Viser opslag med etiketten Struktur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Struktur. Vis alle opslag

lørdag den 4. oktober 2025

Det handler om tillid, derfor er den rigtige viden absolut afgørende.

Hvor ofte vil du tage imod gode råd og hjælp  fra andre, der slet ikke fungerede? Og når det er noget vigtigt for dig, og der bare ikke er overskud til at gribe det forkert an?

Det sker man gør det, og er en del af livet, men når det ender med at man hænger på andres dårlige arbejdsplaner, hvis man har en psykisk sygdom, handicap, Autisme, ADHD, for det kan være fatalt for en.
Fidusen er ikke at være afhængig af andre der laver dårlige planer, men det er bare ikke altid muligheden hvis man er i "systemet" og ikke har et personligt aktivt netværk, eller en økonomi til få hjælp. Man må tage det som det er, og være taknemmelig, i det mindste ikke gøre vrøvl. 

Igennem de løsninger der tilbydes af fx. kommunen, kan man let genopleve den samme fastlåsthed, som man har oplevet i sin barndom, eller parforhold. Mødet med gamle problematikker fra ens fortid. Det kan overaske en selv, måske man ikke kan konkretisere det, eller udtrykke det, der er bare noget, det kan give angst, vrede, ønske om at isolere sig. Som sådan har ingen gjort noget forkert, men det intime i processen og at det kan remme dybt er ikke tænkt ind. 

Hvordan funderer du i hverdagen?
Der er aldrig nogen der har spurgt mig hvordan ser din dag ud? Hvordan løser du praktiske daglige opgaver? Det næste er, at ingen kender dine egne vinkler på, hvorfor du vælger det du gør, og til og fra vælger ting. Og optikken vil ofte være du gør det forkert, du skal gøre det de fleste andre mennesker gør, fordi det er det man gør. Det er da logik?
Det er meget at forlange at almindeligt "frontpersonale" skal være inde i nogen menneskers overlevelses strategier. De er ofte ikke intuitive i forhold til mennesker med mere velfungerende liv, de har ikke været der. Men det ikke intuitive i nogen menneskers overlevelsesstrategier, kan forklares.
Så man i sit arbejde går ind med den viden, uden det kommer til at overraske, eller provokere ens egen måde at indrette sit liv. Sandheden er jo at man kommer tæt på anderledes værdier, anderledes vaner, en helt anden bagrund, og det sætter ens egen i relief, og er vi klædt på til det?
Hvor vor mange slags mennesker har vi mødt gennem livet, og kan man hænge personligt bias i entreen, og helst inden, og tage oplevelsen ind? Og reflekterer, uden at farve det alt for meget hvidt/sort?
Men om ikke andet, er det godt at vide noget grundlæggende om, at det man ser af "dårlige løsninger" også kan været en løsning i meget lang tid for nogen. At den ikke holder, men den holdt for lang tid, derfor er det ikke lige sådan at ændre.

Når tanke og motorik bare ikke vil samarbejde.
For der kan være en egen logik i at gøre ting helt anderledes, men der er også det at neurodiverse rent praktisk gør ting anderledes, deres håndtering af ting og opgaver, der kan være en meget stor udfordring. Samtidigt med manglende/svingende koncentration. Med ADHD kan man være uden korttids hukommelse, hvilket hvilket gør det svært at fx. ryde op, eller afslutte en opgave. Man skal se det før man tror det. Med Autisme kan man føle afsky ved snavsede ting og gøre ting lidt for grundigt så det tager lang tid. Og der er også noget med bare at holde på ting. Og når folk så er fuldt intelligente og lidt til, kan det være en udfordring at sætte sig ind i. Selv ved jeg godt hvordan man passer et hjem i teorien, arbejdsgange og teknikker, og jeg var før i tiden bedre til det, i dag har jeg været så belastet at jeg ikke kan noget fornuftigt. Jeg ved stadig hvordan man gør, men vejen fra hjerne til hænder, eller tanke til udførelse er væk, om det er midlertidigt eller for altid ved jeg ikke. Men ekstremt er det. Men det er "bare ADHD", men sådan kan ADHD være/blive. 

Derfor er gode råd fra mennesker der ikke har en ide om hvad der foregår ikke ekspertråd, det er "husmorråd" der kan være fine nok, men det kan ikke klare alt. Og det kan virke dybt sårende når man selv ved at man ikke har tanke/motorik der bare fungerer og andre hele tiden glemmer det.
Nogen gange har man brug for viden, der går udover det helt banale. Det virker også lidt som om andre tror man er dum, at man gør som man gør, ja, nogen af os ved måske ikke fremgangsmåden, men andre gør. Og jeg tænker at det kan man jo spørge ind om, hvordan ville du gå i gang med opgaven, det ville give mange informationer. Ofte vil man selv fortælle hvor galt det går, og at man klokker i det. Derfor får vi ikke altid forklaret det, også fordi når man taler om det er man lidt et ubehageligt sted. Hvor er det vi taber tråden, og hvad ved vi og hvad har vi måske kunne klare før? For dem der lever i det dag efter dag er det en slagmark hvor vi aldrig vinder, vi kan tro det i et par dage indtil.... Og det virker som om alle andre kan det her, om ikke andet hvis de tager sig sammen. Det er der meget ligger, at mange roder og sviner, men kan tage sig sammen og få det fikset. Men vi andre prøver, og måske enda over flere uger, men så sker der noget. Det noget kan være mange ting, og på en gang. Udefra ligner det bare at man har opgivet. 

Når person og hjem smelter sammen.
Man kan langt hen af vejen være venlig overfor de mennsker der forsøger at hjælpe en, samtidigt med at være ked af det, for det fungere jo reelt ikke. Og vi er dem der lever i det, kan ikke gå hjem fra det. Vi kan være lidt væk nogen timer, men bliver nød til at komme tilbage. Det er vores virkelighed og den farver vores syn på os selv og hvilket liv vi kan have. 



Man skulle tro desperation og angsten havde fundet løsninger og udveje. Men desperation og angst er ikke et godt fundament at bygge en bedre hverdag på. Man griber ud efter noget, men med 95% sikkerhed vil det ikke være det rigtige. Og et bedre liv er stabilitet over tid, meget lang tid, tid nok til at få stressen ned, og til at hele.
Det ville være naivt af mig, at tro at det er en mulighed, at komme ned i stress og hele. Jeg forstår ting bedre nu, men alt er oppe i luften, men i det mindste bevægelse, og det går fremad mentalt, men ikke i hjemmet. Jeg rydder op i mit hovede, med en krop der ikke vil adlyde mig.
Prioritering? Jeg tror at min hjerne ved, at hvis jeg ikke prioriterer epicentret af mit mentale kaos, kan jeg ikke gå i gang med det fysiske.

For når jeg går igang med det fysiske, sætter det gang i meget negative psykiske reflekser, udover at jeg med min ADHD ikke kan finde ud af det rent praktiske.
Men det ville unægteligt være nemmere uden traume ballasten. Eller mere neutralt, og neutralt er det absolut ikke. Det er en kamplads, og uanset hvad jeg gør, er det mig det mig selv går ud over. Det flår mig mentalt. Det bliver meget sort. Derfor har jeg ikke overskud til løsninger udefra der ikke er gennemtænkte. Det kan tolkes som om jeg nægter at få hjælp. 

Jeg er ked af at det er sådan, det gør det så meget mere besværligt for alle parter, og giver så lidt point at gøre det på en anden måde. Men nogen gange er Recovery på trods af ting/andre. At den kan have et afsæt i at stole på sig selv, og ikke det andre siger. De kender kun vejen som de har gået den. Og jeg har bare en fornemmelse af at min vej altid har været en anden. Men samtidig er jeg ikke unik, og det jeg efterspørger er noget viden man har skaffet i andre lande. 
Er den faglige viden stor nok, så er man også klar over logikken i det, der kan synes selvmodsigende og kontraproduktivt. At der er viden til at planlægge og forudsige en process, ikke 100 %, men meget bedre, og også med løsninger for når det går skævt. Det er vigtigt at dem der støtter føler at de har viden og værktøjer gennem hele forløbet, for virker de også usikre, bliver man selv usikker. 

At arbejde med mennesker burde være fantastisk.
Men for pokker hvor må det også være fusterende fagligt, og en daglig tilvænning til at borgere ikke får den hjælp de har brug for. At man ikke er blevet i det mest up to date på området. At Danmarks frontarbejdere i resterne af velfærdstaten, er underprioriterede, på samme måde som dem de møder i deres arbejde, logisk nok.

Mennesker vælger jobbet, de håber på at de kan gøre en forskel, et job omkring mennesker, og her burde samfundet jo sig ja tak, uden forbehold. Nogen ved de har fundet den rette hylde, men skifter til noget privat, med noget ekstra uddannelse, andre stopper, andre køre bare videre i det. Jeg tænker at hvis mine forhold er "normale" indenfor "målgruppen", så må der godt nok være meget der er langt, langt ude. At den sociale skævhed og udsathed bare har vokset de sidste 15-20 år. Der kan ikke gives håb, for kasserne er lukkede. Der er ikke noget der hedder "det der skal løses".

 
Der er international viden tilgængelig, der er erfaringer, og lappeløsninger som dem vi har anvendt koster ofte mere end at gøre det rigtigt fra begyndelsen. Tænk hvis vi hørte på brugerne/borgerne, tænk hvis vi hørte på medarbejderne. At deres job var inkluderet at udvikle det faglige og menneskelige, og det blev set som værdifuldt. Tænk hvis brugere og de faglige kunne brainstorme omkring hvad der er vigtigt og nødvendigt. Tænk hvis vi turde lave tænketanke med borgere med erfaringer på området, men også sætte dem sammen med folk der har overblik over hvordan man kunne genopbygge den mest skrøbelige del af velfærdstaten. Derefter kunne vi hurtigt muligt se på skoler/uddannelse og arbejdsmarked, så flest muligt ikke bliver tabt i farten. Meget kunne undgås, hvis vi var mindre firkantede. 

Lige nu kan føles som at være et forsøgs dyr, selvom der reelt ikke forsøges noget, det er bare det samme, der ikke duer. Den samme dead end. Det er kassetænkningens dead end. Det er reparationer på et system der ikke duer/hænger sammen, og lappeløsninger er ikke billige. 

Der på mange måder er det der tilbydes som hjælp/støtte lige så dystfunktionel som alle de "forkerte" løsninger og "dårlige vaner" "klienterne" borgerne har. Det er næsten lår klaskende, hvis det ikke havde konsekvenser, systemet blinde vinkler tromler en flad over tid, stille og roligt.

Når man ikke kan huske hvad tryghed føles som.
At møde sårbare mennesker, men en kompleks bagrund, er at møde mennesker der ofte har mistet tilliden og trygheden, og det er her at det er vigtigt de møder mennesker har forstået det, og har solide ting at tilbyde, der er til at forklare. Personligt har jeg oplevet at løsningerne ikke var logistisk gennemtænkt, hvilket jeg ved fordi jeg vidste hvad der ikke var tænkt på.
Så kan man håbe det bedste, eller frygte det værste. Men det er ikke idealet, reelt burde der være en drejebog, også på skrift. Hvad var det vi aftalte?
Ofte er man så stresset at man ikke høre ting. Og det er altid individuelt. Hvad er viekeligt vigtigt for borgeren. Hvad er timeline, og hvordan fungere hverdagen under en oprydning/social rengøring. Hvordan sikrer jeg mig at de ting jeg skal anvende ikke ryger i bundenaf en tilfældig pose kasse? Og jeg først ser det om 14 dage, eller 3 måneder? For nogen med angst/traumer/PTSD er det ikke godt.

 
Hoardin panik løsninger.
Fordi Hoarding i dag er noget der skal ordnes meget hurtigt, fordi det har fået lov til at blive meget ekstremt, og der nu er sende en klage/udsmidning, så nu skal det sundhedskadelige/reparationer bare gøres nu og her. Så er den person der lever i det ikke i fokus, det der er i fokus, er det ikke kommer en udsmidning så borgeren kan blive i sin bolig. Og man så kan tilknytte en hjemmevejleder evt. hjemmehjælp. Men boligrådgiveren ved ikke meget om Hoarding og går ikke ind i det der har sat Hoardingen igang og det er heller ikke deres fagområde. Og mange med Hoarding vil blive trætte af at nogen kommer i deres hjem, og er det blevet traumatiseret af den sociale rengøring, så måske de ønsker både hjemmevejlder og hjemmehjælp langt væk. At de bare har brug ro. Men det betyder også at hoardingen vil starte forfra. I dag ser vi Hoarding udefra og som at praktisk og socialt problem, men ikke som en psykisk diagnose der bør tilbydes behandling.  Nu må vi sker i løbet af 2026 når diagnosen kommer til Danmark. 

Manglende ambitioner og mediernes dækning.
Kunne vi ikke igen blive fremtrædende omkring nødvendig velfærd, at det var os andre lande så til for svar. Vi er et ufatteligt rigt land, med et flot gennemsnit af mennesker der lever et sikkert og godt liv. Men på et eller andet tidspunkt kunne vi ikke rumme, at det også var et andet liv, og det var som Politikere og Danskere var med på det. Men det må jeg kigge på en anden gang, hvad det egentligt var der skete. Jeg husker faktisk det som om nogen mistede tilliden til os, vi var enten stemplet som nassere, eller dømt helt ude som håbløse tilfælde. Og i medierne var det kun de kendte der havde haft noget psykisk. Og når det var "rigtigt psykisksyge" var det altid om nogen der havde gjort noget, og vinklet på en måde der gjorde os kede af det. Medierne kunne skrive som de ville uden stort kendskab til emnet, det var "de andre", så man behøvede ikke at veje sine ord eller fordomme på en guldvægt. Den manglende interesse for at komme i dybden, har formet synet i samfundet. Og dem der havde råd brugte mindfulness osv. Medierne chantede pyt, pyt, pyt. Og kognitiv terapi blev også det helt store, ikke at kognitiv terapi ikke fungere, men nogen gange er den alt for overfladisk i sin tilgang. Det er som om den hopper over, når noget bliver for svært, komplekst, personligt......minder det om noget?
Medierne vil nok påstå at de har forsøgt at formidle, men det er jo de medier de fleste kommer i nærheden af, der betyder noget, og ikke en lille god artikel bag en betalingsmur. Jeg er fx. ikke imponeret af hvad Dansk tv har bragt af formidling. 

Jeg synes ikke at trends burde være måden at behandle eller formidle. Når trends helt overtager, så det er det man vælger. Det er selvfølgeligt nemmere med kognitiv terapi og i grupper. Og ja det fungere, men ikke for alle. Kan man undgå trends i psykiatrien og behandlingsystemet? Næppe. Håbet er bare at man forstår at der skal være flere muligheder. Og at borgeren/den psykisk syge ikke er forkert og umulig, fordi kasserne ikke passer. Er det sociale sikkerhedsnet for menneskers skyld, eller for kasserne som et værn mod anmodninger om hjælp og støtte, der ofte er absolut nødvendig, men sandsynligvis afslås. Og også fordi nogen diagnoser ikke har været anvendt i Danmark. Det er ikke et udtryk for at nogen forlanger for meget, det er et udtryk for hvad man ikke har ville se, og skubbet rundt på i bunkerne af sager. Det er ikke et nyt problem. Det er bare noget der er blevet ignoreret. Og Hoardere er nok de sidste til at råbe op. Det er også en grund. 









fredag den 15. august 2025

Bagved Hoarding (samlermani) er der et menneske, der allerede har mistet meget. Del 2.

 Angst og Hoarding.

Hoarding er så forbundet med traumer, tab der har aktiveret en tendens til OCD. Mange har en kim til OCD, der kan blive aktiveret til helt nye proportioner. Godt nok er der en arvelighed i Hoarding, men ofte er tendensen en "sleeper", der måske ikke var vågnet uden at der var sket noget der udløste det. 

Hoardingen kommer til at være  en beskyttelse mod en fremtid man føler usikker. Og tab og usikkerhed er blevet en grundfølelse, man prøver at dulme. 
Med noget OCD behandling overskrider man den angst og prøver at desensibiliserer. Desensibiliserer ved at gentage sorterings oprydnings processer fx. Men det kan også bare være det at snakke om det, indtil at det overhovedet er "hul igennem". Som Hoarder kan man nærmest lukke ørene, og blive vildt stresset af bare det at tale om det og planlægge. Man kan udefra synes nu har vi talt grundigt om det. Men opdage at nu er der pludseligt spørgsmål eller modstand (angst). Det kræver mod at gå igang med at af-hoarde, meget mod og tillid. 

Hjemmet er blevet forbundet med selvet, situationen man er i, er lig med en selv, groet sammen, filtret sammen, men kan ikke bare stå og flå det væk. Man kan ikke tage det af som en overfrakke. Det er der stadig. Desensibiliserinen (tilvænningen) kan være den langsomme proces med at afhoarde hjemmet, og mærke uroen, og holde pause, og så gå igang igen. Men det er en luksus, selvom den burde være måden. Noget andet er at mennesker med ADHD eller/og Autisme ikke altid kan OCD desensibiliseres på samme måde. Fordi det også er noget sensorisk, men der er også motorik, og evnen til den fysiske udførelse, og koncentration, eller manglen på samme. Og vi har ekstra stærke reaktioner på kritik, eller ikke at blive mødt. Og nogen ved ikke selv hvorfor de reagerer, hvis man er blevet kommenteret og trumlet hele livet er det bare sådan omverdenen er, og gamle forsvarsmekanismer bliver brugt. 

Så nogen af reaktionerne kan være synlige, men også ret usynlige for dem der forsøger at støtte. 
Patologisk kravafvisende adfærd (PDA), er en profil inden for autismespektret, der er karakteriseret ved ekstrem undgåelse af krav og forventninger. Der er nogen debat om PDA, men den er der. Og en Hoarder med ekstrem undgåelse af krav, den er svær. Og kan bunde i forskelligt, fra ikke at kunne leve op til ting og nu bare vil undgå det nederlag. Men det kan også være i forhold til egne krav, som man bare ikke kan sætte kroppen i gang med. Andre vil let se det som stædighed, manglende erkendelse og skide irriterende. Men som med det andet, der er noget under, men der er også noget indbygget i hjernen, Autisme/ADHD er de der start/stop ting.

Der er en fagligt forsvarlige måde at af-hoarde et hjem er at langsomt desentificere processen, gøre den styrbar, tryg, forventelig. At undgå unødvendige konfrontationer, ved at det går for hurtigt, ikke er til at gennemskue. Men som skrevet, det er der viden om. Og egentligt burde man lige finde ud af hvilket type menneske man står overfor. Og vide at der er masker folk bære. Også at selvom vi godtager samfundets krav og nikker, er det ikke sikkert vi kan udføre det aftalte, det lyder fornuftigt og noget der burde kunne gøres, og lige der glemmer man at det nok er for meget. Så er der dårlig samvittighed til når der kommer Hjemmevejleder fx. 

"Ville du ikke synes det var fantastisk at dit hjem fungerede igen, og du måske kunne have nogen på besøg?" Som en Hoarder med selverkendelse vil jeg sige, at det er svært at forestille mig. Og mange mennesker med Trauma, vil helst have deres hjem som en borg, en total sikkerhed, hvor andre ikke kommer ind over. Opvækst/parforhold med narcissistisk præg, kan gøre at hjemmet er en hule og andre ikke velkommne, selvom man ellers er social. Og det er også en Hoarder type. Og man kan sige at det overfyldte hjem jo støtter en i at holde andre ude. Og at alle tingene skaber en buffer zone omkring en, hvad skal sættes i stedet for det? Det er jo det store spørgsmål. 

Det er ikke ligegyldigt hvordan man gør det.
Man kan argumentere at hvis jeg bare havde ladet folk hjælpe mig ud fra deres egen indgangsvinkel, havde "det været løst", jeg skulle bare have udstået det. Det ville jeg måske også, hvis der havde været en deadline for projektet påbegyndelse til slut med klare mål. Det er meget fint man bare propper ting i gennemsigtige sække, og så laver en socialrengøring, men hvad så? 

Og nej det er ikke fint, for de vader rundt i ting de ikke ved hvad er. Nå, men tilbage. Hjemmet er nu rengjort og fyldt med plast plastsække, nogen mere sorterede end andre. Og hvad så nu?

Det er sække med tøj jeg bruger dagligt, og alt muligt. Men det skal jo op og hænge, sorteres, og hvor skal det være? Er der skabt steder det kan være, kan jeg etablere de opbevarings muligheder på egen hånd uden hjælp? Nej det kan jeg ikke. Hvor får jeg hjælp, og hvornår. Der er 50 sække og snart begynder jeg at flå dem op og det ender på gulvet, mens jeg prøver at finde mine ting.

Kan jeg få hjælp til at få noget sat op til de ting og til at jeg kan få tingene anbragt, og hvornår, om et halvt år? Slet ikke? Med ADHD/Autisme har jeg dårlige evner til det praktiske og det er blevet værre. Det går ikke uden støtte. Så en plan skal hænge sammen og der bør være nogen ide om start og slut, med erkendelsen af det kan blive anderledes, men det bør ok passe. 

Jeg har ikke mere energi til mere ableistisk tankegang "når andre kan, kan du også".
Jeg har hørt rigeligt i mit liv om hvad jeg burde kunne gøre. At jeg som en meget voksen kvinde med Autisme og ADHD ikke længere vil tales ned til, som et modstræbende barn, eller roses som et, burde være ret ok, jeg bider ikke hovedet af folk for en enkelt bemærkning, men når jeg ser tendensen, siger jeg fra.
"Men er det ikke mere nødvendigt at der sker noget praktisk med hjemmet?". Nej, det er lige nødvendigt at både jeg, og hjemmet kommer i orden på en respektfuld måde. 

Jeg har været igennem flere oprydninger, der foregik forskelligt, og både gode og dårlige erfaringer, så jeg har stået i det, og kunne mærke hvad det er der sker, og hvad der virker og ikke virker. 

Der er også styrker bag afmagten.
Jeg har samlet mig selv op mange gange, jeg har opfyldt andres behov frem for mine egne, så jeg blev brugt op, uden st kunne vælge det fra, det måtte udstås, klares. Men det konditioneres til at udstå ting, andres syn på mig, var vigtigere end hvordan jeg havde det, det er ikke særligt optimal måde at leve på med Autisme/ADHD. Noget blev valgt fra, der var ikke overskud og kræfter. Jeg tog masken på, og måtte leve med det bagved. 

"Hvordan gik det så galt? Er det jeg siger når jeg prøver at rydde op, og var der et alternativ? Vi kan godt lide at forestille os at vi har valg, at vi har frihed, det har vi til dels også, hvis vi er parat til at satse det hele, og evt. tabe det. Men der har jeg/vi jo ofte været før, det var der det startede med tab. 

Man kan sige jeg fedtspiller, men det er af gode grunde, jeg kender kanten. Det jeg prøver på er, at jeg og hjemmet kravler mod målet rimeligt samtidigt, og det sker ikke af sig selv, det er desværre noget jeg selv skal klare mentalt, at jeg er der mentalt, når den tid kommer at hjemmet er "normaliseret". Udefra ville andre nok tro at hvis der var en tryllestav og hjemmet kunne komme i orden ved at svinge den, ville det være happy end. Det er ikke tilfældet, uden den mentale arbejde og det praktiske. 



Jeg er en meget voksen kvinde med sendiagnosticeret Autisme og ADHD, og Hoarder, og jeg kæmper stadig for et liv, hvad pokker  det ellers er.
Jeg er et kompetent menneske, i det mindste intellektuelt, og jeg har tilkæmpet mig selvindsigt og indsigt i andre. Jeg er ikke noget "særligt" i forhold til Autisme/ADHD/Hoarding, jeg er ikke den eneste med den kombination på nogen måde.
Og jeg bør ikke være den der skal fagligt undervise de faglige i, hvordan man støtter mennesker i min situation, samtidigt med at jeg står midt i den. For man kan ikke forudsætte at folk selv ved de ting, selvom de har diagnoserne, det ar godt at kunne advokere for sig selv og diagnosen, men det er for hårdt i selve situationen.
Jeg er jo heller ikke psykiater for mig selv? Psykiateren kan spørge ind til ting, jeg kan svarer. Jeg kan af mig selv spørge om ting, eller komme med udsagn. Men grundlæggende bør Psykiateren have den nødvendige viden, så jeg ikke behøver selv at sidde med den samme faglige baggrund, eller mere? Det samme gælder alle der arbejder med mennesker med Autisme/ADHD. Det er ikke mit job, jeg er den diagnosticerede, ideelt set skulle jeg bare følge anvisningerne, og være en anelse ansvarlig, og det var det ikke andet. Det er forbandet meget ansvar for egen behandling, samtidigt at skulle informere om hvordan man støtter, især med Autisme/ADHD, ansvar med ansvar på, og så lidt mere. 

Når nogen står i mit hjem er der skyld og skam, forvirring, der er min ADHD der tænder og slukker for hvad jeg hører. Der er gang i rigtigt mange sanser, mit hovede kværner og jeg taler, og jeg rydder op. Samtidigt formidler jeg hvad det er der foregår for en der Hoarder.

Jeg har ansvar på mine skuldre, normalt er ansvar lig med kompetence og status, men ikke når det er i sådan en situation, jeg har kun ansvar, ingen anerkendte kompetencer, råderum for valg, ingen status. Selvfølgeligt har jeg opbygget noget med min hjemmevejleder, et samarbejde og forståelse. Men det tager tid, og tid er det der mangler i kontakten omkring hvad jeg har brug for at støtte, når jeg skal tale med andre, psykiatere, kommune. 

Der er mange jeg skal tale med igen, og der er afslag og manglende sikkerhedsnet. Jeg bliver ikke baret frem med an Autisme/ADHD, og jeg er meget ujævn i hverdagen. Det er ikke godt nok. Men jeg må fortsætte. 

Det psykologiske arbejde er der ikke må jeg gøre selv, det er ikke optimalt, for det er ikke i letvægts afdelingen. 

Jeg er blevet opdraget til at være en kustode af af ting og deres historie og vigtighed, og jeg var selv bare et objekt blandt objekter. på mange måder dårligere defineret, end alle tingene. Mindre set, men også hjemmets største skat. 

Så hvem er jeg så egentligt? Det er det arbejder jeg skal gøres for at jeg bliver fri af Hoardingen. Men hvordan heler man, den kærlighed der aldrig var? 


tirsdag den 22. oktober 2024

Når der skal tænkes planer midt i kaos. Elvanse 4.

Det står efterhånden klart for mig, at det at planlægge hvad der skal ske med min lejlighed, ikke bør foregå i min lejlighed. At det at få hjemmevejledere ind i min lejlighed, ikke fungere i forhold til at planlægge hvordan ting logistisk skal løses.

Der er for meget der fylder, både med ting og sager, og de jeg føler omkring det. Det er ikke de omgivelser der skal til for at tale om, at opnå en struktur. 

Situationen gør, at jeg ikke har min opmærksomhed der hvor den skulle være, og er sikkert også forvirrende for dem. Der er for meget støj på linjen. 

Men det er forventeligt, min hjerne reagere som en ADHD/Autist hjerne gør. Og som en stresset ADHD/Autist hjerne.

Jeg havde jo den plan med at få opbevaret nogen ting externt, så der kunne gøres rent i lejligheden. Åbenbart ar der været talt om det, og at der kunne søges om det, men det har jeg helt svedt ud. På den ene side husker jeg som en Elefant, og kan hive viden frem, når jeg bare får fat i et lille hjørne af noget jeg mere at huske. På den anden sider er der så store bidder af samtaler, der kan være pist forsvundet, der bare ikke computer, min hjerne har været et andet sted på lige det tidspunkt. Og nogen gange kan min hjerne tage info ind på flere kanaler samtidigt, hurtigere end de fleste. 

Og det er sådan det er, og jeg, andre er stadig forvirrede over variationen af min evne til at processe hvad der sker. Men det er som ADHD/Autisme er. Så på den måde er jeg helt normal. 

Det ville være bedre med skriftlige aftaler, ikke 100 procent sikkert, men bedre. Hvad er opgaven/målet, hvor starter vi, hvordan kommer vi derhen, hvordan færdiggøres opgaven, timeline?

Jeg har sat forskelligt igang jeg venter på, men det med "flere ting" og "venter", er også en mental udfordring, jeg er nød til at være tålmodig, men jeg har også været tålmodig alt for længe, eller jeg har bare været stivnet i den situation jeg var i, hvilket ikke er tålmodighed, det er at føle sig magtesløs og se dagene passerer. 

At gøre noget andet kræver mere energi, men der er ingen ekstra energi at tage af. Det er som om jeg har ventet på at der var en eller anden, pludselig strøm jeg kunne følge, og jeg med det ekstra puf kunne bruge de kræfter jeg måtte have, for at komme ud af den fastlåste situation. 

Måske ADHD medicinen kan noget af det, at jeg lige har energi nok til at komme videre med planer og gennemføre dem. Men det er ikke fra den ene dag til den anden, og jeg synes det har taget måneder at stabiliserer på Elvanse, men der virker som om det er sket nu. At bivirkning som ekstra støjfølsomhed og stress fornemmelser i kroppen ikke er der mere fx. 

Så der er nok lidt mere klarhed nu, og noget af støjen har været en blanding af stress og elendighed over mit hjem, og at jeg ikke var landet omkring medicinen. 


tirsdag den 6. september 2016

Ikke meget håb for den sendiagnosticerede

"Hvis du var blevet diagnosticeret som barn, havde du jo haft adgang til hjælp til selvforståelse", slap det ud af sagsbehandleren på Handicap centret, sidste gang jeg var der.

Jeg fik selvfølgeligt et nej til et grundig udredning og selvforståelse, for i min alder er det åbenbart for sent at ofre den slags på en, jeg er for gammel og jeg er førtidspensionist, så der er ingen rigtig fremtid, eller et håb om jeg kommer i arbejde, derfor spild af penge.
Jeg hader kynismen i at være for gammel, førtidspensioneret og kasseret, og at det ikke bare er mine negative tanker der siger det, men at det også er det der står med usynligt blæk på mine papirer i kommunen. Alle ved det, men siger det ikke.

Måske jeg skal bede dem om at slette jeg har Aspergers, og hælde mig ud af handicapcentrets regi når det er som det er. Jeg bad aldrig om den her diagnose, men hjælp til en kronisk depression. Fik jeg hjælp til den? Nej selvfølgelig ikke.
Grundlæggende var det måske også for at blive af med mig på distriktspsykiatrien så der var plads til dem med "kun" psykiske sygdomme, og det pludseligt hastede med at jeg og andre fik vores Aspergers diagnosen, de har jo opdaget det er en smart måde at blive af med nogen af deres klienter og samtidigt underkende at udover selve Autismen, har mange reelle psykiske problemer, bare ikke store nok til at blive i psykiatrien....så nu er jeg bare handicappet...

Jeg har efter diagnosen selv brugt over et år på at sætte mig ind i hvad Autisme spektret går ud på, og det har været et meget ensomt arbejde, ikke mindst hårdt, det er hård at erkende 50 år, der er gået helt skævt og lære dag for dag hvorfor det gik skævt.

I begyndelsen havde jeg håb, nu var der endelig en forklaring, en ny verden åbnede sig, for derefter lukke sig omkring mig, og på en måde, jeg ikke ikke tidligere har oplevet, en tyk dyne af stigma og undertrykkelse der var meget voldsommere, end den jeg havde oplevet som psykisk syg......Og der er stadig ingen der vil hører på mig, og jeg er stadig uden evnen til at få andre til at forstå et jeg har behov for hjælp, og den rigtige hjælp, men nu tilhøre jeg en lille minoritet, og ikke en det står stærkt i forhold til hjælp og støtte også fordi det er så specialiseret et område. Og at virkeligheden på Autisme området er at det er alles kamp mod alle i forhold til at få den hjælp der er, og det har åbenbart betydning for Autisme miljøet i Danmark, tonen, synet.




Jeg og andre sendiagnosticerede er også ramt af, at Autisme stadig ses som en børnesygdom, og noget man afhjælper op gennem barndommen og den tidlig ungdom.
Og som mange andre sendiagnostiserede må jeg erkende at diagnosen blev en blandet fornøjelse.
Så når jeg ser at andre voksne meget gerne vil have Autisme diagnosen, må det jo være i den tro at diagnosen vil bringe dem hjælp, at omverdenen forstår. Sagen er at de vil vågne op til en helt anden virkelighed, der måske faktisk er værre, end før diagnosen. At nu skal der rigtigt kæmpes, men de sidste kræfter er brugt.

For nu står der Autisme på papiret, nu har man blåstemplingen, men det kan også ende som en stempling og en blind vej der kun fører til flere frustrationer, for hvad så? Så ingenting -Læs nogen bøger om Autisme og se nogen youtubes om emnet, prøv at finde en psykiater med bare lidt viden om Autisme, som har en aftale med sygesikringen, og hold så op med at plage om mere. Som sendiagnosticeret skal du ikke forvente at møde de rigtige eksperter.

Den sendiagnostiserede har de psykiske skader, fra en verden skabt for "ikke Autister", og man har aldrig fået lært at forstå hvad det er der går galt og hvad man skal passe på, det der med selvforståelsen.....Men der er måder at senere i livet at lære at blive bedre til at fungerer i hverdagen, få ryddet op i nogen handlings mønstre. Få hjælp til depression og angst og hvad der ellers kan være. Hvorfor skal årene efter en Autisme diagnose ikke være bedre, end årene før?
Hvorfor skal folk der er udmattede efter mange års kamp med tilværelsen, ud i en om muligt større kamp, for at få hjælp.
Og hvorfor virker foreningerne rimeligt ligeglade, og virker til at have sovet i timen, som flere og flere voksne er blevet diagnosticeret uge for uge, og ændret det drastisk fra en børnesygdom der skulle behandles i barndommen og tidlig ungdom, til at der nu er fuldvoksne mennesker der spørger til hvornår der er noget skabt for dem.
Og man kommer til at føle at man stjæler opmærksomhed og penge fra de Autistiske børns afsatte penge. Og det måske også er det alle de pårørende tænker, at "Gid alle de sure gamle sendiagnostiserede kunne klappe i, så vores søde børn kan få hjælp".

Men den kynisme der rammer de sendiagnostiserede, kommer også til at ramme børnene om få år, fordi at selvom der er lidt hjælp til børnene, så er dt ikke fordi deres liv bliver uden problemer, så ændre vi ikke på noget så kommer de næste generationer også til at betale. For der er ikke skabt en plan for hvad man tilbyder mennesker på Autisme spektret, det der er er et kludetæppe af at nogen kommuner  har bedre egne tilbud, og så private steder hvor man selv kan betale, eller prøve at tigge kommunen om at betale.
Og på den måde handler det om geografi, og egne ressourcer om man er den der får hjælp.

Så vrede sendiagnosticerede Autister kommer til at fremstå som nogen der bringer det budskab ingen rigtigt ønsker at hører, men det er ikke de sendiagnosticeredes skyld og de har betalt prisen, så mange gange før de fik diagnosen -og efter.

Der burde være en meget mere samlet plan for hvad der tilbydes til folk på Autisme spektret, og alder og køn burde ikke betyde noget for om man kunne få noget hjælp. Der er et  grundlæggende problem i Danmark på området, vi er bagud, og tiden går, og mens tiden går ikke bare for de sentdiagnosticerede, men også børnene, og unge på Autisme spektret, der mister muligheder for et godt liv. 


mandag den 15. august 2016

Boligdrømmen der blev til kaos

"Men du havde mange forestillinger om alt det der skulle ændre sig ved en flytning"....Mig: "Jo jaaaa, måske......"

Så nu kommer en slags status over de lidt over to år jeg har boet her:

Nu hvor jeg for længst har måtte erkende at min flytning for lidt over to år siden var et uheldigt valg i forhold til min tilværelse og ikke mindst "tilstand".....Men hvad var det så egentligt der skete, der gjorde, noget umiddelbart godt og fornuftigt til noget ber blev rigtigt skidt?  Og hvad var det jeg gik håbede på, og fik jeg nogen af mine håb og drømme indfriet alligevel?

Jeg flyttede fordi min gamle lejlighed var umulig at holde varm, at de lejligheder skulle have været renovereder for at kunne være gode moderne sunde boliger. At køkken og soveværelse var meget små, og fordi de var ved at bygge en sprit ny tunnel og motorvej på tværs i området, så der var nyt kaos at for holde sig til dagligt. Også fordi jeg synes jeg altid skulle med bus/tog for at komme ud af området, til noget mere interessant, jeg er jo Københavner og er ydre Østerbro er ikke rigtigt København i min optik, hooost!

Så efter jeg havde haft nogen vintre hvor jeg ikke kunne blive rask efter noget influenza pga. kulde og træk lejligheden, og jeg var ved at nå der på ventelisten efter 10 år i boligselskabet, og der faktisk begyndte at komme bedre bolig tilbud så tænkte jeg nu skal der altså flyttes. 

Den gamle lejlighed var også endeligt kommet i bedre orden fordi jeg havde hjemmevejleder. og der var blevet gjort hovedrent. Derfor var det mere overskueligt at flytte. 

Faktisk gik flytningen godt også selvom, at jeg lynhurtigt måtte skaffe en anden måde at flytte på end det der var planlagt, for da det skulle foregå en lørdag, og jeg ikke kunne få støtte til en flytning på en lørdag da det er mere dyrt, og jeg derfor fik jeg afslag to dage før jeg skulle flytte.....
Det betød meget mere arbejde til mig og at den lovede hjælp til nedpakning ikke kom til at ske, godt jeg selv var startet på det i tide.
Grundlæggende var problemet at jeg havde ting på loftet og i kælderen, som jeg ikke havde overblik over, jo det var pakket ned i orden, men det fyldte. Og jeg havde ikke plads til det det nye sted, der havde et meget mindre kælderrum og intet loft.

Og det var vel der det gik helt galt, jeg kunne ikke komme på plads i den nye lejlighed, der var møbler og flyttekasser bogstaveligt op til loftet og for mange møbler da den nye stue var mindre end den gamle. så nu stod jeg i lejligheden med 81 flyttekasser og møbler der stod i lag.


Her er 15 af de 81 flyttekasser.


Derfor skulle jeg igang med at sælge møbler og ting, og det var et for stort arbejde og uoverskueligt. Også fordi den praktiske del af det, jo ikke rigtigt kan støttes af en hjemmevejleder.  

Jeg begyndte at ændre adfærd i hverdagen, jeg var stresset og mere vred/irriteret. Jeg havde det ikke godt, før jeg flyttede jeg havde depression, jeg havde det heller ikke godt efterfølgende, den kroniske, depression godt nok forsøgt medicineret på det tidspunkt, men uden at gjorde en rigtig forskel og nu forværret og med vrede oveni, vrede mod alt og alle.

Før jeg flyttede kunne jeg rumme mange flere ting, og specielt det sociale blev ramt af flytningen, jeg kunne ikke være sammen med andre mennesker som jeg ellers havde opøvet og vænnet mig til at kunne, og den konsekvens kom med det samme af flytningen og fortsatte bare. 

Jeg følte mig ekstremt fanget af at ikke kunne magte opgaven med boligen. 10 måneder efter jeg var flyttet var jeg ikke i en god forfatning, og jeg fik også rodet mig ud i noget, der smadrede mit sociale liv i en slags dominoeffekt. Samtidigt begyndte en nabo at sidde og ryge og tale mobil udenfor mit køkkenvindu, og jeg fandt det utroligt belastende med nogen så tæt på, og endnu mere som jeg nu havde det. 

Jeg havde ikke kræfter til at ignorere, eller reagere på en fornuftig måde, ikke at jeg tror jeg havde fået noget ud af en dialog, men hvad ved jeg?  Og faktisk magtede jeg ikke dialog på det tidspunkt, selv ikke i dag og det håber jeg sørme ændre sig til det bedre. Men det var godt nok tæt på med en nabo. Nogen gange ryger man bare ud i rigtig dårlig personkemi, og meget forskellige ideer om opførsel, og når der så er uklare husregler er man på den.

Jeg mistede venner ved at flytte, stressen gjorde jeg droppede folk, og nogen droppede mig. Jeg fik det ikke bedre, men værre og på en nye ukendte måder, måder jeg havde mindre overblik over og erfaring med. Jeg blev mere klassisk Asperger, det var ikke længere inden i, det blev også mere synligt udadtil, fordi jeg reagerede kraftigere og oftere. Det endte så med en diagnose, held i uheld? En forklaring på et svært liv, men noget forsinket.

Så nu efter et  års selverkendelse efter diagnosen og det selv at undersøgelse af hvad Autisme spektret er fo noget. Og  lille løft efter jeg har fået melatonin, for jeg tror sørme det gør noget for min depression. Så nu er jeg er selv igang med mit hjem nu, stille og roligt, og meget mere erfaren og med bedre fornemmelse af metode og hvad jeg skal passe på med.
At jeg skal kunne mærke om jeg roder med nogen ting/opgaver der er i en grøn, gul, eller rød zone i forhold til stress og angst, og indtil videre skal jeg gøre alt det der er grønt og ok, og måske lidt gult. Og så tage de pauser der skal til.

Og fordi man ordner hjem, så er der stadig tøjvask og køkken rod at skulle passe, selvom det er lidt i vejen, og irriterende at det virkeligt også skal være nødvendigt, når det andet er det man synes der burde havde hoved prioritet....men sådan er det jo med hjem, der er altid noget at lave.

Og her for kort tid siden flyttede den nabo som var "for tæt på". Og det er en ufattelig lettelse at jeg ikke længere har en nabo trampende rundt udenfor mit køkkenvindu, det var en ren belejring, uden hensyn til mit privatliv, Aspergers eller ej, de fleste havde fået nok hvis de ellers var hjemme i et vist omfang, om ikke andet pga. den evindelige rygning.

Hvordan vil jeg så have mit hjem, hvem er jeg nu, jeg er ikke den jeg var da jeg flyttede ind om ikke andet, det føles mærkeligt, som om jeg kan trække vejret igen, det er så fremmed for mig efter alle de her år.

Så det er måske nu, det er nu jeg oplever at det sker, det jeg håbede på da jeg flyttede. Jeg er jo tilfreds med området, og jeg bor centralt i forholdt til mine aktiviteter og har venner i nærområdet.

Nogen svære år, efter mange andre svære år. Kaos i hjemmet og endnu mere kaos i hovedet. En længere omvej mod målet, men sådan kan livet jo være.








tirsdag den 9. august 2016

En grim opdagelse, hjemmet igen....

Jeg vidste jo godt jeg havde tre flyttekasser bag døren i stuen, med noget malergrej på toppen. Kasserne havde stået der siden jeg spartlede og malede stuen sidste sommer, egentligt troede jeg der var arveting i, og i et eller andet overmod stak jeg næsen i kasserne i går......men i to af dem viste det sig der var tøj, og det var en ærgerlig erkendelse, mere fucking tøj og sko.

Problemet er at tøjet er det jeg synes er aller sværest, egentligt ville jeg jo godt have lidt penge for det bedste af det, for så rig er jeg jo heller ikke, på den anden side er jeg også ved at blive kvalt i gammelt tøj. 

På den måde har jeg et større problem end jeg vidste, og det er netop det jeg har fornemmet at jeg nærmede mig i de sidste par dage, at før eller siden ville jeg ramme de virkelige hoarder problematikker jeg har, det vil sige, egentlig ønsker jeg ikke at beholde det her, og det er altid noget, men der er jo det med jeg hellere ville sælge.
Ikke at jeg tror det er en formue, eller jeg ville have meget for det. Men bare 20-50 kr pr. styk, kunne blive til noget. På den anden side har jeg ikke mulighed for at komme på markeder og jeg har prøvet trendsales, jeg har bare ikke overskuddet til det. Så jeg er fanget i det.

Så hvad nu?

Egentligt bør jeg nok bare huske hvad der er, og så gå videre med det jeg kan nu og her i hjemmet, ærgrelse og problemtænkning fører ikke til handling, kun til at jeg bliver træt. Jeg ved også der er to kasser med sko og støvler i soveværelset...og så alt det andet....

Meget enkelt handler det om at salgsprocessen af brugbare/salgbare ting, er en vigtig del af at kunne "afhoarde" et hjem, hvis den ting ikke er støttet, tænkt ind så er der et problem, en stopklods der både er mental og praktisk. At skulle give sine ting væk, der jo for en hoarder præsentere en værdi, enten reel eller imaginær, og at de fleste hoardere ikke har overblik og energi på at stå alene med en afvikling via salg.  

Og det er jo ikke første gang jeg rammer det her afgørende punkt. Og her stopper det så, selvom jeg ikke engang er nået til det der er mentalt svært i forhold til tilknytning til den enkelte ting. Her er det "bare" at jeg gerne ville have lidt for det, for at kunne investerer noget i mit hjem, og til vaskemaskinen.  Men intet er "bare" når man er hoarder. Tænk hvis der var selvhjælpsgrupper for hoarders og shopaholicks så de kunne hjælpes ad med at komme af med sagerne, det er lettere at stå på loppe fleres sammen og hvis nogen har bil til transport, eller kørekort til at lege en større bil. Desværre er der grupper for misbrugere, spillere, men det her er er åbenbart noget der går under radaren, i forhold til fornægtelse, og måske også at vi (stadig) er et samfund med overforbrug. 

Derfor er det at anskaffe og beholde ting og tøj, ikke regnet som så problematisk som andet misbrug, selvom det kan føre til økonomiske problemer, at det gør hjem ubeboelige. Og at mennesker lever i hjem der bliver helt lukket af for omverdenen i skyld og skam. Parforhold går i stykker, eller påvirker den anden meget negativt. Og at hoarding når den når et vist punkt også bliver sundhedsfarlig. 



Jeg ved godt hjemmehjælpen siger, at mange steder er det værre end hos mig, men sagen er at man skal have folk ud af det inden det er gået helt galt, så de måske selv kan klare det fremover, ellers bliver det en livslang problematik, der skal holdes øje med af andre, så det at uddskyde hjælpen til sener er en dårlig ide.  Har vi råd til det som samfund? Synes vi det her er slemt nok? 

Der er lande der har skabt alternative løsninger, men det kræver jo der er et fokus på det og man tager konsekvenserne af hoarding alvorligt. hoarding er OCD, og hoarding er ikke en uskyldig ting, man kan ignorere væk, bare fordi vi er et samfund hvor de fleste har lidt for meget samlet sammen.    

Så min udgave af OCD er hoarding, og dat kræver at det skal angribes fra flere fronter, den rigtige praktiske hjælp der passer til min personlige hoarding problematik, og den psykologiske støtte der skal gøre at jeg kan gøre mig fri af det der gør jeg gentager mønstret. Jeg er meget træt af det her efterhånden og jeg er mere motiveret end de fleste hoardere til at komme ud af det...men jeg behøver desværre i det mindste noget ekstra praktisk hjælp, i erkendelsen af at hoarder hjælp fuldpakken ikke står til rådighed.




søndag den 7. august 2016

Hjemmet, det går stille fremad

Jeg arbejder stadig på hjemmet, og jeg vil nok indrømme at skrev jeg ikke ned hvad jeg lavede, ville jeg tro at jeg ikke gjorde ret meget, eller tingene krøb frem igen om natten.

Torsdag ryddet jeg et område af køkkenbordet, der var en blanding af medicin og øreringe, og diverse fnusk. Det jeg ikke kunne tage stilling til har jeg puttet op i en beholder.  

Jeg fik også aftørret et lille bord i stuen, godt med sæbe. Jeg var også ude og se til toilet og vask, så der er også renere og mindre kalk nu.

Jeg var også ude og ordne lidt på altanen, få samlet sammen på urtepotter bla. Projektet startede for flere dage siden, og det fortsætter.

I forgårs fik jeg pudset nogen ruder og jeg har smurt nogen vindus håndtag, der har drillet siden jeg flyttede ind. 

Men der er godt nok meget der skal ses på endnu, der er kommet nyt vasketøj, badeværelset er langtfra færdigt. Og entreen er ikke helt god og soveværelset uha, uha.

Det her bliver et laaaangt projekt. Derfor tror jeg det er meget vigtigt at skrive ned hvad der bliver gjort. Også bare det noget bliver smidt ud dagligt. 

En ven kom forbi og hjalp med at skrue nogen plantekasser sammen til svalegangen, der var godt nok mange skruer, et forsøg på at få  fortsat fred foran mine vinduer mod svalegangen, det kan altid forhandles med de nye naboer, der sikkert ikke ønsker at anvende området foran mit køkkenvindu til altan.
Mens der blev skruet skruer i plantekasserne (jeg skruede også en del skruer), gik jeg igang ude i køkkenet, for at nette lidt på spisebordet, så vi kunne få en fyraftens øl, en af de store med patentprop.

Det var så den torsdag.

Fredag: Hvad lavede jeg fredag? Det har nok ikke været det store...jeg ved jeg afkalkede glas...om ikke andet.

Lørdag: Jeg gik i gang me entreen, kiggede i en gammel irriterende bunke, noget skulle ud, andet var noget der skulle til genbrug, andet var bare ved et uheld endt der og glemt. Bunken var også i vejen når folk skulle ind og ud af min hoveddør, der ikke kendte til bunken, jeg har jo lært at snige mig rundt i overfyldte lejligheder, og ting der ligger på gulvet.

Jeg sorterede ting fra entreen i plast kasser der endte i soveværelset. Nu kan man sige det ingen mening giver. Men når for meget bliver uoverskueligt der hvor jeg er i gang, giver det absolut mening. For der er en sortering og bevidstgørelse om hvad der er, og der sker en sortering, selvom der kommer andre sorteringer senere. Og det gør at jeg kan gå til næste bunke.....Om ikke andet der er mere bart gulv i entreen!


Synligt gulv og tomme kasser

Hvad jeg godt er klar over er, at der vil komme svære ting der skal tages beslutninger om, der er flyttekasser jeg har glemt hvad der er i, og der er en garderobe til sceneoptræden, jeg må tænke over, kan den pakkes bedre, skal den minimeres, vil jeg længere have det på...kan jeg passe det...har jeg brug for det? Der er alene en kasse med sorte strømper og en med hudfarvede fx.
På den anden måde er det en samling af kostumedele der er svært at finde, og har taget flere år, hver del er relativt lille, men det fylder alligevel.  Og der er arvegodt og ting jeg helst ville kunne sælge, ja det skal nok blive svært.

Men det er ikke noget jeg skal tænke på nu, jeg skal gøre alt det jeg kan finde ud af at overskue, så jeg nemmere kan overskue det rigtigt svære. Og det er meget vigtigt ikke at blande det lette og det svære sammen, for det svære laver stopklodser, så man ikke kommer videre med det der er lettere,  men bare står og glor på det svære jeg har minder og tilknytning til. Derfor må det svære bare ende et sted samlet, uden at skulle spekulere på det, så alt det andet der faktisk kan løses uden jeg går i stå, eller jeg får det dårligt hvilket jo ikke gavner den fortsatte proces. Det har jeg jo prøvet.

Der er ingen hjemmevejleder, der er ingen psykologisk strøtte, og jeg har stadig depression, så det handler om at balancerer, og at det er mig der bestemmer hvordan jeg går til det, så det giver mening for mig, og ikke ender i skyld og afmagt. Hvilket det meget let gør, og det har jeg været, og det fungere ikke.  Jeg er en hoarder, og det skal tages alvorligt.

I dag søndag, må jeg se på den anden halvdel af entreen, og se på hvad jeg kan udrette der i løbet af dagen.  

onsdag den 27. juli 2016

Et forsøg på selv at få skik på kaos hjemmet

Jeg er i gang igen, jeg roder i tøjbunker og sortere efter farve og så håndvasker jeg det ude i badeværelset og så ud og hænge til tørre om aften på altanen, for at være sikker på det ikke drypper ned til underboen.

Prøver at få noget smidt ud, sorteret, hængt op, langtomt,  dag for dag, og uden at blive fortvivlet over at det er uoverskueligt og jeg ikke aner hvordan opgaven kan løses i bund.

Jeg behøver hjælp med at komme af med ting, jeg har ikke mulighed for, eller kræfter til at tage det på loppemarked og jeg orker ikke at sælge det på Trendsales eller Facebook det har jeg prøvet, og jeg vil ikke bare skulle aflevere det hele, for jeg har jo været nede med en del til de lokale genbrugsforetninger.

Men jeg vil ikke tænke over det, tænker jeg over det magter jeg ikke at få gjort, de små daglige ting i hjemmet. Jeg kan ikke overskue processen og jeg kan ikke magte den logistisk.
Så planen er bare at fortsætte som nu, til at jeg har fået vasket mig igennem dyngerne, og fået noget gulvplads.





Men hvad så senere, hvad med hoardingen? Kan man overhovedet blive behandlet for den lidelse i Danmark? For bliver der ikke set på grundstenen omkring hvorfor jeg hoarder vil den reelt ikke stoppe eller i det mindste under kontrol, så vil det bare være lappeløsninger.

Det at jeg har mindre depression gør at det går bedre med hoardingen, samlemanien, jeg anskaffer mindre, jeg er igang med at rydde op i hjemmet, så der er ingen tvivl om at depressionen og hoardingen hænger sammen i mit tilfælde.
Men det kræver jo at der bliver taget professionelt fat i depressionen. At jeg ikke bliver mødt med bla. bla. om at jeg bare må tage nogen piller og det er så det. Pillerne hjælper ikke på min depression og de hjælper bestemt ikke på hoardingen nærmest tvært imod da antidepressiver har det med at gøre viljestyrken mindre.
Jeg så en interessant artikel om at man via en hjernescanner kunne se hvilken type depression man har, og om den var egnet til medicin eller terapi (link underst i bloggen).

Jeg har ikke haft hjemmevejleder snart i 3 måneder. Dog har jeg heldigvis haft hjemmehjælp. Jeg synes jeg har kunne undgå de meget destruktive tanker, hvor jeg er vred og ked af det når jeg prøver at rydde op, tanker om ikke at kunne overskue, og om fortiden.
Jeg har sagt til mig selv at hvis jeg blev deprimeret og for påvirket af oprydningen, ville jeg bare holde op, tage nogen dages pause, eller helt holde op til jeg fik rigtig hjælp.

Jeg føler at det jeg lod tingene flyde i nogen måneder og ignoreret problemet med mit hjems tilstand, faktisk har hjulpet på min depression. At det at gå og nedgøre sig selv, dag efter dag omkring noget man ikke magter, ikke fører til noget godt, ikke fører til flere kræfter eller mere overblik, det tager bare de sidste kræfter. Så den med at moraliserer over at skulle tage sig sammen, det holder ikke en meter, så nu har jeg taget mig sammen i forhold til, ikke at tage mig sammen, og det har faktisk virket.
Og sjovt nok er det så meget lettere at lave mad og ordne mit hjem når jeg er mindre deprimeret. Deprimeret: Ting bliver ikke gjort, mindre deprimeret: Ting bliver gjort, længere er den historie bare ikke.


Nu må jeg se hvad der sker til mødet med Handicap Centret i august måned. Skal der ske forandringer, så skal der bedre forhold til. Så vil det vise sig om man kan få det som sentdiagnosticeret Autist på 50.

Hoarding: videnskab.dk vi samler alle men hvorfor løber det løbsk nogle?

Hjernescanning depression: www.dagensmedicin.dk hjernescanning kan hjælpe med at valg behandling af depression.

lørdag den 16. juli 2016

Et samfund under forandring

Den vedvarende økonomiske krise, med udsigt til en ny, usikkerheden for fremtiden globalt, krige der bare fortsætter, og terror og truslen om terror har fået lov til at dehumanisere vores syn på andre mennesker, ogå de mennesker der er helt tæt på, men der har miste jobbet, fodfæstet, deres sundhed og nu ikke i nogens øjne er er 100 procent med, vel nærmest bare meget i vejen for andres lykke og velstand.

Havde nogen gået og ønsket at opdyrke metoder til at nedbryde det fælles og erstatte det med paranoia og selviskhed, så har da krisen og terroren været en sand gave. Og faktisk har befolkninger været lidt for villige til at gå med på de tanker. 

Intet under at nogen ser deres chance for at få bygget verden om mens tiden og folkestemningen er til det. Jeg tænker på hvad der er til at genkende om 10 år. De gamle demokratier, den danske velfærdstat, vi er i global og lokal forandring i en fart der ikke er set tidligere, en dominoeffekt. 

Jeg har svært ved at se det positive i tiden, der er blevet frit slag for alt det grimmeste og småligste vi mennesker kan byde på.

Hvilken værdi har det enkelte individ, der "ikke er noget"? Mit svar må være meget lidt. Om det er den 5 årige i Afrika, eller en dansk folkepensionist der ikke fik sig en opsparing og oplistningen kunne fortsætte, og gradueret efter den nuværende sociologiske værdi er på mennesker. Ja, jeg ved godt at værdien på et liv aldrig kan være entydig, men man fornemmer at der er en graduering, og det er blevet tydeligere nu igen.

Jeg er selv opvokset i et borgerligt miljø, kultur, humanisme, historie, interesse for samfundet. Jeg har meget svært ved at se de værdier i dag, de såkaldte borgerlige må være rundet af helt andre miljøer. Jeg ved egentligt god hvad min familie ville have sagt om nutidens blå blog, og det havde været skarpt og precist.
Men borgerlighed er nok også et begreb der høre fortiden til og er blevet erstattet med en bastard liberalisme, der bygger på kontrol af borgerne, ikke mere frihed. Eller kun frihed for dem der har mest, og så kontrol der gradueres så dem der har mest er under total kontrol, men så er det godt nok svært at komme videre med sit liv. På den måde er det en kombination af den gamle velfærdstats detalje rytteri og kontrol samfund og noget Ayn Rand psykopati, ikke en god kombination i mine øjne.

Og hvor skal man finde sin egen personlige tryghed, tror jeg på at min førtidspension vil fortsætte på samme vilkår, nu hvor jeg har set hvad man politisk er parat til? Og boligsikring....det lader til at man mener at de fattigste kan bo til leje på værelser, der er ikke længere konsensus om at folk skal have et hjem, vi er ved at blive sat 60 år tilbage, hvor enlige boede på pensionater. Barakbyer for familierne. Måske vi også er tilbage til fattiggården, det vil den jo så ikke hedde, man finder et pænt ord. 

Måske velfærdsamfundet byggede på at vi ikke længere skulle stå ansigt til ansigt med fattigdom og tragedie som den "naturlige" tilstand for nogen mennesker......Men nu i 2016 sidder der en Roma udenfor hver en Netto, og ved de store supermarkeder mindst en der sælger hus forbi.
Det handler om at kunne vænne sig, ligesom vores forfædre også så en logik i deres tids fattige og udstødte, der gjorde at man kunne vælge om det var noget man personligt så som noget man måtte hjælpe med, eller bare slå sig til tåls med at, nogen er rige og nogen er fattige og sådan er det, folk får efter hvad de kan jo.
Og den holdning kryber frem igen, selvom vi burde vide meget mere om hvad der fastholder folk i dårlige sociale kår og strukturel diskrimination  jeg ser også at strukturel diskrimination i Danmark kun er i forhold til mennesker med anden etnicitet end Dansk, men det gælder jo mange flere grupper af mennesker, og når vi ikke er bevidste om det forgår, ja så foregår det uset og forstætter uhindret.




Har vi i dag helt glemt de forfattere og journalister der skrev om forholdende, der var med til at skabe forståelse for den uretfærdighed der var i tiden. Politikere der havde visioner og tænkte længere end et par år frem. Og de fagforeninger der arbejdede for bedre vilkår. Stuepigerne organiserede sig, i dag kan vi sende hushjælpen tilbage til hjemlandet når det passer os, når hun ikke vil arbejde 24/7.  

.......Har jeg bare været priviligeret at leve i en epoke hvor man arbejdede på at ting skulle blive bedre og vi blev mere og mere velhavende, og den generelle boligstandart højnet?  Dengang vi havde mod på og råd til at unde vores næste noget bedre.

Nu er det jo ikke sådan at alle Danskere synes at de betaler skat til noget/nogen der ikke kommer dem ved, at de godt kan se at det både er en forsikring af dem selv, men at det også skaber et mere balanceret samfund, tryggere, sundere osv. Når det begynder at gå den anden vej, vil vi komme til at opdage hvad det var vi fik for skattekronerne, og hvad det vil indebære at få det samfund tilbage når først det er skredet i forfald. Jeg tror ikke alle har fantasien eller den viden om hvad der kan komme til at ske. Måske nogen tror vi kan blæse og have mel i munden, og bagefter vil sige "jamen, det var jo ikke det vi troede det ville ende med".

Og hvad så med alle dem med diagnoserne, trækker vi dem tilbage efterhånden som pengene ikke er der? Lige nu leger kommunerne en passive aressive leg med borgerne for at de ikke skal få det de i følge loven har krav på, men der reelt ikke er afsat penge til. Igen de stærkeste vinder, dem med indsigt, netværk og penge til en privat rådgivning om reglerne. 

Nåh ja, og så skal det måske koste at gå til lægen, det bliver ikke et større problem for de fleste, men det kan betyde at nogen ikke kommer til lægen, for nogen mennesker har 100-200 en helt anden værdi, end for dem hvor det bare er et greb i lommen.

Men jeg føler at det hele er i skred, har de rige så tro på fremtiden, eller rager de bare til sig mens tid er, inden de rigtige Ulvetider?  

Bliver velfærdstaten et afpillet kadaver om en 5 års tid, og der er blevet sagt så meget grimt og grænseoverskridende, at der ikke længere findes som et nogenlunde fælles moralsk kompas?
Som debatten er nu synes jeg ikke der er grænser, jeg tænker "hørte jeg virkeligt rigtigt", har så mange gemt på så meget smålighed og nu er tiden inde til at nu skal det ud, og der er frit slag for laveste fælesnævner? Ja, det tror jeg, og alt for mange der burde vide bedre vakler, for populismen.....samtidigt med at de glemmer at der er også er rigtigt mange der ikke er enige i tidens politiske og økonomiske tendenser. 

Måske det mere er troen på der ikke er nok til alle der er omdrejningspunktet for tidens ideologi. Også hvem der fortjener hvad, værdisætning af arbejdskraft, værdisætning af menneskeliv. Vi tror på udbud og efterspørgsels som var det noget helt konkret vi er ude af stand til at styrer, og ikke valg. Den krise vi stadig er var ikke et jordskælv eller en orkan, det var skabt af mennesker.

....Men har der ikke hele tiden være forandringer i samfundet? Jo, så absolut, men jeg tror at det der sker i de her år er specielt afgørende, der komme nogen opgør og hvordan der ser ud efter det vil sætte kursen for en del år frem. Både i Danmark og globalt. Og lige nu er det meget svært at regne ud hvad der kommer til at ske, om verden vil gå nye veje, eller tilbage til totalitære tendenser og mere ulighed.

Måske der skal ses på de helt grundlæggende værdier og ikke fortabe sig for meget i detaljer. 



torsdag den 7. juli 2016

Hvem er det lige samfundet er?

Samfundet er en fornemmelse, føler du dig tryg, føler du at du er med, føler du dig som en del af det og har en indflydelse?

Føles det som du lever i et hierarkisk pyramide samfund,  eller føler du at samfundet består at mange forskellige organisk forbundne enklaver, føler du at du står i udkanten af samfundet, eller er du lige midt i det?

Synes du, du deler de gængse værdier, eller synes du samfundet sværdier føles helt forkerte? Eller er det sådan at det, er op til hvem man kender og møde i hverdagen hvordan samfundet ser ud til at fungere. ....Eller er samfundet mere noget du har fra medierne, end dine gene oplevelser i hverdagen?

Når du skælder ud på samfundet er samfundet også dig, selvom det måske ikke lige føles sådan.

Kan du spejle dig i samfundet, kan du genkende dig selv som type i reklamerne, det er dig de vil have, og du kunne købe den ting, eller den ydelse.
Eller vil du ikke have noget af det  de prøver at prakke dig på og de afspejler ikke din livstil, og du er ikke interessant i deres verden, du er ikke rigtig en af typerne/grupperne reklame folkene arbejder med.

Du er måske heller ikke som dem i de danske film og tv serier, du hører ikke til den del af middelklassen de beskriver, fordi de beskriver sig selv, deres venner og familie, de sidder med manuskripterne.
Når det går lidt udover deres erfaringer bliver det lidt karikeret, "de andre". Men måske du ikke engang er en af de typer der figurere som "de andre"?

Der snakkes om at facebook sørger for, du mest ser de holdninger du selv deler, så du på den måde mest bekræftes i dine egne holdninger.
Måske du allerede har luret segmenterne, dem der deler konkurrencer og  lækre forbrugsgoder de gerne ville have eller har købt. Der er dem der deler deres bekymringer om verden, links om sundhed, og dem der deler blomster og deres hjem, og måltidsbilleder og feriebilleder. Bekymring eller hedonisme, retro eller fremtid.

Og så er der dem der er ret vrede og de melder jo klart ud...og alligevel ikke der er lag der ikke altid ses, hvis man ikke kender personen godt nok, de der små mellemregninger. Har man ikke mellmregningerne kan det være man lukker helt eller delvis af for dem på FB...For meget pral, præk, klynk, spam....Og en dag trykkes der følg ikke.





Danskerne er stadig lykkelige siger statestikken, jeg har svært ved at se det, men måske jeg er det forkerte sted i samfundet. Og det er jo ikke fordi jeg ikke har øjnene på stilke og ørene slået ud når jeg færdes. De nævner at vi er et samfund med tillid, men er det ikke ved at blive et mistillids samfund?
 Men det gælder måske ikke for dem med det sikre job, og dem der aldrig er blevet ramt af krisen, andet end de skulle bruge lidt mindre, ikke fordi de ikke havde, bare for en sikkerheds skyld.
Og der er en forskel på valg og nødvendighed, og nogen i Danmark kan vælge, andre ikke, og dem der kan vælge kan ikke se hvorfor de andre ikke kan, og så er vi tilbage til det med tillid og mistillid.

Måske jeg har for meget fornemmelse for hvad der foregår i tiden, at jeg kan se lidt frem, se lidt bagom. Det er jo en spændende evne, men også svær, og jeg kan ikke ignorere de informationer jeg får.

Jeg må trøste mig med at verden og lille Danmark ikke er entydig, at der er mange strømninger i tiden også positive. Jeg kan håbe på at det mindst dårlige sejre, og jeg en dag vil se mig selv som omgivet af samfundet og ikke ude ved kanten.

lørdag den 27. februar 2016

Jeg er træt af at være Autist

Jeg har ikke blogget i et stykke tid, jeg er træt af Autisme, træt af mig selv, træt af det liv jeg har levet.
Vred over de muligheder jeg ikke har haft. Vred over at jeg har kæmpet kampene på så mange fronter men alligevel tabt.

Jeg er ved at gøre op, efter min 50 års fødselsdag, samtidigt med at alt vælder ind over mig, gamle problematikker og helt nye.

Jeg har kigget lidt grundigere på, hvorfor man let bliver udelukket som Autist....eller som alt muligt andet i et samfund, hvor "andet" ikke er noget der er plads til, fordi livets motorvej er lavet til dem med samme type "fartøj". Og dem er der flest af, så det er logisk nok, men hvad så med os andre?

Jeg har tænkt over det store billede af strukturel diskrimination. Jeg har tænkt over hvad jeg selv har kæmpet for i mit liv. Og godt nok har jeg opnået rigtigt meget. Desværre lever jeg bare ikke op til dem der kører på "norm" motorvejen.

-Jeg er her endnu, men jeg er vred og træt af det hele.

Så har jeg endeligt fået bestilt tid til tandlæge og læge, noget jeg har udsat i et år. Mest fordi min ADHD gør jeg glemmer at ringe, eller jeg opgiver på forhånd.
Jeg tror jeg skal have mere end en samtale med lægen, da der vist er lidt rigeligt samlet sammen.

Jeg må også få en tid til en samtale hos Handicap centret.

Nu har jeg brugt over et halvt år alene, på at få noget selvforståelse omkring Autisme diagnosen fra i sommer. Jeg synes det har været hårdt og meget solo.
Men i sidste ende handler det om et bedre liv med Autisme. Er det muligt? Er jeg for sent på den...vil det kræve jeg selv har råd til at betale psykolog/psykiater, kurser, støtte?

Jeg fik jo diagnosen da jeg henvendte mig om at jeg ikke magtede mere, at jeg var krøllet helt sammen. Jeg fik en Autisme diagnose, og hvad så? Skulle det gøre det hele bedre nemmere for mig?

Den her suppen rundt i en diagnose har ikke været fedt de sidste par måneder. Dengang jeg havde psykiatriske diagnoser påhæftet, var jeg ret ligeglad med diagnoserne, konstaterede bare at jeg ikke synes de lige passede og kæmpede viderer. Det er som om den her diagnose er den endelige dom. Lige da jeg fik den var det positivt da den virkeligt gav mening. Nu føler jeg mig kvalt.

Autisme diagnosen gav meget mening, og det gik godt med at reflektere over hvad det havde betydet for mit liv og min nutid. Men fremtiden må jeg have hjælp/støtte til.

Er der en fremtid med Autisme, ikke kun for mig men alle de andre? For hvis vi ikke starter nu med at forbedre vilkårene så sker det heller ikke for de næste generationer. Det handler ikke kun om Autistiske børns trivsel og skolegang, det handler også om når de bliver voksne.

Og jeg ønsker ingen de erfaringer jeg har med at stå udenfor samfundet. Men jeg er bange for at det at ændre et helt samfund virker ret uoverskueligt på de fleste, at for at skabe et bedre liv for Autister handler om mere end gruppen af Autister.  Det handler om et samfund der har marginaliseret mange grupper der ikke lige passer ind. Og man presser folk mere og mere omkring uddannelse og job så selv de mere velfungerende falder fra.





Jeg kunne være ligeglad, jeg har min pension, og skal "bare" finde ud af at hive mig igennem resten af mit liv. Måske det sidste er det der gør vandvittigt ondt. Jeg føler i den grad jeg mangler tykke rammer, jeg er for alene, jeg er vandt til at være alene, men det er stadig ikke godt. Jeg overlever, men det fungere ikke rigtigt.

Jeg ved ikke om det er Autismen, eller følgevirkningerne, slidsporene, at det hele føles som psykisk og fysisk ubehag. At ubehag er vilkåret: En allestedsnærværende grundsmerte og forladthed?

Jeg ville gerne bytte, som det blev i mit liv var det smukke ved Autismen, ikke nok til at opveje pinslen ved ikke at kunne få et liv til at hænge sammen. Enten har det dårligt eller prøver på noget flugt fra mine realiteter...dog lever jeg ikke i den fantasiverden jeg levede i tidligere. Jeg bruger også meget tid på at punke mig selv over alt det jeg ikke får gjort og magter. Jeg huske mig også på den gode, det jeg gør har gjort, men det tipper altid mod at der er for meget ugjort.

Jeg har ingen fremtid hvis det fortsætter sådan her, jeg har ikke energien til at flytte de helt store hegnspæle der skal til, da mit liv skal omformes ret meget for at fungere bedre.

Og hvor er der fælleskaber der har plads til en som mig, når det handler om noget med boligforhold og dagligdag. Jeg må ikke være så meget alene, og jeg har ikke kræfter til at rende til alt muligt langt fra min base dagligt.

Så hvad så nu? Skal jeg stadig tro det kan blive bedre, det samme men på forskellige måder, værre?

Dengang jeg havde en psykiatrisk diagnose kunne jeg leve i håbet om recovery hvis jeg selv kæmpede nok. Så hvad kan jeg nu?

Jeg har ikke den energi som jeg havde for nogen år siden, jeg fatter ikke hvordan jeg kunne. Jeg kan ikke det hele selv, så hvad gør jeg så?

Det er meget fint man diagnosticere voksne med Autisme, men har man reelle problemer med sin Autisme og et liv med en udiagnosticeret Autisme der har slidt på ens system, så er der ikke ret mange tilbud, det kræver også man er klar til at gå ud at søge penge til hjælp, i en situation hvor det kan være svært nok at komme igennem dag for dag.

For hvis skyld fik jeg den her diagnose, for at psykiatrien kunne stryge mig af listen, eller jeg skulle få lidt bedre muligheder efter alle disse år?

Ja, jeg ved det det, var for at stryge mig af listen, uden en hjælpe line til noget andet. Det handler om penge og systemer, ikke mennesker. Og samtidigt med at det her sker for mig, sker det samme for rigtigt mange andre voksne sendiagnosticerede. Psykiatrien har opdaget os på godt og ondt, jeg synes at få den rigtige diagnose er godt, men for mange af os løser diagnosen ikke de mange års ophobede problematikker i sig selv.

Jeg er træt af at være Autist

Jeg har ikke blogget i et stykke tid, jeg er træt af Autisme, træt af mig selv, træt af det liv jeg har levet.
Vred over de muligheder jeg ikke har haft. Vred over at jeg har kæmpet kampene på så mange fronter men alligevel tabt.

Jeg er ved at gøre op, efter min 50 års fødselsdag, samtidigt med at alt vælder ind over mig, gamle problematikker og helt nye.

Jeg har kigget lidt grundigere på, hvorfor man let bliver udelukket som Autist....eller som alt muligt andet i et samfund, hvor "andet" ikke er noget der er plads til, fordi livets motorvej er lavet til dem med samme type "fartøj". Og dem er der flest af, så det er logisk nok, men hvad så med os andre?

Jeg har tænkt over det store billede af strukturel diskrimination. Jeg har tænkt over hvad jeg selv har kæmpet for i mit liv. Og godt nok har jeg opnået rigtigt meget. Desværre lever jeg bare ikke op til dem der kører på "norm" motorvejen.

-Jeg er her endnu, men jeg er vred og træt af det hele.

Så har jeg endeligt fået bestilt tid til tandlæge og læge, noget jeg har udsat i et år. Mest fordi min ADHD gør jeg glemmer at ringe, eller jeg opgiver på forhånd.
Jeg tror jeg skal have mere end en samtale med lægen, da der vist er lidt rigeligt samlet sammen.

Jeg må også få en tid til en samtale hos Handicap centret.

Nu har jeg brugt over et halvt år alene, på at få noget selvforståelse omkring Autisme diagnosen fra i sommer. Jeg synes det har været hårdt og meget solo.
Men i sidste ende handler det om et bedre liv med Autisme. Er det muligt? Er jeg for sent på den...vil det kræve jeg selv har råd til at betale psykolog/psykiater, kurser, støtte?

Jeg fik jo diagnosen da jeg henvendte mig om at jeg ikke magtede mere, at jeg var krøllet helt sammen. Jeg fik en Autisme diagnose, og hvad så? Skulle det gøre det hele bedre nemmere for mig?

Den her suppen rundt i en diagnose har ikke været fedt de sidste par måneder. Dengang jeg havde psykiatriske diagnoser påhæftet, var jeg ret ligeglad med diagnoserne, konstaterede bare at jeg ikke synes de lige passede og kæmpede viderer. Det er som om den her diagnose er den endelige dom. Lige da jeg fik den var det positivt da den virkeligt gav mening. Nu føler jeg mig kvalt.

Autisme diagnosen gav meget mening, og det gik godt med at reflektere over hvad det havde betydet for mit liv og min nutid. Men fremtiden må jeg have hjælp/støtte til.

Er der en fremtid med Autisme, ikke kun for mig men alle de andre? For hvis vi ikke starter nu med at forbedre vilkårene så sker det heller ikke for de næste generationer. Det handler ikke kun om Autistiske børns trivsel og skolegang, det handler også om når de bliver voksne.

Og jeg ønsker ingen de erfaringer jeg har med at stå udenfor samfundet. Men jeg er bange for at det at ændre et helt samfund virker ret uoverskueligt på de fleste, at for at skabe et bedre liv for Autister handler om mere end gruppen af Autister.  Det handler om et samfund der har marginaliseret mange grupper der ikke lige passer ind. Og man presser folk mere og mere omkring uddannelse og job så selv de mere velfungerende falder fra.





Jeg kunne være ligeglad, jeg har min pension, og skal "bare" finde ud af at hive mig igennem resten af mit liv. Måske det sidste er det der gør vandvittigt ondt. Jeg føler i den grad jeg mangler tykke rammer, jeg er for alene, jeg er vandt til at være alene, men det er stadig ikke godt. Jeg overlever, men det fungere ikke rigtigt.

Jeg ved ikke om det er Autismen, eller følgevirkningerne, slidsporene, at det hele føles som psykisk og fysisk ubehag. At ubehag er vilkåret: En allestedsnærværende grundsmerte og forladthed?

Jeg ville gerne bytte, som det blev i mit liv var det smukke ved Autismen, ikke nok til at opveje pinslen ved ikke at kunne få et liv til at hænge sammen. Enten har det dårligt eller prøver på noget flugt fra mine realiteter...dog lever jeg ikke i den fantasiverden jeg levede i tidligere. Jeg bruger også meget tid på at punke mig selv over alt det jeg ikke får gjort og magter. Jeg huske mig også på den gode, det jeg gør har gjort, men det tipper altid mod at der er for meget ugjort.

Jeg har ingen fremtid hvis det fortsætter sådan her, jeg har ikke energien til at flytte de helt store hegnspæle der skal til, da mit liv skal omformes ret meget for at fungere bedre.

Og hvor er der fælleskaber der har plads til en som mig, når det handler om noget med boligforhold og dagligdag. Jeg må ikke være så meget alene, og jeg har ikke kræfter til at rende til alt muligt langt fra min base dagligt.

Så hvad så nu? Skal jeg stadig tro det kan blive bedre, det samme men på forskellige måder, værre?

Dengang jeg havde en psykiatrisk diagnose kunne jeg leve i håbet om recovery hvis jeg selv kæmpede nok. Så hvad kan jeg nu?

Jeg har ikke den energi som jeg havde for nogen år siden, jeg fatter ikke hvordan jeg kunne. Jeg kan ikke det hele selv, så hvad gør jeg så?

Det er meget fint man diagnosticere voksne med Autisme, men har man reelle problemer med sin Autisme og et liv med en udiagnosticeret Autisme der har slidt på ens system, så er der ikke ret mange tilbud, det kræver også man er klar til at gå ud at søge penge til hjælp, i en situation hvor det kan være svært nok at komme igennem dag for dag.

For hvis skyld fik jeg den her diagnose, for at psykiatrien kunne stryge mig af listen, eller jeg skulle få lidt bedre muligheder efter alle disse år?

Ja, jeg ved det det, var for at stryge mig af listen, uden en hjælpe line til noget andet. Det handler om penge og systemer, ikke mennesker. Og samtidigt med at det her sker for mig, sker det samme for rigtigt mange andre voksne sendiagnosticerede. Psykiatrien har opdaget os på godt og ondt, jeg synes at få den rigtige diagnose er godt, men for mange af os løser diagnosen ikke de mange års ophobede problematikker i sig selv.







mandag den 11. januar 2016

At gå over stregen og lidt til

Jeg tænker ofte på hvad der der afgør hvad mennesker tør kaste sig ud i, specielt når de hører til grupper der anses som sårbare og nogen der skal/bør passe på sig selv.
Alle formaningerne, advarslerne, de gode råd, fordommene: "Det vil ikke være klogt, tænk dig nu om, du ved jo hvordan det går ikke?"

Mange indretter sig pænt efter det: "Ja, det kan jeg jo ikke, nogen andre kan, men jeg kan jo ikke med min baggrund og diagnose".

Jeg stødte engang på begrebet "passende udfordringer" som vejen mod at kunne mere og få selvtillid, selv arbejder jeg både med de passende og upassende udfordringer, fordi at livet er der for at blive brugt og levet. At man af og til må give den en skalle, og for så tage den med ro senere. På den måde kan jeg lidt af det de "normale" og mere "velfungerende" kan, måske bare engang i mellem, man alligevel det tæller også på plus kontoen.

Ja, julecabaretten var for meget, det var også for meget med gæster til lillejuleaften, og juleaften ude osv. Og så nytår og så min fødselsdag den 6 januar og så en pæn stor fødselsdags reception den 9 januar. Men uanset har jeg jo stadig hoved op og benene ned, og ganske godt tilfreds.

Nu har jeg så tid til at lande her i januar og så vil jeg igang med at skrive nogen tekster til noget performance. Stille og roligt, og få gang i at få hjemmet i orden.

Jeg har kæmpet for en bedre fremtid længe, og der har været slemme år, hvor næsten intet gik og der bare var sorg og depression.
Der har også været år hvor jeg har tosset rundt og udfordret mig selv, på måder jeg har svært ved at forstå nu, men vel alligevel var en form for metode til at komme videre med livet og den personlige udvikling ud af Autist sneglehuset. Men jeg er ikke kommet nemt til det.

Jeg har flyttet, ordnet dødsboer, klaret store opgaver, selvom mit eget liv har haltet og min erfaringer var sparsomme. Derfor er jeg måske ikke så meget til alt den snak om sårbarhed og passen på, for ja ting koster, og jeg har betalt når jeg har knoklet for meget, men på den anden side hr jeg også klaret ting.

For det koster også bare at sidde og være opgivende og se sig som en, der intet kan klare selv. En livslang barnevoksen/offer/klient rolle, hvor man aldrig rigtigt får markeret at der var noget der betød noget.

Fra jeg var 31 år tog jeg et valg, ville jeg prøve at få et liv, eller ville jeg forsvinde i psykiske problemer og sætte en mur op mod verden fordi den var for svær. Og da det erkendelse var tilstrækkeligt skræmmende, valgte jeg at kæmpe mig ud og videre koste hvad det ville.




Og det er vel det det handler om: det aktive valg, eller det passive valg. Fordi bare fordi man ikke vælger, så gør livet alligevel noget ved én, og så må man håbe at strømmen ikke går i den helt gale retning. Som jeg plejer at sige, jeg flyder ikke med strømmen, jeg padler, hvor meget den padlen gør fra eller til ved jeg ikke, men hvad jeg ved det er: At jeg gør noget selv.

Jeg har gåpåmod, selvtillid. Og jeg bliver sur når jeg ikke kan hvad jeg vil, og jeg bøjer mig ikke frivilligt, der er få gange i mit liv jeg ikke har gennemført det jeg vil, eller finder nødvendigt at gennemfører, men har selvfølgeligt betalt prisen, men jeg har også høstet empowerment, og troen på at ting kan lade sig gøre.
Og det er en afgørende forskel i forhold til en mere defensiv tilgang til livet.
Nej jeg kan ikke alt og jeg vil ikke alt, og der er ting hvor jeg siger det orker jeg ikke, det kan jeg ikke overskue nu, men det er så det. Men jeg ved at næste gang der er noget jeg vil eller skal, så går jeg igang.

Der er også opgaver jeg ved er for store, her mener jeg mit hjem og hoarder situationen, og hvor det ærgre mig at det ikke er muligt at få den rette støtte. At det kan komme de der lidt for lang træk af opgaver der ender med at kører en ned og opbygger stress, og aldrig synes at blive afsluttet. Motivationen er der, hensigten, men det er for uoverskueligt. Og det ender som en forhindring for mere positive projekter. Uanset ligger opgaven der.

Noget må man klare selv, noget kan man få venners hjælp til, noget kan man få samfundets hjælp til. Men grundlæggende ligger magten i eget liv i at se opgaven og arbejde mod det, uden at spekulere for meget over, om man nu kan det med den diagnose man har.

Og selvom Autisme er kronisk, så har jeg ikke tænkt mig at blive begrænset eller ikke kunne udvikles.




mandag den 4. januar 2016

At ville og at kunne

Der er mange ting jeg gerne vil, faktisk vil jeg gerne rigtigt meget, men det er ikke realistisk.
Der er nogen ting, jeg klare bedre end andre ting. Det er ikke sådan at jeg kan det jeg vil og ikke kan det jeg ikke vil, der er mange spændende ting jeg ikke har overskud til og jeg må vælge fra.

Alligevel skal jeg gang på gang undskylde for ikke at magte ting, for at blive mere træt end beregnet af mig selv/andre, at ikke kunne opfylde målsætninger og deadlines, at jeg på den måde ikke holder aftaler.

Problemet med Autisme og ADHD er at det er svært at fuldstændigt beregne hvad ting koster på energikontoen. Og skal man det, når det er det der er "i vejen med en", hvorfor skal det så diskuteres og godtgøres?

Jeg ved ting kan koste, jeg ved det er en balencegang, men jeg ved også at vover jeg intet, så kan jeg bare sidde hjemme og glo. Tingene vil nok aldrig komme i balance, det kan jeg leve med, men kan andre?

På en underlig måde er det som om man ikke kan slå sig til tåls med at det jo er det min diagnose handler om? Og at jeg ingen hjælp har fået til selvforståelse, eller hjælp i hjemmet tilrettelagt til Autisme/ADHD.

Jeg er træt af at skulle forsvare mig selv, jeg prøver bare at leve og overleve, jeg tager gode valg og mindre gode valg, hvilket er ret alment menneskeligt.

Må jeg holde jul? Må jeg af og til kaste mig ud på det dybe? Må jeg nogen gange gå i hi og bare lave meget lidt?...Eller er det det med at yde før man kan nyde, men er der så nogen sinde tid til at nyde og hvor skal overskuddet komme fra, at man er artig i andres øjne?

Vil der i løbet af 2016 komme en løsning, kan jeg få hjælp til at få balance, eller handler det om at balancen er der hvor jeg har lov til at være mig, at mine valg ikke er op til andre at vurdere, så længe jeg ikke gør noget helt tåbeligt. Og jeg ellers får det nødvendige støtte på det punkter jeg har det sværest.

Er jeg et menneske der træffer fornuftige valg? Er jeg for impulsiv? Umiddelbart ville jeg sige jeg er begge dele, og det plejer at gå.....sådan mere eller minde.
Men så længe det ikke går helt galt er det vel beder at tro på sig selv som et kompetent menneske, at selvværd, selvtillid og empowerment er tilstede?

Hvis jeg ikke havde Autisme og ADHD så var der meget jeg ville, men fordi jeg har de to ting skal jeg så vælge stort set alt fra for at leve i vat og bomuld, også for at tækkes omgivelserne og kommunen, fordi at når man har problemer og en pension så skal man aflevere alle sine drømme?

Fordi at alle ens kræfter kun må gå til det der er godkendt i forhold til en som mig, at jeg må blive i rollen som klient/borger/diagnosticeret for at være artig og passe ind i systemet...fordommene?


At leve med Autisme er ikke et enten eller, andre opstiller


Som førtidspensionist må jeg åbenbart ikke kunne/vide /afprøve noget, jeg skal holde mig til klientrollen. Og jeg skal kunne redegøre for alle valg der i andres øjne kunne virke selvmodsigende og/eller mindre hensigtsmæssige.

Jeg har mødt alt for mange, der er endt med et begrænset liv, et liv der ikke består af at møde forskellige mennesker og miljøer, et liv hvor folk kun ser sig selv som sårbare og nogen der skal passe på sig selv altid, og på den måde er det det liv de får, et liv der er afgrænset og udenfor samfundet, men lav selvtillid og selvværd. Jeg synes det er værd at kæmpe for noget andet og bedre. For jo mere man vælger fra fordi det kunne være for meget, jo mere mister man år for år, stilstand og afvikling.

Men jeg kan ikke, ikke være mig, jeg kan ikke slukke for mig, og jeg kan ikke se en fremtid, der bare er tid der skal gå, et liv bygget på at huske på begrænsninger, der ser så mange at jeg ikke gider at holde regnskab med dem, jeg vil hellere huske på at livet er til for at bruges, selvom det kan give nogen skrammer. Det er jeg ok med, burde det ikke være godt nok så?......Nok ikke hvis Kommunen ser det går ud over aftalerne om støtte, og de ikke synes jeg hænger nok i....Jeg mener selv jeg gør hvad jeg kan, jeg skal jo balancere energi, humør/depression, praktiske opgaver, stress, Autisme, ADHD dagligt, det kræver trods alt sit menneske.

Jeg kan ikke alt det jeg vil, men jeg kan stadig noget!


fredag den 25. december 2015

Jule hjemme kaos

Julecabaret i to weekender og så gæster den 23, nej det går ikke. Nu den 25, er juletræet endeligt ved at være pyntet, men ikke i den ro og orden jeg ville, eller som den helhed jeg ville have det skulle fremstå i.

Der er madrester fra den 23, og spisebordet er ikke ryddet. Og julepyntskasser her og der. det er ikke optimalt.

Jeg skulle nok også være blevet hjemme juleaften.

Som i så mange år snubler jeg ind i julen, og på den måde virker det helt tåbeligt med at samle på julepynt, eller have samlet på julepynt. Tidligere brugte jeg meget koncentration på at få pyntet juletræet, det har jeg gjort fra jeg var barn, men siden jeg flyttede hjemmefra har det ikke fungeret som jeg kunne ønske. Efter jeg flyttede hjemmefra skulle jeg jo også sørge for min Mormors jul, og derfor blev det stresset. Og jeg har åbenbart stadig ikke tjek på det.

Jeg fattede ikke jeg sagde ja til at have nogen på besøg den 23, når hjemmet ikke var i orden. Det lykkedes mig også at folde sammen lige inden de skulle dukke op og gå helt i panik.

Nu ligner det "Ekstreme samlere" inde i mit soveværelse, hvor jeg brokkede ting og sager ind der var i vejen...udover der er rod alle andre steder nu.

Jeg gør ikke det her igen! Nej, nej, nej. Jeg må tage nogen valg og holde fast i dem. Og det betyder hjemme jul, indtil den dag, mit hjem fungere, og måske selv ikke til den tid.

Der er ikke noget der er hyggeligt, når der er kaos nedenunder man prøver at skjule. Når man går fra kaos og kommer hjem til kaos.

Når det der egentligt betyder noget, ender med at blive en stress faktor, når man går så meget op i at have en juletræ til loftet, men ingen ro til at få det pyntet. Og jeg vil ikke have juletræ i stuen før 22-23 december.

Jeg må udtænke bedre løsninger, og så må jeg minimere min julepynts samling.

Nå, jeg må fortsætte med at prøve at gøre et eller andet, for at få juledagene til at fungerer alligevel, men jeg er godt nok træt.

Jeg lever i en verden hvor de fleste har flere ressourser end jeg, jeg kan ikke bare blive ved og ved, på den måde kan det der skulle have været rart, ende med bare at være belastende og det er ikke de andres skyld. Det er tæt på det lykkes for mig, men så går det alligevel galt.

Nå, Nisserne synes at have det ok i stuen, træet er parat til at kunne tændes, bamserne i sofaen ser meget afventende ud, måske jeg når det: at Julefreden sænker sig.




Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme og ADHD i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med Autisme og/eller ADHD, uden der er så meget hjælp at hente hvis men er en af dem der er ved at falde ud over kanten. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog.

Blog-arkiv