Der er en ting jeg ved det er den ikke er lavet til mig, her falder jeg også udenfor. Jeg falder uden for samfundet, men jeg falder også udenfor psykiatrien og kommunens støtte.
Jeg ved ikke hvad der foregår, men det er vel systemer, kasser, penge. Og et press på det der er afsat af ressourser til støtte/behandling. Der bliver anvendt ressourser, men hvem hjælper det reelt, bliver det smurt så tyndt ud, at det sjældent gør en rigtig forskel for den det burde hjælpe. Det holder lige akkurat folk kørende hvis de ikke forventer for meget, og så "brandslukning" når deres liv kæntre.
Men det skal kæntre rigtigt meget, med en psykisk sygdom kan man leve på kanten af afgrunden hele tiden, ikke fordi sådan er det bare det er ens psykiske sygdom, men fordi det er den behandling/støtte der er til rådighed ikke er nok til at løfte en lidt. Der et ting der ikke bliver afprøvet, det er ikke guldstandarten af behandling, Den er ikke holistisk i, hvor er der noget der måske kunne gøre livet 10 procent nemmere. At alting tæller. Og at de 10 procent kunne blive et vendepunkt. Det er her Recovery tanken er blevet helt glemt i systemet. De skriver det, men der er ikke ressourser til det.
Det er et meget koldt system, og har man noget at tilføje, bliver man næset af. Det er som det er. Du skal ikke tro du er noget særligt. Det er et nærmest mekanisk system, af hvilken medicin man afprøver først, og at det patienten siger er irrelevant, det er bare symptomer.
Det er en kold psykiatri for levende sårbare mennesker, der kæmper med ting, og almindelig empati er blevet fraværende, som en følge af af den forråelse der sker, når man ikke kan leverer en bedre behandling. Det ene følger det andet. Ellers kan man ikke overleve som medarbejder under de forhold. Er det er psykiatri for 2026? Tja, den afspejler samfundet, og den del af det de fleste ikke vil vide fungere på den måde, hvis de en dag selv, og deres skulle få brug for den type støtte.
