Bagved Hoarding (samlermani) er der et menneske, der allerede har mistet meget. Del 2.

 Angst og Hoarding.

Hoarding er så forbundet med traumer, tab der har aktiveret en tendens til OCD. Mange har en kim til OCD, der kan blive aktiveret til helt nye proportioner. Godt nok er der en arvelighed i Hoarding, men ofte er tendensen en "sleeper", der måske ikke var vågnet uden at der var sket noget der udløste det. 

Hoardingen kommer til at være  en beskyttelse mod en fremtid man føler usikker. Og tab og usikkerhed er blevet en grundfølelse, man prøver at dulme. 
Med noget OCD behandling overskrider man den angst og prøver at desensibiliserer. Desensibiliserer ved at gentage sorterings oprydnings processer fx. Men det kan også bare være det at snakke om det, indtil at det overhovedet er "hul igennem". Som Hoarder kan man nærmest lukke ørene, og blive vildt stresset af bare det at tale om det og planlægge. Man kan udefra synes nu har vi talt grundigt om det. Men opdage at nu er der pludseligt spørgsmål eller modstand (angst). Det kræver mod at gå igang med at af-hoarde, meget mod og tillid. 

Hjemmet er blevet forbundet med selvet, situationen man er i, er lig med en selv, groet sammen, filtret sammen, men kan ikke bare stå og flå det væk. Man kan ikke tage det af som en overfrakke. Det er der stadig. Desensibiliserinen (tilvænningen) kan være den langsomme proces med at afhoarde hjemmet, og mærke uroen, og holde pause, og så gå igang igen. Men det er en luksus, selvom den burde være måden. Noget andet er at mennesker med ADHD eller/og Autisme ikke altid kan OCD desensibiliseres på samme måde. Fordi det også er noget sensorisk, men der er også motorik, og evnen til den fysiske udførelse, og koncentration, eller manglen på samme. Og vi har ekstra stærke reaktioner på kritik, eller ikke at blive mødt. Og nogen ved ikke selv hvorfor de reagerer, hvis man er blevet kommenteret og trumlet hele livet er det bare sådan omverdenen er, og gamle forsvarsmekanismer bliver brugt. 

Så nogen af reaktionerne kan være synlige, men også ret usynlige for dem der forsøger at støtte. 
Patologisk kravafvisende adfærd (PDA), er en profil inden for autismespektret, der er karakteriseret ved ekstrem undgåelse af krav og forventninger. Der er nogen debat om PDA, men den er der. Og en Hoarder med ekstrem undgåelse af krav, den er svær. Og kan bunde i forskelligt, fra ikke at kunne leve op til ting og nu bare vil undgå det nederlag. Men det kan også være i forhold til egne krav, som man bare ikke kan sætte kroppen i gang med. Andre vil let se det som stædighed, manglende erkendelse og skide irriterende. Men som med det andet, der er noget under, men der er også noget indbygget i hjernen, Autisme/ADHD er de der start/stop ting.

Der er en fagligt forsvarlige måde at af-hoarde et hjem er at langsomt desentificere processen, gøre den styrbar, tryg, forventelig. At undgå unødvendige konfrontationer, ved at det går for hurtigt, ikke er til at gennemskue. Men som skrevet, det er der viden om. Og egentligt burde man lige finde ud af hvilket type menneske man står overfor. Og vide at der er masker folk bære. Også at selvom vi godtager samfundets krav og nikker, er det ikke sikkert vi kan udføre det aftalte, det lyder fornuftigt og noget der burde kunne gøres, og lige der glemmer man at det nok er for meget. Så er der dårlig samvittighed til når der kommer Hjemmevejleder fx. 

"Ville du ikke synes det var fantastisk at dit hjem fungerede igen, og du måske kunne have nogen på besøg?" Som en Hoarder med selverkendelse vil jeg sige, at det er svært at forestille mig. Og mange mennesker med Trauma, vil helst have deres hjem som en borg, en total sikkerhed, hvor andre ikke kommer ind over. Opvækst/parforhold med narcissistisk præg, kan gøre at hjemmet er en hule og andre ikke velkommne, selvom man ellers er social. Og det er også en Hoarder type. Og man kan sige at det overfyldte hjem jo støtter en i at holde andre ude. Og at alle tingene skaber en buffer zone omkring en, hvad skal sættes i stedet for det? Det er jo det store spørgsmål. 

Det er ikke ligegyldigt hvordan man gør det.
Man kan argumentere at hvis jeg bare havde ladet folk hjælpe mig ud fra deres egen indgangsvinkel, havde "det været løst", jeg skulle bare have udstået det. Det ville jeg måske også, hvis der havde været en deadline for projektet påbegyndelse til slut med klare mål. Det er meget fint man bare propper ting i gennemsigtige sække, og så laver en socialrengøring, men hvad så? 

Og nej det er ikke fint, for de vader rundt i ting de ikke ved hvad er. Nå, men tilbage. Hjemmet er nu rengjort og fyldt med plast plastsække, nogen mere sorterede end andre. Og hvad så nu?

Det er sække med tøj jeg bruger dagligt, og alt muligt. Men det skal jo op og hænge, sorteres, og hvor skal det være? Er der skabt steder det kan være, kan jeg etablere de opbevarings muligheder på egen hånd uden hjælp? Nej det kan jeg ikke. Hvor får jeg hjælp, og hvornår. Der er 50 sække og snart begynder jeg at flå dem op og det ender på gulvet, mens jeg prøver at finde mine ting.

Kan jeg få hjælp til at få noget sat op til de ting og til at jeg kan få tingene anbragt, og hvornår, om et halvt år? Slet ikke? Med ADHD/Autisme har jeg dårlige evner til det praktiske og det er blevet værre. Det går ikke uden støtte. Så en plan skal hænge sammen og der bør være nogen ide om start og slut, med erkendelsen af det kan blive anderledes, men det bør ok passe. 

Jeg har ikke mere energi til mere ableistisk tankegang "når andre kan, kan du også".
Jeg har hørt rigeligt i mit liv om hvad jeg burde kunne gøre. At jeg som en meget voksen kvinde med Autisme og ADHD ikke længere vil tales ned til, som et modstræbende barn, eller roses som et, burde være ret ok, jeg bider ikke hovedet af folk for en enkelt bemærkning, men når jeg ser tendensen, siger jeg fra.
"Men er det ikke mere nødvendigt at der sker noget praktisk med hjemmet?". Nej, det er lige nødvendigt at både jeg, og hjemmet kommer i orden på en respektfuld måde. 

Jeg har været igennem flere oprydninger, der foregik forskelligt, og både gode og dårlige erfaringer, så jeg har stået i det, og kunne mærke hvad det er der sker, og hvad der virker og ikke virker. 

Der er også styrker bag afmagten.
Jeg har samlet mig selv op mange gange, jeg har opfyldt andres behov frem for mine egne, så jeg blev brugt op, uden st kunne vælge det fra, det måtte udstås, klares. Men det konditioneres til at udstå ting, andres syn på mig, var vigtigere end hvordan jeg havde det, det er ikke særligt optimal måde at leve på med Autisme/ADHD. Noget blev valgt fra, der var ikke overskud og kræfter. Jeg tog masken på, og måtte leve med det bagved. 

"Hvordan gik det så galt? Er det jeg siger når jeg prøver at rydde op, og var der et alternativ? Vi kan godt lide at forestille os at vi har valg, at vi har frihed, det har vi til dels også, hvis vi er parat til at satse det hele, og evt. tabe det. Men der har jeg/vi jo ofte været før, det var der det startede med tab. 

Man kan sige jeg fedtspiller, men det er af gode grunde, jeg kender kanten. Det jeg prøver på er, at jeg og hjemmet kravler mod målet rimeligt samtidigt, og det sker ikke af sig selv, det er desværre noget jeg selv skal klare mentalt, at jeg er der mentalt, når den tid kommer at hjemmet er "normaliseret". Udefra ville andre nok tro at hvis der var en tryllestav og hjemmet kunne komme i orden ved at svinge den, ville det være happy end. Det er ikke tilfældet, uden den mentale arbejde og det praktiske. 

Jeg er en meget voksen kvinde med sendiagnosticeret Autisme og ADHD, og Hoarder, og jeg kæmper stadig for et liv, hvad pokker  det ellers er.
Jeg er et kompetent menneske, i det mindste intellektuelt, og jeg har tilkæmpet mig selvindsigt og indsigt i andre. Jeg er ikke noget "særligt" i forhold til Autisme/ADHD/Hoarding, jeg er ikke den eneste med den kombination på nogen måde.
Og jeg bør ikke være den der skal fagligt undervise de faglige i, hvordan man støtter mennesker i min situation, samtidigt med at jeg står midt i den. For man kan ikke forudsætte at folk selv ved de ting, selvom de har diagnoserne, det ar godt at kunne advokere for sig selv og diagnosen, men det er for hårdt i selve situationen.
Jeg er jo heller ikke psykiater for mig selv? Psykiateren kan spørge ind til ting, jeg kan svarer. Jeg kan af mig selv spørge om ting, eller komme med udsagn. Men grundlæggende bør Psykiateren have den nødvendige viden, så jeg ikke behøver selv at sidde med den samme faglige baggrund, eller mere? Det samme gælder alle der arbejder med mennesker med Autisme/ADHD. Det er ikke mit job, jeg er den diagnosticerede, ideelt set skulle jeg bare følge anvisningerne, og være en anelse ansvarlig, og det var det ikke andet. Det er forbandet meget ansvar for egen behandling, samtidigt at skulle informere om hvordan man støtter, især med Autisme/ADHD, ansvar med ansvar på, og så lidt mere. 

Når nogen står i mit hjem er der skyld og skam, forvirring, der er min ADHD der tænder og slukker for hvad jeg hører. Der er gang i rigtigt mange sanser, mit hovede kværner og jeg taler, og jeg rydder op. Samtidigt formidler jeg hvad det er der foregår for en der Hoarder.

Jeg har ansvar på mine skuldre, normalt er ansvar lig med kompetence og status, men ikke når det er i sådan en situation, jeg har kun ansvar, ingen anerkendte kompetencer, råderum for valg, ingen status. Selvfølgeligt har jeg opbygget noget med min hjemmevejleder, et samarbejde og forståelse. Men det tager tid, og tid er det der mangler i kontakten omkring hvad jeg har brug for at støtte, når jeg skal tale med andre, psykiatere, kommune. 

Der er mange jeg skal tale med igen, og der er afslag og manglende sikkerhedsnet. Jeg bliver ikke baret frem med an Autisme/ADHD, og jeg er meget ujævn i hverdagen. Det er ikke godt nok. Men jeg må fortsætte. 

Det psykologiske arbejde er der ikke må jeg gøre selv, det er ikke optimalt, for det er ikke i letvægts afdelingen. 

Jeg er blevet opdraget til at være en kustode af af ting og deres historie og vigtighed, og jeg var selv bare et objekt blandt objekter. på mange måder dårligere defineret, end alle tingene. Mindre set, men også hjemmets største skat. 

Så hvem er jeg så egentligt? Det er det arbejder jeg skal gøres for at jeg bliver fri af Hoardingen. Men hvordan heler man, den kærlighed der aldrig var? 

Bagved Hoarding (samlermani) er der et menneske, der allerede har mistet meget. Del 1.

Hoarding, på dansk samlermani, er en OCD lidelse. Den kan være kombineret med andre diagnoser, men kan også stå alene. Men som sådan er det ikke en diagnose man rigtigt tager seriøst i Danmark, men den anvendes i andre lande, der har beskæftiget sig mere om Hoarding som en diagnose i sig selv, og hvad man kan gøre for at støtte, og ikke et "tillæg" til en andre diagnoser, eller udløst af den anden diagnose.
I Danmark kommer det under "At man ikke kan klare hjemmet" hos Kommunen. Men der er en forskel på at man ikke magter sit hjem fordi man har en psykisk sygdom, , eller man er handicappet, eller har misbrug, og så Hoarding, det ikke det samme selvom det overfladisk man minde om, og det er ikke ligegyldigt hvordan man takler det praktisk. Er det bare manglende overskud der skaber ophobninger og skrald, eller er ophobningerne meget vigtige for ejeren, eller det der kunne ligge under det der kunne være værdifuldt?

Der er Hoardere og samlermani i alle socialklasser.
Og det er ikke at, der ikke er folk med samlermani og mennesker der Hoarder i Danmark, for det er der. Men "behandlingen" er, at når det hele er ramlet og der er gået mug og udyr i hjemmet, så kan nogen komme og rydde bulen og en socialrengøring. Indtil da, så ikke så meget. Men der er gået tid inden det, faktisk lang tid. Det er den socialrealistiske udgave, noget bliver heller ikke opdaget, noget foregår i andre sociale kontekster. Nogen har mere plads, nogen lejer lagerrum osv. 

Du kan ikke se på folk at de er hoardere/har samler mani, det er ikke en social klasse, det kan være folk i arbejde, det vil være folk hvor man ikke tror det om dem de ser så ordentlige ud og velplejede. Folk der ellers kan holde orden i andre ting. Folk der er vandt til at tænke logisk, tage ansvar. 

Og de fleste skjuler det så meget de overhovedet kan. Det er først når det er helt galt det bliver synligt. Eller der er krav om der skal håndværkere ind og se på lækkede rør fx. Det er så det værste mareridt, der er en deadline, det er nu og her og man er opdaget, og der er trusler om at blive smidt ud, hvis man bor i lejlighed. Og hvad gør man nu? Bor man i almennyttigt vil kontoret nok sige man skal kontakte kommunen, og få en socialrengøring/rydning. Måske man bor et sted hvor man ikke får noget at vide, uanset dette er helvede. Jeg blev kontaktet af en hvor der var kommet brev fra ejendommen. Og hun vidste at jeg var Hoarder så hvad nu?
Jeg forklarede at hvis kommunen blev kontaktet o ejendommen blev kontaktet om det, ville det være gode kort på hånden og vise at der var vilje til at reagere. Andre havde rådet til andet, men jeg var meget klar, det var måden at forhandle deadlines. Det gode var at det jeg fortalte om der ville ske passede, at dem der kom ud og talte med hende fra kommunen var søde og havde tjek på det og hun fik støtte til hjemmet. Det var godt, man ved jo aldrig. Jeg havde gode erfaringer fra før, men ting ændre sig jo. 

Ud med lortet og hvad så?
Hvis man bare kommer og tømmer et sådan et hjem, er personen stadig hoarder efterfølgende, og endnu mere sårbar efter det der er sket. Det er ikke "løst", kun nu og her. Den grundlæggende angst, og måden at holde fast i ting er der stadig. At ændre det, ville kræve terapi, og et ønske om det.
Men det er ikke et område der er fokus på, eller sat penge af til. Samtidigt vil man også møde Hoardere der ikke er parat til terapi, og heller ikke erkender deres egen situation. De har levet med deres ting som et modvægt til traumer, ocd de måske aldrig har forholdt sig til, ubeabejdet, uerkendt. Så der er mange ting på spil, den dag det ikke kan fortsætte på samme måde.
Grundlæggende er det vigtigste at dem der anvendes til at rengøre/rydde har solid erfaring med Hoarding. Der er ting man ikke skal sige og gøre, og der er måder at få det til at fungere lidt mere værdigt og mindre stressende for Hoarderen. 

Måske de fleste tænker at bare tingene kommer væk, må personen selv finde ud af det, og det er deres egen skyld. Og at de ikke kan forlange at udmugningen, foregår på en måde der ikke gør deres OCD endnu værre. Mit gæt er at de fleste der hoarder ikke vil være andet end at de er i total panik. Det er jo nærmest som at blive udstillet nøgen på bytorvet for at give et billede på det,

Altså, hvis man har en OCD angst der gør at man holder fast i ting samlermani/Hoarding, og efter længere tid ikke er i stand til at holde hjemmet, vil man ikke modtage hjælp/støtte der er målrettet i forhold til at være Hoarder. Det er for specielt og specialiseret. Der er dog nogen kommuner det klare det bedre end andre. Og der var kommuner der gjorde det bedre for år tilbage.

Men drejebogen findes, hvordan støtter man det praktisk, hvordan man gør det psykologisk. Og den er ikke raketvidenskab. Ja, vi er forskellige, men grunlæggende er der de samme triggerer, måske det er dem der kigger på os udefra der ser os som forskellige, men opgaven er den samme. Det er den samme uro inde i personen, om det er en Dame med alt for mange sko og uudpakkede ting fra nettet, eller en ældre mand i en beskidt lejlighed, proppet med sager. Det kan være forskellige stadier, selverkendelse, intelligens, sociale omstændigheder, hvor slemt det er. Men inden i har det samme kerne, og reaktioner. Og alle har haft en start, så et mellemstadie, og nogen går så til de sidste stadier til fuld kaos og det sundhedfarlige. Og mange mennesker har ikke haft folk inde i deres hjem i 30 år. Familie er blevet holdt væk. Der er så andre der lever som en familie midt i al hoardingen, men hvad det betyder. 

Mange kommuner kender at der bliver klaget over en boligejer, der har fyldt hele haven med rustne sager og skrald, og her er det år af hoarding, hvor tingene voksede ud af hjemmet og udhuset. Og så er der dem der Hoarder dyr, de ikke kan overskue at passe, og det sker i lejligheder og i huse. I lejligheder er det naboerne der begynder at klage over lugt. Det er de mere ekstreme tilfælde hvor alt er fyldt op, men der også er madrester, og afføring. Alle rum har mistet deres oprindelige anvendelse, køkken og badeværelse kan ikke anvendes, sengen kan også være forsvundet i bunkerne. 

Når overblikket forsvinder, og det gør det, er det som om flere og fler praktiske handlinger, ikke kører pr. automatik. Og opstår der problemer med tilstoppede rør, sker der ikke mere, det er som det er. Helheden kan ikke længere rummes, der er for meget der ikke fungerer, men man kan næsten ikke huske hvordan der er når det gør, man vænner sig. Det er en tilvænning til et større og større forhindringsløb, bare for at komme fra rum til rum. Men det sker ikke fra en dag til den anden. Der er et menneske inde i det her, hvis hjerne er mindst lige så kaotisk som hjemmet, om ikke andet når deres/vores verden bliver forstyrret udefra. Og her i ligger noget, at vi klare den dag for dag, og skubber ophobningerne foran os. Hvilket også kræver mentale kræfter, der på den måde er bundet så de ikke kan anvendes på noget der ville være mere fremtid i. Men joken er jo at vi gemmer til den fremtid, til når dagen kommer. 

Det handler om tid.
Man kan tænke en hoarder med noget selverkendelse, vil være nemmere at hjælpe, end en helt uden. Men på et eller andet tidspunkt kommer der et isbjerg i vejen for processen. Sådan er det bare. Og når man arbejder med et hjem er det svært at forudsige hvad der kan udløse uro og angst, uanset er det et signal der skal reageres på. Det kan være grundene kan virke irrationelle på andre. At at der nu er mere gulvplads kan udløse uro fx. 

Man kan tænke: Jamen det skal vi bare over, så er alt godt. Nej. Det er der tilliden bliver brudt, måske Hoarden siger fra, og nu slet ikke vil. Tillid er vigtig, og at man bliver hørt. Og at når men siger fra, at det ikke ender i fronter, men bliver forstået, eller at man (sammen) vælger at tage fat fra en anden kant der føles mindre farlig. 

Det tager længere tid, det tager den tid det tager, et halvt år et år. I de situationer folk står i akutte situationer hvor der skal handles, hvis det er sundhedskadeligt, livsfarligt for en selv og andre, skal det gøres. Og det vil påvirke stærkt. Hoarderens hule uanset hvad den er endt med er mere tryg end det der sker, meget mere.

Udefra kan man tænke det er en falsk illusion. Men det hele er ikke opstået over et par år, men mange år, dag for dag. Der er en langsom tilvænning til besværet med at leve i det, og der har måske været forsøg med at rette op på det. Men der er aldrig nok på "tanken" til den opgave praktisk eller psykologisk.

Nu og her er ting, er den eneste bufferzone der fungerer til at dulme sindet. Der er ikke noget andet at sætte i istedet. Hoardin er et quick fix, men også en Elefant i rummet. At være afhængig af spil er mindre synligt, det er puf væk. Andet misbrug, ja resultaterne af det er der, stress, samvittighed. Med Hoardingen er det fysisk manifesteret i en meget fast form, der enda kan være mere end man tror, indtil kasser og poser er fyldt. 

Vi er en tid med mange ting og købehygge.
Men vi lever i et samfund der har normaliseret overforbrug. "A Temu Haul" er blevet normen for mange, at der kommer en kæmpe pakke med 50 ting i. At vi kan købe uden at forlade hjemmet, hvilket gør at mere immobile også kan Hoarde. .
En hygge tur i Tiger eller Søstrene Greene med børnene eller veninder. Køb er lig med hygge. Som børn oplever vi også hygge med den slags indkøbsturer, det er noget vi husker, en tur med Mor i Magasin. Det er det gamle mønster vi følger, og de sidste menge år har givet mulighed for. Så på en måde bliver det idealiseret i tiden, og som sådan er det jo, er du ked af det, køb et par sko. Vi køber ting og lidt for meget, igen og igen. Og nogen køber alt for meget. Og nogen aflevere det til genbrug, men andre beholder det hele. Alle de fine hobby ting jeg har, til når jeg engang...Drømme om fremtiden. 
Hoarding er drømme om det vi skal bruge i fremtiden. Indretningbladerne, de gamle artikler, værktøjet, den rustne cykel, det blev til 20, og diverse andet. Projekter for livet. Til når vi får overskud og tid. 

Forbruget lokker også folk til at købe for mere end de de har, fordi livet er nu, og alle de andre har jo? Det er drømmen at man allerede er der, hvordan der har er.  Så man kan se hjem hos folk de kæmper med økonomien, men der er ting over det hele, også IPads til børnene. Og 200 Bamser. 

Som samfund har vi mange års erfaringer med misbrug, spiritus, stoffer, spilafhængighed. Og der er behandlinger, og der er flere slags, der er er enda noget hvor det er gratis, og noget hvor man støtter hinanden. Meget i  Hoarding og overforbrug  har lighed med spilafhængighed, i hvad der foregår bagved. 

Hvad er der på den anden side af afhængighed?  Er det for farligt at drømme om et andet liv? Nye forventninger og nye krav?