Jeg ved ikke om der er særligt svært at finde ord for hændelser der har virket som overgreb når man har Autisme/ADHD. Man begynder og fortælle og der er et ubehag der gør at man ikke rigtigt får fat i hvad det handlede om i det man udtrykker. Der er indre billeder og tanker, men der bliver sprunget i det. Det bliver ikke en "story time" om en episode noget oplevet.
Der er et ubehag over at man igen var i en sådan situation, uværdigheden. Tidligere ville man måske have været i tvivl, om hvad der foregik. Fx. at man stadig var i det at jeg er et barn, de andre er de voksne, så andre kan behandle mig sådan. Nu senere og helt klar over det ikke er ok, er det tilbage i det gamle, og den viden om hvor urimeligt det er at skulle være i det igen, men også den fysiske fornemmelse.
Overgreb er overgreb, nogen er små, andre store, men reaktionen over gentagelsen er den samme. Man har ikke lyst til at tale om det. Man kan næsten heller ikke få det ud. Man er tilbsage i et gammelt område af trauma, af hjælpeløshed og tvivl. Tilbage i uværdigheden.
Det er som at trykke på en knap og man er tilbage i barndommen, ungdommen, tilbage i hvorfor?
Man kan ikke være hyper opmærksom og hyper aggressiv i forhold til andre hele tiden, sådan at man kan modgå situationer, sige fra lyn hurtigt. Det burde absolut heller ikke være meningen.
Det er som om jeg skal være alt for opmærksom og så kan jeg ikke mere, men så sker der noget. Jeg prøver at passe på mig selv. Men det er ikke muligt, for der er altid noget der lure.
Det kan ikke være rigtig at jeg ikke kan være åben og ærlig, omkring der er grundlæggende i mit liv, det kan ikke være rigtigt at den sårbarhed skal vendes til mikro aggressioner og nedladende adfærd. Eller er det bare sådan?
Så selv den på spektret med alle de rigtige ord, kan ende i at ordene mangler, der hvor der er brug for dem. Der hvor vores ansigt kigger indad, vi falder ud og ind i os selv og vores sansning.
Der er altid et "hverdags overgrab" lige om hjørnet når man har Autisme, og den afspejler ikke en sårbarhed, den afspejler bare en klar bias i forhold til at se os som mennesker, der også bør have værdighed. Det vi ikke magter selv, giver ingen ret til at tage vores værdighed.
