Når ens psykiater er lidt for nihilistisk, er det bare for meget, af noget jeg allerede har nok af. At være uden betydning, at alt er betydningsløst, når det kommer til stykket.
Når du bare pusher medicin, og medicin der højst sandsynligvis gør mig endnu mere ikke velfungerende, samtidigt med at du benægter hvad jeg oplever. At jeg ikke efter 60 år kan mærke hvordan noget virker negativt/positivt. Er du fucking gasligting mig Fru Psykiater? Det er ikke et spørgsmål, for det er du. Du er også ret pasive agressive, måske super udbrændt og overgangsalder. Men hvorfor skal jeg betale prisen for det?
Sagen er at jeg kender mit eget helvede, det nye medicin helvede kender jeg ikke, og følgerne af det. For der sket jo noget og noget ikke så heldigt, hvem samler mig op? Det må jeg gøre. Men skal jeg satse på en gang Russisk roulette med hvad du vil afprøve på mig i en måned? Der er reelt frit fald, og kun en der betaler, og det er ikke dig.
Vi står ikke lige, og du står i vejen for en smule hjælp. At skulle møde dig, have mødt dig gør mig dårlig tilpas. Jeg er ellers sej nok ellers. Nej, jeg tror ikke jeg vil se dig igen. Men kan jeg få en anden psykiater i systemet? Jeg behøver den rigtige hjælp nu, ikke mere mas. Jeg har et nyt større møde den 15 i den her måned, og der bør virkeligt ske noget.
Der er ingen der har ansvar, det sejler. Jeg er den forkerte psykisk syge, den forkerte alder,det forkerte køn, den forkerte diagnose. Bare en rigtig ringe udgave af rigtig psykisks syg, i et overbelastet udbrændt system. I har overset og ignoreret mig i hvad 30 år eller mere?
"Hvorfor er hun stadig i live?"
Formentlig fordi jeg formentlig er for random og kaotisk til at tage mit eget liv. Jeg kan tænke mørke tanker, men som med så meget andet bliver ting ikke fulgt til dørs. "Det er et symptom" som min Psykiater ville sige. Jeg har efter sigende også for højt kolesterol tal, selvom jeg troede jeg spiste sundere, og nej, det er ikke fordi jeg spiser slik. Jeg er bare en ældre dame, der prøver at klare sig.
Denne gang fik jeg at vide jeg så træt ud da jeg dukkede op til mødet, det er da altid noget, jeg var måske også en anelse hang over, og jeg var absolut uden mascara. Og smil, ansigtet lagt i venlige folder opmærksom på andre, nope. Resting bitch face som jer andre.
Jeg er ikke jeres stedfortrædende håb. Må i gå ind i smerten. Igen og igen, uden håb og mening, vis mig i kan, være så stærk som jeg. Kaotisk, tilfældig og stærk.
