Viser opslag med etiketten Følelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Følelser. Vis alle opslag

lørdag den 3. januar 2026

Jeg er ikke en syg Hundehvalp!


Eller det var nok bedre hvis jeg var....

Eller nej, faktisk. Sagen er, at umiddelbart virker det som om at i Danmark sætter man lighedstegn ved at det at vise forståelse og empati, svare til at man har rodet sig ud i at adoptere en andens problem. At i anderkendelsen ville også ligge det et man var nød til at handle på det. Det der med næsten, og det kultur Kristne. Det lure i baghovedet, derfor er det vigtigt at kunne lukke den dør.
Og det er der mange måder at gøre på hurtigt. Det er som en besværgelse mod det onde, i form af at der er en virkelighed, og det er ikke en man selv vil have indblik i. Man har nok som det er.

Der er aldrig nogen der overvejer om der egentligt forventes noget, at det bare er et udtryk for en person der er ærlig, siger det som det er. Noget der flyder over, ikke kan skjules mere. Men så må erkende at der jo faktisk var en grund til at skjule det. Andres reaktion viser tydeligt at det ikke var det rigtige at gøre.

Man fik "gode råd", det blev minimeret, det blev skøjtet henover. Det blev ikke valideret for hvad det var. Ikke set, ikke hørt. måske bare et ja, et øjebliks kontakt. 

Men det er alt for farligt, sandsynligvis besværligt, lillefingeren og så hele armen, man slipper aldrig væk. 

For man er ikke en syg Hundehvalp, men åbenbart mere en enkelt persons zombiehær, der med sin ulykkelighed ville kunne suge alt ud af dem man mødte. 

Guderne må vide at jeg har mødt "sugerne", men som jeg kender den giver de aldrig den anden vej, og er ret klare med deres forventninger til andre. Og der kan jeg ikke se mig selv, og mange andre. Og vi har gennem tiden bevist at vi gerne ville når vi overhovedet kunne. Men måske det er et svagheds tegn at ville så meget for at være med, at det kæver alt? Og når der så ikke er mere.

Vi er en nation der vejer vores ressourser på en guldvægt, og holder øje med personligt overskud, plus det det andet, hvad andre har, og hvor man selv er i forhold til det.

Folk har altid travlt med at der er nogen der har det værre end mig. Hvilket jeg absolut ikke tvivler på. Men bedre og værre hvordan? Man kan sige ved ikke at ville tale om det, bliver man ikke klogere på det. Hvordan tror de jeg har det, hvordan tror de mit dagligliv er, min fortid? De er formentlig ligeglade. Men derfor behøver man ikke af forudsætte ting man intet ved om. Eller noget der kunne røre ved noget man ved om, men ikke vil have aktiveret. 

Mødet med det svære i et andet menneske, er et møde med en selv. I det overfladiske er det mødet med den man tror man er. 

I en samtale i sommer sagde jeg "Det er egentligt underligt, at der aldrig er nogen der har spurgt hvordan vi overlevede". Det er nok fordi vi ikke er overlevet på den rigtige måde, i bog og foredrags form, med forløsning og happy end. Men overleverer dr stadig kæmper, og vil blive ved med det. 

Løsrevet fra samfundet kunne vi også komme til at sige de ting man ikke må sige, vi har ligesom sluppet kontrakten, med "hvad man siger". Og kan på den måde være "damen med de blå tænder" selv helt uden rødvin, der ser de blinde vinkler og sætter ord på. 



Vi synes sandhed føles hårdt. Det synes jeg også, men det er hvad jeg har tilbage. Men jeg har også meget empati for at folk har deres, at det ikke er et (sandheds) sværd jeg skal holde over deres hoved. 

I disse tider kan man spørge hvad sandhed er. Men med viden, erfaring og selverkendelse og iagtagelsesevne kan man nu komme langt, til sådan nogen lunde kunne se spektret af gråtoner. 

Og her kan jeg elegant komme tilbage til hvor jeg startede, at mødet med andre ikke er et enten eller, eller sort/hvidt, og hvid det er er det en spejling af en selv, der tror det ser noget der kunne pille ved det selv, tage noget, sætte noget på spil, noget ubekendt, noget alt for velkendt? Kan det kun være negativt?

Jeg har ofte oplevet at menesker der var skadet på nogen punkter, havde noget jeg kunne lære af, jeg selv ikke kunne og måske omvendt. Men kan man kun bytte viden og støtte med dem i den gruppe?

Har vi kun noget at sige til hinanden, når vi er på samme trin i Maslows pyramiden? Sandsynligvis, for hvad ville en der var totalt kostfikseret kunne relatere til en der bare spiste hvad der lige kunne lade sig gøre. Når man selv ser mad som at bevæge sig i et minefelt af fare og tidlig død? Men ellers velfungerende og med tjek på det. Og jeg kunne blive ved med menneske typer der ville være så meget på den anden side af hinanden, selvom de var ret almindelige i Danmark. Middelklassen har middelklasse problemer, som æder dem op på deres egen måde. Indenfor de rammer er der også afgrunde, fordi folk er blevet enige om afgrundene, de er underforståede, og dræbere. Og det er måske derfor alle gerne vil have det nemmere lige på deres egen hylde. 

Vi skal komme videre, vi skal komme over det, og den rigtige kost og motion, og så tænke positivt og ikke for meget. Så så skal vi tjene penge og have noget at se frem til. 

Det er så ikke lige der jeg er. Ikke at jeg ikke også skal noget andet, nu. Jeg har ingen plan og jeg må vel tage de opgaver der ligger øverst i bunken. Der er altid rigeligt at tage fat på. Hvilket også kan være positivt, vi er her for at lære noget, ikke for at dyrke vores egen individualisme indtil den selv imploderer. Vi er meget lidt uden andre, om ikke andet de fleste af os. 




søndag den 21. december 2025

Jeg havde et håb for julen 2025.

Efter julen 2024 svor jeg at det blev nød til at blive anderledes, jeg kunne og ville ikke mere leve på den måde. Jeg synes bunden var nået og det ikke var et værdigt liv. 

Umiddelbart er mit hjem ikk anderledes et år efter. Og jeg kan sige at jeg var naiv, at jeg troede at 12 måneder måtte kunne gøre en forskel. Jamen, det måtte det da?

Mit hjem må da være til at kunne leve i, og sådan ok inden næste december, det er da realistisk! Det er da realistisk?...

Joooo, det burde det vel have været, men sådan fungere systemet ikke. Der kunne ikke laves en plan der kunne uføres, og udføres med det overskud og de kræfter jeg har til det. 

Jeg kan ikke udføre det praktiske. Og når jeg prøver fungere det nærmest på en selvdestruktiv måde, fordi jeg ikke kan, og samtidig er vred på mig selv og vred fordi der ikke har været en hjælp der svarede til det der havde været brug for. Så jeg var Prügelknabe, fordi ingen ville anerkende hvordan det stod til. 

Jeg har været forfærdelig mod mig selv. Det har været svære dage. Jeg har håbet på løsninger, jeg har søgt løsninger. 

Er jeg blevet klogere? 

Absolut, jeg gør altid alt hvad jeg kan, når jeg ikk kan er det fordi jeg ikke kan. Og når jeg går over stregen for hvad jeg magter, betaler jeg. Med at kunne endnu mindre og hade mig selv endnu mere.

Det er en dårlig deal, det er en lorte deal. Og det er ikke mig der har fundet på den. Det er den der er, det er den virkelighed vi har lige nu. 

Jeg har slidt mig selv helt gennemsigtig, så jeg ikke selv længere ved hvem jeg er. Har jeg tvivlet på mig selv tidligere, så tvivler jeg endnu mere. Jeg ved at jeg intet betyder nu. På en måde er det at vaske tavlen ren. Så er der i det mindste noget der bliver vasket rent. 

Det kan føles som en straf for noget, uafgrænset straf, en uofficiel straf. Men hvad er det jeg har gjort?

Jeg kan ikke klare mig selv på nogen basale områder. Det er sådan det er. 

Det kunne have været anderledes, det kan være anderledes. Det kunne blive anderledes.

Men det er faktisk ikke op til mig. Jeg har gjort rigeligt, og jeg kæmper stadig. Det burde ikke være nødvendigt, ikke så meget. Når man står alene med sin desperation, der det som om den aldrig kan lægges til side. Alle vågne timer er en bevidsthed om det der ikke kan gennemføres. Sikkert også nætterne. Jeg vågner og kan mærke at mine hænder skal folde sig ud. Et såret dyr. 



Hvad så med 2026? Jeg kan mærke jeg er på vej ud, jeg har set ting, jeg har forstået ting. Jeg er blevet konfronteret med min egen usynlighed. 

Samtidigt er jeg også begyndt at gå til koncerter, kommer mere ud, være mere kreativ, opøve ting. Men kontrasten giver ingen mening, men det er nok der sandheden ligger. 

Jeg har altid gået hele vejen og lidt til, andre kan tro det har gjort det, men jeg ved nu, at det er der bedraget ligger i samfundet, i andre. Den sandhed vil ikke gøre mig mere lykkelig, men den giver mit eget liv den vægt, der svare til hvad det har kostet mig som menneske. Det udvinder guldet fra slaggerne. Jeg har gjort arbejdet. Det er det jeg gør. 

2026?

Der er dog sket noget i året, og her sidst på året. Men det sætter alt det andet i relief. At opleve det kunne være anderledes. At når man er mindre presset, bliver der plads til noget andet. Der bliver mere ro og mindre selvhad og vrede. Og det er meget svært at gøre noget praktisk når det er ens head space. Jeg ved godt at vi lever i en tid hvor vi siger vi kan bestemme vores eget headspace. Det kan vi til en vis grad, men ikke under alle forhold og nogen man stadig lever under. De kræfter der stigmatisere og undertrykker er ikke fiktive, ja de kan være svære at konkretiserer, men de er der. At arbejde på at det man oplever bare kan skiftes ud, og drejes, og nu lykkes det der ikke kunne lykkes før. Det hele er op til dig. Nu er du placeret rigtigt i verden, det var ikke den, men dig. 

Det er en samfunds løgn vi lever på. Det er også en samfundsløgn der kan ødelægge os og lægge os i graven før tid. "Det er bare dig". 

Vi bliver nød til at være klar over at vi er alene med hinanden og staten kan ikke fikse mange af de ting der sker. Men den er også stærkt medvirkende til at det sker. Vi har overladt det til "nogen", i håb om at de ville gøre et eller andet. Og samle op på det værste, så vi var et moderne samfund. At vi fulgte med udviklingen. Og vi har lappet og anvendt det politisk uden ansvar. Uden overblik. Og skabt kasser, som efterhånden ikke passer til nogen. Fordi vi ikke passer i kassen, betyder det jo ikke vi ikke er der. Eller at vi er for få, til at kunne kræve noget for os. Og er det et argument der egentligt holder? Et super rigidt system, der faktisk er blevet værre. Ingen vil tage ansvar for at bøje noget til den positive side. For "borgeren", for "brugeren", for det enkelte menneske i nød. 

God jul. 


tirsdag den 9. december 2025

Vi mistede os selv gennem livet. Og af mange reelle grunde.

Man kan dag for dag miste sig selv, den man var, det man kunne, sin gamle identitet.

Man har gemmen mange år tilpasset sig omgivelserne, hjemmet, forventninger, skole, arbejde, men det var ikke let, noget der var anderledes.

Man har prøvet at gøre sig nyttig, relevant, ok. Eller en der brød reglerne og ikke så til siderne. Det synes at virke i mange år. At holde fast, eller slippe alt inden det bliver for farligt.

Men med tiden kan det ikke opretholdes. Enten fordi Autisme og ADHD kan forandre sig over tid, med alderen, skader opstår, stress, man har fanget sig selv i en fælde. Og nu kan man selv ane omridset af den.

Det efterlader en tomhed, at der lå nogen præmisser og usandheder i fortiden, lige fra start. Det er en skræmmende erkendelse midt eller sent i livet, intet var som man troede. Og man har bare ageret, ikke levet. Og man har mindre kræfter til at opretholde rollen, man snubler i det nu.

Giver noget længere mening? I en endnu mere skræmmende version svinder evnerne ind, og så meget at man bliver levende begravet i det, magtesløs, og at få overblik over hvorfor, og hvad der skal gøres er for overvældende, eller ikke kognitivt muligt fordi ens overskud ikke giver plads til andet end daglig overlevelse, man kan ikke se det ovenfra, man er bare i det.

Og man kan mindre dag for dag, og kommer til at glemme hvem man var. Af og til kommer man på det, og det gør ondt, hvor blev jeg af, hvad skete der, vil det her vare for resten af mit liv. Hvorfor gjorde jeg det her, hvorfor var der ingen der sagde noget?

Nu oplever man at andre ikke er til meget hjælp og støtte, de kan faktisk ikke se en, de kommer med gode råd, men råd der er uanvendelig for hvor man er. Kombinationen af Autisme og/eller ADHD gør, at det andre tror og tænker ikke, er relevant for de kan ikke  forstå hvad det er der foregår. Og læger og psykiatere ofte heller ikke.


Den ellers tidligere velfungerendes, problematikker er stadig ubelyst specielt i Danmark. Og kompleksiteten  af Trauma, stress og ændringer i homoner med alderen.

Det er ikke her der er overskud til tigerspring ud i noget andet, der måske engang var muligt. Og tiden går. Og man bliver en skygge af sit gamle jeg. Man har ramt meningsløsheden, og en ensomhed, selv for den der ikke har et problem med at være alene. Man er holdt op med at være et menneske blandt mennesker, man overlever dagene. Og andre kan ikke se en.

Man har ramt meningsløsheden, og en ensomhed, selv for den der ikke har et problem med at være alene. 
Man er holdt op med at være et menneske blandt mennesker, man overlever dagene. Og andre kan ikke se en.

Kan den livssituation ændres?

Jeg tror det, men man kan ikke gøre det helt alene, og man kan kun gøre det via andre der er villige til at lytte, mennesker der har viden, mennesker der ikke dømmer efter neurotypiske normer.

Måske de skulle mindre til end man tror, men nogen gange kan det lidt, virke som rigtigt meget. Både i forhold at hvor skulle det komme fra? Men også rigtigt stort hvis man faktisk fik den hjælp ind i livet og verden igen.

tirsdag den 21. oktober 2025

Jeg vælger ikke min dag, der er ikke så meget frit valg der.

Jeg har en af de der dage hvor jeg er helt stivnet. Det tog mig timer at komme ud af sengen. Jeg havde det ubehageligt. Efter at være kommet ud af sengen er jeg stadig stivnet.  

Jeg ved ikke hvorfor andre tror jeg kan gøre som jeg vil, fordi jeg har en førtidspension? Ja, jeg har princippet fri hver dag og kunne gøre som jeg ville, men der er jo en grund til jeg har en pension, og jeg er en af dem der ikke ved hvilken slags dag jeg vågner op til, eller nærmere hvordan jeg er den dag. 

Det er underligt at det skal være en evig forståelses kamp med omverdenen, det føles meget nedgørende. Og det er ret grunlæggende omkring Autisme og ADHD at man har dage man ikke kan noget, eller uger, eller mere. Så meget at det kan være helbreds og livstruende. Overdriver jeg? Nej. 

Man kan prøve at lære/erkende hvor meget man kan magte, men det er ikke så entydigt og firkantet som nogen kan fremstille det. Det kommer også an på hvor mange udfordringer der er samtidigt i ens liv der skal jongleres med. 

Jeg kan bare ikke forstå, at andre ikke kan forstå det. 

Jeg er ved at komme frem til, at de bygger deres eget selvværd på ruinerne af vores.  At gøre det rigtige, og tage sig sammen. At de har de rigtige løsninger og de virker på os, selvom de ikke gør, så skal de, for sådan er det. Det er sådan det er! Jeg gider bare ikke mere, jeg er blevet for gammel til det.



Det er meget basic, og at noget så simpelt er så problematisk i forhold til andre mennesker. At moderne intelligente mennesker kun kan se synligt fysisk handicap. De gider ikke at lytte, de spørger ikke ind, jeg ved ikke hvilken viden de søger. Jeg formoder de er pisse ligeglade. De har deres. "Vi har alle vores". 

Det er faktisk den slags der kan slå mig helt ud. Det konkretiserer min usynlighed, bland andre, i systemet, og også i forhold til dem der burde vide. 

Det er et livsvilkår, så kan folk vrisse at så "må jeg leve med det". Og ja det må jeg, tak for lort. 

For det har store konsekvenser, det kvæler alle former for liv man måske kunne leve. Er det andres ansvar? næ, vel ikke personligt. 

Jeg kan godt forstå af mange af os giver op, at vi ikke kan få øje på en fremtid, og at det går i den forkerte retning. 

Og så kommer det med "Er der ikke nogen foreninger". "Og man ikke bare kunne mødes med nogen andre? Og tale om vores problemer". Sorry, jeg søger noget konkret. Jeg har brug for noget konkret, så jeg kan få overskud til mere, og andre i den rækkefølge. Jeg får ikke energi af andre mennesker, og jeg har ikke energi nok, eller på de rigtige tidspunkter. 

Ja, det lyder ikke positivt og attraktivt, det er ikke det andre vil hører. Og kunne jeg ikke være mindre nærtagende? Det kan man ikke efter at have hørt på det et helt liv, og det har skadet en. Man kan ikke fortsætte, og det kræver mange valg og fravalg. Der er mennesker der giver så meget negativitet, selvom de sikkert er søde mennesker, hvis man altså er på spektret. Det de siger er som gift. Vi/jeg kan ikke bare lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet, det er som et slag i ansigtet, et evigt gentagende mantra. "Gør som vi siger, gør som vi siger, det her er det eneste rigtige". 

Jeg har kæmpet hele vejen det ved jeg, igen og igen. Jeg er en meget voksen, intelligent kvinde, med erfaring. Hvis jeg siger noget er ufatteligt svært og alt for meget, så det er, det er om i kan lide det eller ej! 

fredag den 17. oktober 2025

Skam og hvorfor den kan være skræmmende at kommer ud af.

 Jeg nævner ofte, at udefra set må det være vidunderligt at ting lykkes om bliver bedre. Det må da bare være godt?

Men jeg tror at har man fået skammen pålagt fra barndommen, føles det som at miste kompasset, man har kørt efter hvad man var ud fra ens forældres negative stemmer. Stemmer der forlangte formeget, måske samtidigt ville holde en nede, der ville forme en. Når man begynder at se på det kan det føles overmodigt at tro på noget andet og bedre. Det føles sårbart, det kunne mistes igen, eller andre kunne misunde en. Eller måske jeg alligevel ikke er de positive ting alligevel. Og det ubærlige i at hvis jeg havde alle de ting i mig hele tiden, hvorfor skulle jeg så bære den skam?

Det er som om en mental atombombe er ved at sprænges, og på hvilket grundlag, at der er alt at vinde, eller man højst sandsynligvis taber?

Skam er en vægt man slæber med sig, det er blevet identiteten. Og så tidligt at man ikke husker andet. Og det føles som en selv, det her er mig. Og alt hvad der sker foregår med den skam som kommentator og indre følelse. Men detr er ikke bare en følelse, som når man igen skammer sig i en situation, den farver alt, også det ikke skamfulde, og det gode, og alt det man faktisk kan, og kunne. Og man kan føle skam over at føle skam. 

Men uden kronisk skam hvem er jeg så, hvem ville jeg have været? Og det kedelige svar kunne være, et meget andet menneske. 

Skam kan holde os tilbage, det kan også drive vores ambitioner. Skam kan få det lille barn over i narcisisme, hvor skammen bliver lagt væk, i mindre eller højere grad. Og holdes på plads via selvovervurdering, der springer frem, når skammen skal blive hvor den er, gemt væk. 

Andre børn kan åbenbart klare skammen bedre, de bliver ikke narcisister, men de kan udvikle psykiske sygdomme. Og nogen klare sig, og kommer gennem livet med ydre succes, men indre skam. 

Uanset, er den invaliderende, og smertefuld. Vi kan tænke at vi bare tog i mod den, at vi kunne have gjort modstand, det kan man bare ikke som barn. Man får den ,og så må den psyke man nu har bære skammen. 

Skam er en dræber af lykke, selv den korteste lykke. Skam er at bygge på et fundament der altid føles som kom det skrider. Man tvivler: på sig selv, andre, verden. I det mindste er man ikke overrasket over at ting der ikke går som det skulle. Man forventningsafstemmer. I modsætningen til narcissisten der altid har de højeste tiltro til egne evner, og faste forventninger til det andre bør/skal indfri i forhold til dem. 

Det er interessant at det samme udgangspunkt: Skam, kan give totale modsætninger. Og hvad når, skam og skam møder hinanden? 

Offer og hjælper.
Der er selvfølgeligt også den narcissistiske type der ynker sig selv, den sårbare udgave, der har perfektioneret hjælpeløshed, og offerrollen, og her vil jeg defineret det som at man altid sørger for at have nogen om sig til at hjælpe og støtte, og ved hvem man skal manipulerer. En "offerrolle" er ikke når man er et ægte offer, som faktisk ofte ikke har de hjælpere/hjælper som en narcisist vil have gennem livet, indtil det måske ikke længere er muligt at skaffe kandidater. Fra min egen erfaring er jeg åbenbart uden den evne til at få andre involveret i at rede mig, men logikken er nok, at jeg mangler ønsket at have nogen så tæt på, som det kræver for den symbiose. Også alle de små mentale julelege, det kræver at skabe symbiosen offer/hjælper, kræver man er sådan indrettet. 

Autisme/ADHD evige irettesættelser.
Hvis man har Autisme og/eller ADHD vil man have en stærk tendens til at ruminerer/overtænke. Man er blevet rettet på hele livet, igen og igen og igen. Og andre har ikke kunne fatte at vi ikke kunne fatte. Vi har lært at vi er nogen man kan rette på, nedsættende. Og at vi gør det fordi vi ikke hører efter, ikke vil lære, er ligeglade. Det er sådan det er, det er det vi er. Vi ved godt det ikke hænger sådan sammen, men ingen gider at høre på det, "gør det bedre næste gang". 

Vi kommer til at intellektualiserer problemer/negative oplevelser, som noget man kan tænke sig ud af, noget man måske kan lære at takle, hvis man bare forstår hvad det var der foregik. Det er her de fleste neurotypiske står af, fordi de ikke forstår, at man ikke bare forstår det. Og deres forklaringer vil blive opfattet som afvisning af ens tanker/gasligthing. At man tænker for meget, er for følsom. Men kan man med Autisme/ADHD tænke sig ud af det? Måske, men det er godt nok et stykke arbejde. Men problemet kan synes som en forhindring man ikke kan ignorere, det er en mur og man vil igennem, man skal igennem. 

Skam, kombineret med neurodiversitet, kan blive helt umulig at være i, det kan slå over i angst, depressive episoder, kronisk depression fx. Man bliver fanget i et loop af tanker, der er udmattende, så der ikke er et overskud til at få tanken gennemarbejdet og færdige, lagt på hylden. Og det føles som ikke til at leve med. Det vil ikke slippe en. 

Skyld og skam er ikke det samme, men de følges ad. Det er burde, skulle have gjort. Det er at have idealer for ens egne handlinger, der altid er noget højere end dem man forventer af andre. For andre har svigtet, men det var jo dem, de svigtede "som de rigtige mennesker", de havde noget der gjorde det kunne retfærdigt gøres, der var grunde. Ens egne grunde er aldrig gode nok, de synes selvretfærdige, at tale uden om, ikke tage ansvar. 

Og det er næsten umuligt at retfædiggøre sig selv uden at føle sig som et dårligt menneske, det føles ligefrem kvalmende, og fysisk. Det løfter ikke noget af skuldrene, fordi man ikke selv tror på det. Det er der skaden er, den sidder så dybt, den har været der så længe, det er som om det er en mission man er pålagt, at være den der bør gøre det rigtigt altid og altid være ansvarlig 120%. De andre kan åle sig fri, de er jo bare mennesker og vi fejler jo. Men hvorfor så ikke mig? 

Hvad er det for en understrøm folk opfatter, eller er det mig der opfatter. At jeg opfatter skuffelser, og dommen og andre ikke? 

Det var det første jeg lærte, og siden da har alt bare forstærket det. 

Det skræmmende er at meget få kan stå ved siden af en som ligeværdig, den dag skammen er identificeret. Man er stadig ikke et menneske blandt mennesker, men er et menneske mellem nogen der ved og nogen der ikke ved, men måske bedre til at identificere dem nu. 


Det Autistiske infinity loop.

 Det er som om jeg har været fanget i et negativ evigheds sløjfe i over 10 år. Måske jeg har været fanget i andre tidligere i livet. Måske jeg har arvet opskriften og Autisme gør det absolut ikke bedre. 

Ofte vil man bruge infinity loopet som noget positivt. Før i tiden ville man sige at tankerne kører i ring, men jeg synes at sløjfen passer bedre, da der er er en bevægelse og et skift, og så køre man endnu en gang i loopet.

For et par dage siden så jeg loopet for mig, men at det nu var sprængt og på vej, videre ud af loopet. 

Det er noget med at kunne holde fast i det man har erkendt, så man ikke tager ruten igen, igen. Der er meget tvivl i Autisme, har jeg ret i hvad jeg føler og tænker? Det er den tvivl, der kan få det til at tankerne tager den samme rute, fra en vis afklaring til, tvivl, vrede, afmagt, skam osv. For neurotypiske mennesker er det ikke til at forstå og de kan ikke bidrage med meget, udover yderligere forvirring og tvivl. 

Måske de store spørgsmål er hvor går neurotypiske mennesker hen, når de ikke kan løse livet? Er vi dømt til at tage så mange loops som det nu er personligt nødvendigt for os? Sandsynligvis. Og kan vi på samme måde som vi bliver suget ind i et loop, kan vi også blive udstødt, ved at noget sker, en påvirkende forandring, god eller dårlig, nogen gange tror jeg at det er underordnet, hvis bare det giver det slip der skal til. 



Vi er alt for grundige. Vi sætter også en ære i det. Også selvom vi har haft negative oplevelser med det og ikke nogen anerkendelse fra andre. Det er som om der er en indre anerkendelse der driver en. Der er rigtigt meget vi ikke ville gøre, hvis vi gjorde som andre sagde og synes. Alligevel insistere vi på at fortsætte. Med det vi kan og med det der undre os, og det der er svært. 

Idealet ville være at kunne gøre det man er bedst til, med færrest forhindringer. Og for nogen af os er der mest forhindringer. 

Hvor meget havde man ikke kunne nå, hvis alt muligt uvedkommende ikke havde braset ind i ens verden? Meget, rigtigt meget. Og jeg har brugt meget tid på de trivialiteter livet og andre mennesker spinder en ind i. Loopet som en kokon af klæbrigt spin omkring en, år for år. Måske skiftene temaer, men samme proces, rinse and repeat. 

Man siger at synapserne bygger tanke mønster motorveje i hjernen. Og det ufattelige er at den Autistiske/ADHD hjerne både kan sprænge rammerne mønstrene, men også blive så fanget i et mønster. Og reelt begge dele nærmest samtidigt. At holde fast i, at gentage, at kaste, gribe ud, det er alt sammen en mulighed, i et øjeblik. Men ofte bliver det øjeblik ikke fanget ind, synligt for hvad det er, potentialet. Det er der, og så er det der ikke, og som om det aldrig havde været der. Det er som energi der ikke bliver oplagret, bevægelsen er der, men bliver det ikke registreret, lagret, er det væk igen. 

For de mere kaotiske på spektret er infinity (evigheds) vasketøj og opvask er aldrig pist væk sjovt nok, det er meget fysisk, men først det øjeblik når man konfronteres med det igen, når man passere køkken og badeværelset. En form for meget fysisk konstant, med en hjerne er er mange andre steder hele tiden, lige indtil mødet med realiteterne, samme ubehag hver gang og samme overaskelse, og en af de dårlige. Og så gør man noget på en god dag men ikke helt færdigt arbejde.
Vi synes det er underligt det er sådan, og det er vel logisk nok, når alt andet er omskifteligt, hvorfor der det så ikke? Hvis vandglasset er væk og alt muligt andet uden at vide hvordan og hvorfor, hvorfor så ikke vasketøj og opvask? Med huller i hukommelsen, hvorfor ikke den glade opdagelse: At det faktisk blev klaret, men glemt at det var det? Det ville være genialt og jeg tror mange af os slet ikke ville undre sig hvis det blev fikset magisk, vi ville tænke fedest, nu er det om at gøre noget interessant og væsentligt. 



tirsdag den 30. september 2025

Vi taler ikke samme sprog, neurodivergens og trauma bliver ikke opfattet.

 Det kan være svært nok at blive forstået som neurodivergent. Hvordan forklare man noget i forhold til en fast forestilling, om hvordan ting er og føles fysisk og psykisk? Man kan tro man genkender, man oversætter genkendelsen, det er bare ikke korrekt. Der er støj på linjen og man kan ikke gradere hvad det er der bliver kommunikeret. Og ofte bliver det vi kommunikerer nedgraderet automatisk, via den neurotypiske måde at opleve ting på.

Hvis man så tillæger trauma og/eller kompliceret PTSD er der andre kommunikations former, der en underkendelse af selvet og behov, samtidigt også en vis ængstelse. Man har ikke en tryghed eller øvelsen i at holde fast i hvad man har brug for, eller ikke brug for. Den er blevet eroderet gennem livet, fra barndommen og videre. 

At skulle advokere for sig selv, ens diagnose, alvorligheden, hvad man har behov for og hvorfor man ikke skal fejes af vejen er svær, når både Autisme og trauma, gør en svær at forstå. Og gamle afvisninger forstærker det.

Men hvad er det andre ser udefra? Jeg der kender tegnene for trauma, kan genkende sprogbrug, betoninger. Jeg kan genkende det for mange typer mennesker, og aner isbjerget under deres ord. Men jeg oplever at de fleste er uden den der fornemmelse for isbjerget, eller så ser det det bare som et sårbart og skrøbeligt menneske. Og at det bygger på en manglende evne til at være stærk. Og man nu overdriver lidt, er lidt i sin egen bobble af problemer, man ikke har evnet at løse, og nu sidder man der.

Ja, det gør man jo, og ikke fordi man synes det er sjovt på nogen måde, og at man kender risikoen for igen ikke at blive set og hørt. 

Velmenende god råd, der egnet for noget med meget mere velfungerende liv. Det er bare om at få lukket af og afsluttet. De her mennesker og deres lidelse. Deres fornemmelser man ikke kan tolke.

Der er ikke plads og tid, vi skal holde det her inde. De her mennesker er alt for følsomme, de føler ikke det de føler, det er bare fordi de er som de er. 

Men vi er som vi er af en grund, og vi er ikke som vi er nu fordi det stod i stjernerne, eller at det ikke kunne have været anderledes. ADHD og Autisme er ikke helvede på jord, men det er svigt og afvisning, svigt og afvisning, svigt og afvisning, igen og igen. Fra det lille barn, til skole, som voksen. Det måtte gå som det nu kunne. Man passer ikke ind, og der er ikke plads. -Vi behøver ikke at skabe plads til dig.

 




Autisme og ADHD giver en anden udvikling gennem livet, der ofte ikke er aldersvarende omkring selvforståelse og relationer. Når det så får et ekstra lag af tidlig trauma og kompleks PTSD, så giver det i sig selv, at en udvikling er hæmmet, både i forhold til stress, men også via familiemønstre der arbejder mod en udvikling, en fastholdelse i stadier af udvikling.
Vi får ikke afgrænset os i forhold til andre, eller lov til at være os. Og meget af det ligner og føles den anden diagnose/tilstand. Og har man en udgave der ikke udadreagerer og man maskere meget, er man ret usynlig, eller let at overse, og man vil gerne overse os og håbe det går nok. 

Vi kan magte meget som børn og også børn med Autisme og ADHD og traumer kan få et ok voksenliv, og finde mere ro og forankring.  Men det er ikke alle der får lov til det, for det er ret tilfældigt hvornår vi møder en redningsplanke, og når man ikke gør det. At vi møde de rigtige mennesker og omgivelser. Uddannelse, job. Og via den platform have overskud/økonomiske midler til får hjælp til traumerne og PTSDen. 

Vi andre fortsætter bare, i det der føles som en mægtig tørretumbler der aldrig stopper. Der bliver aldrig en tid til heling. En heling der kunne gøre at vi bedre kunne relaterer til andre. At vi begyndte at bruge et lidt andet sprog, fordi vi levede en lidt mere normal tilværelse. Mere relaterbarer. 

Kompliceret PTSD har det med at rumsterer, også selvom man tror man ved hvad det var det handlede om. Det er som hver livs fase afslører noget, og at det ikke bliver nemmere, men mere rædselsfuldt. Der kan være meget der er lagt på plads, men nu er der nogen store sandheder der trænger sig på. Ellers så aner man ikke hvad der trænger sig på det kører bare i kroppen. For jo mere man faktisk selv kan definere hvad der foregår er man nået langt. Det er lige ved at jo tættere man kan komme smerten og ikke flygte/få symptomer, jo stærkere er man blevet. Men man er absolut ikke helet.
For den der bare mærker PTSD/traume uden at kunne sætte ord på, er det som at blive kastet rundt psykisk og fysisk af noget, og noget skræmmende men svært at definere. Man er bare i det, og folk siger bla. bla. når man prøver at forklarer. Ja, jeg har været der selv. 

Men det er også derfor jeg ikke giver en pot pis, for andres syn på mig, at de ikke ser og hører mig. For selv i min afmagt, og ydmygelse, for det er ydmygende ikke at blive hørt og set, så ved jeg, at jeg stadig er i live, og hvor brand hårdt det har været at komme igennem. 

Det er sandt, de andre har mere magt end mig, andre muligheder, -men jeg er testet af livet i nogen detaljer og i et omfang af tid, der er meget svært at forholde sig til. 

Jeg har stadig ikke de rigtige ord, og det jeg tænker og føler er stadig off. Men jeg tror at jeg endelig har frigjort mig fra forestillingen at der er en mulig forståelse. Det er hårdt, men det er en begyndelse. Det er et meget bedre udgangspunkt for dialog. 


torsdag den 25. september 2025

Den store gåde i Dagens Danmark, hvad skete der med medfølelsen?

 Jeg oplever gang på gang, at vi samtaler ikke kan rumme det uperfekte, det sårebare. At der hurtigt skiftes til gode råd, eller at nogen andre har de værre, og man burde være mere positiv. Det er en måde hurtigt at få lukket af, og ikke få resten af hvad det egentligt handler om. Man er sluppet ud af det, så man kan fokusere på sit eget.
Opfatter personen det som om at et udtryk af, at et andet menneske har noget at slås med, som et konkret krav om at man skal hjælpe dem? At det andet menneske kunne blive en personlig byrde, og man nu er fange i en støtte rolle?


Selv kan jeg sagtens udtrykke empati og forståelse, uden jeg tror/føler at det afkræver mig noget ekstra personligt. Jeg skal ikke løse noget, jeg kan lytte, jeg kan gøre det personligt smertefulde jeg får at vide, til noget der er noget der er generelt menneskeligt, og noget vi kan tale om. -Men kræver det at man selv er mere afklaret og åben for at kunne gøre de? Og at man kan afgrænse det at vise empati, og rummelighed, ikke er ensbetydende med at man har skrevet kontrakt på, at være fast støtteperson. At det er et udtryk for man ikke selv har fat i grænserne og nu er overvældet. Og nu regner med den anden ikke kender grænserne.

Fordi man lufter noget, overfor et andet menneske er grundlæggende ikke, at den person skal redde en. Men når vi problematiserer den åbenhed og afviser den, gør det mennesker bliver meget alene med sig selv. At man kan have mange venner, men venner ikke betyder at man kan være åben om hvad man går og tænker på. Hvilket i min verden ikke er at have venner, eller være en ven for nogen hvis man bare altid parrere den anden, det er mere en verbal kampsport, det er ikke en samtale. Det er ok at sige at man ikke ved det, er i tvivl, eller ikke kan yde det, den anden afterspørger, det er ærligt. Det andet er ikke ærligt........eller man er ikke ærlig over for sig selv, blinde vinkler. 

Den gasligting og afvisning man ofte møder i Danmark, både hos venner og fagligt i kommuner, psykiatri osv. Der som en rygmarvs refleks der er blevet normen i Danmark.
Det er måden vi kommer gennem dagene, vi prøver at tage ansvar for vores eget liv og de aller nærmeste. Der er ikke rum til mere siger vi.
Hvorfor er der så ikke det? Fordi at vi aldrig er helt nok i det her samfund individualistiske samfund, der er altid plads til personlig forbedring. Den se så sjovt nok ofte performativ i forhold til omverdenens syn på en, ikke hvordan man møder andre på et dybere plan. Det er hvordan man møder andre som det produkt man er blevet, efter de værdier samfundet sætter øverst lige nu og her. 



Jeg vil så sige at jeg høre mange angstfyldet samtaler mellem unge på cafeerne i dag. Men det er aldrig mere en deres tvivl, det er uden en kontekst i forhold til samfund, vilkår. Det er totalt ureflekteret. Det er bare jeg har det her, og så en lang monolog. Den anden part mumler så et eller andet. Det er næsten en norm med den der ureflekterede følelse af ikke at være nok, men samtidig den eneste i verden.

Og det er som om man ikke kan forvente det er den generation der bryder med de normer der er nu. At de har ungdommens fysiske styrke, men at tidens "alle muligheder" har paralyseret deres tanker. Og jeg er den der var at paralyserede tanker ødelægger alt. De unge kender forventningerne, forældrene, samfundets, der er bundet, ikke frie. Ja, de bruger psykiatriord, og føler ting. Så de er andreleds end dem der er ældre. Vil de spørge os, eller har de også fået afvisningen? Eller er de den generation hvor forældrene har haft fokus på alt, fordi det var projekt børn? Hvis det jeg oplever er generelt, så var projektbørn ikke løsningen på fremtiden. 

Når vi ikke taler sammen om de ting der rumsterer og ikke mindst sætter dem i en samfunds kontekst, glemmer vi at vi deler de tanker med mange andre mennesker, og man kan ændre på ting, at vi alene prøver at løse noget der er delvis samfundskabt. Jeg ved godt mange siger, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved, men det er jo ikke rigtigt, før i tiden har mennesker stået sammen om at ændre på ting, der ikke var politikere eller mennesker med magt. Så det kan gøres igen.

Alene det at man er flere er lidt beroligende at vide. Det at tale med andre om det, og forskellige vinkler, og med nogen der har været gennem det, og fundet løsninger, og andre der har fundet andre løsninger, gør at man måske kan finde sin egen vej. Ikke som et projekt, bare stille og rolig erkendelse. Og for nogen tager det længere tid end andre, men det er ikke en konkurrence mod det samme mål. 

Men det er næsten som om vi har mistet dybden og erfaringerne i Danmark, en nation af jeg'er, i et umiddelbart lykkeligt og velfungerende samfund. Men også der har meget svært med at takle tingene når de bliver svære. Og det er en sårbarhed, for den enkelte, men også samfundsmæssigt. 

Hvis evnet til at kunne rumme livet i alle de aspekter der er, vil vi prøve at tvinge det ind i kun at rumme et meget lille vindue for hvad en tilværelse er, og alt hvad der er udenfor, skal forblive udenfor, og er kun farligt og uden nogen værdier. Sagen er at alt det der ligger udenfor det lille vindue faktisk er værdierne, uden helheden er vi meget fattige mennesker, der har nok økonomisk, men meget lidt på kontoen for hvad det er at være et menneske. Og vi er underlagt at kunne risikere så meget, at vi bliver tvunget ud i at forstå det, men desto mere vi forstod inden, desto stærkere står vi. Og jo mere det er en del af hele samfundet kan vi også fagligt møde andre, fremmede mennesker og have den samtale, på den gode måde. Hvor vi kan se hinanden, eller i det mindste mere. 

At være udenfor det acceptable vindue, er ikke at være pestramt, det kunne enda betyde man havde flere svar, men alligevel må udtrykke et eller andet i forhold til andre medmennesker. 

Jeg har mange gange mødt og talt med mennesker jeg aldrig kommer til at se igen, samtaler om vigtige ting, eksistens, kultur, historie, samfund, erfaringer, og de erfaringer der er svære. I den samtale kan vi tage noget med os videre, der var en udveksling. Og jeg oplever altid at der er humor og engagement og viden, og andre vinkler. Det er den vigtige samtale. Og vel i grunden den jeg foretrækker. 

Når jeg ender i de samtaler er det fordi jeg er parat til at åbne ballet. Jeg siger det kan jeg godt forstå, det er også rigtigt. Det er også lidt min oplevelse. Der er mange måder at leve i verden på. Der er meget tilfælles, men også mange variationer. Og erkendelsen af at nogen historier først folder sig ud, når tiden er til det. Godt nok er jeg ret åben selv, men det er jo en måde at overleve, at vise det. Jeg tog vejen ud af de paralyserede tanker mange unge slås med. Det er også derfor jeg trods alt overlever at være rimeligt anderledes, og få mine hug for det. 

Den hurtige afvisning af andre er nem og tidsbesparende, den er absolut effektiv. Men den har også en pris, den går begge veje, i første omgang går den mest udover den der er ærlig og åben, og har et problem. I sidste ende kan den anden nå til vejsende, og tænke var der noget udenfor den ramme jeg levede i, og brugte jeg min tid bedst muligt for mig, og andre? 



tirsdag den 23. september 2025

Paracetamol og Autisme.

Når man I USA nu er kommet frem til at Paracetamol taget under graviditeten skulle kunne give Autisme, er det unægteligt et skud i tågen at udnævne et stof der er så almindeligt anvend som en skyldner i stigningen af Autisme diagnoser.

Som den debat der er med stigning i ADHD og medicinering, er det grundet en bedre diagnosticering, og mere sendiagnosticering. 

Det handler også om at man tidligere ville have givet andre diagnoser til de børn og voksne. Og mange der maskerer bliver ikke opdaget eller først sent når de har slidt sig selv ned. Og der er en arvelighed omkring ADHD og Autisme. 

Men det var så det Trump og co, kunne byde på i forhold til Autisme, reelt kunne det være hvilket som helst produkt, mange kvinder tager. Det er også værd at tænke over at det er kvinderne der er fokus på, og de bare skal leve med smerterne som der blev sagt.
Et eller andet skulle de jo finde på, og jeg har afventet hvad det ville være de kunne finde frem til, som forskningen ikke tidligere har set. De havde jo sat en deadline for den store nyhed, så noget skulle de jo byde på. 

Min Mor har sikkert taget smertestillende, men der var altså Autisme i familien før mig, og hun havde med stor sandsynlighed selv ADHD. Og min Mormor Autisme. Og jeg kan gå mere bagud i tid inden de piller var der. Og ja, min Mormor blev ikke diagnosticeret, heller ikke min Mor, og hvis ting var gået anderledes heller ikke jeg. Vi var der hele tiden, vi blev bare ikke set. 

Så har du taget smertestillende under graviditeten og tænker at det er grunden, eller det bliver nævnt, så er det ikke dit ansvar uanset hvad. 

Og så må vi afvente hvad den solide forsknings svar er til det her. Selvom alt drukner i misinformation i disse tider.  Jeg vidste der ville komme noget grimt, efter den udmelding om at "løse Autisme" i løbet af et halvt år.

Til dem der føre sig frem, hold politik ud af det her, vi skal ikke bruges som boksebolde i debatten her, eller i USA, til at sprede unødig ængstelse og stigma. Et nej tak til at være gidsel i USAs shit show herfra. 





onsdag den 3. september 2025

Skammen vi ikke vil være ved, skammen vi foragter.

Det er svært at kræve noget, når ens liv er bygget på et fundament af skam. Vi har altid hørt at vi ikke gjorde nok, det er det derfor det er som det er. Det er derfor vi er usynlige og uværdige. 

Ingen vil frivilligt har del i den skam høre om den, skam minder os om vores egen skam, eller den vi har mødt i vores opvækst. På mange måder vækker skam afsky. For os selv, for andre. 

Narcissisten vælger sin rolle væk fra skammen allerede som et lille barn og ind i en fiktiv verden, med sig selv i hovedrollen. Inden i sidder skammen, den driver værket gennem hele livet. Psykopaten har så ingen skam. 

Jeg tør godt insistere på min skam, stå ved den, ikke fordi den er lille, eller ikke har magt over mig, for det har den. For mig handler det måske om at jeg lige har det lille overblik over den, ja den kan styre mig, men jeg kan også se den. Og jeg tror nogen ikke kan se den og at den er drivkraften i meget negativt. Jeg har ikke tidligere set den som det mest væsentlige i mit liv, men jeg tror det nu.

Indre dæmoner som nogen ynder at tale om, lyder flot og spændende. Men reelt kan de "bare" være skam, dækket af ord, der lyder stærkere, end skam. 
Og Indre negative stemmer være den generationel skam, og din opvæksts mest negative stemmer. Og skam over ikke at have været elsket. 

Generationel skam. Forældres egne frustrationer, kan komme ud som skamning, i forhold til partnere, børnene. Og det er en gammel testamentlig skam. Der er ingen tilgivelse, kun skyld. Og det er kun den ultimate perfektion der er kuren mod skammen i den version. Men det er bare ikke muligt, barren er altid sat for højt. Det er uden realisme, det er fiktivt, det er toxisk. Det er her syndebukke bliver skabt, der ellers ikke ville være set som syndebukke i andre forbindelser, men lige her er de, bland disse mennesker, og de vil gøre alt for at holde dem fast i skammen, for at de kunne blive den næste. For syndebukke rollen kan hoppe videre til en anden person i gruppen, hvilket sætter spørgsmål til skammen, hvis den så let kan flyttes, hvad består så kernen af? Den består af det der er aftalt i den gruppe. 

At få fodfæste til at komme op af det hul, er kampen mod sig selv, ens opdragelse og ens erfaringer. Og erfaringerne og verden har reageret på skammen i en. Alle de gange man har trukket sig, undskyldt sig, tvivlet og meget, meget, mere. Det ligger i baghovedet. Hvor andre der ikke har skammen liggende som default, reagere anderledes, og opfattes anderledes af andre.

Så det at kunne tilgive sig selv, give sig selv omsorg, er så svært at holde fast i. Og viser verden ikke en, at det er sandt du er faktisk ok, så er jeg jo ikke god nok. 

Rigtigt og forkert.
I skammen er det som om der ikke er gråzoner, den føles som et piskesmæld når det rammer en, en elektrisk rygmarvs fornemmelse. Kan du mærke skammen, eller kan du ikke? Det er sort/hvid tænkning, der ikke er en sund tilgang til verden, der er intet råderum for fejltagelser, ens egne, andres. Alt skal vindes, ellers er alt tabt. 

Skammen handler ikke om rigtigt og forkert, selvom det ville "de" nok sige. Det er en spejling af deres egen skam, der ikke har noget at gøre med lov og ret, godt og ondt. Mere et kulturelt sammensurium og opvækst, hvor godt og ondt reelt kunne være omvendt af samfundets. Det er et Stokholms syndrom, hvor man ikke kan blive af programmeret. Det er som en kult, en bande. Det er en familie. Der er idealer og der er skam. Og ofte er idealerne sat for højt, så der skal snydes lidt, der tales uden om, gaslightes  Dem vi så som havende magten og indsigten, havde den ikke i den grad vi troede dengang. 




Erkendelsen.
Da jeg var 31 fik jeg en angstpsykose, psykisk og fysisk var det kaos, af tanker, eller ikke plads til tanker for tanker, og store fysiske smerter. Jeg vidste godt det havde indhentet mig, og at jeg måtte vælge, at forsvinde i psykosen/psykoser, eller holde mig ude af psykiatrien, og vel væsentligst, ikke lade psykosen få fat i mig. 
De fleste vil sige at når man er midt i en psykisk sygdom der raser, er der ingen fornuft. Det er så ikke sandt. 

Jeg kan huske jeg sad på gulvet i den store stue og sagde: "Jeg er stærkere end dem, for jeg tør at erkende". Med "dem" mente jeg min familie. Det var erkendelsen af de ikke kunne rykke sig ud af deres situation, de kunne mærke den, men de turde ikke udfordre den, gå i gennem den. 

Dengang vidste jeg ikke hvor lang den vej var, jeg fokuserede på de små forbedringer. Trinnene lige foran mig. 

Nogen gange var jeg effektiv, men andre gange hvde jeg perioder hvor jeg kunne meget lidt. Og i de sidste ti år her jeg kunne meget lidt. Jeg kunne ikke få overblik. Jeg var så belastet af stress at der ikke lige var det ekstra at tage af. Og ingen hjælp at hente. Skam. At ligge i dvale, hjælpeløs, ingen vil hører, skam. Og på den måde forenes den generationelle skam sig med barndommens og ungdommens skam, og alle de gode begyndelser der ikke fortsatte, til nutidens skam. 

Når i ikke kan se mig må det jo skyldes -mig? 

Men når i ser mig, kommer i til at tænke det, i ikke selv vil være, hjælpeløser, tvivlende, modløse, magtesløse, skamfulde. Og som et menneske der bare burde have nogen bedre leveregler ,og holde sig til dem. Det er jo bare en beslutning, ikke?

Men mit udgangspunkt er at bare magte dagen, og livet kræver alt. Som i alt. Og det på mange måder ikke giver nogen mening. Er det skammen over at opgive, det sidste håb om at vise en anden side, der kunne give en mening med mit liv, der driver mig videre, og videre på trods?. Og det er noget af en illusion, for der er ikke nogen mening, vi er her, og så er vi her ikke.

Skam i 2025
Skam kan avle vrede, mange har flygtet fra sammen via vrede. Vrede mod andre, at udskamme andre. Hvis man ikke vil se sig selv, kan man pege på andre. Og man kan se på skammen som "værdier". At de opsatte regler for adfærd skal opretholdes, og at man selv forsager, mens andre synes at hoppe rundt og bare være til. 

Men når skam bliver værdier, må alt det der ikke passer ind skubbes under gulvtæppet. Skammen bliver fundamentet, og hvad sker der hvis det ryger? En kædereaktion. 

Hvis du møder nogen der bruger skam som værktøj, ved du at de rummer skammen i sig selv. Bemærk der er ingen reflektion, ingen afbødning, skammen er som kom den fra en gammel gud uden nåde. Måske det giver dem en umiddelbar følelse af ro, at ting er sat på plads. Hvor du kan tænke WTF! eller føle dig skamfuld. Du kan gøre modstand, du kan blive mundlam. Dybest set er din reaktion ligegyldig for dem, det er som det er. Og hvad hvis andre er til stæde? Er din protest eller manglende protest betydningsfuld? Er skammen blevet en del af den fælles kultur, om ikke andet i forhold til det her menneskes adfærd? 

Man kan snakke op og ned af stolper og gradbøje og se fra forskellige vinkler, sjovt nok oftes i forhold til dem der har en negativ adfærd og har lidt magt. 

Det er komplekst, men det er også meget enkelt. Skam er en sjæle dræber. Men nogen har valgt at andre også skal betale med skam, for deres skam. Passende mængder at skam er ok, folk der er totalt skamløse er ikke godt selskab. Skam med eftertanke og rette mængde er nødvendigt. Men skam der er uproportioneret nej. 

Næste gang du ser nogen skamme nogen og med selvfølelse og selvfølgelighed, se dem for hvem de er, de er skammens aftagere der aldrig turde stille spørgsmål til "reglerne". De blev skam som den udøvende skam, og den napper dem i hælene. Derfor napper de derfor andre. 

Det er svært at lære at tilgive sig selv. Og vi skal samtidigt holde en balance med hvad der kan være nødvendigt og der hvor vi må tilgive acceptere os selv og have selvomsorg. Vi fik aldrig den rigtige opskrift, og samfundet er fuld af idealer, mål og regler. Det kan være meget forvirrende, og det at tage fejl meget farligt. De mindste ting. 

Tænk over det, det er så afgørende for et menneskeliv, og vores liv sammen. At vi ikke kører på automatpilot, men stopper op og lytter, til den indre stemme der ikke taler pænt til en selv, til dem der skammer i samfundet, over nogen/noget de faktisk aldrig har mødt. Til dem i dit liv hvor du ikke tør at være åben fordi du ved de vil vende det, med et "godt råd", eller en følelse af at du er håbløs. De taler måske til sig selv, og ikke til dig. Men du er dig, ikke deres selv spejling. Og du har stadig muligheden, til at være bedre mod sig selv, og andre. 




onsdag den 23. juli 2025

Jeg beskytter dig for min Autisme og ADHD.

 Det du ser er det jeg "kommer til" at gøre og sige ved et uheld. 

Mennesker med Autisme og ADHD er ofte meget for sandheden og i mod uretfærdighed.
Nogen siger det er fordi vi selv har oplevet meget uretfærdighed, og bliver stærkt berørt når det sker mod andre. Og at vores impulsivitet gør at vi reagere uden at tænke over konsekvenserne. Vi tænker når noget er sandt og er uretfærdigt må det være grund nok, men det er det bare ikke i en nerotypisk verden. Der er mange andre hensyn der skal tages, til en selv og andre. 

Vi har jo set når nogen tager de hensyn til sig selv og andre, og hvad det kan ende med at dække over, af misbrug. Det starter et sted og fortsætter og der er ingen til at bryde kæden af fortielse.

Her vil nogen se mennesker med Autisme og ADHD som det svageste led i en kæde af tavshed, men man kunne også se det som det stærkeste, den der ser tingene og reagerer som en rygmarvsrefleks .
For vi er ofte ret precise i vores iagttagelse, eksperter. Men vi er ubelejlige eksperter, og ikke anbragt i den rolle, vi nu pludseligt tager.
Nu er vi i en risiko. Vi har ødelagt den gode stemning, vi har kaldt til forandring, som ingen lige har lyst til. Jo, de kan godt se der er noget om det, men det er besværligt, og for meget og mange er involveret. Der er også lidt skam, at nogen så det.

Ofte beskytter vi andre mod sandheden, også sandheden om os selv. Hvis du vidste hvordan det virkeligt var, måtte du revidere dit syn på at være min ven. Måske min reelle virkelighed ville sætte dig i forlegenhed. Og det vil de fleste af os ikke. Det kan godt være vi fortrækker sandheden, men vi vil heller ikke skuffe jer. 

Det er ikke det vi ikke siger hvordan vi har det, men for at det skulle forstås, skulle det være mere konkret, mere brutalt, og på den måde grænseoverskridende for en allistisk/ikke autistisk person.
Og vi ved godt, det ikke er godt.
Men det betyder at der foregår meget i ikke aner. Men som er hverdag for os. I tager jeres for givet, og vi har vores der bare er der, det er det vi kender.
Og det er som om det er umuligt at kommunikerer, uden at såre og konfrontere eller tale ned.
Med Autisme og/eller ADHD har vi lært at det er de andres syn og regler der gælder, vi har studeret det, og vi prøver. Men de andre har aldrig været tvunget til at forstå os, de har ikke risikeret noget ved ikke at forstå os. Det har ikke været nødvendigt. 

Reelt er vi nok mange flere en statistikkerne siger, men vi er stadig et mindretal. Vi er repræsenteret mere nogen steder i samfundet end andre steder. Og vores selvforståelse kan være mere eller mindre udviklet. Og de flest af os har indrettet os på, at det er som det er, alligevel kan vi en dag sige fra, og så er vi sat i spil, som besværlig og ubelejlige.
Og her er det at hele vores system kan gå i selvsving. Med rædsel må vi se at de andre har en anden holdning, og nu er det dig der har gjort noget. Du kan tænke det igennem, igen og igen. Du kan vægte ting. Du kan fortryde det. Du kan blive vred. Du kan blive det hele på en gang. Du ved det er forkert uanset hvad de siger, men de gør det så selvfølgeligt, kan de have ret?

Der er mennesker med Autisme der ikke kan tale, der er nogen der kan tale, men ikke i alle situationer. Men selv den mest veltalende Autist eller ADHDer kan opleve at man lige så godt kunne være stum. 

Små børn der ikke kan kommunikere kan græde, de kan rase. For at blive set og hørt. 

De børn der fortsætter med at græde og rase fortsætter med at være synlige, det er noget af det der gør Autistiske og ADHD børn synlige for andre. Men de børn der ikke reagere sådan er ikke så synlige. Og vi bruger energi på ikke at være det på den måde. Vi har lært det ikke nytter noget. Det nytter heller ikke noget at artikulere det. Der foregår ting inden i, men vi må lade som ingenting, vi må absorberer det. Vi er så de "let Autistiske". Er det forståeligt at vi bliver irriterede over den label?



Vi kan så gå gennem verden uden at blive set, eller set, men ikke for hvem vi er. Der er ingen validering for vores følelser, sanser. Kun det der kan passes ind, der der kan anvendes/valideres. Resten er den besværlige del. 

Når jeg tænker på hvor meget allisistiske mennesker søger validering hos andre og konsensus, står det i knivskap kontrast til det man med en Autisme/ADHD oplever, på den anden side er det også som om, mange os har en buffer i forhold til det ikke at passe ind, at vi stadig insistere på det at være os, som om det burde være muligt. Hvilket det også burde. 

Der ligger noget i ikke altid at søge validering og konsensus, og at fortsætte at gøre det man gør uden. Det kan være en styrke, hvis man har gang i et stykke arbejde. Hvis man er heldig kan man finde andre der giver gode input til det man gør. Og man får opbygget så meget at det er synligt at her er der noget der fungerer. Man har fat i noget. Og man har evnen til at fokuserer og bare arbejde på det. Arbejde/ hobby/underholdning er et og det samme. For mange med Autisme/ADHD er det lykken og livet. Og så nogen få gode venner, og nogen kæledyr. At gøre det man er bedst til og er interesseret i, igen og igen. 

At så alt andet kan sejle er noget andet. Og nogen gange ender alt det det sejler med at definere en som menneske for en selv og andre, fremfor interesser og evner. Det er så den rædselfulde udgave af ADHD/Autisme, et levende helvede. 

Hvem er der under alt det der ikke kom til at fungerer, som andre ser, men alligevel ikke ser? Der er et menneske der ville gøre noget andet, der ville kunne fokusere anderledes. Energi ville blive frisat til noget mere gavnligt for den enkelte. Måske også for andre. 

Vi skærmer andre, vi stiller ikke krav, vi ved også at vi ikke ville møde forståelse, bare forklaringer på hvorfor det er som det er, og det hele udgår fra os. Vi skal gøre det bedre, eller nøjes. Vi skal være realistiske.

Alligevel bliver jeg spurgt om hvad jeg drømmer om, og jeg bliver helt tom i ansigtet og hjernen. Alle mine drømme er dræbt for længe siden, jeg har ikke muligheder, kun begrænsninger, og det er ikke noget jeg siger, for det var det jeg fik. Lad være med at påstå andet, lad være med at dække over andre. Nej, de gjorde det ikke med vilje, de vidste ikke bedre. Men hvorfor er det et absolut krav at jeg skal hæve mig over det, når jeg stadig er der hvor jeg er? 

Af den enkle grund at det er mere nemt og bekvemt for alle, og for samfundet. Det handler ikke om sandhed eller retfærdighed. Det er som om det ikke findes, som om vi ikke findes, som om vi var uden stemmer og sprog. 



lørdag den 24. maj 2025

Jeg er ikke din drøm. Når man ofte støder på de samme typer, men ved hvorfor.

Med Autisme og ADHD har jeg ofte oplevet at nogen mænd har læst ting ind i min adfærd, der allermest handler om deres egne drømme og forestillinger, end om mig. Der er nok en kedelig tendens til at "den der søger", er parat til at læse ting ind i andes adfærd, der virker til, at spejle deres behov på en positiv måde...i det mindste i begyndelsen. Samtidigt overser/overhører de det der ikke passer ind i drømmen om "den idealiserede". 

Som et menneske der er venlig, forstående, men måske også karismatisk, men også med dårlige antenner for adfærd, og en evig tvivl om, om jeg har forstået ting rigtigt, er det her vanskeligt. Det er svært med grænser, og andre kan lettere påstå at deres vinkel er den rigtige.  

Og måske også andre udefra kan tænke, han/hun er attraktiv og sød og tiltrækker opmærksomhed, og kender sine virkemidler. Men hvad hvis man m/k ikke altid gør det med Autisme/ADHD? Jeg gjorde ikke som yngre, måske heller ikke nu, jo noget mere, men ikke nok, det er efter dagsformen, med Autisme/ADHD kan man altid fanges på det forkerte ben en eller anden dag, og man ikke lige er hurtig nok. 

På den anden side har jeg også en "Miss Teflon", der gør at jeg kan sno mig ud af situationer. Og situationer med mennesker, der har en tendens til at gå all in på deres egne forestillinger, og uden nok stopklodser. Men som skrevet, nogen dage tænker jeg på andet, og reagere forsinket. 

Der er et match, men det er et match af alt det forkerte, fordi begge parter mangler de sociale antenner i en eller anden grad.
Ikke at ADHD/Autisme ikke giver en sociale antenner, men måske de fanger så meget, at det er svært at sorterer, og der kan være sekunder hvor man mentalt er et andet sted, eller klassikeren at andre har fået en til at tvivle på en egen sunde dømmekraft og fornemmelser. Eller man bare er lidt mere tillidsfuld.
Hvor den der inkludere en ufrivilligt i deres idealisering af en, samtidigt holder nøje øje med, om de får det ud af det, de vil have. I sidste ende er det det det handler om. Det de vil have. 

Jeg er ikke den der beregner hvad jeg får ud af ting, det med mennesker og situationer er mere flydende. Måske jeg lever med at hvis man griber for hårdt efter noget, bliver det til sand, der glider ud mellem fingrene. 

For mig er det svært at forstå at nogen søger et drømme objekt i andre, så deres liv kan blive helt. Det kan aldrig blive helt, når man ikke kan se den anden særligt klart (og ikke ser sig selv heller), men kun det der lige matcher fantasien om denne fiktive person, der er anbragt som et filter over den man reelt sidder overfor. Det kan kun skuffe i længden, men man skuffede sig selv. "Det her fantastiske menneske, var ikke så fantastisk, jeg blev snydt". Sandheden er at "den idealiserede" sagtens kan have mange gode egenskaber, og aldrig spillede en/den rolle. 

Og sådan kan man fortsætte gennem et helt liv, også som gammel og stadig kun se det, man vil se. Man kan ikke erkende at man selv har opstillet illusionen, til senere at snuble over den. Gentagende gange. 

Når målet for ens følelser idealiseres, må der også være en idealisering af en selv, i en eller anden grad, der kan sagtens være lavt selvværd osv. men ved at søge det idealiserede, er det et billede på at ville opnå sit sande inderste potentiale, den man egentlig er, og skulle være. Og "den idealiserede" er portalen til det liv. 

Jeg kan læne mig tilbage og sige, i det mindste er det ikke mit problem, jeg har 100 andre problemer, men det der, er ikke mit. 

 

lørdag den 19. april 2025

Betingelser for accept og blive set.

Er det nok at bruge ordet accept som et ideal og det man arbejder mod, til at det er accept? Og hvad hvis jeg siger det ikke er accept. At der er for mange betingelser, eller at der er meget mere der ikke er ind under den accept. 

At det er en tøvende accept, eller fordi det ser bedre ud. Ikke hel hjertet, ikke ekspanderende. Det er en accept at kassen eksisterer i verden, selvom det ikke er en kasse, men det er nemmest at det er en kasse. Det er ok kassen er der, bare den lige står lidt væk. Det er ikke den kasse vi får brug for oftes, så den behøver ikke at stå lige for. Men den får lov at være her.

Der er jeres system, jeres betingelser. Jeg må leve med det. 

Ubetinget kærlighed, den findes nok. Jeg kender betinget kærlighed. Eller det er vel mere betinget omsorg. Jeg giver omsorg og beskyttelse hvis du anerkender mig på den måde jeg ønsker at bliver anerkendt. Det sidste er også vigtigt. Det handler ikke om dit syn, selvom det kunne være noget positivt. 

Jeg skal give fuld ubetinget accept, og gætte dine ønsker og huske dine krav, altid. Til evig tid. 

Er det creepy? 

Den betingede kærlighed gør at forventningerne holdes lavt til andre, til det man møder. At man ikke stiller krav, tror man har krav. 

Det er sådan man går ud i verden. Måske med følelsen af at det kunne være anderledes og hvorfor det er anderledes for mig, når andre synes at have et andet syn på det og andre muligheder. Det er bare svært at holde fast i og at definere hvad det er. 

Måske sagde de at du var den vigtigste, det eneste der betyder noget, at du var deres liv og lys? Så hvordan og hvorfor har de så dæmpet det lys? Men det er du slet ikke nået frem til at tænke, du er den enste, men også med mangler. Og det at gøre noget andet vil være frit fald, din undergang, tro på os. 

Det er forvirrende prøver i at hjælpe mig, eller sabotere i, hvorfor gør i ikke noget? Skal det føles sådan her? Er den her vægt på mig, sådan det er fremover? 

Og ja det er det. Og vægten øges, men det er en vane. Sådan føles det. Det er virkeligheden, det er dig. Men fordi det netop er dig, kan du bære det. 

Det er som om der er et særligt selskab af mennesker der bære verden for andre.

Vi kan prøve at aflære det, der er muligt, delvis, delvis fordi jeg tror at den konditionering fra barndommen er så omfattende at vi ikke kan rense det ud af alle hjørner af vores bevidsthed. Men vi kan arbejde med det vigtigste for videre overlevelse, måske endelig en ægte forankring. 

Jeg tror forankring er vigtig, at man har noget der føles sikkert. Det behøver ikke at være så meget. Men det er meget svært når man ikke har det. 

Jeg har det ikke, jeg har mistet det. Det var i mig, til det ikke var der mere. Og jeg kan ikke pinpointe hvornår det skete ret precist, men jeg har en ide om det. Måske sandheden også er at jeg mistede den følelse i portioner. 

Med de erfaringer tror jeg ikke på ord og umiddelbart pæne hensigter, i sidste ende er det det der bragte mig til hvor jeg er nu. Jeg råber ud i ingenting: Prøver i at hjælpe mig, eller sabotere i, hvorfor gør i ikke noget? -Er i der? 

Intet svar.


fredag den 6. september 2024

Mental linedans.

 Det er utroligt som uløste problemer kan tage energi når man har ADHD og/eller Autisme. Og muligheden for at multitaske, med noget andet samtidigt ikke det man gør. Eller man gør, men uden et godt resultat. 

Det er vel genkendeligt for alle mennesker, men der er en grads forskel, i hvor meget det tager af hjernevirksomhed og hvor meget træthed og gøren ingen ting der er involveret. 

Og hvis man så også skal vente på at andre reagere og tage action. Eller de slet ikke reagere og forstår der er et problem og noget der skal løses før man selv kan komme videre. 

At uløste ting kan være betonklodser, der tager alt ens overblik. Det er sket mange gange, og det er spild af energi at hjernen gentager og gentager, fordi der ikke lige er en løsning. Det er jo monotropisk det at være fokuseret på en ting. Men i stedet for at det er noget godt, så er det noget der er alt andet end godt. 

Jeg kan fokusere på de samme ting/emner det er en del af min version af ADHD og Autisme, og hvis det handler om viden, en interesse, arbejde er det godt for mig, det er sådan jeg er. Jeg samler informationer, jeg prøver at forstå monotropisk.

Men er det jeg samler informationer om, jeg prøver at forstå, noget der gør mig ked af det, og jeg ikke kan gøre noget ved, og det er noget der er sket/sker i mit liv, er det meget negativt.  Ting skal løses og afklares hurtig. Men det er ofte ikke muligt. Vel ofte fordi andre ikke vægter det nok, og det er den sædvanlige forskel på den neurotypiske virkelighed og den Autistiske, og det er den neurotypiske der gælder. 

Men uanset hvor meget man bliver talt ned og forklaret hvad man burde tænke og føle og man skulle tænke og føle mindre, forandre det det ikke i en, man bliver faktisk mere usikker og forvirret. Forvirret sig selv, og over andre. Og det har en tendens til at gro udover, bare den ene situation, man sammenligner, og føler man går på line så snart man ikke er alene. 



Jeg tænker ofte at mennesker der ikke er Autistiske, har en noget større tiltro til at det de føler og oplever er rigtigt, de skal ikke orientere sig i alle retninger. De skal ikke gennemgå et helt skript af, hvad der kunne være forkert i deres antagelse eller adfærd.

Nu er det jo ikke alle med Autisme/Aspergers der er lige bevidste om alt det her, og nogen er mere tilbøjelige ved at holde fast i deres eget syn på ting, og ignorere irettesættelserne fra omgivelserne.
Hvor den meget højt maskerende, bare prøver og prøver at få det hele med. Og jeg kan godt misunde dem der er der hvor de ikke forsøger at rumme, og få det hele med. 

Om det at maskere sin Autisme er medfødt eller om den er stærkt formet af ens familie er et spørgsmål der kan være svært at være entydig om. Da det er et spektrum vil alle sanser og evner jo varierer fra person til person. Men jeg vil tro at der foregår en formning af en i nogen typer familier. Hvilket dog ikke betyder at højt maskerende kan komme fra andre familie baggrunde og tillært sig det gennem fx. skolen. Sjovt nok var det ikke fordi mit liv udenfor hjemmet virkede som der hvor jeg lærte maskering. Jeg tror simpelthen ikke jeg aflæste hvad jeg skulle gøre, af de andre børn. Det kom et andet sted fra. 

Jeg synes ikke min familie var ret god til problem løsninger, at tage konsekvensen af opståede situationer. Fra jeg var ret lille kunne jeg godt undre mig over ting de ikke kunne indse, at jeg havde et mere klart blik på tingene. Det kunne være frustrerende for mig, da jeg jo levede i det. Og at jeg fungerede som det ene element der skulle give mening til deres tilværelse. 

Det komplicere ting, der er altid to sider og gråzoner, og ting der er skjult, men man ved de er der. Og det er jo med den erfaring og viden jeg er gået ud i verden. På den ene side med et humanistisk syn på menneskers fejl og mangler, som en del at det at være menneske. Men også den der burde være fejlfri, fordi jeg var det gyldne barn. Hvilket betyder at det jeg kan tilgive andre, men tilgiver ikke mig selv. Suk!

Der er meget med at overtænke det ligger i selve diagnosen både Autisme og ADHD, men det ligger også i min opdragelse. Der er ikke plads til at fejle.
Alligevel er muligheden for at gøre fejl det der er kernen i mit arbejde som performance kunstner, det er der hvor det lever, helt ude på kanten og lige nå at rede det, men der har publikum gyst ved tanken. Men vi gør det jo sammen, og jeg har vist at det er muligt at gå til kanten og vise sårbarheden og alligevel få en klapsalve, ikke af medlidenhed, men fordi det viser styrken i det, og at man kan overleve og bukke elegant efterfølgende, det er ikke enden på verden. Og det ville det heller ikke være for dig i salen hvis det skulle ske for dig en dag, at du mistede fodfæstet, to på det. 

Men jeg skulle huske mig selv på det meget oftere. 







tirsdag den 13. september 2016

Nogen gange er jeg som en Kat

Jeg så en dag slutningen af en TV udsendelse om hvordan Katte tænker, eller hvad man tror Katte tænker.
Jeg hoppede lige ind i noget, hvor de viste forskellen på Hunde og Katte adfærd, i forhold til at komme ind i et nyt rum, hvor ejeren også var i rummet: Hunden skyndte sig hen til ejeren for at hilse, hvor Katten først skulle afsøge hele rummet først.

Og det er meget som jeg selv reagere, selv i kendte miljøer, jeg skal altid orientere mig hvilket gør min hilse reaktion er meget forsinket i forhold til hvad der ellers regnes for socialt normalt.

Godt nok har jeg tillært mig meget forskellig adfærd så jeg virker "normal", men lige på det punkt går det altid galt, år efter år. Det skiller mig ud fra andre, virker sært, jeg kan virke afvisende, uvenlig i den situation.

Kunne jeg lære det, ved at gennemgå en drejebog for at komme ind i et rum med andre? Eller er det her så typisk for mig, specielt da jeg efter 50 år stadig ikke mestre, det at mødes og hilse på folk på den måde vi nu gør det i den kultur jeg er i.

Jeg har ikke læst bogen "Alle Katte har Aspergers", men jeg kender jo katte og mig selv så måske jeg kan regne ud hvad det handler om....og ja, man skal kende Katte og respektere deres måde at opleve ting på, for at få det bedste ud af relationen.

Man skal ikke forsøge at manipulere dem, kaste sig over dem når de ikke viser interesse, man skal vænne dem til ting, man skal give dem områder hvor de her fred, som er deres, og hvor de føler sig trygge. Nogen synes Katte er uberegnelige, og skræmmende, hvorfor blev den sur, hvorfor blev jeg revet. Hvorfor virker katten så egoistisk i forhold til egne behov, og ikke så ivrig for at please som en hund?

For os der holder af Katte, vil vi vil bare sige at det er noget af charmen, og at de da har følelser for en, på deres måde. Og at de er så skønne at man da lever med at de er så meget sig selv.




Jeg kan så tænke på hvad nogen Autistiske træk, kan have betydet dengang mennesker var jægere og samlere (eller der hvor mennesker stadig er jægere og samlere), det at mennesker på Autismespektret, ser, hører anderledes, er mere opmærksomme på udefra kommende lyde - Jeg må indrømme at jeg selv færdes i byen som et meget opmærksomt dyr, i forhold til de andre der trasker afsted uden det virker som om de ser eller hører. Jeg tænker ofte det må være meget afslappende, fremfor mig hvor alle sanser er vågne og i beredskab.

Men var vi ude på savannen/eller stepperne, så tror jeg at jeg på en måde var en vinder, jeg er bare desværre taberen i en moderne storby.
Jeg kan ikke rigtigt sortere alle de indtryk,og jeg kan reelt ikke omdanne dem til noget der er til min fordel i storbyen. Dem der har fordelen er dem der slet ikke ser de er ved at blive kørt ned, eller bare går med snuden i en mobil og håber andre går udenom.

Det er med til at jeg daglig må reflektere over at jeg er en anden slags individ, mennesketype, men en mennesketype der også har mange gode evner.  Sagen er bare om jeg skulle finde ud af hvor det er jeg er bedst tilpasset, med mine mere fine sanser, så jeg får fordelene og ikke kun alle ulemperne af dem.

....Nogen gange går jeg på Kattepoter, nogen gange stritter jeg med knurhårene, nogen gange vil jeg bare have fred, andre gange vil jeg ud og opleve.

torsdag den 8. september 2016

Måske vrede er bedre end ingenting

Måske vrede er bedre end afmagt, sorg, og være tappet for motivation. Jeg står ved jeg er vred, jeg står ved at jeg ikke er behagelig, og jeg kan holde fast i vreden på en anden måde end tidligere.

Men vrede et svær at tøjle, den kan gå ud over andre, en selv, men den kan også føre til at man ved man står alene, og skal der ske noget må men gøre det selv. Det går så kun hvis man har en plan, og at man fornemmer hvor man er, om men ved hvordan det er man "Spiser en Elefant", man må starte fra en ende af, bid for bid, og så en pause, og så gå igang igen.




Desvære har vi ikke alle lært den der Elefant opskrift, vi bliver utålmodige, kører trætte, forsvinder i vreden og ender mismodet og selvhadet, at vreden ender i at man intet magter og falde tilbage i en tilstand af afmagt, depression hvor vreden ikke længere er tilgængelig.
Den vrede der både er meget farlig, men også kan være vejen ud, noget i ens sjæle dyb der kæmper for at overleve, men vel helst at leve rigtigt, ikke bare overleve, og en dag kunne slippe vreden.

Vreden er bare en meget vanskelig ven, pludseligt kaster den sig over noget helt andet: Tilfældige mennesker på ens vej, tilfældige situationer. Det er at være uden kontrol, ikke have fuld bestemmelse, bare en rastløs energi der skal ud. Alligevel har vreden en grund, en grund man ofte bare ikke 100 procent kan rette vreden imod, selvom det ville være optimalt.

Måske man mangler klarsyn, selvforståelse, forståelse af andre, alt hvad man ved er. at man ikke vil mere på samme måde som tidligere. Man er vred på sig selv, andre, på livssituationen. Man ville gerne gå ud af døren og lægge det hele bag sig, måske smække med døren og ikke se sig tilbage.
Men vreden skal også klares som Elefanten, bid for bid, til den ikke er der mere, men det er først når man ser at den oprindelige grund til vreden, ikke længere at være aktuel, at nu er der lys forude.

Jeg kunne drømme om at jeg som en computer kunne reboote, komme tilbage til min oprindelige tilstand. Som menneske er det en meget kompliceret proces. Og den er meget ensom, når det ikke er muligt at få nogen støtte til den.

Men vrede og erkendelsen at jeg må rede mig selv, gør at jeg arbejder dag for dag på at rydde ud, i mit hovede, i mit hjem. Det er ikke optimalt, det kunne være bedre, kunne bruge noget professionel sparring, og en god psykiater, men jeg har bare vreden. Jeg har svært ved at skelne hvad der er mest nødvendigt, og hvad der er detaljer, der er så meget der burde ændres, hvad skal jeg tage først?

Jeg vil godt kunne slippe vreden og irritationen, er meget træt af den udgave af mig selv, men det er det eneste jeg har til af føre mig videre....til hvad ved jeg ikke...noget andet, noget forhåbentligt bedre?

onsdag den 31. august 2016

Har du værdi?

Jeg tror på at alle mennesker har en værdi, eller at vi slet ikke skal bruge ordet værdi i den forbindelse, det burde være helt underforstået.

Mange artikler om Autistiske mennesker, handler om at godtgøre vores værdi som mennesker, man siger vi er noget særligt, har specielle evner. Meget er det set i forhold til tilpasning til , skole, uddannelse, job, om vi nu er gode nok på samfundsnormens præmisser, om vi bliver gode nok, specielt dem af os der virker "normale" på overfladen, der jo bør kunne bidrage med noget.
De der ikke virker "normale" kan komme i kategorien for inspirererende atypiske mennesker, og skal helst indgå i noget feel good, der gør de normale håbefulde og giver troen på  at mennesker der er "normale" godt kan rumme det afvigende....men hvad så med alle os andre, der ikke lige virker så umiddelbart inspirerende og positive, eller passende afvigende?

Jeg har svært ved at udtrykke hvor træt jeg er af de normer for det rigtige liv og hvad man bare skal kunne, den altid nærværende målestok for mit liv som jeg møder hver dag. Det er svært at gøre sig fri af noget, der i den grad gennemsyrer samfundet, selvom det ikke er hele samfundet der nødvendigvis har de holdninger.




I tiden er der en stærk tendens til, at skal man gøre noget for nogen af de udsatte grupper, så skal der være en samfundsmæssig gulerod der lokker forude, for at godtgøre man gør noget for disse "special grupper", det er underforstået at det ikke er nok at gøre noget, der er godt for "den slags" mennesker, bare fordi det ville være godt for dem, et bedre liv, der skal også være et helt precist afkast/formål til hele samfundet....det er ikke nok at kunne sige, det er rart at vide at vi kan støtte i den slags situationer.
For der er altid en forkromet plan for hvad der er forventet af dem der får hjælp, som om mennesker er så forudsigelige og det er ønskeligt at de er det.
Det er en maskinel holdning til hvad det er at være menneske, hvis politikerne beslutter sådan er det, så skal borgeren gøre sådan, der er ikke taget højde for helt uforudsete ting kan opstå, også det gode uforudsete, noget helt andet, noget nyt. Alt skal forblive indenfor rammen, måske lidt bedre, men stadig indenfor rammen.

Jeg har meget stærkt følelsen at jeg er blevet en social konstruktion, flyttet fra det der var min oprindelige form. Summen af det liv jeg har levet, under normer og vilkår der har begrænset mig og givet mig nogen forkerte idealer og redskaber, der har været et langt selvskadende projekt, hvor arene sidder inden i.
Jeg har troet at bare jeg arbejdede hårdt nok på det kunne jeg ændre mig selv, så jeg passede bedre ind, lykkedes det vel til sidst. Og at smerten var et nødvendigt onde, og jeg vel fortjente den, når jeg nu ikke kunne noget på samfundets præmisser. Eller det samfund jeg mødte på min vej.

Og det med at være et menneske med værdi -Er det godt nok jeg selv bliver tilfreds, eller er det vigtigere andre bliver det?
Og hvilken historie er det du vil have af mig? Den historie du kan forstå, den der får dig til at føle dig godt tilpas og håbefuld.....Jeg kan også tage alt håb fra dig, for jeg er vant til at vende og dreje på alt, min verden er et kaleidoskop, jeg kan se ting fra mange sider, det kan blive meget komplekst, men hvem kan så følge med?.

Det gode liv jeg drømmer om og arbejder på at få engang, skal være min udgave af et bedre liv, men det kræver at udover det at bearbejde det helt praktiske om takling af hverdagen, så handler det også om at få skrællet lagene af, af at prøve at fremstå normal, mest i forhold til, at jeg selv at forstå maskeringen når den sker, at jeg er bevidst om hvad jeg har måtte gøre og sige for at skærme mig socialt. Jeg kan måske fortsætte med stadig at gøre og sige de ting (fordi det kan være nødvendigt i en neurotypiske verden), men selve bevidstheden om hvorfor og at det er det jeg gør, er et fremskridt, jeg bliver ikke en på Autisme spektret i balance, hvis jeg fortsat agere som en der føler sig tvunget til altid at skulle spille "ikke Autist".

Det meste af livet har jeg forsøgt at please andre, nu er jeg vist begyndt at stikke til folk. Sjovt nok fordi jeg er blevet bedre til at holde fast i mine egne holdninger og følelser.....var det bedre da jeg var nemmere og sødere?

Tænk at ikke blive sammenlignet og værdisat efter tidens modetendenser for alt hvad man skal kunne for at få andres accept, for den tvinger jo en selv ud i de tankemønstre, "Er jeg god nok, har jeg nogen værdi?".
Nogen kan lide at konkurrerer med andre, men kan man få lov til at blive fri, uden at det også bliver en livslang kamp om at blive fri?  Og en kamp der næsten ikke kan vindes, fordi entydige normalitets normer og rangdeling af menneskers værdi, stadig har så meget plads i vores samfund, uden det for alvor blive diskuteret.


tirsdag den 30. august 2016

Det er bare noget du siger du ikke kan...

Forestil dig at man tog en vilkårlig kørestolsbruger man mødte på sin vej, og hældte vedkommende ud af kørestolen og sagde, "Jeg tror altså godt du kan gå selv".

Eller at blinde og døve fik at vide de burde blive lidt mindre blinde og døve, og det bare var at tage den beslutning og så ellers se sig ordentligt for eller hører ordentligt efter.

De fleste kunne se urimeligheden og overgrebet i den type handlinger og udtalelser, kommer det til usynlige handicap er der mere normen, end undtagelsen at man møde de holdninger.

"Kan du ikke bare lade det gå over af sig selv?", "Jeg tror godt du kunne alligevel", og "Hvis du nu lod være at tænke så meget på det?"....

Jeg lever med det her, det er mit grundlæggende vilkår, jeg kan tage stigmatseringen på mig, jeg kan kæmpe mod den osv. Men i sidste ende hænger jeg på vilkårene. Andre kan have en mening om mig... om "os", og uanset hvor tåbelige de er, kan man ikke gøre dem ansvarlige for deres tåbeligheder, på samme måde som de gør mig/andre ansvarlige og naturlige modtagere af deres fordomme og antagelser.
Det kan føles uretfærdigt det er sådan, men den med flest "normalitets" privilegier vinder, hvergang!

Jeg er ikke en levende prøveklud for andres teorier om en som mig, når du såre mig gør det ondt, og som et menneske der er på Autisme spektret gør det endnu mere ondt, men jeg er jo på den ande side vandt til smerten....den smerte der ikke et et symptom på at være på Autisme spektret, men noget man (som regel) får foræret af omverdenen når man er på spektret.

Trykker du hårdt for at få en reaktion, for at få en forklaring på hvorfor jeg er som jeg nu er, så er det ofte sådan at den Autistiske forklaring ikke kan formidles, den er inden i, lukket inde, og selvom den kan forklares, bør det kun være når det er det den Autistiske selv ønsker og er parat til at forklare, ikke fordi man bliver presset til det.

Om jeg er normal eller ikke er normal er hele tiden op til nogen andre, at være de selvudnævnte ekspert på. Det er bare meget ufedt, uanset hvad folk lige kommer frem til, er jeg ikke ret smigret.




I nogen situationer ser jeg ikke de neurotypiske "ikke Autisterne" klart, på andre punkter ser jeg dem meget klart, for de har såret mig på så mange 1000 måder og vist mig jeg ikke høre til, at jeg altid før eller siden kommer til kort, uanset hvor fint jeg bære min "ikke Autistiske" maske, gør mig umage, gør opgaverne, tager mig sammen, prøver at ignorere smerten, ja den fysiske psykosomatiske smerte, og de reelle spændings smerter.......og prøver at holde det små psykotiske tanker væk, når det trænger sig på via den stress og overstimulation jeg oplever. Samtidigt prøver at leve med den manglende forståelse, at de ting jeg siger bliver talt ned så det passer til "ikke Autistisk" tilgang til virkeligheden....og så de gode råd der ikke duer.....Og "du tænker for meget".

Muren mellem mig og det andre bare gør helt naturligt, er meget høj og solid, du kan sige den ikke er der, for den er der jo ikke for dig, det er et one way mirror, fra den ene side er det et klart vindu, fra den anden side et spejl hvor man ser sig selv, men ikke kan se menneskene på den anden side. Med og uden Autisme står vi på skift udenfor det vindu og kan ikke se ind i den andens verden og realiteter.

Og derfor skal man være mere ydmyg når man nærmer sig det "uperfekte", om det er det synlige handicap, eller der er tale om et usynligt handicap, men hvor det usynlige handicap åbenbart mindre forpligtet til at tage det tages alvorligt, men i stedet frister nogen til at prøve at lege rådgiver/psykolog og enda af den provokative slags, stik en syl i det ømme punkt og se hvad der sker? Men bliver du/nogen egentlig klogere, sker der andet end at et andet menneske bliver påført stigma og føler afmagt endnu engang, græder, bliver vred, ydmyget, må skjule?

Det kan ikke forlanges at jeg/vi altid skal kunne sætte os udover andres uvidenhed, at vi skal være nået til et punkt af ophøjet selverkendelse hvor verdens små ondskabsfuldheder ikke længere kan ramme os. Der er dage det går, andre dage det ikke går sådan. At leve med et skjult handicap gør ikke til en Helgen skikkelse der skal tage imod alt med oprejst pande. Omverden siger vi ikke må gøres os til ofre, men hvem er det der uddeler den rolle, uanset om vi tager tingene pænt eller er vrede?

Jeg er ikke en af dem på Autisme spektret der har kunne magte en uddannelse eller et job, det er der andre der kan der kan. Jeg tænker meget på hvad der gjorde forskellen, da vi vel i omgivelsernes øjne umiddelbart virker lige Autistiske, eller uautistiske. Jeg tror ikke jeg finder forklaringen, jeg kan gætte på nogen faktorer og så ellers ærgrer mig for resten, jeg ville også meget gerne have haft uddannelse og job, manglen på samme har givet mig mange kampe og sorger, uden at det ændrede på noget, andet end at gøre mig ked af det og give et lavt selvværd.
Så det er ikke bare noget jeg siger, jeg har prøvet og udfordret mine personlige begrænsninger også mere end det var godt for mig. I fremtiden må jeg finde en bedre balance, uden altid at hænge ude på kanten af min ydeevne, eller sidde fast i depression, og det kan jeg kun ved at erkende hvem jeg er som menneske og stå fast på det i forhold til omverdenen.


Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme og ADHD i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med Autisme og/eller ADHD, uden der er så meget hjælp at hente hvis men er en af dem der er ved at falde ud over kanten. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog.

Blog-arkiv