At Hoarde er en ting, at man samler og anskaffer ting man har svært ved at skille sig af med. At ting ophober sig, og ophober sig gennem tid.
Det mistede overblik kan føre til at det ikke alene er ting, men at en boligs funktioner, ikke fungere længere, som køkken og bad. Og at affald ender på gulvet og afløb ikke fungerer.
Det er et forløb over tid, det starter et sted, og hvordan det så udvikler sig og hvor hurtigt er op til det liv man har, eller ikke har. Men alvorlig Hoarding tager sin tid og folk er oppe i en vis alder ofte.
Nogen Hoardere skaber systemer i hjemmet til tingene, kommer i kasser, sætter i reoler, skaber nye systemer, og gangene bliver smallere og smallere. Møbler og senge bliver fyldt op med sager. Andre er mere kaotiske.
Man kan sige at det at kunne skabe lidt systemer betyder de er eksekutive funktioner tilstæde. Men nogen af os mangler dem i meget højere grad. Med ADHD kan bare signalet fra tanke til bevægelse tænde og slukke på vejen til handling. Og kortids hukommelsen være så væk at hvis man vender hovedet vær fra det man gør, er det man var i gang med væk. Eller noget skal hentes i et andet rum, en pose eller kasse. Og så er den handling brudt fordi man fik øje på noget andet.
Jo mere der er jo mere er der til at bryde tankemønstret, konsentrationen. Eller jo mere der er hvor det ikke burde være. Og alende det at skulle bevæge sig rund mellem noget, eller gå over bunker af tøj, og skræve over ting er med til at hjerne slår fra.
Der er mange negative tanker, og da Autist/ADHD hjernen arbejder uafbrudt, uden stop, og enda i flere spor samtidigt, vil der være støj på linjen. Og typisk for en del er oprydning ikke lige en favoritting, fordi det er er forbundet med et ubehag, at hjernen slår fra og års brokken fra andre omkring ens rod og manglende evner til det. Det betyder at det bliver at skulle ind på en kampplads af minder, negative tanker, sammen med at man fumler rundt. Det er en kamp man ikke kan vinde. Eller ikke kan vinde uden der sker noget andet.
Man har ofte prøvet meget selv, man har også haft små sejre, og håb, men falder tilbage i gamle mønstre. Af gode grunde, der er bare ikke nok til opgaven, det der mangler, mangler. Desværre kan vi glemme at ja det mangler, men vi ofte kan meget andet. Men når noget så grundlæggende mangler som at kunne holde et hjem, så kan alt det man faktisk kan ikke bruges. At man kan noget bruges af andre mod en, "hvis du kan det, kan du også det andet". Men sådan er det ikke.
Det neurodivergente menneske kan ikke handle, bytte evner, efter hvad samfundet nu og her værdisætter. Og i en kultur hvor vi lever i mindre og mindre enheder og ofte solo, kan vi ikke bytte opgaver, eller hjælpes om dem. Det er nok også med til at neurodivergente kan leve i frit fald.
Det kan godt være vi ikke er sociale på samme måde, men ofte vil vi gerne hjælpe andre. I en anden tid og kultur kunne det ballancere et liv med Autisme og/eller ADHD.
Som soloister, hvor man skal kunne lidt af hvert, er vores situation mere skrøbelig. Evolutionen hvor vi kunne tilbyde noget til samfundet, har lige nu og her i det moderne samfund, sat os i en ringere position.
Giv mig et liv hvor jeg kunne gøre det jeg er god til og der ville ske spændende ting (for jer), med et liv hvor jeg hænger på det jeg ikke kan eller er meget dårlig til, dør alle de evner, og intet kan rigtigt blive til noget.
Ikke at jeg ikke arbejder på det alligevel.
Horarding er en ting, og eksekutive funktioner noget andet. Men det er også en kendt kombination, og Hoarding kan glide over i noget hvor eksekutive funktioner, mindskes, grænser overskrides langsomt, ting må være som det er, man bliver apatisk.
Der har være uger og måneder jeg bare har været stivnet, mange tanker i hovedet, men ingen evner til handling, for meget kaos, for lidt kræfter, intet overblik. Det er helvede. Det er døden før døden, det er en hjerne med fuld bevidsthed, der er fanget.
Den sociale natside skjuler sig i den type hjem i Danmark, skjult bag lukkede døre, skjult af skam og social isolation. Det er ikke mennesker der råber om hjælp, de er bange for at blive dømt, der er bange for hvad der vil ske.
