Vi taler ikke samme sprog, neurodivergens og trauma bliver ikke opfattet.

 Det kan være svært nok at blive forstået som neurodivergent. Hvordan forklare man noget i forhold til en fast forestilling, om hvordan ting er og føles fysisk og psykisk? Man kan tro man genkender, man oversætter genkendelsen, det er bare ikke korrekt. Der er støj på linjen og man kan ikke gradere hvad det er der bliver kommunikeret. Og ofte bliver det vi kommunikerer nedgraderet automatisk, via den neurotypiske måde at opleve ting på.

Hvis man så tillæger trauma og/eller kompliceret PTSD er der andre kommunikations former, der en underkendelse af selvet og behov, samtidigt også en vis ængstelse. Man har ikke en tryghed eller øvelsen i at holde fast i hvad man har brug for, eller ikke brug for. Den er blevet eroderet gennem livet, fra barndommen og videre. 

At skulle advokere for sig selv, ens diagnose, alvorligheden, hvad man har behov for og hvorfor man ikke skal fejes af vejen er svær, når både Autisme og trauma, gør en svær at forstå. Og gamle afvisninger forstærker det.

Men hvad er det andre ser udefra? Jeg der kender tegnene for trauma, kan genkende sprogbrug, betoninger. Jeg kan genkende det for mange typer mennesker, og aner isbjerget under deres ord. Men jeg oplever at de fleste er uden den der fornemmelse for isbjerget, eller så ser det det bare som et sårbart og skrøbeligt menneske. Og at det bygger på en manglende evne til at være stærk. Og man nu overdriver lidt, er lidt i sin egen bobble af problemer, man ikke har evnet at løse, og nu sidder man der.

Ja, det gør man jo, og ikke fordi man synes det er sjovt på nogen måde, og at man kender risikoen for igen ikke at blive set og hørt. 

Velmenende god råd, der egnet for noget med meget mere velfungerende liv. Det er bare om at få lukket af og afsluttet. De her mennesker og deres lidelse. Deres fornemmelser man ikke kan tolke.

Der er ikke plads og tid, vi skal holde det her inde. De her mennesker er alt for følsomme, de føler ikke det de føler, det er bare fordi de er som de er. 

Men vi er som vi er af en grund, og vi er ikke som vi er nu fordi det stod i stjernerne, eller at det ikke kunne have været anderledes. ADHD og Autisme er ikke helvede på jord, men det er svigt og afvisning, svigt og afvisning, svigt og afvisning, igen og igen. Fra det lille barn, til skole, som voksen. Det måtte gå som det nu kunne. Man passer ikke ind, og der er ikke plads. -Vi behøver ikke at skabe plads til dig.

 

Autisme og ADHD giver en anden udvikling gennem livet, der ofte ikke er aldersvarende omkring selvforståelse og relationer. Når det så får et ekstra lag af tidlig trauma og kompleks PTSD, så giver det i sig selv, at en udvikling er hæmmet, både i forhold til stress, men også via familiemønstre der arbejder mod en udvikling, en fastholdelse i stadier af udvikling.
Vi får ikke afgrænset os i forhold til andre, eller lov til at være os. Og meget af det ligner og føles den anden diagnose/tilstand. Og har man en udgave der ikke udadreagerer og man maskere meget, er man ret usynlig, eller let at overse, og man vil gerne overse os og håbe det går nok. 

Vi kan magte meget som børn og også børn med Autisme og ADHD og traumer kan få et ok voksenliv, og finde mere ro og forankring.  Men det er ikke alle der får lov til det, for det er ret tilfældigt hvornår vi møder en redningsplanke, og når man ikke gør det. At vi møde de rigtige mennesker og omgivelser. Uddannelse, job. Og via den platform have overskud/økonomiske midler til får hjælp til traumerne og PTSDen. 

Vi andre fortsætter bare, i det der føles som en mægtig tørretumbler der aldrig stopper. Der bliver aldrig en tid til heling. En heling der kunne gøre at vi bedre kunne relaterer til andre. At vi begyndte at bruge et lidt andet sprog, fordi vi levede en lidt mere normal tilværelse. Mere relaterbarer. 

Kompliceret PTSD har det med at rumsterer, også selvom man tror man ved hvad det var det handlede om. Det er som hver livs fase afslører noget, og at det ikke bliver nemmere, men mere rædselsfuldt. Der kan være meget der er lagt på plads, men nu er der nogen store sandheder der trænger sig på. Ellers så aner man ikke hvad der trænger sig på det kører bare i kroppen. For jo mere man faktisk selv kan definere hvad der foregår er man nået langt. Det er lige ved at jo tættere man kan komme smerten og ikke flygte/få symptomer, jo stærkere er man blevet. Men man er absolut ikke helet.
For den der bare mærker PTSD/traume uden at kunne sætte ord på, er det som at blive kastet rundt psykisk og fysisk af noget, og noget skræmmende men svært at definere. Man er bare i det, og folk siger bla. bla. når man prøver at forklarer. Ja, jeg har været der selv. 

Men det er også derfor jeg ikke giver en pot pis, for andres syn på mig, at de ikke ser og hører mig. For selv i min afmagt, og ydmygelse, for det er ydmygende ikke at blive hørt og set, så ved jeg, at jeg stadig er i live, og hvor brand hårdt det har været at komme igennem. 

Det er sandt, de andre har mere magt end mig, andre muligheder, -men jeg er testet af livet i nogen detaljer og i et omfang af tid, der er meget svært at forholde sig til. 

Jeg har stadig ikke de rigtige ord, og det jeg tænker og føler er stadig off. Men jeg tror at jeg endelig har frigjort mig fra forestillingen at der er en mulig forståelse. Det er hårdt, men det er en begyndelse. Det er et meget bedre udgangspunkt for dialog. 

Autisme og ADHD sammen med kompliceret PTSD.

Jeg har overvejelser om at Autisme/ADHD der er meget præget at traumer/PTSD, opleves meget anderledes for dem der har det, fordi de positive sider der kan være i Autisme/ADHD, ikke rigtigt kan komme i spil. Og der er en ophobning af ubearbejdede psykologiske ting, noget der stjæler energi, og lavt selvværd. Noget der reelt ikke er selve Autisme eller ADHD rent. Godt nok vil meget få kunne leve et liv med Autisme eller ADHD uden at der er "kommet noget til" oveni, men hos nogen har der været meget store belastninger og gennem mange år. 

Så når nogen snakker om unikke superkræfter og evner, vil den med trauma og kompliceret PTSD, sige: "Det er sandt, men jeg kan ikke nå dertil, jeg har evner, men der er alt muligt der står i vejen, jeg ikke bare kan komme igennem".  Den enkelte kan føle en uklarhed omkring hvad det er der står i vejen, og det kan også være ret komplekst, at se hvad der er opvækst, kultur, samfund, og hvor man selv er i det. Men man lever i at sidde fast i det kviksand, og ja man synker ned. Samtidigt vil mange bare stå og kigge på fra sidelinien, og give "gode råd". Desværre ofte ikke brugbare for sådan nogen som os. 

Alle med Autisme og ADHD har det med at blive overvældede og udbrændte, vi tager meget ind. Og jeg tror ikke at mennesker der ikke har ADHD eller Autisme aner hvor meget vi tager ind af indtryk, eller hvor varierede vi er med vores sandser. 

Der er en del med ADHD og Autisme der umiddelbart har mere overskud i hverdagen, og har lært sig at holde øje med, kke selv udsætter sig for for meget, og stoppe i tide. Eller ikke er blevet presset af omgivelserne så meget af andre til at overskride sine grænser. Man kan lære at mærke de grænser og desto tidligere jo bedre, men det kommer an på omgivelserne, vi er prisgivet hvis ingen vil tage hensyn, og vi har ikke den elastiske buffer zone neurotypiske har. 
Der er er en automatik med at kunne mærke overbelastning og kunne regulere det og ikke mindst få lov til det, desto mindre bump i hverdagen. Mindre burnout. Men mange af os har ikke fået lov til at sige fra til overbelastning, vi har mistet fornemmelsen, fordi andre har bestemt den. 

Mennesker de har trauma og(eller kompliceret PTSD (det betyder mange traumatiske oplevelser), har ekstra stress og angst i "systemet" der giver et endnu højere alarmberedskab. I forvejen ligger der jo en forhøjet opmærksomhed/alarmberedeskab i mennesker med Autisme/ADHD, en strøm af sandsninger og info vi ikke kan regulere og sortere fra. Der er hyperfokus på et emne, eller det er alt på en gang, og hvilket spor vi køre på er nærmest som om der bliver skiftet kanal, men ikke af os selv. Men det er jo et vilkår vi har levet med, at noget tænder og slukker, eller nærmere skifter båndbredde, for vi er meget on and on 24/7. Og det med at falde i søvn er meget svært, vi er stadig on. 

Hvis man lægger PTSD og Trauma til, så er det endnu voldsommere. Men ikke alene det, for det går ind i meget andet adfærd og tankemønstre. Og søvn. 

I forhold til selvforståelse, men også udredning/diagnose, så duer ren Autisme eller ADHD ikke til at give et billede af udfordringerne ved kombinationen, man kan fremstå velfungerende, at man har "en ret let udgave". Det har man bare ikke, hvis man har en tung gang kompliceret PTSD eller trauma. Og det er måske der hvor man føler sig løjet til og forbigået. At det man lever med er helt umuligt, og man har svært ved at genkende sig i forhold til andre med "den samme type Autisme". Nu er al Autisme meget forskellig i forvejen, den er et spektrum, og der er ofte en asymmetri i det spektrum,  at noget enda er meget velfungerende og alderssvarende og andet ikke, og der derfor er så mange variationer som der er Autister. Men uanset det, er der nogen der bedre hviler i deres Autisme, de ved hvad de kan lide, de har fundet en rytme, og der er ikke noget nogen der forhindre det. For dem er Autisme ikke det værste mareridt, de er som de er og det er fint. Og det kan gælde for et gruppe der går fra infantil Autisme på et bosted til højt begavede med Autisme i job.
Og så er der andre der har en helt anden oplevelse, hvor de aldrig har fundet en mulighed for at være til, på en måde der var til at holde ud. Der er ikke bare en sten i skoen, eller en ært under madrassen.
Og det er så Spektret, med godt med trauma oven i. Og her er det svært at hvile i sig selv, for der var aldrig plads til at vi havde et selv. 

At udfiltre Autisme, ADHD, trauma, PTSD fra hinanden er svært, det er noget der er startet i barndomen og fortsat ungdommen og har fulgt en, og måske meget mere er tilføjet. At man nu føler sig udbrændt, og det man før faktisk kunne før, det kan man slet ikke mere. At man nu er bitter over tabte muligheder, stiller spørgsmål til ting, kunne det have været anderledes? Og hvorfor trives nogen meget bedre med deres diagnose, der ligner samme "grad" som ens egen?
Er man bare negativ, er der noget man ikke har gjort godt nok? En sendiagnosticeret kan tænke jeg var forkert før, men jeg er også forkert som Autist, eller ADHDer. Man høre og læser om den der fik det bedre efter en diagnose, deres afklaring.
Men hvorfor kæmper jeg stadig? Det er nemt at tænke at man ikke har gort det godt nok og bare er negativ. Og der er altid nogen der vil give en ret i det. At man gør sig selv til offer, og spiller den rolle. Det er bare ikke nødvendigvis en rolle, og nogen er ofre, og jeg ser ikke det som noget negativt, at have været ofret, er ikke vores skam at bære, det burde være et værdigheds tegn, vi er testet af livet, og vi er her stadig.
Folk burde spørge: "Hvordan overlevede du alle de år?", det gør de ikke. Det er ellers et godt spørgsmål, for uanset om vi stadig sidder i møget eller er kommet op af det, har vi levede erfaringer om at være menneske under press. Er det ikke vigtig viden i et samfund hvor mange prøver at hænge på og frygter at falde af? Eller er ban bange for det smitter?

Mennesker med Autisme og/eller ADHD med Trauma, OCD, PTSD har mere at slæbe og holde styr på. Meget meget, mere. Trauma og PTSD er giftige sager, og vi skal forstå den ud fra at have et andet kognitivt styresistem i hjernen end det gængse. Både den måde vi prøver at forstå ting, reaktioner når ting sker og efterfølgende. Og at andre ofte ikke forstår den måde vi processer ting. De synes vi at vi tygger drøv/over tænker ting. Det er også derfor vi kan komme til at tvivle på os selv og vores egen oplevelse af ting. Andre mennesker retter på os og de synes de har en naturlig ret til det, som om vi var børn, deres rettelser er bare ofte ikke relevante, anvendelige for os, eller ændre os på den måde andre ønsker, vi kan ikke blive noget vi ikke er. Hvilket også sætter spor i os, der er lidt der knækker af for hver gang det sker. 

Den grundlæggende diagnose flere lag oven i, trauma/PTSD, og over det kommer der laget af andres meninger/gaslighting. Ofte er de meninger og gaslighting ikke ondt ment eller tænkt manipulerende, for dem (de allistiske/neurotypiske) er det jo sådan, det er det de ved og kender, det er det de ar lært og det passer til deres hjernes styresystem, så hvad er problemet?. Det er det bare ikke for os, og nu kører vi mellem: "jamen sådan har jeg det, men andre siger",  Og det sker igen og igen og igen. 

Det er med til at gøre at vi mister vores egen stemme, og vi til sidst tænker vi ikke har en, eller retten til en. Det er det livet har vist os. Det er ikke os der er negative, eller kunne gøre det bedre. Det er bare den måde vi bliver spejlet tilbage af samfundet, og tror vi er. Vi er dækket af et lag af traume/PTSD der gør os til både for lidt, eller for meget, i den måde vi taler om os selv. Vi kan virke ekstra egocentriske på andre, eller helt indelukkede og ureflekterede udadtil. Vi kan ikke ses, det der er bagved kan ikke ses for hvad vi er. 

Vi levet i et samfund der ikke kan rumme lidelse, og kun ofre der har hævet sig ud af det som i en Hollywood film. De sidste 50 år har arbejdet mod at kunne rumme de dybere ting, og kunne se der også kan være en værdi og erfaringer der. 

Da jeg var 31 kunne jeg se jeg havde levet i en løgn, en familie løgn. Og jeg tog en beslutning, der ville tage mig 6 år at gennemføre, og efter det kom der mere "arbejde".  Arbejde som min familie, skolen/samfundet havde pålagt mig, som reelt ikke kunne lade sig gøre realistisk, men jeg troede jeg skulle. Og det at ikke kunne, fyldte mig med alle de følelser der ikke er til at rumme: Skam, magtesløshed, tvivl, angst, selvhad osv. Og som udgangspunkt er jeg ikke svag, det er ikke min Autisme eller ADHD der gør mig "svag", det er trauma/PTSD der knækkede mig over tid. 

Kompliceret PTSD bliver nu en diagnose i Danmark. Det er en type PTSD der er opbygget af mange traumatiske/stressende begivenheder over tid. 

Jeg tænker at det kan tilføjes flere diagnoser som tillæg med fordel for de ramte, det vil være med til at vise omfanget af den personlige problematik på en anden måde, man har sit Autisme spektrum plus kompliceret PTSD. Og pludseligt vil nogen kunne genkende sig selv i diagnosen og ikke undre sig over hvorfor andre med Autisme i samme spektrum område som en selv, er i en meget anderledes situation. Og jeg er lige ved at sige at der ligger noget heling i sig selv i det. Ok, så det er forklaringen. At man nu kan genkende sig selv og ens livs historie. Vilkårene.
At man har gået gennem tilværelsen med at være på spektret, men der er også en PTSD, og ikke er fordi man er mere "følsom" og særligt sensitiv, men fordi den PTSD ville have en indflydelse på stort set alle med de oplevelser.
Det er på tide at tage os alvorligt for vores livshistorier, at vi kan opleve store svigt, som alle andre mennesker kan, og/men samtidigt har Autisme og/eller ADHD. 

At mennesker på spektret får traumer og PTSD vil altid ske, desværre. Men at vi erkender det, og se det for hvad det er, det kan hjælpe os hele, det kan hjælpe med at holde fast i at den personlige version af vores diagnose er præget af noget ekstra, der er ret ekstra. At vi ikke er for lidt, vi er ikke mislykkede negative Autister, der ikke kunne finde "vores superkræfter" og bruge dem. Der var noget der har holdt på os, noget der ikke skulle tales om.

Personligt forstår jeg det ikke, men måske trauma/PTSD rammer så tungt, fordi det er de ingen vil se i vores samfund, men mange har mødt. På egen krop, vi har set andre udsat for det, og forvrede familiemønstre, svigt. Det er det vi ikke vil være, det vi ikke vil have, det er der vi føler os magtesløse, Det er samfundets grundangst, vi prøver at lægge en afstand til. 

Da jeg var 31 så jeg var i, og tog en beslutning: "Jeg er stærkere end dem, jeg tør erkende". Det betyder at tage turen gennem alt det ubehagelige, tage mod hvad der kan bruges på vejen, men også fortsætte når der er bare ingenting og helt alene. 

Jeg er nu meget ældre, og jeg er stadig på vej. 

Jeg har lyst til at sige, det er på tide i bare giver mig det jeg skal bruge, så jeg kan giver jer mine "Autistiske superkræfter", at  nu stopper i modarbejde mig, at kasse tænke, at ignorerer.

Måske jeg overvurdere mine evner, måske ikke, sandsynligvis ikke. Jeg ved at trauma, kan tranformeres, til fantastiske ting, fordi der er et afsæt i den dybde, når man kender den. Jeg kunne godt have levet foruden, sådan blev det bare ikke, så hvorfor ikke bruge den til noget, noget som kan gøre noget godt for mig og andre?  

Skammen vi ikke vil være ved, skammen vi foragter.

Det er svært at kræve noget, når ens liv er bygget på et fundament af skam. Vi har altid hørt at vi ikke gjorde nok, det er det derfor det er som det er. Det er derfor vi er usynlige og uværdige. 

Ingen vil frivilligt har del i den skam høre om den, skam minder os om vores egen skam, eller den vi har mødt i vores opvækst. På mange måder vækker skam afsky. For os selv, for andre. 

Narcissisten vælger sin rolle væk fra skammen allerede som et lille barn og ind i en fiktiv verden, med sig selv i hovedrollen. Inden i sidder skammen, den driver værket gennem hele livet. Psykopaten har så ingen skam. 

Jeg tør godt insistere på min skam, stå ved den, ikke fordi den er lille, eller ikke har magt over mig, for det har den. For mig handler det måske om at jeg lige har det lille overblik over den, ja den kan styre mig, men jeg kan også se den. Og jeg tror nogen ikke kan se den og at den er drivkraften i meget negativt. Jeg har ikke tidligere set den som det mest væsentlige i mit liv, men jeg tror det nu.

Indre dæmoner som nogen ynder at tale om, lyder flot og spændende. Men reelt kan de "bare" være skam, dækket af ord, der lyder stærkere, end skam. 
Og Indre negative stemmer være den generationel skam, og din opvæksts mest negative stemmer. Og skam over ikke at have været elsket. 

Generationel skam. Forældres egne frustrationer, kan komme ud som skamning, i forhold til partnere, børnene. Og det er en gammel testamentlig skam. Der er ingen tilgivelse, kun skyld. Og det er kun den ultimate perfektion der er kuren mod skammen i den version. Men det er bare ikke muligt, barren er altid sat for højt. Det er uden realisme, det er fiktivt, det er toxisk. Det er her syndebukke bliver skabt, der ellers ikke ville være set som syndebukke i andre forbindelser, men lige her er de, bland disse mennesker, og de vil gøre alt for at holde dem fast i skammen, for at de kunne blive den næste. For syndebukke rollen kan hoppe videre til en anden person i gruppen, hvilket sætter spørgsmål til skammen, hvis den så let kan flyttes, hvad består så kernen af? Den består af det der er aftalt i den gruppe. 

At få fodfæste til at komme op af det hul, er kampen mod sig selv, ens opdragelse og ens erfaringer. Og erfaringerne og verden har reageret på skammen i en. Alle de gange man har trukket sig, undskyldt sig, tvivlet og meget, meget, mere. Det ligger i baghovedet. Hvor andre der ikke har skammen liggende som default, reagere anderledes, og opfattes anderledes af andre.

Så det at kunne tilgive sig selv, give sig selv omsorg, er så svært at holde fast i. Og viser verden ikke en, at det er sandt du er faktisk ok, så er jeg jo ikke god nok. 

Rigtigt og forkert.
I skammen er det som om der ikke er gråzoner, den føles som et piskesmæld når det rammer en, en elektrisk rygmarvs fornemmelse. Kan du mærke skammen, eller kan du ikke? Det er sort/hvid tænkning, der ikke er en sund tilgang til verden, der er intet råderum for fejltagelser, ens egne, andres. Alt skal vindes, ellers er alt tabt. 

Skammen handler ikke om rigtigt og forkert, selvom det ville "de" nok sige. Det er en spejling af deres egen skam, der ikke har noget at gøre med lov og ret, godt og ondt. Mere et kulturelt sammensurium og opvækst, hvor godt og ondt reelt kunne være omvendt af samfundets. Det er et Stokholms syndrom, hvor man ikke kan blive af programmeret. Det er som en kult, en bande. Det er en familie. Der er idealer og der er skam. Og ofte er idealerne sat for højt, så der skal snydes lidt, der tales uden om, gaslightes  Dem vi så som havende magten og indsigten, havde den ikke i den grad vi troede dengang. 

Erkendelsen.

Da jeg var 31 fik jeg en angstpsykose, psykisk og fysisk var det kaos, af tanker, eller ikke plads til tanker for tanker, og store fysiske smerter. Jeg vidste godt det havde indhentet mig, og at jeg måtte vælge, at forsvinde i psykosen/psykoser, eller holde mig ude af psykiatrien, og vel væsentligst, ikke lade psykosen få fat i mig. 

De fleste vil sige at når man er midt i en psykisk sygdom der raser, er der ingen fornuft. Det er så ikke sandt. 

Jeg kan huske jeg sad på gulvet i den store stue og sagde: "Jeg er stærkere end dem, for jeg tør at erkende". Med "dem" mente jeg min familie. Det var erkendelsen af de ikke kunne rykke sig ud af deres situation, de kunne mærke den, men de turde ikke udfordre den, gå i gennem den. 

Dengang vidste jeg ikke hvor lang den vej var, jeg fokuserede på de små forbedringer. Trinnene lige foran mig. 

Nogen gange var jeg effektiv, men andre gange hvde jeg perioder hvor jeg kunne meget lidt. Og i de sidste ti år her jeg kunne meget lidt. Jeg kunne ikke få overblik. Jeg var så belastet af stress at der ikke lige var det ekstra at tage af. Og ingen hjælp at hente. Skam. At ligge i dvale, hjælpeløs, ingen vil hører, skam. Og på den måde forenes den generationelle skam sig med barndommens og ungdommens skam, og alle de gode begyndelser der ikke fortsatte, til nutidens skam. 

Når i ikke kan se mig må det jo skyldes -mig? 

Men når i ser mig, kommer i til at tænke det, i ikke selv vil være, hjælpeløser, tvivlende, modløse, magtesløse, skamfulde. Og som et menneske der bare burde have nogen bedre leveregler ,og holde sig til dem. Det er jo bare en beslutning, ikke?

Men mit udgangspunkt er at bare magte dagen, og livet kræver alt. Som i alt. Og det på mange måder ikke giver nogen mening. Er det skammen over at opgive, det sidste håb om at vise en anden side, der kunne give en mening med mit liv, der driver mig videre, og videre på trods?. Og det er noget af en illusion, for der er ikke nogen mening, vi er her, og så er vi her ikke.

Skam i 2025

Skam kan avle vrede, mange har flygtet fra sammen via vrede. Vrede mod andre, at udskamme andre. Hvis man ikke vil se sig selv, kan man pege på andre. Og man kan se på skammen som "værdier". At de opsatte regler for adfærd skal opretholdes, og at man selv forsager, mens andre synes at hoppe rundt og bare være til. 

Men når skam bliver værdier, må alt det der ikke passer ind skubbes under gulvtæppet. Skammen bliver fundamentet, og hvad sker der hvis det ryger? En kædereaktion. 

Hvis du møder nogen der bruger skam som værktøj, ved du at de rummer skammen i sig selv. Bemærk der er ingen reflektion, ingen afbødning, skammen er som kom den fra en gammel gud uden nåde. Måske det giver dem en umiddelbar følelse af ro, at ting er sat på plads. Hvor du kan tænke WTF! eller føle dig skamfuld. Du kan gøre modstand, du kan blive mundlam. Dybest set er din reaktion ligegyldig for dem, det er som det er. Og hvad hvis andre er til stæde? Er din protest eller manglende protest betydningsfuld? Er skammen blevet en del af den fælles kultur, om ikke andet i forhold til det her menneskes adfærd? 

Man kan snakke op og ned af stolper og gradbøje og se fra forskellige vinkler, sjovt nok oftes i forhold til dem der har en negativ adfærd og har lidt magt. 

Det er komplekst, men det er også meget enkelt. Skam er en sjæle dræber. Men nogen har valgt at andre også skal betale med skam, for deres skam. Passende mængder at skam er ok, folk der er totalt skamløse er ikke godt selskab. Skam med eftertanke og rette mængde er nødvendigt. Men skam der er uproportioneret nej. 

Næste gang du ser nogen skamme nogen og med selvfølelse og selvfølgelighed, se dem for hvem de er, de er skammens aftagere der aldrig turde stille spørgsmål til "reglerne". De blev skam som den udøvende skam, og den napper dem i hælene. Derfor napper de derfor andre. 

Det er svært at lære at tilgive sig selv. Og vi skal samtidigt holde en balance med hvad der kan være nødvendigt og der hvor vi må tilgive acceptere os selv og have selvomsorg. Vi fik aldrig den rigtige opskrift, og samfundet er fuld af idealer, mål og regler. Det kan være meget forvirrende, og det at tage fejl meget farligt. De mindste ting. 

Tænk over det, det er så afgørende for et menneskeliv, og vores liv sammen. At vi ikke kører på automatpilot, men stopper op og lytter, til den indre stemme der ikke taler pænt til en selv, til dem der skammer i samfundet, over nogen/noget de faktisk aldrig har mødt. Til dem i dit liv hvor du ikke tør at være åben fordi du ved de vil vende det, med et "godt råd", eller en følelse af at du er håbløs. De taler måske til sig selv, og ikke til dig. Men du er dig, ikke deres selv spejling. Og du har stadig muligheden, til at være bedre mod sig selv, og andre. 

Når tillidsfuldhed bliver til mistro.

Mennesker med Autisme er ofte mere tillidsfulde end de fleste. men også af den grund, kan de kan blive manipulerede af andre, specielt som børn og unge. Også ønsket om at være en del af noget, kan trække i den forkerte retning. 

Jeg vil beskrive mig som ret tillidsfuld, eller som tidligere tillidsfuld. Der skulle en del til for at gøre mig mistroisk over for folks intentioner, og hele samfundets. Grundlæggende tror jeg på at folk er ret ok, og også vores samfund. Men med en Autisme er der andre spilleregler, og de er ikke lavet til folk med Autisme og for nogen af os slet ikke. Det vil næsten være nemmere at forblive en barne-voksen der ikke for alvor stiller spøgrsmål til hvorfor, og slet ikke på en direkte måde. At leve med det, at føle smerten i det, men ikke hele konteksten. 

Hvor mange gange er man ikke blivet spist af med en neurotypisk forklaring, der kun forklare ting ud fra deres perspektiv, men ikke er svaret. Jeg er ikke dum, men der er ting jeg ikke opfatter med min ADHD og Autisme som filtrering. Men der er godt nok meget neurotypiske heller ikke opfatter, men det kræver en med Autisme eller ADHD til at pointere hvad det er de ikke opfatter. Ofte vil de mene de opfatte det væsentlige, der der skal opfattes som menneske. Ikke vores uregulerede hyper opfattelse. Som desværre bliver mere ureguleret af at skulle fungere i en verden der ikke er gearet til os. Hvordan ville de neurotypiske agere i en Autistisk verdensorden? Måske ok, så hvorfor ikke gøre det nemmer for alle så? 

Men de fleste af os voksne Autister er ret søde og sagtmodige. Vi slår os til tåls med. Prøver at se positivt på det og fokusere på det der fungere for os. Vi har fundet nogen Cowboy tricks til at overleve verden og valgt ting fra. Men hvad med at vælge mere til af det gode? Hvordan er mulighederne der?

Det at forholde sig postiv er jo næsten religiøst og en nødvendighed i Danmark. Og er der noget der ikke fungere skal man kigge indad, men ikke alt for meget, man skal handle sig praktisk ud af det, som det nu er muligt, indenfor rammerne. For der skal ikke stilles spørgsmål til rammerne, eller hvad der faktisk mangler. 

Selvforståelse på Autistiske præmisser?
Er selvforståelse godt for mennesker med Autisme? For selvforståelse og det at kunne advokere for sig selv, vil komme ind på smertefulde erkendelser, alt efter hvor stækket man har været i sit liv. Hvor meget vi har været igennem, vil være forskelligt, men meget vil også være genkendeligt som det samme, noget fælles. Og meget har vi taget for givet, at det er sådan det er, at det altid er mere vanskeligt, og ikke lavet til os. Vi er små jeger i et hav af neurotypiske selvfølgeligheder, vi prøver på ikke at drukne, men vi tror det er sådan man trækker vejret, sådan er det, men ved siden af os kan der være andre som os, og flere end vi tror. 

Hvorfor kan vi ikke gøre det bedre for sådan nogen som os? Spektret er så stort at der er mennesker der er yderst veluddannede med gode jobs, og ja magt. Og så er der dem der aldrig har passet ind. Jeg ville ønske at mennesker med Autisme der havde mere velfungerende liv, kunne støtte at samfundet også blev indrettet for dem, der ikke var lige så heldige/priviligerede. Måske de er mere i øjenhøjde, med dem der sidder på magten. 

Med alle mine erfaringer, og mine erfaringer med foredrag og undervisning og projekter, vil jeg alligevel  aldrig være i øjenhøjde med dem der beslutter noget, selv helt nede i systemet. 

Og det ved jeg, fordi jeg ved det, jeg har været der igen og igen, og det er derfor tillid, blev til mistro eller skepsis.
Der er bare ikke en ligeværdighed. Jo, men kan lige tro det, indtil man ikke gør. Hvis man er harmløs nok, kan det være man kan komme igennem hel skindet, som et poster child for systemet et godt ekempel med bruger erfaringer. Men vær forsigtig det er en illution. Og når illutionen er brudt, er den brudt, og med Autisme og eller ADHD kan det tage tid at få på plads, det kan tage meget lang tid, og svarene er sjældent noget brugbart som jeg har oplevet, men men kan være heldig.
Den kræver et reelt ligeværd når vi anvender peer medarbejdere, mennesker med egne erfaringer, men er der plads til dem der ikke orker flere "samfunds løgne", kan det rummes i det offentlige system? 
Der er en recovery når man tror at nu er det lykkedes med selvforståelse og evt. inklusion, og så er der den der kan komme senere, den første var dyr, den anden kan næsten kostet en livet. 

Samfundet/systemet ved ikke hvad du har kæmpet med, og det er bedst/nemmest for dem at du ikke var hvad du reelt har kæmpet med. Det er til samfundet umiddelbare fordel at vi ikke kan sætte ord på, og at vi ikke ved hvor meget vi har til fælles og med hvor mange. At der kun er et jeg der står alene. Der kan tvivle og vi tvivler ofte. Man kan føle sig urimelig med sin vrede eller/og afmagt. 

Efter en diagnosticering ser man (andre) at man lægger fortiden i garderoben, det var dengang, nu er det nu. Det er nok en af de fedeste og mest bekvemme løgne. Det er det røgslør både neurodiverse (og for den sags skyld også de neotypiske) prøver at finde vej i. Men erkendelse og selvforståelse går bare gennem en genkendelse af mønstre, af ens egne, men i høj grad også andres og verden omkring en, og den måde samfundet er indrettet. Det første er ok harmløst, det sidste er det ikke, for alt er jo rimeligt i Danmark, det er at forlange lidt for meget, pas bare dit eget, med dig selv, ikke noget med at snakke samfund, ændringer, krav. 

Når det ikke bare er dig, men samfundet.
Før i tiden sagde man at alt er politik, hvilket det også er. Men det kan føles ubekvemt for samfundet når det er grupper af mennesker, der på forskellige måder er på kanten af marginalisering, eller er røget ud over kanten begynder at kunne konkretisere noget, der har foregået ubemærket.

Den måde vi støtter på, i hvor høj grad ønsker samfundet at folk kan se deres situation klart, og så klart at de ser at der var mange forhindringer og at de forhindringer der stadig er der og ser ud til at blive de samme. Og at små forbedringer altid er udformet efter hvad der kan rummes, i forhold til at erkende de forhindringer, at man selv har kunne gå uhindret videre, og hvad det siger om en selv, det fungerede for mig, vil jeg give plads for de andre? Vil de være i øjenhøjde, og er det nemmere at vi ikke ved hvem vi er. Der er lande der har gjort mere. Her har vi været lidt for selvtilfredse. 

Vi kan som Autistiske/ADHD tænke, de andre er  "de rigtige" og de stærke, robuste. Og vi, vi er blevet tilrettet og sukket over. Vi har været dem man ikke vidste hvad man skulle stille op med. Vi har lært at vi ikke er "de rigtige" og de robuste, de rigtigt voksne. Vi kan pynte os med, at vi er andre ting, at vi har andre evner, og kan tilføre særlige værdier og vinkler. Men vi er en tilføjelse. Vi ses ikke som en del af fundamentet, men alligevel må så meget mennesket har tænkt og skabt gennem årtusinder være udført af mennesker på spektret. Verden uden ville være fattigere og meget anderledes.

Mistænksomme Autister er besværlige, ubelejlige, kontrære. Vi kan også finde smertepunkterne, godt nok nogen gange ved et uheld, helt naivt, og komme til at sige det. Andre gange som en tør konstatering, vel vidende at ingen rigtig hører efter, eller vælger at overhører det. :-D 

Kan vi skubbe på processen for bedre vilkår?
Jeg tror på at man kan ændre ting, min gamle idealisme fra fortiden, der burde være død. Men samtidig har jeg svært ved at træde ind i de rammer samfundet har skabt, også for mennesker på spektret. Jeg taler om Autismehuset i valby, steder med aktiviteter for mennesker med Autisme, Autismeforeninger. Jeg kender fælderne nu, og selvom rammerne ser fine ud og store, er jeg meget  i tvivl om der er plads til mig. Er der skepsis og mistro den anden vej? Vil voksne sendiagnosticerede kunne rokke båden i forhold til den måde et udviklings handicap rummes, når der er en voksen med mange evner og erfaringer, men også med rigeligt med Autisme eller ADHD. Er der kun plads hvis vi deltager på en måde der er acceptabel for det nuværende samfund, og er det sådan, hvordan skiller så de ting der skal støtte os, fra resten af samfundet i sidste ende? 

Det siger mest noget om min livslange marginalisering, end det siger noget om mig som person. Jeg holdt fast i nogen gode intentioner, handlinger og  holdninger meget længe, jeg skulle gennem flere "dødsprocesser"/nederlag, for at se den blege sandhed.
Så der er en skepsis for at pludseligt at kunne blive set som det menneske jeg er, skepsis lyder pænere end mistro, og reelt er jeg nok mere skeptisk. Jeg er stadig mere tillidsfuld end de fleste, det er stadig en sjover måde at møde verden på, en særlig evne, der både gør mig underlig som Dansker, men ellers er en nøgle til et levet liv med andre. 

Jeg står ved en skillevej, jeg skal gøre nogen valg, jeg skal satse. Det kræver tillid, jeg har faktisk tillid til mig selv (omkring det jeg kan, eller det jeg kan lære), men også tillid til til "andre" omkring det der gælder, men hvilke andre og hvor er de?
For der er mange gode mennesker, men hvem er gode for mig, det er noget helt andet. Og hvem er jeg god for? 

I københavn har vi Pulsen i indre by, og nu det store Autismehus i Valby, men er jeg den type med Autisme/ADHD som de kan rumme? Det er som om jeg er den forkerte slags, jeg ville gerne møde andre, der var lidt den samme type som mig, den vildere side, ikke at jeg ikke kan se mig selv, i de mere stille og sagtmodige Autister, absolut og som mig i en yngre, udgave. Eller gemmer der sig vilde Autister bag det sagtmodige? Mennesker der ikke er sat fri endnu? Men har fundet en "acceptabel" form.

Empowerment " magt i eget liv" for Autister, ville verden være klar til det? Den frisatte voksne Autist, eller frisat fra barndommen. Og med dem også bedre vilkår for dem der har flere udfordringer med Autisme. 

En fremtid hvor Autisme bliver meget mere med vores ord, at vi finder ord og på Dansk, at det ikke er diagnosticerings ord, og kommune ord. Og at vi meget hurtigere gennemskuer, når folk prøver at feje os af. At vi kan holde fast, og ved hvor der er andre med Autisme er, og man kan spørge "visdoms Autisterne". Også om det der er så barskt, at systemet helst ikke vil se det. For selvom samfundet ikke kan vil se det, betyder det ikke, at det ikke er der for os, den Autistiske sandsning er valid, og vi er ikke små isolerede enheder vi er flere end vi aner, og vi skal  finde en stemme, helst mange stemmer og ord der kan kommunikere alt det vi er. 

Det er ikke noget personligt, men det rammer mig personligt.

 Mange af de forhindreinger man kan møde som neurodivergent, er ikke skabt for at med vilje gøre det svært for os. Men det kan gøre ting meget svært for os. Når tingene ikke er lavet for en, vænner man sig til det, man finder løsninger. Det kunne være nemmere, men det går nok. 

Når den samlede sum af det man hsr måtte vænne sig til, alle kompromisserne og de muligheder der ikke var summer sig op, kan det blive til meget. 

Samtidigt med at det virker som om at omverdenen bare pytter det hele: "Det her må du kunne klare. Det er bare på'en igen!".

Det at sige fra, at sige at "det går bare ikke mere, det er ikke realistisk", vil ikke blive modtaget positivt, absolut ikke. #Du må tage dig sammen, der er ingen hjælp, der er ikke penge til det, det er ikke nødvendigt". Færdig!

Det er lidt som et dårligt parforhold, men i en udgave hvor du er i parforhold med et utal af mennesker, hvis ikke hele samfundet, det kan enda føles som hele verden. 

"Er det mig der tager fejl, har de andre ret?" 

De har ikke ret, de har ikke nået nogen erkendelse, eller verden er indrettet bedre for dem. Det de siger er ikke rettet personligt mod dig, det er bare det "man" siger. Det er en verbal refleks, der spejler tiden og stedet. 

Men det rammer nogen personligt, personligt som i at være fanget i systemet uden at kunne gøre ret meget. Det er svært at stille krav eller spørgsmål når man først har mistet al overskud og fremdrift. I et demokrati kan man sagtens miste stemmen. Det er flertal og de meninger der er oppe i tiden, der afgør hvornår man vil høre at noget ikke fungerer. Hvilke problematikker der trender, og hvilke der er yt. Hvilket intet siger om hvad der er nødvendigt, eller særligt rimeligt. 

Hvis der er et konsensus om hvad der ikke står øverst på listen, så er det sådan. Alle tider og lande har deres skyggesider, selv de mest priviligerede. Og vi kan godt lide at det tager sig sådan ud. At vi kan klare, det der skal klares som samfund. 

Så jeg tager det ikke personligt, jeg kan godt se der ikke er penge nok i kasserne, og at jeg ikke har nogen første prioritet. På den anden side får jeg en ubehagelig fornemmelse ved tanken om, hvad der så heller ikke er førsteprioritet, anden eller tredjepladsen . 

Jeg kunne have lyst til at råbe, hallo, er der nogen, hvad synes i, er det her ok? Skulle vi gøre det anderledes? 

Eller er jeg for anderledes, men ikke anderledes nok? 

Jeg ville ønske at jeg kunne skrive noget håbefuldt, om det vigtige i bare at prøve holde fast i nogen værdier omkring det sociale, handicap, psykiatri er rigtigt væsentlige områder at forske i, forebygge, at støtte folk, at tænke dem ind i samfundet. Ikke bare en irriterende restgruppe der trækker det hele neeeed.
Mange af os har noget at bidrage med, hvis der var plads, måske nogen tænker, at vi ville tage plads fra "de rigtige mennesker". Måske nogen ikke vil ud med sandheden: At vi er der hvor vi bør være, og vi bliver holdt der, via et større fælleskabs holdninger, der er indforståede. Det er et sammenfiltret klæbrig væv, det er en fin beskyttelse mod ubehagelige sandheder. Fuck hvor jeg hade det! 

Når ADHD støtte går viralt.

 Da Cathrine Wichmand (influencer og iværksætter) glad forkyndte på sin profil at hun var blevet tildelt 15 timers ugentlig hjælp af Frederiksberg kommune, havde hun ikke regnet med reaktionerne, da en Politiker fik øje på opslaget og det gik viralt og i medierne. 

Det er rigtigt nok når man slår op på nettet omkring Autisme og ADHD at der står at man kan få tildelt 15 timers personlig støtte. Det er den slags jeg tager med en gran salt fordi jeg ved at man altid får nej, til alt det der står om støtte. Men ok, så var der en der fik, så det eksistere faktisk som andet en ord på kommunens internetside.

For de fleste andre der den slags nærmest som en Enhjørning, en myte. 

Det at kunne fastholde (friviligt) folk på arbejdsmarkedet er en god ting, og støttede job er jo også en ting hvor noget af lønnen betales af staten. Og det er forskellige typer job på forskellige løntrin. Jeg drømte selv længe om en lignende mulighed, inden jeg måtte tage førtidspensionen. 

Handler det så om at det er en kvindelig influencer og iværksætter, der har iscenesat sig i medierne i en lidt lux udgave, og nu er folk forargede over at samfundet skal understøtte den livstil fordi hun har ADHD og efter stress, så hun igen kan arbejde? 

For mig er det måske mere det med "Enhjørninge støtten" der overrasker og hvem der så kunne få den. I betragtning af mine egne erfaringer og hvor langt jeg er ude i hampen. Og så det jeg ellers ved om emnet og manglen på støtte på området. Jeg ved også at da ingen er specielt indignerede omkring mine boligforhold, så er der en del der bor sådan og værre, og det er skutte en undskyldning, eller jeg overdriver mit hjem, det siger bare noget, det siger meget om forholdene for mennesker med Autisme, ADHD, psykisk sygdom og andre grupper. Der er trængsel og meget få kan få.

Og det er nok derfor at man kigger og tænker, men hvem får? Og er det bedre at støtte en der har noget i forvejen, så der kommer skattekroner i fremtiden, fremfor at klat hjælpe førtidspensionister og mennesker der er på vej til ikke at komme eller kunne forblive på arbejdsmarkedet. Og det er jo et andet spørgsmål, der har været vigtigt for mig, at hvis folk ville arbejde skulle man gøre hvad der var nødvendigt for at gøre det muligt. Hvilket kræver man ved hvordan og at det fungerer. Er der nogen der blev tabt der? Ja, det er ret sikkert. 

Når først man har førtidspensionen, er det ret svært at få ekstra støtte, eller ikke mulig. Det handler om alder og det handler om der stadig er uddannelse/jobmulighed. Med resten må det være som det er, der er en pension, færdig. 

Samtidigt med er der børnene med Autisme og ADHD, flere diagnosticerede børn og flere diagnosticerede voksne. Og der er i forvejen en børn og voksen kamp om ressourcerne. Faggrupper i forhold til børn eller voksne med ADHD og/eller Autisme? Der her manglet på voksenområdet. Og bosteder koster kassen for kommunerne, og der har været sager. Og skal vi satse på inklusion i skolerne eller ikke. 

Og jeg tror ingen tør tænke: Skal vi gøre det billigste, eller gøre det rigtige. Fordi man ser pengene flyve afsted, uanset. 

Jeg så gerne nogen voksne med ADHD og/eller Autisme deltage i debatten. Jeg så gerne at politikere blev holdt lidt fast på hvad planerne er for fremtiden. Hvad er realiteterne, også hvis vi bare lurepasser. 

Når krybben er tom, bides Hestene. Det er sandt. Og det kan blive toxisk. Men reelt er der også noget at blive vred over lige nu, noget der ikke er synligt for almenheden men puttet væk. Og en virkelighed mange med ADHD eller/og Autisme ikke kender hvis de er mere heldige. 

Der hvor afmagten er, er der ofte ikke en stemme der kan råbe højt nok. Det kunne også gøre en synlig på en ubehagelig måde. 

Det vi ikke ser, er der ikke, samfundet kværner videre, men vi er her stadig, og der er stadig rigtigt meget der kunne trænge til et eftersyn, så vi ikke er det samme sted om 20 år. 

Betingelser for accept og blive set.

Er det nok at bruge ordet accept som et ideal og det man arbejder mod, til at det er accept? Og hvad hvis jeg siger det ikke er accept. At der er for mange betingelser, eller at der er meget mere der ikke er ind under den accept. 

At det er en tøvende accept, eller fordi det ser bedre ud. Ikke hel hjertet, ikke ekspanderende. Det er en accept at kassen eksisterer i verden, selvom det ikke er en kasse, men det er nemmest at det er en kasse. Det er ok kassen er der, bare den lige står lidt væk. Det er ikke den kasse vi får brug for oftes, så den behøver ikke at stå lige for. Men den får lov at være her.

Der er jeres system, jeres betingelser. Jeg må leve med det. 

Ubetinget kærlighed, den findes nok. Jeg kender betinget kærlighed. Eller det er vel mere betinget omsorg. Jeg giver omsorg og beskyttelse hvis du anerkender mig på den måde jeg ønsker at bliver anerkendt. Det sidste er også vigtigt. Det handler ikke om dit syn, selvom det kunne være noget positivt. 

Jeg skal give fuld ubetinget accept, og gætte dine ønsker og huske dine krav, altid. Til evig tid. 

Er det creepy? 

Den betingede kærlighed gør at forventningerne holdes lavt til andre, til det man møder. At man ikke stiller krav, tror man har krav. 

Det er sådan man går ud i verden. Måske med følelsen af at det kunne være anderledes og hvorfor det er anderledes for mig, når andre synes at have et andet syn på det og andre muligheder. Det er bare svært at holde fast i og at definere hvad det er. 

Måske sagde de at du var den vigtigste, det eneste der betyder noget, at du var deres liv og lys? Så hvordan og hvorfor har de så dæmpet det lys? Men det er du slet ikke nået frem til at tænke, du er den enste, men også med mangler. Og det at gøre noget andet vil være frit fald, din undergang, tro på os. 

Det er forvirrende prøver i at hjælpe mig, eller sabotere i, hvorfor gør i ikke noget? Skal det føles sådan her? Er den her vægt på mig, sådan det er fremover? 

Og ja det er det. Og vægten øges, men det er en vane. Sådan føles det. Det er virkeligheden, det er dig. Men fordi det netop er dig, kan du bære det. 

Det er som om der er et særligt selskab af mennesker der bære verden for andre.

Vi kan prøve at aflære det, der er muligt, delvis, delvis fordi jeg tror at den konditionering fra barndommen er så omfattende at vi ikke kan rense det ud af alle hjørner af vores bevidsthed. Men vi kan arbejde med det vigtigste for videre overlevelse, måske endelig en ægte forankring. 

Jeg tror forankring er vigtig, at man har noget der føles sikkert. Det behøver ikke at være så meget. Men det er meget svært når man ikke har det. 

Jeg har det ikke, jeg har mistet det. Det var i mig, til det ikke var der mere. Og jeg kan ikke pinpointe hvornår det skete ret precist, men jeg har en ide om det. Måske sandheden også er at jeg mistede den følelse i portioner. 

Med de erfaringer tror jeg ikke på ord og umiddelbart pæne hensigter, i sidste ende er det det der bragte mig til hvor jeg er nu. Jeg råber ud i ingenting: Prøver i at hjælpe mig, eller sabotere i, hvorfor gør i ikke noget? -Er i der? 

Intet svar.

Juletanker

"Jeg håber at tingene er kommet mere i orden inden jul". Det sagde jeg i sommer til et møde, måske jeg allerede sagde det i foråret. 

Sådan blev det ikke. Da det blev sagt var det i et naivt tro på at der var måneder nok, og måske mere hjælp, eller at ADHD medicinen havde virket mere mirakuløst. At bare et eller andet var blevet sat igang.

Det er en belastning at leve i et hjem der ikke fungere, alt er mere bøvlet og det er deprimerende. Selvværdet er i bund. Hvor der der et pejlemærke, et glimt af håb, er der en knage at hænge det her op på?

Det der har foregået er realiteterne, det har være et udtryk for min dagsform, når der ikke er sket mere har det været fordi det var det jeg kunne. Og det at komme op til nogenlunde ok tid, og lidt ud af døren, lave med, gøre noget i hjemmet har været svært at få til at hænge sammen, det har været en kamp og fremskridtene ikke overvældende. Men jeg har virkeligt prøvet at være konstant, men det er ikke som det var før. 

Hvad skulle ændre sig i 2025? Umiddelbart intet, hvis jeg ikke gør noget drastisk. Men hvad drastisk kan jeg gøre? 

Reelt har jeg ikke mulighed for at hjælpe andre, før jeg selv har det bedre/mere stabil. Jeg kan heller ikke få en støtte i forhold til bolig, og hoarding der ikke eksistere i Danmark. 

Der er en uværdighed i det her, og den fylder så meget at jeg ikke kan leve et liv, men bare komme gennem dagene. Og det er faktisk blevet værre år for år. Mindre liv.
Det er fint nok at kæmpe og at det er svært, men når det ender kun med at være det der er, en svær kamp der er usynlig og uheroisk, der udefra set mere ligner inerti og manglende vilje styrke, negativitet. '

Jeg er også meget andet, jeg gør også andet, jeg er et menneske der bidrager, dag for dag, hver dag. Men der er en skævhed i det her, måske det er det at være på spektret, asymmetrien, men er den så stor, så burde der jo kunne tilbydes noget relevant hjælp.....Burde. 

Hvad gør os så uværdige, os der er for lidt Autistiske, men samtidigt for meget. At vi er så svære at placere, så ubekvemme, uvæsentlige, ubelejlige for systemet/samfundet. Ikke værd at kaste penge efter, ressourser, forskning. Vi er her, og vi bør være stille, bare leve med det, "det er jo medfødt" som folk tilføjer, underforstået at så har man at sætte sine standarter derefter, og sætte dem lavt.

Men "det" er jo ikke diagnosen, "det" er samfund/kultur versus ens Autisme/ADHD. Og er jeg særlig subversiv fordi min udgave ikke har kunne passe ind (som (dem) set på TV), og at jeg synes der er plads til forbedringer her og der? 

Det er nemmere at sige at det er mig der bør indrette mig, og forstå at jeg ingen ret heller krav har på noget, absolut, det er den nemmeste løsning. For samfundet er det nemmest at vi, alle hver for sig forstår at vi ikke har ret eller krav på noget i forhold til vores ADHD og eller Autisme, det er vores personlige problem, "vores personlige rejse", der ikke behøver et sikkerhedsnet, når nogen af os ikke kan mere. På en måde er vi ikke, vi kan tales ned og væk. Det bedste er nok aldrig at opdage at man tilhører "ikke" menneskerne, og heldigvis tror jeg nogen slipper for den erkendelse. 

2025? Jeg agter at gøre hvad jeg kan, og satse der hvor jeg ser ting spire, af det jeg har sået. Måske løsninger /livet vil komme fra helt andre kanter.  God jul! 

Diagnose på 1. klasse.

Hvor er det nydeligt og middelklasset i "Hvad fejler Fuhlendorff" på DR TV. Der er ikke rigtigt nogen der har et problem, eller har de, hr de adgang til at få hjælp og blive taget seriøst. 

Man bliver efterladt med følelsen af det det er jo ikke noget særligt. Det bliver lige sagt at følgerne er lidt efter, hvor meget man har skulle kæmpe for at kunne være til. Jeg vil ikke minimaliserer andres oplevelse af ADHD eller Autisme, selvom man er sluppen lettere fra det, er det der jo. Men for nogen er konsekvensenserne helt uoverskuelige. Og tilgangen til udredninger og støtte nærmest ikke tilstæde. Man bliver ikke taget seriøst, man er næsten ikke et menneske, men en tid i en kalender med mange andre ret ligegyldige skæbner. 

Nogen af os er holdt op med at fungerer, vi er ikke vokset ud af det, men ind i det, og mistet mange af det ting vi faktisk kunne engang. 

Men hvad så med at blive klogere på sig selv, efter en diagnose og lære hvordan man undgår at blive væltet omkuld af livet? Tjo, det er der vel mange der oplever, men er man nået langt nok ud, er selverkendelse ikke nok. Eller måske ikke mulig. Alene med sig selv og fortiden og nutiden, er måske ikke det bedste sted, eller i et hjem i kaos. 

Udsendelsen forudsætter også lidt det med at man har familie og pårørende, at man har nogen. Måske "systemet" hurtigt regner en nu når man ikke har nogen.  Guderne skal vide at det "at have nogen" også kan være årsagen til tingenes tilstand, totalt manglende forståelse, og fejen under gulvtæppet. Eller man var den der skulle leverer hjælp, støtte, forståelse, praktisk hjælp til dem. 

Og så er der det med at være en kvinde og ikke en mand. Der er så meget vi acceptere hos mænd, som vi ikke gør hos kvinder, der er en verden til forskel stadig. 

Det er som om der er dele af det at være kvinde vi ikke kan se, og der er en selvredigering i adfærd det skjuler det. Så er det vores egen skyld? Personligt tror jeg bare det er bekvemt ikke at se det i forhold til kvinder, det synes også næsten uden konsekvenser for samfundet. Hvilket ikke er sandt, det er bare på en mere stille måde, næsten som om det/vi ikke er der. 

Så min vrede og afmagt passer skidt ind DRs pæne info program om ADHD/Autisme, hvor der krydses af for emner og holdninger, men indenfor rammen selvfølgeligt. 

Og det er tankevækkende for hverken ADHD eller Autisme er indenfor rammen, det er lidt det det handler om, det er derfor det er diagnoser, og ikke bare en måde mennesker også kan være på. Og medierne er med til at sætte rammerne, kravene til det moderne menneske, der gerne skal være pænt  symmetrisk på spektret, et nydeligt spindelvæv, og ikke en Edderkop på LSD trip. 

Jeg har ADHD og Autisme, og måske den nydelige serie vil gøre at folk vil tænke, at det ikke er noget særligt problem, for mig eller dem. Det ændre så ikke på at jeg har et mega problem, med at få tingene til at hænge sammen dagligt, og ikke er den eneste. Men vi står alene. 

Der bliver ikke taget hånd om, at nogen ikke vokser ud af det, og har liv der ikke egner sig til aftenkaffen. En tour fra det nasty badeværelse, til køkkenvaskens uger gamle plummer og opvaskemaskinen der ikke virker, og mælkekartonerne på gulvet. Og at en tour måtte være virtuel måske viadrone, da det nærmest er umuligt at sætte fødderne på gulvet for en uøvet, jeg har udviklet Katteagtige evner gennem årene. Det kan være der er værre hjem end mit, men det er jo ikke en konkurrence: "Hvem lever værst?". Dare you fuckers på licens TV! :-D 

Knuste jule drømme.

Og så smadrede jeg noget fantastisk pynt, fordi min hjerne var et andet sted, i den stress og vrede jeg har over det svigt jeg oplever omkring min autisme og adhd, at jeg reelt står i samme umulige hjemme situation. år efter år, på trods af hjemmevejleder og kommune og DPC.

Jeg har hele tiden sagt, bare det bliver bedre til jul.....Måned efter måned, og nu er det så jul og alt er om muligt mere kaos end ellers.

Måske det er på tide at jeg går i offensiven på en helt anden måde, stille "folk" til ansvar. Jeg har selv måtte bære al for meget skyld og ansvar, over ting jeg aldrig har haft mulighed for at kunne gøre bedre eller anderledes.

Der er dage jeg sover dagen væk, dage hvor jeg bruger næsten to timer på at komme ud af sengen, og dage hvor jeg faktisk kommer op til ok tid.

Jeg ordner ting, prøver at komme lidt ud. Men det er aldrig nok. Jeg prøver at være det mennesker jeg også er, kreativ, givende. Og ikke bare en borger der lever i rod og svineri.

Erkendelsen er at Danmark ikke kan tilbyde noget i forhold til de problematikker jeg lever med.Problematikker der nærmest ligner en straf, en frihedsberøvelse, en fastholdelse i uværdighed. Jeg er en del af bunden af samfundet, ikke den fattigste, eller mest udsatte, men alligevel et ret marginaliseret liv.

Medierne taler om alle dem der mangler i julen, er ensomme i julen, hvorfor? Who cares? Juletoget er kørt og kun den der har sikret sig en plads er med, og folk er jo også fattige og ensomme resten af årets dage, kan vi som samfund ikke bare erkende at vi er ligeglade, lige indtil det er os selv?

Som sådan ville jeg være ligeglad vis jeg ikke havde jul som "special interesse". Men/og nytåret er jo altid en tid hvor man opsumere året der gik. Og det gik, og gik, uden jeg kom meget videre omkring min fysiske situation.

Jeg var ellers nået til at jeg ikke orkede at være vred, at det er som det er, og jeg kan ikke ændre det. Når jeg ser klart bliver jeg vred. Når jeg lever i min egen verden, så er der ting jeg ikke ser på godt og ondt.

Med Autisme og ADHD er kravet stadigt, at jeg opføre mig lidt logisk og rimeligt, og kan erkende min situation. Jeg synes bare ikke at det det jeg oplever fra andre, afspejler de krav der stilles til mig.

Det her samfund er gennemsyret af forløjethed og idealer vi ikke drømmer om at opretholde. Om falsk bekymring for de unge, de psykisk syge, de ældre, udsatte børn, kværn, kværn, kværn. Det er bare soundbites fra dem der lever af bekymring, eller afvisning af bekymring, de professionelle. Vi andre bliver kværnet under det lydspor. Nogen gange er vi så gaslightet, at vi ikke erkender at det er en forstilling, det er teater, der er ingen reelle intentioner om at ændre noget, det er bare er gamle rester af et humant menneskesyn (som vi måske egentligt aldrig har haft), kummer i fejebakken, snart vil det ikke engang være tilbage.

Er der noget du gerne ville ændre på de fremtidsudsigter? Jeg vil.

Måske vrede er bedre end ingenting

Måske vrede er bedre end afmagt, sorg, og være tappet for motivation. Jeg står ved jeg er vred, jeg står ved at jeg ikke er behagelig, og jeg kan holde fast i vreden på en anden måde end tidligere.

Men vrede et svær at tøjle, den kan gå ud over andre, en selv, men den kan også føre til at man ved man står alene, og skal der ske noget må men gøre det selv. Det går så kun hvis man har en plan, og at man fornemmer hvor man er, om men ved hvordan det er man "Spiser en Elefant", man må starte fra en ende af, bid for bid, og så en pause, og så gå igang igen.

Desvære har vi ikke alle lært den der Elefant opskrift, vi bliver utålmodige, kører trætte, forsvinder i vreden og ender mismodet og selvhadet, at vreden ender i at man intet magter og falde tilbage i en tilstand af afmagt, depression hvor vreden ikke længere er tilgængelig.
Den vrede der både er meget farlig, men også kan være vejen ud, noget i ens sjæle dyb der kæmper for at overleve, men vel helst at leve rigtigt, ikke bare overleve, og en dag kunne slippe vreden.

Vreden er bare en meget vanskelig ven, pludseligt kaster den sig over noget helt andet: Tilfældige mennesker på ens vej, tilfældige situationer. Det er at være uden kontrol, ikke have fuld bestemmelse, bare en rastløs energi der skal ud. Alligevel har vreden en grund, en grund man ofte bare ikke 100 procent kan rette vreden imod, selvom det ville være optimalt.

Måske man mangler klarsyn, selvforståelse, forståelse af andre, alt hvad man ved er. at man ikke vil mere på samme måde som tidligere. Man er vred på sig selv, andre, på livssituationen. Man ville gerne gå ud af døren og lægge det hele bag sig, måske smække med døren og ikke se sig tilbage.
Men vreden skal også klares som Elefanten, bid for bid, til den ikke er der mere, men det er først når man ser at den oprindelige grund til vreden, ikke længere at være aktuel, at nu er der lys forude.

Jeg kunne drømme om at jeg som en computer kunne reboote, komme tilbage til min oprindelige tilstand. Som menneske er det en meget kompliceret proces. Og den er meget ensom, når det ikke er muligt at få nogen støtte til den.

Men vrede og erkendelsen at jeg må rede mig selv, gør at jeg arbejder dag for dag på at rydde ud, i mit hovede, i mit hjem. Det er ikke optimalt, det kunne være bedre, kunne bruge noget professionel sparring, og en god psykiater, men jeg har bare vreden. Jeg har svært ved at skelne hvad der er mest nødvendigt, og hvad der er detaljer, der er så meget der burde ændres, hvad skal jeg tage først?

Jeg vil godt kunne slippe vreden og irritationen, er meget træt af den udgave af mig selv, men det er det eneste jeg har til af føre mig videre....til hvad ved jeg ikke...noget andet, noget forhåbentligt bedre?

Ikke meget håb for den sendiagnosticerede

"Hvis du var blevet diagnosticeret som barn, havde du jo haft adgang til hjælp til selvforståelse", slap det ud af sagsbehandleren på Handicap centret, sidste gang jeg var der.

Jeg fik selvfølgeligt et nej til et grundig udredning og selvforståelse, for i min alder er det åbenbart for sent at ofre den slags på en, jeg er for gammel og jeg er førtidspensionist, så der er ingen rigtig fremtid, eller et håb om jeg kommer i arbejde, derfor spild af penge.
Jeg hader kynismen i at være for gammel, førtidspensioneret og kasseret, og at det ikke bare er mine negative tanker der siger det, men at det også er det der står med usynligt blæk på mine papirer i kommunen. Alle ved det, men siger det ikke.

Måske jeg skal bede dem om at slette jeg har Aspergers, og hælde mig ud af handicapcentrets regi når det er som det er. Jeg bad aldrig om den her diagnose, men hjælp til en kronisk depression. Fik jeg hjælp til den? Nej selvfølgelig ikke.
Grundlæggende var det måske også for at blive af med mig på distriktspsykiatrien så der var plads til dem med "kun" psykiske sygdomme, og det pludseligt hastede med at jeg og andre fik vores Aspergers diagnosen, de har jo opdaget det er en smart måde at blive af med nogen af deres klienter og samtidigt underkende at udover selve Autismen, har mange reelle psykiske problemer, bare ikke store nok til at blive i psykiatrien....så nu er jeg bare handicappet...

Jeg har efter diagnosen selv brugt over et år på at sætte mig ind i hvad Autisme spektret går ud på, og det har været et meget ensomt arbejde, ikke mindst hårdt, det er hård at erkende 50 år, der er gået helt skævt og lære dag for dag hvorfor det gik skævt.

I begyndelsen havde jeg håb, nu var der endelig en forklaring, en ny verden åbnede sig, for derefter lukke sig omkring mig, og på en måde, jeg ikke ikke tidligere har oplevet, en tyk dyne af stigma og undertrykkelse der var meget voldsommere, end den jeg havde oplevet som psykisk syg......Og der er stadig ingen der vil hører på mig, og jeg er stadig uden evnen til at få andre til at forstå et jeg har behov for hjælp, og den rigtige hjælp, men nu tilhøre jeg en lille minoritet, og ikke en det står stærkt i forhold til hjælp og støtte også fordi det er så specialiseret et område. Og at virkeligheden på Autisme området er at det er alles kamp mod alle i forhold til at få den hjælp der er, og det har åbenbart betydning for Autisme miljøet i Danmark, tonen, synet.

Jeg og andre sendiagnosticerede er også ramt af, at Autisme stadig ses som en børnesygdom, og noget man afhjælper op gennem barndommen og den tidlig ungdom.

Og som mange andre sendiagnostiserede må jeg erkende at diagnosen blev en blandet fornøjelse.

Så når jeg ser at andre voksne meget gerne vil have Autisme diagnosen, må det jo være i den tro at diagnosen vil bringe dem hjælp, at omverdenen forstår. Sagen er at de vil vågne op til en helt anden virkelighed, der måske faktisk er værre, end før diagnosen. At nu skal der rigtigt kæmpes, men de sidste kræfter er brugt.

For nu står der Autisme på papiret, nu har man blåstemplingen, men det kan også ende som en stempling og en blind vej der kun fører til flere frustrationer, for hvad så? Så ingenting -Læs nogen bøger om Autisme og se nogen youtubes om emnet, prøv at finde en psykiater med bare lidt viden om Autisme, som har en aftale med sygesikringen, og hold så op med at plage om mere. Som sendiagnosticeret skal du ikke forvente at møde de rigtige eksperter.

Den sendiagnostiserede har de psykiske skader, fra en verden skabt for "ikke Autister", og man har aldrig fået lært at forstå hvad det er der går galt og hvad man skal passe på, det der med selvforståelsen.....Men der er måder at senere i livet at lære at blive bedre til at fungerer i hverdagen, få ryddet op i nogen handlings mønstre. Få hjælp til depression og angst og hvad der ellers kan være. Hvorfor skal årene efter en Autisme diagnose ikke være bedre, end årene før?

Hvorfor skal folk der er udmattede efter mange års kamp med tilværelsen, ud i en om muligt større kamp, for at få hjælp.
Og hvorfor virker foreningerne rimeligt ligeglade, og virker til at have sovet i timen, som flere og flere voksne er blevet diagnosticeret uge for uge, og ændret det drastisk fra en børnesygdom der skulle behandles i barndommen og tidlig ungdom, til at der nu er fuldvoksne mennesker der spørger til hvornår der er noget skabt for dem.

Og man kommer til at føle at man stjæler opmærksomhed og penge fra de Autistiske børns afsatte penge. Og det måske også er det alle de pårørende tænker, at "Gid alle de sure gamle sendiagnostiserede kunne klappe i, så vores søde børn kan få hjælp".

Men den kynisme der rammer de sendiagnostiserede, kommer også til at ramme børnene om få år, fordi at selvom der er lidt hjælp til børnene, så er dt ikke fordi deres liv bliver uden problemer, så ændre vi ikke på noget så kommer de næste generationer også til at betale. For der er ikke skabt en plan for hvad man tilbyder mennesker på Autisme spektret, det der er er et kludetæppe af at nogen kommuner  har bedre egne tilbud, og så private steder hvor man selv kan betale, eller prøve at tigge kommunen om at betale.
Og på den måde handler det om geografi, og egne ressourcer om man er den der får hjælp.

Så vrede sendiagnosticerede Autister kommer til at fremstå som nogen der bringer det budskab ingen rigtigt ønsker at hører, men det er ikke de sendiagnosticeredes skyld og de har betalt prisen, så mange gange før de fik diagnosen -og efter.

Der burde være en meget mere samlet plan for hvad der tilbydes til folk på Autisme spektret, og alder og køn burde ikke betyde noget for om man kunne få noget hjælp. Der er et  grundlæggende problem i Danmark på området, vi er bagud, og tiden går, og mens tiden går ikke bare for de sentdiagnosticerede, men også børnene, og unge på Autisme spektret, der mister muligheder for et godt liv. 

Har du værdi?

Jeg tror på at alle mennesker har en værdi, eller at vi slet ikke skal bruge ordet værdi i den forbindelse, det burde være helt underforstået.

Mange artikler om Autistiske mennesker, handler om at godtgøre vores værdi som mennesker, man siger vi er noget særligt, har specielle evner. Meget er det set i forhold til tilpasning til , skole, uddannelse, job, om vi nu er gode nok på samfundsnormens præmisser, om vi bliver gode nok, specielt dem af os der virker "normale" på overfladen, der jo bør kunne bidrage med noget.
De der ikke virker "normale" kan komme i kategorien for inspirererende atypiske mennesker, og skal helst indgå i noget feel good, der gør de normale håbefulde og giver troen på  at mennesker der er "normale" godt kan rumme det afvigende....men hvad så med alle os andre, der ikke lige virker så umiddelbart inspirerende og positive, eller passende afvigende?

Jeg har svært ved at udtrykke hvor træt jeg er af de normer for det rigtige liv og hvad man bare skal kunne, den altid nærværende målestok for mit liv som jeg møder hver dag. Det er svært at gøre sig fri af noget, der i den grad gennemsyrer samfundet, selvom det ikke er hele samfundet der nødvendigvis har de holdninger.

I tiden er der en stærk tendens til, at skal man gøre noget for nogen af de udsatte grupper, så skal der være en samfundsmæssig gulerod der lokker forude, for at godtgøre man gør noget for disse "special grupper", det er underforstået at det ikke er nok at gøre noget, der er godt for "den slags" mennesker, bare fordi det ville være godt for dem, et bedre liv, der skal også være et helt precist afkast/formål til hele samfundet....det er ikke nok at kunne sige, det er rart at vide at vi kan støtte i den slags situationer.
For der er altid en forkromet plan for hvad der er forventet af dem der får hjælp, som om mennesker er så forudsigelige og det er ønskeligt at de er det.
Det er en maskinel holdning til hvad det er at være menneske, hvis politikerne beslutter sådan er det, så skal borgeren gøre sådan, der er ikke taget højde for helt uforudsete ting kan opstå, også det gode uforudsete, noget helt andet, noget nyt. Alt skal forblive indenfor rammen, måske lidt bedre, men stadig indenfor rammen.

Jeg har meget stærkt følelsen at jeg er blevet en social konstruktion, flyttet fra det der var min oprindelige form. Summen af det liv jeg har levet, under normer og vilkår der har begrænset mig og givet mig nogen forkerte idealer og redskaber, der har været et langt selvskadende projekt, hvor arene sidder inden i.
Jeg har troet at bare jeg arbejdede hårdt nok på det kunne jeg ændre mig selv, så jeg passede bedre ind, lykkedes det vel til sidst. Og at smerten var et nødvendigt onde, og jeg vel fortjente den, når jeg nu ikke kunne noget på samfundets præmisser. Eller det samfund jeg mødte på min vej.

Og det med at være et menneske med værdi -Er det godt nok jeg selv bliver tilfreds, eller er det vigtigere andre bliver det?
Og hvilken historie er det du vil have af mig? Den historie du kan forstå, den der får dig til at føle dig godt tilpas og håbefuld.....Jeg kan også tage alt håb fra dig, for jeg er vant til at vende og dreje på alt, min verden er et kaleidoskop, jeg kan se ting fra mange sider, det kan blive meget komplekst, men hvem kan så følge med?.

Det gode liv jeg drømmer om og arbejder på at få engang, skal være min udgave af et bedre liv, men det kræver at udover det at bearbejde det helt praktiske om takling af hverdagen, så handler det også om at få skrællet lagene af, af at prøve at fremstå normal, mest i forhold til, at jeg selv at forstå maskeringen når den sker, at jeg er bevidst om hvad jeg har måtte gøre og sige for at skærme mig socialt. Jeg kan måske fortsætte med stadig at gøre og sige de ting (fordi det kan være nødvendigt i en neurotypiske verden), men selve bevidstheden om hvorfor og at det er det jeg gør, er et fremskridt, jeg bliver ikke en på Autisme spektret i balance, hvis jeg fortsat agere som en der føler sig tvunget til altid at skulle spille "ikke Autist".

Det meste af livet har jeg forsøgt at please andre, nu er jeg vist begyndt at stikke til folk. Sjovt nok fordi jeg er blevet bedre til at holde fast i mine egne holdninger og følelser.....var det bedre da jeg var nemmere og sødere?

Tænk at ikke blive sammenlignet og værdisat efter tidens modetendenser for alt hvad man skal kunne for at få andres accept, for den tvinger jo en selv ud i de tankemønstre, "Er jeg god nok, har jeg nogen værdi?".
Nogen kan lide at konkurrerer med andre, men kan man få lov til at blive fri, uden at det også bliver en livslang kamp om at blive fri?  Og en kamp der næsten ikke kan vindes, fordi entydige normalitets normer og rangdeling af menneskers værdi, stadig har så meget plads i vores samfund, uden det for alvor blive diskuteret.

Det er bare noget du siger du ikke kan...

Forestil dig at man tog en vilkårlig kørestolsbruger man mødte på sin vej, og hældte vedkommende ud af kørestolen og sagde, "Jeg tror altså godt du kan gå selv".

Eller at blinde og døve fik at vide de burde blive lidt mindre blinde og døve, og det bare var at tage den beslutning og så ellers se sig ordentligt for eller hører ordentligt efter.

De fleste kunne se urimeligheden og overgrebet i den type handlinger og udtalelser, kommer det til usynlige handicap er der mere normen, end undtagelsen at man møde de holdninger.

"Kan du ikke bare lade det gå over af sig selv?", "Jeg tror godt du kunne alligevel", og "Hvis du nu lod være at tænke så meget på det?"....

Jeg lever med det her, det er mit grundlæggende vilkår, jeg kan tage stigmatseringen på mig, jeg kan kæmpe mod den osv. Men i sidste ende hænger jeg på vilkårene. Andre kan have en mening om mig... om "os", og uanset hvor tåbelige de er, kan man ikke gøre dem ansvarlige for deres tåbeligheder, på samme måde som de gør mig/andre ansvarlige og naturlige modtagere af deres fordomme og antagelser.
Det kan føles uretfærdigt det er sådan, men den med flest "normalitets" privilegier vinder, hvergang!

Jeg er ikke en levende prøveklud for andres teorier om en som mig, når du såre mig gør det ondt, og som et menneske der er på Autisme spektret gør det endnu mere ondt, men jeg er jo på den ande side vandt til smerten....den smerte der ikke et et symptom på at være på Autisme spektret, men noget man (som regel) får foræret af omverdenen når man er på spektret.

Trykker du hårdt for at få en reaktion, for at få en forklaring på hvorfor jeg er som jeg nu er, så er det ofte sådan at den Autistiske forklaring ikke kan formidles, den er inden i, lukket inde, og selvom den kan forklares, bør det kun være når det er det den Autistiske selv ønsker og er parat til at forklare, ikke fordi man bliver presset til det.

Om jeg er normal eller ikke er normal er hele tiden op til nogen andre, at være de selvudnævnte ekspert på. Det er bare meget ufedt, uanset hvad folk lige kommer frem til, er jeg ikke ret smigret.

I nogen situationer ser jeg ikke de neurotypiske "ikke Autisterne" klart, på andre punkter ser jeg dem meget klart, for de har såret mig på så mange 1000 måder og vist mig jeg ikke høre til, at jeg altid før eller siden kommer til kort, uanset hvor fint jeg bære min "ikke Autistiske" maske, gør mig umage, gør opgaverne, tager mig sammen, prøver at ignorere smerten, ja den fysiske psykosomatiske smerte, og de reelle spændings smerter.......og prøver at holde det små psykotiske tanker væk, når det trænger sig på via den stress og overstimulation jeg oplever. Samtidigt prøver at leve med den manglende forståelse, at de ting jeg siger bliver talt ned så det passer til "ikke Autistisk" tilgang til virkeligheden....og så de gode råd der ikke duer.....Og "du tænker for meget".

Muren mellem mig og det andre bare gør helt naturligt, er meget høj og solid, du kan sige den ikke er der, for den er der jo ikke for dig, det er et one way mirror, fra den ene side er det et klart vindu, fra den anden side et spejl hvor man ser sig selv, men ikke kan se menneskene på den anden side. Med og uden Autisme står vi på skift udenfor det vindu og kan ikke se ind i den andens verden og realiteter.

Og derfor skal man være mere ydmyg når man nærmer sig det "uperfekte", om det er det synlige handicap, eller der er tale om et usynligt handicap, men hvor det usynlige handicap åbenbart mindre forpligtet til at tage det tages alvorligt, men i stedet frister nogen til at prøve at lege rådgiver/psykolog og enda af den provokative slags, stik en syl i det ømme punkt og se hvad der sker? Men bliver du/nogen egentlig klogere, sker der andet end at et andet menneske bliver påført stigma og føler afmagt endnu engang, græder, bliver vred, ydmyget, må skjule?

Det kan ikke forlanges at jeg/vi altid skal kunne sætte os udover andres uvidenhed, at vi skal være nået til et punkt af ophøjet selverkendelse hvor verdens små ondskabsfuldheder ikke længere kan ramme os. Der er dage det går, andre dage det ikke går sådan. At leve med et skjult handicap gør ikke til en Helgen skikkelse der skal tage imod alt med oprejst pande. Omverden siger vi ikke må gøres os til ofre, men hvem er det der uddeler den rolle, uanset om vi tager tingene pænt eller er vrede?

Jeg er ikke en af dem på Autisme spektret der har kunne magte en uddannelse eller et job, det er der andre der kan der kan. Jeg tænker meget på hvad der gjorde forskellen, da vi vel i omgivelsernes øjne umiddelbart virker lige Autistiske, eller uautistiske. Jeg tror ikke jeg finder forklaringen, jeg kan gætte på nogen faktorer og så ellers ærgrer mig for resten, jeg ville også meget gerne have haft uddannelse og job, manglen på samme har givet mig mange kampe og sorger, uden at det ændrede på noget, andet end at gøre mig ked af det og give et lavt selvværd.
Så det er ikke bare noget jeg siger, jeg har prøvet og udfordret mine personlige begrænsninger også mere end det var godt for mig. I fremtiden må jeg finde en bedre balance, uden altid at hænge ude på kanten af min ydeevne, eller sidde fast i depression, og det kan jeg kun ved at erkende hvem jeg er som menneske og stå fast på det i forhold til omverdenen.

Bekymrings generatoren og overstimulation

Jeg må erkende at jeg er røget ud i en længervarende overtræthed og en nedstemt sindsstemning, udover også at være ret arrig.

Jeg er ikke kommet mig efter forrige weekend, mødet i Handicap centeret, beboermødet, og den stress der kulminerede i sidste måned. 

Sover dårligere, er træt, har ikke fået spist mine vitaminer. Alt i alt ude af balance.  

Og så sidst i den her uge: Møder med fortiden, den helt fjerne fortid og den mere nære. Den fjerne fortid i form af en der kendte mig som barn, og huskede mit hjem og min familie, det er der ikke så mange der gør. På den måde røg jeg tilbage i noget der stadig spøger i forhold til min selvopfattelse, men jeg også kæmper med at afvikle. 

Og i forhold til den mere nære  fortid i form var det en gammel veninde, jeg ikke har set siden jeg flyttede for snart tre år siden.  

Og når man er mig er en der skal  tygge lidt på det hele, så har jeg nok at arbejde med......Det er åbenbart sådan noget hvor "ikke Autister" bare smider over skulderen og går videre -men ikke mig, jeg bliver nødt til at finde ud af hvordan jeg har det med det hele, og så været lidt bekymret for fremtiden.

Jeg er en hel bekymrings generator, og hvad kommer der ud af det?  -Hvad kommer der egentligt til at ske i lejligheden ved siden af mig......hvordan får jeg kræfter til julecabaretten......hvordan får jeg mit liv til at hænge sammen i fremtiden....bliver min lejlighed for dyr....kan jeg få kontrol over den depression, så jeg har kræfter til at kæmpe...osv. osv.  

Så siger andre ofte at jeg tænker for meget, men jeg er jo en typisk Asperger på det punkt, derfor tænker jeg "for meget", og ja, det var bedre at jeg forskede i et eller andet og brugte mine rastløse hjerneceller på den aktivitet, fremfor livets små problemer, der hurtigt kan vokse dramattisk når det er mig.....men det er også derfor jeg skal finde noget at tage mig til, et lille projekt. 

Som en ven siger: "Du har det bedst når du har et projekt". Og det er rigtigt, jeg skal bare gøre det rigtigt, på mine præmisser og ikke i forhold til andre, eller ambitioner der bare ikke holder når det er mig det handler om.  

Egentligt fornemmer jeg at jeg ser noget mere klart end tidligere, fortidens mønstre, nutidens, men det at se klart er også udmattende. I recovery kalder man det at gå i ud brændeskuret og tænke i fred og  gå lidt i stå på andre fronter.     

Verden går jo ikke i stå bare fordi jeg har brug for det, så jeg må lære at gå i hi, hvis jeg er overstimuleret  må jeg finde måder at skærme mig når det sker, om det så helt konkret er at jeg trækker gardinerne for, eller får mere ro på aktiviteterne.  

Kan jeg acceptere det, for jeg har godt nok hele livet haft haft svært ved at acceptere at jeg hurtigere bliver træt og overstimuleret, jeg hader det, der er så meget jeg gerne ville. 

Men jeg skal lære det, og det noget af det jeg må have professionel sparring på.   

Du får ikke din selvforståelse foræret

Med en Aspergers diagnose i hus som sendiagnosticeret voksen, ville de fleste nok tro at nu var det tid til  rådgivning i forhold til selvforståelse, for nu skulle man endelig kunne få det bedste ud af, at der var den rigtige forklaring på alt det man har gået og rodet med.

For tiden rigtig mange voksne udredet for Autisme fordi de har problemer i hverdagen, de ikke længere magter, det kan så være helt uden en tidligere diagnose, eller med andre diagnoser end Autisme spektrum. Jeg har selv været diagnosticeret med andre ting, inden jeg blev diagnosticeret med Aspergers. Og ja, jeg var naiv nok til at tro at nu ville jeg endelige få lidt relevant hjælp.

Men det er så kun meget få, der i dag får mulighed for at komme på de steder hvor der er rådgivning og kurser på Autisme området. Det kræver ressourser for at komme igennem med det overfor kommunen. Og det er ikke noget de fleste af os har.

Ellers er det bare at få diagnosen stukket i hånden, og så selv gå i gang med selvforståelsen. Svært, ja da, ofte er man jo ikke i en ret god forfatning når man som voksen får diagnosen, og nu skal man igang med at søge ny viden, læse bøger, tage til foredrag, møde andre på spektret osv. Har man evnerne og energien...lysten til det, det er jo også mange smertefulde erkendelser at skulle igennem alene og det at opsøge sociale ting stresser jo?

Da jeg selv blev diagnostiseret havde jeg troet man blev henvist til et eller andet, en lille introduktion til min diagnose, men vel også at der blev set på, udredt rigtigt for min adhd og depression, at nogen ting kunne blive løst med den nye viden. Men sådan var det jo absolut ikke.

Så jeg måtte bare igang med at læse og tænke ,og med venner der sagde at de ikke synes jeg virkede Autistisk. Mit eget liv havde inden diagnosen nået et nulpunkt, jeg var depressiv, meget vred, meget konfronterende, og stresset. Jeg kunne godt bruge lidt hjælp, professionel hjælp. Den var bare ikke til rådighed.....Er det en rimelig måde at behandle sendiagnosticerede med en Autisme diagnose? Nej, absolut ikke, det er kynisk, hvis ikke direkte ondt.

Som det er nu, kan jeg se at mange sendiagnosticerede ikke rigtigt kommer igang med "selvstudiet", og det er der mange gode grunde til, motivation er ikke bare noget man nødvendigvis bare har på lager. For udbrændthed og depression er ofte den sendiagnosticeredes virkelighed, og selvforståelse kræver nogen man måske ikke nødvendigvis evner alene. og har man ingen til at dele den med professionelt, meget tungt, og føles ikke som vejen frem, mod noget bedre, man går gennem ild, og ikke alle mennesker kan det alene.

Det er heller ikke et job for venner eller familie som jeg ser det, det er senere i processen man kan indrage dem, når man selv er mere afklaret.
Så på en måde er det man forventer udefra, noget man netop ikke kan forvente/kræve af en på Autisme spektret....ellers så havde mange af os vel selv fundet flere løsninger selv gennem årene? Det sker så delvis, men det er ikke nødvendigvis nok for at tilværelsen hænger sammen, og kognitivt kan det være for svært uden en sparring med Autisme erfarne mennesker.

Som jeg ser det kræver man at de sendiagnosticerede skal kunne noget selv omkring selvforståelse, der faktisk modsiger selve diagnosen, at vi påføres skyld og skam endnu engang for noget vi reelt ikke kan gøre for, vi er ramt kognitivt, hvordan er det så vi alene skal komme udover det, bare fordi vi nu står Autisme i en diagnose i hånden?

Man kan heller ikke forvente at alle med Aspergers er læser/forskere typen, der forstår at google alting og læse fagbøger om Autisme...og det meste er skrevet på engelsk, både forsker ting, men også de gode blogs og bøger skrevet af indsigtsfulde Autister om deres egne erfaringer. Der er ogå meget godt på Youtube hvor nogen har lavet små serier om forskellige aspekter af Autisme, men det kræver man er god til engelsk.

Der er jo også heldigvis mere enkle opskrifter på at prøve at få et bedre liv med asperger, omkring ro, hvile, strategier, skemaer osv. Men også der skal meget afprøves for at finde det der passer til en selv og bør derfor også være i professionelt regi.

Det er en proces der tager tid og nye spørgsmål vil dukke op, og hvor skal man søge svar? Jeg er ikke sikker på at Autisme grupperne på Facebook hvor mange rådvilde nydiagnosticerede færdes er det ideelle sted. Mere stedet hvor folk ensretter en Autisme spekter identitet i forhold til hvad andre skriver den bør være. Og man fornemmer en masse indestængte frustrationer og kampen om de ressourser kommunenerne måtte ligge inde med.

I første omgang trænger man til at forholde sig til sin helt egen situation, og få set på ens personlige problemstillinger og ressourser professionelt. Det andet burde bare være et tilskud til ens informationer ikke den primære kilde fordi man ikke kan overskue tykke bøger, eller man finder den måde de er skrevet på meget "koldt" i forhold til ens egen tilværelse, da faglitteratur forholder sig strikt til problematikker og sygdom, ikke til det hele menneske, kun "fejlene".

Jeg er parat til at gøre meget selv for min selvforståelse, jeg har allerede gjort rigtig meget i dette år, men det der skal til for at der kommer resultater det kan mærkes det er professionel hjælp. Der kommer hele tiden flere sendiagnosticerede til og det vi møder er en mur af kold ligegyldighed og lukkede kommunekasser.

Og det der foregår en en slags grum stoleleg om de økonomiske ressourser der må være tilbage, skal de gå udelukkende til de autistiske børn, familierne til autistiske børn, folk på spektret med børn, til enlige uden børn, til dem der har mulighed for job, den der allerede er på førtidspension?

Og midt i al kassetænkningen er der liv der er gået i stykker, der behøver hjælp nu.