Diagnose på 1. klasse.

Hvor er det nydeligt og middelklasset i "Hvad fejler Fuhlendorff" på DR TV. Der er ikke rigtigt nogen der har et problem, eller har de, hr de adgang til at få hjælp og blive taget seriøst. 

Man bliver efterladt med følelsen af det det er jo ikke noget særligt. Det bliver lige sagt at følgerne er lidt efter, hvor meget man har skulle kæmpe for at kunne være til. Jeg vil ikke minimaliserer andres oplevelse af ADHD eller Autisme, selvom man er sluppen lettere fra det, er det der jo. Men for nogen er konsekvensenserne helt uoverskuelige. Og tilgangen til udredninger og støtte nærmest ikke tilstæde. Man bliver ikke taget seriøst, man er næsten ikke et menneske, men en tid i en kalender med mange andre ret ligegyldige skæbner. 

Nogen af os er holdt op med at fungerer, vi er ikke vokset ud af det, men ind i det, og mistet mange af det ting vi faktisk kunne engang. 

Men hvad så med at blive klogere på sig selv, efter en diagnose og lære hvordan man undgår at blive væltet omkuld af livet? Tjo, det er der vel mange der oplever, men er man nået langt nok ud, er selverkendelse ikke nok. Eller måske ikke mulig. Alene med sig selv og fortiden og nutiden, er måske ikke det bedste sted, eller i et hjem i kaos. 

Udsendelsen forudsætter også lidt det med at man har familie og pårørende, at man har nogen. Måske "systemet" hurtigt regner en nu når man ikke har nogen.  Guderne skal vide at det "at have nogen" også kan være årsagen til tingenes tilstand, totalt manglende forståelse, og fejen under gulvtæppet. Eller man var den der skulle leverer hjælp, støtte, forståelse, praktisk hjælp til dem. 

Og så er der det med at være en kvinde og ikke en mand. Der er så meget vi acceptere hos mænd, som vi ikke gør hos kvinder, der er en verden til forskel stadig. 

Det er som om der er dele af det at være kvinde vi ikke kan se, og der er en selvredigering i adfærd det skjuler det. Så er det vores egen skyld? Personligt tror jeg bare det er bekvemt ikke at se det i forhold til kvinder, det synes også næsten uden konsekvenser for samfundet. Hvilket ikke er sandt, det er bare på en mere stille måde, næsten som om det/vi ikke er der. 

Så min vrede og afmagt passer skidt ind DRs pæne info program om ADHD/Autisme, hvor der krydses af for emner og holdninger, men indenfor rammen selvfølgeligt. 

Og det er tankevækkende for hverken ADHD eller Autisme er indenfor rammen, det er lidt det det handler om, det er derfor det er diagnoser, og ikke bare en måde mennesker også kan være på. Og medierne er med til at sætte rammerne, kravene til det moderne menneske, der gerne skal være pænt  symmetrisk på spektret, et nydeligt spindelvæv, og ikke en Edderkop på LSD trip. 

Jeg har ADHD og Autisme, og måske den nydelige serie vil gøre at folk vil tænke, at det ikke er noget særligt problem, for mig eller dem. Det ændre så ikke på at jeg har et mega problem, med at få tingene til at hænge sammen dagligt, og ikke er den eneste. Men vi står alene. 

Der bliver ikke taget hånd om, at nogen ikke vokser ud af det, og har liv der ikke egner sig til aftenkaffen. En tour fra det nasty badeværelse, til køkkenvaskens uger gamle plummer og opvaskemaskinen der ikke virker, og mælkekartonerne på gulvet. Og at en tour måtte være virtuel måske viadrone, da det nærmest er umuligt at sætte fødderne på gulvet for en uøvet, jeg har udviklet Katteagtige evner gennem årene. Det kan være der er værre hjem end mit, men det er jo ikke en konkurrence: "Hvem lever værst?". Dare you fuckers på licens TV! :-D 

De uafhængige menneske.

Jeg så dokumentaren "The Swedish Theory of Love" fra 2015 af Erik Gandini, om den politiske ide at alle i Sverige skulle blive mennesker der ikke var afhængige af andre. Med fokus på det økonomiske ville man frisætte kvinder fra at være afhængige af mænd, og ældre kunne komme på plejehjem så de ikke skulle bo og passes hos familien. Og at unge hurtigst muligt kunne flytte hjemmefra i egen bolig. At fælleskaber skulle være tilvalgte. Og ikke præget af gamle normer om familien og de krav det havde stillet til tidligere generationer af Svenskere. 

Mange af de tanker har også været i Danmark i løbet af 60-70erne. Måske ikke så ideologisk udtalte, men mere som praktisk for samfundet. Skulle kvinderne på arbejdsmarkedet, skulle der være daginstitutioner og de gamle skulle på plejehjem, for ingen var hjemme i løbet af dagen. 

Der kom et stærkt fokus på at den enkelte skal udleve sit potentiale uden at blive hæmmet af familie, eller lokalsamfundet. Vi skylder ikke rigtigt nogen noget mere, vi er selvstændige individder.

Samtidigt med den udvikling, kom der folk udefra i løbet af 60-80erne, indvandre og flygtninge der havde et helt andet syn på familie og fælleskab, i grunden et syn vi næsten selv havde haft bare 20-30 år før, men som nu virkede helt fremmet og undertrykkende. Og det var svært at forstå at deres børn ikke løsrev sig fra det liv, og ikke ville indgå på lige fod med resten af de unge. Man kunne slet ikke forstå det, at mange følte en forpligtelse til familien og kulturen. Med en moderne Dansk indstilling kunne kun se det negative, som social kontrol og det der var værre, men at der var andet i kulturen der skabte en mening, værdier og tryghed kunne man ikke forstå. Det var ting der ikke længere passede ind i samfunds modellen. Man kan så sige at den manglende forståelse, var med til at grave grøfter. Vi synes vi havde opnået noget stort, som alle skulle nyde godt af, friheden til at være et uafhængigt moderne menneske. 

Jeg er opvokset hos min Mormor og Morfar, og det gjorde at jeg også måtte indse at de var ældre end de andres forældre, og jeg havde et ansvar, jeg ikke bare kunne stikke af fra. Som teenager kan man heller ikke være lige så grov overfor ældre person, som en der er i deres bedste alder. Som yngre tænkte jeg meget over de nye normer, hvor opofrelse var helt forkert. Og at jegi andre tider ville være blevet set som en god datter, med gode værdier. Men i den tid jeg levede i, var der ingen respekt for det ansvar jeg tog. Eller at jeg reelt ikke havde et super frit valg. 

Man kan sige at dengang folk levede i forpligtende fælleskaber lå der jo en menneskelig/moralsk værdisætning i, at det man gjorde for andre, uden at få noget for det.
Og som mindre isolerede fra andre, var det jo synligt for samfundet. Der lå en forventning, men der var også noget meningsfyldt og det tilføjede til hvem man var i forhold til fælleskabet. Kvinder bidrog med meget usynligt ekstra arbejde, jeg tror de andre kvinder så det, men mændene har taget det for givet. 

Så jeg vil ikke idealisere det især kvinder lavede af gratis socialt praktisk arbejde for andre, for det har været barskt i mange tilfælde. Syge sengliggende gamle familiemedlemmer der krævede pleje måske i flere år. Udover alt det andet man som husmoder skulle klare. 

Men Norden fik frisat deres borgere i løbet af 1960-70erne. 

Vi bliver pine død nød til at være sociale på jobbet, de der små ting, der gøres at det fungere, og man beholder jobbet, der ikke bare er arbejdsopgaverne, og det napper energi. Man vil gerne have timeout for at holde tungen lige i munden, når man har fri. Man vil hjem og lukke døren. 

Men selvstændigheden gør også at vi har glemt hvordan vi agere med fx. naboer når man bor i en by. Men det med til at gøre os til isolerede enheder. Vi aner ikke hvem vi bor i hus med, om de er døde eller levende. Vi lære ikke børn at huske at hilse på naboen. Så en ejendom er ikke længere et netværk. Jeg mener der kan ske ting for alle, hvor vi kan have brug for hjælp af naboen. Det vil sige, nogen steder er det, man kan være uheldig.

I Norden er vi mange der bor alene, det er næsten halvdelen af befolkningen, for nogen er det et valg, for andre fordi de ikke er lykkedes at finde en at leve med, og nogen har en kæreste, men bor hvert sit sted så man ikke går hinanden på nerverne i et ellers godt forhold. Vi kan få børn uden en partner. Vi kan ignorere vores forældre, uden at andre tænker noget videre om det. Vi ved godt nogen familierelationer bare er for vanskeligt til at insistere på i længden. Og mange unge har slet ikke travlt med selv at få børn, men vil hellere noget andet. 

Vi er ikke bare ikke særligt forpligtede overfor hinanden. Og familien som ide er guld standarten, men ofte bare forældre og børn, ikke den større familie.  Men mange unge har slet ikke travlt med selv at få børn, men vil hellere noget andet. At få børn er vel noget af det mest forpligtende, og ikke mindst i et land og en tid hvor børn er noget man har valgt og ikke bare får. Og det perfekte forældreskab er så komplekst og performativt, at man kan blive træt bare ved tanken. Så hvis vi virkeligt hylder uafhængigheden, så er børn heller ikke sagen. 

Der er stadig familier der ikke totalt har ændret værdier, og stadig holder sammen på flokken. Og der er dem der vælge bofælleskaber, fordi de ikke vil leve som en isoleret ø. Det sidste er så ofte et luksus valg, der ikke helt kan lade sig gøre med en lavere indkomst, uden det bliver lidt usikkert. Man experimenterer ikke med sin bolig form, hvis man har svært ved at komme ind på boligmarkedet igen efterfølgende.

Det kan godt være vi lære børn gode værdier om fælleskab og mangfoldighed, men er det kun i ord og ikke i handling de ser, så duer det ikke. Hvis forældrene lever efter "os og de andre" i hverdagen, så gør pæne ord det ikke. Vi kan ikke vælge vores næste. Og det er pointen. 

Når kun penge, og lysten gælder, så mangler der noget i forhold til at være et menneske, blandt mennesker. Hvis vi forudsætter perfekt match for kolleger, naboer, så der ikke er noget der besværligt eller udfordrende. Mennesker er kun dem der ligner dig selv i interesser, indkomst, job, værdier. Resten er nogen andre. At kontakter og relationer skal kunne bruges til noget der gavner os selv. Og jeg tror mange ville sige at det er det godt og naturligt. Det er det jo også, indtil man selv ikke er til gavn, at ingen ser en værdi at kende en, gøre noget for en. 
Men vi har nærmest tilskyndet og forherliget en narcissistisk adfærd, hvor alle andre fungere som objekter.  

Hvis nettet skaber ekko kamre, så gør dagligdagen det også i Danmark. De gamle klasseskel er væk, men der er opstået andre. 

Men hvad hvis man nu blev overasket, at der gemte sig noget bag facaden, der faktisk var inspirerende? At det øjeblikkelige match, kan være den nemme facade men uden meget indhold i forhold til kunne tilføje noget. Vi snakker om selvudvikling, men personlig udvikling sker jo også gennem mødet med andre, og ikke mindst det vi ikke har lagt mærke til før. 

Har vi glemt at være nysgerrige på hinanden på den gode måde. Eller har job arbejdsetikken taget det overskud, og så er der bare Netflix og benene op. 

Selv lever jeg efter carpe diem, når jeg er ude. Jeg kommunikere med mennesker jeg nok ikke vil se igen, men jeg tror på møder mellem mennesker. Det skal ikke være så svært, det er ikke en tandudtrækning selvom man får det indtryk af nogen Danskere. 

Vi er i følge statistiske undersøgelser stadig en af de mest lykkelige nationer. Men vi er måske også ved at blive den mest ensomme, og ensom kan man godt være i en familie. Ensomhed er ikke at føle sig set, som den maner, ikke kunne dele sine tanker uden frygt. Ensomhed er at man ikke følers sig god nok til at indgå fælleskabet. Det er en følelse der gror og gror, til en Tornerose hæk om en, men der kommer ikke en Prins eller en Prinsesse og vækker en. Måske man også ville sige nej tak. 

Der var gårdfest i August de hvor jeg bor. En  "Familiefest" stod der bla. øverst.  Der var trylleshow for Børnene, og legetøjsloppemarked, og fælles spisning og så til sidst levende musik. 
En af dem der havde deltaget i forberedelserne havde efterfølgende spurgt nogen naboer hvorfor de ikke havde været med til noget af det, og de svarede at der jo stod "Familiefest" så de mente ikke at det betød at de var inkluderede, det var nok bare for børnefamilierne i gården.

"Jamen de kunne da læse alt det andet der foregik på plakaten?" var der en der sagde, da hun hørte det. Sandt, men vi læser jo ting ud fra hvor vi selv er, og når der står "Familiefest" øverst med stort, når man ikke til bunden af plakaten. Men det var godt nogen spurgte til det, ellers ville ingen have spekuleret over det, at nogen kunne opfatte det sådan. Har det en betydning at nogen få ikke føler sig inkluderede i fælleskabet, ska man tage det med i overvejelserne til næste års gårdfest? Flere typer indhold, eller samvær i mere stille zoner til nogen?

Mangfoldighed bliver brugt som et plusord, ofte uden at det bliver helt konkretiseret, eller om man faktisk vil lægge et solidt arbejde i det. Det er et populært ord i det Almennyttigeboligselskab hvor jeg bor. De har også afholdt noget brainsstorm om det og "det gik godt". Men hvis det reelt skal implementeres hos medarbejderne, i forhold til beboerne, og beboerne imellem? Svare det til green washing? Men om ikke andet det øjeblik organisationer og virksomheder pynter sig med ord, kan man spørge ind til det, man kan prøve at få dem til at konkretisere deres holdninger og mål, og om der gør noget for det.

Diversitet har også været et ord, men mangfoldighed har nok overtaget. Måske det er fordi diversitet nu forstås som etnisk diversitet fx. Hvor mangfoldighed også skal inkludere andre grupper, det kunne være boliger til hjemløse. Det kan være omkring handicap, det kunne være psykisksygdom, og ja, en som jeg Autisme og ADHD.  Listen kan fortsættes. Men måske der skulle de også være mere klare, hvem taler vi om?
Og hvis ingen tager ansvar, og de andre beboere ikke gider det diverse, men har en egen mental ligusterhæk, hvad er det så andet end et ord der skal se pænt ud på papiret. "Vi arbejder på/for diversitet". 

Når det handler om at bo, ville det optimale være at vi alle havde mulighed for den boform vi havde lyst til. Så vi ikke bliver bundtet sammen med nogen der ikke vil det fælles, hvis det er det vi søger og omvendt. Men igen det er pengepungen og at der er for få ok billige lejligheder der hvor folk vil bo. Og andre steder er der så dårlig offentlig transport at man skal have råd til bil og kunne kører en bil. Jeg tror mange ville overveje at bo anderledes hvis det var mere tilgængeligt, og man kunne komme rundt uden en bil. 

Omkring det uafhængige menneske er vi en nation af mennesker på vej til arbejde i hver sin bil. Det er bedst at sidde alene og man ar kun sig selv at skulle indpasse sig efter. Det er et sindbillede på 2024. 

At styrke fælleskabet handler ikke om det kan betale sig, det handler om hvad vi giver videre til de næste generationer, der er ikke kun klima og ulige ressourser der truer, eller sagt på en anden måde at selvom vi gør noget for miljøet, men vi taber generationer til ensomhed og følelsen af utilstrækkelighed der ikke gør dem værdige til fælleskabet, så glemte vi noget vigtigt, for fælleskabet får os igennem de sære tider og de gode tider, og grønne enge gør ikke vores liv rigere hvis vi sidder alene hjemme dag efter dag. Det er ikke et enten eller, men der er ikke et solidt samfund hvis vi som mennesker tør hinanden. 

Autisme, kan den blive bedre...eller værre?

Bloggen handler om støtte til selvforståelse, i modsætning til den sociale maskering mange med Autisme i en eller anden grad har måtte tillærer sig.

Autisme kan takles, man kan finde sine måder at klare tingene, man kan lære at fornemme hvad man magter, så man ikke så ofte ryger ud i at blive overstimuleret.
En god selvforståelse er vejen mod mere ro, at det ikke går mod forværring af reaktioner, depression, stress, angst, udadreagerende adfærd, ja, listen kan være meget længere, og det er jo netop det den ikke bør være, og ikke altid behøvede at være, men desværre er virkeligheden for mange på Autisme spektret.
Man kan lære en masse værktøjer, til det sociale, til at få ro på sind og krop. der skal være et grundlag af struktur, ro og orden hvis man skal kunne udfolde sig på andre punkter og bruge sit potentiale, eller ja, have et godt liv...eller bare et bedre liv.

Man kan desværre også få tillært sig at maskere Autismen, når man ikke får hjælp til selvforståelse, eller Autismen vilkår ikke accepteres.

Masken kan virke rimeligt udadtil, men ikke indadtil, man lære at skjule, sammenbrudene sker måske mere skjult, målet er at få det til at virke udadtil, men det dulmer ikke uroen, tvivlen, stressen. Og er man god til at maskere vil den få ens reelle udfordringer, til ikke at kunne kunne ses klart, heller ikke af en selv, og man vil kæmpe og kæmpe omme bagved masken.......andre vil kun se masken, samtidigt også se at noget er galt, men ikke hvad der er galt.
På den måde kan man gå gennem livet og føle sig uset, men også samtidigt lidt for synlig.

Uanset hvor på Autisme spektret kan det være svært at se det klart, hvad det er for ting der gør forskellen på en bedre hverdag, eller hvad der ender i kaos...Nogen vil sige: "Men det kan man jo se?" Men så enkelt er det ikke, når der er følelser med i spillet, det kan godt stille sig i vejen for det der var mest formålstjeneligt, så de negative mønstre bare fortsætter. Vi kæmper mod og med idealerne og følelserne, der lægger et filter over realiteterne. Ikke i mangel af intelligens, eller kærlighed, men fordi der ofte er mange lag af tanker og følelser der kan være i vejen for at nå ind til hvad der er nødvendigt at gøre.
Processen vil rippe op i mange tanker og forestillinger, for hvad sker der så, går man helt ned, gør man alt galt og der vil aldrig komme bedre løsninger alligevel?
Det er et hop ud i det ukendte og farlige, fremfor følelsen af at nu bliver det bedre. Men man må/skal finde sin egen nødvendighed for forandring, hvor gamle løsninger, bare ikke længere er brugbare og næsten alt andet bedre end det gamle, men det kræver jo man tør tror på dem der har erfaringerne med hvad der skal til. Også erkendelsen af de reelle begrænsninger, for derefter kunne få styrkerne frem i lyset.

For dem der går rundt med en udiagnosticeret Aspergers, er der mange spørgsmål til hvad alle  andre gør, som man bare ikke forstår, og det bliver faktiske ikke nemmere med tiden, fordi man vil mangle den brik der er Autismen, hvordan præcis er man ikke forstår, og den viden får det til at give mening, men også afklaring og løsninger....hvis man ellers kan få støtte til afklaring og løsninger når man får diagnosen. For selvforståelse er en alt for stor opgave at stå med alene, med mange gamle indøvede metoder til at takle livet, der måske ikke var så gode enda, der skal "aflæres" for at få plads til bedre metoder og det er hårdt, men også vejen mod noget der er bedre, og mere ro.

Hos den sendiagnosticerede er en maske der skal af, den maske man har prøvet at redde sig selv fra de værste situationer med, men der i lige så høj grad gjorde en meget alene og angst.

Men også dem der i dag bliver diagnosticerede som børn, kan føle sig tvunget til at maskere, for forældres og omgivelsernes skyld, så det er letter og alle andre gladere, fordi det hele virker/ser mere normalt ud.
Det er vigtigt at erkende Autismens grundvilkår i familien, ellers går barndom og ungdom i håbet om at det nok går over af sig selv med alderen. Men Autisme går ikke over, men den kan takles forskelligt, men det kræver der arbejdes på det.

Forældre viser jo deres børn hvad der er idealet og Autistiske børn fornemmer også i hvilken retning idealet går, selvom de ikke kan opfylde det. Så familien/omgivelsernes mere eller mindre udtalte forventninger og drømme kommer til at betyde rigtigt meget for barnet, er forventningerne urealistiske og uden at være forbundet med empowerment og selvværd, kan et helt liv ende med at prøve at opfylde de forventninger, uden at have kontakt til hvad man selv føler og reelt evner.
Tomme præstationer, fremfor at kunne hvile i sig selv. Ja, det sker også for "ikke Autistiske" børn, men det er en langt mere vanskelig kognitiv proces hvis man er på spektret.

Når den rigtige støtte/rådgivning ikke er til stæde, er det svært at have overblik over, hvad er Autismen og hvad er følgevirkninger af de psykosociale, på den måde står det ikke altid klart hvad man kan arbejde med, om der var hjælpemidler/teknikker og hvad der er den grundlæggende Autismes vilkår.
Hvis omgivelsernes største drøm er at Autismen nok går over med alderen, at det ikke er så synligt, fremfor at erkende at Autismen er der, og gå ind i det der ligger bag, og støtte barnet i takling, og kunne fornemme hvad der foregår, når det forgår, fremfor maskering, sker det samme som det er sket for andre tidligere generationer på spektret, der skaber snubletråde for livet.

Så det er om at droppe maskerne og det underforståede krav til at maskerer, og sats på at finde alle de tanker og handlinger der rent faktisk takler Autismen, i erkendelsen af at Autismen er der gennem hele livet, men ikke nødvendigvis udtrykt på samme måde.

Kan Autisme blive forværret?, ja det kan den og ikke bare for børn og unge. Jeg har selv prøvet i høj alder at min Autisme blev skåret ud i pap, med et blinkende neonlys over, fordi der var alt for meget stress, også på en måde der var mere ekstrem end nogen sinde tidligere i mit liv, selvom jeg tidligere har haft diverse gedigne sammenbrud i forhold til hvad jeg kunne overskue og takle praktisk, var jeg nu mere typisk Autistisk, uden rigtigt at komme tilbage til en maskering overfor omgivelserne og min egne indre ro.  På den måde endte jeg med at få en diagnose i meget voksen alder. Held i uheld....nu venter jeg bare på støtte til selvforståelse, jeg har brugt et år på selvstudie, det er bare ikke godt nok, der skal dialog til, det gøres ikke solo.

Håbet er at alle på spektret fik mulighed for at lære værktøjer til livet, og fik friheden til at finde vores egen personlige måde at være en det af samfundet. Så det ikke bare alt for ofte går mod det værre, men det bedre.

Hvem er det lige samfundet er?

Samfundet er en fornemmelse, føler du dig tryg, føler du at du er med, føler du dig som en del af det og har en indflydelse?

Føles det som du lever i et hierarkisk pyramide samfund,  eller føler du at samfundet består at mange forskellige organisk forbundne enklaver, føler du at du står i udkanten af samfundet, eller er du lige midt i det?

Synes du, du deler de gængse værdier, eller synes du samfundet sværdier føles helt forkerte? Eller er det sådan at det, er op til hvem man kender og møde i hverdagen hvordan samfundet ser ud til at fungere. ....Eller er samfundet mere noget du har fra medierne, end dine gene oplevelser i hverdagen?

Når du skælder ud på samfundet er samfundet også dig, selvom det måske ikke lige føles sådan.

Kan du spejle dig i samfundet, kan du genkende dig selv som type i reklamerne, det er dig de vil have, og du kunne købe den ting, eller den ydelse.
Eller vil du ikke have noget af det  de prøver at prakke dig på og de afspejler ikke din livstil, og du er ikke interessant i deres verden, du er ikke rigtig en af typerne/grupperne reklame folkene arbejder med.

Du er måske heller ikke som dem i de danske film og tv serier, du hører ikke til den del af middelklassen de beskriver, fordi de beskriver sig selv, deres venner og familie, de sidder med manuskripterne.
Når det går lidt udover deres erfaringer bliver det lidt karikeret, "de andre". Men måske du ikke engang er en af de typer der figurere som "de andre"?

Der snakkes om at facebook sørger for, du mest ser de holdninger du selv deler, så du på den måde mest bekræftes i dine egne holdninger.
Måske du allerede har luret segmenterne, dem der deler konkurrencer og  lækre forbrugsgoder de gerne ville have eller har købt. Der er dem der deler deres bekymringer om verden, links om sundhed, og dem der deler blomster og deres hjem, og måltidsbilleder og feriebilleder. Bekymring eller hedonisme, retro eller fremtid.

Og så er der dem der er ret vrede og de melder jo klart ud...og alligevel ikke der er lag der ikke altid ses, hvis man ikke kender personen godt nok, de der små mellemregninger. Har man ikke mellmregningerne kan det være man lukker helt eller delvis af for dem på FB...For meget pral, præk, klynk, spam....Og en dag trykkes der følg ikke.

Danskerne er stadig lykkelige siger statestikken, jeg har svært ved at se det, men måske jeg er det forkerte sted i samfundet. Og det er jo ikke fordi jeg ikke har øjnene på stilke og ørene slået ud når jeg færdes. De nævner at vi er et samfund med tillid, men er det ikke ved at blive et mistillids samfund?
 Men det gælder måske ikke for dem med det sikre job, og dem der aldrig er blevet ramt af krisen, andet end de skulle bruge lidt mindre, ikke fordi de ikke havde, bare for en sikkerheds skyld.
Og der er en forskel på valg og nødvendighed, og nogen i Danmark kan vælge, andre ikke, og dem der kan vælge kan ikke se hvorfor de andre ikke kan, og så er vi tilbage til det med tillid og mistillid.

Måske jeg har for meget fornemmelse for hvad der foregår i tiden, at jeg kan se lidt frem, se lidt bagom. Det er jo en spændende evne, men også svær, og jeg kan ikke ignorere de informationer jeg får.

Jeg må trøste mig med at verden og lille Danmark ikke er entydig, at der er mange strømninger i tiden også positive. Jeg kan håbe på at det mindst dårlige sejre, og jeg en dag vil se mig selv som omgivet af samfundet og ikke ude ved kanten.

Nogen gange skulle man tro Autister ikke blev voksne

Ofte bliver Autisme beskrevet og diskuteret som om det var en ren børnesygdom, det trylle trylle forsvinder med alderen, som om man vokser fra det, eller bare forsvinder i skyggerne.

Det skyldes måske at meget af faglitteraturen, specielt fra dengang da man opdagede diagnosen var om børn med Autisme, og det har åbenbart haft en effekt længe efter, i forhold til hvordan man ser og diskutere Autisme. 

Umiddelbart vil jeg mene at det er nok så vigtigt at spørge: Men hvad så med de voksne Autister, hvad er deres erfaringer, hvordan gik det så? 

Og er det ikke de erfaringer der skal bruges for at vide, om vi gør det godt nok i forholden til nutidens Autistiske børn? Også for at mane nogen skræk scenarier i jorden, at udbrede at mange med Autisme faktisk lever udmærkede liv, selvom opvæksten/berndommen måske ikke tydede på at det ville gå helt så godt.

Jeg tænker også at når forældre sidder i egne grupper på fx. Facebook og diskutere deres børn internt, hvor kommer der så budskabet ud om andre vinkler på det at have Autisme og et voksen liv med Autisme? Reelt vil det jo kun være de forældre der selv er Autister der kan konstatere hvordan de selv har det som voksne -og faktisk blev voksne, og hvordan det forløb har været gennem årene. På den anden side er det så erfaringen med at være Autist og have børn, hvad så med de Autisters erfaringer der ikke har børn, eller er vi her ude i at folk der ingen børn har ingen meninger/erfaringer kan have som kan bruges....for en barndom har vi da haft?

Jeg har så selv oplevet at der er blevet sat spørgsmålstegn ved min egen barndom, måske fordi jeg ikke fremstiller den rosenrød, men jeg synes absolut ikke jeg fremstiller den sort/hvid. Er det fordi forældre til Autistiske børn er så sensitive på det område de ikke kan rumme at nogen af os har oplevet omsorgssvigt, der også havde skadet "normale" børn?

Jeg vil så mene at er man Autist og omsorgsvigtet, men stadig på banen, er det så ikke en god historie der giver håb? Eller er det at der nævnes forkerte forhold i barndommen et for sprængfarligt emne? På den måde bliver værdifulde erfaringer omdannet til noget ukorrekt, steder hvor alle ønsker at fremstå som de altopofrende forældre der kæmper mod kommunen som den store bussemand. Jeg efterlyser udviklings historierne, selverkendelses historierne.

Men i de grupper jeg er i er det ikke så meget positive erfaringer der bliver delt, eller budskabet at der er et godt liv med Autisme, udover nogen postede opslag der kækt argumenter for at Autisme også er ok. Men så længe det ikke formuleres og vises langt mere personligt, virker det mere som postulater, midt i alt det anden om panik og tvivl. Er det sådan at være Autist og forældre til dem?

Der er sikkert mange der fungere ok med at have en Autisme, der ikke figurere offentligt eller i FB grupperne som rollemodeller for hvad Autisme også kan være. Hvorfor, fordi de var "mindre Autistiske", fordi de havde/har bedre muligheder, fordi de selv fandt på nogen løsninger? Fordi de ikke har lyst til at diskutere det halvoffentligt, fordi at de ikke synes at Autismen definere dem?

Jeg synes vi mangler flere selvoplevede historier, historier med reelle værktøjer. til børn, forældre, andre voksne med Autisme.
Det handler ikke om budskabet at det hele kører på skinner, men det handler om at der sættes ord på det voksne Autist liv, og der hvor det har været muligt at opnå noget mestring. At det folk kan ikke bare er fordi de er "mindre Autistiske", men de faktisk har tilkæmpet sig en større palet af muligheder, eller fået en anden støtte.

Måske det der sker er at mange har mest fokus på hvad de ikke kan, fordi det samfundet har et evigt fokus på og det er der selvstigmatiseringen ligger. Og man ikke selv ser hvor man faktisk har gjort noget godt og rigtigt, at man ikke er vandt til at tale/skrive om styrker, og man faktisk kan beskrive det svære og det stærke i samme åndedrag, hvilket giver en anden selvfortælling om hvem man er.

Jeg har mange gange oplevet at mennesker slet ikke kan se deres egne styrker, og det kræver at nogen siger, "hov jamen det var da godt gået!". Og når man desværre ofte med Autisme overhører ros, så ender det måske med at fokus let ender i det negative.

Måske fokus skal være, hvad gør Autister for sig selv og for andre, der faktisk fungere, ting man ikke ville have troet de ville kunne da de var børn, men der faktisk mestres nu.

Ressurse syn er andet end et kækt citat sat op med noget grafik. Og Autisme er ikke bare en børnesygdom - for fokuserer vi ikke på de voksne Autister og deres erfaringer, får de nye generationer ikke et bedre liv med Autisme, men bliver indfanget af den samme stigmatisering, udelukkelse, manglende tro på egne evner osv. Måske der også er historier der viser at selvom ikke alt går perfekt først i livet, kan der godt være en god fremtid. Men det kræver man også lytter til de svære historier, at de svære historier ikke bare er Autismen der taler, diagnosen, men faktisk bygger på hvordan det kan være i familien, skolen, samfundet, at det er reelt. At der ikke bare lægges et diagnose låg på hvor man siger det bare er en del af diagnosen.

Vi behøver ikke så ensidigt at kigge mod eksperterne og sige "Men hvad skal vi gøre?", der er en masse voksne Autister der har en erfaring med hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer, og ikke mindst hvordan man alligevel kan få tilværelsen til at hænge sammen.

Nu er det ved at være jul...igen

Efter julecabaretten må jeg fokusere på julen, jeg må først og fremmest få fat i et pænt træ, og så ellers prøve at nette hjemmet.

Jeg vidste jo godt med forstillinger to weekender i december ville det gå udover hjemmet, min sjælefred og mit øvrige sociale liv. Men alt for kunsten og alt for at komme i gang igen efter at ikke have været på en scene i et år.

Efter at have lavet juleoptræden i tre år, så er det lidt et vilkår, med en stresset december. Men jo ikke af de sædvanlige grunde folk har, jeg skal ikke til julefrokoster, eller julefester eller se familie. Jeg er en fri kvinde. Jeg skal bare have lidt i køleskabet og et juletræ og nogen nisser, det er det.

Jeg har altid været et julemenneske, eller prøvet at være det, jeg har prøvet også gennem tider hvor det ikke føltes nemt.

Jul med min Mormor var ikke nemt for mig, og hvorfor...tja, selvfølgeligt blev jeg ved med at stå for indkøbene efter jeg flyttede hjemmefra, at det hele var i hus af hvad min mormor nu mente var nødvendigt for at holde jul.

Og så var der selve juleaften, hvorfor var det så svært? Det eneste jeg ved var at jeg ofte græd på vejen hjem, fordi det føltes fanget? Jeg tog ofte ret tidligt hjem, så jeg kunne få mit eget træ tændt, og ro på.
Forventninger, at tingen skulle være som det plejede, men ikke kunne være som det plejede?

Den sidste jul med min Mormor, kan jeg huske hende stå i sin dør og sige tak for en dejlig juleaften og bukke, og jeg sagde jeg ville komme forbi og hjælpe næste dag, men da jeg dukkede op var hun ikke i lejligheden, og så fandt jeg ud af hun var indlagt og de ikke havde fået fat i mig.
Da jeg kom til hospitalet var hun ret dårlig og ikke klar i hovedet, og de sagde jeg skulle forberede mig på at hun døde...hvilket jeg ikke troede på, de satte en vågekone på hende og jeg tog hjem fordi jeg regnede med jeg skulle være parat til at være klar til næste dag, men om morgenen ringede de og sagde at nu var hun ved at dø.

Det mærkelige var at jeg tog pænt tøj på og lagde make up, da jeg ikke ville forskrække hende med at komme og ligne en....at jeg var forvildet, jeg vidste hun ville se mig som den hun synes jeg skulle være, hendes perfekte smukke barn.

Da jeg kom ind i rummet lå hun der uden plastslanger og drop i et rum, og jeg sagde: "er du der?" jeg tog hendes hånd og i det sekund kunne jeg mærke hun døde - er det indbildning var hun død det moment jeg var hos hende...jeg kunne mærke et levende menneske, og et pludseligt temperatur skift, det var anden jule dag. Den sidste gang jeg så min Mormor ved klar bevidsthed var juleaften hvor hun takkede mig i døren.

Jeg havde oplevet flere gange at min Mormor endte på hospitalet, og var helt væk, reelt troede jeg ikke på det var nu det var nu, men det var det.

Historisk har julen også været de dødes højtid, hvor vi mærker deres nærvær. Vi husker, og hvem vi var dengang og dengang vi mener det var den rigtige jul.

O, måtte vi kun den glæde se, før vore øjne lukkes! 

Da skal, som en barnemoders vé, vor smerte sødt bortvugges! 

Vor fader i himlen! lad det ske! lad julesorgen slukkes!  

N F S. Gruntvig

Når der ikke er nogen familie

Jeg har ingen familie, de er døde, og jeg har ikke fået en egen familie, det er også lidt svært at nå når man flytter hjemmefra som 38 årig og måtte bruge tid på at skabe et eget liv i første omgang.

Men det er at stå meget alene, fortiden deles ikke af nogen mere, den er næsten blevet til fiktion, jeg kan gøre med den hvad jeg vil, omskriveskrive fortiden, og få vil vide bedre hvis jeg digtede det meste.

Jeg behøver ikke tage hensyn til nogen, jeg kan blamere mig, der er ingen nære til at føle sig rigtigt pinlig berørt på mine vegne.

Og jeg ved også at venner kan være noget flygtigt, man ved ikke hvem man beholder længe og hvem man kun vil kende kun i en kortere periode.

- Det er svært at tiltuske sig frynsegoder, da ingen relationer er rigtigt tætte, man kan ikke rigtigt regne med noget, på den anden side bliver man ikke forvænt. På den anden side er jeg ikke forpligtet som tidligere, eller nærmere bundet.

Men på en måde er det som om der mangler mening i tilværelsen -At et godt liv ikke kan bygges på så løse og tilfældige forbindelser, at fundamentet bare ikke er der i mit liv.

Jeg er alene med mig selv, og jeg kan ikke finde nogen/en anden, hvor det begge veje er muligt at skabe nogen dybere relationer. Sagen er det kræver timing på alle måder for at det sker, hvor er man i livet, alder, parathed.
......Det sker eller det sker ikke: en ny ven, en kæreste.

Jeg ville gerne have en mere nær og meningsfyldt tilværelse med andre, at droppe begrebet familie, kæreste, gøre det på en anden måde. Et liv med mennesker og dyr, ikke så meget alene, men med muligheden for at være det når det er nødvendigt.

Men som jeg ser det har det lange udsigter, først skal jeg have situationen nu og her til at fungere, før jeg får kræfter til at tænke fremtid og andre måder at leve på. Lige nu er der rod og opvask, og manglende struktur.

Jeg kan sagtens være alene, det er lidt et grundvilkår i mit liv, jeg var vel også alene på mange måder den gang jeg havde en familie.
Men de sidste mange år giver ikke nogen mening med livet...Med mit liv.

Jeg ville gerne kunne give noget, spørgsmålet har jeg efterhånden det overskud?

Jeg lever udenfor samfundet, næsten også udenfor livet, jeg overlever dag for dag.

Jeg kunne konkludere at jeg ikke forstår at leve....eller vi/jeg bare lever i et samfund der lukker sig om sig selv, og om dem der blev førstevælgerne. Vel ikke mindst fordi de har en anden stabilitet indbygget, som en Autisme ikke giver, for der er altid noget at tage i betragtning, man slæber sin egen snubletråd med sig til at stille op på ruten gennem livet.

Lige nu har jeg vist nok op til et helt hækkeløb....

Ja ja, jeg har selv valgt det, jeg vælger mine kampe - eller det jeg lige nu kæmper med har jeg selv valgt....men andet har jeg ikke, og tet står altsammen i venteposition og tripper for at komme først.

Jeg synes der er mange hemmeligheder ved livet, og jeg tror jeg for tiden prøver at finde ud af hvor meningen er for mig, og om det måske allerede er forflyttet mere ud i kosmos, end i opfattelsen af "det gode liv" lige nu og her i Danmark -Måske netop det er den fælde jeg skal undgå, hvis jeg skal finde mit eget livs mening og indhold, med hvad jeg nu har at sætte i spil.

Det overtilpassede Autist barn

Man siger at Asperger/Autist børn har det svært ved at have en passende adfærd -men der er en anden udgave, der er stærkt formet af opvæksten og barnets egen anvendelse af de selvbeskyttende introverte sider af af Autismen.

Det artige Autistbarn, der aldrig udadreagerer, eller er skrup umulig, barnet der bare prøver at følge med i hvad der sker og forholder sig afventende. For her er det ikke barnet der har noget at skulle have sagt, eller der har råderum til handling, for sådan er det i nogen familier, det forstår barnet selv alt for godt, der er faste rammer. Ikke at det hele forstås for hvad det er der ligger til grund, men det er jo vilkårene, og det er indenfor de vilkår og de rammer, der må leves og overleves så godt som muligt.

Der er ting der ikke skal siges og gøres, så bliver andre kede af det, det er en barndom hvor man træder forsigtigt, næsten bogstaveligt talt.
Og det at det ikke går så super i skolen er ikke godt, for det gør Mor og Far kede af det, og så ved de ikke hvad de skal gøre. Og når de ikke ved det hvad så?

Og ja, så har barnet sin fantasi, sine lege, den indre verden, og det tilpasser sig omstændighederne.

Hjemmet fungere, men barnet har også andre behov end selve rammen, den praktisk omsorg, mad.

Jeg beskyttede mine forældres sårbarhed, dækkede over dem....og nej, der var sikkert ikke andet at gøre for mig, og mine forældre dækkede over at jeg ikke fungerede.....og trods alt var jeg jo et sødt, glad barn og deres livs lys. Og sådan gik min barndom og ungdom.

Jeg er opvokset på Østerbro, med den højere del af middelklassens vurderinger om adfærd, der på den ene side giver plads til en vis excentricitet, men på andre punkter kræver absolut ufravigelig disiplin. 

Jeg tror så at det overtilpassede Autist barn kan findes i flere miljøer, hvor der ikke er plads til barnet, i forhold til forældrenses egne problemstillinger, der kan bunde i deres egen barndom, psykologiske problemer, at de selv havde en form for Autisme, og jeg taler ikke om familier der er helt ude på overdrevet socialt eller psykologisk, men familier der kan virker helt normale udadtil.

Et af problemerene er bare at det meget tilpassede Autist barn er svære at opdage som en på Autisme spektret, og som voksne endnu vanskeligere.
Jo, vi kan virke "specielle", man kan også sætte andre diagnoser på os, vi er ikke helt normale, men næsten. Og vi sidder inden i som fanger i vores egen krop, med resterne af et Stockholmsyndrom og manglende erfaringer med at afprøve livet fra da vi var børn, for vi fik aldrig lov til at komme ud på det dybe. Selvom vi jo dagligt mentalt padlede som gale for at holde snuden oven vande. Men den manglende viden om hvad der skete når vi kom for langt ud, er vigtigt for selvforståelsen og for at kunne handle, der er ingen empowerment eller et reelt sammenbrud der kan afsløre hvad der gemmer sig bag facaden.

Om forskellen på piger og drenge også handler om at der er mere social kontrol af piger, på adfærd, drenge er jo drenge, men piger skal opføre sig pænt. Det gælder stadig og ikke mindst for os der tilhøre andre gennerationer. 

Jeg har altid haft kant som menneske, men på så mange fronter har jeg holdt mig inde for meget definerede grænser, formet af min barndom og af manglende erfaringer med hvor grænserne egentligt er. Og med Aspergerens ekstra forvirring omkring grænser og impulsivitet.

Men sådan gik opdragelsen og Autismen hånd i hånd, hvad jeg kunne have været ved jeg ikke, om jeg endte som den bedst mulige version trods alt, eller?

Hvad jeg ved i dag er at min gundlæggende disciplin og overlevelses evne er der, men med det kunstigt skærmede liv i min barndom og ungdom gav mig ingen fornemmelse af, hvad jeg kunne og ikke kunne, vel specielt hvad jeg faktisk kunne.

På Østerbro i min barndom og ungdom så man mange pæne familier med meget voksne børn der boede hjemme, ikke fordi disse voksne børn ikke var intelligente, men fordi der formodentligt var et eller andet, måske en Aspergers, de var tilpassede, men levede et skærmet liv, hvordan de så skulle klare sig når forældrene ikke kunne mere, hvad så?

Jeg kom hjemmefra som 38 årig, bedre sent end aldrig, og så måtte jeg tage mange erfaringer efterfølgende jeg nok skulle have haft meget tidligere i livet.

På den anden side, følte jeg stærkt det var nødvendigt for at komme fri, ikke en begrænset voksen kvinde på vej til at blive en original men ikke på den fede måde, bare en stakkel.
Jeg har set andre kvinder med samme kvælende opvækst, der forsøgte at opretholde det liv deres forældre havde anvist dem, de evige barne kvinder, med deres indre verden, men sære hengemte skabninger i en verden der ændrede sig fra dengang.

Jeg tænker at jeg som voksen måtte gå ud og være upassende, problemet var bare, at jeg ikke længere var et barn og jeg måtte gøre det helt bevidst, og af en grund og med en mening, selvom noget af det var en skidt ide og ude på kanten. Der var en mening med galskaben en nødvendighed, men alligevel skrappe sager at skulle igennem for at komme videre i at lære at være en voksen og klare sig.

Jeg er så desværre begyndt at være mere udadreagerende i de sidste to år, hvilket virker ret skræmmende på mig, da jeg har været så super kontrolleret, og introvert.
Jeg ved ikke hvad det betyder, om det er værre eller bedre, om ikke andet tvinger det mig til at forstå hvad der stresser og provokere mit system. Jeg synes jeg har levet meget af mit liv i en tvunget udvikling, da jeg har måtte lære ting for at få noget der lignede et liv, det er åbenbart noget der fortsætter.....Aspergers er ikke Autisme light, den er hardcore at takle.

På mange måde er jeg en "dygtig" Aspergers, men jeg er også opdraget på Østerbros bonede gulve, og jeg har lært udadtil at have en facade og kører lidt på charmen, den har vi aldrig manglet i min familie om ikke andet.

Når Mormor og Mor måske også havde Aspergers

Jeg mistænker at både min Mor og min Mormor havde Aspergers i en eller anden grad og version.  Tre generationer af kvinder, og meget forskellige livsforløb og personligheder.

Min Mormor blev 91, så på en måde havde hun recepten på at leve, hun kørte et rutine liv, meget faste rammer og vaner.

Min Mor levede et kaos liv, udadtil og indadtil. Hun var barnet der ikke kunne finde ud at at lege og hun havde nok også en ADHD. Som teenager fik hun et tidligt misbrug først smertestillende piller og så ferietabletter der jo dengang var frit tilgængelige og hun havde selvskadende adfærd. Hun døde som 31 årig af en lungeblødning pga. en astma der heller ikke blev taget hånd om på grund af hendes livsstil.

Min Mormor blev i et forhold, uden at kunne overskue at ændre på det, hun ikke var tilfreds, men kunne ikke frivilligt ændre på sit liv. Som en kvinde fra en tidliger generation, var det som om det ikke faldt hende ind at hun kunne ænder sin tilværelse, eller var det Autismen der fik hende til at vælg bekvemmelighed, kombineret med brok, fremfor at ændre på tingene?

Jeg forstod ikke de kvinder, jeg kunne ikke læse/forudsige dem, fordi jeg er Autist? Eller fordi de selv havde Autisme og ikke sendte klare signaler? For jeg kunne godt læse andre voksne bedre.

Jeg er opvokset hos min Mormor og Morfar, min Mor boede hjemme de mit første år, derefter flyttede hun hjemmefra med en mand der ikke var min Far og anskaffede en Fransk bulldog...jeg blev hos Mormor og Morfar.

Kvinder med Asbergers der har børn.....jeg synes det var ret fatalt i min familie. At selv uden en medfødt Autisme ville jeg have haft store problemer som barn og voksen, men muligvis andre problemer. Da jeg jo som Aspergers selv har en anden opfattelse af hvad der er normalt og at absorbere mærkelige situationer, som et neurotypisk barn kunne opfatte helt anderledes. Måske jeg blev mindre omsorgssvigtet på grund af at være mærkligt selvkørende, jeg levede i en egen verden meget af tiden, en mekanisme et neuro typisk barn måske  ikke vill have haft i værktøjskassen. Jeg er fuckd up, men alligvel når jg nu ved jg er Asberger, så er jg det forbløffende lidt. For min tillid til verden og min evne til at kæmpe er som den er.

Umiddelbart ser jeg min Mor som en person der mere havde brug for andre end jeg selv har, hun havde en angst der gjorde hun ikke ville være alene. Det kan ende i fatale kompromisser og det gjorde det. Blev hun udnyttet, gjorde hun dumme ting, jo meget ofte. Sårede hun andre? Ja.

Selv har jeg været mere bevidst, selv når jeg dummer mig gør jeg det mere bevidst, en bevist rissiko, for at opnå et valgt mål, noget andet er om jeg opnår det.

Min Mormor dummede sig ikke, og hun tog ikke chancer.

Er jeg en blanding af de to kvinder? Om ikke andet har jeg været tilskuer til deres liv, jeg har lært af dem, hvad man ikke skulle gøre.

Min Mormors vane liv med faste rutiner gennem dagen, der var vel en god nok ide for en med Aspergers, hun havde orden på hjemmet, men det er alt for meget vane for mig. Hun levede livet gennem bøger, vel nærmest bog afhængig.

Hun havde netop de faste rutiner man anbefaler til Autister. De selv samme rutiner jeg har nægtet, fordi det minder mig om hende og jeg ønsker et andet liv.
Hvis jeg skal lykkes med mit hjem, hverdagens gerninger skal jeg blive mere som min Mormor. Men jeg er ikke min Mormor, hverken den måde min form for Aspergers påvirker mig, eller i forhold til min personlighed og erfaringer.

Jeg kan godt forstå der var ting min familie ikke kunne lære fra sig, da de ikke selv havde de evner i værktøjskassen, de havde nogen evner udadtil, min Mormor mere end min Mor, min Mormor kunne leve sit liv i en familie kuvøse, først i sit barndomshjem og så direkte ind i et ægteskab, nej ikke et perfekt liv uden sorger og problemer, men rammen var der og den økonomiske sikkerhed og hun var ikke alene og der var nogen til at redde situationer der potentielt kunne have afsløret hun ikke hel fungerede efter neuro typiske normer.

Min Mor kunne ikke klare sig alene, men i grunden heller ikke sammen med nogen, dertil var der for meget uro i hendes sind.

Min Mormor var både stærk og stædig, som ældste barn var hun styrende og det fortsatte hun med. Hun var ikke ufarlig for de nærmeste fordi hun havde hårde vurderinger og kunne lukke af.

Min Mor var så uadreagerende og jeg opdagede at jeg egentligt ikke vill være alene i et rum med hende.

Tre kvinder med Aspergers, tre meget forskellige kvinder. Men udover det så fik vi mange kunstneriske talenter, intelligens, humor, charme. Så meget kunnen og ægte talent og intelligens der bare gik tabt uden vi og andre fik den glæde af det, som det burde kunne have givet os.

Jeg er et menneske der ser verden fra skuldrende af min egen families begrænsninger, jeg vil bryde mønstret, jeg har brudt mønstret, men der er mere der skal løses, så det bedste ved at have Aspergers/Autisme spektrum forstyrrelse kan arbejde til min fordel, at de kreative ressourcer kan slippes fri, og gøre mig mere tilfreds og rolig i mit liv......det er på tide.