Min jul var præget af ikke at komme i mål med kaos hjemmet, ikke komme i mål med året. Og min tåbelighed i at havde troet, at en meget tydelig bedring ville kunne klares på et år.
Jeg nævnte det for min nye støtte i hjemmet, og hus sagde ca. sådan: At jeg havde lagte en plan der krævede andres hjælp, at den var hængt op på om det kunne lade sig gøre". Og ja det er sandt. Det var sådan en sætning jeg selv kunne levere, "diamant sandheden", ofte ikke populær blandt neurotypiske.
Men det var jo rigtigt. Med ingen ander muligheder og uden evner til at gøre det på egen hånd, havde jeg overladt mit mest brændende ønske, i hænderne på "systemet". Men systemet kunne ikke løfte opgaven. Eller de kunne ikke løfte det uden at jeg samtidigt fik alle mine fine sager evt. trampet ned. Og med den viden. at de fleste socialerengøringer med en "oprydning" skader mere end den gavner, et ekstra trauma.
Det ville havde krævet støtte hvor der var oprydning min 2 gange om ugen, uge efter uge. Måske oftere fordi jeg ikke kunne arbejde så mange timer. Nu kan det være to gange af 4 timer og mere.
Hvorfor kan jeg ikke passe mit hjem? Fordi det er groet til i en periode jeg har haft det skidt for mange år siden. Fordi min ADHD gør at jeg glemmer hvad jeg har gang i, og at jeg nærmest taber ting ud af hænderne, eller ikke kan beslutte mig hvordan jeg skal angribe det. Jeg ved godt hvordan man gør det rigtigt, jeg kan bare ikke. Jeg kan ikke være i det. Samtidigt med bander jeg over mig selv, og hvordan det kunne gå så galt, håbløsheden i det. Det er der min hjerne er endt efter alle de forsøg. Jeg har været slem mod mig selv.
Ja, der er bygget nogen kognitive motorveje, der går igang når jeg går i gang med hjemmet. Jeg har brugt kognitiv terapi før, og Recovery. Og jeg har selv arbejdet med Recovery.
Udfordringen er bare når alt er brændt sammen over tid, og det er svært at filtre det ud af hinanden, men noget af det reelt heller ikke er psykisk i almindelig forstand.
Noget af det "ekstra" de sidste 10 år var at menupausen var indtrådt, og havde lagt en tåge udover alt. Jeg forstod selvfølgeligt ikke hvad der var sket, og troede at menupausen var fysiske symptomer og ustabilitet. Ikke at den kunne omhylle en i noget der bare gjorde alt mere op af bakke end det var før. Og det var ikke godt før, men det der ekstra, var alt for meget, og jeg kunne ikke gennemskue hvad det var, også fordi der var ting der gjorde at der var lidt for meget at forholde sig til. At blive diagnosticeret med Autisme, en flytning, og personlige tab. Jeg fanget ind. Og det var som om jeg ikke kunne psykisk eller fysisk flytte mig i over 7 år. Jeg ser det som mistede år. Menopause og Autisme og ADHD er nu noget man ved mere om, og at det laver ret voldsomme negative ændringer hos kvinder på spektret.
Jeg sagde til lægen her i ugen, det føles som en straf at leve sådan, i sådan et hjem. Det er sådan noget man gør for at straffe folk, spærer dem ind. Jeg har tilbragt alt for meget tid inde uden at kunne andet, og under forhold man ikke ville unde nogen. Mit hjem er en følge af mentale tilstand, der er en blanding af flere faktorer "opbygget" gennem et liv, udover Autisme og ADHD. Og samtidigt påvirker hjemmet mig negativt. Både stigmaet ved at leve sådan og kaoset i det, og det med ikke realistisk kunne magte det selv.
Hvordan elevanse medicinen kunne have hjulpet mig endnu mere, hvis mit hjem i løbet af de to år havde ændret sig mod det bedre? Det eneste jeg kunne gøre var at rydde op i min hjerne sammen med elevanse, for det hjalp den med uge for uge. Men den gjorde mig ikke bedre til det med hjemmet.
Ja, jeg "gjorde regning uden vært" og "satte min lid til andre" som man sagde engang. Jeg troede på noget/nogen der var udenfor mig, at jeg kunne hjælpes og det måtte kunne lykkes, og jeg tog fejl.
Havde jeg ikke troet på det havde jeg ikke kunne leve, havde jeg vidst at meget lidt var sket fra den ene jul til den næste. Jeg kan ikke rumme det.
Jeg er begyndt at gå til live musik igen, jeg er begyndt at tegne og modellere igen. Jeg er igang med at tage min julepynt ned og ikke være ked af det og vred samtidigt. Julepynten er mit valg og min glæde. Og også en træning, ned i de rigtige æsker. Vær i det. Fortsæt.
Det var en jul som året før, og den var barsk, men også anderledes. Der var sket noget i hjemmet inden med den nye støtte. Og jeg havde overlevelses erfaringer fra julen før.
Og jeg kunne se det groteske, i at det er her vi er som samfund, og at Hoarding kommer som diagnose i 2026. Men lige nu er jeg stadig udenfor nummer og rette kasse, i det Danske kassesystem.
Men kan føle sig så totalt magtesløs i vores rige regulerede pæne samfund. Det er en erkendelse, det er sådan det er og man kan ikke regne med noget.
Neurotypiske ville sikker sige, hvorfor jeg ikke er gladere, nu hvor det synes som om jeg får den rigtige støtte?
Det er jeg også, men det jeg har lært og mærket konsekvenserne, og det er ikke noget man/jeg lige glemmer. Det er de afgrunde jeg kender og jeg ved jeg kan komme til at møde igen meget let, for det er sådan samfundet er skruet sammen. Det gør mig ikke tryg, heller ikke tanken om andre som mig og alle de andre der kan sidde med lignende problemer.
De færreste mennesker er skabt til at løfte alting selv her i livet. Og vi skal tro på andre kan gøre en forskel i ens liv og at man selv kan i andres. Selv jeg. ;-)
Men ja, jeg overlod mit håb til noget/nogen udefra. Hvordan jeg løser min fremtid vil vise sig, men det er tid til forandring.
