Hvor ofte vil du tage imod gode råd og hjælp fra andre, der slet ikke fungerede? Og når det er noget vigtigt for dig, og der bare ikke er overskud til at gribe det forkert an?
Det sker man gør det, og er en del af livet, men når det ender med at man hænger på andres dårlige arbejdsplaner, hvis man har en psykisk sygdom, handicap, Autisme, ADHD, for det kan være fatalt for en.
Fidusen er ikke at være afhængig af andre der laver dårlige planer, men det er bare ikke altid muligheden hvis man er i "systemet" og ikke har et personligt aktivt netværk, eller en økonomi til få hjælp. Man må tage det som det er, og være taknemmelig, i det mindste ikke gøre vrøvl.
Igennem de løsninger der tilbydes af fx. kommunen, kan man let genopleve den samme fastlåsthed, som man har oplevet i sin barndom, eller parforhold. Mødet med gamle problematikker fra ens fortid. Det kan overaske en selv, måske man ikke kan konkretisere det, eller udtrykke det, der er bare noget, det kan give angst, vrede, ønske om at isolere sig. Som sådan har ingen gjort noget forkert, men det intime i processen og at det kan remme dybt er ikke tænkt ind.
Hvordan funderer du i hverdagen?
Der er aldrig nogen der har spurgt mig hvordan ser din dag ud? Hvordan løser du praktiske daglige opgaver? Det næste er, at ingen kender dine egne vinkler på, hvorfor du vælger det du gør, og til og fra vælger ting. Og optikken vil ofte være du gør det forkert, du skal gøre det de fleste andre mennesker gør, fordi det er det man gør. Det er da logik?
Det er meget at forlange at almindeligt "frontpersonale" skal være inde i nogen menneskers overlevelses strategier. De er ofte ikke intuitive i forhold til mennesker med mere velfungerende liv, de har ikke været der. Men det ikke intuitive i nogen menneskers overlevelsesstrategier, kan forklares.
Så man i sit arbejde går ind med den viden, uden det kommer til at overraske, eller provokere ens egen måde at indrette sit liv. Sandheden er jo at man kommer tæt på anderledes værdier, anderledes vaner, en helt anden bagrund, og det sætter ens egen i relief, og er vi klædt på til det?
Hvor vor mange slags mennesker har vi mødt gennem livet, og kan man hænge personligt bias i entreen, og helst inden, og tage oplevelsen ind? Og reflekterer, uden at farve det alt for meget hvidt/sort?
Men om ikke andet, er det godt at vide noget grundlæggende om, at det man ser af "dårlige løsninger" også kan været en løsning i meget lang tid for nogen. At den ikke holder, men den holdt for lang tid, derfor er det ikke lige sådan at ændre.
Når tanke og motorik bare ikke vil samarbejde.
For der kan være en egen logik i at gøre ting helt anderledes, men der er også det at neurodiverse rent praktisk gør ting anderledes, deres håndtering af ting og opgaver, der kan være en meget stor udfordring. Samtidigt med manglende/svingende koncentration. Med ADHD kan man være uden korttids hukommelse, hvilket hvilket gør det svært at fx. ryde op, eller afslutte en opgave. Man skal se det før man tror det. Med Autisme kan man føle afsky ved snavsede ting og gøre ting lidt for grundigt så det tager lang tid. Og der er også noget med bare at holde på ting. Og når folk så er fuldt intelligente og lidt til, kan det være en udfordring at sætte sig ind i. Selv ved jeg godt hvordan man passer et hjem i teorien, arbejdsgange og teknikker, og jeg var før i tiden bedre til det, i dag har jeg været så belastet at jeg ikke kan noget fornuftigt. Jeg ved stadig hvordan man gør, men vejen fra hjerne til hænder, eller tanke til udførelse er væk, om det er midlertidigt eller for altid ved jeg ikke. Men ekstremt er det. Men det er "bare ADHD", men sådan kan ADHD være/blive.
Derfor er gode råd fra mennesker der ikke har en ide om hvad der foregår ikke ekspertråd, det er "husmorråd" der kan være fine nok, men det kan ikke klare alt. Og det kan virke dybt sårende når man selv ved at man ikke har tanke/motorik der bare fungerer og andre hele tiden glemmer det.
Nogen gange har man brug for viden, der går udover det helt banale. Det virker også lidt som om andre tror man er dum, at man gør som man gør, ja, nogen af os ved måske ikke fremgangsmåden, men andre gør. Og jeg tænker at det kan man jo spørge ind om, hvordan ville du gå i gang med opgaven, det ville give mange informationer. Ofte vil man selv fortælle hvor galt det går, og at man klokker i det. Derfor får vi ikke altid forklaret det, også fordi når man taler om det er man lidt et ubehageligt sted. Hvor er det vi taber tråden, og hvad ved vi og hvad har vi måske kunne klare før? For dem der lever i det dag efter dag er det en slagmark hvor vi aldrig vinder, vi kan tro det i et par dage indtil.... Og det virker som om alle andre kan det her, om ikke andet hvis de tager sig sammen. Det er der meget ligger, at mange roder og sviner, men kan tage sig sammen og få det fikset. Men vi andre prøver, og måske enda over flere uger, men så sker der noget. Det noget kan være mange ting, og på en gang. Udefra ligner det bare at man har opgivet.
Når person og hjem smelter sammen.
Man kan langt hen af vejen være venlig overfor de mennsker der forsøger at hjælpe en, samtidigt med at være ked af det, for det fungere jo reelt ikke. Og vi er dem der lever i det, kan ikke gå hjem fra det. Vi kan være lidt væk nogen timer, men bliver nød til at komme tilbage. Det er vores virkelighed og den farver vores syn på os selv og hvilket liv vi kan have.
Man skulle tro desperation og angsten havde fundet løsninger og udveje. Men desperation og angst er ikke et godt fundament at bygge en bedre hverdag på. Man griber ud efter noget, men med 95% sikkerhed vil det ikke være det rigtige. Og et bedre liv er stabilitet over tid, meget lang tid, tid nok til at få stressen ned, og til at hele.
Det ville være naivt af mig, at tro at det er en mulighed, at komme ned i stress og hele. Jeg forstår ting bedre nu, men alt er oppe i luften, men i det mindste bevægelse, og det går fremad mentalt, men ikke i hjemmet. Jeg rydder op i mit hovede, med en krop der ikke vil adlyde mig.
Prioritering? Jeg tror at min hjerne ved, at hvis jeg ikke prioriterer epicentret af mit mentale kaos, kan jeg ikke gå i gang med det fysiske.
For når jeg går igang med det fysiske, sætter det gang i meget negative psykiske reflekser, udover at jeg med min ADHD ikke kan finde ud af det rent praktiske.
Men det ville unægteligt være nemmere uden traume ballasten. Eller mere neutralt, og neutralt er det absolut ikke. Det er en kamplads, og uanset hvad jeg gør, er det mig det mig selv går ud over. Det flår mig mentalt. Det bliver meget sort. Derfor har jeg ikke overskud til løsninger udefra der ikke er gennemtænkte. Det kan tolkes som om jeg nægter at få hjælp.
Jeg er ked af at det er sådan, det gør det så meget mere besværligt for alle parter, og giver så lidt point at gøre det på en anden måde. Men nogen gange er Recovery på trods af ting/andre. At den kan have et afsæt i at stole på sig selv, og ikke det andre siger. De kender kun vejen som de har gået den. Og jeg har bare en fornemmelse af at min vej altid har været en anden. Men samtidig er jeg ikke unik, og det jeg efterspørger er noget viden man har skaffet i andre lande.
Er den faglige viden stor nok, så er man også klar over logikken i det, der kan synes selvmodsigende og kontraproduktivt. At der er viden til at planlægge og forudsige en process, ikke 100 %, men meget bedre, og også med løsninger for når det går skævt. Det er vigtigt at dem der støtter føler at de har viden og værktøjer gennem hele forløbet, for virker de også usikre, bliver man selv usikker.
At arbejde med mennesker burde være fantastisk.
Men for pokker hvor må det også være fusterende fagligt, og en daglig tilvænning til at borgere ikke får den hjælp de har brug for. At man ikke er blevet i det mest up to date på området. At Danmarks frontarbejdere i resterne af velfærdstaten, er underprioriterede, på samme måde som dem de møder i deres arbejde, logisk nok.
Mennesker vælger jobbet, de håber på at de kan gøre en forskel, et job omkring mennesker, og her burde samfundet jo sig ja tak, uden forbehold. Nogen ved de har fundet den rette hylde, men skifter til noget privat, med noget ekstra uddannelse, andre stopper, andre køre bare videre i det. Jeg tænker at hvis mine forhold er "normale" indenfor "målgruppen", så må der godt nok være meget der er langt, langt ude. At den sociale skævhed og udsathed bare har vokset de sidste 15-20 år. Der kan ikke gives håb, for kasserne er lukkede. Der er ikke noget der hedder "det der skal løses".
Der er international viden tilgængelig, der er erfaringer, og lappeløsninger som dem vi har anvendt koster ofte mere end at gøre det rigtigt fra begyndelsen. Tænk hvis vi hørte på brugerne/borgerne, tænk hvis vi hørte på medarbejderne. At deres job var inkluderet at udvikle det faglige og menneskelige, og det blev set som værdifuldt. Tænk hvis brugere og de faglige kunne brainstorme omkring hvad der er vigtigt og nødvendigt. Tænk hvis vi turde lave tænketanke med borgere med erfaringer på området, men også sætte dem sammen med folk der har overblik over hvordan man kunne genopbygge den mest skrøbelige del af velfærdstaten. Derefter kunne vi hurtigt muligt se på skoler/uddannelse og arbejdsmarked, så flest muligt ikke bliver tabt i farten. Meget kunne undgås, hvis vi var mindre firkantede.
Lige nu kan føles som at være et forsøgs dyr, selvom der reelt ikke forsøges noget, det er bare det samme, der ikke duer. Den samme dead end. Det er kassetænkningens dead end. Det er reparationer på et system der ikke duer/hænger sammen, og lappeløsninger er ikke billige.
Der på mange måder er det der tilbydes som hjælp/støtte lige så dystfunktionel som alle de "forkerte" løsninger og "dårlige vaner" "klienterne" borgerne har. Det er næsten lår klaskende, hvis det ikke havde konsekvenser, systemet blinde vinkler tromler en flad over tid, stille og roligt.
Når man ikke kan huske hvad tryghed føles som.
At møde sårbare mennesker, men en kompleks bagrund, er at møde mennesker der ofte har mistet tilliden og trygheden, og det er her at det er vigtigt de møder mennesker har forstået det, og har solide ting at tilbyde, der er til at forklare. Personligt har jeg oplevet at løsningerne ikke var logistisk gennemtænkt, hvilket jeg ved fordi jeg vidste hvad der ikke var tænkt på.
Så kan man håbe det bedste, eller frygte det værste. Men det er ikke idealet, reelt burde der være en drejebog, også på skrift. Hvad var det vi aftalte?
Ofte er man så stresset at man ikke høre ting. Og det er altid individuelt. Hvad er viekeligt vigtigt for borgeren. Hvad er timeline, og hvordan fungere hverdagen under en oprydning/social rengøring. Hvordan sikrer jeg mig at de ting jeg skal anvende ikke ryger i bundenaf en tilfældig pose kasse? Og jeg først ser det om 14 dage, eller 3 måneder? For nogen med angst/traumer/PTSD er det ikke godt.
Hoardin panik løsninger.
Fordi Hoarding i dag er noget der skal ordnes meget hurtigt, fordi det har fået lov til at blive meget ekstremt, og der nu er sende en klage/udsmidning, så nu skal det sundhedskadelige/reparationer bare gøres nu og her. Så er den person der lever i det ikke i fokus, det der er i fokus, er det ikke kommer en udsmidning så borgeren kan blive i sin bolig. Og man så kan tilknytte en hjemmevejleder evt. hjemmehjælp. Men boligrådgiveren ved ikke meget om Hoarding og går ikke ind i det der har sat Hoardingen igang og det er heller ikke deres fagområde. Og mange med Hoarding vil blive trætte af at nogen kommer i deres hjem, og er det blevet traumatiseret af den sociale rengøring, så måske de ønsker både hjemmevejlder og hjemmehjælp langt væk. At de bare har brug ro. Men det betyder også at hoardingen vil starte forfra. I dag ser vi Hoarding udefra og som at praktisk og socialt problem, men ikke som en psykisk diagnose der bør tilbydes behandling. Nu må vi sker i løbet af 2026 når diagnosen kommer til Danmark.
Manglende ambitioner og mediernes dækning.
Kunne vi ikke igen blive fremtrædende omkring nødvendig velfærd, at det var os andre lande så til for svar. Vi er et ufatteligt rigt land, med et flot gennemsnit af mennesker der lever et sikkert og godt liv. Men på et eller andet tidspunkt kunne vi ikke rumme, at det også var et andet liv, og det var som Politikere og Danskere var med på det. Men det må jeg kigge på en anden gang, hvad det egentligt var der skete. Jeg husker faktisk det som om nogen mistede tilliden til os, vi var enten stemplet som nassere, eller dømt helt ude som håbløse tilfælde. Og i medierne var det kun de kendte der havde haft noget psykisk. Og når det var "rigtigt psykisksyge" var det altid om nogen der havde gjort noget, og vinklet på en måde der gjorde os kede af det. Medierne kunne skrive som de ville uden stort kendskab til emnet, det var "de andre", så man behøvede ikke at veje sine ord eller fordomme på en guldvægt. Den manglende interesse for at komme i dybden, har formet synet i samfundet. Og dem der havde råd brugte mindfulness osv. Medierne chantede pyt, pyt, pyt. Og kognitiv terapi blev også det helt store, ikke at kognitiv terapi ikke fungere, men nogen gange er den alt for overfladisk i sin tilgang. Det er som om den hopper over, når noget bliver for svært, komplekst, personligt......minder det om noget?
Medierne vil nok påstå at de har forsøgt at formidle, men det er jo de medier de fleste kommer i nærheden af, der betyder noget, og ikke en lille god artikel bag en betalingsmur. Jeg er fx. ikke imponeret af hvad Dansk tv har bragt af formidling.
Jeg synes ikke at trends burde være måden at behandle eller formidle. Når trends helt overtager, så det er det man vælger. Det er selvfølgeligt nemmere med kognitiv terapi og i grupper. Og ja det fungere, men ikke for alle. Kan man undgå trends i psykiatrien og behandlingsystemet? Næppe. Håbet er bare at man forstår at der skal være flere muligheder. Og at borgeren/den psykisk syge ikke er forkert og umulig, fordi kasserne ikke passer. Er det sociale sikkerhedsnet for menneskers skyld, eller for kasserne som et værn mod anmodninger om hjælp og støtte, der ofte er absolut nødvendig, men sandsynligvis afslås. Og også fordi nogen diagnoser ikke har været anvendt i Danmark. Det er ikke et udtryk for at nogen forlanger for meget, det er et udtryk for hvad man ikke har ville se, og skubbet rundt på i bunkerne af sager. Det er ikke et nyt problem. Det er bare noget der er blevet ignoreret. Og Hoardere er nok de sidste til at råbe op. Det er også en grund.
