Psykiatrien arbejder ikke recovery orienteret, eller jeg har ikke mærket noget til det. Der hang ellers en sedel fin om kursus i recovery tanken, men det er åbenbart ikke integreret i deres "behandlings model" i psykiatrien
Jeg har ellers undervist i recovery og hvordan medarbejdere kan understøtte en recovery proces. Det jeg oplever er faktisk hvordan man slukker al håb for recovery, du er ikke vigtig, vi har ikke noget håb for dig, du skal bare have noget medicin og så holde mund. Det er bare symptomer.
Når man har arbejdet med recovery tanken i mange år, er det utroligt så mange år efter at møde mennesker i psykiatrien, der slet ikke har den på rygmarven, men er lige så teknokratiske som altid. Og der absolut ikke har brug for dit ind put, det er irrelevant, man er jo bare psykisk syg, og derfor ikke kapabel til at have erfaringer eller konstruktiv information.
Det er lidt utroligt i 2026 at det er der vi er. At man er set som en ekstra belastning af et belastet psykiatri og "system".
Hvis man havde det psykisk skidt da man kom, er det kun blevet værre, du er endu mindre værd end du troede. At de stille håber jeg/man bare går og dropper behandlingen når man nu ikke er personfarlig eller selvmordstruet. ....Vil de have jeg/vi skal dø alligevel? Og med den "forkerte diagnose", forkert alder, og os de ikke har noget relevant tilbyde i forhold til vores psykiske sygdom, og heller ikke et venligt ord.
Det her er noget man kan tage skade af, der kan forværre situationen, det er nemt og billigt at sige det er symptomer, det er bare sådan det er. Uden at se på at det at dræbe det lille håb, og en lille smule tryghed, kan være afgørende.
Jeg har altid undervist i det jeg kalder hardcore recovery, hvor man er meget alene i at holde sammen på sit liv. Jeg er ikke blevet rask, men jeg er stadig i live. Jeg har lært nye ting, der er stadig en mental smidighed der kunne før til noget positivt. Men jeg kan ikke klare det hele selv.
Det er pokkers at den støtte til selvhjælp skal være så op af bakke sådan en kamp. Og at ens erfaringer så ringeagtede selvom de er afprøvede. Vi kan alle ende der hvor vi ikke har kræfter nok det burde der ikke være en skam i eller at man af den grund ikke har en værdi. At man har mindre ret.
Hvis du siger der ikke er håb for mig, siger du samtidigt der ikke er håb for nogen, at fejler du, skal du også forlades uden håb og hjælp. For det er der vi er, samfundet uden nåde. Nydeligt, men uden nåde.
