Micro handlinger for ADHD

Det er ikke dovenskab at folk med ADHD har svært ved at komme i gang med, eller afslutte opgaver. Det er ADHD hjernens eksekutive funktioner der fungerer anderledes. Vi kan udrette det utrolige, og samtidigt ikke magte det mest almindelige. Det gør at de fleste udefra vil mene at tog man sig lidt sammen og fokuserede så kunne man godt. Det er bare ikke sådan det fungerer, det kan lykkes af og til, med stor anstrengelse, men ikke som noget man bare kan og gør. 

Det handler ikke viljestyrke, at "bare" presse sig selv. Det kan også have en stor pris, hvor man går ned, og mere og mere ned med tiden. 

Man kan godt vide, hvad og hvordan man skal udføre en opgave, og oprigtigt ønske at gøre det, uden at kunne komme i gang. Eller man kommer i gang og så tuller forvirret rundt, falder i staver, eller den dårlige korttidshukommelse driller en med at man ikke aner hvor man lagde noget for et sekund siden. Opgaverne er som om de skal udføres i en centrifuge af lyde og indtryk, samt en egen indre stemme der bander over en selv. 

Pres og skam kan gøre det sværere. Jo mere du kritiserer dig selv og forsøger at tvinge dig i gang, desto mere overvældende føles opgaven. Det er som om det er den endelig dom over en selv, den snaskede køkkenvask, doom piles ("Didn’t Organize, Only Moved.") af tøj på stole og gulv, mails man ikke har fået åbnet osv. 

Motivation kan afhænge af situationen. mange med ADHD har lettere ved at handle, når der er tidspres, spænding, interesse eller en umiddelbar belønning.

Traditionelle metoder virker ikke for alle. To-do-lister, timere og planer hjælper ikke nødvendigvis, hvis selve igangsætningen er den største barriere. For nogen virker det, eller for en tid. Jeg siger bare nej tak. Men det er ofte det man får at vide man bør gøre, og man virker negativ hvis man sige det ikke funker. 

Men hvad så? 

Start med en mikroskopisk handling. I stedet for at forsøge at løse hele opgaven skal du fokusere på den allerførste, meget lille handling – eksempelvis at samle én ting op fra gulvet eller åbne det dokument, du skal arbejde på.  Men jeg har været der hvor jeg har taget noget op fra gulvet der lå lige foran mig, stået med det og så lagt det tilbage hvor det lå, lige midt i det der skulle være gangområde. Og her er det man er så presset at der ikke er et overskud til overblik.  Her eller den dag kan den mikroskopiske handling ikke engang være realistisk. Men det er også i forhold til et hjem der er gået i totalt kaos, og her hvor man ikke kan stå alene med det. 

Men det er sandt vi brænder os på de store planer for det vi ikke rigtigt kan. Og bliver så mentalt udmattede af den erfaring at pantflaskerne aldrig kommer ned. 

Hvad er den praktiske lære?

Prøv at gøre starten så lille, at den føles næsten latterligt nem. Ja det er svært for har man ADHD kan man lidt udfordringer, ikke noget latterligt nemt. Men bare lægge én ting på plads, og måske lige en anden og en til. Målet er at komme i bevægelse, frem for at vente på motivationen.

Kort sagt: Mindre selvkritik, mindre pres og mindre fokus på hele opgaven – mere fokus på den første lille handling.

Der kan så være dage hvor der sker mere, men det er også ok at den ikke bliver fuldført, at det kun var nogen af skoene der kom på plads og parret op den dag. I det mindste var de ikke sorteret og på plads da man stod op, så færdig arbejde. 

Kamikaze oprydning og tanker.

I dag kastede jeg mig ud i sorterer sko og støvler, jeg har gået og kigget på det, gået hen over dem, ikke kunne finde to ens i meget lang tid. 

Nej det var ikke struktureret, og det var med hovedet under armen, men prøv at finde den anden sko. Og proppe i nogen kasser, par for par. Og skal noget ude eller sælges. 

Det er ikke helt eller halvt færdigt, men det er påbegyndt. 

Der er bare så meget andet også. Og det kommer til at tage meget lang tid. 

Jeg undre mig på hvor jeg har været de sidste mange år, detsværre ikke et andet sted igang med noget andet. Bare gået i stå. Det eneste der er fortsat er at ikke komme af med ting og anskaffe mere. Det kræver færre kræfter at gøre det forkerte, end at gøre det rigtige. Og tiden går. En dag må der komme noget mere energi og overblik, sker bare ikke. 

Og grundende er mere og flere  end hvad en selvhjælpsbog kan klare.

Jeg kan ikke være i mig selv, jeg kan ikke være i mit hjem, jeg han ikke være ude i verden. De praktisk realiteter, har skubbet min fantasiverden væk, muligvis det der balancerede at jeg hang sammen. Men Hoardingen er også en slags fantasiverden, desværre bare en meget konkret og materiel en.  

Der skulle have været noget i stedet for, noget der havde menneskelig værdi. Men det er svært når man ikke passer ind i samfundet, at det der skal til, er det jeg ikke rigtigt kan. Det at være en del af, sammen med andre. Der er en grund, det er ikke tilfældig ensomhed, det er nærmest en født ensomhed, der altid har været der, men jeg i mange år ikke så som ensomhed, fordi jeg fyldte den ud med andet, mit eget univers. Det var da det blev udskiftet med en virkelighed jeg ikke kunne løfte jeg for alvor fik problemer. Eller sådan var det hele tiden, men jeg havde færre kræfter nu. 

Det er også efter den her uges overbelastning, at jeg kunne tage diagnosen Hebefren Skizofreni helt ind, et par dage før blev jeg ved med at tænke det kunne være så meget andet: kompliceret Trauma fx. Autisme/ADHD og noget andet....men skizofreni? 

Disorganiseret skizofreni jo tak....Jeg tænkte også på min barndom og ungdom, jeg har aldrig haft en reel chance, princippet det samme som min Mor. Samme diagnose, bare to forskellige mennesker. 

Jeg hader den situation jeg lever i, den tager livet af mig. 

Nå, ny hjemmevejleder nye tider, måske det med distriktpsykiatrien er blevet klinket. 

Uanset, jeg er ikke en der opgiver let, der er altid noget i mig der kæmper. 

Når vejen til handling er kognitivt forstyrret.

 Jeg har svært ved at udføre fysiske praktiske handlinger, der er ingen automatik i dem. Handlinerne udføres mens der er flere lag af informationer og afledninger. 

Der er det sædvanlige kværnene ADHD lag, og indre kommentator. Jeg skal prøve at holde fokus og se hvad jeg gør, og hvad jeg skal gøre med ting, jeg skal tage det og det skal et andet sted hen. Pause hvor???

Der er overvældede sanser og OCD, en gammel plumret opvask, og nu skal det blive helt rent. Jeg har lyst til at holde pause gå et andet sted hen. Eller noget må stå lidt i blød, kommer jeg tilbage til det, hvornår?

Der køre så meget forskelligt indover at jeg kun er 20 procent i hvad jeg gør praktisk. Jeg fumler. 

Jeg har ikke nogen kortidshukommelse mere. Jeg vender mig om for at gøre et eller andet og hvad var jeg igang med? 

Det er mødet med mig selv som inkompetent, at jeg dagligt fokusere på at jeg er inkompetent fordi jeg ikke kan passe et hjem. At jeg ikke kan passe mit hjem gør at jeg ikke har overskud til at kunne gøre det jeg kan, det jeg er kompetent til. 

Det er som om min detaljesans er i vejen for praktiske opgaver, at jeg ikke får øje på det rigtige for at løse opgaven, nogen har nævnt at neurotypiske se opgaven oppe fra og ned, og neurodiverse nedefra og op. Det giver god mening, for når jeg flytter noget, ser jeg noget der er kaos der forvirre så meget, at jeg ikke kan tage det næste der ligger lige for. Jeg går til det mest problematiske og bliver overvældet. Det er også åh nej. 

Hvor praktiske ting i hjemmet måske er kedeligt og nødvendigt for andre, men rart når det er klaret. Er praktiske ting i hjemmet blevet den slagmark jeg er ved at dø på. 

Hvis jeg har støtte på, er det en distraktion, der gør at jeg kan kæmpe mig igennem, og nogen der spørger hvorfor jeg pludseligt er i gang med en ny opgave og forladt den anden. Det er også en distraktion i forhold til den vrede og sorg og selvhad der er når jeg er alene med det. 

Det er som om jeg altid er et andet sted, end hvor jeg er, måske enda mere end det, som om der kører mange scripts samtidigt. Og nogen af dem er lige så destruktive for selvet som tvangstanker. 

Andre handlinger kører mere automatisk, sådan da. Få børstet tænder fx. Når jeg skal ud, børste tænder, vaske ansigt, ansigtscreme, mascara, smykker, prøve at holde en vis standart. Så finde noget tøj, med mere eller mindre besvær og min taske. 

Jeg kan også vaske tøj i en balje, det går kun galt hvis jeg ikke magter at få sæben skyllet ud i tide. Har jeg energi nok kan det kører. Når det ikke går er det et tegn på jeg har det mindre godt. 

Jeg kan lige akkurat lave mad i mit køkken, jeg laver en portion til flere dage og fryser ned. Det foregår noget fumlet, men det bliver gjort. Men der er være meget lange perioder hvor jeg ikke har kunne. 

Det er som om jeg ikke rigtigt lever i verden, men alligevel hænger på det praktiske af at være et menneske, og noget i mig accepterer ikke rigtigt at det er sådan. Det er ikke noget nyt, det er en del af mig. Måske det er det hebefrene skizofreni der gør sig gældende her. 

Og så har jeg også neurologisk "statisk sne" for øjnene både i lys og mørke, der gøre at det jeg ser flimre. Det er heller ikke optimalt for at gøre noget praktisk og have overblik.

Det er en meget svær måde at leve på, og hvordan kommer man mere i plus end minus når man lever sådan? 

Der er ingen medicin der tænder og slukker for det rigtige. Slukker man for min hurtige hjerne vil jeg bare sidde, det kommer der ikke en færdig opvask ud af. Tænder man går det for hurtigt. 

Der arbejdes på ting der måske kan målrette hjernens /funktionerreaktioner bedre i fremtiden. Men nok ikke noget jeg kan få glæde af. Men spændende er det. 

Det er mærkeligt at leve i en verden, hvor der er så meget folk bare gør og kan, der er nærmest umuligt for mig, selvom vi udefra ligner hinanden. 

Hoarding og realisme, ens egen og andres.

Grundlæggende har man som Hoarder/samlermani ikke et overblik over hvad man har rodet sig ud i. Det er også som om selve processen fra lidt for meget i hjemmet, til alt for meget er meget uklart. Det var bare noget der skete. 

Der er noget dissociativt i det, der går gennem hele processen, man er et andet sted. Vi kan ikke rigtigt være i det liv vi lever, og håber på noget andet. Samtidig er det vi skaber en stopklods for det vi egentligt vil.

Jeg har prøvet mange gange at gøre noget, det er derfor mit glas er ret halvtømt med håb. Det kan selvfølgeligt virker noget irriterende, at jeg ikke rigtigt tror på fremskridtene, fordi jeg bare har set dem forsvinde meget hurtigt. Det er bare nogen uger jeg har det dårligt, eller har medmindre støtte udefra. Jeg er realistisk, fordi det andet vil gøre endnu mere ondt. Det er overlevelse. Og Hoardingen er også en form for overlevelse. Ikke en god en, men min form for misbrug. 

Hoarding er bare desværre en form for OCD/misbrug der ikke er en behandling for i Danmark. Og det kræver en langvarig behandling. Det kræver også at Hoarderen har mod på det. 

Men Hoarding kan ikke bare ses som afhænighed/spil/stoffer/spiritus, der ligger flere kognitive og praktiske udfordringer, der ikke altid kan trænes væk, forbedres ja, men kun hvis det mentale ikke forværres. Og de praktiske udfordringer i et hjem kan være stærkt forbundet med ADHD/Autisme, Skizofreni eller andre tilstande der gør ,at det at have fuldt fokus mellem hovede/overblik og hænder bare ikke rigtigt er der. At der ikke rigtigt er en praktisk kontakt mellem den indre verden, og det ydre praktiske. 

Jeg er meget detalje orienteret, men i et hjem er det ikke godt. Der er for meget jeg skal orientere mig omkring, og mine tanker overrider mine handlinger. 

Hjemmevejleder: "Kunne du ikke sætte den kasse oven på den anden, så den ikke står midt i døråbningen?" Mig: "Ååååh joooo." Kigger forvildet rundt, får fat i kassen, og sætter den ovenpå, men ser noget andet bagved der også ligger forkert. "Kunne den der kasse ikke ikke stå ved siden af?" Mig: "Hmmmm, nej hmmm..." prøver at skrabe lidt rundt i det der er i vejen for det, men får anbragt den anden kasse også.  

Det er ret tydeligt der foregår ting, start/stop, start/stop, overvejelser, negative tanker, forvirring. Øjnene køre rundt i hoved på mig, jeg drejer rundt og jeg har ingen korttidshukommelse. Det er ikke bare at jeg har ting, der er noget eksekutivt jeg ikke har tilgang til. 

"Kan du ikke se det positive i den struktur der er blevet skabt?". Jo, det kan jeg, jeg husker da den var endnu mindre struktur og alt kunne være hvor som helst. Men kaos råder stadig i hjemmet. 

I hoardingen er der ikke realisme, man kan ikke længere se hvor langt man reelt er ude, man lever i det, dag for dag. 

Jeg hører og læser Hoardere lægge planer for at gøre en større indsats på egen hånd, men sandsynligheden for det lykkes er ikke stor, ikke fordi det ikke kommer fra et reelt ønske om noget andet, men fordi vejen ud er langt mere kompliceret praktisk og psykologisk, og ja der er det executive, og nogen er ikke engang bevidste omkring den del af det. Hoardere er meget stigmatiserede, vi skjuler det, vi skammer os, vi har ofte ikke ord for det, og vi tror vi måske får løst det på et eller andet tidspunkt hvor sol og måne står rigtigt. Det kommer bare ikke til at ske. 

De fleste Hoarders håber på selv at kunne løse det. Det er bare ikke så realistisk. Desværre er der bare ikke den rigtige støtte i Danmark. Og Hoarding forværres med tiden. Som grænserne overskrides for kaos bliver det det nye normal. Og når det et vist punkt er den normal kronisk, der hvor det nærmest er umuligt at få det anderledes, selv efter udsmidninger og socialrengøring.

At støtte Hoardere er en lang og intensiv proces der kræver stor faglighed og empati, det er mindst et år. Men skal også tage højde for at der kan være flere diagnoser der har indflydelse på hvordan en realistisk fremtid ser ud. 

Mennesker med samlermani/Hoarding er en meget blandet gruppe, nogen lever uden overhovedet at realiserer der er et problem med deres hjem, andre lider ekstremt under det. Nogen vil gerne gøre noget ved det, andre vil/kan ikke. Men selv dem der vil mest, er reelt ikke realistiske omkring problematikkerne, det er blevet en del af os, en del af vores symptomer, hjem og person er groet sammen. Og det sidste gør at det er ufatteligt svært at få folk helskindede ud af den situation de er i. 

Udefra tror andre/kommunem at når hjemmet fremstår "normalt" er det løst efter en socialrengøring. Det er det ikke. Højst sandsynligt tilbagefald, måske enda værre og en hurtigere proces end før. 

Håbløst? Nej, men det kræver viden og fokus på problemet, det kræver at folk overhovedet har adgang til viden og hjælp, støttegrupper og den rigtige faglige hjælp. Når vii Danmark ikke kan støtte, de mest motiverede er der et problem. 

Et Hoarder hjem er et Hjem man ikke kan være i, et hjem der ikke længere fungerer som et hjem. Det er et livsvilkår der ikke er menneskeværdigt. Hoarding/samlermani er ikke et valg, som OCD/afhængighed er det arv/miljø, psykiske udfordringer der gør hvilken vej det nu tog. 

Jeg vil mene at Hoarding er meget kompleks, der er ekstra mange ting der gør sig gældende, og i mange varianter. Hoarding er ikke bare samlermani, men flere elementer, hvoraf samlermanien er en del af det, og mange har samlermani, uden det bliver til direkte Hoarding. Det kan dog potentielt blive det, ved et eller andet livs sammenbrud. 

Hoarding er et sammenbrud af ens verden, der nu er et meget synligt sammenbrud af kaos, der afspejler det indre kaos. Måske det er det der er sandheden, lever du længe nok med kaos er det det ddet du kender og husker, andet ville føles fremmet og meget skræmmende. Jamen det er så forfærdeligt? Ja. Jeg tænker det siger noget om de traumer vi holder på plads, der ligger begravet under ting og skrald og snavs. Alt det der ikke kan rummes af andre, samfundet. 

Samtidigt er det vigtigt at huske på at diagnoser og executive problematikker, der gør det meget svært og stressende at passe et hjem, absolut også er en grund til at Hoarding opstår i den sværeste form. 

Det vagtsomme barn.

 Mit hjem kørte efter bestemte rutiner, min Mormor kørte efter meget faste rutiner. Det var sådan hun fik livet og hjemmet til at hænge sammen. Og min Morfar havde også sine rutiner, det måtte han jo have i kriminalpolitiet med vagter. 

Min biologisk mor var så noget andet, der viste man aldrig rigtigt, en evig ustabilitet af humør, påvirkning, piller, spiritus, stoffer. Og så det at hun var tilbage i barndoms hjemmet, med hvad det indebærer af komplikationer. Jeg oplevede hende aldrig ud fra hvordan hendes venner oplevede hende, og jeg tror faktisk hun mest dukkede op når noget var i vejen. Måske hun håbede på noget havde ændret sig, en tryghed hun havde følt engang, men nu var hun voksen. Og det skriver jeg ud fra mine egne erfaringer, at det der var var væk, eller det aldrig var der, kun i barnets optik da de stadig stolede på deres forældre gjorde deres bedste. Det nytter ikke at komme tilbage, i det mindste ikke med det håb og den sårbarhed.

I al den forstillelse der er i den type hjem, var jeg alligevel meget klartskuende, jeg var den der undrede mig og konstaterede ting. Hvorfor kan de ikke ændre deres mønstre, de fungere jo ikke. Og jeg var ikke ret gammel. 

Med tiden blev jeg mere og mere indviklet i komplikationerne, hvorfor ting ikke kunne være anderledes, fastlåstheden. Det manglende overblik, og det ikke at kunne se hvad det ville føre til? Det vil altid undre mig, min familie ikke kunne se det. Blinde vinkler og smertepunkter. 

Og det bliver jo ens arv, og min barndoms klarsyn blev svækket af grunde til det var som det var. Og der ikke var andre muligheder. Så mere af det samme, men værre og værre. 

Skyld, skam, afmagt. At min biologiske Mors adfærd afspejlede familien, hvilket den jo ikke nødvendigvis gjorde, hendes psykologiske problematikker var jo hendes. Selvfølgeligt også formet af opvæksten, men stadig hendes sjæls uro, og muligvis også en ADHD. Mine Morforældre kunne have sluppet ideen of hvad hun skulle have været for et menneske, den idealdatter de ikke fik. Min Mor kunne ikke levere det, og mine Morforældre kunne ikke leverer på andre punkter, de har heller ikke idealforældre. 

Jeg blev så det nye idealbarn, et nyt forsøg, og med min Mor som skræmmeeksempel på hvordan det kunne gå. Måske vi var mere ens end jeg har troet, jeg handlede anderledes, ikke bedre bare anderledes, jeg passede mere på, men var også derfor fanget ind. 

Jeg tror jeg i min barndom forvekslede hjemmets rutine tryghed med kærlighed, jeg gav loyalitet, måske det var de de så som kærlighed. I dag ved jeg ikke rigtigt hvad kærlighed er. Og jeg føler mig ikke rigtig tryg. 

Når høj intelligens, socialklasse, maskering forvirre i behandlingen.

 Man skulle tro det et være veltalende og reflekterende burde være en fordel, det er det bare ikke i "systemet", der er for meget at skulle tage højde for, og min erfaringe er at mange ikke kan overskue det komplekse i at kunne noget og absolut ikke kunne noget andet. 

Det er også forvirrende for en selv. Og det kan også være svært at se sig selv udefra. Og det at prøve at forklare at det du ser ikke er den virkelighed jeg lever i. Jeg lever med nogen normer jeg har lært i livet, nogen sidder fast, andre kan jeg slet ikke leve op til, måske derfor holder jeg fast i det jeg kan fastholde, at mit tøj er rent, jeg er velklædt. Jeg har en vital gang, et fast håndtryk. Jeg virker rimeligt selvsikker. 

Jeg har arbejdet på at slippe min ungdoms facade, jeg har selverkendelse, der er ting jeg er meget mere åben om, alligevel er det som om det bare ikke opfattes. At mine grundlæggende strategier er så væsentlige for andres opfattelse, at den bare virker for godt. 

At jeg altid vil fremstå som en priviligeret højere middelklasse kvinde. Og ikke en kvinde der lever på kanten af at kunne udholde hverdagen. 

Jeg kan selvfølgelig vise folk mit hjem og sige hvor velfungerende ser det ud? At de fleste kun ser mig i en kurateret udgave ude, ikke som resten af de 90 procent af mit liv reelt leves. 

Og jeg ikke aner hvordan jeg har kræfter til at fortsætte, men det er vel det eneste jeg kan, fordi jeg heller ikke har kræfter til ikke at fortsætte. 

Der er lag på lag af gamle traumer der holder mig fast i færre muligheder for et godt liv. Et overbelastet nervesystem. Der kan sættes diagnoser på, men det er jo sådan det er. 

Jeg har brug for et løft, men det er kompliceret. Det er medicinsk og praktisk. 

Jeg sidder fast i et helvede, men jeg er overbevist om at det det ikke behøvede at være så slemt som det har været i årevis. 

Det er sært at man kan være tilknyttet psykiatri teams og hjemmevejleder, og det ikke fungerer og alt tager evigheder. Og der er gået evigheder inden det overhovedet kom igang. 

Det ville godt nok være fedt at kunne klare sig selv, også selvom det var på en lidt sær måde. 

Hvorfor er der ikke selvhjælpsgrupper for Hoarding og samlermani i Danmark?

 Det virker helt besynderligt at der ikke findes noget og noget lettilgængeligt for den gruppe mennesker. 

Godt nok er det under OCD, men stadig et specialiseret meget emne. Det overlapper spilafhængighed, der jo har hjælp. 

Er det fordi overforbrug og købemani er en så normal del af samfundet at det er overset, samtidigt med det når det afsløres er meget stigmatiserende? Købemani må være næsten en folkesygdom. Det er så en ting, Hoarding er meget mere omfattende, fordi det ødelægger en hver struktur i et hjem, og til sidst ender i forfald og at bad og køkken ikke længere kan tilgås på normal vis. Også at tingene vokser ud i kælder og loftrum man reelt ikke ejer. Eller flytter ud i haven hvis man bor i hus. 

Men den manglende hælp til at forstå lidelsen, gør også et selverkendelse bliver mødt af manglende information og støtte. Eller forkerte løsnings metoder. 

Det er underligt fordi de fleste af os vil kende flere mennesker med samlermani, eller der er Hoardere. Enten aner vi det, eller de har kunne skjule det rigtigt godt. Og det er også en stor del af at have samlermani/Hoarding. 

Det er ikke fedt at få at vide man gør noget så dumt med sit liv, som man sidder fast i. Det er ikke nemt at nå indtil, hvorfor man har udviklet den metode til overlevelse. For ja, det er det det er. Man Hoarder samler fordi der er noget andet man ikke kan. Og der er nogen følelser af tab, der ikke er set på og helet. Og måske udsigten til at hele ens liv skal bygges om, og kan man det? Når Hoarding/samlermani virkeligt har fanget en er man ofte lidt oppe i alderen, man er dannet som person, og fanget ind af fortiden og hverdagen. 

Den angst der kommer krybene kan være hvad ville livet være efter Hoarding/samlermanien var under kontrol? Det fleste ville udefra sige at det var en god ting, at det måtte være rent positivt. Min egen erfaring er at det ikke er sådan, at det udløser tilbagefald hvis man ikke har en plan og støtte, at epicentret af krise ikke bare ligger i den første del af at støtte at nogen kommer ud af Hoarding/samlermani, med al det stress det indebærer. Men det er en meget længere proces. 

Glemmer med Hoarderen/samlere efterfølgende i den tro det nu er fikset, vil OCD/depression kunne tage over lige med det samme. 

Hoarding/samlermani er også ofte forbundet med manglende eksekutive evner i et hjem. Det kan være et fysisk handicap, det kan være synsforstyrrelser man ikke kan rette op på, det kan være ADHD hvor man ikke kan komme igang med opgaver, eller korttidshukommelsen er så kort man ikke huske hvad man gjorde et minut tidligere. Det kan være sanserne der reager på hvordan ting føles, forenemmes så man trækker sig fra bestemte opgaver. Der er utroligt mange varianter af hvad der er af ekstra grunde til at et hjem ikke fungerer udover selve samlermanien/Hoardingen. 

Og når der er sammenstødet med mennesker der  udefra siger, alt det der har du ikke brug for. Nogen gang hvor de knapt er gået over ens dørtrin. Så er man jo på vagt med det samme. "Her er virkeligt meget"... No shit Sherlock. 

Hvis dem der skal støtte heller ikke ved hvad man skal gøre hvad så? Den usikkerhed mærker man jo med det samme. Der skal være strategier. Realistiske mål. Men der er altså også noget mentalt der skal adresseres, og tages meget alvorligt. Man kan rydde og lave socialhovedrengøring utallige gange, det er ikke det der er nøglen. 

Mit hjem var ok i orden i foråret efter måneders arbejde (siden sidst november), her til efteråret er mit hjemlige så slemt som før, hvor jeg havde været år om det. På rekordtid groede alt til. 

Der var ikke nok støtte til at gribe det, og mange måneders mentalt og fysisk arbejder virker umiddelbart spildt. Måske, måske ikke. Jeg har et nyt indblik i situationen, om det er godt eller skidt ved jeg ikke. Men jeg ved nu at man kan få et seriøst tilbagefald selvom meget lidt reelt bliver fjernet fra hjemmet, og selvom det hele forgå rimelig utraumatisk. I det mindste set udefra. Men det kan min psyke ikke mene, den mener noget andet. Hvad foregår der? 

Udover at jeg personligt har svært ved at udføre ting i hjemmet, og køre på et meget lavet blus og har dårlig korttidshukommelse, så er der noget mere, angsten for hvad der er nødvendigt for at skabe en bedre fremtid. Det ryddede hjem stiller andre dagsordner der kan være svære at overskue. Horder hjemmet er svært at overskue, men det er jo det kaos man kender, det andet er ukendt og med mange forandringer. Man ser sit hjem som en fremmed og ser de måske skulle gøres noget med gulvet, og der mangler en lampe i loftet, der er et utal af ting der aldrig er blevet gjort, at man måske aldrig fik indrettet sit hjem, hvem ville man så være hvis man havde indrettet sig? 

Og meget af det man har samlet/Hoardet var en del af det man håbede på man ville, ting man ville få brug for, noget man en dag skulle, specielt for Hoarderne. Købemani er mere det øjeblikkelige indkøbs sus, hvor Harding er at beholde ting også uden umiddelbar værdi. Men der er også kombinationer. 

Og det er nok der hjernen slår fra. Måske man indser at det der er gjort kun var toppen af isbjerget. Og man stadig står alene med meget. 

Nogen med Samlermani/Hoardere har ikke en selverkendelse, eller den er meget flygtig. De er heller ikke bevidste om hvad der psykologisk/praktisk holder dem tilbage, og kan prøve længere omgange medat prøve at komme til bunds i det, men som regel er opgaven for stor og vil stresse. Så det bare udløser opgivelse og fortsættelse af negative mønstre. Nogen lever med det er sådan, andre lider meget under situationen. 

Horading/samlermani spænder over diagnoser og tilstande og så mange faggrupper et det let kan gå galt, at indsatsen ikke er sammenhængene, og langvarig nok. 

Men det er underligt der ikke findes noget som anonyme Hoardere i Danmark. Og selv med alle mine erfaringer og viden om emnet er det ting jeg finder meget mærkværdige, der kunne findes svar på, svar der kunne hjælpe. 

Den forkerte støtte til hoardere, gør det bare endnu værre.

I foråret var mit hjem rimeligt ryddeligt, så der kunne komme en social hovedrengøring, nu er det efterår og her er værre end sidste efterår...... 

Jeg har hjemmevejleder og tilknyttet distriktpsykiatrien og har hjemmehjælp, hvorfor er det så sådan?

Af den simple grund intet er i forhold til Hoarding. Hjemmevejledere er ikke et job, i forhold til at hjælpe med Hoarding. Psykiatrien ved ikke noget om Hoarding, hjemmehjælpen er heller ikke lavet til at kunne fastholde en kurs, al den tid der skal bruges på at få struktur på hjemmet og den psykologiske støtte der skal til.  Hoarding har sin grund(e) og en del af en komorbiditet. Og ændringer i hverdagen er angstprovokerende. Et hjem er ikke bare et hjem og Hoarderen er forbundet meget psykologisk og fysisk med boligen på en yderst dystfunktionel måde. 

Og uanset hvor meget man som Hoarder pukler mentalt og fysisk taber man kampen alene, er der ikke nok energi på tanken og psykologisk støtte klasker man bare sammen, og det starter forfra, måske enda værre end sidst. Jeg er selv skræmt af hvor kort tid der gik, til at hjemmet igen var kaos. Samtidig er al håb taget, jeg ved nu præcis hvor hårdt det er. Hvor meget tid, hvor meget udmattelse, og så bare bom, tilbage igen. 

Jeg kan ikke tage imod en social rengøring nu, jeg gør det ikke igen. Og det hjælper jo heller ikke, hvis der ikke er en videre langsigtet plan. 

Den grundlæggende struktur er der ikke. Lamper så jeg kan se, indretning der fungerer, så mindre ender på gulvet og forbliver på gulvet. 

Der blev skabt noget struktur dengang, jeg stadig har. Men jeg kan ikke løse det tetris alene. Og jeg kan ikke få hjælp til at få boret et søm i betonvæggen, når der ikke er et gulv at gå på osv.  Så meget kan ikke lade sig gøre, på grund af noget andet. 

Jeg er en anden person når der er lidt mere tjek på hjemmet, end jeg er nu. Det gør mig syg, det får mig til at føle jeg er døende, at jeg burde forsvinde, mit liv er slut. 

Omkring mit hjem er jeg ret hjælpeløs, især når det går den forkerte vej.  Jeg ser klart nu, kommunen ser den anden vej. Jeg er bare en sag, ikke menneskeliv. 

Jeg er så vred! 

Når man går ind i en Autist zone.

Jeg er ved at tage mig sammen til et skriv om hjemmehjælpen de 3 gange jeg har haft siden den siden hovedrengøringen, men det kræver lidt at tænke igennem. 

At have hjemmehjælp som yngre med et skjult handicap, er ikke helt nemt, for man ligner jo ender godt kan. Jeg har ofte  hørt det fra andre med et usynligt handicap eller psykisksygdom, men med Autisme/ADHD er der endnu flere muligheder for misforståelser og stigmatisering. 

Med Autisme/ADHD så når man det man når, man kan det man kan, den dag/uge. Det er sådan det er, og også bør være. Overbelastning overføres til den næste dag og uge, så det er ikke vejen, skyld med skyld på. Vi er også blevet rettet på og bedømt negativt mange, mange gange i livet.

"Vi kan ikke gøre rent, når der ligger noget på gulvet!", Jeg ser mig omkring, ja, der er noget på gulvet ser jeg. Under mindre konfronterende omstændigheder, ville jeg ræse rundt og fjerne det der lå på gulvet, mens hjemmehjælpen var der og lavede noget andet. Jeg har jo gjort den slags sammen med andre, lige fikset det værste. Og jeg fungere bedre med en makker. 

Det er selvfølgeligt fordi hjemmehjælpen ikke ikke er forventnings afstemt, der er noget jeg godt kan, og det der kommer nogen, sætter mig selv igang. Men hvis der er bebrejdelser, eller en stærk antydning af at jeg med vilje ikke lukker op når de ringer på  fx. så er der et problem. For uanset, enten er klokken i stykker, eller jeg kan ikke komme ud af sengen. Begge dele er helt reelle ting, som jeg ikke kan gøre for. Der er jo en grund til at jeg får hjemmehjælp, der er ting jeg ikke magter.......og så er der ting der ikke har noget med mig at gøre, som sådan. 

Bliver jeg stresset og forvirret, ja. Jeg har været vred og ked af det, og følt mig transporteret tilbage til gamle negativeoplevelser. 

I denne uge lykkedes det dog at have hjemmehjælp, og uden trakasserier, det vil dog sige: Det var mig der var fuld af undskyldninger pga. de andre 2 gange. "Uha, jeg fjerner lige det fra gulvet!". "Det hele er ikke helt på plads endnu, det ers stadigt nyt efter hovedrengøringen". Og det var absolut ikke noget der havde at gøre med den hjemmehjælp der var der. Som jeg vist kendte fra før, jeg har haft hjemmehjælp tidligere. 

Det var et frisk og precist billede på hvad der sker med en, det der sker med personer der er vandt til at blive behandlet med negativt bias. Eller en af måderne. Det er sådan jeg er kommet gennem livet. "Det er nok mig der igen skuffer som menneske". Og der med også mig selv. 

Faktisk har folk på spektret ofte svært ved at rumme ros, eller nyde små sejre. De bliver usynlige bag en skov af de ting vi burde, det vi ikke fik gjort, det der ikke lykkedes. Det er noget foran hele tiden. 

På det sidste er jeg begyndt at leve lidt på fortidens sejre, det jeg faktisk kunne. Vel vidende at der var meget der var kompliceret osv. Men det lykkedes, jeg gjorde det. Det er også hvad jeg består af. Jeg kunne sige bestod af, da jeg ikke længere ville kunne magte meget af det, men måske det er positivt, jeg ville gøre det anderledes og vælge mine kampe bedre. Det er erfaring og selvindsigt, og ikke mindst den viden om Autisme og  ADHD jeg har nu. 

Måske jeg skal gøre det klart at folk træder ind i en Autist zone, når de går over dørtærsklen. At den verden der er udenfor er en ting, men nu er de inde hos mig. Og det de bringer med ind, har en betydning for hvad de møder. For på en måde vælger nogen det negative......og her er det jeg ofte har kompenseret og maskeret for at få det til at fungere, det negative, at er min pligt. 

"Jeg er ikke ansvarlig for den gode stemning", det er der mange der kender, det at være pleaser. På spektret har det bare ekstremt mange følger, det bliver et personlighedstræk, der måske ikke er et personlighedstræk, men påtvunget gennem livet for at overleve. For at føle mindre skyld, for at der er ro, eller noget der ligner, for reelt er det jo ikke ro. Det er en falsk premis for ens liv. Hvis man er neurotypisk kan man arbejde sig ud af det, men på en eller anden måde bliver vi andre ofte fanget i det, fordi vi nogen gange hænger på at vi får brug for hjælp af "systemet". Hvis man vælger fra, kan det betyde ret alvorlige ting og hverdagen nu ikke hænger sammen. Det har jeg jo lige været igennem i 12 år. Og da jeg droppede støtten var der frit fald. Og jeg kunne ikke få noget andet der fungerede.

Man kan argumentere at samfundet ikke har ressourser til at tilpasse støtte, til forskellige grupper af borgere. Jeg vil mene det var muligt og ud fra hvilke Borgere man arbejdede med fortiden. Og de har jo nogen journaler, hvor man kan notere de mest vigtige detaljer for den borger de går ind hos. Hvad der er vigtigt for Borgeren at hjemmehælpen lige ved om dem. 

Jeg kan overveje om jeg kan lave et sted at gemme mig i lejligheden, mens hjemmehjælpen er der, hvis jeg mærker noget er for meget. En joke? -Nææh, det er sådan jeg har det, det er sådan det er at have Autisme/ADHD og noget er for meget for en. Men vi har lært at bruge en maske, fremfor fysisk at lukke døren. Og det er reelt bedre at kunne lukke en dør fysisk og mentalt, end at skulle bruge en maske, fysisk sprogligt for at kunne være i det med andre, og vi faktisk ikke vil/kan være i det, men vi skal jo. 

Hvis man tager sine egne normer med ind, i et Hoarder hjem.

I mødet med Hoarding, vil mange automatisk gå til de generelle holdninger og metoder til hvad "man" burde gøre. Det ligger dybt i vores kultur at men bør kunne holde sit hjem, selvom vi også ved det er langt fra realistisk eller nødvendigvis normen.  Men de flest kan klare det med en gevaldig oprydning og rengøring hvis det bliver nødvendigt, trælst men muligt. Så normaliteten og anstændigheden er oprettet og andre kan træde ind af døren.

Derfor er det let at se Hoardere som nogen der ikke har forstået det, at det er nået for langt ud. Hvordan de endte der, i så meget kaos og ting. Hvordan de kan leve med det beskidte. 

Man kan let træde ind af døren og møde det men ikke selv vil være, og tagesine egne holdninger og ubevidste tanker med ind. Og nogen "praktiske værktøjer" til Hoarder hjem. 

Men virkeligheden for Hoarderen er at at nogen kommer lige ind i noget der er meget privat og intimt, og alleantenner vil være ude, hvad sker der nu? Men samtidigt overvældende, angst provokerende, vrede. 

Hvis oprydning og rengøring er via tvang fordi der trues med udsætning af bolig, er det en voldsom række af begivenheder. Som kan gå ret hurtigt, eller føles sådan, fordi opgaven ikke kan magtes selv på en måde hvor man har noget at sige selv. 

Og de fleste Hoardere ikke ide om hvordan de burde behandles, støttes, det er bare noget man lever med/ i. Og måske tror man er den eneste, eller det er sjældent. Eller at man let ikke er særlig bevidst om hvor galt det er gået, og det er også muligt. Eller at Hoarderen har en urealistisk forestilling om realiteterne og en oprydning. 

Så det kan blive et klash mellem samfunds normer og ableisme og mennesker der har overlevet i en egen boble indenfor grænserne af deres hjem.  

Og alle Hoardere har deres egen for historie, og lige i ders hjem er det den fortælling om dem der fylder, det de ikke har kunne magte at holde orden i. 

Der er Hoardere i alle socialgrupper, køn, intelligens, uddannelse, diagnoser, ikke diagnoser. Nogen kan være bedre til at gå under radaren, i det mindste for noget tid. Har man plads nok, måske slet ikke. 

Mængden af ting er en langsom tilvænning, for nogen en buffer zone mod verden, for nogen en byrde men de ved ikke hvordan de skal komme igennem det. Nogen anerkender følelser af angst og uro omkring deres ting, at passe på dem, miste dem, at skille sig af med ting. Hvis man har levet sådan længe nok, kan man ikke forestille sig noget andet. Eller det er en eventyr drøm. 

Der er også det at Hoarding er er kommet lang nok ud, er snavs og svineri meget problematisk, men Hoarderens drøm om hvad alle sagerne skulle bruges til og bibringe en af glæde er jo en ting. Så det med at præke minimalisme, og at ting ikke har betydning er i stærk modsætning til Hoarden, hvor ting har betydning, ikke bare som ting. Man kan ikke hjerne vaske Hoardere til at blive minimalister, fordi det er tidens trend. Det er mere at leve godt og uden sundheds farer. Der er reelt mennesker der lever med ufatteligt mange ting, men rimeligt rent og ordentligt. Resten, der hvor det hele falder fra hinanden i kaos er der hvor noget i en også er faldet fra hinanden. Og sjovt nok tingene var det man kunne holde fast i, indtil det blev et match. Det indre og det ydre.

Med Autisme og/eller ADHD har det ekstra udfordringer med Hoarding, vi kan fysisk have svært ved at udføre opgaverne i hjemmet af mange grunde. Fokus er noget af det, men der er også noget med det praktiske, og noget med  OCD og hverdags ting kan være vanskelige når ens hjerne bare er andre steder. Og den er andre steder. 

Jeg er ret sikker på at mange af de mennesker der har fået bragt mig på gråden og raseriet rand i forhold til mit hjem, var søde og empatiske mennesker med de bedste intentioner. De kunne bare ikke se mig, både fordi empati ikke er universel og måske slet ikke dækker folk med Autisme, der er ikke en grundlæggende forståelse af vores signaler. At neurotypiske i grunden er stillet som mig selv overfor dem, jeg skal oversætte dem intellektuelt, og jeg skal oversætte deres reaktion på det Autistiske, eller det skal jeg ikke for det går lige ind. Men måske jeg har prøvet at ignorere fordi det er for smertefuldt.

Hoarding er ikke bare noget der skal ordnes, Hoarding er ikke bare en praktisk opgave, som det detsværre har været set i mange, mange år. 

Hoarding er dybt personligt og ofte traume udløst, og traume uløst, det/de traumer man bare måtte finde ud af at klare som men kunne. Og Hoarding var fordi det var den version overlevelse, der lå i en, der til sidst blevet fængsel. 

Derfor ar samfundsnormer som et elektrisk stød på Hoarderen, når man prøver at støtte en "afhoardings" process. Og det er bedst at prøve nulstille sine egne værdi normer, eller være meget bevist om at mennesker er forskellige og det faktisk er ok. Og tro på processen. 

ADHD oprydning med makker, men virker det også med en Hund?

Bonus (Foxterrier) skulle ikke gå i vejen foret væg projekt i påsken, så jeg blev spurgt om jeg ville se til ham og lufte. Jeg sagde jeg bare tager ham med hjem, nu hvor mit kaos hjem ikke længere er farligt for ham.

Da han begyndte at være meget undersøgende af køkkengulvet, støvsugede jeg lige, og tog også kanterne foran bogreolerne i stuen. Og så fik jeg øje på alt det ude på altanen der stod brokket op. 

"Bonus skal vi tage altanen?" Så jeg red på ADHD bølgen, go, go, go, nu er det nu! Og det så værre ud end det faktisk var. Jeg har købt nogen brugte træbænke med opbevaring, og jeg gik nogen kasser igennem. Og jeg ordnede urtepotter. Det ser pænere ud nu, det er ikke helt færdigt, men meget bedre. Gik Bonus i vejen? Ja da, men det er jo en del af det, det tvinger mig til fokus og jeg kan tale med ham, så jeg ikke tænker på alt muligt andet. Og han er jo godt selskab. Det er bedre en sød hund går i vejen, end negative tanker. 

Jeg fik de fine tallerkner og den slags jeg kun bruger til gæster ned i en plastkasse og ned i bænken, der er ikke meget skabsplads i køkkenet nemlig. Og jeg har sikker opbevaring der ude nu, plastkasserne er lavet til udendørs brug. Og bænkene er bygget næsten for solide. 

Sover jeg hurtigere og bedre med en Hund i sengen, med Bonus gør jeg. Men jeg må ikke have hund hvor jeg bor, men det ville nok være sundere for mig. Jeg har mere omsorg for andre end mig selv, og en hund gør mig glad og grounder mig. 

Nu er han hjemme hos sig selv igen. Men jeg tror godt han vil lave en ny overnatnings aftale. 

Der ligger også en styrke i at se det halvtomme glas.

 "Tingene går i den rigtige retning så nu skal du bare være tilfreds og optimistisk". Hvis man ofte nok har kæmpet og tabt, har man lært ikke at håbe for meget. Det håb der kan kaste en i afgrunden. En mere realistisk tilgang kan gøre faldet blødere, og gøre det er muligt at prøve igen, på en lidt anden måde.

Jeg kan lige nu se en sjat kaffe i mit krus, det er en ok sjat, halvtomt men ikke tomt. 

Den anden: "Hvordan spiser man en Elefant?". "En bid af gangen". Med ADHD kan det være svært at vide hvor man starter. Med Autisme kan det være svært at skifte til en tilgang til en anden. Med begge dele så er det rigtigt komplekst. Det er at finde metoder og skifte metoder, så flere metoder til samme opgave. Hvad gør jeg hvis jeg går i stå, bliver i tvivl, kommer til at gå igang med noget andet? 

Hvis alt er endt i kaos er der meget få metoder man bruger. Der er daglig overlevelse, der næsten skrumper år for år med hvad der er muligt. Der skal skabes nye metoder og ny struktur. Det er reelt kognitiv træning. Gentage nye mønstre. 

Men fra et næsten 0 punkt, vil meget føles som om meget lidt sker, og at man lidt har været der før. Eller mange gange. Det at rulle stenen op af bjerget, og over. 

Fastlåsthed, og ekstra meget fordi man er under press og overvældet der hvor man er. Udgangspunktet er ikke optimalt. Frustrerende opgaver der provokere minder om andre gange, og viser de manglene evner. Det er en kamp, mentalt fysisk og det er bare en smattet køkkenvask. Men den er også et personligt sammenbrud. Men man er jo ikke sin køkkenvask, men lige der er man. Lige der er den køkkenvask det man er, eller det man ikke er. Det andre lige kan klare, og aldrig når dertil. Der hvor andre væmmes og man selv væmmes fordi man har stærke sanser. 

Og det skal jo gøres rigtigt og den skal blive rigtig ren, fordi den er virkelig slimet. Og man starter, og der er snavsede ting der skal værk....et sted. Og man skal give den en ordentlig behandling med noget der fjerner bakterier og det hele. Og det skal lige stå og virke. Og så gør man noget andet og nogen dage efter ser man vasken igen, og laver en rinse and repeat. Og prøver at sætte de ulækre ting i blød. Osv. osv. Og når man ved det og kender det ved man hvad jeg mener og hvis man ikke gør vil man tænke hvorfor bliver det ikke bare gjort? 

Men det er ikke bare køkkenvasken, der er meget andet der skal fikses, der burde gøres. Og der er aldrig energi nok. Og spektret er en off on knap man ikke selv kan styre. I den perfekte verden ville man være mindre overvældet af livet, men det er kun for de heldige. 

Jeg kunne godt mose igennem da jeg var yngre. Men on/off knappen kan i dag sætte sig fast på off, og blive der. Det betyder jeg ikke kan komme ud af døren eller op af sengen eller noget. Og jeg kan ikke kalde på hjælp, det eneste jeg kan er at være i det til mit system er reguleret. Men det er ikke 3 dage, eller 2 uger, det kan være 3 måneder det kan være mere. Det er en kolaps af hvilke systemer der måtte have været, og erkendelsen af at være ret hjælpeløs. Alene i det.

Det er der jeg er glad for mine interesser, da de lige får mig igennem dagen/ugen/månederne. På e måde er det det halvtomme glas, det er en sjat på bunden. Men den sjat består i "åndelig/kulturel føde". Det er et nøjsomt liv. Der er en diciplin i at kunne meget lidt og alligevel overleve, og håbe noget sker. At batteriet lige får 2% mere. For det er det der er at arbejde med, de små procenter af mere mental og fysisk energi. For det skal alt sammen komme fra mig, der er ingen støtte omkring den prosess. der er ikke noget løft. Der er kun mig i en beskidt kaos lejlighed. Og min evne til at bevare håbet og kraften, når der reelt ikke er meget håb i sigte. Det er meningsløst.

Jeg er sikker på mange vil synes det er tungt. At jeg er tung. At jeg ikke er opløftende at jeg ikke giver andre håb. Fordi det lidt er en pligt man har, at hvis man ikke fungere optimalt skal man give andre håb, ikke de andre ikke velfungerende, men de velfungerende. Så de kan leve lykkeligt videre. Det er et interessant koncept. Men med Autisme insistere jeg på at være irriterende. 

Jeg køber ikke den naive optimisme, og det er mit valg, for den fungere ikke for mig. Og jeg har været igennem alt for meget, af alt muligt der ikke er nemt at have med at gøre. Men jeg er her endnu, så noget må jeg have gjort rigtigt. 

Der er meget i livet der er som at lære noget nyt, det kræver man gør det rigtigt mange gange, og har overblik over helheden, hvordan det griberind i andre ting. Der er ting der går som et leg og andet er bare er en sej omgang. Og med Autisme/ADHD er det ofte helt andre ting der er meget svære, end det er for flertallet. 

Optimalt ville det være bedre med meget mindre af det jeg ikke kan finde ud af, og meget mere af det jeg kan. For energi og fokus vil aldrig være i balance eller nok, det er altid en balance på en knivsæg. Der i perioder kan fungere ret ok, men også kollapse. Det er vores virkelighed og vi kan tro vi har lært balancen, og vi passer på os selv, og vi bruger de teknikker der fungere for os. 

Når tingene ramler, så burde vi kunne få den støtte vi behøver. At vi ikke skal leve i år i det, at vi ikke dør i det/af det. Usete. Er vi for andre de halvtomme glas? Den sjat der ender i køkkenvasken? 

Det halvtomme glas er altid muligheden, for endnu en opfyldning, og funktionen er at det holder på sit indhold om det er fyldt til randen, eller de er to dråber på bunden. Vi burde have nok i vores samfund til at gen fylde glasset en smule når det er nødvendigt. Men hvem? Er samfundet staten, eller os som proaktive? 

Nå, jeg regner ikke med der sker meget på det område, og jeg vil/må koncentere mig om at hive mig selv op af den ulæks køkkenvask, inden jeg redder verden. 

Jeg har fnusket. Støv, fnuller og skatte.

Hvordan jeg gennem et liv har arvet og samlet så mange småting, er imponerende. Men også ret problematisk. Forskellige kategorier, kreating, arveting, noget der høre til noget andet, der er i en anden kasse. Minder, skatte. Stof fnuller, støv, papir. silkepapir, hårnåle osv. Og gennem mange panik oprydninger blevet mere og mere usorterede, end de var engang. 

Kun jeg kender betydningen, værdi for mig, eller reel værdi. Jeg må tage det på mig, at det er der hvor andre ikke rigtigt kan hjælpe mig. Jeg sortere der der nemt kan sorteres og så er der det stadig usorterede. Og det må blive noget aften noget, hvor jeg kigger film samtidigt. 

De støtte timer jeg får bør gå til de store linjer, ikke det her mikro sortering, og udsmidning. Hvad det bliver til, den større beslutning kommer an på det færdige resultat, hvad der der rent faktisk, og hvad kan anvendes, hvad vil blive anvendt. Det er et udtryk for mit liv, så hvad er det samlet? 

Og hvad af det kan jeg som mere struktureret finde ud af at eje? Jeg har fået dropzoner for mange ting nu. Værktøjer, tape, mange kategorier. Ting kan komme tilbage til deres opholdsplads. Det er næsten underligt, at jeg kan gøre ting, og få værktøjet og materialer tilbage igen. Eller det er underligt. 

Det er ikke mange uger siden at alting, kunne være hvor som helst i min lejlighed. Og jeg følte at jeg var et menneske der var gået helt i stykker. Kun intellekt, men uden evnen til at få hænderne til at gøre de rigtige bevægelser, til at få hjernen til at færdigøre handlingen. 

Jeg troede at det var den jeg var blevet, og det nok ikke kunne ændres. 

Men det krævede at jeg fik støtte. Vi lægger så meget kulturelt i den personlige viljestyrke som ideal, og krav. Noget skal bevises. Vi taler ikke om synd mere i Danmark, men det ikke at tage sig sammen og klare sig er stadig en synd, og en utilgivelig en. At vi alle kan ende i at vi ikke kan tage hele løftet selv, er den blinde vinkel. Og at vi ikke altid har den hjælp tilgængelig, er en anden blind vinkel. 

Det kan få store konsekvenser, det har store konsekvenser. 

Dissociation i kombination med ADHD.

 "Min ADHD er blevet værre", det med at ikke være til stede i ting. Der er bare det at Dissociation gør det samme: psykisk stress belastning. Jeg er klar over at Dissociation har fulgt mig gennem livet i mange former. De findes i Autisme og ADHD, men Dissociation er en forstærket reaktion, og det er en reaktion på ikke at kunne reagere som behøver at gøre det, at man er tvunget ind i et mønster, der bare prøver at få det til at fungerer, i situationen. Er det et livs vilkår er det sådan det fungerer. 

Det er svært at være til stede i livet som det er. Noget af en er et andet sted, for kortere eller længere tid. Nogen gange er man hverken her eller der, med det ene ben i virkeligheden og det andet? Nogen kunne kalde det distraktion, dagdrømme, tvangstanker, manglende fokus. 

Jeg var et tålmodigt barn, jeg gjorde ting ordentligt. Til en fumlende scatterbrain? Det var jo ikke fordi jeg ikke brugte Dissociation som barn, slet ikke. Men jeg havde stadig kontakt til det jeg gjorde. Det ubærlige gør at tingene ryger ud af hænderne på en. Er ADHD og Autisme der er sendiagnosticeret og fået lov til at klare sig selv under svære vilkår, endt i ikke at kunne være i sig selv, et konstant tryk og ubehag i hverdagen, der er for omfattende til overhovede vide hvor man skulle begynde.

Jeg tænker at når man ikke engang har drømme for fremtiden, er det fordi det er for urealistisk i forhold til nutiden. Og at mine daglige udfordringer er uforståelige for de fleste, fordi det går ind i alt, det mest enkle. Alt det man bare kan. Der er grunde, på grunde, på grunde til at ting ikke kan gøres på den rigtige måde og løses. Så mange ting der er gået galt og skal ordnes først. Udmatende. Dissociation træder ind. Holder en i live, men ikke levende. Det er det hemmelige liv, det liv jeg lever når ingen ser mig, eller når det er dem der hjælper mig i mit hjem. 

Det der dukkede op efter mit hjem er kommet mere i orden er ordet Dissociation, og det kom egentligt i forhold til Dissociation i forhold til min barndom. I forhold til minder, til at huske hvordan det var. 

Dissociationen fungere på flere planer, en tåge over fortiden og en tåge der lavpraktisk tåger en praktisk opgave. Først følelsen af hvad gør jeg, jeg har været her før, og så Dissociation. Ubehag. Men Dissociationen skaber også selvhad, hvorfor kan jeg ikke? Hvorfor skaber jeg det her kaos for mig selv? Jeg skabe kaos og jeg taler grimt til mig selv. Alligevel er Dissociationen løsningen min hjerne vælger, selvom det sidste er meget værre. 

Hvorfor udsætter jeg mig for en smerte og mental selvskade der er værre, end det jeg umiddelbart distancere mig fra? Formentligt fordi det er det jeg kender derfra. 

Efter jeg fik mere hjælp i hjemmet, er jeg mindre ond ved mig selv. Og undre mig over jeg kan finde ting og ved hvor ting skal være.

Hvorfor har jeg skulle leve på den måde, min måde at leve på afspejler min tilværelse, det afspejler Autisme og ADHD ja, men det afspejler i høj grad hvad jeg har skulle magte alene af store udfordringer. Det går til et vist punkt. En dag kan man ikke mere. Når hvæser at Autisme og ADHD er noget man er født med, som om det skulle gøre mig mere tilfreds med mit liv, og det er som det er. Så er det ikke som det er. Det kunne have været anderledes hele vejen igennem, ikke perfekt, men det kunne have været bedre. Jeg har bare måtte kæmpe for meget, og for alene. Jeg er resilient og en fighter, jeg har selvindsigt, jeg kan reflekterer. Det er bare ikke nok, selvom jeg måske har mere end de fleste. 

Det er svært at tro på sin egen værdi og værdighed som menneske, når det ikke er det man møder i samfundet. At holde fast i det, hele tiden, uanset hvad der bliver sagt og gjort, eller hvor meget man bliver ignoreret. Det er som om andre Dissociere mig, noget slår fra, de kan ikke høre og se. Er jeg et levende symbol på trauma, hvad samfundet ikke kan hele. Det ingen ønsker for sig selv?

De neurotypiske har deres egen Dissociation, der ser og høre pr. automatik. Og en automatik der ofte ikke får de detaljer med, hvor man kan fange og rumme Autisme og ADHD, og følgerne af det når vilkårene ikke er  særligt optimale. 

Det at jeg Dissociere betyder ikke at jeg Dissociere fra smerten ved livet, kun noget af den. Vel enda kun en lille del af den. Men nok til at komme videre til den næste dag. Jeg er bevidst om meningsløsheden i det Hamsterhjul, og det spinkle håb at noget sker der sender mig i den rigtige retning, ud af hjulet, eller den negative infinity sløjfe, af ruminering/overtænkning og Dissociation. 

Det det kræver er faktisk at noget af byrden løftes af mine skuldre, at vi dropper at vi altid kan finde vejen ud alene. Det kræver et skift, en ændring og en positivt. Bare lidt jeg ikke skal løse selv. Det kan være småting der gør at der er overskud til at gøre noget andet, der kan ændre til noget bedre. Men det skal til. 

Hoarding, ude af øje ude af sind. Og alligevel ikke.

 Sidste mandags havde været en mærkedag, lettelsen over at stuen var ryddet, næsten. Det føltes som om det hele havde balanceret oven på mig og nu var væk. Vi havde arbejdet intenst.

Og her fredag skete der mere. Men jeg fik en sær fornemmelse af omfang, og hvad der endnu ikke var gjort. Ikke at jeg ikke har været nede i kælderen, og den er sorteret flere gange. Men hvad er der egentligt? Hvad har jeg mentalt og fysisk stuvet af vejen?

Alle mine liv, hvad jeg har været og hvad jeg har drømt om, og hvad jeg har måtte lægge bag mig. Det jeg har været tvunget at skille mig af med og det jeg har holdt fast i. 

Det var også en ordentlig omgang i dag, og der var meget mikro sortering. Og noget jeg skal af med fordi det fylder og ikke længere fungere i min bolig. 

Det er et gennembrud, men jeg ved der er meget mere der skal gøres. 

Jeg fandt også nogen billeder der mindede mig om hvornår min bolig lige akkurat kunne friseres. 2020, billederne kom i et blad i 2021, den efterfølgende jul. 

Det er som om jeg har mistet fornemmelsen af årene, jeg ved hvornår jeg flyttede, jeg ved der skete noget og der skete noget mere. 10 år, 5 år, pist væk. Årene er moset sammen, en blok. En afvikling af mit liv. Selv mindre og mindre dag for dag som person, men mere og mere overvældet af omgivelserne. 

Jeg kan nu huske at jeg før havde en stærkere logistik i hjemmet. Det handler om flere ting, men det handler også om hvordan jeg i perioder har haft det så dårligt, at jeg har kunne meget lidt. Eller har måtte træffe valg, hvor noget måtte fravælges. Og efterhånden ingen rigtige valg, bare overlevelse som det nu var. Der må have været særlige perioder, en tidslinje. Men når man bare overlever, så bliver nok det hele bare det samme, igen og igen. Kun tiden går. 

På samme måde forsvinder de fysiske ting ned under overfladen, det mentale og det fysiske bliver som sort is, usynlig i vandet, men meget fysisk tilstede alligevel. Det jeg ikke husker er der stadig, det jeg har fysisk, er stadig et eller andet sted, indtil jeg støder på det, og det overasker mig, "ååh, dammm! der er der endnu", det jeg er kustode for. En af opgaverne er at få de ting samlet, og med en advarsel på, familie sager! Jeg er ved at lave en kasse nu. Jeg må se hvad det bliver til i mængde helt konkret, er det 2 kasser traumer, eller 8? 2 er nok ikke realistisk, er 8? 

I første omgang er det at ting har det rigtige sted, så det er muligt at komme videre til det næste, og det næste. Så vil det vise sig hvad der fylder mest. 

Hoarding er også kulturelt tillært.

 Der var engang det var en dyd at passe på sine ting, og at arvegods var lige så godt som at arve penge. Arv var at kunne akumullere generationel rigdom. 

Samtidigt gik også tingenes historie i arv, et grydelåg var ikke bare et grydelåg, det kom fra Faster Oda, der var god i et køkken, og den musselmalede Chokoladekande kom fra Oldemoder og det var den man brugte til fødselsdage. Så alt havde en historie og minder tilknyttet. Også historier det øgede værdien i familiens øjne, og kunne give livs lange strider om hvem der fik hvad, umiddelbart ikke altid værdifulde ting, men ting det betød noget mere, affektionsværdi. Historier om hvordan et andet familiemedlem lagede sin klamme hånd på en særlige ting, kunne være utilgiveligt.

Tidligere kunne arv virkeligt bidrage til en husholdning rent praktisk. Man havde ikke bare alt. I dag når vi arver har vi ofte alt i forvejen og det vi selv har valgt. Vi har råd til at købe det rigtige, ikke bare hvad vi lige har råd til.
Porcelænstell og bestik var sociale markører, og til de næste generationer. Var man snedig brugte flere i familien det samme spisestel mønster, så de ville gå lige ind i resten via arv. Og pletsølv, kunne skiftes til tre tårnet via arv. Hvor mange har ikke rester af gammelt sølvbestik dele liggende, man har arvet men ikke bruger?

I slutningen af 1800 tallet blev stilen at man fyldte hjemmet op med fine ting. Fotos trendede og dermed fine rammer og mange rammer, og væggene skulle helst næsten være tapetseret med billeder og spejle. Og alle overflader stod der figurer og vaser og skåle. Og det stod ikke på det bare træ, men på fløjls løbere og blonde flaconer. Tingene skulle symboliserer kultur, det kunne også være souvenirs. Det kunne være afstøbninger af klassiske værker. Og meget der fortalte historie.Det var også tænkt som, at børnene kunne lære af det. Og nye trykketeknikker kunne udbrede billeder fra berømte museer, så man selv kunne have dem i stuen. 

Hvis man ser hvordan den Danske kongefamilie havde indrettet sig i slut 1800 tal, var det et hav af tingel tangel sendt fra børnebørn som gaver der stod fremme på skrivebordene. 

Og så i løbet af 1900 begynde ideerne om den gode smag, der dog ikke helt fik bugt med ting og sager. Mange af småmøbler fra slut 1800 tal endte som brænde under 2 verdenskrig. Pyntehylder og etagerer osv. Men man hold af sentimentale grunde fast i meget af det andet. 

Boede man stort eller på en gård kunne man udrangerer ting til lofter og udhuse. Opkøbere af antikviteter prøvede at opsnuse ting på den måde, og se om de måtte kigge på det gamle skidt. Det var så ofte møbler og større ting. 

Men andet var vogtet i den fine stue, alle de finere arvesager. 

Man oplever ofte at folk overvurdere alder og pris på ting der har været i familien, når det nu har været vogtet og fortalt om må det være fint og sjældent.

I familier har der altid været samlere og spredere. Dem der passede på, og dem der sagde "det gamle skidt", eller de kunne bare ikke passe på det. 

Men mange er endt som ufrivillige familie kustoder af fortidens "rigdomme", ikke personligt valgte ting, men ting man føler ansvar for. Og her er noget af det der ligger i hoarding, et ansvar. Det er så dybt i en, at det er en. 

På en måde kan det sammenlignes med relikvier og indviede kult figurer, også en grund til at meget har klaret sig gennem tiden, vi må hellere lade det blive hvor det er. Men også som om de ting har et indre liv i sig selv. Og her er vi tilbage i animisme. Så selv i samfund der ikke længere har animisme, bliver der altid født animister, deres hjerne er sådan. Det er det iboende i nogen mennesker, det syn på naturen men også skabte ting. Det særlige, men også som om man kan røre fortiden. For nogen eksistere det ikke. For andre er det en helt naturlig følelse. Jeg har selv den animistiske tilgang, og jeg husker ikke andet. 

Nogen Hoardere kan reelt føle at det er ondt mod tøjet at smide det ud, bare fordi det er hullet og gammelt. Det er ikke bare som en dyd som sparsommelighed, det er noget andet. Men begge "tros systemer" kan være igang. Sparsommelighed som en kulturel dyd og animisme som en iboende neurologisk arv hos nogen. 

Og det kan godt være vi godt ved vi er fjollede, men det er stærke kræfter der trækker. 

At Hoarding er problematisk er fordi vi mennesker har mere og mere i dag. Samtidigt skal vi også holde styr på mere end tidligere, en verden der stiller krav om forandring, og på mange fronter samtidigt. Ting kan føles som en beskyttelse og personlig sikring. På den måde kan det kører i ring, vi sidder fast. 

Hvis man skal slippe fri kræver det en bevidsthed, ikke nødvendigvis noget der nærmer sig minimalisme og ud med skidtet. Men at men nu ved hvad det repræsentere på godt og ondt. For hvis det ikke repræsentere mere end bare "ting" ville der aldrig være noget problem. Hoarding er meget intimt, personligt, noget uhelet. Det er ikke bare sådan. Samtidigt ligger det også i nogens neurologiske grundlag. Men ukontrolleret Hoarding har altid mindst en livsbegivenheds årsag, ofte flere.  

Hoarding, sorterede æsker, med usorteret.

Folk plejer at konstatere der er meget tøj i mit hjem. Men måske de i grunden ikke er det der er det største proplem. Men mere mindre sager der er lagt væk usorterede eller ligger i bunker. Med tiden er de kommet væk fra det de hørte sammen med, forskellige panik oprydninger har faktisk fået sorterede sager, bunket sammen med andre ting. Ude af øje ude af sind. Og alligevel ikke helt ude af sind. 

Det er meget komplekst at sortere ting der er blevet blandet så meget sammen, men også repræsentere  minder og generationer, jeg er en vogter af fortiden, en kustode. Men det er ikke fordi jeg bryder mig om minderne, jeg kan pludseligt støde på noget der er mentalt kompliceret. Hver æske/kasse bunke kan indeholde både glæden ved gensynet og noget der føles ubehageligt. 

Gennemsigtig æsker giver bedre og hurtigere overblik.

Processen er både logistisk, praktisk, og svær for ADHD hjernen og Autismen. Der er fuldt mentalt allarm beredskab. Noget er bare udsmid, fnusk og papir, noget kan sorteres over til noget andet, og nogen ting er bare svære. Fidusen er så at springe over, for ikke at hænge fast i det og stoppe processen. Reelt må der være kasser der fortsat hedder usorterede, sorteret over i usorteret, nu lidt mere sorteret. 

Det er hjemme arkeologi. 

Det er ikke noget der giver meget visuelt i hjemmet. Det er en skjult oprydning/logistik. Men den støjer inden i. 

Det nødvendige, realisme og konsekvens. Hoarding.

Der er ved at komme skred i det med mit hjem, det bliver synligt. Det har så også krævet 3-4 timer to gange om ugen med støtte. 

Jeg har så ikke været meget værd efterfølgende. Det er imponerende at jeg kan arbejde uafbrudt i så mange timer i træk. Og reelt er det det eneste der er at gøre. Ellers skulle de være flere gange om ugen, men på den anden side, er det godt med ro i 2-3 dage. Jeg ved ikke om det er selve oprydningen der udmatter mig, men andre ting. Jeg bruger meget mindre tid på tanker om min bolig og irritation over det.  

Men mit liv som en helhed er meget mere end hjemmet. Og når man skræller noget væk, kommer noget andet frem. 

Mit hjem har fastlåst mig så meget og så længe at jeg ikke ved hvad der vil ske når det normaliseres. Eller hvornår jeg vil reagere positivt på normaliseringen. Men den form for Autistisk stress er som det er, det slipper først når det gør, og fungere ikke efter de råd der er for stress for neurotypiske. 

Så det bedste jeg kan gøre er ikke at gøre så meget. På et tidspunkt vågner jeg op. Med alderen er der endnu mindre elastik og fleksibilitet med at gå over stregen, det er kontant afregning. 

Så længe jeg kan gøre lidt og så gøre en del mere to gange om ugen, er det opgaven. 

Jeg orker ikke at købe ind, jeg sover meget. Jeg er lidt forkølet, jeg har ikke hentet det vasketøj endnu og det bliver nok først i weekenden, måske. Det er nok heller ikke det optimale tidspunkt af året, men så går jeg da ind i foråret, med et forhåbentligt mindre kaotisk hjem. Og nu huskede jeg at jeg har småkager et sted, tjekker lige.  

Jeg havde et håb for julen 2025.

Efter julen 2024 svor jeg at det blev nød til at blive anderledes, jeg kunne og ville ikke mere leve på den måde. Jeg synes bunden var nået og det ikke var et værdigt liv. 

Umiddelbart er mit hjem ikk anderledes et år efter. Og jeg kan sige at jeg var naiv, at jeg troede at 12 måneder måtte kunne gøre en forskel. Jamen, det måtte det da?

Mit hjem må da være til at kunne leve i, og sådan ok inden næste december, det er da realistisk! Det er da realistisk?...

Joooo, det burde det vel have været, men sådan fungere systemet ikke. Der kunne ikke laves en plan der kunne uføres, og udføres med det overskud og de kræfter jeg har til det. 

Jeg kan ikke udføre det praktiske. Og når jeg prøver fungere det nærmest på en selvdestruktiv måde, fordi jeg ikke kan, og samtidig er vred på mig selv og vred fordi der ikke har været en hjælp der svarede til det der havde været brug for. Så jeg var Prügelknabe, fordi ingen ville anerkende hvordan det stod til. 

Jeg har været forfærdelig mod mig selv. Det har været svære dage. Jeg har håbet på løsninger, jeg har søgt løsninger. 

Er jeg blevet klogere? 

Absolut, jeg gør altid alt hvad jeg kan, når jeg ikk kan er det fordi jeg ikke kan. Og når jeg går over stregen for hvad jeg magter, betaler jeg. Med at kunne endnu mindre og hade mig selv endnu mere.

Det er en dårlig deal, det er en lorte deal. Og det er ikke mig der har fundet på den. Det er den der er, det er den virkelighed vi har lige nu. 

Jeg har slidt mig selv helt gennemsigtig, så jeg ikke selv længere ved hvem jeg er. Har jeg tvivlet på mig selv tidligere, så tvivler jeg endnu mere. Jeg ved at jeg intet betyder nu. På en måde er det at vaske tavlen ren. Så er der i det mindste noget der bliver vasket rent. 

Det kan føles som en straf for noget, uafgrænset straf, en uofficiel straf. Men hvad er det jeg har gjort?

Jeg kan ikke klare mig selv på nogen basale områder. Det er sådan det er. 

Det kunne have været anderledes, det kan være anderledes. Det kunne blive anderledes.

Men det er faktisk ikke op til mig. Jeg har gjort rigeligt, og jeg kæmper stadig. Det burde ikke være nødvendigt, ikke så meget. Når man står alene med sin desperation, der det som om den aldrig kan lægges til side. Alle vågne timer er en bevidsthed om det der ikke kan gennemføres. Sikkert også nætterne. Jeg vågner og kan mærke at mine hænder skal folde sig ud. Et såret dyr. 

Hvad så med 2026? Jeg kan mærke jeg er på vej ud, jeg har set ting, jeg har forstået ting. Jeg er blevet konfronteret med min egen usynlighed. 

Samtidigt er jeg også begyndt at gå til koncerter, kommer mere ud, være mere kreativ, opøve ting. Men kontrasten giver ingen mening, men det er nok der sandheden ligger. 

Jeg har altid gået hele vejen og lidt til, andre kan tro det har gjort det, men jeg ved nu, at det er der bedraget ligger i samfundet, i andre. Den sandhed vil ikke gøre mig mere lykkelig, men den giver mit eget liv den vægt, der svare til hvad det har kostet mig som menneske. Det udvinder guldet fra slaggerne. Jeg har gjort arbejdet. Det er det jeg gør. 

2026?

Der er dog sket noget i året, og her sidst på året. Men det sætter alt det andet i relief. At opleve det kunne være anderledes. At når man er mindre presset, bliver der plads til noget andet. Der bliver mere ro og mindre selvhad og vrede. Og det er meget svært at gøre noget praktisk når det er ens head space. Jeg ved godt at vi lever i en tid hvor vi siger vi kan bestemme vores eget headspace. Det kan vi til en vis grad, men ikke under alle forhold og nogen man stadig lever under. De kræfter der stigmatisere og undertrykker er ikke fiktive, ja de kan være svære at konkretiserer, men de er der. At arbejde på at det man oplever bare kan skiftes ud, og drejes, og nu lykkes det der ikke kunne lykkes før. Det hele er op til dig. Nu er du placeret rigtigt i verden, det var ikke den, men dig. 

Det er en samfunds løgn vi lever på. Det er også en samfundsløgn der kan ødelægge os og lægge os i graven før tid. "Det er bare dig". 

Vi bliver nød til at være klar over at vi er alene med hinanden og staten kan ikke fikse mange af de ting der sker. Men den er også stærkt medvirkende til at det sker. Vi har overladt det til "nogen", i håb om at de ville gøre et eller andet. Og samle op på det værste, så vi var et moderne samfund. At vi fulgte med udviklingen. Og vi har lappet og anvendt det politisk uden ansvar. Uden overblik. Og skabt kasser, som efterhånden ikke passer til nogen. Fordi vi ikke passer i kassen, betyder det jo ikke vi ikke er der. Eller at vi er for få, til at kunne kræve noget for os. Og er det et argument der egentligt holder? Et super rigidt system, der faktisk er blevet værre. Ingen vil tage ansvar for at bøje noget til den positive side. For "borgeren", for "brugeren", for det enkelte menneske i nød. 

God jul. 

Det handler om tillid, derfor er den rigtige viden absolut afgørende.

Hvor ofte vil du tage imod gode råd og hjælp  fra andre, der slet ikke fungerede? Og når det er noget vigtigt for dig, og der bare ikke er overskud til at gribe det forkert an?

Det sker man gør det, og er en del af livet, men når det ender med at man hænger på andres dårlige arbejdsplaner, hvis man har en psykisk sygdom, handicap, Autisme, ADHD, for det kan være fatalt for en.
Fidusen er ikke at være afhængig af andre der laver dårlige planer, men det er bare ikke altid muligheden hvis man er i "systemet" og ikke har et personligt aktivt netværk, eller en økonomi til få hjælp. Man må tage det som det er, og være taknemmelig, i det mindste ikke gøre vrøvl. 

Igennem de løsninger der tilbydes af fx. kommunen, kan man let genopleve den samme fastlåsthed, som man har oplevet i sin barndom, eller parforhold. Mødet med gamle problematikker fra ens fortid. Det kan overaske en selv, måske man ikke kan konkretisere det, eller udtrykke det, der er bare noget, det kan give angst, vrede, ønske om at isolere sig. Som sådan har ingen gjort noget forkert, men det intime i processen og at det kan remme dybt er ikke tænkt ind. 

Hvordan funderer du i hverdagen?
Der er aldrig nogen der har spurgt mig hvordan ser din dag ud? Hvordan løser du praktiske daglige opgaver? Det næste er, at ingen kender dine egne vinkler på, hvorfor du vælger det du gør, og til og fra vælger ting. Og optikken vil ofte være du gør det forkert, du skal gøre det de fleste andre mennesker gør, fordi det er det man gør. Det er da logik?
Det er meget at forlange at almindeligt "frontpersonale" skal være inde i nogen menneskers overlevelses strategier. De er ofte ikke intuitive i forhold til mennesker med mere velfungerende liv, de har ikke været der. Men det ikke intuitive i nogen menneskers overlevelsesstrategier, kan forklares.
Så man i sit arbejde går ind med den viden, uden det kommer til at overraske, eller provokere ens egen måde at indrette sit liv. Sandheden er jo at man kommer tæt på anderledes værdier, anderledes vaner, en helt anden bagrund, og det sætter ens egen i relief, og er vi klædt på til det?
Hvor vor mange slags mennesker har vi mødt gennem livet, og kan man hænge personligt bias i entreen, og helst inden, og tage oplevelsen ind? Og reflekterer, uden at farve det alt for meget hvidt/sort?
Men om ikke andet, er det godt at vide noget grundlæggende om, at det man ser af "dårlige løsninger" også kan været en løsning i meget lang tid for nogen. At den ikke holder, men den holdt for lang tid, derfor er det ikke lige sådan at ændre.

Når tanke og motorik bare ikke vil samarbejde.
For der kan være en egen logik i at gøre ting helt anderledes, men der er også det at neurodiverse rent praktisk gør ting anderledes, deres håndtering af ting og opgaver, der kan være en meget stor udfordring. Samtidigt med manglende/svingende koncentration. Med ADHD kan man være uden korttids hukommelse, hvilket hvilket gør det svært at fx. ryde op, eller afslutte en opgave. Man skal se det før man tror det. Med Autisme kan man føle afsky ved snavsede ting og gøre ting lidt for grundigt så det tager lang tid. Og der er også noget med bare at holde på ting. Og når folk så er fuldt intelligente og lidt til, kan det være en udfordring at sætte sig ind i. Selv ved jeg godt hvordan man passer et hjem i teorien, arbejdsgange og teknikker, og jeg var før i tiden bedre til det, i dag har jeg været så belastet at jeg ikke kan noget fornuftigt. Jeg ved stadig hvordan man gør, men vejen fra hjerne til hænder, eller tanke til udførelse er væk, om det er midlertidigt eller for altid ved jeg ikke. Men ekstremt er det. Men det er "bare ADHD", men sådan kan ADHD være/blive. 

Derfor er gode råd fra mennesker der ikke har en ide om hvad der foregår ikke ekspertråd, det er "husmorråd" der kan være fine nok, men det kan ikke klare alt. Og det kan virke dybt sårende når man selv ved at man ikke har tanke/motorik der bare fungerer og andre hele tiden glemmer det.
Nogen gange har man brug for viden, der går udover det helt banale. Det virker også lidt som om andre tror man er dum, at man gør som man gør, ja, nogen af os ved måske ikke fremgangsmåden, men andre gør. Og jeg tænker at det kan man jo spørge ind om, hvordan ville du gå i gang med opgaven, det ville give mange informationer. Ofte vil man selv fortælle hvor galt det går, og at man klokker i det. Derfor får vi ikke altid forklaret det, også fordi når man taler om det er man lidt et ubehageligt sted. Hvor er det vi taber tråden, og hvad ved vi og hvad har vi måske kunne klare før? For dem der lever i det dag efter dag er det en slagmark hvor vi aldrig vinder, vi kan tro det i et par dage indtil.... Og det virker som om alle andre kan det her, om ikke andet hvis de tager sig sammen. Det er der meget ligger, at mange roder og sviner, men kan tage sig sammen og få det fikset. Men vi andre prøver, og måske enda over flere uger, men så sker der noget. Det noget kan være mange ting, og på en gang. Udefra ligner det bare at man har opgivet. 

Når person og hjem smelter sammen.
Man kan langt hen af vejen være venlig overfor de mennsker der forsøger at hjælpe en, samtidigt med at være ked af det, for det fungere jo reelt ikke. Og vi er dem der lever i det, kan ikke gå hjem fra det. Vi kan være lidt væk nogen timer, men bliver nød til at komme tilbage. Det er vores virkelighed og den farver vores syn på os selv og hvilket liv vi kan have. 

Man skulle tro desperation og angsten havde fundet løsninger og udveje. Men desperation og angst er ikke et godt fundament at bygge en bedre hverdag på. Man griber ud efter noget, men med 95% sikkerhed vil det ikke være det rigtige. Og et bedre liv er stabilitet over tid, meget lang tid, tid nok til at få stressen ned, og til at hele.
Det ville være naivt af mig, at tro at det er en mulighed, at komme ned i stress og hele. Jeg forstår ting bedre nu, men alt er oppe i luften, men i det mindste bevægelse, og det går fremad mentalt, men ikke i hjemmet. Jeg rydder op i mit hovede, med en krop der ikke vil adlyde mig.
Prioritering? Jeg tror at min hjerne ved, at hvis jeg ikke prioriterer epicentret af mit mentale kaos, kan jeg ikke gå i gang med det fysiske.

For når jeg går igang med det fysiske, sætter det gang i meget negative psykiske reflekser, udover at jeg med min ADHD ikke kan finde ud af det rent praktiske.
Men det ville unægteligt være nemmere uden traume ballasten. Eller mere neutralt, og neutralt er det absolut ikke. Det er en kamplads, og uanset hvad jeg gør, er det mig det mig selv går ud over. Det flår mig mentalt. Det bliver meget sort. Derfor har jeg ikke overskud til løsninger udefra der ikke er gennemtænkte. Det kan tolkes som om jeg nægter at få hjælp. 

Jeg er ked af at det er sådan, det gør det så meget mere besværligt for alle parter, og giver så lidt point at gøre det på en anden måde. Men nogen gange er Recovery på trods af ting/andre. At den kan have et afsæt i at stole på sig selv, og ikke det andre siger. De kender kun vejen som de har gået den. Og jeg har bare en fornemmelse af at min vej altid har været en anden. Men samtidig er jeg ikke unik, og det jeg efterspørger er noget viden man har skaffet i andre lande. 
Er den faglige viden stor nok, så er man også klar over logikken i det, der kan synes selvmodsigende og kontraproduktivt. At der er viden til at planlægge og forudsige en process, ikke 100 %, men meget bedre, og også med løsninger for når det går skævt. Det er vigtigt at dem der støtter føler at de har viden og værktøjer gennem hele forløbet, for virker de også usikre, bliver man selv usikker. 

At arbejde med mennesker burde være fantastisk.
Men for pokker hvor må det også være fusterende fagligt, og en daglig tilvænning til at borgere ikke får den hjælp de har brug for. At man ikke er blevet i det mest up to date på området. At Danmarks frontarbejdere i resterne af velfærdstaten, er underprioriterede, på samme måde som dem de møder i deres arbejde, logisk nok.

Mennesker vælger jobbet, de håber på at de kan gøre en forskel, et job omkring mennesker, og her burde samfundet jo sig ja tak, uden forbehold. Nogen ved de har fundet den rette hylde, men skifter til noget privat, med noget ekstra uddannelse, andre stopper, andre køre bare videre i det. Jeg tænker at hvis mine forhold er "normale" indenfor "målgruppen", så må der godt nok være meget der er langt, langt ude. At den sociale skævhed og udsathed bare har vokset de sidste 15-20 år. Der kan ikke gives håb, for kasserne er lukkede. Der er ikke noget der hedder "det der skal løses".

 
Der er international viden tilgængelig, der er erfaringer, og lappeløsninger som dem vi har anvendt koster ofte mere end at gøre det rigtigt fra begyndelsen. Tænk hvis vi hørte på brugerne/borgerne, tænk hvis vi hørte på medarbejderne. At deres job var inkluderet at udvikle det faglige og menneskelige, og det blev set som værdifuldt. Tænk hvis brugere og de faglige kunne brainstorme omkring hvad der er vigtigt og nødvendigt. Tænk hvis vi turde lave tænketanke med borgere med erfaringer på området, men også sætte dem sammen med folk der har overblik over hvordan man kunne genopbygge den mest skrøbelige del af velfærdstaten. Derefter kunne vi hurtigt muligt se på skoler/uddannelse og arbejdsmarked, så flest muligt ikke bliver tabt i farten. Meget kunne undgås, hvis vi var mindre firkantede. 

Lige nu kan føles som at være et forsøgs dyr, selvom der reelt ikke forsøges noget, det er bare det samme, der ikke duer. Den samme dead end. Det er kassetænkningens dead end. Det er reparationer på et system der ikke duer/hænger sammen, og lappeløsninger er ikke billige. 

Der på mange måder er det der tilbydes som hjælp/støtte lige så dystfunktionel som alle de "forkerte" løsninger og "dårlige vaner" "klienterne" borgerne har. Det er næsten lår klaskende, hvis det ikke havde konsekvenser, systemet blinde vinkler tromler en flad over tid, stille og roligt.

Når man ikke kan huske hvad tryghed føles som.
At møde sårbare mennesker, men en kompleks bagrund, er at møde mennesker der ofte har mistet tilliden og trygheden, og det er her at det er vigtigt de møder mennesker har forstået det, og har solide ting at tilbyde, der er til at forklare. Personligt har jeg oplevet at løsningerne ikke var logistisk gennemtænkt, hvilket jeg ved fordi jeg vidste hvad der ikke var tænkt på.
Så kan man håbe det bedste, eller frygte det værste. Men det er ikke idealet, reelt burde der være en drejebog, også på skrift. Hvad var det vi aftalte?
Ofte er man så stresset at man ikke høre ting. Og det er altid individuelt. Hvad er viekeligt vigtigt for borgeren. Hvad er timeline, og hvordan fungere hverdagen under en oprydning/social rengøring. Hvordan sikrer jeg mig at de ting jeg skal anvende ikke ryger i bundenaf en tilfældig pose kasse? Og jeg først ser det om 14 dage, eller 3 måneder? For nogen med angst/traumer/PTSD er det ikke godt.

 
Hoardin panik løsninger.
Fordi Hoarding i dag er noget der skal ordnes meget hurtigt, fordi det har fået lov til at blive meget ekstremt, og der nu er sende en klage/udsmidning, så nu skal det sundhedskadelige/reparationer bare gøres nu og her. Så er den person der lever i det ikke i fokus, det der er i fokus, er det ikke kommer en udsmidning så borgeren kan blive i sin bolig. Og man så kan tilknytte en hjemmevejleder evt. hjemmehjælp. Men boligrådgiveren ved ikke meget om Hoarding og går ikke ind i det der har sat Hoardingen igang og det er heller ikke deres fagområde. Og mange med Hoarding vil blive trætte af at nogen kommer i deres hjem, og er det blevet traumatiseret af den sociale rengøring, så måske de ønsker både hjemmevejlder og hjemmehjælp langt væk. At de bare har brug ro. Men det betyder også at hoardingen vil starte forfra. I dag ser vi Hoarding udefra og som at praktisk og socialt problem, men ikke som en psykisk diagnose der bør tilbydes behandling.  Nu må vi sker i løbet af 2026 når diagnosen kommer til Danmark. 

Manglende ambitioner og mediernes dækning.
Kunne vi ikke igen blive fremtrædende omkring nødvendig velfærd, at det var os andre lande så til for svar. Vi er et ufatteligt rigt land, med et flot gennemsnit af mennesker der lever et sikkert og godt liv. Men på et eller andet tidspunkt kunne vi ikke rumme, at det også var et andet liv, og det var som Politikere og Danskere var med på det. Men det må jeg kigge på en anden gang, hvad det egentligt var der skete. Jeg husker faktisk det som om nogen mistede tilliden til os, vi var enten stemplet som nassere, eller dømt helt ude som håbløse tilfælde. Og i medierne var det kun de kendte der havde haft noget psykisk. Og når det var "rigtigt psykisksyge" var det altid om nogen der havde gjort noget, og vinklet på en måde der gjorde os kede af det. Medierne kunne skrive som de ville uden stort kendskab til emnet, det var "de andre", så man behøvede ikke at veje sine ord eller fordomme på en guldvægt. Den manglende interesse for at komme i dybden, har formet synet i samfundet. Og dem der havde råd brugte mindfulness osv. Medierne chantede pyt, pyt, pyt. Og kognitiv terapi blev også det helt store, ikke at kognitiv terapi ikke fungere, men nogen gange er den alt for overfladisk i sin tilgang. Det er som om den hopper over, når noget bliver for svært, komplekst, personligt......minder det om noget?
Medierne vil nok påstå at de har forsøgt at formidle, men det er jo de medier de fleste kommer i nærheden af, der betyder noget, og ikke en lille god artikel bag en betalingsmur. Jeg er fx. ikke imponeret af hvad Dansk tv har bragt af formidling. 

Jeg synes ikke at trends burde være måden at behandle eller formidle. Når trends helt overtager, så det er det man vælger. Det er selvfølgeligt nemmere med kognitiv terapi og i grupper. Og ja det fungere, men ikke for alle. Kan man undgå trends i psykiatrien og behandlingsystemet? Næppe. Håbet er bare at man forstår at der skal være flere muligheder. Og at borgeren/den psykisk syge ikke er forkert og umulig, fordi kasserne ikke passer. Er det sociale sikkerhedsnet for menneskers skyld, eller for kasserne som et værn mod anmodninger om hjælp og støtte, der ofte er absolut nødvendig, men sandsynligvis afslås. Og også fordi nogen diagnoser ikke har været anvendt i Danmark. Det er ikke et udtryk for at nogen forlanger for meget, det er et udtryk for hvad man ikke har ville se, og skubbet rundt på i bunkerne af sager. Det er ikke et nyt problem. Det er bare noget der er blevet ignoreret. Og Hoardere er nok de sidste til at råbe op. Det er også en grund.