Vi taler ikke samme sprog, neurodivergens og trauma bliver ikke opfattet.

 Det kan være svært nok at blive forstået som neurodivergent. Hvordan forklare man noget i forhold til en fast forestilling, om hvordan ting er og føles fysisk og psykisk? Man kan tro man genkender, man oversætter genkendelsen, det er bare ikke korrekt. Der er støj på linjen og man kan ikke gradere hvad det er der bliver kommunikeret. Og ofte bliver det vi kommunikerer nedgraderet automatisk, via den neurotypiske måde at opleve ting på.

Hvis man så tillæger trauma og/eller kompliceret PTSD er der andre kommunikations former, der en underkendelse af selvet og behov, samtidigt også en vis ængstelse. Man har ikke en tryghed eller øvelsen i at holde fast i hvad man har brug for, eller ikke brug for. Den er blevet eroderet gennem livet, fra barndommen og videre. 

At skulle advokere for sig selv, ens diagnose, alvorligheden, hvad man har behov for og hvorfor man ikke skal fejes af vejen er svær, når både Autisme og trauma, gør en svær at forstå. Og gamle afvisninger forstærker det.

Men hvad er det andre ser udefra? Jeg der kender tegnene for trauma, kan genkende sprogbrug, betoninger. Jeg kan genkende det for mange typer mennesker, og aner isbjerget under deres ord. Men jeg oplever at de fleste er uden den der fornemmelse for isbjerget, eller så ser det det bare som et sårbart og skrøbeligt menneske. Og at det bygger på en manglende evne til at være stærk. Og man nu overdriver lidt, er lidt i sin egen bobble af problemer, man ikke har evnet at løse, og nu sidder man der.

Ja, det gør man jo, og ikke fordi man synes det er sjovt på nogen måde, og at man kender risikoen for igen ikke at blive set og hørt. 

Velmenende god råd, der egnet for noget med meget mere velfungerende liv. Det er bare om at få lukket af og afsluttet. De her mennesker og deres lidelse. Deres fornemmelser man ikke kan tolke.

Der er ikke plads og tid, vi skal holde det her inde. De her mennesker er alt for følsomme, de føler ikke det de føler, det er bare fordi de er som de er. 

Men vi er som vi er af en grund, og vi er ikke som vi er nu fordi det stod i stjernerne, eller at det ikke kunne have været anderledes. ADHD og Autisme er ikke helvede på jord, men det er svigt og afvisning, svigt og afvisning, svigt og afvisning, igen og igen. Fra det lille barn, til skole, som voksen. Det måtte gå som det nu kunne. Man passer ikke ind, og der er ikke plads. -Vi behøver ikke at skabe plads til dig.

 

Autisme og ADHD giver en anden udvikling gennem livet, der ofte ikke er aldersvarende omkring selvforståelse og relationer. Når det så får et ekstra lag af tidlig trauma og kompleks PTSD, så giver det i sig selv, at en udvikling er hæmmet, både i forhold til stress, men også via familiemønstre der arbejder mod en udvikling, en fastholdelse i stadier af udvikling.
Vi får ikke afgrænset os i forhold til andre, eller lov til at være os. Og meget af det ligner og føles den anden diagnose/tilstand. Og har man en udgave der ikke udadreagerer og man maskere meget, er man ret usynlig, eller let at overse, og man vil gerne overse os og håbe det går nok. 

Vi kan magte meget som børn og også børn med Autisme og ADHD og traumer kan få et ok voksenliv, og finde mere ro og forankring.  Men det er ikke alle der får lov til det, for det er ret tilfældigt hvornår vi møder en redningsplanke, og når man ikke gør det. At vi møde de rigtige mennesker og omgivelser. Uddannelse, job. Og via den platform have overskud/økonomiske midler til får hjælp til traumerne og PTSDen. 

Vi andre fortsætter bare, i det der føles som en mægtig tørretumbler der aldrig stopper. Der bliver aldrig en tid til heling. En heling der kunne gøre at vi bedre kunne relaterer til andre. At vi begyndte at bruge et lidt andet sprog, fordi vi levede en lidt mere normal tilværelse. Mere relaterbarer. 

Kompliceret PTSD har det med at rumsterer, også selvom man tror man ved hvad det var det handlede om. Det er som hver livs fase afslører noget, og at det ikke bliver nemmere, men mere rædselsfuldt. Der kan være meget der er lagt på plads, men nu er der nogen store sandheder der trænger sig på. Ellers så aner man ikke hvad der trænger sig på det kører bare i kroppen. For jo mere man faktisk selv kan definere hvad der foregår er man nået langt. Det er lige ved at jo tættere man kan komme smerten og ikke flygte/få symptomer, jo stærkere er man blevet. Men man er absolut ikke helet.
For den der bare mærker PTSD/traume uden at kunne sætte ord på, er det som at blive kastet rundt psykisk og fysisk af noget, og noget skræmmende men svært at definere. Man er bare i det, og folk siger bla. bla. når man prøver at forklarer. Ja, jeg har været der selv. 

Men det er også derfor jeg ikke giver en pot pis, for andres syn på mig, at de ikke ser og hører mig. For selv i min afmagt, og ydmygelse, for det er ydmygende ikke at blive hørt og set, så ved jeg, at jeg stadig er i live, og hvor brand hårdt det har været at komme igennem. 

Det er sandt, de andre har mere magt end mig, andre muligheder, -men jeg er testet af livet i nogen detaljer og i et omfang af tid, der er meget svært at forholde sig til. 

Jeg har stadig ikke de rigtige ord, og det jeg tænker og føler er stadig off. Men jeg tror at jeg endelig har frigjort mig fra forestillingen at der er en mulig forståelse. Det er hårdt, men det er en begyndelse. Det er et meget bedre udgangspunkt for dialog. 

Uopdragne børn og diagnose hungrende forældre?

Katrine Evelyn Jensen har skrevet et indlæg i Altinget, om overdiagnosticering af børn i forhold til Autisme og ADHD. 

Hun har selv erfaringer med Autisme og ADHD i familien, men med nogen der er klart indenfor de kriterier hvor der ikke er nogen tvivl om sværhedsgraden af diagnosen. De tidligt diagnosticerede børn, der tydeligt falder udenfor udviklingen og adfærd. Men selv med den personlige kendskab til Autisme/ADHD så mener hun at der er en overdiagnosticering og overmedicinering i Danmark på det område. 

Med langt flere diagnosticerede, er der nu en kampplads omkring hvem de rigtigt Autistiske er. Og det er ofte en meget populistisk tilgang i den offentlige debat. Den bygger ikke på forskning, og at der hele tiden sker noget omkring Autisme og ADHD, der er mere viden. Der er både den rent kliniske der kan måles og vejes. Og den der kommer ved at kunne se på større grupper af mennesker, hvoraf nogen tidligere havde andre diagnoser. Vi ved også mere om hvordan man kan støtte mennesker med Autisme og ADHD hvis man vil. Der er forskning omkring hormoners indvirkning og meget meget mere. Men meget af det er stadig nyt, og Danmark er ikke foran omkring de her diagnoser. Men vi vil få mere viden og nye muligheder, til højere livskvalitet. 

Det er muligt at et samfund der har arbejdet på at strømlinje skole/uddannelse/job presser meget store grupper af Danskere, børn og voksne. Og det gør at flere søger en diagnose og medicin. En "rigtig diagnose" giver en forklaring, også i forhold til omverdenen. Mange voksne får en Autisme eller ADHD diagnose efter deres barn blev diagnosticeret. Og private Psykiatere med speciale i Autisme og ADHD, har arbejdet på fuld tryk, fordi "systemet" var presset, og ikke gearet til at sendiagnosticere voksne, og vel reelt heller ikke med den special viden. Fokus havde været på børn og at man nåede at opfange dem der var. 

Myten om rigtige og de ikke helt rigtige Autistiske.
Fokus var på det udadreagerende, eller ekstremt introverte. Og man opdelte både Autisme og ADHD, på måder man ikke gør i dag, det kan så ændre sig igen. Det kan forvirre og virke kompliceret. Hvordan kan de her mennesker være så forskellige og alle være "rigtige"? Og hvad med de sværhedsgrader? At nogen med Autisme har lav intelligens og aldrig bliver aldersvarende og nogen høj, og meget høj. Og nogen er uden sprog, men kan få det senere, men man reelt ikke fra start ved om det en dag kommer. Og barnet kan have høj intelligens. Måske det ikke er et under at det er svært at forstå udefra, og noget virker konkret, andet er svært at sætte sig ind i. Men folk vil gerne diskutere det alligevel, selvom de tramper rundt som Elefanter i et glashus. Det er lidt som om de tror at vi med Autisme ikke følger med, eller pårørende, eller børnene? Debat er godt, men sjovt nok er det bare ofte fra et negativt uoplyst udgangspunkt. Ikke nu har vi den her situation, hvad kan vi gøre? 

Der er ikke en grund til at sparke nedad. Og der er ikke en særlig ret for alt og alle til at graderes andres Autisme eller ADHD, lige på stedet, på den anden side er man magtesløs for folk gør det hele tiden. Autisme og ADHD har meget kormorbiditet med OCD, depression. Og udover det er der også "fysiske sygdomme" der er hyppigt forekommer hos mennesker på spektret allerede fra barndommen. Psykisk sygdom og andre diagnoser er en del af helheden, men ofte er de ikke direkte synlige. Så selvom man ved en har Autisme og/eller ADHD ved man ikke om der er andet, eller hvad der foregår inde i dem, eller når de er alene. Og det er både det der kan gøre diagnosen mindre "let", men også det der er positivt, andre ser det udefra, ikke ud fra personen eget perspektiv og erfaringer og vilkår. 

Nogen har Autisme og/eller ADHD, der har mindre trauma og stress, ingen ekstra diagnoser, har klaret skolen og er i job. De har måske hele livet undret sig over at de ikke passede ind. Og det har ikke været let i perioder, men de har fundet deres hylde. Nogen oplever så at det har belastet, eller der sker noget der gør det tydeligt at "der er noget". Og her opsøger nogen en diagnosticering. En del føler de endelig får en forklaring og forståelse for deres liv. Diagnosticeringen er positiv, selvom det at kigge tilbage på næsten et helt liv i det perspektiv kan være hårdt arbejde. Men det kan give en mulighed for at kunne indrette sit liv bedre fremover. Nogen vil så sige, "den gruppe kan da ikke være ret Autistiske?", men også den gruppe kan være meget forskellige. Og selvom vi er åbne med at vi har Autisme eller ADHD, fortæller vi måske ikke at vi har mere i bagagen. Og så får man lige den med "let Autisme" i hovedet. Og selv uden ekstra bagage, er den lette også en udfordring, så drop det med "let" og "en lille smule". 

Komplekst og forskelligt.
Vi er meget forskellige, men vi har godt nok også meget fælles. Vores hjerner kører på en bestemt måde, den foretrækker, og det er bestemt ikke det samme som den neurotypiske hjerne. Og i en anden type samfund og i andre situationer er det en god ting. Verden har altid haft brug for Autisme og ADHD. Vi har altid været der. Måske nogen af vores "særheder" blev overset fordi vi kunne noget andet, eller at folk var mere individuelle tidligere sjovt nok. Det er næsten som da vi troede at vi opfandt individualitet og den enkelte skulle sættes fri, var der hvor der blev mindre plads til det anderledes. Det kom et skift fra en anden individualitet og en anden ide om anderledes, men det er en længere forklaring. Men det har en betydning for hvor vi står nu. 

Med fokus på den enkelte og individualitet, og at næsten alle børn i Danmark nu var ønskebørn, var børn nu blevet et projekt, en identitet, børn var ikke bare noget man havde. Og hvert baren potentiale skulle max'es. Og alle skulle helst i gymnasiet og videre tilen højere uddannelse. Og som forældre og medarbejder skulle man også passe perfekt ind. De sidste mange år har vi også gjort alt problematisk til personligt, som en afskåret anormali fra resten af samfundet. Ansvaret ens eget. Og helst ikke et symptom på et samfund. Mindfulness passede så fint til et liberalistisk samfund, se ind i dig selv, lær at sige pyt. Kan du ikke er det dit problem, det er din egen skyld.

Skolen har reelt ikke ændret sig siden jeg var barn.
Sagen er bare at der er børn med Autisme og ADHD, børn der kæmper i skolen hver dag. Der er alle de små ting der ikke passer til dem rent praktisk og sensorisk. Undervisning der ikke er indrettet på den måde de lære på. Nogen børn reagere synligt, nogen børn gør ikke. Det vil sige de kan nægte at gå i skole, eller være helt indesluttede. De kan også forsøge at tale med forældre lærer, men ofte bliver det overhørt. Jeg har selv prøvet det, og reelt har det ikke ændret sig. Der er en ansvars forflygtigelse, hvor man bare håber det løser sig, og der er ikke mulighed for at gøre det anderledes. Og når barnet virker roligt nok, mon ikke det går? Det er at udsætte det der vil komme. Og barnet har nu lært at det ikke bliver taget seriøst om noget der er meget vigtigt. Så det der kan virke som en mindre ting, kan ende med at blive central i en selvforståelse for den enkelte. Jeg har selv haft skolevægring. Jeg har prøvet at fortælle hvordan jeg havde det. Jeg må erkende at jeg intet lærte i skolen, udover at der var noget i vejen med mig, og ingen vidste hvad det var.

Forældre fanget i evig sagsbehandling:
Forældre der prøver at kæmpe kampen kan føle sig magtesløse, de kan læse om hvad der burde/kan gøres for deres barn, men den mulighed er der ikke i Danmark, måske heller ikke den viden. Og tiden går og ens barn kan ikke få de muligheder, man ved kunne gavne. Men Danmark er ikke levere det nyeste. Og der er kamp om det der er af tilbud. Og en evig diskussion om det er bedre at inkludere eller specialskoler. Og kommunerne er forskellige. Forsøget på at give ens barn/børn den bedste støtte, samt eget job og hjemmeliv skal klares. Og det at prøve på at få den rigtige støtte og viden kan ende med at være et job i sig selv. Og har man så et barn der kræver meget struktur og forudsigelighed og også reagere på ting, så er det daglige hjemmeliv også lagt i meget faste rammer, der kør andet ikke er muligt. Og hvis man selv som forældre har Autisme eller/og ADHD, så er det helt overvældende, men ripper også op i gamle minder. Og helt generelt er det som om hovedparten af Danske forældre er stærkt optaget af at deres børn klare sig i en meget presset samfund. Uanset om folk er forældre til en 12 tals student eller har et barn med handicap. For mig er det skræmmende at alle unge risikere at blive kværnet i den proces i dag, der er en alt eller intet stemning. Der ligger store forventninger på de unges skuldre, ja det gjorde der også før, men i dag er de meget mere omfattende for at kunne sige man er lykkedes. 

Som forældre til et barn med handicap tænker man på, hvad der sker hvis man ikke er der. Man vil gerne have sikret at barnets voksen liv kommer til at fungerer. Og man ved at andre ikke altid kan se hvad det handler om. Man har lavet noget for at unge med Autisme kan støttes i en egen bolig, eller et bofælleskab. Det er bla de tilbud der ikke er til dem over 35 år, sendiagnostiserede. Fordi meget at det der er lavet til voksenslivet med Autisme, er lavet til at være en overgang fra, skole, uddannelse, egen bolig, Det samme er de projekter der med træning og afprøvning af ting, og job, det er en målgruppe under 35. Det er meget fint men hvad så efter 35, vil nogen blive tabt der, og hvad med de sendiagnosticerede? Og hvad med at Autisme og ADHD kan få perioder med forværring i løbet af livet, mere eller mindre kronisk? Det ville være en lettelse at vide at der var et sikkerhedsnet under ens familiemedlem med Autisme, der ikke var afhængigt af at man var på hele tiden. Som en med Autisme/ADHD der ikke har kræfter til at kæmpe ved jeg hvor marginaliseret og udsat man kan blive som voksen, når man ikke har et bagland. At det at have nogen til at kæmpe for en er så afgørende, og man ingen ret har, og hvor nemt det er at falde mellem to stole i sagsbehandlingen, og bare være et sagsnummer, bland mange andre. 

Og så kommer overskrifterne, alt for meget Antidepressiva bliver udskrevet, og så kommer ADHD og Autisme diagnoserne lige rendende, og så kommer ADHD medicin i overskrifterne. Bliver der udskrevet for meget? Det er jo efter hvordan ser det. Medicin er en billigere løsning nu og her på problemerne, hvoraf nogen er personlige, og andre handler om rammerne, de fælles rammer i samfundet, og vores kultur/idealer. Det er lappeløsningen, og det der sker når man overser røde lamper. 

Dem og os.
Der er en moralisering omkring for mange diagnoser og for meget medicin. Den er et signal og en holdning, os der ikke behøver en diagnose og de andre, der måske bare bruger det for at få det nemmere. Jeg ser det som en afsløring af egne blinde vinkler, og selvbillede hos dem der forargrede, næsten som om noget er taget fra dem, udover skattekronerne.
Det indrømmes godt nok at nogen er "de rigtige", "de hårdt ramte", og så nævnes nogen der har fået en alt for nem billet til en diagnose, -men hvad er evidensen på det? Men overskrifterne ender som en mumlen, "de siger alt for mange bliver diagnosticeret uden grund", det betyder at vi der har diagnosen nu står med at folk betvivler vores diagnose. At hvis jeg siger jeg har Autisme/ADHD, er det første folk tænker at det nok er stærkt overdrevet. Så er der et stigma omkring Autisme og ADHD, så er der et nu det tillæg: At have en diagnose der opfattes som trukket i en maskine. Og et symptom på samfundets over diagnosticering og ens egen lyst til at pynte/identificere sig med en diagnose.
Så her bliver man så også samtidigt frataget det at være en stolt og afklaret Autist. Den empowerment der kunne være i Autismen, og selverkendelsen, er taget fra en. Den har ingen tyngde, og andre tror ikke på det man siger, hvis de mener man ikke er Autistisk nok. For det vi siger, og vores erfaringer er ingenting, det er bare selvoptaget. 

Alt i alt en grundlæggende tilladt mangel på respekt vi står med dagligt. I medierne, i debatten, privat. Det stresser. Og hvad er det her godt for? Det er godt for nogens andres selvfølelse, en gentagelse af familie mønstre med at sparke nedad og mistænkelig gøre andre og skabe sorte får. Og det fungerer -Ja det fungere faktisk. Og det handler ikke om pengene, det handler om at have styr på hakke ordenen.

Og hvem der ikke er værdig til ressourcerne. Måske de er meget mere tilfældigt hvem der er i de grupper end vi går og tror, også fordi det bygger på forestillinger og så noget data, men ikke dat nok til at give et fuldt billede. Ligesom en diagnose ikke er det fulde billede, bla. fordi at uanset hvor godt den er lavet, er den ikke en beskrivelse af det fulde menneske, den beskriver det der "er i vejen", ikke det der der funger, alt det det menneske også er. Det skal den heller ikke, den er et behandlings værktøj. Og hvor mange der får en diagnose eller tager en bestemt medicin, kræver at man går meget mere ind i detaljer for at vide hvorfor. Det næste er så om det er negativt at flere får diagnoser og der bliver udskrevet mere medicin? Hvordan ser de mennesker selv på det? 

Er det frygten for at gruppen af diagnosticerede vil kræve mere og bedre behandling, vi ikke har fagfolk til eller ressourser? Men hvad hvis det nu var det rigtige at gøre, og at det er helt forfærdelige at man har overset det, og det har haft store konsekvenser for folks liv, og dem omkring dem? Men det bare ikke har været i medierne og politikerne bare har håbet det gik nok. Det er ikke alle skandaler der ender på forsiden. 

Hvorfor er diagnosticering og medicin en dårlig ting?
Spørgsmålet er hvis for mange har fået en Autisme eller ADHD diagnose hvad foreslår man så? Nye kriterier, kontrol med at kriterierne er set ens? At man ikke kan købe sig til en privat diagnose? At man skal se nøje på den enkeltes gavn af ADHD medicin og se lægerne over skulderen?
Jeg vil så sige den er så hardcore at folk ikke tager den hele livet uden en god grund. Men selvfølgeligt noget folk ofte gerne vil prøve efter en diagnosticering. Men der er også mange der finder ud af det ikke kan med det. Eller kun bruger det i perioder. Men umiddelbart er det vel væsentligt at se om medicin kunne gøre en positiv forskel?
Jeg bad i lang tid om at prøve at komme igang ADHD medicin, uden at kunne få lov. Og efter Elevanse var der en stor forandring, og på nogen overaskende punkter. Ikke det jeg/man kunne forvente, men noget ret væsentligt. Jeg fik tilbage et overskud til et overblik over noget der havde fanget mig i et evigheds loop af tanker, jeg var fastlåst og mentalt halvdød. Et udtryk for den nedslidning der kan komme med alderen når man har kæmpet med uset Autisme og ADHD. Kunne det have været undgået, jadet vil jeg mene. Men det var sådan samfundet rullede og mine private forhold. Der er en grund, og jeg tager sku ikke ansvaret, jeg har taget det ansvar jeg kunne, og for meget. 

Der er et liv bag alle diagnoserne og om der er luksus ADHD og Autisme der trækker på ressourser, andre skulle have, en nemt at påstå, men kræver at man er inde og arbejder i selve systemet for at vide det, sagsbehandling, diagnosticering. Hvor mange kommer der ud med en Autisme eller ADHD diagnose det ikke var der? Og noget helt andet er at som folk blev fejldiagnosticeret før, vil nogen nok også blive det i dag.
Jeg havde andre diagnoser inden. Så en"overdiagnosticering" i Danmark kunne også betyde en fejldiagnosticering, rettelser af psykiatriske diagnoser til Autisme, men også en risiko for Autisme i steden for en psykiatrisk diagnose, men det første er nok det der sker mest.
Men Trauma og kompliceret PTSD kan ligne ADHD og Autisme fx. Men samtidigt har man også fejet OCD, PTSD, og trauma ind under Autisme og ADHD og underkendt betydningen, "der var bare den særlige sensitivitet", men nogen gange er det i en grad der ville give PTSD og Traume også uden Autisme/ADHD. Og Traume og PTSD  det er jo en helt anden problematik og behandling, der så ikke er i fokus.
Og har vi råd til et fokus på trauma og kompliceret OCD i forhold til Autisme og ADHD? For det kan vi ikke bare behandle med piller. Der er nok en grund til at jeg ikke har det tillæg til min diagnose, selvom det nok er det der er ret centralt hos mig. Det ville stille mig anderledes, end at blive parkeret med "noget medfødt" som ikke kan behandles. Det er kasse tænkning hele vejen.

Vi kan tale overdiagnosticering, men der er i høj grad også underdiagnosticering. 

En diagnose er et beskrivende værktøj. Men hvordan et menneskes liv ser ud og føles som helhed er noget andet. Hvor mange barriere er sat op for et ok liv, hvor meget reel belastning er der? Er der en livs kvalitet? Hvor lidt kan vi være bekendt at tilbyde i et velfærdsamfund?
Man kan tænke det her virkeligt nødvendigt, det her får vi ikke selv brug for, vi kan ikke være så detaljerede i vores samfund, vi må satse på de store linjer. Udvikling, vækst, økonomi ,så vi kan holde det hele kørende i fremtiden.
Men vi er også fremtiden, nogen af os vil kunne løse samfundsproblemer, og lave ny teknologi. Og vi fødes også ind i familier der har den politiske holdning at der ikke er råd til os og at vore diagnoser er noget pjat. Og så må det jo personligt tage den derfra, som de også gør i dag, om det bare er noget pyller og unødvendige udgifter. 

Men støtte og viden om Autisme og ADHD skal ikke afhænge af laveste ufaglige fællesnævner, og ikke alle meninger er lige valide. Og nogen skulle tænke, før det mistænkelig gøre hele grupper af mennesker, uden mere klart at kunne underbygge det med fakta.
Personligt synes jeg ikke folk skal have en diagnose de kke har, eller en medicin de ikke har gavn af.
Men der mere komplicerede grunde til stigningen af diagnoser og medicinering, der sandsynligvis handler om at systemet er presset, og at der mangler ressourser og flere med faglig viden.

Ofte koster det at spare, og diagnoserne og medicinen er nok et symptom på noget der er blevet sparet på. Men det kræver mod, og det kræver viden. 

Måske skal hele samfundet have et grundigt eftersyn. 
Vi har sparet det menneskelige væk, og det handler ikke kun om Autisme og ADHD. Og det kommer ikke til at gavne os, det Danske samfund bygger på mennesker, vi har ikke Olie, eller mineraler i undergrunden. Udvikling, vækst, økonomi bygger på Danskerne,  og det burde betyde at politikerne skulle gøre alt for vores trivsel specielt nu med de mindre generationer. Vi har brugt mennesker, stresset den i rammer hvor effektivitet var sat over mennesket. Og på den måde har vi også skadet virkeligt gode medarbejdere med viden og erfaringer der ikke bare kunne genskaffes. Og efter alvorlig stress er livet et andet. Og man kan ikke længere gå ind i et så rigidt system. Jeg synes det var koldt i røven, og at det blev set som et personligt problem, ikke et der var indbygget i samfundet der var skabt. 

Det er den virkelighed og de blinde vinkler Autisme og ADHD må navigere i, der ikke engang er sikkert for "de stærke" og neurotypiske. Det er de værdier og det regnestykker der var de sidste 39 år og stadig gælder. 

Jeg ser ingen fremtid i det, jeg har set og hørt de unge, de kloge og raske, og jeg har også fornemmet at der ligger en angst i hvor prædestinerede de er, men jeg tror ikke de selv er bevidste om det, de er i processen, som på en fabriks løbebånd. Og de skal jo lykkes. De skal lykkes, og indfri alles håb. 

Så når vi bruget tid på at pege fingre af diagnoser, burde vi nok se samfundet efter i sømmene, både det store billede og detaljerne, som med det verdens politiske er de sidste 30-50 år over og nu er alle kort oppe i luften, det samme er det med vores samfund, det har kørt i den samme skure i 30 år, jeg ved det,  og nu må vi oppe os. Men på en anden måde og med nogen andre mennesker. 

Autisme og ADHD sammen med kompliceret PTSD.

Jeg har overvejelser om at Autisme/ADHD der er meget præget at traumer/PTSD, opleves meget anderledes for dem der har det, fordi de positive sider der kan være i Autisme/ADHD, ikke rigtigt kan komme i spil. Og der er en ophobning af ubearbejdede psykologiske ting, noget der stjæler energi, og lavt selvværd. Noget der reelt ikke er selve Autisme eller ADHD rent. Godt nok vil meget få kunne leve et liv med Autisme eller ADHD uden at der er "kommet noget til" oveni, men hos nogen har der været meget store belastninger og gennem mange år. 

Så når nogen snakker om unikke superkræfter og evner, vil den med trauma og kompliceret PTSD, sige: "Det er sandt, men jeg kan ikke nå dertil, jeg har evner, men der er alt muligt der står i vejen, jeg ikke bare kan komme igennem".  Den enkelte kan føle en uklarhed omkring hvad det er der står i vejen, og det kan også være ret komplekst, at se hvad der er opvækst, kultur, samfund, og hvor man selv er i det. Men man lever i at sidde fast i det kviksand, og ja man synker ned. Samtidigt vil mange bare stå og kigge på fra sidelinien, og give "gode råd". Desværre ofte ikke brugbare for sådan nogen som os. 

Alle med Autisme og ADHD har det med at blive overvældede og udbrændte, vi tager meget ind. Og jeg tror ikke at mennesker der ikke har ADHD eller Autisme aner hvor meget vi tager ind af indtryk, eller hvor varierede vi er med vores sandser. 

Der er en del med ADHD og Autisme der umiddelbart har mere overskud i hverdagen, og har lært sig at holde øje med, kke selv udsætter sig for for meget, og stoppe i tide. Eller ikke er blevet presset af omgivelserne så meget af andre til at overskride sine grænser. Man kan lære at mærke de grænser og desto tidligere jo bedre, men det kommer an på omgivelserne, vi er prisgivet hvis ingen vil tage hensyn, og vi har ikke den elastiske buffer zone neurotypiske har. 
Der er er en automatik med at kunne mærke overbelastning og kunne regulere det og ikke mindst få lov til det, desto mindre bump i hverdagen. Mindre burnout. Men mange af os har ikke fået lov til at sige fra til overbelastning, vi har mistet fornemmelsen, fordi andre har bestemt den. 

Mennesker de har trauma og(eller kompliceret PTSD (det betyder mange traumatiske oplevelser), har ekstra stress og angst i "systemet" der giver et endnu højere alarmberedskab. I forvejen ligger der jo en forhøjet opmærksomhed/alarmberedeskab i mennesker med Autisme/ADHD, en strøm af sandsninger og info vi ikke kan regulere og sortere fra. Der er hyperfokus på et emne, eller det er alt på en gang, og hvilket spor vi køre på er nærmest som om der bliver skiftet kanal, men ikke af os selv. Men det er jo et vilkår vi har levet med, at noget tænder og slukker, eller nærmere skifter båndbredde, for vi er meget on and on 24/7. Og det med at falde i søvn er meget svært, vi er stadig on. 

Hvis man lægger PTSD og Trauma til, så er det endnu voldsommere. Men ikke alene det, for det går ind i meget andet adfærd og tankemønstre. Og søvn. 

I forhold til selvforståelse, men også udredning/diagnose, så duer ren Autisme eller ADHD ikke til at give et billede af udfordringerne ved kombinationen, man kan fremstå velfungerende, at man har "en ret let udgave". Det har man bare ikke, hvis man har en tung gang kompliceret PTSD eller trauma. Og det er måske der hvor man føler sig løjet til og forbigået. At det man lever med er helt umuligt, og man har svært ved at genkende sig i forhold til andre med "den samme type Autisme". Nu er al Autisme meget forskellig i forvejen, den er et spektrum, og der er ofte en asymmetri i det spektrum,  at noget enda er meget velfungerende og alderssvarende og andet ikke, og der derfor er så mange variationer som der er Autister. Men uanset det, er der nogen der bedre hviler i deres Autisme, de ved hvad de kan lide, de har fundet en rytme, og der er ikke noget nogen der forhindre det. For dem er Autisme ikke det værste mareridt, de er som de er og det er fint. Og det kan gælde for et gruppe der går fra infantil Autisme på et bosted til højt begavede med Autisme i job.
Og så er der andre der har en helt anden oplevelse, hvor de aldrig har fundet en mulighed for at være til, på en måde der var til at holde ud. Der er ikke bare en sten i skoen, eller en ært under madrassen.
Og det er så Spektret, med godt med trauma oven i. Og her er det svært at hvile i sig selv, for der var aldrig plads til at vi havde et selv. 

At udfiltre Autisme, ADHD, trauma, PTSD fra hinanden er svært, det er noget der er startet i barndomen og fortsat ungdommen og har fulgt en, og måske meget mere er tilføjet. At man nu føler sig udbrændt, og det man før faktisk kunne før, det kan man slet ikke mere. At man nu er bitter over tabte muligheder, stiller spørgsmål til ting, kunne det have været anderledes? Og hvorfor trives nogen meget bedre med deres diagnose, der ligner samme "grad" som ens egen?
Er man bare negativ, er der noget man ikke har gjort godt nok? En sendiagnosticeret kan tænke jeg var forkert før, men jeg er også forkert som Autist, eller ADHDer. Man høre og læser om den der fik det bedre efter en diagnose, deres afklaring.
Men hvorfor kæmper jeg stadig? Det er nemt at tænke at man ikke har gort det godt nok og bare er negativ. Og der er altid nogen der vil give en ret i det. At man gør sig selv til offer, og spiller den rolle. Det er bare ikke nødvendigvis en rolle, og nogen er ofre, og jeg ser ikke det som noget negativt, at have været ofret, er ikke vores skam at bære, det burde være et værdigheds tegn, vi er testet af livet, og vi er her stadig.
Folk burde spørge: "Hvordan overlevede du alle de år?", det gør de ikke. Det er ellers et godt spørgsmål, for uanset om vi stadig sidder i møget eller er kommet op af det, har vi levede erfaringer om at være menneske under press. Er det ikke vigtig viden i et samfund hvor mange prøver at hænge på og frygter at falde af? Eller er ban bange for det smitter?

Mennesker med Autisme og/eller ADHD med Trauma, OCD, PTSD har mere at slæbe og holde styr på. Meget meget, mere. Trauma og PTSD er giftige sager, og vi skal forstå den ud fra at have et andet kognitivt styresistem i hjernen end det gængse. Både den måde vi prøver at forstå ting, reaktioner når ting sker og efterfølgende. Og at andre ofte ikke forstår den måde vi processer ting. De synes vi at vi tygger drøv/over tænker ting. Det er også derfor vi kan komme til at tvivle på os selv og vores egen oplevelse af ting. Andre mennesker retter på os og de synes de har en naturlig ret til det, som om vi var børn, deres rettelser er bare ofte ikke relevante, anvendelige for os, eller ændre os på den måde andre ønsker, vi kan ikke blive noget vi ikke er. Hvilket også sætter spor i os, der er lidt der knækker af for hver gang det sker. 

Den grundlæggende diagnose flere lag oven i, trauma/PTSD, og over det kommer der laget af andres meninger/gaslighting. Ofte er de meninger og gaslighting ikke ondt ment eller tænkt manipulerende, for dem (de allistiske/neurotypiske) er det jo sådan, det er det de ved og kender, det er det de ar lært og det passer til deres hjernes styresystem, så hvad er problemet?. Det er det bare ikke for os, og nu kører vi mellem: "jamen sådan har jeg det, men andre siger",  Og det sker igen og igen og igen. 

Det er med til at gøre at vi mister vores egen stemme, og vi til sidst tænker vi ikke har en, eller retten til en. Det er det livet har vist os. Det er ikke os der er negative, eller kunne gøre det bedre. Det er bare den måde vi bliver spejlet tilbage af samfundet, og tror vi er. Vi er dækket af et lag af traume/PTSD der gør os til både for lidt, eller for meget, i den måde vi taler om os selv. Vi kan virke ekstra egocentriske på andre, eller helt indelukkede og ureflekterede udadtil. Vi kan ikke ses, det der er bagved kan ikke ses for hvad vi er. 

Vi levet i et samfund der ikke kan rumme lidelse, og kun ofre der har hævet sig ud af det som i en Hollywood film. De sidste 50 år har arbejdet mod at kunne rumme de dybere ting, og kunne se der også kan være en værdi og erfaringer der. 

Da jeg var 31 kunne jeg se jeg havde levet i en løgn, en familie løgn. Og jeg tog en beslutning, der ville tage mig 6 år at gennemføre, og efter det kom der mere "arbejde".  Arbejde som min familie, skolen/samfundet havde pålagt mig, som reelt ikke kunne lade sig gøre realistisk, men jeg troede jeg skulle. Og det at ikke kunne, fyldte mig med alle de følelser der ikke er til at rumme: Skam, magtesløshed, tvivl, angst, selvhad osv. Og som udgangspunkt er jeg ikke svag, det er ikke min Autisme eller ADHD der gør mig "svag", det er trauma/PTSD der knækkede mig over tid. 

Kompliceret PTSD bliver nu en diagnose i Danmark. Det er en type PTSD der er opbygget af mange traumatiske/stressende begivenheder over tid. 

Jeg tænker at det kan tilføjes flere diagnoser som tillæg med fordel for de ramte, det vil være med til at vise omfanget af den personlige problematik på en anden måde, man har sit Autisme spektrum plus kompliceret PTSD. Og pludseligt vil nogen kunne genkende sig selv i diagnosen og ikke undre sig over hvorfor andre med Autisme i samme spektrum område som en selv, er i en meget anderledes situation. Og jeg er lige ved at sige at der ligger noget heling i sig selv i det. Ok, så det er forklaringen. At man nu kan genkende sig selv og ens livs historie. Vilkårene.
At man har gået gennem tilværelsen med at være på spektret, men der er også en PTSD, og ikke er fordi man er mere "følsom" og særligt sensitiv, men fordi den PTSD ville have en indflydelse på stort set alle med de oplevelser.
Det er på tide at tage os alvorligt for vores livshistorier, at vi kan opleve store svigt, som alle andre mennesker kan, og/men samtidigt har Autisme og/eller ADHD. 

At mennesker på spektret får traumer og PTSD vil altid ske, desværre. Men at vi erkender det, og se det for hvad det er, det kan hjælpe os hele, det kan hjælpe med at holde fast i at den personlige version af vores diagnose er præget af noget ekstra, der er ret ekstra. At vi ikke er for lidt, vi er ikke mislykkede negative Autister, der ikke kunne finde "vores superkræfter" og bruge dem. Der var noget der har holdt på os, noget der ikke skulle tales om.

Personligt forstår jeg det ikke, men måske trauma/PTSD rammer så tungt, fordi det er de ingen vil se i vores samfund, men mange har mødt. På egen krop, vi har set andre udsat for det, og forvrede familiemønstre, svigt. Det er det vi ikke vil være, det vi ikke vil have, det er der vi føler os magtesløse, Det er samfundets grundangst, vi prøver at lægge en afstand til. 

Da jeg var 31 så jeg var i, og tog en beslutning: "Jeg er stærkere end dem, jeg tør erkende". Det betyder at tage turen gennem alt det ubehagelige, tage mod hvad der kan bruges på vejen, men også fortsætte når der er bare ingenting og helt alene. 

Jeg er nu meget ældre, og jeg er stadig på vej. 

Jeg har lyst til at sige, det er på tide i bare giver mig det jeg skal bruge, så jeg kan giver jer mine "Autistiske superkræfter", at  nu stopper i modarbejde mig, at kasse tænke, at ignorerer.

Måske jeg overvurdere mine evner, måske ikke, sandsynligvis ikke. Jeg ved at trauma, kan tranformeres, til fantastiske ting, fordi der er et afsæt i den dybde, når man kender den. Jeg kunne godt have levet foruden, sådan blev det bare ikke, så hvorfor ikke bruge den til noget, noget som kan gøre noget godt for mig og andre?  

Nej, jeg er ikke bare lidt uorganiseret og med for mange ting.

Vi er mange mennesker der roder, og der har alt for mange ting vi ikke får sorteret eller smidt ud. 

Men den "uorganiserede roder", der aldrig rigtigt får tid og overblik, er ikke den samme som reel Hoarder. 

"Hvordan du får ryddet op i dit hjem" videoer og bøger og tips i blade, kan evt. hjælpe den første gruppe. Og når jeg fortæller om mit problem, er det altid den slags jeg får tilsendt. Alt det praktiske er sikkert godt nok, ikke kernen i mit problem, det forholder sig ikke til det at ikke praktisk kunne udføre det, eller dybt trauma.
Det er for rimeligt velfungerende mennesker, der er kommet bagud med deres hjem. Ja og også de kan komme ret bagud. Men de er ikke af den grund Hoardere. 

Et Hoarder hjem har mistet funktioner der er vigtige for at kunne bo. Køkken, badeværelse osv. Vedligehold. Hjemmet er svært at anvende. Det er et ophobnings sted, hvor man ikke længere kan være selv: Ophobningsproblematikker, hvor hjemmets funktioner er sat ud af kraft. Det er her det er Hoarding

Det er en tings adskillelses angst, der er en reel psykologisk faktor, der ligger noget centralt som grundlag for at det er blevet udløst. Og kendetegnet ved en vedvarende angst for at miste eller blive separeret fra ejendele, hvilket fører til omfattende ophobning og tab af hjemmets funktioner. 

Nogen kan være benægtende overfor at de har et proplem. Andre ved de har det, men kan ikke få fat i problemet, med manglende kendskab til det byder det bare på dårlige erfaringer, både for den der Hoarder og dem der hjælper. Hoarding er ikke noget overfladisk, det er dybt og personligt.

Og grebet forkert an egentligt spild af arbejde, og nederlag. Men ofte er der tale om ting der skal ordnes nu og her, lokummet brænder, så der er ikke mulighed for at gøre det som man burde, man gør det som man nu kan, dog ofte med nogen viden om Hoarding. 

I Danmark har vi ikke nok viden om emnet, vi har ikke den psykiatriske indsigt i det. Det er for specielt/specialiseret åbenbart. Men det betyder at dem der har lidelsen, ikke kan få en faglig forsvarlig hjælp. 

Det betyder fx. jeg ikke kan få en faglig forsvarlig hjælp. Og det har uoverskuelige konsekvenser. Det er helvede, inde i hovedet, kroppen, omkring mig. Jeg kan ikke praktisk komme igennem det med Autisme og ADHD oveni, og når jeg prøver er det en re-traumatisering, og selvhad. Og jeg arbejder, men når ingen steder. Jeg er fanget i det uden den rigtige støtte. Jeg må bare være i det.
Hvis jeg engang har haft et overblik, er det væk nu, der er sket for meget, der er for meget der ikke fungere som det skal. 

Jeg har en angst lidelse, der skaber et meget synligt kaos omkring mig, alligevel er jeg usynlig i systemet. 

Autisme, kan den blive bedre...eller værre?

Bloggen handler om støtte til selvforståelse, i modsætning til den sociale maskering mange med Autisme i en eller anden grad har måtte tillærer sig.

Autisme kan takles, man kan finde sine måder at klare tingene, man kan lære at fornemme hvad man magter, så man ikke så ofte ryger ud i at blive overstimuleret.
En god selvforståelse er vejen mod mere ro, at det ikke går mod forværring af reaktioner, depression, stress, angst, udadreagerende adfærd, ja, listen kan være meget længere, og det er jo netop det den ikke bør være, og ikke altid behøvede at være, men desværre er virkeligheden for mange på Autisme spektret.
Man kan lære en masse værktøjer, til det sociale, til at få ro på sind og krop. der skal være et grundlag af struktur, ro og orden hvis man skal kunne udfolde sig på andre punkter og bruge sit potentiale, eller ja, have et godt liv...eller bare et bedre liv.

Man kan desværre også få tillært sig at maskere Autismen, når man ikke får hjælp til selvforståelse, eller Autismen vilkår ikke accepteres.

Masken kan virke rimeligt udadtil, men ikke indadtil, man lære at skjule, sammenbrudene sker måske mere skjult, målet er at få det til at virke udadtil, men det dulmer ikke uroen, tvivlen, stressen. Og er man god til at maskere vil den få ens reelle udfordringer, til ikke at kunne kunne ses klart, heller ikke af en selv, og man vil kæmpe og kæmpe omme bagved masken.......andre vil kun se masken, samtidigt også se at noget er galt, men ikke hvad der er galt.
På den måde kan man gå gennem livet og føle sig uset, men også samtidigt lidt for synlig.

Uanset hvor på Autisme spektret kan det være svært at se det klart, hvad det er for ting der gør forskellen på en bedre hverdag, eller hvad der ender i kaos...Nogen vil sige: "Men det kan man jo se?" Men så enkelt er det ikke, når der er følelser med i spillet, det kan godt stille sig i vejen for det der var mest formålstjeneligt, så de negative mønstre bare fortsætter. Vi kæmper mod og med idealerne og følelserne, der lægger et filter over realiteterne. Ikke i mangel af intelligens, eller kærlighed, men fordi der ofte er mange lag af tanker og følelser der kan være i vejen for at nå ind til hvad der er nødvendigt at gøre.
Processen vil rippe op i mange tanker og forestillinger, for hvad sker der så, går man helt ned, gør man alt galt og der vil aldrig komme bedre løsninger alligevel?
Det er et hop ud i det ukendte og farlige, fremfor følelsen af at nu bliver det bedre. Men man må/skal finde sin egen nødvendighed for forandring, hvor gamle løsninger, bare ikke længere er brugbare og næsten alt andet bedre end det gamle, men det kræver jo man tør tror på dem der har erfaringerne med hvad der skal til. Også erkendelsen af de reelle begrænsninger, for derefter kunne få styrkerne frem i lyset.

For dem der går rundt med en udiagnosticeret Aspergers, er der mange spørgsmål til hvad alle  andre gør, som man bare ikke forstår, og det bliver faktiske ikke nemmere med tiden, fordi man vil mangle den brik der er Autismen, hvordan præcis er man ikke forstår, og den viden får det til at give mening, men også afklaring og løsninger....hvis man ellers kan få støtte til afklaring og løsninger når man får diagnosen. For selvforståelse er en alt for stor opgave at stå med alene, med mange gamle indøvede metoder til at takle livet, der måske ikke var så gode enda, der skal "aflæres" for at få plads til bedre metoder og det er hårdt, men også vejen mod noget der er bedre, og mere ro.

Hos den sendiagnosticerede er en maske der skal af, den maske man har prøvet at redde sig selv fra de værste situationer med, men der i lige så høj grad gjorde en meget alene og angst.

Men også dem der i dag bliver diagnosticerede som børn, kan føle sig tvunget til at maskere, for forældres og omgivelsernes skyld, så det er letter og alle andre gladere, fordi det hele virker/ser mere normalt ud.
Det er vigtigt at erkende Autismens grundvilkår i familien, ellers går barndom og ungdom i håbet om at det nok går over af sig selv med alderen. Men Autisme går ikke over, men den kan takles forskelligt, men det kræver der arbejdes på det.

Forældre viser jo deres børn hvad der er idealet og Autistiske børn fornemmer også i hvilken retning idealet går, selvom de ikke kan opfylde det. Så familien/omgivelsernes mere eller mindre udtalte forventninger og drømme kommer til at betyde rigtigt meget for barnet, er forventningerne urealistiske og uden at være forbundet med empowerment og selvværd, kan et helt liv ende med at prøve at opfylde de forventninger, uden at have kontakt til hvad man selv føler og reelt evner.
Tomme præstationer, fremfor at kunne hvile i sig selv. Ja, det sker også for "ikke Autistiske" børn, men det er en langt mere vanskelig kognitiv proces hvis man er på spektret.

Når den rigtige støtte/rådgivning ikke er til stæde, er det svært at have overblik over, hvad er Autismen og hvad er følgevirkninger af de psykosociale, på den måde står det ikke altid klart hvad man kan arbejde med, om der var hjælpemidler/teknikker og hvad der er den grundlæggende Autismes vilkår.
Hvis omgivelsernes største drøm er at Autismen nok går over med alderen, at det ikke er så synligt, fremfor at erkende at Autismen er der, og gå ind i det der ligger bag, og støtte barnet i takling, og kunne fornemme hvad der foregår, når det forgår, fremfor maskering, sker det samme som det er sket for andre tidligere generationer på spektret, der skaber snubletråde for livet.

Så det er om at droppe maskerne og det underforståede krav til at maskerer, og sats på at finde alle de tanker og handlinger der rent faktisk takler Autismen, i erkendelsen af at Autismen er der gennem hele livet, men ikke nødvendigvis udtrykt på samme måde.

Kan Autisme blive forværret?, ja det kan den og ikke bare for børn og unge. Jeg har selv prøvet i høj alder at min Autisme blev skåret ud i pap, med et blinkende neonlys over, fordi der var alt for meget stress, også på en måde der var mere ekstrem end nogen sinde tidligere i mit liv, selvom jeg tidligere har haft diverse gedigne sammenbrud i forhold til hvad jeg kunne overskue og takle praktisk, var jeg nu mere typisk Autistisk, uden rigtigt at komme tilbage til en maskering overfor omgivelserne og min egne indre ro.  På den måde endte jeg med at få en diagnose i meget voksen alder. Held i uheld....nu venter jeg bare på støtte til selvforståelse, jeg har brugt et år på selvstudie, det er bare ikke godt nok, der skal dialog til, det gøres ikke solo.

Håbet er at alle på spektret fik mulighed for at lære værktøjer til livet, og fik friheden til at finde vores egen personlige måde at være en det af samfundet. Så det ikke bare alt for ofte går mod det værre, men det bedre.

Bekymrings generatoren og overstimulation

Jeg må erkende at jeg er røget ud i en længervarende overtræthed og en nedstemt sindsstemning, udover også at være ret arrig.

Jeg er ikke kommet mig efter forrige weekend, mødet i Handicap centeret, beboermødet, og den stress der kulminerede i sidste måned. 

Sover dårligere, er træt, har ikke fået spist mine vitaminer. Alt i alt ude af balance.  

Og så sidst i den her uge: Møder med fortiden, den helt fjerne fortid og den mere nære. Den fjerne fortid i form af en der kendte mig som barn, og huskede mit hjem og min familie, det er der ikke så mange der gør. På den måde røg jeg tilbage i noget der stadig spøger i forhold til min selvopfattelse, men jeg også kæmper med at afvikle. 

Og i forhold til den mere nære  fortid i form var det en gammel veninde, jeg ikke har set siden jeg flyttede for snart tre år siden.  

Og når man er mig er en der skal  tygge lidt på det hele, så har jeg nok at arbejde med......Det er åbenbart sådan noget hvor "ikke Autister" bare smider over skulderen og går videre -men ikke mig, jeg bliver nødt til at finde ud af hvordan jeg har det med det hele, og så været lidt bekymret for fremtiden.

Jeg er en hel bekymrings generator, og hvad kommer der ud af det?  -Hvad kommer der egentligt til at ske i lejligheden ved siden af mig......hvordan får jeg kræfter til julecabaretten......hvordan får jeg mit liv til at hænge sammen i fremtiden....bliver min lejlighed for dyr....kan jeg få kontrol over den depression, så jeg har kræfter til at kæmpe...osv. osv.  

Så siger andre ofte at jeg tænker for meget, men jeg er jo en typisk Asperger på det punkt, derfor tænker jeg "for meget", og ja, det var bedre at jeg forskede i et eller andet og brugte mine rastløse hjerneceller på den aktivitet, fremfor livets små problemer, der hurtigt kan vokse dramattisk når det er mig.....men det er også derfor jeg skal finde noget at tage mig til, et lille projekt. 

Som en ven siger: "Du har det bedst når du har et projekt". Og det er rigtigt, jeg skal bare gøre det rigtigt, på mine præmisser og ikke i forhold til andre, eller ambitioner der bare ikke holder når det er mig det handler om.  

Egentligt fornemmer jeg at jeg ser noget mere klart end tidligere, fortidens mønstre, nutidens, men det at se klart er også udmattende. I recovery kalder man det at gå i ud brændeskuret og tænke i fred og  gå lidt i stå på andre fronter.     

Verden går jo ikke i stå bare fordi jeg har brug for det, så jeg må lære at gå i hi, hvis jeg er overstimuleret  må jeg finde måder at skærme mig når det sker, om det så helt konkret er at jeg trækker gardinerne for, eller får mere ro på aktiviteterne.  

Kan jeg acceptere det, for jeg har godt nok hele livet haft haft svært ved at acceptere at jeg hurtigere bliver træt og overstimuleret, jeg hader det, der er så meget jeg gerne ville. 

Men jeg skal lære det, og det noget af det jeg må have professionel sparring på.   

Er der en bedre fremtid for en sendiagnosticeret Asperger?

For så vidt var mødet med Handicap centeret bare en forestilling, en lidt lang forestilling, og afslutningen overraskede ikke, for nej selvfølgelig kan jeg ikke få en udredning.

Aspergers, kronisk depression, ADHD, hoarding, der er ellers nok at tage fat på. Hvad kan man/jeg gøre for at forbedre min hverdag, og hvad er egentligt mine reelle problematikker set som helhed, og hvad er der af medicin?

Har jeg det bedre kan jeg meget mere selv, men det er åbenbart nemmer at få hjemmevejleder på ubestemt tid, end et afgrænset forløb til at få ryddet op i mit liv, efter Aspergers diagnosen.   

Nå, de skal jo sige nej, ingen stor overraskelse ved det, og det skal jeg ikke tage specielt personligt. 

Jeg trækker på skuldrene og så er det at gå videre, jeg kommer igen på handicapcentret...og igen...
Og jeg håber de passer fristerne for tilbagemelding så de ikke trækker yderliger ud. 

For jeg har ikke noget valg, derfor slipper de ikke, jeg kan kun prøve at holde ud, og kæmpe for at mit liv ikke skvatter yderligere sammen i mellemtiden.....det har jeg jo gjort/prøvet det meste af mit liv. Meget praktisk ved jeg ikke engang hvad det er at have det rigtigt godt, det gør det hele lidt mere realistisk, ikke de store forventninger, jeg er bare ikke parat til at give helt op endnu. Så jeg tager lidt mere modgang.

Det må være specielt at have et job hvor man skal sige nej til mennesker der er i umulige situationer dag efter dag......men sådan er det jo at være sagsbehandler i det offentlige. En slags bøddelgerning for samfundet, dog praktisk forflyttet fra der hvor straffen effektueres på de borgere, der er uværdige til at være rigtige mennesker.  

En grim opdagelse, hjemmet igen....

Jeg vidste jo godt jeg havde tre flyttekasser bag døren i stuen, med noget malergrej på toppen. Kasserne havde stået der siden jeg spartlede og malede stuen sidste sommer, egentligt troede jeg der var arveting i, og i et eller andet overmod stak jeg næsen i kasserne i går......men i to af dem viste det sig der var tøj, og det var en ærgerlig erkendelse, mere fucking tøj og sko.

Problemet er at tøjet er det jeg synes er aller sværest, egentligt ville jeg jo godt have lidt penge for det bedste af det, for så rig er jeg jo heller ikke, på den anden side er jeg også ved at blive kvalt i gammelt tøj. 

På den måde har jeg et større problem end jeg vidste, og det er netop det jeg har fornemmet at jeg nærmede mig i de sidste par dage, at før eller siden ville jeg ramme de virkelige hoarder problematikker jeg har, det vil sige, egentlig ønsker jeg ikke at beholde det her, og det er altid noget, men der er jo det med jeg hellere ville sælge.

Ikke at jeg tror det er en formue, eller jeg ville have meget for det. Men bare 20-50 kr pr. styk, kunne blive til noget. På den anden side har jeg ikke mulighed for at komme på markeder og jeg har prøvet trendsales, jeg har bare ikke overskuddet til det. Så jeg er fanget i det.

Så hvad nu?

Egentligt bør jeg nok bare huske hvad der er, og så gå videre med det jeg kan nu og her i hjemmet, ærgrelse og problemtænkning fører ikke til handling, kun til at jeg bliver træt. Jeg ved også der er to kasser med sko og støvler i soveværelset...og så alt det andet....

Meget enkelt handler det om at salgsprocessen af brugbare/salgbare ting, er en vigtig del af at kunne "afhoarde" et hjem, hvis den ting ikke er støttet, tænkt ind så er der et problem, en stopklods der både er mental og praktisk. At skulle give sine ting væk, der jo for en hoarder præsentere en værdi, enten reel eller imaginær, og at de fleste hoardere ikke har overblik og energi på at stå alene med en afvikling via salg.  

Og det er jo ikke første gang jeg rammer det her afgørende punkt. Og her stopper det så, selvom jeg ikke engang er nået til det der er mentalt svært i forhold til tilknytning til den enkelte ting. Her er det "bare" at jeg gerne ville have lidt for det, for at kunne investerer noget i mit hjem, og til vaskemaskinen.  Men intet er "bare" når man er hoarder. Tænk hvis der var selvhjælpsgrupper for hoarders og shopaholicks så de kunne hjælpes ad med at komme af med sagerne, det er lettere at stå på loppe fleres sammen og hvis nogen har bil til transport, eller kørekort til at lege en større bil. Desværre er der grupper for misbrugere, spillere, men det her er er åbenbart noget der går under radaren, i forhold til fornægtelse, og måske også at vi (stadig) er et samfund med overforbrug. 

Derfor er det at anskaffe og beholde ting og tøj, ikke regnet som så problematisk som andet misbrug, selvom det kan føre til økonomiske problemer, at det gør hjem ubeboelige. Og at mennesker lever i hjem der bliver helt lukket af for omverdenen i skyld og skam. Parforhold går i stykker, eller påvirker den anden meget negativt. Og at hoarding når den når et vist punkt også bliver sundhedsfarlig. 

Jeg ved godt hjemmehjælpen siger, at mange steder er det værre end hos mig, men sagen er at man skal have folk ud af det inden det er gået helt galt, så de måske selv kan klare det fremover, ellers bliver det en livslang problematik, der skal holdes øje med af andre, så det at uddskyde hjælpen til sener er en dårlig ide.  Har vi råd til det som samfund? Synes vi det her er slemt nok? 

Der er lande der har skabt alternative løsninger, men det kræver jo der er et fokus på det og man tager konsekvenserne af hoarding alvorligt. hoarding er OCD, og hoarding er ikke en uskyldig ting, man kan ignorere væk, bare fordi vi er et samfund hvor de fleste har lidt for meget samlet sammen.    

Så min udgave af OCD er hoarding, og dat kræver at det skal angribes fra flere fronter, den rigtige praktiske hjælp der passer til min personlige hoarding problematik, og den psykologiske støtte der skal gøre at jeg kan gøre mig fri af det der gør jeg gentager mønstret. Jeg er meget træt af det her efterhånden og jeg er mere motiveret end de fleste hoardere til at komme ud af det...men jeg behøver desværre i det mindste noget ekstra praktisk hjælp, i erkendelsen af at hoarder hjælp fuldpakken ikke står til rådighed.

Hvordan skaber man en realistisk handlingsplan omkring et Hoarder hjem?

4 del af 4 blogge om Hoarding.

Når jeg mener der kunne gøres ting anderledes og bedre for folk der Hoarder, så er det ikke bare noget med at kræve noget af kommunen, men i erkendelsen af at hoarding er en ret tung ting at leve med, og den bør kunne behandles bedre, og med noget af den viden der findes i udlandet.
Det nytter ikke bare at tømme en hoarders hjem, da årsagen foregår oppe i hovedet, i forskellige kombinationer af årsager. Bare det at kunne finde frem til hvilken type hoarder man har med at gøre, kan betyde noget for processen og en realistisk plan.

Som Hoarder føler man at folk bliver skuffede og ikke ved hvad kriteriet er for en susses, på grund af at det ikke står klart hvor svært det kan være at løse opgaven. Men når man ved det, tror jeg også det kan gøres bedre og mere effektivt. Det er lidt som om at hver gang man står med en Hoarder så skal den dybe tallerken genopfindes, og det er ikke effektivt eller betryggende hverken for den der skal hjælpe, eller den der hjælpes.

I nogen lande ses Hoading som en psykiatrisk lidelse, det kan betyde man kan få hjælp.
Det er jo ikke fordi psykiatrien i Danmark ikke møder folk der hoarder, men hoardingen sen ikke som det primære, eller det udløser et specielt fokus på problemet, det er bare en psykisk syg der ikke kan magte sit hjem.

Som jeg ser det er det at blive af med værdifulde ting tidskrævende, og skulle man på marked kræver det en bil og det kræver man ikke er alene om det, som Autist er det at være på et marked i lang tid noget af en udfordring.

Jeg har afsat større partier til handlende. Jeg har solgt på den blå avis, i salgsgrupper på Facebook. Men det er lidt som at have et job, og jeg er jo førtidspensionist der i grunden ikke klare ret mange timer. Det betyder jo at det tære på mine kræfter, hvilket betyder jeg får stress eller tager lange pauer hvor jeg ikke kan komme igang igen. På den måde bider det sig selv i halen.
Men hvad så med hjemmevejleder og hjemmehjælp gør det er forskel? ja det gør det, men omkring noget af arbejdsopgaverne med at blive af med ting så er det ikke noget de kan gå ind i. På den måde kan man ikke få støtte som en helhedsplan, der går fra start til slut. Og det er ikke hjemmehjælp eller hjemmevejlders skyld, men at der ikke ligger en drejebog for takling af Hoarding fra A til Z, udover der hvor man bare vælger løsningen at tømme folks hjem for skidt og lort.

Hvad er der ellers man kan gøre? Faktisk kan Hoardere hjælpe/støtte andre Hoardere, de ved hvad der foregår og andres ting er jo deres egen ting og derfor meget mere overskuelige. Jeg kan altid bedre s hvordan man kan ordnr og ryde op hos andre, men ikke ho mig selv. Der er også lande hvor frivillige støtter Hoardere. Der er lande der har flere eksperter i at hjælpe Hoardere praktisk og psykologisk.
Det kræver selvfølgelig der er fokus på at hoarding også findes i danmark, og man skaffer viden og solid erfaring.

Men så længe der ikke rigtig er et solidt oversat materiale om emnet, sker det nok ikke noget forløbigt.

Det er godt at vide hvad folks baggrund er for at Hoarde, hvilke udfordringer de her og hvad deres ressourcer er.
Grundlæggende handler det om at afdække det udløsende tab, eller/og de kognitive udfordringer, om at få så meget ud af huset som muligt og få skabt en brugbar struktur der kan holdes.

Hvad består Hoardingen af, skrald, aviser, dyr shopping, samleri, hobby ting? Er tingene ødelagt inficerede? Har ting en sådan værdi at de bør sælges? Skal der kontaktes hentning af ting til genbrug?
Netop det her er noget af det svære, skal man bare forvente folk skal afgive ejendele af større værdi uden kompensation, fordi de har sat sig i en Hoarder situation?

Nogen vil nok sige det er alt for besværligt og kan ikke blive andres opgave. Man kan også tænke i hvordan det kunne gøres realistisk? Og hvorfor?
Fordi det her i forvejen er mennesker der føler de er udsatte, det er den udsathed der er ofte er udløsende og fastholdende faktor. Så hvad skal der sættes i stedet for? Hvis formålet er at hoarderen mentalt bliver bevidst om hvad der foregår psykisk og får bedre styr på impulsen til at skaffe/gemme ting, så skal der jo være en oplevelse af susses og empowerment, men også en form for forløsning og erkendelse af hvordan var det der her skete i første omgang?

Som sagt umiddelbart kan et ryddeligt hjem føles som om det beskyttende sneglehus er blevet taget fra en, uden der er noget andet til at give en tryghed. Det kan godt være man nu udadtil virker normaliseret og alt nu er godt. På en måde svare det til problematikken når man skaffer en bolig til en hjemløs, at det nye hjem der burde vær rart og trygt slet ikke er det for den hjemløse. Fordi det handler om et sted at bo, men det handler også om mennesker, om hvad vi mistede på vejen gennem livet og hvordan vi kan genfinde der netop gør os trygge...desværre glemt vi det på vejen, og må nu finde hjem med lidt hjælp fra andre.

(Jeg har skrevet om Hoarding tidliger på min blog, og min egen lange kamp med mit hjem)

Mine egne erfaringer med Hoarding

3 del af 4 blogge om Hoarding

Processen med at "af-hoarde" mit eget hjem, har været en meget lang omgang, og jeg må bare konstatere det går for langsomt. Den langtsomme process trækker stressen ud, og giver for meget tvivl om det nogen sinde vil lykkes at komme i bund med hjemmet.

Problemet er bare at udover jeg har meget svært ved det praktiske, så er det også det psykologiske, når jeg til at skulle skille mig af med noget jeg selv finder meget vigtigt, vil jeg reagere. Og det at bruge meget tid på salgsannoncer og have folk rendende er også en absolut stressfaktor.

Min evne til at strukturere et hjem er ikke ret god, da det stod værst til, kunne hvad som helt være hvor som helst, køkken ting i badeværelset, badeværelses ting i køkkenet osv. Et tæppe af snavsetøj på entre gulvet, ingen fri gulvplads nogen steder, så jeg måtte gå rundt som en Kat. Alt i alt nåede jeg at blive en fuldt udviklet Hoarder, med et ubrugeligt køkken, og et badeværelse der lige akkurat kunne anvendes.

Det er jo meget yndigt at nogen venner siger det var bedre hvis det hele brændte, for det løser jo ikke det at man er hoarder, jeg ville jo bare begynde forfra og nu med endnu et stort tab i hukommelsen.
For det at fylde hjemmet med ting, kræver ikke penge, vil man fylde sit hjem med ting og sager, er der altid muligheder.

På et tidspunkt prøvede jeg og se om der var hjælp i forhold til shopaholicks, men måtte konstatere at det åbenbart er så almindeligt i Danmark at det bare er noget man prøver at ignorere "For kvinder shopper jo"..... Det er jo tanke vækkende jeg synes den er hel gal, når samfundet åbenbart ikke forholder sig.
Alt i alt er købemani og Hoarding bare ikke en god kombination, pengene går til det forkerte, og ens hjem bliver ikke rart.

Noget andet og lidt skræmmende er at man helst ikke skal nå for langt i sin hoarding, for så er det nærmest umuligt at kunne leve normalt igen. Der er stadier af hoarding der er afgørende for fremtidsudsigterne. Jeg var der hvor jeg var på grænsen, og jeg er rykket i den rigtig retning, men jeg er stadigt langt fra.

Har jeg det mentale overskud kan jeg erkende jeg behøver ikke alle de ting, har jeg ikke det overskud behøver jeg det hele, eller kan slet ikke finde ud af hvordan jeg praktisk skal komme igennem sorteringen.

Jeg har været motiveret og positivt indstillet, mere end det er normalt for en hoarder. Jeg har hele tiden erkendt det er forkert at leve sådan, jeg siger ikke pyt, og jeg prøver ikke at gøre problemet mindre end det er, hvilket er ret almindeligt hos mange Hoardere.
Alligevel synes jeg det er svært, og nu kender jeg resultaterne af de forskellige løsnings metoder hvilket lidt tager håbet fra mig, men måske de rigtige metoder slet ikke har været i brug.

Det rigtigt kedelige er at jeg har været mere naiv tidligere og på den måde nemmere at arbejde med, nu hvor jeg kender konsekvenserne, er jeg noget mere tvivlende og kørt træt. Jeg gik jo ned med stress i 2015...eller nok allerede i 2014, bare uden at erkende det, for tingen skulle jo løses. Med den erfaring må jeg konstatere at vilje ikke er nok, vil en system ikke i længden så siger det stop. Det endt så med en Autisme diagnose som følge.

Måske jeg endnu en gang er ret utålmodig og selvkritisk, trods alt er jeg næsten lige blevet af med en depression, og jeg har haft stress, så hvis stressen kommer på plads, vil jeg måske få flere kræfter i løbet af 2016. At jeg så føler det her burde have været løst for to år siden, er så noget helt andet.

Jeg selv aktivt søgt hjælp i forhold til min hoarding, desværre endt det i nogen misforståelser, jeg fik hjælp, men jeg var endnu ikke fuldt udviklet som hoarder, det vil sige at man ikke synes det var så galt enda, men det var det så to år efter.... For så skete der ting i mit liv hvor det gik helt galt, men det var det svært at råbe nogen op.

Det var først da ejendomsinspektøren skulle se på noget i badeværelset, jeg mener det var en revne i terrassoen der skulle ses på. Han spurgt om han skulle ringe til kommunen omkring situationen i min lejlighed og jeg sagde bare ja tak, jeg har prøvet så det må du godt. Og så fik jeg hjemmevejleder.

Faktisk kom den gamle lejlighed pænt i orden, det jeg bare overså da jeg flyttede var det jeg havde i kælderen og på loftet, og ja, jeg mistede meget under en kælder ovesvømmelse så hvordan kunne jeg stadig have så mget. Jeg skildte mig af med meget inden flytningen som man nu kan nå på en måned, jeg har skildt mig af med meget i den nye lejlighd, men jeg har stadigt et stort problem. Så selvom jeg er en motiveret af-hoarder så er det ikke en nem eller hurtig proces.

Hvad har fungeret for mig? Det at få hjælp til at skabe struktur, at ting har et sted at være.

Men arbejdet fortsætter, og der er opstået kaos i mit soveværelse, så det er opgaven, og så bliver det at se på hvad der er i de flyttekasser.

Link til den 4 af 4 blogs om Hoarding: Hvordan skaber man en realistisk handlingsplan?

Hvad er udfordringerne i forhold til Hoarding?

2 del af 4 blogge om Hoarding.

De fleste der hoarder underdriver at der er et alvorligt problem, ofte kan de ikke helt  selv se problemets omfang, eller vil helst ikke, og som rodet og svineriet bliver værre, er det bare så umuligt at overskue hvor man skulle starte.
Og hvis det så også er forbundet med noget medfødt som ADHD eller Autisme, er det som om hjernen og kroppen slet ikke vil komme igang med opgaven. Men igen det er kun nogen med ADHD, OCD eller Autisme der hoarder. Nogen hoardere har oprindeligt haft nydelige hjem, og ikke haft medfødte/livslange kognitive problemer med at sortere og smide ud, men det er først opstået efter en traumatiserende oplevelse.

Det handler ikke bare om at folk er nogen rodehoveder eller samlere der er gået over gevind, men der er et reelt problem med at kognitivt tage valg, eller PSD, depression, angst fx.

En hoarder kan synes at en gammel plastpose eller en stak gamle Aviser, er lige så værdifulde at beholde som en Ming vase, så det er meget forskelligt hvad folk selv synes er det de holder mest fast i, og det har ikke noget med andres vurdering, derfor kan udefrakommendes udsagn virke meget krænkende, og slet ikke motiverende for erkendelsen af problemet eller processen.

På samme måde som tingene hober sig op og dækker gulve og overflader, så dækker det også for det evt. underliggende psykologiske, der sker en gradvis tilvænning til miljøet. Og når hjemmet ikke længere fungere skal man finde metoder til at komme i bad, få mad, få plads til sig selv, og det tager også energi, på den måde bliver man ganget ind, den energi der kunne bruges til at gøre noget ved hjemmet, bliver brugt til at eksistere i hjemmet. Har man levet sådan i bare 4 år, kan man næsten ikke huske det kan være anderledes.

Umiddelbart er det mit indtryk at som hoarding situationen fremskrider gennem tid, bliver flere og flere ting til noget man ikke smider ud, overblikket er for længst forsvundet i alt det andet rod. De tomme syltetøjsglas der evt. kunne anvendes indtil man har 50 stående.
For en  ikke hoardere er det jo en no brainer: Ud med skidet, men for Hoarderen er der noget helt andet på spil.

Alle valgene er forbundet med uro og angst, og specielt når valget bliver provokeret frem. Bare 20 minutter hvor man skal tage stilling til at noget skal ud af hjemmet om det er som udsmidning/genbrug/salg er udmattende og koncentrationen svigter.....Og er der nu noget der er ved at ryge ud ved et uheld?

Der er også nogen der over tid får for mange kæledyr, umiddelbart giver dyrene en god fornemmelse, men er hjemmet også rodet, og man mister overblik over om de skider i hjørnerne, så går det helt galt. Og da lort og urin er noget der helt ødelægger en bolig, så er det en af de helt alvorlige former for Hoarding, det kan også ende som noget der mest er dyremishandling, selvom de bedste intentioner var der fra start.

Når en hoarder er nået til et vist punkt, begynder hjemmet at blive sundhedsfarligt, almindeligt vedligehold bliver ikke gjort, bor vedkommende i eget hus, og taget lækker eller kælderen ovesvømmes så er det at mug og svampe flytter ind. Køkkenet ender som et bakteri område og badeværelst er mere eller minder uanvendeligt.

Men selv hordere hvor hjemmet er nået det punkt af totalt kaos og svineri kan fremstå yderst rene og pæne udadtil, folk kan også gå på job og klare det til ug.  Så en hoarder er ikke nødvendigvis en eneboer der ligner en hjemløs, det kan de være, men det er ikke generelt. Hoarder kan også have familie i hjemmet, der lever der som gidsler midt i rodet, uden at kun gøre noget på grund af familie dynamikken.

En intervention med hensyn til hoarding bør ikke vare flere år, det er at trække pinen ud, og tilbagefald opstår meget let når problemerne stadig er der, er der stadig mange ting og flyttekasser og ting gemt på lofter og kælder, kan det hurtigt igen brede sig til selve boligen.

Mange hoarder møder ikke psykiatrien eller kommunen, af gode grunde da de måske ikke høre under psykiatrien som sådan, og de har et job så der er ikke nogen kontakt til kommunen, men de bare lever skjult med det, til det måske ramler sammen en dag, og det bliver til en sag.
Og de synes måske selv at det hele er rimeligt ok som det nu er.
En dag jeg var ude at køre i bil, så jeg et hus hvor ting og skrald flød i hele haven og i indkørslen, ingen tvivl om at der var en ekstrem hoarder på spil. Og mon ikke naboerne snakker, og det var lige ud til en motorvej.

Link til den 3 af 4 blogs om Hoarding: Mine egne erfaringer med Hoarding

Hoarding/samlermani, når tingene tager over i hjemmet

1 del af 4 blogge om Hoarding.

Der er nok flere Hoardere* i Danmark end man lige går og tror, på mange måder lever Hoardere et hemmeligt liv, for når tingene tager over, holdes andre på afstand.

Der ligger en automatik i Hoarding som den udvikler sig og bliver værre. Rum der mister deres oprindelige funktion, snavs der ophobes, at køkken og badeværelse ikke længere kan anvendes, at installationer ikke bliver vedligeholdt, som følge af det er for pinligt at få andre mennesker ind i hjemmet hvis der bliver brug for håndværkere.

Samfundet opdager som reegel først Hoarding når det er gået helt galt, utøj, oversvømmelse, lugt osv.

Som Hoarder finder man undskyldninger og metoder,  for at venner og familie ikke kan komme på besøg.

Udover det er stressende med et hjem fuld af ting og sager, er det stressende at man kunne blive afsløret i rodet og griseriet.

Hoardere har ikke en bestemt social klasse, det handler heller ikke om intelligens, det handler heller ikke om hvad man ellers kan magte udenfor hjemmet.

*(Det Engelske ord "Hoard" betyder en akumulation af værdier man passer på/gemmer, det bliver bla. brugt om arkæologiske nedgravede skattefund.)

Hvorfor Hoarder nogen mennesker?

Det fælles for mange Hoardere er at det begynder med et stort afgørende tab, dødsfald, skilsmisse, et mistet job fx. Ofte er der depression ind over og/eller OCD. Men gruppen af hoardere er ikke entydig i forhold til hvorfor, selvom hjemmesituationen er den samme.

Hvordan det så er for Autister? Folk med Autisme spektrum er ikke overpræsenteret blandt gruppen af Hoardere, men der er Autister der er Hoardere.
Men måske det er mere almindeligt at Autister begynder at hoarde lige fra barndommen og gerne vil beholde ting. Det kan jo drive nogen forældre til vanvid, men hvordan takler man det?

Jeg har set nogen råde forældre til at smide tingene ud når barnet ikke ser det, men det vil jeg se som et alvorligt tillidsbrud hvis barnet udtrykke det selv mener at have brug for tingene. Hvordan ville man selv have det hvis man kom hjem og noget man selv holdt af var smidt ud, fordi nogen andre havde en anden mening om værdien?
At løse Hoarding forgår i et repektfuld samspil om det handler om en på 10 eller 70 år.

Folk med Autisme er der også en tendens til at have et specielt forhold til ting, ting er ikke bare ting, ting kan være vigtiger end mennesker, ting kan enda opfattes som at have et liv.

Det er også at alle tingene kan have en tilknyttet historie, hvor det kommer fra, hvad det er, hvis ting er koblet til en længere historie er det også svære at skille sig af med.

Men mange med Autisme og ADHD har svært ved at tage beslutninger om ting i hjemmet, hvor skal det hen og skal det ud? Noget andet er at specialinteresser også kan ende med at fylde et hjem, om det så er videoer, hobbygrej, samler ting osv. Og at disse ting jo kan ses som værdifulde og meget brugbare og derfor kan man ikke til at beslutte om noget om dem, smider jeg det, skal jeg måske bruge det om en uge.

Hoarding er også forbundet med OCD, og uanset den enkelts Hoarder profil, så føles der stor uro når andre påpeger at her er sørme alt for meget og det burde/skal ud.
Det at have alle tingene omkring sig er en måde at cope med angsten. Det føles trygt, selvom denne tryghed med tingene også giver frygt for at blive afsløret, samtidigt med at rodet stresser, da alt i hjemmet er besværliggjort.

Og kombinationen af et manglende overblik i forhold til struktur oprydning er absolut ikke et plus, og det blik man måske trods alt har haft forsvinder mere og mere. Faktisk lære man at lukke øjnene for hjemmet tilstand og når ma har lært ikke at se det, er det svært at se det det øjeblik der skal gøres noget for at blive af med det. Der er et mønster der skal trænes væk, og der vil være tilbagefald i den proces.

Det nogen meget stærke kræfter der er på spil, som med en ludomani/alkoholisme, det er ikke bare lige sådan at fikse. Som med Alkoholisme er det en kamp der kan vindes og tabes, og nogen vil slet ikke tage kampen op for alvor. Det er også noget man skal forholde sig aktivt til resten af livet, det er nemt at falde i de gamle mønstre.

På en måde er Hoarding ret hensynsløs forhold til en selv, det er jo ikke særligt kærligt at byde sig selv at leve med.

Desværre er der jo ikke en slags AA for Hoardere, eller for Shopaholics i Danmark, hvor motivation og erfaringer kan deles.

Link til den 2 af 4 blogs om Hoarding: Hvad er udfordringerne i forhold til Hoarding?

En højtfungerende Autist, hvad er det for en?

"Den højtfungerende Autist" det er mig, men det er også nogen andre der er helt anderledes end jeg, og sådan helt konkret kan mestre andre ting end jeg kan, men også have problemer jeg ikke har. En Asberger er ikke bare en Asberger, det kan overraske hvor forskellige de andre Aspergere kan være.

Variationerne er mange, og afhænger også af om man udover Autismen/Aspergers har en dobbelt diagnose, der er jo så meget man også kan have oveni: OCD, ADHD, depressioner, ja og meget andet også. Men uanset så er det et broget billede.

Selvom man måske er fælles om at finde det sociale svært, kan den ene bevidst trække sig fra andre mennesker og synes det er ok, og en anden arbejder målrettet på at kunne indgå socialt bedst muligt. Nogen har ingen venner, andre har nære venner.

Nogen kan klare udddannelse og job, nogen har familie, for andre synes det ikke realistisk og alt for kompliceret...eller de har bare ikke de behov.

Autisme spektrum, ja så absolut og spektrum på alle hylder. Jeg ses af andre som velfungerede, men skal jeg se på det med de helt vel pudsede læsebriller, er det en komplekst rodebule af evner og problemer og måske ikke et under, at hverken jeg eller omgivelsene altid har fattet hvad det er der foregår.

Et par eksempler: Jeg har ikke kunne klare arbejdsmarkedet, bla. fordi jeg ikke har kunne orientere mig socialt og fordi det har udmattet mig, så det forstærkede min stress og gjordt at jeg endnu mindre kunne finde ud af hvad der foregik praktisk og socialt på en arbejdsplads.
Jeg har dog altid kunne løse de praktiske opgaver jeg er blevet stillet, og folk har haft tillid til mig i den retning.

Jeg har ikke kunne tage en uddannelse fordi min skoletid var alt andet en en succes, "indlærings vanskeligheder" og ordblindhed. Det betyder at selvom jeg var et kvikt barn, kunne jeg ikke veksle det til uddannelse eller job.....men det er der jo nogen med Aspergers der faktisk kan. Der er jo også Asbergere der først bliver diagnostiserede, når det opdages at deres børn har Autisme, men indtil da har indgået aktivt i samfundet.

Jeg ville heller ikke kunne overskue at passe et barn, støj, forvirring, et barns energi, ville gøre at jeg ikke kunne magte det, og det er vel bare et par enkelte grunde.

Jeg hat trænet det sociale meget og jeg har venner og et netværk, men det kræver noget og der sker også med mellemrum at jeg mister venner, af mystiske årsager, der nok er ret så Asbergerske.

Jeg er heller ikke specielt "trafiksikker", så jeg skal ikke ud og selv kører bil eller på cykel, for mig er færdsel om det er på hjul eller gåben som en radiobil på speed. Så for min og andres skyld så nej til det....Uha.

Selvom jeg efterhånden virker god til det sociale, kan jeg også virkeligt gøre det svært for mig selv, på fatale måder. Jeg er som så mange andre Autister parat til at have egne meninger, der ikke afspejles af en gruppe, det vil sige jeg helt naturligt hvis jeg finder noget korrekt og etisk rigtigt, er klar til at tage et "forkert" synspunkt helt alene. Også at skære lige igennem.
Ofte er jeg sluppet fra det, men der er gange det kan gå helt galt når der er meget på spil. Og på den måde kan jeg ende i rigtige "Autist situationer", højt fungerende eller ej.
Så hvis man skal se hvor socialt velfungerende jeg lige er, så skal man se helt ned i de enkelte detaljer/situationer, hvoraf nogen klares rigtigt fint og andre potentielt kan gå helt skævt. Og det kræver erfaring og meget selverkendelse at forstå at det er så komplekst.
Jeg er blevet diagnosticeret som 49 årig og det gør at jeg i princippet først nu har nøglen til en bedre forståelsen af, hvad det egentligt er der foregår.

Der er også nogen Autister/Aspergers der har svært med motorikken, det har jeg så ikke, om det skyldes at jeg gik til ballet allerede som stor baby ved jeg ikke, men da jeg også sad i kravlegården og klippede med saks når jeg var kreativ, så må jeg formode at min motorik var ganske ok...jeg var vist lidt længe om at gå og derfor fik jeg kælenavnet Trisse, da jeg trissede meget rundt med en Brio gåvogn....men så kunne jeg jo også transportere ting og plysdyr på ladet.
Og da jeg i dag er performer og danser, så har jeg absolut god fornemmelse omkring bevægelse og brug af et rum som scene. Også at få kontakt med publikum og få dem til at føle at jeg optræder lige for dem.

Ja, øjenkontakt, det er jo den klassiske med Autister: "de tager ikke øjenkontakt", jeg vil ikke påstå at jeg tidligere brød mig om øjenkontakt og slet ikke med nogen jeg ikke kendte, jeg synes først det er blevet bedre de sidste par år. Men jeg formoder det med øjenkontakten også har store variationer blandt Autister, og variationer i forholdt til køn, og nu har man så småt opdaget de uopdagede/ikke diagnosticerede Asberger/Autist piger/kvinder, oversete fordi piger med Autisme er mindre synligt Autistiske udadtil. Enten fordi kravet til socialisering er større for piger, eller de er biologisk betinget lidt bedre til det sociale. Men endnu en variation og også mellem Autistiske kvinder.

Jeg er så ikke matematisk geni, men jeg var vist ret skrap til geometri, men igen meget dårlig skolegang så hvem ved, for udover talblindhed er der jo også "talskræk" og den er vist noget man lære i skolen.
Men jeg kan se ting for mig, løse ting, jeg er kreativ. Jeg er god med ord, i tale og efterhånden også skriftligt. Jeg er også musikalsk på min egen måde, meget interesseret i musik og jeg synger selv. Så jeg er i den "bløde ende" af evner må man vel sige.

Som højtfungerende, handler det også om ens opvækst, hvad man har lært, hvad der har været fokus på, har man trænet ting som barn, og har det været fordi man vidste der var tale om Autisme? Eller har forældre/skole bare forsøgt så godt de kunne? Og er man selv vokset op med en forældre med Autisme? Der er jo eksempler på at nogen børn har fået et mægtigt løft gennem forældre og skole, når man gjorde det rigtige.

Så alt i alt en blandet skare, hvor det vi for os selv synes er en selvfølge i forhold til at være Autist/Asberger med hensyn til evner eller besværligheder, ikke svare til andres med samme diagnose og "velfungerenhed". Det er også derfor det at mene at de højtfungerende ikke har alvorlige problemer, og krav på hjælp er helt forkert, man vælger at se det positive, men det hjælper ikke hvis problemerne gør at de for ofte overskygger det positive, og forhindre at man kan nå et mere fuldt potientiale til gavn for sig selv og andre.

Så når man møder en anden højtfungerende Autist, så kan det godt være man har ting til fælles, også at man er meget forskellige, og også at andre vil vurdere en meget forskelligt, hvilket vel også former ens egen selvforståelse. "du er meget begavet", "du er ikke god til det sociale", "du er meget genert", "du er ret støjende", "du er meget direkte", "du er meget venlig", "du husker enormt godt", "du er meget forvirret" osv.....og så engang i mellem møder man en, der ser noget helt andet hos en, og man siger "Øh, jeg troede jeg var.....". Og nogen gange opdager man selv at man enda var helt omvendt, af hvad man selv havde gået og troet.

Derfor skal vi nogen gange bare se andre, som for første gang og uden at kigge efter en varedeklaration, eller have diagnose brillen på. For desto mere klart man selv og andre ser det individuelle i Autismen, desto lettere tror jeg det er at kunne agere i livet og få det bedste ud af det med det man har.

Bange i natten - Barndommens OCD

Jeg har aldrig været god til at falde i søvn, heller ikke som barn, faktisk sov jeg grotesk sent, det vil sige jeg var gået i seng mange timer tidligere men jeg sov ikke. Jeg var også bange for mørke og vi boede i en stor lejlighed, så der var faktisk nogen vej mellem mig og mine forældre selvom jeg sov i det første soveværelse, der var et badeværelse og spisestuen inden man kom til dagligstuen.

Og når jeg nu ikke kunne få ro på hjernen så kørte tankerne og de kunne sagtens handle om noget skræmmende og min fantasi fejlede jo absolut ikke noget. Jeg havde også nogen ritualer jeg skulle klare for at sikre at alting var som det skulle være, at det kunne soves....måske.

Alligevel betød det ofte at jeg kom pilende ind i stuen for fuld udblæsning om aftenen, for at være på sofaen, eller jeg blev anbragt i sengen i det andet soveværelse med lyset tændt.
Og det at skulle op og tisse var en farefuld færd. Alt i alt hele det klassiske natte drama, man har med nogen børn.

Og det er jo reelt nok, det var ikke behageligt eller styrbart for mig. fordi lejligheden var ret stor var jeg heller ikke tryg om aftenen når jeg var i afsides rum, ja jeg får det til at lyde som et slot, men de gamle Københavnerlejligheder kan være en langstragt affære, bare gangen ud til køkkenet var 8 meter.

Dem der muligvis holdt til under sengen, gyyys!

Kunne noget af det her have været anderledes? En mindre lejlighed, at jeg sov tættere på tv stuen? At der sad lyskontakter mere praktiske steder? Jo, sikkert, ting kunne have været anderledes.

Min gamle angst fortsatte som ung, og på mange flere måder, situationer jeg havde magtet som barn, var nu meget svære at takle: forandringer, det sociale fx. og det er måske ikke den bedste forudsætning for et eget selvstændigt liv. Jeg ved ikke om forværringen kom af den dårlige skolegang og at jeg ikke magtede det man ellers ville forvente af en teenager, jeg var intellektuelt foran, men emotionelt/socialt bagud, det vil jo før eller siden gå skævt når det ikke bare kan indhentes.

Jeg flyttede fra den store lejlighed da jeg var 38, og opdagede til min undren at det var som om angsten hang i den gamle lejlighed og var næsten ikke eksisterende i den nye lejlighed. Det overraskede mig en del, da mørke angsten havde været en fast del af mit liv, også hvis jeg havde boet i sommerhus fx.

For tiden har jeg nogen tanker i retning af at "summen af laster er konstant" eller i dette tilfælde summen af symptomer er konstant: De kan skifte, blive til noget andet, andre typer angst for andre ting, depression, vrede. At det er som jeg har haft forskellige symptomer på Autisme, men ikke helt de samme gennem hele livet. Det er jo for så vidt ret logisk da man bliver ældre og lære at takle ting bedre med erfaringen, men jeg har også oplevet at ting går tilbage, igen, logisk hvis man i nogen tid har "kørt over for rødt" gennem en periode. Jeg har arbejdet en del med recovery tanken og her passer de her erfaringer ikke helt perfekt ind. Jeg har tidligere følt at der var ting jeg havde lagt bag mig at jeg var kommet videre, men nu ser jeg det lidt anderledes, der er ting jeg er kommet videre med, men der er også et grundvilkår i forhold til hvad jeg magter, og så er der symptomer der kommer tilbage i ny forklædning. Og med symptomer mener jeg, reaktioner der kommer af belastning eller uhensigtmæssige ting i min tilværelse både praktiske og personlige. Og desværre er det ikke noget jeg bare kan ignorere, jeg betaler for det hele, med stress, forvirring, depression, ubehag. År efter år og lige fra barndommen. Det ville være rart at kunne skrue lidt ned for det og op for noget der er en anelse mere behageligt.

Måske det handler om at man gennem livet afprøver ting men ikke nødvendigvis i den autoriserede rækkefølge gennem barndom og ungdom. Vrede var ikke noget jeg måtte afprøve som barn og nu afprøver jeg det nu, men jeg ville nu have foretrukket at være et barn i den situation, lige nu er det bare pinligt og destruktivt.

Føler jeg så ikke angst mere, jo af og til, måske noget af  angsten er blevet til negative "voksentanker" og katastrofetænkning.
Jeg er flyttet igen og oplever endnu mindre af den gamle angst. Men så plages jeg jo af andet og det sædvanlige med at ikke kunne sove sådan nogenlunde med det samme, er som det altid har været bedre er det absolut ikke, 3 timer er laaaang tid. Og når hjernen kører og kører skal der jo hældes noget på valsen og desværre er det negative ting alt for ofte, hjerne følger de samme spor jeg har slidt til hulveje gennem mange år.