Måske jeg troede at det ville være mindre traumatisk når oprydning og hovedrengøring ikke inkluderede massiv udsmidning af ting. Men jeg tog fejl.
Stressen for at nå i mål og den mærkelige følelse efterfølgende, gjorde at jeg reagerede som jeg nu engang gør. Oprydning og rengøring behandler jo ikke selve Hoardingen, og Hoardingen er en reaktion på stress og forandring, og nye realiseringer.
Få dage efter, blev jeg klar over at der var meget mere at gøre, for at det her var gennemført, kælderen, den rigtige logistik i hjemmet. At det faktisk var du opgaven startede, det næste skridt.
Men pga. påske og meget andet har jeg ikke haft noget opfølgning, jeg har været alene med mine tanker og bekymring. Og hvad sker der så?: Det udløser Hoarding.
Det betyder at der skal være en tæt opfølgning, after den stress og nye følelse.
Den nye følelse er også vrede fordi jeg har levet sådan så længe og det har været ignoreret, og at jeg mentalt har haft det så dårligt og været ignoreret. Og at hjemmeplejen er ret ableist når det drejer sig om mennesker der ikke er gamle, eller umiddelbart fysisk handicappede. De to gange der har være hjemmehjælp har det været et mareridt. Og det gik i gang efter hovedrengøringen. Og skal jeg ny frygte næste fredag? Hvor mange parader skal være oppe?
Hoarding forsknings projektet fik også revet op i nogen ting. Det er som om alt jeg oplever river op i ting, ikke at det i sig selv er negativt, det kunne føre til forandring, positiv, men det er også meget at forholde sig til alene. For hvad er det der skete, sker?
Hvad er min diagnose(er) egentligt?
Har jeg en fremtid? Skal det altid være en kamp?
