Autisme og ADHD sammen med kompliceret PTSD.

Jeg har overvejelser om at Autisme/ADHD der er meget præget at traumer/PTSD, opleves meget anderledes for dem der har det, fordi de positive sider der kan være i Autisme/ADHD, ikke rigtigt kan komme i spil. Og der er en ophobning af ubearbejdede psykologiske ting, noget der stjæler energi, og lavt selvværd. Noget der reelt ikke er selve Autisme eller ADHD rent. Godt nok vil meget få kunne leve et liv med Autisme eller ADHD uden at der er "kommet noget til" oveni, men hos nogen har der været meget store belastninger og gennem mange år. 

Så når nogen snakker om unikke superkræfter og evner, vil den med trauma og kompliceret PTSD, sige: "Det er sandt, men jeg kan ikke nå dertil, jeg har evner, men der er alt muligt der står i vejen, jeg ikke bare kan komme igennem".  Den enkelte kan føle en uklarhed omkring hvad det er der står i vejen, og det kan også være ret komplekst, at se hvad der er opvækst, kultur, samfund, og hvor man selv er i det. Men man lever i at sidde fast i det kviksand, og ja man synker ned. Samtidigt vil mange bare stå og kigge på fra sidelinien, og give "gode råd". Desværre ofte ikke brugbare for sådan nogen som os. 

Alle med Autisme og ADHD har det med at blive overvældede og udbrændte, vi tager meget ind. Og jeg tror ikke at mennesker der ikke har ADHD eller Autisme aner hvor meget vi tager ind af indtryk, eller hvor varierede vi er med vores sandser. 

Der er en del med ADHD og Autisme der umiddelbart har mere overskud i hverdagen, og har lært sig at holde øje med, kke selv udsætter sig for for meget, og stoppe i tide. Eller ikke er blevet presset af omgivelserne så meget af andre til at overskride sine grænser. Man kan lære at mærke de grænser og desto tidligere jo bedre, men det kommer an på omgivelserne, vi er prisgivet hvis ingen vil tage hensyn, og vi har ikke den elastiske buffer zone neurotypiske har. 
Der er er en automatik med at kunne mærke overbelastning og kunne regulere det og ikke mindst få lov til det, desto mindre bump i hverdagen. Mindre burnout. Men mange af os har ikke fået lov til at sige fra til overbelastning, vi har mistet fornemmelsen, fordi andre har bestemt den. 

Mennesker de har trauma og(eller kompliceret PTSD (det betyder mange traumatiske oplevelser), har ekstra stress og angst i "systemet" der giver et endnu højere alarmberedskab. I forvejen ligger der jo en forhøjet opmærksomhed/alarmberedeskab i mennesker med Autisme/ADHD, en strøm af sandsninger og info vi ikke kan regulere og sortere fra. Der er hyperfokus på et emne, eller det er alt på en gang, og hvilket spor vi køre på er nærmest som om der bliver skiftet kanal, men ikke af os selv. Men det er jo et vilkår vi har levet med, at noget tænder og slukker, eller nærmere skifter båndbredde, for vi er meget on and on 24/7. Og det med at falde i søvn er meget svært, vi er stadig on. 

Hvis man lægger PTSD og Trauma til, så er det endnu voldsommere. Men ikke alene det, for det går ind i meget andet adfærd og tankemønstre. Og søvn. 

I forhold til selvforståelse, men også udredning/diagnose, så duer ren Autisme eller ADHD ikke til at give et billede af udfordringerne ved kombinationen, man kan fremstå velfungerende, at man har "en ret let udgave". Det har man bare ikke, hvis man har en tung gang kompliceret PTSD eller trauma. Og det er måske der hvor man føler sig løjet til og forbigået. At det man lever med er helt umuligt, og man har svært ved at genkende sig i forhold til andre med "den samme type Autisme". Nu er al Autisme meget forskellig i forvejen, den er et spektrum, og der er ofte en asymmetri i det spektrum,  at noget enda er meget velfungerende og alderssvarende og andet ikke, og der derfor er så mange variationer som der er Autister. Men uanset det, er der nogen der bedre hviler i deres Autisme, de ved hvad de kan lide, de har fundet en rytme, og der er ikke noget nogen der forhindre det. For dem er Autisme ikke det værste mareridt, de er som de er og det er fint. Og det kan gælde for et gruppe der går fra infantil Autisme på et bosted til højt begavede med Autisme i job.
Og så er der andre der har en helt anden oplevelse, hvor de aldrig har fundet en mulighed for at være til, på en måde der var til at holde ud. Der er ikke bare en sten i skoen, eller en ært under madrassen.
Og det er så Spektret, med godt med trauma oven i. Og her er det svært at hvile i sig selv, for der var aldrig plads til at vi havde et selv. 

At udfiltre Autisme, ADHD, trauma, PTSD fra hinanden er svært, det er noget der er startet i barndomen og fortsat ungdommen og har fulgt en, og måske meget mere er tilføjet. At man nu føler sig udbrændt, og det man før faktisk kunne før, det kan man slet ikke mere. At man nu er bitter over tabte muligheder, stiller spørgsmål til ting, kunne det have været anderledes? Og hvorfor trives nogen meget bedre med deres diagnose, der ligner samme "grad" som ens egen?
Er man bare negativ, er der noget man ikke har gjort godt nok? En sendiagnosticeret kan tænke jeg var forkert før, men jeg er også forkert som Autist, eller ADHDer. Man høre og læser om den der fik det bedre efter en diagnose, deres afklaring.
Men hvorfor kæmper jeg stadig? Det er nemt at tænke at man ikke har gort det godt nok og bare er negativ. Og der er altid nogen der vil give en ret i det. At man gør sig selv til offer, og spiller den rolle. Det er bare ikke nødvendigvis en rolle, og nogen er ofre, og jeg ser ikke det som noget negativt, at have været ofret, er ikke vores skam at bære, det burde være et værdigheds tegn, vi er testet af livet, og vi er her stadig.
Folk burde spørge: "Hvordan overlevede du alle de år?", det gør de ikke. Det er ellers et godt spørgsmål, for uanset om vi stadig sidder i møget eller er kommet op af det, har vi levede erfaringer om at være menneske under press. Er det ikke vigtig viden i et samfund hvor mange prøver at hænge på og frygter at falde af? Eller er ban bange for det smitter?

Mennesker med Autisme og/eller ADHD med Trauma, OCD, PTSD har mere at slæbe og holde styr på. Meget meget, mere. Trauma og PTSD er giftige sager, og vi skal forstå den ud fra at have et andet kognitivt styresistem i hjernen end det gængse. Både den måde vi prøver at forstå ting, reaktioner når ting sker og efterfølgende. Og at andre ofte ikke forstår den måde vi processer ting. De synes vi at vi tygger drøv/over tænker ting. Det er også derfor vi kan komme til at tvivle på os selv og vores egen oplevelse af ting. Andre mennesker retter på os og de synes de har en naturlig ret til det, som om vi var børn, deres rettelser er bare ofte ikke relevante, anvendelige for os, eller ændre os på den måde andre ønsker, vi kan ikke blive noget vi ikke er. Hvilket også sætter spor i os, der er lidt der knækker af for hver gang det sker. 

Den grundlæggende diagnose flere lag oven i, trauma/PTSD, og over det kommer der laget af andres meninger/gaslighting. Ofte er de meninger og gaslighting ikke ondt ment eller tænkt manipulerende, for dem (de allistiske/neurotypiske) er det jo sådan, det er det de ved og kender, det er det de ar lært og det passer til deres hjernes styresystem, så hvad er problemet?. Det er det bare ikke for os, og nu kører vi mellem: "jamen sådan har jeg det, men andre siger",  Og det sker igen og igen og igen. 

Det er med til at gøre at vi mister vores egen stemme, og vi til sidst tænker vi ikke har en, eller retten til en. Det er det livet har vist os. Det er ikke os der er negative, eller kunne gøre det bedre. Det er bare den måde vi bliver spejlet tilbage af samfundet, og tror vi er. Vi er dækket af et lag af traume/PTSD der gør os til både for lidt, eller for meget, i den måde vi taler om os selv. Vi kan virke ekstra egocentriske på andre, eller helt indelukkede og ureflekterede udadtil. Vi kan ikke ses, det der er bagved kan ikke ses for hvad vi er. 

Vi levet i et samfund der ikke kan rumme lidelse, og kun ofre der har hævet sig ud af det som i en Hollywood film. De sidste 50 år har arbejdet mod at kunne rumme de dybere ting, og kunne se der også kan være en værdi og erfaringer der. 

Da jeg var 31 kunne jeg se jeg havde levet i en løgn, en familie løgn. Og jeg tog en beslutning, der ville tage mig 6 år at gennemføre, og efter det kom der mere "arbejde".  Arbejde som min familie, skolen/samfundet havde pålagt mig, som reelt ikke kunne lade sig gøre realistisk, men jeg troede jeg skulle. Og det at ikke kunne, fyldte mig med alle de følelser der ikke er til at rumme: Skam, magtesløshed, tvivl, angst, selvhad osv. Og som udgangspunkt er jeg ikke svag, det er ikke min Autisme eller ADHD der gør mig "svag", det er trauma/PTSD der knækkede mig over tid. 

Kompliceret PTSD bliver nu en diagnose i Danmark. Det er en type PTSD der er opbygget af mange traumatiske/stressende begivenheder over tid. 

Jeg tænker at det kan tilføjes flere diagnoser som tillæg med fordel for de ramte, det vil være med til at vise omfanget af den personlige problematik på en anden måde, man har sit Autisme spektrum plus kompliceret PTSD. Og pludseligt vil nogen kunne genkende sig selv i diagnosen og ikke undre sig over hvorfor andre med Autisme i samme spektrum område som en selv, er i en meget anderledes situation. Og jeg er lige ved at sige at der ligger noget heling i sig selv i det. Ok, så det er forklaringen. At man nu kan genkende sig selv og ens livs historie. Vilkårene.
At man har gået gennem tilværelsen med at være på spektret, men der er også en PTSD, og ikke er fordi man er mere "følsom" og særligt sensitiv, men fordi den PTSD ville have en indflydelse på stort set alle med de oplevelser.
Det er på tide at tage os alvorligt for vores livshistorier, at vi kan opleve store svigt, som alle andre mennesker kan, og/men samtidigt har Autisme og/eller ADHD. 

At mennesker på spektret får traumer og PTSD vil altid ske, desværre. Men at vi erkender det, og se det for hvad det er, det kan hjælpe os hele, det kan hjælpe med at holde fast i at den personlige version af vores diagnose er præget af noget ekstra, der er ret ekstra. At vi ikke er for lidt, vi er ikke mislykkede negative Autister, der ikke kunne finde "vores superkræfter" og bruge dem. Der var noget der har holdt på os, noget der ikke skulle tales om.

Personligt forstår jeg det ikke, men måske trauma/PTSD rammer så tungt, fordi det er de ingen vil se i vores samfund, men mange har mødt. På egen krop, vi har set andre udsat for det, og forvrede familiemønstre, svigt. Det er det vi ikke vil være, det vi ikke vil have, det er der vi føler os magtesløse, Det er samfundets grundangst, vi prøver at lægge en afstand til. 

Da jeg var 31 så jeg var i, og tog en beslutning: "Jeg er stærkere end dem, jeg tør erkende". Det betyder at tage turen gennem alt det ubehagelige, tage mod hvad der kan bruges på vejen, men også fortsætte når der er bare ingenting og helt alene. 

Jeg er nu meget ældre, og jeg er stadig på vej. 

Jeg har lyst til at sige, det er på tide i bare giver mig det jeg skal bruge, så jeg kan giver jer mine "Autistiske superkræfter", at  nu stopper i modarbejde mig, at kasse tænke, at ignorerer.

Måske jeg overvurdere mine evner, måske ikke, sandsynligvis ikke. Jeg ved at trauma, kan tranformeres, til fantastiske ting, fordi der er et afsæt i den dybde, når man kender den. Jeg kunne godt have levet foruden, sådan blev det bare ikke, så hvorfor ikke bruge den til noget, noget som kan gøre noget godt for mig og andre?  

Autisme, kan den blive bedre...eller værre?

Bloggen handler om støtte til selvforståelse, i modsætning til den sociale maskering mange med Autisme i en eller anden grad har måtte tillærer sig.

Autisme kan takles, man kan finde sine måder at klare tingene, man kan lære at fornemme hvad man magter, så man ikke så ofte ryger ud i at blive overstimuleret.
En god selvforståelse er vejen mod mere ro, at det ikke går mod forværring af reaktioner, depression, stress, angst, udadreagerende adfærd, ja, listen kan være meget længere, og det er jo netop det den ikke bør være, og ikke altid behøvede at være, men desværre er virkeligheden for mange på Autisme spektret.
Man kan lære en masse værktøjer, til det sociale, til at få ro på sind og krop. der skal være et grundlag af struktur, ro og orden hvis man skal kunne udfolde sig på andre punkter og bruge sit potentiale, eller ja, have et godt liv...eller bare et bedre liv.

Man kan desværre også få tillært sig at maskere Autismen, når man ikke får hjælp til selvforståelse, eller Autismen vilkår ikke accepteres.

Masken kan virke rimeligt udadtil, men ikke indadtil, man lære at skjule, sammenbrudene sker måske mere skjult, målet er at få det til at virke udadtil, men det dulmer ikke uroen, tvivlen, stressen. Og er man god til at maskere vil den få ens reelle udfordringer, til ikke at kunne kunne ses klart, heller ikke af en selv, og man vil kæmpe og kæmpe omme bagved masken.......andre vil kun se masken, samtidigt også se at noget er galt, men ikke hvad der er galt.
På den måde kan man gå gennem livet og føle sig uset, men også samtidigt lidt for synlig.

Uanset hvor på Autisme spektret kan det være svært at se det klart, hvad det er for ting der gør forskellen på en bedre hverdag, eller hvad der ender i kaos...Nogen vil sige: "Men det kan man jo se?" Men så enkelt er det ikke, når der er følelser med i spillet, det kan godt stille sig i vejen for det der var mest formålstjeneligt, så de negative mønstre bare fortsætter. Vi kæmper mod og med idealerne og følelserne, der lægger et filter over realiteterne. Ikke i mangel af intelligens, eller kærlighed, men fordi der ofte er mange lag af tanker og følelser der kan være i vejen for at nå ind til hvad der er nødvendigt at gøre.
Processen vil rippe op i mange tanker og forestillinger, for hvad sker der så, går man helt ned, gør man alt galt og der vil aldrig komme bedre løsninger alligevel?
Det er et hop ud i det ukendte og farlige, fremfor følelsen af at nu bliver det bedre. Men man må/skal finde sin egen nødvendighed for forandring, hvor gamle løsninger, bare ikke længere er brugbare og næsten alt andet bedre end det gamle, men det kræver jo man tør tror på dem der har erfaringerne med hvad der skal til. Også erkendelsen af de reelle begrænsninger, for derefter kunne få styrkerne frem i lyset.

For dem der går rundt med en udiagnosticeret Aspergers, er der mange spørgsmål til hvad alle  andre gør, som man bare ikke forstår, og det bliver faktiske ikke nemmere med tiden, fordi man vil mangle den brik der er Autismen, hvordan præcis er man ikke forstår, og den viden får det til at give mening, men også afklaring og løsninger....hvis man ellers kan få støtte til afklaring og løsninger når man får diagnosen. For selvforståelse er en alt for stor opgave at stå med alene, med mange gamle indøvede metoder til at takle livet, der måske ikke var så gode enda, der skal "aflæres" for at få plads til bedre metoder og det er hårdt, men også vejen mod noget der er bedre, og mere ro.

Hos den sendiagnosticerede er en maske der skal af, den maske man har prøvet at redde sig selv fra de værste situationer med, men der i lige så høj grad gjorde en meget alene og angst.

Men også dem der i dag bliver diagnosticerede som børn, kan føle sig tvunget til at maskere, for forældres og omgivelsernes skyld, så det er letter og alle andre gladere, fordi det hele virker/ser mere normalt ud.
Det er vigtigt at erkende Autismens grundvilkår i familien, ellers går barndom og ungdom i håbet om at det nok går over af sig selv med alderen. Men Autisme går ikke over, men den kan takles forskelligt, men det kræver der arbejdes på det.

Forældre viser jo deres børn hvad der er idealet og Autistiske børn fornemmer også i hvilken retning idealet går, selvom de ikke kan opfylde det. Så familien/omgivelsernes mere eller mindre udtalte forventninger og drømme kommer til at betyde rigtigt meget for barnet, er forventningerne urealistiske og uden at være forbundet med empowerment og selvværd, kan et helt liv ende med at prøve at opfylde de forventninger, uden at have kontakt til hvad man selv føler og reelt evner.
Tomme præstationer, fremfor at kunne hvile i sig selv. Ja, det sker også for "ikke Autistiske" børn, men det er en langt mere vanskelig kognitiv proces hvis man er på spektret.

Når den rigtige støtte/rådgivning ikke er til stæde, er det svært at have overblik over, hvad er Autismen og hvad er følgevirkninger af de psykosociale, på den måde står det ikke altid klart hvad man kan arbejde med, om der var hjælpemidler/teknikker og hvad der er den grundlæggende Autismes vilkår.
Hvis omgivelsernes største drøm er at Autismen nok går over med alderen, at det ikke er så synligt, fremfor at erkende at Autismen er der, og gå ind i det der ligger bag, og støtte barnet i takling, og kunne fornemme hvad der foregår, når det forgår, fremfor maskering, sker det samme som det er sket for andre tidligere generationer på spektret, der skaber snubletråde for livet.

Så det er om at droppe maskerne og det underforståede krav til at maskerer, og sats på at finde alle de tanker og handlinger der rent faktisk takler Autismen, i erkendelsen af at Autismen er der gennem hele livet, men ikke nødvendigvis udtrykt på samme måde.

Kan Autisme blive forværret?, ja det kan den og ikke bare for børn og unge. Jeg har selv prøvet i høj alder at min Autisme blev skåret ud i pap, med et blinkende neonlys over, fordi der var alt for meget stress, også på en måde der var mere ekstrem end nogen sinde tidligere i mit liv, selvom jeg tidligere har haft diverse gedigne sammenbrud i forhold til hvad jeg kunne overskue og takle praktisk, var jeg nu mere typisk Autistisk, uden rigtigt at komme tilbage til en maskering overfor omgivelserne og min egne indre ro.  På den måde endte jeg med at få en diagnose i meget voksen alder. Held i uheld....nu venter jeg bare på støtte til selvforståelse, jeg har brugt et år på selvstudie, det er bare ikke godt nok, der skal dialog til, det gøres ikke solo.

Håbet er at alle på spektret fik mulighed for at lære værktøjer til livet, og fik friheden til at finde vores egen personlige måde at være en det af samfundet. Så det ikke bare alt for ofte går mod det værre, men det bedre.

Voksen mobning og fortidens skygger

Faktisk nåede jeg at blive meget voksen før jeg mødte noget jeg ville kalde reel mobning. Jeg har været rimeligt forskånet på trods af min Aspergers og at jeg var og er speciel.

Men så kom min tid også til at føle mig marginaliseret. I mit tilfælde har det handlet om min bolig, og der er man jo umiddelbart noget fanget, men kan ikke sådan lige flytte og ikke efter få år, jeg har ikke pengene og fuld bytteret er først efter tre år. Og ens hjem burde være der hvor man kunne finde ro og tryghed....burde...

Jeg har tænkt meget på om det var min egen skyld at det er gået de sidste par år, om det er fordi jeg har Aspergers at jeg er i tvivl om hvad der er den rigtige adfærd. Er det dem eller er det mig, og selvom det også lidt er mig, er det så stadigt overhovedet rimeligt hvad der har foregået?

I et mobbende fælleskab, for så er vi fælles om noget og vi skaber en slags let psykotisk virkelighed sammen vi bekræfter hinanden i, at vi er rigtige, men ikke hende der. Vi holder op med at være mennesker for hinanden, bare flade fjende billeder. Den mobbede er ikke et menneske, men mobberne er heller ikke mennesker.

Ved jeg hvordan jeg kunne løse det, har jeg overhovedet de evner, og har jeg dem når jeg også har perioder med depression og stress oven i Aspergeren?

Jeg tror jeg gør ting så godt jeg kan, når jeg har mere overskud kan jeg bedre lave mad, passe mit hjem osv. Når jeg har det dårligt er det meget svært.

Jeg har mine idealer, det jeg gerne ville være og kunne, men jeg kan det ikke altid.

Jeg må bære skylden og skammen for min del af det, tage det på mig og jeg tager det på mig, laver jeg noget lort er det jo det, jeg hænger på det.
Jeg kender noget af grunden til hvorfor jeg har gjort hvad jeg har gjort, og  jeg har jo været en deltager. Men jeg har svært ved at gennemskue min egen deltagelse. At det der har ramt mig, var en naturlig selvfølge af mine handlinger. Handlinger der har handlet om, at der også skulle være plads til mig, ikke bare de andre, at det ikke var et ønske om specielle hensyn, men almindelige hensyn man burde tage....men "burde" er vist ved at være noget der er ved at uddø.

Den lille ondskab eksistere jo, folk der har fordomme, folk der uden at tøve diskriminere og mobber dem de ikke kan lide. De kan ike træde lidt tilbage og se helheden, de kan ikke reflekterer, deres behov og vinkel er den eneste der fungere for dem....ikke at de så ikke kan komme ud i modstand og selv komme galt afsted med den adfærd, for det kan de. Asocial adfærd har som regel følger, selvom det kan fungere noget af tiden.

Ikke at de bliver ramt af karma, eller en højere retfædighed, men noget kommer de til at betale på den konto......Det er måske lidt trøst til mig der må betale for mine egne fejltagelser.

Jeg tilstår jeg tager fejl, om jeg ser klart hvilke der er værst, det ved jeg ikke, elller det først er når det er gået galt....Men det er en del af Autisme problematikken. Men måske også at jeg faktisk er ret ærlig og meget skyldsbevidst og lader mig plage af at jeg tager fejl, på en måde er mange mennesker nok er ret ligeglade med, hvis de selv kommer til at gøre noget forkert. Og den skyldsbevidsthed  eller mangel på samme bliver jo en del af samspillet med andre.

Det er dumt med den sociale platfodethed, men den er jo en del af at have Aspergers, og Aspergers er for resten af livet, uanset hvor meget jeg træner og prøver at forudse sociale katastrofer så er det ikke helt muligt, og også kun i den udstrækning at man/jeg er mest muligt i balance, uden stress, pres og depression, for så slår det tillærte fra, og katastrofen kan ramme.

Jeg har skrevet tidligere at det synes som om jeg bliver værre med alderen vreden og irritationen, men det er vist ret typisk for voksne med aspergers der for sent fik diagnosen. Man har kæmpet for længe med noget man ikke vidste hvad var, og nu er man irriteret vred og bitter.....måske man også har taget for meget hensyn til alle andre gennem årene og ikke gider det mere, jeg har været for artig og føjelig...men det er farligt, at kommme i trodsaldern midt i livet, uden redskaber og vejledning kan kun gå skævt, og det var jo ikke det det skulle, man skulle blive voksen og selvstændig, afklaret og kunne sætte grænser. Det er bare ikke helt det der sker.

Men åbenbart er der også andre der ikke blive voksne og klogere, og i modsætning til mig har de ikke en diagnose til at forklarer deres fastlåste og uhensigtsmæssige reaktioner. Men det er sikkert nogen erfaringer fra tidligere i livet der gør sig gældende, at overgreb er den bedste måde at forsvare sin egen identitet som den der har ret, måske de selv engang var ofrene.
På den måde kan man næsten altid konkludere at mobbere har et eller andet der gnaver, uanset deres magtfuldkommenhed udadtil.

Jeg prøver at kunne gennemskue om det er fordi folk er reelt antisociale, eller om det mere er frygt og lavt selvværd der driver dem, men det kan jo også være en kombination. Måske de heller ikke kan læse adfærd? Jeg tror også at mennesker der har været udsat for overgreb i en eller grad, enten vælger at blive helt anderledes eller overtage overgrebets logik....men det sidste er jo den ureflekterede måde, man overtager, uden at se hvad det faktisk gør og hvad det har gjort ved en selv.

Det eksponere hvad der gemmer sig bag, mennesker i balance vælger ikke den type løsninger på livets konflikter. Måske et lille stykke af vejen, men de vil ikke gå til den bitre ende. Og går man til den bitre ende har man tabt gamet og udstillet at man er i sine egne gamle dæmoners vold, facaden krakelere.
Når vi presser hinanden, ikke giver hinanden plads, så vil det over tid vise sig hvilket stof man er lavet af.

Og jeg ved at jeg som barn og ung har måtte beskytte mig selv mentalt i min egen familie, de erfaringer gør at jeg ved jeg har min egen måde at takle det på, også måder jeg helst ikke ville have, eller huske på jeg har, sider af mig selv jeg ønskede jeg havde forladt helt. Si

Jeg tror alt for meget negativt går i arv, det negative, det mistroiske, det ikke givende, nogen gange hviler det, andre gange bliver det vakt til live, i mødet med mennesker og situationer.

Det er hæsligt, det er grundlaget for det vi kalder menneskelig ondskab....Netop fordi den fordre det reflekterende menneske, at vi faktisk har evnen til at tænke og handle anderledes med eller uden diagnoser....men jeg siger ikke det er nemt når man er gået for langt i den forkerte retning, men vi må lære at turde gøre noget der er mere givende, det andet er bare at tabe, med intet at vinde.

Træthedssyndrom, hvor mange af de kvinder har en uopdaget Autisme?

Når kvinder går til lægen bliver de ofte ikke taget alvorligt de får en sludder for en sladder og må gå hjem med uforettet sag. Når unge umiddelbart sundt udseende kvinder går til lægen er det endnu svære at få gjort opmærksom på at noget er helt galt, hvis det ikke er fysisk synligt.

Som ung opsøgte jeg læge flere gange fordi jeg ikke kunne forstå jeg var så træt og meget let blev udmattet. At jeg ikke kunne det andre mennesker kunne, at jeg manglede overskud.

Senere kom snakken i medierne om træthedssyndrom, det at man let blev overvældet af hverdagen, og at trætheds symptomerne kunne komme forsinket, men så også slog som en klaphammer i hovedet.

Det var specielt kvinder der klagede over træthedsyndrom, det var en af de der luftige lidelser der kunne gøres lidt grin af, at det var overreaktion, dovenskab osv. Og en "kvindeting", kvinder jo jo ustabile og lidt små hys jo. Så mest noget pjat fra nogen ikke "overskuds kvinder".

Nu diagnosticeret med Aspergers, kan jeg jo se at en meget almindelig stress reaktion hos Autister ned noget træthedssyndrom lignende, man reagere, pludselig kan organismen ikke mere og der kan være flere dagesforsinkelse på reaktion nogen gange.

Træthedsyndrom kan også være i forbindelse med PTSD  Alt i alt når man er overfølsom overfor stress og meget stimuli.

Dem der oplever at have det, ved at det ikke just er en "luftig lidelse", den er til at tage og føle på da den føles som bly i kroppen, at de mentale persienner bliver lukket til og de mindste opgaver er helt uoverstigelige.

Jeg har hørt andre sige "men jeg bliver jo også træt", og der må man sige, at det man oplever svare til man ikke havde sovet i flere døgn, selvom man faktisk har sovet og ikke har foretaget noget der umiddelbart krævede noget ekstremt af en....Der er lukket af, måske man er stresset samtidigt, der er intet overskud.

Normal træthed kan sagtens være en behagelig følelse, man ved man har knoklet, og kroppen er træt men roligt. Træthdsyndrom giver ikke de signaler, man er meget bevist om at noget ikke hænger sammen, man er ikke "lækker træt".

Når man snakker om at Asperger piger/kvinder ikke har tydelige symptomer, så handler det måske om at man ikke annerkender fx. klager om træthed/udbrændthed, og at udenforstående ikke forstår det dækker over en anden form for træthed og nogen svære psykiske reaktioner.

Træthedsyndrom former også ens tilværelse, det hæmmer så meget, for den energi man bruger kan ramme en lige i nakken når man ikke ønsker det. Det er heller ikke altid til at regne ud hvad der ender med at slå en helt ud, eller hvornår det gør det. Og det har betydning for udddannelse/job/socialt liv. Du kan love at du kommer til noget og uanset hvor gerne du ville, kan kroppen ikke.

Jeg tror godt man kan blive bedre til at leve med at have det problem, jeg synes jeg har det mindre symptomer end da jeg var yngre da jeg har trænet stress faktorer og socialisering, men det er stadig en del af de gamle mekanismer der er i mig, og når der lukkes ned, så er jeg lukket ned.

Den træthed har formet mit liv, de muligheder jeg havde for at deltage i samfundet, det har stigmatiseret og udelukket mig også fordi jeg ikke har mødt nogen forståelse.

I dag ved jeg hvad det drejer sig om, det er i det mindst noget, jeg ved det er reelt, at jeg ikke bare er svag og små pivet.

Og vi bør som samfund lytte til piger og unge kvinder i tide, det er jo helt grotesk at vi i 2015 stadig ikke tager kvinders ord for pålydende.