Nu vil jeg også mene de nero typiske kan have deres egne kommunikations besynderligheder:
Jeg har hørt social klumsethed med hensyn til at stille spørgsmål ved sociale/selskabelige lejligheder, beskrevet som at gå med mentale tennissokker, at uanset hvor du er kommer, er man der iført sine hvide tennisokker og spørger om ting uden at tænke sig om, for det hele er jo venligt ment, ikke?
Hvor gammel er du, hvilket land kommer du fra oprindeligt, hvad arbejder du med, har du børn? For nogen er det her helt rimelige spørgsmål til et menneske man lige har mødt. Venlig interesse eller noget der ligner...
Nogen gange ville jeg ønske folk kunne ryste posen, eller bare være i en samtale uden spørgsmål, indtil spørgsmålene opstod naturligt i samtalen.
Hvorfor er det nødvendig at vide min alder 5 min. efter man har mødt mig? Eller oprindelseslandet på en, man mener ser lidt mere etnisk ud end en selv? Er vi oprigtigt interesserede og hvorfor, hvad er behovet for at få den anden ned i en kasse med det vuns, tryghed? Er det alderen, etnicitet der er det definerende? For slet ikke at tale om når folk kræver svar på hvad transkønnede har forneden, som om det mest naturlige i verden, og ser det som helt naturligt at personen skal svare venligt og pædagogisk på spørgsmålet. Det er også lidt som om nogen tror at nogen mennesker er en slags omvandrende formidlere af fx. deres køn, seksualitet, etnicitet, kultur, sygdom/handicap osv. og at man altid er parat til at tage den snak for 117 gang. Det bliver så kun værre hen ad aften tide og når folk har drukket lidt.
Og er det umuligt at bedømme en person indenfor 10 min, og er det ikke ret ok bare at være i den situation og improvisere en dialog, uden at ting skal defineres og afklares sådan helt firkantet?
Spøger man til børn, opfattes det som regel kun positivt hvis man selv har børn, ellers er det et trælst spørgsmål, der kan minde om en om abort, den partner man aldrig fandt, de grunde til at man ikke fik børn, hvis man ikke høre til gruppen af frivillige barnløse, men gide frivillige barnløse det spørgsmål når det kommer til stykket?. Man kan svare, nej til at have børn og håbe spørgeren fletter næbet.......hvis det er ja, så kan man ævle børn.
Børn og hus/lejlighedspriser eller de rejser de har råd til er det "almindelige mennesker" snakker om, det er ofte meget kedeligt i min optik...jeg kunne overveje at forholde mig autentisk og sige hvad jeg mente for at peppe det hele op, men det kræver lidt man er i en god dagsform, hoooost!....og man er klar til at blive beskyldt for at være noget socialt udfordrende.
"Kan du lide at rejse?" -"Hm, jeg har ikke råd til at rejse, jeg vil heller ikke rejse alene lige for øjeblikket, og jeg har faktisk ikke ret meget ork til noget for tiden alligevel"
Som om mange folk er ramt af en forestilling om at vi alle lever i en reklame i tv, hvor vi er en velsitueret overskuds børnefamilie, eller den lykkelige aktive single. Men det er vi ikke allesammen.
Måske man bare skulle lære at sige "kunne jeg ikke få et andet spørgsmål?".
Personligt synes jeg ikke man lære noget af at stille standart spørgsmål til mennesker man ikke kender, for mig giver det ingen mening, jeg venter. Jeg har også den ide at folk nok skal give dig de oplysninger de gerne vil give dig. Men jeg er jo også mest til samtaler der handler om et emne, at lære andre at kende gennem at tale om emner, nyheder, kultur, pjat, ja hvad det nu kan være, hele spørgsmåls kommunikationen er så stiv, som en date hvor man spørger om ynglings farve og livret.
Er jeg arrogant? Sikkert, jeg tror jeg manøvrere anderledes gennem kommunikation.
Som en jeg havde punk'et kraftigt omkring hendes normative spørgsmål sagde: "Er du Autist" -Mig: "Ja, det er jeg!".
Jeg ved ikke om det ligger i Autist spektret at nogen almindelige sociale ting bare ikke giver riktigt mening, og nærmest virker stødende og hæmmende for kommunikationen, sådan som man selv foretrækker den. Jeg har siddet i godt selskab, indtil der dukkede en op iført de mentale tennisokker og skulle have mig og andre puttet i kasser, og ikke var i stand til at gå ind i kommunikationen på en mere flydende organisk måde.
Jeg tror selv jeg har en flydende måde at gå ind i en samtale, jeg finder der hvor min interesse vækkes og hvor jeg har noget at byde ind med, så kan det jo helst roligt kører derfra. Men jeg gider ikke at samtaler går fra at være ude på bordet mellem os, til at nogen absolut skal komme med luppen når de ikke er en ven/en jeg kender.
Jeg har også oplevet at man kan møde helt fremmede og meget pludselig befinde sig i en dyb og eksistentiel samtale, faktisk synes jeg det er noget af det bedste.
Men jeg ved også at jeg kan kommunikere på måder hvor andre ikke kan følge med i den dialog jeg har med en anden person, hvor de bliver hægtet af, men jeg er helt på, der er kommunikation hvor jeg ikke har et problem med at få meningen , eller kunne fylde hullerne ud i meningen, måske især det sidste. Jeg er en kommunikativ Asperger, og jeg kan noget med kommunikation, men det hele gå jo ud og ind gennem mit filter og synapser.
Fra en af mine andre blogge: "At være en "ægte" Autist på spekteret": "Når mange Autister/Aspergers ikke kan lide at folk begynder at kramme og røre ved en, eller direkte øjenkontakt, er det samme måske også tilfældet i forhold til sproglig berøring, at retoriske direkte personlige spørgsmål føles lige som en berøring. Og da der ligge en manglende sondring mellem passende/upassende vil berøring/tiltale heller ikke nødvendigvis ende i den kategori som den ville hos en neuro typisk person."
Gennem livet er jeg blevet rettet på socialt, jeg er fuldt bevidst om at jeg har problemer med det sociale, for det får jeg jo at vide. Og jeg har arbejdet meget på sagen og jeg er blevet bedre, men jeg har mine knaster. Men jeg kunne også vælge at sige de knaster er personlighed, jeg er jo ikke generelt storslem, jeg er bare anderledes, og bare lidt anderledes kan da være godt?
Men det er selvfølgeligt man tiltrækker jo lidt opmærksomhed, men jeg tror ikke det har den store betydning for tennissokkerne har jo kun de redskaber de har uanset hvem de møder og de bruger de spørgsmål overfor alle. Og overfor ligesindede er de spørgsmål jo helt ok og sikre.
Hvad arbejder du med, er ikke et neutralt spørgsmål for folk der ikke arbejder, om man har børn er heller ikke neutralt hvis man ikke har børn osv. Måske man bare skulle finde spørgsmål der er mere positivet ladet, spørgsmål man ikke er blevet spurgt 1000 gange før, noget der kunne sige mere om hvem man er......men det er måske ikke det det handler om, når man spørger, det er et hårdt prik på skulderen for at få en reaktion, eller udfylde et usikkert tomrum. Eller man har lært det er høfligt at spørge. Måske det slet ikke handler om dig, men den der spørger?
Men på den anden side er det måske meget sjovt at lave ballade, når folk spørger normativt og trælst, i stedet for bullshit, så sig det som det er og se hvad der sker, du prikker til mig og jeg prikker til dig, måske nogen får mere indsigt, drop pænheden og ejendomsmægler snakken, og kryds mentale klinger. Vi gør så meget for at få det selskabelige/sociale til at kører glat, at vi hverken er tro mod os selv eller andre, hvorfor tale hvis det hele bare er et nydeligt maskespil?
Stressen og det lave selvværd lure under maskespillet, at man prøver, at man tror de andre har tjek på deres shit. Måske ved at stille modspørgsmål vil man opdage ting man ikke så og hørte før, at kommunikation ikke bare er fraser, der lægger op til ny fraser, at svesken faktisk kommer på disken, og jeg mener jo ikke man tager skade af at lære noget om sig selv og andre.
