onsdag den 29. juni 2016

Mistænkeliggørelsen af de usynligt handicappede

Med ordet handicap ser nok de fleste en person med et synligt fysisk handicap for sig.
Vi har et samfund med handicap parkering, handicap toiletter (nogen steder), ramper osv. Vi synes det er fint og logisk det er sådan, men når det kommer til skjulte handicap, eller psykiske handicap, så er der meget, der pludselig ikke længere har en samme logik i at det skal der til.

Hvis de nedgørende holdningen til usynlige handicap skulle overføres på dem med tydelig fysiske handicap, ville situationerne være ret groteske: "Jamen du kan nok forstå at hvis du ikke kan komme ind med en rullestol, så må du jo bare lade være og blive hjemme", "Vi kan jo ikke lave om på samfundet, bare fordi nogen ikke kan komme op af trappen, på egen hånd"(ja der er folk der faktisk også har det lidt sådan med synlige handicap).

Den blinde eller svagsynede kommer jo ikke til at se, kantstenen eller den uheldigt satte cykel, bare fordi den normalt seende kan, lige så lidt som jeg kan krænge mig ud af min Aspergers diagnose, fordi at andre ikke kan acceptere at der er folk som mig/os.  Det Autistiske barn måske også i "mildere" udgaver lettere forstås/accepteres som handicappet, men det oftes ses som en karakterfejl hos voksne med "mild" autisme, og vi bare skulle tage os lidt sammen og blive "normale" og mindre vanskelige. Og hvis vi bare ikke er fokuserede på at vi har et handicap så gik det meget bedre, jeg vil så sige at hvis man glemmer man har det går det ikke så godt, det er en balance og det er en selv der definere den, ikke omgivelserne, det er ikke dem der står med den problematik, de stå ved siden af.

Som et mindretal og et mindretal bestående af alle mulige slags handicap, fra de medfødte til det der kommer af ulykker, eller senere sygdom, er det en blandet skarer, af det synlige og det usynlige. Men forskellige muligheder for uddannelse, job, at kunne klare sig selv. Men uanset hvor selvhjulpne nogen er, kan selv små detaljer i forhold og støtte ændre afgørende på ens muligheder for et ok liv.

Med de ikke synlige handicap er det næsten som om folk mener at man bare skulle se at komme ud af det der, slippe "offerrollen,  at det er et valg. Man kan også blive gjort opmærksom på, at der er handicappede der kan det ene og det andet på trods af handicap, eksemplet på valg og vilje, det gode forebillede, som kan ende som den hammer man bliver slået i hovedet med.
På den måde kan en uden ben, ende med at være det man bliver sammenlignet med, med en Autisme eller en hjerneskade. Jamen når den "rigtige handicappede kan, hvorfor klynker du så?".

Og så er det synet på hvor godt man skal have det fx.: "Du kan da ikke være så dårlig/syg når du kan tage på ferie?".

Misundelskulturen kører mere på de udsatte grupper, end de grupper der faktisk har noget at missunde.

Når man lever på samfundet nåde (det er jo vores penge) må man finde en passende grimasse, ikke kræve, ikke være vred, elller ked af det.




Men jeg har et usynligt handicap, jeg har også brug for ramper, men ikke dem i sten og metal, jeg har brug for at jeg/vi også er tænkt ind i samfundet. Jeg har ikke ressourcer til at kæmpe alle kampe alene, hvilket absolut ikke betyder at jeg intet kan og ikke har noget at byde på som menneske/borger.


Måske vi er på vej ind i tider hvor hverken synlige eller usynlige handicap er noget vi anser som noget samfundet skal tage sig specielt meget af, andet end i den mest skrabede version, at det bliver svært at overbevise om at det er en kerneværdi for et samfund at et handicap ikke skal kunne vælte den handicappede/familien socialt og økonomisk, så kun dem med i forvejen flest ressourcer der har en chance.
Holder vi ikke fast i et humanistisk menneskesyn ender det bare med at gruppen bliver set som en klump af unyttige individer, og det har vi jo en del historiske eksempler på. Er vi slet ikke i nærheden af det? Tja, nogen ville jo gerne kunne sortere mere på fosterstadiet. Og nogen vil gerne spare på hvad handicappede børn kan få af hjælp, og der kan hele tiden spares lidt mere.

Førtidspension er noget få får, selv dem der burde være helt klare sager, og hvornår begynder man at pille ved de førtidspensioner der er givet? Det føles ikke ret trygt.

Det synlige handicap er til at forholde sig til for andre, det andet kræver langt mere viden.
2016 og hvor er vi på vej hen i synet på handicap, er vi på vej tilbage, eller på vej frem mod noget bedre end nu, på trods af at det ser lidt dystert ud for tiden?

Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv