Jo jo, jeg ved godt det med skemalagte "hjemmeaktiviteter", men indtil videre ved ingen hvordan det vil fungere, og ingen kan spå om hvad der sker i mit liv i fremtiden, da min livssituation altid smitter af på hvad jeg kan magte i mit hjem. Der er de kræfter til aktivitet der nu er til rådighed og det har jo altid været netop det jeg havde at kæmpe med, gennem hele mit voksenliv.
Min ADHD er også kronisk, så jeg bliver næppe mere sammenhængende i de praktiske opgaver, jeg jo har meget svært at koncentere mig om.
Jeg kan være håbefuld og håbe at struktur og planlægning vil være vejen frem, men jeg må også være realistisk i forhold til det jeg faktisk ved om mig selv, gennem næsten 50 år.
Mine problemer i hverdagen har intet med min alder at gøre, og går det galt så sidder jeg i suppedasen, og jeg kan ikke skabe et liv der går efter en snor, der ikke lige pludseligt udfordre mig på nye måder og trækker tanker og energi andre steder hen væk fra hjemmets praktiske gøremål, for jeg er også for ung til at sidde isoleret i et hjem, uden at ville noget, og der sker også uforudsete ikke ønskede ting man ikke har valgt, der pludseligt tager al energi og fokus.
Mn mit mål er, at kunne se hvad der kan gøres/ændres realistisk og hvad der er kronisk, så jeg i fremtiden kan få indrettet hjemmet så jeg ikke hele tiden ender i afmagt, og lort til halsen.
Og måske nogen af de ting man ved om Autisme og pasning af hjem, kan hjælpe mig, men hvor meget er ikke til at sige lige nu, men jeg tror det er urealistisk at tro jeg "bare kan klare mig", uden nogen hjælp udefra. Eller at en selvbetalt rengøringshjælp i fremtiden kunne være nok. Dertil et problematikken for kompleks.
Nå, men men visitations mødet gik godt, jeg får mere praktisk hjælp til det i gennem måneder akkumulerede rod og svineri. Og i løbet af vinteren kommer jeg måske igang med noget hjemmetræning der er baseret på erfaringer med Autisme.
Jeg må også i gang igen med at rydde ud i mit hjem, sælge og give væk, men det har været hårdt med at skrive annoncer og fotografere, putte på Facebook, den blå avis, trendsales, kommunikere med købere og have folk forbi og afhente, for ikke at tal om at skulle sende ting til folk.
En af de mange salgsannoncer, hvor det ikke lykkedes
Jeg må også indrømme jeg har måtte sælge ting der gjorde ondt på mig psykisk, jeg er jo en hoarder og der er ting der har betydet noget for min identitet og der har rummet minder. Ja det har jeg måtte lade som om at jeg ikke mærkede, men mon ikke det var medvirkende til mit sammenbrud sidste påske? Og blive forstærket af at jeg bare måtte forsætte, uden det blev landet psykologisk?
Hoarding er ikke en uskyldig lidelse der ikke har konsekvenser, hoardingen har konsekvenser for ens hjem og ens funktion i hjemmet, men det har det også for en personligt når man skiller sig af med tingene. Og det kom til at betyde et tilbagefald, som er uundgåeligt......men måske ikke skulle have været så langvarigt. Den gamle ydmygelse kom tilbage, det er skutte sundt eller godt.
Men jeg vil sige at tilbagefaldet skyldtes mange forskellige påvirkninger bla. Udmattelse af at pukle med at flytte ind med 80 flyttekasser plus det løse (møbler), der var også meget "løst". Senere at være tæt på målet og indse at et år udelukkende var gået med fokus på hjemmet, at mine naboer stressede mig det nye sted, jeg havde stadig depression , og at mit sociale liv var blevet mindsket i forhold til inden flytningen.
Jeg kan ikke forudse hvad der er realistisk muligt lige nu og den nærmeste fremtidnu, jeg ved jeg ikke vil have det sådan her hjemme, men selv efter flere års hjemmetræning er jeg ikke klogere på om der er løsninger der virkeligt gør en forskel. Jeg ved heller ikke om det er realistisk at forestille sig at jeg kan bo på en ok måde uden hjælp udefra til hjemmet.
Der vil komme en ny plan, og så vil det vise sig hvor jeg står nu i 2015. Men hvad jeg ved er at jeg vil have plads til at være et kreativt skabende menneske, Zombie dagene skal være ovre nu!
