Stigma og selvstigmatisering

Stigma er de negative etiketter man sætte på enkelt mennesker eller befolkningsgrupper.
"De andre", dem vi læser/taler om, men der sjældent selv kommer til orde og hvis de gør dømmes det på om de nu er den perfekte udgave, om det er selvforskyldt, om de virker for velfungerende, eller fungere for dårligt, og om de nu er helt rigtige til at tale deres sag.
Er man syg nok, fattig nok osv. Og i disse tider bliver de fleste der udtaler sig offentligt vejede for lette. Men den medie virkelighed, sørger også for at der ikke kommer andre ansigter og personlige historier på, for hvem ønsker at udstilles og dømmes på den måde, hvis det da ikke er i forbindelse med reality, hvor der åbenbart altid er nogen der er friske på at blive udstillet og dømt.

Man opfatter let stigmaet som en konsensus der ligger et sted derude, den demokratiske fordømmelse af enkelt individder eller befolkningsgrupper. Og dem der uddeler stigma kan være helt tæt på, man oplever pludseligt at en bekendt, kollega eller en nabo har forudfattede meninger om hvad man er for en. Og på en måde så de virkeligt ikke kan/vil acceptere en, de vil ikke se en som et medmenneske med en historie, bare som en diagnose og et "tilfælde".

Nogen bliver også irriterede når man ikke passer ind i det de ser som skabelonen, for så snyder man nok.

Fordomme i dag er nærmest blevet til at man skal fremstå som meget forhutlet 24/7 for at blive taget alvorligt....men er man forhutlet på den måde, er der alligevel heller ikke megen reel forståelse.
I bedste fald er der hensigts erklæringer om at det ikke burde være sådan "og man burde kunne gøre noget". Og det kan man ikke bruge til ret meget, for hvad er der egentligt sket af forbedringer i forhold til samfundets svageste de sidste mange år?

Det bliver ofte pointeret, men der er jo mange der har det værre, specielt i andre lande, jeg kan så ikke se det gør det bedre, eller aflyser handling i ens eget land, at det kan anvendes som undskyldning for manglende lokal humanitet.

Der er en generel større respekt omkring penge og ejendom, og mennesker vi mener har magt. Vi har bygget et værdisæt på det kolde, på magten, og håbet om selv at få en bid af kagen. Og så ellers håbe på man ikke selv skulle ramme bunden en dag.

Stigma eksistere i Danmark og selvstigmatisering eksistere, de egne negative tanker om at stå udenfor og ikke være god nok. Det spiser der selvværd op der måske engang har været der.

Der er reel samfundsmæssig stigmatisering, og der er selvstigmatisering, hvor man er tynget af det man tror andre tænker om en, og selvstigmatiseringens stemme er bestemt ikke venligere stemt.

Og hvad tør man, når man forudser andres dom over en? Mindre og mindre.

Hvad er det man opdager når man trodser stigmatiseringen? Tja, man opdager at mange godt kan forstå, eller gerne vil, man opdager også at der er stigma. Og hvordan klare men det....men kan sætte sig in i hvad det er skabt af, hvad reflekserne er i at stigmatisere andre, men kan se det sociologisk, på afstand, fremfor personligt rettet.

Hjælper det? Delvis, men man skal godt nok have tjek på sin egen situation og samfundet, hvis man tidligere har haft selvstigmatiseringen som fast følgesvend.

Sådan personligt kan folk have fordomme og stigma i forhold til mangt og meget i mit liv, noget af det vil jeg nok kunne grine godt og grundigt af, og andet ville bygge på rene misforståelser, noget ville ramme mig personligt, andet ville jeg give en skuldertrækning, så den stigma der betyder noget er ikke det at folk stigmatiser/eller har fordomme, det er det der rammer en så man taber pusten. De afsender deres meninger fra der de er, og man modtager der hvor man selv er, der hvor ens skam og skyldfølelse er aller mest sårbar.

Kunne man skabe et samfund med mindre behov for at nogen er "de andre", eller ligger det så dybt psykologisk i os, at nogen skal vær ude, for at man selv kan føle sig sikker og ok? Jeg tror faktisk det er en naturlig menneskelig mekanisme......og den også desværre meget anvendelig politisk.

Kan man kæmpe i mod, jo det bliver man nød til, selv de ting der er opnået, kan mistes igen, hvis man ikke kæmper for sine rettigheder.

Dengang min særinteresse var at finde en kæreste

Jeg har set en del der omhandler særinteresser, særinteresser er jo noget som Autister som jeg har, har jeg læst....Jeg har altid haft en masse dejlige interesser, som jeg ikke fandt sære, men hyggelige, lærerige.

Men i en del år havde jeg nok en særinteresse der var ved at kører mig helt ned. Som 42 årig besluttede jeg mig for jeg burde begynde at date og finde mig en kæreste.

Så jeg lavede mig en profil på et datingsite, for det var lidt den eneste farbare vej, da jeg ikke havde et gå ud netværk. Jeg er jo ikke den der gør ting halvt når jeg først har besluttet mig for noget, så jeg satte mig ind i hvordan man netdatede, fik fine billeder.

Sådan lidt forskræmt sad jeg der ved min computer, og måtte erkende at mennesker er mærkelige og ikke mindst på nettet. Jeg måtte også erkende at en del mænd har en natside på nettet og ikke mindst deres skriftlige kommunikations evner kan være ret begrænsede. Og at jeg som kvinde var et objekt og ikke et menneske. Men som sagt, jeg var i fuld gang og fast besluttet, jeg troede som jeg blev klogere ville tingene nok blive bedre.

Og jeg datede også, faktisk en hel del, hvilket må have været en speciel oplevelse for mændende, jeg var vist ret Autist agtig, jeg sendte ingen NT signaler, eller opfangede NT signaler (Neuro typisk det man, er nå man ikke er Autist;-))..... Men jeg så da brand godt ud og var venlig og smilende om ikke andet.

Jeg synes jeg har datet mange skygger af mænd

Faktisk tog jeg det hele pænt i en del år, jeg var faktisk mindre sur og fornærmet end mange af NT kvinderne, og på nogen måder mere realistisk i mine ønsker....det vil sige at uanset hvor realistisk jeg var, var der vist meget få af mændende der reelt søgte en kæreste...

Men jeg var en af dem der tog det meste jeg fik i indbakken med godt humør, svarede pænt på henvendelser og hellere tog på en date for meget, end en for lidt.

Faktisk lykkedes det mig at finde en kæreste, det var en fælles interesse for middelalder der førte os sammen, og at vi fandt sammen på en meget ukompliceret måde, som om vi faktisk kunne læse hinanden, uden så meget snak. At vi begge følte os trygge.
Nej, det holdt ikke, jeg pendlede mellem København og Odense on/off i et par år sådan ca. I dag er vi venner og vi er stadig interesserede i middelalder.

Efterfølgende vidste jeg at jeg igen ville have en kæreste, det havde bestemt ikke afskrækket mig med det sidste forhold, jeg synes der havde været meget godt. Så jeg kastede mig ud i netdatingen igen.

Mere erfaren, måske også mere risikovillig. Men der var ingen kæreste, faktisk var det lidt af et mareridt, kynisme, ligegyldighed, det begyndte at være selvdestruktivt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre anderledes, jeg blev ved med at tro der var en nøgle til det at finde kærestepotentiale, at jeg bare skulle gøre ting anderledes, at det nok bare var mig, der var noget jeg bare ikke forstod.

Et problem med Autisme kan være at man er lidt grænseløs og har svært ved at sætte grænser, og når man læser situationer forkert og bare håber på at det måske er sådan det er, så er det forvirrende og  noget neuro typiske kvinder reager anderledes på også fordi de gennem teenage tiden har trænet signalerne og diskuteret dem med veninderne, det har man meget ofte ikke når man har Autisme, der er det hele meget gådefuldt, eller man lægger ikke mærke til noget.

Til sidst var jeg helt knust, jeg følte at jeg åbenbart intet havde at tilbyde, at "mænd" ville have noget andet. At jeg var blevet for gammel osv.

Hvor meget kom det at jeg er "anderledes" i spil? Hvor meget betydning havde det for at jeg ikke kunne finde en kæreste. Med al min forskning på nettet...Ja, jeg er jo blevet ekspert i internetdating sociologi, specielt fordi jeg også opsøgt debatterne og blogsene for info og kommunikation.
Men med al min forskning på nettet, så tror jeg ikke min Autisme var den egentlige grund til at det ikke lykkedes for mig, jeg tror bare at internetdating er et mentalt farligt sted for kvinder der er reelt kæreste søgende, og vil tage chancen. Fordi at mænd og kvinder generelt søger noget forskelligt, eller de tanker de har om hvordan er forskellige. Ikke at jeg er en af dem der putter folk i kasser efter køn, men jeg vil nok sige at på nettet bliver alt meget firkantet, og det fortsætter også ud i virkeligheden, at mænd og kvinder er forskellige med at knytte bånd, at det måske er der der er mest forskellige og mest i mande og kvinde kasser, måske også fordi at med dating er overskriften køn, ikke menneske.

Jeg satsede med en dedikation der var halsbrækkende og kostede al min energi, og som kom til at fodrede en depression i flere år.

Jeg har nu lagt min særinteresse omkring at søge en kæreste helt væk, og jeg forstår nu at dating på nettet ikke længere er vejen. Jeg har slukket det det kapitel for at overleve som menneske og kvinde, genvinde mit selvværd og på at tro jeg er ok, selvom ingen åbenbart ville en som mig.

Men ud af forfejlede forsøg og nederlag har jeg også høstet lærdom og ikke mindst fået lært at gå ud i verden alene og møde nye mennesker. Igennem min kærestesøgning, fik jeg lirket døren op til et nyt liv, et socialt liv, til at kunne gå i byen, kunne slappe af sammen med andre. Jeg fik selvtillid jeg ikke havde haft socialt.....Jeg blev en mere erfaren kvinde, jeg blev også bare et mennesker der går ud af døren og møder nye mennsker, går til koncert, går på bar alene hvis det er det jeg gør og vil. Jeg kom ud af Autist sneglehuset, og blev konfronteret og rodet ud i med et mere levende liv, end tidligere, jeg lærte også at improvisere det ikke forventede og takle det.

Jeg har afsøgt de mentale krinkelkroge, jeg har taget "a walk on the wild side", som Autist ved jeg jo ikke altid hvad der er passende, men "passende" kan også være ret gab.

Jeg tror stadig på at hvad der synes værd at gøre, der skal man satse 100 procent, og leve med at fejle, for intentionen fejlede intet.