Diagnose på 1. klasse.

Hvor er det nydeligt og middelklasset i "Hvad fejler Fuhlendorff" på DR TV. Der er ikke rigtigt nogen der har et problem, eller har de, hr de adgang til at få hjælp og blive taget seriøst. 

Man bliver efterladt med følelsen af det det er jo ikke noget særligt. Det bliver lige sagt at følgerne er lidt efter, hvor meget man har skulle kæmpe for at kunne være til. Jeg vil ikke minimaliserer andres oplevelse af ADHD eller Autisme, selvom man er sluppen lettere fra det, er det der jo. Men for nogen er konsekvensenserne helt uoverskuelige. Og tilgangen til udredninger og støtte nærmest ikke tilstæde. Man bliver ikke taget seriøst, man er næsten ikke et menneske, men en tid i en kalender med mange andre ret ligegyldige skæbner. 

Nogen af os er holdt op med at fungerer, vi er ikke vokset ud af det, men ind i det, og mistet mange af det ting vi faktisk kunne engang. 

Men hvad så med at blive klogere på sig selv, efter en diagnose og lære hvordan man undgår at blive væltet omkuld af livet? Tjo, det er der vel mange der oplever, men er man nået langt nok ud, er selverkendelse ikke nok. Eller måske ikke mulig. Alene med sig selv og fortiden og nutiden, er måske ikke det bedste sted, eller i et hjem i kaos. 

Udsendelsen forudsætter også lidt det med at man har familie og pårørende, at man har nogen. Måske "systemet" hurtigt regner en nu når man ikke har nogen.  Guderne skal vide at det "at have nogen" også kan være årsagen til tingenes tilstand, totalt manglende forståelse, og fejen under gulvtæppet. Eller man var den der skulle leverer hjælp, støtte, forståelse, praktisk hjælp til dem. 

Og så er der det med at være en kvinde og ikke en mand. Der er så meget vi acceptere hos mænd, som vi ikke gør hos kvinder, der er en verden til forskel stadig. 

Det er som om der er dele af det at være kvinde vi ikke kan se, og der er en selvredigering i adfærd det skjuler det. Så er det vores egen skyld? Personligt tror jeg bare det er bekvemt ikke at se det i forhold til kvinder, det synes også næsten uden konsekvenser for samfundet. Hvilket ikke er sandt, det er bare på en mere stille måde, næsten som om det/vi ikke er der. 

Så min vrede og afmagt passer skidt ind DRs pæne info program om ADHD/Autisme, hvor der krydses af for emner og holdninger, men indenfor rammen selvfølgeligt. 

Og det er tankevækkende for hverken ADHD eller Autisme er indenfor rammen, det er lidt det det handler om, det er derfor det er diagnoser, og ikke bare en måde mennesker også kan være på. Og medierne er med til at sætte rammerne, kravene til det moderne menneske, der gerne skal være pænt  symmetrisk på spektret, et nydeligt spindelvæv, og ikke en Edderkop på LSD trip. 

Jeg har ADHD og Autisme, og måske den nydelige serie vil gøre at folk vil tænke, at det ikke er noget særligt problem, for mig eller dem. Det ændre så ikke på at jeg har et mega problem, med at få tingene til at hænge sammen dagligt, og ikke er den eneste. Men vi står alene. 

Der bliver ikke taget hånd om, at nogen ikke vokser ud af det, og har liv der ikke egner sig til aftenkaffen. En tour fra det nasty badeværelse, til køkkenvaskens uger gamle plummer og opvaskemaskinen der ikke virker, og mælkekartonerne på gulvet. Og at en tour måtte være virtuel måske viadrone, da det nærmest er umuligt at sætte fødderne på gulvet for en uøvet, jeg har udviklet Katteagtige evner gennem årene. Det kan være der er værre hjem end mit, men det er jo ikke en konkurrence: "Hvem lever værst?". Dare you fuckers på licens TV! :-D 

Danmark har ikke penge til alle dem med ADHD og Autisme, hvad gør man så? -Vi er her jo.

Der er ikke penge til særlig støtte til alle dem der bliver diagnosticeret med ADHD og Autisme. Diagnosticere man for mange børn, diagnosticere man for mange voksne, der i princippet har fungeret sådan ok? 

Har en overdiagnosticering devalueret diagnoserne, til at betyde mindre, blive taget mindre seriøst, både af fagpersoner, politikere og samfundet generelt?

Og hvad gør man så. når støtte er/bliver nødvendig? Venter til lokummet virkeligt brænder, eller bare ignorer. Så længe der ikke er pårørende til at råbe op, så går det jo nok. 

Vi kommer til at se frem til at tabe flere generationer, fordi vi har ignoreret strukturene i samfundet er ved at udfase mange mennesker, og vi kan ikke nå at ændre det hurtigt nok, til at undgå at mange unge kommer til at opleve det mange af de fx. sendiagnosticerede er gået igennem.
Vi er ikke klar som samfund til at få dem igennem skole, uddannelse, job, og kunne bibeholde jobbet vel at mærke. Og med mindre generationer kan man ikke bare ensidigt satse på de super robuste, og efterlade de andre, til ikke at kunne få et solidt fodfæste i samfundet. 

Men hvad så før i tiden? Før i tiden havde man andre forstillinger om medarbejdere, jo de var skrappe nok, anderledes på nogen punkter end i dag, men dagens arbejdsmarked har ikke plads til varianter af medarbejdere. Og mange jobtyper er forsvundet, og andre job har fået flere arbejdsområder.
For 80-50 år siden havde vi andre normer og sociale regler, end vi har i dag, men vi er ikke blevet mere frie, vi er bare inden for nogen normer på en anden måde.
Og der er et absolut krav til at opfylde de normer. Men vi er jo så individualistiske? Ja, det er vi så længe at vi er individualistiske på den samme måde. At vi selv ser os som unikke, men vi er tilpasset normerne. Og ikke mindst i stand til at tilpasse sig normerne, hvilket bare ikke er så ligetil med ADHD og/eller Autisme. Så det er jo her man som ADHD/Autist kan komme på overarbejde. Det er næsten som om fortidens mere kantede sociale regler var nemmere at forholde sig til, end de nye flydende uformelle, der så alligevel ikke er flydende og uformelle når det kommer til stykket.  

Måske den gamle form var nemmere at forstå intellektuelt, et regelsæt. Det er noget man med Autisme kan forholde sig til, man kan være uenig, men der er noget der er defineret klart, og det er godt for hjernen. Hvor i mod det der ikke kan fanges ind på formel er forvirrende, for hvad gælder? 

Det er som om det er de neurotypiske tænkemåder der har overtaget helt i det moderne samfund, at meget af det der kunne fungere som pejlemærker for adfærd og regler, har trådt i baggrunden, og kræver meget mere hjernekraft at regne ud når man "er på spektret". 

Men hvad så? Vi er her, vi er en del af samfundet, og nogen af os får brug for speciel støtte hvis vi skal leve et værdigt liv. Skal vi i stedet for at blive inkluderet skabe vores egne netværk, egne platforme og boliger, hvor vi kan bytte now how, praktisk hjælp? At vi kan hjælpe med det vi kan, og andre kan hjælpe med, det vi ikke kan. For vi har jo ressourcer, når vi bruger det vi kan, og ikke det vi ikke kan. 

Er det utopisk? Mange af os lever jo på kanten af hvad vi magter, og mange af os er ikke super sociale, eller ønsker at være det. Men jeg tror det kunne fungere for nogen, og måske også der hvor man ikke tror på det kunne fungerer. 

Så mange af nederlagene skyldes at omverdenen forventer at vi kan lidt af det hele, især hvis vi "tog os sammen og fokuserede nok på det". Fremfor at dyrke styrkerne, og finde løsninger for "det andet". 

Og da mennesker med Autisme og/eller ADHD er super forskellige på alle leder og kanter, så vil der kunne byttes styrker. Udgangspunktet kunne blive, jeg ved hvad jeg er godt til, -fremfor jeg ved hvad jeg ikke kan finde ud af. 

Det er sandt at det vil være de mere velfungerende der ville kunne mest, og at det realistisk ville fungere bedst i byer hvor flere kunne finde sammen. Men man kunne også forestille sig at der var andre der ville være interesserede i at deltage, og at det var en måde at vise og lære hvordan man kan arbejde med mennesker med ADHD og Autisme på en anden måde. At erfaringerne blev samlet, til at kunne bruges af andre.

For jeg bliver mere og mere klar over at den nerotypiske tilgang til os, virkeligt er en barierer for at støtte os, eller rettere sagt ikke skade os. At det fleste fornuftige pædagogiske tilgange, kommer til kort, og skader mere end det gavner. Bla. fordi det bygger på udvikling af evner, men at forsøget på at udvikle vores evner, kan koste dyrt på andre områder, og på uforudsete måder. Og det er dyrt at miste styrker og evner, fordi der er et krav om at skulle lære ting, og indgå i ting, der ikke passer til ens personlige spektrum. Igen vi er meget forskellige. 

Danmark har voksne erfarne mennsker med ADHD og Autisme, vi kan fortælle om det der fungere og det der ikke fungerer, også selvom vi er meget forskellige, er der meget fælles omkring rammerne og udfordringerne. 

Jeg tror ikke vi skal vente på politikerne, vi er allerede for sent på den, så vi kan lige så godt gå i gang med at se på ideer. Ellersender næste generationer også i det samme, det er ikke ADHD og Autisme, det er det der foregår udenom lige nu og her, der definere hvordan et liv kan være med de diagnoser. Det kan gøres anderledes, det kan gøres (meget) bedre og det er nødvendigt! 

Jeg er træt af at være Autist

Jeg har ikke blogget i et stykke tid, jeg er træt af Autisme, træt af mig selv, træt af det liv jeg har levet.
Vred over de muligheder jeg ikke har haft. Vred over at jeg har kæmpet kampene på så mange fronter men alligevel tabt.

Jeg er ved at gøre op, efter min 50 års fødselsdag, samtidigt med at alt vælder ind over mig, gamle problematikker og helt nye.

Jeg har kigget lidt grundigere på, hvorfor man let bliver udelukket som Autist....eller som alt muligt andet i et samfund, hvor "andet" ikke er noget der er plads til, fordi livets motorvej er lavet til dem med samme type "fartøj". Og dem er der flest af, så det er logisk nok, men hvad så med os andre?

Jeg har tænkt over det store billede af strukturel diskrimination. Jeg har tænkt over hvad jeg selv har kæmpet for i mit liv. Og godt nok har jeg opnået rigtigt meget. Desværre lever jeg bare ikke op til dem der kører på "norm" motorvejen.

-Jeg er her endnu, men jeg er vred og træt af det hele.

Så har jeg endeligt fået bestilt tid til tandlæge og læge, noget jeg har udsat i et år. Mest fordi min ADHD gør jeg glemmer at ringe, eller jeg opgiver på forhånd.
Jeg tror jeg skal have mere end en samtale med lægen, da der vist er lidt rigeligt samlet sammen.

Jeg må også få en tid til en samtale hos Handicap centret.

Nu har jeg brugt over et halvt år alene, på at få noget selvforståelse omkring Autisme diagnosen fra i sommer. Jeg synes det har været hårdt og meget solo.
Men i sidste ende handler det om et bedre liv med Autisme. Er det muligt? Er jeg for sent på den...vil det kræve jeg selv har råd til at betale psykolog/psykiater, kurser, støtte?

Jeg fik jo diagnosen da jeg henvendte mig om at jeg ikke magtede mere, at jeg var krøllet helt sammen. Jeg fik en Autisme diagnose, og hvad så? Skulle det gøre det hele bedre nemmere for mig?

Den her suppen rundt i en diagnose har ikke været fedt de sidste par måneder. Dengang jeg havde psykiatriske diagnoser påhæftet, var jeg ret ligeglad med diagnoserne, konstaterede bare at jeg ikke synes de lige passede og kæmpede viderer. Det er som om den her diagnose er den endelige dom. Lige da jeg fik den var det positivt da den virkeligt gav mening. Nu føler jeg mig kvalt.

Autisme diagnosen gav meget mening, og det gik godt med at reflektere over hvad det havde betydet for mit liv og min nutid. Men fremtiden må jeg have hjælp/støtte til.

Er der en fremtid med Autisme, ikke kun for mig men alle de andre? For hvis vi ikke starter nu med at forbedre vilkårene så sker det heller ikke for de næste generationer. Det handler ikke kun om Autistiske børns trivsel og skolegang, det handler også om når de bliver voksne.

Og jeg ønsker ingen de erfaringer jeg har med at stå udenfor samfundet. Men jeg er bange for at det at ændre et helt samfund virker ret uoverskueligt på de fleste, at for at skabe et bedre liv for Autister handler om mere end gruppen af Autister.  Det handler om et samfund der har marginaliseret mange grupper der ikke lige passer ind. Og man presser folk mere og mere omkring uddannelse og job så selv de mere velfungerende falder fra.

Jeg kunne være ligeglad, jeg har min pension, og skal "bare" finde ud af at hive mig igennem resten af mit liv. Måske det sidste er det der gør vandvittigt ondt. Jeg føler i den grad jeg mangler tykke rammer, jeg er for alene, jeg er vandt til at være alene, men det er stadig ikke godt. Jeg overlever, men det fungere ikke rigtigt.

Jeg ved ikke om det er Autismen, eller følgevirkningerne, slidsporene, at det hele føles som psykisk og fysisk ubehag. At ubehag er vilkåret: En allestedsnærværende grundsmerte og forladthed?

Jeg ville gerne bytte, som det blev i mit liv var det smukke ved Autismen, ikke nok til at opveje pinslen ved ikke at kunne få et liv til at hænge sammen. Enten har det dårligt eller prøver på noget flugt fra mine realiteter...dog lever jeg ikke i den fantasiverden jeg levede i tidligere. Jeg bruger også meget tid på at punke mig selv over alt det jeg ikke får gjort og magter. Jeg huske mig også på den gode, det jeg gør har gjort, men det tipper altid mod at der er for meget ugjort.

Jeg har ingen fremtid hvis det fortsætter sådan her, jeg har ikke energien til at flytte de helt store hegnspæle der skal til, da mit liv skal omformes ret meget for at fungere bedre.

Og hvor er der fælleskaber der har plads til en som mig, når det handler om noget med boligforhold og dagligdag. Jeg må ikke være så meget alene, og jeg har ikke kræfter til at rende til alt muligt langt fra min base dagligt.

Så hvad så nu? Skal jeg stadig tro det kan blive bedre, det samme men på forskellige måder, værre?

Dengang jeg havde en psykiatrisk diagnose kunne jeg leve i håbet om recovery hvis jeg selv kæmpede nok. Så hvad kan jeg nu?

Jeg har ikke den energi som jeg havde for nogen år siden, jeg fatter ikke hvordan jeg kunne. Jeg kan ikke det hele selv, så hvad gør jeg så?

Det er meget fint man diagnosticere voksne med Autisme, men har man reelle problemer med sin Autisme og et liv med en udiagnosticeret Autisme der har slidt på ens system, så er der ikke ret mange tilbud, det kræver også man er klar til at gå ud at søge penge til hjælp, i en situation hvor det kan være svært nok at komme igennem dag for dag.

For hvis skyld fik jeg den her diagnose, for at psykiatrien kunne stryge mig af listen, eller jeg skulle få lidt bedre muligheder efter alle disse år?

Ja, jeg ved det det, var for at stryge mig af listen, uden en hjælpe line til noget andet. Det handler om penge og systemer, ikke mennesker. Og samtidigt med at det her sker for mig, sker det samme for rigtigt mange andre voksne sendiagnosticerede. Psykiatrien har opdaget os på godt og ondt, jeg synes at få den rigtige diagnose er godt, men for mange af os løser diagnosen ikke de mange års ophobede problematikker i sig selv.

Ordblindhed, man må leve med det nok aldrig bliver helt perfekt

Den triste sandhed er at når man er ordblind, så vil der altid snige sig fejl ind i ens tekster, det kan være stavefejl, gramattiske fejl, som desværre ikke bliver opdaget af stavefunktioner og ens ihærdige eftersyn. Derfor må man som regel bare lære leve med at der vil være nogen fejl.

Jeg skriver en blog vel vidende, at nogen vil synes det trækker ned at jeg ikke altid staver rigtigt, at man er dum, at ens viden er mindre værd, alt i alt kan man risikere blive dømt. At der er mennesker der mener en enkelt stave Ged er nok til, at så er alt det man skriver nok er noget vrøvl.

Men at man stadig ser stavefejl som et tegn på dumhed og bare noget sjusk? Ja, der er sjuskefejl, for der er lidt forskel på stavefejl og sjuskefejl, men igen det er jo kommunikation? Når vi taler laver vi også fejl, men de talte ord forsvinder, og vi lever med folk på tv kan snuble i ordene, det skriftlige består på en anden måde, som en mere varig dom over ens udtalelser.

Man jo skrevet i århundrede hvor der ikke var en retskrivning og klaret sig alligevel. Jeg kan godt se at i et detalje samfund som vores, at det skriftlige skal være mere ensartet end i 1600. Men det burde ikke være alt afgørende, jeg håber også teknologien vil gøre det nemmere at kommunikere på trods at at man ikke er den perfekte staver, det vil sige der er jo nogen muligheder allerede, bare ikke udbredt nok i befolkningen.

Jeg hader når jeg laver fejl, jeg læser igennem flere gange, men det går galt alligevel. Ordblindheden er der, selvom jeg bliver bedre. Der er bare ord jeg bare ikke kan se for mig, så jeg må tjekke de samme ord igen og igen og igen. men jeg skriver alligevel, på trods af at det tager længere tid, ikke selve det at skrive, men det at tjekke ting.

Det kan godt være jeg staver skidt, men jeg har viljen.....ved de der kan stave hvor meget vilje det kræver, eller sårbarheden i at risikere at blive udstillet og få dumme kommentarer?

Som så meget andet er der noget der ikke ses udefra, kun toppen af isbjerget, med ordblindhed som med Autisme, man gør sit bedste, og prøver at leve med at kunne blive afsløret i sine begrænsninger og andre ikke ved hvor meget man kæmper for at gør det godt nok.

Måske de der dømmer en hårdest er de der i grunden ikke har så meget selvværd når det kommer til stykket, at de tænker: om ikke andet staver jeg bedre. Og de selv ville frygte at blive grebet i en fejl. Nogen bruger et helt liv på at skjule sårbarheder, og jeg kan let forestille mig hvor hæmmende det kan være på ens livsudfoldelser, for det er jo i gennem at vove, og prøve sig frem man lære noget.
Det andet er jo en form for mentalt elektronisk fodlænke, der gør man må blive hvor man er, og være bitter og begrænset, men også lidt bedre i egen optik end dem der dummer sig synligt.

Jeg må stå ved at jeg er ordblind og laver fejl, for ellers kan jeg ikke gøre ret meget i livet af det jeg gerne vil, hvis bekymringen for fej blev alt for stor.

Når Autist temperamentet siger ka-pum og eksplodere

1-2-3 Boooom! Så var der lige noget der var anderledes end jeg gik og troede det var, og inden jeg fik vurderet om det var til det værre eller bedre....-eller måske ret ligegyldigt, gik min hjerne i selvsving. Sådan med lyn, røg ud af ørene og tordensky over hovedet.

Jamen, der må jeg jo kende så godt fra gennem livet? Tjoooo, men jeg tror ikke jeg har set mønstret klart og måske ment at min irritation/vrede modsvarede situationen i korrekt størrelsesforhold.

Måske jeg har levet et mindre udadvendt liv før i tiden, eller jeg mest imploderede fremfor eksploderede? At jeg i dag oftere udsætter mig for påvirkninger der kan give den slags følelser...Hvor er det dog ikke smart at have det sådan, det kan til nød gå hvis det kan holdes indenbords, så er det bare den stakkels hjerne der kæmper med ophidselsen og tankemylderet.

Det at jeg er opdraget til ikke at måtte vise temperament, og at jeg ikke gennem min barndom og ungdom har haft mulighed/lov til  for at forholde mig til bla. vrede, undtagen som noget dybt indeni der skulle skjules.
Jeg tror også at jeg i mange tilfælde heller ikke har læst situationer, så jeg har været klar over om jeg burde blive vred, eller hvordan man skulle kunne vise det på en "naturlig" måde. Jeg har akcepteret situationer som rimelige, selvom de ikke var det, og andre situationer har jeg reageret på, men ikke formålstjeneligt, eller i forhold den reelle påvirkning....måske, der er jo altid tvivlen.

Jeg har det ikke så meget med at noget er pinligt, men når temperamentet viser sig udadtil så er det mere end pinligt, det er ret katastrofalt i forhold til omgivelserne....Crazy woman, uha!

Der er ingen tvivl om at jeg har fået kig på problematikken, fordi den i forbindelse med det social er den mest ødelæggende i forhold til andre, men i høj grad også i forhold til eget selvværd og selvtillid, når man nu ikke er i kontrol, men kan være ukontrolleret, godt nok sjældent, men når det sker er det jo sket.

Jeg skriver det her i dag, hvor jeg lige havde en af de der "hjerne eksplosioner", heldigvis nåede den ikke at komme ud i verden, men kun oppe i mit hovede, men det er irriterende nok.

Tidligere var jeg mere vred på mig selv, og nu er jeg også vred på andre, hvis de lige kommer til at ryge indover noget jeg mente var/eller burde være på en anden måde. Ergo er jeg ikke altid god til overraskelser, sådan som de fleste Autister jo heller ikke er det. Jeg kan improviserer, men nogen gange slet ikke, overhovedet ikke, og så gnistre det oppe i hovedet.

Er jeg reelt vred på nogen? ikke nødvendigvis, det behøver ikke at være direkte personligt, bare i vejen i forhold til hvad jeg troede -At jeg så godt mentalt kan få iført folk små horn og hale når jeg er i gang med at skumle, er så en eftervirkning. Kan så horn og hale komme af de mennesker igen...hm, tjaaa, nogen gange, men så skal det også ordenes ordentligt mellem de indblandede.

Nu hvor jeg har selverkendelsen og ser mønstret og årsag og virkning er jeg lidt bange, jeg vil gerne have nogen værktøjer til at takle det. Eller jeg skal have nogen værktøjer og gerne lidt hurtigt.
Nogen vil måske mene at der er nogen der er værre end jeg, men er det værre er der også mere man bare automatisk er udelukket fra, på den måde er samfundet uden nåde, hvis man gerne vil kunne færdes i mange miljøer også dem der ikke er forberedt på at folk er "specielle", må man kunne takle menge situationer lidt fikst uden at falde helt igennem med et brag. Retfærdigt, næ, men det er virkeligheden for det meste.

På den end side er jeg jo som person både yderst fredsommelig og rummelig, og det er også det jeg vil være, og har været 99 procent af mit liv, men hvad skal jeg gøre med den der indre Trold der springer op uden varsel?

Jeg vil have et liv sammen med andre og jeg kan samarbejde, og jeg er ikke generelt ufleksibel, og jeg bliver på andre fronter bedre og bedre til at takle de sociale....eller hvad?

Jeg tror jeg vil konkluderer at jo større sværhedsgraden er, desto større bliver udfordringerne, og jeg har åbenbart sat barren højt for det sociale, og nu må jeg se at løse det bedst muligt, så jeg må have værktøjer og træne, jeg har brugt for mange år på at lære at være social til at krybe i skjul nu!

PS. Om ikke andet lader det til at jeg fik opdaget og bearbejdet det der gjorde at jeg blev sort og røgfyldt oppe i hjernen tidligere på ugen, og det kom ikke op og vende igen, og igen og igen efterfølgende, men var åbenbart overstået.
Men stresset det er jeg og det giver en kortere lunte lige for øjeblikket. Men jeg ved det og nu er jeg opmærksom bare der er lidt der rør på sig af signaler.

Veninder jeg bare droppede

Det foregår jo altid i en specifik sammenhæng at man droppe en veninde, af umiddelbart forskellige grunde der alligevel kan danne et mønster gennem livet.

Er jeg ikke et trofast menneske, der kam magte et venskabs op og nedture? Jo, nogen gange, der er eksempler på begge dele.

På mange måder må det være Autist on/off knappen der aktiveres, når et eller andet svigt er blevet registreret og man lukker helt af. Men ser ingen fremtid i venskabet. Ikke at jeg efterfølgende ikke tænker på dem, eller er ked af det, men de er ude af mit liv, og jeg kontakter ikke.

Brand hårdt? Jo, men jeg har ikke set det som et regulært mønster før nu, men jeg har jo gjort det med 4 nære veninder, så et mønster er der jo. Har jeg ikke kæmpet for venskaber, jo det har jeg også, jeg har også været fleksibel og tålmodig osv.

Har jeg også gjort det i andre situationer, gået fra noget mentalt og ikke set tilbage.....og som regel finder jeg ikke der er et valg, bare noget der skal klares.

Måske netop det at der ikke er alternativer er vel en rigiditet i min måde at anskue ting på, ikke at jeg ikke kan reflektere over situationerne, det synes bare udover mine evner at ændre på det, det er som det er.
Kan jeg ikke løse konflikter, jo nogen gange, men der var vel ikke direkte konflikter der fik mig til at droppe veninder, måske bare noget underliggende der trak i forskellige retninger.

Ja, så hyggeligt kan det være.

Jeg har måske også sådan, at jeg tænker folk er som de er, ikke at jeg ikke tror på man kan ændre sig, men jeg ser det som noget man skal ville rigtigt meget, skønner jeg måske at en person næppe har interesse i ændring af adfærd pga. af mig, og derfor så opgiver fremfor at finde løsninger?

Men et brudt  venskab medfører et tab, fx. et tab af nogen der husker en fra tidligere. Noget andet er om jeg har gået ud af venindeforhold fordi jeg har fundet dem for ensidige, at jeg kom i tvivl om balancen i forholdet. Balancen i veninde forhold skifter efter hvordan den enkelte har det, det er i de perioder man må kæmpe for at bevare venskabet, men efter diverse perioder over år, kan da komme en tid hvor man ikke vil mere.

Var veninderne ikke klar til at jeg var på vej i en anden retning....At jeg som menneske måske er lidt mere på vej end de fleste, hvilket kan være svært at følge med i....At jeg måske ikke er god til at kommunikere mine mellemregninger, når jeg først har flyttet mig mentalt? Og jeg har været gennem ret ekstreme perioder, hvor jeg har været gennem en turbulent udvikling og hvor nogen oplevelser måske ikke rigtigt kunne deles. Så står man alligevel alene med noget væsentligt, som jo burde deles med en god ven. Og når så den ene oplever meget og den anden ikke, det kan være ok, men af og til trækker det venskabet skævt.

Det er ikke fordi jeg behøver at begå karaktermord på gamle veninder, jeg kan sagtens huske hvad jeg kunne lide ved dem og hvad der var godt -men det er bare ovre.

Jeg tror kernen hver gang er "du der kender mig, og kender mig så godt man nu kan, du svigtede mig, selvom du burde have vidst bedre, jeg stod alligevel helt alene og ikke for første gang i venskabet, og hvad skal man så bruge en ven til?" Måske Autist logik, fremfor neuro typisk, ikke så meget føle, bare en konstatering.

Har Autister en lille sort bog, og en dag regnes der sammen og man ser resultatet og tænker:... hmmmm, hænger det her sammen....Og når vi har sat to stregen under resultatet beslutter vi os?

Venskaber består af at følge og være der, det er reelt nok at sige, jeg kan ikke hjælpe så meget nu fordi jeg selv er nede, for det viser man har set at der er noget at hjælpe med. Nogengange er det så lidt der skal til for at bevare og nurse et venskab. Men som venner er det vigtigt at være der når de store ting sker, bare i en eller anden grad, at man viser man har set og hørt.

Jeg tager ikke mange mennesker ind i mit liv og jeg investere i venskaber, af den grund er det ikke godt at miste venner. Har jeg såret nogen? Sikkert, for der kom ofte ikke noget om hvorfor jeg pludseligt forsvandt ud af deres liv.

Har jeg så ingen venner mere, jo det har jeg, både gamle og nyere.

Aktivistisk Autisme?

Nogen gange kan folk blive lidt betuttede når man kalder de der ikke er Autister for de neuro typiske, for hvad er nu det at sætte mærkat  pæne normale mennesker?

At benævne dem der ikke er Autister som neuro typiske, svare til hvad andre grupper af mennesker der har følt sig stigmatiseret og marginaliseret har gjort, for at blive bevidstgjort om sig selv og samfundet, og for at smide skammen og også kunne se det positive i ens anderledshed. Og at man tillader sig at vende lidt på den virkeligheds opfattelse man har måtte leve i, som et menneske der var.....ja, åbenbart fejlbehæftet på en eller anden måde i forhold til flertallet.

Et andet eksempel er begrebet ciskønnet eller bare cis, i forhold til mennesker der føler sig som værende det fysiske køn de er født som, fremfor at føle sig som et andet køn end det kropsligt/fysiske medfødte. På den måde er jeg en cis kvinde. -Jamen jeg er jo normen, hvorfor er jeg pludslig en cis kvinde? Ja, det er jeg på grund af transkønnet Aktivisme og queer teori. At man stiller "normalen" i et andet lys end vanetænkningen. 
Jeg er efterhånden vandt til det, jeg er blevet bevidst om begrebet entitlement (berettigelse, hjemmel) at nogen føler retten til at være det rigtige køn, på den rigtige måde, den rigtige race, klasse osv. og derfor aldrig ser verden i et andet perspektiv. intitlement kan også være det man hægter sig på, hvis selvværdet halter, fx at være en hvid (hetro) mand, for så er man da noget....

Jeg har også en fortid med folk med en politisk bevidst tilgang til psykisk sygdom, og hvor man ikke bare godtager samfundets prædikater og værdisætning af mennesker der er udenfor normen. Som en ven siger, "Måske de gale er samfundets ægte avantgarde". Desværre bliver de sjældent hørt, men ofte bare stigmatiseret og selvstigmatiseret væk, og dermed uhørt.

Det er jo fordi vi lever i en social konstruktion, og det Autistiske sammenlignes også med hvad der gennem tiderne og nutiden er forventet og passende for at være "normalfungerende". Det siger mere om samfundet norm blik, end om mennesker med Autisme. Autisme rummer også muligheder, og perspektiver udover den neuro typiske bevidstheds rammer. Så hvem er den rigtige slags mennesker?

Aspi kulturen på internettet har skabt mulighed for et andet blik på Autisme, et blik der ikke kun ser på Autisme set udefra med en diagnosebrille, der kun nævner det atypiske hos en med Autisme, og udelader de positive sider, og de sider hvor evnerne kan kombinere ting på en måde den nerotypiske hjerne ikke lige kan få kombineret på samme måde. Nej, ikke alle Aspergers/Autister er geniale videnskabsfolk, men vi har ressourser og samfundet får ikke altid den glæde af det som de kunne få, og ikke mindst os selv, da der mangler flere platforme for for os.....At sidde og kunne noget uden at få lov er et helvede, det synes jeg.

Det moderne samfund har brug for os, da mange jo allerede sidder og programere. Og hvad ville videnskabelig forskning gøre uden friske nye Autister? Spørgsmålet er bare med forskningen i Autisme vil ende i fravælgelse på fosterstadiet. Vil forældre frivilligt tage bøvlet og problemerne med et Autistisk barn, og ikke mindst kampen om at få den rigtige hjælp til sit barn? 
Og hvad sker der med et samfund hvis man fravælger mennesker med Autisme spektrum forstyrrelser?.....tja, så må vi importere Autister fra lande hvor man ikke har råd til den type tests, for den specielle intelligens kan ikke undværes i det højteknologiske samfund vi ønsker os. Vil vi have høj intelligens, er der også nogen anormali forbundet med det. Det ville være praktisk hvis de evner kom i mere "passende udgaver", men desværre;-) 

Men igen ikke alle på Autisme spekteret har specielle evner og nogen vil skulle have samfundets støtte livet igennem, en støtte der som det ser ud bliver vanskeligere at få. Fra at børn ikke kan få specielle skoletilbud og derfor bryder sammen, til hvad skal der ske med de hårdest ramte Autister børn/voksne, hvis familien ikke har råd til at betale pleje døgnet rundt? En virkelighed folk der ikke er inde i de barske realiteter ikke ved meget om: Handicappede børn og voksnes vilkår i Danmark i 2015.

Andre gruppers kamp ud af fordomme og marginalisering har gået gennem aktivisme, og at nogen var absolut hard core i deres holdninger, historien har også vist at man intet får bare fordi det er forkert og synd for en det der foregår, det er først når man står udenfor med høtyven, at dem indenfor begynder at tænk sig om, eller overhovedet opdager man eksistere. Det er heller ikke sådan at når man først har fået rettigheder, at de bare er til evig arv og eje, da det er meget tydeligt at samfundet skifter retning og det man har opnået kan mistes...For hvor var det velfærdsstaten pludseligt blev af, for 20 år siden havde vi vel næppe troet den skulle afvikles for en hver pris og egentligt uden ret meget modstand fra befolkningen?

Tja, nogen gange må man skære holdninger lidt ud i karton, for at marker at det ikke bare er ligemeget, så normalitetens billeder og ordstrøm ikke bare er en lavine der ender med at vælte alle dem der ikke er en del af den lavine omkuld. 
Der er intet underligt i at dem der kun har oplevet at være en del af at være "de normale" kan undre sig, nu har de levet med normerne og normerne har understøttet dem i at alt var ok, og så kommer der nogen og kalder dem neuro typiske eller ciskønnede og jeg ved ikke hvad?

Er det arrogant at at vende brillen den anden vej og giver "normaliteten" et grundig kig? Skulle man som offeret for fordomme og vanetænkning være klogere, have mere medfølelse med de neuro typiske?

Der er kørt "dem og os", meget længe mod de anderledes, så måske en omvendt "dem og os" skal til for i en tid, for at vi kan ende som et: Os og vi, som en anden ven siger "Samfundet det er os alle".

Ja ja, vi der ofte selv er blevet gjort opmærksomme på at vi ikke er helt normale er jo så vandt til at blive kaldt ting, men om ikke andet har vi nu fået internettet som platform til udveksling, og der kan vi internationalt finde hinanden og dele tanker/erfaringer og inspiration, der er mange måder at gør det på, og der er mange stemmer og holdninger, men vi er bevidste om at vi ikke er alene og vi nu kan se ud på verden sammen og nogen gange undres over at det er os der ses som de sære.

Backstage manager som social empowerment

Sidste weekend udviklede sig mod, hvad jeg ville kalde ekstrem socialisering når man er en Asperger. Jeg var kommet til at love Miss Fish at være backstage manager til Mix Copenhagens lukke fest om lørdagen på Warehouse 9, dog uden at være klar over der var show fra 22.00 til over 3.00, jeg havde regnede med en 2-3 timer hvor jeg skulle være helt on, ikke et så langt program. Altså dukke op kl 18.00 modtage kunstnerne, få det hele på plads til 22 og så derudaf til når den sidste skulle på lidt over 3.00 og så fest til  5.00 morgen. Så jeg måtte lige forhandle mig til at der ville komme en anden hjælper på efter 24.00, for at få ro i sjælen.

Hvorfor havde jeg ikke gået mere op i hvad opgaven gik ud på? Fordi jeg formodede den mindede om andre warehouse 9 programmer, så det tog lige røven på mig. 

Har jeg så prøvet at være backstage manager tidligere sådan da.....jeg var konferencier/backstage manager på halvdelen af juleshowet sidste år, og så har jeg jo hjulpet til mange gange med diverse, enda stå i baren.....Baren er absolut ikke der hvor jeg har tjek på sagerne, selvom jeg er god til at sælge drinks.

Et af de  tekniske momenter (den pink lady er Kenneth Cockwhore 

der var DJ sidst på aftenen) Foto: Steen Hansen

Jeg har i et halvt år undgået for mange mennesker til store fester, og nu kom jeg fra asken i ilden, for der var godt nok mange mennesker, både inde og udenfor warehouse 9 i "Teltområdet". 

Og der var også rigeligt med kunstnere backstage. Og backstage er nu blevet flyttet længere væk end tidligere, hvilket betyder tjek på nøgler og mig piskende frem og tilbage på stiletter ude langs med bygningen, det er jo gamle staldbygninger i Kødbyen, og rummene hænger ikke alle sammen, så man skal ind og ud udefra og søger for at låse efter sig så der ikke er noget der står åbent. Stilletterne var min egen skyld, men jeg synes at folk skulle have den fulde Warehouse 9 stil, og vi går ikke ned på udstyr hvis det kan undgås!

Min opgave var at få folk ind på scenen på det rigtige tidspunkt, udover det skulle jeg skabe god stemning, og være behjælpelig med hvad der nu opstår af nødvendigheder og 117 andre ting man først ved når man står i situationen og opgaven er der. 

Og da den anden backstage manager dukkede op ved 24.00 fik hun overdraget backstage nøglen, men jeg kørte såmænd bare videre med at arbejde, da der var rigeligt at se til med små bogstaveligt løbende opgaver og folk der skulle på scenen. Og som erfaren ved jeg jo hvor jeg kan finde folk, hvordan man skaffer mere spiritus, og hvor ting er. Og jeg kan hente ting til folk der er bundet til en opgave henne ved en lyd/lyspult osv. Udover det var jeg også stemningskabende go-go girl. 

Gnucci på scenen, et øjeblik hun stå stille 

Foto: Steen Hansen

Festen fortsatte til 5.00 hvor gæsterne modvilligt gik hjem de hoppede stadig rundt på det tidspunkt og jeg var så hjemme kl 6.00.

Jamen, var jeg så ikke Autist lige den aften? Joooo da, men jeg kan faktisk fungere i kaos, og med de rigtige mennesker. Og jeg havde jo mulighed for selv at styre min måde at løse opgaverne på. Og jeg har prøvet opgaverne tidligere. 

Men jeg var nu ved at gå i panik da jeg skulle finde mit outfit hjemme, men det gik nu, det er bare længe siden jeg har haft fat i festtøjet, men heldigvis var det meste der hvor det burde være. Netstrømper, tingeltangel, makeup, stiletter, ned i den lille pensionisttrolly med det og afsted.

Men jeg er stadig den der kan gå helt sukkerkold til en pæn rolig fest. Og hvor jeg ikke magter situationen.

Og fredagen og søndagen var også meget social og er jeg træt nu, absolut, træt og tilfreds.

Det her er hvad jeg har slidt for fra jeg var 31, at kunne gå ud og møde verden og livet og jeg ikke ville finde mig i at leve socialt isoleret og begrænset, på grund af andre, eller mig selv.
Og ja, det var squ den hyggeligste backstage med nogen spændende søde mennesker, der var helt prof. Et brag af en fest fyldt med glade hoppende mennesker. Samt en lille impro fest på kulturnatten og ud og spise Indisk om søndagen og så fredagsbar på en søndag til seeeent. 

Jeg har levet alt for stille, alt for længe, siden årets begyndelse, nu må der godt ske lidt mere.

Asperger masken

Jeg har ofte sagt at jeg har båret en maske, uden at vide at der var et begreb der hed "the Apergian masks". Det er en maske/facade der er en måde at overleve på, der samtidigt er meget udmattende. Måske især piger/kvinder må have den maske, jeg følte selv gennem min barndom at jeg måtte bære den maske for at gør andre tilfredse, ikke mindst min familie. Det skulle ikke vær kede af det på grund af mig.

Hvad jeg nu forstår er at jeg i nogen tid har arbejdet på at fjerne masken, også inden jeg fik diagnosen i sommer, at jeg fra begyndelsen af 2015 har arbejdet hårdt på at fjerne den maske. Jeg har udfordret hvad nogen måtte tænke omkring mine udgydelser på Facebook og hvad det mon skulle være godt for at være så åben omkring tanker og meninger. Men som i forhold til tidligere, mindre socialt/fysisk udadvendt, har det været en platform for mig, den mulighed jeg havde for at udtrykke mig udadtil. Jeg har fjernet masken som et plaster der er gået i forbindelse med et sår, og nu ikke er til at lirke fri.....sådan et sår har jeg faktisk haft i år, så jeg ved hvad jeg taler om;-).

Jeg måtte erkende at mange slet ikke havde haft mulighed for at møde mig, som mig, de havde været fysisk sammen med mig, vi havde talt sammen. Men de havde mødt min mentale/fysiske maske, ikke fordi jeg ikke kunne lide dem, det var bare hvad jeg magtede socialt på det tidspunkt.

Så ved at prøve at lære at blive mere social, har jeg skabt en "gå ud maske"....eller den havde jeg også tidligere, men jeg arbejdede videre på den. Den har uden tvivl været nødvendig, fordi jeg var ude i et asymetrisk projekt, hvor jeg ikke havde fat i alle evnerne til socialisering, men ved hjælp af masken kunne være lidt mere fremme i skoen socialt end jeg egentligt var i stand til.

Sådan kan det gå når ens drømme og mål er større end ens reelle evner, suuuuk! -men gjort er gjort, og noget opnået og andet røg en tur, da masken ikke længere duede.

Det er svært for mig at se om det var det værd, men måske livet bare ikke kan gøres op på den måde, for at leve up til at være en positiv udvikling.

Måske det handler om at kende/erkende sin egen maske, af og til er den praktisk og brugbar, og ikke nødvendigvis fake, bare en lille buffer mod det værste ude i livet. At kunne mærke når maske er på, og om den nu også er nødvendig og hvordan den anvendes, og er den nu til gavn?

Jeg har været meget vred i år, masken kom af i vrede, og ved at nævne alle de ting der gør mig vred i samfundet og i mit liv på Facebook og en påbegyndt bog, er jeg kommet mere fri.
Jeg mente når det først kom på skrift var det konkret, fremfor det kogte inden i mig som cirkeltænkning og myllertanker. At jeg kunne se det udefra og at det jeg tænkte blev synligt for andre, og ikke mindst konkret synligt for mig selv sort på hvidt.
Halllooo er der nogen andre der også har det sådan?....og det er der jo trods alt.

Jeg måtte få stoppet cirkeltænkningen, depressionen, men også masken som overlevelses mekanisme i forhold til omverdenen, jeg ville jo møde andre, men desværre magtede jeg ofte ikke at gøre det fuldt ud, uden hjælp af masken.
Det jeg troede var tilbagefald, var den eneste måde at komme videre på, at der ikke var en langsom behagelig afmaskering, men et reelt maskefald.

Nu må jeg begynde lidt forfra, og starte på et nyt kapitel.

Dengang min særinteresse var at finde en kæreste

Jeg har set en del der omhandler særinteresser, særinteresser er jo noget som Autister som jeg har, har jeg læst....Jeg har altid haft en masse dejlige interesser, som jeg ikke fandt sære, men hyggelige, lærerige.

Men i en del år havde jeg nok en særinteresse der var ved at kører mig helt ned. Som 42 årig besluttede jeg mig for jeg burde begynde at date og finde mig en kæreste.

Så jeg lavede mig en profil på et datingsite, for det var lidt den eneste farbare vej, da jeg ikke havde et gå ud netværk. Jeg er jo ikke den der gør ting halvt når jeg først har besluttet mig for noget, så jeg satte mig ind i hvordan man netdatede, fik fine billeder.

Sådan lidt forskræmt sad jeg der ved min computer, og måtte erkende at mennesker er mærkelige og ikke mindst på nettet. Jeg måtte også erkende at en del mænd har en natside på nettet og ikke mindst deres skriftlige kommunikations evner kan være ret begrænsede. Og at jeg som kvinde var et objekt og ikke et menneske. Men som sagt, jeg var i fuld gang og fast besluttet, jeg troede som jeg blev klogere ville tingene nok blive bedre.

Og jeg datede også, faktisk en hel del, hvilket må have været en speciel oplevelse for mændende, jeg var vist ret Autist agtig, jeg sendte ingen NT signaler, eller opfangede NT signaler (Neuro typisk det man, er nå man ikke er Autist;-))..... Men jeg så da brand godt ud og var venlig og smilende om ikke andet.

Jeg synes jeg har datet mange skygger af mænd

Faktisk tog jeg det hele pænt i en del år, jeg var faktisk mindre sur og fornærmet end mange af NT kvinderne, og på nogen måder mere realistisk i mine ønsker....det vil sige at uanset hvor realistisk jeg var, var der vist meget få af mændende der reelt søgte en kæreste...

Men jeg var en af dem der tog det meste jeg fik i indbakken med godt humør, svarede pænt på henvendelser og hellere tog på en date for meget, end en for lidt.

Faktisk lykkedes det mig at finde en kæreste, det var en fælles interesse for middelalder der førte os sammen, og at vi fandt sammen på en meget ukompliceret måde, som om vi faktisk kunne læse hinanden, uden så meget snak. At vi begge følte os trygge.
Nej, det holdt ikke, jeg pendlede mellem København og Odense on/off i et par år sådan ca. I dag er vi venner og vi er stadig interesserede i middelalder.

Efterfølgende vidste jeg at jeg igen ville have en kæreste, det havde bestemt ikke afskrækket mig med det sidste forhold, jeg synes der havde været meget godt. Så jeg kastede mig ud i netdatingen igen.

Mere erfaren, måske også mere risikovillig. Men der var ingen kæreste, faktisk var det lidt af et mareridt, kynisme, ligegyldighed, det begyndte at være selvdestruktivt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre anderledes, jeg blev ved med at tro der var en nøgle til det at finde kærestepotentiale, at jeg bare skulle gøre ting anderledes, at det nok bare var mig, der var noget jeg bare ikke forstod.

Et problem med Autisme kan være at man er lidt grænseløs og har svært ved at sætte grænser, og når man læser situationer forkert og bare håber på at det måske er sådan det er, så er det forvirrende og  noget neuro typiske kvinder reager anderledes på også fordi de gennem teenage tiden har trænet signalerne og diskuteret dem med veninderne, det har man meget ofte ikke når man har Autisme, der er det hele meget gådefuldt, eller man lægger ikke mærke til noget.

Til sidst var jeg helt knust, jeg følte at jeg åbenbart intet havde at tilbyde, at "mænd" ville have noget andet. At jeg var blevet for gammel osv.

Hvor meget kom det at jeg er "anderledes" i spil? Hvor meget betydning havde det for at jeg ikke kunne finde en kæreste. Med al min forskning på nettet...Ja, jeg er jo blevet ekspert i internetdating sociologi, specielt fordi jeg også opsøgt debatterne og blogsene for info og kommunikation.
Men med al min forskning på nettet, så tror jeg ikke min Autisme var den egentlige grund til at det ikke lykkedes for mig, jeg tror bare at internetdating er et mentalt farligt sted for kvinder der er reelt kæreste søgende, og vil tage chancen. Fordi at mænd og kvinder generelt søger noget forskelligt, eller de tanker de har om hvordan er forskellige. Ikke at jeg er en af dem der putter folk i kasser efter køn, men jeg vil nok sige at på nettet bliver alt meget firkantet, og det fortsætter også ud i virkeligheden, at mænd og kvinder er forskellige med at knytte bånd, at det måske er der der er mest forskellige og mest i mande og kvinde kasser, måske også fordi at med dating er overskriften køn, ikke menneske.

Jeg satsede med en dedikation der var halsbrækkende og kostede al min energi, og som kom til at fodrede en depression i flere år.

Jeg har nu lagt min særinteresse omkring at søge en kæreste helt væk, og jeg forstår nu at dating på nettet ikke længere er vejen. Jeg har slukket det det kapitel for at overleve som menneske og kvinde, genvinde mit selvværd og på at tro jeg er ok, selvom ingen åbenbart ville en som mig.

Men ud af forfejlede forsøg og nederlag har jeg også høstet lærdom og ikke mindst fået lært at gå ud i verden alene og møde nye mennesker. Igennem min kærestesøgning, fik jeg lirket døren op til et nyt liv, et socialt liv, til at kunne gå i byen, kunne slappe af sammen med andre. Jeg fik selvtillid jeg ikke havde haft socialt.....Jeg blev en mere erfaren kvinde, jeg blev også bare et mennesker der går ud af døren og møder nye mennsker, går til koncert, går på bar alene hvis det er det jeg gør og vil. Jeg kom ud af Autist sneglehuset, og blev konfronteret og rodet ud i med et mere levende liv, end tidligere, jeg lærte også at improvisere det ikke forventede og takle det.

Jeg har afsøgt de mentale krinkelkroge, jeg har taget "a walk on the wild side", som Autist ved jeg jo ikke altid hvad der er passende, men "passende" kan også være ret gab.

Jeg tror stadig på at hvad der synes værd at gøre, der skal man satse 100 procent, og leve med at fejle, for intentionen fejlede intet.

Er jeg ok?

"Selvværd er at ikke skulle spørge de andre, om hvad de mener"......Tja, så har jeg vist ikke meget selvværd, for jeg ved at det andre tænker og føler ikke er det samme som mig og jeg har mine egne ideer der ikke altid matcher mine omgivelsers. Og ja, jeg bliver så uendeligt træt når jeg ikke matcher og jeg kommer i tvivl og jeg bruger dage og måneder på at regne det ud, hvad er nu op og ned på den her situation? Tænk at kunne klare livet uden så meget spekulation og tvivl, det må være herligt og så meget nemmere.

Jeg er ikke usikker, fordi jeg er et usikkert menneske, jeg er usikker fordi jeg af og til bliver gjort opmærksom på at jeg er lidt til en side, eller får en anelse om jeg er det, udfra andres udmeldinger. Men jeg er ikke en ø, med 30 sømil hele vejen rundt og Hajer til at holde andre ude. Og jeg ønsker heller ikke at holde andre ude, men af og til lidt på afstand, fordi det hele er lidt for meget, og jeg kun kan håb jeg opdager det i tide så jeg kan reagere på en ok måde, der ikke sætter mig i dårligt lys.

Er jeg så holdt oppe af selvtillid, et stillads af tidligere præstationer og evner til at klare verden? Og jeg faktisk ikke aner hvad reelt ægte selvværd er for en størrelse?

Jeg ved at når jeg rammer bunden så har jeg en overlevelseskerne, en kerne der vil leve og der er parat til at kæmpe og trække læsset. Men jeg ser mere overlevelseskernen som næsten dyrisk, at det er en mere grundlæggende egenskab der ligger længere tilbage biologisk/udviklings mæssigt, end det menneskelige selvværd.
Den siger: "Skidt pyt med selvværd og selvtillid, og andres meninger eller mine egne, jeg gør det her fordi det er det jeg gør!"....Hm, eller det siger den ikke for det kan den ikke reflektere over, den gør det bare, bom.

Jeg siger altid der er to valg, at man kan leve eller dø.....det sidste gør man så uanset før eller siden. Jeg prøver at få et liv før døden og ikke give op før tid. Er det det kloge valg, er det umagen værd? Måske ikke, men overlevelseskernen sidder et sted og styrer mig, selv i depressionen og afmagt.

Autisme/Asberger's er jo ikke en lidelse i sig selv, lidelsen kan ligger i afvisningen, at leve i omgivelser der ikke rummer/giver plads. Lidelsen kan ligge i det ramponerede selvværd, der måske også har ført til depression. Man kan trække sig fra samfundet med de følger det nu har, man kan prøve at stå i mod og kæmpe med de følger det kan have.
Man kan drømme om en indre balance, at man en dag finder en plads, eller helst flere, hvor man kan bygge en fremtid.

Hvorfor flere sociale platforme i livet? Af den simple grund at jeg selv har oplevet at platforme forsvandt for at efterlade mig i et tomrum og nedtur, der ikke tog måneder, men år. Men det kan jo være svært at overse, når man faktisk kan have ret så svært, med bare at håndtere bare få sociale relationer, der indbefatter flere mennesker af gangen.
Rådet må være at man ikke er lige engageret i det hele, men nok til at man har en tilknytning, der er let at arbejder videre på, at man ikke skal begynde helt forfra. Steder der har kunne fungere til netværk, empowerment, kan forsvinde af mange grunde, eller de kan udvikle sig på en måde man bliver ked af, at det der var trygt ikke er det længere.
Lige nu står jeg selv og mangler noget....men jeg må gribe hvad jeg lige møder, men lige nu er der et tomrum. Jeg er lidt for meget alene med mig selv.

Men jeg går til NADA akupunktur, jeg skriver dagligt, jeg tegner, jeg møder mennesker. Jeg prøver at erobre selvværd, gennem hvad min selvtillid tror på jeg faktisk kan. Måske jeg aldrig får det fulde selvværd, men jeg tror at det at skabe og mødet med andre trods alt kan give mig en identitet som et menneske der lever et liv, ikke bare overlever. Og det levede liv vil jeg tilpasse at have en Aspergers/Autisme, at skære ned på at bruge energi på det jeg ikke kan/der er for svært og energislugende, til at satse på det jeg kan der er energi skabende, jeg vil ikke længere tænke på og spørge andre om det nu er rimeligt.

Den sendiagnosticerede Autismes udfordringer, når en diagnose ikke er nok

Jeg har skrevet om det tidligere, at jeg for nogen måneder siden efter en henvisning til distriktpsykiatrien, fik diagnosen Asperger/Autisme spektrum forstyrrelse stukket ud efter 10 min. Ja, jeg ved godt han havde læst mine papirer grundigt inden jeg kom, men jeg ankom ikke i den tro at samtalen ville ende der, sidst jeg så distriktpsykiatrien var jeg diagnosticeret bipolar, nogen år før var jeg borderline plus depression.

Jeg havde opsøgt psykiatrien her i sommer, fordi mit liv ikke fungerede, jeg havde en kronisk depression lignende tilstand på 6 år, og jeg var begyndt at ændre adfærd det sidste år, på en måde jeg ikke forstod og genkendte. Derfor sad jeg nu på det gamle Øresundshospital overfor psykiateren.

Jeg var chokeret....jo, jeg havde læst/undersøgt noget om Aspergers på nettet, for jeg havde hele tiden haft en fornemmelse af at der var noget andet i vejen, end de diagnoser jeg havde fået. Noget passede ikke, men at jeg havde Autisme var jeg ikke sikker på, selvom jeg havde mange af tendenserne og endnu flere af dem som barn og yngre.

Men mange års terapi og eget arbejde på at socialiserer havde ændret mig, jeg kunne nu ting jeg ikke kunne før. Men desværre havde det sammenbrud jeg havde fået mig, det sidste et og et halvt år taget nogen af de evner fra mig igen.

Samtalen hos psykiateren var kort, lidt udspørgning af mig og afleveringen af en diagnose, slammo! --og jeg fik at vide at jeg ikke hørte til i psykiatrien, da jeg ikke skulle have medicin. Det er den standart replik mange sendiagnosticerede voksne får lige for øjeblikket, jeg er absolut ikke den eneste. Jeg ser det i de Facebook Asperger/Autisme grupper jeg er i, og høre det igennem mit netværk, det er den samme næsten enslydende historie der fortælles.

Psykiatrien har åbenbart fået øje på gruppen af de udiagnostiserede voksne Autister, og det betyder at der hvor de tidligere ville have sat en anden diagnose på dem/nogen af dem, så er det nu ud af vagten hvis dobbeltdiagnosen ikke tipper så meget mod en psykisk sygdom at de må beholde vedkommende som tilknyttet. Jeg vil så tilføje, at psykiatrien i dag kun har de aller tungeste patienter, alle i den blødere ende er blevet sent ud til de i forvejen overbebyrdede psykiatere.

Mange af de sendiagnosticerede vokse Autister, bliver derfor sendt ud af døren, uden info om hvad de så skal gøre og hvor de kan henvende sig. Og hvordan skal de få forståelse for hvordan en Autisme har påvirket den, hvordan kan de modvirke de evt. problemer de har i hverdagen? Alt i alt hvad nu, og hvor skal man gå hen nu? For diagnosen i sig selv var jo ikke løsningen.

Nej, Autisme kan ikke helbredes og er ikke en psykisk sygdom, men en forståelse af hvor ens egne personlige udfordringer ligger er væsentlige for afviklingen af ens hverdag, og om man kan anvende sit potentiale på det gode, det man faktisk kan, fremfor at snuble i problemerne igen og igen.

Sendiagnosticeret dækker over alle dem der ikke er blevet diagnosticerede som børn, men som unge og rigtigt mange af os er over 40, det vil sige vi har levet med en Autisme med hvad det betyder i næsten et menneskeliv, og uanset hvor velfungerende man er, så har der været uforståelige sammenhænge, det kan ikke være anderledes. Sammenhænge der har formet vores liv og selvforståelse, og ikke altid på en positiv måde. Og faktisk er der mulighed for at leve et godt liv, men det kræve man har indsigt i hvad det er der foregår når man har et anderledes styresystem end den neuro typiske.

Jo, der er kurser til den slags, men de koster penge, og kan det bevilliges af kommunen? Er det urimeligt at forlange, og er jeg i målgruppen? Det andet er at "vi" er svære at regne ud når vi tropper op på kommunen og sidder overfor en sagsbehandler der ikke har viden om Autisme, vi fremstår jo "pæne og normale", og har vi ikke ordene i vores magt, og god konkret indsigt i hvad der er problemerne, og har fralagt os stoltheden ude i venteværelset, så fremstår vi ikke ikke altid som nogen, der skal have støtte, hvis vi ikke selv er yderst konkrete.

Nogen sendiagnosticerede har det så dårligt psykisk de gerne ville have noget terapi, nogen der lyttede uden at dømme, og pga. år med depressioner, angst....ja for alle de psykosociale følger en uopdaget Autisme kan have af psykiske problemer, selvbebrejdelser og nederlag.

Psykoedukation kunne også være en mulighed. Psykoedukation er en behandlingsform, som især benyttes i psykiatrien. Gennem behandlingsformen få man viden om diagnosen, samt undervisning i kommunikationstræning og problemløsning. så man bliver bedre til at forstå dig selv, og finde praktiske løsninger der fungere bedre og i sociale situationer man har haft problemer med tidligere. 
I psykoedukation kan man også ofte indrage familien. Noget i den stil kunne godt tilpasses til Autism spektrum diagnosen.


Nu er gruppen af sendiagnosticerede jo ikke ens, nogen får en diagnose fordi deres barn er blevet diagnosticeret og ellers har et liv der fungere nogenlunde ok. Andre bliver diagnosticerede hvor deres liv absolut ikke fungerer. Nogen har dobbelt diagnoser, andre ikke. 
På den måde er det kun de meget ressource stærke, der hurtig finder hjælp, metoder og viden. Dem med netværk, økonomi, evnen til kommunikation og dem at selv kan finde viden. Som det køre nu, kan det være man spare et sted, men med dem der virkelig trænger til hjælp og støtte, kan det ende med at andre kasser kommer til at betale. Så hvorfor ikke hjælpe i tide, og ikke når situation for den enkelte er gået helt i hårdknude og egne ressourcer opbrugt. 
Jeg ved at alt er skåret ind til benet i Danmark omkring den "psykiske velfærd", jeg er realistisk, men uanset, er det jeg og mange andre oplever lige nu i psykiatrien under al kritik. 

Nogen har været i psykiatrien for en anden lidelse, eller ret og slet fejdiagnosticerede med en psykisk sygdom. Nogen er førtidspensionister, andre i arbejde. 
Så gruppen har ikke nødvendigvis de samme behov, men hvad der er brug for, er at der en en grundlæggende samtale/rådgivning, hvor den nydiagnosticerede kan høre om hvor de står og hvordan de går videre alt efter behov. Og hvordan de bliver visiteret til det hvis der er behov.

Som det er nu må man kontakte sin sagsbehandler på komunen og håbe de ved noget og så ellers søge info om muligheder på nettet og om hvad det nu er Asperger/Autisme spektrum forstyrrelse er for noget og evt. opsøge grupper på Facebook.

En højtfungerende Autist, hvad er det for en?

"Den højtfungerende Autist" det er mig, men det er også nogen andre der er helt anderledes end jeg, og sådan helt konkret kan mestre andre ting end jeg kan, men også have problemer jeg ikke har. En Asberger er ikke bare en Asberger, det kan overraske hvor forskellige de andre Aspergere kan være.

Variationerne er mange, og afhænger også af om man udover Autismen/Aspergers har en dobbelt diagnose, der er jo så meget man også kan have oveni: OCD, ADHD, depressioner, ja og meget andet også. Men uanset så er det et broget billede.

Selvom man måske er fælles om at finde det sociale svært, kan den ene bevidst trække sig fra andre mennesker og synes det er ok, og en anden arbejder målrettet på at kunne indgå socialt bedst muligt. Nogen har ingen venner, andre har nære venner.

Nogen kan klare udddannelse og job, nogen har familie, for andre synes det ikke realistisk og alt for kompliceret...eller de har bare ikke de behov.

Autisme spektrum, ja så absolut og spektrum på alle hylder. Jeg ses af andre som velfungerede, men skal jeg se på det med de helt vel pudsede læsebriller, er det en komplekst rodebule af evner og problemer og måske ikke et under, at hverken jeg eller omgivelsene altid har fattet hvad det er der foregår.

Et par eksempler: Jeg har ikke kunne klare arbejdsmarkedet, bla. fordi jeg ikke har kunne orientere mig socialt og fordi det har udmattet mig, så det forstærkede min stress og gjordt at jeg endnu mindre kunne finde ud af hvad der foregik praktisk og socialt på en arbejdsplads.
Jeg har dog altid kunne løse de praktiske opgaver jeg er blevet stillet, og folk har haft tillid til mig i den retning.

Jeg har ikke kunne tage en uddannelse fordi min skoletid var alt andet en en succes, "indlærings vanskeligheder" og ordblindhed. Det betyder at selvom jeg var et kvikt barn, kunne jeg ikke veksle det til uddannelse eller job.....men det er der jo nogen med Aspergers der faktisk kan. Der er jo også Asbergere der først bliver diagnostiserede, når det opdages at deres børn har Autisme, men indtil da har indgået aktivt i samfundet.

Jeg ville heller ikke kunne overskue at passe et barn, støj, forvirring, et barns energi, ville gøre at jeg ikke kunne magte det, og det er vel bare et par enkelte grunde.

Jeg hat trænet det sociale meget og jeg har venner og et netværk, men det kræver noget og der sker også med mellemrum at jeg mister venner, af mystiske årsager, der nok er ret så Asbergerske.

Jeg er heller ikke specielt "trafiksikker", så jeg skal ikke ud og selv kører bil eller på cykel, for mig er færdsel om det er på hjul eller gåben som en radiobil på speed. Så for min og andres skyld så nej til det....Uha.

Selvom jeg efterhånden virker god til det sociale, kan jeg også virkeligt gøre det svært for mig selv, på fatale måder. Jeg er som så mange andre Autister parat til at have egne meninger, der ikke afspejles af en gruppe, det vil sige jeg helt naturligt hvis jeg finder noget korrekt og etisk rigtigt, er klar til at tage et "forkert" synspunkt helt alene. Også at skære lige igennem.
Ofte er jeg sluppet fra det, men der er gange det kan gå helt galt når der er meget på spil. Og på den måde kan jeg ende i rigtige "Autist situationer", højt fungerende eller ej.
Så hvis man skal se hvor socialt velfungerende jeg lige er, så skal man se helt ned i de enkelte detaljer/situationer, hvoraf nogen klares rigtigt fint og andre potentielt kan gå helt skævt. Og det kræver erfaring og meget selverkendelse at forstå at det er så komplekst.
Jeg er blevet diagnosticeret som 49 årig og det gør at jeg i princippet først nu har nøglen til en bedre forståelsen af, hvad det egentligt er der foregår.

Der er også nogen Autister/Aspergers der har svært med motorikken, det har jeg så ikke, om det skyldes at jeg gik til ballet allerede som stor baby ved jeg ikke, men da jeg også sad i kravlegården og klippede med saks når jeg var kreativ, så må jeg formode at min motorik var ganske ok...jeg var vist lidt længe om at gå og derfor fik jeg kælenavnet Trisse, da jeg trissede meget rundt med en Brio gåvogn....men så kunne jeg jo også transportere ting og plysdyr på ladet.
Og da jeg i dag er performer og danser, så har jeg absolut god fornemmelse omkring bevægelse og brug af et rum som scene. Også at få kontakt med publikum og få dem til at føle at jeg optræder lige for dem.

Ja, øjenkontakt, det er jo den klassiske med Autister: "de tager ikke øjenkontakt", jeg vil ikke påstå at jeg tidligere brød mig om øjenkontakt og slet ikke med nogen jeg ikke kendte, jeg synes først det er blevet bedre de sidste par år. Men jeg formoder det med øjenkontakten også har store variationer blandt Autister, og variationer i forholdt til køn, og nu har man så småt opdaget de uopdagede/ikke diagnosticerede Asberger/Autist piger/kvinder, oversete fordi piger med Autisme er mindre synligt Autistiske udadtil. Enten fordi kravet til socialisering er større for piger, eller de er biologisk betinget lidt bedre til det sociale. Men endnu en variation og også mellem Autistiske kvinder.

Jeg er så ikke matematisk geni, men jeg var vist ret skrap til geometri, men igen meget dårlig skolegang så hvem ved, for udover talblindhed er der jo også "talskræk" og den er vist noget man lære i skolen.
Men jeg kan se ting for mig, løse ting, jeg er kreativ. Jeg er god med ord, i tale og efterhånden også skriftligt. Jeg er også musikalsk på min egen måde, meget interesseret i musik og jeg synger selv. Så jeg er i den "bløde ende" af evner må man vel sige.

Som højtfungerende, handler det også om ens opvækst, hvad man har lært, hvad der har været fokus på, har man trænet ting som barn, og har det været fordi man vidste der var tale om Autisme? Eller har forældre/skole bare forsøgt så godt de kunne? Og er man selv vokset op med en forældre med Autisme? Der er jo eksempler på at nogen børn har fået et mægtigt løft gennem forældre og skole, når man gjorde det rigtige.

Så alt i alt en blandet skare, hvor det vi for os selv synes er en selvfølge i forhold til at være Autist/Asberger med hensyn til evner eller besværligheder, ikke svare til andres med samme diagnose og "velfungerenhed". Det er også derfor det at mene at de højtfungerende ikke har alvorlige problemer, og krav på hjælp er helt forkert, man vælger at se det positive, men det hjælper ikke hvis problemerne gør at de for ofte overskygger det positive, og forhindre at man kan nå et mere fuldt potientiale til gavn for sig selv og andre.

Så når man møder en anden højtfungerende Autist, så kan det godt være man har ting til fælles, også at man er meget forskellige, og også at andre vil vurdere en meget forskelligt, hvilket vel også former ens egen selvforståelse. "du er meget begavet", "du er ikke god til det sociale", "du er meget genert", "du er ret støjende", "du er meget direkte", "du er meget venlig", "du husker enormt godt", "du er meget forvirret" osv.....og så engang i mellem møder man en, der ser noget helt andet hos en, og man siger "Øh, jeg troede jeg var.....". Og nogen gange opdager man selv at man enda var helt omvendt, af hvad man selv havde gået og troet.

Derfor skal vi nogen gange bare se andre, som for første gang og uden at kigge efter en varedeklaration, eller have diagnose brillen på. For desto mere klart man selv og andre ser det individuelle i Autismen, desto lettere tror jeg det er at kunne agere i livet og få det bedste ud af det med det man har.

Depression variation og inklusion

Kender du det, endnu et opslag på Facebook om en fiks måde at slippe ud af en depression?
Lad være med at sove i tre døgn, mediter, mindfulness, motion, kostomlægninger, vitaminer. Det gælder også for ens facebook venners egne erfaringer, med alternative behandlinger.

Men det satans med depressioner er at der er mange slags, der kan være udløst af et utal af forskellige årsager, vitaminmangel, lysmangel, stress, sorg, et lorteliv, sygdom og meget mere. Resultatet kan så være mere eller minder svær depression, men i princippet mange af de samme symptomer, men mange forskellige årsager -Upraktisk? Ja, absolut.

Udover at det er svært at sige man har depression, fordi man bliver sammenlignet med andres erfaringer, din depression blive målt efter hvad den anden tror depression er. Hvilket intet siger om hvad du føler selv. Og depressionen er jo det du selv føler du lever med.

Depression er blevet en folkesygdom i Danmark, men umiddelbart ser jeg ikke det gør det nemmere, det nærmest forfladiger problemet, trivialisere det. Og depression er en livsluger og potentielt livsfarlig.

Med årene efter de første lykkepille rus, er der kommet meget kritik af antidepressiva, det gør at nogen ikke vil afprøve en behandling i frygt for bivirkninger. Der jo faktisk nogen der har gavn af antidepressiva, desværre kan man ikke se på folk hvem, og desværre er der mange der ikke har nogen gavn af dem. Jeg mener så at det kan være værd at afprøve, især hvis der ikke er en egentlig årsag til depressionen, men den bare er der og går ok kommer uden at man kan sige hvorfor.

Selv har jeg prøvet forskellige typer antidepressiva uden held, for mig er det ikke løsningen.

I tiden ligger der også et mere eller minder uudtalt et krav om at man selv har et ansvar for sin depression, og man skal være artig og spise sundt og få motion. Alt i alt vise samme overskud som hvis man ikke havde depression. Personligt har jeg ikke overskud til at lave sund man når jeg har det skidt, og jeg mener ikke jeg mangler rygrad.
Jeg har da kendt folk med depression der sagde de fik det bedre af motion og bedre kost, men igen, vi er forskellige også forskellige med hvad der står først på listen over basale overlevelses strategier.

Hele vejen igennem min sidste 6 år lange depression, har jeg haft en klar følelse af at alle de gode velmenende råd ikke var nogen jeg kunne bruge, svaret lå et andet sted. Men hvor?
Det var som om der var en gåde der skulle løses, men samtidigt også et samfund der var ved at kvæle mig, med sine krav og lykke tro.

Jeg blev mere og mere vred, jeg begyndte at sige, "Nej det er ikke min skyld, det er også jer der er en del af problemet". Manglende inklusion, stigmatisering, overflade ræs, en samfundsmæssig afvisning af at livet også indeholder lidelse......og der ikke er noget galt i det med lidelse, det er naturligt også når man bor i Danmark, det farligste er faktisk afvisningen af at lidelsen eksistere i blandt os, og er reel.
Jeg forstod nu: At det handlede ikke bare om mig, men mange andre i Danmark der ikke kunne få "det gode liv" til at hæng sammen, som de der mennesker i reklamebloggene.

Mit liv havde nu i længere tid mistet sin mening og håb, og jeg har været gennem meget i mit liv også tidligere depressioner, og aldrig været så modløs, jeg følte at døden var meget nær, et par år til og jeg ville være færdig, ikke nødvendigvis selvmord, bare færdig udslukt.
Jeg har levet et liv på kanten, forsøgt at overleve uge for uge, usynligt, uforstået. Jeg har prøvet at få hjælp, men den matchede ikke mine behov, jeg kunne ikke finde vejen til hjælp udefra.

Så jeg krævede at blive henvist til distrikt psykiatrien igen, og det der skete var jeg kom til en visitationssamtale og fik at vide jeg havde Asbergers og blev sendt hjem igen da de (DPC) ikke kunne tilbyde mig noget.....åbenbart heller ikke rådgivning om hvad jeg så skulle gøre for at komme videre og få mere info.

Og i øvrigt opdagede jeg at jeg havde stress og havde haft det i et og et halvt år og det kun var bleve værre.

Og så luskede jeg afsted efter nogen vitaminer og holdt op med at foretage mig noget fornuftigt i mit hjem for at få helt ro på. Jeg indkøbte specielle b vitaminer mod stress, d vitaminer som jeg reelt mangler, multivitaminer, magnesium, og mig der hader at sluge piller.
Jeg synes jeg fik det liiiidt bedre......Noget senere tilbud om NADA øreakupunktur......jeg fik det stadig bedre. Men hvad jeg nok var mere afgørende, var at diagnosen Asbergers/Autisme satte meget på plads, det var et af det svar jeg havde ventet på meget længe. Og det svar, var samtidigt også svar også på en masse andre spørgsmål jeg havde kæmpet med.

Jeg føler at jeg i dag næsten ikke er depressiv, ikke i forhold til tidligere, men hvad var det der skete? For der blev jo sat flere ting ind næsten samtidigt, en ny diagnose og vitaminerne og det gav en mærkbar virkning og så kom NADAen lidt efterfølgende. Depression er godt nok noget sært noget, og efter at have haft det gentagende gange gennem det meste af mit liv er den stadig en gåde jeg ikke har løst.

Til sidst: Husk på, at depression ikke bør ses som noget man bare skal kunne styre, og man er et dårligt menneske hvis man ikke kan...og rent faktisk prøver man jo at klare det hele med en depression i rygsækken, faktisk bør man have krav på lidt medmenneskelighed fra andre, ikke skyld med skyld på og det gælder også for samfundet som sådan. Der stilles så uendeligt mange krav til individet i dag, men vi lever i en sammenhæng, derfor skal/bør/kan vi ikke bære det hele alene. Et af de fælles spøgsmål den depressiv stiller er "Er jeg stadig en del af liver og fælleskabet?". Og at blive lukket ude/tilsidesat af andre/samfundet, letter ikke vejen ud af en depression.

Stolthed og selverkendelse

Det er en evig kamp for mig, at forstå hvornår jeg må smide håndklædet i ringen og sige: "Det må du sørge for, for jeg kan ikke". At kræve handling fra andre/fremmede er meget svært.

Omkring psykologhjælp har jeg også kludret det gennem flere år. Jeg har været for forvirret og deprimeret til at få stå og effekturer det nødvendig for at få hjælp. Derfor skulle jeg have været hjulpet bedre og ikke overladt til det på egen hånd, jeg havde det for dårligt til at kunne anvende en henvisning til psykiater eller psykolog, og længere er den historie egentlig ikke -Og så gik det tid med det, faktisk 6 år.

Der skulle jo have været nogen der fik fat i kragen på mig, en der forstod hvad der egentligt forgik bag facaden og en der ikke gav op....Hvor meget røgslør har jeg egentligt selv skabt?
Måske min maske sad for fast, jeg kom ikke i kontakt med nogen der forstod lidt mere af helheden og det der var bagved.... for folk har jo deres eget jo....

Og så kæmper man lidt videre alene.

Jeg har ikke haft den helt rigtige hjælp, og ikke et netværk der havde overskud til at give mig det løft. Min konklution bliver som den plejer : "Men sådan er det jo".

Sidste uge lykkedes det for mig at vride mig ud af, at der faktisk var en der ville mig godt og synes at jeg burde få bedre hjælp, men det var som om jeg blev helt forskrækket. "Skulle vi have en aftale i næste uge?", og jeg trak det til ubestemt tid. Det var en kombination af beskedenhed, at jeg synes jeg havde brugt rigeligt af hendes tid, og så noget andet, erkendelsen af at det hele svømmer og at jeg selv har taget fejl.

At selv tage ansvar? Det har jeg gjort, men jeg tror der var så meget at tage ansvar for, og for lidt kræfter og for meget depression. Selvopholdeskraften kørte på 2 procent eskapisme og 98 procent depression.

Tendensen i dag er at gøre psykiske problemer til et helt personligt problem, afskåret fra resten af samfundet, troen på at den enkelte alene kan mase sig ud af problemerene. Hvor medierne kører med trendy mindfulness og positiv psykologi som vejen, og så er det jo ens egen forbandede skyld hvis man ikke gør/kan noget eller vil tage i mod velmenende råd, men meget lidt medfølelse. De "offer agtige" skal jo ikke få noget på den konto, det kunne jo blive en dårlig vane, som om alle psykisk syge var attention whores. Jeg har savnet nogen sagde de godt kunne forstå det var svært, fremfor "gode råd" der reelt ikke afspejlede alvoren i situationen.

Samtidig fylder psykiske problemer mere og mere på fx. skadestuen, jeg tror selve det sociale klima i Danmark skaber skyld, skam og fastholder mennesker i isoleret psykiske kvaler.
Og med de gængse psykiske sygdomme er det ikke andre/nye kriterier der gør flere bliver diagnosticeret end tidligere det er en kombination at moderne livsstil og en psykiatri der er blevet sparet på i meget lang tid.
Og det er jo ikke psykisk sygdom i den milde udgave, det er også de såkaldte tunge diagnoser. Der er press på systemet, men ikke flere penge sat af, og der er ikke lavet planer for hvordan man får sluset folk ud i livet igen, man siger man arbejder recoveryorienteret, men det kræver i sidste ende at samfundet har noget arbejde og en befolkning der ikke vender ryggen til.
Jeg har set det og jeg tror det har påvirket mit syn på mine egne muligheder og om jeg kunne stille nogen krav til andre og samfundet, eller det hele ansvar var på mine skuldre alene...........Det er ikke de bedste tider, hele verden er urolig, og der er stadig krise, en generel utryghed der ikke styrker folks evne til at tage sig af hinanden og være åbne.

Hvor er jeg selv i det her? 20 års kamp for en form for inklusion eller i det mindste en illusion af inklusion. Forsøget på at se en mening og bevare lidt værdighed, ikke at virke for sølle og negativ, at være en andre godt gad at være sammen med.

Det er ikke nemt at balancere, jeg har ikke kunne, jeg har bere taget en dag af gangen og det fungere ikke, jeg er her stadig og må på en eller anden måde finde en ny vej, med de erfaringer og erkendelser jeg nu har.