Jeg er blevet hældt ud at distrikt psykiatrien fordi jeg har Autisme og ADHD, og jeg ikke har en psykiatrisk diagnose der var tungtvejene nok.......eller jeg passede bare ikke i kassen, de har lavet dem lidt om, igen ikke til min fordel. Jeg er ikke rigtigt Borderline, min depression er også lidt forkert, angsten. Meget bliver fejet ind under at de fleste med Autisme og ADHD har fået noget ekstra fordi man kæmper.
Så nu er det min læge der skal udskrive medicinen. Og min ADHD medicin driller. Og fordi jeg manglede mine antidepressiver eksperimenterede jeg lidt, det skulle jeg i midlertid ikke have gjort.
Så jeg kom lidt ud i de tyndere grene, men det er et realitets tjek, måske det værd, men absolut ikke anbefalelsesværdigt. OK jeg kunne ikke gå ned i det antidepressive, det holder angsten på plads, og da intet er løst så er det vel naturligt at der ingen ro er under overfladen. Jeg er livsstils medicineret, mit liv er et helvede så læg et låg på, så jeg ikke kan mærke at det er endnu værre end jeg troede.
Så ja et realitets tjek. Jeg kom så meget ud af det antidepressive at det jeg mærkede ikke bare var det at det drillede mens jeg fik det ud af kroppen. Jeg fik et glimt ind i det at skulle magte et liv der ikke fungerer, mit ødelagte selv, og en genkendelse af mit gamle jeg langt tilbage. Men også hvor langt jeg faktisk har flyttet mig. Og hvor reaktiv jeg var da jeg var yngre. så meget angst når noget ikke fungerede.
Jeg har tænkt på hvor meget jeg lærte gennem terapi, rigtig terapi. At lære at genkende ting, at kunne verbalisere det, at kunne rumme det. At kunne genkende symptomer for hvad der er, og hvad der har provokeret dem. Der var ikke gaslighting det var solidt, konkret.
Måske mennesker der har været gennem god terapi, vil undre sig over at andre ikke kan se og mærke ting. De kender ikke deres grænser, men heller ikke deres styrker, det er noget de tror, det er ikke noget de ved eller har afprøvet. Man kan glemme at man er pro, og de andre ikke er. De dækker over de ting de ikke selv magter at se, og vil overtale dig til at tro det er sådan det er. De vil fastholde dig i det de ikke selv tør erkende.
Så jeg er lidt nede i Elvanse nu og op igen i de anti depressive. Fordi jeg fornemmede at min krop er for meget oppe at kører, det er jo en bivirkning af den medicin. Og der var ikke en forbedring praktisk ved at gå op, jeg får ikke en bedre evne til at rydde op hjemme af det. Kun til at rydde op i hovedet, og der en en mindre dosis fin nok.
Mit liv er ikke godt, og jeg kan ikke se en fremtid, men som jeg altid siger, når man har det skidt så er selv en lille forbedring noget stort. Den lille forbedring er forståelse og afklaring. Det gør nas, men elevansen gør at jeg bedre kan holde til det uden at klappe sammen.
Livet og hverdagen som kampplads, dag ud og dag ind? Åbenbart er det mit livsvilkår.
Hvor skal vi hen, mere af det samme? Eller er jeg tæt på at have et nyt overblik, at det er den mørke nat inden daggry? At jeg er tæt på, men nu gør det modstand?
ok
