Jeg er helt stivnet når jeg vågner, og skal folde hænderne ud, formoder jeg sover med knyttede hænder. Jeg sætter mobilen til at vække, og så trykker jeg snooze, for jeg kan ikke komme op. Det gør jeg så i to timer inden jeg kan komme op. Men det er ikke en behagelig snooze, kroppen gør ondt, og jeg prøver at motivere mig selv, men jeg ved også hvad jeg skal op til.
Når jeg så er kommet op, tager det to timer med en kaffe, godt nok ordner jeg forskelligt admin på nettet i grupperne, tjekker ting ud. Men det er der jeg sidder.
Jeg får det bedre hen ad dagen og måske ikke et under jeg trækker dagene i den anden ende. Begyndelsen af dagen er alt det der er overvældende og ikke gjort.
Jeg gør lidt hver dag, det bliver bare aldrig nok, og meget forskelligt hist og pist.
Efter at jeg gravede i mine mønstre og Hoardingen, er jeg nået frem til at jeg godt kan forstå jeg gør som jeg gør. At det giver meget god mening. Og i forhold til hvordan jeg fungere, ret logisk. Det er det mulige. Det er overlevelse, i håbet om at noget kunne ændre sig, endnu en dag.
Overlevelsesstrategier er ofte ikke de bedste løsninger, men de mulige løsninger.
Når man altid er i overlevelsesmode er man fastlåst. Der er færre andre løsninger, mindre overblik, man er i det.
I weekenden samlede jeg ting i poser, og fik det ned i den kælder jeg låner. Så jeg ikke skal henover de poser der er sorterede. Jeg opdagede jeg stadig havde nøglen til trækvognen, så jeg kunne læsse på.
Det var et stærkt move på den ene og den anden måde.
Men for pokker det her er ikke et liv.
For pokker hvor ville jeg gerne kunne redde mig selv uden andres hjælp. Det står så klart hvor adskilt jeg er fra andre, at det er et grundvilkår. Jeg får ikke et breake, ikke en chance, der er for mange der står foran.
