Overvejelser om at ville fratage folk deres tilkendte førtidspensioner.

"- Vi er vidne til, at over hver femte på førtidspension er en udlænding. Så der er behov for at få kigget på de her førtidspensionssager. Jeg stoler ikke på en eneste udlænding, der har fået førtidspension, når de bare bliver givet til højre og venstre, siger Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti."

Ok og hvorfor gør han så ikke det? Mange vi har modtager er flygtninge, der har været udsat for totur og krig, samtidigt afspejler psykiske og fysiske sygdomme hvor man er i samfundet, det vender den tunge ende nedad. Og ofte er langt mere kompliceret når man først ser på sagerne, meget mindre sort/hvidt. Men det er "udmærket" som politisk signal til at stresse og mistænkeliggøre andre. Tror jeg der er nogen der har fået førtidspension der ikke burde, og igennem de sidste 25 år? Ja det er der, af forskellige grunde, også for at få vanskelige lange sager lagt på hylden. Og nogen år var det helt umuligt at få en førtidspension, selv for dem der burde kunne få. På den måde kommer der en ophobning, hvis man ændre kurs bere en smule. Problemet ligger at andet sted, ikke i at kigge på gamle sager, der er spild af tid og penge og ikke der guldet ligger.

Måske vi skulle se på hvorfor nogen ender som førtidspensionister, der ikke behøvede at være endt sådan, og heller ikke ønskede det, men det var det det til sidst blev.

Hold op med at reparere på det der ikke fungere, og ikke har fungeret længe, tænk det om fra grunden!

Vi taler ikke samme sprog, neurodivergens og trauma bliver ikke opfattet.

 Det kan være svært nok at blive forstået som neurodivergent. Hvordan forklare man noget i forhold til en fast forestilling, om hvordan ting er og føles fysisk og psykisk? Man kan tro man genkender, man oversætter genkendelsen, det er bare ikke korrekt. Der er støj på linjen og man kan ikke gradere hvad det er der bliver kommunikeret. Og ofte bliver det vi kommunikerer nedgraderet automatisk, via den neurotypiske måde at opleve ting på.

Hvis man så tillæger trauma og/eller kompliceret PTSD er der andre kommunikations former, der en underkendelse af selvet og behov, samtidigt også en vis ængstelse. Man har ikke en tryghed eller øvelsen i at holde fast i hvad man har brug for, eller ikke brug for. Den er blevet eroderet gennem livet, fra barndommen og videre. 

At skulle advokere for sig selv, ens diagnose, alvorligheden, hvad man har behov for og hvorfor man ikke skal fejes af vejen er svær, når både Autisme og trauma, gør en svær at forstå. Og gamle afvisninger forstærker det.

Men hvad er det andre ser udefra? Jeg der kender tegnene for trauma, kan genkende sprogbrug, betoninger. Jeg kan genkende det for mange typer mennesker, og aner isbjerget under deres ord. Men jeg oplever at de fleste er uden den der fornemmelse for isbjerget, eller så ser det det bare som et sårbart og skrøbeligt menneske. Og at det bygger på en manglende evne til at være stærk. Og man nu overdriver lidt, er lidt i sin egen bobble af problemer, man ikke har evnet at løse, og nu sidder man der.

Ja, det gør man jo, og ikke fordi man synes det er sjovt på nogen måde, og at man kender risikoen for igen ikke at blive set og hørt. 

Velmenende god råd, der egnet for noget med meget mere velfungerende liv. Det er bare om at få lukket af og afsluttet. De her mennesker og deres lidelse. Deres fornemmelser man ikke kan tolke.

Der er ikke plads og tid, vi skal holde det her inde. De her mennesker er alt for følsomme, de føler ikke det de føler, det er bare fordi de er som de er. 

Men vi er som vi er af en grund, og vi er ikke som vi er nu fordi det stod i stjernerne, eller at det ikke kunne have været anderledes. ADHD og Autisme er ikke helvede på jord, men det er svigt og afvisning, svigt og afvisning, svigt og afvisning, igen og igen. Fra det lille barn, til skole, som voksen. Det måtte gå som det nu kunne. Man passer ikke ind, og der er ikke plads. -Vi behøver ikke at skabe plads til dig.

 

Autisme og ADHD giver en anden udvikling gennem livet, der ofte ikke er aldersvarende omkring selvforståelse og relationer. Når det så får et ekstra lag af tidlig trauma og kompleks PTSD, så giver det i sig selv, at en udvikling er hæmmet, både i forhold til stress, men også via familiemønstre der arbejder mod en udvikling, en fastholdelse i stadier af udvikling.
Vi får ikke afgrænset os i forhold til andre, eller lov til at være os. Og meget af det ligner og føles den anden diagnose/tilstand. Og har man en udgave der ikke udadreagerer og man maskere meget, er man ret usynlig, eller let at overse, og man vil gerne overse os og håbe det går nok. 

Vi kan magte meget som børn og også børn med Autisme og ADHD og traumer kan få et ok voksenliv, og finde mere ro og forankring.  Men det er ikke alle der får lov til det, for det er ret tilfældigt hvornår vi møder en redningsplanke, og når man ikke gør det. At vi møde de rigtige mennesker og omgivelser. Uddannelse, job. Og via den platform have overskud/økonomiske midler til får hjælp til traumerne og PTSDen. 

Vi andre fortsætter bare, i det der føles som en mægtig tørretumbler der aldrig stopper. Der bliver aldrig en tid til heling. En heling der kunne gøre at vi bedre kunne relaterer til andre. At vi begyndte at bruge et lidt andet sprog, fordi vi levede en lidt mere normal tilværelse. Mere relaterbarer. 

Kompliceret PTSD har det med at rumsterer, også selvom man tror man ved hvad det var det handlede om. Det er som hver livs fase afslører noget, og at det ikke bliver nemmere, men mere rædselsfuldt. Der kan være meget der er lagt på plads, men nu er der nogen store sandheder der trænger sig på. Ellers så aner man ikke hvad der trænger sig på det kører bare i kroppen. For jo mere man faktisk selv kan definere hvad der foregår er man nået langt. Det er lige ved at jo tættere man kan komme smerten og ikke flygte/få symptomer, jo stærkere er man blevet. Men man er absolut ikke helet.
For den der bare mærker PTSD/traume uden at kunne sætte ord på, er det som at blive kastet rundt psykisk og fysisk af noget, og noget skræmmende men svært at definere. Man er bare i det, og folk siger bla. bla. når man prøver at forklarer. Ja, jeg har været der selv. 

Men det er også derfor jeg ikke giver en pot pis, for andres syn på mig, at de ikke ser og hører mig. For selv i min afmagt, og ydmygelse, for det er ydmygende ikke at blive hørt og set, så ved jeg, at jeg stadig er i live, og hvor brand hårdt det har været at komme igennem. 

Det er sandt, de andre har mere magt end mig, andre muligheder, -men jeg er testet af livet i nogen detaljer og i et omfang af tid, der er meget svært at forholde sig til. 

Jeg har stadig ikke de rigtige ord, og det jeg tænker og føler er stadig off. Men jeg tror at jeg endelig har frigjort mig fra forestillingen at der er en mulig forståelse. Det er hårdt, men det er en begyndelse. Det er et meget bedre udgangspunkt for dialog. 

Traume masken, at altid kunne holde masken, selvom man græder inde bag.

Traume masken: Når narcissistiske forældre kræver at man ikke må reagere autentisk, så er det det man lære meget tidligt, og nogen børn er bedre til det end andre. Nogen kan mindre kompenserer for den tvang, at skulle holde den maske og egne reaktioner nede. Andre kan opføre sig pænt hele vejen, der er ingen røde lamper der blinker. Kun indeni. 

Som barn i den type familie får man lært et ens følelser og behov ikke betyder noget, det er forældrens og det er andres, og det er pinligt man ikke at kunne forstå det. Ens følelser og behov er synd for andre, hvis du er ked af det, vred, uenig, bliver de personligt kede af det.
Det er ikke fordi man ikke fx. får rent tøj på og faste spisetider. Alt kan se perfekt ud udefra, meget perfekt. Og andre kan se barnet som forkælet og priviligeret, overbeskyttet. Uden at se at alt det ydre er er på forældrens betingelser, og en del af deres valgte livstil. Den måde de vil præsentere sig på for verden. Så alt har en overflade, forælderen, hjemmet, barnet. Overfladen er forældrenes grundlæggende egen frygt, og det de gør er måske ikke et valg, men bare at følge det spor de har lært da de var børn. De turde bare aldrig kigge det rigtigt efter, på den anden side en narcisist er skabt meget tidligt og har ikke mulighed for at se deres "værdier" igennem senere. De er fangede, men vil samtidigt fange andre i at deltage. Og der er afhængige af at nogen deltager og ikke kan slippe væk.

"Du skal spejle mig smukt"
Og som et produkt af forælderen hviler det på ens skuldre at føre det videre. Den narcissistiske forældre ser barnet som en del af dem selv. Du skal afspejle det de tror verden vil se, hos dem. Måske end et perfektioneret billede, den forbedrede version. Men det betyder også at intet er godt nok, og alt kan kritiseres. Den her udgave er en blanding af "det gyldne barn", men der er meget kritik. 

Børn elsker deres forældre, de er loyale. Det er de under de forhold der tidelige er helt forkerte, voldelige, kaotiske, og de er det overfor forældre der bruger børnene som psykologisk støtte, eller prøver at skabe splid. Børn vil gå langt i at følge forældrenes handlinger og ønsker. Ikke at der ikke kan være et klarsyn, alligevel er der en forbundethed. Men hvordan er det for et barn at være loyal og elske, men samtidigt kunne se at noget er galt? Det er lidt rigeligt, det tager noget fra barndommen, der skulle have været brugt anderledes. Børn kan ikke undgå at der sker ting, men det at leve konstant med den belastning tager fra anden udvikling og kræfter til hvad der ellers sker. Og det der sker er at ting bliver farvet af, at det man har lært giver snævre rammer, for at få lov til at se ting på nye måder, danne egne erfaringer, og løsninger. Jeg nævner rammer meget, for det er et billede på mine minder, spejle og billeder med guldrammer, og jeg var også sat i ramme. Men det levede liv er noget andet end et billede i en ramme til fremvisning. Måske ikke for narcissisten, men andre kan ikke leve indenfor den ramme.

Man lukker sig om sig selv, som en mini kult. Den narcissistiske forældre skal beskyttes for alt ondt, og verden. Og bruger dem de har til at sikre det. Som partner må man også vælge en der er med på det. En der kan tvivle nok på sig selv, til at blive manipuleret med. Måske en der føler ansvar for at blive, for andres skyld. 

At blive delt i to.
Og i sociale situationer skal du mestre facaden. Og det kan mestres så godt at "det andet" ikke er der, lige i det øjeblik/situation, uanset hvor traumatiske ting der er gået lige forud. Man kan smile, være fuldt engageret, social, virke meget levende og glad. Og det øjeblik det er overstået er noget helt andet, man ved selv, at det kommer tilbage, det svære, men det er nærmest tilladelsen, til at opføre sig som ingen ting er hændt, at man senere igen omfavnes af virkelighededens tunge overfrakke. Er der en angst for at føle sig glad og tilfreds, skyld og sorg fri? Det kan føles sådan som voksen. 

Det er lige ved at jeg tror at min Autisme og ADHD beskyttede mig til en vis grad, at min indre verden kunne kompensere for meget og holde mig beskæftiget. At jeg rimelig længe i min barndom var en lille enhed, der var ret selvkørende, og ret fornuftig. Men man bliver ældre og ting kompliceres, og med den type familie vil problemerne og det usagte bare vokse, så der bliver ikke mindre kontrol, også fordi der er ting du ikke må opdage, nu hvor du er i en alder hvor du kunne forstå det. Så magten tager til. Det er Stokholmsyndrom i familieversionen. Resten af verden skal også holdes på plads. Dem og os.

At et traumatiseret menneske lære at have et ansigt udadtil, og kunne lægge ting fra sig i nuet, er til stor fordel for dem der vil styre en. Og for en selv kan det virke som noget der umiddelbart virker. At det er praktisk, at uanset hvad kan man finde en grimasse der kan passe. At uanset kaos, kan man træde frem som uberørt af det. På mange måde er det en Royal opdragelse, eller en opdragelse til de bonede gulve, stiff upper lip. Men i den ekstreme form, må man forråde sig selv gang på gang. Og det der er forskellen er at narcissisten lever fint selv med sin maske, som de tror er ægte. Og vi andre lever ikke godt med den maske vi fik. 

Kan du se mig?
Men hvad så den dag man ikke længere er under den magt, og man gerne vil møde verden som man er? Den forbandede maske og den evne til at lægge sig selv væk, er der jo bare. Man taler og taler, men ingen kan høre det. Du er stadig det samme billede udadtil, og dine sandheder kan næsten fremstå falske og overdrevne, for mange følelser, selvoptaget. For der er mange følelser, og spørgsmål der har kørt rundt og rundt i årevis. 

Det der for andre kan ses som selvoptaget, egocentrisk, er usikkerheden på sig selv, at måle sig med andre hele tiden, og alligevel ikke kunne få et indtryk af, hvor man selv er i det.
Det er ikke en selv der er centrum, men det at se på andre som centrum som den sande standart, og så tilbage på sig selv. Det er i et håb at der er et svar, og at man endelig forstår det. Det er en del af Autisme og ADHD, men det er også en del at traumer og kompliceret PTSD at prøve at løse gåden. Og ikke mindst for os der har fået diagnosen sent. Jeg er nået til at tro forklaringerne er uhyrligt enkle, og at vi har overkompliceret det. Og at vi har sat andre på en højere piedestal end nødvendigt. 

Jeg har Autisme/ADHD og trauma, så mine forudsætninger er begrænsede, for at forstå det ud fra hvordan man taler om neurotypisk adfærd. Måske Autistiske mennesker skulle lave deres egen udgave af guiden til de neurotypiske, for jeg tror ikke de neurotypiske kan se sig selv ret godt udefra. Vi er ofte blinde for det der er selvfølgeligt, det er jo bare sådan. Men mennesker med Autisme/ADHD stiller spørgsmål, men hvorfor er det så selvfølgeligt? 

Jeg har spildt uendeligt meget tid på at forstå andre, det har været meget smertefuldt, og det har været meget personligt. Den tid og energi kunne have været brugt på noget bedre for mig og langt mere konstruktivt. Den energi skulle have været brugt til at skabe noget, og at leve. Men jeg har gjort arbejdet, nærmest akademisk, men jeg har samtidigt gjort det med en tåre i øjenkrogen, mindst. Og i det håb at jeg en dag ville opnå en form for større klarhed. Mindre smerte.

Det er ting og minder der er ubehagelige at leve med i den super klare form, der er brug for heling. Normalt ville man have en psykolog med på "den tur", men det har jeg ikke råd til, og jeg vil ikke længere være fanget på den her måde så jeg måtte gøre det selv. Min tid er dyrebar nu. Jeg har brugt så meget tid på at overleve, og vente i hele mit liv. Indkapslet, men i live, men ikke et ok liv. Jeg vil have klarhed selvom den gør ondt. Den næste udfordring er at smide selvhadet og selvforagten. 

Jeg har forstået jeg stadig har masken på, at andre mennesker stadig ikke kan se mig, og at det er blevet gjort alt for godt. Og hvad gør man så? Jeg er også klar over, at det at jeg har kunne have to kasser, har kunne holde noget kørende, der ikke burde holdes kørende. Nogen gange gavner masken mig, men ikke med det vigtigste for min egen trivsel. Reelt gavnede den den kun i familien faktisk. 

Det er som om jeg bære narcissistens overfladiske falske maske, men uden at være falsk og overfladisk, faktisk det modsatte. Men samtidigt fratager det mig at være mit mere autentiske selv, overfor andre. Og det føles pludseligt meget ensomt. For det kunne betyde at der aldrig ville være en sand forbindelse, eller uendeligt få. Som skrevet, har jeg fra barn lært at underholde og beskæftige mig selv. Ikke at jeg ikke havde lyst til andet., men det var ok. Men jeg er social.  Jeg ved ikke hvorfor jeg holder fast i det på trods af at det er svært. 

At arbejde med performance er at tage masken af.
Eller sand performancekunst er at tage masken af, det er ikke alle der kan der prøver, men dem der fortsætter plejer at være dem der er parat til det. Man er ikke en skuespiller, man udarbejder selv sin persona og nummer/forestilling, men kan indgå i samarbejder. Jeg har optrådt med performance, med teater, og ja, jeg kan godt det med en scene. Og jeg kan altid holde et foredrag eller optræde, selvom resten af mit liv ikke fungerer.

Jeg har tænkt på at evnen til at være på en scene som en bevidst kunstner, er at man hele tiden er bevidst om at man er på en scene, at selvom man agere fraværende, så er man en performer/skuespiller der er fraværende på en scene, for publikum ser med det samme hvis  man falder ud. Hvis man fra barn er blevet trænet i at være på, der det indforstået hvordan man gør. Den sceniske er bare et skridt videre end normalen. 
Jeg har arbejdet med det, at være lige ved at gå galt, at man som kunstner taber tråde og kaos opstår med et publikum. Men sandheden med mig er jo at jeg er øvet i at redde situationen, fordi det bare er min scene persona der krakelere, ikke den maskerede mig, der finder ud af at komme videre. Det er linedanseren der er ved at falde ned uden net, men reder den....fordi de har trænet.  Jeg kan overskride de grænser de fleste mennesker er bange for at vise frem offentligt. Og jeg ved jeg kan magte det, fordi jeg har trænet hele livet. Jeg giver dem en live opvisning i at det er muligt, og at det er muligt at overleve det uden det er skamfuldt og meget pinligt, og vise at det er ikke det værste der kan ske: En følgespot over ens hovede, og nu er det bare er sådan og alle har set det, og det er en frosset tilstand, uden mulighed for en elegant sorti, eller? Jeg håber på et et godt fuck up, og et der er stort nok, og improviser i kaos og se om der var en gave i det. Jeg synes det er at fake at genbruge noget, indstudere det. Det skal være helt levende øjeblik hvor man selv og andre får det sug i maven, nu kan vi mærke vi er i live og tage den derfra, og jeg kan køre den hjem, der kommer en rimelig elegant sorti. Pyha!

Autisme har sine typiske maskeringer, ADHD har nogen andre og AuDHD som jeg i princippet har, er noget tredje. Men en nyere diagnose. Det kan så gøre at man både har typiske Autisme og ADHD maskeringer, som så om muligt er mere forvirrende for en selv og andre, da de kan være meget selvmodsigende. Måske en dag jeg vil møde nogen der kan sige om jeg mest maskere som ADHD eller Autist, eller jeg mere fremstår ADHD, end Autistisk. Selv synes jeg både den interne del af det og den ydre er så vævet sammen, men jeg tidligere havde et stort ja til ADHD, og mindre til Autismen, nu synes jeg der står mere lige. Og det er mig ud, og mig hjemme, stadig en blend, men meget forskelligt udtryk. 
Men spørgsmålet er om det er mest Autismen og ADHDen der er skyld i min adfærd, eller at trauma, har været afgørende for det allermest negative i mit liv, og en ret ekstrem maskering på grund af trauma, der skulle fungere også hjemme. Men også skulle dække over mange flere ting, der intet har at gøre med ADHD og Autisme. 

Jeg ved ikke om min fantasiverden er en Autisme ting, et tilflugtsted. Under bedre forhold en fantastisk evne, men når ting ikke er godt så virker den som en beskyttelse, men også en der gør at man kan udholde ting. Hvor der måske skulle have været reageret ude i det virkelige liv. Den neurotypiske havde ville vride sig fri, med mere eller mindre gode metoder, for reelt er det at undslippe narcissister svært, fordi der er meget der ikke virker logisk, og man kan dø i deres labyrint.
Personligt havde jeg set en prøve at komme fri, det gik ikke så godt, så det kan have påvirket mig, eller det har det. Det var bedre at holde en lav profil, og vente til det rette tidspunkt. Det fraværende i at være et andet sted er også en maske, og fordi min Mormor selv var ret fraværende var det normaliseret. Det er ikke sikkert det ville være det i en anden kontekst. At være fraværende er ikke at trække på andre, man er der, men er der ikke. 

Det lod så vente på sig meget, meget længe. Jeg nåede at blive 31 år. Det var der jeg først forstod noget, at det menneske jeg var mest loyal overfor, ikke var på min side, men kun sin egen. Og det ville tage 6 år at komme væk fysisk, vel vidende det var det der foregik. Det er svært at være i sig selv så. Men skriger stumt indeni.

Og det forklare også hvorfor det ikke bare er noget jeg har kunne lægge fra mig senere, det var for sent, for omfattende. Det vil sige, at jeg har lagt meget fra mig gennem årene fra jeg var 31, jeg kan adskille det tillærte, fremmede tankemønstre. Jeg kan sige det der er ikke mit. Men samtidigt er det nærmest umuligt at finde ind til mig, jeg er som et museum af fortid. Jeg er som mit hjem, med arvegods og fortid, og tingel tangel. Jeg er flere generationers erfaringer og vildfarelser. Men det er også rigtigt at jeg har meget "guld", både den viden jeg generationelt har, og den jeg selv har tilkæmpet mig. Og det kan anvendes, positivt, der er meget godt. 

Den største udfordring er om  jeg kan blive synlig som den jeg er. Eller om det altid vil være for komplekst for andre på en negativ måde. At intet er entydigt, der er mange gråtoner, der er mange farver og mønstre, og det skifter, men kommer tilbage. Som en Opal. At det er der selv i de korteste og flygtigste situationer med andre. Men de er negativt.......? Der er lidt en gåde der. Jeg er kendt for at virke meget troværdig, hvilket jeg også er, men der er åbenbart noget andet, er det "teatret", for meget "energi"? 

Som sådan forlanger jeg ikke folk skal forså mig på et dybere plan. Det ville bare være lettere at de ikke fejlfortolker mig på et mere overfladisk plan. Personligt kan jeg søge de mennesker jeg kan med, og jeg er jo social, jeg behøver ikke at kunne connecte med alle. Det forbandede er bare det der sker i det mere overfladiske, og jeg har ikke knækket koden. Jeg ved ikke hvad det er andre tror de ser i mig. I forhold til sundhedsvæsen og kommune osv. er det meget i vejen at jeg er som jeg er. 

Med en Autisme kan det være svært at forstå at andre ser noget andet, og ikke det bagved. Vi kan godt leve med den transparens, og sandhed. Og min maske var ikke for at skjule mig selv, den var for at leve i min familie, ikke for mig selv........og dog jeg gjorde det for at overleve. Masken var bare ikke til min fordel ellers. I forhold til resten af verden, nej. Udover at præge mig til at kunne indgå i andre usunde forbindelser. 

En overlevelses trauma maske, bær den, eller bliv udslettet. Den er en anden end den gængse Autisme/ADHD, selvom der er varianter og blandinger. Og jeg tænker at det jeg skriver kan være væsentligt, hvis man har tænkt over sin egen maskering, og synes at den var lidt mere ekstrem, end det man ellers taler om med maskering. 

I dag er man klar over at Autisme og ADHD ofte er kombineret med Trauma og kompleks PTSD, og at Autisme og ADHD sjældent står "rent", men har andet oven i, men samtidigt fejer ind under de diagnoser, så vi ikke får støtte til noget der kunne støttes og give bedre livskvalitet, og det påvirker Autismen/ADHDen så den er mere belastende at leve med. Men kan give en selv og andre den tro at det bare er som ADHD eller Autisme er, og man bare er mere... negativ. Her savner ander virkelig den glade maske. Så måske der var et maskefald?

At have, eller ikke have forankring.
Barndommens Trauma maskeringen er en gidseltagning, der er livslang. Og gå dybt ind, den er ikke bare udadtil, man kan heller ikke se sig selv, der er blevet set et script ind af andre, og at få det smit ud, og adskilt er næsten som at stå tilbage med et knust spejl, hvor meget mangler. Og på en måde er det bedst ikke at tænke på, det er at tabe fodfæstet. Jeg har nogen forankringer, nogen grundlæggende erfaringer, der gør at jeg ikke flejner helt ud. Eller er flejnet helt ud forlængst. Jeg formoder at den forankring er min, noget af det jeg kan identificere som mig, min grundkerne. Den er lige som det legetøj med noget tungt i bunden, der gør at figuren uanset hvad, vil ende med at stå oprejst, en "Tumling" eller på Engelsk "Roly Poly". 

Og hvad så nu?
Bliver man nød til bare at skære igennem, og sige hvad er det egentligt jeg vil, og er det muligt? Hvad har en virkelig betydning for mig? Og så ignorere resten så godt man kan. At det bare er støj på linjen, og det ikke skal have lov til at fylde mere. 

 Hvis bare jeg kunne sige: "Det der vil jeg gerne og jeg skal nok finde ud af det". Og jeg kunne få det, med eller uden maske, uden spørgsmål fra samfundet, bare få det overdraget til min egen forvaltning. Til de ambitioner jeg har, og med den metodik jeg har haft i forhold til at skabe. Jeg skulle nok levere, både som den der ikke havde mulighed og ar noget at bevise, men også den der gør det alligevel, fordi det giver mening, uanset hvad og hvad andre synes. Hvad jeg er må ligge i mit arbejde/værk. Og jeg vil gerne dele det, tilføje det til summen af menneskehedens output. 

Jeg vil gerne være en del af samfundet, i samfundet. Ikke assimileret af pænhed som en venlighed, eller som en del af inklusion som et politisk signal. For det er kun et signal om, at inklusion ikke rigtigt er der.  Og hvordan kan jeg samtidigt være kun lidt Autistisk, og altid stå ved siden af? Fordi jeg altid er lidt ved siden af? Og hvordan kan så lidt betyde så meget? 

Jeg lærte at maskere for at kunne være i mit barndomshjem, men dybest set fungerede den ikke i andre forbindelser, jeg skulle nok have lært en ny. Men helt grundlæggende burde ingen børn/unge blive optrænet i at bruge masker for at kunne eksistere i verden. 

Den store gåde i Dagens Danmark, hvad skete der med medfølelsen?

 Jeg oplever gang på gang, at vi samtaler ikke kan rumme det uperfekte, det sårebare. At der hurtigt skiftes til gode råd, eller at nogen andre har de værre, og man burde være mere positiv. Det er en måde hurtigt at få lukket af, og ikke få resten af hvad det egentligt handler om. Man er sluppet ud af det, så man kan fokusere på sit eget.
Opfatter personen det som om at et udtryk af, at et andet menneske har noget at slås med, som et konkret krav om at man skal hjælpe dem? At det andet menneske kunne blive en personlig byrde, og man nu er fange i en støtte rolle?

Selv kan jeg sagtens udtrykke empati og forståelse, uden jeg tror/føler at det afkræver mig noget ekstra personligt. Jeg skal ikke løse noget, jeg kan lytte, jeg kan gøre det personligt smertefulde jeg får at vide, til noget der er noget der er generelt menneskeligt, og noget vi kan tale om. -Men kræver det at man selv er mere afklaret og åben for at kunne gøre de? Og at man kan afgrænse det at vise empati, og rummelighed, ikke er ensbetydende med at man har skrevet kontrakt på, at være fast støtteperson. At det er et udtryk for man ikke selv har fat i grænserne og nu er overvældet. Og nu regner med den anden ikke kender grænserne.

Fordi man lufter noget, overfor et andet menneske er grundlæggende ikke, at den person skal redde en. Men når vi problematiserer den åbenhed og afviser den, gør det mennesker bliver meget alene med sig selv. At man kan have mange venner, men venner ikke betyder at man kan være åben om hvad man går og tænker på. Hvilket i min verden ikke er at have venner, eller være en ven for nogen hvis man bare altid parrere den anden, det er mere en verbal kampsport, det er ikke en samtale. Det er ok at sige at man ikke ved det, er i tvivl, eller ikke kan yde det, den anden afterspørger, det er ærligt. Det andet er ikke ærligt........eller man er ikke ærlig over for sig selv, blinde vinkler. 

Den gasligting og afvisning man ofte møder i Danmark, både hos venner og fagligt i kommuner, psykiatri osv. Der som en rygmarvs refleks der er blevet normen i Danmark.
Det er måden vi kommer gennem dagene, vi prøver at tage ansvar for vores eget liv og de aller nærmeste. Der er ikke rum til mere siger vi.
Hvorfor er der så ikke det? Fordi at vi aldrig er helt nok i det her samfund individualistiske samfund, der er altid plads til personlig forbedring. Den se så sjovt nok ofte performativ i forhold til omverdenens syn på en, ikke hvordan man møder andre på et dybere plan. Det er hvordan man møder andre som det produkt man er blevet, efter de værdier samfundet sætter øverst lige nu og her. 

Jeg vil så sige at jeg høre mange angstfyldet samtaler mellem unge på cafeerne i dag. Men det er aldrig mere en deres tvivl, det er uden en kontekst i forhold til samfund, vilkår. Det er totalt ureflekteret. Det er bare jeg har det her, og så en lang monolog. Den anden part mumler så et eller andet. Det er næsten en norm med den der ureflekterede følelse af ikke at være nok, men samtidig den eneste i verden.

Og det er som om man ikke kan forvente det er den generation der bryder med de normer der er nu. At de har ungdommens fysiske styrke, men at tidens "alle muligheder" har paralyseret deres tanker. Og jeg er den der var at paralyserede tanker ødelægger alt. De unge kender forventningerne, forældrene, samfundets, der er bundet, ikke frie. Ja, de bruger psykiatriord, og føler ting. Så de er andreleds end dem der er ældre. Vil de spørge os, eller har de også fået afvisningen? Eller er de den generation hvor forældrene har haft fokus på alt, fordi det var projekt børn? Hvis det jeg oplever er generelt, så var projektbørn ikke løsningen på fremtiden. 

Når vi ikke taler sammen om de ting der rumsterer og ikke mindst sætter dem i en samfunds kontekst, glemmer vi at vi deler de tanker med mange andre mennesker, og man kan ændre på ting, at vi alene prøver at løse noget der er delvis samfundskabt. Jeg ved godt mange siger, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved, men det er jo ikke rigtigt, før i tiden har mennesker stået sammen om at ændre på ting, der ikke var politikere eller mennesker med magt. Så det kan gøres igen.

Alene det at man er flere er lidt beroligende at vide. Det at tale med andre om det, og forskellige vinkler, og med nogen der har været gennem det, og fundet løsninger, og andre der har fundet andre løsninger, gør at man måske kan finde sin egen vej. Ikke som et projekt, bare stille og rolig erkendelse. Og for nogen tager det længere tid end andre, men det er ikke en konkurrence mod det samme mål. 

Men det er næsten som om vi har mistet dybden og erfaringerne i Danmark, en nation af jeg'er, i et umiddelbart lykkeligt og velfungerende samfund. Men også der har meget svært med at takle tingene når de bliver svære. Og det er en sårbarhed, for den enkelte, men også samfundsmæssigt. 

Hvis evnet til at kunne rumme livet i alle de aspekter der er, vil vi prøve at tvinge det ind i kun at rumme et meget lille vindue for hvad en tilværelse er, og alt hvad der er udenfor, skal forblive udenfor, og er kun farligt og uden nogen værdier. Sagen er at alt det der ligger udenfor det lille vindue faktisk er værdierne, uden helheden er vi meget fattige mennesker, der har nok økonomisk, men meget lidt på kontoen for hvad det er at være et menneske. Og vi er underlagt at kunne risikere så meget, at vi bliver tvunget ud i at forstå det, men desto mere vi forstod inden, desto stærkere står vi. Og jo mere det er en del af hele samfundet kan vi også fagligt møde andre, fremmede mennesker og have den samtale, på den gode måde. Hvor vi kan se hinanden, eller i det mindste mere. 

At være udenfor det acceptable vindue, er ikke at være pestramt, det kunne enda betyde man havde flere svar, men alligevel må udtrykke et eller andet i forhold til andre medmennesker. 

Jeg har mange gange mødt og talt med mennesker jeg aldrig kommer til at se igen, samtaler om vigtige ting, eksistens, kultur, historie, samfund, erfaringer, og de erfaringer der er svære. I den samtale kan vi tage noget med os videre, der var en udveksling. Og jeg oplever altid at der er humor og engagement og viden, og andre vinkler. Det er den vigtige samtale. Og vel i grunden den jeg foretrækker. 

Når jeg ender i de samtaler er det fordi jeg er parat til at åbne ballet. Jeg siger det kan jeg godt forstå, det er også rigtigt. Det er også lidt min oplevelse. Der er mange måder at leve i verden på. Der er meget tilfælles, men også mange variationer. Og erkendelsen af at nogen historier først folder sig ud, når tiden er til det. Godt nok er jeg ret åben selv, men det er jo en måde at overleve, at vise det. Jeg tog vejen ud af de paralyserede tanker mange unge slås med. Det er også derfor jeg trods alt overlever at være rimeligt anderledes, og få mine hug for det. 

Den hurtige afvisning af andre er nem og tidsbesparende, den er absolut effektiv. Men den har også en pris, den går begge veje, i første omgang går den mest udover den der er ærlig og åben, og har et problem. I sidste ende kan den anden nå til vejsende, og tænke var der noget udenfor den ramme jeg levede i, og brugte jeg min tid bedst muligt for mig, og andre? 

Paracetamol og Autisme.

Når man I USA nu er kommet frem til at Paracetamol taget under graviditeten skulle kunne give Autisme, er det unægteligt et skud i tågen at udnævne et stof der er så almindeligt anvend som en skyldner i stigningen af Autisme diagnoser.

Som den debat der er med stigning i ADHD og medicinering, er det grundet en bedre diagnosticering, og mere sendiagnosticering. 

Det handler også om at man tidligere ville have givet andre diagnoser til de børn og voksne. Og mange der maskerer bliver ikke opdaget eller først sent når de har slidt sig selv ned. Og der er en arvelighed omkring ADHD og Autisme. 

Men det var så det Trump og co, kunne byde på i forhold til Autisme, reelt kunne det være hvilket som helst produkt, mange kvinder tager. Det er også værd at tænke over at det er kvinderne der er fokus på, og de bare skal leve med smerterne som der blev sagt.
Et eller andet skulle de jo finde på, og jeg har afventet hvad det ville være de kunne finde frem til, som forskningen ikke tidligere har set. De havde jo sat en deadline for den store nyhed, så noget skulle de jo byde på. 

Min Mor har sikkert taget smertestillende, men der var altså Autisme i familien før mig, og hun havde med stor sandsynlighed selv ADHD. Og min Mormor Autisme. Og jeg kan gå mere bagud i tid inden de piller var der. Og ja, min Mormor blev ikke diagnosticeret, heller ikke min Mor, og hvis ting var gået anderledes heller ikke jeg. Vi var der hele tiden, vi blev bare ikke set. 

Så har du taget smertestillende under graviditeten og tænker at det er grunden, eller det bliver nævnt, så er det ikke dit ansvar uanset hvad. 

Og så må vi afvente hvad den solide forsknings svar er til det her. Selvom alt drukner i misinformation i disse tider.  Jeg vidste der ville komme noget grimt, efter den udmelding om at "løse Autisme" i løbet af et halvt år.

Til dem der føre sig frem, hold politik ud af det her, vi skal ikke bruges som boksebolde i debatten her, eller i USA, til at sprede unødig ængstelse og stigma. Et nej tak til at være gidsel i USAs shit show herfra. 

Når tillidsfuldhed bliver til mistro.

Mennesker med Autisme er ofte mere tillidsfulde end de fleste. men også af den grund, kan de kan blive manipulerede af andre, specielt som børn og unge. Også ønsket om at være en del af noget, kan trække i den forkerte retning. 

Jeg vil beskrive mig som ret tillidsfuld, eller som tidligere tillidsfuld. Der skulle en del til for at gøre mig mistroisk over for folks intentioner, og hele samfundets. Grundlæggende tror jeg på at folk er ret ok, og også vores samfund. Men med en Autisme er der andre spilleregler, og de er ikke lavet til folk med Autisme og for nogen af os slet ikke. Det vil næsten være nemmere at forblive en barne-voksen der ikke for alvor stiller spøgrsmål til hvorfor, og slet ikke på en direkte måde. At leve med det, at føle smerten i det, men ikke hele konteksten. 

Hvor mange gange er man ikke blivet spist af med en neurotypisk forklaring, der kun forklare ting ud fra deres perspektiv, men ikke er svaret. Jeg er ikke dum, men der er ting jeg ikke opfatter med min ADHD og Autisme som filtrering. Men der er godt nok meget neurotypiske heller ikke opfatter, men det kræver en med Autisme eller ADHD til at pointere hvad det er de ikke opfatter. Ofte vil de mene de opfatte det væsentlige, der der skal opfattes som menneske. Ikke vores uregulerede hyper opfattelse. Som desværre bliver mere ureguleret af at skulle fungere i en verden der ikke er gearet til os. Hvordan ville de neurotypiske agere i en Autistisk verdensorden? Måske ok, så hvorfor ikke gøre det nemmer for alle så? 

Men de fleste af os voksne Autister er ret søde og sagtmodige. Vi slår os til tåls med. Prøver at se positivt på det og fokusere på det der fungere for os. Vi har fundet nogen Cowboy tricks til at overleve verden og valgt ting fra. Men hvad med at vælge mere til af det gode? Hvordan er mulighederne der?

Det at forholde sig postiv er jo næsten religiøst og en nødvendighed i Danmark. Og er der noget der ikke fungere skal man kigge indad, men ikke alt for meget, man skal handle sig praktisk ud af det, som det nu er muligt, indenfor rammerne. For der skal ikke stilles spørgsmål til rammerne, eller hvad der faktisk mangler. 

Selvforståelse på Autistiske præmisser?
Er selvforståelse godt for mennesker med Autisme? For selvforståelse og det at kunne advokere for sig selv, vil komme ind på smertefulde erkendelser, alt efter hvor stækket man har været i sit liv. Hvor meget vi har været igennem, vil være forskelligt, men meget vil også være genkendeligt som det samme, noget fælles. Og meget har vi taget for givet, at det er sådan det er, at det altid er mere vanskeligt, og ikke lavet til os. Vi er små jeger i et hav af neurotypiske selvfølgeligheder, vi prøver på ikke at drukne, men vi tror det er sådan man trækker vejret, sådan er det, men ved siden af os kan der være andre som os, og flere end vi tror. 

Hvorfor kan vi ikke gøre det bedre for sådan nogen som os? Spektret er så stort at der er mennesker der er yderst veluddannede med gode jobs, og ja magt. Og så er der dem der aldrig har passet ind. Jeg ville ønske at mennesker med Autisme der havde mere velfungerende liv, kunne støtte at samfundet også blev indrettet for dem, der ikke var lige så heldige/priviligerede. Måske de er mere i øjenhøjde, med dem der sidder på magten. 

Med alle mine erfaringer, og mine erfaringer med foredrag og undervisning og projekter, vil jeg alligevel  aldrig være i øjenhøjde med dem der beslutter noget, selv helt nede i systemet. 

Og det ved jeg, fordi jeg ved det, jeg har været der igen og igen, og det er derfor tillid, blev til mistro eller skepsis.
Der er bare ikke en ligeværdighed. Jo, men kan lige tro det, indtil man ikke gør. Hvis man er harmløs nok, kan det være man kan komme igennem hel skindet, som et poster child for systemet et godt ekempel med bruger erfaringer. Men vær forsigtig det er en illution. Og når illutionen er brudt, er den brudt, og med Autisme og eller ADHD kan det tage tid at få på plads, det kan tage meget lang tid, og svarene er sjældent noget brugbart som jeg har oplevet, men men kan være heldig.
Den kræver et reelt ligeværd når vi anvender peer medarbejdere, mennesker med egne erfaringer, men er der plads til dem der ikke orker flere "samfunds løgne", kan det rummes i det offentlige system? 
Der er en recovery når man tror at nu er det lykkedes med selvforståelse og evt. inklusion, og så er der den der kan komme senere, den første var dyr, den anden kan næsten kostet en livet. 

Samfundet/systemet ved ikke hvad du har kæmpet med, og det er bedst/nemmest for dem at du ikke var hvad du reelt har kæmpet med. Det er til samfundet umiddelbare fordel at vi ikke kan sætte ord på, og at vi ikke ved hvor meget vi har til fælles og med hvor mange. At der kun er et jeg der står alene. Der kan tvivle og vi tvivler ofte. Man kan føle sig urimelig med sin vrede eller/og afmagt. 

Efter en diagnosticering ser man (andre) at man lægger fortiden i garderoben, det var dengang, nu er det nu. Det er nok en af de fedeste og mest bekvemme løgne. Det er det røgslør både neurodiverse (og for den sags skyld også de neotypiske) prøver at finde vej i. Men erkendelse og selvforståelse går bare gennem en genkendelse af mønstre, af ens egne, men i høj grad også andres og verden omkring en, og den måde samfundet er indrettet. Det første er ok harmløst, det sidste er det ikke, for alt er jo rimeligt i Danmark, det er at forlange lidt for meget, pas bare dit eget, med dig selv, ikke noget med at snakke samfund, ændringer, krav. 

Når det ikke bare er dig, men samfundet.
Før i tiden sagde man at alt er politik, hvilket det også er. Men det kan føles ubekvemt for samfundet når det er grupper af mennesker, der på forskellige måder er på kanten af marginalisering, eller er røget ud over kanten begynder at kunne konkretisere noget, der har foregået ubemærket.

Den måde vi støtter på, i hvor høj grad ønsker samfundet at folk kan se deres situation klart, og så klart at de ser at der var mange forhindringer og at de forhindringer der stadig er der og ser ud til at blive de samme. Og at små forbedringer altid er udformet efter hvad der kan rummes, i forhold til at erkende de forhindringer, at man selv har kunne gå uhindret videre, og hvad det siger om en selv, det fungerede for mig, vil jeg give plads for de andre? Vil de være i øjenhøjde, og er det nemmere at vi ikke ved hvem vi er. Der er lande der har gjort mere. Her har vi været lidt for selvtilfredse. 

Vi kan som Autistiske/ADHD tænke, de andre er  "de rigtige" og de stærke, robuste. Og vi, vi er blevet tilrettet og sukket over. Vi har været dem man ikke vidste hvad man skulle stille op med. Vi har lært at vi ikke er "de rigtige" og de robuste, de rigtigt voksne. Vi kan pynte os med, at vi er andre ting, at vi har andre evner, og kan tilføre særlige værdier og vinkler. Men vi er en tilføjelse. Vi ses ikke som en del af fundamentet, men alligevel må så meget mennesket har tænkt og skabt gennem årtusinder være udført af mennesker på spektret. Verden uden ville være fattigere og meget anderledes.

Mistænksomme Autister er besværlige, ubelejlige, kontrære. Vi kan også finde smertepunkterne, godt nok nogen gange ved et uheld, helt naivt, og komme til at sige det. Andre gange som en tør konstatering, vel vidende at ingen rigtig hører efter, eller vælger at overhører det. :-D 

Kan vi skubbe på processen for bedre vilkår?
Jeg tror på at man kan ændre ting, min gamle idealisme fra fortiden, der burde være død. Men samtidig har jeg svært ved at træde ind i de rammer samfundet har skabt, også for mennesker på spektret. Jeg taler om Autismehuset i valby, steder med aktiviteter for mennesker med Autisme, Autismeforeninger. Jeg kender fælderne nu, og selvom rammerne ser fine ud og store, er jeg meget  i tvivl om der er plads til mig. Er der skepsis og mistro den anden vej? Vil voksne sendiagnosticerede kunne rokke båden i forhold til den måde et udviklings handicap rummes, når der er en voksen med mange evner og erfaringer, men også med rigeligt med Autisme eller ADHD. Er der kun plads hvis vi deltager på en måde der er acceptabel for det nuværende samfund, og er det sådan, hvordan skiller så de ting der skal støtte os, fra resten af samfundet i sidste ende? 

Det siger mest noget om min livslange marginalisering, end det siger noget om mig som person. Jeg holdt fast i nogen gode intentioner, handlinger og  holdninger meget længe, jeg skulle gennem flere "dødsprocesser"/nederlag, for at se den blege sandhed.
Så der er en skepsis for at pludseligt at kunne blive set som det menneske jeg er, skepsis lyder pænere end mistro, og reelt er jeg nok mere skeptisk. Jeg er stadig mere tillidsfuld end de fleste, det er stadig en sjover måde at møde verden på, en særlig evne, der både gør mig underlig som Dansker, men ellers er en nøgle til et levet liv med andre. 

Jeg står ved en skillevej, jeg skal gøre nogen valg, jeg skal satse. Det kræver tillid, jeg har faktisk tillid til mig selv (omkring det jeg kan, eller det jeg kan lære), men også tillid til til "andre" omkring det der gælder, men hvilke andre og hvor er de?
For der er mange gode mennesker, men hvem er gode for mig, det er noget helt andet. Og hvem er jeg god for? 

I københavn har vi Pulsen i indre by, og nu det store Autismehus i Valby, men er jeg den type med Autisme/ADHD som de kan rumme? Det er som om jeg er den forkerte slags, jeg ville gerne møde andre, der var lidt den samme type som mig, den vildere side, ikke at jeg ikke kan se mig selv, i de mere stille og sagtmodige Autister, absolut og som mig i en yngre, udgave. Eller gemmer der sig vilde Autister bag det sagtmodige? Mennesker der ikke er sat fri endnu? Men har fundet en "acceptabel" form.

Empowerment " magt i eget liv" for Autister, ville verden være klar til det? Den frisatte voksne Autist, eller frisat fra barndommen. Og med dem også bedre vilkår for dem der har flere udfordringer med Autisme. 

En fremtid hvor Autisme bliver meget mere med vores ord, at vi finder ord og på Dansk, at det ikke er diagnosticerings ord, og kommune ord. Og at vi meget hurtigere gennemskuer, når folk prøver at feje os af. At vi kan holde fast, og ved hvor der er andre med Autisme er, og man kan spørge "visdoms Autisterne". Også om det der er så barskt, at systemet helst ikke vil se det. For selvom samfundet ikke kan vil se det, betyder det ikke, at det ikke er der for os, den Autistiske sandsning er valid, og vi er ikke små isolerede enheder vi er flere end vi aner, og vi skal  finde en stemme, helst mange stemmer og ord der kan kommunikere alt det vi er. 

Bagved Hoarding (samlermani) er der et menneske, der allerede har mistet meget. Del 1.

Hoarding, på dansk samlermani, er en OCD lidelse. Den kan være kombineret med andre diagnoser, men kan også stå alene. Men som sådan er det ikke en diagnose man rigtigt tager seriøst i Danmark, men den anvendes i andre lande, der har beskæftiget sig mere om Hoarding som en diagnose i sig selv, og hvad man kan gøre for at støtte, og ikke et "tillæg" til en andre diagnoser, eller udløst af den anden diagnose.
I Danmark kommer det under "At man ikke kan klare hjemmet" hos Kommunen. Men der er en forskel på at man ikke magter sit hjem fordi man har en psykisk sygdom, , eller man er handicappet, eller har misbrug, og så Hoarding, det ikke det samme selvom det overfladisk man minde om, og det er ikke ligegyldigt hvordan man takler det praktisk. Er det bare manglende overskud der skaber ophobninger og skrald, eller er ophobningerne meget vigtige for ejeren, eller det der kunne ligge under det der kunne være værdifuldt?

Der er Hoardere og samlermani i alle socialklasser.
Og det er ikke at, der ikke er folk med samlermani og mennesker der Hoarder i Danmark, for det er der. Men "behandlingen" er, at når det hele er ramlet og der er gået mug og udyr i hjemmet, så kan nogen komme og rydde bulen og en socialrengøring. Indtil da, så ikke så meget. Men der er gået tid inden det, faktisk lang tid. Det er den socialrealistiske udgave, noget bliver heller ikke opdaget, noget foregår i andre sociale kontekster. Nogen har mere plads, nogen lejer lagerrum osv. 

Du kan ikke se på folk at de er hoardere/har samler mani, det er ikke en social klasse, det kan være folk i arbejde, det vil være folk hvor man ikke tror det om dem de ser så ordentlige ud og velplejede. Folk der ellers kan holde orden i andre ting. Folk der er vandt til at tænke logisk, tage ansvar. 

Og de fleste skjuler det så meget de overhovedet kan. Det er først når det er helt galt det bliver synligt. Eller der er krav om der skal håndværkere ind og se på lækkede rør fx. Det er så det værste mareridt, der er en deadline, det er nu og her og man er opdaget, og der er trusler om at blive smidt ud, hvis man bor i lejlighed. Og hvad gør man nu? Bor man i almennyttigt vil kontoret nok sige man skal kontakte kommunen, og få en socialrengøring/rydning. Måske man bor et sted hvor man ikke får noget at vide, uanset dette er helvede. Jeg blev kontaktet af en hvor der var kommet brev fra ejendommen. Og hun vidste at jeg var Hoarder så hvad nu?
Jeg forklarede at hvis kommunen blev kontaktet o ejendommen blev kontaktet om det, ville det være gode kort på hånden og vise at der var vilje til at reagere. Andre havde rådet til andet, men jeg var meget klar, det var måden at forhandle deadlines. Det gode var at det jeg fortalte om der ville ske passede, at dem der kom ud og talte med hende fra kommunen var søde og havde tjek på det og hun fik støtte til hjemmet. Det var godt, man ved jo aldrig. Jeg havde gode erfaringer fra før, men ting ændre sig jo. 

Ud med lortet og hvad så?
Hvis man bare kommer og tømmer et sådan et hjem, er personen stadig hoarder efterfølgende, og endnu mere sårbar efter det der er sket. Det er ikke "løst", kun nu og her. Den grundlæggende angst, og måden at holde fast i ting er der stadig. At ændre det, ville kræve terapi, og et ønske om det.
Men det er ikke et område der er fokus på, eller sat penge af til. Samtidigt vil man også møde Hoardere der ikke er parat til terapi, og heller ikke erkender deres egen situation. De har levet med deres ting som et modvægt til traumer, ocd de måske aldrig har forholdt sig til, ubeabejdet, uerkendt. Så der er mange ting på spil, den dag det ikke kan fortsætte på samme måde.
Grundlæggende er det vigtigste at dem der anvendes til at rengøre/rydde har solid erfaring med Hoarding. Der er ting man ikke skal sige og gøre, og der er måder at få det til at fungere lidt mere værdigt og mindre stressende for Hoarderen. 

Måske de fleste tænker at bare tingene kommer væk, må personen selv finde ud af det, og det er deres egen skyld. Og at de ikke kan forlange at udmugningen, foregår på en måde der ikke gør deres OCD endnu værre. Mit gæt er at de fleste der hoarder ikke vil være andet end at de er i total panik. Det er jo nærmest som at blive udstillet nøgen på bytorvet for at give et billede på det,

Altså, hvis man har en OCD angst der gør at man holder fast i ting samlermani/Hoarding, og efter længere tid ikke er i stand til at holde hjemmet, vil man ikke modtage hjælp/støtte der er målrettet i forhold til at være Hoarder. Det er for specielt og specialiseret. Der er dog nogen kommuner det klare det bedre end andre. Og der var kommuner der gjorde det bedre for år tilbage.

Men drejebogen findes, hvordan støtter man det praktisk, hvordan man gør det psykologisk. Og den er ikke raketvidenskab. Ja, vi er forskellige, men grunlæggende er der de samme triggerer, måske det er dem der kigger på os udefra der ser os som forskellige, men opgaven er den samme. Det er den samme uro inde i personen, om det er en Dame med alt for mange sko og uudpakkede ting fra nettet, eller en ældre mand i en beskidt lejlighed, proppet med sager. Det kan være forskellige stadier, selverkendelse, intelligens, sociale omstændigheder, hvor slemt det er. Men inden i har det samme kerne, og reaktioner. Og alle har haft en start, så et mellemstadie, og nogen går så til de sidste stadier til fuld kaos og det sundhedfarlige. Og mange mennesker har ikke haft folk inde i deres hjem i 30 år. Familie er blevet holdt væk. Der er så andre der lever som en familie midt i al hoardingen, men hvad det betyder. 

Mange kommuner kender at der bliver klaget over en boligejer, der har fyldt hele haven med rustne sager og skrald, og her er det år af hoarding, hvor tingene voksede ud af hjemmet og udhuset. Og så er der dem der Hoarder dyr, de ikke kan overskue at passe, og det sker i lejligheder og i huse. I lejligheder er det naboerne der begynder at klage over lugt. Det er de mere ekstreme tilfælde hvor alt er fyldt op, men der også er madrester, og afføring. Alle rum har mistet deres oprindelige anvendelse, køkken og badeværelse kan ikke anvendes, sengen kan også være forsvundet i bunkerne. 

Når overblikket forsvinder, og det gør det, er det som om flere og fler praktiske handlinger, ikke kører pr. automatik. Og opstår der problemer med tilstoppede rør, sker der ikke mere, det er som det er. Helheden kan ikke længere rummes, der er for meget der ikke fungerer, men man kan næsten ikke huske hvordan der er når det gør, man vænner sig. Det er en tilvænning til et større og større forhindringsløb, bare for at komme fra rum til rum. Men det sker ikke fra en dag til den anden. Der er et menneske inde i det her, hvis hjerne er mindst lige så kaotisk som hjemmet, om ikke andet når deres/vores verden bliver forstyrret udefra. Og her i ligger noget, at vi klare den dag for dag, og skubber ophobningerne foran os. Hvilket også kræver mentale kræfter, der på den måde er bundet så de ikke kan anvendes på noget der ville være mere fremtid i. Men joken er jo at vi gemmer til den fremtid, til når dagen kommer. 

Det handler om tid.
Man kan tænke en hoarder med noget selverkendelse, vil være nemmere at hjælpe, end en helt uden. Men på et eller andet tidspunkt kommer der et isbjerg i vejen for processen. Sådan er det bare. Og når man arbejder med et hjem er det svært at forudsige hvad der kan udløse uro og angst, uanset er det et signal der skal reageres på. Det kan være grundene kan virke irrationelle på andre. At at der nu er mere gulvplads kan udløse uro fx. 

Man kan tænke: Jamen det skal vi bare over, så er alt godt. Nej. Det er der tilliden bliver brudt, måske Hoarden siger fra, og nu slet ikke vil. Tillid er vigtig, og at man bliver hørt. Og at når men siger fra, at det ikke ender i fronter, men bliver forstået, eller at man (sammen) vælger at tage fat fra en anden kant der føles mindre farlig. 

Det tager længere tid, det tager den tid det tager, et halvt år et år. I de situationer folk står i akutte situationer hvor der skal handles, hvis det er sundhedskadeligt, livsfarligt for en selv og andre, skal det gøres. Og det vil påvirke stærkt. Hoarderens hule uanset hvad den er endt med er mere tryg end det der sker, meget mere.

Udefra kan man tænke det er en falsk illusion. Men det hele er ikke opstået over et par år, men mange år, dag for dag. Der er en langsom tilvænning til besværet med at leve i det, og der har måske været forsøg med at rette op på det. Men der er aldrig nok på "tanken" til den opgave praktisk eller psykologisk.

Nu og her er ting, er den eneste bufferzone der fungerer til at dulme sindet. Der er ikke noget andet at sætte i istedet. Hoardin er et quick fix, men også en Elefant i rummet. At være afhængig af spil er mindre synligt, det er puf væk. Andet misbrug, ja resultaterne af det er der, stress, samvittighed. Med Hoardingen er det fysisk manifesteret i en meget fast form, der enda kan være mere end man tror, indtil kasser og poser er fyldt. 

Vi er en tid med mange ting og købehygge.
Men vi lever i et samfund der har normaliseret overforbrug. "A Temu Haul" er blevet normen for mange, at der kommer en kæmpe pakke med 50 ting i. At vi kan købe uden at forlade hjemmet, hvilket gør at mere immobile også kan Hoarde. .
En hygge tur i Tiger eller Søstrene Greene med børnene eller veninder. Køb er lig med hygge. Som børn oplever vi også hygge med den slags indkøbsturer, det er noget vi husker, en tur med Mor i Magasin. Det er det gamle mønster vi følger, og de sidste menge år har givet mulighed for. Så på en måde bliver det idealiseret i tiden, og som sådan er det jo, er du ked af det, køb et par sko. Vi køber ting og lidt for meget, igen og igen. Og nogen køber alt for meget. Og nogen aflevere det til genbrug, men andre beholder det hele. Alle de fine hobby ting jeg har, til når jeg engang...Drømme om fremtiden. 
Hoarding er drømme om det vi skal bruge i fremtiden. Indretningbladerne, de gamle artikler, værktøjet, den rustne cykel, det blev til 20, og diverse andet. Projekter for livet. Til når vi får overskud og tid. 

Forbruget lokker også folk til at købe for mere end de de har, fordi livet er nu, og alle de andre har jo? Det er drømmen at man allerede er der, hvordan der har er.  Så man kan se hjem hos folk de kæmper med økonomien, men der er ting over det hele, også IPads til børnene. Og 200 Bamser. 

Som samfund har vi mange års erfaringer med misbrug, spiritus, stoffer, spilafhængighed. Og der er behandlinger, og der er flere slags, der er er enda noget hvor det er gratis, og noget hvor man støtter hinanden. Meget i  Hoarding og overforbrug  har lighed med spilafhængighed, i hvad der foregår bagved. 

Hvad er der på den anden side af afhængighed?  Er det for farligt at drømme om et andet liv? Nye forventninger og nye krav?

Det er ikke noget personligt, men det rammer mig personligt.

 Mange af de forhindreinger man kan møde som neurodivergent, er ikke skabt for at med vilje gøre det svært for os. Men det kan gøre ting meget svært for os. Når tingene ikke er lavet for en, vænner man sig til det, man finder løsninger. Det kunne være nemmere, men det går nok. 

Når den samlede sum af det man hsr måtte vænne sig til, alle kompromisserne og de muligheder der ikke var summer sig op, kan det blive til meget. 

Samtidigt med at det virker som om at omverdenen bare pytter det hele: "Det her må du kunne klare. Det er bare på'en igen!".

Det at sige fra, at sige at "det går bare ikke mere, det er ikke realistisk", vil ikke blive modtaget positivt, absolut ikke. #Du må tage dig sammen, der er ingen hjælp, der er ikke penge til det, det er ikke nødvendigt". Færdig!

Det er lidt som et dårligt parforhold, men i en udgave hvor du er i parforhold med et utal af mennesker, hvis ikke hele samfundet, det kan enda føles som hele verden. 

"Er det mig der tager fejl, har de andre ret?" 

De har ikke ret, de har ikke nået nogen erkendelse, eller verden er indrettet bedre for dem. Det de siger er ikke rettet personligt mod dig, det er bare det "man" siger. Det er en verbal refleks, der spejler tiden og stedet. 

Men det rammer nogen personligt, personligt som i at være fanget i systemet uden at kunne gøre ret meget. Det er svært at stille krav eller spørgsmål når man først har mistet al overskud og fremdrift. I et demokrati kan man sagtens miste stemmen. Det er flertal og de meninger der er oppe i tiden, der afgør hvornår man vil høre at noget ikke fungerer. Hvilke problematikker der trender, og hvilke der er yt. Hvilket intet siger om hvad der er nødvendigt, eller særligt rimeligt. 

Hvis der er et konsensus om hvad der ikke står øverst på listen, så er det sådan. Alle tider og lande har deres skyggesider, selv de mest priviligerede. Og vi kan godt lide at det tager sig sådan ud. At vi kan klare, det der skal klares som samfund. 

Så jeg tager det ikke personligt, jeg kan godt se der ikke er penge nok i kasserne, og at jeg ikke har nogen første prioritet. På den anden side får jeg en ubehagelig fornemmelse ved tanken om, hvad der så heller ikke er førsteprioritet, anden eller tredjepladsen . 

Jeg kunne have lyst til at råbe, hallo, er der nogen, hvad synes i, er det her ok? Skulle vi gøre det anderledes? 

Eller er jeg for anderledes, men ikke anderledes nok? 

Jeg ville ønske at jeg kunne skrive noget håbefuldt, om det vigtige i bare at prøve holde fast i nogen værdier omkring det sociale, handicap, psykiatri er rigtigt væsentlige områder at forske i, forebygge, at støtte folk, at tænke dem ind i samfundet. Ikke bare en irriterende restgruppe der trækker det hele neeeed.
Mange af os har noget at bidrage med, hvis der var plads, måske nogen tænker, at vi ville tage plads fra "de rigtige mennesker". Måske nogen ikke vil ud med sandheden: At vi er der hvor vi bør være, og vi bliver holdt der, via et større fælleskabs holdninger, der er indforståede. Det er et sammenfiltret klæbrig væv, det er en fin beskyttelse mod ubehagelige sandheder. Fuck hvor jeg hade det! 

Træn dine algoritmer og hvorfor doomscrolling måske kan være ret ok.

 I dag har jeg fået meget i min feed på FB om det negative ved sociale medier og internettet.

Men reelt afspejler det hvor vi selv er, om vi bare sidder hjemme, eller vi scroller alle steder og situationer. Hvordan vores algoritme ser ud. Det er ikke det samme internet, men de samme oplevelser, delvis, men alligevel ikke. Vi bruger det på vores egen måde, nogen tager imod det de får, andre søger mere og søger mere hjørner. Nogen søger reel vide og information og ved hvordan. Nogen finder noget vidunderligt, de ikke vidste eksisterede, og søger mere viden.

Der er flere lag, der er det vi alle får smækket i hovedet i håb om at vi vil se det, og så er der meget mere.

Doomscrolling? Ja, det kan være en dårlig vane, men det kan også grounde nogen af os. Og hvis vi ikke gjorde det ville vi gøre noget andet random, altså bare en anden overspringshandling, vi ville stadig ikke gøre det vi burde.

Når folk bruger det som skærmning i sociale situationer, om det er offentlig transport, på cafer osv. Ja, mon ikke den skærmnings behov har været der også før mobilen? Nu har vi bare en måde at gøre det på der er social acceptabel sådan da.

En aflednings manøvre og fidget toy. Når vi snakker om hvor svært det er at aflægge od mobil vanerne, bør vi vel spørge os selv om hvad det er de gør for os. Og hvorfor det åbenbart mangler i tilværelsen. Er det lov til pauser, er det kravet om effektivitet alle vågne timer. At have lov til at zone ud og være unyttige.

Men online afspejler og måske forstærker vores sindstemning, mønster genkendelse. Negativt, genkender negativt, depression genkender depression, glæde, genkender glæde. Vi ser det vi ser, og overser andet. Algoritmen forstærkes.

Men vi kan godt styre algoritmen, selvom den altid trækker i særlige retninger, men ved man det, kan man trække en anden vej. Man kan motionere sine algoritmer. Man kan fucke lidt med dem, algoritmerne. De skal ikke tro de ved bedst, overrask dem.

Der er reel viden på nettet og man kan fact tjekke. AI svare fint på mange ting, på andre ikke. Wikipedia er faktisk ret solid. Men jo mere du selv ved i forvejen, gør du kan se hvis der er noget. Og du tjekker efter. Nettet gør ting hurtigere, men du skal stadig huske at tjekke, det tager man ikke skade af.

Og jeg har det fint med at kigge søde dyr dagligt, jeg ville selvfølgelig helst klø dem bag øret live. Men jeg får også viden jeg ellers ikke ville have om deres intelligens osv. Så selv endorfin scrolling kan give viden, nyttig? Hvis det giver respekt for dyrs intelligens, synes jeg det er ok.

Og så er der kunst og kultur, vi behøver ikke at gå laveste fællesnævner, men vi kan, og man kan blande, højkultur, elitær viden og popkultur, og det nyeste sladder, politiske deepdives, podcasts, laaaange youtubes. De mindste subkulturer, de mest nørdede fora. Og uanede mængder af lir og løjer, men også hvordan man gør praktiske/tekniske opgaver, skridt for skridt.

Når AI kommer for alvor? Vi aner det ikke. Det kan blive fantastisk, det kan blive et mareridt. Det kan blive begge dele. Reelt er viden magt, den viden du har der er reel er den du har til at manøvrere i en virtuel verden, der bearbejder det vi ved. Men med en indsigt der ikke er menneskelig.

Jeg spurgte AI omkring noget med Romerske dragter. Og jeg kunne godt se hvordan det kørte i ring, jeg gik mere i dybden, jeg krævede noget konkret, men den kunne ikke. Den sagde det jeg spurgte om var sandsynlig, og lidt mere end det. Men i forskning kan jeg ikke bruge det til noget. På den anden side ved jeg at jeg selv skal finde og se den missing link der kan bevise det. At jeg må bruge de evner jeg har til at se det og sætte det i kontekst, så det er forskning. Ikke at det er helt forkert at sige at der sansyligvis har været noget, men det skal bruges ufatteligt sparsomt, og kan slet ikke bruges i forhold til det der er væsentligt for en bevisførelse.

AI ved meget om nogen emner, fordi der ligger meget på nettet om det, andet der er mindre om forsøger AI at få til at hænge sammen, hvilket kan være lidt sjovt. AI vil så gerne og har meget fine fluffy sætninger. Men ved man bedre, ved man bedre. Gør man ikke? Ja så er man på den. Og skal nok passe på med at bruge det overfor nogen der ved.

I forhold til Autisme og ADHD? En del af os bruger det til grounding/fidget toy. At zone ud. Afledning. Når nogen siger at de spilder tid på at scrolle, husker jeg på at jeg før i tiden kunne sidde og glo ud i luften og være i en egen verden, en doomscrolling uden net og mobil. Bedre, værre? Min tanker er bare at jeg "spildte tiden" også dengang, bare på en anden måde, at det var nødvendigt, at det er den måde jeg fungere i verden. Vi kan kræve effektivitet, at vi skal være nyttige og gøre det rigtige gennem hele dagen. Men med Autisme/ADHD er de her bobler/ud-zonening'er nødvendige for at holde os kørende. Ville det være bedre at vi sad og reflekterede ved en å, end a kigge på søde katte på tikTok? Sikkert, men vi gør det der er muligt og realistisk, hvor vi nu er placeret i verden. Vi kan arbejde mod at ændre på det der er vores personlige bobbel/ud-zonening, til noget der kunne være endnu bedre, men for os, ikke som at signal til omverdenen om at vi er mere mindfull og autentiske nu, end dengang med Kattene, eller hvad vi ny nød som en stille stund.

Hvorfor falder vi med Autisme/ADHD udenfor distriktpsykiatrien, uden at have noget tilsvarende?

Det er helt korrekt at Autisme og ADHD umiddelbart ikke høre ind under psykiatrien, hvis der ikke er en komorbiditet i form af psykiske diagnoser oven i, udviklingsforstyrrelsen. Men selv med den komorbiditet der meget ofte er det ikke altid man passer ind i distriktpsykiatriens rammer. Eller de kan tilbyde det der er relevant for os. 

Det lader til at hvis jeg skal fortsætte i distriktpsykiatrien skal jeg være i en samtalegruppe, om angst eller depression fx. Hvilket jeg tænker kunne være ret belastende for de andre, udover for mig selv. At være i gruppe med en vred midaldrende Autist/ADHD kvinde der har læst på lektien er ingen spøg. Dammm hell! Bare tanken. Gys. Men jeg kan blive nødt til det. 
Grundlæggende vil jeg gerne være under distriktpsykiatrien fordi de alment praktiserendelæger omkring medicin, de ved ofte for lidt om Autisme/ADHD, og det ligefrem kan udsætte mig for farlige situationer, fordi de ikke ved noget, men alligevel mener noget. Jeg kunne gå hos en psykiater, men der er mangel på de gode, så der er lang ventetid, og de fleste med det speciale Autisme/ADHD er egenbetaling. 

Problemet er, at sker der noget med mig kan jeg være for langsom til at reagerer, eller holder mig fra at kontakte, og at der ofte ikke er en forståelse. Det er nok en af grundene til at mennesker på spektret forventes at leve kortere end gennemsnittet. Mange har fysiske sygdomme der er typiske, hyppigere forekommer hos mennesker med Autisme/ADHD. Vi har en anden måde at fornemme det fysiske, enten mindre eller mere, hvilket kan være en udfordring at tolke for ikke specialister. Det kan også gøre at nogen bliver undersøgt for et utal af ting, i stedet for det der ville være det mest sandsynlige med Autisme/ADHD, i det mindste starte der. Vi er sikkert også mere stressede når vi skal forklare hvad det drejer sig om, eller vi fokuserer anderledes, eller bliver forvirrede fordi lægen går i en anden retning, eller en tredje. Så for mig er de bedst med noget løbende kontakt, af nogen der kender mig. Det andet er for usikkert. 

Med hensyn til alment praktiserendelæger, kan også dreje sig om ting som holdninger til medicin, fordi noget ikke kan anbefales, eller over tid, kan det være den eneste løsning, eller den eneste i forhold til den virkelighed vi lever i. At ja det kunne være andre muligheder, de er der bare ikke. Det handler om at få det til at hænge sammen på en eller anden måde. Og at have idealer på et område, og helt ligeglad med konsekvenserne det skaber, er at være uden etik og moral, kan man ikke tilbyde andet, hvad er så alternativet? Jeg er vel vidende om at læger er under opsyn omkring visse typer medicin, så de skal dække sig selv ind så de ikke kommer i klemme, og de har intet at henvise til. Så hvis man ikke dør af det ene, kan man bare dø af det andet, og det sidste vil ingen kunne anklage nogen for, folk med ADHD/Autisme dør tidligt statistisk. Men så er vi da ude af systemet, next generation, rinse and repeat. 

Men jeg har prøvet at få taget noget medicin fra mig, der endte med at starte en kædereaktion, der absolut ikke var god. Nogen har magt, andre har afmagt. Det er ikke bare for sjov, og andres holdninger kan koste dyrt. Jeg har ingen stemme, er jeg uheldig i systemet, er det det jeg er. Og det har foregået de sidste 12 år...reelt meget længere, men det var der det virkeligt ramte, fordi jeg ikke kunne rejse mig igen. Jeg var blevet ældre og mit "system" mere slidt. Mine Fønix evner var der ikke mere. 

Dårlig læge, dårlig psykiater. En reel følelse af at være så ligegyldig at jeg ikke var værd at hjælpe, jeg var den generation der bare skulle dø ud, sendiagnosticeret i en alder og med førtidspension, ikke et liv der var pengene værd. Og det har konsekvenser, det er ikke deres skyld jeg stadig lever, og der kunne have været gjort en forskel, det var ikke bare som det var. Men det vidste jeg ikke.
Jeg sad på dødsgangen, men hjemme. Ensformige dage der blev mindre og minder, og jeg ikke kunne huske mig selv som jeg var. Jeg var blevet et skygge menneske. 

Hvis jeg havde været tilknyttet noget som distriktpsykiatrien, havde jeg været noget bedre hjulpet, selv uden at være overoptimistisk. Det er også fordi det er mere tværfagligt, et man møder flere og at der er nogen mål. Hvor en læge eller psykiater står alene, og også kan dække sig helt ind. De kan leverer langt under det minimale, uden problemer for dem. 

Jeg skal om ikke andet skifte praktiserende læge, udover det hvordan pokker jeg skal finde en ok psykiater. 

De fleste med Autisme eller/og ADHD har brug for støtte i en eller anden grad. Mange af os har vænnet os til ingen støtte, eller slet ikke tænke på hvilken støtte vi burde have, vi tror bare det er sådan det er, vi kan slet ikke forestille os at verden passede bedre til os. Og i den situation stiller man ikke krav, eller stiller spørgsmål til status quo. Hold os uvidende og skamfulde, jo længere det er muligt behøver man ikke at gøre noget, eller se på den viden der faktisk er på området. Og hvordan man kan forbygge hvad der er sket til mig, og så mange andre. 

Viden er det der skal til, forskning, fagligt, personligt, i samfundet. Og vi er bagud, forbandet bagud. 

Hele mit liv har jeg aldrig passet ind i de kasser der var, og det var mit problem, selv som forkert, er jeg forkert, og det bliver ved og ved, og det er helt utroligt. For jeg er ikke noget specielt og særligt som sådan. Men vi har altid været gode til meget ekstra firkantede kasser i Danmark. For det er nok at have kasserne, så man kan sige de er der, det er bare ligemeget om der er kasser nok, og størrelsen på dem.

Et samfund består af mennesker, alle mulige og umulige slags mennesker, men det definere et samfund hvilke kasser de har og hvad der står på dem, og hvem der ikke engang er en kasse til. Men det er ikke noget vi taler så meget om, måske lige udover dem/vi der er de rigtige og dem/de andre der er ovre i kassen....udover hvad der røg udover kanten og udenfor. Men vi taler om mennesker, rigtige mennesker. ikke bare "nogen" og "de andre", "dem der". 

........2 timers samtalegruppe om ugen! For hewlede! :-D 

Velkommen til den virkelige verden!

Så længe man ikke har brug for offentlige ydelser, kan man leve i den tro at det sociale sikkerhedsnet fungerer. Også at de hensigter der står på nettet hos kommunerne svare til virkeligheden. Og når det ikke lige er noget der kommer en ved personligt er det med ventelister osv. bare en strøm af ord i nyhederne. 

Men der går meget tid på at holde igen med pengene, og hvem der kan få. Det handler ikke om det ville være rimeligt, men om hvor mange der allerede står i køen. Og pengene allerede er sluppet op først på året til den gruppe. 

Universel velfærd? Man kan læse at det er det vi har i norden. Og umiddelbart også i Danmark. Men det er på papiret. Det øjeblik ydelsen skal godkendes eller afvises er der uendelig mange detaljer der afgør hvem der får eller ikke får, og næsten samme situation/diagnose udløser ikke den samme hjælp/støtte i Danmark, ikke bare tilnærmelses vis. Og mange sager er enten eller, ikke mere eller mindre, men ingenting, eller noget. Og dem der er mest udmattede råber ikke op. Dem der ikke har netværk står svagere. 

Cathrine Widunok Wichmand der havde fået godkendt personlig støtte af Frederiksberg kommune for at kunne fortsætte med sit job efter en ADHD diagnose, måtte sande at virkeligheden var en anden end det hun troede. Godt nok har vinklingen været at hun var for priviligeret til en sådan støtte. Om hun er eller ikke er kan jeg ikke udtale mig om, lige som folk heller ikke kender mine udfordringer med ADHD/Autisme udefra set. Men sagen har fascineret mig ud fra hvor man nu lige er i samfundet:

"- Det synes jeg ikke, at det var. Vi har universelle velfærdsydelser i det her land. De gælder alle, siger hun." Sagde Cathrine Widunok Wichmand til DR. Da hun blev spurgt om, om det var forkert af hende at søge den ordning. Som sådan må folk for min skyld søge som de synes, og det står jo på nettet at man kan i hendes situation. Det var mere det at hun faktisk fik støtten, og ikke var klar over hvor særligt det er. 

I et tidliger interview med TV2 siger  Cathrine Widunok Wichmand" " - Hvis syv ud af ti står uden for arbejdsmarkedet, skal vi så gøre det endnu sværere for de tredive procent, der er på arbejdsmarkedet? Hvis nu 70 procent af personerne med adhd i min kommune ikke kan arbejde, ville jeg i hvert fald ikke bruge min energi på at slå de sidste 30 procent i hovedet." Her tænker jeg der ikke reflekteres over hvorfor de syv ud af ti, har måtte opgive arbejdsmarkedet, at det måske ikke var de de ønskede, og de ingen støtte kunne få, da de havde brug for det. Eller er de bare "de andre", en anden slags ADHDer, der bare har lagt sig ned og opgivet, så der kunne blive plads til nogen der var "happening"? 

Måske DR eller TV 2 skulle have set på de generelle forhold, og andre med ADHD deres erfaringer? Måske hvis medierne var lidt mere med på de emner ville der være en informeret debat, der var noget andet end forargelse. Hvad ved vi generelt om et voksenliv med ADHD?

Hvor store varianterne er, komorbiditet, at man har flere sygdomme foruden en primær sygdom, depression, angst andet? Hvordan stress påvirker ADHD. I en hvis iver for at afstigmatiserer ADHD, har man samtidigt trivialiseret hvor meget det kan påvirke ens voksen liv, at det bare er en "en mindre forskel" man sagtens kan "komme ud over".  Hvilket efterlader dem der ikke bare kan "komme over det", med ikke at blive taget seriøst. 

At ord som oversdiagnosticering, sætter sig fast, og giver et indtryk af meget flydende grænser i forhold til en diagnosticeret ADHD, hvilket går i retningen af om det overhovede er en ting, eller en nymodens opfindelse der kan påklistres næsten hvem som helst der søger en udredning. Og det vil jeg ikke håbe, for det vil igen trivialiserer det til en pyt diagnose. Men muligvis er det bare sådan det fungerer i medierne, og virkeligheden forsvinder mellem let forståelige sætninger, der rummer nogen sandhed, men ikke på nogen måde den hele. Men sagen er at dem med diagnosen får smidt det i hovedet, og hvis man modsiger bliver man ikke taget alvorligt, den offentlige mening er mere informeret, end den der har skoen på, super!

Et andet spørgsmål er så hvad ved folk med ADHD, om andres ADHD, og deres udfordringer.....eller manglen på samme? Der er fællestræk i ADHDen, men en absolut uendelighed af forskelle i udtryk, kormorbiditet, sociale forhold. Og den måde jeg havde ADHD på som barn og yngre, er meget anderledes end i dag, den er værre, men måske for andre måske blevet nemmere at håndterer. Nogen har fået værktøjer, og anvender dem, og mærker en positiv forskel. Andre har kørt over kanten i årevis, uden at ane hvorfor. 

Der er folk med højtlønnede jobs med ADHD, og folk der er hjemløse. ADHD kan skabe mirakler og udløse katastrofer, og nogen gange er de to ting ret tæt på hinanden, og kan give konsekvenser uanset privilegier. 

Giver det bedre pengene tilbage at holde hånden under de priviligerede, end at klatte dem væk til dem der ikke har bevist overfor samfundet de kan finde ud af det? 

Jeg ved en ting helt sikkert at der aldrig var en plads til at jeg kunne bevise noget over tid, det med over tid er væsentlig. For der vil være perioder hvor man er kommet til at brænde sit lys i begge ender, eller der er nederlag der føles meget store, så der eer brug for at det kan rummes og ikke alt er tabt, at man ikke har mistet den plads man kæmpede for. Jeg er næppe alene med den erfaring. 

Men jeg tror i høj grad et det handler om relationen mellem mennesker, det er ikke bare politisk, eller staten, eller penge. Jeg ved så godt at politikerne, staten, og pengene har en vægt og en magt til at forme synet på grupper i samfundet, man kan problematiserer, men også usynliggøre. 

Nogen af os er vandt til at blive talt ned, det er derfra vi taler, andre er mere priviligerede det er derfra de taler. I sidste ende er de sidste mere let forståelige i deres udgangspunkt, i forhold til norm Danmark. 

Hvis udgave af ADHD har et talerør i forhold til cloud, medier? Den der passer bedst til den virkelighed og normer der gælder, derfor vinder privilegier som regel altid på den lange bane, uanset shit. 

 

Betingelser for accept og blive set.

Er det nok at bruge ordet accept som et ideal og det man arbejder mod, til at det er accept? Og hvad hvis jeg siger det ikke er accept. At der er for mange betingelser, eller at der er meget mere der ikke er ind under den accept. 

At det er en tøvende accept, eller fordi det ser bedre ud. Ikke hel hjertet, ikke ekspanderende. Det er en accept at kassen eksisterer i verden, selvom det ikke er en kasse, men det er nemmest at det er en kasse. Det er ok kassen er der, bare den lige står lidt væk. Det er ikke den kasse vi får brug for oftes, så den behøver ikke at stå lige for. Men den får lov at være her.

Der er jeres system, jeres betingelser. Jeg må leve med det. 

Ubetinget kærlighed, den findes nok. Jeg kender betinget kærlighed. Eller det er vel mere betinget omsorg. Jeg giver omsorg og beskyttelse hvis du anerkender mig på den måde jeg ønsker at bliver anerkendt. Det sidste er også vigtigt. Det handler ikke om dit syn, selvom det kunne være noget positivt. 

Jeg skal give fuld ubetinget accept, og gætte dine ønsker og huske dine krav, altid. Til evig tid. 

Er det creepy? 

Den betingede kærlighed gør at forventningerne holdes lavt til andre, til det man møder. At man ikke stiller krav, tror man har krav. 

Det er sådan man går ud i verden. Måske med følelsen af at det kunne være anderledes og hvorfor det er anderledes for mig, når andre synes at have et andet syn på det og andre muligheder. Det er bare svært at holde fast i og at definere hvad det er. 

Måske sagde de at du var den vigtigste, det eneste der betyder noget, at du var deres liv og lys? Så hvordan og hvorfor har de så dæmpet det lys? Men det er du slet ikke nået frem til at tænke, du er den enste, men også med mangler. Og det at gøre noget andet vil være frit fald, din undergang, tro på os. 

Det er forvirrende prøver i at hjælpe mig, eller sabotere i, hvorfor gør i ikke noget? Skal det føles sådan her? Er den her vægt på mig, sådan det er fremover? 

Og ja det er det. Og vægten øges, men det er en vane. Sådan føles det. Det er virkeligheden, det er dig. Men fordi det netop er dig, kan du bære det. 

Det er som om der er et særligt selskab af mennesker der bære verden for andre.

Vi kan prøve at aflære det, der er muligt, delvis, delvis fordi jeg tror at den konditionering fra barndommen er så omfattende at vi ikke kan rense det ud af alle hjørner af vores bevidsthed. Men vi kan arbejde med det vigtigste for videre overlevelse, måske endelig en ægte forankring. 

Jeg tror forankring er vigtig, at man har noget der føles sikkert. Det behøver ikke at være så meget. Men det er meget svært når man ikke har det. 

Jeg har det ikke, jeg har mistet det. Det var i mig, til det ikke var der mere. Og jeg kan ikke pinpointe hvornår det skete ret precist, men jeg har en ide om det. Måske sandheden også er at jeg mistede den følelse i portioner. 

Med de erfaringer tror jeg ikke på ord og umiddelbart pæne hensigter, i sidste ende er det det der bragte mig til hvor jeg er nu. Jeg råber ud i ingenting: Prøver i at hjælpe mig, eller sabotere i, hvorfor gør i ikke noget? -Er i der? 

Intet svar.

Autisme og mønstergenkendelse og bias -og mere.

Nogen med Autisme har ekstrem god mønstergenkendelse, vi kan genkende ting og se detaljer andre overser.
På en måde har den neurotypiske hjernen bias, så den ser, det den ved den ser. Vores øjne og hjerne rekonstruere det sete, og omsætter det til noget vi forstår. Det spare tid, og mindsker forvirring.

Med Autisme og/eller ADHD er der også muligheden for at nå frem til noget andet, når den normale automatik er et andet styresystem. Den personlige udgave har egne preferencer, "settings" for at opleve verden. Og vores forhøjede sanser, kan være en fordel, og ikke bare noget der giver os for meget stimuli. For når vi kan selektere det stimuli kan vi gå ind i det og hører og se mange detaljer. 

Med AI, vil det vise sig om det kan overgå vores detalje orientering, og om AI kan lave forbindelserne mellem at man ved det er det rigtige info, eller det bare lyder rigtigt, men det er ikke det der skal bruges.

Jeg er begyndt at bruge AI, men jeg ved det skal styres i den rigtig retning via viden, der er forankringer jeg mener holder. AI kan skubbes mange steder hen, men lige nu kræver det nærmet at man i forvejen har tingene ok på plads vidensmæssigt. 

Vi lever i en tid med et meget sort hvidt holdnings bias på nettet og medierne, alle emner skal tvinges ned i kasserne, det kræver at de skal rettes til så de passer. Og det ender med at blive en vane. 

Så alt der er komplekst, kræver ekstra viden og tid, bliver kogt ned, og giver folk en tro på at de ved nok om emnet til at kunne gå ud med det. At vi er endt i en verden med selvudnævnte eksperter, er kaotisk, fordi mange ikke er trænede i debat, eller at der er mere at vide. 

Intelligens er ikke demokratisk, vejen til viden er ikke den samme for alle. Og i mange år har man mistænkeliggjort viden og eksperter som noget, elitært, verdensfjernt, arrogant. På den anden side er det jo tilgængelig viden hvis man orker. Og sandheden er jo at eksperterne var dem der orkede, ikke så meget at de er super intelligente, men de tog vejen gennem det nødvendige og lidt til. Jeg ved ikke hvorfor det blev så provokerende i de sidste 30 år. Også i Danmark. 

Sandsynligvis er det at viden/forskning ikke altid passer med den politik der føre an, tidens strømninger. Og nogen emner er mere irriterende politisk end andre. Og så er det godt at kunne tale eksperterne ned. Eller ignorere dem. 

Og det ændre også befolkningens syn på viden og hvad der skal til for at vide noget. Uanset om det er professionelt eller bare af interesse. Viden er ikke hot. 

Der var en der sagde at unge gerne vil være influensere, noget keativt, at blive kendt tjene penge, få de rigtige kærester, men i grunden var men fint fremtidssikret hvis man læste skattelov fx. 

Nå, hvor kom jeg fra, jo Autisme og mønstergenkendelse. Jeg tror i høj grad at mennesker på spektret har meget at byde på, også ting der ikke er tænkt på, måske fordi vi skulle være i en situation hvor der er mulighed for at lege lidt med de muligheder. Andre rammer, andre holdninger til nytte. Går man fremad med skyklapper/bias er der meget man ikke ser, men tro man ser, man tro man ser vejen frem. Men det er for begrænset et udsyn.

Når jeg går ud af min dør har jeg nærmest øjne i nakken, samtidigt mad at jeg ser andre har en nærmest zombi agtig adfærd i Københavns gader. Jeg er chokeret på deres vegne, så mange nærved og næsten situationer. Og slipper jeg koncentration og overvågenhed 2 sek, er det ved at gå galt for mig. Det må føles meget forskelligt. Måske de ser ting jeg ikke kan de de ser, når de drejer af. Måske de ikke gør og det lykkes. Og de har ikke set at det kunne have været farligt så det computer ikke. Meget forskellige dyr i by savannen. 

Når vi først har genkendt noget, er det lettere at se det igen. Min undersøgelse af narcissisme gør at jeg ser meget i den kontekst, samtidigt med at emner er ved at trende. Jeg har altid være en iagttager af verden, og hvor jeg var i den. Men jeg har samtidigt også været en drømmer. Men for at redde mig selv ud af ting, har jeg måtte forholde mig til livet på en mere konkret måde, mere detaljeret. Det har være nyt territorie, men fordi jeg stod i det var det ikke bare et studie, det var en kamp jeg stod i. Og jeg kunne ikke finde svar. 

Det er fordi de fleste svar på livet og samfundet, ikke er skabt af mennesker med Autisme eller ADHD. Der mangler de mellemregninger vi ofte har brug for for at forstå det, fordi "alle de andre" bare forstår det automatisk. Det er meget mærkeligt. Og af gode grunde kan de ikke forklare noget de "bare gør", noget de er født til at kunne. 

Intet under at de ofte ikke ved hvad de skal sige til os, eller de synes vi komplicere ting for meget. Og det er der hvor mennesker på spektret står alene, vi bare står der, igen og igen. 

Vi kan tænke de ikke tager os alvorligt, at vi bliver ignorerede. Men de har ikke svarene. Det bedste råd er at erkende at de ikke har dem, og hvis de har er de nok på spektret eller "noget andet". Den anden vinkel og indsigt, må man søge andre steder. Og vi vil ikke blive respekteret for vores livslange studie af "neurotypisk kultur" som er et feltstudie. Og vi kommer aldrig hjem, det er et feltstudie for livet.

Heldigvis er der nogen med Autisme og ADHD der aldrig rigtigt opdager at de er lidt ved siden af. Hvilket kan være en fordel. At blive i sin boble, især hvis den fungere ok. 

Piger med Autisme har det mere med at holde øje med hvad andre gør, prøve at efterligne de andre piger. Hvad jeg selv har bemærket er det en generel ting for kvinder at efterligne andre kvinder, og det er yderst praktisk, ikke mindst gennem historien. Hvor mænd ofte vil tilføje lidt ekstra. Bias? Nej det mener jeg ikke, men det er ikke entydigt, i grupper og i forhold til opgaver, især kreativ har jeg en automatisk en maskulin tilgang. Det er der også mange andre kvinder der har af forskellige grunde. Min er Autisme og ADHD, fordi jeg ikke forholder mig til konsensus, eller de andre kvinder som hvis jeg var neurotypisk. Der er en accept jeg ikke søger. Jeg er parat til at stå alene. Men det er på en social måde, jeg ønsker fælleskab, og vil gerne deltage. Men der er ting der skal gøres, alt kan ikke bare være indenfor stregerne.

Andre erfaringer, giver andre vinkler. Andre "hjerne styresystemer" giver andre svar. Måske vi allerede har det vi skal bruge til fremtiden, det er spørgsmålet om nogen tør. 

Jeg ved ikke om vi skal tilbage til 1950erne, for at erkende at det ikke var løsningen, dengang der kun var to køn, LGBT var i skabet, Autisme var hos drenge og i en bestemt version, og ADHD bare var umulige børn. Og kvinder helst skulle holde sig til det hjemlige og huske hun var mindre end.
Behøver vi det eksperiment, fordi verden flyttede sig lidt for hurtigt og blev for kompleks at følge med i for mange? Jeg kan godt lide noget ikke er entydigt, at noget er komplekst. 

Menneskets overlevelse har bygget på at holde fast i det gamle, og være innovative når det var nødvendigt. Vi ser udvikling og højkulturer som idealet, at de må have været klogere, som i bedre. Og dem der er forblevet på et stenalder stadie må mindre kloge. Men deres verden har bare fungeret, og samtidigt med kan de have tanker og viden der er vigtig for dem, som vi ikke kan fornemme hvad det er for dem. Vi måler det efter vores bias og målestok for kultur og viden.

Verden har aldrig været så ekstremt divergerende, der er stadig mennesker der lever som i stenalderen, og popstjerner der bliver sendt ud i rummet bare fordi vi kan. Og store summer penge, ender på færre hænder. Og det sætter jo spot på at vi er bare den her klode, der rummer så meget, men er overladt til meget få at "regerer". Det rene sci-fi, selvom vi afventer den flyvende bil, men det er vist i 2026.