Når tillidsfuldhed bliver til mistro.

Mennesker med Autisme er ofte mere tillidsfulde end de fleste. men også af den grund, kan de kan blive manipulerede af andre, specielt som børn og unge. Også ønsket om at være en del af noget, kan trække i den forkerte retning. 

Jeg vil beskrive mig som ret tillidsfuld, eller som tidligere tillidsfuld. Der skulle en del til for at gøre mig mistroisk over for folks intentioner, og hele samfundets. Grundlæggende tror jeg på at folk er ret ok, og også vores samfund. Men med en Autisme er der andre spilleregler, og de er ikke lavet til folk med Autisme og for nogen af os slet ikke. Det vil næsten være nemmere at forblive en barne-voksen der ikke for alvor stiller spøgrsmål til hvorfor, og slet ikke på en direkte måde. At leve med det, at føle smerten i det, men ikke hele konteksten. 

Hvor mange gange er man ikke blivet spist af med en neurotypisk forklaring, der kun forklare ting ud fra deres perspektiv, men ikke er svaret. Jeg er ikke dum, men der er ting jeg ikke opfatter med min ADHD og Autisme som filtrering. Men der er godt nok meget neurotypiske heller ikke opfatter, men det kræver en med Autisme eller ADHD til at pointere hvad det er de ikke opfatter. Ofte vil de mene de opfatte det væsentlige, der der skal opfattes som menneske. Ikke vores uregulerede hyper opfattelse. Som desværre bliver mere ureguleret af at skulle fungere i en verden der ikke er gearet til os. Hvordan ville de neurotypiske agere i en Autistisk verdensorden? Måske ok, så hvorfor ikke gøre det nemmer for alle så? 

Men de fleste af os voksne Autister er ret søde og sagtmodige. Vi slår os til tåls med. Prøver at se positivt på det og fokusere på det der fungere for os. Vi har fundet nogen Cowboy tricks til at overleve verden og valgt ting fra. Men hvad med at vælge mere til af det gode? Hvordan er mulighederne der?

Det at forholde sig postiv er jo næsten religiøst og en nødvendighed i Danmark. Og er der noget der ikke fungere skal man kigge indad, men ikke alt for meget, man skal handle sig praktisk ud af det, som det nu er muligt, indenfor rammerne. For der skal ikke stilles spørgsmål til rammerne, eller hvad der faktisk mangler. 

Selvforståelse på Autistiske præmisser?
Er selvforståelse godt for mennesker med Autisme? For selvforståelse og det at kunne advokere for sig selv, vil komme ind på smertefulde erkendelser, alt efter hvor stækket man har været i sit liv. Hvor meget vi har været igennem, vil være forskelligt, men meget vil også være genkendeligt som det samme, noget fælles. Og meget har vi taget for givet, at det er sådan det er, at det altid er mere vanskeligt, og ikke lavet til os. Vi er små jeger i et hav af neurotypiske selvfølgeligheder, vi prøver på ikke at drukne, men vi tror det er sådan man trækker vejret, sådan er det, men ved siden af os kan der være andre som os, og flere end vi tror. 

Hvorfor kan vi ikke gøre det bedre for sådan nogen som os? Spektret er så stort at der er mennesker der er yderst veluddannede med gode jobs, og ja magt. Og så er der dem der aldrig har passet ind. Jeg ville ønske at mennesker med Autisme der havde mere velfungerende liv, kunne støtte at samfundet også blev indrettet for dem, der ikke var lige så heldige/priviligerede. Måske de er mere i øjenhøjde, med dem der sidder på magten. 

Med alle mine erfaringer, og mine erfaringer med foredrag og undervisning og projekter, vil jeg alligevel  aldrig være i øjenhøjde med dem der beslutter noget, selv helt nede i systemet. 

Og det ved jeg, fordi jeg ved det, jeg har været der igen og igen, og det er derfor tillid, blev til mistro eller skepsis.
Der er bare ikke en ligeværdighed. Jo, men kan lige tro det, indtil man ikke gør. Hvis man er harmløs nok, kan det være man kan komme igennem hel skindet, som et poster child for systemet et godt ekempel med bruger erfaringer. Men vær forsigtig det er en illution. Og når illutionen er brudt, er den brudt, og med Autisme og eller ADHD kan det tage tid at få på plads, det kan tage meget lang tid, og svarene er sjældent noget brugbart som jeg har oplevet, men men kan være heldig.
Den kræver et reelt ligeværd når vi anvender peer medarbejdere, mennesker med egne erfaringer, men er der plads til dem der ikke orker flere "samfunds løgne", kan det rummes i det offentlige system? 
Der er en recovery når man tror at nu er det lykkedes med selvforståelse og evt. inklusion, og så er der den der kan komme senere, den første var dyr, den anden kan næsten kostet en livet. 

Samfundet/systemet ved ikke hvad du har kæmpet med, og det er bedst/nemmest for dem at du ikke var hvad du reelt har kæmpet med. Det er til samfundet umiddelbare fordel at vi ikke kan sætte ord på, og at vi ikke ved hvor meget vi har til fælles og med hvor mange. At der kun er et jeg der står alene. Der kan tvivle og vi tvivler ofte. Man kan føle sig urimelig med sin vrede eller/og afmagt. 

Efter en diagnosticering ser man (andre) at man lægger fortiden i garderoben, det var dengang, nu er det nu. Det er nok en af de fedeste og mest bekvemme løgne. Det er det røgslør både neurodiverse (og for den sags skyld også de neotypiske) prøver at finde vej i. Men erkendelse og selvforståelse går bare gennem en genkendelse af mønstre, af ens egne, men i høj grad også andres og verden omkring en, og den måde samfundet er indrettet. Det første er ok harmløst, det sidste er det ikke, for alt er jo rimeligt i Danmark, det er at forlange lidt for meget, pas bare dit eget, med dig selv, ikke noget med at snakke samfund, ændringer, krav. 

Når det ikke bare er dig, men samfundet.
Før i tiden sagde man at alt er politik, hvilket det også er. Men det kan føles ubekvemt for samfundet når det er grupper af mennesker, der på forskellige måder er på kanten af marginalisering, eller er røget ud over kanten begynder at kunne konkretisere noget, der har foregået ubemærket.

Den måde vi støtter på, i hvor høj grad ønsker samfundet at folk kan se deres situation klart, og så klart at de ser at der var mange forhindringer og at de forhindringer der stadig er der og ser ud til at blive de samme. Og at små forbedringer altid er udformet efter hvad der kan rummes, i forhold til at erkende de forhindringer, at man selv har kunne gå uhindret videre, og hvad det siger om en selv, det fungerede for mig, vil jeg give plads for de andre? Vil de være i øjenhøjde, og er det nemmere at vi ikke ved hvem vi er. Der er lande der har gjort mere. Her har vi været lidt for selvtilfredse. 

Vi kan som Autistiske/ADHD tænke, de andre er  "de rigtige" og de stærke, robuste. Og vi, vi er blevet tilrettet og sukket over. Vi har været dem man ikke vidste hvad man skulle stille op med. Vi har lært at vi ikke er "de rigtige" og de robuste, de rigtigt voksne. Vi kan pynte os med, at vi er andre ting, at vi har andre evner, og kan tilføre særlige værdier og vinkler. Men vi er en tilføjelse. Vi ses ikke som en del af fundamentet, men alligevel må så meget mennesket har tænkt og skabt gennem årtusinder være udført af mennesker på spektret. Verden uden ville være fattigere og meget anderledes.

Mistænksomme Autister er besværlige, ubelejlige, kontrære. Vi kan også finde smertepunkterne, godt nok nogen gange ved et uheld, helt naivt, og komme til at sige det. Andre gange som en tør konstatering, vel vidende at ingen rigtig hører efter, eller vælger at overhører det. :-D 

Kan vi skubbe på processen for bedre vilkår?
Jeg tror på at man kan ændre ting, min gamle idealisme fra fortiden, der burde være død. Men samtidig har jeg svært ved at træde ind i de rammer samfundet har skabt, også for mennesker på spektret. Jeg taler om Autismehuset i valby, steder med aktiviteter for mennesker med Autisme, Autismeforeninger. Jeg kender fælderne nu, og selvom rammerne ser fine ud og store, er jeg meget  i tvivl om der er plads til mig. Er der skepsis og mistro den anden vej? Vil voksne sendiagnosticerede kunne rokke båden i forhold til den måde et udviklings handicap rummes, når der er en voksen med mange evner og erfaringer, men også med rigeligt med Autisme eller ADHD. Er der kun plads hvis vi deltager på en måde der er acceptabel for det nuværende samfund, og er det sådan, hvordan skiller så de ting der skal støtte os, fra resten af samfundet i sidste ende? 

Det siger mest noget om min livslange marginalisering, end det siger noget om mig som person. Jeg holdt fast i nogen gode intentioner, handlinger og  holdninger meget længe, jeg skulle gennem flere "dødsprocesser"/nederlag, for at se den blege sandhed.
Så der er en skepsis for at pludseligt at kunne blive set som det menneske jeg er, skepsis lyder pænere end mistro, og reelt er jeg nok mere skeptisk. Jeg er stadig mere tillidsfuld end de fleste, det er stadig en sjover måde at møde verden på, en særlig evne, der både gør mig underlig som Dansker, men ellers er en nøgle til et levet liv med andre. 

Jeg står ved en skillevej, jeg skal gøre nogen valg, jeg skal satse. Det kræver tillid, jeg har faktisk tillid til mig selv (omkring det jeg kan, eller det jeg kan lære), men også tillid til til "andre" omkring det der gælder, men hvilke andre og hvor er de?
For der er mange gode mennesker, men hvem er gode for mig, det er noget helt andet. Og hvem er jeg god for? 

I københavn har vi Pulsen i indre by, og nu det store Autismehus i Valby, men er jeg den type med Autisme/ADHD som de kan rumme? Det er som om jeg er den forkerte slags, jeg ville gerne møde andre, der var lidt den samme type som mig, den vildere side, ikke at jeg ikke kan se mig selv, i de mere stille og sagtmodige Autister, absolut og som mig i en yngre, udgave. Eller gemmer der sig vilde Autister bag det sagtmodige? Mennesker der ikke er sat fri endnu? Men har fundet en "acceptabel" form.

Empowerment " magt i eget liv" for Autister, ville verden være klar til det? Den frisatte voksne Autist, eller frisat fra barndommen. Og med dem også bedre vilkår for dem der har flere udfordringer med Autisme. 

En fremtid hvor Autisme bliver meget mere med vores ord, at vi finder ord og på Dansk, at det ikke er diagnosticerings ord, og kommune ord. Og at vi meget hurtigere gennemskuer, når folk prøver at feje os af. At vi kan holde fast, og ved hvor der er andre med Autisme er, og man kan spørge "visdoms Autisterne". Også om det der er så barskt, at systemet helst ikke vil se det. For selvom samfundet ikke kan vil se det, betyder det ikke, at det ikke er der for os, den Autistiske sandsning er valid, og vi er ikke små isolerede enheder vi er flere end vi aner, og vi skal  finde en stemme, helst mange stemmer og ord der kan kommunikere alt det vi er. 

Tanker omkring Mikayla Raines fra Save a Fox.

I mandags så jeg at Mikayla Raines havde begået selvmord. Hun havde skabt Save a Fox centret hvor hun redede Ræve fra Pelsfarme, udover Ræve der havde været kæledyr og nu havde brug for et sted fordi ejeren ikke kunne klare dem, eller var død. Mange stødte på hende på YouTube under covid. Og hun var lige det man manglede på det tidspunkt, og folk har fulgt hende siden og flere kom til. Det gav folk endorfiner: de skønne Ræve, og den gode formidling, in usikker tid. Det var nærværende og jordnært. Og vi kom på fornavn med alle dyrene.

Vi fulgte også at hun fik en kæreste, der måtte indrette sig på, at der var dyr over det hele, også mange andre end Ræve. Og senere fik de en lille Pige. Og der kom mere og mere gang i at hjælpe flere Ræve og opkøbe en hel pelsfarm med 400 dyr og samarbejder omkring det. Større visioner, og samtidig med det evige praktiske arbejde, det meget praktiske fysiske arbejde har været stort. Og når man så lægger Autisme og borderline til. På den ene side kan diagnoserne også bidrage til noget godt og særligt, men det er også en farlig ballancegang. Det er godt vi har noget at brænde for, og noget andet end os selv. Men det kan køre på grænsen.

Jeg er ret sikker på at alle dem der gik efter Mikayla Raines online, følte at hun havde mere, fik mere, og de selv fik mindre. Nogen var enda nogen hun havde kendt personligt ikke bare online trolls, men hun var jo online af gode grunde. Det var sådan hun skaffede bevågenhed og donationer. Men de mennesker der forfulgte hende online kunne ikke se prisen der skulle betales, eller anerkende det store arbejde, på trods og ikke mindst i forhold til to alvorlige diagnoser, hvor kun kærligheden og dedikationen kunne opveje hvad det har kostet.

Udefra set var det det perfekte liv, som mange med Autisme/ADHD kunne drømme om, et liv med dyr og nærvær, og en sag at kæmpe for. På den måde var hun en inspiration og forbillede for folk med eller uden diagnoser.

Når vi kækt siger at i dag har alle en diagnose, og overser at diagnoser har konsekvenser, forhøjet rate af selvmord, selvskade, overset i sygehus systemet, overset allemulige steder i samfundet gennem hele livet. At vores tanker og følelser ofte ikke bliver valideret, men talt ned. Det slid på os, gør at vi allerede som 29 årige kan føle at alt er brugt, men også at vores "system" kan lukke ned uafhængigt, bare lukke ned, uden vi har magt til at gøre noget, i bedste fald kan vi gå i hi og håbe på vi kommer ud igen, andre gange er det definitive valg.

Husk at være mere omsorgsfuld, mindre dømmende, bedre informeret.

Jeg er ikke din drøm. Når man ofte støder på de samme typer, men ved hvorfor.

Med Autisme og ADHD har jeg ofte oplevet at nogen mænd har læst ting ind i min adfærd, der allermest handler om deres egne drømme og forestillinger, end om mig. Der er nok en kedelig tendens til at "den der søger", er parat til at læse ting ind i andes adfærd, der virker til, at spejle deres behov på en positiv måde...i det mindste i begyndelsen. Samtidigt overser/overhører de det der ikke passer ind i drømmen om "den idealiserede". 

Som et menneske der er venlig, forstående, men måske også karismatisk, men også med dårlige antenner for adfærd, og en evig tvivl om, om jeg har forstået ting rigtigt, er det her vanskeligt. Det er svært med grænser, og andre kan lettere påstå at deres vinkel er den rigtige.  

Og måske også andre udefra kan tænke, han/hun er attraktiv og sød og tiltrækker opmærksomhed, og kender sine virkemidler. Men hvad hvis man m/k ikke altid gør det med Autisme/ADHD? Jeg gjorde ikke som yngre, måske heller ikke nu, jo noget mere, men ikke nok, det er efter dagsformen, med Autisme/ADHD kan man altid fanges på det forkerte ben en eller anden dag, og man ikke lige er hurtig nok. 

På den anden side har jeg også en "Miss Teflon", der gør at jeg kan sno mig ud af situationer. Og situationer med mennesker, der har en tendens til at gå all in på deres egne forestillinger, og uden nok stopklodser. Men som skrevet, nogen dage tænker jeg på andet, og reagere forsinket. 

Der er et match, men det er et match af alt det forkerte, fordi begge parter mangler de sociale antenner i en eller anden grad.
Ikke at ADHD/Autisme ikke giver en sociale antenner, men måske de fanger så meget, at det er svært at sorterer, og der kan være sekunder hvor man mentalt er et andet sted, eller klassikeren at andre har fået en til at tvivle på en egen sunde dømmekraft og fornemmelser. Eller man bare er lidt mere tillidsfuld.
Hvor den der inkludere en ufrivilligt i deres idealisering af en, samtidigt holder nøje øje med, om de får det ud af det, de vil have. I sidste ende er det det det handler om. Det de vil have. 

Jeg er ikke den der beregner hvad jeg får ud af ting, det med mennesker og situationer er mere flydende. Måske jeg lever med at hvis man griber for hårdt efter noget, bliver det til sand, der glider ud mellem fingrene. 

For mig er det svært at forstå at nogen søger et drømme objekt i andre, så deres liv kan blive helt. Det kan aldrig blive helt, når man ikke kan se den anden særligt klart (og ikke ser sig selv heller), men kun det der lige matcher fantasien om denne fiktive person, der er anbragt som et filter over den man reelt sidder overfor. Det kan kun skuffe i længden, men man skuffede sig selv. "Det her fantastiske menneske, var ikke så fantastisk, jeg blev snydt". Sandheden er at "den idealiserede" sagtens kan have mange gode egenskaber, og aldrig spillede en/den rolle. 

Og sådan kan man fortsætte gennem et helt liv, også som gammel og stadig kun se det, man vil se. Man kan ikke erkende at man selv har opstillet illusionen, til senere at snuble over den. Gentagende gange. 

Når målet for ens følelser idealiseres, må der også være en idealisering af en selv, i en eller anden grad, der kan sagtens være lavt selvværd osv. men ved at søge det idealiserede, er det et billede på at ville opnå sit sande inderste potentiale, den man egentlig er, og skulle være. Og "den idealiserede" er portalen til det liv. 

Jeg kan læne mig tilbage og sige, i det mindste er det ikke mit problem, jeg har 100 andre problemer, men det der, er ikke mit. 

 

Identitet og diagnose.

Tænk hvis jeg kunne stå op om morgenen uden at blive konfronteret med Autisme og ADHD fra jeg slå øjnene op?

Sikke en befrielse, hvilken åbning på dagen!

Det er bare ikke mit liv. Det er selvfølgeligt ikke sådan for alle med de diagnoser, langtfra. For nogen er det muligt at abstrahere fra det eller leve med det, uden det er rædselsfuldt at komme gennem dagene. Ja der kan være dage, og situationer, og der kan ske ting der gør at men cirkel og overtænker, eller bare er udmattet. Men der er også andet, meget andet. 

Men det er bare som om mine symptomer, min udgave gør at jeg ikke kan undslippe at blive konfronteret med det. Det er det der fysisk omgiver mig, og det der holder mig fanget. 

ADHD gør det svært for mig at gøre ting praktisk, jeg mister overblik, jeg fumler med ting, jeg er fraværende. Autismen gør jeg prøver at holde fast i tryghed, selvom jeg reelt ikke føler nogen tryghed, selvom jeg prøver at holde fast i ting. Det er det velkendte ubehag, fremfor det ukendte. Det er kun en lille smule bedre, og det føles ikke som frit fald. 

Og jeg har prøvet næsten at miste mig selv, og jeg er modig. Men jeg kender også konsekvenserne. Og jeg ved at ingen samler mig op. Der er kun mig, og jeg skal gøre det selv. Jeg har ikke råd til eksperimenter. Men det ville være godt med forandring.

Jeg har været mange ting, forskellige liv, det var dengang jeg havde kræfterne til det. Det at tage masken af har været en blandet fornøjelse, eller slet ikke nogen fornøjelse, bare ubehagelige erkendelser omkring ting jeg egentligt ikke har haft meget indflydelse på, eller større muligheder for at ændre på nu. 

Jeg ved ikke om jeg bare må separere min fysiske virkelighed og min indre verden, jeg har gjort det før, det er ikke optimalt, men en klassiker. Jeg er født med mit eget matrix jeg kan bevæge mig i, frit. I modsætning til virkeligheden. Er der en kur mod virkeligheden? 

Eller skal jeg bare lære at glemme alle regler der er opsat for hvordan man skal være og leve, at virkligheden ofte er lig med normer. Ja, der er naturkræfter osv. men virkeligheden er også hvordan man ser/fortolker verden. 

Det vil vise sig om jeg kan frigøre mig fra normene. Så kan de gå med som affald, eller til genbrug, når jeg nu er igang med at rydde op.

Juletanker

"Jeg håber at tingene er kommet mere i orden inden jul". Det sagde jeg i sommer til et møde, måske jeg allerede sagde det i foråret. 

Sådan blev det ikke. Da det blev sagt var det i et naivt tro på at der var måneder nok, og måske mere hjælp, eller at ADHD medicinen havde virket mere mirakuløst. At bare et eller andet var blevet sat igang.

Det er en belastning at leve i et hjem der ikke fungere, alt er mere bøvlet og det er deprimerende. Selvværdet er i bund. Hvor der der et pejlemærke, et glimt af håb, er der en knage at hænge det her op på?

Det der har foregået er realiteterne, det har være et udtryk for min dagsform, når der ikke er sket mere har det været fordi det var det jeg kunne. Og det at komme op til nogenlunde ok tid, og lidt ud af døren, lave med, gøre noget i hjemmet har været svært at få til at hænge sammen, det har været en kamp og fremskridtene ikke overvældende. Men jeg har virkeligt prøvet at være konstant, men det er ikke som det var før. 

Hvad skulle ændre sig i 2025? Umiddelbart intet, hvis jeg ikke gør noget drastisk. Men hvad drastisk kan jeg gøre? 

Reelt har jeg ikke mulighed for at hjælpe andre, før jeg selv har det bedre/mere stabil. Jeg kan heller ikke få en støtte i forhold til bolig, og hoarding der ikke eksistere i Danmark. 

Der er en uværdighed i det her, og den fylder så meget at jeg ikke kan leve et liv, men bare komme gennem dagene. Og det er faktisk blevet værre år for år. Mindre liv.
Det er fint nok at kæmpe og at det er svært, men når det ender kun med at være det der er, en svær kamp der er usynlig og uheroisk, der udefra set mere ligner inerti og manglende vilje styrke, negativitet. '

Jeg er også meget andet, jeg gør også andet, jeg er et menneske der bidrager, dag for dag, hver dag. Men der er en skævhed i det her, måske det er det at være på spektret, asymmetrien, men er den så stor, så burde der jo kunne tilbydes noget relevant hjælp.....Burde. 

Hvad gør os så uværdige, os der er for lidt Autistiske, men samtidigt for meget. At vi er så svære at placere, så ubekvemme, uvæsentlige, ubelejlige for systemet/samfundet. Ikke værd at kaste penge efter, ressourser, forskning. Vi er her, og vi bør være stille, bare leve med det, "det er jo medfødt" som folk tilføjer, underforstået at så har man at sætte sine standarter derefter, og sætte dem lavt.

Men "det" er jo ikke diagnosen, "det" er samfund/kultur versus ens Autisme/ADHD. Og er jeg særlig subversiv fordi min udgave ikke har kunne passe ind (som (dem) set på TV), og at jeg synes der er plads til forbedringer her og der? 

Det er nemmere at sige at det er mig der bør indrette mig, og forstå at jeg ingen ret heller krav har på noget, absolut, det er den nemmeste løsning. For samfundet er det nemmest at vi, alle hver for sig forstår at vi ikke har ret eller krav på noget i forhold til vores ADHD og eller Autisme, det er vores personlige problem, "vores personlige rejse", der ikke behøver et sikkerhedsnet, når nogen af os ikke kan mere. På en måde er vi ikke, vi kan tales ned og væk. Det bedste er nok aldrig at opdage at man tilhører "ikke" menneskerne, og heldigvis tror jeg nogen slipper for den erkendelse. 

2025? Jeg agter at gøre hvad jeg kan, og satse der hvor jeg ser ting spire, af det jeg har sået. Måske løsninger /livet vil komme fra helt andre kanter.  God jul! 

Knuste jule drømme.

Og så smadrede jeg noget fantastisk pynt, fordi min hjerne var et andet sted, i den stress og vrede jeg har over det svigt jeg oplever omkring min autisme og adhd, at jeg reelt står i samme umulige hjemme situation. år efter år, på trods af hjemmevejleder og kommune og DPC.

Jeg har hele tiden sagt, bare det bliver bedre til jul.....Måned efter måned, og nu er det så jul og alt er om muligt mere kaos end ellers.

Måske det er på tide at jeg går i offensiven på en helt anden måde, stille "folk" til ansvar. Jeg har selv måtte bære al for meget skyld og ansvar, over ting jeg aldrig har haft mulighed for at kunne gøre bedre eller anderledes.

Der er dage jeg sover dagen væk, dage hvor jeg bruger næsten to timer på at komme ud af sengen, og dage hvor jeg faktisk kommer op til ok tid.

Jeg ordner ting, prøver at komme lidt ud. Men det er aldrig nok. Jeg prøver at være det mennesker jeg også er, kreativ, givende. Og ikke bare en borger der lever i rod og svineri.

Erkendelsen er at Danmark ikke kan tilbyde noget i forhold til de problematikker jeg lever med.Problematikker der nærmest ligner en straf, en frihedsberøvelse, en fastholdelse i uværdighed. Jeg er en del af bunden af samfundet, ikke den fattigste, eller mest udsatte, men alligevel et ret marginaliseret liv.

Medierne taler om alle dem der mangler i julen, er ensomme i julen, hvorfor? Who cares? Juletoget er kørt og kun den der har sikret sig en plads er med, og folk er jo også fattige og ensomme resten af årets dage, kan vi som samfund ikke bare erkende at vi er ligeglade, lige indtil det er os selv?

Som sådan ville jeg være ligeglad vis jeg ikke havde jul som "special interesse". Men/og nytåret er jo altid en tid hvor man opsumere året der gik. Og det gik, og gik, uden jeg kom meget videre omkring min fysiske situation.

Jeg var ellers nået til at jeg ikke orkede at være vred, at det er som det er, og jeg kan ikke ændre det. Når jeg ser klart bliver jeg vred. Når jeg lever i min egen verden, så er der ting jeg ikke ser på godt og ondt.

Med Autisme og ADHD er kravet stadigt, at jeg opføre mig lidt logisk og rimeligt, og kan erkende min situation. Jeg synes bare ikke at det det jeg oplever fra andre, afspejler de krav der stilles til mig.

Det her samfund er gennemsyret af forløjethed og idealer vi ikke drømmer om at opretholde. Om falsk bekymring for de unge, de psykisk syge, de ældre, udsatte børn, kværn, kværn, kværn. Det er bare soundbites fra dem der lever af bekymring, eller afvisning af bekymring, de professionelle. Vi andre bliver kværnet under det lydspor. Nogen gange er vi så gaslightet, at vi ikke erkender at det er en forstilling, det er teater, der er ingen reelle intentioner om at ændre noget, det er bare er gamle rester af et humant menneskesyn (som vi måske egentligt aldrig har haft), kummer i fejebakken, snart vil det ikke engang være tilbage.

Er der noget du gerne ville ændre på de fremtidsudsigter? Jeg vil.

Hvem skal kvalitets sikre inklusion på efterskoler?

Nu hører og læser jeg det igen og igen: Inklusion, man "tilbyder" inklusion. Men hvad betyder det reelt. Når Fx. en efterskole tager fokus på at få unge ind med Autisme, ADHD, (og vel også grupper)?

Hvad er deres faglige baggrund, ved de hvor mange de kan overskue? 

Ikke at efterskoler ikke har modtaget alle mulige børn/unge tidligere, og dengang da mange ikke var diagnosticerede. Men tiderne skifter, og med mere viden følger, også et større fagligt ansvar. Og der er der ret sikkert nogen efterskoler der har, og har påbegyndt for år tilbage. Men det kræver faglighed, tid og erfaringer når flere vil med.

Og unges oplevelser har stor betydning for ders fremtid, deres sejre og nederlag. Og den pædagogik der fungere for neurotypiske unge, er ikke den samme for børn på autisme spektret eller ADHD. Man motivere heller ikke de børn på den samme måde.

Det er afsindigt vigtigt at huske, at det handler om en gruppe unge der er yderst sensitive for nederlag og kontroverser. Vi har ingen pyt knap når noget rammer, selvom folk insistere på, at vi skal "komme over det". Og jeg tænker at det faktisk er et af de store problemer i kommunikationen mellem alliistiske /neurotypiske, at man ender med at ubevidst gaslighte børn og unge til, at de føler forkert og for meget i forhold til "virkeligheden" altså den neurotypiske virkelighed, men det er ikke bare ikke sådan det fungere for mennesker med Autisme eller ADHD, og udover det så sanser og filtrere vi stærkt individuelt fra person til person. Men nej vi kommer os ikke over ting, bare fordi vi bliver skammet ud for at tænke og føle for meget. 
Man forstår ikke at oplevelser resonerer helt anderledes når man har ASD eller og ADHD. Og at tale det ned absolut ikke hjælper, eller man synes at nu må det enme efterhånden være udtømt, for det er det bare ikke. Og her er det som om man ikke forstår at ASD og Autisme er noget reelt, vi er mennesker der forsøger at forstå verden vi ikke helt er hjemme i, så når ting opstår så prøver vi at få det nye til at give mening og finde ud af hvad det går ud på og hvor vi selv er i det, og om vi har gjort noget forkert, og det er mange tanker.
Og tidligere oplevelser og mønstre. Og nogen af os behøver meget information, men information mange nerotypiske slet ikke vil tænke på fordi det for den er via automatik, noget de ikke har skulle tænke over, eller hvorfor man gør sådan og om det nu er rigtigt eller forkert. Velkommen til Autisme/ADHD hjernen, der skal have det heeeeele med, igen og igen. 

At tale det ned får heller ikke frem i lyset hvilke tanker den unge faktisk har, eller evnen til at udtrykke det, når det er tabu. Ingen bliver klogere, det bliver bare skubbet væk. 

Med en Autisme/ADHD kan man blive set som selvoptaget, at man i den grad personligt er i spil i alle situationer, og/eller man taler om det der interessere en selv. Egocentrisk ville man have sagt før i tiden. Det kan jeg for sådan være med på.

Hvis efterskoler vil satse på diversitet er det afsindigt vigtigt at lærer forstår at de unge ikke fungere på de samme metoder, og hvis de gør, kan det være at faktisk ikke er ret sundt for dem. Og de er et sted i livet der former hvordan de kan takle neurodiversiteten på en måde så de kan få et så tilfredstillende liv som muligt, og ikke crash and burn, eller ende bag en dør et sted.

Jeg har selv været en af de unge, der var helt hægtet af, og ingen forstod jeg kunne være så intelligent og samtidigt så elendig i skolen. Og ingen tog den situation alvorligt, hvad skulle der blive af en pige som jeg? Jeg tror at nogen troede at jeg var så kreativ og talentfuld at et eller andet mirakel ville ske, så jeg kunne få et arbejde. Og jeg har oplevet mange idiot voksne, der bestemt ikke havde gode hensigter. Men mange der sikkert var gode for mange andre elever. De der forkert børn, hvad skal man gøre?

Man kan også bare ikke gøre noget. Der er andre børn. Du er "speciel", men du er ikke så speciel at du har en værdi der skal støttes og udvikles. 

Men unge der ikke helt passer ind i formen, de har brug for at blive set af nogen, at nogen tror på dem, ikke bare med ros og formaninger, men at de faktisk er mentorer, der kan tilbyde en skridt for skridt struktur og ikke bare en fremtids drøm. 

Mange neurotypiske mennesker har fantastiske evner der aldrig bliver set eller anvendt, mange fandt løsninger og et liv på trods af det. Forældre der ikke kunne støtte, skoler der ikke kunne løfte opgaven. Det er ikke optimalt, det er æv. 

Og så er der de børn der ikke er neurotypiske hvor der er endnu flere benspænd, i forhold til at komme igennem skolen.

Generationerne bliver mindre, kravene bliver højere, uddannelse, hvordan man indgår på en arbejdsplads, på mange måder arbejder det mod inklution, fordi overpræstation er normen, og det er der mennesker på spektret knækker. Måske ikke lige omkring det faglige, men alt det andet. "Alt det andet" som neurotypiske nemmere kan magte, selvom så mange ender med stress. 

Så vi vil gerne forsøge at arbejde på inklusion, i et samfund der er på sterioider, og har nogen meget usunde idealer, der stresser alle, undtagen de mest robuste. 

Og det er jo også nogen emner der er værd at tage op under uddannelse, hvordan man kan hare et langt godt arbejdsliv. Men opskriften er ikke helt den samme for ADHD og Autisme som for de andre unge, men det er utroligt vigtigt at de får redskaber, og kunne sætte ord på.

Skole og uddannelse er ikke med det formål at man er så færdig, at man efterfølgende ender på en førtidspension. Der må have været muligt for en del unge at de kunne have opnået, hm inklution med "de andre". Jeg vil tro at en del finder nogen fælleskaber, frivvilligtarbejde, interesser der kan give en mening med livet. Det er et parallel samfund, men hvis man ikke tænker for meget over det er det måske ok. 

Hvis man tænker over det så er det ikke ok. Der har manglet noget, eller ret meget. 

Inklusion skal menes, prioriteres, konkretiseres, udvikles, fortsættes også når det bliver besværligt. Inklution fungere ikke som noget i så safe bobler, hvis resten af samfundet ikke er med og kører derud af, som i de sidste mange år, og det er mig og mine, og resten må sku klare sig selv. 

Vi har en samfunds model i Danmark, der på den ene side er meget priviligeret og med store muligheder for den enkelte for et godt liv. På den anden side er det også resterne af et velfærdsamfund der har svært ved at klare de tunge sociale opgaver, man har nedprioriteret områderne på alle tænkelige måder, hvilket jo ikke gør det til fede job, eller giver plads til nytænkning og faglig stolthed...eller forskning. 

Måske politikerne bare tænker at der må blive en rest af mennesker, og det billigste er at ignorerer, det er jo ikke stærke grupper med en offentlig stemme. Og der er så gu ingen der råber højt på vegne af dem heller. 

"Inklusion" en en fin sløjfe på en pakke af fluffy hensigter og rester af humanisme. Midt i en samfundskultur der løber i en anden retning. 

Det her skal være meget mere konkret, på alle nivauer, gennem hele samfundet, og det er bare at smøje ærmerne op og mene det. 

Personligt vil ikke være labatorie rotte for inklusion og diversitet. Kom med helhedsplanen! "Jamen der er jo meget der skal, og vi er lige startet...." Godt så lad os komme igang og har i husket at spørge dem med egne erfaringer, har i dem med i alle led af det her, er de med ved bordet? Eller lægger i planer på vores vegne, hvad i tror vi har brug for?

Motivation og klare realistiske mål.

Jeg har svært ved at finde motivationen hvis jeg ikke kan se målet. At det jeg skal arbejde mig hen i mod, har nogen større forhindringer der ikke er op til mig. Jeg vil automatisk tænke, hvis den her forhindring ikke bliver løst, er det værd at overhovedet bruge energien, for at skulle nå forhindringen, og så stoppe?

Jeg har lavet mange start/stop projekter i mit liv. Og det er ikke gratis på energikontoen. Det er heller ikke gratis ikke at gøre noget, det tager også meget energi fra mig. Og i sidste ende er der ikke et stort nok plus, i forhold til de dødsdømte projekter. 

Realisme, støtte, planlægning, tryghed, klarhed, timeline. Uden det er jeg bare ude i det sædvanlige, et spirende håb, og så en grim længere nedtur. 

Nu kan jeg grine af min naivitet over starten på Elevanse, de håb det tændte og at jeg hoppede på det. Det siger noget om menneskets styrke og gå på mod, at man hopper på den, igen og igen.

Men ADHD medicinen var ikke fulgt af noget terapi, eller ekstra praktisk støtte, det var bare mig på egen hånd i min bolig, der prøvede at gøre en masse på en gang og samtidigt tage det ind psykisk. 

Havde det været i forbindelse med et oprydningforløb var jeg nået længere, inden det brændte ud, det kunne nok også have været fastholdende mig, da jeg brændte ud. At der stadig skete bare noget. 

Men Elevansen havde også sat nogen tanker fri omkring, at noget ikke gik længere omkring min bolig, og at jeg kæmpede med noget, der hvis det ikke blev løst så var hele mit oprydningsforsøg uden mål.
-Ja, jeg sagde, uanset om jeg bliver eller flytter skal der jo gøres noget. Og det er rigtigt, men der lå ingen kræfter i den tanke. For der er alt for mange skridt og delmål. Og jeg har ingen ide om det med flytning og hvortil. Det er alt for komplekst, alt for uvist.

Jeg håber at boligrådgiveren kan et eller andet, at jeg kan få mere info, at der er lidt mere overblik. Men jeg tror det bliver rigtigt svært, det er svært at flytte også for folk uden ADHD og Autisme. Svært at finde en ok billig god bolig. Udover det er det det med realismen i at jeg bor uden støtte, at det bare ikke kan fungere. Det er en drøm at det gjorde, men vist ikke rigtig virkeligheden. Det er måske intet under jeg er gået helt kold, det er godt nok mange ting der skal løses. Og der er gået lang meget tid med ikke at kunne få det løst. Min boligsituation. 

Nogen gange bliver jeg motivere af vrede, at nu må der gøres noget. Andre gange er det fordi jeg reelt fysisk og psykisk har overskud til at gøre noget i hjemmet. Men jeg står med at der både skal gøres noget praktisk i hjemmet, og der skal ses på andre løsninger omkring en anden bolig, og det er rigtigt meget samtidigt. 

Processen er også realisme, min egen. Men den er op imod de knappe ressourcer der er til ADHD/Autisme, og hvor er jeg i køen, hvis jeg overhovedet er i den. På den anden side er det også nået så langt ud at noget bare må ske, og at det ikke er så usynligt for kommunen og Psykiatrien mere. 

Som et menneske på Autisme spektret har jeg evner og styrker, men der er ting jeg næsten ikke kan udfører, der ender med at være det der definere mig og mit liv. Min egen negative selvforståelse, og samfundets manglende forståelse i en toxic blanding.

Jeg kæmper for de rester der er tilbage af mig, for at kunne bruge dem, dele dem med andre og i endnu højere grad end jeg gør det i dag. Men for at nå dertil er det: Realisme, støtte, planlægning, tryghed, klarhed, timeline, med nogen som tovholder på det. 

Nødvendige valg.

 Det er ved at gå op for mig at mit liv burde se helt anderledes ud hvis jeg skal kunne fungere. Eller det viste jeg godt tidligere, det er bare mere omfattende end jeg troede og absolut nødvendigt. 

Jeg har indset jeg har levet som en levende død i mange år, hvor jeg mere har afventet at dø, end at kunne få et liv der kunne udholdes.
Når fok spørger hvad jeg håber på, siger jeg: "jeg ikke længere har nogen håb tilbage". Reelle ændringer virker for urealistiske at håbe på. Nu kan håb jo godt være urealistiske, man burde jo kunne håbe og drømme det koster ikke noget. Eller gør det? Hvis man ikke håber og drømmer, behøver man ikke at være eller blive skuffet. 

Med udholdes mener jeg at jeg har haft uløste praktiske og sociale problemer omkring min bolig. Det har fastholdt mig at skulle bruge energi på ting jeg ikke kunne løse alene. Det uudholdelige ligger også i at ikke blive forstået, det er en hel særlig ensomhed, men også man som sendiagnosticeret stort set er afskåret fra at kunne få den nødvendige hjælp, uanset at man tror man kommunikere at noget er gået helt galt. 

Jeg forstår stadig ikke hvad det er der går skævt i kommunikationen, og nu er jeg er mere bevidst om at der er noget galt, og der åbenbart er den verden til forskel mellem Autisme spektret og det neurotypiske kommunikation. 

Er det livet med Autisme 1? Det er det ikke, men det kan det ende med for nogen af os. Da vi var børn og unge var det bare at passe ind, og gøre vores bedste. Og så er der ikke så meget tilbage når kvoten af at være på overarbejde socialt opbrugt. For man kan opbruge ungdommens gå på mod, så der ikke er mere, ingen genopladning. Alverdens ro og hvile åre vis, vil stadig efterlade en til at der næsten intet skal til for at det ramler, eller man slet ikke orker tanken at risikere noget. 

Det er så der jeg er, det jeg må planlægge efter. Det kræver jeg må ind til kernen af hvad et godt liv er for mig. Få elementer, kun det væsentlige. 

Jeg skal finde ud af om der er for meget for mig at bo i byen, og hvad er der af alternativer. Og når man er på en førtidspension? 

Mere natur, muligheden for at have dyr, dyrke noget historisk.

Men der er mange skridt på vejen at nå dertil. Men uanset skal jeg videre i livet, så nu starter undersøgelsen af mulighederne for forandring. 

Måske vrede er bedre end ingenting

Måske vrede er bedre end afmagt, sorg, og være tappet for motivation. Jeg står ved jeg er vred, jeg står ved at jeg ikke er behagelig, og jeg kan holde fast i vreden på en anden måde end tidligere.

Men vrede et svær at tøjle, den kan gå ud over andre, en selv, men den kan også føre til at man ved man står alene, og skal der ske noget må men gøre det selv. Det går så kun hvis man har en plan, og at man fornemmer hvor man er, om men ved hvordan det er man "Spiser en Elefant", man må starte fra en ende af, bid for bid, og så en pause, og så gå igang igen.

Desvære har vi ikke alle lært den der Elefant opskrift, vi bliver utålmodige, kører trætte, forsvinder i vreden og ender mismodet og selvhadet, at vreden ender i at man intet magter og falde tilbage i en tilstand af afmagt, depression hvor vreden ikke længere er tilgængelig.
Den vrede der både er meget farlig, men også kan være vejen ud, noget i ens sjæle dyb der kæmper for at overleve, men vel helst at leve rigtigt, ikke bare overleve, og en dag kunne slippe vreden.

Vreden er bare en meget vanskelig ven, pludseligt kaster den sig over noget helt andet: Tilfældige mennesker på ens vej, tilfældige situationer. Det er at være uden kontrol, ikke have fuld bestemmelse, bare en rastløs energi der skal ud. Alligevel har vreden en grund, en grund man ofte bare ikke 100 procent kan rette vreden imod, selvom det ville være optimalt.

Måske man mangler klarsyn, selvforståelse, forståelse af andre, alt hvad man ved er. at man ikke vil mere på samme måde som tidligere. Man er vred på sig selv, andre, på livssituationen. Man ville gerne gå ud af døren og lægge det hele bag sig, måske smække med døren og ikke se sig tilbage.
Men vreden skal også klares som Elefanten, bid for bid, til den ikke er der mere, men det er først når man ser at den oprindelige grund til vreden, ikke længere at være aktuel, at nu er der lys forude.

Jeg kunne drømme om at jeg som en computer kunne reboote, komme tilbage til min oprindelige tilstand. Som menneske er det en meget kompliceret proces. Og den er meget ensom, når det ikke er muligt at få nogen støtte til den.

Men vrede og erkendelsen at jeg må rede mig selv, gør at jeg arbejder dag for dag på at rydde ud, i mit hovede, i mit hjem. Det er ikke optimalt, det kunne være bedre, kunne bruge noget professionel sparring, og en god psykiater, men jeg har bare vreden. Jeg har svært ved at skelne hvad der er mest nødvendigt, og hvad der er detaljer, der er så meget der burde ændres, hvad skal jeg tage først?

Jeg vil godt kunne slippe vreden og irritationen, er meget træt af den udgave af mig selv, men det er det eneste jeg har til af føre mig videre....til hvad ved jeg ikke...noget andet, noget forhåbentligt bedre?

Har du værdi?

Jeg tror på at alle mennesker har en værdi, eller at vi slet ikke skal bruge ordet værdi i den forbindelse, det burde være helt underforstået.

Mange artikler om Autistiske mennesker, handler om at godtgøre vores værdi som mennesker, man siger vi er noget særligt, har specielle evner. Meget er det set i forhold til tilpasning til , skole, uddannelse, job, om vi nu er gode nok på samfundsnormens præmisser, om vi bliver gode nok, specielt dem af os der virker "normale" på overfladen, der jo bør kunne bidrage med noget.
De der ikke virker "normale" kan komme i kategorien for inspirererende atypiske mennesker, og skal helst indgå i noget feel good, der gør de normale håbefulde og giver troen på  at mennesker der er "normale" godt kan rumme det afvigende....men hvad så med alle os andre, der ikke lige virker så umiddelbart inspirerende og positive, eller passende afvigende?

Jeg har svært ved at udtrykke hvor træt jeg er af de normer for det rigtige liv og hvad man bare skal kunne, den altid nærværende målestok for mit liv som jeg møder hver dag. Det er svært at gøre sig fri af noget, der i den grad gennemsyrer samfundet, selvom det ikke er hele samfundet der nødvendigvis har de holdninger.

I tiden er der en stærk tendens til, at skal man gøre noget for nogen af de udsatte grupper, så skal der være en samfundsmæssig gulerod der lokker forude, for at godtgøre man gør noget for disse "special grupper", det er underforstået at det ikke er nok at gøre noget, der er godt for "den slags" mennesker, bare fordi det ville være godt for dem, et bedre liv, der skal også være et helt precist afkast/formål til hele samfundet....det er ikke nok at kunne sige, det er rart at vide at vi kan støtte i den slags situationer.
For der er altid en forkromet plan for hvad der er forventet af dem der får hjælp, som om mennesker er så forudsigelige og det er ønskeligt at de er det.
Det er en maskinel holdning til hvad det er at være menneske, hvis politikerne beslutter sådan er det, så skal borgeren gøre sådan, der er ikke taget højde for helt uforudsete ting kan opstå, også det gode uforudsete, noget helt andet, noget nyt. Alt skal forblive indenfor rammen, måske lidt bedre, men stadig indenfor rammen.

Jeg har meget stærkt følelsen at jeg er blevet en social konstruktion, flyttet fra det der var min oprindelige form. Summen af det liv jeg har levet, under normer og vilkår der har begrænset mig og givet mig nogen forkerte idealer og redskaber, der har været et langt selvskadende projekt, hvor arene sidder inden i.
Jeg har troet at bare jeg arbejdede hårdt nok på det kunne jeg ændre mig selv, så jeg passede bedre ind, lykkedes det vel til sidst. Og at smerten var et nødvendigt onde, og jeg vel fortjente den, når jeg nu ikke kunne noget på samfundets præmisser. Eller det samfund jeg mødte på min vej.

Og det med at være et menneske med værdi -Er det godt nok jeg selv bliver tilfreds, eller er det vigtigere andre bliver det?
Og hvilken historie er det du vil have af mig? Den historie du kan forstå, den der får dig til at føle dig godt tilpas og håbefuld.....Jeg kan også tage alt håb fra dig, for jeg er vant til at vende og dreje på alt, min verden er et kaleidoskop, jeg kan se ting fra mange sider, det kan blive meget komplekst, men hvem kan så følge med?.

Det gode liv jeg drømmer om og arbejder på at få engang, skal være min udgave af et bedre liv, men det kræver at udover det at bearbejde det helt praktiske om takling af hverdagen, så handler det også om at få skrællet lagene af, af at prøve at fremstå normal, mest i forhold til, at jeg selv at forstå maskeringen når den sker, at jeg er bevidst om hvad jeg har måtte gøre og sige for at skærme mig socialt. Jeg kan måske fortsætte med stadig at gøre og sige de ting (fordi det kan være nødvendigt i en neurotypiske verden), men selve bevidstheden om hvorfor og at det er det jeg gør, er et fremskridt, jeg bliver ikke en på Autisme spektret i balance, hvis jeg fortsat agere som en der føler sig tvunget til altid at skulle spille "ikke Autist".

Det meste af livet har jeg forsøgt at please andre, nu er jeg vist begyndt at stikke til folk. Sjovt nok fordi jeg er blevet bedre til at holde fast i mine egne holdninger og følelser.....var det bedre da jeg var nemmere og sødere?

Tænk at ikke blive sammenlignet og værdisat efter tidens modetendenser for alt hvad man skal kunne for at få andres accept, for den tvinger jo en selv ud i de tankemønstre, "Er jeg god nok, har jeg nogen værdi?".
Nogen kan lide at konkurrerer med andre, men kan man få lov til at blive fri, uden at det også bliver en livslang kamp om at blive fri?  Og en kamp der næsten ikke kan vindes, fordi entydige normalitets normer og rangdeling af menneskers værdi, stadig har så meget plads i vores samfund, uden det for alvor blive diskuteret.

Bekymrings generatoren og overstimulation

Jeg må erkende at jeg er røget ud i en længervarende overtræthed og en nedstemt sindsstemning, udover også at være ret arrig.

Jeg er ikke kommet mig efter forrige weekend, mødet i Handicap centeret, beboermødet, og den stress der kulminerede i sidste måned. 

Sover dårligere, er træt, har ikke fået spist mine vitaminer. Alt i alt ude af balance.  

Og så sidst i den her uge: Møder med fortiden, den helt fjerne fortid og den mere nære. Den fjerne fortid i form af en der kendte mig som barn, og huskede mit hjem og min familie, det er der ikke så mange der gør. På den måde røg jeg tilbage i noget der stadig spøger i forhold til min selvopfattelse, men jeg også kæmper med at afvikle. 

Og i forhold til den mere nære  fortid i form var det en gammel veninde, jeg ikke har set siden jeg flyttede for snart tre år siden.  

Og når man er mig er en der skal  tygge lidt på det hele, så har jeg nok at arbejde med......Det er åbenbart sådan noget hvor "ikke Autister" bare smider over skulderen og går videre -men ikke mig, jeg bliver nødt til at finde ud af hvordan jeg har det med det hele, og så været lidt bekymret for fremtiden.

Jeg er en hel bekymrings generator, og hvad kommer der ud af det?  -Hvad kommer der egentligt til at ske i lejligheden ved siden af mig......hvordan får jeg kræfter til julecabaretten......hvordan får jeg mit liv til at hænge sammen i fremtiden....bliver min lejlighed for dyr....kan jeg få kontrol over den depression, så jeg har kræfter til at kæmpe...osv. osv.  

Så siger andre ofte at jeg tænker for meget, men jeg er jo en typisk Asperger på det punkt, derfor tænker jeg "for meget", og ja, det var bedre at jeg forskede i et eller andet og brugte mine rastløse hjerneceller på den aktivitet, fremfor livets små problemer, der hurtigt kan vokse dramattisk når det er mig.....men det er også derfor jeg skal finde noget at tage mig til, et lille projekt. 

Som en ven siger: "Du har det bedst når du har et projekt". Og det er rigtigt, jeg skal bare gøre det rigtigt, på mine præmisser og ikke i forhold til andre, eller ambitioner der bare ikke holder når det er mig det handler om.  

Egentligt fornemmer jeg at jeg ser noget mere klart end tidligere, fortidens mønstre, nutidens, men det at se klart er også udmattende. I recovery kalder man det at gå i ud brændeskuret og tænke i fred og  gå lidt i stå på andre fronter.     

Verden går jo ikke i stå bare fordi jeg har brug for det, så jeg må lære at gå i hi, hvis jeg er overstimuleret  må jeg finde måder at skærme mig når det sker, om det så helt konkret er at jeg trækker gardinerne for, eller får mere ro på aktiviteterne.  

Kan jeg acceptere det, for jeg har godt nok hele livet haft haft svært ved at acceptere at jeg hurtigere bliver træt og overstimuleret, jeg hader det, der er så meget jeg gerne ville. 

Men jeg skal lære det, og det noget af det jeg må have professionel sparring på.   

Prisen for lidt for meget gang i den

Fredagsbar, arrangement lørdag, lidt live jazz søndag....og jeg har været helt kvast siden og det føles bare ikke bedre endnu selvom det nu er onsdag.......

Ja, jeg skulle jo lige prøve og se hvad jeg magtede for tiden, for jeg er jo ellers blevet mere socialt aktiv på det sidste, men så alligevel. Jeg altid ment man af og til må gå til grænsen og lidt over bare en gang i mellem for at træne og vide hvor man egentligt er energimæssigt og socialt, og det må jeg konstatere jeg så også har gjort.

Nu havde jeg jo planlagt at forholde mig lidt rolig med hjemmet, sortering og udsmidning, så på den måde har jeg ikke snydt for at lave noget hjemme, har bare vasket lidt, og ikke rodet med noget af det rigtigt svære i hjemmet.

Før i tiden kaldte jeg det træthedsyndrom, får jeg havde det på den her måde og dengang så jeg det også som en stor ulempe, i forhold til uddannelse, job, socialt liv, jeg hader det er sådan, men det er sådan det er med mig, og har været det hele mit voksne liv. I mange år håbede jeg jeg kunne træne det væk, at det var en form for socialfobi, der når jeg var mere tryg ville gøre det udadvendte sociale mindre belastende. Det har så været delvis sandt, da jeg magter meget væsentligt bedre, men grundlæggende har jeg begrænsninger, det er ret kontante når jeg er gået over hvad jeg magter.

Asperger var så den rigtige forklaringen på at jeg let bliver overtræt, og vel også at jeg ikke helt stopper når jeg burde. Der er jo så meget jeg gerne vil.

Jeg tror jeg har flere kræfter til ting og sager nu, i forhold til de sidste to år, men med måde.

Boligdrømmen der blev til kaos

"Men du havde mange forestillinger om alt det der skulle ændre sig ved en flytning"....Mig: "Jo jaaaa, måske......"

Så nu kommer en slags status over de lidt over to år jeg har boet her:

Nu hvor jeg for længst har måtte erkende at min flytning for lidt over to år siden var et uheldigt valg i forhold til min tilværelse og ikke mindst "tilstand".....Men hvad var det så egentligt der skete, der gjorde, noget umiddelbart godt og fornuftigt til noget ber blev rigtigt skidt?  Og hvad var det jeg gik håbede på, og fik jeg nogen af mine håb og drømme indfriet alligevel?

Jeg flyttede fordi min gamle lejlighed var umulig at holde varm, at de lejligheder skulle have været renovereder for at kunne være gode moderne sunde boliger. At køkken og soveværelse var meget små, og fordi de var ved at bygge en sprit ny tunnel og motorvej på tværs i området, så der var nyt kaos at for holde sig til dagligt. Også fordi jeg synes jeg altid skulle med bus/tog for at komme ud af området, til noget mere interessant, jeg er jo Københavner og er ydre Østerbro er ikke rigtigt København i min optik, hooost!

Så efter jeg havde haft nogen vintre hvor jeg ikke kunne blive rask efter noget influenza pga. kulde og træk lejligheden, og jeg var ved at nå der på ventelisten efter 10 år i boligselskabet, og der faktisk begyndte at komme bedre bolig tilbud så tænkte jeg nu skal der altså flyttes. 

Den gamle lejlighed var også endeligt kommet i bedre orden fordi jeg havde hjemmevejleder. og der var blevet gjort hovedrent. Derfor var det mere overskueligt at flytte. 

Faktisk gik flytningen godt også selvom, at jeg lynhurtigt måtte skaffe en anden måde at flytte på end det der var planlagt, for da det skulle foregå en lørdag, og jeg ikke kunne få støtte til en flytning på en lørdag da det er mere dyrt, og jeg derfor fik jeg afslag to dage før jeg skulle flytte.....
Det betød meget mere arbejde til mig og at den lovede hjælp til nedpakning ikke kom til at ske, godt jeg selv var startet på det i tide.
Grundlæggende var problemet at jeg havde ting på loftet og i kælderen, som jeg ikke havde overblik over, jo det var pakket ned i orden, men det fyldte. Og jeg havde ikke plads til det det nye sted, der havde et meget mindre kælderrum og intet loft.

Og det var vel der det gik helt galt, jeg kunne ikke komme på plads i den nye lejlighed, der var møbler og flyttekasser bogstaveligt op til loftet og for mange møbler da den nye stue var mindre end den gamle. så nu stod jeg i lejligheden med 81 flyttekasser og møbler der stod i lag.

Her er 15 af de 81 flyttekasser.

Derfor skulle jeg igang med at sælge møbler og ting, og det var et for stort arbejde og uoverskueligt. Også fordi den praktiske del af det, jo ikke rigtigt kan støttes af en hjemmevejleder.  

Jeg begyndte at ændre adfærd i hverdagen, jeg var stresset og mere vred/irriteret. Jeg havde det ikke godt, før jeg flyttede jeg havde depression, jeg havde det heller ikke godt efterfølgende, den kroniske, depression godt nok forsøgt medicineret på det tidspunkt, men uden at gjorde en rigtig forskel og nu forværret og med vrede oveni, vrede mod alt og alle.

Før jeg flyttede kunne jeg rumme mange flere ting, og specielt det sociale blev ramt af flytningen, jeg kunne ikke være sammen med andre mennesker som jeg ellers havde opøvet og vænnet mig til at kunne, og den konsekvens kom med det samme af flytningen og fortsatte bare. 

Jeg følte mig ekstremt fanget af at ikke kunne magte opgaven med boligen. 10 måneder efter jeg var flyttet var jeg ikke i en god forfatning, og jeg fik også rodet mig ud i noget, der smadrede mit sociale liv i en slags dominoeffekt. Samtidigt begyndte en nabo at sidde og ryge og tale mobil udenfor mit køkkenvindu, og jeg fandt det utroligt belastende med nogen så tæt på, og endnu mere som jeg nu havde det. 

Jeg havde ikke kræfter til at ignorere, eller reagere på en fornuftig måde, ikke at jeg tror jeg havde fået noget ud af en dialog, men hvad ved jeg?  Og faktisk magtede jeg ikke dialog på det tidspunkt, selv ikke i dag og det håber jeg sørme ændre sig til det bedre. Men det var godt nok tæt på med en nabo. Nogen gange ryger man bare ud i rigtig dårlig personkemi, og meget forskellige ideer om opførsel, og når der så er uklare husregler er man på den.

Jeg mistede venner ved at flytte, stressen gjorde jeg droppede folk, og nogen droppede mig. Jeg fik det ikke bedre, men værre og på en nye ukendte måder, måder jeg havde mindre overblik over og erfaring med. Jeg blev mere klassisk Asperger, det var ikke længere inden i, det blev også mere synligt udadtil, fordi jeg reagerede kraftigere og oftere. Det endte så med en diagnose, held i uheld? En forklaring på et svært liv, men noget forsinket.

Så nu efter et  års selverkendelse efter diagnosen og det selv at undersøgelse af hvad Autisme spektret er fo noget. Og  lille løft efter jeg har fået melatonin, for jeg tror sørme det gør noget for min depression. Så nu er jeg er selv igang med mit hjem nu, stille og roligt, og meget mere erfaren og med bedre fornemmelse af metode og hvad jeg skal passe på med.
At jeg skal kunne mærke om jeg roder med nogen ting/opgaver der er i en grøn, gul, eller rød zone i forhold til stress og angst, og indtil videre skal jeg gøre alt det der er grønt og ok, og måske lidt gult. Og så tage de pauser der skal til.

Og fordi man ordner hjem, så er der stadig tøjvask og køkken rod at skulle passe, selvom det er lidt i vejen, og irriterende at det virkeligt også skal være nødvendigt, når det andet er det man synes der burde havde hoved prioritet....men sådan er det jo med hjem, der er altid noget at lave.

Og her for kort tid siden flyttede den nabo som var "for tæt på". Og det er en ufattelig lettelse at jeg ikke længere har en nabo trampende rundt udenfor mit køkkenvindu, det var en ren belejring, uden hensyn til mit privatliv, Aspergers eller ej, de fleste havde fået nok hvis de ellers var hjemme i et vist omfang, om ikke andet pga. den evindelige rygning.

Hvordan vil jeg så have mit hjem, hvem er jeg nu, jeg er ikke den jeg var da jeg flyttede ind om ikke andet, det føles mærkeligt, som om jeg kan trække vejret igen, det er så fremmed for mig efter alle de her år.

Så det er måske nu, det er nu jeg oplever at det sker, det jeg håbede på da jeg flyttede. Jeg er jo tilfreds med området, og jeg bor centralt i forholdt til mine aktiviteter og har venner i nærområdet.

Nogen svære år, efter mange andre svære år. Kaos i hjemmet og endnu mere kaos i hovedet. En længere omvej mod målet, men sådan kan livet jo være.

Er der en bedre fremtid for en sendiagnosticeret Asperger?

For så vidt var mødet med Handicap centeret bare en forestilling, en lidt lang forestilling, og afslutningen overraskede ikke, for nej selvfølgelig kan jeg ikke få en udredning.

Aspergers, kronisk depression, ADHD, hoarding, der er ellers nok at tage fat på. Hvad kan man/jeg gøre for at forbedre min hverdag, og hvad er egentligt mine reelle problematikker set som helhed, og hvad er der af medicin?

Har jeg det bedre kan jeg meget mere selv, men det er åbenbart nemmer at få hjemmevejleder på ubestemt tid, end et afgrænset forløb til at få ryddet op i mit liv, efter Aspergers diagnosen.   

Nå, de skal jo sige nej, ingen stor overraskelse ved det, og det skal jeg ikke tage specielt personligt. 

Jeg trækker på skuldrene og så er det at gå videre, jeg kommer igen på handicapcentret...og igen...
Og jeg håber de passer fristerne for tilbagemelding så de ikke trækker yderliger ud. 

For jeg har ikke noget valg, derfor slipper de ikke, jeg kan kun prøve at holde ud, og kæmpe for at mit liv ikke skvatter yderligere sammen i mellemtiden.....det har jeg jo gjort/prøvet det meste af mit liv. Meget praktisk ved jeg ikke engang hvad det er at have det rigtigt godt, det gør det hele lidt mere realistisk, ikke de store forventninger, jeg er bare ikke parat til at give helt op endnu. Så jeg tager lidt mere modgang.

Det må være specielt at have et job hvor man skal sige nej til mennesker der er i umulige situationer dag efter dag......men sådan er det jo at være sagsbehandler i det offentlige. En slags bøddelgerning for samfundet, dog praktisk forflyttet fra der hvor straffen effektueres på de borgere, der er uværdige til at være rigtige mennesker.  

En grim opdagelse, hjemmet igen....

Jeg vidste jo godt jeg havde tre flyttekasser bag døren i stuen, med noget malergrej på toppen. Kasserne havde stået der siden jeg spartlede og malede stuen sidste sommer, egentligt troede jeg der var arveting i, og i et eller andet overmod stak jeg næsen i kasserne i går......men i to af dem viste det sig der var tøj, og det var en ærgerlig erkendelse, mere fucking tøj og sko.

Problemet er at tøjet er det jeg synes er aller sværest, egentligt ville jeg jo godt have lidt penge for det bedste af det, for så rig er jeg jo heller ikke, på den anden side er jeg også ved at blive kvalt i gammelt tøj. 

På den måde har jeg et større problem end jeg vidste, og det er netop det jeg har fornemmet at jeg nærmede mig i de sidste par dage, at før eller siden ville jeg ramme de virkelige hoarder problematikker jeg har, det vil sige, egentlig ønsker jeg ikke at beholde det her, og det er altid noget, men der er jo det med jeg hellere ville sælge.

Ikke at jeg tror det er en formue, eller jeg ville have meget for det. Men bare 20-50 kr pr. styk, kunne blive til noget. På den anden side har jeg ikke mulighed for at komme på markeder og jeg har prøvet trendsales, jeg har bare ikke overskuddet til det. Så jeg er fanget i det.

Så hvad nu?

Egentligt bør jeg nok bare huske hvad der er, og så gå videre med det jeg kan nu og her i hjemmet, ærgrelse og problemtænkning fører ikke til handling, kun til at jeg bliver træt. Jeg ved også der er to kasser med sko og støvler i soveværelset...og så alt det andet....

Meget enkelt handler det om at salgsprocessen af brugbare/salgbare ting, er en vigtig del af at kunne "afhoarde" et hjem, hvis den ting ikke er støttet, tænkt ind så er der et problem, en stopklods der både er mental og praktisk. At skulle give sine ting væk, der jo for en hoarder præsentere en værdi, enten reel eller imaginær, og at de fleste hoardere ikke har overblik og energi på at stå alene med en afvikling via salg.  

Og det er jo ikke første gang jeg rammer det her afgørende punkt. Og her stopper det så, selvom jeg ikke engang er nået til det der er mentalt svært i forhold til tilknytning til den enkelte ting. Her er det "bare" at jeg gerne ville have lidt for det, for at kunne investerer noget i mit hjem, og til vaskemaskinen.  Men intet er "bare" når man er hoarder. Tænk hvis der var selvhjælpsgrupper for hoarders og shopaholicks så de kunne hjælpes ad med at komme af med sagerne, det er lettere at stå på loppe fleres sammen og hvis nogen har bil til transport, eller kørekort til at lege en større bil. Desværre er der grupper for misbrugere, spillere, men det her er er åbenbart noget der går under radaren, i forhold til fornægtelse, og måske også at vi (stadig) er et samfund med overforbrug. 

Derfor er det at anskaffe og beholde ting og tøj, ikke regnet som så problematisk som andet misbrug, selvom det kan føre til økonomiske problemer, at det gør hjem ubeboelige. Og at mennesker lever i hjem der bliver helt lukket af for omverdenen i skyld og skam. Parforhold går i stykker, eller påvirker den anden meget negativt. Og at hoarding når den når et vist punkt også bliver sundhedsfarlig. 

Jeg ved godt hjemmehjælpen siger, at mange steder er det værre end hos mig, men sagen er at man skal have folk ud af det inden det er gået helt galt, så de måske selv kan klare det fremover, ellers bliver det en livslang problematik, der skal holdes øje med af andre, så det at uddskyde hjælpen til sener er en dårlig ide.  Har vi råd til det som samfund? Synes vi det her er slemt nok? 

Der er lande der har skabt alternative løsninger, men det kræver jo der er et fokus på det og man tager konsekvenserne af hoarding alvorligt. hoarding er OCD, og hoarding er ikke en uskyldig ting, man kan ignorere væk, bare fordi vi er et samfund hvor de fleste har lidt for meget samlet sammen.    

Så min udgave af OCD er hoarding, og dat kræver at det skal angribes fra flere fronter, den rigtige praktiske hjælp der passer til min personlige hoarding problematik, og den psykologiske støtte der skal gøre at jeg kan gøre mig fri af det der gør jeg gentager mønstret. Jeg er meget træt af det her efterhånden og jeg er mere motiveret end de fleste hoardere til at komme ud af det...men jeg behøver desværre i det mindste noget ekstra praktisk hjælp, i erkendelsen af at hoarder hjælp fuldpakken ikke står til rådighed.

At skrive Autistisk

"Du skriver meget Autistisk", mig: "Hvordan?", "Det kan godt lyde lidt vredt og ensidigt og offerrolle" Mig: "Joooo, men det er jo sådan jeg har det?".

"Men for "alm" mennesker kan det være svært og forstå, at meget er så sort og hvidt, og at "i" ikke har en forståelse for nuancer, og mellemregninger - Og at autister ofte blive vrede når der stilles spørgsmål til det der bliver sagt / skrevet - fordi de ikke forstår, det som er så enkelt for jer . . "

Jeg kunne forstå at mine korte mere konkrete blogge fungerede mere bredt, hvor mine længere rablerier var for dem med godt kendskab til Autisme spektret.    

Måske mine blogs ikke giver meget indsigt for folk der ikke kender den "Autistiske logik" og følelsesliv. Om ikke andet så skriver jeg åbenbart "ægte" Autistisk, og det må jo betyde jeg ikke prøver at fremstå som andet end mig, at jeg ikke kæmper for at få det mere neuro typisk (ikke autistisk), på den anden side, ved jeg så ikke hvilken indsigt jeg tilbyder udenforstående?

På en måde er min blog en ægte blog, som en dagbog, tanker der er på vej. Den tilbyder ikke færdig pakket afsluttet formidling af emnet.

Den Autistisk vinkel, det er vel også der kæden hopper af med forståelsen når der debateres på nettet, eller når jeg til mine venner, fortæller om det der går mig på i hverdagen. Men mine venner kender mig, og dømmer det hele udfra en helhed, det der fungere, og ikke fungere helt som andre. Jeg går udfra de kan lide mig selvom jeg er anderledes, men andre har jo ikke tage det valg at kunne lide mig. Eller jeg ikke har givet dem nogen grund til at lide mig, at jeg måske ikke umiddelbart synes at tage dem ind, acceptere dem. Jeg er den sidste til at vide/fornemme hvordan jeg virker på andre.

Jeg ved jeg er et evigt bekymrings menneske, at jeg tænker problem scenarier inden de sker, alt i alt ting er komplicerede. Og alt har en forhistorie...der måske startede allerede før jeg blev født. Det bliver til ret meget, jeg ved det godt, min lille verden er ret stor på den måde.

 Men det er vigtigt at have en stemme på egne betingelser, nogen små fristeder, uden at folk korrigere og siger sådan er det jo ikke, for det er det jo for nogen af os, den Autistisk hjernes opfattelse er også en opfattelse, men ikke den herskende opfattelse af hvad der er virkeligheden. 

Jo mere jeg forstår omkring den Autistisk opfattelse og hvordan den adskiller sig fra den neuro typiske, desto svære føles det. Hver dag må jeg erkende hvordan jeg helt automatisk tænker anderledes, og hvordan jeg gør det på måder hvor jeg ikke rigtigt er til at forstå eller accepteres.
For nogen år tilbage troede jeg at jeg nærmede mig verden/mennesker, nu er jeg endnu engang igang med den hårde process, at forstå at der er en verden til forskel og hist og her har jeg mentale berøringsflader, der forbinder mig med andre, på andre punkter har jeg ikke....ikke endnu, eller måske nogen sinde....

Hjemmet, det går stille fremad

Jeg arbejder stadig på hjemmet, og jeg vil nok indrømme at skrev jeg ikke ned hvad jeg lavede, ville jeg tro at jeg ikke gjorde ret meget, eller tingene krøb frem igen om natten.

Torsdag ryddet jeg et område af køkkenbordet, der var en blanding af medicin og øreringe, og diverse fnusk. Det jeg ikke kunne tage stilling til har jeg puttet op i en beholder.  

Jeg fik også aftørret et lille bord i stuen, godt med sæbe. Jeg var også ude og se til toilet og vask, så der er også renere og mindre kalk nu.

Jeg var også ude og ordne lidt på altanen, få samlet sammen på urtepotter bla. Projektet startede for flere dage siden, og det fortsætter.

I forgårs fik jeg pudset nogen ruder og jeg har smurt nogen vindus håndtag, der har drillet siden jeg flyttede ind. 

Men der er godt nok meget der skal ses på endnu, der er kommet nyt vasketøj, badeværelset er langtfra færdigt. Og entreen er ikke helt god og soveværelset uha, uha.

Det her bliver et laaaangt projekt. Derfor tror jeg det er meget vigtigt at skrive ned hvad der bliver gjort. Også bare det noget bliver smidt ud dagligt. 

En ven kom forbi og hjalp med at skrue nogen plantekasser sammen til svalegangen, der var godt nok mange skruer, et forsøg på at få  fortsat fred foran mine vinduer mod svalegangen, det kan altid forhandles med de nye naboer, der sikkert ikke ønsker at anvende området foran mit køkkenvindu til altan.
Mens der blev skruet skruer i plantekasserne (jeg skruede også en del skruer), gik jeg igang ude i køkkenet, for at nette lidt på spisebordet, så vi kunne få en fyraftens øl, en af de store med patentprop.

Det var så den torsdag.

Fredag: Hvad lavede jeg fredag? Det har nok ikke været det store...jeg ved jeg afkalkede glas...om ikke andet.

Lørdag: Jeg gik i gang me entreen, kiggede i en gammel irriterende bunke, noget skulle ud, andet var noget der skulle til genbrug, andet var bare ved et uheld endt der og glemt. Bunken var også i vejen når folk skulle ind og ud af min hoveddør, der ikke kendte til bunken, jeg har jo lært at snige mig rundt i overfyldte lejligheder, og ting der ligger på gulvet.

Jeg sorterede ting fra entreen i plast kasser der endte i soveværelset. Nu kan man sige det ingen mening giver. Men når for meget bliver uoverskueligt der hvor jeg er i gang, giver det absolut mening. For der er en sortering og bevidstgørelse om hvad der er, og der sker en sortering, selvom der kommer andre sorteringer senere. Og det gør at jeg kan gå til næste bunke.....Om ikke andet der er mere bart gulv i entreen!

Synligt gulv og tomme kasser

Hvad jeg godt er klar over er, at der vil komme svære ting der skal tages beslutninger om, der er flyttekasser jeg har glemt hvad der er i, og der er en garderobe til sceneoptræden, jeg må tænke over, kan den pakkes bedre, skal den minimeres, vil jeg længere have det på...kan jeg passe det...har jeg brug for det? Der er alene en kasse med sorte strømper og en med hudfarvede fx.
På den anden måde er det en samling af kostumedele der er svært at finde, og har taget flere år, hver del er relativt lille, men det fylder alligevel.  Og der er arvegodt og ting jeg helst ville kunne sælge, ja det skal nok blive svært.

Men det er ikke noget jeg skal tænke på nu, jeg skal gøre alt det jeg kan finde ud af at overskue, så jeg nemmere kan overskue det rigtigt svære. Og det er meget vigtigt ikke at blande det lette og det svære sammen, for det svære laver stopklodser, så man ikke kommer videre med det der er lettere,  men bare står og glor på det svære jeg har minder og tilknytning til. Derfor må det svære bare ende et sted samlet, uden at skulle spekulere på det, så alt det andet der faktisk kan løses uden jeg går i stå, eller jeg får det dårligt hvilket jo ikke gavner den fortsatte proces. Det har jeg jo prøvet.

Der er ingen hjemmevejleder, der er ingen psykologisk strøtte, og jeg har stadig depression, så det handler om at balancerer, og at det er mig der bestemmer hvordan jeg går til det, så det giver mening for mig, og ikke ender i skyld og afmagt. Hvilket det meget let gør, og det har jeg været, og det fungere ikke.  Jeg er en hoarder, og det skal tages alvorligt.

I dag søndag, må jeg se på den anden halvdel af entreen, og se på hvad jeg kan udrette der i løbet af dagen.  

I den kroniske depressions lænker

Hvad så nu? Jeg synes det er ret væsentligt at jeg får rigtig hjælp med min kroniske depression, den kommer ikke til at gå over af sig selv.
Og det at jeg ikke har kunne få den rigtige hjælp har været fatalt, men desværre meget typisk for den måde man behandler mennesker med psykiske problemer for øjeblikket.

Men den depression skal der ses på, ellers bliver der ikke meget fremtid for mig. Mine tanke mønstre er ekstremt præget af et liv med depressioner fra jeg var 11, jeg ved ikke længere hvordan en ikke depressiv hjerne tænker, af god grund. Det har handlet om at have mere eller mindre depression, ikke at være ude af depressionen, så let depression er det jeg tror er "ikke depression"...

Jeg har læst mig til at kronisk depression kan godt behandles, problemet er at der skal mere en nogen piller til. Jo, jeg har jo været igennem diverse, og jeg er en af dem hvor den konventionelle  medicinering ikke kan stå alene, eller egentligt ændre ret meget på noget, andet end en fortsat depression men på piller, og det giver ikke meget mening.

Hvorfor betyder min livskvalitet så lidt i forhold til mange andres? Hvorfor har jeg måtte leve hovedparten af mit liv med depressioner, uden at kunne få hjælp?
Jeg er gået usynlig gennem livet, dømt på det ydre, så længe det ser ok ud er der intet i vejen. Og unge middelklasse kvinder er jo ikke rigtig syge vel?.
På den anden side er der heller ingen der regner midaldrende middelklasse kvinder for ret meget, hvis de ikke har pengene til at betale psykolog/psykiater selv.

Og gør det egentlig en forskel at have en Asperger diagnose oveni, eller er det endnu en grund til at det kun er naturligt at jeg har depression, og det bare er som det er?  Og som førtidspensionist og i min alder ikke værd at satse på, der er intet for samfundet at vinde på det projekt.

Det må være nok nu, jeg vil ikke mere, depressionen æder af mit liv, skal den også få lov til at tage resten?

Jeg har kæmpet for at overleve mentalt, i en familie med lidt for mange fortrængte problematikker, som jeg har båret på mine skuldre, en elendig skoletid, til et ungdom der aldrig blev en ungdom, men isolation og depression, til den afgørende kamp for lidt frihed, men for sent.
Jeg har ikke været passiv, jeg har kæmpet hele vejen igennem, nogen gange skjult, andre gange kunne man se kampen...alligevel er jeg usynlig i forhold til at få den rigtige støtte. I en tid hvor man selv skal finde ud af at blive rask, det er i det mindst det jeg får at vide, find ud af at blive raske selv, eller gå til grunde....siger vi det til mennesker med kræft....for depression er også en dræber, der gør det på et utal af måder, nogen snigende andre mere abrupte.

Følelsen har i alt for lang tid været et liv levet i værdiløshed, hvilket vel heller ikke ligefrem hjælper på depressionen........hvad gør jeg nu, hvad gør denne tid anderledes end alle de andre gange jeg har ønsket at få hjælp? Hvad har jeg for værktøjer til at bare få lidt brugbar støtte?  Det nytte næppe at skælde ud, eller hvad?