Det handler om tillid, derfor er den rigtige viden absolut afgørende.

Hvor ofte vil du tage imod gode råd og hjælp  fra andre, der slet ikke fungerede? Og når det er noget vigtigt for dig, og der bare ikke er overskud til at gribe det forkert an?

Det sker man gør det, og er en del af livet, men når det ender med at man hænger på andres dårlige arbejdsplaner, hvis man har en psykisk sygdom, handicap, Autisme, ADHD, for det kan være fatalt for en.
Fidusen er ikke at være afhængig af andre der laver dårlige planer, men det er bare ikke altid muligheden hvis man er i "systemet" og ikke har et personligt aktivt netværk, eller en økonomi til få hjælp. Man må tage det som det er, og være taknemmelig, i det mindste ikke gøre vrøvl. 

Igennem de løsninger der tilbydes af fx. kommunen, kan man let genopleve den samme fastlåsthed, som man har oplevet i sin barndom, eller parforhold. Mødet med gamle problematikker fra ens fortid. Det kan overaske en selv, måske man ikke kan konkretisere det, eller udtrykke det, der er bare noget, det kan give angst, vrede, ønske om at isolere sig. Som sådan har ingen gjort noget forkert, men det intime i processen og at det kan remme dybt er ikke tænkt ind. 

Hvordan funderer du i hverdagen?
Der er aldrig nogen der har spurgt mig hvordan ser din dag ud? Hvordan løser du praktiske daglige opgaver? Det næste er, at ingen kender dine egne vinkler på, hvorfor du vælger det du gør, og til og fra vælger ting. Og optikken vil ofte være du gør det forkert, du skal gøre det de fleste andre mennesker gør, fordi det er det man gør. Det er da logik?
Det er meget at forlange at almindeligt "frontpersonale" skal være inde i nogen menneskers overlevelses strategier. De er ofte ikke intuitive i forhold til mennesker med mere velfungerende liv, de har ikke været der. Men det ikke intuitive i nogen menneskers overlevelsesstrategier, kan forklares.
Så man i sit arbejde går ind med den viden, uden det kommer til at overraske, eller provokere ens egen måde at indrette sit liv. Sandheden er jo at man kommer tæt på anderledes værdier, anderledes vaner, en helt anden bagrund, og det sætter ens egen i relief, og er vi klædt på til det?
Hvor vor mange slags mennesker har vi mødt gennem livet, og kan man hænge personligt bias i entreen, og helst inden, og tage oplevelsen ind? Og reflekterer, uden at farve det alt for meget hvidt/sort?
Men om ikke andet, er det godt at vide noget grundlæggende om, at det man ser af "dårlige løsninger" også kan været en løsning i meget lang tid for nogen. At den ikke holder, men den holdt for lang tid, derfor er det ikke lige sådan at ændre.

Når tanke og motorik bare ikke vil samarbejde.
For der kan være en egen logik i at gøre ting helt anderledes, men der er også det at neurodiverse rent praktisk gør ting anderledes, deres håndtering af ting og opgaver, der kan være en meget stor udfordring. Samtidigt med manglende/svingende koncentration. Med ADHD kan man være uden korttids hukommelse, hvilket hvilket gør det svært at fx. ryde op, eller afslutte en opgave. Man skal se det før man tror det. Med Autisme kan man føle afsky ved snavsede ting og gøre ting lidt for grundigt så det tager lang tid. Og der er også noget med bare at holde på ting. Og når folk så er fuldt intelligente og lidt til, kan det være en udfordring at sætte sig ind i. Selv ved jeg godt hvordan man passer et hjem i teorien, arbejdsgange og teknikker, og jeg var før i tiden bedre til det, i dag har jeg været så belastet at jeg ikke kan noget fornuftigt. Jeg ved stadig hvordan man gør, men vejen fra hjerne til hænder, eller tanke til udførelse er væk, om det er midlertidigt eller for altid ved jeg ikke. Men ekstremt er det. Men det er "bare ADHD", men sådan kan ADHD være/blive. 

Derfor er gode råd fra mennesker der ikke har en ide om hvad der foregår ikke ekspertråd, det er "husmorråd" der kan være fine nok, men det kan ikke klare alt. Og det kan virke dybt sårende når man selv ved at man ikke har tanke/motorik der bare fungerer og andre hele tiden glemmer det.
Nogen gange har man brug for viden, der går udover det helt banale. Det virker også lidt som om andre tror man er dum, at man gør som man gør, ja, nogen af os ved måske ikke fremgangsmåden, men andre gør. Og jeg tænker at det kan man jo spørge ind om, hvordan ville du gå i gang med opgaven, det ville give mange informationer. Ofte vil man selv fortælle hvor galt det går, og at man klokker i det. Derfor får vi ikke altid forklaret det, også fordi når man taler om det er man lidt et ubehageligt sted. Hvor er det vi taber tråden, og hvad ved vi og hvad har vi måske kunne klare før? For dem der lever i det dag efter dag er det en slagmark hvor vi aldrig vinder, vi kan tro det i et par dage indtil.... Og det virker som om alle andre kan det her, om ikke andet hvis de tager sig sammen. Det er der meget ligger, at mange roder og sviner, men kan tage sig sammen og få det fikset. Men vi andre prøver, og måske enda over flere uger, men så sker der noget. Det noget kan være mange ting, og på en gang. Udefra ligner det bare at man har opgivet. 

Når person og hjem smelter sammen.
Man kan langt hen af vejen være venlig overfor de mennsker der forsøger at hjælpe en, samtidigt med at være ked af det, for det fungere jo reelt ikke. Og vi er dem der lever i det, kan ikke gå hjem fra det. Vi kan være lidt væk nogen timer, men bliver nød til at komme tilbage. Det er vores virkelighed og den farver vores syn på os selv og hvilket liv vi kan have. 

Man skulle tro desperation og angsten havde fundet løsninger og udveje. Men desperation og angst er ikke et godt fundament at bygge en bedre hverdag på. Man griber ud efter noget, men med 95% sikkerhed vil det ikke være det rigtige. Og et bedre liv er stabilitet over tid, meget lang tid, tid nok til at få stressen ned, og til at hele.
Det ville være naivt af mig, at tro at det er en mulighed, at komme ned i stress og hele. Jeg forstår ting bedre nu, men alt er oppe i luften, men i det mindste bevægelse, og det går fremad mentalt, men ikke i hjemmet. Jeg rydder op i mit hovede, med en krop der ikke vil adlyde mig.
Prioritering? Jeg tror at min hjerne ved, at hvis jeg ikke prioriterer epicentret af mit mentale kaos, kan jeg ikke gå i gang med det fysiske.

For når jeg går igang med det fysiske, sætter det gang i meget negative psykiske reflekser, udover at jeg med min ADHD ikke kan finde ud af det rent praktiske.
Men det ville unægteligt være nemmere uden traume ballasten. Eller mere neutralt, og neutralt er det absolut ikke. Det er en kamplads, og uanset hvad jeg gør, er det mig det mig selv går ud over. Det flår mig mentalt. Det bliver meget sort. Derfor har jeg ikke overskud til løsninger udefra der ikke er gennemtænkte. Det kan tolkes som om jeg nægter at få hjælp. 

Jeg er ked af at det er sådan, det gør det så meget mere besværligt for alle parter, og giver så lidt point at gøre det på en anden måde. Men nogen gange er Recovery på trods af ting/andre. At den kan have et afsæt i at stole på sig selv, og ikke det andre siger. De kender kun vejen som de har gået den. Og jeg har bare en fornemmelse af at min vej altid har været en anden. Men samtidig er jeg ikke unik, og det jeg efterspørger er noget viden man har skaffet i andre lande. 
Er den faglige viden stor nok, så er man også klar over logikken i det, der kan synes selvmodsigende og kontraproduktivt. At der er viden til at planlægge og forudsige en process, ikke 100 %, men meget bedre, og også med løsninger for når det går skævt. Det er vigtigt at dem der støtter føler at de har viden og værktøjer gennem hele forløbet, for virker de også usikre, bliver man selv usikker. 

At arbejde med mennesker burde være fantastisk.
Men for pokker hvor må det også være fusterende fagligt, og en daglig tilvænning til at borgere ikke får den hjælp de har brug for. At man ikke er blevet i det mest up to date på området. At Danmarks frontarbejdere i resterne af velfærdstaten, er underprioriterede, på samme måde som dem de møder i deres arbejde, logisk nok.

Mennesker vælger jobbet, de håber på at de kan gøre en forskel, et job omkring mennesker, og her burde samfundet jo sig ja tak, uden forbehold. Nogen ved de har fundet den rette hylde, men skifter til noget privat, med noget ekstra uddannelse, andre stopper, andre køre bare videre i det. Jeg tænker at hvis mine forhold er "normale" indenfor "målgruppen", så må der godt nok være meget der er langt, langt ude. At den sociale skævhed og udsathed bare har vokset de sidste 15-20 år. Der kan ikke gives håb, for kasserne er lukkede. Der er ikke noget der hedder "det der skal løses".

 
Der er international viden tilgængelig, der er erfaringer, og lappeløsninger som dem vi har anvendt koster ofte mere end at gøre det rigtigt fra begyndelsen. Tænk hvis vi hørte på brugerne/borgerne, tænk hvis vi hørte på medarbejderne. At deres job var inkluderet at udvikle det faglige og menneskelige, og det blev set som værdifuldt. Tænk hvis brugere og de faglige kunne brainstorme omkring hvad der er vigtigt og nødvendigt. Tænk hvis vi turde lave tænketanke med borgere med erfaringer på området, men også sætte dem sammen med folk der har overblik over hvordan man kunne genopbygge den mest skrøbelige del af velfærdstaten. Derefter kunne vi hurtigt muligt se på skoler/uddannelse og arbejdsmarked, så flest muligt ikke bliver tabt i farten. Meget kunne undgås, hvis vi var mindre firkantede. 

Lige nu kan føles som at være et forsøgs dyr, selvom der reelt ikke forsøges noget, det er bare det samme, der ikke duer. Den samme dead end. Det er kassetænkningens dead end. Det er reparationer på et system der ikke duer/hænger sammen, og lappeløsninger er ikke billige. 

Der på mange måder er det der tilbydes som hjælp/støtte lige så dystfunktionel som alle de "forkerte" løsninger og "dårlige vaner" "klienterne" borgerne har. Det er næsten lår klaskende, hvis det ikke havde konsekvenser, systemet blinde vinkler tromler en flad over tid, stille og roligt.

Når man ikke kan huske hvad tryghed føles som.
At møde sårbare mennesker, men en kompleks bagrund, er at møde mennesker der ofte har mistet tilliden og trygheden, og det er her at det er vigtigt de møder mennesker har forstået det, og har solide ting at tilbyde, der er til at forklare. Personligt har jeg oplevet at løsningerne ikke var logistisk gennemtænkt, hvilket jeg ved fordi jeg vidste hvad der ikke var tænkt på.
Så kan man håbe det bedste, eller frygte det værste. Men det er ikke idealet, reelt burde der være en drejebog, også på skrift. Hvad var det vi aftalte?
Ofte er man så stresset at man ikke høre ting. Og det er altid individuelt. Hvad er viekeligt vigtigt for borgeren. Hvad er timeline, og hvordan fungere hverdagen under en oprydning/social rengøring. Hvordan sikrer jeg mig at de ting jeg skal anvende ikke ryger i bundenaf en tilfældig pose kasse? Og jeg først ser det om 14 dage, eller 3 måneder? For nogen med angst/traumer/PTSD er det ikke godt.

 
Hoardin panik løsninger.
Fordi Hoarding i dag er noget der skal ordnes meget hurtigt, fordi det har fået lov til at blive meget ekstremt, og der nu er sende en klage/udsmidning, så nu skal det sundhedskadelige/reparationer bare gøres nu og her. Så er den person der lever i det ikke i fokus, det der er i fokus, er det ikke kommer en udsmidning så borgeren kan blive i sin bolig. Og man så kan tilknytte en hjemmevejleder evt. hjemmehjælp. Men boligrådgiveren ved ikke meget om Hoarding og går ikke ind i det der har sat Hoardingen igang og det er heller ikke deres fagområde. Og mange med Hoarding vil blive trætte af at nogen kommer i deres hjem, og er det blevet traumatiseret af den sociale rengøring, så måske de ønsker både hjemmevejlder og hjemmehjælp langt væk. At de bare har brug ro. Men det betyder også at hoardingen vil starte forfra. I dag ser vi Hoarding udefra og som at praktisk og socialt problem, men ikke som en psykisk diagnose der bør tilbydes behandling.  Nu må vi sker i løbet af 2026 når diagnosen kommer til Danmark. 

Manglende ambitioner og mediernes dækning.
Kunne vi ikke igen blive fremtrædende omkring nødvendig velfærd, at det var os andre lande så til for svar. Vi er et ufatteligt rigt land, med et flot gennemsnit af mennesker der lever et sikkert og godt liv. Men på et eller andet tidspunkt kunne vi ikke rumme, at det også var et andet liv, og det var som Politikere og Danskere var med på det. Men det må jeg kigge på en anden gang, hvad det egentligt var der skete. Jeg husker faktisk det som om nogen mistede tilliden til os, vi var enten stemplet som nassere, eller dømt helt ude som håbløse tilfælde. Og i medierne var det kun de kendte der havde haft noget psykisk. Og når det var "rigtigt psykisksyge" var det altid om nogen der havde gjort noget, og vinklet på en måde der gjorde os kede af det. Medierne kunne skrive som de ville uden stort kendskab til emnet, det var "de andre", så man behøvede ikke at veje sine ord eller fordomme på en guldvægt. Den manglende interesse for at komme i dybden, har formet synet i samfundet. Og dem der havde råd brugte mindfulness osv. Medierne chantede pyt, pyt, pyt. Og kognitiv terapi blev også det helt store, ikke at kognitiv terapi ikke fungere, men nogen gange er den alt for overfladisk i sin tilgang. Det er som om den hopper over, når noget bliver for svært, komplekst, personligt......minder det om noget?
Medierne vil nok påstå at de har forsøgt at formidle, men det er jo de medier de fleste kommer i nærheden af, der betyder noget, og ikke en lille god artikel bag en betalingsmur. Jeg er fx. ikke imponeret af hvad Dansk tv har bragt af formidling. 

Jeg synes ikke at trends burde være måden at behandle eller formidle. Når trends helt overtager, så det er det man vælger. Det er selvfølgeligt nemmere med kognitiv terapi og i grupper. Og ja det fungere, men ikke for alle. Kan man undgå trends i psykiatrien og behandlingsystemet? Næppe. Håbet er bare at man forstår at der skal være flere muligheder. Og at borgeren/den psykisk syge ikke er forkert og umulig, fordi kasserne ikke passer. Er det sociale sikkerhedsnet for menneskers skyld, eller for kasserne som et værn mod anmodninger om hjælp og støtte, der ofte er absolut nødvendig, men sandsynligvis afslås. Og også fordi nogen diagnoser ikke har været anvendt i Danmark. Det er ikke et udtryk for at nogen forlanger for meget, det er et udtryk for hvad man ikke har ville se, og skubbet rundt på i bunkerne af sager. Det er ikke et nyt problem. Det er bare noget der er blevet ignoreret. Og Hoardere er nok de sidste til at råbe op. Det er også en grund. 

Vi taler ikke samme sprog, neurodivergens og trauma bliver ikke opfattet.

 Det kan være svært nok at blive forstået som neurodivergent. Hvordan forklare man noget i forhold til en fast forestilling, om hvordan ting er og føles fysisk og psykisk? Man kan tro man genkender, man oversætter genkendelsen, det er bare ikke korrekt. Der er støj på linjen og man kan ikke gradere hvad det er der bliver kommunikeret. Og ofte bliver det vi kommunikerer nedgraderet automatisk, via den neurotypiske måde at opleve ting på.

Hvis man så tillæger trauma og/eller kompliceret PTSD er der andre kommunikations former, der en underkendelse af selvet og behov, samtidigt også en vis ængstelse. Man har ikke en tryghed eller øvelsen i at holde fast i hvad man har brug for, eller ikke brug for. Den er blevet eroderet gennem livet, fra barndommen og videre. 

At skulle advokere for sig selv, ens diagnose, alvorligheden, hvad man har behov for og hvorfor man ikke skal fejes af vejen er svær, når både Autisme og trauma, gør en svær at forstå. Og gamle afvisninger forstærker det.

Men hvad er det andre ser udefra? Jeg der kender tegnene for trauma, kan genkende sprogbrug, betoninger. Jeg kan genkende det for mange typer mennesker, og aner isbjerget under deres ord. Men jeg oplever at de fleste er uden den der fornemmelse for isbjerget, eller så ser det det bare som et sårbart og skrøbeligt menneske. Og at det bygger på en manglende evne til at være stærk. Og man nu overdriver lidt, er lidt i sin egen bobble af problemer, man ikke har evnet at løse, og nu sidder man der.

Ja, det gør man jo, og ikke fordi man synes det er sjovt på nogen måde, og at man kender risikoen for igen ikke at blive set og hørt. 

Velmenende god råd, der egnet for noget med meget mere velfungerende liv. Det er bare om at få lukket af og afsluttet. De her mennesker og deres lidelse. Deres fornemmelser man ikke kan tolke.

Der er ikke plads og tid, vi skal holde det her inde. De her mennesker er alt for følsomme, de føler ikke det de føler, det er bare fordi de er som de er. 

Men vi er som vi er af en grund, og vi er ikke som vi er nu fordi det stod i stjernerne, eller at det ikke kunne have været anderledes. ADHD og Autisme er ikke helvede på jord, men det er svigt og afvisning, svigt og afvisning, svigt og afvisning, igen og igen. Fra det lille barn, til skole, som voksen. Det måtte gå som det nu kunne. Man passer ikke ind, og der er ikke plads. -Vi behøver ikke at skabe plads til dig.

 

Autisme og ADHD giver en anden udvikling gennem livet, der ofte ikke er aldersvarende omkring selvforståelse og relationer. Når det så får et ekstra lag af tidlig trauma og kompleks PTSD, så giver det i sig selv, at en udvikling er hæmmet, både i forhold til stress, men også via familiemønstre der arbejder mod en udvikling, en fastholdelse i stadier af udvikling.
Vi får ikke afgrænset os i forhold til andre, eller lov til at være os. Og meget af det ligner og føles den anden diagnose/tilstand. Og har man en udgave der ikke udadreagerer og man maskere meget, er man ret usynlig, eller let at overse, og man vil gerne overse os og håbe det går nok. 

Vi kan magte meget som børn og også børn med Autisme og ADHD og traumer kan få et ok voksenliv, og finde mere ro og forankring.  Men det er ikke alle der får lov til det, for det er ret tilfældigt hvornår vi møder en redningsplanke, og når man ikke gør det. At vi møde de rigtige mennesker og omgivelser. Uddannelse, job. Og via den platform have overskud/økonomiske midler til får hjælp til traumerne og PTSDen. 

Vi andre fortsætter bare, i det der føles som en mægtig tørretumbler der aldrig stopper. Der bliver aldrig en tid til heling. En heling der kunne gøre at vi bedre kunne relaterer til andre. At vi begyndte at bruge et lidt andet sprog, fordi vi levede en lidt mere normal tilværelse. Mere relaterbarer. 

Kompliceret PTSD har det med at rumsterer, også selvom man tror man ved hvad det var det handlede om. Det er som hver livs fase afslører noget, og at det ikke bliver nemmere, men mere rædselsfuldt. Der kan være meget der er lagt på plads, men nu er der nogen store sandheder der trænger sig på. Ellers så aner man ikke hvad der trænger sig på det kører bare i kroppen. For jo mere man faktisk selv kan definere hvad der foregår er man nået langt. Det er lige ved at jo tættere man kan komme smerten og ikke flygte/få symptomer, jo stærkere er man blevet. Men man er absolut ikke helet.
For den der bare mærker PTSD/traume uden at kunne sætte ord på, er det som at blive kastet rundt psykisk og fysisk af noget, og noget skræmmende men svært at definere. Man er bare i det, og folk siger bla. bla. når man prøver at forklarer. Ja, jeg har været der selv. 

Men det er også derfor jeg ikke giver en pot pis, for andres syn på mig, at de ikke ser og hører mig. For selv i min afmagt, og ydmygelse, for det er ydmygende ikke at blive hørt og set, så ved jeg, at jeg stadig er i live, og hvor brand hårdt det har været at komme igennem. 

Det er sandt, de andre har mere magt end mig, andre muligheder, -men jeg er testet af livet i nogen detaljer og i et omfang af tid, der er meget svært at forholde sig til. 

Jeg har stadig ikke de rigtige ord, og det jeg tænker og føler er stadig off. Men jeg tror at jeg endelig har frigjort mig fra forestillingen at der er en mulig forståelse. Det er hårdt, men det er en begyndelse. Det er et meget bedre udgangspunkt for dialog. 

Skammen vi ikke vil være ved, skammen vi foragter.

Det er svært at kræve noget, når ens liv er bygget på et fundament af skam. Vi har altid hørt at vi ikke gjorde nok, det er det derfor det er som det er. Det er derfor vi er usynlige og uværdige. 

Ingen vil frivilligt har del i den skam høre om den, skam minder os om vores egen skam, eller den vi har mødt i vores opvækst. På mange måder vækker skam afsky. For os selv, for andre. 

Narcissisten vælger sin rolle væk fra skammen allerede som et lille barn og ind i en fiktiv verden, med sig selv i hovedrollen. Inden i sidder skammen, den driver værket gennem hele livet. Psykopaten har så ingen skam. 

Jeg tør godt insistere på min skam, stå ved den, ikke fordi den er lille, eller ikke har magt over mig, for det har den. For mig handler det måske om at jeg lige har det lille overblik over den, ja den kan styre mig, men jeg kan også se den. Og jeg tror nogen ikke kan se den og at den er drivkraften i meget negativt. Jeg har ikke tidligere set den som det mest væsentlige i mit liv, men jeg tror det nu.

Indre dæmoner som nogen ynder at tale om, lyder flot og spændende. Men reelt kan de "bare" være skam, dækket af ord, der lyder stærkere, end skam. 
Og Indre negative stemmer være den generationel skam, og din opvæksts mest negative stemmer. Og skam over ikke at have været elsket. 

Generationel skam. Forældres egne frustrationer, kan komme ud som skamning, i forhold til partnere, børnene. Og det er en gammel testamentlig skam. Der er ingen tilgivelse, kun skyld. Og det er kun den ultimate perfektion der er kuren mod skammen i den version. Men det er bare ikke muligt, barren er altid sat for højt. Det er uden realisme, det er fiktivt, det er toxisk. Det er her syndebukke bliver skabt, der ellers ikke ville være set som syndebukke i andre forbindelser, men lige her er de, bland disse mennesker, og de vil gøre alt for at holde dem fast i skammen, for at de kunne blive den næste. For syndebukke rollen kan hoppe videre til en anden person i gruppen, hvilket sætter spørgsmål til skammen, hvis den så let kan flyttes, hvad består så kernen af? Den består af det der er aftalt i den gruppe. 

At få fodfæste til at komme op af det hul, er kampen mod sig selv, ens opdragelse og ens erfaringer. Og erfaringerne og verden har reageret på skammen i en. Alle de gange man har trukket sig, undskyldt sig, tvivlet og meget, meget, mere. Det ligger i baghovedet. Hvor andre der ikke har skammen liggende som default, reagere anderledes, og opfattes anderledes af andre.

Så det at kunne tilgive sig selv, give sig selv omsorg, er så svært at holde fast i. Og viser verden ikke en, at det er sandt du er faktisk ok, så er jeg jo ikke god nok. 

Rigtigt og forkert.
I skammen er det som om der ikke er gråzoner, den føles som et piskesmæld når det rammer en, en elektrisk rygmarvs fornemmelse. Kan du mærke skammen, eller kan du ikke? Det er sort/hvid tænkning, der ikke er en sund tilgang til verden, der er intet råderum for fejltagelser, ens egne, andres. Alt skal vindes, ellers er alt tabt. 

Skammen handler ikke om rigtigt og forkert, selvom det ville "de" nok sige. Det er en spejling af deres egen skam, der ikke har noget at gøre med lov og ret, godt og ondt. Mere et kulturelt sammensurium og opvækst, hvor godt og ondt reelt kunne være omvendt af samfundets. Det er et Stokholms syndrom, hvor man ikke kan blive af programmeret. Det er som en kult, en bande. Det er en familie. Der er idealer og der er skam. Og ofte er idealerne sat for højt, så der skal snydes lidt, der tales uden om, gaslightes  Dem vi så som havende magten og indsigten, havde den ikke i den grad vi troede dengang. 

Erkendelsen.

Da jeg var 31 fik jeg en angstpsykose, psykisk og fysisk var det kaos, af tanker, eller ikke plads til tanker for tanker, og store fysiske smerter. Jeg vidste godt det havde indhentet mig, og at jeg måtte vælge, at forsvinde i psykosen/psykoser, eller holde mig ude af psykiatrien, og vel væsentligst, ikke lade psykosen få fat i mig. 

De fleste vil sige at når man er midt i en psykisk sygdom der raser, er der ingen fornuft. Det er så ikke sandt. 

Jeg kan huske jeg sad på gulvet i den store stue og sagde: "Jeg er stærkere end dem, for jeg tør at erkende". Med "dem" mente jeg min familie. Det var erkendelsen af de ikke kunne rykke sig ud af deres situation, de kunne mærke den, men de turde ikke udfordre den, gå i gennem den. 

Dengang vidste jeg ikke hvor lang den vej var, jeg fokuserede på de små forbedringer. Trinnene lige foran mig. 

Nogen gange var jeg effektiv, men andre gange hvde jeg perioder hvor jeg kunne meget lidt. Og i de sidste ti år her jeg kunne meget lidt. Jeg kunne ikke få overblik. Jeg var så belastet af stress at der ikke lige var det ekstra at tage af. Og ingen hjælp at hente. Skam. At ligge i dvale, hjælpeløs, ingen vil hører, skam. Og på den måde forenes den generationelle skam sig med barndommens og ungdommens skam, og alle de gode begyndelser der ikke fortsatte, til nutidens skam. 

Når i ikke kan se mig må det jo skyldes -mig? 

Men når i ser mig, kommer i til at tænke det, i ikke selv vil være, hjælpeløser, tvivlende, modløse, magtesløse, skamfulde. Og som et menneske der bare burde have nogen bedre leveregler ,og holde sig til dem. Det er jo bare en beslutning, ikke?

Men mit udgangspunkt er at bare magte dagen, og livet kræver alt. Som i alt. Og det på mange måder ikke giver nogen mening. Er det skammen over at opgive, det sidste håb om at vise en anden side, der kunne give en mening med mit liv, der driver mig videre, og videre på trods?. Og det er noget af en illusion, for der er ikke nogen mening, vi er her, og så er vi her ikke.

Skam i 2025

Skam kan avle vrede, mange har flygtet fra sammen via vrede. Vrede mod andre, at udskamme andre. Hvis man ikke vil se sig selv, kan man pege på andre. Og man kan se på skammen som "værdier". At de opsatte regler for adfærd skal opretholdes, og at man selv forsager, mens andre synes at hoppe rundt og bare være til. 

Men når skam bliver værdier, må alt det der ikke passer ind skubbes under gulvtæppet. Skammen bliver fundamentet, og hvad sker der hvis det ryger? En kædereaktion. 

Hvis du møder nogen der bruger skam som værktøj, ved du at de rummer skammen i sig selv. Bemærk der er ingen reflektion, ingen afbødning, skammen er som kom den fra en gammel gud uden nåde. Måske det giver dem en umiddelbar følelse af ro, at ting er sat på plads. Hvor du kan tænke WTF! eller føle dig skamfuld. Du kan gøre modstand, du kan blive mundlam. Dybest set er din reaktion ligegyldig for dem, det er som det er. Og hvad hvis andre er til stæde? Er din protest eller manglende protest betydningsfuld? Er skammen blevet en del af den fælles kultur, om ikke andet i forhold til det her menneskes adfærd? 

Man kan snakke op og ned af stolper og gradbøje og se fra forskellige vinkler, sjovt nok oftes i forhold til dem der har en negativ adfærd og har lidt magt. 

Det er komplekst, men det er også meget enkelt. Skam er en sjæle dræber. Men nogen har valgt at andre også skal betale med skam, for deres skam. Passende mængder at skam er ok, folk der er totalt skamløse er ikke godt selskab. Skam med eftertanke og rette mængde er nødvendigt. Men skam der er uproportioneret nej. 

Næste gang du ser nogen skamme nogen og med selvfølelse og selvfølgelighed, se dem for hvem de er, de er skammens aftagere der aldrig turde stille spørgsmål til "reglerne". De blev skam som den udøvende skam, og den napper dem i hælene. Derfor napper de derfor andre. 

Det er svært at lære at tilgive sig selv. Og vi skal samtidigt holde en balance med hvad der kan være nødvendigt og der hvor vi må tilgive acceptere os selv og have selvomsorg. Vi fik aldrig den rigtige opskrift, og samfundet er fuld af idealer, mål og regler. Det kan være meget forvirrende, og det at tage fejl meget farligt. De mindste ting. 

Tænk over det, det er så afgørende for et menneskeliv, og vores liv sammen. At vi ikke kører på automatpilot, men stopper op og lytter, til den indre stemme der ikke taler pænt til en selv, til dem der skammer i samfundet, over nogen/noget de faktisk aldrig har mødt. Til dem i dit liv hvor du ikke tør at være åben fordi du ved de vil vende det, med et "godt råd", eller en følelse af at du er håbløs. De taler måske til sig selv, og ikke til dig. Men du er dig, ikke deres selv spejling. Og du har stadig muligheden, til at være bedre mod sig selv, og andre. 

"Mikro oprydning" er en meget god tester på hvad der foregår.

Jeg er begyndt at sorterer småting i kasser, små skuffer og æsker hvor materialer som sytråd, knapper, bånd, perler, smykke dele var blevet rodet sammen. Eller var endt på gulvet, eller andre forkerte steder. 

Det en bedre måde at se hvad det er der sker når jeg prøver at gøre noget prakisk. Der er noget med mine praktiske executive evner der ikke fungerer og fungerer dårligere end tidligere.
Udover korttidshukommelsen der gør, at jeg ikke kan huske hvor jeg lagde noge for 5 sek. siden, og at min hjerne er et helt andet sted end i det jeg foretager mig, så jeg taber/vælter ting. 

Jeg går i stå, når jeg bliver i tvivl om hvor jeg skal anbringe ting(Står med klassiske ADHD T-Rex arme og kigger). 
Det er start top, start stop, "-hvooor pokker er?".
Stirre rundt. "Åh der!" -Start stop....
Hov!, her er noget i en helt anden kategori, har jeg en æske til det?
Hov!, er er noget der skal i en æske jeg allerede har sorteret. 

Kommer til at vælte æske ud på gulvet, ud over andre løse usorterede ting på gulve. "Helvede!" Og det er svært at blive i opgaven. 

Jeg har anskaffet akrylkasser, jeg kan se hvad der er i. Samtidigt husker det mig på at jeg er e kreattivt menneske.....Eller jeg engang var et kreativt menneske. Men faktisk reparerer og syr jeg lidt i hånden om aftenen. Så det er god at kunne finde alle farver sytråd. 

Mikro oprydningen er mindre sigmaiserende og psykologisk pinefuld, end de større projekter i hjemmet. Hvor mine tanker ryger hen i, hvad der har bragt mig i den situation. Hvordan det endte så galt. Jeg bliver vred, ked af det, det føles håbløst. Jeg har prøvet så mange gange at få bund i det. 

Jeg har ikke valget at tage mig sammen, jeg har ikke muligheden for, at dag, for dag nå videre med et synlig resultat. Ja, noget bliver ryddet væk, noget ryger på gulvet. Andet i mit liv kræver min opmærksomhed. Eller at det hele bliver for sort, at fortiden kryber ind, og følelsen af et manglende håb for en fremtid. En bedre fremtid, end de sidste 12 år og min nutid. 

Jeg står op til det, det kan krævet noget at komme ud af sengen. Eller det kræver meget. Jeg møder min største afmagt hver dag. 

Det er svært at finde vejen til et andet liv, og en identitet, hvor det jeg ikke kan, ikke er det der fylder mest i mit liv. 

Jeg kan distancere mig mentalt, dissocierer, som jeg ofte har gjort for at overleve.
Det synes ikke at være vejen at forholde sig konkret til rodet og svineriet, når jeg nu ikke evner det praktisk alene, det er bare vejen til at forstærke det psykiske ubehag, fastholde, og ikke give plads til noget andet og sundere. 

Men jeg sorterer videre, så alt får sin æske. 

Af-Hoardingen er startet!

På en måde er taktikken for mit kaos hjem lidt en sniger, vi har været i kælderen og sorterer og flyttet det over der er til ud, eller videre sortering. Og vi har også været på altanen og rydde, og noget røg i min kælder og noget andet i "sorterings" kælderen. Og ja noget røg bare direkte ud. 

Det er tre gange af omtrent to timer plus minus. Hvilket fysisk og mentalt er passende. Og det er effektiv arbejdstid. Det har været meget fysisk med at løfte kasser og poser ned/ud fra kælderen, og op og ned at trapper. Og så turen til sorterings kælderen, der dog har elevator, hvilket mere er en underholdnings moment, for der har man været op og ned i flere omgange far lejlighed og min egen kælder. 

Jeg finder overaskende sager hver gang, og kasser der ikke er blevet sorteret i 12 år, og ting der er ret random gemt og glemt fra flytningen dengang. Også ting der aldrig skulle være kommet så langt væk. 

Der er ikke noget af det her der er svært psykologisk, det er bare at holde koncentrationen og musklerne. Men jeg ved det andet skal nu nok komme senere. 

Så sniger knibtangs manøvren er nok ret smart, fordi der sker noget, og det gør at der kommer bevægelse i sagerne. Og det der ryger ud er visuelt synligt. Sådan da, men lige pludseligt bliver det tydeligt der er mindre. Det er også at prioritere de nemme valg først, finder jeg en kasse/sæk med noget "vanskeligt" må den vente lidt, det er fundet, men det er ikke nu jeg skal stå og vende og dreje det. Det er beholde, videre eller vente. 

Når jeg skal igang med logistikken i lejligheden bliver jeg nok overvældet som sædvanligt. Også fordi jeg gerne vil gøre det rigtigt. Og det forvirrer mig åbenbart, og tager tid. At finde billig gode løsninger der ikke er noget bras. Og hvordan og hvem der skal udføre det. Orker ikke at tænke på det nu. Men det lure i fremtiden. 

Diagnose på 1. klasse.

Hvor er det nydeligt og middelklasset i "Hvad fejler Fuhlendorff" på DR TV. Der er ikke rigtigt nogen der har et problem, eller har de, hr de adgang til at få hjælp og blive taget seriøst. 

Man bliver efterladt med følelsen af det det er jo ikke noget særligt. Det bliver lige sagt at følgerne er lidt efter, hvor meget man har skulle kæmpe for at kunne være til. Jeg vil ikke minimaliserer andres oplevelse af ADHD eller Autisme, selvom man er sluppen lettere fra det, er det der jo. Men for nogen er konsekvensenserne helt uoverskuelige. Og tilgangen til udredninger og støtte nærmest ikke tilstæde. Man bliver ikke taget seriøst, man er næsten ikke et menneske, men en tid i en kalender med mange andre ret ligegyldige skæbner. 

Nogen af os er holdt op med at fungerer, vi er ikke vokset ud af det, men ind i det, og mistet mange af det ting vi faktisk kunne engang. 

Men hvad så med at blive klogere på sig selv, efter en diagnose og lære hvordan man undgår at blive væltet omkuld af livet? Tjo, det er der vel mange der oplever, men er man nået langt nok ud, er selverkendelse ikke nok. Eller måske ikke mulig. Alene med sig selv og fortiden og nutiden, er måske ikke det bedste sted, eller i et hjem i kaos. 

Udsendelsen forudsætter også lidt det med at man har familie og pårørende, at man har nogen. Måske "systemet" hurtigt regner en nu når man ikke har nogen.  Guderne skal vide at det "at have nogen" også kan være årsagen til tingenes tilstand, totalt manglende forståelse, og fejen under gulvtæppet. Eller man var den der skulle leverer hjælp, støtte, forståelse, praktisk hjælp til dem. 

Og så er der det med at være en kvinde og ikke en mand. Der er så meget vi acceptere hos mænd, som vi ikke gør hos kvinder, der er en verden til forskel stadig. 

Det er som om der er dele af det at være kvinde vi ikke kan se, og der er en selvredigering i adfærd det skjuler det. Så er det vores egen skyld? Personligt tror jeg bare det er bekvemt ikke at se det i forhold til kvinder, det synes også næsten uden konsekvenser for samfundet. Hvilket ikke er sandt, det er bare på en mere stille måde, næsten som om det/vi ikke er der. 

Så min vrede og afmagt passer skidt ind DRs pæne info program om ADHD/Autisme, hvor der krydses af for emner og holdninger, men indenfor rammen selvfølgeligt. 

Og det er tankevækkende for hverken ADHD eller Autisme er indenfor rammen, det er lidt det det handler om, det er derfor det er diagnoser, og ikke bare en måde mennesker også kan være på. Og medierne er med til at sætte rammerne, kravene til det moderne menneske, der gerne skal være pænt  symmetrisk på spektret, et nydeligt spindelvæv, og ikke en Edderkop på LSD trip. 

Jeg har ADHD og Autisme, og måske den nydelige serie vil gøre at folk vil tænke, at det ikke er noget særligt problem, for mig eller dem. Det ændre så ikke på at jeg har et mega problem, med at få tingene til at hænge sammen dagligt, og ikke er den eneste. Men vi står alene. 

Der bliver ikke taget hånd om, at nogen ikke vokser ud af det, og har liv der ikke egner sig til aftenkaffen. En tour fra det nasty badeværelse, til køkkenvaskens uger gamle plummer og opvaskemaskinen der ikke virker, og mælkekartonerne på gulvet. Og at en tour måtte være virtuel måske viadrone, da det nærmest er umuligt at sætte fødderne på gulvet for en uøvet, jeg har udviklet Katteagtige evner gennem årene. Det kan være der er værre hjem end mit, men det er jo ikke en konkurrence: "Hvem lever værst?". Dare you fuckers på licens TV! :-D 

Hoarding, ekstrem samlermani. Hvad skal der til for at støtte at man kan komme ud af det?

 

I gennem de sidste 25 år har jeg Hoardet (Hoarding disorder (HD),  eller ekstrem ­samlermani), kombineret med at min ADHD og Autisme gør det meget svært for mig at passe et hjem. Tiltagende stress har gjort mit overblik og mine praktiske evner endnu mindre end de var tidligere. 

Hoarding disorder (HD),  ekstrem ­samlermani, er ikke noget vi har haft fokus på i Danmark som selvstændig diagnose, og det er ikke noget man har inkluderet i uddannelser for dem der kan støde på Hoardere i deres arbejde. Og da mennesker der Hoardere er meget sensitive for ting der bliver sagt, er det ret væsentligt at der er en faglig viden, for at borgeren man står overfor ikke trækker sig helt, og ikke tør få hjælp. For den der Hoarder/samler har det hele en værdi for dem, så det at nogen straks siger at det skal smides ud eller doneres, så man jo som Hoarder i panik eller det der er værre. Hoarding er udløst af traumer og kan også være arveligt, om det er arveligt som løsningsmekanisme, eller reelt arveligt er svært at sige, det er en overlevelses mekanisme efter store personlige tab, det er udløst af noget. At en vis tilknytning til ting der var normal, bliver ekstrem.
Så Hoarding er en lukket privat verden, og man kan ikke bare komme ind med en bulldozer helt bogstaveligt, talt eller i holdningerne til den ramte (selvom det sker). 

Der er grader af Hoarding, og med tiden vil mange ende i noget der går mod det værre, og det begynder at blive sundhedsfarligt, eller hjemmet bliver strukturelt farligt. Desto værre det bliver, vil personen ikke længere kunne magte et hjem, selv efter en kraftig hovedrengøring og bortskaffelse af ting.

Og det sker i alle social klasser, og folk kan være i arbejde og uden. Det kan være i kombination med diagnosticerede psykiske sygdomme, men også hvor der ikke er. Og mennsker med Autisme og ADHD er også særligt udsatte for at have det.

 Mange Hoardere kan totalt maskere det for både venner og familie, der først opdager det længe efter det er startet. Og det at skjule det tager også energi fra dem der Hoarder, at holde facaden, holde sig ren når når badeværelset har mistet vigtige funktioner fx. Og så det at bortforklare hvorfor folk ikke må se ens hjem. Og frygten for nødvendigheden af at nogen skulle ind. 

Der er skyld og skam over den situation man langsomt er er endt i.  Men der er også nogen der er helt urealistiske omkring deres egen situation, at de ikke kan se der er et problem og det skl gøres noget. 

Og så er der dem der kan se de har et problem, men at løsningmodellerne, eller manglen på samme er for skræmmende, og af gode grunde. Har man et ubeabejdet traume/tab man har selvbehandlet med at samle sager, så er der noget på spil, og en risiko for forværring. Så det er ikke uvæsentligt hvordan man griber det an fagligt lige fra start, det er en skrøbelig balance at skabe tillid hos den der Hoarder. Men det er det der skal til, og at man ved hvad man gør, at man ikke bare flår op i hjem og sind halvvejs, for at det løber ud i ingenting. Eller ender i en syltekrukke på Kommunen. 

Jeg har haft hjemmevejledere i min gamle lejlighed inden 2014, og der kom vi faktisk i mål. Men efter flytning efterfølgende og en Autisme diagnose (senere også ADHD), var hjemmevejlederne mindre hands on, og egentligt ikke det jeg havde brug for, jeg havde brug for praktisk hjælp til struktur i hjemmet, men man havde ændret på deres arbejdsområder. Man giver folk værktøjer i form af skemaer, men der er nogen der ikke kan bruge et skema til noget., bla. fordi man ikke er kognitivt og eksekverende stabil nok i løbet af en uge, og en uge er helt uforudsigelig. 

Jeg havde også hjemmehjælp men tiltagende stress gjorde, jeg ikke længere magtede dem og et tilbud om oprydnings hjælp var gået galt, da der ikke var en forståelse for det specielle ved Autisme og ADHD, hvilket gjorde mig meget ked af det og vred. Problemet var at forståelsen for at det ikke handlede om vilje eller være dygtig og skemaer, men om jeg havde overskud til at gøre noget, mellem de kom, at jeg kunne opfylde aftalerne. Når jeg har overskud går jeg helt automatisk i gang med at løse opgaver, når jeg ikke har kan jeg bare ikke. Så ros, eller skuffelse er ikke det det jeg har brug for at høre. Dybest set ved jeg godt hvordan man burde gøre ting, jeg kan bare ikke eksekvere det.

Men opgaven med hjemmet er uoverskuelig at komme i mål med alene. Og jeg har prøvet mange gange, 3 uger er normalt hvad jeg magter, og så kan jeg ikke mere. Så går mit system i dvale, og jeg er blevet konfronteret med mange negative tanker og minder under oprydningen. Jer er alene med mit værste selv. 

Jeg er blevet tilbudt Kommunes mulighed for, at få et firma ud og udfører en hovedrengøring, ved at putte det på gulvet ned i sække, og så muge ud,. Det blev forsøgt for nogen år siden, men de ringede på den forkerte dør, og så ringede en til mig, og sagde jeg ikke ville lukke dem ind og jeg hvde afvist dem, men jeg sad jo netop og ventede på dem, det var så naboen de havde talt med ikke mig.
Og så dukkede de op med sækkene 20 min efter og begyndte at putte i sække rundt om mig (jeg var blevet lovet, der ville blive set på at nødvendige ting ikke kom ned i sække), og uden at få hilst på mig, eller snakket planer, og så en befippet Herre fra firmaet, fordi de jo havde lavet en fejl.
Jeg måtte bare sige at det der ville og kunne jeg ikke stille op til, at de måtte gå igen. Det var så uheldigt som det kunne være og forkludret, men det der var for kaotisk og aldeles uegnet for en med Autisme ADHD. 

Jeg har brug for at det jeg skal bruge den næste tid er samlet, så jeg ved hvor det er, for alt det der ender i poser kan ende med at stå der i måneder, hvis der ikke er en opfølgning og støtte til udpakning. Jeg har stået med problemet før, når jeg selv har forsøgt at gøre noget. Eller da jeg flyttede med 80 flyttekasser.

Logistikken skal være meget klar fra A til Z, og en timeline. Hjemmet ligner et hjem om uge, en måned, uanset hvad der skal være en solid plan og at der er mål og hvad det er.

Jeg har haft en hovedrengøring/oprydning i den gamle lejlighed og de var ufatteligt gode, min boligrådgiver fik ordnet det så jeg fik nogen rigtig dygtige der kostede lidt mere. Og jeg kunne finde alle mine ting efterfølgende. I øvrigt var jeg meget tilfreds med alle mine hjemmevejleder fra den periode. Men de arbejdede også anderledes end i dag. Og Jeg har også haft hjemmehjælpere i den her lejlighed, der intuitivt var rigtig gode, og jeg var rørt til tåre når de lige havde gjort noget jeg bare ikke magtede selv. 

Jeg har sat mig ret godt ind i emnet Hoarding, og bestilte bøger fra USA og England om emnet. Både rene kliniske fagligbøger, og bøger skrevet af nogen der arbejdede med Hoarder hjem. Så på mange måder er jeg meget bevidst om hvorfor jeg Hoarder og hvad der burde gøres.  Jeg vil mene en livsstils ændring ville kunne ændre på det, men rodet i mit hjem er også en blokering for at det kan ske. 

Der har også været nogen uløste problematikker i den ejendom jeg bor i, de har stresset mig ekstra og gjort, at jeg ikke vidst om jeg skulle indrette mig og blive boende, eller flytte, hvilket har bidraget til det er endt som det er. Det usikre mål.

Der må også ses på andre måder at bo på, om jeg kvalificere til en botilbud af en art. På mange måder en skrækkelig tanke, på den anden side er det jeg lever i nu ikke til at leve med. Og en ting ved jeg, jeg kommer ikke videre med mit liv, hvis der ikke kommer ændringer omkring min bolig. 

I sommer startede jeg på Elevanse, som i første omgang havde en mirakuløs virkning på min oprydning i hjemmet, og gav meget håb. Men det ændrede sig, og det er svært at konkludere noget, måske pillerne hjælper mig til at få energi til netop at løse ting der liger udenom rodet og Hoardingen, at jeg går efter kilden til det der gør mig udbrændt. Selvom det var bedre jeg gjorde noget i hjemmet. Eller så har det energi boost provokeret endnu burnout, og det er der jeg er lige nu. 

På den anden side synes jeg at jeg har holdt fast i hvad der er nødvendigt for at løse noget, jeg ikke kan magte at leve i, på en måde jeg ikke kunne før. Så måske energien til hjemmet kommer når jeg har fået det andet mere på plads. 

Men jeg har brug for nogen der kan praktisk strukturere planer og undersøgelser af hvad der er muligt for at mit hjem kommer i orden, om det er der jeg bor nu eller et andet sted. Og at der bliver set på mit støttebehov, men det er jo handicap centret der gør det. Men der skal aftales et møde. 

Alle mine ting og rodet er en mærkelig bufferzone jeg har mod verden. Og når tingene begynder at normaliseres går jeg i panik, omkring de næste mål jeg kan se forude, spirende håb, og det gør listen endnu længere for hvad der skal gøres. Men også sorgen over at have levet sådan så længe, plastret bliver revet af og man ser såret, og det er ikke helet. 

At leve uden på samfundet i 2024.

Jeg har på fornemmelsen at mit liv foregår ude i en perifær ring uden om det Danske samfund, jeg er en fjern satellit. Efterhånden er der flere og flere der føles sig sådan, at tingene foregår et andet sted, og for nogen mennesker der er mere robuste og rigtige. Det er jo et tegn på at tingene ikke går i den rigtige retning samfundsmæssigt, vi hægter folk af og ikke mindst unge mennesker føler sig alene.

Erhvervslivet har søgt folk der havde lidt af det hele, og med det bliver det ikke nemmere at være stærkt fokuseret på specielle aspekter af sit job, det mere monotropiske mennesker der er specialiseret, og faktisk kun trives med det. Men det er ikke lige det der er sagen nu, faktisk tror jeg at før i tiden var der job til dem der bare ville koncentere sig om det de var gode til. Dedikationen, arbejdsmoral har været påskønnet, og at man ikke gjorde sig til gruppe ting mindre væsentlig.
Men det er helt andre ting vi som samfund og ikke mindst politikere og arbejdsgivere har været ude efter, og har været ude efter i mange år, tænk på alle de frygtelige kurser der skulle træne medarbejdere i at indgå som perfekt slebne dele af en virksomhed, det blev iklædt en personlig udvikling, men kun til en speciel form for person. - Og den person har ikke Autisme/Aspergers, eller ADHD, vi stritter for meget, vi ses som at mangle noget, eller ikke at ville være med på det samme. 

Man skulle tro det ville blive nemmere og nemmere at være på "spektret", men perfektheds kulturen og en helt naturlig fravælgelse af de værdier vi kunne tilføje, ved at ensidigt satse på robusthed og lidt af hvert menneske typen, gør at jeg faktisk tror det ikke bliver bedre.
Det at næsen virke som neurotypisk, men så alligevel ikke, er en farlig ting, for man blive nemt til at være en irriterende idiot, og at diagnosticeringen bare er en undskyldning for at man er så umulig. Men vi lever i 2024, er vi virkeligt ikke længere? Nej, faktisk ikke. 

Vi lever på samfundet præmisser og nåde, og det kan blive et skrap omgang hvis man mister fodfæstet. Jeg oplever gang på gang, at der kun er en måde at se ting på "hvis det skal være rigtigt".
Jeg er dog ret sikker på det ikke er rigtigt, og at mennesker på spektret har lige så valide måder at se og opleve på. Man kunne joke at sige at neurotypisk tankegang er lige så ensidig, som de synes spektrets mennesker er, forskellen er bare der er nogen flere af dem.
Og vi andre er blevet holdt nede af at vi var for sarte, eller gjorde ting for indviklede osv. Og vi skulle bare gøre som dem. Men det er jo så det valg vi ikke kan tage. - Eller det har mange af os, vi har prøvet og prøvet. Og der er skyld og skam, og stress.

Nogen sendiagnosticerede har fungere sådan ok ude i livet, andre godt og måske kun diagnosticerede pga. deres børn blev det. Andre har nået at opbruge al energi, og desværre er mange års overforbrug af energi ufatteligt skadeligt, så en der måske var "ok velfungerende" som 30 årig 15-20 år efter ikke kan smøre sig en mad, og er næsten katatonisk, men alligevel udadtil præsentere som "velfungerende".  Det er lidt som om mennesker ikke rigtig hører det med "jeg kan ikke klare selv de mindste ting", hvis man har rent tøj på og taler normalt.  Og så er det op af bakke, hvad vil folk have, hvorfor bliver jeg ikke hørt, troet? 

Det der skræmmer mig er at vi faktisk med stor sandsynlighed kommer til at tabe også meget yngre generationer til den samme skæbne. Det kan godt være vi ved mere og der er mere på nettet om det, og de yngre lære at passe på sig selv. Men en ting ved jeg, at det er ufatteligt svært ikke at gøre for meget, og at livet sker og så er der ikke meget valg omkring at passe på sig selv. Det er noget der sker over tid, det er mange hændelser og op og nedture der kan ende i at man ikke kan mere. Og med ADHD og/Autisme ar der ikke et sikkerhedsnet, vi høre ikke under psykiatrien hvis ikke vi har en ret tydelig dobbeltdiagnose. Og er man ikke længere ung, kan men ikke anvende de tilbud der er til, ja de yngre som fx under 35, eller yngre endnu. Så jeg kan nemt se at det Danske samfund ikke kan tilbyde nogen hjælp hvis den bliver nødvendig. Jeg har jo selv prøvet det, og det er et under jeg stadig er her til at fortælle om det. 

Undskyldningen er ofte at "der er jo ikke en behandling" for Autisme, hvilket ikke giver nogen mening, jeg har ikke søgt behandling, men "nødhjælp". 

Men hvad så? Jeg ser det som at vi og mange andre slet ikke er tænkt ind i samfundet, det er a blinde spot. Er det billiger at ignorere os? Måske. - Går samfundet glip af noget, sandsynligvis.

Jeg tror ikke det ville blive mere dyrt for Danmark at gøre det bedre, jeg tror også det kunne løfte andre grupper. Jeg har arbejdet med inklusivitet, det er ikke raket videnskab, vi har drejebogen. 

Måske det er tid til Aktivisme, har nogen fået noget af at vente på at nogen så at man faktisk dømt udenfor? Nej det er ikke min erfaring, vil man virke irriterende, vred, for meget? Ret sikkert, men så må man holde fast i målet, at mennesker på spektret skal sikres en bedre fremtid, uanset hvor de er på spektret. Det gøres kun ved at de helt naturligt er tænkt med ind i samfundet, ikke ude i periferien. 

Boligdrømmen der blev til kaos

"Men du havde mange forestillinger om alt det der skulle ændre sig ved en flytning"....Mig: "Jo jaaaa, måske......"

Så nu kommer en slags status over de lidt over to år jeg har boet her:

Nu hvor jeg for længst har måtte erkende at min flytning for lidt over to år siden var et uheldigt valg i forhold til min tilværelse og ikke mindst "tilstand".....Men hvad var det så egentligt der skete, der gjorde, noget umiddelbart godt og fornuftigt til noget ber blev rigtigt skidt?  Og hvad var det jeg gik håbede på, og fik jeg nogen af mine håb og drømme indfriet alligevel?

Jeg flyttede fordi min gamle lejlighed var umulig at holde varm, at de lejligheder skulle have været renovereder for at kunne være gode moderne sunde boliger. At køkken og soveværelse var meget små, og fordi de var ved at bygge en sprit ny tunnel og motorvej på tværs i området, så der var nyt kaos at for holde sig til dagligt. Også fordi jeg synes jeg altid skulle med bus/tog for at komme ud af området, til noget mere interessant, jeg er jo Københavner og er ydre Østerbro er ikke rigtigt København i min optik, hooost!

Så efter jeg havde haft nogen vintre hvor jeg ikke kunne blive rask efter noget influenza pga. kulde og træk lejligheden, og jeg var ved at nå der på ventelisten efter 10 år i boligselskabet, og der faktisk begyndte at komme bedre bolig tilbud så tænkte jeg nu skal der altså flyttes. 

Den gamle lejlighed var også endeligt kommet i bedre orden fordi jeg havde hjemmevejleder. og der var blevet gjort hovedrent. Derfor var det mere overskueligt at flytte. 

Faktisk gik flytningen godt også selvom, at jeg lynhurtigt måtte skaffe en anden måde at flytte på end det der var planlagt, for da det skulle foregå en lørdag, og jeg ikke kunne få støtte til en flytning på en lørdag da det er mere dyrt, og jeg derfor fik jeg afslag to dage før jeg skulle flytte.....
Det betød meget mere arbejde til mig og at den lovede hjælp til nedpakning ikke kom til at ske, godt jeg selv var startet på det i tide.
Grundlæggende var problemet at jeg havde ting på loftet og i kælderen, som jeg ikke havde overblik over, jo det var pakket ned i orden, men det fyldte. Og jeg havde ikke plads til det det nye sted, der havde et meget mindre kælderrum og intet loft.

Og det var vel der det gik helt galt, jeg kunne ikke komme på plads i den nye lejlighed, der var møbler og flyttekasser bogstaveligt op til loftet og for mange møbler da den nye stue var mindre end den gamle. så nu stod jeg i lejligheden med 81 flyttekasser og møbler der stod i lag.

Her er 15 af de 81 flyttekasser.

Derfor skulle jeg igang med at sælge møbler og ting, og det var et for stort arbejde og uoverskueligt. Også fordi den praktiske del af det, jo ikke rigtigt kan støttes af en hjemmevejleder.  

Jeg begyndte at ændre adfærd i hverdagen, jeg var stresset og mere vred/irriteret. Jeg havde det ikke godt, før jeg flyttede jeg havde depression, jeg havde det heller ikke godt efterfølgende, den kroniske, depression godt nok forsøgt medicineret på det tidspunkt, men uden at gjorde en rigtig forskel og nu forværret og med vrede oveni, vrede mod alt og alle.

Før jeg flyttede kunne jeg rumme mange flere ting, og specielt det sociale blev ramt af flytningen, jeg kunne ikke være sammen med andre mennesker som jeg ellers havde opøvet og vænnet mig til at kunne, og den konsekvens kom med det samme af flytningen og fortsatte bare. 

Jeg følte mig ekstremt fanget af at ikke kunne magte opgaven med boligen. 10 måneder efter jeg var flyttet var jeg ikke i en god forfatning, og jeg fik også rodet mig ud i noget, der smadrede mit sociale liv i en slags dominoeffekt. Samtidigt begyndte en nabo at sidde og ryge og tale mobil udenfor mit køkkenvindu, og jeg fandt det utroligt belastende med nogen så tæt på, og endnu mere som jeg nu havde det. 

Jeg havde ikke kræfter til at ignorere, eller reagere på en fornuftig måde, ikke at jeg tror jeg havde fået noget ud af en dialog, men hvad ved jeg?  Og faktisk magtede jeg ikke dialog på det tidspunkt, selv ikke i dag og det håber jeg sørme ændre sig til det bedre. Men det var godt nok tæt på med en nabo. Nogen gange ryger man bare ud i rigtig dårlig personkemi, og meget forskellige ideer om opførsel, og når der så er uklare husregler er man på den.

Jeg mistede venner ved at flytte, stressen gjorde jeg droppede folk, og nogen droppede mig. Jeg fik det ikke bedre, men værre og på en nye ukendte måder, måder jeg havde mindre overblik over og erfaring med. Jeg blev mere klassisk Asperger, det var ikke længere inden i, det blev også mere synligt udadtil, fordi jeg reagerede kraftigere og oftere. Det endte så med en diagnose, held i uheld? En forklaring på et svært liv, men noget forsinket.

Så nu efter et  års selverkendelse efter diagnosen og det selv at undersøgelse af hvad Autisme spektret er fo noget. Og  lille løft efter jeg har fået melatonin, for jeg tror sørme det gør noget for min depression. Så nu er jeg er selv igang med mit hjem nu, stille og roligt, og meget mere erfaren og med bedre fornemmelse af metode og hvad jeg skal passe på med.
At jeg skal kunne mærke om jeg roder med nogen ting/opgaver der er i en grøn, gul, eller rød zone i forhold til stress og angst, og indtil videre skal jeg gøre alt det der er grønt og ok, og måske lidt gult. Og så tage de pauser der skal til.

Og fordi man ordner hjem, så er der stadig tøjvask og køkken rod at skulle passe, selvom det er lidt i vejen, og irriterende at det virkeligt også skal være nødvendigt, når det andet er det man synes der burde havde hoved prioritet....men sådan er det jo med hjem, der er altid noget at lave.

Og her for kort tid siden flyttede den nabo som var "for tæt på". Og det er en ufattelig lettelse at jeg ikke længere har en nabo trampende rundt udenfor mit køkkenvindu, det var en ren belejring, uden hensyn til mit privatliv, Aspergers eller ej, de fleste havde fået nok hvis de ellers var hjemme i et vist omfang, om ikke andet pga. den evindelige rygning.

Hvordan vil jeg så have mit hjem, hvem er jeg nu, jeg er ikke den jeg var da jeg flyttede ind om ikke andet, det føles mærkeligt, som om jeg kan trække vejret igen, det er så fremmed for mig efter alle de her år.

Så det er måske nu, det er nu jeg oplever at det sker, det jeg håbede på da jeg flyttede. Jeg er jo tilfreds med området, og jeg bor centralt i forholdt til mine aktiviteter og har venner i nærområdet.

Nogen svære år, efter mange andre svære år. Kaos i hjemmet og endnu mere kaos i hovedet. En længere omvej mod målet, men sådan kan livet jo være.

En grim opdagelse, hjemmet igen....

Jeg vidste jo godt jeg havde tre flyttekasser bag døren i stuen, med noget malergrej på toppen. Kasserne havde stået der siden jeg spartlede og malede stuen sidste sommer, egentligt troede jeg der var arveting i, og i et eller andet overmod stak jeg næsen i kasserne i går......men i to af dem viste det sig der var tøj, og det var en ærgerlig erkendelse, mere fucking tøj og sko.

Problemet er at tøjet er det jeg synes er aller sværest, egentligt ville jeg jo godt have lidt penge for det bedste af det, for så rig er jeg jo heller ikke, på den anden side er jeg også ved at blive kvalt i gammelt tøj. 

På den måde har jeg et større problem end jeg vidste, og det er netop det jeg har fornemmet at jeg nærmede mig i de sidste par dage, at før eller siden ville jeg ramme de virkelige hoarder problematikker jeg har, det vil sige, egentlig ønsker jeg ikke at beholde det her, og det er altid noget, men der er jo det med jeg hellere ville sælge.

Ikke at jeg tror det er en formue, eller jeg ville have meget for det. Men bare 20-50 kr pr. styk, kunne blive til noget. På den anden side har jeg ikke mulighed for at komme på markeder og jeg har prøvet trendsales, jeg har bare ikke overskuddet til det. Så jeg er fanget i det.

Så hvad nu?

Egentligt bør jeg nok bare huske hvad der er, og så gå videre med det jeg kan nu og her i hjemmet, ærgrelse og problemtænkning fører ikke til handling, kun til at jeg bliver træt. Jeg ved også der er to kasser med sko og støvler i soveværelset...og så alt det andet....

Meget enkelt handler det om at salgsprocessen af brugbare/salgbare ting, er en vigtig del af at kunne "afhoarde" et hjem, hvis den ting ikke er støttet, tænkt ind så er der et problem, en stopklods der både er mental og praktisk. At skulle give sine ting væk, der jo for en hoarder præsentere en værdi, enten reel eller imaginær, og at de fleste hoardere ikke har overblik og energi på at stå alene med en afvikling via salg.  

Og det er jo ikke første gang jeg rammer det her afgørende punkt. Og her stopper det så, selvom jeg ikke engang er nået til det der er mentalt svært i forhold til tilknytning til den enkelte ting. Her er det "bare" at jeg gerne ville have lidt for det, for at kunne investerer noget i mit hjem, og til vaskemaskinen.  Men intet er "bare" når man er hoarder. Tænk hvis der var selvhjælpsgrupper for hoarders og shopaholicks så de kunne hjælpes ad med at komme af med sagerne, det er lettere at stå på loppe fleres sammen og hvis nogen har bil til transport, eller kørekort til at lege en større bil. Desværre er der grupper for misbrugere, spillere, men det her er er åbenbart noget der går under radaren, i forhold til fornægtelse, og måske også at vi (stadig) er et samfund med overforbrug. 

Derfor er det at anskaffe og beholde ting og tøj, ikke regnet som så problematisk som andet misbrug, selvom det kan føre til økonomiske problemer, at det gør hjem ubeboelige. Og at mennesker lever i hjem der bliver helt lukket af for omverdenen i skyld og skam. Parforhold går i stykker, eller påvirker den anden meget negativt. Og at hoarding når den når et vist punkt også bliver sundhedsfarlig. 

Jeg ved godt hjemmehjælpen siger, at mange steder er det værre end hos mig, men sagen er at man skal have folk ud af det inden det er gået helt galt, så de måske selv kan klare det fremover, ellers bliver det en livslang problematik, der skal holdes øje med af andre, så det at uddskyde hjælpen til sener er en dårlig ide.  Har vi råd til det som samfund? Synes vi det her er slemt nok? 

Der er lande der har skabt alternative løsninger, men det kræver jo der er et fokus på det og man tager konsekvenserne af hoarding alvorligt. hoarding er OCD, og hoarding er ikke en uskyldig ting, man kan ignorere væk, bare fordi vi er et samfund hvor de fleste har lidt for meget samlet sammen.    

Så min udgave af OCD er hoarding, og dat kræver at det skal angribes fra flere fronter, den rigtige praktiske hjælp der passer til min personlige hoarding problematik, og den psykologiske støtte der skal gøre at jeg kan gøre mig fri af det der gør jeg gentager mønstret. Jeg er meget træt af det her efterhånden og jeg er mere motiveret end de fleste hoardere til at komme ud af det...men jeg behøver desværre i det mindste noget ekstra praktisk hjælp, i erkendelsen af at hoarder hjælp fuldpakken ikke står til rådighed.

Hjemmet, det går stille fremad

Jeg arbejder stadig på hjemmet, og jeg vil nok indrømme at skrev jeg ikke ned hvad jeg lavede, ville jeg tro at jeg ikke gjorde ret meget, eller tingene krøb frem igen om natten.

Torsdag ryddet jeg et område af køkkenbordet, der var en blanding af medicin og øreringe, og diverse fnusk. Det jeg ikke kunne tage stilling til har jeg puttet op i en beholder.  

Jeg fik også aftørret et lille bord i stuen, godt med sæbe. Jeg var også ude og se til toilet og vask, så der er også renere og mindre kalk nu.

Jeg var også ude og ordne lidt på altanen, få samlet sammen på urtepotter bla. Projektet startede for flere dage siden, og det fortsætter.

I forgårs fik jeg pudset nogen ruder og jeg har smurt nogen vindus håndtag, der har drillet siden jeg flyttede ind. 

Men der er godt nok meget der skal ses på endnu, der er kommet nyt vasketøj, badeværelset er langtfra færdigt. Og entreen er ikke helt god og soveværelset uha, uha.

Det her bliver et laaaangt projekt. Derfor tror jeg det er meget vigtigt at skrive ned hvad der bliver gjort. Også bare det noget bliver smidt ud dagligt. 

En ven kom forbi og hjalp med at skrue nogen plantekasser sammen til svalegangen, der var godt nok mange skruer, et forsøg på at få  fortsat fred foran mine vinduer mod svalegangen, det kan altid forhandles med de nye naboer, der sikkert ikke ønsker at anvende området foran mit køkkenvindu til altan.
Mens der blev skruet skruer i plantekasserne (jeg skruede også en del skruer), gik jeg igang ude i køkkenet, for at nette lidt på spisebordet, så vi kunne få en fyraftens øl, en af de store med patentprop.

Det var så den torsdag.

Fredag: Hvad lavede jeg fredag? Det har nok ikke været det store...jeg ved jeg afkalkede glas...om ikke andet.

Lørdag: Jeg gik i gang me entreen, kiggede i en gammel irriterende bunke, noget skulle ud, andet var noget der skulle til genbrug, andet var bare ved et uheld endt der og glemt. Bunken var også i vejen når folk skulle ind og ud af min hoveddør, der ikke kendte til bunken, jeg har jo lært at snige mig rundt i overfyldte lejligheder, og ting der ligger på gulvet.

Jeg sorterede ting fra entreen i plast kasser der endte i soveværelset. Nu kan man sige det ingen mening giver. Men når for meget bliver uoverskueligt der hvor jeg er i gang, giver det absolut mening. For der er en sortering og bevidstgørelse om hvad der er, og der sker en sortering, selvom der kommer andre sorteringer senere. Og det gør at jeg kan gå til næste bunke.....Om ikke andet der er mere bart gulv i entreen!

Synligt gulv og tomme kasser

Hvad jeg godt er klar over er, at der vil komme svære ting der skal tages beslutninger om, der er flyttekasser jeg har glemt hvad der er i, og der er en garderobe til sceneoptræden, jeg må tænke over, kan den pakkes bedre, skal den minimeres, vil jeg længere have det på...kan jeg passe det...har jeg brug for det? Der er alene en kasse med sorte strømper og en med hudfarvede fx.
På den anden måde er det en samling af kostumedele der er svært at finde, og har taget flere år, hver del er relativt lille, men det fylder alligevel.  Og der er arvegodt og ting jeg helst ville kunne sælge, ja det skal nok blive svært.

Men det er ikke noget jeg skal tænke på nu, jeg skal gøre alt det jeg kan finde ud af at overskue, så jeg nemmere kan overskue det rigtigt svære. Og det er meget vigtigt ikke at blande det lette og det svære sammen, for det svære laver stopklodser, så man ikke kommer videre med det der er lettere,  men bare står og glor på det svære jeg har minder og tilknytning til. Derfor må det svære bare ende et sted samlet, uden at skulle spekulere på det, så alt det andet der faktisk kan løses uden jeg går i stå, eller jeg får det dårligt hvilket jo ikke gavner den fortsatte proces. Det har jeg jo prøvet.

Der er ingen hjemmevejleder, der er ingen psykologisk strøtte, og jeg har stadig depression, så det handler om at balancerer, og at det er mig der bestemmer hvordan jeg går til det, så det giver mening for mig, og ikke ender i skyld og afmagt. Hvilket det meget let gør, og det har jeg været, og det fungere ikke.  Jeg er en hoarder, og det skal tages alvorligt.

I dag søndag, må jeg se på den anden halvdel af entreen, og se på hvad jeg kan udrette der i løbet af dagen.  

At få mere orden i kaos og mere carpe diem

Torsdag fik jeg hjemmehjælp, og det var den store tur : Udover opvask, var det støvsugning og gulvvask.

Jeg gik så selv samtidigt i gang med at sortere og smide fnusk ud. Jeg har lettere ved at lave noget når der er nogen. Så jeg kastede mig over en stor bunke tøj og sager nedenfor døren til badeværelset, der pga. et andet oprydnings projekt var endt i en blanding af sokker og undertøj, og diverse andet. Desværre også rent og mindre rent blandet sammen. 

Det er ingen let opgave når man har ADHD og Autisme, det kan bive meget indviklet og man kan helt miste fokus. 

Jeg valgte at finde en stor plastkasse hvor jeg bunkede sokker og undertøj op i. Der var også armbånd og øeringe, så det blev bunket op i en rodet kasse med den slags, det kan sorteres senere. 

Udover området ved døren, ordnede jeg også den hylde længst nede i badeværelsesreolen. Og så hiver jeg reolen ud og gør rent under den. 

Jeg fandt også en del der bare skulle ud, af fnusk og indpakninger osv.  Og det gik jeg ned med da jeg skulle lidt ud og gå. Og da jeg kom hjem sorterede jeg undertøjet fra den store kasse ned i en minder kurv, og gik igang med at vaske strømperne.

Og så gik jeg også igang med at rydde ud i et skabs møbel jeg har i køkkenet, fik smidt ud og sorteret og fandt nogen gode tegninger jeg faktisk skal bruge og der bestemt ikke burde ligge der.
Jeg opdagede så at jeg havde en hel tom ny kasse inde i en reol i stuen, hvor jeg kunne dumpe alle tegningerne. Jeg er ikke færdig med at fordele ting i det køkkenmøbel, men nu er det sorteret det der er der.

Jeg må jeg se på resten af rodet i badeværelsesreolen. Jeg påtænker også at købe en vaskemaskine og den skal jo have plads, og det kræver at jeg har tjek på hvad jeg skal have der ude.  

Fredag synes jeg det var min gode Ikea køkkenø der skulle ses på, hvad var der i plastkurvene af udgåede madvarer, hvad havde jeg af ris og pasta. Få tørret hylderne af, vasket plastkurvene af. Afkalke elkedlen.  Og nu er alt rent og på plads, utroligt!

Og jeg har været i byen efter gulvvask hvilket jeg manglede og klude uden mikroplast.

Lørdag skulle oprydningen fortsætte, men sådan gik det ikke, lørdag blev endnu en carpe diem dag, med et opkald kl. 11 om jeg ville med til Stevns med Hundene og jeg kunne være klar til afhentning om 50 min. det kunne jeg godt. Det var en god tur og meget lang tur ned af meget smalle veje med mange sving og små landsbyer.

Et forsøg på selv at få skik på kaos hjemmet

Jeg er i gang igen, jeg roder i tøjbunker og sortere efter farve og så håndvasker jeg det ude i badeværelset og så ud og hænge til tørre om aften på altanen, for at være sikker på det ikke drypper ned til underboen.

Prøver at få noget smidt ud, sorteret, hængt op, langtomt,  dag for dag, og uden at blive fortvivlet over at det er uoverskueligt og jeg ikke aner hvordan opgaven kan løses i bund.

Jeg behøver hjælp med at komme af med ting, jeg har ikke mulighed for, eller kræfter til at tage det på loppemarked og jeg orker ikke at sælge det på Trendsales eller Facebook det har jeg prøvet, og jeg vil ikke bare skulle aflevere det hele, for jeg har jo været nede med en del til de lokale genbrugsforetninger.

Men jeg vil ikke tænke over det, tænker jeg over det magter jeg ikke at få gjort, de små daglige ting i hjemmet. Jeg kan ikke overskue processen og jeg kan ikke magte den logistisk.
Så planen er bare at fortsætte som nu, til at jeg har fået vasket mig igennem dyngerne, og fået noget gulvplads.

Men hvad så senere, hvad med hoardingen? Kan man overhovedet blive behandlet for den lidelse i Danmark? For bliver der ikke set på grundstenen omkring hvorfor jeg hoarder vil den reelt ikke stoppe eller i det mindste under kontrol, så vil det bare være lappeløsninger.

Det at jeg har mindre depression gør at det går bedre med hoardingen, samlemanien, jeg anskaffer mindre, jeg er igang med at rydde op i hjemmet, så der er ingen tvivl om at depressionen og hoardingen hænger sammen i mit tilfælde.
Men det kræver jo at der bliver taget professionelt fat i depressionen. At jeg ikke bliver mødt med bla. bla. om at jeg bare må tage nogen piller og det er så det. Pillerne hjælper ikke på min depression og de hjælper bestemt ikke på hoardingen nærmest tvært imod da antidepressiver har det med at gøre viljestyrken mindre.
Jeg så en interessant artikel om at man via en hjernescanner kunne se hvilken type depression man har, og om den var egnet til medicin eller terapi (link underst i bloggen).

Jeg har ikke haft hjemmevejleder snart i 3 måneder. Dog har jeg heldigvis haft hjemmehjælp. Jeg synes jeg har kunne undgå de meget destruktive tanker, hvor jeg er vred og ked af det når jeg prøver at rydde op, tanker om ikke at kunne overskue, og om fortiden.
Jeg har sagt til mig selv at hvis jeg blev deprimeret og for påvirket af oprydningen, ville jeg bare holde op, tage nogen dages pause, eller helt holde op til jeg fik rigtig hjælp.

Jeg føler at det jeg lod tingene flyde i nogen måneder og ignoreret problemet med mit hjems tilstand, faktisk har hjulpet på min depression. At det at gå og nedgøre sig selv, dag efter dag omkring noget man ikke magter, ikke fører til noget godt, ikke fører til flere kræfter eller mere overblik, det tager bare de sidste kræfter. Så den med at moraliserer over at skulle tage sig sammen, det holder ikke en meter, så nu har jeg taget mig sammen i forhold til, ikke at tage mig sammen, og det har faktisk virket.
Og sjovt nok er det så meget lettere at lave mad og ordne mit hjem når jeg er mindre deprimeret. Deprimeret: Ting bliver ikke gjort, mindre deprimeret: Ting bliver gjort, længere er den historie bare ikke.


Nu må jeg se hvad der sker til mødet med Handicap Centret i august måned. Skal der ske forandringer, så skal der bedre forhold til. Så vil det vise sig om man kan få det som sentdiagnosticeret Autist på 50.

Hoarding: videnskab.dk vi samler alle men hvorfor løber det løbsk nogle?

Hjernescanning depression: www.dagensmedicin.dk hjernescanning kan hjælpe med at valg behandling af depression.

Social workout og antennetid

Nogen gange synes folk jeg snakker for meget og er lidt for intens...nogen gange oplever jeg folk der snakker meget og er meget intense, de er så ofte yngre end mig. Det er vel egentlig ok hvis de er fælles optaget af et emne, en animeret samtale det er da sjovt og hyggeligt, er det vigtigt om man af og til er lidt for meget?

Nogen gange bruger jeg snak som at skjold, nogen gange konversere jeg fordi jeg har lært hjemme fra, at man skal kunne konverserer, holde en samtale flydende. Nogen gange orker jeg ikke at konverserer, jeg kan bare ikke sige noget.

Ude blandt mennesker er jeg er for lidt og for meget, måske nogen gange tilpas. Jeg får ikke rigtigt hilst på folk, eller har den rigtige øjenkontakt. Men jeg gør det så godt jeg nu kan, hvilket ikke betyder at jeg ikke kan blive kommenteret, rettet på, som da jeg var barn og ung, men jeg tager det letter nu end da jeg var barn og ung. -Men hvad er er den rigtige måde er vel meget en kulturbestemt ting, måske jeg var mere rigtig socialt et andet sted end i Københavnstrup/Danmark?

Jeg kan blive meget træt af mig selv, jeg kan godt gennemgå en aften og tænke over min adfærd, men i det mindste jeg prøvede så godt jeg kunne, og jeg prøver stadig at lære. 

Selv de gange hvor jeg synes noget er gået godt og jeg har været afslappet, ved jeg at min måde at reagere på bære præg af den måde Autismen tænder og slukker.  Og det er præcis det den gør: Så nu skal der ske noget, eller nu kan jeg ikke rigtigt noget. I mellemtiden er der måske en "normal" mellemting, eller hvad jeg tror er en normal mellemting, for hvad ved jeg?. 

Og så har jeg noget ren antennetid hvor jeg bare sidder og scanner omgivelserne. Og så er der de gange hvor jeg bliver pisse irriteret over nogen, og ikke helt kan slippe det. 

Men måske det at få sat begreber på hvad der foregår, er til en hvis hjælp for mig. Trods alt har Autisme diagnosen været til hjælp på det punkt.

Det er selvfølgeligt noget omstændigt, at i løbet at man midt i sociale situationer med andre, skal tænke: Nu er jeg afslappet, nu hygger jeg mig, nu er jeg pisse irriteret, nu snakker jeg løs uden at være i rigtig kontakt med situationen, nu er der kontakt, nu vil jeg bare sidde helt stille, nu vil jeg gå lidt væk osv. På den anden side det er vel vejen frem, at mærke det i tide, at faktisk kunne mærke hvad der sker i nuet. Ikke når det er helt for sent. 

På en måde meget enkelt og dog meget svært, og det skal gentages og gentages, og man skal ikke overlade sig selv til ubehaget/angsten, der er ikke en vej uden om, at det er vigtigt at mestre og træne det sociale.

Der er altid 1000 gode undskyldninger for ikke at vove pelsen

Jeg kan huske at jeg meget gerne ville være med i projektgruppen "Arbejde på lige vilkår" i Fountain House. Men det var bare meget mere svært end jeg troede det vill være, faktisk endte jeg med at græde når jeg kom hjem fra møderne. Hvorfor? Ja, det var ikke fordi møderne fejlede noget, det var bare mig der endnu ikke magtede situationen, jeg havde ikke arbejdet på den måde tidligere. Efter noget tid græd jeg ikke mere og jeg fulgte projektet til dørs og det var et godt projekt og meget lærerigt både fagligt og personligt.

Jeg kan også huske at jeg jeg gik til tegning på Glyptoteket, og der opdagede jeg at nogen af de andre kunne lave tegninger på næsten to meter, og jeg kunne kun magte små tegninger i max A2. Jeg blev så uendeligt irriteret på mig selv, og ja, jeg gik hjem og græd. Og efter et par måneder tegnede jeg også store tegninger.

For et par år siden begyndte jeg at synge til noget open mike, men jeg kunne egentlig ikke synge, men jeg synes det var så sjovt, også når der var en live pianist.
Desværre en aften der ikke var mange andre sangere kom jeg til at synge lidt for meget og en skrev på FB at jeg var rædsom, og jeg blev helt elendig, for det vidst jeg jo godt. Og så ringede jeg til en om situationen og han synes heller ikke jeg var god og så græd jeg som aldrig før, jeg var så ramt, samtidigt med jeg erkendt nederlaget og min egen begrænsning. Men nu var der andre der mente det ikke var så galt enda med min sang og jeg havde noget talent.
Men det væsentlige var at jeg nu vidste at det her syngeri var drøn vigtigt for mig, at jeg ville det her og jeg nu bare måtte blive mere proff og i en fart. Og det gjorde jeg så.

Jeg har også prøvet at blive bedre til det sociale og følt jeg kom til kort, men konkluderet at det var så væsentligt at der ingen vej var udenom.

Det handler ikke om at være super god, eller noget særligt, det handler om at finde det man virkeligt vil, og finde styrke til at fortsætte, så sejren kan høstes, ikke sejren i at alting lykkes perfekt, men at man gør ting der føre mod at kunne mere og kunne det bedre. At det faktisk kunne lade sig gøre.

Og det giver mod på mere, mere der også kan også betyde man igen og igen bliver vred på sig selv, eller går hjem og græder, eller bliver meget træt, eller det hele på en gang, men det kan være vilkåret.

Der er altid nogen der vil sige man skal passe på sig selv, og måske bare lade være, hvis det nu er for svært. Men i sidste ende ender man med at kunne mindre og minder, hvis man for ofte lytter på dem.

Jeg har ofte tænkt, jeg kunne jo springe fra, droppe det, men hvordan vil mit syn på mig selv så være?. Man kan sige til sig selv: "Jeg kan jo altid holde op hvis det er", det føles trygt at kunne sige til sig selv, når hjernen kører på højtryk. Det er også godt nok at få at vide af andre, at der kan være en vej ud af problemet....men det betyder ikke at man faktisk vælger at hoppe fra i sidst ende.

Jeg har også haft nederlag når det kom til jobs, ja jeg har gennemført, men ikke med den susses jeg havde håbet på, og det kan tage tid at komme igang med nogen nye planer igen.

Men det er er grundkernen i at komme ud af det mentale sneglehus og ud i livet, at vove noget, at gå efter ens drømme. Men desværre er det ikke en smerte fri proces....på den anden side er det også er det fedeste når det faktisk lykkes.

Så hvad er det så man arbejder på, selvom man ikke selv nødvendigvis ved det man gør?:

"Self-efficacy" stammer fra en  social-kognitiv teori formuleret af Albert Bandura. Self-efficacy forstås som menneskers selvoplevede evne til at kunne gennemføre en specifik adfærd og er mellemledet mellem viden og handling.

"Empowerment" er evnen til at kunne få kontrol over og tage personligt ansvar for sit et liv og situation, Fx. i forhold til arbejde, familie og politisk indflydelse. Kan også oversættes også som: Magt i eget liv.

Hvordan skaber man en realistisk handlingsplan omkring et Hoarder hjem?

4 del af 4 blogge om Hoarding.

Når jeg mener der kunne gøres ting anderledes og bedre for folk der Hoarder, så er det ikke bare noget med at kræve noget af kommunen, men i erkendelsen af at hoarding er en ret tung ting at leve med, og den bør kunne behandles bedre, og med noget af den viden der findes i udlandet.
Det nytter ikke bare at tømme en hoarders hjem, da årsagen foregår oppe i hovedet, i forskellige kombinationer af årsager. Bare det at kunne finde frem til hvilken type hoarder man har med at gøre, kan betyde noget for processen og en realistisk plan.

Som Hoarder føler man at folk bliver skuffede og ikke ved hvad kriteriet er for en susses, på grund af at det ikke står klart hvor svært det kan være at løse opgaven. Men når man ved det, tror jeg også det kan gøres bedre og mere effektivt. Det er lidt som om at hver gang man står med en Hoarder så skal den dybe tallerken genopfindes, og det er ikke effektivt eller betryggende hverken for den der skal hjælpe, eller den der hjælpes.

I nogen lande ses Hoading som en psykiatrisk lidelse, det kan betyde man kan få hjælp.
Det er jo ikke fordi psykiatrien i Danmark ikke møder folk der hoarder, men hoardingen sen ikke som det primære, eller det udløser et specielt fokus på problemet, det er bare en psykisk syg der ikke kan magte sit hjem.

Som jeg ser det er det at blive af med værdifulde ting tidskrævende, og skulle man på marked kræver det en bil og det kræver man ikke er alene om det, som Autist er det at være på et marked i lang tid noget af en udfordring.

Jeg har afsat større partier til handlende. Jeg har solgt på den blå avis, i salgsgrupper på Facebook. Men det er lidt som at have et job, og jeg er jo førtidspensionist der i grunden ikke klare ret mange timer. Det betyder jo at det tære på mine kræfter, hvilket betyder jeg får stress eller tager lange pauer hvor jeg ikke kan komme igang igen. På den måde bider det sig selv i halen.
Men hvad så med hjemmevejleder og hjemmehjælp gør det er forskel? ja det gør det, men omkring noget af arbejdsopgaverne med at blive af med ting så er det ikke noget de kan gå ind i. På den måde kan man ikke få støtte som en helhedsplan, der går fra start til slut. Og det er ikke hjemmehjælp eller hjemmevejlders skyld, men at der ikke ligger en drejebog for takling af Hoarding fra A til Z, udover der hvor man bare vælger løsningen at tømme folks hjem for skidt og lort.

Hvad er der ellers man kan gøre? Faktisk kan Hoardere hjælpe/støtte andre Hoardere, de ved hvad der foregår og andres ting er jo deres egen ting og derfor meget mere overskuelige. Jeg kan altid bedre s hvordan man kan ordnr og ryde op hos andre, men ikke ho mig selv. Der er også lande hvor frivillige støtter Hoardere. Der er lande der har flere eksperter i at hjælpe Hoardere praktisk og psykologisk.
Det kræver selvfølgelig der er fokus på at hoarding også findes i danmark, og man skaffer viden og solid erfaring.

Men så længe der ikke rigtig er et solidt oversat materiale om emnet, sker det nok ikke noget forløbigt.

Det er godt at vide hvad folks baggrund er for at Hoarde, hvilke udfordringer de her og hvad deres ressourcer er.
Grundlæggende handler det om at afdække det udløsende tab, eller/og de kognitive udfordringer, om at få så meget ud af huset som muligt og få skabt en brugbar struktur der kan holdes.

Hvad består Hoardingen af, skrald, aviser, dyr shopping, samleri, hobby ting? Er tingene ødelagt inficerede? Har ting en sådan værdi at de bør sælges? Skal der kontaktes hentning af ting til genbrug?
Netop det her er noget af det svære, skal man bare forvente folk skal afgive ejendele af større værdi uden kompensation, fordi de har sat sig i en Hoarder situation?

Nogen vil nok sige det er alt for besværligt og kan ikke blive andres opgave. Man kan også tænke i hvordan det kunne gøres realistisk? Og hvorfor?
Fordi det her i forvejen er mennesker der føler de er udsatte, det er den udsathed der er ofte er udløsende og fastholdende faktor. Så hvad skal der sættes i stedet for? Hvis formålet er at hoarderen mentalt bliver bevidst om hvad der foregår psykisk og får bedre styr på impulsen til at skaffe/gemme ting, så skal der jo være en oplevelse af susses og empowerment, men også en form for forløsning og erkendelse af hvordan var det der her skete i første omgang?

Som sagt umiddelbart kan et ryddeligt hjem føles som om det beskyttende sneglehus er blevet taget fra en, uden der er noget andet til at give en tryghed. Det kan godt være man nu udadtil virker normaliseret og alt nu er godt. På en måde svare det til problematikken når man skaffer en bolig til en hjemløs, at det nye hjem der burde vær rart og trygt slet ikke er det for den hjemløse. Fordi det handler om et sted at bo, men det handler også om mennesker, om hvad vi mistede på vejen gennem livet og hvordan vi kan genfinde der netop gør os trygge...desværre glemt vi det på vejen, og må nu finde hjem med lidt hjælp fra andre.

(Jeg har skrevet om Hoarding tidliger på min blog, og min egen lange kamp med mit hjem)

Mine egne erfaringer med Hoarding

3 del af 4 blogge om Hoarding

Processen med at "af-hoarde" mit eget hjem, har været en meget lang omgang, og jeg må bare konstatere det går for langsomt. Den langtsomme process trækker stressen ud, og giver for meget tvivl om det nogen sinde vil lykkes at komme i bund med hjemmet.

Problemet er bare at udover jeg har meget svært ved det praktiske, så er det også det psykologiske, når jeg til at skulle skille mig af med noget jeg selv finder meget vigtigt, vil jeg reagere. Og det at bruge meget tid på salgsannoncer og have folk rendende er også en absolut stressfaktor.

Min evne til at strukturere et hjem er ikke ret god, da det stod værst til, kunne hvad som helt være hvor som helst, køkken ting i badeværelset, badeværelses ting i køkkenet osv. Et tæppe af snavsetøj på entre gulvet, ingen fri gulvplads nogen steder, så jeg måtte gå rundt som en Kat. Alt i alt nåede jeg at blive en fuldt udviklet Hoarder, med et ubrugeligt køkken, og et badeværelse der lige akkurat kunne anvendes.

Det er jo meget yndigt at nogen venner siger det var bedre hvis det hele brændte, for det løser jo ikke det at man er hoarder, jeg ville jo bare begynde forfra og nu med endnu et stort tab i hukommelsen.
For det at fylde hjemmet med ting, kræver ikke penge, vil man fylde sit hjem med ting og sager, er der altid muligheder.

På et tidspunkt prøvede jeg og se om der var hjælp i forhold til shopaholicks, men måtte konstatere at det åbenbart er så almindeligt i Danmark at det bare er noget man prøver at ignorere "For kvinder shopper jo"..... Det er jo tanke vækkende jeg synes den er hel gal, når samfundet åbenbart ikke forholder sig.
Alt i alt er købemani og Hoarding bare ikke en god kombination, pengene går til det forkerte, og ens hjem bliver ikke rart.

Noget andet og lidt skræmmende er at man helst ikke skal nå for langt i sin hoarding, for så er det nærmest umuligt at kunne leve normalt igen. Der er stadier af hoarding der er afgørende for fremtidsudsigterne. Jeg var der hvor jeg var på grænsen, og jeg er rykket i den rigtig retning, men jeg er stadigt langt fra.

Har jeg det mentale overskud kan jeg erkende jeg behøver ikke alle de ting, har jeg ikke det overskud behøver jeg det hele, eller kan slet ikke finde ud af hvordan jeg praktisk skal komme igennem sorteringen.

Jeg har været motiveret og positivt indstillet, mere end det er normalt for en hoarder. Jeg har hele tiden erkendt det er forkert at leve sådan, jeg siger ikke pyt, og jeg prøver ikke at gøre problemet mindre end det er, hvilket er ret almindeligt hos mange Hoardere.
Alligevel synes jeg det er svært, og nu kender jeg resultaterne af de forskellige løsnings metoder hvilket lidt tager håbet fra mig, men måske de rigtige metoder slet ikke har været i brug.

Det rigtigt kedelige er at jeg har været mere naiv tidligere og på den måde nemmere at arbejde med, nu hvor jeg kender konsekvenserne, er jeg noget mere tvivlende og kørt træt. Jeg gik jo ned med stress i 2015...eller nok allerede i 2014, bare uden at erkende det, for tingen skulle jo løses. Med den erfaring må jeg konstatere at vilje ikke er nok, vil en system ikke i længden så siger det stop. Det endt så med en Autisme diagnose som følge.

Måske jeg endnu en gang er ret utålmodig og selvkritisk, trods alt er jeg næsten lige blevet af med en depression, og jeg har haft stress, så hvis stressen kommer på plads, vil jeg måske få flere kræfter i løbet af 2016. At jeg så føler det her burde have været løst for to år siden, er så noget helt andet.

Jeg selv aktivt søgt hjælp i forhold til min hoarding, desværre endt det i nogen misforståelser, jeg fik hjælp, men jeg var endnu ikke fuldt udviklet som hoarder, det vil sige at man ikke synes det var så galt enda, men det var det så to år efter.... For så skete der ting i mit liv hvor det gik helt galt, men det var det svært at råbe nogen op.

Det var først da ejendomsinspektøren skulle se på noget i badeværelset, jeg mener det var en revne i terrassoen der skulle ses på. Han spurgt om han skulle ringe til kommunen omkring situationen i min lejlighed og jeg sagde bare ja tak, jeg har prøvet så det må du godt. Og så fik jeg hjemmevejleder.

Faktisk kom den gamle lejlighed pænt i orden, det jeg bare overså da jeg flyttede var det jeg havde i kælderen og på loftet, og ja, jeg mistede meget under en kælder ovesvømmelse så hvordan kunne jeg stadig have så mget. Jeg skildte mig af med meget inden flytningen som man nu kan nå på en måned, jeg har skildt mig af med meget i den nye lejlighd, men jeg har stadigt et stort problem. Så selvom jeg er en motiveret af-hoarder så er det ikke en nem eller hurtig proces.

Hvad har fungeret for mig? Det at få hjælp til at skabe struktur, at ting har et sted at være.

Men arbejdet fortsætter, og der er opstået kaos i mit soveværelse, så det er opgaven, og så bliver det at se på hvad der er i de flyttekasser.

Link til den 4 af 4 blogs om Hoarding: Hvordan skaber man en realistisk handlingsplan?