-"Jeg synes grundlæggende jeg er stærk",
- "Jeg bliver alt for hurtigt stresset, og opføre mig dumt".
-"Jeg synes jeg har gennemført det jeg synes var rigtigt vigtigt",
-"Jeg kan ikke klare de mest almindelige praktiske ting, og mit hjem er et kaos",
-"Jeg har meget viden, og jeg har mange interesser der glæder mig",
-"Jeg er enten deprimeret, eller på kanten af at være deprimeret",
-"Jeg har aldrig kunne få det liv jeg ønskede, med et job og stærke relationer",
-"Jeg synes jeg har opnået at blive et friere og mere socialt menneske ved at kæmpe for det".
Hvem er jeg så, en der kan, eller ikke kan magte livet, er jeg stærk eller svag? Og er jeg mere velfungerende end dem, der siger intet lykkes for dem? Eller er det bare fordi jeg har lært at holde fast i de ting jeg faktisk kan? Er det dybest set en kognitiv teknik.
Ofte glemmer andre at give en positiv feeed back og som Autist behøver man ret kraftig feed back, og ikke mindst den positive som, man ofte ikke får, fordi andre ikke er klar over der er meget man ikke ved/forstår/aflæser hvis det ikke bliver kommunikeret helt klart. Det er som sådan ikke fordi man nødvendigvis er en "usikker type", men fordi det ligger i Autismen, så ikke en karakter brist, men den måde man ofte opfatter på når man har Autisme. Måske man også tror andre ved hvad man mener, men det gør de jo ikke, selv ikke de neuro typiske, når vi ikke lige er til at tolke på.
Til hvilken side lander de daglige reflektioner?
Og hvis man ikke gennem livet er blevet klart validret og specielt ikke positivt valideret, ender man let med at mene man ikke kan ret meget som menneske. Det er meget muligt andre ikke ser en sådan, men hvordan skulle man lige vide det, hvis de ikke udtrykker det?
Der er så meget "man" tager for givet, som ikke er givet, og derfor ikke bliver valideret nok. Det er forvirrende når man har Autisme og prøver at pejle efter hvad der er vigtigt, rigtigt og forkert.
Jeg har efterhånden lært at prøve at validere mig selv positivt, ja det er ikke nemt og det er jo ikke fordi man som Autist hører til de mest positive typer når det gælder en selv, men jeg prøver da.
Og om ikke andet har jeg opnået, at det synes som of det er fifty fifty med det positive/negative, hvilket altid er noget, fremfor at alt er galt.
Hvordan vi taler om os selv, inde i vores eget hoved og og det vi siger om os selv til andre, tegner et billedet af hvad vi mener om os selv, det bliver en virkelighed, en dom, selvom det jo ikke er hele sandheden om hvem man er.
Når vi siger "Jeg er altid så dum til...", så er der ikke sådan at andre når at sige: "Det ved jeg nu ikke om du er", selvom det er det de tænker.
Jeg tror aldrig man som Asperger/Autisme kan få nok positiv validering fra omgivelserne. Vi kan lære at holde på de situationer/mennesker der får os til at føle os godt tilpas og ok. Og prøve at minimere det negative og de negative, og dem der ikke ser os.
*Empowerment og *self-effacy er noget, nogen får med sig fra barndommen, enten i vuggegave, eller af forældre eller andre i ens omgivelser, men andre får det ikke med sig, og må lære det senere, hvilket faktisk ikke er nemt, når man først har en fornemmelse af ikke at kunne påvirke sit liv ret meget, men livet bare kører med en.
Det er også lettere at se sin afmagt i øjnene, når man samtidigt også kan se sine egne styrker.
Og selvom man har styrker og evner, er det ikke bare lige en let opgave at gør noget ved "det der lige mangler", men styrkerne kan være med til at give en styrke og fastholde følelsen sig mere værdig som menneske og som et værn mod andres kritik.
At kende sin styrker og svagheder er en styrke i sig selv. Vi har alle nogen styrker, men vi kan ikke alle selv se dem. Som jeg sr det fungere self-efficacy kun hvis tanke/handling følges af en evaluering af ens handlinger der både ser på plus/minus, og er i stand til at se det der kan gøre ting bedre og nemmere i fremtiden, og at man også kan hva gjort noget rigtigt, selvom samlet set gik det ikke godt. Der er forskel på "jeg har delvis fejlet" og "jeg mislykkes med alt".
Nogen gange er det en stor styrke i sig selv at komme ud af sengen, komme i bad dagligt, få ringet til nogen.....det er at samle det hele sammen, alle de små styrker, for så kommer de større grundlæggende også frem. Og ja "det andet" er der også, men når styrkern står ved siden af vil det altid være en anden mere sammensat fortælling.
*Teorien om self-efficacy stammer fra social-kognitiv teori formuleret af Albert Bandura. Self-efficacy forstås som patientens selvoplevede evne til at kunne gennemføre en specifik adfærd og er mellemleddet mellem viden og handling.
* Empowerment teorien tager sit udgangspunkt i troen på menneskers muligheder for at tilkæmpe sig magt over deres eget liv samt en kritisk forståelse af samfundet og dets måde at forvalte sin magt på. Også fx i relation til arbejde, familie og politisk indflydelse.
