Det virker helt besynderligt at der ikke findes noget og noget lettilgængeligt for den gruppe mennesker.
Godt nok er det under OCD, men stadig et specialiseret meget emne. Det overlapper spilafhængighed, der jo har hjælp.
Er det fordi overforbrug og købemani er en så normal del af samfundet at det er overset, samtidigt med det når det afsløres er meget stigmatiserende? Købemani må være næsten en folkesygdom. Det er så en ting, Hoarding er meget mere omfattende, fordi det ødelægger en hver struktur i et hjem, og til sidst ender i forfald og at bad og køkken ikke længere kan tilgås på normal vis. Også at tingene vokser ud i kælder og loftrum man reelt ikke ejer. Eller flytter ud i haven hvis man bor i hus.
Men den manglende hælp til at forstå lidelsen, gør også et selverkendelse bliver mødt af manglende information og støtte. Eller forkerte løsnings metoder.
Det er underligt fordi de fleste af os vil kende flere mennesker med samlermani, eller der er Hoardere. Enten aner vi det, eller de har kunne skjule det rigtigt godt. Og det er også en stor del af at have samlermani/Hoarding.
Det er ikke fedt at få at vide man gør noget så dumt med sit liv, som man sidder fast i. Det er ikke nemt at nå indtil, hvorfor man har udviklet den metode til overlevelse. For ja, det er det det er. Man Hoarder samler fordi der er noget andet man ikke kan. Og der er nogen følelser af tab, der ikke er set på og helet. Og måske udsigten til at hele ens liv skal bygges om, og kan man det? Når Hoarding/samlermani virkeligt har fanget en er man ofte lidt oppe i alderen, man er dannet som person, og fanget ind af fortiden og hverdagen.
Den angst der kommer krybene kan være hvad ville livet være efter Hoarding/samlermanien var under kontrol? Det fleste ville udefra sige at det var en god ting, at det måtte være rent positivt. Min egen erfaring er at det ikke er sådan, at det udløser tilbagefald hvis man ikke har en plan og støtte, at epicentret af krise ikke bare ligger i den første del af at støtte at nogen kommer ud af Hoarding/samlermani, med al det stress det indebærer. Men det er en meget længere proces.
Glemmer med Hoarderen/samlere efterfølgende i den tro det nu er fikset, vil OCD/depression kunne tage over lige med det samme.
Hoarding/samlermani er også ofte forbundet med manglende eksekutive evner i et hjem. Det kan være et fysisk handicap, det kan være synsforstyrrelser man ikke kan rette op på, det kan være ADHD hvor man ikke kan komme igang med opgaver, eller korttidshukommelsen er så kort man ikke huske hvad man gjorde et minut tidligere. Det kan være sanserne der reager på hvordan ting føles, forenemmes så man trækker sig fra bestemte opgaver. Der er utroligt mange varianter af hvad der er af ekstra grunde til at et hjem ikke fungerer udover selve samlermanien/Hoardingen.
Og når der er sammenstødet med mennesker der udefra siger, alt det der har du ikke brug for. Nogen gang hvor de knapt er gået over ens dørtrin. Så er man jo på vagt med det samme. "Her er virkeligt meget"... No shit Sherlock.
Hvis dem der skal støtte heller ikke ved hvad man skal gøre hvad så? Den usikkerhed mærker man jo med det samme. Der skal være strategier. Realistiske mål. Men der er altså også noget mentalt der skal adresseres, og tages meget alvorligt. Man kan rydde og lave socialhovedrengøring utallige gange, det er ikke det der er nøglen.
Mit hjem var ok i orden i foråret efter måneders arbejde (siden sidst november), her til efteråret er mit hjemlige så slemt som før, hvor jeg havde været år om det. På rekordtid groede alt til.
Der var ikke nok støtte til at gribe det, og mange måneders mentalt og fysisk arbejder virker umiddelbart spildt. Måske, måske ikke. Jeg har et nyt indblik i situationen, om det er godt eller skidt ved jeg ikke. Men jeg ved nu at man kan få et seriøst tilbagefald selvom meget lidt reelt bliver fjernet fra hjemmet, og selvom det hele forgå rimelig utraumatisk. I det mindste set udefra. Men det kan min psyke ikke mene, den mener noget andet. Hvad foregår der?
Udover at jeg personligt har svært ved at udføre ting i hjemmet, og køre på et meget lavet blus og har dårlig korttidshukommelse, så er der noget mere, angsten for hvad der er nødvendigt for at skabe en bedre fremtid. Det ryddede hjem stiller andre dagsordner der kan være svære at overskue. Horder hjemmet er svært at overskue, men det er jo det kaos man kender, det andet er ukendt og med mange forandringer. Man ser sit hjem som en fremmed og ser de måske skulle gøres noget med gulvet, og der mangler en lampe i loftet, der er et utal af ting der aldrig er blevet gjort, at man måske aldrig fik indrettet sit hjem, hvem ville man så være hvis man havde indrettet sig?
Og meget af det man har samlet/Hoardet var en del af det man håbede på man ville, ting man ville få brug for, noget man en dag skulle, specielt for Hoarderne. Købemani er mere det øjeblikkelige indkøbs sus, hvor Harding er at beholde ting også uden umiddelbar værdi. Men der er også kombinationer.
Og det er nok der hjernen slår fra. Måske man indser at det der er gjort kun var toppen af isbjerget. Og man stadig står alene med meget.
Nogen med Samlermani/Hoardere har ikke en selverkendelse, eller den er meget flygtig. De er heller ikke bevidste om hvad der psykologisk/praktisk holder dem tilbage, og kan prøve længere omgange medat prøve at komme til bunds i det, men som regel er opgaven for stor og vil stresse. Så det bare udløser opgivelse og fortsættelse af negative mønstre. Nogen lever med det er sådan, andre lider meget under situationen.
Horading/samlermani spænder over diagnoser og tilstande og så mange faggrupper et det let kan gå galt, at indsatsen ikke er sammenhængene, og langvarig nok.
Men det er underligt der ikke findes noget som anonyme Hoardere i Danmark. Og selv med alle mine erfaringer og viden om emnet er det ting jeg finder meget mærkværdige, der kunne findes svar på, svar der kunne hjælpe.
