Crash and burn, selverkendelse gennem at gøre det man ikke skal.

Jeg er blevet hældt ud at distrikt psykiatrien fordi jeg har Autisme og ADHD, og jeg ikke har en psykiatrisk diagnose der var tungtvejene nok.......eller jeg passede bare ikke i kassen, de har lavet dem lidt om, igen ikke til min fordel. Jeg er ikke rigtigt Borderline, min depression er også lidt forkert, angsten. Meget bliver fejet ind under at de fleste med Autisme og ADHD har fået noget ekstra fordi man kæmper. 

Så nu er det min læge der skal udskrive medicinen. Og min ADHD medicin driller. Og fordi jeg manglede mine antidepressiver eksperimenterede jeg lidt, det skulle jeg i midlertid ikke have gjort. 

Så jeg kom lidt ud i de tyndere grene, men det er et realitets tjek, måske det værd, men absolut ikke anbefalelsesværdigt. OK jeg kunne ikke gå ned i det antidepressive, det holder angsten på plads, og da intet er løst så er det vel naturligt at der ingen ro er under overfladen. Jeg er livsstils medicineret, mit liv er et helvede så læg et låg på, så jeg ikke kan mærke at det er endnu værre end jeg troede. 

Så ja et realitets tjek. Jeg kom så meget ud af det antidepressive at det jeg mærkede ikke bare var det at det drillede mens jeg fik det ud af kroppen. Jeg fik et glimt ind i det at skulle magte et liv der ikke fungerer, mit ødelagte selv, og en genkendelse af mit gamle jeg langt tilbage. Men også hvor langt jeg faktisk har flyttet mig. Og hvor reaktiv jeg var da jeg var yngre. så meget angst når noget ikke fungerede. 

Jeg har tænkt på hvor meget jeg lærte gennem terapi, rigtig terapi. At lære at genkende ting, at kunne verbalisere det, at kunne rumme det. At kunne genkende symptomer for hvad der er, og hvad der har provokeret dem. Der var ikke gaslighting det var solidt, konkret. 

Måske mennesker der har været gennem god terapi, vil undre sig over at andre ikke kan se og mærke ting. De kender ikke deres grænser, men heller ikke deres styrker, det er noget de tror, det er ikke noget de ved eller har afprøvet. Man kan glemme at man er pro, og de andre ikke er. De dækker over de ting de ikke selv magter at se, og vil overtale dig til at tro det er sådan det er. De vil fastholde dig i det de ikke selv tør erkende. 

Så jeg er lidt nede i Elvanse nu og op igen i de anti depressive. Fordi jeg fornemmede at min krop er for meget oppe at kører, det er jo en bivirkning af den medicin. Og der var ikke en forbedring praktisk ved at gå op, jeg får ikke en bedre evne til at rydde op hjemme af det. Kun til at rydde op i hovedet, og der en en mindre dosis fin nok. 

Mit liv er ikke godt, og jeg kan ikke se en fremtid, men som jeg altid siger, når man har det skidt så er selv en lille forbedring noget stort. Den lille forbedring er forståelse og afklaring. Det gør nas, men elevansen gør at jeg bedre kan holde til det uden at klappe sammen. 

Livet og hverdagen som kampplads, dag ud og dag ind? Åbenbart er det mit livsvilkår.
Hvor skal vi hen, mere af det samme? Eller er jeg tæt på at have et nyt overblik, at det er den mørke nat inden daggry? At jeg er tæt på, men nu gør det modstand?

ok

Uopdragne børn og diagnose hungrende forældre?

Katrine Evelyn Jensen har skrevet et indlæg i Altinget, om overdiagnosticering af børn i forhold til Autisme og ADHD. 

Hun har selv erfaringer med Autisme og ADHD i familien, men med nogen der er klart indenfor de kriterier hvor der ikke er nogen tvivl om sværhedsgraden af diagnosen. De tidligt diagnosticerede børn, der tydeligt falder udenfor udviklingen og adfærd. Men selv med den personlige kendskab til Autisme/ADHD så mener hun at der er en overdiagnosticering og overmedicinering i Danmark på det område. 

Med langt flere diagnosticerede, er der nu en kampplads omkring hvem de rigtigt Autistiske er. Og det er ofte en meget populistisk tilgang i den offentlige debat. Den bygger ikke på forskning, og at der hele tiden sker noget omkring Autisme og ADHD, der er mere viden. Der er både den rent kliniske der kan måles og vejes. Og den der kommer ved at kunne se på større grupper af mennesker, hvoraf nogen tidligere havde andre diagnoser. Vi ved også mere om hvordan man kan støtte mennesker med Autisme og ADHD hvis man vil. Der er forskning omkring hormoners indvirkning og meget meget mere. Men meget af det er stadig nyt, og Danmark er ikke foran omkring de her diagnoser. Men vi vil få mere viden og nye muligheder, til højere livskvalitet. 

Det er muligt at et samfund der har arbejdet på at strømlinje skole/uddannelse/job presser meget store grupper af Danskere, børn og voksne. Og det gør at flere søger en diagnose og medicin. En "rigtig diagnose" giver en forklaring, også i forhold til omverdenen. Mange voksne får en Autisme eller ADHD diagnose efter deres barn blev diagnosticeret. Og private Psykiatere med speciale i Autisme og ADHD, har arbejdet på fuld tryk, fordi "systemet" var presset, og ikke gearet til at sendiagnosticere voksne, og vel reelt heller ikke med den special viden. Fokus havde været på børn og at man nåede at opfange dem der var. 

Myten om rigtige og de ikke helt rigtige Autistiske.
Fokus var på det udadreagerende, eller ekstremt introverte. Og man opdelte både Autisme og ADHD, på måder man ikke gør i dag, det kan så ændre sig igen. Det kan forvirre og virke kompliceret. Hvordan kan de her mennesker være så forskellige og alle være "rigtige"? Og hvad med de sværhedsgrader? At nogen med Autisme har lav intelligens og aldrig bliver aldersvarende og nogen høj, og meget høj. Og nogen er uden sprog, men kan få det senere, men man reelt ikke fra start ved om det en dag kommer. Og barnet kan have høj intelligens. Måske det ikke er et under at det er svært at forstå udefra, og noget virker konkret, andet er svært at sætte sig ind i. Men folk vil gerne diskutere det alligevel, selvom de tramper rundt som Elefanter i et glashus. Det er lidt som om de tror at vi med Autisme ikke følger med, eller pårørende, eller børnene? Debat er godt, men sjovt nok er det bare ofte fra et negativt uoplyst udgangspunkt. Ikke nu har vi den her situation, hvad kan vi gøre? 

Der er ikke en grund til at sparke nedad. Og der er ikke en særlig ret for alt og alle til at graderes andres Autisme eller ADHD, lige på stedet, på den anden side er man magtesløs for folk gør det hele tiden. Autisme og ADHD har meget kormorbiditet med OCD, depression. Og udover det er der også "fysiske sygdomme" der er hyppigt forekommer hos mennesker på spektret allerede fra barndommen. Psykisk sygdom og andre diagnoser er en del af helheden, men ofte er de ikke direkte synlige. Så selvom man ved en har Autisme og/eller ADHD ved man ikke om der er andet, eller hvad der foregår inde i dem, eller når de er alene. Og det er både det der kan gøre diagnosen mindre "let", men også det der er positivt, andre ser det udefra, ikke ud fra personen eget perspektiv og erfaringer og vilkår. 

Nogen har Autisme og/eller ADHD, der har mindre trauma og stress, ingen ekstra diagnoser, har klaret skolen og er i job. De har måske hele livet undret sig over at de ikke passede ind. Og det har ikke været let i perioder, men de har fundet deres hylde. Nogen oplever så at det har belastet, eller der sker noget der gør det tydeligt at "der er noget". Og her opsøger nogen en diagnosticering. En del føler de endelig får en forklaring og forståelse for deres liv. Diagnosticeringen er positiv, selvom det at kigge tilbage på næsten et helt liv i det perspektiv kan være hårdt arbejde. Men det kan give en mulighed for at kunne indrette sit liv bedre fremover. Nogen vil så sige, "den gruppe kan da ikke være ret Autistiske?", men også den gruppe kan være meget forskellige. Og selvom vi er åbne med at vi har Autisme eller ADHD, fortæller vi måske ikke at vi har mere i bagagen. Og så får man lige den med "let Autisme" i hovedet. Og selv uden ekstra bagage, er den lette også en udfordring, så drop det med "let" og "en lille smule". 

Komplekst og forskelligt.
Vi er meget forskellige, men vi har godt nok også meget fælles. Vores hjerner kører på en bestemt måde, den foretrækker, og det er bestemt ikke det samme som den neurotypiske hjerne. Og i en anden type samfund og i andre situationer er det en god ting. Verden har altid haft brug for Autisme og ADHD. Vi har altid været der. Måske nogen af vores "særheder" blev overset fordi vi kunne noget andet, eller at folk var mere individuelle tidligere sjovt nok. Det er næsten som da vi troede at vi opfandt individualitet og den enkelte skulle sættes fri, var der hvor der blev mindre plads til det anderledes. Det kom et skift fra en anden individualitet og en anden ide om anderledes, men det er en længere forklaring. Men det har en betydning for hvor vi står nu. 

Med fokus på den enkelte og individualitet, og at næsten alle børn i Danmark nu var ønskebørn, var børn nu blevet et projekt, en identitet, børn var ikke bare noget man havde. Og hvert baren potentiale skulle max'es. Og alle skulle helst i gymnasiet og videre tilen højere uddannelse. Og som forældre og medarbejder skulle man også passe perfekt ind. De sidste mange år har vi også gjort alt problematisk til personligt, som en afskåret anormali fra resten af samfundet. Ansvaret ens eget. Og helst ikke et symptom på et samfund. Mindfulness passede så fint til et liberalistisk samfund, se ind i dig selv, lær at sige pyt. Kan du ikke er det dit problem, det er din egen skyld.

Skolen har reelt ikke ændret sig siden jeg var barn.
Sagen er bare at der er børn med Autisme og ADHD, børn der kæmper i skolen hver dag. Der er alle de små ting der ikke passer til dem rent praktisk og sensorisk. Undervisning der ikke er indrettet på den måde de lære på. Nogen børn reagere synligt, nogen børn gør ikke. Det vil sige de kan nægte at gå i skole, eller være helt indesluttede. De kan også forsøge at tale med forældre lærer, men ofte bliver det overhørt. Jeg har selv prøvet det, og reelt har det ikke ændret sig. Der er en ansvars forflygtigelse, hvor man bare håber det løser sig, og der er ikke mulighed for at gøre det anderledes. Og når barnet virker roligt nok, mon ikke det går? Det er at udsætte det der vil komme. Og barnet har nu lært at det ikke bliver taget seriøst om noget der er meget vigtigt. Så det der kan virke som en mindre ting, kan ende med at blive central i en selvforståelse for den enkelte. Jeg har selv haft skolevægring. Jeg har prøvet at fortælle hvordan jeg havde det. Jeg må erkende at jeg intet lærte i skolen, udover at der var noget i vejen med mig, og ingen vidste hvad det var.

Forældre fanget i evig sagsbehandling:
Forældre der prøver at kæmpe kampen kan føle sig magtesløse, de kan læse om hvad der burde/kan gøres for deres barn, men den mulighed er der ikke i Danmark, måske heller ikke den viden. Og tiden går og ens barn kan ikke få de muligheder, man ved kunne gavne. Men Danmark er ikke levere det nyeste. Og der er kamp om det der er af tilbud. Og en evig diskussion om det er bedre at inkludere eller specialskoler. Og kommunerne er forskellige. Forsøget på at give ens barn/børn den bedste støtte, samt eget job og hjemmeliv skal klares. Og det at prøve på at få den rigtige støtte og viden kan ende med at være et job i sig selv. Og har man så et barn der kræver meget struktur og forudsigelighed og også reagere på ting, så er det daglige hjemmeliv også lagt i meget faste rammer, der kør andet ikke er muligt. Og hvis man selv som forældre har Autisme eller/og ADHD, så er det helt overvældende, men ripper også op i gamle minder. Og helt generelt er det som om hovedparten af Danske forældre er stærkt optaget af at deres børn klare sig i en meget presset samfund. Uanset om folk er forældre til en 12 tals student eller har et barn med handicap. For mig er det skræmmende at alle unge risikere at blive kværnet i den proces i dag, der er en alt eller intet stemning. Der ligger store forventninger på de unges skuldre, ja det gjorde der også før, men i dag er de meget mere omfattende for at kunne sige man er lykkedes. 

Som forældre til et barn med handicap tænker man på, hvad der sker hvis man ikke er der. Man vil gerne have sikret at barnets voksen liv kommer til at fungerer. Og man ved at andre ikke altid kan se hvad det handler om. Man har lavet noget for at unge med Autisme kan støttes i en egen bolig, eller et bofælleskab. Det er bla de tilbud der ikke er til dem over 35 år, sendiagnostiserede. Fordi meget at det der er lavet til voksenslivet med Autisme, er lavet til at være en overgang fra, skole, uddannelse, egen bolig, Det samme er de projekter der med træning og afprøvning af ting, og job, det er en målgruppe under 35. Det er meget fint men hvad så efter 35, vil nogen blive tabt der, og hvad med de sendiagnosticerede? Og hvad med at Autisme og ADHD kan få perioder med forværring i løbet af livet, mere eller mindre kronisk? Det ville være en lettelse at vide at der var et sikkerhedsnet under ens familiemedlem med Autisme, der ikke var afhængigt af at man var på hele tiden. Som en med Autisme/ADHD der ikke har kræfter til at kæmpe ved jeg hvor marginaliseret og udsat man kan blive som voksen, når man ikke har et bagland. At det at have nogen til at kæmpe for en er så afgørende, og man ingen ret har, og hvor nemt det er at falde mellem to stole i sagsbehandlingen, og bare være et sagsnummer, bland mange andre. 

Og så kommer overskrifterne, alt for meget Antidepressiva bliver udskrevet, og så kommer ADHD og Autisme diagnoserne lige rendende, og så kommer ADHD medicin i overskrifterne. Bliver der udskrevet for meget? Det er jo efter hvordan ser det. Medicin er en billigere løsning nu og her på problemerne, hvoraf nogen er personlige, og andre handler om rammerne, de fælles rammer i samfundet, og vores kultur/idealer. Det er lappeløsningen, og det der sker når man overser røde lamper. 

Dem og os.
Der er en moralisering omkring for mange diagnoser og for meget medicin. Den er et signal og en holdning, os der ikke behøver en diagnose og de andre, der måske bare bruger det for at få det nemmere. Jeg ser det som en afsløring af egne blinde vinkler, og selvbillede hos dem der forargrede, næsten som om noget er taget fra dem, udover skattekronerne.
Det indrømmes godt nok at nogen er "de rigtige", "de hårdt ramte", og så nævnes nogen der har fået en alt for nem billet til en diagnose, -men hvad er evidensen på det? Men overskrifterne ender som en mumlen, "de siger alt for mange bliver diagnosticeret uden grund", det betyder at vi der har diagnosen nu står med at folk betvivler vores diagnose. At hvis jeg siger jeg har Autisme/ADHD, er det første folk tænker at det nok er stærkt overdrevet. Så er der et stigma omkring Autisme og ADHD, så er der et nu det tillæg: At have en diagnose der opfattes som trukket i en maskine. Og et symptom på samfundets over diagnosticering og ens egen lyst til at pynte/identificere sig med en diagnose.
Så her bliver man så også samtidigt frataget det at være en stolt og afklaret Autist. Den empowerment der kunne være i Autismen, og selverkendelsen, er taget fra en. Den har ingen tyngde, og andre tror ikke på det man siger, hvis de mener man ikke er Autistisk nok. For det vi siger, og vores erfaringer er ingenting, det er bare selvoptaget. 

Alt i alt en grundlæggende tilladt mangel på respekt vi står med dagligt. I medierne, i debatten, privat. Det stresser. Og hvad er det her godt for? Det er godt for nogens andres selvfølelse, en gentagelse af familie mønstre med at sparke nedad og mistænkelig gøre andre og skabe sorte får. Og det fungerer -Ja det fungere faktisk. Og det handler ikke om pengene, det handler om at have styr på hakke ordenen.

Og hvem der ikke er værdig til ressourcerne. Måske de er meget mere tilfældigt hvem der er i de grupper end vi går og tror, også fordi det bygger på forestillinger og så noget data, men ikke dat nok til at give et fuldt billede. Ligesom en diagnose ikke er det fulde billede, bla. fordi at uanset hvor godt den er lavet, er den ikke en beskrivelse af det fulde menneske, den beskriver det der "er i vejen", ikke det der der funger, alt det det menneske også er. Det skal den heller ikke, den er et behandlings værktøj. Og hvor mange der får en diagnose eller tager en bestemt medicin, kræver at man går meget mere ind i detaljer for at vide hvorfor. Det næste er så om det er negativt at flere får diagnoser og der bliver udskrevet mere medicin? Hvordan ser de mennesker selv på det? 

Er det frygten for at gruppen af diagnosticerede vil kræve mere og bedre behandling, vi ikke har fagfolk til eller ressourser? Men hvad hvis det nu var det rigtige at gøre, og at det er helt forfærdelige at man har overset det, og det har haft store konsekvenser for folks liv, og dem omkring dem? Men det bare ikke har været i medierne og politikerne bare har håbet det gik nok. Det er ikke alle skandaler der ender på forsiden. 

Hvorfor er diagnosticering og medicin en dårlig ting?
Spørgsmålet er hvis for mange har fået en Autisme eller ADHD diagnose hvad foreslår man så? Nye kriterier, kontrol med at kriterierne er set ens? At man ikke kan købe sig til en privat diagnose? At man skal se nøje på den enkeltes gavn af ADHD medicin og se lægerne over skulderen?
Jeg vil så sige den er så hardcore at folk ikke tager den hele livet uden en god grund. Men selvfølgeligt noget folk ofte gerne vil prøve efter en diagnosticering. Men der er også mange der finder ud af det ikke kan med det. Eller kun bruger det i perioder. Men umiddelbart er det vel væsentligt at se om medicin kunne gøre en positiv forskel?
Jeg bad i lang tid om at prøve at komme igang ADHD medicin, uden at kunne få lov. Og efter Elevanse var der en stor forandring, og på nogen overaskende punkter. Ikke det jeg/man kunne forvente, men noget ret væsentligt. Jeg fik tilbage et overskud til et overblik over noget der havde fanget mig i et evigheds loop af tanker, jeg var fastlåst og mentalt halvdød. Et udtryk for den nedslidning der kan komme med alderen når man har kæmpet med uset Autisme og ADHD. Kunne det have været undgået, jadet vil jeg mene. Men det var sådan samfundet rullede og mine private forhold. Der er en grund, og jeg tager sku ikke ansvaret, jeg har taget det ansvar jeg kunne, og for meget. 

Der er et liv bag alle diagnoserne og om der er luksus ADHD og Autisme der trækker på ressourser, andre skulle have, en nemt at påstå, men kræver at man er inde og arbejder i selve systemet for at vide det, sagsbehandling, diagnosticering. Hvor mange kommer der ud med en Autisme eller ADHD diagnose det ikke var der? Og noget helt andet er at som folk blev fejldiagnosticeret før, vil nogen nok også blive det i dag.
Jeg havde andre diagnoser inden. Så en"overdiagnosticering" i Danmark kunne også betyde en fejldiagnosticering, rettelser af psykiatriske diagnoser til Autisme, men også en risiko for Autisme i steden for en psykiatrisk diagnose, men det første er nok det der sker mest.
Men Trauma og kompliceret PTSD kan ligne ADHD og Autisme fx. Men samtidigt har man også fejet OCD, PTSD, og trauma ind under Autisme og ADHD og underkendt betydningen, "der var bare den særlige sensitivitet", men nogen gange er det i en grad der ville give PTSD og Traume også uden Autisme/ADHD. Og Traume og PTSD  det er jo en helt anden problematik og behandling, der så ikke er i fokus.
Og har vi råd til et fokus på trauma og kompliceret OCD i forhold til Autisme og ADHD? For det kan vi ikke bare behandle med piller. Der er nok en grund til at jeg ikke har det tillæg til min diagnose, selvom det nok er det der er ret centralt hos mig. Det ville stille mig anderledes, end at blive parkeret med "noget medfødt" som ikke kan behandles. Det er kasse tænkning hele vejen.

Vi kan tale overdiagnosticering, men der er i høj grad også underdiagnosticering. 

En diagnose er et beskrivende værktøj. Men hvordan et menneskes liv ser ud og føles som helhed er noget andet. Hvor mange barriere er sat op for et ok liv, hvor meget reel belastning er der? Er der en livs kvalitet? Hvor lidt kan vi være bekendt at tilbyde i et velfærdsamfund?
Man kan tænke det her virkeligt nødvendigt, det her får vi ikke selv brug for, vi kan ikke være så detaljerede i vores samfund, vi må satse på de store linjer. Udvikling, vækst, økonomi ,så vi kan holde det hele kørende i fremtiden.
Men vi er også fremtiden, nogen af os vil kunne løse samfundsproblemer, og lave ny teknologi. Og vi fødes også ind i familier der har den politiske holdning at der ikke er råd til os og at vore diagnoser er noget pjat. Og så må det jo personligt tage den derfra, som de også gør i dag, om det bare er noget pyller og unødvendige udgifter. 

Men støtte og viden om Autisme og ADHD skal ikke afhænge af laveste ufaglige fællesnævner, og ikke alle meninger er lige valide. Og nogen skulle tænke, før det mistænkelig gøre hele grupper af mennesker, uden mere klart at kunne underbygge det med fakta.
Personligt synes jeg ikke folk skal have en diagnose de kke har, eller en medicin de ikke har gavn af.
Men der mere komplicerede grunde til stigningen af diagnoser og medicinering, der sandsynligvis handler om at systemet er presset, og at der mangler ressourser og flere med faglig viden.

Ofte koster det at spare, og diagnoserne og medicinen er nok et symptom på noget der er blevet sparet på. Men det kræver mod, og det kræver viden. 

Måske skal hele samfundet have et grundigt eftersyn. 
Vi har sparet det menneskelige væk, og det handler ikke kun om Autisme og ADHD. Og det kommer ikke til at gavne os, det Danske samfund bygger på mennesker, vi har ikke Olie, eller mineraler i undergrunden. Udvikling, vækst, økonomi bygger på Danskerne,  og det burde betyde at politikerne skulle gøre alt for vores trivsel specielt nu med de mindre generationer. Vi har brugt mennesker, stresset den i rammer hvor effektivitet var sat over mennesket. Og på den måde har vi også skadet virkeligt gode medarbejdere med viden og erfaringer der ikke bare kunne genskaffes. Og efter alvorlig stress er livet et andet. Og man kan ikke længere gå ind i et så rigidt system. Jeg synes det var koldt i røven, og at det blev set som et personligt problem, ikke et der var indbygget i samfundet der var skabt. 

Det er den virkelighed og de blinde vinkler Autisme og ADHD må navigere i, der ikke engang er sikkert for "de stærke" og neurotypiske. Det er de værdier og det regnestykker der var de sidste 39 år og stadig gælder. 

Jeg ser ingen fremtid i det, jeg har set og hørt de unge, de kloge og raske, og jeg har også fornemmet at der ligger en angst i hvor prædestinerede de er, men jeg tror ikke de selv er bevidste om det, de er i processen, som på en fabriks løbebånd. Og de skal jo lykkes. De skal lykkes, og indfri alles håb. 

Så når vi bruget tid på at pege fingre af diagnoser, burde vi nok se samfundet efter i sømmene, både det store billede og detaljerne, som med det verdens politiske er de sidste 30-50 år over og nu er alle kort oppe i luften, det samme er det med vores samfund, det har kørt i den samme skure i 30 år, jeg ved det,  og nu må vi oppe os. Men på en anden måde og med nogen andre mennesker. 

Ligeglad eller engageret?

For at overleve i mine fysiske omgivelser er det bedst at jeg ikke ser dem, eller forholder mig til dem, hvis jeg ser dem og forholder mig til dem, kan jeg ikke holde livet ud. 

Jeg kan ikke løse det selv, hjemmet, jeg kan pine mig selv med krav, og det jeg ikke kan. Der så fjerner de sidste kræfter til noget som helst. 

Jeg bære alt det rod og lort på mine skuldre, skyld, skam, vrede, afmagt. Usynligheden af mine udfordringer ved at magte ting, som så sjovt nok ikke er så usynlige enda. 

Efter julen er jeg blevet indifferent, i forhold til ret meget, ligeglad. Jeg har tænkt rigeligt, jeg har set ting i øjnene. Selverkendelse, men også erkendelsen af hvad jeg ikke kan, og hvad jeg ikke kan mobilisere af hjælp. 

"Burde" er ligegyldigt, hvad jeg burde, og hvad samfundet burde, det er bare ikke sådan der er. Og der er ikke tegn på det bliver bedre, og jeg kan ikke gøre meget fra eller til. Jeg har ingen stemme og ingen betydning.

Lyder det trist? Tja, jeg har det faktisk bedre og jeg føler mig stærkere. Jeg har ideer, ting jeg gerne vil arbejde på. Ting jeg er bedre til, fremfor at fokuserer på mine mangler. 

Folk siger at jeg "tænker for meget", og Elvanse gør at jeg tænker mindre i ring, og jeg er mere ligeglad. Eller så har den bare været inde og fjerne noget af det "hjerne plak" jeg har ophobet gennem mange år, så jeg er blevet mere mig selv. 

Hvis jeg skal overleve er det ikke ved at se helheden af mit liv, eller prioriterer efter normer, måske heller ikke nødvendighed, altså hvis ikke lige der ryger et vandrør eller lignende. 

Jeg ser mere klart nu, selvom der er ting jeg ikke ser. At forholde sig til alt på en gang, er overvældende, at følge andres prioriteringer er begrænsende. Og der skal ske noget andet, det liv der slet ikke har fungere i over 12 år, var et dagligt 24/7 mareridt, jeg må forlade nu. Jeg må også forlade tanken om de spildte år, et liv uden meget liv. 

Ejer jeg det her, er det mig nu? 

Når der skal tænkes planer midt i kaos. Elvanse 4.

Det står efterhånden klart for mig, at det at planlægge hvad der skal ske med min lejlighed, ikke bør foregå i min lejlighed. At det at få hjemmevejledere ind i min lejlighed, ikke fungere i forhold til at planlægge hvordan ting logistisk skal løses.

Der er for meget der fylder, både med ting og sager, og de jeg føler omkring det. Det er ikke de omgivelser der skal til for at tale om, at opnå en struktur. 

Situationen gør, at jeg ikke har min opmærksomhed der hvor den skulle være, og er sikkert også forvirrende for dem. Der er for meget støj på linjen. 

Men det er forventeligt, min hjerne reagere som en ADHD/Autist hjerne gør. Og som en stresset ADHD/Autist hjerne.

Jeg havde jo den plan med at få opbevaret nogen ting externt, så der kunne gøres rent i lejligheden. Åbenbart ar der været talt om det, og at der kunne søges om det, men det har jeg helt svedt ud. På den ene side husker jeg som en Elefant, og kan hive viden frem, når jeg bare får fat i et lille hjørne af noget jeg mere at huske. På den anden sider er der så store bidder af samtaler, der kan være pist forsvundet, der bare ikke computer, min hjerne har været et andet sted på lige det tidspunkt. Og nogen gange kan min hjerne tage info ind på flere kanaler samtidigt, hurtigere end de fleste. 

Og det er sådan det er, og jeg, andre er stadig forvirrede over variationen af min evne til at processe hvad der sker. Men det er som ADHD/Autisme er. Så på den måde er jeg helt normal. 

Det ville være bedre med skriftlige aftaler, ikke 100 procent sikkert, men bedre. Hvad er opgaven/målet, hvor starter vi, hvordan kommer vi derhen, hvordan færdiggøres opgaven, timeline?

Jeg har sat forskelligt igang jeg venter på, men det med "flere ting" og "venter", er også en mental udfordring, jeg er nød til at være tålmodig, men jeg har også været tålmodig alt for længe, eller jeg har bare været stivnet i den situation jeg var i, hvilket ikke er tålmodighed, det er at føle sig magtesløs og se dagene passerer. 

At gøre noget andet kræver mere energi, men der er ingen ekstra energi at tage af. Det er som om jeg har ventet på at der var en eller anden, pludselig strøm jeg kunne følge, og jeg med det ekstra puf kunne bruge de kræfter jeg måtte have, for at komme ud af den fastlåste situation. 

Måske ADHD medicinen kan noget af det, at jeg lige har energi nok til at komme videre med planer og gennemføre dem. Men det er ikke fra den ene dag til den anden, og jeg synes det har taget måneder at stabiliserer på Elvanse, men der virker som om det er sket nu. At bivirkning som ekstra støjfølsomhed og stress fornemmelser i kroppen ikke er der mere fx. 

Så der er nok lidt mere klarhed nu, og noget af støjen har været en blanding af stress og elendighed over mit hjem, og at jeg ikke var landet omkring medicinen. 

En afgørende kamp. Elvanse del 3.

 Jeg er gået fra 30 mg Elvanse, til 20 mg.  Der mangler lidt. Men jeg kæmper også på mange fronter.

Det er meget svært at afgøre hvad medicin kan, når det ikke tages under mere optimale omstændigheder, når man er stresset og udmattet og ikke kan se en vej frem. 

Om ikke andet prøver jeg at holde fast i mine planer, hvilket jo er en udfordring med ADHD, men jeg tror at jeg har fået mere end nok af det gamle liv. Og det er tid til at presse på, koste hvad det vil, og folk må tænke hvad de vil. 

Og for pokker hvor ville jeg gerne kunne gøre det på ejen hånd, uden at behøve hjælp udefra. 

Jeg har brug for en tovholder, og der bliver set på forskellige løsninger omkring bolig, og det er nu, ikke ude og vifte i fremtiden, året er næsten gået, igen igen og jeg står i det samme kaos, som for et år siden, og året før, og året før. Hvordan har jeg overlevet det mentalt? Eller har jeg bare overlevet, min krop er her. Min hjerne er fragmenteret. 

Alt er uldent omkring planer, hvad er der af konkrete aftaler? Hvem gør hvad og hvornår? Hvad skal der til? 

Et grundlæggende selvhad, og tanker om hvordan jeg blive fri af det.

Nu er jeg igen først oppe 14.30. Godt nok havde jeg været tidligt oppe i går og været til fødseldags brunch, så måske ikke så sært. Det var med fuld opdækning af lækkerier, og mange om bordet.

Jeg har nærmest ikke været uden for en dør i en uge, og jeg kunne godt mærke jeg ikke havde brugt benene, men det gik da, jeg var lidt sen på den.
Jeg havde ikke set Bonus (Hund) i en uge. Og fødselsdagen var en kombineret med en introduktion af ny en uge gammel Baby. "Se det er en hvalp Bonus, en menneske hvalp, du er blevet Onkel". Det var Bonus helt med på, han har altid været god mod hvalpe, og baby har sikkert lugtet bekendt for ham. 

Det var hyggeligt, men jeg blev også træt. Men jeg skulle lige se lidt på vejen hjem da jeg jo ikke havde været ude i løbet af ugen. Jeg fik også lavet mig noget aftens mad, af noget laks jeg havde fået med som rest fra brunchen. 

Så træt af god grund, og ikke som igennem ugen hvor det bare var en tilstand.

Mens jeg lavede mad tænkte jeg, som en sammen fatning af ugen: Problemet jeg er i, er selvhad, selvforagt, alle forklaringer om stigma og samfund og familie, ender altid som en undskyldning for at det er min egen skyld. 

Alle selvbebrejdelserne jeg køre igennem mens jeg prøver at rydde op og gøre rent. Jeg er min egen værste hater. 
Jeg har min egen negative stemme. Jeg læste engang at ens egen mest negative stemme, er det som ens forældre har sagt, det er deres stemmer når de har dømt en hårdest. Deres vurderinger.

Og måske skabt igen af det de har hørt som børn. Hvad skal der til for at slukke den stemme? 

Jeg er ude i nogen kognitive stier i min hjerne, er blevet til motor veje, med flere og flere spor. Fidusen er at få de negative vane tanker tilbage til stier, og helst til tilgroede stier. 

Jeg kan vende vreden udad, pege på grunde til at mit liv har gået som det er, at jeg reelt ikke havde en chance. Og det er sandt, men er som det er. Der er ingen skurke, bare variationer indifference hos mine omgivelser, skole og hos fagpersoner. På en ene side var jeg noget særligt, men alligevel ikke nok til nogen ville række mig en hånd. Se min livssituation og potentiale. 

Så hvad gør jeg? Hvordan konsolidere jeg for mig selv at jeg er et ok menneske, at der er lidt mening med mit liv, før, nu og fremtid?....selvom der reelt ikke er. Men nogen illusioner kan være nødvendige. 

Mine nuværende bud på forandring: Det bliver nød til at være noget meget konkret og grundlæggende, byggestenene i det at være et menneske, i samspil med omgivelserne. 

Jeg har brug for at jeg ikke slæber alt det gamle med, et nyt rum, mentalt og fysisk. 

Arbejdsopgaver jeg kan klare, der giver mening for mig, og gør mig træt på den gode måde, og lyst til at gøre det igen og igen.

At jeg har noget tilgang til dyr i løbet af ugen, jeg er glad for mange slags dyr, og jeg glemmer mig selv i deres nærvær. Og det giver mange gode endorfiner og tanker, også efterfølgende.

Jeg har også brug for at kunne bruge min viden, og give den videre, formidle. 

Så det ender med at stå klart hvem jeg er, hvordan jeg gør ting, og at det jeg gør faktisk fungere på de områder. 

I modsætning til nu hvor jeg definere mit liv med det jeg ikke kan, min afmagt og fastlåsthed i hverdagen. Det er ikke underligt at det føles tungt og negativt. Og jeg kan ikke løse det alene. 

ADHD medicinen gør mig mere fokuseret. Det er ikke fordi nogen af de her tanker er nye, men jeg kan bedre holde fast i dem, og at nok er nok. At det er ok jeg har ikke ordnet hjem i løbet af ugen, men skrevet mails, sat ting igang. 

"Men kan du ikke også rydde op samtidigt, bare lidt?" Åbenbart ikke. Det er en blanding af manglende overskud, men også at jeg ikke kan det hele på en gang, det er en del af Autisme og ADHD, og det er en del af min udgave af Autisme og ADHD.
Så det behøves ikke at blive diskuteret eller gøres opmærksom på, det er sådan jeg er lavet, og det er ikke mindst sådan jeg er blevet, efter at have forsøgt at følge andres råd og normer. 

Jeg afventer diverse svar, men de kommer nok ikke næste uge, måske heller ikke næste. Der bliver brug for meget god rådgivning, så måske jeg skal sætte mere igang, og se hvor der sker noget. At noget flytter sig, åbninger, til noget konkret og brugbart. Det er det jeg har brug for nu. 

Vægttab på Elvanse Del 3.

 Jeg fik at vide at man kan tabe sig når man tager Elvanse, at det mindsker apetiten. Umiddelbart synes jeg ikke jeg havde det sådan, udover at jeg godt kunne have noget lækkert liggende hjemme uden at spise det. Faktisk som jeg havde det før i tiden hvor jeg godt kunne have lager af ting uden bare at gafle det. Det har så ændret sig i for nogen år siden. 

Jeg var det barn der sagtens kunne administrere mit slik selv. Det er en ret grundlæggende egenskab, det med behov udsættelse, og siger meget om ens grundlæggende personlighed og succes i livet. Uha da.

Men på et tidspunkt ændrede det sig, så derefter havde jeg ikke lager af kage og chips. 

Jeg forventede ikke det helt store, inden jeg begyndte på Elvanse havde jeg startet kostændringer. Begyndt selv at lave mad igen, droppe kage om eftermiddagen, ingen spiritus. Det med spiritus skyldes jeg gik til noget socialt der indebare et vist kvantum alkohol om ugen. Udover den letøl jeg nød til min mad dagligt i en periode. Der havde jeg godt nok forventet at tabe mere end 2 cm i taljen. Også de jeg bevægede mig mere. Ok, overgangsalder måtte det være, jeg forbrændte ikke som tidligere åbenbart. Og jeg tænkte at hvis jeg skulle tabe mig ville det være selvpineri, men også rigtigt meget motion. 

Jeg var ked af de ekstra kilo, jeg har været en petit kvinde hele mit voksne liv, 36 i tøj og 26-28 i jeans. Men jeg trøstede mig med det heller ikke er sundt at være for tynd når man er over 50, knogleskørhed, udover der heller ikke er noget at tage af hvis man bliver syg. Jeg har prøvet at tabe 10 kilo af en lungebetændelse. 

Så jeg havde ingen forventninger om det med vægten. Men en dag så jeg mig i spejlet og så jeg havde fået noget slap hud under hagen, meget som en hundehvalp, end en på Kalkun. Dammm! Jeg havde fået Ozempic face som stjernerene i Holly Wood, der havde tabt sig lidt for hurtigt. 

Jeg har ikke en vægt, så jeg målte lige taljen og jo der var røget lidt af. Men der var også lidt at tage af i taljen, jeg er lidt æblemodellen hvor det meste sidder "på midten" som jeg plejer at sige. 

Af en eller anden grund skiftede jeg også tøjstil, jeg havde regnet med luftige teltkjoler i sommeren, men endte i cargobukser og t-shirts og stramt bælte. Og jeg tænkte, det ser da fint ud, uden at reflektere over hvorfor. 

Det var måske først da jeg skulle tage en selfie fordi en sagde jeg lignede den fra filmen Waynes World, kasketten, t-shirten, brillerne og håret. Det skulle jeg lige forevige og lægge på FB med en kommentar. Men kvinden på billedet var bare ikke den sædvanlige Cathrin, men meget mere skarpskåren.

Jeg har lige fået taget EKG for at se på blodtryk og det er fint, og jeg er også blevet vejet her i ugen, og jeg vejede 68 kilo da jeg startede i sensommeren og nu vejer jeg 58 kilo. 58 kilo svare til det der "burde" være mit bmi med min højde på 160 cm, eller lidt mindre. Det svare også fint til min tidligere "voksen vægt", da jeg var 30-40 år. 

Umiddelbart vil jeg ikke tro jeg vil blive tyndere nu, jeg spiser jo normalt. Og jeg har faste spisetider. Der var meget struktur i mit hjem, og noget af det sidder stadig fast. Godt for det. 

Kroppen vil gerne beholde sit fedtlag, historisk har den evne været guld værd da ressourcerne var mere usikre, ikke mindst at midaldrende kvinder kunne holde på huldet har været en god sikkerhed, er man lige på kanten kan man ikke tabe 10 kilo ved sygdom uden det i sig selv er farligt. Og det med knogleskørhed. Den fysik der har været os til gavn som mennesker, driller os i dag nu hvor vi har tilgang til for meget mad (i nogen lande), og for meget af det vi er mest hard wired til at ønske os at spise er: fedt og sukker. 

Det føles mærkeligt at jeg ligner mit gamle selv. Men som helhed psykologisk og fysisk har Elevanse været en rejse gemmen tiden, til mig for over 10 år siden, da mit liv var væsentligt anderledes. 

Ikke at min lejlighed ikke var kaos, og jeg kæmpede på mange fronter. Men jeg optrådte ugentligt, udover forestillinger på Warehouse?. Jeg gik ud. Der var meget sjov, der var et levet liv. Men der var også et dobbeltliv, at det liv jeg levede ude, slet ikke afspejlede mit hjemme liv, eller personlige udfordringer. Til gengæld er jeg aldrig mere levende eller i nuet som når jeg optræder. 

Det handler ikke om at genoptage det liv, men at få et liv, også et liv der kan give noget til andre. At være generøs med sin viden, kunst. 

Men det jeg mener er bare at medicinen uanset hvad, har fået mig til at huske mig fra før, og det måske er meget godt for at skabe et nyt liv. 

Min start på Elvanse del 2. Ketchup effekten.

Et par uger hen i Elvanse, og opsat på at få mere gjort i hjemmet, havde jeg spurgt en ven om han kunne hjælpe mig med at sætte en væg reol op i køkkenet. Det kræver en boremaskine der kan klare beton, og jeg var usikker på at jeg magtede at håndtere den alene. Omkring boremaskinen var jeg så heldig at tilfældig støde på en i huset jeg vidste havde en sådan boremaskine og var villig til at låne ud. Så langt så godt. 

Min ven der også havde hjulpet med at hive lagereoler op ugen forinden dukkede op, og jeg gav mig i kast med at måle op til skruerne i væggen. Det viste sig at blive noget af en opgave, og jeg havde opfundet en egen løsning på hvordan, hved hjælp af en tommestok, der helt upraktisk var hvid og rød, og det var svært at se tallene på det røde. Jeg tror jeg var ret rædsom.

Men hylden kom op, helt lige.

Og så var det jeg fik beskeden at det var tid til jeg skulle komme på sommerferie ved Vesterhavet. Og jeg der var så godt i gang hjemme, jeg overvejede om det ville være bedre at droppe ferien og blive hjemme, mens de magiske Elevanser virkede. Jeg udsatte ferien nogen dage, fik min rejsetrolly op af kældenen, købt en Flixbus billet. Med et par dages udsættelse synes jeg der var mere overblik. Min hjerne rumlede med transporten til bussen, enten skulle jeg med metro og tog til holdepladsen, og jeg fare vild på Nørreport station når jeg skal skifte. Jeg kunne gå, men stoppe stedet er flyttet til Dybbølsbro station så det er lidt rigelig vej at gå. Jeg tog en Taxi og måtte leve med det. Det er mere dyrt end busbilletten. 

Jeg foretrækker at kører lange ture i bus, fremfor tog, jeg synes der er meget støj og uro i tog, hvor busen er mere støjdæmpet og kender man de gode sæder er det for det meste helt fint også uden ørepropper. Jeg var så heldig at sidde ved siden af en lille pige der var på sin første tur alene med bussen, og hun var den mest dannede side passager man kunne tænke sig. 
Og jeg blev afhentet i bil fra holdepladsen i Holstebro. Og så kørte vi til Fjand. Jeg har været der mange gange før med i bil. Men jeg var meget tilfreds med busturen. 

Tilbage til Elvanse, nu var jeg på dem men under helt andre omstændigheder end hjemme. Ingen rod, overskuelige arbejdsopgaver og det kunne fornemmes. Nogen af de ildninger og rush i kroppen var der ikke. Og jeg tænkte at pillernes virkning virkeligt også handler om omstændighederne, ikke bare det fysiske/kemiske. Den samme person, den samme dosis et andet resultat. Jeg snakkede om mine planer, at jeg kunne male vinduerne indvendigt hvor pænt det ville blive, og hvad der skulle gøres omkring at flytte nogen skabe.

Efter en uge var det hjemad i Volvoen. Dagen efter gik jeg igang med hjemmet. Det var ikke nemt jeg bliver altid meget træt af ferie. Næste dag fortsatte jeg, men tredie dagen var jeg helt færdig. Og så gik der 14 dage uden rigtigt at kunne noget. Der dukkede også tanker op, at "mit svalegangs problem med naboer aldrig ville blive løst". Og det simpelthen tager for meget energi i hverdagen. Men endnu værre kom jeg på at lejligheden er så dyr at hvis den stiger vil boligsikringen ikke kunne dække det, der vil ikke være en buffer, og den dag jeg kommer på folkepension og får mindre end en førtidspension er det helt urealistisk. Nu arbejdede jeg på fremtiden, hvor ville jeg lægge mit arbejde, på at prøve at få mit hjem i orden, eller at finde et andet sted der var mere fremtid i? 

Ferier har det med at sætte ting i perspektiv, og ja det kan være farligt. Vesterhavet er ikke lige mig undtagen som ferie, men jeg tænkte på Bornholm, på Svaneke jeg har besøgt mange gange. Jeg tænkte på hvad lyset og naturen gør for mig på Bornholm. Man kunne sige at det jo er noget andet når det er ferie og sommer, men jeg har været der hvor jeg var flygtning fra mit hjem og med angst, og alligevel kunne jeg fornemme magien. Helligstedet Sortemuld ligger lidt udenfor Svaneke, valgt for tusinde år siden som det perfekte sted, lyset, den geografiske placering, og det at der har stået mose rundt om højningen, så det har dannet en hellig ø. 

Jeg har hjulpet til ved udgravningerne på Sortemuld i to omgange, og det var nogen af de lykkeligste dage. Og jeg har travet rundt i området på kryds og tværs for at fornemme det gamle landskab som har været der dengang. Der er jo også aktive amatør arkæologer på Bornholm, og der er ufattelig meget i jorden. Og Arkæologi er en af mine passioner lige fra tidlig barndom. 

Med udgravninger et eller andet sted på Bornholm kunne jeg jo deltage hvert år. Der er også et Middelaldercenter og jeg har været med i Middelalder reenactment og jeg har gravet i dragthistorie fra perioden i mange år.

Og så må jeg indrømme at de små Bornholmske vætter/underjordiske har nappet mig i anklerne, men på en god måde. 

Der er nu gået tre uger fra jeg kom hjem fra Vesterhavet og jeg har ikke rigtigt haft godt fat i oprydningen siden. Jeg har været til møde på Distrikt Psykiatrien (Som jeg reelt ikke hører under, men de tilser mig da ingen andre gør det). Denne gang med fokus på bolig og medicin. Måske dosen på Elevance på 30 er for høj, og jeg skal ned på 20. Jeg har fortsat på 30 og nu virker den mere som ved Vesterhavet. 

Og nu må der ses på hvad jeg gør med bolig. Kan det være en bolig for folk med Autisme, noget andet med noget støtte, eller bare en mere rolig bolig og noget støtte? Jeg har ingen ide om hvad der er muligt eller realistisk. 

Folk siger at jeg jo ikke kan være sikker på det bliver bedre, og at jeg har en rigtig god lejlighed. Jeg må bare konstatere at mange af mine dårligdomme blev forstærket af min lejlighed og naboer/omgivelserne. Ja jeg elsker Nørrebro og alt det jeg oplever når jeg forlader huset jeg bor i, det kan godt være her ikke er åben himmel og her larmer, men det er et fedt område. Men de oplevelser jeg har omkring min bolig og huset fungere ikke. Der må jeg skære igennem, det fungere ikke, og kommer ikke til det, det kan ikke løses. Desværre. 

Elvance gav mig overskud til en ny vinkel på min situation og de valg det skal tages.
Og jeg er der nu hvor Distriktpsykiatrien kender min situation ikke bare overfladisk, jeg er ikke helt usynlig. Jeg er både en velklædt nydelig kvinde, men jeg jeg har Autisme og ADHD og jeg er slidt ned, og med tiden har men set at det er det der kan ske og at det forværre begge dele.
Udover at kvinders overgangsalder også påvirker Autisme og ADHD. Hvilket også passer med min forværring.

Elevanse medicinen klaskede Ketchup flasken så hårdt i måsen, at der kom Ketchup ud over det hele, hvilket er meget ADHD agtigt. På den anden side skal den Ketchup jo spises, og ikke stå bagerst i køleskabet. 

Min start på Elvanse del 1. Er miraklet sket?

Jeg har i mange år gerne ville afprøve noget ADHD medicin igen, da jeg prøvede for flere år siden løb det ud i sandet, uden at jeg blev klogere på hvad det kunne, jeg blev hurtig hevet igennem en tre fire typer medicin, og det jeg mest husker var træthed.
Men her i sommer fik jeg mulighed for at starte på  Elvanse også kaldt Vyvanse i nogen lande. En Lisdexamfetamin altså Amfetamin. Med en ADHD reagere man omvendt på Amfetamin, eller til en vis grad. Det giver mere ro, fokus og overblik.
Virkninger kommer efter en lille times tid, og hvordan den udfaser gennem dagen er forskelligt fra person til person. 

Så jeg startede, og kastede mig over hjemmet, der var kaos og gennem beskidt. Jeg kunne mærker hvordan forbindelse fra tanke til handling gik hurtigere og jeg faktisk fik fat i sagerne og sorteret, min tøven var væk, der var hul igennem.
Under normale omstændigheder er det som signalet fra hjernen til mine hænder har et glitch og handlingen bare ikke bliver udført eller halvvejs eller forkert. Ret almindeligt har jeg taget ting op fra gulvet, men opgivet at finde den rette plads og så lægge det tilbage lige i "gang zonen". Det med gang zoner er bare ikke mig, så jeg har en gangart hvor jeg løfter fødderne over de sager, der er endt på gulvet. Så på mange måder er mit hjem som en agillity bane. 

Men nu gik jeg i gang med at rydde gulvet. Samtidigt googlede jeg inspiration til bedre opbevaring af sko og sager, så jeg havde bedre overblik og tingene alle havde et sted.
Jeg har en stærk erkendelse af at opbevaring skal fungere for mig, og ikke være for kompliceret af få deponeret sagerne, ellers giver jeg (min ADHD) op og det ender i en random bunke et sted. 

Det lykkedes mig at finde nogen vintage værksteds reoler, der kunne bruges til Sneakers og Kasketter. Og andre opbevarings løsninger, jeg fik hjem med en sække vogn jeg har, sågar et spisebord. Jeg var både med Bus og Metro i løbet af en uge hvilket jeg ellers undgår. 

På mange måde et mirakel og en hel anden verden, helt andre muligheder et andet liv. Jeg var snot forvirret: Ville det her fortsætte sådan?
Jeg havde også hørt at nogen havde haft den oplevelse og så var den holdt op efter noget tid, den magiske medicin havde tabt den magiske virkning. Perspektivet var skræmmende, specielt fordi jeg havde fået en smag af noget andet.

Jeg har ikke altid været lige meget ADHD, det har altid været der, men i de sidste 10 år er det gået helt galt, og jeg magter mindre og kan mindre end før. Så umiddelbart følte jeg at jeg var blevet 20 år yngre, mit gamle jeg der trods alt kunne noget. 

Jeg synes det var svært at forholde sig til, og at det satte min tidligere magtesløshed i fokus, at jeg ikke havde haft en chance i mange, mange år. Og det jeg havde levet i var ubærligt. 

Det var mange ting på en gang, planlægning for fremtiden, oprydning, og eftertanke. Men når jeg luftede de tanker sagde folk at jeg skulle tænke fremad og det jo var fortid. 

Nu har jeg mange gange i mit liv oplevet falsk håb, det er meget smukt at vi som mennesker kan tro at noget er ovre og nu skal man videre, en meget god overlevelses ting, men personligt har jeg lært at sådan er det ikke, uanset hvor meget man moser på. Der er en Autisme og en ADHD, og jeg har det meste af mit liv prøvet at gøre ting jeg ikke magtede, og nu betaler jeg med at kunne endnu mindre. 

Men en ting vidste jeg nu hvor jeg var på Elvanse, at jeg ville ikke have det som jeg har haft det, det er ikke et liv. Og uanset om Elvanse var vejen,  eller en af de andre typer medicin, eller ingen af dem, så ville jeg ikke acceptere at skulle leve på den gamle måde.