mandag den 3. august 2015

Det levede livs udfordringer og et univers af drømme


Helt opkørt eller underdrejet….hvad med at flatline lidt? Det er svært at få det til at hænge sammen, at hverdagen bliver blandet af praktiske gøremål, noget socialt, noget rart og lidt til at styrke selvværdet.

Efter et liv uden noget det ligner en karriere, end sige et job er der jo ikke meget til at booste selvværdet.

I den tid hvor jeg skulle have uddannet mig, have været social aktiv, have fundet jobs, ønskede jeg bare at være isoleret for mig selv -eller jeg drømte om noget andet, et andet liv, men jeg havde ikke kræfterne mentalt, fundamentet, venner, et netværk.

Jeg har haft dårlig samvittighed, kunne jeg ikke have handlet lidt anderledes?
Men i dag og måske netop først i dag, ved jeg at det ikke var muligt under omstændighederne, heller ikke med lidt mere medvind og venner. Eller kunne det, jeg orker ikke tanken at det kunne have været bedre, at noget af det havde kunne være anderledes.
Jeg har aldrig kunne holde fast i at jeg ikke var skyldig i min egen situation, jeg har ledt efter undskyldende omstændigheder, samtidigt med at jeg har været min egen ondeste dommer.

Måske jeg skal se hvad jeg faktisk har opnået, at diverse kampe har båret frugt, at jeg har noget på lager som jeg faktisk kan og ved. At jeg har tilkæmpet mig sociale evner år for år, ikke mindst de sidste 10 år. Det er en udfordring at være som en teenager der skal lære en masse om det hele, samtidig med at man er absolut voksen. Jeg føler mig voksen nu, men samtidig også i en læreproces der nærmest bliver mere intens som tiden går. Spørgsmålet er bare at sådan som jeg har nu, om jeg ikke har gået for hårdt frem.

Hvor meget har skylden og skammen fyld? Over manglende tilknytning til arbejdsmarkedet først og fremmest. Den har fyldt meget og gør det stadigvæk, den har været min drivkraft, men også meget destruktiv, samfundets stigma og min egen fordømte selvstigmatisering.

Og med den depressions lignende tilstand jeg her levet med de sidste 6 år, må jeg bare konstatere at jeg nok har kørt mig selv for hårdt. Men samtidigt passere livet jo også forbi, jeg er jo netop meget voksen og alt det jeg ikke kunne da jeg var ung, må jeg prøve af få indhentet, bare lidt. Eller det mener jeg åbenbart, for det er ikke alle der stiller den slags krav til livet.



Er det mit behov, er det det jeg har lærte hjemmefra, eller samfundet der sætter mig griller i hovedet…..Eller har jeg bare været født fantast der kun synes det var fedt når det hele var lidt opkørt og perlebesat? Og når jeg ser det fra den vinkel må jeg nok konstatere at jeg fra meget tidligt havde de drømme, fantastiske drømme og jeg levede i dem og jeg levede godt i dem. Med mine drømme, er det levede liv faktisk lidt småt. Og det er måske der jeg skal genfinde min barndoms Autist, jeg har brug for drømme, ikke for at de skal blive til virkelighed, fordi jeg kan rejse frit og ubesværet i uendeligheden, bruge den gave. Og det betyder jo ikke at jeg ikke kan leve et ”rigtigt” liv. Når der kun er virkeligheden, er depressionen der også.

Og  jeg har jo udlevet nogen af min barndom og ungdoms drømme, jeg er stadig mig, men jeg tror jeg skal finde barnet, barnet der bare skabte for at skabe, uden ego eller for at opnå noget, men fordi det var spændende og det skulle gøres.

Jeg vil være som det barn, før livet tog små bidder af min sjæl, den glæde og den ro jeg faktisk havde dengang.
Man kan drømme og have håb for fremtiden, men det er nok så vigtig at have drømme som er ens egen skat ingen kan tage og der ikke kræver andet end at være i drømmen.
Det burde jo være en rar plan, men jeg er også tøvende….For igennem så mange år har alting skulle blive til noget bestemt, noget målrettet, godt for noget, være virkeligt, konkret. Et los ud i verden. Men det fungerer ikke alene, jeg bliver bare vred, utålmodig, bitter, roder mig ud i ting jeg ikke burde, der ikke ender godt. Er jeg sådan….jeg har ikke lyst til at være sådan, ikke i det omfang som det er nu.


”Vi er ikke større end vores drømme”, og jeg var god til at drømme engang så hvad venter jeg på? Selvom jeg er ligeglad med ”større”, jeg kan godt leve med at være lille og have store drømme der bare får lov til at være drømme og intet andet.

Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv