Diagnose på 1. klasse.

Hvor er det nydeligt og middelklasset i "Hvad fejler Fuhlendorff" på DR TV. Der er ikke rigtigt nogen der har et problem, eller har de, hr de adgang til at få hjælp og blive taget seriøst. 

Man bliver efterladt med følelsen af det det er jo ikke noget særligt. Det bliver lige sagt at følgerne er lidt efter, hvor meget man har skulle kæmpe for at kunne være til. Jeg vil ikke minimaliserer andres oplevelse af ADHD eller Autisme, selvom man er sluppen lettere fra det, er det der jo. Men for nogen er konsekvensenserne helt uoverskuelige. Og tilgangen til udredninger og støtte nærmest ikke tilstæde. Man bliver ikke taget seriøst, man er næsten ikke et menneske, men en tid i en kalender med mange andre ret ligegyldige skæbner. 

Nogen af os er holdt op med at fungerer, vi er ikke vokset ud af det, men ind i det, og mistet mange af det ting vi faktisk kunne engang. 

Men hvad så med at blive klogere på sig selv, efter en diagnose og lære hvordan man undgår at blive væltet omkuld af livet? Tjo, det er der vel mange der oplever, men er man nået langt nok ud, er selverkendelse ikke nok. Eller måske ikke mulig. Alene med sig selv og fortiden og nutiden, er måske ikke det bedste sted, eller i et hjem i kaos. 

Udsendelsen forudsætter også lidt det med at man har familie og pårørende, at man har nogen. Måske "systemet" hurtigt regner en nu når man ikke har nogen.  Guderne skal vide at det "at have nogen" også kan være årsagen til tingenes tilstand, totalt manglende forståelse, og fejen under gulvtæppet. Eller man var den der skulle leverer hjælp, støtte, forståelse, praktisk hjælp til dem. 

Og så er der det med at være en kvinde og ikke en mand. Der er så meget vi acceptere hos mænd, som vi ikke gør hos kvinder, der er en verden til forskel stadig. 

Det er som om der er dele af det at være kvinde vi ikke kan se, og der er en selvredigering i adfærd det skjuler det. Så er det vores egen skyld? Personligt tror jeg bare det er bekvemt ikke at se det i forhold til kvinder, det synes også næsten uden konsekvenser for samfundet. Hvilket ikke er sandt, det er bare på en mere stille måde, næsten som om det/vi ikke er der. 

Så min vrede og afmagt passer skidt ind DRs pæne info program om ADHD/Autisme, hvor der krydses af for emner og holdninger, men indenfor rammen selvfølgeligt. 

Og det er tankevækkende for hverken ADHD eller Autisme er indenfor rammen, det er lidt det det handler om, det er derfor det er diagnoser, og ikke bare en måde mennesker også kan være på. Og medierne er med til at sætte rammerne, kravene til det moderne menneske, der gerne skal være pænt  symmetrisk på spektret, et nydeligt spindelvæv, og ikke en Edderkop på LSD trip. 

Jeg har ADHD og Autisme, og måske den nydelige serie vil gøre at folk vil tænke, at det ikke er noget særligt problem, for mig eller dem. Det ændre så ikke på at jeg har et mega problem, med at få tingene til at hænge sammen dagligt, og ikke er den eneste. Men vi står alene. 

Der bliver ikke taget hånd om, at nogen ikke vokser ud af det, og har liv der ikke egner sig til aftenkaffen. En tour fra det nasty badeværelse, til køkkenvaskens uger gamle plummer og opvaskemaskinen der ikke virker, og mælkekartonerne på gulvet. Og at en tour måtte være virtuel måske viadrone, da det nærmest er umuligt at sætte fødderne på gulvet for en uøvet, jeg har udviklet Katteagtige evner gennem årene. Det kan være der er værre hjem end mit, men det er jo ikke en konkurrence: "Hvem lever værst?". Dare you fuckers på licens TV! :-D 

Knuste jule drømme.

Og så smadrede jeg noget fantastisk pynt, fordi min hjerne var et andet sted, i den stress og vrede jeg har over det svigt jeg oplever omkring min autisme og adhd, at jeg reelt står i samme umulige hjemme situation. år efter år, på trods af hjemmevejleder og kommune og DPC.

Jeg har hele tiden sagt, bare det bliver bedre til jul.....Måned efter måned, og nu er det så jul og alt er om muligt mere kaos end ellers.

Måske det er på tide at jeg går i offensiven på en helt anden måde, stille "folk" til ansvar. Jeg har selv måtte bære al for meget skyld og ansvar, over ting jeg aldrig har haft mulighed for at kunne gøre bedre eller anderledes.

Der er dage jeg sover dagen væk, dage hvor jeg bruger næsten to timer på at komme ud af sengen, og dage hvor jeg faktisk kommer op til ok tid.

Jeg ordner ting, prøver at komme lidt ud. Men det er aldrig nok. Jeg prøver at være det mennesker jeg også er, kreativ, givende. Og ikke bare en borger der lever i rod og svineri.

Erkendelsen er at Danmark ikke kan tilbyde noget i forhold til de problematikker jeg lever med.Problematikker der nærmest ligner en straf, en frihedsberøvelse, en fastholdelse i uværdighed. Jeg er en del af bunden af samfundet, ikke den fattigste, eller mest udsatte, men alligevel et ret marginaliseret liv.

Medierne taler om alle dem der mangler i julen, er ensomme i julen, hvorfor? Who cares? Juletoget er kørt og kun den der har sikret sig en plads er med, og folk er jo også fattige og ensomme resten af årets dage, kan vi som samfund ikke bare erkende at vi er ligeglade, lige indtil det er os selv?

Som sådan ville jeg være ligeglad vis jeg ikke havde jul som "special interesse". Men/og nytåret er jo altid en tid hvor man opsumere året der gik. Og det gik, og gik, uden jeg kom meget videre omkring min fysiske situation.

Jeg var ellers nået til at jeg ikke orkede at være vred, at det er som det er, og jeg kan ikke ændre det. Når jeg ser klart bliver jeg vred. Når jeg lever i min egen verden, så er der ting jeg ikke ser på godt og ondt.

Med Autisme og ADHD er kravet stadigt, at jeg opføre mig lidt logisk og rimeligt, og kan erkende min situation. Jeg synes bare ikke at det det jeg oplever fra andre, afspejler de krav der stilles til mig.

Det her samfund er gennemsyret af forløjethed og idealer vi ikke drømmer om at opretholde. Om falsk bekymring for de unge, de psykisk syge, de ældre, udsatte børn, kværn, kværn, kværn. Det er bare soundbites fra dem der lever af bekymring, eller afvisning af bekymring, de professionelle. Vi andre bliver kværnet under det lydspor. Nogen gange er vi så gaslightet, at vi ikke erkender at det er en forstilling, det er teater, der er ingen reelle intentioner om at ændre noget, det er bare er gamle rester af et humant menneskesyn (som vi måske egentligt aldrig har haft), kummer i fejebakken, snart vil det ikke engang være tilbage.

Er der noget du gerne ville ændre på de fremtidsudsigter? Jeg vil.

Når der skal tænkes planer midt i kaos. Elvanse 4.

Det står efterhånden klart for mig, at det at planlægge hvad der skal ske med min lejlighed, ikke bør foregå i min lejlighed. At det at få hjemmevejledere ind i min lejlighed, ikke fungere i forhold til at planlægge hvordan ting logistisk skal løses.

Der er for meget der fylder, både med ting og sager, og de jeg føler omkring det. Det er ikke de omgivelser der skal til for at tale om, at opnå en struktur. 

Situationen gør, at jeg ikke har min opmærksomhed der hvor den skulle være, og er sikkert også forvirrende for dem. Der er for meget støj på linjen. 

Men det er forventeligt, min hjerne reagere som en ADHD/Autist hjerne gør. Og som en stresset ADHD/Autist hjerne.

Jeg havde jo den plan med at få opbevaret nogen ting externt, så der kunne gøres rent i lejligheden. Åbenbart ar der været talt om det, og at der kunne søges om det, men det har jeg helt svedt ud. På den ene side husker jeg som en Elefant, og kan hive viden frem, når jeg bare får fat i et lille hjørne af noget jeg mere at huske. På den anden sider er der så store bidder af samtaler, der kan være pist forsvundet, der bare ikke computer, min hjerne har været et andet sted på lige det tidspunkt. Og nogen gange kan min hjerne tage info ind på flere kanaler samtidigt, hurtigere end de fleste. 

Og det er sådan det er, og jeg, andre er stadig forvirrede over variationen af min evne til at processe hvad der sker. Men det er som ADHD/Autisme er. Så på den måde er jeg helt normal. 

Det ville være bedre med skriftlige aftaler, ikke 100 procent sikkert, men bedre. Hvad er opgaven/målet, hvor starter vi, hvordan kommer vi derhen, hvordan færdiggøres opgaven, timeline?

Jeg har sat forskelligt igang jeg venter på, men det med "flere ting" og "venter", er også en mental udfordring, jeg er nød til at være tålmodig, men jeg har også været tålmodig alt for længe, eller jeg har bare været stivnet i den situation jeg var i, hvilket ikke er tålmodighed, det er at føle sig magtesløs og se dagene passerer. 

At gøre noget andet kræver mere energi, men der er ingen ekstra energi at tage af. Det er som om jeg har ventet på at der var en eller anden, pludselig strøm jeg kunne følge, og jeg med det ekstra puf kunne bruge de kræfter jeg måtte have, for at komme ud af den fastlåste situation. 

Måske ADHD medicinen kan noget af det, at jeg lige har energi nok til at komme videre med planer og gennemføre dem. Men det er ikke fra den ene dag til den anden, og jeg synes det har taget måneder at stabiliserer på Elvanse, men der virker som om det er sket nu. At bivirkning som ekstra støjfølsomhed og stress fornemmelser i kroppen ikke er der mere fx. 

Så der er nok lidt mere klarhed nu, og noget af støjen har været en blanding af stress og elendighed over mit hjem, og at jeg ikke var landet omkring medicinen. 

En afgørende kamp. Elvanse del 3.

 Jeg er gået fra 30 mg Elvanse, til 20 mg.  Der mangler lidt. Men jeg kæmper også på mange fronter.

Det er meget svært at afgøre hvad medicin kan, når det ikke tages under mere optimale omstændigheder, når man er stresset og udmattet og ikke kan se en vej frem. 

Om ikke andet prøver jeg at holde fast i mine planer, hvilket jo er en udfordring med ADHD, men jeg tror at jeg har fået mere end nok af det gamle liv. Og det er tid til at presse på, koste hvad det vil, og folk må tænke hvad de vil. 

Og for pokker hvor ville jeg gerne kunne gøre det på ejen hånd, uden at behøve hjælp udefra. 

Jeg har brug for en tovholder, og der bliver set på forskellige løsninger omkring bolig, og det er nu, ikke ude og vifte i fremtiden, året er næsten gået, igen igen og jeg står i det samme kaos, som for et år siden, og året før, og året før. Hvordan har jeg overlevet det mentalt? Eller har jeg bare overlevet, min krop er her. Min hjerne er fragmenteret. 

Alt er uldent omkring planer, hvad er der af konkrete aftaler? Hvem gør hvad og hvornår? Hvad skal der til? 

De uafhængige menneske.

Jeg så dokumentaren "The Swedish Theory of Love" fra 2015 af Erik Gandini, om den politiske ide at alle i Sverige skulle blive mennesker der ikke var afhængige af andre. Med fokus på det økonomiske ville man frisætte kvinder fra at være afhængige af mænd, og ældre kunne komme på plejehjem så de ikke skulle bo og passes hos familien. Og at unge hurtigst muligt kunne flytte hjemmefra i egen bolig. At fælleskaber skulle være tilvalgte. Og ikke præget af gamle normer om familien og de krav det havde stillet til tidligere generationer af Svenskere. 

Mange af de tanker har også været i Danmark i løbet af 60-70erne. Måske ikke så ideologisk udtalte, men mere som praktisk for samfundet. Skulle kvinderne på arbejdsmarkedet, skulle der være daginstitutioner og de gamle skulle på plejehjem, for ingen var hjemme i løbet af dagen. 

Der kom et stærkt fokus på at den enkelte skal udleve sit potentiale uden at blive hæmmet af familie, eller lokalsamfundet. Vi skylder ikke rigtigt nogen noget mere, vi er selvstændige individder.

Samtidigt med den udvikling, kom der folk udefra i løbet af 60-80erne, indvandre og flygtninge der havde et helt andet syn på familie og fælleskab, i grunden et syn vi næsten selv havde haft bare 20-30 år før, men som nu virkede helt fremmet og undertrykkende. Og det var svært at forstå at deres børn ikke løsrev sig fra det liv, og ikke ville indgå på lige fod med resten af de unge. Man kunne slet ikke forstå det, at mange følte en forpligtelse til familien og kulturen. Med en moderne Dansk indstilling kunne kun se det negative, som social kontrol og det der var værre, men at der var andet i kulturen der skabte en mening, værdier og tryghed kunne man ikke forstå. Det var ting der ikke længere passede ind i samfunds modellen. Man kan så sige at den manglende forståelse, var med til at grave grøfter. Vi synes vi havde opnået noget stort, som alle skulle nyde godt af, friheden til at være et uafhængigt moderne menneske. 

Jeg er opvokset hos min Mormor og Morfar, og det gjorde at jeg også måtte indse at de var ældre end de andres forældre, og jeg havde et ansvar, jeg ikke bare kunne stikke af fra. Som teenager kan man heller ikke være lige så grov overfor ældre person, som en der er i deres bedste alder. Som yngre tænkte jeg meget over de nye normer, hvor opofrelse var helt forkert. Og at jegi andre tider ville være blevet set som en god datter, med gode værdier. Men i den tid jeg levede i, var der ingen respekt for det ansvar jeg tog. Eller at jeg reelt ikke havde et super frit valg. 

Man kan sige at dengang folk levede i forpligtende fælleskaber lå der jo en menneskelig/moralsk værdisætning i, at det man gjorde for andre, uden at få noget for det.
Og som mindre isolerede fra andre, var det jo synligt for samfundet. Der lå en forventning, men der var også noget meningsfyldt og det tilføjede til hvem man var i forhold til fælleskabet. Kvinder bidrog med meget usynligt ekstra arbejde, jeg tror de andre kvinder så det, men mændene har taget det for givet. 

Så jeg vil ikke idealisere det især kvinder lavede af gratis socialt praktisk arbejde for andre, for det har været barskt i mange tilfælde. Syge sengliggende gamle familiemedlemmer der krævede pleje måske i flere år. Udover alt det andet man som husmoder skulle klare. 

Men Norden fik frisat deres borgere i løbet af 1960-70erne. 

Vi bliver pine død nød til at være sociale på jobbet, de der små ting, der gøres at det fungere, og man beholder jobbet, der ikke bare er arbejdsopgaverne, og det napper energi. Man vil gerne have timeout for at holde tungen lige i munden, når man har fri. Man vil hjem og lukke døren. 

Men selvstændigheden gør også at vi har glemt hvordan vi agere med fx. naboer når man bor i en by. Men det med til at gøre os til isolerede enheder. Vi aner ikke hvem vi bor i hus med, om de er døde eller levende. Vi lære ikke børn at huske at hilse på naboen. Så en ejendom er ikke længere et netværk. Jeg mener der kan ske ting for alle, hvor vi kan have brug for hjælp af naboen. Det vil sige, nogen steder er det, man kan være uheldig.

I Norden er vi mange der bor alene, det er næsten halvdelen af befolkningen, for nogen er det et valg, for andre fordi de ikke er lykkedes at finde en at leve med, og nogen har en kæreste, men bor hvert sit sted så man ikke går hinanden på nerverne i et ellers godt forhold. Vi kan få børn uden en partner. Vi kan ignorere vores forældre, uden at andre tænker noget videre om det. Vi ved godt nogen familierelationer bare er for vanskeligt til at insistere på i længden. Og mange unge har slet ikke travlt med selv at få børn, men vil hellere noget andet. 

Vi er ikke bare ikke særligt forpligtede overfor hinanden. Og familien som ide er guld standarten, men ofte bare forældre og børn, ikke den større familie.  Men mange unge har slet ikke travlt med selv at få børn, men vil hellere noget andet. At få børn er vel noget af det mest forpligtende, og ikke mindst i et land og en tid hvor børn er noget man har valgt og ikke bare får. Og det perfekte forældreskab er så komplekst og performativt, at man kan blive træt bare ved tanken. Så hvis vi virkeligt hylder uafhængigheden, så er børn heller ikke sagen. 

Der er stadig familier der ikke totalt har ændret værdier, og stadig holder sammen på flokken. Og der er dem der vælge bofælleskaber, fordi de ikke vil leve som en isoleret ø. Det sidste er så ofte et luksus valg, der ikke helt kan lade sig gøre med en lavere indkomst, uden det bliver lidt usikkert. Man experimenterer ikke med sin bolig form, hvis man har svært ved at komme ind på boligmarkedet igen efterfølgende.

Det kan godt være vi lære børn gode værdier om fælleskab og mangfoldighed, men er det kun i ord og ikke i handling de ser, så duer det ikke. Hvis forældrene lever efter "os og de andre" i hverdagen, så gør pæne ord det ikke. Vi kan ikke vælge vores næste. Og det er pointen. 

Når kun penge, og lysten gælder, så mangler der noget i forhold til at være et menneske, blandt mennesker. Hvis vi forudsætter perfekt match for kolleger, naboer, så der ikke er noget der besværligt eller udfordrende. Mennesker er kun dem der ligner dig selv i interesser, indkomst, job, værdier. Resten er nogen andre. At kontakter og relationer skal kunne bruges til noget der gavner os selv. Og jeg tror mange ville sige at det er det godt og naturligt. Det er det jo også, indtil man selv ikke er til gavn, at ingen ser en værdi at kende en, gøre noget for en. 
Men vi har nærmest tilskyndet og forherliget en narcissistisk adfærd, hvor alle andre fungere som objekter.  

Hvis nettet skaber ekko kamre, så gør dagligdagen det også i Danmark. De gamle klasseskel er væk, men der er opstået andre. 

Men hvad hvis man nu blev overasket, at der gemte sig noget bag facaden, der faktisk var inspirerende? At det øjeblikkelige match, kan være den nemme facade men uden meget indhold i forhold til kunne tilføje noget. Vi snakker om selvudvikling, men personlig udvikling sker jo også gennem mødet med andre, og ikke mindst det vi ikke har lagt mærke til før. 

Har vi glemt at være nysgerrige på hinanden på den gode måde. Eller har job arbejdsetikken taget det overskud, og så er der bare Netflix og benene op. 

Selv lever jeg efter carpe diem, når jeg er ude. Jeg kommunikere med mennesker jeg nok ikke vil se igen, men jeg tror på møder mellem mennesker. Det skal ikke være så svært, det er ikke en tandudtrækning selvom man får det indtryk af nogen Danskere. 

Vi er i følge statistiske undersøgelser stadig en af de mest lykkelige nationer. Men vi er måske også ved at blive den mest ensomme, og ensom kan man godt være i en familie. Ensomhed er ikke at føle sig set, som den maner, ikke kunne dele sine tanker uden frygt. Ensomhed er at man ikke følers sig god nok til at indgå fælleskabet. Det er en følelse der gror og gror, til en Tornerose hæk om en, men der kommer ikke en Prins eller en Prinsesse og vækker en. Måske man også ville sige nej tak. 

Der var gårdfest i August de hvor jeg bor. En  "Familiefest" stod der bla. øverst.  Der var trylleshow for Børnene, og legetøjsloppemarked, og fælles spisning og så til sidst levende musik. 
En af dem der havde deltaget i forberedelserne havde efterfølgende spurgt nogen naboer hvorfor de ikke havde været med til noget af det, og de svarede at der jo stod "Familiefest" så de mente ikke at det betød at de var inkluderede, det var nok bare for børnefamilierne i gården.

"Jamen de kunne da læse alt det andet der foregik på plakaten?" var der en der sagde, da hun hørte det. Sandt, men vi læser jo ting ud fra hvor vi selv er, og når der står "Familiefest" øverst med stort, når man ikke til bunden af plakaten. Men det var godt nogen spurgte til det, ellers ville ingen have spekuleret over det, at nogen kunne opfatte det sådan. Har det en betydning at nogen få ikke føler sig inkluderede i fælleskabet, ska man tage det med i overvejelserne til næste års gårdfest? Flere typer indhold, eller samvær i mere stille zoner til nogen?

Mangfoldighed bliver brugt som et plusord, ofte uden at det bliver helt konkretiseret, eller om man faktisk vil lægge et solidt arbejde i det. Det er et populært ord i det Almennyttigeboligselskab hvor jeg bor. De har også afholdt noget brainsstorm om det og "det gik godt". Men hvis det reelt skal implementeres hos medarbejderne, i forhold til beboerne, og beboerne imellem? Svare det til green washing? Men om ikke andet det øjeblik organisationer og virksomheder pynter sig med ord, kan man spørge ind til det, man kan prøve at få dem til at konkretisere deres holdninger og mål, og om der gør noget for det.

Diversitet har også været et ord, men mangfoldighed har nok overtaget. Måske det er fordi diversitet nu forstås som etnisk diversitet fx. Hvor mangfoldighed også skal inkludere andre grupper, det kunne være boliger til hjemløse. Det kan være omkring handicap, det kunne være psykisksygdom, og ja, en som jeg Autisme og ADHD.  Listen kan fortsættes. Men måske der skulle de også være mere klare, hvem taler vi om?
Og hvis ingen tager ansvar, og de andre beboere ikke gider det diverse, men har en egen mental ligusterhæk, hvad er det så andet end et ord der skal se pænt ud på papiret. "Vi arbejder på/for diversitet". 

Når det handler om at bo, ville det optimale være at vi alle havde mulighed for den boform vi havde lyst til. Så vi ikke bliver bundtet sammen med nogen der ikke vil det fælles, hvis det er det vi søger og omvendt. Men igen det er pengepungen og at der er for få ok billige lejligheder der hvor folk vil bo. Og andre steder er der så dårlig offentlig transport at man skal have råd til bil og kunne kører en bil. Jeg tror mange ville overveje at bo anderledes hvis det var mere tilgængeligt, og man kunne komme rundt uden en bil. 

Omkring det uafhængige menneske er vi en nation af mennesker på vej til arbejde i hver sin bil. Det er bedst at sidde alene og man ar kun sig selv at skulle indpasse sig efter. Det er et sindbillede på 2024. 

At styrke fælleskabet handler ikke om det kan betale sig, det handler om hvad vi giver videre til de næste generationer, der er ikke kun klima og ulige ressourser der truer, eller sagt på en anden måde at selvom vi gør noget for miljøet, men vi taber generationer til ensomhed og følelsen af utilstrækkelighed der ikke gør dem værdige til fælleskabet, så glemte vi noget vigtigt, for fælleskabet får os igennem de sære tider og de gode tider, og grønne enge gør ikke vores liv rigere hvis vi sidder alene hjemme dag efter dag. Det er ikke et enten eller, men der er ikke et solidt samfund hvis vi som mennesker tør hinanden. 

Hoarding, ekstrem samlermani. Hvad skal der til for at støtte at man kan komme ud af det?

 

I gennem de sidste 25 år har jeg Hoardet (Hoarding disorder (HD),  eller ekstrem ­samlermani), kombineret med at min ADHD og Autisme gør det meget svært for mig at passe et hjem. Tiltagende stress har gjort mit overblik og mine praktiske evner endnu mindre end de var tidligere. 

Hoarding disorder (HD),  ekstrem ­samlermani, er ikke noget vi har haft fokus på i Danmark som selvstændig diagnose, og det er ikke noget man har inkluderet i uddannelser for dem der kan støde på Hoardere i deres arbejde. Og da mennesker der Hoardere er meget sensitive for ting der bliver sagt, er det ret væsentligt at der er en faglig viden, for at borgeren man står overfor ikke trækker sig helt, og ikke tør få hjælp. For den der Hoarder/samler har det hele en værdi for dem, så det at nogen straks siger at det skal smides ud eller doneres, så man jo som Hoarder i panik eller det der er værre. Hoarding er udløst af traumer og kan også være arveligt, om det er arveligt som løsningsmekanisme, eller reelt arveligt er svært at sige, det er en overlevelses mekanisme efter store personlige tab, det er udløst af noget. At en vis tilknytning til ting der var normal, bliver ekstrem.
Så Hoarding er en lukket privat verden, og man kan ikke bare komme ind med en bulldozer helt bogstaveligt, talt eller i holdningerne til den ramte (selvom det sker). 

Der er grader af Hoarding, og med tiden vil mange ende i noget der går mod det værre, og det begynder at blive sundhedsfarligt, eller hjemmet bliver strukturelt farligt. Desto værre det bliver, vil personen ikke længere kunne magte et hjem, selv efter en kraftig hovedrengøring og bortskaffelse af ting.

Og det sker i alle social klasser, og folk kan være i arbejde og uden. Det kan være i kombination med diagnosticerede psykiske sygdomme, men også hvor der ikke er. Og mennsker med Autisme og ADHD er også særligt udsatte for at have det.

 Mange Hoardere kan totalt maskere det for både venner og familie, der først opdager det længe efter det er startet. Og det at skjule det tager også energi fra dem der Hoarder, at holde facaden, holde sig ren når når badeværelset har mistet vigtige funktioner fx. Og så det at bortforklare hvorfor folk ikke må se ens hjem. Og frygten for nødvendigheden af at nogen skulle ind. 

Der er skyld og skam over den situation man langsomt er er endt i.  Men der er også nogen der er helt urealistiske omkring deres egen situation, at de ikke kan se der er et problem og det skl gøres noget. 

Og så er der dem der kan se de har et problem, men at løsningmodellerne, eller manglen på samme er for skræmmende, og af gode grunde. Har man et ubeabejdet traume/tab man har selvbehandlet med at samle sager, så er der noget på spil, og en risiko for forværring. Så det er ikke uvæsentligt hvordan man griber det an fagligt lige fra start, det er en skrøbelig balance at skabe tillid hos den der Hoarder. Men det er det der skal til, og at man ved hvad man gør, at man ikke bare flår op i hjem og sind halvvejs, for at det løber ud i ingenting. Eller ender i en syltekrukke på Kommunen. 

Jeg har haft hjemmevejledere i min gamle lejlighed inden 2014, og der kom vi faktisk i mål. Men efter flytning efterfølgende og en Autisme diagnose (senere også ADHD), var hjemmevejlederne mindre hands on, og egentligt ikke det jeg havde brug for, jeg havde brug for praktisk hjælp til struktur i hjemmet, men man havde ændret på deres arbejdsområder. Man giver folk værktøjer i form af skemaer, men der er nogen der ikke kan bruge et skema til noget., bla. fordi man ikke er kognitivt og eksekverende stabil nok i løbet af en uge, og en uge er helt uforudsigelig. 

Jeg havde også hjemmehjælp men tiltagende stress gjorde, jeg ikke længere magtede dem og et tilbud om oprydnings hjælp var gået galt, da der ikke var en forståelse for det specielle ved Autisme og ADHD, hvilket gjorde mig meget ked af det og vred. Problemet var at forståelsen for at det ikke handlede om vilje eller være dygtig og skemaer, men om jeg havde overskud til at gøre noget, mellem de kom, at jeg kunne opfylde aftalerne. Når jeg har overskud går jeg helt automatisk i gang med at løse opgaver, når jeg ikke har kan jeg bare ikke. Så ros, eller skuffelse er ikke det det jeg har brug for at høre. Dybest set ved jeg godt hvordan man burde gøre ting, jeg kan bare ikke eksekvere det.

Men opgaven med hjemmet er uoverskuelig at komme i mål med alene. Og jeg har prøvet mange gange, 3 uger er normalt hvad jeg magter, og så kan jeg ikke mere. Så går mit system i dvale, og jeg er blevet konfronteret med mange negative tanker og minder under oprydningen. Jer er alene med mit værste selv. 

Jeg er blevet tilbudt Kommunes mulighed for, at få et firma ud og udfører en hovedrengøring, ved at putte det på gulvet ned i sække, og så muge ud,. Det blev forsøgt for nogen år siden, men de ringede på den forkerte dør, og så ringede en til mig, og sagde jeg ikke ville lukke dem ind og jeg hvde afvist dem, men jeg sad jo netop og ventede på dem, det var så naboen de havde talt med ikke mig.
Og så dukkede de op med sækkene 20 min efter og begyndte at putte i sække rundt om mig (jeg var blevet lovet, der ville blive set på at nødvendige ting ikke kom ned i sække), og uden at få hilst på mig, eller snakket planer, og så en befippet Herre fra firmaet, fordi de jo havde lavet en fejl.
Jeg måtte bare sige at det der ville og kunne jeg ikke stille op til, at de måtte gå igen. Det var så uheldigt som det kunne være og forkludret, men det der var for kaotisk og aldeles uegnet for en med Autisme ADHD. 

Jeg har brug for at det jeg skal bruge den næste tid er samlet, så jeg ved hvor det er, for alt det der ender i poser kan ende med at stå der i måneder, hvis der ikke er en opfølgning og støtte til udpakning. Jeg har stået med problemet før, når jeg selv har forsøgt at gøre noget. Eller da jeg flyttede med 80 flyttekasser.

Logistikken skal være meget klar fra A til Z, og en timeline. Hjemmet ligner et hjem om uge, en måned, uanset hvad der skal være en solid plan og at der er mål og hvad det er.

Jeg har haft en hovedrengøring/oprydning i den gamle lejlighed og de var ufatteligt gode, min boligrådgiver fik ordnet det så jeg fik nogen rigtig dygtige der kostede lidt mere. Og jeg kunne finde alle mine ting efterfølgende. I øvrigt var jeg meget tilfreds med alle mine hjemmevejleder fra den periode. Men de arbejdede også anderledes end i dag. Og Jeg har også haft hjemmehjælpere i den her lejlighed, der intuitivt var rigtig gode, og jeg var rørt til tåre når de lige havde gjort noget jeg bare ikke magtede selv. 

Jeg har sat mig ret godt ind i emnet Hoarding, og bestilte bøger fra USA og England om emnet. Både rene kliniske fagligbøger, og bøger skrevet af nogen der arbejdede med Hoarder hjem. Så på mange måder er jeg meget bevidst om hvorfor jeg Hoarder og hvad der burde gøres.  Jeg vil mene en livsstils ændring ville kunne ændre på det, men rodet i mit hjem er også en blokering for at det kan ske. 

Der har også været nogen uløste problematikker i den ejendom jeg bor i, de har stresset mig ekstra og gjort, at jeg ikke vidst om jeg skulle indrette mig og blive boende, eller flytte, hvilket har bidraget til det er endt som det er. Det usikre mål.

Der må også ses på andre måder at bo på, om jeg kvalificere til en botilbud af en art. På mange måder en skrækkelig tanke, på den anden side er det jeg lever i nu ikke til at leve med. Og en ting ved jeg, jeg kommer ikke videre med mit liv, hvis der ikke kommer ændringer omkring min bolig. 

I sommer startede jeg på Elevanse, som i første omgang havde en mirakuløs virkning på min oprydning i hjemmet, og gav meget håb. Men det ændrede sig, og det er svært at konkludere noget, måske pillerne hjælper mig til at få energi til netop at løse ting der liger udenom rodet og Hoardingen, at jeg går efter kilden til det der gør mig udbrændt. Selvom det var bedre jeg gjorde noget i hjemmet. Eller så har det energi boost provokeret endnu burnout, og det er der jeg er lige nu. 

På den anden side synes jeg at jeg har holdt fast i hvad der er nødvendigt for at løse noget, jeg ikke kan magte at leve i, på en måde jeg ikke kunne før. Så måske energien til hjemmet kommer når jeg har fået det andet mere på plads. 

Men jeg har brug for nogen der kan praktisk strukturere planer og undersøgelser af hvad der er muligt for at mit hjem kommer i orden, om det er der jeg bor nu eller et andet sted. Og at der bliver set på mit støttebehov, men det er jo handicap centret der gør det. Men der skal aftales et møde. 

Alle mine ting og rodet er en mærkelig bufferzone jeg har mod verden. Og når tingene begynder at normaliseres går jeg i panik, omkring de næste mål jeg kan se forude, spirende håb, og det gør listen endnu længere for hvad der skal gøres. Men også sorgen over at have levet sådan så længe, plastret bliver revet af og man ser såret, og det er ikke helet. 

Motivation og klare realistiske mål.

Jeg har svært ved at finde motivationen hvis jeg ikke kan se målet. At det jeg skal arbejde mig hen i mod, har nogen større forhindringer der ikke er op til mig. Jeg vil automatisk tænke, hvis den her forhindring ikke bliver løst, er det værd at overhovedet bruge energien, for at skulle nå forhindringen, og så stoppe?

Jeg har lavet mange start/stop projekter i mit liv. Og det er ikke gratis på energikontoen. Det er heller ikke gratis ikke at gøre noget, det tager også meget energi fra mig. Og i sidste ende er der ikke et stort nok plus, i forhold til de dødsdømte projekter. 

Realisme, støtte, planlægning, tryghed, klarhed, timeline. Uden det er jeg bare ude i det sædvanlige, et spirende håb, og så en grim længere nedtur. 

Nu kan jeg grine af min naivitet over starten på Elevanse, de håb det tændte og at jeg hoppede på det. Det siger noget om menneskets styrke og gå på mod, at man hopper på den, igen og igen.

Men ADHD medicinen var ikke fulgt af noget terapi, eller ekstra praktisk støtte, det var bare mig på egen hånd i min bolig, der prøvede at gøre en masse på en gang og samtidigt tage det ind psykisk. 

Havde det været i forbindelse med et oprydningforløb var jeg nået længere, inden det brændte ud, det kunne nok også have været fastholdende mig, da jeg brændte ud. At der stadig skete bare noget. 

Men Elevansen havde også sat nogen tanker fri omkring, at noget ikke gik længere omkring min bolig, og at jeg kæmpede med noget, der hvis det ikke blev løst så var hele mit oprydningsforsøg uden mål.
-Ja, jeg sagde, uanset om jeg bliver eller flytter skal der jo gøres noget. Og det er rigtigt, men der lå ingen kræfter i den tanke. For der er alt for mange skridt og delmål. Og jeg har ingen ide om det med flytning og hvortil. Det er alt for komplekst, alt for uvist.

Jeg håber at boligrådgiveren kan et eller andet, at jeg kan få mere info, at der er lidt mere overblik. Men jeg tror det bliver rigtigt svært, det er svært at flytte også for folk uden ADHD og Autisme. Svært at finde en ok billig god bolig. Udover det er det det med realismen i at jeg bor uden støtte, at det bare ikke kan fungere. Det er en drøm at det gjorde, men vist ikke rigtig virkeligheden. Det er måske intet under jeg er gået helt kold, det er godt nok mange ting der skal løses. Og der er gået lang meget tid med ikke at kunne få det løst. Min boligsituation. 

Nogen gange bliver jeg motivere af vrede, at nu må der gøres noget. Andre gange er det fordi jeg reelt fysisk og psykisk har overskud til at gøre noget i hjemmet. Men jeg står med at der både skal gøres noget praktisk i hjemmet, og der skal ses på andre løsninger omkring en anden bolig, og det er rigtigt meget samtidigt. 

Processen er også realisme, min egen. Men den er op imod de knappe ressourcer der er til ADHD/Autisme, og hvor er jeg i køen, hvis jeg overhovedet er i den. På den anden side er det også nået så langt ud at noget bare må ske, og at det ikke er så usynligt for kommunen og Psykiatrien mere. 

Som et menneske på Autisme spektret har jeg evner og styrker, men der er ting jeg næsten ikke kan udfører, der ender med at være det der definere mig og mit liv. Min egen negative selvforståelse, og samfundets manglende forståelse i en toxic blanding.

Jeg kæmper for de rester der er tilbage af mig, for at kunne bruge dem, dele dem med andre og i endnu højere grad end jeg gør det i dag. Men for at nå dertil er det: Realisme, støtte, planlægning, tryghed, klarhed, timeline, med nogen som tovholder på det. 

Min start på Elvanse del 1. Er miraklet sket?

Jeg har i mange år gerne ville afprøve noget ADHD medicin igen, da jeg prøvede for flere år siden løb det ud i sandet, uden at jeg blev klogere på hvad det kunne, jeg blev hurtig hevet igennem en tre fire typer medicin, og det jeg mest husker var træthed.
Men her i sommer fik jeg mulighed for at starte på  Elvanse også kaldt Vyvanse i nogen lande. En Lisdexamfetamin altså Amfetamin. Med en ADHD reagere man omvendt på Amfetamin, eller til en vis grad. Det giver mere ro, fokus og overblik.
Virkninger kommer efter en lille times tid, og hvordan den udfaser gennem dagen er forskelligt fra person til person. 

Så jeg startede, og kastede mig over hjemmet, der var kaos og gennem beskidt. Jeg kunne mærker hvordan forbindelse fra tanke til handling gik hurtigere og jeg faktisk fik fat i sagerne og sorteret, min tøven var væk, der var hul igennem.
Under normale omstændigheder er det som signalet fra hjernen til mine hænder har et glitch og handlingen bare ikke bliver udført eller halvvejs eller forkert. Ret almindeligt har jeg taget ting op fra gulvet, men opgivet at finde den rette plads og så lægge det tilbage lige i "gang zonen". Det med gang zoner er bare ikke mig, så jeg har en gangart hvor jeg løfter fødderne over de sager, der er endt på gulvet. Så på mange måder er mit hjem som en agillity bane. 

Men nu gik jeg i gang med at rydde gulvet. Samtidigt googlede jeg inspiration til bedre opbevaring af sko og sager, så jeg havde bedre overblik og tingene alle havde et sted.
Jeg har en stærk erkendelse af at opbevaring skal fungere for mig, og ikke være for kompliceret af få deponeret sagerne, ellers giver jeg (min ADHD) op og det ender i en random bunke et sted. 

Det lykkedes mig at finde nogen vintage værksteds reoler, der kunne bruges til Sneakers og Kasketter. Og andre opbevarings løsninger, jeg fik hjem med en sække vogn jeg har, sågar et spisebord. Jeg var både med Bus og Metro i løbet af en uge hvilket jeg ellers undgår. 

På mange måde et mirakel og en hel anden verden, helt andre muligheder et andet liv. Jeg var snot forvirret: Ville det her fortsætte sådan?
Jeg havde også hørt at nogen havde haft den oplevelse og så var den holdt op efter noget tid, den magiske medicin havde tabt den magiske virkning. Perspektivet var skræmmende, specielt fordi jeg havde fået en smag af noget andet.

Jeg har ikke altid været lige meget ADHD, det har altid været der, men i de sidste 10 år er det gået helt galt, og jeg magter mindre og kan mindre end før. Så umiddelbart følte jeg at jeg var blevet 20 år yngre, mit gamle jeg der trods alt kunne noget. 

Jeg synes det var svært at forholde sig til, og at det satte min tidligere magtesløshed i fokus, at jeg ikke havde haft en chance i mange, mange år. Og det jeg havde levet i var ubærligt. 

Det var mange ting på en gang, planlægning for fremtiden, oprydning, og eftertanke. Men når jeg luftede de tanker sagde folk at jeg skulle tænke fremad og det jo var fortid. 

Nu har jeg mange gange i mit liv oplevet falsk håb, det er meget smukt at vi som mennesker kan tro at noget er ovre og nu skal man videre, en meget god overlevelses ting, men personligt har jeg lært at sådan er det ikke, uanset hvor meget man moser på. Der er en Autisme og en ADHD, og jeg har det meste af mit liv prøvet at gøre ting jeg ikke magtede, og nu betaler jeg med at kunne endnu mindre. 

Men en ting vidste jeg nu hvor jeg var på Elvanse, at jeg ville ikke have det som jeg har haft det, det er ikke et liv. Og uanset om Elvanse var vejen,  eller en af de andre typer medicin, eller ingen af dem, så ville jeg ikke acceptere at skulle leve på den gamle måde. 

Når trætheden helt overtager

Der har bare været for meget, og nu betaler jeg prisen. Jeg har mindelser fra alle de ande gange i mit liv, hvor jeg har været alt for træt, alt for længe.

Den der uldne fornemmelse rundt og bagom om øjnene, at kroppen gør ondt, at intet kan overskues fordi hjernen er træt, og jeg knapt kunne læse og skrive forgårs.  

Folk der ikke lider af den form for belastnings symptomer siger jo ofte: "Jamen det er naturligt at blive træt", "Det er da ikke ubehageligt at været træt, og så går man vel bare i seng, hvis det er?".
Men det er jo bare ikke sådan det er, jeg ved godt hvad det er at være "naturligt træt", og den træthed der forsvinder ved en god nats søvn, eller et par nætters god søvn, det er bare ikke det jeg er ude i, eller de andre med træthedssyndrom agtige symptomer.
Der skal meget mere til end søvn, og fornemmelsen er ikke rar, man føler sig fastlåst i overtræthed, uden at kunne slappe rigtigt af alligevel.

Men hvor meget skal jeg gå i hi, skærme mig, for at blive mig selv igen hurtigst muligt, og hvad er det egentligt det her handler om?

For det er sammensat af mange ting: Det at jeg har haft stress samlet fra flere måneder...år, men det der har stresset mig, faktisk nu er væk og jeg nu rigtigt kan mærke hvad der foregik. Også mødet med handicapcentret i den her måned var ubehagelig og tærede, i form af den kynisme jeg oplever, det jeg fik afslag havde jeg dog forventet. Men det mindede mig om alle de andre møder jeg har haft med kommunen "det offentlige" gennem årene.

Jeg føler også der er sammenhænge jeg forstår bedre nu, altså bedre selvforståelse, men det tærer også på kræfterne, nå hjerne bearbejder.
Og det jeg drømte om min Mormor, og blev sendt tilbage i min fortid...og jeg igen forstod ting bedreomkring hende og mig, men det samtidigt også var lidt overvældende med det "gensyn".

Jeg skal ikke regne med jeg foreløbigt bliver "friskere", det her er meget tæt på posttraumatisk stress, og med en Aspergers tager det tid at finde roen igen. Tid jeg ikke synes jeg har, men bliver nødt til at have. Trætheden gør jeg ikke har et valg, den tvinger mig i knæ, når jeg nu ikke kan forstå det selv, hvad jeg kan magte og hvordan jeg mærker det i tide.

Jeg sad hos en ven og så cykelløb her i ugen, sammen med Hundene, min "Hunde terapi" er jo vigtig for mig....og det er jo ikke så stressende med noget og nogen jeg kender godt, men kors hvor var jeg  dog overtræt. Men jeg har da fået nusset hunde i denne uge, og jeg har snakket med venner.

Men det at bo midt i København gør at bare det at gå ud af sin dør, betyder stress når man har det som jeg, at færdes til fods eller transport i byen er stress for mig. På den anden side er det heller ikke godt at sidde indendørs i dagevis, hvis man er mig.

Og umiddelbart får jeg også sovet i de her dage, jeg gør vaneting, springer ting over til jeg får mere overskud, prøver at få ro på.  Til jeg igen kan gå i gang med mit hjem, og alt det andet der venter forude.

Boligdrømmen der blev til kaos

"Men du havde mange forestillinger om alt det der skulle ændre sig ved en flytning"....Mig: "Jo jaaaa, måske......"

Så nu kommer en slags status over de lidt over to år jeg har boet her:

Nu hvor jeg for længst har måtte erkende at min flytning for lidt over to år siden var et uheldigt valg i forhold til min tilværelse og ikke mindst "tilstand".....Men hvad var det så egentligt der skete, der gjorde, noget umiddelbart godt og fornuftigt til noget ber blev rigtigt skidt?  Og hvad var det jeg gik håbede på, og fik jeg nogen af mine håb og drømme indfriet alligevel?

Jeg flyttede fordi min gamle lejlighed var umulig at holde varm, at de lejligheder skulle have været renovereder for at kunne være gode moderne sunde boliger. At køkken og soveværelse var meget små, og fordi de var ved at bygge en sprit ny tunnel og motorvej på tværs i området, så der var nyt kaos at for holde sig til dagligt. Også fordi jeg synes jeg altid skulle med bus/tog for at komme ud af området, til noget mere interessant, jeg er jo Københavner og er ydre Østerbro er ikke rigtigt København i min optik, hooost!

Så efter jeg havde haft nogen vintre hvor jeg ikke kunne blive rask efter noget influenza pga. kulde og træk lejligheden, og jeg var ved at nå der på ventelisten efter 10 år i boligselskabet, og der faktisk begyndte at komme bedre bolig tilbud så tænkte jeg nu skal der altså flyttes. 

Den gamle lejlighed var også endeligt kommet i bedre orden fordi jeg havde hjemmevejleder. og der var blevet gjort hovedrent. Derfor var det mere overskueligt at flytte. 

Faktisk gik flytningen godt også selvom, at jeg lynhurtigt måtte skaffe en anden måde at flytte på end det der var planlagt, for da det skulle foregå en lørdag, og jeg ikke kunne få støtte til en flytning på en lørdag da det er mere dyrt, og jeg derfor fik jeg afslag to dage før jeg skulle flytte.....
Det betød meget mere arbejde til mig og at den lovede hjælp til nedpakning ikke kom til at ske, godt jeg selv var startet på det i tide.
Grundlæggende var problemet at jeg havde ting på loftet og i kælderen, som jeg ikke havde overblik over, jo det var pakket ned i orden, men det fyldte. Og jeg havde ikke plads til det det nye sted, der havde et meget mindre kælderrum og intet loft.

Og det var vel der det gik helt galt, jeg kunne ikke komme på plads i den nye lejlighed, der var møbler og flyttekasser bogstaveligt op til loftet og for mange møbler da den nye stue var mindre end den gamle. så nu stod jeg i lejligheden med 81 flyttekasser og møbler der stod i lag.

Her er 15 af de 81 flyttekasser.

Derfor skulle jeg igang med at sælge møbler og ting, og det var et for stort arbejde og uoverskueligt. Også fordi den praktiske del af det, jo ikke rigtigt kan støttes af en hjemmevejleder.  

Jeg begyndte at ændre adfærd i hverdagen, jeg var stresset og mere vred/irriteret. Jeg havde det ikke godt, før jeg flyttede jeg havde depression, jeg havde det heller ikke godt efterfølgende, den kroniske, depression godt nok forsøgt medicineret på det tidspunkt, men uden at gjorde en rigtig forskel og nu forværret og med vrede oveni, vrede mod alt og alle.

Før jeg flyttede kunne jeg rumme mange flere ting, og specielt det sociale blev ramt af flytningen, jeg kunne ikke være sammen med andre mennesker som jeg ellers havde opøvet og vænnet mig til at kunne, og den konsekvens kom med det samme af flytningen og fortsatte bare. 

Jeg følte mig ekstremt fanget af at ikke kunne magte opgaven med boligen. 10 måneder efter jeg var flyttet var jeg ikke i en god forfatning, og jeg fik også rodet mig ud i noget, der smadrede mit sociale liv i en slags dominoeffekt. Samtidigt begyndte en nabo at sidde og ryge og tale mobil udenfor mit køkkenvindu, og jeg fandt det utroligt belastende med nogen så tæt på, og endnu mere som jeg nu havde det. 

Jeg havde ikke kræfter til at ignorere, eller reagere på en fornuftig måde, ikke at jeg tror jeg havde fået noget ud af en dialog, men hvad ved jeg?  Og faktisk magtede jeg ikke dialog på det tidspunkt, selv ikke i dag og det håber jeg sørme ændre sig til det bedre. Men det var godt nok tæt på med en nabo. Nogen gange ryger man bare ud i rigtig dårlig personkemi, og meget forskellige ideer om opførsel, og når der så er uklare husregler er man på den.

Jeg mistede venner ved at flytte, stressen gjorde jeg droppede folk, og nogen droppede mig. Jeg fik det ikke bedre, men værre og på en nye ukendte måder, måder jeg havde mindre overblik over og erfaring med. Jeg blev mere klassisk Asperger, det var ikke længere inden i, det blev også mere synligt udadtil, fordi jeg reagerede kraftigere og oftere. Det endte så med en diagnose, held i uheld? En forklaring på et svært liv, men noget forsinket.

Så nu efter et  års selverkendelse efter diagnosen og det selv at undersøgelse af hvad Autisme spektret er fo noget. Og  lille løft efter jeg har fået melatonin, for jeg tror sørme det gør noget for min depression. Så nu er jeg er selv igang med mit hjem nu, stille og roligt, og meget mere erfaren og med bedre fornemmelse af metode og hvad jeg skal passe på med.
At jeg skal kunne mærke om jeg roder med nogen ting/opgaver der er i en grøn, gul, eller rød zone i forhold til stress og angst, og indtil videre skal jeg gøre alt det der er grønt og ok, og måske lidt gult. Og så tage de pauser der skal til.

Og fordi man ordner hjem, så er der stadig tøjvask og køkken rod at skulle passe, selvom det er lidt i vejen, og irriterende at det virkeligt også skal være nødvendigt, når det andet er det man synes der burde havde hoved prioritet....men sådan er det jo med hjem, der er altid noget at lave.

Og her for kort tid siden flyttede den nabo som var "for tæt på". Og det er en ufattelig lettelse at jeg ikke længere har en nabo trampende rundt udenfor mit køkkenvindu, det var en ren belejring, uden hensyn til mit privatliv, Aspergers eller ej, de fleste havde fået nok hvis de ellers var hjemme i et vist omfang, om ikke andet pga. den evindelige rygning.

Hvordan vil jeg så have mit hjem, hvem er jeg nu, jeg er ikke den jeg var da jeg flyttede ind om ikke andet, det føles mærkeligt, som om jeg kan trække vejret igen, det er så fremmed for mig efter alle de her år.

Så det er måske nu, det er nu jeg oplever at det sker, det jeg håbede på da jeg flyttede. Jeg er jo tilfreds med området, og jeg bor centralt i forholdt til mine aktiviteter og har venner i nærområdet.

Nogen svære år, efter mange andre svære år. Kaos i hjemmet og endnu mere kaos i hovedet. En længere omvej mod målet, men sådan kan livet jo være.

En grim opdagelse, hjemmet igen....

Jeg vidste jo godt jeg havde tre flyttekasser bag døren i stuen, med noget malergrej på toppen. Kasserne havde stået der siden jeg spartlede og malede stuen sidste sommer, egentligt troede jeg der var arveting i, og i et eller andet overmod stak jeg næsen i kasserne i går......men i to af dem viste det sig der var tøj, og det var en ærgerlig erkendelse, mere fucking tøj og sko.

Problemet er at tøjet er det jeg synes er aller sværest, egentligt ville jeg jo godt have lidt penge for det bedste af det, for så rig er jeg jo heller ikke, på den anden side er jeg også ved at blive kvalt i gammelt tøj. 

På den måde har jeg et større problem end jeg vidste, og det er netop det jeg har fornemmet at jeg nærmede mig i de sidste par dage, at før eller siden ville jeg ramme de virkelige hoarder problematikker jeg har, det vil sige, egentlig ønsker jeg ikke at beholde det her, og det er altid noget, men der er jo det med jeg hellere ville sælge.

Ikke at jeg tror det er en formue, eller jeg ville have meget for det. Men bare 20-50 kr pr. styk, kunne blive til noget. På den anden side har jeg ikke mulighed for at komme på markeder og jeg har prøvet trendsales, jeg har bare ikke overskuddet til det. Så jeg er fanget i det.

Så hvad nu?

Egentligt bør jeg nok bare huske hvad der er, og så gå videre med det jeg kan nu og her i hjemmet, ærgrelse og problemtænkning fører ikke til handling, kun til at jeg bliver træt. Jeg ved også der er to kasser med sko og støvler i soveværelset...og så alt det andet....

Meget enkelt handler det om at salgsprocessen af brugbare/salgbare ting, er en vigtig del af at kunne "afhoarde" et hjem, hvis den ting ikke er støttet, tænkt ind så er der et problem, en stopklods der både er mental og praktisk. At skulle give sine ting væk, der jo for en hoarder præsentere en værdi, enten reel eller imaginær, og at de fleste hoardere ikke har overblik og energi på at stå alene med en afvikling via salg.  

Og det er jo ikke første gang jeg rammer det her afgørende punkt. Og her stopper det så, selvom jeg ikke engang er nået til det der er mentalt svært i forhold til tilknytning til den enkelte ting. Her er det "bare" at jeg gerne ville have lidt for det, for at kunne investerer noget i mit hjem, og til vaskemaskinen.  Men intet er "bare" når man er hoarder. Tænk hvis der var selvhjælpsgrupper for hoarders og shopaholicks så de kunne hjælpes ad med at komme af med sagerne, det er lettere at stå på loppe fleres sammen og hvis nogen har bil til transport, eller kørekort til at lege en større bil. Desværre er der grupper for misbrugere, spillere, men det her er er åbenbart noget der går under radaren, i forhold til fornægtelse, og måske også at vi (stadig) er et samfund med overforbrug. 

Derfor er det at anskaffe og beholde ting og tøj, ikke regnet som så problematisk som andet misbrug, selvom det kan føre til økonomiske problemer, at det gør hjem ubeboelige. Og at mennesker lever i hjem der bliver helt lukket af for omverdenen i skyld og skam. Parforhold går i stykker, eller påvirker den anden meget negativt. Og at hoarding når den når et vist punkt også bliver sundhedsfarlig. 

Jeg ved godt hjemmehjælpen siger, at mange steder er det værre end hos mig, men sagen er at man skal have folk ud af det inden det er gået helt galt, så de måske selv kan klare det fremover, ellers bliver det en livslang problematik, der skal holdes øje med af andre, så det at uddskyde hjælpen til sener er en dårlig ide.  Har vi råd til det som samfund? Synes vi det her er slemt nok? 

Der er lande der har skabt alternative løsninger, men det kræver jo der er et fokus på det og man tager konsekvenserne af hoarding alvorligt. hoarding er OCD, og hoarding er ikke en uskyldig ting, man kan ignorere væk, bare fordi vi er et samfund hvor de fleste har lidt for meget samlet sammen.    

Så min udgave af OCD er hoarding, og dat kræver at det skal angribes fra flere fronter, den rigtige praktiske hjælp der passer til min personlige hoarding problematik, og den psykologiske støtte der skal gøre at jeg kan gøre mig fri af det der gør jeg gentager mønstret. Jeg er meget træt af det her efterhånden og jeg er mere motiveret end de fleste hoardere til at komme ud af det...men jeg behøver desværre i det mindste noget ekstra praktisk hjælp, i erkendelsen af at hoarder hjælp fuldpakken ikke står til rådighed.

Hjemmet, det går stille fremad

Jeg arbejder stadig på hjemmet, og jeg vil nok indrømme at skrev jeg ikke ned hvad jeg lavede, ville jeg tro at jeg ikke gjorde ret meget, eller tingene krøb frem igen om natten.

Torsdag ryddet jeg et område af køkkenbordet, der var en blanding af medicin og øreringe, og diverse fnusk. Det jeg ikke kunne tage stilling til har jeg puttet op i en beholder.  

Jeg fik også aftørret et lille bord i stuen, godt med sæbe. Jeg var også ude og se til toilet og vask, så der er også renere og mindre kalk nu.

Jeg var også ude og ordne lidt på altanen, få samlet sammen på urtepotter bla. Projektet startede for flere dage siden, og det fortsætter.

I forgårs fik jeg pudset nogen ruder og jeg har smurt nogen vindus håndtag, der har drillet siden jeg flyttede ind. 

Men der er godt nok meget der skal ses på endnu, der er kommet nyt vasketøj, badeværelset er langtfra færdigt. Og entreen er ikke helt god og soveværelset uha, uha.

Det her bliver et laaaangt projekt. Derfor tror jeg det er meget vigtigt at skrive ned hvad der bliver gjort. Også bare det noget bliver smidt ud dagligt. 

En ven kom forbi og hjalp med at skrue nogen plantekasser sammen til svalegangen, der var godt nok mange skruer, et forsøg på at få  fortsat fred foran mine vinduer mod svalegangen, det kan altid forhandles med de nye naboer, der sikkert ikke ønsker at anvende området foran mit køkkenvindu til altan.
Mens der blev skruet skruer i plantekasserne (jeg skruede også en del skruer), gik jeg igang ude i køkkenet, for at nette lidt på spisebordet, så vi kunne få en fyraftens øl, en af de store med patentprop.

Det var så den torsdag.

Fredag: Hvad lavede jeg fredag? Det har nok ikke været det store...jeg ved jeg afkalkede glas...om ikke andet.

Lørdag: Jeg gik i gang me entreen, kiggede i en gammel irriterende bunke, noget skulle ud, andet var noget der skulle til genbrug, andet var bare ved et uheld endt der og glemt. Bunken var også i vejen når folk skulle ind og ud af min hoveddør, der ikke kendte til bunken, jeg har jo lært at snige mig rundt i overfyldte lejligheder, og ting der ligger på gulvet.

Jeg sorterede ting fra entreen i plast kasser der endte i soveværelset. Nu kan man sige det ingen mening giver. Men når for meget bliver uoverskueligt der hvor jeg er i gang, giver det absolut mening. For der er en sortering og bevidstgørelse om hvad der er, og der sker en sortering, selvom der kommer andre sorteringer senere. Og det gør at jeg kan gå til næste bunke.....Om ikke andet der er mere bart gulv i entreen!

Synligt gulv og tomme kasser

Hvad jeg godt er klar over er, at der vil komme svære ting der skal tages beslutninger om, der er flyttekasser jeg har glemt hvad der er i, og der er en garderobe til sceneoptræden, jeg må tænke over, kan den pakkes bedre, skal den minimeres, vil jeg længere have det på...kan jeg passe det...har jeg brug for det? Der er alene en kasse med sorte strømper og en med hudfarvede fx.
På den anden måde er det en samling af kostumedele der er svært at finde, og har taget flere år, hver del er relativt lille, men det fylder alligevel.  Og der er arvegodt og ting jeg helst ville kunne sælge, ja det skal nok blive svært.

Men det er ikke noget jeg skal tænke på nu, jeg skal gøre alt det jeg kan finde ud af at overskue, så jeg nemmere kan overskue det rigtigt svære. Og det er meget vigtigt ikke at blande det lette og det svære sammen, for det svære laver stopklodser, så man ikke kommer videre med det der er lettere,  men bare står og glor på det svære jeg har minder og tilknytning til. Derfor må det svære bare ende et sted samlet, uden at skulle spekulere på det, så alt det andet der faktisk kan løses uden jeg går i stå, eller jeg får det dårligt hvilket jo ikke gavner den fortsatte proces. Det har jeg jo prøvet.

Der er ingen hjemmevejleder, der er ingen psykologisk strøtte, og jeg har stadig depression, så det handler om at balancerer, og at det er mig der bestemmer hvordan jeg går til det, så det giver mening for mig, og ikke ender i skyld og afmagt. Hvilket det meget let gør, og det har jeg været, og det fungere ikke.  Jeg er en hoarder, og det skal tages alvorligt.

I dag søndag, må jeg se på den anden halvdel af entreen, og se på hvad jeg kan udrette der i løbet af dagen.  

At få mere orden i kaos og mere carpe diem

Torsdag fik jeg hjemmehjælp, og det var den store tur : Udover opvask, var det støvsugning og gulvvask.

Jeg gik så selv samtidigt i gang med at sortere og smide fnusk ud. Jeg har lettere ved at lave noget når der er nogen. Så jeg kastede mig over en stor bunke tøj og sager nedenfor døren til badeværelset, der pga. et andet oprydnings projekt var endt i en blanding af sokker og undertøj, og diverse andet. Desværre også rent og mindre rent blandet sammen. 

Det er ingen let opgave når man har ADHD og Autisme, det kan bive meget indviklet og man kan helt miste fokus. 

Jeg valgte at finde en stor plastkasse hvor jeg bunkede sokker og undertøj op i. Der var også armbånd og øeringe, så det blev bunket op i en rodet kasse med den slags, det kan sorteres senere. 

Udover området ved døren, ordnede jeg også den hylde længst nede i badeværelsesreolen. Og så hiver jeg reolen ud og gør rent under den. 

Jeg fandt også en del der bare skulle ud, af fnusk og indpakninger osv.  Og det gik jeg ned med da jeg skulle lidt ud og gå. Og da jeg kom hjem sorterede jeg undertøjet fra den store kasse ned i en minder kurv, og gik igang med at vaske strømperne.

Og så gik jeg også igang med at rydde ud i et skabs møbel jeg har i køkkenet, fik smidt ud og sorteret og fandt nogen gode tegninger jeg faktisk skal bruge og der bestemt ikke burde ligge der.
Jeg opdagede så at jeg havde en hel tom ny kasse inde i en reol i stuen, hvor jeg kunne dumpe alle tegningerne. Jeg er ikke færdig med at fordele ting i det køkkenmøbel, men nu er det sorteret det der er der.

Jeg må jeg se på resten af rodet i badeværelsesreolen. Jeg påtænker også at købe en vaskemaskine og den skal jo have plads, og det kræver at jeg har tjek på hvad jeg skal have der ude.  

Fredag synes jeg det var min gode Ikea køkkenø der skulle ses på, hvad var der i plastkurvene af udgåede madvarer, hvad havde jeg af ris og pasta. Få tørret hylderne af, vasket plastkurvene af. Afkalke elkedlen.  Og nu er alt rent og på plads, utroligt!

Og jeg har været i byen efter gulvvask hvilket jeg manglede og klude uden mikroplast.

Lørdag skulle oprydningen fortsætte, men sådan gik det ikke, lørdag blev endnu en carpe diem dag, med et opkald kl. 11 om jeg ville med til Stevns med Hundene og jeg kunne være klar til afhentning om 50 min. det kunne jeg godt. Det var en god tur og meget lang tur ned af meget smalle veje med mange sving og små landsbyer.

Et forsøg på selv at få skik på kaos hjemmet

Jeg er i gang igen, jeg roder i tøjbunker og sortere efter farve og så håndvasker jeg det ude i badeværelset og så ud og hænge til tørre om aften på altanen, for at være sikker på det ikke drypper ned til underboen.

Prøver at få noget smidt ud, sorteret, hængt op, langtomt,  dag for dag, og uden at blive fortvivlet over at det er uoverskueligt og jeg ikke aner hvordan opgaven kan løses i bund.

Jeg behøver hjælp med at komme af med ting, jeg har ikke mulighed for, eller kræfter til at tage det på loppemarked og jeg orker ikke at sælge det på Trendsales eller Facebook det har jeg prøvet, og jeg vil ikke bare skulle aflevere det hele, for jeg har jo været nede med en del til de lokale genbrugsforetninger.

Men jeg vil ikke tænke over det, tænker jeg over det magter jeg ikke at få gjort, de små daglige ting i hjemmet. Jeg kan ikke overskue processen og jeg kan ikke magte den logistisk.
Så planen er bare at fortsætte som nu, til at jeg har fået vasket mig igennem dyngerne, og fået noget gulvplads.

Men hvad så senere, hvad med hoardingen? Kan man overhovedet blive behandlet for den lidelse i Danmark? For bliver der ikke set på grundstenen omkring hvorfor jeg hoarder vil den reelt ikke stoppe eller i det mindste under kontrol, så vil det bare være lappeløsninger.

Det at jeg har mindre depression gør at det går bedre med hoardingen, samlemanien, jeg anskaffer mindre, jeg er igang med at rydde op i hjemmet, så der er ingen tvivl om at depressionen og hoardingen hænger sammen i mit tilfælde.
Men det kræver jo at der bliver taget professionelt fat i depressionen. At jeg ikke bliver mødt med bla. bla. om at jeg bare må tage nogen piller og det er så det. Pillerne hjælper ikke på min depression og de hjælper bestemt ikke på hoardingen nærmest tvært imod da antidepressiver har det med at gøre viljestyrken mindre.
Jeg så en interessant artikel om at man via en hjernescanner kunne se hvilken type depression man har, og om den var egnet til medicin eller terapi (link underst i bloggen).

Jeg har ikke haft hjemmevejleder snart i 3 måneder. Dog har jeg heldigvis haft hjemmehjælp. Jeg synes jeg har kunne undgå de meget destruktive tanker, hvor jeg er vred og ked af det når jeg prøver at rydde op, tanker om ikke at kunne overskue, og om fortiden.
Jeg har sagt til mig selv at hvis jeg blev deprimeret og for påvirket af oprydningen, ville jeg bare holde op, tage nogen dages pause, eller helt holde op til jeg fik rigtig hjælp.

Jeg føler at det jeg lod tingene flyde i nogen måneder og ignoreret problemet med mit hjems tilstand, faktisk har hjulpet på min depression. At det at gå og nedgøre sig selv, dag efter dag omkring noget man ikke magter, ikke fører til noget godt, ikke fører til flere kræfter eller mere overblik, det tager bare de sidste kræfter. Så den med at moraliserer over at skulle tage sig sammen, det holder ikke en meter, så nu har jeg taget mig sammen i forhold til, ikke at tage mig sammen, og det har faktisk virket.
Og sjovt nok er det så meget lettere at lave mad og ordne mit hjem når jeg er mindre deprimeret. Deprimeret: Ting bliver ikke gjort, mindre deprimeret: Ting bliver gjort, længere er den historie bare ikke.


Nu må jeg se hvad der sker til mødet med Handicap Centret i august måned. Skal der ske forandringer, så skal der bedre forhold til. Så vil det vise sig om man kan få det som sentdiagnosticeret Autist på 50.

Hoarding: videnskab.dk vi samler alle men hvorfor løber det løbsk nogle?

Hjernescanning depression: www.dagensmedicin.dk hjernescanning kan hjælpe med at valg behandling af depression.

Voksen mobning og fortidens skygger

Faktisk nåede jeg at blive meget voksen før jeg mødte noget jeg ville kalde reel mobning. Jeg har været rimeligt forskånet på trods af min Aspergers og at jeg var og er speciel.

Men så kom min tid også til at føle mig marginaliseret. I mit tilfælde har det handlet om min bolig, og der er man jo umiddelbart noget fanget, men kan ikke sådan lige flytte og ikke efter få år, jeg har ikke pengene og fuld bytteret er først efter tre år. Og ens hjem burde være der hvor man kunne finde ro og tryghed....burde...

Jeg har tænkt meget på om det var min egen skyld at det er gået de sidste par år, om det er fordi jeg har Aspergers at jeg er i tvivl om hvad der er den rigtige adfærd. Er det dem eller er det mig, og selvom det også lidt er mig, er det så stadigt overhovedet rimeligt hvad der har foregået?

I et mobbende fælleskab, for så er vi fælles om noget og vi skaber en slags let psykotisk virkelighed sammen vi bekræfter hinanden i, at vi er rigtige, men ikke hende der. Vi holder op med at være mennesker for hinanden, bare flade fjende billeder. Den mobbede er ikke et menneske, men mobberne er heller ikke mennesker.

Ved jeg hvordan jeg kunne løse det, har jeg overhovedet de evner, og har jeg dem når jeg også har perioder med depression og stress oven i Aspergeren?

Jeg tror jeg gør ting så godt jeg kan, når jeg har mere overskud kan jeg bedre lave mad, passe mit hjem osv. Når jeg har det dårligt er det meget svært.

Jeg har mine idealer, det jeg gerne ville være og kunne, men jeg kan det ikke altid.

Jeg må bære skylden og skammen for min del af det, tage det på mig og jeg tager det på mig, laver jeg noget lort er det jo det, jeg hænger på det.
Jeg kender noget af grunden til hvorfor jeg har gjort hvad jeg har gjort, og  jeg har jo været en deltager. Men jeg har svært ved at gennemskue min egen deltagelse. At det der har ramt mig, var en naturlig selvfølge af mine handlinger. Handlinger der har handlet om, at der også skulle være plads til mig, ikke bare de andre, at det ikke var et ønske om specielle hensyn, men almindelige hensyn man burde tage....men "burde" er vist ved at være noget der er ved at uddø.

Den lille ondskab eksistere jo, folk der har fordomme, folk der uden at tøve diskriminere og mobber dem de ikke kan lide. De kan ike træde lidt tilbage og se helheden, de kan ikke reflekterer, deres behov og vinkel er den eneste der fungere for dem....ikke at de så ikke kan komme ud i modstand og selv komme galt afsted med den adfærd, for det kan de. Asocial adfærd har som regel følger, selvom det kan fungere noget af tiden.

Ikke at de bliver ramt af karma, eller en højere retfædighed, men noget kommer de til at betale på den konto......Det er måske lidt trøst til mig der må betale for mine egne fejltagelser.

Jeg tilstår jeg tager fejl, om jeg ser klart hvilke der er værst, det ved jeg ikke, elller det først er når det er gået galt....Men det er en del af Autisme problematikken. Men måske også at jeg faktisk er ret ærlig og meget skyldsbevidst og lader mig plage af at jeg tager fejl, på en måde er mange mennesker nok er ret ligeglade med, hvis de selv kommer til at gøre noget forkert. Og den skyldsbevidsthed  eller mangel på samme bliver jo en del af samspillet med andre.

Det er dumt med den sociale platfodethed, men den er jo en del af at have Aspergers, og Aspergers er for resten af livet, uanset hvor meget jeg træner og prøver at forudse sociale katastrofer så er det ikke helt muligt, og også kun i den udstrækning at man/jeg er mest muligt i balance, uden stress, pres og depression, for så slår det tillærte fra, og katastrofen kan ramme.

Jeg har skrevet tidligere at det synes som om jeg bliver værre med alderen vreden og irritationen, men det er vist ret typisk for voksne med aspergers der for sent fik diagnosen. Man har kæmpet for længe med noget man ikke vidste hvad var, og nu er man irriteret vred og bitter.....måske man også har taget for meget hensyn til alle andre gennem årene og ikke gider det mere, jeg har været for artig og føjelig...men det er farligt, at kommme i trodsaldern midt i livet, uden redskaber og vejledning kan kun gå skævt, og det var jo ikke det det skulle, man skulle blive voksen og selvstændig, afklaret og kunne sætte grænser. Det er bare ikke helt det der sker.

Men åbenbart er der også andre der ikke blive voksne og klogere, og i modsætning til mig har de ikke en diagnose til at forklarer deres fastlåste og uhensigtsmæssige reaktioner. Men det er sikkert nogen erfaringer fra tidligere i livet der gør sig gældende, at overgreb er den bedste måde at forsvare sin egen identitet som den der har ret, måske de selv engang var ofrene.
På den måde kan man næsten altid konkludere at mobbere har et eller andet der gnaver, uanset deres magtfuldkommenhed udadtil.

Jeg prøver at kunne gennemskue om det er fordi folk er reelt antisociale, eller om det mere er frygt og lavt selvværd der driver dem, men det kan jo også være en kombination. Måske de heller ikke kan læse adfærd? Jeg tror også at mennesker der har været udsat for overgreb i en eller grad, enten vælger at blive helt anderledes eller overtage overgrebets logik....men det sidste er jo den ureflekterede måde, man overtager, uden at se hvad det faktisk gør og hvad det har gjort ved en selv.

Det eksponere hvad der gemmer sig bag, mennesker i balance vælger ikke den type løsninger på livets konflikter. Måske et lille stykke af vejen, men de vil ikke gå til den bitre ende. Og går man til den bitre ende har man tabt gamet og udstillet at man er i sine egne gamle dæmoners vold, facaden krakelere.
Når vi presser hinanden, ikke giver hinanden plads, så vil det over tid vise sig hvilket stof man er lavet af.

Og jeg ved at jeg som barn og ung har måtte beskytte mig selv mentalt i min egen familie, de erfaringer gør at jeg ved jeg har min egen måde at takle det på, også måder jeg helst ikke ville have, eller huske på jeg har, sider af mig selv jeg ønskede jeg havde forladt helt. Si

Jeg tror alt for meget negativt går i arv, det negative, det mistroiske, det ikke givende, nogen gange hviler det, andre gange bliver det vakt til live, i mødet med mennesker og situationer.

Det er hæsligt, det er grundlaget for det vi kalder menneskelig ondskab....Netop fordi den fordre det reflekterende menneske, at vi faktisk har evnen til at tænke og handle anderledes med eller uden diagnoser....men jeg siger ikke det er nemt når man er gået for langt i den forkerte retning, men vi må lære at turde gøre noget der er mere givende, det andet er bare at tabe, med intet at vinde.

Hvordan skaber man en realistisk handlingsplan omkring et Hoarder hjem?

4 del af 4 blogge om Hoarding.

Når jeg mener der kunne gøres ting anderledes og bedre for folk der Hoarder, så er det ikke bare noget med at kræve noget af kommunen, men i erkendelsen af at hoarding er en ret tung ting at leve med, og den bør kunne behandles bedre, og med noget af den viden der findes i udlandet.
Det nytter ikke bare at tømme en hoarders hjem, da årsagen foregår oppe i hovedet, i forskellige kombinationer af årsager. Bare det at kunne finde frem til hvilken type hoarder man har med at gøre, kan betyde noget for processen og en realistisk plan.

Som Hoarder føler man at folk bliver skuffede og ikke ved hvad kriteriet er for en susses, på grund af at det ikke står klart hvor svært det kan være at løse opgaven. Men når man ved det, tror jeg også det kan gøres bedre og mere effektivt. Det er lidt som om at hver gang man står med en Hoarder så skal den dybe tallerken genopfindes, og det er ikke effektivt eller betryggende hverken for den der skal hjælpe, eller den der hjælpes.

I nogen lande ses Hoading som en psykiatrisk lidelse, det kan betyde man kan få hjælp.
Det er jo ikke fordi psykiatrien i Danmark ikke møder folk der hoarder, men hoardingen sen ikke som det primære, eller det udløser et specielt fokus på problemet, det er bare en psykisk syg der ikke kan magte sit hjem.

Som jeg ser det er det at blive af med værdifulde ting tidskrævende, og skulle man på marked kræver det en bil og det kræver man ikke er alene om det, som Autist er det at være på et marked i lang tid noget af en udfordring.

Jeg har afsat større partier til handlende. Jeg har solgt på den blå avis, i salgsgrupper på Facebook. Men det er lidt som at have et job, og jeg er jo førtidspensionist der i grunden ikke klare ret mange timer. Det betyder jo at det tære på mine kræfter, hvilket betyder jeg får stress eller tager lange pauer hvor jeg ikke kan komme igang igen. På den måde bider det sig selv i halen.
Men hvad så med hjemmevejleder og hjemmehjælp gør det er forskel? ja det gør det, men omkring noget af arbejdsopgaverne med at blive af med ting så er det ikke noget de kan gå ind i. På den måde kan man ikke få støtte som en helhedsplan, der går fra start til slut. Og det er ikke hjemmehjælp eller hjemmevejlders skyld, men at der ikke ligger en drejebog for takling af Hoarding fra A til Z, udover der hvor man bare vælger løsningen at tømme folks hjem for skidt og lort.

Hvad er der ellers man kan gøre? Faktisk kan Hoardere hjælpe/støtte andre Hoardere, de ved hvad der foregår og andres ting er jo deres egen ting og derfor meget mere overskuelige. Jeg kan altid bedre s hvordan man kan ordnr og ryde op hos andre, men ikke ho mig selv. Der er også lande hvor frivillige støtter Hoardere. Der er lande der har flere eksperter i at hjælpe Hoardere praktisk og psykologisk.
Det kræver selvfølgelig der er fokus på at hoarding også findes i danmark, og man skaffer viden og solid erfaring.

Men så længe der ikke rigtig er et solidt oversat materiale om emnet, sker det nok ikke noget forløbigt.

Det er godt at vide hvad folks baggrund er for at Hoarde, hvilke udfordringer de her og hvad deres ressourcer er.
Grundlæggende handler det om at afdække det udløsende tab, eller/og de kognitive udfordringer, om at få så meget ud af huset som muligt og få skabt en brugbar struktur der kan holdes.

Hvad består Hoardingen af, skrald, aviser, dyr shopping, samleri, hobby ting? Er tingene ødelagt inficerede? Har ting en sådan værdi at de bør sælges? Skal der kontaktes hentning af ting til genbrug?
Netop det her er noget af det svære, skal man bare forvente folk skal afgive ejendele af større værdi uden kompensation, fordi de har sat sig i en Hoarder situation?

Nogen vil nok sige det er alt for besværligt og kan ikke blive andres opgave. Man kan også tænke i hvordan det kunne gøres realistisk? Og hvorfor?
Fordi det her i forvejen er mennesker der føler de er udsatte, det er den udsathed der er ofte er udløsende og fastholdende faktor. Så hvad skal der sættes i stedet for? Hvis formålet er at hoarderen mentalt bliver bevidst om hvad der foregår psykisk og får bedre styr på impulsen til at skaffe/gemme ting, så skal der jo være en oplevelse af susses og empowerment, men også en form for forløsning og erkendelse af hvordan var det der her skete i første omgang?

Som sagt umiddelbart kan et ryddeligt hjem føles som om det beskyttende sneglehus er blevet taget fra en, uden der er noget andet til at give en tryghed. Det kan godt være man nu udadtil virker normaliseret og alt nu er godt. På en måde svare det til problematikken når man skaffer en bolig til en hjemløs, at det nye hjem der burde vær rart og trygt slet ikke er det for den hjemløse. Fordi det handler om et sted at bo, men det handler også om mennesker, om hvad vi mistede på vejen gennem livet og hvordan vi kan genfinde der netop gør os trygge...desværre glemt vi det på vejen, og må nu finde hjem med lidt hjælp fra andre.

(Jeg har skrevet om Hoarding tidliger på min blog, og min egen lange kamp med mit hjem)

Mine egne erfaringer med Hoarding

3 del af 4 blogge om Hoarding

Processen med at "af-hoarde" mit eget hjem, har været en meget lang omgang, og jeg må bare konstatere det går for langsomt. Den langtsomme process trækker stressen ud, og giver for meget tvivl om det nogen sinde vil lykkes at komme i bund med hjemmet.

Problemet er bare at udover jeg har meget svært ved det praktiske, så er det også det psykologiske, når jeg til at skulle skille mig af med noget jeg selv finder meget vigtigt, vil jeg reagere. Og det at bruge meget tid på salgsannoncer og have folk rendende er også en absolut stressfaktor.

Min evne til at strukturere et hjem er ikke ret god, da det stod værst til, kunne hvad som helt være hvor som helst, køkken ting i badeværelset, badeværelses ting i køkkenet osv. Et tæppe af snavsetøj på entre gulvet, ingen fri gulvplads nogen steder, så jeg måtte gå rundt som en Kat. Alt i alt nåede jeg at blive en fuldt udviklet Hoarder, med et ubrugeligt køkken, og et badeværelse der lige akkurat kunne anvendes.

Det er jo meget yndigt at nogen venner siger det var bedre hvis det hele brændte, for det løser jo ikke det at man er hoarder, jeg ville jo bare begynde forfra og nu med endnu et stort tab i hukommelsen.
For det at fylde hjemmet med ting, kræver ikke penge, vil man fylde sit hjem med ting og sager, er der altid muligheder.

På et tidspunkt prøvede jeg og se om der var hjælp i forhold til shopaholicks, men måtte konstatere at det åbenbart er så almindeligt i Danmark at det bare er noget man prøver at ignorere "For kvinder shopper jo"..... Det er jo tanke vækkende jeg synes den er hel gal, når samfundet åbenbart ikke forholder sig.
Alt i alt er købemani og Hoarding bare ikke en god kombination, pengene går til det forkerte, og ens hjem bliver ikke rart.

Noget andet og lidt skræmmende er at man helst ikke skal nå for langt i sin hoarding, for så er det nærmest umuligt at kunne leve normalt igen. Der er stadier af hoarding der er afgørende for fremtidsudsigterne. Jeg var der hvor jeg var på grænsen, og jeg er rykket i den rigtig retning, men jeg er stadigt langt fra.

Har jeg det mentale overskud kan jeg erkende jeg behøver ikke alle de ting, har jeg ikke det overskud behøver jeg det hele, eller kan slet ikke finde ud af hvordan jeg praktisk skal komme igennem sorteringen.

Jeg har været motiveret og positivt indstillet, mere end det er normalt for en hoarder. Jeg har hele tiden erkendt det er forkert at leve sådan, jeg siger ikke pyt, og jeg prøver ikke at gøre problemet mindre end det er, hvilket er ret almindeligt hos mange Hoardere.
Alligevel synes jeg det er svært, og nu kender jeg resultaterne af de forskellige løsnings metoder hvilket lidt tager håbet fra mig, men måske de rigtige metoder slet ikke har været i brug.

Det rigtigt kedelige er at jeg har været mere naiv tidligere og på den måde nemmere at arbejde med, nu hvor jeg kender konsekvenserne, er jeg noget mere tvivlende og kørt træt. Jeg gik jo ned med stress i 2015...eller nok allerede i 2014, bare uden at erkende det, for tingen skulle jo løses. Med den erfaring må jeg konstatere at vilje ikke er nok, vil en system ikke i længden så siger det stop. Det endt så med en Autisme diagnose som følge.

Måske jeg endnu en gang er ret utålmodig og selvkritisk, trods alt er jeg næsten lige blevet af med en depression, og jeg har haft stress, så hvis stressen kommer på plads, vil jeg måske få flere kræfter i løbet af 2016. At jeg så føler det her burde have været løst for to år siden, er så noget helt andet.

Jeg selv aktivt søgt hjælp i forhold til min hoarding, desværre endt det i nogen misforståelser, jeg fik hjælp, men jeg var endnu ikke fuldt udviklet som hoarder, det vil sige at man ikke synes det var så galt enda, men det var det så to år efter.... For så skete der ting i mit liv hvor det gik helt galt, men det var det svært at råbe nogen op.

Det var først da ejendomsinspektøren skulle se på noget i badeværelset, jeg mener det var en revne i terrassoen der skulle ses på. Han spurgt om han skulle ringe til kommunen omkring situationen i min lejlighed og jeg sagde bare ja tak, jeg har prøvet så det må du godt. Og så fik jeg hjemmevejleder.

Faktisk kom den gamle lejlighed pænt i orden, det jeg bare overså da jeg flyttede var det jeg havde i kælderen og på loftet, og ja, jeg mistede meget under en kælder ovesvømmelse så hvordan kunne jeg stadig have så mget. Jeg skildte mig af med meget inden flytningen som man nu kan nå på en måned, jeg har skildt mig af med meget i den nye lejlighd, men jeg har stadigt et stort problem. Så selvom jeg er en motiveret af-hoarder så er det ikke en nem eller hurtig proces.

Hvad har fungeret for mig? Det at få hjælp til at skabe struktur, at ting har et sted at være.

Men arbejdet fortsætter, og der er opstået kaos i mit soveværelse, så det er opgaven, og så bliver det at se på hvad der er i de flyttekasser.

Link til den 4 af 4 blogs om Hoarding: Hvordan skaber man en realistisk handlingsplan?