Jeg har prøvet så mange gange, uden det lykkedes, jeg er stabilt ustabil, og ryger ind i dage og uger hvor jeg bare ikke kan/gør noget. Det er realiteten som det er nu. Det betyder jeg hele tiden stresser fordi jeg ikke kan magte det mest hverdags agtige, i hjemmet og livet.
Det er gentligt en umulig situation en evig skuffelse og et evigt kaos af ugjorte gerninger.
Jeg drømmer om noget andet, kunne hægte mig på noget der går en anden vej end ned. Men det er jo ikke det der sker.
Jeg tror andet var muligt hvis jeg ikke var i at rende i det samme Hamster hjul, uger, måneder, år. Jeg er spærret inde i det jeg ikke kan, så jeg ikke kan gøre det jeg kan. Så det er sådan jeg ser mig selv, hende der ikke kan mere. For det er jo sådan det er, med de muligheder jeg har.
Jeg kan virke negativ, men måske er jeg bare mere realistisk. Jeg kan ikke komme ud af det her alene. Men er det ikke meget menneskeligt? Vi forguder den påståede egen præstation, som om der aldrig indgår andre i den, eller visse privilegier og muligheder.
Der er noget der skal flytte/ændre sig for at noget andet kan ske.
Jeg har tidligere haft en ret stor selvtillid. Men jeg må indreømme at den er stærkt minsket.
Jeg er tilknyttet psykiatrien, men jeg fornemmer de bare synes jeg er fyld på hylderne, en der ikke skal satses på, en der er blevet fanget i år af psykiske problemer der nu bare er som det er, der kan ikke rigtigt gøres til eller fra. Man kan ikke lære en gammel Hund nye kunster.
Det køber jeg nu ikke, jeg tror ikke det er sådan det er, at det ikke kunne være anderledes. Jeg er faktisk ret sikker.
Alt tæller når man ikke har det godt, når man kronisk ikke har det godt. Forbedringer er tydelige, men også meget uvante.
Alle med psykisk sygdom fortjener at nogen tror på dem som mennesker, at forandring er mulig hele livet. Folk kan godt lide når jeg har håb, men har i håb for mig når jeg ikke har?
