Skal man bære diagnosen som en badge?

Der har være debateret om det er bedst at undgå at være for fikseret på sin diagnose, at der lå selvstigmatisering i det gennem mange år. At man gjorde sig selv svagere. 

Men er der dukket andre stemmer op i debatten, der har et andet syn på det, at det ikke nytter at putte med det, da det jo er noget der reelt påvirker ens liv. At stigmaet ligger i, at helst skulle holde mund.

Jeg faldt over den her artikel på DR "Lone Frank synes, at unge 'spiller på deres svagheder', når de deler deres diagnoser": ttps://www.dr.dk/nyheder/kultur/lone-frank-synes-unge-spiller-paa-deres-svagheder-naar-de-deler-deres-diagnoser

Lone Frank Ph.d. i neurobiologi, forfatter og videnskabsjournalist Ph.d.  har sagt at hun synes at unge dyrker deres diagnoser for meget. At de dyrker deres svagheder mere end deres styrker. "- Det er som om, at din generation dyrker sin egen overfølsomhed og nærmest foretrækker personlig svaghed frem for styrke. Hvorfor?" spørger hun podkastvært Sofie Diemer "Sofie og de nye tider" på DR. Sofie Diemer fik sin ADHD diagnose for 8 år siden. 

Lone Frank påpeger at hendes generation var mindre skærmede, og ville klare sig selv. og "- Det giver jo valuta ude på de sociale medier at have noget, man kan sige er en svaghed.". Lone Frank har selv været gennem perioder med depression og stress.

Her er så mit take på det: Jeg er tættere på Lone Frank i alder, men jeg har ikke kunne opretholde et facade og funktioner til at kunne fremstå som velfungerende. Og hvad jeg har haft af styrker, har ikke kunne anvendes, fordi der ikke var nogen platforme i samfundet for dem. 

Jeg kan spørge var jeg bare ikke dygtig nok, eller gjorde min ADHD at jeg spredte mig for meget i emner,  og var jeg for ustabil og var jeg så akavet socialt?
Man kan lave et falsk selv, hvor man mener man er vildt talentfuld, men andre bare ikke kan se det (Det kan ikke anbefales), eller man erkender at der er udfordringer men man panisk dækker af med egenskaber andre gerne vil se, og de rigtige positive sætninger (det kan heller ikke anbefales). 

Men man kan vide at man er dygtig til ting, og med de rette muligheder, kunne det udvikles til noget der kunne fungere. Man kan være realistisk omkring udfordringerne, læring, uforudsete hurdles, stress, overfølsomhed, omgivelserne, det sociale, at det hele tiden spiller ind på evnerne/talentet. Og der sandsynligvis vil ske "situationer", og at man med ADHD og/eller Autisme har det med at overtænke det, og reagere også fysisk på det. Det tager længere tid med os at fordøje når der sker ting. 

Så det nytter ikke at skubbe evner, og styrker frem foran andre, og håbe de ikke opdager "det andet". For vi vil blive dømt og fejlfortolket på "det andet", ingen vil spare os for skammen og nederlaget, det er helt vores. Som vi så kan grave os ned med. 

Er man mere aktivistisk indstillet, har man set mønstrene, ens egne og de andres, man ved noget er uungårligt og der må tages andre valg, omkring hvordan man præsentere sig selv udadtil og give andre mod på at stå ved dem selv. Ikke at det det er den perfekte løsning at sætte sig selv i spil, og gøre sig sårbar, men åbner andre muligheder, og måske en vej til noget andet, afklaring, selverkendelse, realisme, hvilket er et godt fundament at bygge på. 
Vi er en pose blandede bolcher, og nogen af dem ikke vil falde i alles smag. Men blandingen er som den nu er. Der er ikke noget valg for os, heller ikke et valg for andre, hvor de kan ikke pick and choose.
Fordi vi ikke selv kan vælge, skal vi ikke konfronteres igen og igen med at der er et valg. Og hvis bare vi tog os lidt sammen så ville det "besværlige" falde helt i baggrunden. Det er bare ikke sådan ADHD og Autisme fungerer, det skal nok komme frem i forgrunden på upraktiske tidspunkter, og så står man der med skammen. 

Jeg kender ikke noget til likes og hjerter for at være åben om sin diagnose, nogen får jo også ubehageligheder. Men mange bruger humor til at formidle udfordringerne omkring ADHD og Autisme. Mange holder sig også fra det mere hårde og smertefulde. Men de mange der formidler emnet på nettet kan give følelsen af, at der er en lavine af mennesker med ADHD og Autisme. Og at vores samfund spytter dem ud i tusinde tal dag for dag. Alle disse oversensitive unge, der finder identitet i deres diagnoser, og burde havde en mere sund indstilling. Der dyrker svagheden. 

Jeg tror så ikke de synes de dyrker svagheden, men retten til både at have styrker og udfordringer. Og jeg kan bestemt ikke anbefale den måde jeg prøvede at klare mig da jeg var ung, det fungerede jo ikke, og sled mig op. Det endte med at gør mig svagere. Og svagere end jeg behøvede at være endt. 

Og det er muligt at diagnose fikseringen heller ikke er vejen, og det er den ikke. Men det nytter ikke at skyde skylden på den enkelte, eller en generation, det handler om at se at vores samfund stadig ikke rummer os særligt godt. Nu er vi i det mindst blevet synlige, og flere siger ting åbent. Men det er noget andet der skal ske.

Dem der vil have samfundsforandring må finde hinanden, og komme med konkrete bud om hvordan der kan blive bedre plads til mennesker med ADHD og Autisme, hvilket også kunne gavne mange andre grupper. 

Og så må vi melde fra når vi bliver talt ned, som for meget, selvoptagne og sarte. Det er en meget nem måde at lukke munden på os, gøre os irellevante, i et samfund der stadig dyrker det at holde facaden, og har et meget ensidigt syn på hvad styrke er for noget. 

Jeg ved jeg har meget styrke, det er derfor jeg stadig er her. Det er bare ikke ensbetydende med at jeg ikke behøver støtte. Mon ikke det også gælder for mange andre end jeg?

Er det diagnosen der taler nu, eller et menneske?

Har jeg lov til at have en mening, specielt hvis den afviger fra flertallets, eller jeg ligefrem står alene med den?

Jeg ser ofte folk der har meninger der ikke er specielt valide, men de fremstår jo ikke med en diagnose, de har bare en anden holdning, en holdning blandt andre holdninger.

Hvis man indenfor foreninger der arbejder for at forbedre vilkårene for folk med Autisme, kan man så fratage dem med Autisme deres meningers relevans fordi de er Autister, og hvor går grænsen? 

Det er en umyndiggørelse af mennesker, at det kun er så længe de siger det samme som flertallet, kan få lov til at få lidt af fornemmelsen at være ok og med i flokken, måske det er derfor nogen vælger, at vælge den side for at kunne opnå samfundets accept, fremfor at forholde sig mere kritisk....eller bare have en lidt anden holdning. 

Med en ny Asperger diagnose fik jeg hurtigt lært at sådan nogen som mig, tager ting for personligt og de kan ikke læse mellem linierne...og de er for følsomme, ja det ved jeg så ikke om jeg er, også fordi jeg i en fx. debat ikke går efter  at levere "på den ene side, og på den anden side" kommentarer.  Og det er skræmmende hvordan der meget hurtigt dannes et fast billede af hvad en med Autisme er og ikke er... Sådan kommer stigmatiseringen krybende, etiketterne bliver klasket på: ned i fordomskassen med dig!. Og så er alt under kontrol igen, så "de voksne" kan diskuterer i fred.  

Det vil altid være populært, men hvis det er fordi man forsøger at lufte en holdning, og ikke bare være populær, så må man prøve at stå mere klart i hvad det er man vil sige....og det har ikke noget med en diagnose at gøre, men noget i forhold til valgt debatstil. Jeg behøver ikke at kommunikere at jeg faktisk godt kunne se nogen mellemregninger, for så når vi aldrig ind til kernen, nogen gange er det jo også for at finde ud af hvad der mere konkret er bag nogen udtalelser at man taler/skriver som man gør, man håber folk melder mere klart ud.

Og alle mennesker der ikke kan læse mellem linierne, der er for følsomme, tager ting for personligt, er ikke Autister, de er heller ikke nødvendigvis "unormale". Selvom det er bekvemt at sætte en diagnose på.....er det den måde vi holder anderledes tænkende nede i vores samfund, når det er mennesker uden magt/socialstatus?  Jeg tænker at mange politikere så godt kunne pakke sammen, hvis de samme regler galt for dem, at man bare kunne sige at det var en eller anden diagnosen der talte, følsomheden, at de var for vrede, at de talte mod bedre vidende, at de ikke at kunne læsemellem linierne osv. Men der siger vi jo at det bare er politik og taktik, må man godt have stærke meninger og dreje ting bare fordi det er politik, men hvad så når folk med Autisme diskutere politik/samfund?

På mange måder er det utroligt skræmmende og vel også derfor der er så mange stemmer der ikke høres i samfundet, at stigmatiserering fratager folk lysten og følelsen af at have ret til at stå frem. 

Det betyder en reel skævvridning, at nogen bliver talt/skrevet om af andre, ikke fordi de ikke selv kan skrive og tale, men fordi at det kunne bringe dem i situationer hvor man kunne blive udstillet og hånet, og det vælger man jo fra når man har det indviklet nok i forvejen. 

Mennesker med psykiske skjulte handicap har helt specielle vilkår, du kan forsøge at fremstå "som de andre" dog med en diagnose og håbe på lidt plads, eller de kan stå mere fast på at have en anden vinkel og tage balladen der medfølger. Jeg synes ikke det er et nemt valg, og gid de "normale" kunne forstå det med at prøve at forme sig selv til at passe ind er som et overgreb på en selv, nærmest selvskadende adfærd der dog "kun" giver ar på sjælen...

Men også der hvor man ikke kan eller vil indrømme det rammer det en, det med at passe ind, men man prøver at passe ind, alligevel koster det en pris man først opdager senere.  

Var der ikke en måde hvor man kunne få lov til at være mere autentisk uden en tilkæmpet normalitet der koster på andre fronter? Jeg har kæmpet mig mod at være mere autentisk, til gengæld kan jeg godt nok også fornemme at jeg er ude af synk med flertallet. 

Jeg kan godt se det bekvemme i at diagnosestemple holdninger, at pege folk ud som kværulanter, som have farvede holdninger pga. egne erfaringer.....er det ikke ok at have erfaringer? Folk med andre erfaringer end mig, prøver at korrigere på mine erfaringer, må jeg ikke korrigere deres...eller rettere bidrage med mine erfaringer folk kan vælge at forholde sig til? For hvem er det der ejer virkeligheden, sandheden?  

Det der kunne ligne virkeligheden og sandheden er et sted midt i strømmen af meninger, hvis vi ikke tror på diktatur. 

Jeg tror på mine egne oplevelser og holdninger, ikke som mine oplevelser og holdninger er den eneste mulighed, jeg ved at der er mange andre versioner, men jeg er stadig selv en del af de versioner og ikke en mindre væsentlig på grund. 

Når debatten på nettet bliver destruktiv

"Man" siger at folk på spektret er mere nærtagende og ofte misforstår intentioner mere end "normalt". Men når man færdes på nettet for tiden, er diverse debatter fuld af mennesker det skriver forbi hinanden. Jeg skriver ikke om der hvor den politiske debat eksplodere i trusler og had og bliver avisstof, men i de mindre mere lukkede/privat forum.

Vi har fået en stærk tendens i tiden til at sammenligne vores egen selvforståelse, oplevelser og verdensbillede med andres, på en måde der ikke overlader plads til, at der måske er flere måder at se ting på, alt efter hvor man er, socialt, økonomisk, geografisk, køn, seksualitet.
Måske sammenstødende kommer af at nettet blander kortene på en ny måde og folk der ellers ikke ville tale sammen, nu møder hinanden via nettet, eller fordi vi er ved at bliver et mere polariseret samfund end for 20 år siden?
Men uanset hvorfor sidder mange nu på nettet og har en holdning til det meste. Nogen gør det rimeligt blødt, andre kører holdningerne hårdt, selvom de nok holder tonen, de ser sig nok som Alfaer i flokken, fornuftige og kloge, med de rigtige holdninger. Men kan man patentere rigtige holdninger, og det altid holder som de rigtige, selvom de er et slags gennemsnit?


For jo mere man kører frem med en personlig virkelighed, man prøver at gøre universelt gældende, og håber at den virkelighed til sidst er den der vinder, så er man ude på et skråplan debatmæssigt, for sådan fungere verden jo ikke, kan vi tromle dem med ander liv og meninger, men de holder ikke op med at eksistere af den grund ikke uden deres liv og omstændigheder skulle ændre sig, og måske heller ikke det ville ændre på det. På en måde er det ofte ikke dem med de ekstreme meninger der tromler frem, men dem med "gennemsnits meningerne". Måske derfor ønsker de at alle ander forholder sig til tingene som et gennemsnit. Men verden og menneskelivet er ikke altid et gennemsnit, eller tilpas, eller passende. Så mange kontroverser bygger på at udglatte meninger, i værst fald tvære dem ud, mere end at forholde sig til dem, eller debatere dem.


Man kan intimidere folk til at tie, til ikke sammen med andre kunne finde ord for deres tanker og følelser...-Bliver der ikke stat ord på, så eksistere det ikke. Og er til en vis grad rigtigt, det ryger under den offentlige radar, men det er der jo et sted alligevel, så hvorfor ikke lade det få plads?. Meget få af dem der bliver ramt af de nye nedskæringer taler for sig selv, eller dem der bliver ramt af den meget nedprioriterede psykiatri fx. Fordi de mennesker ikke har en stemme, eller fordi der er et stigma? Sagen er at man ikke høre dem, og det betyder er er forskellige ting i samfundet der holder disse baggrunds historier værk fra almen viden. Men uden de historier er disse mennesker bare objekter og statestikker, ikke rigtige mennesker.

Den gode debat kan kun fungere når vi ved/erkender vi ikke kan eller skal overbevise andre om at have ret, men at man gennem debatten får holdninger frem der kan nuancere og give et udvalg af holdninger man så kan blive klogere af hvis man vil. En slags brainstorm. Hvis man brainstormer og det er dem der er mest aggressive der vinder, er det langt fra sikkert det bliver den bedste løsning.

Tiden fokusere på hvad der adskiller os, ikke det fælles. Det er elle mod alle, og på den måde ender vi med at stå alene, og på den måde går vi tilbage ikke frem.

Tilgengæld er der kommet andre samlingspunkter, der tiltrækker folk fra vidt forskellige kanter, usikkerhed og frygt kan gøre at man ikke rigtigt tænker sig om.

Og foraerne rummer mange typer: Dem der fremstiller sig selv som de rigtige, provoerne, ofrene, bøllerne, de harme, dem der prøver at mægle, dem der sidder på to stole, dem der altid tror at alt handler om dem, dem der mobber i flok, den der synes alle andre er idioter, og ja, så dem der faktisk forsøger at debatere....ja der er mange flere typer.
Det burde være godt med mere debat hvor flere kan deltage, desværre er mange bare ikke trænede i det. Men det er jo også svært der hvor folk har noget personligt i klemme.

Jeg har tidligere skrevet om at jeg aldrig har følt mig så stigmatiseret som de jeg var i nogen Autisme/Aspergers grupper på facebook. Godt nok var der også indsigtsfulde mennesker, hvilket jeg jo netop havde håbet på. Men der var også andre agendaer om at strømlinie hvad der var passende holdninger, og en typecasting af folk med Autisme, selvom det hele tiden blev bedyret at "har man mødt en med autisme, har man kun mødt en med Autisme". Måske det ligger i at nogen mener at det handler om tilpasning til samfundet der er vejen frem, og andre om at finde sin egen vej. Det fornemmes at man med Autisme diagnosen helst ikke skal forholde sig kritisk, men heller være inadvent nørdet, for det er sådan vi kan lide vores Autister, ingen ballade her taaaak!

Andre steder diskuteres der køn og seksualitet...grundlæggende er det lidt det samme der sker, at dem der selv synes de har tjek på det, tromler den der sætter spørgsmålstegn, eller der synes noget er svært. Holdningen er: At når jeg tror jeg ved hvad der er rigtigt, må du pr. automatik jo være forkert. Spørgsmålet er så om de skråsikre er dem der kender en højere sandhed, de lever bare godt med det, de har besluttet er virkeligheden for dem. Og vil andre være med må de lære at blive rigtige, så de en dag også kan fortælle andre hvad der er rigtig på området. Det handler om at være ægte/rigtig et eller andet sæt ind hvad du ønsker af noget man kan have eller være.. ...I grunden er det ligegyldigt med emne områder, det er de samme ting der sker.

Man søger fælleskaber, for ikke at være alene med det, men finder ud af at man i grunden er alene mede det, selvom et par stykker også synes at være mere på bølgelængde med en.

Det er en slags gruppeterapi uden en terapeut/ordstyrer, selvom der er nogen selvbestaltede af slagsen, hvilket ikke fungere online, men næsten kan få det hele mere op at kører, benzin på bålet, fremfor at skabe et rum, og internettet er sjældent et trygt nok rum til det mest sårbare...og mange emner kan gå den vej.

Polarisering? Det er som om sammenstødende af meninger og følelser fragmenter det der kunne være fælles, som en stjerne der eksploderer.

Vi taler om individualisme, men det vi fik var mere egocentri, der handler om at begrænse andres frihed for selv at få mest mulig plads meningsmæssigt og fysisk, men i processen begrænser det også i sidste ende ens egen frihed.  

Et link til baggrunds historien bag de Japanske "Ikke høre, ikke se, ikke tale" Aber: De tre Aber

Hvem er det lige samfundet er?

Samfundet er en fornemmelse, føler du dig tryg, føler du at du er med, føler du dig som en del af det og har en indflydelse?

Føles det som du lever i et hierarkisk pyramide samfund,  eller føler du at samfundet består at mange forskellige organisk forbundne enklaver, føler du at du står i udkanten af samfundet, eller er du lige midt i det?

Synes du, du deler de gængse værdier, eller synes du samfundet sværdier føles helt forkerte? Eller er det sådan at det, er op til hvem man kender og møde i hverdagen hvordan samfundet ser ud til at fungere. ....Eller er samfundet mere noget du har fra medierne, end dine gene oplevelser i hverdagen?

Når du skælder ud på samfundet er samfundet også dig, selvom det måske ikke lige føles sådan.

Kan du spejle dig i samfundet, kan du genkende dig selv som type i reklamerne, det er dig de vil have, og du kunne købe den ting, eller den ydelse.
Eller vil du ikke have noget af det  de prøver at prakke dig på og de afspejler ikke din livstil, og du er ikke interessant i deres verden, du er ikke rigtig en af typerne/grupperne reklame folkene arbejder med.

Du er måske heller ikke som dem i de danske film og tv serier, du hører ikke til den del af middelklassen de beskriver, fordi de beskriver sig selv, deres venner og familie, de sidder med manuskripterne.
Når det går lidt udover deres erfaringer bliver det lidt karikeret, "de andre". Men måske du ikke engang er en af de typer der figurere som "de andre"?

Der snakkes om at facebook sørger for, du mest ser de holdninger du selv deler, så du på den måde mest bekræftes i dine egne holdninger.
Måske du allerede har luret segmenterne, dem der deler konkurrencer og  lækre forbrugsgoder de gerne ville have eller har købt. Der er dem der deler deres bekymringer om verden, links om sundhed, og dem der deler blomster og deres hjem, og måltidsbilleder og feriebilleder. Bekymring eller hedonisme, retro eller fremtid.

Og så er der dem der er ret vrede og de melder jo klart ud...og alligevel ikke der er lag der ikke altid ses, hvis man ikke kender personen godt nok, de der små mellemregninger. Har man ikke mellmregningerne kan det være man lukker helt eller delvis af for dem på FB...For meget pral, præk, klynk, spam....Og en dag trykkes der følg ikke.

Danskerne er stadig lykkelige siger statestikken, jeg har svært ved at se det, men måske jeg er det forkerte sted i samfundet. Og det er jo ikke fordi jeg ikke har øjnene på stilke og ørene slået ud når jeg færdes. De nævner at vi er et samfund med tillid, men er det ikke ved at blive et mistillids samfund?
 Men det gælder måske ikke for dem med det sikre job, og dem der aldrig er blevet ramt af krisen, andet end de skulle bruge lidt mindre, ikke fordi de ikke havde, bare for en sikkerheds skyld.
Og der er en forskel på valg og nødvendighed, og nogen i Danmark kan vælge, andre ikke, og dem der kan vælge kan ikke se hvorfor de andre ikke kan, og så er vi tilbage til det med tillid og mistillid.

Måske jeg har for meget fornemmelse for hvad der foregår i tiden, at jeg kan se lidt frem, se lidt bagom. Det er jo en spændende evne, men også svær, og jeg kan ikke ignorere de informationer jeg får.

Jeg må trøste mig med at verden og lille Danmark ikke er entydig, at der er mange strømninger i tiden også positive. Jeg kan håbe på at det mindst dårlige sejre, og jeg en dag vil se mig selv som omgivet af samfundet og ikke ude ved kanten.

Ordblindhed, man må leve med det nok aldrig bliver helt perfekt

Den triste sandhed er at når man er ordblind, så vil der altid snige sig fejl ind i ens tekster, det kan være stavefejl, gramattiske fejl, som desværre ikke bliver opdaget af stavefunktioner og ens ihærdige eftersyn. Derfor må man som regel bare lære leve med at der vil være nogen fejl.

Jeg skriver en blog vel vidende, at nogen vil synes det trækker ned at jeg ikke altid staver rigtigt, at man er dum, at ens viden er mindre værd, alt i alt kan man risikere blive dømt. At der er mennesker der mener en enkelt stave Ged er nok til, at så er alt det man skriver nok er noget vrøvl.

Men at man stadig ser stavefejl som et tegn på dumhed og bare noget sjusk? Ja, der er sjuskefejl, for der er lidt forskel på stavefejl og sjuskefejl, men igen det er jo kommunikation? Når vi taler laver vi også fejl, men de talte ord forsvinder, og vi lever med folk på tv kan snuble i ordene, det skriftlige består på en anden måde, som en mere varig dom over ens udtalelser.

Man jo skrevet i århundrede hvor der ikke var en retskrivning og klaret sig alligevel. Jeg kan godt se at i et detalje samfund som vores, at det skriftlige skal være mere ensartet end i 1600. Men det burde ikke være alt afgørende, jeg håber også teknologien vil gøre det nemmere at kommunikere på trods at at man ikke er den perfekte staver, det vil sige der er jo nogen muligheder allerede, bare ikke udbredt nok i befolkningen.

Jeg hader når jeg laver fejl, jeg læser igennem flere gange, men det går galt alligevel. Ordblindheden er der, selvom jeg bliver bedre. Der er bare ord jeg bare ikke kan se for mig, så jeg må tjekke de samme ord igen og igen og igen. men jeg skriver alligevel, på trods af at det tager længere tid, ikke selve det at skrive, men det at tjekke ting.

Det kan godt være jeg staver skidt, men jeg har viljen.....ved de der kan stave hvor meget vilje det kræver, eller sårbarheden i at risikere at blive udstillet og få dumme kommentarer?

Som så meget andet er der noget der ikke ses udefra, kun toppen af isbjerget, med ordblindhed som med Autisme, man gør sit bedste, og prøver at leve med at kunne blive afsløret i sine begrænsninger og andre ikke ved hvor meget man kæmper for at gør det godt nok.

Måske de der dømmer en hårdest er de der i grunden ikke har så meget selvværd når det kommer til stykket, at de tænker: om ikke andet staver jeg bedre. Og de selv ville frygte at blive grebet i en fejl. Nogen bruger et helt liv på at skjule sårbarheder, og jeg kan let forestille mig hvor hæmmende det kan være på ens livsudfoldelser, for det er jo i gennem at vove, og prøve sig frem man lære noget.
Det andet er jo en form for mentalt elektronisk fodlænke, der gør man må blive hvor man er, og være bitter og begrænset, men også lidt bedre i egen optik end dem der dummer sig synligt.

Jeg må stå ved at jeg er ordblind og laver fejl, for ellers kan jeg ikke gøre ret meget i livet af det jeg gerne vil, hvis bekymringen for fej blev alt for stor.

Aktivistisk Autisme?

Nogen gange kan folk blive lidt betuttede når man kalder de der ikke er Autister for de neuro typiske, for hvad er nu det at sætte mærkat  pæne normale mennesker?

At benævne dem der ikke er Autister som neuro typiske, svare til hvad andre grupper af mennesker der har følt sig stigmatiseret og marginaliseret har gjort, for at blive bevidstgjort om sig selv og samfundet, og for at smide skammen og også kunne se det positive i ens anderledshed. Og at man tillader sig at vende lidt på den virkeligheds opfattelse man har måtte leve i, som et menneske der var.....ja, åbenbart fejlbehæftet på en eller anden måde i forhold til flertallet.

Et andet eksempel er begrebet ciskønnet eller bare cis, i forhold til mennesker der føler sig som værende det fysiske køn de er født som, fremfor at føle sig som et andet køn end det kropsligt/fysiske medfødte. På den måde er jeg en cis kvinde. -Jamen jeg er jo normen, hvorfor er jeg pludslig en cis kvinde? Ja, det er jeg på grund af transkønnet Aktivisme og queer teori. At man stiller "normalen" i et andet lys end vanetænkningen. 
Jeg er efterhånden vandt til det, jeg er blevet bevidst om begrebet entitlement (berettigelse, hjemmel) at nogen føler retten til at være det rigtige køn, på den rigtige måde, den rigtige race, klasse osv. og derfor aldrig ser verden i et andet perspektiv. intitlement kan også være det man hægter sig på, hvis selvværdet halter, fx at være en hvid (hetro) mand, for så er man da noget....

Jeg har også en fortid med folk med en politisk bevidst tilgang til psykisk sygdom, og hvor man ikke bare godtager samfundets prædikater og værdisætning af mennesker der er udenfor normen. Som en ven siger, "Måske de gale er samfundets ægte avantgarde". Desværre bliver de sjældent hørt, men ofte bare stigmatiseret og selvstigmatiseret væk, og dermed uhørt.

Det er jo fordi vi lever i en social konstruktion, og det Autistiske sammenlignes også med hvad der gennem tiderne og nutiden er forventet og passende for at være "normalfungerende". Det siger mere om samfundet norm blik, end om mennesker med Autisme. Autisme rummer også muligheder, og perspektiver udover den neuro typiske bevidstheds rammer. Så hvem er den rigtige slags mennesker?

Aspi kulturen på internettet har skabt mulighed for et andet blik på Autisme, et blik der ikke kun ser på Autisme set udefra med en diagnosebrille, der kun nævner det atypiske hos en med Autisme, og udelader de positive sider, og de sider hvor evnerne kan kombinere ting på en måde den nerotypiske hjerne ikke lige kan få kombineret på samme måde. Nej, ikke alle Aspergers/Autister er geniale videnskabsfolk, men vi har ressourser og samfundet får ikke altid den glæde af det som de kunne få, og ikke mindst os selv, da der mangler flere platforme for for os.....At sidde og kunne noget uden at få lov er et helvede, det synes jeg.

Det moderne samfund har brug for os, da mange jo allerede sidder og programere. Og hvad ville videnskabelig forskning gøre uden friske nye Autister? Spørgsmålet er bare med forskningen i Autisme vil ende i fravælgelse på fosterstadiet. Vil forældre frivilligt tage bøvlet og problemerne med et Autistisk barn, og ikke mindst kampen om at få den rigtige hjælp til sit barn? 
Og hvad sker der med et samfund hvis man fravælger mennesker med Autisme spektrum forstyrrelser?.....tja, så må vi importere Autister fra lande hvor man ikke har råd til den type tests, for den specielle intelligens kan ikke undværes i det højteknologiske samfund vi ønsker os. Vil vi have høj intelligens, er der også nogen anormali forbundet med det. Det ville være praktisk hvis de evner kom i mere "passende udgaver", men desværre;-) 

Men igen ikke alle på Autisme spekteret har specielle evner og nogen vil skulle have samfundets støtte livet igennem, en støtte der som det ser ud bliver vanskeligere at få. Fra at børn ikke kan få specielle skoletilbud og derfor bryder sammen, til hvad skal der ske med de hårdest ramte Autister børn/voksne, hvis familien ikke har råd til at betale pleje døgnet rundt? En virkelighed folk der ikke er inde i de barske realiteter ikke ved meget om: Handicappede børn og voksnes vilkår i Danmark i 2015.

Andre gruppers kamp ud af fordomme og marginalisering har gået gennem aktivisme, og at nogen var absolut hard core i deres holdninger, historien har også vist at man intet får bare fordi det er forkert og synd for en det der foregår, det er først når man står udenfor med høtyven, at dem indenfor begynder at tænk sig om, eller overhovedet opdager man eksistere. Det er heller ikke sådan at når man først har fået rettigheder, at de bare er til evig arv og eje, da det er meget tydeligt at samfundet skifter retning og det man har opnået kan mistes...For hvor var det velfærdsstaten pludseligt blev af, for 20 år siden havde vi vel næppe troet den skulle afvikles for en hver pris og egentligt uden ret meget modstand fra befolkningen?

Tja, nogen gange må man skære holdninger lidt ud i karton, for at marker at det ikke bare er ligemeget, så normalitetens billeder og ordstrøm ikke bare er en lavine der ender med at vælte alle dem der ikke er en del af den lavine omkuld. 
Der er intet underligt i at dem der kun har oplevet at være en del af at være "de normale" kan undre sig, nu har de levet med normerne og normerne har understøttet dem i at alt var ok, og så kommer der nogen og kalder dem neuro typiske eller ciskønnede og jeg ved ikke hvad?

Er det arrogant at at vende brillen den anden vej og giver "normaliteten" et grundig kig? Skulle man som offeret for fordomme og vanetænkning være klogere, have mere medfølelse med de neuro typiske?

Der er kørt "dem og os", meget længe mod de anderledes, så måske en omvendt "dem og os" skal til for i en tid, for at vi kan ende som et: Os og vi, som en anden ven siger "Samfundet det er os alle".

Ja ja, vi der ofte selv er blevet gjort opmærksomme på at vi ikke er helt normale er jo så vandt til at blive kaldt ting, men om ikke andet har vi nu fået internettet som platform til udveksling, og der kan vi internationalt finde hinanden og dele tanker/erfaringer og inspiration, der er mange måder at gør det på, og der er mange stemmer og holdninger, men vi er bevidste om at vi ikke er alene og vi nu kan se ud på verden sammen og nogen gange undres over at det er os der ses som de sære.

Dengang min særinteresse var at finde en kæreste

Jeg har set en del der omhandler særinteresser, særinteresser er jo noget som Autister som jeg har, har jeg læst....Jeg har altid haft en masse dejlige interesser, som jeg ikke fandt sære, men hyggelige, lærerige.

Men i en del år havde jeg nok en særinteresse der var ved at kører mig helt ned. Som 42 årig besluttede jeg mig for jeg burde begynde at date og finde mig en kæreste.

Så jeg lavede mig en profil på et datingsite, for det var lidt den eneste farbare vej, da jeg ikke havde et gå ud netværk. Jeg er jo ikke den der gør ting halvt når jeg først har besluttet mig for noget, så jeg satte mig ind i hvordan man netdatede, fik fine billeder.

Sådan lidt forskræmt sad jeg der ved min computer, og måtte erkende at mennesker er mærkelige og ikke mindst på nettet. Jeg måtte også erkende at en del mænd har en natside på nettet og ikke mindst deres skriftlige kommunikations evner kan være ret begrænsede. Og at jeg som kvinde var et objekt og ikke et menneske. Men som sagt, jeg var i fuld gang og fast besluttet, jeg troede som jeg blev klogere ville tingene nok blive bedre.

Og jeg datede også, faktisk en hel del, hvilket må have været en speciel oplevelse for mændende, jeg var vist ret Autist agtig, jeg sendte ingen NT signaler, eller opfangede NT signaler (Neuro typisk det man, er nå man ikke er Autist;-))..... Men jeg så da brand godt ud og var venlig og smilende om ikke andet.

Jeg synes jeg har datet mange skygger af mænd

Faktisk tog jeg det hele pænt i en del år, jeg var faktisk mindre sur og fornærmet end mange af NT kvinderne, og på nogen måder mere realistisk i mine ønsker....det vil sige at uanset hvor realistisk jeg var, var der vist meget få af mændende der reelt søgte en kæreste...

Men jeg var en af dem der tog det meste jeg fik i indbakken med godt humør, svarede pænt på henvendelser og hellere tog på en date for meget, end en for lidt.

Faktisk lykkedes det mig at finde en kæreste, det var en fælles interesse for middelalder der førte os sammen, og at vi fandt sammen på en meget ukompliceret måde, som om vi faktisk kunne læse hinanden, uden så meget snak. At vi begge følte os trygge.
Nej, det holdt ikke, jeg pendlede mellem København og Odense on/off i et par år sådan ca. I dag er vi venner og vi er stadig interesserede i middelalder.

Efterfølgende vidste jeg at jeg igen ville have en kæreste, det havde bestemt ikke afskrækket mig med det sidste forhold, jeg synes der havde været meget godt. Så jeg kastede mig ud i netdatingen igen.

Mere erfaren, måske også mere risikovillig. Men der var ingen kæreste, faktisk var det lidt af et mareridt, kynisme, ligegyldighed, det begyndte at være selvdestruktivt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre anderledes, jeg blev ved med at tro der var en nøgle til det at finde kærestepotentiale, at jeg bare skulle gøre ting anderledes, at det nok bare var mig, der var noget jeg bare ikke forstod.

Et problem med Autisme kan være at man er lidt grænseløs og har svært ved at sætte grænser, og når man læser situationer forkert og bare håber på at det måske er sådan det er, så er det forvirrende og  noget neuro typiske kvinder reager anderledes på også fordi de gennem teenage tiden har trænet signalerne og diskuteret dem med veninderne, det har man meget ofte ikke når man har Autisme, der er det hele meget gådefuldt, eller man lægger ikke mærke til noget.

Til sidst var jeg helt knust, jeg følte at jeg åbenbart intet havde at tilbyde, at "mænd" ville have noget andet. At jeg var blevet for gammel osv.

Hvor meget kom det at jeg er "anderledes" i spil? Hvor meget betydning havde det for at jeg ikke kunne finde en kæreste. Med al min forskning på nettet...Ja, jeg er jo blevet ekspert i internetdating sociologi, specielt fordi jeg også opsøgt debatterne og blogsene for info og kommunikation.
Men med al min forskning på nettet, så tror jeg ikke min Autisme var den egentlige grund til at det ikke lykkedes for mig, jeg tror bare at internetdating er et mentalt farligt sted for kvinder der er reelt kæreste søgende, og vil tage chancen. Fordi at mænd og kvinder generelt søger noget forskelligt, eller de tanker de har om hvordan er forskellige. Ikke at jeg er en af dem der putter folk i kasser efter køn, men jeg vil nok sige at på nettet bliver alt meget firkantet, og det fortsætter også ud i virkeligheden, at mænd og kvinder er forskellige med at knytte bånd, at det måske er der der er mest forskellige og mest i mande og kvinde kasser, måske også fordi at med dating er overskriften køn, ikke menneske.

Jeg satsede med en dedikation der var halsbrækkende og kostede al min energi, og som kom til at fodrede en depression i flere år.

Jeg har nu lagt min særinteresse omkring at søge en kæreste helt væk, og jeg forstår nu at dating på nettet ikke længere er vejen. Jeg har slukket det det kapitel for at overleve som menneske og kvinde, genvinde mit selvværd og på at tro jeg er ok, selvom ingen åbenbart ville en som mig.

Men ud af forfejlede forsøg og nederlag har jeg også høstet lærdom og ikke mindst fået lært at gå ud i verden alene og møde nye mennesker. Igennem min kærestesøgning, fik jeg lirket døren op til et nyt liv, et socialt liv, til at kunne gå i byen, kunne slappe af sammen med andre. Jeg fik selvtillid jeg ikke havde haft socialt.....Jeg blev en mere erfaren kvinde, jeg blev også bare et mennesker der går ud af døren og møder nye mennsker, går til koncert, går på bar alene hvis det er det jeg gør og vil. Jeg kom ud af Autist sneglehuset, og blev konfronteret og rodet ud i med et mere levende liv, end tidligere, jeg lærte også at improvisere det ikke forventede og takle det.

Jeg har afsøgt de mentale krinkelkroge, jeg har taget "a walk on the wild side", som Autist ved jeg jo ikke altid hvad der er passende, men "passende" kan også være ret gab.

Jeg tror stadig på at hvad der synes værd at gøre, der skal man satse 100 procent, og leve med at fejle, for intentionen fejlede intet.

Endnu en Aspie på internettet

For et par dage siden havde en ven fundet en Bille på sit computertastatur og spurgte nu ud på Facebook, hvad det mon var for en bille, jeg kastede et hurtigt blik på kræet, og gik straks igang med at google, først det indendørs kriblekrable, men intet lignede, og så tænkte jeg at jeg måtte søge udendørs Danske biller og på formen af kroppen, jeg kom på "skjoldformet" var ordet, og vupti havde jeg fundet den: Rødbenet Bredtæge.

Og sådan er det, ting må undersøges når jeg synes jeg mangler info, eller der er en gåde, eller noget virker forkert. Google er min ven, og jeg kan som regel finde det de andre ikke kan finde, og rimeligt hurtigt, ellers så har jeg det tålmodighed der skal til.

Hvad var jeg dog før internettet?

For mig er internettet et tveægget sværd, det er godt og det er skidt, og jeg har svært ved at gennemskue om det er mest godt eller skidt, jeg tror det svinger.

På den gode side har jeg mødt nye mennesker gennem nettet, det vil sige også mødt dem live...irl som det hedder. Jeg har fået venner og en kæreste, der nu er ex, men ven. Og jeg har fundet frem til steder at opsøge, hvor jeg også har mødt mennesker jeg fik en relation til.

Jeg har også lært at gennemskue social adfærd, af internet debatter og hygge på nettet, hygge kan så indbefatte trolling den andre og jeg selv kan byde på. Trolling er så mange ting, og det at trolle en debattråd kan gøres mere eller mindre elegant. Trolling betyder at føre bort fra emnet, og har ikke noget med Trolle at gøre, men at kast et net ud og trække debatten væk fra der hvor den startede. At lægge en reel sviner er bare en metode, nogen gange ret effektiv især hvis de andre ikke er erfarne, men ikke værdig for den mere sofistikerede troller.....The art of finer Trolling.

Man kan også være en lille hyggelig troller..hooost!.

Og så kan man lure på de andre på nettet, hvad er der egentlig der foregår, hvordan vil de andre ses, og lykkes det for den, eller er der sprækker der fortæller noget andet? Folks passive agressive tiltag, når de danner alliancer, når folk viser venlighed, sådan på afstand har jeg luret på det på nettet, uden forvirrende indtryk, det gør det nemmer at se og tolke når man møder det live synes jeg.

Men udover det sociale og sociologiske, så der der mange billeder og meget tekst, der er også meget hø og det kræver jo kildekritik og ret meget viden fra andet steds, jeg er glad for at jeg ikke startede som barn på nettet, men med bøger, for jeg synes at min gamle solide viden er med til at oute, ting jeg ser på nettet der ikke er korrekt og yderst fejlbehæftet. Jeg ser så at ellers intelligente mennesker hopper på noget af det, men de må mangle det bullshit filter andre har.

Internet afhængig? Ja da, sikkert, noget skal Autist sindet jo beskæftige sig med. Til gengæld har jeg ikke mobil kriblen og hvis jeg ikke venter opkald eller sms kigger jeg ikke selvom den giver lyd, det er kun den bærbare der trækker. Det er også overvejende der jeg har min kommunikation med andre.

Måske internettet for mig bare er som livet, blandet og med resultater alt efter hvor man selv er i livet.

Jeg må så sige at med det politiske klima og når man er aktiv på Facebook, så fornemmer man en ny reealitet, at verden er flyttet ind på nettet, at det er blevet polittisk i en større og større grad, det rammer lige ind i mainstream også på en måde ikke alle kan magte, hverken i forhold til hvad der selv poster, eller det man skal forholde sig til. Jeg ved ikke hvad det kommer til at betyde, men det udfordrer os, også at "vennerne" pludseligt opdager hvilke holdninger man har og folk begynder at debatere og have noget i klemme, og ikke bare på politikernes profiler, men her og der eksploder følelserne.

Jeg der har vært på nettet, på den mere avencerede måde er det måske mere til at forholde sig til, men jeg kan se andre der ikke ser så øvede, i internetøretæver og netdebatkultur kan få åndenød.

Nogen siger det er godt vi ved rigtigt meget om hinanden, og jeg må da sige at som amatør sociolog og wannabee menneskekender  er det guf både med kød og vitaminer i til hjernen.

Ja, der er et liv der ude i virkeligheden, men nettet er også virkeligt, på det punkt er jeg som de små unge, men det er bare en anden slags virkelighed, der er hvad den er, nettet er noget ekstra, og jeg kan bruge det på mange måder og det kan lære mig noget om det der sker i virkeligheden og virkeligheden kan lære mig noget om nettet.

Og ja, man kan også lave grafik og billedbehandling på sin puter som man kan uploade til hele verden og man kan finde skønne billeder selv, herligt!....Jo, det kan godt være at der er en verden der ude ikke helt er min Østers altid, men den bærbare er, selvom det heller ikke er helt entydigt, men entydigt er også kedeligt når man er mig.