Skammen vi ikke vil være ved, skammen vi foragter.

Det er svært at kræve noget, når ens liv er bygget på et fundament af skam. Vi har altid hørt at vi ikke gjorde nok, det er det derfor det er som det er. Det er derfor vi er usynlige og uværdige. 

Ingen vil frivilligt har del i den skam høre om den, skam minder os om vores egen skam, eller den vi har mødt i vores opvækst. På mange måder vækker skam afsky. For os selv, for andre. 

Narcissisten vælger sin rolle væk fra skammen allerede som et lille barn og ind i en fiktiv verden, med sig selv i hovedrollen. Inden i sidder skammen, den driver værket gennem hele livet. Psykopaten har så ingen skam. 

Jeg tør godt insistere på min skam, stå ved den, ikke fordi den er lille, eller ikke har magt over mig, for det har den. For mig handler det måske om at jeg lige har det lille overblik over den, ja den kan styre mig, men jeg kan også se den. Og jeg tror nogen ikke kan se den og at den er drivkraften i meget negativt. Jeg har ikke tidligere set den som det mest væsentlige i mit liv, men jeg tror det nu.

Indre dæmoner som nogen ynder at tale om, lyder flot og spændende. Men reelt kan de "bare" være skam, dækket af ord, der lyder stærkere, end skam. 
Og Indre negative stemmer være den generationel skam, og din opvæksts mest negative stemmer. Og skam over ikke at have været elsket. 

Generationel skam. Forældres egne frustrationer, kan komme ud som skamning, i forhold til partnere, børnene. Og det er en gammel testamentlig skam. Der er ingen tilgivelse, kun skyld. Og det er kun den ultimate perfektion der er kuren mod skammen i den version. Men det er bare ikke muligt, barren er altid sat for højt. Det er uden realisme, det er fiktivt, det er toxisk. Det er her syndebukke bliver skabt, der ellers ikke ville være set som syndebukke i andre forbindelser, men lige her er de, bland disse mennesker, og de vil gøre alt for at holde dem fast i skammen, for at de kunne blive den næste. For syndebukke rollen kan hoppe videre til en anden person i gruppen, hvilket sætter spørgsmål til skammen, hvis den så let kan flyttes, hvad består så kernen af? Den består af det der er aftalt i den gruppe. 

At få fodfæste til at komme op af det hul, er kampen mod sig selv, ens opdragelse og ens erfaringer. Og erfaringerne og verden har reageret på skammen i en. Alle de gange man har trukket sig, undskyldt sig, tvivlet og meget, meget, mere. Det ligger i baghovedet. Hvor andre der ikke har skammen liggende som default, reagere anderledes, og opfattes anderledes af andre.

Så det at kunne tilgive sig selv, give sig selv omsorg, er så svært at holde fast i. Og viser verden ikke en, at det er sandt du er faktisk ok, så er jeg jo ikke god nok. 

Rigtigt og forkert.
I skammen er det som om der ikke er gråzoner, den føles som et piskesmæld når det rammer en, en elektrisk rygmarvs fornemmelse. Kan du mærke skammen, eller kan du ikke? Det er sort/hvid tænkning, der ikke er en sund tilgang til verden, der er intet råderum for fejltagelser, ens egne, andres. Alt skal vindes, ellers er alt tabt. 

Skammen handler ikke om rigtigt og forkert, selvom det ville "de" nok sige. Det er en spejling af deres egen skam, der ikke har noget at gøre med lov og ret, godt og ondt. Mere et kulturelt sammensurium og opvækst, hvor godt og ondt reelt kunne være omvendt af samfundets. Det er et Stokholms syndrom, hvor man ikke kan blive af programmeret. Det er som en kult, en bande. Det er en familie. Der er idealer og der er skam. Og ofte er idealerne sat for højt, så der skal snydes lidt, der tales uden om, gaslightes  Dem vi så som havende magten og indsigten, havde den ikke i den grad vi troede dengang. 

Erkendelsen.

Da jeg var 31 fik jeg en angstpsykose, psykisk og fysisk var det kaos, af tanker, eller ikke plads til tanker for tanker, og store fysiske smerter. Jeg vidste godt det havde indhentet mig, og at jeg måtte vælge, at forsvinde i psykosen/psykoser, eller holde mig ude af psykiatrien, og vel væsentligst, ikke lade psykosen få fat i mig. 

De fleste vil sige at når man er midt i en psykisk sygdom der raser, er der ingen fornuft. Det er så ikke sandt. 

Jeg kan huske jeg sad på gulvet i den store stue og sagde: "Jeg er stærkere end dem, for jeg tør at erkende". Med "dem" mente jeg min familie. Det var erkendelsen af de ikke kunne rykke sig ud af deres situation, de kunne mærke den, men de turde ikke udfordre den, gå i gennem den. 

Dengang vidste jeg ikke hvor lang den vej var, jeg fokuserede på de små forbedringer. Trinnene lige foran mig. 

Nogen gange var jeg effektiv, men andre gange hvde jeg perioder hvor jeg kunne meget lidt. Og i de sidste ti år her jeg kunne meget lidt. Jeg kunne ikke få overblik. Jeg var så belastet af stress at der ikke lige var det ekstra at tage af. Og ingen hjælp at hente. Skam. At ligge i dvale, hjælpeløs, ingen vil hører, skam. Og på den måde forenes den generationelle skam sig med barndommens og ungdommens skam, og alle de gode begyndelser der ikke fortsatte, til nutidens skam. 

Når i ikke kan se mig må det jo skyldes -mig? 

Men når i ser mig, kommer i til at tænke det, i ikke selv vil være, hjælpeløser, tvivlende, modløse, magtesløse, skamfulde. Og som et menneske der bare burde have nogen bedre leveregler ,og holde sig til dem. Det er jo bare en beslutning, ikke?

Men mit udgangspunkt er at bare magte dagen, og livet kræver alt. Som i alt. Og det på mange måder ikke giver nogen mening. Er det skammen over at opgive, det sidste håb om at vise en anden side, der kunne give en mening med mit liv, der driver mig videre, og videre på trods?. Og det er noget af en illusion, for der er ikke nogen mening, vi er her, og så er vi her ikke.

Skam i 2025

Skam kan avle vrede, mange har flygtet fra sammen via vrede. Vrede mod andre, at udskamme andre. Hvis man ikke vil se sig selv, kan man pege på andre. Og man kan se på skammen som "værdier". At de opsatte regler for adfærd skal opretholdes, og at man selv forsager, mens andre synes at hoppe rundt og bare være til. 

Men når skam bliver værdier, må alt det der ikke passer ind skubbes under gulvtæppet. Skammen bliver fundamentet, og hvad sker der hvis det ryger? En kædereaktion. 

Hvis du møder nogen der bruger skam som værktøj, ved du at de rummer skammen i sig selv. Bemærk der er ingen reflektion, ingen afbødning, skammen er som kom den fra en gammel gud uden nåde. Måske det giver dem en umiddelbar følelse af ro, at ting er sat på plads. Hvor du kan tænke WTF! eller føle dig skamfuld. Du kan gøre modstand, du kan blive mundlam. Dybest set er din reaktion ligegyldig for dem, det er som det er. Og hvad hvis andre er til stæde? Er din protest eller manglende protest betydningsfuld? Er skammen blevet en del af den fælles kultur, om ikke andet i forhold til det her menneskes adfærd? 

Man kan snakke op og ned af stolper og gradbøje og se fra forskellige vinkler, sjovt nok oftes i forhold til dem der har en negativ adfærd og har lidt magt. 

Det er komplekst, men det er også meget enkelt. Skam er en sjæle dræber. Men nogen har valgt at andre også skal betale med skam, for deres skam. Passende mængder at skam er ok, folk der er totalt skamløse er ikke godt selskab. Skam med eftertanke og rette mængde er nødvendigt. Men skam der er uproportioneret nej. 

Næste gang du ser nogen skamme nogen og med selvfølelse og selvfølgelighed, se dem for hvem de er, de er skammens aftagere der aldrig turde stille spørgsmål til "reglerne". De blev skam som den udøvende skam, og den napper dem i hælene. Derfor napper de derfor andre. 

Det er svært at lære at tilgive sig selv. Og vi skal samtidigt holde en balance med hvad der kan være nødvendigt og der hvor vi må tilgive acceptere os selv og have selvomsorg. Vi fik aldrig den rigtige opskrift, og samfundet er fuld af idealer, mål og regler. Det kan være meget forvirrende, og det at tage fejl meget farligt. De mindste ting. 

Tænk over det, det er så afgørende for et menneskeliv, og vores liv sammen. At vi ikke kører på automatpilot, men stopper op og lytter, til den indre stemme der ikke taler pænt til en selv, til dem der skammer i samfundet, over nogen/noget de faktisk aldrig har mødt. Til dem i dit liv hvor du ikke tør at være åben fordi du ved de vil vende det, med et "godt råd", eller en følelse af at du er håbløs. De taler måske til sig selv, og ikke til dig. Men du er dig, ikke deres selv spejling. Og du har stadig muligheden, til at være bedre mod sig selv, og andre. 

Hvorfor er der ikke et anonymt gratis netværk for overkøbere og Hoardere?

 Hvorfor er der ikke et AAA for Hoardere og overkøbere i Danmark? Problemet er der. Der er hjælp, men det koster, og de penge har vi ikke, eller vi har brugt dem. 

Spillere kan få hjælp gratis, men det er jo delvis finansieret af dem der udbyder spil. Stofmisbrugere kan være heldige at få hjælp. Og der er flere typer alkohol afvænning noget lux, og så AAA eller blå kors fx.

Konsekvenserne af Hoarding og/eller at overkøbe kan også være meget store i sidste ende, og det er vel der man forsigtigt overvejer hjælp -men den er der ikke. 

Hoarding og Alkoholisme sker i alle socialklasser, og efterhånden vel også stofmisbrug. Det betyder jo det er en blandet skarer af mennesker. Men hvorfor har Hoarding og overkøberer ikke det netværk? Historisk er det nyere, selvom vi altid har været der, meget blev forklaret med at efter krigen havde folk lært at gemme på ting, eller folk var sære. 

Og i nogen årtier har vi levet i en tid hvor overforbrug er normen og har været et ideal. Og Hoarding er stadig meget stigmatiseret/stigmatiserende. Der er et clash mellem lækker livstil, og så et hjem fuld af skrald. På den anden side er der også et clash mellem "smart" stofmisbrug og bunden på gaden, det samme for alkohol.

Misbrug kan være arveligt, Hoarding/overkøbe kan også være arveligt, det er en måde at kompenserer. Og til at begynde med virker det som en løsning. Og en løsning vi har set før, men det er også arveligt når men slet ikke kender til den familie der har haft de samme mekanismer. Det er mekanismer der kan starte meget tidligt, men også nogen der ikke har virket til at være der, før der sker et større traume, måske flere påfølgende hændelser. Og ofte er man så meget i det, at man ikke opdager hvad der egentligt skete, omkring en. 

Der er international viden om hvordan man hjælper Hoardere praktisk og psykologisk, vi bruger den bare ikke i Danmark, den der er koster penge. Der er også grupper i udlandet. hvor Hoardere hjælper andre Hoardere praktisk i deres hjem. Man kunne også forestille sig noget med at være bisiddere. 

Anonyme netværk for Hoardere overkøbere 
Måske styrken i at mødes er at se det fælles der driver en, og det fælles der kan ændre på tingene. Det er et væsentligt fælles menneskeligt perspektiv der rykker en ud af sin egen boble, mennesket bag, og ikke bare facaden eller manglen på samme. Det er også i de grupper at man forstår ord, som andre ikke forstår dybden af. Som andre overhører. Og den forsigtig optimisme kan deles, uden nogen tager hele armen og tror nu er alt klaret. Vi ved det tager tager tid og det går frem og tilbage, op og ned, det kan ikke være anderledes. 

Det er skamfuldt med tab af kontrol, at det løber fra en, til man sidder i noget man ikke kan overskue hvor man skal ende eller begynde. Eller hvad processen vil gøre ved en. Og hvad hvis angsten kommer? 

Derfor mener jeg at der skal være psykologisk back up, fordi det kan give angst, psykose, depression når de underliggende ting kommer frem. Måske nogen kan klare det med gruppen og eget netværk, uden der skal professionel hjælp til, men for andre vil det være nødvendigt. 

Jeg har meget selverkendelse som Hoarder, jeg ved meget om emnet. Jeg forstår meget af de psykologiske reaktioner. Alligevel har jeg et spørgsmål om hvad der er i centrum for min egen Hoarding, og hvorfor jeg reagere med angst når tingene er ryddet væk? Er jeg bange for hvad jeg skal stille op med mit liv, når den byrde er fjernet? At det er en meget større udfordring, at det er meget forvirrende, for mange valg?  

I at overkøbe og i Hoarding er der også mange drømme, hvem man er/gerne ville være, og projekter man gerne ville, men ikke kan overkomme lige nu (Andre kan synes man er meget urealistisk). Men hvad er så det nye livs indhold, der skal sættes i stedet for, og hvordan?
Udefra kan andre mene at bare tingene er "ordnet" så er alt klaret og målet er nået. Men livet fremover er ikke bare at gælden er/bliver betalt, eller hjemmet er tømt og rengjort. Hvad kan vi sætte i stedet for, det vi selvbehandlede os selv med? Det svar, er vores svar, ikke hvad andre synes, eller samfundets normer. For ellers tror jeg at man falder tilbage i det gamle, det skal give dyb mening for en selv. 

Og det er nok noget af det der gør, at det føles skræmmende, det er fortiden, nutiden og fremtiden der kommer mod en. 

Når du dømmer mig, handler det så mere om dig selv?

Resiliens* og robusthed* er nogen af tidens modeord, det er det vi gene vil have, politikerne, arbejdsgiverne, skolesystemet: Vær stærk og klar dig selv uanset hvad, på den måde kæmper vi kun for os selv, og alene.
Samtidig så skal det jo gå lidt hurtigt med at opbygge den resiliens hvis vi ikke lige har den, der er ikke tid til at vente på et nogen får det bedre, det er et ræs mod målet: Det lykkelige Danske liv.
Men sådan fungere det bare ikke almindeligvis, det er kun vejen til at moppe dem yderligere der ikke føler de præstere 100 procent. Der er ikke tid til recovery på recoverys eller rehabiliteringens betingelser den tid det tager, de egne processer der kan fungere, den støtte der kan fungere, men kun med en synlig og varig effekt, hvis der også er en omgivende accept af hvor meget det kræver og hvor lang tid det tager. At der ikke er en quick fix, på et halvt år/et år.

At få et liv på ret køl hvis man har ramt bunden er som at tage en universitetsgrad og lidt til, hvorfor tror vi det at skulle opbygge et fundament for livet, kan gøres nemt og hurtigt, helt ulig hvad ting ellers kræver i livet?  Det er et uddannelse/job/opgave som alt andet, det skal gøres dag for dag også når man ikke orker, og man har ikke fri i weekenden. Så giv processen lov til at arbejde og giv den platforme, for støtte og udvikling for den enkelte, og ikke mindst vis de mennesker respekt for det de gør, fremfor at dømme om de er effektive nok, stress fremmer ikke en recovery eller en rehabilitering.

Hvis man selv havde brækket benet og havde haft et perfekt forløb og heling, kan man jo ikke efterfølgende belære en anden person, der havde et helt andet længere og mere kompliceret forløb, og der fik varigt men af det.  Du kan ikke overføre din positive oplevelse af at kunne hele igen og et godt trygt behandlingsforløb, med den anden persons oplevelse. Jo, der kan være nogen fælles erfaringer med at have et brækket ben, men det fælles, gør ikke at det er det samme, og at den andens negative oplevelse og minder gode resultat skal tales ned, og underkendes.
Igen, hvad er det den med det komplicerede og måske fejlbehandlede brud, tager fra den med den gode oplevelse? At hvis det bare var gået lidt mere galt, kunne det have været en helt anden historie, end den gode historie?

Det sker ikke for mig, det sker for nogen andre? Men hvor er logikken lige? Logikken er vel at den falske tryghed, ja den giver faktisk tryghed. Men omskabes åbenbart til en mere eller mindre skjult aggressivitet overfor dem der blev mere hårdt ramt af livet....."Når jeg forestiller mig at jeg sikkert kunne gøre det bedre end dig, så er det sådan det er, og derfor gør du gør det ikke godt nok!" På den måde gør mennesker sig til dommere over noget de intet ved om, for at dulme egen frygt.

For medfølelse er ikke længere sagen, for det kunne jo være at have ondt af nogen, og det er åbenbart forfærdeligt, så gør man dem jo til ofre.  Men hvad er det så vi gør, ved ikke at være medfølende og accepterende af andres mindre fede vilkår? Vi gør dem stadig til ofre men i dobbelt potens, de er både ofre for det der oprindelige skete og nuværende problematikker, og nu også for samfundets bedømmelse om de nu også er rigtige ofre men bare nogen klynkere, samt kravet til at skynde sig at komme videre på record tid, uanset de samlede omstændigheder. Er det er god menneskesyn, fremmer det de vi egentlig vil?

Når du ikke ved hvordan det er at være mig, eller min livshistorie, har du intet grundlag for at dømme/bedømme mig, heller ikke hvis du er fagperson jeg lige har talt med i 5 min. For hvor ofte kender fagpersoner den fulde historie, eller selv ens venner?  For selvom man er god til at tale om tingene, bliver det jo kun til toppen af isbjerget. Jo, der er da fagpersoner og venner der kan have rigtigt godt indblik, men det kræver tid og tillid, den tid der ofte er mangel på....og det kræver også tillid at lytte til det svære, da det kan føles som om det svære kan æde en, og det derfor er klogere at lukke af. Psykiatere og psykologer er jo uddannet til at kunne klar det, i princippet, men nogen er bedre til det end andre.

Hvis jeg fortæller om mit liv, forlanger jeg ikke noget af dig, ikke gode råd og vejledning, heller ikke din medfølelse hvis du ikke vil, ikke har overskud til den. Men jeg ved godt det ofte er det du tror. Jeg mærker det. Det føles forladt, men det er lidt vilkåret.

Men er mit liv en uacceptabel historie, jeg denne tids spedalske. Det er ikke set som guds straf, men et udtryk for min egen manglende robusthed og resiliens, og det gør mig uværdig til det gode selskab. Jeg skal bedømmes igen og igen, om jeg nu er værdig, gør nok, for de "stærke" ved bedre end jeg, eller gør de? For ved man noget om sig selv før det er testet, er det før man har ramt bunden man ved hvad man egentligt er lavet af? Og alle kan ramme bunden hvis livet bliver svært/ekstremt nok.

For 100 år siden vidste de fleste godt at det at leve, ikke var det samme som at have krav på et nemt og lykkeligt liv, hvordan kunne den vestlige verden gå så meget i dekadence, at den viden og de erfaringer blev tabu? I Freuds tid var det seksualiteten der skulle fortrænges, i dag er det tanken om at vi ikke alle bliver født til rigdom og lykke. Vil vi ikke om 100 undre os lige så meget over, at det var så meget tabu, at vi gjorde alverdenskrumspring og behandlede vores mindre heldige medmennesker så ligegyldigt og kynisk, som vi nu undre os over de seksuelt undertrykte mennesker Freud beskriver, og det samfund det byggede på?

Den grumme skæbne har altid fascineret kunstnere og forfattere, det samme gælder seksualiteten, men tolkningen og stilen har skiftet mange gange. Nogen reaktioner ligger i den måde vores hjerner er indrettet på som noget fælles menneskeligt, andet i den sociologiske kontekst. Og det bliver blandet på en måde de fleste ikke kan skille fra hinanden, og det er ikke en del af skolepensum at få de værktøjer, selvom det godt kunne være god viden for livet.

Politikere/magthavere tager det de ideologisk kan bruge, og gør det til sandheden om hvad det er at være menneske og hvad vores egentlige behov er. Hvem der er heltene og hvem der er skurkene. De er også fedtet ind i tidsånden og begrænsede af deres egen frygt eller tro på sig selv som usårlige og ret til at bestemme.

Men livet leves, og har mange flere facetter og muligheder end det der er tidens hotte tendenser når det handler om at være et rigtigt menneske og hvad det liv er.

Jeg er et rigtigt menneske, jeg er ikke 2016 ideal mennesket, men på den anden side dyrker jeg helst ikke det ideal, der mangler alt for meget af det jeg ser som værdifuldt. Jeg kunne godt drømme om ikke at skulle tage livtag med tidsånden dagligt, at jeg ikke skulle have tidens målestok over nakken. Men jeg kan håbe at situationen tvinger mig til reflektion, og reflektion der bliver konkret, klare ord, at jeg er en stemme bland andre,  andre hvor nogen er bedre til det og er uddannet til det, men uanset det, at jeg ikke er helt alene med mine tanker, og jeg giver et bud på hvad det også er at være et menneske, udover det der er blevet den officielle fortælling om ideal mennesket og det gode liv.

Vi kan starte med at holde op med at bedømme andre, i en afspejling af eget liv og frygt, at se sin egen mulige afmagt personificeret, se mennesket bag så der det måske også muligt at se det der er håb og liv også, og så er det lettere at række ud, at selv turde stå ved sin egen sårbarhed, og det er der vi for alvor mødes som mennesker.


* Resiliens: https://paedagogik.systime.dk/index.php?id=259

* Robusthed: https://www.lederne.dk/ledelse-i-dag/ny-viden/2016/ledelse-i-dag-maj-juni-2016/der-er-forskel-paa-robusthed-og-robusthed

Der er altid 1000 gode undskyldninger for ikke at vove pelsen

Jeg kan huske at jeg meget gerne ville være med i projektgruppen "Arbejde på lige vilkår" i Fountain House. Men det var bare meget mere svært end jeg troede det vill være, faktisk endte jeg med at græde når jeg kom hjem fra møderne. Hvorfor? Ja, det var ikke fordi møderne fejlede noget, det var bare mig der endnu ikke magtede situationen, jeg havde ikke arbejdet på den måde tidligere. Efter noget tid græd jeg ikke mere og jeg fulgte projektet til dørs og det var et godt projekt og meget lærerigt både fagligt og personligt.

Jeg kan også huske at jeg jeg gik til tegning på Glyptoteket, og der opdagede jeg at nogen af de andre kunne lave tegninger på næsten to meter, og jeg kunne kun magte små tegninger i max A2. Jeg blev så uendeligt irriteret på mig selv, og ja, jeg gik hjem og græd. Og efter et par måneder tegnede jeg også store tegninger.

For et par år siden begyndte jeg at synge til noget open mike, men jeg kunne egentlig ikke synge, men jeg synes det var så sjovt, også når der var en live pianist.
Desværre en aften der ikke var mange andre sangere kom jeg til at synge lidt for meget og en skrev på FB at jeg var rædsom, og jeg blev helt elendig, for det vidst jeg jo godt. Og så ringede jeg til en om situationen og han synes heller ikke jeg var god og så græd jeg som aldrig før, jeg var så ramt, samtidigt med jeg erkendt nederlaget og min egen begrænsning. Men nu var der andre der mente det ikke var så galt enda med min sang og jeg havde noget talent.
Men det væsentlige var at jeg nu vidste at det her syngeri var drøn vigtigt for mig, at jeg ville det her og jeg nu bare måtte blive mere proff og i en fart. Og det gjorde jeg så.

Jeg har også prøvet at blive bedre til det sociale og følt jeg kom til kort, men konkluderet at det var så væsentligt at der ingen vej var udenom.

Det handler ikke om at være super god, eller noget særligt, det handler om at finde det man virkeligt vil, og finde styrke til at fortsætte, så sejren kan høstes, ikke sejren i at alting lykkes perfekt, men at man gør ting der føre mod at kunne mere og kunne det bedre. At det faktisk kunne lade sig gøre.

Og det giver mod på mere, mere der også kan også betyde man igen og igen bliver vred på sig selv, eller går hjem og græder, eller bliver meget træt, eller det hele på en gang, men det kan være vilkåret.

Der er altid nogen der vil sige man skal passe på sig selv, og måske bare lade være, hvis det nu er for svært. Men i sidste ende ender man med at kunne mindre og minder, hvis man for ofte lytter på dem.

Jeg har ofte tænkt, jeg kunne jo springe fra, droppe det, men hvordan vil mit syn på mig selv så være?. Man kan sige til sig selv: "Jeg kan jo altid holde op hvis det er", det føles trygt at kunne sige til sig selv, når hjernen kører på højtryk. Det er også godt nok at få at vide af andre, at der kan være en vej ud af problemet....men det betyder ikke at man faktisk vælger at hoppe fra i sidst ende.

Jeg har også haft nederlag når det kom til jobs, ja jeg har gennemført, men ikke med den susses jeg havde håbet på, og det kan tage tid at komme igang med nogen nye planer igen.

Men det er er grundkernen i at komme ud af det mentale sneglehus og ud i livet, at vove noget, at gå efter ens drømme. Men desværre er det ikke en smerte fri proces....på den anden side er det også er det fedeste når det faktisk lykkes.

Så hvad er det så man arbejder på, selvom man ikke selv nødvendigvis ved det man gør?:

"Self-efficacy" stammer fra en  social-kognitiv teori formuleret af Albert Bandura. Self-efficacy forstås som menneskers selvoplevede evne til at kunne gennemføre en specifik adfærd og er mellemledet mellem viden og handling.

"Empowerment" er evnen til at kunne få kontrol over og tage personligt ansvar for sit et liv og situation, Fx. i forhold til arbejde, familie og politisk indflydelse. Kan også oversættes også som: Magt i eget liv.

At gå over stregen og lidt til

Jeg tænker ofte på hvad der der afgør hvad mennesker tør kaste sig ud i, specielt når de hører til grupper der anses som sårbare og nogen der skal/bør passe på sig selv.
Alle formaningerne, advarslerne, de gode råd, fordommene: "Det vil ikke være klogt, tænk dig nu om, du ved jo hvordan det går ikke?"

Mange indretter sig pænt efter det: "Ja, det kan jeg jo ikke, nogen andre kan, men jeg kan jo ikke med min baggrund og diagnose".

Jeg stødte engang på begrebet "passende udfordringer" som vejen mod at kunne mere og få selvtillid, selv arbejder jeg både med de passende og upassende udfordringer, fordi at livet er der for at blive brugt og levet. At man af og til må give den en skalle, og for så tage den med ro senere. På den måde kan jeg lidt af det de "normale" og mere "velfungerende" kan, måske bare engang i mellem, man alligevel det tæller også på plus kontoen.

Ja, julecabaretten var for meget, det var også for meget med gæster til lillejuleaften, og juleaften ude osv. Og så nytår og så min fødselsdag den 6 januar og så en pæn stor fødselsdags reception den 9 januar. Men uanset har jeg jo stadig hoved op og benene ned, og ganske godt tilfreds.

Nu har jeg så tid til at lande her i januar og så vil jeg igang med at skrive nogen tekster til noget performance. Stille og roligt, og få gang i at få hjemmet i orden.

Jeg har kæmpet for en bedre fremtid længe, og der har været slemme år, hvor næsten intet gik og der bare var sorg og depression.
Der har også været år hvor jeg har tosset rundt og udfordret mig selv, på måder jeg har svært ved at forstå nu, men vel alligevel var en form for metode til at komme videre med livet og den personlige udvikling ud af Autist sneglehuset. Men jeg er ikke kommet nemt til det.

Jeg har flyttet, ordnet dødsboer, klaret store opgaver, selvom mit eget liv har haltet og min erfaringer var sparsomme. Derfor er jeg måske ikke så meget til alt den snak om sårbarhed og passen på, for ja ting koster, og jeg har betalt når jeg har knoklet for meget, men på den anden side hr jeg også klaret ting.

For det koster også bare at sidde og være opgivende og se sig som en, der intet kan klare selv. En livslang barnevoksen/offer/klient rolle, hvor man aldrig rigtigt får markeret at der var noget der betød noget.

Fra jeg var 31 år tog jeg et valg, ville jeg prøve at få et liv, eller ville jeg forsvinde i psykiske problemer og sætte en mur op mod verden fordi den var for svær. Og da det erkendelse var tilstrækkeligt skræmmende, valgte jeg at kæmpe mig ud og videre koste hvad det ville.

Og det er vel det det handler om: det aktive valg, eller det passive valg. Fordi bare fordi man ikke vælger, så gør livet alligevel noget ved én, og så må man håbe at strømmen ikke går i den helt gale retning. Som jeg plejer at sige, jeg flyder ikke med strømmen, jeg padler, hvor meget den padlen gør fra eller til ved jeg ikke, men hvad jeg ved det er: At jeg gør noget selv.

Jeg har gåpåmod, selvtillid. Og jeg bliver sur når jeg ikke kan hvad jeg vil, og jeg bøjer mig ikke frivilligt, der er få gange i mit liv jeg ikke har gennemført det jeg vil, eller finder nødvendigt at gennemfører, men har selvfølgeligt betalt prisen, men jeg har også høstet empowerment, og troen på at ting kan lade sig gøre.
Og det er en afgørende forskel i forhold til en mere defensiv tilgang til livet.
Nej jeg kan ikke alt og jeg vil ikke alt, og der er ting hvor jeg siger det orker jeg ikke, det kan jeg ikke overskue nu, men det er så det. Men jeg ved at næste gang der er noget jeg vil eller skal, så går jeg igang.

Der er også opgaver jeg ved er for store, her mener jeg mit hjem og hoarder situationen, og hvor det ærgre mig at det ikke er muligt at få den rette støtte. At det kan komme de der lidt for lang træk af opgaver der ender med at kører en ned og opbygger stress, og aldrig synes at blive afsluttet. Motivationen er der, hensigten, men det er for uoverskueligt. Og det ender som en forhindring for mere positive projekter. Uanset ligger opgaven der.

Noget må man klare selv, noget kan man få venners hjælp til, noget kan man få samfundets hjælp til. Men grundlæggende ligger magten i eget liv i at se opgaven og arbejde mod det, uden at spekulere for meget over, om man nu kan det med den diagnose man har.

Og selvom Autisme er kronisk, så har jeg ikke tænkt mig at blive begrænset eller ikke kunne udvikles.

At ville og at kunne

Der er mange ting jeg gerne vil, faktisk vil jeg gerne rigtigt meget, men det er ikke realistisk.
Der er nogen ting, jeg klare bedre end andre ting. Det er ikke sådan at jeg kan det jeg vil og ikke kan det jeg ikke vil, der er mange spændende ting jeg ikke har overskud til og jeg må vælge fra.

Alligevel skal jeg gang på gang undskylde for ikke at magte ting, for at blive mere træt end beregnet af mig selv/andre, at ikke kunne opfylde målsætninger og deadlines, at jeg på den måde ikke holder aftaler.

Problemet med Autisme og ADHD er at det er svært at fuldstændigt beregne hvad ting koster på energikontoen. Og skal man det, når det er det der er "i vejen med en", hvorfor skal det så diskuteres og godtgøres?

Jeg ved ting kan koste, jeg ved det er en balencegang, men jeg ved også at vover jeg intet, så kan jeg bare sidde hjemme og glo. Tingene vil nok aldrig komme i balance, det kan jeg leve med, men kan andre?

På en underlig måde er det som om man ikke kan slå sig til tåls med at det jo er det min diagnose handler om? Og at jeg ingen hjælp har fået til selvforståelse, eller hjælp i hjemmet tilrettelagt til Autisme/ADHD.

Jeg er træt af at skulle forsvare mig selv, jeg prøver bare at leve og overleve, jeg tager gode valg og mindre gode valg, hvilket er ret alment menneskeligt.

Må jeg holde jul? Må jeg af og til kaste mig ud på det dybe? Må jeg nogen gange gå i hi og bare lave meget lidt?...Eller er det det med at yde før man kan nyde, men er der så nogen sinde tid til at nyde og hvor skal overskuddet komme fra, at man er artig i andres øjne?

Vil der i løbet af 2016 komme en løsning, kan jeg få hjælp til at få balance, eller handler det om at balancen er der hvor jeg har lov til at være mig, at mine valg ikke er op til andre at vurdere, så længe jeg ikke gør noget helt tåbeligt. Og jeg ellers får det nødvendige støtte på det punkter jeg har det sværest.

Er jeg et menneske der træffer fornuftige valg? Er jeg for impulsiv? Umiddelbart ville jeg sige jeg er begge dele, og det plejer at gå.....sådan mere eller minde.
Men så længe det ikke går helt galt er det vel beder at tro på sig selv som et kompetent menneske, at selvværd, selvtillid og empowerment er tilstede?

Hvis jeg ikke havde Autisme og ADHD så var der meget jeg ville, men fordi jeg har de to ting skal jeg så vælge stort set alt fra for at leve i vat og bomuld, også for at tækkes omgivelserne og kommunen, fordi at når man har problemer og en pension så skal man aflevere alle sine drømme?

Fordi at alle ens kræfter kun må gå til det der er godkendt i forhold til en som mig, at jeg må blive i rollen som klient/borger/diagnosticeret for at være artig og passe ind i systemet...fordommene?

At leve med Autisme er ikke et enten eller, andre opstiller

Som førtidspensionist må jeg åbenbart ikke kunne/vide /afprøve noget, jeg skal holde mig til klientrollen. Og jeg skal kunne redegøre for alle valg der i andres øjne kunne virke selvmodsigende og/eller mindre hensigtsmæssige.

Jeg har mødt alt for mange, der er endt med et begrænset liv, et liv der ikke består af at møde forskellige mennesker og miljøer, et liv hvor folk kun ser sig selv som sårbare og nogen der skal passe på sig selv altid, og på den måde er det det liv de får, et liv der er afgrænset og udenfor samfundet, men lav selvtillid og selvværd. Jeg synes det er værd at kæmpe for noget andet og bedre. For jo mere man vælger fra fordi det kunne være for meget, jo mere mister man år for år, stilstand og afvikling.

Men jeg kan ikke, ikke være mig, jeg kan ikke slukke for mig, og jeg kan ikke se en fremtid, der bare er tid der skal gå, et liv bygget på at huske på begrænsninger, der ser så mange at jeg ikke gider at holde regnskab med dem, jeg vil hellere huske på at livet er til for at bruges, selvom det kan give nogen skrammer. Det er jeg ok med, burde det ikke være godt nok så?......Nok ikke hvis Kommunen ser det går ud over aftalerne om støtte, og de ikke synes jeg hænger nok i....Jeg mener selv jeg gør hvad jeg kan, jeg skal jo balancere energi, humør/depression, praktiske opgaver, stress, Autisme, ADHD dagligt, det kræver trods alt sit menneske.

Jeg kan ikke alt det jeg vil, men jeg kan stadig noget!

At nå ind til realiteterne omkring sin egen udgave af AFS

Føj, jeg spænder i kæberne og har ondt i tænderne, og det er meget længe siden jeg har gjort det sidst, og det plejer at betyde alvor, at der er noget der trykker mig mig mer end ellers. Nu er jeg i gang med at prøve at finde den undeliggende årsag. Jeg er i gang med at sortere det fra jeg ikke tror det handler om, for at nå ind til kernen.

Jeg tror det er sorg, at jeg først for alvor begynder at forstå nu...

Jeg ved ikke om jeg har troet der en dag var en vej ud af den verden jeg har levet i, eller jeg har troet der var en vej ud, når bare jeg kæmpede længe nok og uden at give op. At mine mentale blokeringer ville opløse sig, og jeg ville indgå i verden på en anden måde, der var nemmere, accepterende af andre af mig selv, at blive en del af livet og fælleskabet, i stedet for et sted ude i kanten, kiggende ind på de andre.

Bliver det værre (for det kan det), kan det blive bedre, kan jeg blive ok tilfreds, finde en slags mening....skifte fokus? Men hvordan afliver man drømme man har drømt et helt liv? -Fordi det kan man blive nød til, og andre har måtte gøre det for at kunne eksistere, overleve med en Autisme.

Hvor retter man livskraften hen, hvis man vil leve, men det ikke bliver i den retning som jeg havde troet/håbet. At mit kaotiske hjem er et skjul for større udfordringer, og nogen af dem handler om noget helt andet end jeg har troet.

At jeg har troet det handlede om vejen ud. Jeg har det meste af mit liv troet at bare jeg kæmpede hårdt nok, ville det lykkes for mig at fungere i verden.

Jeg har også indset hvor svært det er for andre, at se det jeg ser. Hvordan kan man være så tæt på det neuro typiske og så alligevel så langt fra? Hvorfor der det så pokkers afgørende, at det kan kører et liv i sænk, så alt det gode og alle evnerne bare aldrig kommer rigtigt i spil.

Det at have et andet styresystem, er åbenbart mere alvorligt end det lyder, det er ikke bare, "bare". Det er afsindigt afgørende.

Jeg føler mig ikke svagere efter diagnosen, nærmest tvært imod, for meget af det jeg har hadet mig selv for, er jeg nu klar over at jeg ikke var skyld i, og at jeg faktisk kæmpede en imponerende, men noget fejlslagen kamp for en tilværelse, fejlslagen fordi jeg ikke kunne forstå hvad det var der foregik, arv, miljø, diagnoser osv. Hvad var det mine problemer var bygget af, og hvorfor var nogen af det så umulige at flytte rundt med?

Hvad jeg opnåede ved en AFS diagnose var: At jeg efter fjorten dage, ikke følte jeg havde depression mere, efter endnu en omgang på 5 år hvor den var min faste følgesvend. Jeg følte at jeg nu var fri til at søge viden på en helt anden måde, og tingene faldt på plads og gav mening fra start. Puslespillet faldt på plads, ingen brikker der skulle presses ned hvor de ikke passede.

Men jeg vil nok sige at jeg efter de her måneder godt kunne trænge til at tale med nogen med viden om Autisme, hvad betyder det her, sådan helt ærligt? Jeg er en kæmper, men er der kampe jeg bare ikke skal tage, fordi jeg grundlæggende er den jeg er, og noget af Autismen er så indbygget i mit system, at jeg bare må leve med at sådan er det, og så gå andre veje med det der er muligt.

Personligt føler jeg mig ikke stigmatiseret af Autismen, forstået på den måde at jeg har levet med stigma det meste af mit liv af flere grunde, derfor er det her ikke noget særligt, og næsten en forbedring, eller det er faktisk en forbedring, vel også grunden til at depressionen lettede.

Men jeg har kun haft lidt over fire måneder til at søge viden og selvforståelse i, og jeg må nok regne med det tager flere år at komme på plads, og finde egne måder at at skabe en bedre tilværelse.

Lidt om socialisering til fester og arrangementer

Hvordan bryder man med at føle sig socialt ubekvem til selskaber og arrangementer?

Først og fremmest må man gøre op med sig selv hvor meget det betyder for en at kunne gå ud til ting, eller om det at man ikke går ud til ting har følger for ens liv og ens nærmeste. For der er ikke altid en nem hurtig løsning og mens man arbejder på at blive bedre er man også i forskellige livsituationer, der har indflydelse på ens reaktioner, så ingen lige vej mod målet. Det jeg mener er, er at det der betyder noget for en er der hvor man lægger kræfterne, og vil gå hele vejen.

Den her blog omhandler ikke direkte svær socialangst, eller paranoia i forbindelse med at omgås andre, men mere når det sociale udmatter en og man er ude af træning og man slæber noget af sin selvstigmatisering med sig ud.

Uvante ting gøre en træt og kan kræve mentalt efterarbejde, på samme måde som man også kan mærke hvis man er begyndt at træne kroppen, og som med kroppen kommer effekten af ens arbejde, ikke fra den ene dag til den anden, eller man performer ens hver gang, men det bliver bedre og man bliver klogere på sig selv.
At gøre noget man ikke plejer sætter ting igang, noget kan føles godt og bekræftende for selvfølelsen og andet meget udfordrende og andet måske direkte ydmygende.
Med hensyn til der hvor man ikke selv er tilfreds, eller der hvor man føler andres dom, eller forestiller sig at de måske dømmer en, eller de faktisk dømmer en, må man lære sig at finde nye tankemønstre, der ikke går mod katastrofe tænkning og total afmagt, at man har/får værktøjer i situationen, men også værktøjer til senere refleksion, en refleksion der går mod det der styrker følelsen af at kunne og det er muligt, fremfor cirkeltænkning om at det bare er for svært.

Sociale sammenkomster er en skønsom blanding af mange oplevelser og sansninger for alle, også dem der her tjek på det med det sociale, så tanken om at nogen ser det fulde billede og har lagt mærke til alt man sagde og gjorde er ikke realistisk, på den måde behøver man ikke at føle sig som en sommerfugl på en knappenål når man er ude, for alle ser alle mulige steder hen og er muligvis mere optaget af sig selv, eller noget tredie, fjerde der foregår.

Når man har det med at kunne føle sig lidt panisk eller ubekvem i sociale situationer, er det også godt at finde alle "nødudgangene", at når man er et sted se på, er der stille områder, udenfor, eller et køkken, kan jeg gå ud på toilettet en stund for at få samling på følelserne og fornemmelsen af fastlåsthed.

Personligt synes jeg ikke det er sjovt med at sidde ved et bord i lang tid, mellem de samme mennesker og nogen gange kan det enda være svært at komme fysisk ud og væk. Og kan man sådan stikke af flere gang under en frokost for ikke at sige en treretters middag, evt. med taler og hele svineriet? Jøps, det kan man være nød til, og det kan være vejen til at være mere afslappet resten af tiden. Jeg synes ofte at pænere middage kan være tvangssocialisering, det er for formelt, godt nok kender man reglerne, men det gør også man sidder uroligt i stolen. Man ved det kommer til at tage tid og man skal konverserer...æv!

Jeg kan såmænd godt finde på at sige til en bordherre/dame at jeg bare sidder og er lidt stille nu. Jeg har været til ting hvor jeg ikke kunne tale med dem jeg sad ved siden af, i en halv til en hel time, og sådan er det, så må jeg vente til det falder naturligt for mig at komme igang. Og jeg er enda et meget talende menneske, men ikke på kommando og ved alle lejligheder.

Selverkendelse og det at stå ved at man kan reagere på at være ude blandt andre er en del af vejen til det bliver bedre. Jeg tror så ikke med en Apergers at jeg nogensinde bliver helt 100 procent driftsikker socialt, at jeg bare performer enartet gang på gang, men med det i baghovedet kan jeg tilgive mig selv og med den viden kan jeg formidle det til andre -om de forstår det? Om ikke andet er det blevet sagt, så kan jeg ikke gøre mere.

Hvad er det for situationer der ofte tricker en? Man kan jo forsøge at skjule, men løser det ens problem fremover? Jeg har det sådan at noget er jeg kommet videre med ved at skjule, men så er der ting jeg bare ved ligger dybere, så jeg hellere vil være åben om det, og måske på den måde komme videre, at de situationer ikke længere har magten over mig, når de nu er sagt.

Noget andet er at alle dem vi selv synes fungere godt socialt til selskaber og arrangementer, kan have mange af de samme følelser, de kan sagtens gå hjem og tænke, hvorfor sagde jeg det og hvorfor sagde hun det? Og ærger sig over der var ting der kunne have gået anderledes og føle sig socialt akavet, selvom de andre folk udefra ikke har oplevet det sådan.

Noget andet er at man til nogen arrangementer konversere om hvad man arbejder med bolig osv. Og det kan være et mareridt hvis ens eget liv ser meget anderledes ud, at man fx. ikke har et job, har været ud at rejse...kan rejse, har råd til at rejse. At man kommer til at hæng fast i overflade hejset som mange mennesker snakker om. Og som også er mit personlige mareridt, om en konversation: Job, boligpriser, børn, rejser....Jeg er et helt andet sted i mit liv, og jeg har ikke meget at sige om de emner, andet end noget upassende, hooost!.
Men der er også fiduser at lære for at være mere elegant, eller bare ærlig. Det er ok at være sig selv autentisk, jeg går ikke selv ud for at møde mennesker for at ende med at møde deres selskabsmaske. Stigma og selvstigmatisering spiller en rolle for at nogen trækker sig socialt, for at undgå hvad de føler er konfrontationer og blotlægger ting man er ked af i sit liv, eller føler er anderledes.

Ja, der er nogen typer sociale typer der er som fisk i vandet, men det er dog ikke flertallet. Men de kan være spændende at lure lidt på, hvad er det de gør og hvad er det der sker?

At have venner og bekendte der er lidt mere social end en selv, eller har indøvet strategier kan være godt at lære af. Faktisk tror jeg at dem jeg har lært mest af er dem der ikke er perfekte, men bedre end jeg, men ikke super, på den måde erders metoder til at rumme og overskue, måske mere synlige, fremfor den hyper sociale der har mange flere muligheder at trække på. For fidusen er at lære de små snydegreb et for et, og så begynde at føle mere tryghed, for så kommer noget af det af sig selv. Det er også at tillade sig at være lidt tilskuer til hvad andre gør. at man ikke behøver at være en dresseret Sæl når man er ude.

Og det er ok at kigge og ikke sige så meget. Man kan starte med at finde et velvilligt ansigtsudtryk til sociale lejligheder det er altid en start. Eller bare finde et godt sted at stå eller sidde, at lære at bruge et rum område på en måde der fungere for en. Det er ok at finde dem man synes virker ok, og dem man kender som ankre for at være udadvendt.

Som Autist kan man både virke/være den udadvendte type eller den inadvendte, og enda begge dele for at gøre det helt indviklet, men det kræver næsten en anden blog at skrive om det. Man kan være "lidt for meget" og den helt stille. Jeg kalder mig "falsk ektrovert" da jeg udadtil kan virke meget udadvendt til tider, men gennem en aften svinger mellen introvert og ektrovert, i nogen tilfælde fra den ene yderlighed til den anden.

Jeg har trænet at gå til koncerter/arrangementer alene, jeg har haft gåudvenner jeg har lært af, og kunne støtte mig til, men det kom faktisk senere. Når jeg har gået alene, har jeg jo haft et klart formål, der var noget jeg gerne ville opleve. Og det at jeg ingen havde at gå ud med skulle ikke forhindre det, men det har også været et formål i sig selv at skabe sig frihed til at færdes ude sammen med andre.

Jeg har oplevet mange gange, at der var ting jeg bare ikke kunne overskue aftaler/invitationer når dagen oprandt, og når en Aspergers kombineres med depression, så er sociale aftaler en udfordring. Af og til har jeg bare måtte melde fra og ikke altid i passende tid. Og i det sidste år er der så meget jeg ikke er gået til, de jeg ikke har kunne slæbe mig ud af døren til mange ting, specielt større arrangementer. Så i perioder har jeg været mindre social, og frygtet at det ville blive ved sådan.

Alt efter ens ambitioner og drømme om at kaste sig ud i det sociale, så vil det tage tid og øvelse, men det er muligt at nå meget langt. Der kan komme tilbagefald, men når man så er parat igen tager man jo de gode erfaringer med sig. Med Aspergers/Autisme så bliver man måske ikke helt stabil i sin socialisering, der kan være dage man bare ikke magter det samme. Men den grundlæggende sociale erfaring er med til at balancere oplevelsen, før, under og efter.

Om ikke andet er jeg nået ret langt, fordi jeg så det som noget der bare skulle arbejdes på, da jeg ikke vidste jeg havde en Aspergers og derfor en medfødt udfordring, den manglende viden har ikke været optimal i min forståelse af mine udfordringer, eller for at vælge metoder til at håndtere dem. Alligevel har jeg fået sat noget godt igang inden jeg fik diagnosen, og nu håber jeg at mere falder på plads, nu hvor jeg ser mønstret klart.

Aspergers/Autisme spektrum forstyrrelse er kronisk, men der er også muligheder for at udfordre på de punkter hvor man gerne vil lidt mere, så man får mest muligt ud af, at det faktisk ikke bare er en masse problemer at have Autisme, men at der er så mange spændende muligheder, når man nu har fået et andet styresystem end flertallet. Men hvad man gør skal man gøre af dedikation til det, for det kræver noget, men der er mange muligheder.

Fe gudmødrene og forskellige benspænd

Man må nok sige jeg fik i pose og i sæk da der blev uddelt gener, det er som om mine Fe gudmødre gik helt amok, og ikke var helt enige om i hvilken retning, min skæbne skulle gå: Et drys Autisme, lidt ADHD, så ordblindhed, og så venstrehåndet for bedst mulig forvirring. For at balancere det, et par sprøjt kreativitet, videbegærlighed, gode danse ben og kampånd -Lille og hurtig, og en anelse forvirret, og alligevel målrettet.

Og først sov jeg Thornerose søvn og livet passerede i min ungdom, og så vågnede jeg, kæmpde og håbede noget ville give mening, at der var et ok liv til mig.

Tænk hvis der kom en trylle Fe, der sagde at nu var det nu, og tiden var inde, nu var det nu, de slumrende egenskaber var parat, metamorfosen ville ske og nu endelig give fuld mening.

En nydelig lille skifting er jeg, men hvad er mine muligheder? Jeg er overkommet min ordblindhed, ikke 100 procent, men jeg arbejder videre på det. Jeg har kørt en recovery på en Aspergers, fordi jeg ikke vidste jeg havde den og jeg ville være mere social, og jeg har trods alt opnået meget på den konto. Med en bærbar er det venstrehåndede mere ligegyldigt. ADHDen er noget hø, den fucker hele tiden med min hjerne og mit hjem...og der skal findes en løsning på det med hjemmet, så det ikke nupper al energi og fremdrift.

Up and away!

For jeg vil bruge mest mulig tid med at bruge hjernen til viden og til kunst, til det jeg er god til. Nogen vil sige det er at spise sin dessert frem for sin broccoli. Man har jo pligter som et voksent menneske, andre må jo arbejde og tage opvasken osv. Det kan jeg da ikke bare springe over?
Tja, jeg vil finde en løsning, så det mest muligt er det jeg gør, jeg vil forsøge at vælge mine nederlag, og ikke blive nedlagt af dem, igen og igen.

Jeg bliver måske aldrig rigtig voksen, jeg er ansvarlig, men jeg er ikke så skrap til meget af det voksne trivi. ADHD er ikke til voksen trivi, så hopper den rundt som en gummibold. Og Autismen vil gerne have noget guf til tankerne og lidt ud og flyve på et magisk tæppe. Og måske det er slut med at holde det tilbage, at bare erkende, vuggegaverne og forbandelserne og med de erfaringer jeg har tage styringen. Ikke som "en artig pige" der gør sine pligt og lever op til normen, for det tager livet af mig mentalt og fysisk før tid.

Jeg tror ikke på begrebet skæbne, men heller ikke at der er frit valg på alle hylder bare man moser på og tænker positivt. Jeg hader bare at opgive, mere end noget andet.

Jeg må finde vejen til det gode Autist liv, Jeg har ventet så længe, men nu er det vist tid til at sætte magien fri, for den Fe gave er alt for god, til ikke at anvendes aktivt.

Når nøglen ikke passer

Først Borderline, senere mente de det var bipolar, det første fordi der kan være mindelser i Autisme af  noget der kan minde om Borderline, sort/hvidt syn på andre og situationer og at man har det svært med konflikter bla. Sener Bipolar fordi jeg havde Depression og alligevel kunne kaste mig ud ting.

Omkring borderline så jeg det som et levn fra den måde jeg var opdraget på, og et isoleret liv, med hensyn til det bipolare kunne jeg heller ikke få det til at hænge sammen med mig. Ikke at jeg mangler selverkendelse, men jeg kunne bare ikke se det hang sammen i forhold til mig og jeg vidste nogen elementer manglede, måske jeg havde PSD, eller ADD? Tja, det har jeg muligvis også oveni Autismen.

Men med Autisme spektrum diagnosen falder brikkerne på plads, der er ikke længere 60 procent der ikke holder. Men det vigtigste er at vejen til at fungere i dagligdagen er jo en fornuftig opskrift og forståelse, og den havde jeg ikke med de andre diagnoser....Og så kørte jeg en recovery, og jeg ville se om jeg ikke kunne få det bedre, kan man køre en recovery på Autisme, jo ja, til en vis grad, jeg tror bare man skal gøre op med sig selv hvad det er man virkeligt vil i livet, for jeg har da provokeret mit system til tider, ofte lidt for meget.
Det har så også givet bagslag, men det har også haft positive sider, noget er opnået, men det er lige ved det er fifty fifty....og måske mindre end det til den gode side. Var det det værd, kunne jeg havde gjort det anderledes? Ikke uden hjælp fra andre og ikke uden den rigtige viden og den havde jeg ikke og andre så på mig med andre briller, hvilket har givet misforståelser.

De er liiiiidt mere lyseblåt indenfor den midterste dør.

Jeg har arbejdet og været sammen med folk med alverdens forskellige diagnoser og grader, og egentligt har jeg ikke behøvet at kende deres diagnose for at navigere, bare se dem som jeg oplevede dem, det var også den måde man arbejdede i Fountain House dengang og under BID brugerlærer uddannelsen.

Hvis folk er fornuftige nok behøver de heller ikke at forholde sig at jeg er Autist, men begynder nogen at se på mig påklistret en diagnose og en der ikke passer, så kan det begynde at blive små farligt. Ting kan tolkes helt omvendt, hvis man tolker en Asberger som en Borderliner. Helst ser jeg at folk møder mennesket ikke diagnosen, men det kan man ikke altid sikre sig. Det andet er at ved selv at have viden kan man være på forkant og man kan forklarer ting, og nogen situationer behøver man ikke at rende ind i helt uforberedt.

Efter min Autisme diagnose var det som om puslespillet fald på plads, dag for dag og nærmest uden at arbejde på det, det er jo ikke helt rigtigt for jeg læste og så foredrag på nettet, men i forhold til det jeg kalder hårdt mentalt arbejde var det meget nemt, og det gjorde mine skridt lettere dag for dag, det gav god brugbar mening, hvor de sidste mange hår havde virket meget meningsløse.

Men hvorfor er det for mig lettere at høre under Autisme spektrum forstyrrelse fremfor noget andet? Nogen ville måske mene det var en endnu hårdere dom, og ja det er det nok, it's for life, men diagnosen og den viden man har på området er også nøglen til et forhåbentligt mindre forpint og bekymret liv.

Måske jeg skulle have taget det mere med ro, forlangt mindre af mig selv tidligere, måske jeg var nået næsten lige så langt med mindre lidelse og stress....Eller var det at føle jeg var på vej og kæmpede så vigtigt i sig selv, at det var bedre end at gå med følelsen af at lade stå til?

Jeg kunne have forblevet den isolerede dame, der drømte om et andet liv og det er også en måde at leve på....Jeg havde bare den ide jeg også ville noget andet og jeg troede ikke det kom af sig selv.

Hardcore Recovery

Kan man heles og få det bedre psykisk på en helt sikker og for andre passende måde, helt uden der opstår knaster, skarpe kanter, omveje, udfordringer?.....Det kan man måske, men den vej kender jeg ikke.
Måske det er derfor vejen til at få det bedre kan være meget ensom, alt det andre, omgivelserne ikke kan rumme, når du flytter dig, men de er, som de stort set altid har været. I livet kan vi gå i stå, gå tilbage, gå frem.

Jeg siger at jeg ikke ønsker mit gamle liv, at jeg er parat til at satse en hel del på det projekt at smide den gamle tunge rygsæk med kronisk depression og meget andet der tynger.

Det gør/kan gøre at andre kan blive bekymrede på mine vegne, have meninger om hvad jeg har gang i. Men den personlige recovery er at arbejde med kaos og turde stole på sig selv. Andre har så mange meninger om hvordan man gør det rigtige, og når man ikke har det godt og man har "noget psykisk", så bliver der set skævt til retten til at eksperimenterer. Ja, disse eksperimenter lykkes ikke altid, men går det som det skal, kan noget af det anvendes til et bedre liv.

Jeg kan tænke: Forstår andre ikke at jeg er den type, der ved hvad jeg laver? -ja det går lidt galt, men også det har et formål, eller jeg kan trække erfaringer ud af det, jeg ikke havde tidligere.
Børn og unge gør også ting der for voksne kan virke tåbelige, men de er også væsentlige, ja der er jo nogen børn og unge der ikke gør den slags og der er nogen det går helt galt for fordi de gør ting de ikke ser konsekvenserne af, men nogen skal forsøge noget, ellers sker der intet.....hvis intet var en slags Buddha tilstand kunne det være fint nok, men min udgave af intet, er at sidde fast i gamle tanker og vrede, og det vil jeg ikke.

Selvom det måske ikke lige har fremgået af det jeg skriver, er jeg faktisk gladere og mere optimistisk end føe, jeg kan mærke mine synapser er vakt til live, at der er åbnet kanaler, og at min hjerne er i gang med den store reboot. Og selvom jeg stadig er vred og stresset, tænker jeg at det hele er så nyt, så det skal bare have tid.

NADA øreakupunktureren har sat gang i noget, processen er i gang og det er som om kosmos er inde i mig, jeg lukker øjenene og livets/universets byggesten er synlige.

Og så er det nogen kan sige: "er det nu godt og sundt", har Damen tabt sit fodfæste -og sutten?

Jeg tror NADA tager fat i en som man er, at det jeg oplever i forhold til NADA akupunkturen er unikt i forhold til min personlige mentale opsætning og den vej jeg har gået i mit liv inden. Jeg føler mig tryg fordi jeg føler jeg er forberedt, og jeg har ventet, nogen gange utålmodigt.

Jeg er ikke et religiøst menneske, men et spirituelt menneske, men mere forstået som en iboende biologisk spiritualitet, som mennesker har haft i sig, der måske ikke er spirituel men biologisk indbygget. Jeg tror at det jeg oplever er en ting der har foregået i årtusinder og det er en indbygget helings/erkendelses mekanisme vi har, hvis vi tør og vil. Og den er ikke mere hokus pokus end naturvidenskab.

Jeg har arbejdet meget med det sociale, med at fungere sammen med andre, forstå verden omkring mig. Men ved det at jeg vender blikke ud og samtidig set mine fejl og mangler, er jeg så optaget af det udenom, at jeg  forsømmer at forbinde mig selv med verden på andre måder, men måder jeg tror er væsentlige, for at "blive en del af". Reelt er jeg jo altid en del af, uanset hvad jeg selv føler, men føler jeg mig som udenfor i form af hvad det er for evner jeg synes at mangle, og føler en kronisk indre lidelse, så er det jo lige meget for mig, jeg bliver nød til at føle den sammenhæng så jeg tror på den selv. Og jeg tror jeg er på vej.

Recovery er ikke som sådan spirituel, men den kan være det, vi bruger de værktøjer vi har, og Recovery er den egne proces, dine mål og drømme, de værktøjer du kan finde, de evner du kan sætte i spil.

Andre kan sige der er ikke noget at hente i de situationer og tanker de selv ser som negative/problematiske/skøre løsninger, såsom Fx. tin andre kan se som eskapisme, vrede og tilbagefald. Tilbagefald er uundgåelige i løbet af en recovery og man må på sporet igen, men hvornår man kommer på sporet igen kan ikke forudsiges, men faktisk er det at få tilbagefald og finde fodfæste igen vejen til at forstå hvad der sker inden og når man får det bedre, at der kommer erkendelse og mestring.
Så længe man lever er det sidste ikke gjordt eller sagt i forhold til en recovery. Man har ikke "mislykket sin recovery", før det fede dame har sunget.

Og det er værd at huske på at det er de egne mål det handler om, ikke samfundets ønsker til dig, recovery er ikke psykosocial reehabilitering, men din egen vej til at fungere i verden på din måde, så du selv føler en balance. Det vil ofte ses som "normalt fungerende", men det kunne også ses som: Hvis det fungere for dig selv og dem du har omkring sig, så er det vel ok, fremfor at skulle forholde sig til et for tiden skrumpende normalitetsbegreb. Som jeg ofte siger "Det er ret normalt at være unormal".

Det handler om ,om man selv føler man lever sit liv.

Jeg tænker lidt på den lille havfrue der gerne vill have ben og blive et menneske der gik på to ben, men prisen var der som en evig kronisk smerte. Jeg vil også gerne være en af menneskene, men ikke på den lille havfrues vilkår, jeg må lave min egen deal med prisen......Måske det heller ikke burde være nødvendigt at give afkald på sin egen natur og sin fortid, for at få en bedre fremtid?

Recovery og Autisme -og det socialefælleskab

Jeg har arbejdet med recovery i forhold til min egen liv i mange år, noget er lykkedes, andet ikke. Jeg har gjort hvad jeg kunne, og satset stærkt på at lære/øve det sociale, i første omgang med det mål at kunne få et job, og da det ikke længere syntes muligt, at træne det sociale for at få et liv, med venner, netværk og komme ud og møde livet.

Der har været forskellige diagnoser sat på mig, som jeg ikke rigtigt kunne forholde mig til eller har lagt ret meget i, bla. fordi jeg har haft en noget atypisk opvækst og jeg mente at det prægede den måde jeg taklede livet på, der ikke nødvendigvis hang sammen med en diagnose, men mere det psykosociale og de leveregler og begrænsninger der havde været sat for mig. Jeg vil også mene at som jeg kom fri af min min families livssyn og regler så ændrede tingene sig også -så var det symptomer på psykiske problemer jeg havde bearbejdet, eller min sociale arv?

Og som BID brugerlærer har jeg undervist/holdt oplæg uden at tage udgangspunkt i diagnoser, mine og andres. Jeg underviste med en brugerbaggrund i hvordan det er at leve med psykiske problemer og om recovery, empowerment og stigma/afstigmatisering.
Jeg har mest arbejdet efter en hardcore recovery model, hvor min erfaring med at man oftes stod meget alene uden at kunne finde hjælp: Netværk, eller platforme for sin recovery, og desværre måtte regne med at kunne klare recovery processen rimeligt alene. Tanker bygget over mine egne realiteter, og ikke over hvad der ville være ideelt i situationen. Og det prægede også den vinkling jeg havde på mine oplæg.
Jeg mener stadig at en recovery er en så lang process at man i løbet af den vil risikere at miste helt eller delvis støtte udefra venner/netværk, og der i selve processen også ligger kimen til at ens omverden afviser en i ens forsøg på at få en anden tilværelsen, recovery går jo også gennem mørke territorier som kan være at acceptere af omverdenen, eller det stiller spørgsmål til deres egen måde at leve på. En recovery foregår i et samspil med en selv og omverdenen/samfundet, og ikke mindst omverdenens reaktioner og den stigmatisering af psykiske problemer er jo den væg man spiller recovery bolden op af. Det er en del af en recovery at se muren og komme gennem den mur.

Recovery er den egne proces, det man gerne selv vil arbejde på bliver anderledes, det er det man selv vægter. Det er en egen vision at et bedre liv, der skabes via de værktøjer man nu selv kan finde hos sig selv og omgivelserne. Men det kan også gøre recovery ret provokerende det er ikke psykosocial rehabilitering, eller veltilrettelagte recovery kurser der passer til systemet. Det virker lidt som om man har fået trukket tænderne ud på recovery tanken, gjordt den tam. Men det fjerner sandheden om at der er så mange gange man må gennem ilden og stole på sine egne fornemmelser for vejen frem.

Recovery er som at prøve vingerne

I de sidst par år er jeg gået sukkerkold i forhold til min egen recovery, ikke at jeg ikke arbejdede på at få det bedre, men der var problemer i mit liv jeg ikke har kunne løfte, og en depressions lignende tilstand der bare ikke ville gå væk. Jeg har forsøgt at få hjælp, men det har været som om at en type som jeg faldt udenfor hvad man ville/kunne hjælpe, samtidigt med at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte med at prøve at få hjælp.
Jeg arbejdede hele tiden på det sociale, samtidigt med at depressionen hev mig længere og længere ned, til der hvor jeg ikke længere kunne se en fremtid, jeg følte mig slidt op, og spekulerede på hvor længe jeg kunne leve det liv.

Men hvad så nu, og efter jeg i moden alder fik mig en sprit ny diagnose: Asbergers/Autisme spektrum?

Det jeg må erkender nu, noget jeg har været på vej til i et stykke tid. At psykiske problemer ikke kan løftes alene, at uanset at samfundet ikke er gearet til at give nok støtte, så er det ikke rimeligt da menneskelig udvikling og en recovery process kræver at den foregår i et engageret samspil mellem mennesker. At kunne helbrede sindet i overvejende ensomhed er ikke realistisk som model, selvom det ligger i tiden. Mindfullness, positivtænkning, meditation, red dig selv, men gør det i stilhed og uden at engagere din omverden for meget. Jeg er meget træt af den trend. Jeg ville så meget heller have at vi erkender livet kan være svært og vi er parat til at være der for hinanden. Med psykiske problemer er man jo anbragt midt i tidens trender og fordomme omkring hvordan man takler personlige problemer, det kan godt være andre siger, jamen det gælder jo ikke for folk med "rigtige" psykiske problemer, men det ender det med alligevel, hele samfundet bliver påvirket af tidsånden også psykiatrien, det har jeg selv oplevet.

Men tilbage til det med Autisme, jeg tror på det altid er muligt uanset udgangspunkt at give mennesker et bedre grundlag for et liv. Recovery er den egne proces i samspil med andre, de løsninger man finder og de personlige evner man kan anvende og styrke. Men er recovery at man skal blive helt normal, hvad det så nu lige er for noget det der "normal"?

Nu bliver det Autistiske hjernes "styresystem" jo ikke grundlæggende ombygget fordi at man arbejder med at blive bedre til at takle tilværelsen. Man kan kognitivt blive bedre til at takle opgaver/situationer.

Autisme en alternativ måde for en hjerne at arbejde på, og på den måde bidragende til hvad det er muligt at udtænke som mennesker, verden har brug for Autistiske hjerner. Grundlæggende handler recovery for mig om det at have et ok liv der kan leves, noget andet er så udfordringen at få et samfund der er parat til at åbne sig mod det/de anderledes. Så længe samfundet lægger skyld, fordomme og forhindringer i vejen, er det op af bakke, hvor "normal" skal man være for at få lov at deltage, er det total tilpasning eller forbliv marginaliseret?

Jeg mener at det sociale netværk og det at leve i et samfund der er parat til at indrage en, er noget af det aller vigtigste for at skab et godt liv, om det handler om mennesker med eller uden psykiske problemer, handicap, etnicitet. Det er her tingene kan heles og mennesker kan blomstre.

Der er skrevet meget om recovery, men efter min mening er det her en af de bedste og en klassiker: "Recovery - At komme sig efter alvorlige psykiske lidelser" af Alain Topor. Bogen er meget anbefalelsesværdig og nem at gå til.