fredag den 18. september 2015

Depression variation og inklusion

Kender du det, endnu et opslag på Facebook om en fiks måde at slippe ud af en depression?
Lad være med at sove i tre døgn, mediter, mindfulness, motion, kostomlægninger, vitaminer. Det gælder også for ens facebook venners egne erfaringer, med alternative behandlinger.

Men det satans med depressioner er at der er mange slags, der kan være udløst af et utal af forskellige årsager, vitaminmangel, lysmangel, stress, sorg, et lorteliv, sygdom og meget mere. Resultatet kan så være mere eller minder svær depression, men i princippet mange af de samme symptomer, men mange forskellige årsager -Upraktisk? Ja, absolut.

Udover at det er svært at sige man har depression, fordi man bliver sammenlignet med andres erfaringer, din depression blive målt efter hvad den anden tror depression er. Hvilket intet siger om hvad du føler selv. Og depressionen er jo det du selv føler du lever med.

Depression er blevet en folkesygdom i Danmark, men umiddelbart ser jeg ikke det gør det nemmere, det nærmest forfladiger problemet, trivialisere det. Og depression er en livsluger og potentielt livsfarlig.

Med årene efter de første lykkepille rus, er der kommet meget kritik af antidepressiva, det gør at nogen ikke vil afprøve en behandling i frygt for bivirkninger. Der jo faktisk nogen der har gavn af antidepressiva, desværre kan man ikke se på folk hvem, og desværre er der mange der ikke har nogen gavn af dem. Jeg mener så at det kan være værd at afprøve, især hvis der ikke er en egentlig årsag til depressionen, men den bare er der og går ok kommer uden at man kan sige hvorfor.

Selv har jeg prøvet forskellige typer antidepressiva uden held, for mig er det ikke løsningen.

I tiden ligger der også et mere eller minder uudtalt et krav om at man selv har et ansvar for sin depression, og man skal være artig og spise sundt og få motion. Alt i alt vise samme overskud som hvis man ikke havde depression. Personligt har jeg ikke overskud til at lave sund man når jeg har det skidt, og jeg mener ikke jeg mangler rygrad.
Jeg har da kendt folk med depression der sagde de fik det bedre af motion og bedre kost, men igen, vi er forskellige også forskellige med hvad der står først på listen over basale overlevelses strategier.

Hele vejen igennem min sidste 6 år lange depression, har jeg haft en klar følelse af at alle de gode velmenende råd ikke var nogen jeg kunne bruge, svaret lå et andet sted. Men hvor?
Det var som om der var en gåde der skulle løses, men samtidigt også et samfund der var ved at kvæle mig, med sine krav og lykke tro.




Jeg blev mere og mere vred, jeg begyndte at sige, "Nej det er ikke min skyld, det er også jer der er en del af problemet". Manglende inklusion, stigmatisering, overflade ræs, en samfundsmæssig afvisning af at livet også indeholder lidelse......og der ikke er noget galt i det med lidelse, det er naturligt også når man bor i Danmark, det farligste er faktisk afvisningen af at lidelsen eksistere i blandt os, og er reel.
Jeg forstod nu: At det handlede ikke bare om mig, men mange andre i Danmark der ikke kunne få "det gode liv" til at hæng sammen, som de der mennesker i reklamebloggene.

Mit liv havde nu i længere tid mistet sin mening og håb, og jeg har været gennem meget i mit liv også tidligere depressioner, og aldrig været så modløs, jeg følte at døden var meget nær, et par år til og jeg ville være færdig, ikke nødvendigvis selvmord, bare færdig udslukt.
Jeg har levet et liv på kanten, forsøgt at overleve uge for uge, usynligt, uforstået. Jeg har prøvet at få hjælp, men den matchede ikke mine behov, jeg kunne ikke finde vejen til hjælp udefra.

Så jeg krævede at blive henvist til distrikt psykiatrien igen, og det der skete var jeg kom til en visitationssamtale og fik at vide jeg havde Asbergers og blev sendt hjem igen da de (DPC) ikke kunne tilbyde mig noget.....åbenbart heller ikke rådgivning om hvad jeg så skulle gøre for at komme videre og få mere info.

Og i øvrigt opdagede jeg at jeg havde stress og havde haft det i et og et halvt år og det kun var bleve værre.

Og så luskede jeg afsted efter nogen vitaminer og holdt op med at foretage mig noget fornuftigt i mit hjem for at få helt ro på. Jeg indkøbte specielle b vitaminer mod stress, d vitaminer som jeg reelt mangler, multivitaminer, magnesium, og mig der hader at sluge piller.
Jeg synes jeg fik det liiiidt bedre......Noget senere tilbud om NADA øreakupunktur......jeg fik det stadig bedre. Men hvad jeg nok var mere afgørende, var at diagnosen Asbergers/Autisme satte meget på plads, det var et af det svar jeg havde ventet på meget længe. Og det svar, var samtidigt også svar også på en masse andre spørgsmål jeg havde kæmpet med.

Jeg føler at jeg i dag næsten ikke er depressiv, ikke i forhold til tidligere, men hvad var det der skete? For der blev jo sat flere ting ind næsten samtidigt, en ny diagnose og vitaminerne og det gav en mærkbar virkning og så kom NADAen lidt efterfølgende. Depression er godt nok noget sært noget, og efter at have haft det gentagende gange gennem det meste af mit liv er den stadig en gåde jeg ikke har løst.

Til sidst: Husk på, at depression ikke bør ses som noget man bare skal kunne styre, og man er et dårligt menneske hvis man ikke kan...og rent faktisk prøver man jo at klare det hele med en depression i rygsækken, faktisk bør man have krav på lidt medmenneskelighed fra andre, ikke skyld med skyld på og det gælder også for samfundet som sådan. Der stilles så uendeligt mange krav til individet i dag, men vi lever i en sammenhæng, derfor skal/bør/kan vi ikke bære det hele alene. Et af de fælles spøgsmål den depressiv stiller er "Er jeg stadig en del af liver og fælleskabet?". Og at blive lukket ude/tilsidesat af andre/samfundet, letter ikke vejen ud af en depression.









Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv