsvanskeligheder, ikke får mulighed for at få den rigtige undervisning.
Jeg synes det er en høj pris, at man kun satser på en midter gruppe af "normal" børn, vi går glip af alt for meget og med store menneskelige omkostninger for dem der bliver fravalgt i skolesystemet.

Ordblindhed har også betydning for sprogudvikling, "At tale korrekt" sætte sætninger rigtigt sammen, at udtale ord rigtigt hvis man ikke ved hvordan de staves osv. Det har jo konsekvenser for andre menneskers syn på en, for der er stadig fordomme omkring ordblindhed, den hurtige fordømmelse, det at nogen endnu mener at ordblinde nok er lidt dumme eller sjuskede, og de tøver ikke med at hakke ned på den ordblinde, der har vovet sig ud i noget skriftligt. Og når jeg oplever det personligt eller med andre, så skal jeg nok skrive hvad jeg mener om den adfærd, men der er så mange udsatte situationer som ordblind, der er usynlige for udenforstående.
Der skal meget mere til for at fjerne et forældet syn på ordblinde der stadig eksistere bla. på internettet, og det der skal til er at forstå at ordblindhed er et alvorligt problem, for udover færre jobmuligheder og man har svære ved at begå sig på internettet, så lurer lavt selvværd, øget risiko for depression som en følge.

Det eneste jeg lærte i skolen var at jeg ikke var god nok, at jeg var et forkert barn. Jeg kommer ikke til at indhente min elendige skolegang, jeg kommer heller ikke til at indhente det liv jeg måske kunne have fået. Der er også et knæk på selvværdet der ikke kommer til at heles.

.......Jeg er begyndt at skrive på Engelsk, noget jeg ellers har været meget tøvende med, det er ikke grammatikken der er det værste, men det at stave er ikke nemt. Men jeg skriver og jeg tager det lidt let. Det har været irriterende at jeg læser og forstår taler Engelsk rigtigt godt, men har været så dårlig til det skriftligt. Nej jeg er ikke super til det skrevne, men meget bedre nu, end jeg var for et år siden.

Jeg håber at i fremtiden vil meget færre børn opleve at blive sorteret fra og dømt ude, men desværre er jeg ikke sikker på, at vi bare er nogenlunde på vej mod det mål.