Velkommen til den virkelige verden!

Så længe man ikke har brug for offentlige ydelser, kan man leve i den tro at det sociale sikkerhedsnet fungerer. Også at de hensigter der står på nettet hos kommunerne svare til virkeligheden. Og når det ikke lige er noget der kommer en ved personligt er det med ventelister osv. bare en strøm af ord i nyhederne. 

Men der går meget tid på at holde igen med pengene, og hvem der kan få. Det handler ikke om det ville være rimeligt, men om hvor mange der allerede står i køen. Og pengene allerede er sluppet op først på året til den gruppe. 

Universel velfærd? Man kan læse at det er det vi har i norden. Og umiddelbart også i Danmark. Men det er på papiret. Det øjeblik ydelsen skal godkendes eller afvises er der uendelig mange detaljer der afgør hvem der får eller ikke får, og næsten samme situation/diagnose udløser ikke den samme hjælp/støtte i Danmark, ikke bare tilnærmelses vis. Og mange sager er enten eller, ikke mere eller mindre, men ingenting, eller noget. Og dem der er mest udmattede råber ikke op. Dem der ikke har netværk står svagere. 

Cathrine Widunok Wichmand der havde fået godkendt personlig støtte af Frederiksberg kommune for at kunne fortsætte med sit job efter en ADHD diagnose, måtte sande at virkeligheden var en anden end det hun troede. Godt nok har vinklingen været at hun var for priviligeret til en sådan støtte. Om hun er eller ikke er kan jeg ikke udtale mig om, lige som folk heller ikke kender mine udfordringer med ADHD/Autisme udefra set. Men sagen har fascineret mig ud fra hvor man nu lige er i samfundet:

"- Det synes jeg ikke, at det var. Vi har universelle velfærdsydelser i det her land. De gælder alle, siger hun." Sagde Cathrine Widunok Wichmand til DR. Da hun blev spurgt om, om det var forkert af hende at søge den ordning. Som sådan må folk for min skyld søge som de synes, og det står jo på nettet at man kan i hendes situation. Det var mere det at hun faktisk fik støtten, og ikke var klar over hvor særligt det er. 

I et tidliger interview med TV2 siger  Cathrine Widunok Wichmand" " - Hvis syv ud af ti står uden for arbejdsmarkedet, skal vi så gøre det endnu sværere for de tredive procent, der er på arbejdsmarkedet? Hvis nu 70 procent af personerne med adhd i min kommune ikke kan arbejde, ville jeg i hvert fald ikke bruge min energi på at slå de sidste 30 procent i hovedet." Her tænker jeg der ikke reflekteres over hvorfor de syv ud af ti, har måtte opgive arbejdsmarkedet, at det måske ikke var de de ønskede, og de ingen støtte kunne få, da de havde brug for det. Eller er de bare "de andre", en anden slags ADHDer, der bare har lagt sig ned og opgivet, så der kunne blive plads til nogen der var "happening"? 

Måske DR eller TV 2 skulle have set på de generelle forhold, og andre med ADHD deres erfaringer? Måske hvis medierne var lidt mere med på de emner ville der være en informeret debat, der var noget andet end forargelse. Hvad ved vi generelt om et voksenliv med ADHD?

Hvor store varianterne er, komorbiditet, at man har flere sygdomme foruden en primær sygdom, depression, angst andet? Hvordan stress påvirker ADHD. I en hvis iver for at afstigmatiserer ADHD, har man samtidigt trivialiseret hvor meget det kan påvirke ens voksen liv, at det bare er en "en mindre forskel" man sagtens kan "komme ud over".  Hvilket efterlader dem der ikke bare kan "komme over det", med ikke at blive taget seriøst. 

At ord som oversdiagnosticering, sætter sig fast, og giver et indtryk af meget flydende grænser i forhold til en diagnosticeret ADHD, hvilket går i retningen af om det overhovede er en ting, eller en nymodens opfindelse der kan påklistres næsten hvem som helst der søger en udredning. Og det vil jeg ikke håbe, for det vil igen trivialiserer det til en pyt diagnose. Men muligvis er det bare sådan det fungerer i medierne, og virkeligheden forsvinder mellem let forståelige sætninger, der rummer nogen sandhed, men ikke på nogen måde den hele. Men sagen er at dem med diagnosen får smidt det i hovedet, og hvis man modsiger bliver man ikke taget alvorligt, den offentlige mening er mere informeret, end den der har skoen på, super!

Et andet spørgsmål er så hvad ved folk med ADHD, om andres ADHD, og deres udfordringer.....eller manglen på samme? Der er fællestræk i ADHDen, men en absolut uendelighed af forskelle i udtryk, kormorbiditet, sociale forhold. Og den måde jeg havde ADHD på som barn og yngre, er meget anderledes end i dag, den er værre, men måske for andre måske blevet nemmere at håndterer. Nogen har fået værktøjer, og anvender dem, og mærker en positiv forskel. Andre har kørt over kanten i årevis, uden at ane hvorfor. 

Der er folk med højtlønnede jobs med ADHD, og folk der er hjemløse. ADHD kan skabe mirakler og udløse katastrofer, og nogen gange er de to ting ret tæt på hinanden, og kan give konsekvenser uanset privilegier. 

Giver det bedre pengene tilbage at holde hånden under de priviligerede, end at klatte dem væk til dem der ikke har bevist overfor samfundet de kan finde ud af det? 

Jeg ved en ting helt sikkert at der aldrig var en plads til at jeg kunne bevise noget over tid, det med over tid er væsentlig. For der vil være perioder hvor man er kommet til at brænde sit lys i begge ender, eller der er nederlag der føles meget store, så der eer brug for at det kan rummes og ikke alt er tabt, at man ikke har mistet den plads man kæmpede for. Jeg er næppe alene med den erfaring. 

Men jeg tror i høj grad et det handler om relationen mellem mennesker, det er ikke bare politisk, eller staten, eller penge. Jeg ved så godt at politikerne, staten, og pengene har en vægt og en magt til at forme synet på grupper i samfundet, man kan problematiserer, men også usynliggøre. 

Nogen af os er vandt til at blive talt ned, det er derfra vi taler, andre er mere priviligerede det er derfra de taler. I sidste ende er de sidste mere let forståelige i deres udgangspunkt, i forhold til norm Danmark. 

Hvis udgave af ADHD har et talerør i forhold til cloud, medier? Den der passer bedst til den virkelighed og normer der gælder, derfor vinder privilegier som regel altid på den lange bane, uanset shit. 

 

Betingelser for accept og blive set.

Er det nok at bruge ordet accept som et ideal og det man arbejder mod, til at det er accept? Og hvad hvis jeg siger det ikke er accept. At der er for mange betingelser, eller at der er meget mere der ikke er ind under den accept. 

At det er en tøvende accept, eller fordi det ser bedre ud. Ikke hel hjertet, ikke ekspanderende. Det er en accept at kassen eksisterer i verden, selvom det ikke er en kasse, men det er nemmest at det er en kasse. Det er ok kassen er der, bare den lige står lidt væk. Det er ikke den kasse vi får brug for oftes, så den behøver ikke at stå lige for. Men den får lov at være her.

Der er jeres system, jeres betingelser. Jeg må leve med det. 

Ubetinget kærlighed, den findes nok. Jeg kender betinget kærlighed. Eller det er vel mere betinget omsorg. Jeg giver omsorg og beskyttelse hvis du anerkender mig på den måde jeg ønsker at bliver anerkendt. Det sidste er også vigtigt. Det handler ikke om dit syn, selvom det kunne være noget positivt. 

Jeg skal give fuld ubetinget accept, og gætte dine ønsker og huske dine krav, altid. Til evig tid. 

Er det creepy? 

Den betingede kærlighed gør at forventningerne holdes lavt til andre, til det man møder. At man ikke stiller krav, tror man har krav. 

Det er sådan man går ud i verden. Måske med følelsen af at det kunne være anderledes og hvorfor det er anderledes for mig, når andre synes at have et andet syn på det og andre muligheder. Det er bare svært at holde fast i og at definere hvad det er. 

Måske sagde de at du var den vigtigste, det eneste der betyder noget, at du var deres liv og lys? Så hvordan og hvorfor har de så dæmpet det lys? Men det er du slet ikke nået frem til at tænke, du er den enste, men også med mangler. Og det at gøre noget andet vil være frit fald, din undergang, tro på os. 

Det er forvirrende prøver i at hjælpe mig, eller sabotere i, hvorfor gør i ikke noget? Skal det føles sådan her? Er den her vægt på mig, sådan det er fremover? 

Og ja det er det. Og vægten øges, men det er en vane. Sådan føles det. Det er virkeligheden, det er dig. Men fordi det netop er dig, kan du bære det. 

Det er som om der er et særligt selskab af mennesker der bære verden for andre.

Vi kan prøve at aflære det, der er muligt, delvis, delvis fordi jeg tror at den konditionering fra barndommen er så omfattende at vi ikke kan rense det ud af alle hjørner af vores bevidsthed. Men vi kan arbejde med det vigtigste for videre overlevelse, måske endelig en ægte forankring. 

Jeg tror forankring er vigtig, at man har noget der føles sikkert. Det behøver ikke at være så meget. Men det er meget svært når man ikke har det. 

Jeg har det ikke, jeg har mistet det. Det var i mig, til det ikke var der mere. Og jeg kan ikke pinpointe hvornår det skete ret precist, men jeg har en ide om det. Måske sandheden også er at jeg mistede den følelse i portioner. 

Med de erfaringer tror jeg ikke på ord og umiddelbart pæne hensigter, i sidste ende er det det der bragte mig til hvor jeg er nu. Jeg råber ud i ingenting: Prøver i at hjælpe mig, eller sabotere i, hvorfor gør i ikke noget? -Er i der? 

Intet svar.

Autisme og mønstergenkendelse og bias -og mere.

Nogen med Autisme har ekstrem god mønstergenkendelse, vi kan genkende ting og se detaljer andre overser.
På en måde har den neurotypiske hjernen bias, så den ser, det den ved den ser. Vores øjne og hjerne rekonstruere det sete, og omsætter det til noget vi forstår. Det spare tid, og mindsker forvirring.

Med Autisme og/eller ADHD er der også muligheden for at nå frem til noget andet, når den normale automatik er et andet styresystem. Den personlige udgave har egne preferencer, "settings" for at opleve verden. Og vores forhøjede sanser, kan være en fordel, og ikke bare noget der giver os for meget stimuli. For når vi kan selektere det stimuli kan vi gå ind i det og hører og se mange detaljer. 

Med AI, vil det vise sig om det kan overgå vores detalje orientering, og om AI kan lave forbindelserne mellem at man ved det er det rigtige info, eller det bare lyder rigtigt, men det er ikke det der skal bruges.

Jeg er begyndt at bruge AI, men jeg ved det skal styres i den rigtig retning via viden, der er forankringer jeg mener holder. AI kan skubbes mange steder hen, men lige nu kræver det nærmet at man i forvejen har tingene ok på plads vidensmæssigt. 

Vi lever i en tid med et meget sort hvidt holdnings bias på nettet og medierne, alle emner skal tvinges ned i kasserne, det kræver at de skal rettes til så de passer. Og det ender med at blive en vane. 

Så alt der er komplekst, kræver ekstra viden og tid, bliver kogt ned, og giver folk en tro på at de ved nok om emnet til at kunne gå ud med det. At vi er endt i en verden med selvudnævnte eksperter, er kaotisk, fordi mange ikke er trænede i debat, eller at der er mere at vide. 

Intelligens er ikke demokratisk, vejen til viden er ikke den samme for alle. Og i mange år har man mistænkeliggjort viden og eksperter som noget, elitært, verdensfjernt, arrogant. På den anden side er det jo tilgængelig viden hvis man orker. Og sandheden er jo at eksperterne var dem der orkede, ikke så meget at de er super intelligente, men de tog vejen gennem det nødvendige og lidt til. Jeg ved ikke hvorfor det blev så provokerende i de sidste 30 år. Også i Danmark. 

Sandsynligvis er det at viden/forskning ikke altid passer med den politik der føre an, tidens strømninger. Og nogen emner er mere irriterende politisk end andre. Og så er det godt at kunne tale eksperterne ned. Eller ignorere dem. 

Og det ændre også befolkningens syn på viden og hvad der skal til for at vide noget. Uanset om det er professionelt eller bare af interesse. Viden er ikke hot. 

Der var en der sagde at unge gerne vil være influensere, noget keativt, at blive kendt tjene penge, få de rigtige kærester, men i grunden var men fint fremtidssikret hvis man læste skattelov fx. 

Nå, hvor kom jeg fra, jo Autisme og mønstergenkendelse. Jeg tror i høj grad at mennesker på spektret har meget at byde på, også ting der ikke er tænkt på, måske fordi vi skulle være i en situation hvor der er mulighed for at lege lidt med de muligheder. Andre rammer, andre holdninger til nytte. Går man fremad med skyklapper/bias er der meget man ikke ser, men tro man ser, man tro man ser vejen frem. Men det er for begrænset et udsyn.

Når jeg går ud af min dør har jeg nærmest øjne i nakken, samtidigt mad at jeg ser andre har en nærmest zombi agtig adfærd i Københavns gader. Jeg er chokeret på deres vegne, så mange nærved og næsten situationer. Og slipper jeg koncentration og overvågenhed 2 sek, er det ved at gå galt for mig. Det må føles meget forskelligt. Måske de ser ting jeg ikke kan de de ser, når de drejer af. Måske de ikke gør og det lykkes. Og de har ikke set at det kunne have været farligt så det computer ikke. Meget forskellige dyr i by savannen. 

Når vi først har genkendt noget, er det lettere at se det igen. Min undersøgelse af narcissisme gør at jeg ser meget i den kontekst, samtidigt med at emner er ved at trende. Jeg har altid være en iagttager af verden, og hvor jeg var i den. Men jeg har samtidigt også været en drømmer. Men for at redde mig selv ud af ting, har jeg måtte forholde mig til livet på en mere konkret måde, mere detaljeret. Det har være nyt territorie, men fordi jeg stod i det var det ikke bare et studie, det var en kamp jeg stod i. Og jeg kunne ikke finde svar. 

Det er fordi de fleste svar på livet og samfundet, ikke er skabt af mennesker med Autisme eller ADHD. Der mangler de mellemregninger vi ofte har brug for for at forstå det, fordi "alle de andre" bare forstår det automatisk. Det er meget mærkeligt. Og af gode grunde kan de ikke forklare noget de "bare gør", noget de er født til at kunne. 

Intet under at de ofte ikke ved hvad de skal sige til os, eller de synes vi komplicere ting for meget. Og det er der hvor mennesker på spektret står alene, vi bare står der, igen og igen. 

Vi kan tænke de ikke tager os alvorligt, at vi bliver ignorerede. Men de har ikke svarene. Det bedste råd er at erkende at de ikke har dem, og hvis de har er de nok på spektret eller "noget andet". Den anden vinkel og indsigt, må man søge andre steder. Og vi vil ikke blive respekteret for vores livslange studie af "neurotypisk kultur" som er et feltstudie. Og vi kommer aldrig hjem, det er et feltstudie for livet.

Heldigvis er der nogen med Autisme og ADHD der aldrig rigtigt opdager at de er lidt ved siden af. Hvilket kan være en fordel. At blive i sin boble, især hvis den fungere ok. 

Piger med Autisme har det mere med at holde øje med hvad andre gør, prøve at efterligne de andre piger. Hvad jeg selv har bemærket er det en generel ting for kvinder at efterligne andre kvinder, og det er yderst praktisk, ikke mindst gennem historien. Hvor mænd ofte vil tilføje lidt ekstra. Bias? Nej det mener jeg ikke, men det er ikke entydigt, i grupper og i forhold til opgaver, især kreativ har jeg en automatisk en maskulin tilgang. Det er der også mange andre kvinder der har af forskellige grunde. Min er Autisme og ADHD, fordi jeg ikke forholder mig til konsensus, eller de andre kvinder som hvis jeg var neurotypisk. Der er en accept jeg ikke søger. Jeg er parat til at stå alene. Men det er på en social måde, jeg ønsker fælleskab, og vil gerne deltage. Men der er ting der skal gøres, alt kan ikke bare være indenfor stregerne.

Andre erfaringer, giver andre vinkler. Andre "hjerne styresystemer" giver andre svar. Måske vi allerede har det vi skal bruge til fremtiden, det er spørgsmålet om nogen tør. 

Jeg ved ikke om vi skal tilbage til 1950erne, for at erkende at det ikke var løsningen, dengang der kun var to køn, LGBT var i skabet, Autisme var hos drenge og i en bestemt version, og ADHD bare var umulige børn. Og kvinder helst skulle holde sig til det hjemlige og huske hun var mindre end.
Behøver vi det eksperiment, fordi verden flyttede sig lidt for hurtigt og blev for kompleks at følge med i for mange? Jeg kan godt lide noget ikke er entydigt, at noget er komplekst. 

Menneskets overlevelse har bygget på at holde fast i det gamle, og være innovative når det var nødvendigt. Vi ser udvikling og højkulturer som idealet, at de må have været klogere, som i bedre. Og dem der er forblevet på et stenalder stadie må mindre kloge. Men deres verden har bare fungeret, og samtidigt med kan de have tanker og viden der er vigtig for dem, som vi ikke kan fornemme hvad det er for dem. Vi måler det efter vores bias og målestok for kultur og viden.

Verden har aldrig været så ekstremt divergerende, der er stadig mennesker der lever som i stenalderen, og popstjerner der bliver sendt ud i rummet bare fordi vi kan. Og store summer penge, ender på færre hænder. Og det sætter jo spot på at vi er bare den her klode, der rummer så meget, men er overladt til meget få at "regerer". Det rene sci-fi, selvom vi afventer den flyvende bil, men det er vist i 2026. 

Identitet og diagnose.

Tænk hvis jeg kunne stå op om morgenen uden at blive konfronteret med Autisme og ADHD fra jeg slå øjnene op?

Sikke en befrielse, hvilken åbning på dagen!

Det er bare ikke mit liv. Det er selvfølgeligt ikke sådan for alle med de diagnoser, langtfra. For nogen er det muligt at abstrahere fra det eller leve med det, uden det er rædselsfuldt at komme gennem dagene. Ja der kan være dage, og situationer, og der kan ske ting der gør at men cirkel og overtænker, eller bare er udmattet. Men der er også andet, meget andet. 

Men det er bare som om mine symptomer, min udgave gør at jeg ikke kan undslippe at blive konfronteret med det. Det er det der fysisk omgiver mig, og det der holder mig fanget. 

ADHD gør det svært for mig at gøre ting praktisk, jeg mister overblik, jeg fumler med ting, jeg er fraværende. Autismen gør jeg prøver at holde fast i tryghed, selvom jeg reelt ikke føler nogen tryghed, selvom jeg prøver at holde fast i ting. Det er det velkendte ubehag, fremfor det ukendte. Det er kun en lille smule bedre, og det føles ikke som frit fald. 

Og jeg har prøvet næsten at miste mig selv, og jeg er modig. Men jeg kender også konsekvenserne. Og jeg ved at ingen samler mig op. Der er kun mig, og jeg skal gøre det selv. Jeg har ikke råd til eksperimenter. Men det ville være godt med forandring.

Jeg har været mange ting, forskellige liv, det var dengang jeg havde kræfterne til det. Det at tage masken af har været en blandet fornøjelse, eller slet ikke nogen fornøjelse, bare ubehagelige erkendelser omkring ting jeg egentligt ikke har haft meget indflydelse på, eller større muligheder for at ændre på nu. 

Jeg ved ikke om jeg bare må separere min fysiske virkelighed og min indre verden, jeg har gjort det før, det er ikke optimalt, men en klassiker. Jeg er født med mit eget matrix jeg kan bevæge mig i, frit. I modsætning til virkeligheden. Er der en kur mod virkeligheden? 

Eller skal jeg bare lære at glemme alle regler der er opsat for hvordan man skal være og leve, at virkligheden ofte er lig med normer. Ja, der er naturkræfter osv. men virkeligheden er også hvordan man ser/fortolker verden. 

Det vil vise sig om jeg kan frigøre mig fra normene. Så kan de gå med som affald, eller til genbrug, når jeg nu er igang med at rydde op.

Diagnosefabrikken arbejder, men måske det ikke er det værste.

Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og ungdomspsykiatrisk selskab siger: "Vi risikerer diagnosefabrikker. Min frygt er, at hvis man kun leder efter ADHD og autisme, så er det det man finder, og overser alle de andre grunde til, at børn mistrives, siger hun.

Hun henviser til, at børn også kan have ondt i maven, ikke har lyst til at komme i skole og oplever koncentrationsbesvær på grund af andre ting som skilsmisse, kaos i skolen eller noget helt tredje."

Nogen ser det som epidemisk, og et moderne fænomen, andre ser det som overdiagnosticering af raske børn, nogen ser det som noget der egentlig ikke eksisterer, eller at "Vi alle er lidt Autistiske og/eller ADHD". Hvor går grænserne, og er der nogen? 

Er det fordi vi forventer perfektion hos alle børn/mennesker, og når der så er "noget", skal der en diagnose til. Eller er det fordi vi ikke vil yde støtte, hvis der ikke er en diagnose (ikke fordi der bliver ydet meget støtte). 

Og har vi bare overset at en meget større gruppe af mennesker ikke var neurotypiske, og puttet dem i andre båse, eller de fandt en plads, en plads der måske ikke er der i dag. 

Siden jeg var barn er børn blevet et projekt, børn er ikke noget man bare har, det er et prestige projekt der bare skal lykkes. Hvert barn er det vigtigste barn i verden. Hvordan det så skal passe med virkeligheden ved jeg ikke. Den globale, eller den Danske. Der er aldrig tænkt i den prioritering, uanset hvad forældre kan have af forstillinger. 

Personligt er jeg aldrig blevet prioriteret, eller set, jeg ser heller ikke at der er nogen tegn på ændringer, udover diagnosticeringen af børn og voksne med Autisme og/eller ADHD, der er diagnosticering efter en lang venteliste, men hvad bagefter? Hvad er forventningen? Og hvem kommer først? 

Og vi kan ikke engang trylle støtte frem, selvom der var en stor pose penge i morgen. Vi er for sent på den. 

Information kan noget i sig selv, men information kan også gøre en ret frustreret når man opdager, at der er så mange forhindringer for at udleve det som man råder til. At der er for mange kompromier. Selvforståelse gør at man kan se hvad det er der sker, men meget ofte kan man ikke stille noget op, fordi samfundet fungerer på en anden måde. For mig er det som om disharmonien er blevet større, som jeg er blevet klogere på mine diagnoser. Mange siger det virkeligt har hjulpet dem bare at blive diagnosticeret, men måske de har haft mere velfungerende liv, hvad ved jeg. 

Jeg bad ikke om at blive diagnosticeret, jeg søgte hjælp fordi jeg ikke magtede min "depression". 

Jeg er træt af trivialiseringen af diagnoserne (alle har dem), samtidigt med snakken om (over)diagnosefabrikken. Jeg er træt af den måde medierne behandler emnet. Jeg er træt af "superpower" pep talk pis. Nogen af os har betalt en ret høj pris, nogen af os er udsatte. 

Måske det værste reelt er meningsmaskinen der kværner og kværner, og alle meninger er åbenbart skabt lige. Og mennesker med ADHD/Autisme får dem hele tiden i hovedet, det er som om alle glemmer at vi faktisk er her, og vi skal leve med de holdninger -og vi skal absolut ikke modsige det, for det er ikke charmerende, nope! Og hvis man skal udtale sig, skal man veje sine ord på en guldvægt, og forholde sig til ikke at provokere eller irritere nogen, jeg vil sige man forventer man skal lade sin Autisme og ADHD blive hjemme i skabet, men tage skiltet på, hvis vi vil ses og høres. 

Diagnosefabrikken koster penge offentligt, eller privat, meningsmaskinen er gratis, og der er aldrig venteliste, der mangler aldrig meninger, holdninger og myter om mennesker med ADHD og Autisme, eller deres forældre. 

Jeg kan ikke vide hvor meget overdiagnosticering der er, men jeg gætter på at der samtidigt stadig er nogen der går under radaren. Personligt tror jeg bare at vores variant er mange flere end man har været klar over, og med tiden vil der være et meget bedre overblik, hvor der nu er lidt panik også pga. ventelisterne offentligt og privat for at blive diagnosticeret. -Men når man har fået diplomet?

Den diskrete udstødelse i rige samfund.

Man må ikke have huller i sit CV. Og det at "bare få et job" er ikke bare hvis man har en diagnose.
Man kan skjule man har dem, og håbe der ikke opstår problemer, at man får en periode, eller jobbet bliver for stresset. Man kan også være åbent om det, men ofte glemmer jobbet at tjekke ind, men tænker det går jo fint, men det kører lige på grænsen eller over, men hvad så, ryger jobbet, vil de blive sure, hvordan skal det forklares?

I sidste ende kan de have den effekt at det bare er for skræmmende at skulle igennem job processen igen. Ikke at der ikke kunne være arbejde der kunne fungerer, men det at forhandle arbejdsopgaver og kunne sige fra, kommer til at fylde for meget. Og det at måtte droppe et job kan føles som det ultimate nederlag, der kan tage tid at komme over. Koster deltagelsen i samfundet for meget, fordi samfundet ikke er gearet til det? Og vores moderne Danske samfund har det svært med mennesker der "normies", det er det der efterspørges og forventes. Historisk eller globalt er det ikke nødvendigvis tilfældet, men vi er blevet meget over regulerede de sidste 30 år. Og den forventning udstøder folk der faktisk kunne have hængt på tidligere. 

Jeg så noget om 1800 tallets Workhouses for samfundets udsatte, det havde vi også i Danmark. Man kan sige at uanset synet på den gruppe af mennesker, så var det muligt at se hvad der foregik på godt og ondt.
I dag sidder folk i hver sin lejlighed bag en lukket dør, hvordan skal man få et samlet billede af deres reelle vilkår? Og de faggrupper der evt. møde dem, vænner sig til at sådan er det, det er det enkelte individs problem, og det kan skygge for at mange ender i det samme, men det er svært at eksponere det journalistisk, politisk. 

Der burde være et helt andet fokus på det, men det ender i personsager, men handler om større grupper af mennesker, der ikke har et fundament for noget bedre. Og ofte ikke engang kan forstille sig et sådan fundament, hvad der kunne gøre en forskel, men de kan mærke stigmaet og de manglende muligheder. Men det bliver som enkeltperson, og alene er vi ikke så stærke, som hvis vi kan se det fælles, at det er det samme man roder rundt med, og det samme der fra holder en fra noget bedre. Og at det faktisk kunne være anderledes, og at det ikke er rimeligt, det er ikke bare som det er, der er barriere og det er mere vanetænkning i samfundet, end af gode grunde. Men de der har mulighederne ser ikke at andre kæmper, eller der er grund til at støtte dem der kæmper. Enten tror man at samfundet gør hvad det kan, eller at de her personer bare ikke meget noget. Det er ikke sandt. 

Mange tror at det Danske samfund er så velfungerende, at vi ikke behøver at tage et grundigt eftersyn med mellemrum. Der lappes hvis noget bliver eksponeret, men der er ikke et større overblik.
Der er ikke et hvad tænker vi som samfund, hvad er vores menneskesyn? Skal vi have et socialt sikkerhedsnet, og til hvem? Og hvor lav går barren? 

Ideologisk har vi lagt det hele over på den enkelte, lidt mere år for år i de sidste 30-40 år, skruen strammes. Måske de yngre generationer ikke vil klemmes i den skruetvinge, kravet om det perfekt uddannede menneske, med slebne kanter, og robusthed mod stress. At de tøver med at udsætte sig for de her ting, uden at stille spørgsmål. At de vælger en anden livstil, fordi det ikke er det værd at kører sig selv af sporet fra start. At dårlig stress, ikke bare er som det er, og normalt, så vi slet ikke ser det.
Og her er jeg så tilbage i, at vi normaliserer ting, vi ikke burde normaliserer. I stedet for skulle vi sam samfund se på andre muligheder, for det her har vi prøvet rigeligt af det i mange år, lad os forlade det.  

Autisme månededens hule hykleri.

Hvor dybt er det ok at synke omkring en menneskeværdigt liv med Autisme i Danmark? Har mennesker med autisme en ret til et værdigt liv på egne betingelser?

Der skulle være nogen meget mere klare linjer. Og det gælder for alle typer af Autisme, hvis deres liv er kommet ud på et sidespor. Når der skrives om de velfungerende, må vi også være klar på at det ikke er alle, og at "graden" af Autisme og intelligens ikke siger noget om at kunne fungere i verden som sådan. 

Mennesker der har brugt alle ressourser og lidt til for at leve dag til dag, råber ikke op og stiller krav. Vi vil ikke ses som ofre, vi vil ikke yderligere stigmatiseres. Måske vi ikke kan forstå hvorfor det gik sådan og vi tror vi er skyldige i situationen. 

Det er ikke et behageligt emne at blive konfronteret med, hvad kan og bør vi gøre som samfund, sådan helt praktisk. Ikke hensigterklæringer, eller de næste generationer mad Autisme. Hvad med nu, lige nu?

De fleste af os er vandt til at der ikke tages hensyn. At de daglige udfordringer bare er der, og sådan er det. Selvom det kunne være anderledes, men det er bare en fjern drøm. Vi er nemme at manipulere til tavshed. Og mange af os har lært at spille rollen og overtage samfundets normer som de eneste mulige.

Vi er enda parat til at mobbe andre på spektret med, at gøre sig til ofre, hvis de er ærlige omkring deres liv. At det at andre på spektret kæmper mere, vil smitte af på synet på dem. Fordi at "højt fungerende Autisme" intet siger om at fungere i hverdagen, mere om normal intelligens, og det tager ikke højde for hvor asymmetriske evnerne i virkeligheden er. 

Men hvad skal der til for at få de emner på bordet? Voksne med Autisme og voksne der aldrig har fået den støtte de burde, og stadig ikke har adgang til den. Vi kan læse os til at der er den viden, men det er ikke noget vi har adgang til næste uanset hvor galt det er gået. Hvis det ikke er blevet set i barndommen og fulgt i ungdommen, hvis det har været set som en anden diagnose, eller man har gjort alt for at skjule det, er det stadig ikke i dag nogen tilbud der kan rette lidt op på det. Og det er ikke værdigt når det er gået rigtigt galt. Ofte bliver det vel set som enkeltilfælde, og man må lappe lidt. Så meget enkeltilfælde at der ingen grund er til at bruge viden om, Autisme når man forsøger at lappe. 

Vi er allerede for sent på den med viden, vi når det ikke. Og jeg fornemmer at det bare ikke er en prioritet, folk bliver diagnosticeret, til ingenting. Men der er mange der siger at det var en stor hjælp at blive diagnosticeret, at endelig forstå ting. 

Det eneste jeg forstod er at jeg har stået bagerst i køen, og stadig gør det. Og mine praktiske udfordringer gør, at jeg ikke kan det jeg er bedre til. Og nej, jeg skal ikke bare tage mig sammen. 

Jeg er en overlever, jeg skylder ingen en pæn historie der kan give en god følelse som en TED talk. Der er en virkelighed i Danmark, og den er ikke pæn, men den er dejlig skjult, og meget nem at putte væk. 

Hvad hvis nogen en dag satte billeder på, den i ikke ser?

Den socialt uacceptable hjerne.

 Mennesker med Autisme og/eller ADHD fortæller om oplevelser med at være anderledes og ikke passe ind. Ofte er eksemplerne ikke super konkrete, men mere den generelle situationer, egne reaktioner og omgivelsernes.

Der bliver nævnt skam, der bliver nævnt nedsmeltning eller efterfølgende udmattelse i dage efter eller længere. 

Misforståede intentioner, oversete signaler, reaktioner der er for lidt, eller for meget i forhold til forventningerne til hvordan man opføre sig. Eller den måde vi udtrykker os på, vores stemmer, talestil, øjenkontakt, eller fraværende øjenkontakt, kropsholdning. 

Vi er ofte i situationen at andre retter på os som om vi var børn, selvom vi er tydeligt voksne og ved vores fornufts fulde brug. Måske især hvis vi er kvinder. 

Det nytter bare ikke meget at rette på os, jeg har lidt tænkt at det er fuldstændigt som ordblindhed, den er som den er, hele livet, man kan lære nogen cowboytricks og bruge hjælpemidler og da jeg kom til at bruge en pc, var det en revolution for mig. Men jeg er lige så ordblind som jeg altid har været. Jeg er mere øvet i at skrive tekster, men ordene, der er stadig nogen og ofte de samme. 

Men hvad gør man med en socialt og samfunds kulturelt uacceptabel hjerne? Er det at opgive alt der kan eksponere en til negative oplevelser, at det ikke er det værd, og ikke føles værdigt. Det er om at komme væk fra det. Eller skal man gøre opmærksom på at der foregår en diskrimination, der holder en ude af noget. Det sidste med stor sikkerhed noget det ikke ville blive modtaget positivt, og noget hvor de fleste ikke ville vide hvad "ikke diskriminere" ville betyde i forhold til Autisme/ADHD. 

Ja, der er mange med ADHD og Autisme der arbejder, uddanner sig osv. Der selv synes de trives, og det trods alt fungere, og de har fundet medtoder. Og det er jo godt.

Men hvad så med os andre? Diagnostisk vil vi have den "lette" udgave, men meget forskellige liv og muligheder. 

Hvad er det jeg skal skære fra for at leve et ok liv, der ikke ender med at være totalt isoleret fra omverdenen? Sagen er at det er svært at finde ud af selv, man har hele livet forsøgt at leve op til hvad vi ser som normalt, så processen at få skåret alt det fra der ikke fungere for en, er en meget stor opgave og også lidt i blinde. Der er så meget der er en selvfølge der omgiver os, men ikke er en selvfølge for os.

Jeg kan ikke kæmpe alle de kampe hvor jeg møder manglende forståelse/diskrimination, jeg må bare gå og vende det ryggen. Erkende det, og se på hvad jeg så kunne. Reelt kan det ende med døre der lukker sig hele vejen, og ingen åbne.

Måske jeg bare må skabe mit eget rige, det var bare aldrig det jeg ville. Men jeg kan ikke alene ændre på synet på neurodiverse mennesker, og det går for langsomt med at udbrede viden, det bliver ikke noget jeg kommer til at opleve. Og jeg fornemmer at mange med Autisme og ADHD stadig lever med samfundets vurderinger som målestok og ideal, så de er ikke parat med det opgør. 

Jeg tor også det på en måde er mere behageligt stadig tro på de neurotypiske idealer, selvom det gør negative ting ved den, det andet føles meget råt, -Mine omgivelser har løjet for mig hele livet, og ikke med vilje, det var deres verden, og aldrig min.
Jeg har kun en kvart balde på sædet og en afgrund under, og du har en blød sofa der står hvor den står, og du kan ikke se det. 

Juletanker

"Jeg håber at tingene er kommet mere i orden inden jul". Det sagde jeg i sommer til et møde, måske jeg allerede sagde det i foråret. 

Sådan blev det ikke. Da det blev sagt var det i et naivt tro på at der var måneder nok, og måske mere hjælp, eller at ADHD medicinen havde virket mere mirakuløst. At bare et eller andet var blevet sat igang.

Det er en belastning at leve i et hjem der ikke fungere, alt er mere bøvlet og det er deprimerende. Selvværdet er i bund. Hvor der der et pejlemærke, et glimt af håb, er der en knage at hænge det her op på?

Det der har foregået er realiteterne, det har være et udtryk for min dagsform, når der ikke er sket mere har det været fordi det var det jeg kunne. Og det at komme op til nogenlunde ok tid, og lidt ud af døren, lave med, gøre noget i hjemmet har været svært at få til at hænge sammen, det har været en kamp og fremskridtene ikke overvældende. Men jeg har virkeligt prøvet at være konstant, men det er ikke som det var før. 

Hvad skulle ændre sig i 2025? Umiddelbart intet, hvis jeg ikke gør noget drastisk. Men hvad drastisk kan jeg gøre? 

Reelt har jeg ikke mulighed for at hjælpe andre, før jeg selv har det bedre/mere stabil. Jeg kan heller ikke få en støtte i forhold til bolig, og hoarding der ikke eksistere i Danmark. 

Der er en uværdighed i det her, og den fylder så meget at jeg ikke kan leve et liv, men bare komme gennem dagene. Og det er faktisk blevet værre år for år. Mindre liv.
Det er fint nok at kæmpe og at det er svært, men når det ender kun med at være det der er, en svær kamp der er usynlig og uheroisk, der udefra set mere ligner inerti og manglende vilje styrke, negativitet. '

Jeg er også meget andet, jeg gør også andet, jeg er et menneske der bidrager, dag for dag, hver dag. Men der er en skævhed i det her, måske det er det at være på spektret, asymmetrien, men er den så stor, så burde der jo kunne tilbydes noget relevant hjælp.....Burde. 

Hvad gør os så uværdige, os der er for lidt Autistiske, men samtidigt for meget. At vi er så svære at placere, så ubekvemme, uvæsentlige, ubelejlige for systemet/samfundet. Ikke værd at kaste penge efter, ressourser, forskning. Vi er her, og vi bør være stille, bare leve med det, "det er jo medfødt" som folk tilføjer, underforstået at så har man at sætte sine standarter derefter, og sætte dem lavt.

Men "det" er jo ikke diagnosen, "det" er samfund/kultur versus ens Autisme/ADHD. Og er jeg særlig subversiv fordi min udgave ikke har kunne passe ind (som (dem) set på TV), og at jeg synes der er plads til forbedringer her og der? 

Det er nemmere at sige at det er mig der bør indrette mig, og forstå at jeg ingen ret heller krav har på noget, absolut, det er den nemmeste løsning. For samfundet er det nemmest at vi, alle hver for sig forstår at vi ikke har ret eller krav på noget i forhold til vores ADHD og eller Autisme, det er vores personlige problem, "vores personlige rejse", der ikke behøver et sikkerhedsnet, når nogen af os ikke kan mere. På en måde er vi ikke, vi kan tales ned og væk. Det bedste er nok aldrig at opdage at man tilhører "ikke" menneskerne, og heldigvis tror jeg nogen slipper for den erkendelse. 

2025? Jeg agter at gøre hvad jeg kan, og satse der hvor jeg ser ting spire, af det jeg har sået. Måske løsninger /livet vil komme fra helt andre kanter.  God jul! 

Diagnose på 1. klasse.

Hvor er det nydeligt og middelklasset i "Hvad fejler Fuhlendorff" på DR TV. Der er ikke rigtigt nogen der har et problem, eller har de, hr de adgang til at få hjælp og blive taget seriøst. 

Man bliver efterladt med følelsen af det det er jo ikke noget særligt. Det bliver lige sagt at følgerne er lidt efter, hvor meget man har skulle kæmpe for at kunne være til. Jeg vil ikke minimaliserer andres oplevelse af ADHD eller Autisme, selvom man er sluppen lettere fra det, er det der jo. Men for nogen er konsekvensenserne helt uoverskuelige. Og tilgangen til udredninger og støtte nærmest ikke tilstæde. Man bliver ikke taget seriøst, man er næsten ikke et menneske, men en tid i en kalender med mange andre ret ligegyldige skæbner. 

Nogen af os er holdt op med at fungerer, vi er ikke vokset ud af det, men ind i det, og mistet mange af det ting vi faktisk kunne engang. 

Men hvad så med at blive klogere på sig selv, efter en diagnose og lære hvordan man undgår at blive væltet omkuld af livet? Tjo, det er der vel mange der oplever, men er man nået langt nok ud, er selverkendelse ikke nok. Eller måske ikke mulig. Alene med sig selv og fortiden og nutiden, er måske ikke det bedste sted, eller i et hjem i kaos. 

Udsendelsen forudsætter også lidt det med at man har familie og pårørende, at man har nogen. Måske "systemet" hurtigt regner en nu når man ikke har nogen.  Guderne skal vide at det "at have nogen" også kan være årsagen til tingenes tilstand, totalt manglende forståelse, og fejen under gulvtæppet. Eller man var den der skulle leverer hjælp, støtte, forståelse, praktisk hjælp til dem. 

Og så er der det med at være en kvinde og ikke en mand. Der er så meget vi acceptere hos mænd, som vi ikke gør hos kvinder, der er en verden til forskel stadig. 

Det er som om der er dele af det at være kvinde vi ikke kan se, og der er en selvredigering i adfærd det skjuler det. Så er det vores egen skyld? Personligt tror jeg bare det er bekvemt ikke at se det i forhold til kvinder, det synes også næsten uden konsekvenser for samfundet. Hvilket ikke er sandt, det er bare på en mere stille måde, næsten som om det/vi ikke er der. 

Så min vrede og afmagt passer skidt ind DRs pæne info program om ADHD/Autisme, hvor der krydses af for emner og holdninger, men indenfor rammen selvfølgeligt. 

Og det er tankevækkende for hverken ADHD eller Autisme er indenfor rammen, det er lidt det det handler om, det er derfor det er diagnoser, og ikke bare en måde mennesker også kan være på. Og medierne er med til at sætte rammerne, kravene til det moderne menneske, der gerne skal være pænt  symmetrisk på spektret, et nydeligt spindelvæv, og ikke en Edderkop på LSD trip. 

Jeg har ADHD og Autisme, og måske den nydelige serie vil gøre at folk vil tænke, at det ikke er noget særligt problem, for mig eller dem. Det ændre så ikke på at jeg har et mega problem, med at få tingene til at hænge sammen dagligt, og ikke er den eneste. Men vi står alene. 

Der bliver ikke taget hånd om, at nogen ikke vokser ud af det, og har liv der ikke egner sig til aftenkaffen. En tour fra det nasty badeværelse, til køkkenvaskens uger gamle plummer og opvaskemaskinen der ikke virker, og mælkekartonerne på gulvet. Og at en tour måtte være virtuel måske viadrone, da det nærmest er umuligt at sætte fødderne på gulvet for en uøvet, jeg har udviklet Katteagtige evner gennem årene. Det kan være der er værre hjem end mit, men det er jo ikke en konkurrence: "Hvem lever værst?". Dare you fuckers på licens TV! :-D 

Stille piger er det mindste problem.

Når de økonomiske ressourser ikke er til rådighed, så får dem der larmer mest først, og ikke altid dem heller.

Der er en forventning om at samfundet kan løfte opgaven med at diagnosticere børn hurtigt nok, og kunne tilbyde den rigtige støtte. Men det står i skarp kontrast med virkeligheden. Der er kø til at får ADHD og Autisme diagnoser, også selvom man vil betale privat. Og med diagnosen i hånden er der ingen garanti for noget som helst udover nye frustrationer. 

Der er ingen automatik her, det er brandlukning hvor det er nødvendigt, hvis man er heldig. 

Det foregår når det er børn, unge, voksne sendiagnosticerede. 

Er man ikke som forældre blevet ekspert i diagnosen, eller men er blevet ekspert i sin egen, er det ret svært at advokere sin sag, fordi meget bare bliver affejet, og er man ikke hurtig nok, og helt forankret i sin viden, kommer man ikke videre. Der er barriere hele tiden. 

På den måde kan kampen for støtte, blive en del af diagnosen, et det ene er lig med det andet, at det er sådan at have ADHD eller Autisme, at der skal bruges så meget energi, i forsøget at skabe en dagligdag der fungere bedre. 

Det er jo ikke sådan at alle der har ADHD og/eller Autisme har brug for støtte gennem hele livet, eller overhovedet. Men når der opstår belastninger og der ikke er mulighed for at afhjælpe det, kan det sætte gang i at behovet for støtte bare vokser med tiden. 

Men vi lever ikke i en verden/samfund der kan tilbyde det der er nødvendigt. Og udviklingen gå mod, ja hvad går den mod? Nogen troede vi var blevet lovet individualisme og personlig frihed, og ja vi lever i tider med meget individualisme og personlig frihed, hvis vi lever det rigtige sted, og ok velfungerende. Jeg tror ikke engang dem der udlever det nu, aner hvor priviligerede de er, i forhold til bare dem der levede en generation eller to tilbage. 

Vi forventer mere. Vi forstår også nye sammenhænge, der gør op med hvordan man har set på det, at være et menneske, familie, samfund. 

Og vi er stadig ikke ude af, at mennesker med ADHD og Autisme, bliver set som mennesker der nærmest bare uvildige til at forstå hvad de burde gøre. Tidligere brugte man ordet manglende moral, omkring alt i tilværelsen, hvor man ikke levede op til samfunds standarten. Det var der en del børn og voksne der kom til at betale for det menneskesyn. Og det er ikke så længe siden. 

Og nu er det vi med den viden vi har i dag, at vi troskyldigt tror at der er helt andre muligheder for mennesker med ADHD og Autisme. Og det er der vel, men ikke på den måde man kunne håbe på. Vi er simpelthen ikke der, og om vi vil nå derhen, jeg tvivler. Jeg tror ikke at politikkerne nogensinde vil kaste de penge efter det område.

Personligt mener jeg at meget kunne gøres med, at mere viden der blev anvendt når man skal tænke ting, omkring skole, arbejdspladser, det hele, at man huskede at tænke ind at mennesker er forskellige, at nogen har synsnedsættelser, nogen er gangbesværede, handicap synlige og usynlige, når vi indretter samfundet. Offentlig transport, Københavns metro og Autisme/ADHD, for mig er det et rent mareridt. 

Jeg tror at meget går galt når vi bliver ved med at skabe ting, der kun er for nogen mennesker, og insistere på at det er den eneste måde at gøre det på, også selvom de små ting kunne tilgodese måske flere end man havde regnet med, måske ikke ville koste meget ekstra, når det alligevel var en del af en større plan. Men vi sidder jo ofte ikke med ved bordet. Vi er der ikke til at sige, "Hov, husk lige, kunne vi ikke?". 

Derfor ender meget i at prøve rette op på ting på den rigtigt dyre måde, fordi mange ikke var inkluderet i deres planer i første omgang, vi eksisterede ikke som noget, der skulle tages højde for. Inklusion er jo bare en fucking ad on, når man lige har glemt nogen. Selvom det bliver indpakket som en mild gave. 

Vi larmer ikke nok, og foreningerne er vel bange for at fornærme nogen, ved at blive for politiske og aktivistiske. 

Det er derfor stille piger (og drenge) i sidste ende er det mindste problem, for dem der reelt har magt til at ændre på noget. 

Danmark har ikke penge til alle dem med ADHD og Autisme, hvad gør man så? -Vi er her jo.

Der er ikke penge til særlig støtte til alle dem der bliver diagnosticeret med ADHD og Autisme. Diagnosticere man for mange børn, diagnosticere man for mange voksne, der i princippet har fungeret sådan ok? 

Har en overdiagnosticering devalueret diagnoserne, til at betyde mindre, blive taget mindre seriøst, både af fagpersoner, politikere og samfundet generelt?

Og hvad gør man så. når støtte er/bliver nødvendig? Venter til lokummet virkeligt brænder, eller bare ignorer. Så længe der ikke er pårørende til at råbe op, så går det jo nok. 

Vi kommer til at se frem til at tabe flere generationer, fordi vi har ignoreret strukturene i samfundet er ved at udfase mange mennesker, og vi kan ikke nå at ændre det hurtigt nok, til at undgå at mange unge kommer til at opleve det mange af de fx. sendiagnosticerede er gået igennem.
Vi er ikke klar som samfund til at få dem igennem skole, uddannelse, job, og kunne bibeholde jobbet vel at mærke. Og med mindre generationer kan man ikke bare ensidigt satse på de super robuste, og efterlade de andre, til ikke at kunne få et solidt fodfæste i samfundet. 

Men hvad så før i tiden? Før i tiden havde man andre forstillinger om medarbejdere, jo de var skrappe nok, anderledes på nogen punkter end i dag, men dagens arbejdsmarked har ikke plads til varianter af medarbejdere. Og mange jobtyper er forsvundet, og andre job har fået flere arbejdsområder.
For 80-50 år siden havde vi andre normer og sociale regler, end vi har i dag, men vi er ikke blevet mere frie, vi er bare inden for nogen normer på en anden måde.
Og der er et absolut krav til at opfylde de normer. Men vi er jo så individualistiske? Ja, det er vi så længe at vi er individualistiske på den samme måde. At vi selv ser os som unikke, men vi er tilpasset normerne. Og ikke mindst i stand til at tilpasse sig normerne, hvilket bare ikke er så ligetil med ADHD og/eller Autisme. Så det er jo her man som ADHD/Autist kan komme på overarbejde. Det er næsten som om fortidens mere kantede sociale regler var nemmere at forholde sig til, end de nye flydende uformelle, der så alligevel ikke er flydende og uformelle når det kommer til stykket.  

Måske den gamle form var nemmere at forstå intellektuelt, et regelsæt. Det er noget man med Autisme kan forholde sig til, man kan være uenig, men der er noget der er defineret klart, og det er godt for hjernen. Hvor i mod det der ikke kan fanges ind på formel er forvirrende, for hvad gælder? 

Det er som om det er de neurotypiske tænkemåder der har overtaget helt i det moderne samfund, at meget af det der kunne fungere som pejlemærker for adfærd og regler, har trådt i baggrunden, og kræver meget mere hjernekraft at regne ud når man "er på spektret". 

Men hvad så? Vi er her, vi er en del af samfundet, og nogen af os får brug for speciel støtte hvis vi skal leve et værdigt liv. Skal vi i stedet for at blive inkluderet skabe vores egne netværk, egne platforme og boliger, hvor vi kan bytte now how, praktisk hjælp? At vi kan hjælpe med det vi kan, og andre kan hjælpe med, det vi ikke kan. For vi har jo ressourcer, når vi bruger det vi kan, og ikke det vi ikke kan. 

Er det utopisk? Mange af os lever jo på kanten af hvad vi magter, og mange af os er ikke super sociale, eller ønsker at være det. Men jeg tror det kunne fungere for nogen, og måske også der hvor man ikke tror på det kunne fungerer. 

Så mange af nederlagene skyldes at omverdenen forventer at vi kan lidt af det hele, især hvis vi "tog os sammen og fokuserede nok på det". Fremfor at dyrke styrkerne, og finde løsninger for "det andet". 

Og da mennesker med Autisme og/eller ADHD er super forskellige på alle leder og kanter, så vil der kunne byttes styrker. Udgangspunktet kunne blive, jeg ved hvad jeg er godt til, -fremfor jeg ved hvad jeg ikke kan finde ud af. 

Det er sandt at det vil være de mere velfungerende der ville kunne mest, og at det realistisk ville fungere bedst i byer hvor flere kunne finde sammen. Men man kunne også forestille sig at der var andre der ville være interesserede i at deltage, og at det var en måde at vise og lære hvordan man kan arbejde med mennesker med ADHD og Autisme på en anden måde. At erfaringerne blev samlet, til at kunne bruges af andre.

For jeg bliver mere og mere klar over at den nerotypiske tilgang til os, virkeligt er en barierer for at støtte os, eller rettere sagt ikke skade os. At det fleste fornuftige pædagogiske tilgange, kommer til kort, og skader mere end det gavner. Bla. fordi det bygger på udvikling af evner, men at forsøget på at udvikle vores evner, kan koste dyrt på andre områder, og på uforudsete måder. Og det er dyrt at miste styrker og evner, fordi der er et krav om at skulle lære ting, og indgå i ting, der ikke passer til ens personlige spektrum. Igen vi er meget forskellige. 

Danmark har voksne erfarne mennsker med ADHD og Autisme, vi kan fortælle om det der fungere og det der ikke fungerer, også selvom vi er meget forskellige, er der meget fælles omkring rammerne og udfordringerne. 

Jeg tror ikke vi skal vente på politikerne, vi er allerede for sent på den, så vi kan lige så godt gå i gang med at se på ideer. Ellersender næste generationer også i det samme, det er ikke ADHD og Autisme, det er det der foregår udenom lige nu og her, der definere hvordan et liv kan være med de diagnoser. Det kan gøres anderledes, det kan gøres (meget) bedre og det er nødvendigt! 

Er det umuligt at genvinde sin værdighed?.

Det nærmer sig jul, det vil sige det er noget jeg må tænke på allerede nu. Jeg tænker også på hvor mange jule jeg har tilbragt i kaos i mit hjem, Hvorfor har det ikke været muligt at stable noget hjælp/støtte på benene og ændre situationen?

Det er bare gået fra slemt til værre, og hvordan udholder man det mentalt, uden at blive totalt drænet. At skulle stop til det, at leve i det, som en allesteds nærværende reminder om hvad jeg ikke magter. 

Jeg kan ikke længere adskille mig fra mit hjem, jeg er blevet fusioneret med rodet og svineriet, jeg er det og det er mig. 

Skyld, skam, magtesløshed. Hvordan kan jeg sige fra, nu er det nok, jeg kan ikke mere?

Når både kommunen, distrikt psykiatrien, hjemmevejledere er sat på, og ingen forandring, eller håb. 

Jeg føler mig deprimeret, men hvem ville ikke det i den situation, min reaktion passer til situationen. Godt nok mangler jeg nok nogen forbindelser i hjernen i forvejen, og jeg er på antidepressiver, det er bare et ekstra lag af tyngde på mine skuldre. 

Hvor vejen ud af det her, kan man synke så langt ned, at man bare kan drukne langsomt, dag for dag? 

Det kræver meget styrke at nå til næste dag, jeg betaler prisen, men jeg er ingen forbryder, alligevel er det som en straf, der ikke engang er et udløbsdato på. 

Hvor skal lægge min vrede og min undren, der er ingen der ser, ingen der hører, er det her ok, er det menneskeværdigt? Er det mig der tager fejl, er det her rimeligt, og forventligt i Danmark 2024? 

Hvem skal kvalitets sikre inklusion på efterskoler?

Nu hører og læser jeg det igen og igen: Inklusion, man "tilbyder" inklusion. Men hvad betyder det reelt. Når Fx. en efterskole tager fokus på at få unge ind med Autisme, ADHD, (og vel også grupper)?

Hvad er deres faglige baggrund, ved de hvor mange de kan overskue? 

Ikke at efterskoler ikke har modtaget alle mulige børn/unge tidligere, og dengang da mange ikke var diagnosticerede. Men tiderne skifter, og med mere viden følger, også et større fagligt ansvar. Og der er der ret sikkert nogen efterskoler der har, og har påbegyndt for år tilbage. Men det kræver faglighed, tid og erfaringer når flere vil med.

Og unges oplevelser har stor betydning for ders fremtid, deres sejre og nederlag. Og den pædagogik der fungere for neurotypiske unge, er ikke den samme for børn på autisme spektret eller ADHD. Man motivere heller ikke de børn på den samme måde.

Det er afsindigt vigtigt at huske, at det handler om en gruppe unge der er yderst sensitive for nederlag og kontroverser. Vi har ingen pyt knap når noget rammer, selvom folk insistere på, at vi skal "komme over det". Og jeg tænker at det faktisk er et af de store problemer i kommunikationen mellem alliistiske /neurotypiske, at man ender med at ubevidst gaslighte børn og unge til, at de føler forkert og for meget i forhold til "virkeligheden" altså den neurotypiske virkelighed, men det er ikke bare ikke sådan det fungere for mennesker med Autisme eller ADHD, og udover det så sanser og filtrere vi stærkt individuelt fra person til person. Men nej vi kommer os ikke over ting, bare fordi vi bliver skammet ud for at tænke og føle for meget. 
Man forstår ikke at oplevelser resonerer helt anderledes når man har ASD eller og ADHD. Og at tale det ned absolut ikke hjælper, eller man synes at nu må det enme efterhånden være udtømt, for det er det bare ikke. Og her er det som om man ikke forstår at ASD og Autisme er noget reelt, vi er mennesker der forsøger at forstå verden vi ikke helt er hjemme i, så når ting opstår så prøver vi at få det nye til at give mening og finde ud af hvad det går ud på og hvor vi selv er i det, og om vi har gjort noget forkert, og det er mange tanker.
Og tidligere oplevelser og mønstre. Og nogen af os behøver meget information, men information mange nerotypiske slet ikke vil tænke på fordi det for den er via automatik, noget de ikke har skulle tænke over, eller hvorfor man gør sådan og om det nu er rigtigt eller forkert. Velkommen til Autisme/ADHD hjernen, der skal have det heeeeele med, igen og igen. 

At tale det ned får heller ikke frem i lyset hvilke tanker den unge faktisk har, eller evnen til at udtrykke det, når det er tabu. Ingen bliver klogere, det bliver bare skubbet væk. 

Med en Autisme/ADHD kan man blive set som selvoptaget, at man i den grad personligt er i spil i alle situationer, og/eller man taler om det der interessere en selv. Egocentrisk ville man have sagt før i tiden. Det kan jeg for sådan være med på.

Hvis efterskoler vil satse på diversitet er det afsindigt vigtigt at lærer forstår at de unge ikke fungere på de samme metoder, og hvis de gør, kan det være at faktisk ikke er ret sundt for dem. Og de er et sted i livet der former hvordan de kan takle neurodiversiteten på en måde så de kan få et så tilfredstillende liv som muligt, og ikke crash and burn, eller ende bag en dør et sted.

Jeg har selv været en af de unge, der var helt hægtet af, og ingen forstod jeg kunne være så intelligent og samtidigt så elendig i skolen. Og ingen tog den situation alvorligt, hvad skulle der blive af en pige som jeg? Jeg tror at nogen troede at jeg var så kreativ og talentfuld at et eller andet mirakel ville ske, så jeg kunne få et arbejde. Og jeg har oplevet mange idiot voksne, der bestemt ikke havde gode hensigter. Men mange der sikkert var gode for mange andre elever. De der forkert børn, hvad skal man gøre?

Man kan også bare ikke gøre noget. Der er andre børn. Du er "speciel", men du er ikke så speciel at du har en værdi der skal støttes og udvikles. 

Men unge der ikke helt passer ind i formen, de har brug for at blive set af nogen, at nogen tror på dem, ikke bare med ros og formaninger, men at de faktisk er mentorer, der kan tilbyde en skridt for skridt struktur og ikke bare en fremtids drøm. 

Mange neurotypiske mennesker har fantastiske evner der aldrig bliver set eller anvendt, mange fandt løsninger og et liv på trods af det. Forældre der ikke kunne støtte, skoler der ikke kunne løfte opgaven. Det er ikke optimalt, det er æv. 

Og så er der de børn der ikke er neurotypiske hvor der er endnu flere benspænd, i forhold til at komme igennem skolen.

Generationerne bliver mindre, kravene bliver højere, uddannelse, hvordan man indgår på en arbejdsplads, på mange måder arbejder det mod inklution, fordi overpræstation er normen, og det er der mennesker på spektret knækker. Måske ikke lige omkring det faglige, men alt det andet. "Alt det andet" som neurotypiske nemmere kan magte, selvom så mange ender med stress. 

Så vi vil gerne forsøge at arbejde på inklusion, i et samfund der er på sterioider, og har nogen meget usunde idealer, der stresser alle, undtagen de mest robuste. 

Og det er jo også nogen emner der er værd at tage op under uddannelse, hvordan man kan hare et langt godt arbejdsliv. Men opskriften er ikke helt den samme for ADHD og Autisme som for de andre unge, men det er utroligt vigtigt at de får redskaber, og kunne sætte ord på.

Skole og uddannelse er ikke med det formål at man er så færdig, at man efterfølgende ender på en førtidspension. Der må have været muligt for en del unge at de kunne have opnået, hm inklution med "de andre". Jeg vil tro at en del finder nogen fælleskaber, frivvilligtarbejde, interesser der kan give en mening med livet. Det er et parallel samfund, men hvis man ikke tænker for meget over det er det måske ok. 

Hvis man tænker over det så er det ikke ok. Der har manglet noget, eller ret meget. 

Inklusion skal menes, prioriteres, konkretiseres, udvikles, fortsættes også når det bliver besværligt. Inklution fungere ikke som noget i så safe bobler, hvis resten af samfundet ikke er med og kører derud af, som i de sidste mange år, og det er mig og mine, og resten må sku klare sig selv. 

Vi har en samfunds model i Danmark, der på den ene side er meget priviligeret og med store muligheder for den enkelte for et godt liv. På den anden side er det også resterne af et velfærdsamfund der har svært ved at klare de tunge sociale opgaver, man har nedprioriteret områderne på alle tænkelige måder, hvilket jo ikke gør det til fede job, eller giver plads til nytænkning og faglig stolthed...eller forskning. 

Måske politikerne bare tænker at der må blive en rest af mennesker, og det billigste er at ignorerer, det er jo ikke stærke grupper med en offentlig stemme. Og der er så gu ingen der råber højt på vegne af dem heller. 

"Inklusion" en en fin sløjfe på en pakke af fluffy hensigter og rester af humanisme. Midt i en samfundskultur der løber i en anden retning. 

Det her skal være meget mere konkret, på alle nivauer, gennem hele samfundet, og det er bare at smøje ærmerne op og mene det. 

Personligt vil ikke være labatorie rotte for inklusion og diversitet. Kom med helhedsplanen! "Jamen der er jo meget der skal, og vi er lige startet...." Godt så lad os komme igang og har i husket at spørge dem med egne erfaringer, har i dem med i alle led af det her, er de med ved bordet? Eller lægger i planer på vores vegne, hvad i tror vi har brug for?

Attraktive kvinder har ikke rigtig Autisme!

Nogen har bemærket at der er en del attraktive yngre kvinder der skaber indhold på nettet, med fokus på Autisme/ASD. Og som nu nettet er, har nogen ytret at den type kvinder ikke er rigtigt Autistiske, for så kunne de jo ikke lægge en pæn makeup, og have flot hår og moderigtigt tøj. 

Det er vel stereotypen at en med ASD, er en fyr, med kikset tøj, der er god til computere....selvom det jo er næsten trendy nu, at være kikset i tøjet. 

Ved at angribe yngre kvinder, for at fake/overdrive Autisme for opmærksomhed, har de mistet pointen, at opmærksomhed pga. Autisme ikke er det største hit at vælge, men en niche ting på nettet, og at disse attraktive kvinder nemt kunne finde noget mere populært, og meget mindre stigmatiserende at synliggøre sig på. For de får en del kommentarer der ikke er behagelige, der udover det med udseende, og deres diagnose. 

Men der er også højt maskerende mænd, og ret sikkert også nogen der er attraktive, men måske det ses som mindre skræmmende, mere indenfor normen af at være en mand. Selv i de nordiske samfund er der stadig meget forskellige forventninger til kønnene, der ikke har flyttet sig meget.
På mange måde passer Autistiske træk bedre til opfattelsen af mænd, både styrker og svagheder, hvor de for kvinder kan give en personlighed, der opfattes som mindre feminin, undtagen når det er meget stille piger. Samfundet forventer bare en større social forståelse af kvinder, en anden kommunikation.
Man forventer en større vifte af "passende" interesse områder og praktiske evner, ikke super fokuserede special interesser og ja, evt. manglende praktiske evner.
Men den "special" interesse/interesser kan inkludere skønhed og mode, og forsøget på at prøve at fitte ind i samfundet. Og der er alle muligheder i dag, der er typen med regnbue hår og sjove outfits, til ja, helt super mainstream.

Men det kan åbenbart forvirre omverdenen: At vi ved første blik virker som en attraktive kvinder, men en ikke helt som neurotypisk kvinder over tid, det sætter noget andet igang. For nogen opfattes det som om man snyder med sit udseende, til at få folk til at tro man er neurotypisk, eller man snyder ved at sige man har autisme, men ikke har det, eller "næsten ikke".
Ligger det skræmmende i at man(d) kunne falde for sådan en kvinde, og så opdage at der var noget der var anderledes, afvigende? Men det siger også noget om en meget uplastisk tænkning der foregår, ikke mødet med et andet menneske, men hvad man skel kan bruge det menneske til, og hvem/hvad man selv er i forhold til det andet menneske der reelt endnu er en fremmed. Hvilket jo intet har med de ASD piger/kvinder at gøre, det er inde i nogen andres hoveder, og deres problem, at de ikke synes kasserne passer. Det er deres kasser, ikke vores. 

At nogen vil blive opfattet som mere fysisk attraktive, hvilket jo intet har at gøre med selve Autismen, Autisme har ikke et look, men der er fordomme og forventninger til at Autistisk look, og nogen vil passe ind i de forestillinger, andre gør det bare ikke. 

Og så er der pretty privilege m/k, at tingene er lidt nemmere hvis man ser godt ud. På den anden side er der også nogen forventninger, og nogen man ikke altid kan leve op til, over tid, når man er på Autisme spektret.

Men når man siger up front man har Autisme, begynder folk at at stille spørgsmålstegn til det, at man ikke rigtigt har det, man virker for normal....altså indtil man ikke gør, og så bare er håbløs og et fjols. Ikke Autistisk, men en der burde kunne gøre det bedre, men ikke gør det. Autismen er bare en dum moderne undskyldning. At trække offerkortet. -Reelt så handler det jo om at nogen bare vil have lov til at rette på os og sige ting, men at der er kommet en diagnose i vejen, for at få fuldt afløb for irritationen. Igen, det hører ikke til på vores banehalvdel, at nogen har brug at skamme andre ud, for det er ofte for nærmest ingenting. Vi får bare ikke altid nået at sige "Var det virkeligt nødvendigt?", det er som om man bliver lige overrasket hver gang. Nåh ja, det bliver vi også, fordi hvis vi altid "opførte os passende" ville det jo ikke ske, ahaaa! Hjælper retteriet, nope, men det giver da altid et lille hak i selvværet, de har de da opnået. 

Men med ASD og Eller ADHD så er det man bliver lidt rundtosset, og vred, -at jeg er ikke rigtigt er mig, jeg er det folk påstår jeg er, i forhold til deres forventninger, og de aner ikke hvad de skal forvente af en med Autisme, alligevel har de holdninger. Og de stopper ikke en halv inden de siger rigtigt dumme ting, for de er jo selv den neurotypiske guldstandart (åbenbart) og sidder med sandheden og dømmekraften.

Når man "Cosplayer som neurotypisk" tænker man ikke altid på hvad andre tror og tænker, det er ens egen estetik og man kender jo sig selv, jeg er jo mig, og jeg har taget det her på. Og jeg har ikke egentligt nogen særlige planer med det, end jeg synes det er pænt eller sjovt. Måske jeg ikke forstår min egen impact på verden, at mange tror at det de ser, er det der er. Hvilket jeg synes er noget naivt. Nogen ser det negativt at ting kan være anderledes end de troede, andre er mere nysgerrige på mennesker og verden. Måske det handler om tillid?

Jeg har selv færdes i verdener med mennesker der levede en form for dobbeltliv, nogen gange meget skjulte, for andre mindre. Og mennesker der optrådte kunstnerisk med en persona, og så deres hverdags selv. Jeg ved godt jeg har den der øgede Autist/ADHD tillid til andre, men jeg har også haft det ret sjovt med det. 

Og jeg har fremstået som en Diva, med alle detaljer i orden fra top til tå. Men samtidigt må jeg også konstatere at jeg lidt var kvinden ingen kunne nå, og de fleste mænd kunne fornemme det, fra første blik. Jeg var noget andet, og ingens kommende kæreste. 

Men jeg tror også det forventes at man er meget mere konventionel, og mindre ekstrem som kvinde, og jeg tror at jeg har været ret ligeglad med konventionerne, jeg ville ikke tvinge mig ned i den form der var nødvendig, for ikke at være "for meget", hvilket stadig er er stor no go for kvinder. Og det er jo ikke fordi jeg ikke har forsøgt at begrænse mig, og at folk prøver at sætte grænser der hvor de mener mine grænser bør være. Og de kan godt nok være meget begrænsende. For jeg er ikke et barn, jeg er en voksen kvinde. 

Skulle jeg have satset mere på at passe bedre ind i min rolle som kvinde, og fået noget ud af det, en partner og den evt. tryghed det kunne give? Jeg tror bare ikke jeg forstod konceptet, at det måske går i mod den måde, jeg har Autisme på, min egen selvopfattelse af at være en kvinde som jeg, der ofte ikke har kunne spejle mig i de fleste kvinders adfærd, jeg vidst godt jeg var noget "andet" meget tidligt.
Men der er kvinder, og der er mange slags kvinder ude i virkeligheden og mange der ikke passer ind i kasserne, så jeg er ikke alene, selvom det af og til kan virke sådan, så er det ikke sandt.
Personligt kan jeg takke for at de unge kvinder har delt tanker på nettet, og der i dag er mange sendiagnosticerede kvinder der også deler deres erfaringer på fx. Youtube, de sætter ansigter og stemmer på, og det er der brug for.

Og nej man får ingen nemme points for at sige man har Autisme som kvinde, der bliver pirket og lirket, kan det nu sådan være være sådan rigtigt, rigtigt? 

Der er mange Autistiske kvinder derude, selvom vi kun er en ganske lille procent, og vi lever meget forskellige liv, og mere eller mindre velfungerende liv, og ofte ikke helt så velfungerende som andre tror vi er, sådan super overfladisk bedømt efter vores mascara og evnet til at smile på den nogenlunde rigtige steder. 

De uafhængige menneske.

Jeg så dokumentaren "The Swedish Theory of Love" fra 2015 af Erik Gandini, om den politiske ide at alle i Sverige skulle blive mennesker der ikke var afhængige af andre. Med fokus på det økonomiske ville man frisætte kvinder fra at være afhængige af mænd, og ældre kunne komme på plejehjem så de ikke skulle bo og passes hos familien. Og at unge hurtigst muligt kunne flytte hjemmefra i egen bolig. At fælleskaber skulle være tilvalgte. Og ikke præget af gamle normer om familien og de krav det havde stillet til tidligere generationer af Svenskere. 

Mange af de tanker har også været i Danmark i løbet af 60-70erne. Måske ikke så ideologisk udtalte, men mere som praktisk for samfundet. Skulle kvinderne på arbejdsmarkedet, skulle der være daginstitutioner og de gamle skulle på plejehjem, for ingen var hjemme i løbet af dagen. 

Der kom et stærkt fokus på at den enkelte skal udleve sit potentiale uden at blive hæmmet af familie, eller lokalsamfundet. Vi skylder ikke rigtigt nogen noget mere, vi er selvstændige individder.

Samtidigt med den udvikling, kom der folk udefra i løbet af 60-80erne, indvandre og flygtninge der havde et helt andet syn på familie og fælleskab, i grunden et syn vi næsten selv havde haft bare 20-30 år før, men som nu virkede helt fremmet og undertrykkende. Og det var svært at forstå at deres børn ikke løsrev sig fra det liv, og ikke ville indgå på lige fod med resten af de unge. Man kunne slet ikke forstå det, at mange følte en forpligtelse til familien og kulturen. Med en moderne Dansk indstilling kunne kun se det negative, som social kontrol og det der var værre, men at der var andet i kulturen der skabte en mening, værdier og tryghed kunne man ikke forstå. Det var ting der ikke længere passede ind i samfunds modellen. Man kan så sige at den manglende forståelse, var med til at grave grøfter. Vi synes vi havde opnået noget stort, som alle skulle nyde godt af, friheden til at være et uafhængigt moderne menneske. 

Jeg er opvokset hos min Mormor og Morfar, og det gjorde at jeg også måtte indse at de var ældre end de andres forældre, og jeg havde et ansvar, jeg ikke bare kunne stikke af fra. Som teenager kan man heller ikke være lige så grov overfor ældre person, som en der er i deres bedste alder. Som yngre tænkte jeg meget over de nye normer, hvor opofrelse var helt forkert. Og at jegi andre tider ville være blevet set som en god datter, med gode værdier. Men i den tid jeg levede i, var der ingen respekt for det ansvar jeg tog. Eller at jeg reelt ikke havde et super frit valg. 

Man kan sige at dengang folk levede i forpligtende fælleskaber lå der jo en menneskelig/moralsk værdisætning i, at det man gjorde for andre, uden at få noget for det.
Og som mindre isolerede fra andre, var det jo synligt for samfundet. Der lå en forventning, men der var også noget meningsfyldt og det tilføjede til hvem man var i forhold til fælleskabet. Kvinder bidrog med meget usynligt ekstra arbejde, jeg tror de andre kvinder så det, men mændene har taget det for givet. 

Så jeg vil ikke idealisere det især kvinder lavede af gratis socialt praktisk arbejde for andre, for det har været barskt i mange tilfælde. Syge sengliggende gamle familiemedlemmer der krævede pleje måske i flere år. Udover alt det andet man som husmoder skulle klare. 

Men Norden fik frisat deres borgere i løbet af 1960-70erne. 

Vi bliver pine død nød til at være sociale på jobbet, de der små ting, der gøres at det fungere, og man beholder jobbet, der ikke bare er arbejdsopgaverne, og det napper energi. Man vil gerne have timeout for at holde tungen lige i munden, når man har fri. Man vil hjem og lukke døren. 

Men selvstændigheden gør også at vi har glemt hvordan vi agere med fx. naboer når man bor i en by. Men det med til at gøre os til isolerede enheder. Vi aner ikke hvem vi bor i hus med, om de er døde eller levende. Vi lære ikke børn at huske at hilse på naboen. Så en ejendom er ikke længere et netværk. Jeg mener der kan ske ting for alle, hvor vi kan have brug for hjælp af naboen. Det vil sige, nogen steder er det, man kan være uheldig.

I Norden er vi mange der bor alene, det er næsten halvdelen af befolkningen, for nogen er det et valg, for andre fordi de ikke er lykkedes at finde en at leve med, og nogen har en kæreste, men bor hvert sit sted så man ikke går hinanden på nerverne i et ellers godt forhold. Vi kan få børn uden en partner. Vi kan ignorere vores forældre, uden at andre tænker noget videre om det. Vi ved godt nogen familierelationer bare er for vanskeligt til at insistere på i længden. Og mange unge har slet ikke travlt med selv at få børn, men vil hellere noget andet. 

Vi er ikke bare ikke særligt forpligtede overfor hinanden. Og familien som ide er guld standarten, men ofte bare forældre og børn, ikke den større familie.  Men mange unge har slet ikke travlt med selv at få børn, men vil hellere noget andet. At få børn er vel noget af det mest forpligtende, og ikke mindst i et land og en tid hvor børn er noget man har valgt og ikke bare får. Og det perfekte forældreskab er så komplekst og performativt, at man kan blive træt bare ved tanken. Så hvis vi virkeligt hylder uafhængigheden, så er børn heller ikke sagen. 

Der er stadig familier der ikke totalt har ændret værdier, og stadig holder sammen på flokken. Og der er dem der vælge bofælleskaber, fordi de ikke vil leve som en isoleret ø. Det sidste er så ofte et luksus valg, der ikke helt kan lade sig gøre med en lavere indkomst, uden det bliver lidt usikkert. Man experimenterer ikke med sin bolig form, hvis man har svært ved at komme ind på boligmarkedet igen efterfølgende.

Det kan godt være vi lære børn gode værdier om fælleskab og mangfoldighed, men er det kun i ord og ikke i handling de ser, så duer det ikke. Hvis forældrene lever efter "os og de andre" i hverdagen, så gør pæne ord det ikke. Vi kan ikke vælge vores næste. Og det er pointen. 

Når kun penge, og lysten gælder, så mangler der noget i forhold til at være et menneske, blandt mennesker. Hvis vi forudsætter perfekt match for kolleger, naboer, så der ikke er noget der besværligt eller udfordrende. Mennesker er kun dem der ligner dig selv i interesser, indkomst, job, værdier. Resten er nogen andre. At kontakter og relationer skal kunne bruges til noget der gavner os selv. Og jeg tror mange ville sige at det er det godt og naturligt. Det er det jo også, indtil man selv ikke er til gavn, at ingen ser en værdi at kende en, gøre noget for en. 
Men vi har nærmest tilskyndet og forherliget en narcissistisk adfærd, hvor alle andre fungere som objekter.  

Hvis nettet skaber ekko kamre, så gør dagligdagen det også i Danmark. De gamle klasseskel er væk, men der er opstået andre. 

Men hvad hvis man nu blev overasket, at der gemte sig noget bag facaden, der faktisk var inspirerende? At det øjeblikkelige match, kan være den nemme facade men uden meget indhold i forhold til kunne tilføje noget. Vi snakker om selvudvikling, men personlig udvikling sker jo også gennem mødet med andre, og ikke mindst det vi ikke har lagt mærke til før. 

Har vi glemt at være nysgerrige på hinanden på den gode måde. Eller har job arbejdsetikken taget det overskud, og så er der bare Netflix og benene op. 

Selv lever jeg efter carpe diem, når jeg er ude. Jeg kommunikere med mennesker jeg nok ikke vil se igen, men jeg tror på møder mellem mennesker. Det skal ikke være så svært, det er ikke en tandudtrækning selvom man får det indtryk af nogen Danskere. 

Vi er i følge statistiske undersøgelser stadig en af de mest lykkelige nationer. Men vi er måske også ved at blive den mest ensomme, og ensom kan man godt være i en familie. Ensomhed er ikke at føle sig set, som den maner, ikke kunne dele sine tanker uden frygt. Ensomhed er at man ikke følers sig god nok til at indgå fælleskabet. Det er en følelse der gror og gror, til en Tornerose hæk om en, men der kommer ikke en Prins eller en Prinsesse og vækker en. Måske man også ville sige nej tak. 

Der var gårdfest i August de hvor jeg bor. En  "Familiefest" stod der bla. øverst.  Der var trylleshow for Børnene, og legetøjsloppemarked, og fælles spisning og så til sidst levende musik. 
En af dem der havde deltaget i forberedelserne havde efterfølgende spurgt nogen naboer hvorfor de ikke havde været med til noget af det, og de svarede at der jo stod "Familiefest" så de mente ikke at det betød at de var inkluderede, det var nok bare for børnefamilierne i gården.

"Jamen de kunne da læse alt det andet der foregik på plakaten?" var der en der sagde, da hun hørte det. Sandt, men vi læser jo ting ud fra hvor vi selv er, og når der står "Familiefest" øverst med stort, når man ikke til bunden af plakaten. Men det var godt nogen spurgte til det, ellers ville ingen have spekuleret over det, at nogen kunne opfatte det sådan. Har det en betydning at nogen få ikke føler sig inkluderede i fælleskabet, ska man tage det med i overvejelserne til næste års gårdfest? Flere typer indhold, eller samvær i mere stille zoner til nogen?

Mangfoldighed bliver brugt som et plusord, ofte uden at det bliver helt konkretiseret, eller om man faktisk vil lægge et solidt arbejde i det. Det er et populært ord i det Almennyttigeboligselskab hvor jeg bor. De har også afholdt noget brainsstorm om det og "det gik godt". Men hvis det reelt skal implementeres hos medarbejderne, i forhold til beboerne, og beboerne imellem? Svare det til green washing? Men om ikke andet det øjeblik organisationer og virksomheder pynter sig med ord, kan man spørge ind til det, man kan prøve at få dem til at konkretisere deres holdninger og mål, og om der gør noget for det.

Diversitet har også været et ord, men mangfoldighed har nok overtaget. Måske det er fordi diversitet nu forstås som etnisk diversitet fx. Hvor mangfoldighed også skal inkludere andre grupper, det kunne være boliger til hjemløse. Det kan være omkring handicap, det kunne være psykisksygdom, og ja, en som jeg Autisme og ADHD.  Listen kan fortsættes. Men måske der skulle de også være mere klare, hvem taler vi om?
Og hvis ingen tager ansvar, og de andre beboere ikke gider det diverse, men har en egen mental ligusterhæk, hvad er det så andet end et ord der skal se pænt ud på papiret. "Vi arbejder på/for diversitet". 

Når det handler om at bo, ville det optimale være at vi alle havde mulighed for den boform vi havde lyst til. Så vi ikke bliver bundtet sammen med nogen der ikke vil det fælles, hvis det er det vi søger og omvendt. Men igen det er pengepungen og at der er for få ok billige lejligheder der hvor folk vil bo. Og andre steder er der så dårlig offentlig transport at man skal have råd til bil og kunne kører en bil. Jeg tror mange ville overveje at bo anderledes hvis det var mere tilgængeligt, og man kunne komme rundt uden en bil. 

Omkring det uafhængige menneske er vi en nation af mennesker på vej til arbejde i hver sin bil. Det er bedst at sidde alene og man ar kun sig selv at skulle indpasse sig efter. Det er et sindbillede på 2024. 

At styrke fælleskabet handler ikke om det kan betale sig, det handler om hvad vi giver videre til de næste generationer, der er ikke kun klima og ulige ressourser der truer, eller sagt på en anden måde at selvom vi gør noget for miljøet, men vi taber generationer til ensomhed og følelsen af utilstrækkelighed der ikke gør dem værdige til fælleskabet, så glemte vi noget vigtigt, for fælleskabet får os igennem de sære tider og de gode tider, og grønne enge gør ikke vores liv rigere hvis vi sidder alene hjemme dag efter dag. Det er ikke et enten eller, men der er ikke et solidt samfund hvis vi som mennesker tør hinanden. 

Hvorfor er det ok at hade på førtidspensionister?

 Det er faktisk svært af blive førtidspensionist i dag, det har det være i mange år. Der var lige en overgang hvor det var nemmere, at placere folk der. Men ja det er meget længe siden, men måske fordommen hænger ved.

Jeg har kendt mange der burde have fået en førtidspension for længe siden, men blev kørt rundt i arbejdsprøvninger og alt mulig forhaling i årevis, med hvad det indebære fysisk og psykisk.

 
Flere unge får i dag en førtidspension, jeg tror det er et modtræk til man en overgang slet ikke ville give det til de unge og krævede at de skulle ud i kurser og flexjobs/skånejobs. Erfaringerne må have været at det gjorde nogen endnu dårligere, og det kostede penge at prøve at fastholde at der skulle arbejdes.
Det er et af de der eksempler på at folk skal passe de i kasser der politisk bliver opfundet, at man på et tidspunkt parkerede folk på en førtidspension for at få dem ud af arbejdsløshedsstatistikkerne, for derefter at gøre det helt umuligt for folk at få en, nærmest uanset hvad. 
Det jer har oplevet i mit liv er at de mest udsatte i samfundet, har været underlagt politiske holdninger, der intet havde at gøre med, hvad der var det rigtige at gøre, men det befolkningen ville hører, eller bare ren kold dogmatik. Og her er der mennesker der kommer i klemme, folk lider under det, og dør af det før tid. Men vi er blevet kyniske, ikke alle liv, er lige meget værd. 

I dag kan vi godt regne med at mennesker der får en førtidspension er blevet efterset i alle ender og kanter, og i længere tid inden de har fået den tilkendt været igennem mange afklarende forløb. Så hvorfor et det stadig sådan et stigma, og hvorfor tror nogen stadig det er noget man kan få, bare fordi man beder om det? 

Der er stadig det med usynlige handicap og sygdomme, men de fleste burde i dag kunne forstå at kroniske lidelser og handicap ikke altid er synlige? Og hvorfor mener man at man kan sige det lige op i ansigtet til mennesker med en førtidspension, at det er af bekvemmelighed og dovenskab?

Nogen har den indstilling at folk på en førtidspension skal kunne ingenting, og bare det de kan ser nogen lunde velfungerende ud i en halv time, gør at der er noget lusk. Man kan undre på hvordan de ville forholde sig til selv at være i en situation med ikke at kunne, ville de dømme sig selv anderledes, eller vende de grimme tanker mod sig selv?

Måske rigtigt meget af det at italesætte andres førtidspension, er at man tror at det er noget man har et reelt bud på, det er jo bare et andet menneske og jeg ser hvad jeg ser, og det jeg ser, er ikke en der ser syg nok. At man ikke er uddannet læge eller psykiater spiller ingen rolle. Er det socialt uacceptabel adfærd? Absolut. Men desværre vil mange med en førstidspension begynde at opremse hvorfor de har fået den, og det efterlader den anden med en magt, og en selv med mindre selvom man talte godt for sig. Andre har faktisk ikke et krav på at man skal godtgøre hvorfor, for at selv være acceptabel og venlig. Måske "Jeg er udredt/diagnosticeret og jeg er blevet tilkendt, så alt er efter bogen". 

Man kunne spørge dem der udtaler sig grimt om førtidspensionister, om når de nu synes det koster og personen sikkert godt kunne arbejde, om de ville være villige til at bistå denne person, for at minimere udgiften til samfundet. Jeg er ret sikker på det ville give en ret voldsom tilbagetrækning, især hvis der kom eksempler på hvilken hjælp og støtte. 

Der har i mange år kørt mottoet i Danmark at "Man kan hvad man vil", og kan man ikke det, er det fordi man er uden rygrad og ambitioner. Man er ikke nyttig for samfundet, man er bare fyld, og i værste fald koster man penge ud af fælleskassen. Man glemmer så at en lille del af fælleskassen er det sikkerhedsnet der skulle afbøde, de frie fald for landets borgere, hvis noget går rigtigt galt. 

Så man gør sig til selv overdommer over hvem der er de værdigt trængene, med meget lidt indsigt og information. Men man føler man har ret, man har betalt skat, og også når man ikke har betalt skat. Igen, hvis jeg skal vinde, må andre tabe, de er ikke så stærke som jeg. 

Der er måske også dem der tænker at de også godt kunne tænke at komme på pension og holde op med at arbejde, men ikke har muligheden. Så det at møde en der render rundt på en pension prikker til den følelse. Og det falder ikke personen ind at der er en pris for den pension, at man har en meget kraftig arbejdsnedsættelse og/eller slet ikke kan arbejde.

Måske folk på en førtidspension ikke må smile, have en sjov farvet bluse på, have interesser, have en mening, ønsket at deltage i samfundet? At de bare skal være forkuede grå og sammenkrøbne som en flok forkrøblede tiggere på et middelalder kalkmaleri for at være på førtidspension -Er det stadig er billedet på handicap og kronisk sygdom...i 2024?

Psykisk sygdom er jo et kapitel for sig selv af usynlige førtidspensions givende diagnoser. Og så er der Autisme og ADHD. Nogen af os har prøvet at komme ind på arbejdsmarkedet, og i flere omgange. For nogen har det lykkedes at få og bibeholde et job. Men andre har måtte opgive. Det var ikke det vi ønskede, et liv udenfor arbejdsmarkedet, men førtidspensionen var den sidste løsning.

Jeg mindes alle de projekter man har været hældt ud i og arbejdsprøvning. Og det var barsk, man var jagtet vildt, og det var ikke godt for psyken. De arbejdsløse skulle javes rundt til de blev stressede nok til de tog et job "frivilligt". At der så var en gruppe af mennesker der ikke var raske, der blev kørt igennem den kødhakker, var bare sådan det var. Vi var alle under mistanke for at være nogen dovne snydere, og det blev sagt i alle medier dag efter dag. 

Det passede så dårligt med mine erfaringer med dem jeg mødte på de der helvedes kurser, det var rigtige mennesker, med rigtige udfordringer i livet. Men dem kendte politikerne jo ikke. De var de andre, den slags der ikke vil arbejde. 

Jeg har altid undret mig over den "ikke vil arbejde", de fleste jeg har mødt ville gerne arbejde, selvfølgeligt i forhold til evner og kunnen. Og hvis man ikke vil arbejde er det vel også et udtryk for at man ikke synes man er en del af fælleskabet, at man er udstødt på en eller anden måde. Der ligger noget inden "Vil ikke arbejde". For det ligger nu til os mennesker at gøre noget, hvis vi overhovedet kan.

Når politikkeren eller meningsdanneren siger "Nogen vil ikke arbejde" er det for at skabe en stemning, de arbejder med nogen selvopfundne personer der bliver sat i spil, for at kunne fremme en sag. Og den sag er ikke for at sikre almindelige Dansker goder, som de ikke ville få, hvis de der andre får,  De penge skal blive helt oppe i systemet, oppe bland nulsums storspillernene. Det er bare lokke mad, og frygt, og "os og de andre".
Jeg tror folk der stemmer sådan, håber at hvis man stemmer der, kommer man selv opad.
Men hvis det ulykken sker ender man i bunken med "os andre" stakler.  Det er kun de meget rige der altid har lidt ekstra gemt af vejen hvis der skulle opstå noget.
Og ja, jeg ar mødt dem under kommunens helveds kurser, de der fik en overraskelse over virkeligheden når bunden falder ud, og man ellers har levet et helt andet liv, og troet fuld og helt på man kan hvad man vil og det vil ikke ske for mig. Heldigvis er "vi andre" ret søde og forstående, vi har jo prøvet så meget.

Nogen får en førtidspension og arbejder lidt ved siden af, for ekstra penge, nogen gør frivilligt arbejde. For nogen er det ikke en praktisk mulighed. Men livet er også meget andet end arbejde, selvom det er så centralt i vores Danske kultur, den sidst rest af moral, der absolut skal overholdes, for at være med i klanen.
For der er en meget stærk moralisering i det, individualisereingen har opløst mange gamle moralske forestillinger om hvad man må og skal som menneske og fællesskabet. Men når det kommer til det, ikke at arbejde, så er det det samme som i de gode gamle dage, og åbenbart er synet på de ikke arbejdsdygtige heller ikke rigtigt flyttet sig for nogen, man skal godkendes af dem personligt, og vi skal se syge og triste ud for at blive godkendt. Og det er her vi skal sige nej tak! 

For der skal være livskvalitet i et liv med en førtidspension. Vi skal være et samfund der kan unde folk at leve så godt og rigt liv som muligt med en kronisk sygdom/handicap, uden at få smålige komentarer. 

Nogen gange er jeg som en Kat

Jeg så en dag slutningen af en TV udsendelse om hvordan Katte tænker, eller hvad man tror Katte tænker.
Jeg hoppede lige ind i noget, hvor de viste forskellen på Hunde og Katte adfærd, i forhold til at komme ind i et nyt rum, hvor ejeren også var i rummet: Hunden skyndte sig hen til ejeren for at hilse, hvor Katten først skulle afsøge hele rummet først.

Og det er meget som jeg selv reagere, selv i kendte miljøer, jeg skal altid orientere mig hvilket gør min hilse reaktion er meget forsinket i forhold til hvad der ellers regnes for socialt normalt.

Godt nok har jeg tillært mig meget forskellig adfærd så jeg virker "normal", men lige på det punkt går det altid galt, år efter år. Det skiller mig ud fra andre, virker sært, jeg kan virke afvisende, uvenlig i den situation.

Kunne jeg lære det, ved at gennemgå en drejebog for at komme ind i et rum med andre? Eller er det her så typisk for mig, specielt da jeg efter 50 år stadig ikke mestre, det at mødes og hilse på folk på den måde vi nu gør det i den kultur jeg er i.

Jeg har ikke læst bogen "Alle Katte har Aspergers", men jeg kender jo katte og mig selv så måske jeg kan regne ud hvad det handler om....og ja, man skal kende Katte og respektere deres måde at opleve ting på, for at få det bedste ud af relationen.

Man skal ikke forsøge at manipulere dem, kaste sig over dem når de ikke viser interesse, man skal vænne dem til ting, man skal give dem områder hvor de her fred, som er deres, og hvor de føler sig trygge. Nogen synes Katte er uberegnelige, og skræmmende, hvorfor blev den sur, hvorfor blev jeg revet. Hvorfor virker katten så egoistisk i forhold til egne behov, og ikke så ivrig for at please som en hund?

For os der holder af Katte, vil vi vil bare sige at det er noget af charmen, og at de da har følelser for en, på deres måde. Og at de er så skønne at man da lever med at de er så meget sig selv.

Jeg kan så tænke på hvad nogen Autistiske træk, kan have betydet dengang mennesker var jægere og samlere (eller der hvor mennesker stadig er jægere og samlere), det at mennesker på Autismespektret, ser, hører anderledes, er mere opmærksomme på udefra kommende lyde - Jeg må indrømme at jeg selv færdes i byen som et meget opmærksomt dyr, i forhold til de andre der trasker afsted uden det virker som om de ser eller hører. Jeg tænker ofte det må være meget afslappende, fremfor mig hvor alle sanser er vågne og i beredskab.

Men var vi ude på savannen/eller stepperne, så tror jeg at jeg på en måde var en vinder, jeg er bare desværre taberen i en moderne storby.
Jeg kan ikke rigtigt sortere alle de indtryk,og jeg kan reelt ikke omdanne dem til noget der er til min fordel i storbyen. Dem der har fordelen er dem der slet ikke ser de er ved at blive kørt ned, eller bare går med snuden i en mobil og håber andre går udenom.

Det er med til at jeg daglig må reflektere over at jeg er en anden slags individ, mennesketype, men en mennesketype der også har mange gode evner.  Sagen er bare om jeg skulle finde ud af hvor det er jeg er bedst tilpasset, med mine mere fine sanser, så jeg får fordelene og ikke kun alle ulemperne af dem.

....Nogen gange går jeg på Kattepoter, nogen gange stritter jeg med knurhårene, nogen gange vil jeg bare have fred, andre gange vil jeg ud og opleve.