Manfred alene hjemme. Den skræmmende virkelighed.

 Jeg fik set "Manfred alene hjemme" en dokumentar på TV 2 hos en ven. Vennen forventede jeg ville have en masse kommentarer under vejs, men nej, jeg var ret stille.

Jeg har selv som Manfred overvejet at filme mit hjem i al det gru og uværdighed, og spørger: Er det her vi er i 2026? Er det Danmarks skjulte fattiggård? Ironisk nok en meget dyr en, da firmaet kommunen entrerede med skulle have 100.000 for det om måneden. Men det er jo lidt som jeg, der også har diverse fra kommunen tilknyttet uden, der er blevet gjort det rigtige. 

Sagen er at hoarding er svær, når man ikke er fagligt kompetent lige til det, udover at have et talendt for at være Hoarder visker.
Vi er sky typer, vi skal føle tillid, en tillid der ofte har været brudt mange gange, men også en iboende skyhed. 

Jeg vil sige tak til Manfred for hans mod, hans "det her er ikke godt nok" og holde fast i det. Og at han ikke bare vendte det indad. I det mindste ikke i udsendelsen. 

Jeg kunne genkende hans vrede og frustration, og behovet for at lukke døren, for folk der er for langt væk til at forstå, og se en.
Blandingen af det at være klart sende, men også med Autisme, at hvis man er sand over for sig selv, må man afvise andres synsvinkel og virke som om man er sin egen værste fjende, og ikke kan indgå i et "samarbejde", på meget ulige vilkår. Måske man ikke må have personlig automi, når man behøver hjælp, den skal man afskrive?

Kunne man hjælpe Manfred? Det kunne man sikkert, men det havde fået lov til at nå meget langt ud over lang tid. Har man overhovedet hørt hvad Manfred ville definere som hjælp og arbejdsopgaver? Eller er man bare kommet med "sådan gør vi". Og der er meget "sådan gør vi", der gør at man ikke ser det enkelte menneske. Og at opgaven med målgruppen er lige så psykologisk som praktisk, og så at skabe tillid, tillid, tillid!

Hoarder, Autist, bliver vi vrede og irriterede, så bliver vi det! Det er ligesom en del af det, det er en del af diagnosen, det er forventeligt. Men vi er også mere og andet en vrede og irriterede, men når vi bliver pressede overtager det, det er symptomer på at vi ikke trives, at vi er under press. Og mange af os skal presses ret hårdt til at faktisk nå dertil, men når vi er der synes folk vi er meget besværlige, og kontrære. 

Vi lærte ikke noget om hvem Manfred ellers var, interesser, håb og drømme. Jeg kan regne ud at de er der. Men jeg ved også man kan blive så presset at, de næsten forsvinder og der kun er fokus på kampen. En kamp der tager alle kræfter fra livet. 

Som type af Hoarder og Autist fremstår jeg meget anderledes udadtil end Mandfred, men forskellen er ikke så stor omme bagved. 

Dokumentarer ender med at Manfred til sidst bliver udsat fra sin beskyttede bolig, ikke noget hvad der skete senere. 

Andres manglende forståelse, hviler tungt på os. Det gør at vi er udsatte socialt, praktisk i samfundet. Det er trættende vi ikke bare kan gøre som "andre", vi ikke har samme motivering, at vi ikke har det samme drive, at vi kommunikere anderledes, forstår anderledes, det er bare for besværligt......

Men det er ikke mere besværligt at det ikke kan gøres bedre, det kan gøres bedre, men det kræver indsigt og faglighed og at dem der arbejder med Hoardere og Autister. Og faktisk synes det er det/dem de vil arbejde med. Mødes vi med håbløshedens energi, med tvivl, at vi bare er endnu en træls arbejdsopgave, så er det dømt på forhånd. 

Med en bedre faglig tilgang, og tro på det kan gøres bedre er det at arbejde med Hoarding og Autisme, noget positivt, ikke at alle mål nås eller alle kan hjælpes lige meget, men at alting der forbedre livskvalitet tæller, og erfaringer gør mester, også fordi det at støtte Hoardere kræver erfaring udover faglighed. Og det kræver man kan lide mennesker, også dem der er lidt sky, eller vrede og udmattede. 

Vi har meget med at sige "det er op til dig, om du vælger hjælpen".  Som i, hvis den ikke passer dig, er det den vi har, og ellers må du selv klare dig. For os der lever med det er det liv eller død, men på en anden måde end den folk ser, fra deres udgangspunkt i livet. 

Hvis mennsker lever uværdigt med en diagnose, skal vi ikke opstille det som et valg, og et valg mellem at få den hjælp "vi" har valgt du skal have, eller undvære. Det er ableisme og kynisme, det er der kun er ens lags mennesker, de rigtige, og de andre og de har de  muligheder "vi" støtte opstiller. 

Personligt har jeg brugt meget tid på at forstå andre, andre måder at tænke på, andre behov, se grå skalaer. Meget tid. Det er en svær måde at leve på, men også interessant. 

Er det helt umuligt at forestille sig at man udvidede forståelsen af andre mennesker, til at rumme mere af hvad der også er den menneskelige natur? 

Har vi overladt os til at hylde en stræber kultur, hvor der kun er plads til at gå fra højde punkt til højdepunkt i livet, og overvinde al sygdom og ulykker som den perfekte historie af selverkendelse og at rejse sig fra asken?  Så er vi desværre blevet dummere som mennesker, også mere sårbare, for sådan fungere livet ikke, i det mindst kun for meget få. 

Samfundets svageste er kun en lille del af samfundet, men den måde vi behandler dem på siger meget om samfundet og samfundets værdier, indsigt, humanisme. Humanisme er ikke at idealisere menneske perfektion, men at tro på at tro at med alt hvad vi er er der mulighed for positiv forandring for alle, ikke bare de få, der passede perfekt ind lige nu og her hvor vi er i 2026. 

"Hverdags overgreb" man oplever som Autist.

Jeg ved ikke om der er særligt svært at finde ord for hændelser der har virket som overgreb når man har Autisme/ADHD. Man begynder og fortælle og der er et ubehag der gør at man ikke rigtigt får fat i hvad det handlede om i det man udtrykker. Der er indre billeder og tanker, men der bliver sprunget i det. Det bliver ikke en "story time" om en episode noget oplevet. 

Der er et ubehag over at man igen var i en sådan situation, uværdigheden. Tidligere ville man måske have været i tvivl, om hvad der foregik. Fx. at man stadig var i det at jeg er et barn, de andre er de voksne, så andre kan behandle mig sådan. Nu senere og helt klar over det ikke er ok, er det tilbage i det gamle, og den viden om hvor urimeligt det er at skulle være i det igen, men også den fysiske fornemmelse.

Overgreb er overgreb, nogen er små, andre store, men reaktionen over gentagelsen er den samme. Man har ikke lyst til at tale om det. Man kan næsten heller ikke få det ud. Man er tilbsage i et gammelt område af trauma, af hjælpeløshed og tvivl. Tilbage i uværdigheden. 

Det er som at trykke på en knap og man er tilbage i barndommen, ungdommen, tilbage i hvorfor? 

Man kan ikke være hyper opmærksom og hyper aggressiv i forhold til andre hele tiden, sådan at man kan modgå situationer, sige fra lyn hurtigt. Det burde absolut heller ikke være meningen. 

Det er som om jeg skal være alt for opmærksom og så kan jeg ikke mere, men så sker der noget. Jeg prøver at passe på mig selv. Men det er ikke muligt, for der er altid noget der lure. 

Det kan ikke være rigtig at jeg ikke kan være åben og ærlig, omkring der er grundlæggende i mit liv, det kan ikke være rigtigt at den sårbarhed skal vendes til mikro aggressioner og nedladende adfærd. Eller er det bare sådan?

Så selv den på spektret med alle de rigtige ord, kan ende i at ordene mangler, der hvor der er brug for dem. Der hvor vores ansigt kigger indad, vi falder ud og ind i os selv og vores sansning. 

Der er altid et "hverdags overgrab" lige om hjørnet når man har Autisme, og den afspejler ikke en sårbarhed, den afspejler bare en klar bias i forhold til at se os som mennesker, der også bør have værdighed. Det vi ikke magter selv, giver ingen ret til at tage vores værdighed.