lørdag den 8. august 2015

Er det neutrale ansigt vredt, eller?

Det kan af og til være svært at læse ansigter og specielt det neutrale ansigtsudtryk kan fortolkes forskelligt, fra, ja neutralt til vredt, eller bevist ignorerende, lukket, afvisende.

Kvinder skulle være bedre end mænd til at tolke ansigtsudtryk og mænd blive dårligere til det med alderen.....og mennesker med Autister og Asbergers have rigtigt svært ved det, så svært at det er vanskeligt med også med smileys på nettet og mobilen. Jeg bruger nettet meget og jeg ved det kan være god grund til at anvende smileys selvom de kan virke barnlige. Og de små hoveder griner, ser sure ud, får røde kinder, er de ikke ret nemme at tolke? Tja, det kommer an på så meget også ens vaner med at bruge dem, og hvor kreativt man anvender dem.

Det er endnu mere væsentligt at kunne tolke korrekt ude i livet, naboer, til fester, på gaden, på jobbet. Det er jo en naturlig variation i folks ansigtsudtryk og kropsudtryk, det neutrale ubevidste ansigtsudtryk tager med tiden form af livet, med meget forskelligt resultat. Træt, trist, sur, nogen bevare barnets mere neutrale glatte udtryk. Evnen til at tolke ansigtsudtryk kan skifte med ens egen alder om hvor positive, negative vi vurderer andres ansigtsudtryk.

Har jeg selv svært ved at tolke ansigtsudtryk? Mååååske, men det er i det neutrale område at jeg måske kan fejltolke tolke folk som skulende, bevidst afvisende, afstandstagende, bevidst ignorerende, uf, ja det lyder helt paranoia agtigt. Når man ikke taler med folk vil kommunikationen ikke være med til at hjælpe på tolkningen, at personen ikke var sur.

Ja, hvordan har de det?

Er det svært at tolke de signaler, så er nogen situationer hvor man ikke kender folk, der kan være svære at vurderer, og kan blive fejltolket, og det er ikke altid ligegyldigt for ens fortolkninger og handlinger.

Hvad gør man så? Tænker at vedkommenes så mig nok ikke, var i sine egne tanker, vred/ked af det af andre grunde. Jeg går jo ofte selv i mine egne tanker uden at se folk jeg burde hilse på fx.

Måske det kan virke som bagateller, men det har en indvirken på det sociale og hvordan man møder verden.

Jeg har en ven, der ofte siger at "kvinder ser vredt på ham", jeg har spurgt ind til det, om de nu virkeligt gør det, om de ikke bare har tankerne andre steder, eller bare ser neutrale ud. Ja, det er en svær en, jeg kan kun tilbyde alternative forklaring, han holder på at damerne er vrede!....

Vi genkender smilet, grinet, vrede, ked af det når det udtrykkes klart og næsten teatralsk, men der er udtryk der er mere komplicerede at tolke og som nogen af os enten slet ikke opfatter, eller fejltolker.

Usikkerhed i aflæsningen er ikke godt, vi tøver og vi tolker og nogen gange vedsiden af.

Det burde være så nemt, når det nu er så vigtigt, de fleste kan, nogen af os var sværere ved det.

Link om evnen til ansigtsudtryk tolkning i forhold til Autisme/Asbergers:

http://psychcentral.com/news/2014/06/21/in-autism-facial-expression-recognition-tends-to-worsen-with-age/71504.html

Og om at træne forståelsen af ansigtsudtryk:
http://autismdigest.com/learning-to-read-facial-expressions/







Når vreden overtager styringen

Aldrig har jeg rodet mig ud i så mange trakasserier som i år, og som jeg dog har kunne vælge dem, kunne ikke have været mere uheldigt. Nu valgte jeg den vel heller ikke, de kom snigende og jeg reagerede, og overreagerede i forhold til mine normal reaktioner.

Jeg plejer ikke at rode mig ud i at opdyrke ballade og uvenskaber, og af den grund er jeg lidt på bar bund med hensyn til hvad der foregår, hvad er jeg ude på og er det her godt for noget?

Hvis man ser det udfra en Asberger vinkel er intet af det ret underligt, det er næsten naturligt at hvis det er de situationer man møder, så kunne det være netop de reaktioner man vælger at hive frem af posen. Men det har jeg så ellers undgået det meste af mit liv.

Jeg har tidligere af og til hvis tilstrækkeligt provokeret/irriteret tændt af, og sagt min mening så der næsten lugtede svovlagtigt i rummet. Men det er så også det værste jeg har bedrevet og der var altid en rimeligt god grund og det var yderst sjældent. Det sidste er nok så væsentligt, for det med de "gode grunde" er jo i min egen optik, andre kan have andre meninger.

Fra at jeg flyttede for et og et halvt år siden har jeg været meget mere vredladen, for at indtil videre at kulminere i 2015. Jeg lagde hårdt ud i januar måned og måtte også konstatere at jeg ikke kunne lande situationen, erkende at løsninger eller bearbejdning bare ikke fungerede/var mulig, jeg håbede at det ville løse sig med tiden, nogen uger, måneder, men månederne gik uden klarsyn eller afklaring. En vaklen mellem fortvivelse, afmagt og vrede. Store ord, tja det har været et år for de store følelser åbenbart og alle mine forsøg på at skrue ned for dem er mislykkedes. Dagligt rammes jeg af en vred orkan af cirkeltænkning.




Jeg har spekuleret om det er et forsøg på at bekæmpe min depression, eller ret og slet stress i forbindelse med flytningen, eller at jeg i grunden sjældent siger fra og nu synes det er nok. Jeg ser mig selv som et ellers ret kontrolleret menneske, på nogen punkter overkontrolleret.

At leve med vrede, er at tingen går fra slemt til endnu værre. Alt det andet kan skjules, jeg kan skjule, sorg, afmagt, depression, men vreden smutter ud og vælter rundt. Og hvis man så kunne nøjes med at smadre en tallerken hjemme, sådan helt alene, men nej, jeg siger og gør ting der har konsekvenser.

På den ene side er jeg imponeret over at jeg har kunne leve så længe uden at være alt for meget i modsætning til mine omgivelser, var jeg et bedre menneske, handlingslammet, forsigtig, for lidt ude blandt mennesker, at jeg aldrig måtte sige fra, dumme mig rigtigt for alvor?

Og kan man leve et fuldt liv uden nogensinde at dumme sig for alvor?

Jeg har altid haft svært ved at tilgive mig selv, men jeg er også opdraget på en måde hvor der ikke var megen tilgivelse.

Det er som om den ny vrede eksponere ting, det er på en måde godt, men resultaterne af vreden er skidt. Jeg har levet et liv hvor jeg har set og læst, uden at udleve. Nogen ting må leves for at forstås, ikke nødvendigvis næsten til kanten, eller over, men der ud hvor man kan mærke livet brænder.

Eller måske afmagt er grundkernen, at afmagten i situationerne er det der får vreden til at hoppe frem. Er der mere afmagt nu, eller orker jeg ikke mere afmagt. Er det ting jeg fandt mig i tidligere, jeg ikke vil være med til mere? At vreden i det mindste er en kamp mod afmagten. Kæmper jeg mere mod mig selv, end mod andre, selvom det rettes ud af?......det var så meget nemmere da jeg rettede det meste indad, ikke godt, men nemmere i forhold til omverdenen.

Jeg kan godt se det giver mening, men jeg er ked af det, jeg vil gerne lukke ned for vreden nu. Og jeg undre mig på hvad der er når jeg kommer på den anden side af det.

Det er tid tilerkendelse og de bedre tider de er måske et eller andet sted i fremtiden. Jeg har ikke følt jeg kunne styre mine tanker, men jeg må få styr på de tanker, jeg må sige "jeg styre/vælger selv mine tanker", eller som den realist jeg også er, jeg ved jeg har kunne bekæmpe negative tanker før, det var under andre omstændigheder, men jeg må finde metoden til de her tanker.

Men hov, er jeg der igen med at det skal være som selvterapi? Og er vreden netop ikke generet af at stå lidt for alene og føle sig marginaliseret.

Jeg tror det er tid til lidt andre metoder efterhånden.




Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv