Det handler om tillid, derfor er den rigtige viden absolut afgørende.

Hvor ofte vil du tage imod gode råd og hjælp  fra andre, der slet ikke fungerede? Og når det er noget vigtigt for dig, og der bare ikke er overskud til at gribe det forkert an?

Det sker man gør det, og er en del af livet, men når det ender med at man hænger på andres dårlige arbejdsplaner, hvis man har en psykisk sygdom, handicap, Autisme, ADHD, for det kan være fatalt for en.
Fidusen er ikke at være afhængig af andre der laver dårlige planer, men det er bare ikke altid muligheden hvis man er i "systemet" og ikke har et personligt aktivt netværk, eller en økonomi til få hjælp. Man må tage det som det er, og være taknemmelig, i det mindste ikke gøre vrøvl. 

Igennem de løsninger der tilbydes af fx. kommunen, kan man let genopleve den samme fastlåsthed, som man har oplevet i sin barndom, eller parforhold. Mødet med gamle problematikker fra ens fortid. Det kan overaske en selv, måske man ikke kan konkretisere det, eller udtrykke det, der er bare noget, det kan give angst, vrede, ønske om at isolere sig. Som sådan har ingen gjort noget forkert, men det intime i processen og at det kan remme dybt er ikke tænkt ind. 

Hvordan funderer du i hverdagen?
Der er aldrig nogen der har spurgt mig hvordan ser din dag ud? Hvordan løser du praktiske daglige opgaver? Det næste er, at ingen kender dine egne vinkler på, hvorfor du vælger det du gør, og til og fra vælger ting. Og optikken vil ofte være du gør det forkert, du skal gøre det de fleste andre mennesker gør, fordi det er det man gør. Det er da logik?
Det er meget at forlange at almindeligt "frontpersonale" skal være inde i nogen menneskers overlevelses strategier. De er ofte ikke intuitive i forhold til mennesker med mere velfungerende liv, de har ikke været der. Men det ikke intuitive i nogen menneskers overlevelsesstrategier, kan forklares.
Så man i sit arbejde går ind med den viden, uden det kommer til at overraske, eller provokere ens egen måde at indrette sit liv. Sandheden er jo at man kommer tæt på anderledes værdier, anderledes vaner, en helt anden bagrund, og det sætter ens egen i relief, og er vi klædt på til det?
Hvor vor mange slags mennesker har vi mødt gennem livet, og kan man hænge personligt bias i entreen, og helst inden, og tage oplevelsen ind? Og reflekterer, uden at farve det alt for meget hvidt/sort?
Men om ikke andet, er det godt at vide noget grundlæggende om, at det man ser af "dårlige løsninger" også kan været en løsning i meget lang tid for nogen. At den ikke holder, men den holdt for lang tid, derfor er det ikke lige sådan at ændre.

Når tanke og motorik bare ikke vil samarbejde.
For der kan være en egen logik i at gøre ting helt anderledes, men der er også det at neurodiverse rent praktisk gør ting anderledes, deres håndtering af ting og opgaver, der kan være en meget stor udfordring. Samtidigt med manglende/svingende koncentration. Med ADHD kan man være uden korttids hukommelse, hvilket hvilket gør det svært at fx. ryde op, eller afslutte en opgave. Man skal se det før man tror det. Med Autisme kan man føle afsky ved snavsede ting og gøre ting lidt for grundigt så det tager lang tid. Og der er også noget med bare at holde på ting. Og når folk så er fuldt intelligente og lidt til, kan det være en udfordring at sætte sig ind i. Selv ved jeg godt hvordan man passer et hjem i teorien, arbejdsgange og teknikker, og jeg var før i tiden bedre til det, i dag har jeg været så belastet at jeg ikke kan noget fornuftigt. Jeg ved stadig hvordan man gør, men vejen fra hjerne til hænder, eller tanke til udførelse er væk, om det er midlertidigt eller for altid ved jeg ikke. Men ekstremt er det. Men det er "bare ADHD", men sådan kan ADHD være/blive. 

Derfor er gode råd fra mennesker der ikke har en ide om hvad der foregår ikke ekspertråd, det er "husmorråd" der kan være fine nok, men det kan ikke klare alt. Og det kan virke dybt sårende når man selv ved at man ikke har tanke/motorik der bare fungerer og andre hele tiden glemmer det.
Nogen gange har man brug for viden, der går udover det helt banale. Det virker også lidt som om andre tror man er dum, at man gør som man gør, ja, nogen af os ved måske ikke fremgangsmåden, men andre gør. Og jeg tænker at det kan man jo spørge ind om, hvordan ville du gå i gang med opgaven, det ville give mange informationer. Ofte vil man selv fortælle hvor galt det går, og at man klokker i det. Derfor får vi ikke altid forklaret det, også fordi når man taler om det er man lidt et ubehageligt sted. Hvor er det vi taber tråden, og hvad ved vi og hvad har vi måske kunne klare før? For dem der lever i det dag efter dag er det en slagmark hvor vi aldrig vinder, vi kan tro det i et par dage indtil.... Og det virker som om alle andre kan det her, om ikke andet hvis de tager sig sammen. Det er der meget ligger, at mange roder og sviner, men kan tage sig sammen og få det fikset. Men vi andre prøver, og måske enda over flere uger, men så sker der noget. Det noget kan være mange ting, og på en gang. Udefra ligner det bare at man har opgivet. 

Når person og hjem smelter sammen.
Man kan langt hen af vejen være venlig overfor de mennsker der forsøger at hjælpe en, samtidigt med at være ked af det, for det fungere jo reelt ikke. Og vi er dem der lever i det, kan ikke gå hjem fra det. Vi kan være lidt væk nogen timer, men bliver nød til at komme tilbage. Det er vores virkelighed og den farver vores syn på os selv og hvilket liv vi kan have. 

Man skulle tro desperation og angsten havde fundet løsninger og udveje. Men desperation og angst er ikke et godt fundament at bygge en bedre hverdag på. Man griber ud efter noget, men med 95% sikkerhed vil det ikke være det rigtige. Og et bedre liv er stabilitet over tid, meget lang tid, tid nok til at få stressen ned, og til at hele.
Det ville være naivt af mig, at tro at det er en mulighed, at komme ned i stress og hele. Jeg forstår ting bedre nu, men alt er oppe i luften, men i det mindste bevægelse, og det går fremad mentalt, men ikke i hjemmet. Jeg rydder op i mit hovede, med en krop der ikke vil adlyde mig.
Prioritering? Jeg tror at min hjerne ved, at hvis jeg ikke prioriterer epicentret af mit mentale kaos, kan jeg ikke gå i gang med det fysiske.

For når jeg går igang med det fysiske, sætter det gang i meget negative psykiske reflekser, udover at jeg med min ADHD ikke kan finde ud af det rent praktiske.
Men det ville unægteligt være nemmere uden traume ballasten. Eller mere neutralt, og neutralt er det absolut ikke. Det er en kamplads, og uanset hvad jeg gør, er det mig det mig selv går ud over. Det flår mig mentalt. Det bliver meget sort. Derfor har jeg ikke overskud til løsninger udefra der ikke er gennemtænkte. Det kan tolkes som om jeg nægter at få hjælp. 

Jeg er ked af at det er sådan, det gør det så meget mere besværligt for alle parter, og giver så lidt point at gøre det på en anden måde. Men nogen gange er Recovery på trods af ting/andre. At den kan have et afsæt i at stole på sig selv, og ikke det andre siger. De kender kun vejen som de har gået den. Og jeg har bare en fornemmelse af at min vej altid har været en anden. Men samtidig er jeg ikke unik, og det jeg efterspørger er noget viden man har skaffet i andre lande. 
Er den faglige viden stor nok, så er man også klar over logikken i det, der kan synes selvmodsigende og kontraproduktivt. At der er viden til at planlægge og forudsige en process, ikke 100 %, men meget bedre, og også med løsninger for når det går skævt. Det er vigtigt at dem der støtter føler at de har viden og værktøjer gennem hele forløbet, for virker de også usikre, bliver man selv usikker. 

At arbejde med mennesker burde være fantastisk.
Men for pokker hvor må det også være fusterende fagligt, og en daglig tilvænning til at borgere ikke får den hjælp de har brug for. At man ikke er blevet i det mest up to date på området. At Danmarks frontarbejdere i resterne af velfærdstaten, er underprioriterede, på samme måde som dem de møder i deres arbejde, logisk nok.

Mennesker vælger jobbet, de håber på at de kan gøre en forskel, et job omkring mennesker, og her burde samfundet jo sig ja tak, uden forbehold. Nogen ved de har fundet den rette hylde, men skifter til noget privat, med noget ekstra uddannelse, andre stopper, andre køre bare videre i det. Jeg tænker at hvis mine forhold er "normale" indenfor "målgruppen", så må der godt nok være meget der er langt, langt ude. At den sociale skævhed og udsathed bare har vokset de sidste 15-20 år. Der kan ikke gives håb, for kasserne er lukkede. Der er ikke noget der hedder "det der skal løses".

 
Der er international viden tilgængelig, der er erfaringer, og lappeløsninger som dem vi har anvendt koster ofte mere end at gøre det rigtigt fra begyndelsen. Tænk hvis vi hørte på brugerne/borgerne, tænk hvis vi hørte på medarbejderne. At deres job var inkluderet at udvikle det faglige og menneskelige, og det blev set som værdifuldt. Tænk hvis brugere og de faglige kunne brainstorme omkring hvad der er vigtigt og nødvendigt. Tænk hvis vi turde lave tænketanke med borgere med erfaringer på området, men også sætte dem sammen med folk der har overblik over hvordan man kunne genopbygge den mest skrøbelige del af velfærdstaten. Derefter kunne vi hurtigt muligt se på skoler/uddannelse og arbejdsmarked, så flest muligt ikke bliver tabt i farten. Meget kunne undgås, hvis vi var mindre firkantede. 

Lige nu kan føles som at være et forsøgs dyr, selvom der reelt ikke forsøges noget, det er bare det samme, der ikke duer. Den samme dead end. Det er kassetænkningens dead end. Det er reparationer på et system der ikke duer/hænger sammen, og lappeløsninger er ikke billige. 

Der på mange måder er det der tilbydes som hjælp/støtte lige så dystfunktionel som alle de "forkerte" løsninger og "dårlige vaner" "klienterne" borgerne har. Det er næsten lår klaskende, hvis det ikke havde konsekvenser, systemet blinde vinkler tromler en flad over tid, stille og roligt.

Når man ikke kan huske hvad tryghed føles som.
At møde sårbare mennesker, men en kompleks bagrund, er at møde mennesker der ofte har mistet tilliden og trygheden, og det er her at det er vigtigt de møder mennesker har forstået det, og har solide ting at tilbyde, der er til at forklare. Personligt har jeg oplevet at løsningerne ikke var logistisk gennemtænkt, hvilket jeg ved fordi jeg vidste hvad der ikke var tænkt på.
Så kan man håbe det bedste, eller frygte det værste. Men det er ikke idealet, reelt burde der være en drejebog, også på skrift. Hvad var det vi aftalte?
Ofte er man så stresset at man ikke høre ting. Og det er altid individuelt. Hvad er viekeligt vigtigt for borgeren. Hvad er timeline, og hvordan fungere hverdagen under en oprydning/social rengøring. Hvordan sikrer jeg mig at de ting jeg skal anvende ikke ryger i bundenaf en tilfældig pose kasse? Og jeg først ser det om 14 dage, eller 3 måneder? For nogen med angst/traumer/PTSD er det ikke godt.

 
Hoardin panik løsninger.
Fordi Hoarding i dag er noget der skal ordnes meget hurtigt, fordi det har fået lov til at blive meget ekstremt, og der nu er sende en klage/udsmidning, så nu skal det sundhedskadelige/reparationer bare gøres nu og her. Så er den person der lever i det ikke i fokus, det der er i fokus, er det ikke kommer en udsmidning så borgeren kan blive i sin bolig. Og man så kan tilknytte en hjemmevejleder evt. hjemmehjælp. Men boligrådgiveren ved ikke meget om Hoarding og går ikke ind i det der har sat Hoardingen igang og det er heller ikke deres fagområde. Og mange med Hoarding vil blive trætte af at nogen kommer i deres hjem, og er det blevet traumatiseret af den sociale rengøring, så måske de ønsker både hjemmevejlder og hjemmehjælp langt væk. At de bare har brug ro. Men det betyder også at hoardingen vil starte forfra. I dag ser vi Hoarding udefra og som at praktisk og socialt problem, men ikke som en psykisk diagnose der bør tilbydes behandling.  Nu må vi sker i løbet af 2026 når diagnosen kommer til Danmark. 

Manglende ambitioner og mediernes dækning.
Kunne vi ikke igen blive fremtrædende omkring nødvendig velfærd, at det var os andre lande så til for svar. Vi er et ufatteligt rigt land, med et flot gennemsnit af mennesker der lever et sikkert og godt liv. Men på et eller andet tidspunkt kunne vi ikke rumme, at det også var et andet liv, og det var som Politikere og Danskere var med på det. Men det må jeg kigge på en anden gang, hvad det egentligt var der skete. Jeg husker faktisk det som om nogen mistede tilliden til os, vi var enten stemplet som nassere, eller dømt helt ude som håbløse tilfælde. Og i medierne var det kun de kendte der havde haft noget psykisk. Og når det var "rigtigt psykisksyge" var det altid om nogen der havde gjort noget, og vinklet på en måde der gjorde os kede af det. Medierne kunne skrive som de ville uden stort kendskab til emnet, det var "de andre", så man behøvede ikke at veje sine ord eller fordomme på en guldvægt. Den manglende interesse for at komme i dybden, har formet synet i samfundet. Og dem der havde råd brugte mindfulness osv. Medierne chantede pyt, pyt, pyt. Og kognitiv terapi blev også det helt store, ikke at kognitiv terapi ikke fungere, men nogen gange er den alt for overfladisk i sin tilgang. Det er som om den hopper over, når noget bliver for svært, komplekst, personligt......minder det om noget?
Medierne vil nok påstå at de har forsøgt at formidle, men det er jo de medier de fleste kommer i nærheden af, der betyder noget, og ikke en lille god artikel bag en betalingsmur. Jeg er fx. ikke imponeret af hvad Dansk tv har bragt af formidling. 

Jeg synes ikke at trends burde være måden at behandle eller formidle. Når trends helt overtager, så det er det man vælger. Det er selvfølgeligt nemmere med kognitiv terapi og i grupper. Og ja det fungere, men ikke for alle. Kan man undgå trends i psykiatrien og behandlingsystemet? Næppe. Håbet er bare at man forstår at der skal være flere muligheder. Og at borgeren/den psykisk syge ikke er forkert og umulig, fordi kasserne ikke passer. Er det sociale sikkerhedsnet for menneskers skyld, eller for kasserne som et værn mod anmodninger om hjælp og støtte, der ofte er absolut nødvendig, men sandsynligvis afslås. Og også fordi nogen diagnoser ikke har været anvendt i Danmark. Det er ikke et udtryk for at nogen forlanger for meget, det er et udtryk for hvad man ikke har ville se, og skubbet rundt på i bunkerne af sager. Det er ikke et nyt problem. Det er bare noget der er blevet ignoreret. Og Hoardere er nok de sidste til at råbe op. Det er også en grund. 

Uopdragne børn og diagnose hungrende forældre?

Katrine Evelyn Jensen har skrevet et indlæg i Altinget, om overdiagnosticering af børn i forhold til Autisme og ADHD. 

Hun har selv erfaringer med Autisme og ADHD i familien, men med nogen der er klart indenfor de kriterier hvor der ikke er nogen tvivl om sværhedsgraden af diagnosen. De tidligt diagnosticerede børn, der tydeligt falder udenfor udviklingen og adfærd. Men selv med den personlige kendskab til Autisme/ADHD så mener hun at der er en overdiagnosticering og overmedicinering i Danmark på det område. 

Med langt flere diagnosticerede, er der nu en kampplads omkring hvem de rigtigt Autistiske er. Og det er ofte en meget populistisk tilgang i den offentlige debat. Den bygger ikke på forskning, og at der hele tiden sker noget omkring Autisme og ADHD, der er mere viden. Der er både den rent kliniske der kan måles og vejes. Og den der kommer ved at kunne se på større grupper af mennesker, hvoraf nogen tidligere havde andre diagnoser. Vi ved også mere om hvordan man kan støtte mennesker med Autisme og ADHD hvis man vil. Der er forskning omkring hormoners indvirkning og meget meget mere. Men meget af det er stadig nyt, og Danmark er ikke foran omkring de her diagnoser. Men vi vil få mere viden og nye muligheder, til højere livskvalitet. 

Det er muligt at et samfund der har arbejdet på at strømlinje skole/uddannelse/job presser meget store grupper af Danskere, børn og voksne. Og det gør at flere søger en diagnose og medicin. En "rigtig diagnose" giver en forklaring, også i forhold til omverdenen. Mange voksne får en Autisme eller ADHD diagnose efter deres barn blev diagnosticeret. Og private Psykiatere med speciale i Autisme og ADHD, har arbejdet på fuld tryk, fordi "systemet" var presset, og ikke gearet til at sendiagnosticere voksne, og vel reelt heller ikke med den special viden. Fokus havde været på børn og at man nåede at opfange dem der var. 

Myten om rigtige og de ikke helt rigtige Autistiske.
Fokus var på det udadreagerende, eller ekstremt introverte. Og man opdelte både Autisme og ADHD, på måder man ikke gør i dag, det kan så ændre sig igen. Det kan forvirre og virke kompliceret. Hvordan kan de her mennesker være så forskellige og alle være "rigtige"? Og hvad med de sværhedsgrader? At nogen med Autisme har lav intelligens og aldrig bliver aldersvarende og nogen høj, og meget høj. Og nogen er uden sprog, men kan få det senere, men man reelt ikke fra start ved om det en dag kommer. Og barnet kan have høj intelligens. Måske det ikke er et under at det er svært at forstå udefra, og noget virker konkret, andet er svært at sætte sig ind i. Men folk vil gerne diskutere det alligevel, selvom de tramper rundt som Elefanter i et glashus. Det er lidt som om de tror at vi med Autisme ikke følger med, eller pårørende, eller børnene? Debat er godt, men sjovt nok er det bare ofte fra et negativt uoplyst udgangspunkt. Ikke nu har vi den her situation, hvad kan vi gøre? 

Der er ikke en grund til at sparke nedad. Og der er ikke en særlig ret for alt og alle til at graderes andres Autisme eller ADHD, lige på stedet, på den anden side er man magtesløs for folk gør det hele tiden. Autisme og ADHD har meget kormorbiditet med OCD, depression. Og udover det er der også "fysiske sygdomme" der er hyppigt forekommer hos mennesker på spektret allerede fra barndommen. Psykisk sygdom og andre diagnoser er en del af helheden, men ofte er de ikke direkte synlige. Så selvom man ved en har Autisme og/eller ADHD ved man ikke om der er andet, eller hvad der foregår inde i dem, eller når de er alene. Og det er både det der kan gøre diagnosen mindre "let", men også det der er positivt, andre ser det udefra, ikke ud fra personen eget perspektiv og erfaringer og vilkår. 

Nogen har Autisme og/eller ADHD, der har mindre trauma og stress, ingen ekstra diagnoser, har klaret skolen og er i job. De har måske hele livet undret sig over at de ikke passede ind. Og det har ikke været let i perioder, men de har fundet deres hylde. Nogen oplever så at det har belastet, eller der sker noget der gør det tydeligt at "der er noget". Og her opsøger nogen en diagnosticering. En del føler de endelig får en forklaring og forståelse for deres liv. Diagnosticeringen er positiv, selvom det at kigge tilbage på næsten et helt liv i det perspektiv kan være hårdt arbejde. Men det kan give en mulighed for at kunne indrette sit liv bedre fremover. Nogen vil så sige, "den gruppe kan da ikke være ret Autistiske?", men også den gruppe kan være meget forskellige. Og selvom vi er åbne med at vi har Autisme eller ADHD, fortæller vi måske ikke at vi har mere i bagagen. Og så får man lige den med "let Autisme" i hovedet. Og selv uden ekstra bagage, er den lette også en udfordring, så drop det med "let" og "en lille smule". 

Komplekst og forskelligt.
Vi er meget forskellige, men vi har godt nok også meget fælles. Vores hjerner kører på en bestemt måde, den foretrækker, og det er bestemt ikke det samme som den neurotypiske hjerne. Og i en anden type samfund og i andre situationer er det en god ting. Verden har altid haft brug for Autisme og ADHD. Vi har altid været der. Måske nogen af vores "særheder" blev overset fordi vi kunne noget andet, eller at folk var mere individuelle tidligere sjovt nok. Det er næsten som da vi troede at vi opfandt individualitet og den enkelte skulle sættes fri, var der hvor der blev mindre plads til det anderledes. Det kom et skift fra en anden individualitet og en anden ide om anderledes, men det er en længere forklaring. Men det har en betydning for hvor vi står nu. 

Med fokus på den enkelte og individualitet, og at næsten alle børn i Danmark nu var ønskebørn, var børn nu blevet et projekt, en identitet, børn var ikke bare noget man havde. Og hvert baren potentiale skulle max'es. Og alle skulle helst i gymnasiet og videre tilen højere uddannelse. Og som forældre og medarbejder skulle man også passe perfekt ind. De sidste mange år har vi også gjort alt problematisk til personligt, som en afskåret anormali fra resten af samfundet. Ansvaret ens eget. Og helst ikke et symptom på et samfund. Mindfulness passede så fint til et liberalistisk samfund, se ind i dig selv, lær at sige pyt. Kan du ikke er det dit problem, det er din egen skyld.

Skolen har reelt ikke ændret sig siden jeg var barn.
Sagen er bare at der er børn med Autisme og ADHD, børn der kæmper i skolen hver dag. Der er alle de små ting der ikke passer til dem rent praktisk og sensorisk. Undervisning der ikke er indrettet på den måde de lære på. Nogen børn reagere synligt, nogen børn gør ikke. Det vil sige de kan nægte at gå i skole, eller være helt indesluttede. De kan også forsøge at tale med forældre lærer, men ofte bliver det overhørt. Jeg har selv prøvet det, og reelt har det ikke ændret sig. Der er en ansvars forflygtigelse, hvor man bare håber det løser sig, og der er ikke mulighed for at gøre det anderledes. Og når barnet virker roligt nok, mon ikke det går? Det er at udsætte det der vil komme. Og barnet har nu lært at det ikke bliver taget seriøst om noget der er meget vigtigt. Så det der kan virke som en mindre ting, kan ende med at blive central i en selvforståelse for den enkelte. Jeg har selv haft skolevægring. Jeg har prøvet at fortælle hvordan jeg havde det. Jeg må erkende at jeg intet lærte i skolen, udover at der var noget i vejen med mig, og ingen vidste hvad det var.

Forældre fanget i evig sagsbehandling:
Forældre der prøver at kæmpe kampen kan føle sig magtesløse, de kan læse om hvad der burde/kan gøres for deres barn, men den mulighed er der ikke i Danmark, måske heller ikke den viden. Og tiden går og ens barn kan ikke få de muligheder, man ved kunne gavne. Men Danmark er ikke levere det nyeste. Og der er kamp om det der er af tilbud. Og en evig diskussion om det er bedre at inkludere eller specialskoler. Og kommunerne er forskellige. Forsøget på at give ens barn/børn den bedste støtte, samt eget job og hjemmeliv skal klares. Og det at prøve på at få den rigtige støtte og viden kan ende med at være et job i sig selv. Og har man så et barn der kræver meget struktur og forudsigelighed og også reagere på ting, så er det daglige hjemmeliv også lagt i meget faste rammer, der kør andet ikke er muligt. Og hvis man selv som forældre har Autisme eller/og ADHD, så er det helt overvældende, men ripper også op i gamle minder. Og helt generelt er det som om hovedparten af Danske forældre er stærkt optaget af at deres børn klare sig i en meget presset samfund. Uanset om folk er forældre til en 12 tals student eller har et barn med handicap. For mig er det skræmmende at alle unge risikere at blive kværnet i den proces i dag, der er en alt eller intet stemning. Der ligger store forventninger på de unges skuldre, ja det gjorde der også før, men i dag er de meget mere omfattende for at kunne sige man er lykkedes. 

Som forældre til et barn med handicap tænker man på, hvad der sker hvis man ikke er der. Man vil gerne have sikret at barnets voksen liv kommer til at fungerer. Og man ved at andre ikke altid kan se hvad det handler om. Man har lavet noget for at unge med Autisme kan støttes i en egen bolig, eller et bofælleskab. Det er bla de tilbud der ikke er til dem over 35 år, sendiagnostiserede. Fordi meget at det der er lavet til voksenslivet med Autisme, er lavet til at være en overgang fra, skole, uddannelse, egen bolig, Det samme er de projekter der med træning og afprøvning af ting, og job, det er en målgruppe under 35. Det er meget fint men hvad så efter 35, vil nogen blive tabt der, og hvad med de sendiagnosticerede? Og hvad med at Autisme og ADHD kan få perioder med forværring i løbet af livet, mere eller mindre kronisk? Det ville være en lettelse at vide at der var et sikkerhedsnet under ens familiemedlem med Autisme, der ikke var afhængigt af at man var på hele tiden. Som en med Autisme/ADHD der ikke har kræfter til at kæmpe ved jeg hvor marginaliseret og udsat man kan blive som voksen, når man ikke har et bagland. At det at have nogen til at kæmpe for en er så afgørende, og man ingen ret har, og hvor nemt det er at falde mellem to stole i sagsbehandlingen, og bare være et sagsnummer, bland mange andre. 

Og så kommer overskrifterne, alt for meget Antidepressiva bliver udskrevet, og så kommer ADHD og Autisme diagnoserne lige rendende, og så kommer ADHD medicin i overskrifterne. Bliver der udskrevet for meget? Det er jo efter hvordan ser det. Medicin er en billigere løsning nu og her på problemerne, hvoraf nogen er personlige, og andre handler om rammerne, de fælles rammer i samfundet, og vores kultur/idealer. Det er lappeløsningen, og det der sker når man overser røde lamper. 

Dem og os.
Der er en moralisering omkring for mange diagnoser og for meget medicin. Den er et signal og en holdning, os der ikke behøver en diagnose og de andre, der måske bare bruger det for at få det nemmere. Jeg ser det som en afsløring af egne blinde vinkler, og selvbillede hos dem der forargrede, næsten som om noget er taget fra dem, udover skattekronerne.
Det indrømmes godt nok at nogen er "de rigtige", "de hårdt ramte", og så nævnes nogen der har fået en alt for nem billet til en diagnose, -men hvad er evidensen på det? Men overskrifterne ender som en mumlen, "de siger alt for mange bliver diagnosticeret uden grund", det betyder at vi der har diagnosen nu står med at folk betvivler vores diagnose. At hvis jeg siger jeg har Autisme/ADHD, er det første folk tænker at det nok er stærkt overdrevet. Så er der et stigma omkring Autisme og ADHD, så er der et nu det tillæg: At have en diagnose der opfattes som trukket i en maskine. Og et symptom på samfundets over diagnosticering og ens egen lyst til at pynte/identificere sig med en diagnose.
Så her bliver man så også samtidigt frataget det at være en stolt og afklaret Autist. Den empowerment der kunne være i Autismen, og selverkendelsen, er taget fra en. Den har ingen tyngde, og andre tror ikke på det man siger, hvis de mener man ikke er Autistisk nok. For det vi siger, og vores erfaringer er ingenting, det er bare selvoptaget. 

Alt i alt en grundlæggende tilladt mangel på respekt vi står med dagligt. I medierne, i debatten, privat. Det stresser. Og hvad er det her godt for? Det er godt for nogens andres selvfølelse, en gentagelse af familie mønstre med at sparke nedad og mistænkelig gøre andre og skabe sorte får. Og det fungerer -Ja det fungere faktisk. Og det handler ikke om pengene, det handler om at have styr på hakke ordenen.

Og hvem der ikke er værdig til ressourcerne. Måske de er meget mere tilfældigt hvem der er i de grupper end vi går og tror, også fordi det bygger på forestillinger og så noget data, men ikke dat nok til at give et fuldt billede. Ligesom en diagnose ikke er det fulde billede, bla. fordi at uanset hvor godt den er lavet, er den ikke en beskrivelse af det fulde menneske, den beskriver det der "er i vejen", ikke det der der funger, alt det det menneske også er. Det skal den heller ikke, den er et behandlings værktøj. Og hvor mange der får en diagnose eller tager en bestemt medicin, kræver at man går meget mere ind i detaljer for at vide hvorfor. Det næste er så om det er negativt at flere får diagnoser og der bliver udskrevet mere medicin? Hvordan ser de mennesker selv på det? 

Er det frygten for at gruppen af diagnosticerede vil kræve mere og bedre behandling, vi ikke har fagfolk til eller ressourser? Men hvad hvis det nu var det rigtige at gøre, og at det er helt forfærdelige at man har overset det, og det har haft store konsekvenser for folks liv, og dem omkring dem? Men det bare ikke har været i medierne og politikerne bare har håbet det gik nok. Det er ikke alle skandaler der ender på forsiden. 

Hvorfor er diagnosticering og medicin en dårlig ting?
Spørgsmålet er hvis for mange har fået en Autisme eller ADHD diagnose hvad foreslår man så? Nye kriterier, kontrol med at kriterierne er set ens? At man ikke kan købe sig til en privat diagnose? At man skal se nøje på den enkeltes gavn af ADHD medicin og se lægerne over skulderen?
Jeg vil så sige den er så hardcore at folk ikke tager den hele livet uden en god grund. Men selvfølgeligt noget folk ofte gerne vil prøve efter en diagnosticering. Men der er også mange der finder ud af det ikke kan med det. Eller kun bruger det i perioder. Men umiddelbart er det vel væsentligt at se om medicin kunne gøre en positiv forskel?
Jeg bad i lang tid om at prøve at komme igang ADHD medicin, uden at kunne få lov. Og efter Elevanse var der en stor forandring, og på nogen overaskende punkter. Ikke det jeg/man kunne forvente, men noget ret væsentligt. Jeg fik tilbage et overskud til et overblik over noget der havde fanget mig i et evigheds loop af tanker, jeg var fastlåst og mentalt halvdød. Et udtryk for den nedslidning der kan komme med alderen når man har kæmpet med uset Autisme og ADHD. Kunne det have været undgået, jadet vil jeg mene. Men det var sådan samfundet rullede og mine private forhold. Der er en grund, og jeg tager sku ikke ansvaret, jeg har taget det ansvar jeg kunne, og for meget. 

Der er et liv bag alle diagnoserne og om der er luksus ADHD og Autisme der trækker på ressourser, andre skulle have, en nemt at påstå, men kræver at man er inde og arbejder i selve systemet for at vide det, sagsbehandling, diagnosticering. Hvor mange kommer der ud med en Autisme eller ADHD diagnose det ikke var der? Og noget helt andet er at som folk blev fejldiagnosticeret før, vil nogen nok også blive det i dag.
Jeg havde andre diagnoser inden. Så en"overdiagnosticering" i Danmark kunne også betyde en fejldiagnosticering, rettelser af psykiatriske diagnoser til Autisme, men også en risiko for Autisme i steden for en psykiatrisk diagnose, men det første er nok det der sker mest.
Men Trauma og kompliceret PTSD kan ligne ADHD og Autisme fx. Men samtidigt har man også fejet OCD, PTSD, og trauma ind under Autisme og ADHD og underkendt betydningen, "der var bare den særlige sensitivitet", men nogen gange er det i en grad der ville give PTSD og Traume også uden Autisme/ADHD. Og Traume og PTSD  det er jo en helt anden problematik og behandling, der så ikke er i fokus.
Og har vi råd til et fokus på trauma og kompliceret OCD i forhold til Autisme og ADHD? For det kan vi ikke bare behandle med piller. Der er nok en grund til at jeg ikke har det tillæg til min diagnose, selvom det nok er det der er ret centralt hos mig. Det ville stille mig anderledes, end at blive parkeret med "noget medfødt" som ikke kan behandles. Det er kasse tænkning hele vejen.

Vi kan tale overdiagnosticering, men der er i høj grad også underdiagnosticering. 

En diagnose er et beskrivende værktøj. Men hvordan et menneskes liv ser ud og føles som helhed er noget andet. Hvor mange barriere er sat op for et ok liv, hvor meget reel belastning er der? Er der en livs kvalitet? Hvor lidt kan vi være bekendt at tilbyde i et velfærdsamfund?
Man kan tænke det her virkeligt nødvendigt, det her får vi ikke selv brug for, vi kan ikke være så detaljerede i vores samfund, vi må satse på de store linjer. Udvikling, vækst, økonomi ,så vi kan holde det hele kørende i fremtiden.
Men vi er også fremtiden, nogen af os vil kunne løse samfundsproblemer, og lave ny teknologi. Og vi fødes også ind i familier der har den politiske holdning at der ikke er råd til os og at vore diagnoser er noget pjat. Og så må det jo personligt tage den derfra, som de også gør i dag, om det bare er noget pyller og unødvendige udgifter. 

Men støtte og viden om Autisme og ADHD skal ikke afhænge af laveste ufaglige fællesnævner, og ikke alle meninger er lige valide. Og nogen skulle tænke, før det mistænkelig gøre hele grupper af mennesker, uden mere klart at kunne underbygge det med fakta.
Personligt synes jeg ikke folk skal have en diagnose de kke har, eller en medicin de ikke har gavn af.
Men der mere komplicerede grunde til stigningen af diagnoser og medicinering, der sandsynligvis handler om at systemet er presset, og at der mangler ressourser og flere med faglig viden.

Ofte koster det at spare, og diagnoserne og medicinen er nok et symptom på noget der er blevet sparet på. Men det kræver mod, og det kræver viden. 

Måske skal hele samfundet have et grundigt eftersyn. 
Vi har sparet det menneskelige væk, og det handler ikke kun om Autisme og ADHD. Og det kommer ikke til at gavne os, det Danske samfund bygger på mennesker, vi har ikke Olie, eller mineraler i undergrunden. Udvikling, vækst, økonomi bygger på Danskerne,  og det burde betyde at politikerne skulle gøre alt for vores trivsel specielt nu med de mindre generationer. Vi har brugt mennesker, stresset den i rammer hvor effektivitet var sat over mennesket. Og på den måde har vi også skadet virkeligt gode medarbejdere med viden og erfaringer der ikke bare kunne genskaffes. Og efter alvorlig stress er livet et andet. Og man kan ikke længere gå ind i et så rigidt system. Jeg synes det var koldt i røven, og at det blev set som et personligt problem, ikke et der var indbygget i samfundet der var skabt. 

Det er den virkelighed og de blinde vinkler Autisme og ADHD må navigere i, der ikke engang er sikkert for "de stærke" og neurotypiske. Det er de værdier og det regnestykker der var de sidste 39 år og stadig gælder. 

Jeg ser ingen fremtid i det, jeg har set og hørt de unge, de kloge og raske, og jeg har også fornemmet at der ligger en angst i hvor prædestinerede de er, men jeg tror ikke de selv er bevidste om det, de er i processen, som på en fabriks løbebånd. Og de skal jo lykkes. De skal lykkes, og indfri alles håb. 

Så når vi bruget tid på at pege fingre af diagnoser, burde vi nok se samfundet efter i sømmene, både det store billede og detaljerne, som med det verdens politiske er de sidste 30-50 år over og nu er alle kort oppe i luften, det samme er det med vores samfund, det har kørt i den samme skure i 30 år, jeg ved det,  og nu må vi oppe os. Men på en anden måde og med nogen andre mennesker. 

Autisme og ADHD sammen med kompliceret PTSD.

Jeg har overvejelser om at Autisme/ADHD der er meget præget at traumer/PTSD, opleves meget anderledes for dem der har det, fordi de positive sider der kan være i Autisme/ADHD, ikke rigtigt kan komme i spil. Og der er en ophobning af ubearbejdede psykologiske ting, noget der stjæler energi, og lavt selvværd. Noget der reelt ikke er selve Autisme eller ADHD rent. Godt nok vil meget få kunne leve et liv med Autisme eller ADHD uden at der er "kommet noget til" oveni, men hos nogen har der været meget store belastninger og gennem mange år. 

Så når nogen snakker om unikke superkræfter og evner, vil den med trauma og kompliceret PTSD, sige: "Det er sandt, men jeg kan ikke nå dertil, jeg har evner, men der er alt muligt der står i vejen, jeg ikke bare kan komme igennem".  Den enkelte kan føle en uklarhed omkring hvad det er der står i vejen, og det kan også være ret komplekst, at se hvad der er opvækst, kultur, samfund, og hvor man selv er i det. Men man lever i at sidde fast i det kviksand, og ja man synker ned. Samtidigt vil mange bare stå og kigge på fra sidelinien, og give "gode råd". Desværre ofte ikke brugbare for sådan nogen som os. 

Alle med Autisme og ADHD har det med at blive overvældede og udbrændte, vi tager meget ind. Og jeg tror ikke at mennesker der ikke har ADHD eller Autisme aner hvor meget vi tager ind af indtryk, eller hvor varierede vi er med vores sandser. 

Der er en del med ADHD og Autisme der umiddelbart har mere overskud i hverdagen, og har lært sig at holde øje med, kke selv udsætter sig for for meget, og stoppe i tide. Eller ikke er blevet presset af omgivelserne så meget af andre til at overskride sine grænser. Man kan lære at mærke de grænser og desto tidligere jo bedre, men det kommer an på omgivelserne, vi er prisgivet hvis ingen vil tage hensyn, og vi har ikke den elastiske buffer zone neurotypiske har. 
Der er er en automatik med at kunne mærke overbelastning og kunne regulere det og ikke mindst få lov til det, desto mindre bump i hverdagen. Mindre burnout. Men mange af os har ikke fået lov til at sige fra til overbelastning, vi har mistet fornemmelsen, fordi andre har bestemt den. 

Mennesker de har trauma og(eller kompliceret PTSD (det betyder mange traumatiske oplevelser), har ekstra stress og angst i "systemet" der giver et endnu højere alarmberedskab. I forvejen ligger der jo en forhøjet opmærksomhed/alarmberedeskab i mennesker med Autisme/ADHD, en strøm af sandsninger og info vi ikke kan regulere og sortere fra. Der er hyperfokus på et emne, eller det er alt på en gang, og hvilket spor vi køre på er nærmest som om der bliver skiftet kanal, men ikke af os selv. Men det er jo et vilkår vi har levet med, at noget tænder og slukker, eller nærmere skifter båndbredde, for vi er meget on and on 24/7. Og det med at falde i søvn er meget svært, vi er stadig on. 

Hvis man lægger PTSD og Trauma til, så er det endnu voldsommere. Men ikke alene det, for det går ind i meget andet adfærd og tankemønstre. Og søvn. 

I forhold til selvforståelse, men også udredning/diagnose, så duer ren Autisme eller ADHD ikke til at give et billede af udfordringerne ved kombinationen, man kan fremstå velfungerende, at man har "en ret let udgave". Det har man bare ikke, hvis man har en tung gang kompliceret PTSD eller trauma. Og det er måske der hvor man føler sig løjet til og forbigået. At det man lever med er helt umuligt, og man har svært ved at genkende sig i forhold til andre med "den samme type Autisme". Nu er al Autisme meget forskellig i forvejen, den er et spektrum, og der er ofte en asymmetri i det spektrum,  at noget enda er meget velfungerende og alderssvarende og andet ikke, og der derfor er så mange variationer som der er Autister. Men uanset det, er der nogen der bedre hviler i deres Autisme, de ved hvad de kan lide, de har fundet en rytme, og der er ikke noget nogen der forhindre det. For dem er Autisme ikke det værste mareridt, de er som de er og det er fint. Og det kan gælde for et gruppe der går fra infantil Autisme på et bosted til højt begavede med Autisme i job.
Og så er der andre der har en helt anden oplevelse, hvor de aldrig har fundet en mulighed for at være til, på en måde der var til at holde ud. Der er ikke bare en sten i skoen, eller en ært under madrassen.
Og det er så Spektret, med godt med trauma oven i. Og her er det svært at hvile i sig selv, for der var aldrig plads til at vi havde et selv. 

At udfiltre Autisme, ADHD, trauma, PTSD fra hinanden er svært, det er noget der er startet i barndomen og fortsat ungdommen og har fulgt en, og måske meget mere er tilføjet. At man nu føler sig udbrændt, og det man før faktisk kunne før, det kan man slet ikke mere. At man nu er bitter over tabte muligheder, stiller spørgsmål til ting, kunne det have været anderledes? Og hvorfor trives nogen meget bedre med deres diagnose, der ligner samme "grad" som ens egen?
Er man bare negativ, er der noget man ikke har gjort godt nok? En sendiagnosticeret kan tænke jeg var forkert før, men jeg er også forkert som Autist, eller ADHDer. Man høre og læser om den der fik det bedre efter en diagnose, deres afklaring.
Men hvorfor kæmper jeg stadig? Det er nemt at tænke at man ikke har gort det godt nok og bare er negativ. Og der er altid nogen der vil give en ret i det. At man gør sig selv til offer, og spiller den rolle. Det er bare ikke nødvendigvis en rolle, og nogen er ofre, og jeg ser ikke det som noget negativt, at have været ofret, er ikke vores skam at bære, det burde være et værdigheds tegn, vi er testet af livet, og vi er her stadig.
Folk burde spørge: "Hvordan overlevede du alle de år?", det gør de ikke. Det er ellers et godt spørgsmål, for uanset om vi stadig sidder i møget eller er kommet op af det, har vi levede erfaringer om at være menneske under press. Er det ikke vigtig viden i et samfund hvor mange prøver at hænge på og frygter at falde af? Eller er ban bange for det smitter?

Mennesker med Autisme og/eller ADHD med Trauma, OCD, PTSD har mere at slæbe og holde styr på. Meget meget, mere. Trauma og PTSD er giftige sager, og vi skal forstå den ud fra at have et andet kognitivt styresistem i hjernen end det gængse. Både den måde vi prøver at forstå ting, reaktioner når ting sker og efterfølgende. Og at andre ofte ikke forstår den måde vi processer ting. De synes vi at vi tygger drøv/over tænker ting. Det er også derfor vi kan komme til at tvivle på os selv og vores egen oplevelse af ting. Andre mennesker retter på os og de synes de har en naturlig ret til det, som om vi var børn, deres rettelser er bare ofte ikke relevante, anvendelige for os, eller ændre os på den måde andre ønsker, vi kan ikke blive noget vi ikke er. Hvilket også sætter spor i os, der er lidt der knækker af for hver gang det sker. 

Den grundlæggende diagnose flere lag oven i, trauma/PTSD, og over det kommer der laget af andres meninger/gaslighting. Ofte er de meninger og gaslighting ikke ondt ment eller tænkt manipulerende, for dem (de allistiske/neurotypiske) er det jo sådan, det er det de ved og kender, det er det de ar lært og det passer til deres hjernes styresystem, så hvad er problemet?. Det er det bare ikke for os, og nu kører vi mellem: "jamen sådan har jeg det, men andre siger",  Og det sker igen og igen og igen. 

Det er med til at gøre at vi mister vores egen stemme, og vi til sidst tænker vi ikke har en, eller retten til en. Det er det livet har vist os. Det er ikke os der er negative, eller kunne gøre det bedre. Det er bare den måde vi bliver spejlet tilbage af samfundet, og tror vi er. Vi er dækket af et lag af traume/PTSD der gør os til både for lidt, eller for meget, i den måde vi taler om os selv. Vi kan virke ekstra egocentriske på andre, eller helt indelukkede og ureflekterede udadtil. Vi kan ikke ses, det der er bagved kan ikke ses for hvad vi er. 

Vi levet i et samfund der ikke kan rumme lidelse, og kun ofre der har hævet sig ud af det som i en Hollywood film. De sidste 50 år har arbejdet mod at kunne rumme de dybere ting, og kunne se der også kan være en værdi og erfaringer der. 

Da jeg var 31 kunne jeg se jeg havde levet i en løgn, en familie løgn. Og jeg tog en beslutning, der ville tage mig 6 år at gennemføre, og efter det kom der mere "arbejde".  Arbejde som min familie, skolen/samfundet havde pålagt mig, som reelt ikke kunne lade sig gøre realistisk, men jeg troede jeg skulle. Og det at ikke kunne, fyldte mig med alle de følelser der ikke er til at rumme: Skam, magtesløshed, tvivl, angst, selvhad osv. Og som udgangspunkt er jeg ikke svag, det er ikke min Autisme eller ADHD der gør mig "svag", det er trauma/PTSD der knækkede mig over tid. 

Kompliceret PTSD bliver nu en diagnose i Danmark. Det er en type PTSD der er opbygget af mange traumatiske/stressende begivenheder over tid. 

Jeg tænker at det kan tilføjes flere diagnoser som tillæg med fordel for de ramte, det vil være med til at vise omfanget af den personlige problematik på en anden måde, man har sit Autisme spektrum plus kompliceret PTSD. Og pludseligt vil nogen kunne genkende sig selv i diagnosen og ikke undre sig over hvorfor andre med Autisme i samme spektrum område som en selv, er i en meget anderledes situation. Og jeg er lige ved at sige at der ligger noget heling i sig selv i det. Ok, så det er forklaringen. At man nu kan genkende sig selv og ens livs historie. Vilkårene.
At man har gået gennem tilværelsen med at være på spektret, men der er også en PTSD, og ikke er fordi man er mere "følsom" og særligt sensitiv, men fordi den PTSD ville have en indflydelse på stort set alle med de oplevelser.
Det er på tide at tage os alvorligt for vores livshistorier, at vi kan opleve store svigt, som alle andre mennesker kan, og/men samtidigt har Autisme og/eller ADHD. 

At mennesker på spektret får traumer og PTSD vil altid ske, desværre. Men at vi erkender det, og se det for hvad det er, det kan hjælpe os hele, det kan hjælpe med at holde fast i at den personlige version af vores diagnose er præget af noget ekstra, der er ret ekstra. At vi ikke er for lidt, vi er ikke mislykkede negative Autister, der ikke kunne finde "vores superkræfter" og bruge dem. Der var noget der har holdt på os, noget der ikke skulle tales om.

Personligt forstår jeg det ikke, men måske trauma/PTSD rammer så tungt, fordi det er de ingen vil se i vores samfund, men mange har mødt. På egen krop, vi har set andre udsat for det, og forvrede familiemønstre, svigt. Det er det vi ikke vil være, det vi ikke vil have, det er der vi føler os magtesløse, Det er samfundets grundangst, vi prøver at lægge en afstand til. 

Da jeg var 31 så jeg var i, og tog en beslutning: "Jeg er stærkere end dem, jeg tør erkende". Det betyder at tage turen gennem alt det ubehagelige, tage mod hvad der kan bruges på vejen, men også fortsætte når der er bare ingenting og helt alene. 

Jeg er nu meget ældre, og jeg er stadig på vej. 

Jeg har lyst til at sige, det er på tide i bare giver mig det jeg skal bruge, så jeg kan giver jer mine "Autistiske superkræfter", at  nu stopper i modarbejde mig, at kasse tænke, at ignorerer.

Måske jeg overvurdere mine evner, måske ikke, sandsynligvis ikke. Jeg ved at trauma, kan tranformeres, til fantastiske ting, fordi der er et afsæt i den dybde, når man kender den. Jeg kunne godt have levet foruden, sådan blev det bare ikke, så hvorfor ikke bruge den til noget, noget som kan gøre noget godt for mig og andre?  

Når tillidsfuldhed bliver til mistro.

Mennesker med Autisme er ofte mere tillidsfulde end de fleste. men også af den grund, kan de kan blive manipulerede af andre, specielt som børn og unge. Også ønsket om at være en del af noget, kan trække i den forkerte retning. 

Jeg vil beskrive mig som ret tillidsfuld, eller som tidligere tillidsfuld. Der skulle en del til for at gøre mig mistroisk over for folks intentioner, og hele samfundets. Grundlæggende tror jeg på at folk er ret ok, og også vores samfund. Men med en Autisme er der andre spilleregler, og de er ikke lavet til folk med Autisme og for nogen af os slet ikke. Det vil næsten være nemmere at forblive en barne-voksen der ikke for alvor stiller spøgrsmål til hvorfor, og slet ikke på en direkte måde. At leve med det, at føle smerten i det, men ikke hele konteksten. 

Hvor mange gange er man ikke blivet spist af med en neurotypisk forklaring, der kun forklare ting ud fra deres perspektiv, men ikke er svaret. Jeg er ikke dum, men der er ting jeg ikke opfatter med min ADHD og Autisme som filtrering. Men der er godt nok meget neurotypiske heller ikke opfatter, men det kræver en med Autisme eller ADHD til at pointere hvad det er de ikke opfatter. Ofte vil de mene de opfatte det væsentlige, der der skal opfattes som menneske. Ikke vores uregulerede hyper opfattelse. Som desværre bliver mere ureguleret af at skulle fungere i en verden der ikke er gearet til os. Hvordan ville de neurotypiske agere i en Autistisk verdensorden? Måske ok, så hvorfor ikke gøre det nemmer for alle så? 

Men de fleste af os voksne Autister er ret søde og sagtmodige. Vi slår os til tåls med. Prøver at se positivt på det og fokusere på det der fungere for os. Vi har fundet nogen Cowboy tricks til at overleve verden og valgt ting fra. Men hvad med at vælge mere til af det gode? Hvordan er mulighederne der?

Det at forholde sig postiv er jo næsten religiøst og en nødvendighed i Danmark. Og er der noget der ikke fungere skal man kigge indad, men ikke alt for meget, man skal handle sig praktisk ud af det, som det nu er muligt, indenfor rammerne. For der skal ikke stilles spørgsmål til rammerne, eller hvad der faktisk mangler. 

Selvforståelse på Autistiske præmisser?
Er selvforståelse godt for mennesker med Autisme? For selvforståelse og det at kunne advokere for sig selv, vil komme ind på smertefulde erkendelser, alt efter hvor stækket man har været i sit liv. Hvor meget vi har været igennem, vil være forskelligt, men meget vil også være genkendeligt som det samme, noget fælles. Og meget har vi taget for givet, at det er sådan det er, at det altid er mere vanskeligt, og ikke lavet til os. Vi er små jeger i et hav af neurotypiske selvfølgeligheder, vi prøver på ikke at drukne, men vi tror det er sådan man trækker vejret, sådan er det, men ved siden af os kan der være andre som os, og flere end vi tror. 

Hvorfor kan vi ikke gøre det bedre for sådan nogen som os? Spektret er så stort at der er mennesker der er yderst veluddannede med gode jobs, og ja magt. Og så er der dem der aldrig har passet ind. Jeg ville ønske at mennesker med Autisme der havde mere velfungerende liv, kunne støtte at samfundet også blev indrettet for dem, der ikke var lige så heldige/priviligerede. Måske de er mere i øjenhøjde, med dem der sidder på magten. 

Med alle mine erfaringer, og mine erfaringer med foredrag og undervisning og projekter, vil jeg alligevel  aldrig være i øjenhøjde med dem der beslutter noget, selv helt nede i systemet. 

Og det ved jeg, fordi jeg ved det, jeg har været der igen og igen, og det er derfor tillid, blev til mistro eller skepsis.
Der er bare ikke en ligeværdighed. Jo, men kan lige tro det, indtil man ikke gør. Hvis man er harmløs nok, kan det være man kan komme igennem hel skindet, som et poster child for systemet et godt ekempel med bruger erfaringer. Men vær forsigtig det er en illution. Og når illutionen er brudt, er den brudt, og med Autisme og eller ADHD kan det tage tid at få på plads, det kan tage meget lang tid, og svarene er sjældent noget brugbart som jeg har oplevet, men men kan være heldig.
Den kræver et reelt ligeværd når vi anvender peer medarbejdere, mennesker med egne erfaringer, men er der plads til dem der ikke orker flere "samfunds løgne", kan det rummes i det offentlige system? 
Der er en recovery når man tror at nu er det lykkedes med selvforståelse og evt. inklusion, og så er der den der kan komme senere, den første var dyr, den anden kan næsten kostet en livet. 

Samfundet/systemet ved ikke hvad du har kæmpet med, og det er bedst/nemmest for dem at du ikke var hvad du reelt har kæmpet med. Det er til samfundet umiddelbare fordel at vi ikke kan sætte ord på, og at vi ikke ved hvor meget vi har til fælles og med hvor mange. At der kun er et jeg der står alene. Der kan tvivle og vi tvivler ofte. Man kan føle sig urimelig med sin vrede eller/og afmagt. 

Efter en diagnosticering ser man (andre) at man lægger fortiden i garderoben, det var dengang, nu er det nu. Det er nok en af de fedeste og mest bekvemme løgne. Det er det røgslør både neurodiverse (og for den sags skyld også de neotypiske) prøver at finde vej i. Men erkendelse og selvforståelse går bare gennem en genkendelse af mønstre, af ens egne, men i høj grad også andres og verden omkring en, og den måde samfundet er indrettet. Det første er ok harmløst, det sidste er det ikke, for alt er jo rimeligt i Danmark, det er at forlange lidt for meget, pas bare dit eget, med dig selv, ikke noget med at snakke samfund, ændringer, krav. 

Når det ikke bare er dig, men samfundet.
Før i tiden sagde man at alt er politik, hvilket det også er. Men det kan føles ubekvemt for samfundet når det er grupper af mennesker, der på forskellige måder er på kanten af marginalisering, eller er røget ud over kanten begynder at kunne konkretisere noget, der har foregået ubemærket.

Den måde vi støtter på, i hvor høj grad ønsker samfundet at folk kan se deres situation klart, og så klart at de ser at der var mange forhindringer og at de forhindringer der stadig er der og ser ud til at blive de samme. Og at små forbedringer altid er udformet efter hvad der kan rummes, i forhold til at erkende de forhindringer, at man selv har kunne gå uhindret videre, og hvad det siger om en selv, det fungerede for mig, vil jeg give plads for de andre? Vil de være i øjenhøjde, og er det nemmere at vi ikke ved hvem vi er. Der er lande der har gjort mere. Her har vi været lidt for selvtilfredse. 

Vi kan som Autistiske/ADHD tænke, de andre er  "de rigtige" og de stærke, robuste. Og vi, vi er blevet tilrettet og sukket over. Vi har været dem man ikke vidste hvad man skulle stille op med. Vi har lært at vi ikke er "de rigtige" og de robuste, de rigtigt voksne. Vi kan pynte os med, at vi er andre ting, at vi har andre evner, og kan tilføre særlige værdier og vinkler. Men vi er en tilføjelse. Vi ses ikke som en del af fundamentet, men alligevel må så meget mennesket har tænkt og skabt gennem årtusinder være udført af mennesker på spektret. Verden uden ville være fattigere og meget anderledes.

Mistænksomme Autister er besværlige, ubelejlige, kontrære. Vi kan også finde smertepunkterne, godt nok nogen gange ved et uheld, helt naivt, og komme til at sige det. Andre gange som en tør konstatering, vel vidende at ingen rigtig hører efter, eller vælger at overhører det. :-D 

Kan vi skubbe på processen for bedre vilkår?
Jeg tror på at man kan ændre ting, min gamle idealisme fra fortiden, der burde være død. Men samtidig har jeg svært ved at træde ind i de rammer samfundet har skabt, også for mennesker på spektret. Jeg taler om Autismehuset i valby, steder med aktiviteter for mennesker med Autisme, Autismeforeninger. Jeg kender fælderne nu, og selvom rammerne ser fine ud og store, er jeg meget  i tvivl om der er plads til mig. Er der skepsis og mistro den anden vej? Vil voksne sendiagnosticerede kunne rokke båden i forhold til den måde et udviklings handicap rummes, når der er en voksen med mange evner og erfaringer, men også med rigeligt med Autisme eller ADHD. Er der kun plads hvis vi deltager på en måde der er acceptabel for det nuværende samfund, og er det sådan, hvordan skiller så de ting der skal støtte os, fra resten af samfundet i sidste ende? 

Det siger mest noget om min livslange marginalisering, end det siger noget om mig som person. Jeg holdt fast i nogen gode intentioner, handlinger og  holdninger meget længe, jeg skulle gennem flere "dødsprocesser"/nederlag, for at se den blege sandhed.
Så der er en skepsis for at pludseligt at kunne blive set som det menneske jeg er, skepsis lyder pænere end mistro, og reelt er jeg nok mere skeptisk. Jeg er stadig mere tillidsfuld end de fleste, det er stadig en sjover måde at møde verden på, en særlig evne, der både gør mig underlig som Dansker, men ellers er en nøgle til et levet liv med andre. 

Jeg står ved en skillevej, jeg skal gøre nogen valg, jeg skal satse. Det kræver tillid, jeg har faktisk tillid til mig selv (omkring det jeg kan, eller det jeg kan lære), men også tillid til til "andre" omkring det der gælder, men hvilke andre og hvor er de?
For der er mange gode mennesker, men hvem er gode for mig, det er noget helt andet. Og hvem er jeg god for? 

I københavn har vi Pulsen i indre by, og nu det store Autismehus i Valby, men er jeg den type med Autisme/ADHD som de kan rumme? Det er som om jeg er den forkerte slags, jeg ville gerne møde andre, der var lidt den samme type som mig, den vildere side, ikke at jeg ikke kan se mig selv, i de mere stille og sagtmodige Autister, absolut og som mig i en yngre, udgave. Eller gemmer der sig vilde Autister bag det sagtmodige? Mennesker der ikke er sat fri endnu? Men har fundet en "acceptabel" form.

Empowerment " magt i eget liv" for Autister, ville verden være klar til det? Den frisatte voksne Autist, eller frisat fra barndommen. Og med dem også bedre vilkår for dem der har flere udfordringer med Autisme. 

En fremtid hvor Autisme bliver meget mere med vores ord, at vi finder ord og på Dansk, at det ikke er diagnosticerings ord, og kommune ord. Og at vi meget hurtigere gennemskuer, når folk prøver at feje os af. At vi kan holde fast, og ved hvor der er andre med Autisme er, og man kan spørge "visdoms Autisterne". Også om det der er så barskt, at systemet helst ikke vil se det. For selvom samfundet ikke kan vil se det, betyder det ikke, at det ikke er der for os, den Autistiske sandsning er valid, og vi er ikke små isolerede enheder vi er flere end vi aner, og vi skal  finde en stemme, helst mange stemmer og ord der kan kommunikere alt det vi er. 

Bagved Hoarding (samlermani) er der et menneske, der allerede har mistet meget. Del 2.

 Angst og Hoarding.

Hoarding er så forbundet med traumer, tab der har aktiveret en tendens til OCD. Mange har en kim til OCD, der kan blive aktiveret til helt nye proportioner. Godt nok er der en arvelighed i Hoarding, men ofte er tendensen en "sleeper", der måske ikke var vågnet uden at der var sket noget der udløste det. 

Hoardingen kommer til at være  en beskyttelse mod en fremtid man føler usikker. Og tab og usikkerhed er blevet en grundfølelse, man prøver at dulme. 
Med noget OCD behandling overskrider man den angst og prøver at desensibiliserer. Desensibiliserer ved at gentage sorterings oprydnings processer fx. Men det kan også bare være det at snakke om det, indtil at det overhovedet er "hul igennem". Som Hoarder kan man nærmest lukke ørene, og blive vildt stresset af bare det at tale om det og planlægge. Man kan udefra synes nu har vi talt grundigt om det. Men opdage at nu er der pludseligt spørgsmål eller modstand (angst). Det kræver mod at gå igang med at af-hoarde, meget mod og tillid. 

Hjemmet er blevet forbundet med selvet, situationen man er i, er lig med en selv, groet sammen, filtret sammen, men kan ikke bare stå og flå det væk. Man kan ikke tage det af som en overfrakke. Det er der stadig. Desensibiliserinen (tilvænningen) kan være den langsomme proces med at afhoarde hjemmet, og mærke uroen, og holde pause, og så gå igang igen. Men det er en luksus, selvom den burde være måden. Noget andet er at mennesker med ADHD eller/og Autisme ikke altid kan OCD desensibiliseres på samme måde. Fordi det også er noget sensorisk, men der er også motorik, og evnen til den fysiske udførelse, og koncentration, eller manglen på samme. Og vi har ekstra stærke reaktioner på kritik, eller ikke at blive mødt. Og nogen ved ikke selv hvorfor de reagerer, hvis man er blevet kommenteret og trumlet hele livet er det bare sådan omverdenen er, og gamle forsvarsmekanismer bliver brugt. 

Så nogen af reaktionerne kan være synlige, men også ret usynlige for dem der forsøger at støtte. 
Patologisk kravafvisende adfærd (PDA), er en profil inden for autismespektret, der er karakteriseret ved ekstrem undgåelse af krav og forventninger. Der er nogen debat om PDA, men den er der. Og en Hoarder med ekstrem undgåelse af krav, den er svær. Og kan bunde i forskelligt, fra ikke at kunne leve op til ting og nu bare vil undgå det nederlag. Men det kan også være i forhold til egne krav, som man bare ikke kan sætte kroppen i gang med. Andre vil let se det som stædighed, manglende erkendelse og skide irriterende. Men som med det andet, der er noget under, men der er også noget indbygget i hjernen, Autisme/ADHD er de der start/stop ting.

Der er en fagligt forsvarlige måde at af-hoarde et hjem er at langsomt desentificere processen, gøre den styrbar, tryg, forventelig. At undgå unødvendige konfrontationer, ved at det går for hurtigt, ikke er til at gennemskue. Men som skrevet, det er der viden om. Og egentligt burde man lige finde ud af hvilket type menneske man står overfor. Og vide at der er masker folk bære. Også at selvom vi godtager samfundets krav og nikker, er det ikke sikkert vi kan udføre det aftalte, det lyder fornuftigt og noget der burde kunne gøres, og lige der glemmer man at det nok er for meget. Så er der dårlig samvittighed til når der kommer Hjemmevejleder fx. 

"Ville du ikke synes det var fantastisk at dit hjem fungerede igen, og du måske kunne have nogen på besøg?" Som en Hoarder med selverkendelse vil jeg sige, at det er svært at forestille mig. Og mange mennesker med Trauma, vil helst have deres hjem som en borg, en total sikkerhed, hvor andre ikke kommer ind over. Opvækst/parforhold med narcissistisk præg, kan gøre at hjemmet er en hule og andre ikke velkommne, selvom man ellers er social. Og det er også en Hoarder type. Og man kan sige at det overfyldte hjem jo støtter en i at holde andre ude. Og at alle tingene skaber en buffer zone omkring en, hvad skal sættes i stedet for det? Det er jo det store spørgsmål. 

Det er ikke ligegyldigt hvordan man gør det.
Man kan argumentere at hvis jeg bare havde ladet folk hjælpe mig ud fra deres egen indgangsvinkel, havde "det været løst", jeg skulle bare have udstået det. Det ville jeg måske også, hvis der havde været en deadline for projektet påbegyndelse til slut med klare mål. Det er meget fint man bare propper ting i gennemsigtige sække, og så laver en socialrengøring, men hvad så? 

Og nej det er ikke fint, for de vader rundt i ting de ikke ved hvad er. Nå, men tilbage. Hjemmet er nu rengjort og fyldt med plast plastsække, nogen mere sorterede end andre. Og hvad så nu?

Det er sække med tøj jeg bruger dagligt, og alt muligt. Men det skal jo op og hænge, sorteres, og hvor skal det være? Er der skabt steder det kan være, kan jeg etablere de opbevarings muligheder på egen hånd uden hjælp? Nej det kan jeg ikke. Hvor får jeg hjælp, og hvornår. Der er 50 sække og snart begynder jeg at flå dem op og det ender på gulvet, mens jeg prøver at finde mine ting.

Kan jeg få hjælp til at få noget sat op til de ting og til at jeg kan få tingene anbragt, og hvornår, om et halvt år? Slet ikke? Med ADHD/Autisme har jeg dårlige evner til det praktiske og det er blevet værre. Det går ikke uden støtte. Så en plan skal hænge sammen og der bør være nogen ide om start og slut, med erkendelsen af det kan blive anderledes, men det bør ok passe. 

Jeg har ikke mere energi til mere ableistisk tankegang "når andre kan, kan du også".
Jeg har hørt rigeligt i mit liv om hvad jeg burde kunne gøre. At jeg som en meget voksen kvinde med Autisme og ADHD ikke længere vil tales ned til, som et modstræbende barn, eller roses som et, burde være ret ok, jeg bider ikke hovedet af folk for en enkelt bemærkning, men når jeg ser tendensen, siger jeg fra.
"Men er det ikke mere nødvendigt at der sker noget praktisk med hjemmet?". Nej, det er lige nødvendigt at både jeg, og hjemmet kommer i orden på en respektfuld måde. 

Jeg har været igennem flere oprydninger, der foregik forskelligt, og både gode og dårlige erfaringer, så jeg har stået i det, og kunne mærke hvad det er der sker, og hvad der virker og ikke virker. 

Der er også styrker bag afmagten.
Jeg har samlet mig selv op mange gange, jeg har opfyldt andres behov frem for mine egne, så jeg blev brugt op, uden st kunne vælge det fra, det måtte udstås, klares. Men det konditioneres til at udstå ting, andres syn på mig, var vigtigere end hvordan jeg havde det, det er ikke særligt optimal måde at leve på med Autisme/ADHD. Noget blev valgt fra, der var ikke overskud og kræfter. Jeg tog masken på, og måtte leve med det bagved. 

"Hvordan gik det så galt? Er det jeg siger når jeg prøver at rydde op, og var der et alternativ? Vi kan godt lide at forestille os at vi har valg, at vi har frihed, det har vi til dels også, hvis vi er parat til at satse det hele, og evt. tabe det. Men der har jeg/vi jo ofte været før, det var der det startede med tab. 

Man kan sige jeg fedtspiller, men det er af gode grunde, jeg kender kanten. Det jeg prøver på er, at jeg og hjemmet kravler mod målet rimeligt samtidigt, og det sker ikke af sig selv, det er desværre noget jeg selv skal klare mentalt, at jeg er der mentalt, når den tid kommer at hjemmet er "normaliseret". Udefra ville andre nok tro at hvis der var en tryllestav og hjemmet kunne komme i orden ved at svinge den, ville det være happy end. Det er ikke tilfældet, uden den mentale arbejde og det praktiske. 

Jeg er en meget voksen kvinde med sendiagnosticeret Autisme og ADHD, og Hoarder, og jeg kæmper stadig for et liv, hvad pokker  det ellers er.
Jeg er et kompetent menneske, i det mindste intellektuelt, og jeg har tilkæmpet mig selvindsigt og indsigt i andre. Jeg er ikke noget "særligt" i forhold til Autisme/ADHD/Hoarding, jeg er ikke den eneste med den kombination på nogen måde.
Og jeg bør ikke være den der skal fagligt undervise de faglige i, hvordan man støtter mennesker i min situation, samtidigt med at jeg står midt i den. For man kan ikke forudsætte at folk selv ved de ting, selvom de har diagnoserne, det ar godt at kunne advokere for sig selv og diagnosen, men det er for hårdt i selve situationen.
Jeg er jo heller ikke psykiater for mig selv? Psykiateren kan spørge ind til ting, jeg kan svarer. Jeg kan af mig selv spørge om ting, eller komme med udsagn. Men grundlæggende bør Psykiateren have den nødvendige viden, så jeg ikke behøver selv at sidde med den samme faglige baggrund, eller mere? Det samme gælder alle der arbejder med mennesker med Autisme/ADHD. Det er ikke mit job, jeg er den diagnosticerede, ideelt set skulle jeg bare følge anvisningerne, og være en anelse ansvarlig, og det var det ikke andet. Det er forbandet meget ansvar for egen behandling, samtidigt at skulle informere om hvordan man støtter, især med Autisme/ADHD, ansvar med ansvar på, og så lidt mere. 

Når nogen står i mit hjem er der skyld og skam, forvirring, der er min ADHD der tænder og slukker for hvad jeg hører. Der er gang i rigtigt mange sanser, mit hovede kværner og jeg taler, og jeg rydder op. Samtidigt formidler jeg hvad det er der foregår for en der Hoarder.

Jeg har ansvar på mine skuldre, normalt er ansvar lig med kompetence og status, men ikke når det er i sådan en situation, jeg har kun ansvar, ingen anerkendte kompetencer, råderum for valg, ingen status. Selvfølgeligt har jeg opbygget noget med min hjemmevejleder, et samarbejde og forståelse. Men det tager tid, og tid er det der mangler i kontakten omkring hvad jeg har brug for at støtte, når jeg skal tale med andre, psykiatere, kommune. 

Der er mange jeg skal tale med igen, og der er afslag og manglende sikkerhedsnet. Jeg bliver ikke baret frem med an Autisme/ADHD, og jeg er meget ujævn i hverdagen. Det er ikke godt nok. Men jeg må fortsætte. 

Det psykologiske arbejde er der ikke må jeg gøre selv, det er ikke optimalt, for det er ikke i letvægts afdelingen. 

Jeg er blevet opdraget til at være en kustode af af ting og deres historie og vigtighed, og jeg var selv bare et objekt blandt objekter. på mange måder dårligere defineret, end alle tingene. Mindre set, men også hjemmets største skat. 

Så hvem er jeg så egentligt? Det er det arbejder jeg skal gøres for at jeg bliver fri af Hoardingen. Men hvordan heler man, den kærlighed der aldrig var? 

Det er ikke noget personligt, men det rammer mig personligt.

 Mange af de forhindreinger man kan møde som neurodivergent, er ikke skabt for at med vilje gøre det svært for os. Men det kan gøre ting meget svært for os. Når tingene ikke er lavet for en, vænner man sig til det, man finder løsninger. Det kunne være nemmere, men det går nok. 

Når den samlede sum af det man hsr måtte vænne sig til, alle kompromisserne og de muligheder der ikke var summer sig op, kan det blive til meget. 

Samtidigt med at det virker som om at omverdenen bare pytter det hele: "Det her må du kunne klare. Det er bare på'en igen!".

Det at sige fra, at sige at "det går bare ikke mere, det er ikke realistisk", vil ikke blive modtaget positivt, absolut ikke. #Du må tage dig sammen, der er ingen hjælp, der er ikke penge til det, det er ikke nødvendigt". Færdig!

Det er lidt som et dårligt parforhold, men i en udgave hvor du er i parforhold med et utal af mennesker, hvis ikke hele samfundet, det kan enda føles som hele verden. 

"Er det mig der tager fejl, har de andre ret?" 

De har ikke ret, de har ikke nået nogen erkendelse, eller verden er indrettet bedre for dem. Det de siger er ikke rettet personligt mod dig, det er bare det "man" siger. Det er en verbal refleks, der spejler tiden og stedet. 

Men det rammer nogen personligt, personligt som i at være fanget i systemet uden at kunne gøre ret meget. Det er svært at stille krav eller spørgsmål når man først har mistet al overskud og fremdrift. I et demokrati kan man sagtens miste stemmen. Det er flertal og de meninger der er oppe i tiden, der afgør hvornår man vil høre at noget ikke fungerer. Hvilke problematikker der trender, og hvilke der er yt. Hvilket intet siger om hvad der er nødvendigt, eller særligt rimeligt. 

Hvis der er et konsensus om hvad der ikke står øverst på listen, så er det sådan. Alle tider og lande har deres skyggesider, selv de mest priviligerede. Og vi kan godt lide at det tager sig sådan ud. At vi kan klare, det der skal klares som samfund. 

Så jeg tager det ikke personligt, jeg kan godt se der ikke er penge nok i kasserne, og at jeg ikke har nogen første prioritet. På den anden side får jeg en ubehagelig fornemmelse ved tanken om, hvad der så heller ikke er førsteprioritet, anden eller tredjepladsen . 

Jeg kunne have lyst til at råbe, hallo, er der nogen, hvad synes i, er det her ok? Skulle vi gøre det anderledes? 

Eller er jeg for anderledes, men ikke anderledes nok? 

Jeg ville ønske at jeg kunne skrive noget håbefuldt, om det vigtige i bare at prøve holde fast i nogen værdier omkring det sociale, handicap, psykiatri er rigtigt væsentlige områder at forske i, forebygge, at støtte folk, at tænke dem ind i samfundet. Ikke bare en irriterende restgruppe der trækker det hele neeeed.
Mange af os har noget at bidrage med, hvis der var plads, måske nogen tænker, at vi ville tage plads fra "de rigtige mennesker". Måske nogen ikke vil ud med sandheden: At vi er der hvor vi bør være, og vi bliver holdt der, via et større fælleskabs holdninger, der er indforståede. Det er et sammenfiltret klæbrig væv, det er en fin beskyttelse mod ubehagelige sandheder. Fuck hvor jeg hade det! 

Samtaleterapigruppe, personlige overvejelser.

Jeg er blevet flyttet over i en anden afdeling i distriktpsykiatrien, og åbenbart forventes det at man går til samtalegruppeterapi. Det havde jeg ikke lige set komme.

Ofte vil man prøve at matche de grupper på forskellige måder. Jeg kan ikke huske hvad emnet var, lidt typisk har jeg jo huller i opmærksomhed, og stress og overraskelser gør det værre. 

I første omgang tænkte jeg stakkels de andre, med mig i gruppen. Efterfølgende har jeg tænkt, at det nok ikke vil være godt for mig, da jeg tager for meget ind. At det at sidde med 4-5 andre i to timer om ugen, er for meget for mit "system".
Det er ikke bare noget jeg tror, det er noget jeg ved, da jeg jo træner "socialisering" dagligt, og der, er der ikke tale om noget der går så tæt på, alligevel kan det være mere end rigeligt. Men her kan jeg jo selv doserer det, og bevæge mig i det som jeg vil. En samtalegruppe er meget mere fastlåst fysisk og psykisk. 

Med ADHD/Autisme vil man også helst at noget giver mening for en, og det her giver ingen mening for mig, det er ukonkret og ikke målrettet. Har de andre ADHD og/eller Autisme? 

Jeg bliver mere og mere bevidst om at den alliistisk/neurotypiske opfattelse, meget ofte ikke harmonere med hvad der funger for mennesker på spektret. Det er en dead end. Vi kan konkludere vi er forskellige og det er ok, men strategier, reflektioner og løsninger er forskellige. Mennesker på spektret er meget forskellige fra hinanden, men vi kan have meget lignende måde at opfatte verden, der er afgørende anderledes end en neurotypisk person, uanset at man kun er "lidt Autistiske" i andres opfattelse, de lidt Autistiske er som et isbjerg, hvor kun toppen ses, og ikke den enorme ismasse under, hvor dem der fremstår mere tydelige, har en anden ratio, men på en måde er det den samme masse fylde, om andre vil se det eller ej. Hver udgave har sine udfordringer. Og så er der det vores opdragelse og kultur har formet os som. Og hvor formbare vi har været. 

Jeg er en af dem der har prøvet på at indordne mig, uden at det var muligt 100%. Ret logisk, for så havde jeg ikke Autisme eller ADHD. Men det videste jeg jo ikke, et eller andet sted har jeg håbet at jeg en dag ville forstå ting bedre, hvis jeg gjorde mig nok umage, lærte at gøre ting rigtigt. Sådan fungere det bare ikke, det kan i perioder og for andre fremstå som om der er fremskridt, men den det er på et falsk grundlag, og man kommer til at betale for det senere. Skønne spildte kræfter for at fremstå neurotypisk, og være ok, stramme ballerne, tage sig sammen. Det er som sort is, vanddrukken, næsten usynlig i vandet, men stadig is. Som fysisk is farlig at sejle ind i, men som metafor for Autisme, mest farlig for den Autistiske selv.
Næsten ikke Autistisk, og på vej til en større kollision der ikke kan komme udover. 

Jeg har været til meget forskelligt i grupper: "tvangsgrupper" i form af arbejdsprøvning, kurser for arbejdsløse osv. osv. Umiddelbart gjorde det mig endnu mere humanistisk indstillet, at mennesker prøver at gøre det så godt de nu kan. Lidt i modstrid med hvad mange andre påstår. Selvfølgeligt tærede det på mig at være til den slags. 

Jeg ved ikke om jeg vil opleve en solidaritet i dag, at vi er forskellige og vi prøver. Eller jeg vil tænke at jeg har hørt det hele, og synes jeg har rigeligt i det jeg selv har i hverdagen. Eller jeg bliver frustreret over noget under overfladen som jeg kan fornemme. For selvom jeg kan have huller i min opfattelse af samtaler, så er der andre ting jeg får lige ind, og ikke er i stand til at overse. 

Lige nu er jeg bare meget i process, rigtigt meget, og jeg vil bare lade den kører ,for den synes at rulle afsted helt af sig selv, uden at blive skubbet på yderligere, så jeg ville ikke anbefale gruppesamtaleterapi til mig selv. Kan jeg blive nødt til det, for ikke at blive hældt ud af distriktpsykiatrien? Kan jeg overveje at starte og se hvad det er? Joooo, det kan jeg vel.
Starter det først efter sommerferien? Det giver mig lidt tid til at lande lidt med mit eget. 

Lige nu føles det som om jeg er i begyndelsen af tredverne. Det føles også som om jeg har været død i 12 år. Det er lidt en hardcore kombi, jeg må klare selv. 

Velkommen til den virkelige verden!

Så længe man ikke har brug for offentlige ydelser, kan man leve i den tro at det sociale sikkerhedsnet fungerer. Også at de hensigter der står på nettet hos kommunerne svare til virkeligheden. Og når det ikke lige er noget der kommer en ved personligt er det med ventelister osv. bare en strøm af ord i nyhederne. 

Men der går meget tid på at holde igen med pengene, og hvem der kan få. Det handler ikke om det ville være rimeligt, men om hvor mange der allerede står i køen. Og pengene allerede er sluppet op først på året til den gruppe. 

Universel velfærd? Man kan læse at det er det vi har i norden. Og umiddelbart også i Danmark. Men det er på papiret. Det øjeblik ydelsen skal godkendes eller afvises er der uendelig mange detaljer der afgør hvem der får eller ikke får, og næsten samme situation/diagnose udløser ikke den samme hjælp/støtte i Danmark, ikke bare tilnærmelses vis. Og mange sager er enten eller, ikke mere eller mindre, men ingenting, eller noget. Og dem der er mest udmattede råber ikke op. Dem der ikke har netværk står svagere. 

Cathrine Widunok Wichmand der havde fået godkendt personlig støtte af Frederiksberg kommune for at kunne fortsætte med sit job efter en ADHD diagnose, måtte sande at virkeligheden var en anden end det hun troede. Godt nok har vinklingen været at hun var for priviligeret til en sådan støtte. Om hun er eller ikke er kan jeg ikke udtale mig om, lige som folk heller ikke kender mine udfordringer med ADHD/Autisme udefra set. Men sagen har fascineret mig ud fra hvor man nu lige er i samfundet:

"- Det synes jeg ikke, at det var. Vi har universelle velfærdsydelser i det her land. De gælder alle, siger hun." Sagde Cathrine Widunok Wichmand til DR. Da hun blev spurgt om, om det var forkert af hende at søge den ordning. Som sådan må folk for min skyld søge som de synes, og det står jo på nettet at man kan i hendes situation. Det var mere det at hun faktisk fik støtten, og ikke var klar over hvor særligt det er. 

I et tidliger interview med TV2 siger  Cathrine Widunok Wichmand" " - Hvis syv ud af ti står uden for arbejdsmarkedet, skal vi så gøre det endnu sværere for de tredive procent, der er på arbejdsmarkedet? Hvis nu 70 procent af personerne med adhd i min kommune ikke kan arbejde, ville jeg i hvert fald ikke bruge min energi på at slå de sidste 30 procent i hovedet." Her tænker jeg der ikke reflekteres over hvorfor de syv ud af ti, har måtte opgive arbejdsmarkedet, at det måske ikke var de de ønskede, og de ingen støtte kunne få, da de havde brug for det. Eller er de bare "de andre", en anden slags ADHDer, der bare har lagt sig ned og opgivet, så der kunne blive plads til nogen der var "happening"? 

Måske DR eller TV 2 skulle have set på de generelle forhold, og andre med ADHD deres erfaringer? Måske hvis medierne var lidt mere med på de emner ville der være en informeret debat, der var noget andet end forargelse. Hvad ved vi generelt om et voksenliv med ADHD?

Hvor store varianterne er, komorbiditet, at man har flere sygdomme foruden en primær sygdom, depression, angst andet? Hvordan stress påvirker ADHD. I en hvis iver for at afstigmatiserer ADHD, har man samtidigt trivialiseret hvor meget det kan påvirke ens voksen liv, at det bare er en "en mindre forskel" man sagtens kan "komme ud over".  Hvilket efterlader dem der ikke bare kan "komme over det", med ikke at blive taget seriøst. 

At ord som oversdiagnosticering, sætter sig fast, og giver et indtryk af meget flydende grænser i forhold til en diagnosticeret ADHD, hvilket går i retningen af om det overhovede er en ting, eller en nymodens opfindelse der kan påklistres næsten hvem som helst der søger en udredning. Og det vil jeg ikke håbe, for det vil igen trivialiserer det til en pyt diagnose. Men muligvis er det bare sådan det fungerer i medierne, og virkeligheden forsvinder mellem let forståelige sætninger, der rummer nogen sandhed, men ikke på nogen måde den hele. Men sagen er at dem med diagnosen får smidt det i hovedet, og hvis man modsiger bliver man ikke taget alvorligt, den offentlige mening er mere informeret, end den der har skoen på, super!

Et andet spørgsmål er så hvad ved folk med ADHD, om andres ADHD, og deres udfordringer.....eller manglen på samme? Der er fællestræk i ADHDen, men en absolut uendelighed af forskelle i udtryk, kormorbiditet, sociale forhold. Og den måde jeg havde ADHD på som barn og yngre, er meget anderledes end i dag, den er værre, men måske for andre måske blevet nemmere at håndterer. Nogen har fået værktøjer, og anvender dem, og mærker en positiv forskel. Andre har kørt over kanten i årevis, uden at ane hvorfor. 

Der er folk med højtlønnede jobs med ADHD, og folk der er hjemløse. ADHD kan skabe mirakler og udløse katastrofer, og nogen gange er de to ting ret tæt på hinanden, og kan give konsekvenser uanset privilegier. 

Giver det bedre pengene tilbage at holde hånden under de priviligerede, end at klatte dem væk til dem der ikke har bevist overfor samfundet de kan finde ud af det? 

Jeg ved en ting helt sikkert at der aldrig var en plads til at jeg kunne bevise noget over tid, det med over tid er væsentlig. For der vil være perioder hvor man er kommet til at brænde sit lys i begge ender, eller der er nederlag der føles meget store, så der eer brug for at det kan rummes og ikke alt er tabt, at man ikke har mistet den plads man kæmpede for. Jeg er næppe alene med den erfaring. 

Men jeg tror i høj grad et det handler om relationen mellem mennesker, det er ikke bare politisk, eller staten, eller penge. Jeg ved så godt at politikerne, staten, og pengene har en vægt og en magt til at forme synet på grupper i samfundet, man kan problematiserer, men også usynliggøre. 

Nogen af os er vandt til at blive talt ned, det er derfra vi taler, andre er mere priviligerede det er derfra de taler. I sidste ende er de sidste mere let forståelige i deres udgangspunkt, i forhold til norm Danmark. 

Hvis udgave af ADHD har et talerør i forhold til cloud, medier? Den der passer bedst til den virkelighed og normer der gælder, derfor vinder privilegier som regel altid på den lange bane, uanset shit. 

 

Hvorfor er der ikke et anonymt gratis netværk for overkøbere og Hoardere?

 Hvorfor er der ikke et AAA for Hoardere og overkøbere i Danmark? Problemet er der. Der er hjælp, men det koster, og de penge har vi ikke, eller vi har brugt dem. 

Spillere kan få hjælp gratis, men det er jo delvis finansieret af dem der udbyder spil. Stofmisbrugere kan være heldige at få hjælp. Og der er flere typer alkohol afvænning noget lux, og så AAA eller blå kors fx.

Konsekvenserne af Hoarding og/eller at overkøbe kan også være meget store i sidste ende, og det er vel der man forsigtigt overvejer hjælp -men den er der ikke. 

Hoarding og Alkoholisme sker i alle socialklasser, og efterhånden vel også stofmisbrug. Det betyder jo det er en blandet skarer af mennesker. Men hvorfor har Hoarding og overkøberer ikke det netværk? Historisk er det nyere, selvom vi altid har været der, meget blev forklaret med at efter krigen havde folk lært at gemme på ting, eller folk var sære. 

Og i nogen årtier har vi levet i en tid hvor overforbrug er normen og har været et ideal. Og Hoarding er stadig meget stigmatiseret/stigmatiserende. Der er et clash mellem lækker livstil, og så et hjem fuld af skrald. På den anden side er der også et clash mellem "smart" stofmisbrug og bunden på gaden, det samme for alkohol.

Misbrug kan være arveligt, Hoarding/overkøbe kan også være arveligt, det er en måde at kompenserer. Og til at begynde med virker det som en løsning. Og en løsning vi har set før, men det er også arveligt når men slet ikke kender til den familie der har haft de samme mekanismer. Det er mekanismer der kan starte meget tidligt, men også nogen der ikke har virket til at være der, før der sker et større traume, måske flere påfølgende hændelser. Og ofte er man så meget i det, at man ikke opdager hvad der egentligt skete, omkring en. 

Der er international viden om hvordan man hjælper Hoardere praktisk og psykologisk, vi bruger den bare ikke i Danmark, den der er koster penge. Der er også grupper i udlandet. hvor Hoardere hjælper andre Hoardere praktisk i deres hjem. Man kunne også forestille sig noget med at være bisiddere. 

Anonyme netværk for Hoardere overkøbere 
Måske styrken i at mødes er at se det fælles der driver en, og det fælles der kan ændre på tingene. Det er et væsentligt fælles menneskeligt perspektiv der rykker en ud af sin egen boble, mennesket bag, og ikke bare facaden eller manglen på samme. Det er også i de grupper at man forstår ord, som andre ikke forstår dybden af. Som andre overhører. Og den forsigtig optimisme kan deles, uden nogen tager hele armen og tror nu er alt klaret. Vi ved det tager tager tid og det går frem og tilbage, op og ned, det kan ikke være anderledes. 

Det er skamfuldt med tab af kontrol, at det løber fra en, til man sidder i noget man ikke kan overskue hvor man skal ende eller begynde. Eller hvad processen vil gøre ved en. Og hvad hvis angsten kommer? 

Derfor mener jeg at der skal være psykologisk back up, fordi det kan give angst, psykose, depression når de underliggende ting kommer frem. Måske nogen kan klare det med gruppen og eget netværk, uden der skal professionel hjælp til, men for andre vil det være nødvendigt. 

Jeg har meget selverkendelse som Hoarder, jeg ved meget om emnet. Jeg forstår meget af de psykologiske reaktioner. Alligevel har jeg et spørgsmål om hvad der er i centrum for min egen Hoarding, og hvorfor jeg reagere med angst når tingene er ryddet væk? Er jeg bange for hvad jeg skal stille op med mit liv, når den byrde er fjernet? At det er en meget større udfordring, at det er meget forvirrende, for mange valg?  

I at overkøbe og i Hoarding er der også mange drømme, hvem man er/gerne ville være, og projekter man gerne ville, men ikke kan overkomme lige nu (Andre kan synes man er meget urealistisk). Men hvad er så det nye livs indhold, der skal sættes i stedet for, og hvordan?
Udefra kan andre mene at bare tingene er "ordnet" så er alt klaret og målet er nået. Men livet fremover er ikke bare at gælden er/bliver betalt, eller hjemmet er tømt og rengjort. Hvad kan vi sætte i stedet for, det vi selvbehandlede os selv med? Det svar, er vores svar, ikke hvad andre synes, eller samfundets normer. For ellers tror jeg at man falder tilbage i det gamle, det skal give dyb mening for en selv. 

Og det er nok noget af det der gør, at det føles skræmmende, det er fortiden, nutiden og fremtiden der kommer mod en. 

Diagnosefabrikken arbejder, men måske det ikke er det værste.

Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og ungdomspsykiatrisk selskab siger: "Vi risikerer diagnosefabrikker. Min frygt er, at hvis man kun leder efter ADHD og autisme, så er det det man finder, og overser alle de andre grunde til, at børn mistrives, siger hun.

Hun henviser til, at børn også kan have ondt i maven, ikke har lyst til at komme i skole og oplever koncentrationsbesvær på grund af andre ting som skilsmisse, kaos i skolen eller noget helt tredje."

Nogen ser det som epidemisk, og et moderne fænomen, andre ser det som overdiagnosticering af raske børn, nogen ser det som noget der egentlig ikke eksisterer, eller at "Vi alle er lidt Autistiske og/eller ADHD". Hvor går grænserne, og er der nogen? 

Er det fordi vi forventer perfektion hos alle børn/mennesker, og når der så er "noget", skal der en diagnose til. Eller er det fordi vi ikke vil yde støtte, hvis der ikke er en diagnose (ikke fordi der bliver ydet meget støtte). 

Og har vi bare overset at en meget større gruppe af mennesker ikke var neurotypiske, og puttet dem i andre båse, eller de fandt en plads, en plads der måske ikke er der i dag. 

Siden jeg var barn er børn blevet et projekt, børn er ikke noget man bare har, det er et prestige projekt der bare skal lykkes. Hvert barn er det vigtigste barn i verden. Hvordan det så skal passe med virkeligheden ved jeg ikke. Den globale, eller den Danske. Der er aldrig tænkt i den prioritering, uanset hvad forældre kan have af forstillinger. 

Personligt er jeg aldrig blevet prioriteret, eller set, jeg ser heller ikke at der er nogen tegn på ændringer, udover diagnosticeringen af børn og voksne med Autisme og/eller ADHD, der er diagnosticering efter en lang venteliste, men hvad bagefter? Hvad er forventningen? Og hvem kommer først? 

Og vi kan ikke engang trylle støtte frem, selvom der var en stor pose penge i morgen. Vi er for sent på den. 

Information kan noget i sig selv, men information kan også gøre en ret frustreret når man opdager, at der er så mange forhindringer for at udleve det som man råder til. At der er for mange kompromier. Selvforståelse gør at man kan se hvad det er der sker, men meget ofte kan man ikke stille noget op, fordi samfundet fungerer på en anden måde. For mig er det som om disharmonien er blevet større, som jeg er blevet klogere på mine diagnoser. Mange siger det virkeligt har hjulpet dem bare at blive diagnosticeret, men måske de har haft mere velfungerende liv, hvad ved jeg. 

Jeg bad ikke om at blive diagnosticeret, jeg søgte hjælp fordi jeg ikke magtede min "depression". 

Jeg er træt af trivialiseringen af diagnoserne (alle har dem), samtidigt med snakken om (over)diagnosefabrikken. Jeg er træt af den måde medierne behandler emnet. Jeg er træt af "superpower" pep talk pis. Nogen af os har betalt en ret høj pris, nogen af os er udsatte. 

Måske det værste reelt er meningsmaskinen der kværner og kværner, og alle meninger er åbenbart skabt lige. Og mennesker med ADHD/Autisme får dem hele tiden i hovedet, det er som om alle glemmer at vi faktisk er her, og vi skal leve med de holdninger -og vi skal absolut ikke modsige det, for det er ikke charmerende, nope! Og hvis man skal udtale sig, skal man veje sine ord på en guldvægt, og forholde sig til ikke at provokere eller irritere nogen, jeg vil sige man forventer man skal lade sin Autisme og ADHD blive hjemme i skabet, men tage skiltet på, hvis vi vil ses og høres. 

Diagnosefabrikken koster penge offentligt, eller privat, meningsmaskinen er gratis, og der er aldrig venteliste, der mangler aldrig meninger, holdninger og myter om mennesker med ADHD og Autisme, eller deres forældre. 

Jeg kan ikke vide hvor meget overdiagnosticering der er, men jeg gætter på at der samtidigt stadig er nogen der går under radaren. Personligt tror jeg bare at vores variant er mange flere end man har været klar over, og med tiden vil der være et meget bedre overblik, hvor der nu er lidt panik også pga. ventelisterne offentligt og privat for at blive diagnosticeret. -Men når man har fået diplomet?

Autisme månededens hule hykleri.

Hvor dybt er det ok at synke omkring en menneskeværdigt liv med Autisme i Danmark? Har mennesker med autisme en ret til et værdigt liv på egne betingelser?

Der skulle være nogen meget mere klare linjer. Og det gælder for alle typer af Autisme, hvis deres liv er kommet ud på et sidespor. Når der skrives om de velfungerende, må vi også være klar på at det ikke er alle, og at "graden" af Autisme og intelligens ikke siger noget om at kunne fungere i verden som sådan. 

Mennesker der har brugt alle ressourser og lidt til for at leve dag til dag, råber ikke op og stiller krav. Vi vil ikke ses som ofre, vi vil ikke yderligere stigmatiseres. Måske vi ikke kan forstå hvorfor det gik sådan og vi tror vi er skyldige i situationen. 

Det er ikke et behageligt emne at blive konfronteret med, hvad kan og bør vi gøre som samfund, sådan helt praktisk. Ikke hensigterklæringer, eller de næste generationer mad Autisme. Hvad med nu, lige nu?

De fleste af os er vandt til at der ikke tages hensyn. At de daglige udfordringer bare er der, og sådan er det. Selvom det kunne være anderledes, men det er bare en fjern drøm. Vi er nemme at manipulere til tavshed. Og mange af os har lært at spille rollen og overtage samfundets normer som de eneste mulige.

Vi er enda parat til at mobbe andre på spektret med, at gøre sig til ofre, hvis de er ærlige omkring deres liv. At det at andre på spektret kæmper mere, vil smitte af på synet på dem. Fordi at "højt fungerende Autisme" intet siger om at fungere i hverdagen, mere om normal intelligens, og det tager ikke højde for hvor asymmetriske evnerne i virkeligheden er. 

Men hvad skal der til for at få de emner på bordet? Voksne med Autisme og voksne der aldrig har fået den støtte de burde, og stadig ikke har adgang til den. Vi kan læse os til at der er den viden, men det er ikke noget vi har adgang til næste uanset hvor galt det er gået. Hvis det ikke er blevet set i barndommen og fulgt i ungdommen, hvis det har været set som en anden diagnose, eller man har gjort alt for at skjule det, er det stadig ikke i dag nogen tilbud der kan rette lidt op på det. Og det er ikke værdigt når det er gået rigtigt galt. Ofte bliver det vel set som enkeltilfælde, og man må lappe lidt. Så meget enkeltilfælde at der ingen grund er til at bruge viden om, Autisme når man forsøger at lappe. 

Vi er allerede for sent på den med viden, vi når det ikke. Og jeg fornemmer at det bare ikke er en prioritet, folk bliver diagnosticeret, til ingenting. Men der er mange der siger at det var en stor hjælp at blive diagnosticeret, at endelig forstå ting. 

Det eneste jeg forstod er at jeg har stået bagerst i køen, og stadig gør det. Og mine praktiske udfordringer gør, at jeg ikke kan det jeg er bedre til. Og nej, jeg skal ikke bare tage mig sammen. 

Jeg er en overlever, jeg skylder ingen en pæn historie der kan give en god følelse som en TED talk. Der er en virkelighed i Danmark, og den er ikke pæn, men den er dejlig skjult, og meget nem at putte væk. 

Hvad hvis nogen en dag satte billeder på, den i ikke ser?