Det første gensyn med DPC gik ikke godt, så jeg var lidt nervøs for det andet, denne gang med psykiateren også. Hvis det første møde var dårligt, var det andet værre.
Umiddelbart havde ikke modtaget og læst min nye diagnose. Jeg ellers lige havde underskrevet få timer før så den kunne deles. Den skulle have ligget der en time inden mødet.
Men reelt burde det ikke have været et problem om den var der eller ej, det burde ikke være grunden til at mødet gik skævt. Det startede ud med deres nye motto "hvad jeg tror de kan gøre", hvilket jeg svarede at det vidste jeg da ikke, at det var et meget åbent spørgsmål, som jeg ikke var ekspert i. At jeg bare vidste at jeg havde det rigtigt dårligt, i meget lang tid.
Så gik de igang med at kigge på gamle papirer og hev random ting frem:
Undersøgelse af bosted og flytning til Jylland (det var så Bornholm), og jeg droppet planen? Så vidt jeg huske kom der aldrig en snak omkring bosteder. Og Bornholm var panik. Det var underforstået at jeg på en eller anden måde havde svigtet min behandling ved at det ikke blev til noget, jeg sagde at jeg jo ikke havde energi, viden eller penge til det....jeg fungere jo ikke...
Da jeg nævnte at den nye diagnose havde været en ny situation sagde psykiateren "At jeg jo havde haft det på samme måde, uanset diagnose". Men den ene diagnose giver forskellig behandling? At jeg har brugt 10 år på selvforsåelse ud fra Autisme, på en falsk grundlag. At de aldrig overvejede diagnosen var forkert, selvom jeg fortalte om baggrunden den var lavet på og at den var noget "mystisk". Det var den jo så også.
På den ene side har de haft mig længe i deres regi, men de ved ikke noget om mig, det var den samme Psykiater:
Hvad jeg levede af? Sorry?.......Det er meget grundlæggende at jeg har en førtidspension, og har haft den længe. Og jeg ikke har kunne være på arbejdsmarkedet, der var ikke plads til mig. Det er også væsentligt i forhold til mit daglige lave funktions niveau. Og når jeg siger "jeg ikke kan noget", hvorfor skulle jeg sige det hvis jeg arbejdede, kunne arbejde?
Hvorfor taler det om at det at være social, hvis de tror jeg er i arbejde? Jeg har meget lidt funktiongrundlæggende, det er det det hele handler om?
Og hvor pokker har de den ide fra at jeg skal socialt aktiveres? Jeg er mere socialt aktiv, når mit liv fungere. De argumenterede den anden vej. Men for meget socialt overvælder mig, det er en balance og det handler om kvalitet og tryghed. Jeg søger stabilitet i mit liv og mening. Apropos mening, så synes hun det var for uklart, og jeg kom med en række konkrete eksempler på hvad mening med livet er for mig. Man kan sige jeg var en del mere konkret end de var.
Det føltes som om jeg burde blive væk, og ikke komme igen. Den forkerte psykisk syge, som jeg altid har været, uanset hvad jeg har sagt og gjort.
Hvis der ikke skal mere til for at nedbryde deres faglige kompetencer, og at de glemmer hvorfor jeg sidder der, hvor jeg sidder, at de ikke kan de eskalere, at de ikke kan komme med nogen reelle bud?
På intet tidspunkt gav de mig indtryk af at de vidste hvad de gjorde, at de kunne give mig håb og noget andet og bedre. Det var "hjælpedamer" på den værste måde. Og en følelse af at jeg havde trådt nogen over tæerne, ved at stille spørgsmålstegn. Ved at have noget konkretiseret.
Var jeg ikke svag nok, talte jeg ikke kvindesprog? Eller lå det i luften ad der var gamle faglige fejl, der nu var kommet tilbage. Jeg ved godt der ikke tid i distrikt psykiatrien til at væresuper grundige, det er som det er, men skal jeg gøres til syndebuk for det? Skal jeg betale den pris igen?
Er lægeløftet ikke om andet at lindre lidelse, ikke påføre den? En psykiater skal ikke reagere som en bitter moder, og gå i debat og modargumenter meden patient på den måde. Jeg blev ikke troet og jeg blev ikke set, selvom jeg klart gav udtryk for at jeg havde det skidt og hvad der var stået på siden sidst.
De kunne ikke have været mere ligeglade. Hvilket jeg unægteligt er vandt til. Der var ingen empati, der var intet forsøg på at vende dialogen, de var tre kvinder mod en.
Det er ikke en boksering, men hvis medarbejdere, psykologer og Psykiatere ikke er bedre rustet, så ved jeg virkeligt ikke.
Jeg holdt den samme baseline under det hele, jeg forsøgte at forklare min situation, og parere deres noget passive agressive vinkler.
Alt kunne være vendt på et sekund, hvad ville du ønske at kunne, kan du lide, er godt socialt for dig? Hvad har hjulpet dig tidligere? Jeg kan godt forstå det er lidt af en omvæltning at du har arbejdet ud fra du havde Autisme og blogget om det, og så er det en anden diagnose dog med andre overlap, men med en helt anden behandling. Vi er kede af at vi overså det.
Den afsluttende replik var "god sommer", men for mig er det ret ligegyldigt om det er sommer eller vinter, jeg er bundet af de samme vilkår, det er ikke en sommer jeg kommer til at deltage i. Min diagnose giver mig færre muligheder og valg i livet, det kunne være anderledes, men sådan er det ikke. Jeg ved det godt.
