Når ADHD støtte går viralt.

 Da Cathrine Wichmand (influencer og iværksætter) glad forkyndte på sin profil at hun var blevet tildelt 15 timers ugentlig hjælp af Frederiksberg kommune, havde hun ikke regnet med reaktionerne, da en Politiker fik øje på opslaget og det gik viralt og i medierne. 

Det er rigtigt nok når man slår op på nettet omkring Autisme og ADHD at der står at man kan få tildelt 15 timers personlig støtte. Det er den slags jeg tager med en gran salt fordi jeg ved at man altid får nej, til alt det der står om støtte. Men ok, så var der en der fik, så det eksistere faktisk som andet en ord på kommunens internetside.

For de fleste andre der den slags nærmest som en Enhjørning, en myte. 

Det at kunne fastholde (friviligt) folk på arbejdsmarkedet er en god ting, og støttede job er jo også en ting hvor noget af lønnen betales af staten. Og det er forskellige typer job på forskellige løntrin. Jeg drømte selv længe om en lignende mulighed, inden jeg måtte tage førtidspensionen. 

Handler det så om at det er en kvindelig influencer og iværksætter, der har iscenesat sig i medierne i en lidt lux udgave, og nu er folk forargede over at samfundet skal understøtte den livstil fordi hun har ADHD og efter stress, så hun igen kan arbejde? 

For mig er det måske mere det med "Enhjørninge støtten" der overrasker og hvem der så kunne få den. I betragtning af mine egne erfaringer og hvor langt jeg er ude i hampen. Og så det jeg ellers ved om emnet og manglen på støtte på området. Jeg ved også at da ingen er specielt indignerede omkring mine boligforhold, så er der en del der bor sådan og værre, og det er skutte en undskyldning, eller jeg overdriver mit hjem, det siger bare noget, det siger meget om forholdene for mennesker med Autisme, ADHD, psykisk sygdom og andre grupper. Der er trængsel og meget få kan få.

Og det er nok derfor at man kigger og tænker, men hvem får? Og er det bedre at støtte en der har noget i forvejen, så der kommer skattekroner i fremtiden, fremfor at klat hjælpe førtidspensionister og mennesker der er på vej til ikke at komme eller kunne forblive på arbejdsmarkedet. Og det er jo et andet spørgsmål, der har været vigtigt for mig, at hvis folk ville arbejde skulle man gøre hvad der var nødvendigt for at gøre det muligt. Hvilket kræver man ved hvordan og at det fungerer. Er der nogen der blev tabt der? Ja, det er ret sikkert. 

Når først man har førtidspensionen, er det ret svært at få ekstra støtte, eller ikke mulig. Det handler om alder og det handler om der stadig er uddannelse/jobmulighed. Med resten må det være som det er, der er en pension, færdig. 

Samtidigt med er der børnene med Autisme og ADHD, flere diagnosticerede børn og flere diagnosticerede voksne. Og der er i forvejen en børn og voksen kamp om ressourcerne. Faggrupper i forhold til børn eller voksne med ADHD og/eller Autisme? Der her manglet på voksenområdet. Og bosteder koster kassen for kommunerne, og der har været sager. Og skal vi satse på inklusion i skolerne eller ikke. 

Og jeg tror ingen tør tænke: Skal vi gøre det billigste, eller gøre det rigtige. Fordi man ser pengene flyve afsted, uanset. 

Jeg så gerne nogen voksne med ADHD og/eller Autisme deltage i debatten. Jeg så gerne at politikere blev holdt lidt fast på hvad planerne er for fremtiden. Hvad er realiteterne, også hvis vi bare lurepasser. 

Når krybben er tom, bides Hestene. Det er sandt. Og det kan blive toxisk. Men reelt er der også noget at blive vred over lige nu, noget der ikke er synligt for almenheden men puttet væk. Og en virkelighed mange med ADHD eller/og Autisme ikke kender hvis de er mere heldige. 

Der hvor afmagten er, er der ofte ikke en stemme der kan råbe højt nok. Det kunne også gøre en synlig på en ubehagelig måde. 

Det vi ikke ser, er der ikke, samfundet kværner videre, men vi er her stadig, og der er stadig rigtigt meget der kunne trænge til et eftersyn, så vi ikke er det samme sted om 20 år. 

Attraktive kvinder har ikke rigtig Autisme!

Nogen har bemærket at der er en del attraktive yngre kvinder der skaber indhold på nettet, med fokus på Autisme/ASD. Og som nu nettet er, har nogen ytret at den type kvinder ikke er rigtigt Autistiske, for så kunne de jo ikke lægge en pæn makeup, og have flot hår og moderigtigt tøj. 

Det er vel stereotypen at en med ASD, er en fyr, med kikset tøj, der er god til computere....selvom det jo er næsten trendy nu, at være kikset i tøjet. 

Ved at angribe yngre kvinder, for at fake/overdrive Autisme for opmærksomhed, har de mistet pointen, at opmærksomhed pga. Autisme ikke er det største hit at vælge, men en niche ting på nettet, og at disse attraktive kvinder nemt kunne finde noget mere populært, og meget mindre stigmatiserende at synliggøre sig på. For de får en del kommentarer der ikke er behagelige, der udover det med udseende, og deres diagnose. 

Men der er også højt maskerende mænd, og ret sikkert også nogen der er attraktive, men måske det ses som mindre skræmmende, mere indenfor normen af at være en mand. Selv i de nordiske samfund er der stadig meget forskellige forventninger til kønnene, der ikke har flyttet sig meget.
På mange måde passer Autistiske træk bedre til opfattelsen af mænd, både styrker og svagheder, hvor de for kvinder kan give en personlighed, der opfattes som mindre feminin, undtagen når det er meget stille piger. Samfundet forventer bare en større social forståelse af kvinder, en anden kommunikation.
Man forventer en større vifte af "passende" interesse områder og praktiske evner, ikke super fokuserede special interesser og ja, evt. manglende praktiske evner.
Men den "special" interesse/interesser kan inkludere skønhed og mode, og forsøget på at prøve at fitte ind i samfundet. Og der er alle muligheder i dag, der er typen med regnbue hår og sjove outfits, til ja, helt super mainstream.

Men det kan åbenbart forvirre omverdenen: At vi ved første blik virker som en attraktive kvinder, men en ikke helt som neurotypisk kvinder over tid, det sætter noget andet igang. For nogen opfattes det som om man snyder med sit udseende, til at få folk til at tro man er neurotypisk, eller man snyder ved at sige man har autisme, men ikke har det, eller "næsten ikke".
Ligger det skræmmende i at man(d) kunne falde for sådan en kvinde, og så opdage at der var noget der var anderledes, afvigende? Men det siger også noget om en meget uplastisk tænkning der foregår, ikke mødet med et andet menneske, men hvad man skel kan bruge det menneske til, og hvem/hvad man selv er i forhold til det andet menneske der reelt endnu er en fremmed. Hvilket jo intet har med de ASD piger/kvinder at gøre, det er inde i nogen andres hoveder, og deres problem, at de ikke synes kasserne passer. Det er deres kasser, ikke vores. 

At nogen vil blive opfattet som mere fysisk attraktive, hvilket jo intet har at gøre med selve Autismen, Autisme har ikke et look, men der er fordomme og forventninger til at Autistisk look, og nogen vil passe ind i de forestillinger, andre gør det bare ikke. 

Og så er der pretty privilege m/k, at tingene er lidt nemmere hvis man ser godt ud. På den anden side er der også nogen forventninger, og nogen man ikke altid kan leve op til, over tid, når man er på Autisme spektret.

Men når man siger up front man har Autisme, begynder folk at at stille spørgsmålstegn til det, at man ikke rigtigt har det, man virker for normal....altså indtil man ikke gør, og så bare er håbløs og et fjols. Ikke Autistisk, men en der burde kunne gøre det bedre, men ikke gør det. Autismen er bare en dum moderne undskyldning. At trække offerkortet. -Reelt så handler det jo om at nogen bare vil have lov til at rette på os og sige ting, men at der er kommet en diagnose i vejen, for at få fuldt afløb for irritationen. Igen, det hører ikke til på vores banehalvdel, at nogen har brug at skamme andre ud, for det er ofte for nærmest ingenting. Vi får bare ikke altid nået at sige "Var det virkeligt nødvendigt?", det er som om man bliver lige overrasket hver gang. Nåh ja, det bliver vi også, fordi hvis vi altid "opførte os passende" ville det jo ikke ske, ahaaa! Hjælper retteriet, nope, men det giver da altid et lille hak i selvværet, de har de da opnået. 

Men med ASD og Eller ADHD så er det man bliver lidt rundtosset, og vred, -at jeg er ikke rigtigt er mig, jeg er det folk påstår jeg er, i forhold til deres forventninger, og de aner ikke hvad de skal forvente af en med Autisme, alligevel har de holdninger. Og de stopper ikke en halv inden de siger rigtigt dumme ting, for de er jo selv den neurotypiske guldstandart (åbenbart) og sidder med sandheden og dømmekraften.

Når man "Cosplayer som neurotypisk" tænker man ikke altid på hvad andre tror og tænker, det er ens egen estetik og man kender jo sig selv, jeg er jo mig, og jeg har taget det her på. Og jeg har ikke egentligt nogen særlige planer med det, end jeg synes det er pænt eller sjovt. Måske jeg ikke forstår min egen impact på verden, at mange tror at det de ser, er det der er. Hvilket jeg synes er noget naivt. Nogen ser det negativt at ting kan være anderledes end de troede, andre er mere nysgerrige på mennesker og verden. Måske det handler om tillid?

Jeg har selv færdes i verdener med mennesker der levede en form for dobbeltliv, nogen gange meget skjulte, for andre mindre. Og mennesker der optrådte kunstnerisk med en persona, og så deres hverdags selv. Jeg ved godt jeg har den der øgede Autist/ADHD tillid til andre, men jeg har også haft det ret sjovt med det. 

Og jeg har fremstået som en Diva, med alle detaljer i orden fra top til tå. Men samtidigt må jeg også konstatere at jeg lidt var kvinden ingen kunne nå, og de fleste mænd kunne fornemme det, fra første blik. Jeg var noget andet, og ingens kommende kæreste. 

Men jeg tror også det forventes at man er meget mere konventionel, og mindre ekstrem som kvinde, og jeg tror at jeg har været ret ligeglad med konventionerne, jeg ville ikke tvinge mig ned i den form der var nødvendig, for ikke at være "for meget", hvilket stadig er er stor no go for kvinder. Og det er jo ikke fordi jeg ikke har forsøgt at begrænse mig, og at folk prøver at sætte grænser der hvor de mener mine grænser bør være. Og de kan godt nok være meget begrænsende. For jeg er ikke et barn, jeg er en voksen kvinde. 

Skulle jeg have satset mere på at passe bedre ind i min rolle som kvinde, og fået noget ud af det, en partner og den evt. tryghed det kunne give? Jeg tror bare ikke jeg forstod konceptet, at det måske går i mod den måde, jeg har Autisme på, min egen selvopfattelse af at være en kvinde som jeg, der ofte ikke har kunne spejle mig i de fleste kvinders adfærd, jeg vidst godt jeg var noget "andet" meget tidligt.
Men der er kvinder, og der er mange slags kvinder ude i virkeligheden og mange der ikke passer ind i kasserne, så jeg er ikke alene, selvom det af og til kan virke sådan, så er det ikke sandt.
Personligt kan jeg takke for at de unge kvinder har delt tanker på nettet, og der i dag er mange sendiagnosticerede kvinder der også deler deres erfaringer på fx. Youtube, de sætter ansigter og stemmer på, og det er der brug for.

Og nej man får ingen nemme points for at sige man har Autisme som kvinde, der bliver pirket og lirket, kan det nu sådan være være sådan rigtigt, rigtigt? 

Der er mange Autistiske kvinder derude, selvom vi kun er en ganske lille procent, og vi lever meget forskellige liv, og mere eller mindre velfungerende liv, og ofte ikke helt så velfungerende som andre tror vi er, sådan super overfladisk bedømt efter vores mascara og evnet til at smile på den nogenlunde rigtige steder.